Page 1

Ove Bjerregaard-Madsen

“Danmark er et smukt land, men det ligger uforsigtigt” (Soya)

KOLD KRIG UDEN FORSVAR Om socialdemokratisk kapitulationspolitik og borgerlige medløbere i perioden 1979 - 1984 Forlaget Kontrast

Ove Bjerregaard-Madsen

“Danmark er et smukt land, men det ligger uforsigtigt” (Soya)

KOLD KRIG UDEN FORSVAR Om socialdemokratisk kapitulationspolitik og borgerlige medløbere i perioden 1979 - 1984 Forlaget Kontrast


KOLD KRIG UDEN FORSVAR Af salgskonsulent

Ove Bjerregaard-Madsen Tidligere medlem af Venstres Forsvarsudvalg, Københavns Amtsråd, kommunalbestyrelsen i Glostrup Kommune og sekretær for Den Alternative Forsvarskommission 1988-90. Sekretær Dansk NATO-komité og medlem af Hjemmeværnet.

Forlaget Kontrast


Ove Bjerregaard-Madsen: KOLD KRIG UDEN FORSVAR Copyright: Ove Bjerregaard-Madsen Tryk: Forlaget Kontrast 2000 ISBN: 87-87951-77-0 2. reviderede og udvidede udgave. Juni 2007 Forlaget Kontrast Skovbovænget 48 3500 Værløse

En besættelse klarer man nok. Også hos jer. (Litauerne) Når bare man har grisehandlere nok til at lave graffiti på lokummerne. – Og fru grisehandlere med ”hjertet på det rette sted”. (OBM i Ekstra Bladet 24. marts 1990). Enhver nation har et heltegalleri, der nådesløst afdækker den sande karakter hos landets ledere. Finnerne har Fändrik Stål og Lotta Svärd. I Danmark er det grisehandleren og hans kone. (OBM i Berlingske 14. april 1990). Er folkelig modstand uønsket? ”Gå til modstand”, Danmarks Frihedssang, forsvandt hurtigt fra Arbejdersangbogen – og den nåede vist aldrig at komme i Højskolesangbogen. (OBM i Jyllands-Posten 7. maj 1995).


Forfatterens forord 2007 Hvad de færreste troede var muligt – at føre hele befolkningen bag lyset hele tiden – var tæt på at blive en realitet under Den Kolde Krig. Vi kommer imidlertid næppe frem til sandheden om venstrefløjens defaitisme og hasardspil med Danmarks frihed – og visse borgerlige politikeres legitimering af Socialdemokratiets kapitulationspolitik – hvis ikke forsøget på et opgør gentages nu. Derfor indledes 2. oplag af nærværende skrift – som fortsat er en slags anklageskrift – med spørgsmålet: Hvordan kunne det komme så vidt? Vi lever i en tid, hvor plasticdimser i frosne rejer, et tabt PET-dokument, en eventuel indsættelse af tre danske flådefartøjer i Mellemøsten og børnepasningsproblemer i Århus og omegn kan rydde forsider, og hvor politikere af stort set enhver partifarve i samme anledning får plads i radio-/tv-stationernes nyheds- og dokumentarprogrammer. Derfor giver det anledning til stille undren, at muligheden for ”Danmark atter besat på en halv dag” – og for på det nærmeste en udslettelse af det danske forsvars styrker – ikke gav anledning til kritiske analyser og til orientering af befolkningen under en af Den Kolde Krigs farligste perioder. Kendsgerningen, at forsvaret kunne holde kortere tid end ”en meget kort periode” med en ny besættelse af Danmark til følge, var tilsyneladende ikke ”en historie”, der var stor nok til, at pressen fandt det nødvendigt at beskæftige sig med den. Spørgsmålet aktualiseres, fordi der næsten dagligt – helt berettiget – sættes spørgsmålstegn ved vore i øjeblikket udsendte soldaters køretøjer, udrustning og bevæbning. Ungarske tilstande PLUS Jeg mener, hvordan kunne det gå til, at politikerne, hovedparten af forsvarets højere officerer og så mange medlemmer af journaliststanden fuldstændig ignorerede de operative vurderinger i det uklassificerede ”Oplæg til en forsvarsordning efter 1. april 1981” set i relation til bl.a. indholdet i den værnepligtige mobiliseringsstyrkes depoter, antallet af soldater, uddannelsestilstanden og den militære trussel fra Warszawapagtens styrker? I Ungarn løj de – som bekendt – morgen, middag og aften. I Danmark løj de også om natten!

3


Venstrefløjens konstante, beskæmmende krav om ”afmilitarisering”, styrkereduktioner, budgetnedskæringer og opfordringer til ”fredskamp” er beskrevet i såvel dette skrift som mange andre steder. Derimod findes der ikke meget om den borgerlige fløj, hvis medvirken til rækken af mere og mere forsvarslemlæstende forlig legaliserede Anker Jørgensens defaitisme og den af Socialdemokratiet krævede kapitulationspolitik. En legalisering, der hverken kunne begrundes ud fra militære eller politisk acceptable synspunkter, men som tilsyneladende alene havde baggrund i ønsker om at tilpasse sig Socialdemokratiet eller fastholde regeringstaburetterne. Ud over skriftets indhold som begrundelse for et opgør kan anføres, hvad Berlingskes korrespondent i USA, Poul Høi, citerede en medarbejder i USA's udenrigsministerium for at have sagt: ”Jeg tror ikke, danskerne er klar over, hvor tæt de dengang var på at havne på den forkerte side i opgøret”. (Berlingske 20. 09. 2006).

Hvis den begyndende historieforfalskning skal stoppes, skal skeletterne ud af de borgerlige skabe/partier og frem i lyset; og det bliver så op til de forskellige partiers medlemmer at foretage oprydningen. Mit parti var Venstre på daværende tidsspunkt, og jeg kan bidrage med navnene på den duo, som forsøgte sig med censur, praktiserede selvcensur og gjorde det umuligt for Venstre at omfatte Danmarks forsvar med intelligent interesse. Duoen var de to efterhånden herostratisk berømte følgesvende – politisk svigt og taburetlim – som er så helt almindelige i danske partier, når det drejer sig om Danmarks forsvar – og som er årsag til, at sager om forsvarets forhold sjældent betragtes som kabinetsspørgsmål. Lederne var Henning Christophersen og Uffe Ellemann-Jensen, men det skortede ikke på villige ”løjtnanter”, som bl.a. påtog sig at få flertallet af landsmødedeltagere til at virke i rollen som klakører. Det er mit håb, at vor nuværende statsminister – Anders Fogh Rasmussen, som tidligere har vist stort mod bl.a. ved at sige fra i relation til samarbejdspolitikken under Besættelsen – også vil finde anledning til kritik af de borgerlige partiers – herunder Venstres – medløben under Den Kolde Krig. I Danmark løj de nemlig også om natten!

Ove Bjerregaard-Madsen, juni 2007


Forord (forfatterens år 2000) Nærværende skrift beskæftiger sig overvejende med forsvaret i første halvdel af 1980’erne, og det kan diskuteres, hvilken periode der var den farligste for Danmark under Den Kolde Krig. Derimod er det en kendsgerning, at tidsrummet 1979 - 1984 var et tidsrum, hvor såvel vore egne som vore allieredes evner og viljer til forsvar af hele Danmark var nærmest ikke eksisterende. Hertil var der tre hovedårsager: Det danske forsvars tilstand, Socialdemokratiets og den øvrige venstrefløjs fodnotepolitik og de borgerlige regeringspartiers hensynsløse medløbere, som alene arbejdede for at fastholde regeringstaburetterne. Forsvaret havde op gennem 60’erne og 70’erne lidt under mangel på nyt materiel og alvorlig nedslidning af det eksisterende. En lige så logisk – som overraskende – reaktion herpå var, at Forsvarschefen, general Knud Jørgensen, lod Forsvarskommandoen udgive det uklassificerede “grå hæfte” med titlen ”Oplæg til forsvarsordning

efter 1. april 1981.”

Oplægget afdækkede forsvarets store mangler, men anviste også dele af den vej, man måtte gå, hvis man ønskede realistiske muligheder for at sikre Danmarks frihed. Alligevel klumrede det politiske Danmark med forsvarspolitikken i en sådan grad, at den endelige lemlæstelse af forsvaret var en realitet. Om Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik i begyndelsen af 80erne kan det sammenfattende siges, at det – som følge af forsvarsforliget i 1981 – lykkedes for Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj at lægge Danmark åbent for et isoleret overfald fra Warszawapagtens side, – og at det borgerlige Danmarks politikere overvejende løb med. Skriftet skal ikke mindst læses i lyset af den kendsgerning, at det efter Murens fald og sammenbruddet i Østeuropa er bekræftet – hvad alle forsvarsinteresserede vidste – at Danmark var WAPAs første angrebsmål, og at der i angrebsplanerne indgik anvendelse af a-våben og kemiske kampstoffer. Og GULAG-øhavet eller en KATYN-massakre var udsigterne for en eventuel modstandsbevægelse Ove Bjerregaard-Madsen, august 2000

6


Indledning Det forekommer utvivlsomt, at general Knud Jørgensen – og dermed Forsvarskommandoen – udsendte ”Oplæg til forsvarsordning efter 1. april 1981” i uklassificeret udgave med det formål – og i det håb – at forsvarspositive personer og – først og fremmest – vore journalister ville endevende forsvarets muligheder for at forsvare landet og efterfølgende skabe en kvalificeret debat, der kunne anspore de forsvarspositive politikere til at stå fast, når Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj løb storm på, hvad der var tilbage af dansk forsvar. Sådan gik det ikke. Langt, langt den overvejende del af de journalister, der på tidspunktet beskæftigede sig med forsvarets forhold, gad tilsyneladende ikke gå i dybden, og dette skrifts forfatter kan ikke erindre, at blot én journalist har behandlet forsvarets tilstand ud fra oplæggets operative vurdering af konsekvensen af Niveau 1, depotforholdene for så vidt angår den værnepligtige mobiliseringsstyrke og den kendsgerning, at politikerne på Christiansborg – socialister såvel som borgerlige – i realiteten havde ført befolkningen bag lyset og nægtet at sætte evne bag forsvarsviljen. Oplæg til forsvarsordning opererede med forsvaret på 3 økonomiske niveauer. Niveau 1 var den såkaldte nul-løsning, altså ikke flere penge til forsvaret, medens Niveau 2 og Niveau 3 havde årlige budgetstigninger på henholdsvis 1,5 % og 3 % ud over de automatiske forhøjelser. Med hører, at NATO – som jo vidste, hvor sløjt det stod til i bl.a. Danmark – naturligvis anbefalede de 3 %. Statsminister Anker Jørgensen og forsvarsminister Søgaard (begge S) havde imidlertid på møder i henholdsvis Washington og Bruxelles taget forbehold (s. 19). For hvert niveau havde Forsvarskommandoen udarbejdet en operativ vurdering, som i klart sprog oplyste, hvad befolkningen kunne forvente af forsvaret på de forskellige niveauer. Som så ofte før i dansk politik, endte man imidlertid med et forsvarsforlig, som i realiteten afskrev mulighederne for opbygningen af et effektivt forsvar. Det blev ikke til hverken 1,5 % eller 3 % budgetstigning. Det blev heller ikke en nul-løsning, men – næsten øjeblikkeligt – en minusløsning.

7


Der blev ganske vist indgået forlig baseret på en nul-løsning i 1981, men denne nul-løsning fulgtes af nedskæringer på 140 mio. kr. og 180 mio. kr. i henholdsvis 1983 og 1984. Venstre, Det konservative Folkeparti, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti føjede Socialdemokratiet og indgik som forligspartnere. Forudsætningerne for 1981-forliget.

Ved udgangen af 70’erne havde det i nogle år stået klart, at den opbygning af militær kapacitet, der havde fundet sted i Warszawapagtlandene, langt overskred, hvad der var nødvendigt til forsvarsformål; og det stod klart, at pagten lagde fortsat stigende vægt på den offensive evne. Det stod endvidere klart, at Sovjetunionen lagde større og større vægt på opbygningen af konventionelle styrker; og det blev tydeligere og tydeligere, at Sovjets voksende interesse for det globale aspekt på det maritime område, øgede de danske stræders betydning, som de eneste veje Sovjets Østersøflåde kunne slippe ud i Nordsøen gennem, hvis ikke Sovjet som følge af en landkrig gennem Vesttyskland havde sat sig i besiddelse af Kielerkanalen. I 1974 påpegede general Erik Kragh, at truslen, der kunne tænkes mod Danmark, kunne analyseres set fra tre vinkler, hvilke var: 8


1. Et angreb på Danmark som led i et almindeligt angreb på

Vesteuropa. 2. Et angreb over den dansk-tyske grænse mod Jylland-Fyn. 3. Et angreb ved fremføring af tropper ad sø- og luftvejen mod dansk territorium. General Kragh gjorde gældende, at de to første muligheder udgjorde en sådan risiko for ødelæggelsen af Sovjets egne områder, at de ikke ville komme i betragtning, “så længe NATO eksisterer”. Med hensyn til den tredje mulighed forholdt det sig anderledes, og generalen fastslog, at Sjælland – som et afgrænset område af ringe udstrækning – udgjorde “et ideelt mål for et lokalt begrænset angreb”. General Erik Kraghs analyse – og den kendsgerning, at besiddelsen af Sjælland giver muligheder for kontrol af Øresund og Store Bælt – behandledes efterfølgende af daværende kaptajn af hæren, Steen Lyngaae Jørgensen, under overskriften ”INVASIONSFORSVARSKAMPGRUPPER” i Militært Tidsskrift 1975.

I artiklen skriver Steen Lyngaae Jørgensen, at potentielle modstandere – altså WAPA – kan tænkes ræsonnerende som følger: Bliver et angreb mod øerne eller nogle af øerne „ gennemført på et tidspunkt, hvor sammenholdet i den vestlige verden er svækket „ gennemført som et stedfortræderangreb af for eksempel Polen og DDR, uden at Sovjet er direkte impliceret „ gennemført uden anvendelse af ABC-våben „ gennemført overraskende, og målene nås indenfor et døgn således, at vore allierede bliver stillet overfor et fait accompli er det ikke givet, at vore NATO-allierede vil risikere en storkrig; og de vil – med rette mener nærværende skrifts forfatter – kunne gøre gældende, at Danmark har forsømt eget forsvar og ikke skaffet allierede styrker den tid og det rum, der var en nødvendighed, hvorfor Danmark er skyld i egen ulykke. Videre skriver Lyngaae, at der, såfremt den sjællandske øgruppe først er besat, vil være tale om en tilstand, hvor det vil være “overordentligt vanskeligt, ja, nærmest umuligt” for NATO at befri området. 9


Hertil kan lægges, at begrebet befri næppe ville blive en parallel til Befrielsen i 1945, men sandsynligvis en generobring, hvor WAPAstyrker ville kæmpe desperat og skabe tilstande som dem, vi kender i dag fra Afghanistan og Tjetjenien i nyere tid. Sammenfattende kan det slås fast, at blandt andre Forsvarskommandoen, General Erik Kragh og kaptajn Steen Lyngaae Jørgensen i midten af 1970’erne korrekt havde indset, at Sjælland ikke kunne forsvares med det forsvar, vi rådede over, og at vi endvidere havde vanskeliggjort, for ikke at sige umuliggjort, indsættelse af styrker fra det øvrige NATO. De barske kendsgerninger førte til, at der i efteråret 1977 blev nedsat en projektledelse under Forsvarsministeriet. Hovedopgaven blev udarbejdelsen af et oplæg til forsvarsordning efter 1. april 1981, hvor den forlængede 1973-ordning udløb. Resultatet blev “det grå hæfte” – ”Oplæg til forsvarsordning efter 1. april 1981, Fase 3: Alternativer til 1973-ordningen, Forsvarskommandoen oktober 1979.” Hæftet var en forkortet og uklassificeret udgave af Forsvarskommandoens oplæg fra juli samme år.

Oplæggets operative vurderinger

”Oplæg til forsvarsordning efter 1. april 1981” opererede som nævnt med 3 økonomiske niveauer: Niveau 1 var uændret forsvarsbudget, niveau 2 med en årlig stigning på 1,5 % og niveau 3 med en årlig stigning på 3 %. Til hvert niveau knyttede der sig en “operativ vurdering af forsvarsstrukturen”:

Niveau 1. (Uændret budget) “Forsvarsstrukturen på niveau 1 giver mulighed for, at forsvaret i begrænset omfang kan løse en række af de anførte hovedopgaver. I fredstid og under spændingsperioder er der således mulighed for at etablere overvågning af dansk territorium med tilstødende farvande og luftrummet derover.

10


Det fredsberedskab, som det vil være muligt at opretholde, vil ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at tvinge en angriber til at træffe særligt omfattende varslingsgivende foranstaltninger forud for et angreb imod området. Krænkelser i fredstid og under spændingsperioder af dansk territorium og dansk luftrum kan imødegås i begrænset omfang, hvorimod gennemførelse af egentligt angreb på Danmark og et forsøg på at overtage kontrollen med adgangsvejene til Østersøen kun vil kunne forhindres i en meget kort periode. Der gennemføres nogen forbedring af invasionsforsvaret ved anskaffelse af nye miner og af mobile kystbatterier til søværnet. Jyske Division har i et vist omfang fået tilført tidssvarende nærluftsforsvarsmateriel. Der er lagt vægt på en fornyelse af nærluftsforsvarsmateriel til flyvestationer samt andre modtagefaciliteter for allierede forstærkninger. Da der på niveau 1 er meget begrænsede muligheder såvel for fornyelse af forsvarets materiel og opbygninger af ammunition m.v. som for opstilling af effektive mobiliseringsstyrker, begrænses forsvarets effekt og udholdenhed.”

Niveau 2. (Årlig stigning på 1,5%) “Forsvarsstrukturen på niveau 2 giver mulighed for, at forsvaret på enkelte områder bedre kan løse hovedopgaverne end på niveau 1, hvilket medfører en lidt større udholdenhed i krig. I fredstid og under spændingsperioder er der mulighed for at etablere overvågning af dansk territorium med tilhørende farvande og af luftrummet derover og dermed nogen mulighed for at kunne tilvejebringe rettidigt varsel til at bringe forsvaret op på størst mulig kampevne. Det fredsberedskab, som det vil være muligt at opretholde, vil ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at tvinge en angriber til at træffe særligt omfattende varslingsgivende foranstaltninger forud for et angreb imod området. Krænkelser i fredstid og under spændingsperioder af dansk territorium og dansk luftrum kan imødegås i begrænset omfang, hvorimod 11


gennemførsel af egentligt angreb på Danmark og et forsøg på at overtage kontrollen med adgangsvejene til Østersøen kun vil kunne forhindres i en kort periode. Der gennemføres nogen forbedring af mineforsvaret ved forøgelse af beholdningerne. Der er lagt vægt på at forny nærluftforsvarsmateriel ved hærens enheder, samt ved flyvestationer og andre modtagefaciliteter for allierede forstærkninger. Da der på niveau 2 er begrænsede muligheder såvel for fornyelse af forsvarets materiel og opbygning af beholdninger af ammunition m.v. som for opstilling af effektive mobiliseringsstyrker, begrænses forsvarets operative effekt og udholdenhed.” Niveau 3. (Årlig stigning på 3 %) Forsvarsstrukturen på niveau 3 giver mulighed for væsentlige kvantitative og kvalitative forbedringer på mange områder i forhold til forsvarsstrukturen på niveau 2, hvorved forsvarets evne til at løse hovedopgaverne forbedres. I fredstid og under spændingsperioder er der mulighed for at etablere overvågning af dansk territorium med tilhørende farvande og af luftrummet derover og dermed rimelig mulighed for at kunne tilvejebringe rettidigt varsel til at bringe forsvaret op på størst mulig kampevne. Det fredsberedskab, som det vil være muligt at opretholde, vil medvirke til, at en angriber tvinges til at træffe varslingsgivende foranstaltninger forud for et angreb imod området. Krænkelser i fredstid og under spændingsperioder af dansk territorium og dansk luftrum kan imødegås i begrænset omfang. Gennemførelse af et egentligt angreb på Danmark og et forsøg på at overtage kontrollen med adgangsvejene til Østersøen vil kunne forhindres i en rimelig lang periode. Der gennemføres nogen forbedring af mineforsvaret ved anskaffelse af flere nye miner. Der er endvidere lagt vægt på at forny nærluftforsvarsmateriel ved hærens enheder samt ved flyvestationer og andre modtagefaciliteter for allierede forstærkninger.

12


Da der på niveau 3 er væsentlig forbedrede muligheder i forhold til niveau 2 såvel for fornyelse af forsvarets materiel og opfyldning af beholdninger af ammunition m.v. som for opstilling af effektive mobiliseringsstyrker, forbedres forsvarets operative effekt og udholdenhed. Sammenfattende vurderes forsvarsevnen på niveau 3 at være væsentlig forbedret i forhold til niveau 1 og 2.” Niveau 1 – uændret budget eller såkaldt 0-løsning – indebar således en operativ vurdering, der i virkeligheden svarede til, hvad der blev sagt forud for den 9. april 1940 nemlig, at vi i tilfælde af et angreb på landet blot kunne række hænderne i vejret og kapitulere. I øvrigt er det vigtigt at bemærke, at Niveau 1-vurderingen sandsynligvis hvilede på den formodning, at mobiliseringsdepoterne på daværende tidspunkt var intakte. Det var de ikke, hvilket senere vil blive dokumenteret. Oplæggets operative vurderinger blev ikke ofret megen opmærksomhed, og efterfølgende var det kun medlemmerne af Dansk NATO-komité, der fokuserede på 0-løsningens vurdering sammenholdt med depotnedslidningen og budgetudhulingen og rejste det indlysende krav om en ny operativ vurdering.

Stemningen i Folketinget

Selv om det er usikkert, hvor meget beslutningstagerne – medlemmerne af Folketinget – havde kunnet tilegne sig af viden, inden hæftet forelå i juli 1979 er det en kendsgerning, at debatten i tinget havde været af en sådan karakter, at det forsvarspositive Danmark mente at kunne se frem til et i hvert fald anstændigt forlig. Forsvarsdebatten gik tidligt i gang i Folketinget det år – 1979 – idet Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i december 1978 havde anmeldt en forespørgsel, som så blev forhandlet den 25. januar 1979 under overskriften “Forespørgsel vedr. regeringens militærpolitiske planer”. På tidspunktet for forespørgslen kunne intet medlem af Folketinget være i tvivl om kommunisternes hensigt, NATO-partnernes bekymringer og det danske forsvars betrængte situation. 13


Fredsstyrken var for lille, krigsstyrken var for lille, mobiliseringsdepoterne var udhulede, resterne var forældet materiel og forældede, nedslidte våben; og uddannelsen og efteruddannelsen af det værnepligtige mandskab var helt utilstrækkelig. Sideløbende hermed stod man med et “hoved”, der var alt for stort til “kroppen”, idet forsvarets administrative og operative struktur var stor nok til et fælles nordisk forsvar. Det samme gjorde sig gældende for vedligeholdelses- og forsyningsstrukturen. Kamptropper, moderne våbensystemer og beholdninger var derimod en mangelvare. Personelstyrken var ved forliget i 1973 blevet reduceret fra 60.700 mand (1969) til 46.700 mand. Det skulle vise sig, at tallet kom ned på ca. 38.000 inden et forlig kom i hus, og i løbet af 1979 ville færre end 10.000 værnepligtige blive indkaldt, selv om 31.958 samme år blev erklæret tjenstdygtige. Forsvaret var på 12 år faktisk blevet reduceret med omkring 18.000 mand, uden at det var blevet “opdaget”. Folketingets medlemmer kunne således ikke på ovennævnte møde (25.1.1979) være i tvivl om, at WAPA-oprustningen – sammenholdt med det danske forsvars stærkt formindskede kampkraft – betød, at alene i tide ankomne allierede forstærkninger medbringende taktiske atomvåben ville kunne forhindre en lynbesættelse af Danmark. Allierede forstærkninger skulle altså være på plads i Danmark inden en væbnet konflikt brød ud. I modsat fald ville allierede styrker ikke kunne indsættes uden enorme tab og med udsigt til stort set ingen anden gevinst end en ultrakort forsinkelse af fjenden. Alligevel talte venstrefløjen om dansk oprustning, og MF Karl Møller (Danmarks Kommunistiske Parti) fremsatte i forbindelse med forespørgselsdebatten følgende forslag om motiveret dagsorden: “Idet folketinget understreger betydningen af at fastholde Danmarks mangeårige afvisning af at modtage fremmede tropper og kernevåben i fredstid som et væsentligt bidrag til fred og stabilitet i det nordiske område, går tinget over til næste punkt på dagsordenen.” Kommunisterne – og den øvrige venstrefløj skulle det vise sig under debatten – kunne lige så godt have sagt det lige ud: 14


Vi benægter WAPA-oprustningen, vi ønsker fortsat dansk nedrustning, og vi vil i øvrigt ikke høre tale om NATO-forstærkninger, selv om de er nødvendige. Inden fremsættelsen havde Karl Møller givet udtryk for den opfattelse, at der var risiko for, hvad han betegnede som “den militære stat i staten”, og han havde henvist til “den kendsgerning, at statsministeren jo har sagt ja til NATOs langtidsforsvarsprogram, selv om man havde betænkeligheder, hvad vi (DKP) udmærket forstår, og det er da også en kendsgerning, at man er i fuldt sving med at indrette Danmarks militære sikkerhed efter programmet.” Begge betragtninger var uden hold i virkeligheden. Danmarks forsvar var helt uden mulighed for at etablere sig som stat i staten; og Danmarks militære sikkerhed aftog dag for dag. Ib Nørlund (Danmarks Kommunistiske Parti) fulgte sin partifælle op med en bemærkning om, at Danmark lod “sig slæbe med af den almindelige NATO-oprustningspolitik”, og ønskede forsikring om, at der ikke oprettedes “noget, der ligner fremmede baser, på dansk territorium.” Gert Petersen (Socialistisk Folkeparti) sagde, “at det alt andet lige er USA, som fører an i rustningskapløbet”, og “at også Danmark yder et bidrag til dette rustningskapløb.” Senere i debatten hed det: “hvad angår landstyrkerne i Centraleuropa, blev der i løbet af 1960’erne skabt nogenlunde ligelighed gennem en NATO-indsats. I de diskussioner, som foregår, kommer der flere tal på bordet i øjeblikket, og det er lidt vanskeligt at afgøre, om det er den ene eller den anden part, der virkelig har overlegenheden. Det meste munder ud i, at hvis man modregner f. eks. antallet af tanks på den østlige side med de meget højt sofistikerede antitankvåben på den vestlige side, er der i realiteten noget, der nærmer sig en ligevægt.” Udtalelsen – om en ikke målbar tilstand i Centraleuropa – forekommer alene at have til formål at afspore debatten om eget forsvars tilstand, idet der herhjemme var meget få antitankvåben – og de, der var, kunne ikke betegnes som sofistikerede. Det kom ikke med, at Socialistisk Folkeparti arbejdede på et nyt partiprogram, der skulle udsendes i 1980, og hvori det blandt andet skulle komme til at hedde: 15


“Målet er socialismen(...)dansk brud med EF(...)og med NATO(...)et dansk militær er nytteløst i en atomkrig, og derfor ønsker vi fremadskridende, reelle reduktioner af militærudgifterne med henblik på afrustning af vort land(...)således, at militarismen bl. a. også kan bekæmpes gennem strejker, havneblokader o.l.(...) Derfor vil SF også til stadighed støtte militærnægterbevægelsen.” Kurt Hansen (Venstresocialisterne) havde ikke den store tillid til Sovjetunionen efter invasionerne i 1956 og 1968 i henholdsvis Ungarn og Tjekkoslovakiet, men var alligevel af den opfattelse, at USA udgjorde “en alvorligere trussel mod Danmark.” Frygten for USA bundede i “hvad gør vi den dag, vi faktisk vil forlade NATO, for slet ikke at tale om den dag, vi agter at sige farvel til kapitalismen?” VS’eren benyttede i øvrigt lejligheden til at mistænkeliggøre Hjemmeværnet via følgende bemærkninger: “Hvis vi skal se på en anden del af militærvæsenet herhjemme, så er Hjemmeværnet nok så interessant at trække frem(...)Det er nok særdeles tvivlsomt, om Hjemmeværnet overhovedet er egnet i forbindelse med det egentlige militære forsvar. Det er sikkert derimod, at Hjemmeværnet er særdeles velegnet(...)imod landets befolkning(...)Det vil reelt sige udspionering af de socialistiske kræfter.” Niels Helveg Petersen (Det radikale Venstre) oplyste, at man var af den opfattelse, “at der fra dansk side gøres for lidt på afrustningssiden”, og sluttede af med “at opfordre regeringen til, at man sætter flere ressourcer ind på det afrustningspolitiske, fredspolitiske arbejde.” Lis Starcke (Danmarks Retsforbund) understregede sit partis vilje til at være en loyal NATO-partner, men konstaterede, at forsvarsminister Søgaard ikke have fremlagt tal, hverken for så vidt angår penge eller nødvendigt nyt materiel, hvorfor stillingtagen var for tidlig. Retsforbundet gjorde sin stilling klar ved at henvise til et indlæg fra generalløjtnant G.K. Kristensen i Politiken: “(...)Forsvarets opgave er at bevare freden(...)at NATO-landenes primære interesse er at forhindre krigen og samtidig at sikre bevarelsen af borgernes frihed og demokratiske rettigheder i de vestlige lande. Disse ting vil Retsforbundel gerne sætte en tyk streg under.(...).” John Arentoft (Fremskridtspartiet) måtte blandt andet atter slå fast, at Fremskridtspartiet havde opgivet Glistrups telefonsvarer, og han 16


kunne endvidere henvise til forslag om at pille de mere civile opgaver ud fra forsvarsbudgettet. ”(...)Jeg fæstede mig ved en af de mange ting, der blev sagt sådan i flæng, nemlig at Warszawapagten går foran med hensyn til afspænding.(...)Hvor er det, Warszawapagten går foran?(...)fra starten slå fast, at Fremskridtspartiet går ind for Danmarks fortsatte medlemskab af NATO(...)utraditionel tankegang(...) ændringsforslag nr. 1872 ved finanslovens tredje behandling(...). Vi holder en række mere civilt prægede institutioner under forsvarsministeriet uden for den førnævnte hovedkonto. Det drejer sig om f. eks. farvandsdirektoratet, geodætisk institut, Nyboder(...)o. lign.(...)skaffe det danske samfund det bedst mulige forsvar for disse penge(...)stationering af tungt materiel. Det er noget ganske andet end stationering af personel(...)drøftelse i forsvarsudvalget(...).” Kristen Østergaard (Venstre) afslørede den afgrundsdybe forskel mellem venstrefolkene på Borgen og partiets menige medlemmer: “Venstre mener ikke, at der på nuværende tidspunkt er grund til indgående drøftelser af forsvarets forhold, så længe forsvarskommandoen arbejder med de analyser og planlægningsopgaver(...) Udviklingen i forsvaret er også præget af den stabilitet, der ligger i, at vi er inde i den anden 4 års periode med et solidt flertal som baggrund1.(...). Jeg kan ikke lade være med også at udtrykke Venstres håb om, at når denne forligsperiode er udløbet, da må et nyt forsvarsforlig være tilvejebragt på et lige så bredt grundlag som hidtil.(...).” Palle Simonsen (Det konservative Folkeparti) var på linie med Venstres ordfører for så vidt angår mangel på viden om forsvarets tilstand: “(...)Vi kan også konstatere, at vi har fået et godt forsvar i det danske samfund.(...)Med den uddannelse, der finder sted af personel i det danske forsvar, med de materieludskiftninger, der er sket under forsvarsordningen fra 1973 og under den nuværende ordning, er der efter vor opfattelse tale om en styrkelse af det danske

1

Udtalelsen afslører den totale mangel på indsigt i forsvarets sammenhænge, idet forsvarets kampkraft ved udgangen af den nævnte forligsperiode var på sit laveste stade siden Danmarks indtræden i NATO. Uroen blandt Venstres menige medlemmer var stor. F. eks. i FORSVARSPOLITISK ARBEJDSGRUPPE ØST

17


forsvar, og der er tale om en øget stabilitet.” Sic! “(...)der er også huller.(...)Vi ved alle, at budgettet ikke er stort nok til at efterleve den målsætning, som vi som politikere har opstillet for det danske forsvar.(...) Vi kender også alle henstillingen fra NATO-regeringschefmødet om på baggrund af den sikkerhedspolitiske situation at forøge forsvarsbudgetterne med 3 procent pr. år. Det er en anden realitet, som vi som politikere står med.” Bollmann (Centrum-Demokraterne) fremdrog de meningsmålinger, der viste øget tilslutning til NATO-medlemskabet og til et stigende antal medlemmer i Hjemmeværnet. “Det er også rigtigt, at der har været udtalelser og indlæg i den offentlige debat, der siger, at der mangler penge til materiel og personel i dag. På CDs vegne skal jeg da gerne erklære, at vi også er opmærksomme på de problemer, og at vi gerne vil være med til at stoppe de huller i forbindelse med de næste forhandlinger, som går forud for det næste forsvarsforlig.” Bent Honoré (Kristeligt Folkeparti) indledte med at fastslå eksistensen af “en militær trussel fra Sovjetunionen(...)Karl Møllers indlæg var et angreb på ønsket om at forsvare sig mod denne trussel(...). Danmarks forsvar er et led i et samlet forsvar af Vesteuropa, og derfor er omfanget og arten af Danmarks forsvar ikke blot et spørgsmål om nationalt forgodtbefindende(...)jeg vil alligevel advare, hvis vi får den tendens herhjemme i debatten til at gøre forstærkningsplanerne til en slags forsvarspolitisk sovepude.(...). De vil jo også kun komme, hvis de ved, at det er NATO-soldater og ikke russere eller østtyskere, der står og tager imod dem i havnene eller på flyvepladserne.(...)det er danskere, der skal forstærke det danske forsvar, den danske mobiliseringsstyrke altså(...).” Forsvarsminister Søgaard (Socialdemokratiet) indledte med at citere fra statsminister Anker Jørgensens åbningstale den 3. oktober 1978: “(...)Danmarks medlemskab af NATO udgør grundlaget for vor sikkerhedspolitik. Sammenholdet i NATO er fortsat af afgørende betydning for stabiliteten i vor del af verden og dermed for den fortsættelse af en realistisk afspændingsproces, som regeringen lægger så stor vægt på.” Søgaard fortsatte: “(...)Forsvarsordningen af 1973 blev jo ved en folketingsbeslutning i marts 1977 videreført(...)i tilslutning hertil kan jeg 18


oplyse, at der i efteråret 1977 ved forsvarsministerens foranstaltning blev iværksat et planlægningsarbejde, der bl.a. skal resultere i et oplæg til en forsvarsordning efter 1. april 1981.(...)hvis man i 1980erne vil fastholde eller bibeholde den nuværende forsvarsordning i uændret form, så skal der øgede økonomiske midler til, dels for at afhjælpe manglerne, dels for at kunne klare selve videreførelsen med det nødvendige aktivitets- og uddannelsesniveau. (...)Med hensyn til langtidsforsvarsprogrammet, kan jeg oplyse, at på NATO-mødet i Washington den 30. og 31. maj 1978 drejede det sig om visse på amerikansk initiativ iværksatte studier, og gennem dette program har man fået klarlagt en række prioriterede opgaver til forbedring af alliancens forsvar i tiden frem til 1990. På topmødet gav stats- og regeringscheferne deres principielle tilslutning til de anbefalinger, som programmet indeholdt. Dette betyder, at anbefalingerne nu skal indgå i grundlaget for den videre planlægning i de enkelte lande. (...)Jeg vil gerne tilføje, at langtidsforsvarsprogrammet ikke er udtryk for en dramatisk udvikling, men et bidrag til at justere NATOs og vor egen forsvarsindsats. For at udelukke enhver tvivl vil jeg specielt henlede opmærksomheden på, at statsministeren og jeg ved vor tilslutning til langtidsforsvarsprogrammet i henholdsvis Washington og Bruxelles tog forbehold med hensyn til størrelsen af vort forsvarsbudget efter 1981. (...)Vi ved jo meget vel, at Danmark ikke har mulighed for at klare sig selvstændigt i en eventuel større krig, og derfor skal det forsvarssamarbejde vi har gennem NATO, medvirke til, at vi får de forstærkninger frem, som er nødvendige for, at vi kan holde vort land fri for eventuelle, udefra kommende angrebsstyrker(...)Det står allerede i forsvarsordningen fra 1960-61, og det er gentaget i den betænkning, der blev afgivet af forsvarsudvalget over lovforslaget i 1972-73, hvori der står – jeg citerer: “I tilfælde af angreb på Danmark skal forsvaret umiddelbart kunne tage kampen op, således at allierede styrker kan føres frem og kampen fortsættes sammen med disse. Der lægges i denne forbindelse vægt på, at de praktiske foranstaltninger m.v., der er nødvendige for sådanne styrkers modtagelse, i videst muligt omfang forberedes i fredstid.”

19


(...) Til sidst kan jeg sige, at vi har fortsat en almindelig løbende ajourføring af vor sikkerhedspolitik(...).” Græsrødderne reagerer - især Venstres

I sidste halvdel af ”De røde 70’ere” stod det klart for en stor del af befolkningen – i hvert fald for den del, der havde kontakt med forsvaret eller indsigt i forsvarets sammenhænge – at tilstanden var ved at blive katastrofal. Mest i iøjnefaldende var forholdene i forbindelse med den værnepligtige mobiliseringsstyrke og for medlemmerne af Hjemmeværnet. For mobiliseringsstyrkens vedkommende var det først og fremmest fordi, styrkens medlemmer blev ældre og ældre som følge af manglende indkaldelser af nye værnepligtige og manglende efteruddannelse, d.v.s. mønstringer. Der var en forfærdende mangel på udrustning og uniformer i depoterne, og det var bekymrende, at styrkens personlige våben var forældede og nedslidte geværer, model 1936. Der var med mellemrum kritik af forholdene i den skrevne presse i de år, men internt i de politiske partier var der ro. Undtagen i Venstre, hvor en række sjællandske venstrefolk havde samlet sig i Forsvarspolitisk Arbejdsgruppe Øst. Arbejdsgruppen gik åbent til angreb på Venstres vattede holdning. Såvel internt – for eksempel i forbindelse med konferencer og landsmøder – som i offentlig sammenhæng. Arbejdsgruppens opfattelse var den, at Venstres forsvarspolitik – både i organisationen og på Christiansborg – tegnedes af trætte mænd, der var ved at køre forsvaret i sænk. På Venstres landsmøde i Aalborg forsøgte Arbejdsgruppe Øst at øge Venstres menige medlemmers indflydelse på partiets forsvarspolitik gennem fremsættelsen af et forslag til en tilføjelse i § 9 i partiets vedtægter. Glostrupkredsens Venstre stod som forslagsstiller, men et relativt snævert flertal forkastede forslaget. (Landsmødet 27. 09. 1980). Venstres daværende formand, Henning Christophersen, var “skurken” i spillet, idet han lagde omkring 3 sider tale og al sin autoritet i en afværgetale, der udmundede i en opfordring til landsmødet om at 20


lade alt være ved det gamle. Man havde jo allerede “to forsvarsudvalg i Venstre”, som han indledte med at sige. Det ene var nedsat af hovedbestyrelsen, og var af hovedbestyrelsen blevet pålagt “at tilrettelægge debat og information om Venstres syn på forsvarsproblemerne”. Om det andet udvalg sagde Henning Christophersen følgende: “Men så har vi et andet udvalg. Et udvalg, der er nedsat af Venstres folketingsgruppe og Venstres hovedbestyrelse i fællesskab, nemlig vores udenrigs- og forsvarspolitiske udvalg. I det udvalg sidder der dels Venstres medlemmer af Folketingets forsvarsudvalg, medlemmerne af det udenrigspolitiske nævn, medlemmerne af udenrigsudvalget. Så sidder der i det en række andre, som er udpeget af Venstres hovedbestyrelse, folk med en betydelig viden om internationale sikkerhedspolitiske problemer. I dette udvalg drøftes Venstres forsvarspolitiske holdninger.” Resultatet af alle disse såkaldt vidende personers indsats kom til udtryk gennem Kristen Østergaards indlæg under debatten i Folketinget d. 25.01. 1979. (Se side 17). I modsætning til alle teoretikerne i de to udvalg, Henning Christophersen omtalte, var medlemmerne af Arbejdsgruppe Øst folk, som havde støvlerne på, og som følge heraf vidste de, hvor de trykkede. Gruppen talte officerer af linien, reserveofficerer, befalingsmænd og medlemmer af Hjemmeværnet. Hertil skal så lægges, at gruppen modtog oplysninger og anbefalinger fra officerer, som ikke var knyttet til Venstre men til andre partier, hvor mundkurv ligeledes var daglig påklædning. Forud for landsmødet havde Arbejdsgruppe Øst udarbejdet og udsendt et debatoplæg, som var et skarpt opgør med den førte forsvarspolitik – altså også med Venstres. Venstres top afviste oplægget, hvilket imidlertid ikke fik ØSTgruppens medlemmer til at stikke piben ind. Man fastholdt, at oplægget repræsenterede den eneste modvægt til Socialdemokratiets lemlæstelse af forsvaret. Oplægget – til hvilket major P. E. Gustafsson, major (Reserven) Jens Schlichtkrull og daværende oberstløjtnant, senere general, Per J. Jørgensen var de væsentligste bidragydere – fastslog indledningsvis benhårdt, at der ikke kunne bygges videre på forsvarsordningen fra 1969, 21


men at der måtte en helt ny ordning til. En ordning, som sikrede den størst mulige kampevne for de penge, der investeredes i forsvaret. Man gjorde gældende, at det ud over en 3 % årlig stigning var nødvendigt – og muligt – gennem rationalisering og nytænkning at indvinde 3-5 % indenfor det bestående budget. Beløbet skulle anvendes til forbedring af uddannelse og til effektivitetsforøgelse. Fra oplægget kan nævnes: Forsvarets fredsorganisation tilpasses kampstyrkernes, oprettelse af sikringsstyrke med rådighedspligt efter modellen Territorial Army i den britiske hær, ændring af Forsvarskommandoens organisation, nedlæggelse af fagstabe, ændringer af støtte- og vedligeholdelsestjenesten, skolesammenlægninger, forbedret mandskabsuddannelse, kasernesammenlægninger, afvikling af Holmen, nedlæggelse af Orlogsværftet, spørgsmålstegn ved ubådsvåbnet, nedlæggelse af kystforter, styrkelse af luftforsvaret, opbygning af ammunitionsbeholdninger og anskaffelse af nye håndvåbensystemer. Man pegede endvidere på Hjemmeværnets ændrede situation som følge af blandt andet WAPAs øgede antal af pansrede enheder og den taktiske anvendelse af pansrede kamphelikoptere. Venstretoppens afvisning var total – og arbejdsgruppen fik forbud mod at rundsende oplægget med V-mærkaten påklæbet.

Generalløjtnant G.K. Kristensens rolle

Forsvarschefen, general Knud Jørgensen, havde tilsyneladende indset, at han, som kom fra flyvevåbnet, næppe var den rette til at gå ud i en offentlig debat, der overvejende ville komme til at handle om det samlede forsvars indsats. Som følge heraf fik chefen for Forsvarsstaben, generalløjtnant G. K. Kristensen, denne rolle, og det lykkedes da også for stabschefen at opnå megen spalteplads i mange aviser og blade landet over. Ikke alene blev det til mange artikler. Indholdet tegnede det korrekte billede af dansk forsvars fremtid i det tilfælde, forsvaret ikke fik tilført tilstrækkelige midler. Ligeledes blev trusselsbilledet og forventelige NATO-reaktioner fremlagt sagligt.

22


I hjemmeværnsbladets apriludgave 1980 refererer kari fra Marinehjemmeværnets chefstævne medio marts og citerer generalen: “Der hersker uvished om for det første, hvad Sovjetunionens hensigter med den militære overlegenhed på det konventionelle og på det taktisk nukleare område er. (...)Generelt må det nok konstateres, at afspændingspolitikken for tiden befinder sig i en fase, hvor fremdriften er svækket(...)vigtigt at Danmark opfylder kravene i NATO-samarbejdet. (...)Hvis vi er dygtige nok, må vi kunne få et forsvar, der ligger på en årlig budgetafgørelse på mellem 1½ og 3 % årlig stigning.” Berlingske Tidende stiller i en artikel med overskriften “En ny 9. april” spørgsmålet “kan en 9. april gentage sig?” (Berlingske 03. 04. 1980). G. K. Kristensens svar er gengivet i manchetten og lyder: “Hvis vi får en nulløsning, sådan som regeringen og de radikale foreslår, vil Sjælland ikke kunne forsvares.”2 Berlingske-artiklen indeholder endvidere den oplysning, at en nulløsning indebærer risiko for en nedlæggelse af en af de to sjællandske brigader, og konstaterer følgende i sit efterskrift: “Hvis forsvarsforhandlingerne ender med “nulløsningen”, vil der ske en kraftig reduktion af hele forsvarets fredsstyrke, og med nedlæggelsen af den ene sjællandske brigade også af krigsstyrken på øen. Selv om man søger at opveje noget af den mistede kampeffekt ved en bedre bevæbning af de styrker, der skal indsættes direkte i kystforsvaret, mener de militære sagkyndige, at de landstyrker, der er tilbage på Sjælland, ikke vil være i stand til at forsvare øen eller skabe så stor troværdighed til vor forsvarsevne, at der ventes indsat allierede forstærkninger.” I en senere Berlingske-artikel refererer journalist Birgit Rasmussen fra årets Hindsgavlsstævne, hvor G.K. Kristensen mødte Det radikale

2 Dette skrifts forfatter deltog den 14. april 1981 i et møde i Taastrup. Arrangør af mødet var ”PINDSVINET” (Værn om Danmark). På mødet udtalte G.K. Kristensen i relation til forsvarets nærmeste fremtid, at “løbet var kørt”. Forsvarets ledelse “har koncentreret sig om forsvaret af Jylland”, og spørgsmålet om forsvaret af Sjælland er nu “op til politikerne”.

23


Venstres tillidsrepræsentanter og partiets forsvarspolitiske ordfører Jens Bilgrav-Nielsen. Generalen konstaterer: “De 10.000 marineinfanterister, som ligger ved Østersøkysten og kun kan bruges til offensive formål mod Danmark eller Sverige bekymrer os meget(...)De 20.000 kampvogne, der er placeret i Central- og Nordeuropa, tyder heller ikke godt(...)vi skal passe meget på ikke at blive en sovjetisk lydstat. Hidtil har vi været forskånet for at se den politiske pression, de udøver, blive bakket op militært(...)Man husker Kissingers ord om, at USA ikke vil begå selvmord for Europas skyld. Så vi må kunne holde ud, til de allieredes konventionelle forstærkninger når frem. Tvivl om dansk forsvarsevne- og vilje kan føre til fatale sovjetiske fejltagelser.” Erhvers-Bladet giver G.K. Kristensen plads til en minikronik den 2. oktober 1980. Overskriften er “Aldrig mere en 9. april”, og generalen har følgende betragtninger i relation til Sovjetunionen, en ny 9. april og forsvarets forhold: “Sovjetunionen har nu åbenbart indset, at Vesten ikke kan overbevises om det kommunistiske systems fortræffelighed og økonomiske overlegenhed bl.a. gennem en høj sovjetisk levestandard, som var Khrustjovs mål, hvorfor man nu satser især på militær magt, kontrol over vigtigere strategiske områder samt indflydelse på råstoftilførslerne til Vesten(...) Hvis vi på længere sigt vil undgå en ny 9. april, et nyt Afghanistan eller måske et kommende nyt Polen i lighed med Tjekkoslovakiet 1968 i Danmark, hvilket sidste måske siger den yngre halvdel af danskere mere, er det nødvendigt, at vi viser lige så megen solidaritet over for vore allierede som de over for os.(...)Forsvarsviljen er stærk i det danske samfund; (...)Viljen er der; men evnen?” Også Jyllands-Posten lagde megen spalteplads til, og blandt overskrifterne kan fremhæves ”Forsvaret kan ikke være både effektivt og bil-

ligt”, ”Nul-løsning i forsvaret gør os utroværdige”, ”Minister og forsvarschef vildt uenige om nulløsning” og ”Dansk general: Nulløsning betyder flere NATO-depoter”.

G.K. Kristensen meddelte lige ud, at det danske forsvar – stort set – ikke kunne være opbygget anderledes, end tilfældet var: 24


“Der findes jo ingen minikampvogn eller specielt formindskede jagerfly, som er beregnet til små landes forsvar, og som i givet fald ville være jævnbyrdige over for Warszawapagtens krigsmateriel.” Generalen understregede, at “Danmarks øverste militære ledelse i lighed med værnene er tilpasset et lille lands forsvar”; og afsluttede med følgende bemærkninger: “Nogle tror, at der kan spares penge ved nytænkning, men det modsatte er i virkeligheden tilfældet. Med mindre man da i ordet “nytænkning” lægger regulære styrkereduktioner.”3 I relation til procentdebatten hed det: “Vi har hidtil været troværdige partnere i NATO, men med en nulløsning - ingen penge i firserne - er det overordentlig tvivlsomt, om vore partnere i den vestlige forsvarsalliance fremtidigt kan anse os for at være meget værd. I vort forslag(...)har vi især lagt vægt på forsvaret af den jyske halvø(...)et uændret budget i firserne vil give et utilstrækkeligt forsvar af Danmark som helhed.”4 “Vildt uenige” krydsede forsvarsminister Poul Søgaard og G.K. Kristensen klinger i forbindelse med spørgsmålet om allierede forstærkninger. G.K. havde tidligere udtalt sig om planer for modtagelse af forstærkninger og om udbygning af depoter for tungt materiel. Man ventede på oplysninger om, hvilke enheder USA ville udpege med henblik på overførsel til Danmark i en krisesituation; og indpasning af civile lufthavne, havne og trafiknettet indgik i planlægningen.5

Her gjorde Forsvarsstabens chef sig skyldig i en alvorlig fejlopfattelse. Det er korrekt, at der skulle flere penge til, men de 3 % årlige stigning ud over automatiske stigninger – som var det optimale på daværende tidspunkt - rakte ikke. Der skulle som minimum findes interne besparelser i forsvaret på 5 %. Besparelser, som skulle finansiere bl.a. nyt materiel, opfyldning af depoter, flere indkaldelser og bedre efteruddannelse (genindkaldelser). 4 Der blev som bekendt hverken tale om nul-løsning, 1½ eller 3 % årlig stigning, men om et reduceret forsvarsbudget. Dikteret af Socialdemokratiet, men med tilslutning fra Venstre, Konservative, CD og Kristeligt Folkeparti. 5 Om mulighederne for allierede forstærkninger til Danmark udtalte medlem af Forsvarspolitisk Arbejdsgruppe Øst, major P. E. Gustafsson, sig på et af gruppen afholdt møde i Glostrup den 7. marts 1981. Dele af indlægget er omtalt i kapitlet om arbejdsgruppens indsats på side 28. 3

25


Søgaard: “En nul-løsning vil ikke få den virkning, at amerikanske soldater i tusindvis skal sendes til Danmark i en krisesituation.” Forsvarsministeren gjorde gældende af forskellen på nul-løsningen og 3 % -forhøjelsen udgjorde 8.000 soldater i tilfælde af en mobilisering. Søgaard sagde imidlertid ikke noget om, at selv uden en reduktion på 8.000 mand var mobiliseringsstyrken for lille, eller at dens våbensystemer var forældede og nedslidte, og at der var ikke uniformer m.m. til alle i styrken. Søgaard nævnte heller ikke, at det endvidere var aldeles tvivlsomt, om en socialdemokratisk regering a la Anker Jørgensen ville hidkalde forstærkninger i tide eller i det hele taget. Et resultat heraf ville blive en hurtig besættelse af Danmark, og det ville være et uhyre åbent spørgsmål, om der efterfølgende ville blive tale om en befrielse, som i 1945. Mere sandsynligt ville der eventuelt blive tale om en generobring, hvor allierede styrker befriede Danmark efter en vellykket landgangsoperation på Vestkysten.

Forsvarspolitisk Arbejdsgruppe Øst i debatten

Arbejdsgruppens indsats bestod, ud over enkeltmedlemmernes debatindlæg og læserbreve, først og fremmest af fremstilling og udsendelse af gruppens tidligere nævnte debatoplæg og af interne og eksterne møder. Fra debatoplægget skal emnet ”Sikringsstyrke med rådighedspligt” omtales lidt mere indgående, og fra møderækken skal Glostrupmødet – hvor major P.E. Gustafsson redegjorde for gruppens synspunkter – fremdrages: “Sikringsstyrke med rådighedspligt”-idéen havde sit udgangspunkt i den britiske Territorial Army (T.A.), som major af reserven, Jens C. Schlichtkrull, havde et indgående kendskab til. Schlichtkrull havde bearbejdet idéen om at omsætte T.A. til danske forhold gennem en årrække. Forarbejdet havde blandt andet bestået i et besøg hos chefen for 51. Highland Volunteers (T.A.), oberstløjtnant David Arbuthnott, i Perth i Scotland. 26


Under overskriften “HVERVET HÆR – men på en anden måde”, havde tanken været offentliggjort i Jyllands-Posten den 21. april 1971. I artiklen fremlagde Schlichtkrull et regnestykke, der viste, at 7.000 hvervede konstabler affødte en årlig udgift på cirka 300 mio. kr., hvorimod udgiften til 14.000 soldater med rådighedspligt kun ville beløbe sig til omkring 45 mio. kr. Tanken var slået an flere steder, og oberstløjtnant O.B.G. Justesen Odense, tilsluttede sig idéen i et indlæg i “Morgenposten” den 4. februar 1973. Overskriften var “Det nødstedte forsvar”. I indlægget henviste oberstløjtnanten til en rundspørge hos et kompagni fynske soldater, der var blevet hjemsendt i 1971. Kompagniets talsmænd var iværksætterne, og selv om der ikke havde været tid til en systematisk gennemført undersøgelse, blev resultatet, at man mente, at omkring 80 % af styrken kunne gå ind for en dansk ordning med Territorial Army som forbillede. Ved genfremlæggelsen i 1980 skrev ARBEJDSGRUPPE ØST: “Sikringsstyrke med rådighedspligt” Dette forslag omhandler noget helt nyt – og for danske forhold utraditionelt. Det går ud på at tilbyde værnepligtige, forud for hjemsendelse, en 3-4-årig periode med kontraktlig rådighedspligt overfor hæren. Pligten består i at deltage i genindkaldelser hvert år i 2 uger plus 3 weekendøvelser. Rådighedssoldaten skal have uniform og personlig udrustning – men ikke våben – med hjem. Han får hver måned et mindre beløb for at stå til rådighed. Under indkaldelser skal han have fuld løn. Våben og udrustning opbevares enhedsvis på depoter, som er stillet til rådighed for de pågældende bataljoner. Hensigten er at få hjemsendte værnepligtige, konstabler og sergenter til at indgå i en veltrimmet “sikringsstyrke”, der sammen med de uddannede enheder i hærens fredsstyrke skal kunne være mobiliseret og klar til kamp indenfor 8-10 timer. Ordningen vil medføre, at værnepligtige, der ønsker at få rådighedspligt efter hjemsendelsen, vil få mere ud af en positiv indsats under værnepligtsperioden. Gruppen skal ikke undlade at pege på det enorme ressourcespild, der sker, hver gang værnepligtsenheder hjem27


sendes efter 9 måneders uddannelse. Hæren taber næsten fuldstændig kontakten med de personer, man har ofret så megen tid og penge på at få givet en blot nogenlunde krigsrelevant uddannelse. For befalingsmænd og konstabler er det nævnte ressourcespild endnu mere udpræget. Engelske officerer, der gør tjeneste i Territorial Army – hvor man modtager det nye mandskab uden nogen som helst militær uddannelse – fremhæver de store fordele, der ligger i at rekruttere mandskab med mindst 9 måneders uddannelse. Den samme løsning (betalt rådighedsreserve) kan anvendes til at erstatte lokalforsvarsenhederne med en territorialhær. Det vil i udpræget grad styrke regionernes beredskab og moralen i Hjemmeværnet. Det vil også kunne fjerne den nuværende og højst berettigede skepsis med hensyn til lokalforsvarsbataljonernes kampevne, hvortil der i øvrigt må stilles store krav, hvis forsvaret skal være troværdigt. Den foreslåede rådighedsreserve er i nogen grad baseret på erfaringer, som man her i landet har gjort med reserveofficerer og tidligere også med underofficerer samt specielt erfaringer fra den britiske Territorial Army og den amerikanske National Guard. Her er den blot udvidet til at omfatte alle grader.” ”Glostrupmødet”, som Forsvarspolitisk Arbejdsgruppe Øst stod som arrangør af, afholdtes den 7. marts 1981 i auditoriet på KAS Glostrup med deltagelse af repræsentanter for blandt andre Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Kristeligt Folkeparti, CD og Fremskridtspartiet. Major P. E. Gustafsson repræsenterede arbejdsgruppen og fremlagde følgende synspunkter: “(...)Vi er en del forsvarsinteresserede, som i 1980 har arbejdet meget med forsvarsordningen og med tanken om et andet forsvar. Et forsvar, hvor vægten bliver lagt på at få opstillet og uddannet kampstyrker. Vor opfattelse er, at vi først må se på, hvad vi i dag får for de forsvarsbevillinger, som er til rådighed, før vi taler om procenter. Mange deler vor opfattelse. Der er store grupper – såvel inden for som uden for forsvaret – der sætter spørgsmålstegn ved effekten af forsvarsmilliarderne. Også fra udlandet er der kommet udtalelser, der falder i tråd med vore tanker. 28


Ved et NATO-møde i efteråret sagde forbundskansler Helmut Schmidt således: “Der er lagt for megen vægt på 3 % -problemet. Hvis jeg skal have bekymringer, er det ikke spørgsmålet om penge, men om der er et tilstrækkeligt antal soldater.” (...)Vi står i dag med et udhulet forsvar.(...)Der er i dag flere lokaltelefoner i forsvaret, end der er soldater.(...)Jeg kan illustrere dette ved at beskrive et typisk billede, der kan opleves, når soldaterforeningerne besøger kasernerne. Så oplever vi, at en far står med sine børn og kikker ind i sin gamle belægningsstue og siger: Børn! Der hvor det store skrivebord står, der stod fars seng. (...)Jeg har hørt politikere udtale, at vi har et godt forsvar; vi skal blot have 3 % årlig stigning, så kan vi løse opgaverne. Det er noget vrøvl! (...)Hvordan har det nuværende forligs grundlag kunne smuldre bort, uden at det politiske kontrolorgan har reageret? Til det vil jeg sige: Jeg er bange for, at politikerne ikke viser samme interesse for forsvaret som for andre områder af den offentlige virksomhed. (...)Hvad ville de samme politikere sige, hvis det for eksempel afsløredes, at Rigshospitalet aftrappede antallet af sengepladser samtidig med, at staben af læger, sygeplejersker og administrativt personale voksede år for år? (...)Man burde have forklaret befolkningen, at med en nul-løsning vil det blive en næsten håbløs opgave bare at erkende og opsøge en i flere områder indtrængende fjende, for slet ikke at tale om at stoppe en række landsætninger. (...) I stedet for at søge frem til en forsvarsordning med vægten lagt på at få uddannet og udrustet kampenheder, taler man nu kun om forstærkninger. Man taler om disse forstærkninger, som om vore NATO-partnere har næsten ubegrænsede reservestyrker(...)man taler om forstærkninger i form af engelske og amerikanske styrker i størrelsesordenen 40-50.000 mand(...). I England ophørte værnepligten i 1958, og i USA blev de sidste værnepligtige hjemsendt i 1971. Man har i det sidste halve år i amerikanske tidsskrifter kunnet læse om de store problemer, man i USA har med at skaffe mandskab til såvel stående som reservestyrker(...)amerikanske tropper skal opstilles, 29


udrustes og genoptrænes for herefter at overføres til de respektive områder i Europa. (...)Men såfremt vi selv opstillede en rimelig stor mobiliseringsstyrke, ville disse vanskeligheder blive stærkt reducerede. Det er fantastisk, at vi opererer med en mobiliseringsstyrke på 78.000 mand, når et land som Finland kan have en mobiliseringsstyrke på 660.000 mand. Men de baserer jo heller ikke deres forsvar på andre nationer. De kører ikke friløb. Der er ingen tvivl om, at det bliver nødvendigt med en forøgelse af forsvarsbudgettet, men såfremt der ikke sker en gennemgribende rationalisering og omstrukturering, vil vi stadig se en nedskæring af de i forvejen stærkt reducerede kampenheder(...). Stabene er blevet alt for store og alt for mange(...)Støtte- og vedligeholdelsestjenesten må reorganiseres(...)Kun støtteenheder og institutioner, som er absolut nødvendige for forsvarets operative virke i krigstid, eller som påviseligt er konkurrencedygtige, bør opretholdes (...). Her peger vi på Orlogsværftet(...)på Forsvarets Bygningstjeneste, som vi mener kan reduceres(...). Forsvarets skoler kan med økonomiske og uddannelsesmæssige fordele samles(...)hærens indkvarteringskapacitet er fordelt på 40 kaserner og lejre (...)Mange af kasernerne står i øvrigt halvtomme, og der er ikke penge til vedligeholdelse. (...)Vi har også peget på en modernisering af reserve- og lokalforsvars-enhederne(...)De britiske lokalforsvarsenheder har en form for rådigheds-tjeneste. De deltager i hærens øvelser og kurser, og er organiserede til direkte overførsel til The Regular Army.(...)Brigaderne (herhjemme) må tilføres værnepligtige enheder af kompagnistørrelse, som tilgang til de meget mandskabssvage bataljoner. Bataljonerne er på det seneste reduceret til 2 kompagnier, der er så små, at der faktisk er tale om halvkompagnier(...)Det, vi taler om, er bataljonerne i den stående styrke. NATOs knytnæve på Sjælland. (...)Forsvarets struktur bygger på en klar adskillelse af krigs- og fredsorganisationer. Det kommer stærkest til udtryk i hærens opbygning. Det er en dyr og tung og unødvendig organisationsform, der ved overgang til krig

30


kun vil skabe vanskeligheder i form af for mange led og kommandoveje. Vi har også set på søværnet(...)Jeg skal blot nævne flådestation Holmen. Vi finder, at denne flådestation ikke burde have været udbygget efter 1945. (...)Det sidste “Notat vedrørende forsvarets fremtidige udvikling” lover ikke godt for forsvarets fremtid. Det er nedskæring af kampenhederne i såvel fredsstyrker som i krigsstyrker. Der er til gengæld intet om den store fredsorganisation. Den skal åbenbart køre videre. Lad mig til slut gentage, at en 3 %-løsning – uden omstrukturering og rationalisering – ikke løser forsvarets problemer.

“Derfor er forsvaret på ny kommet bagefter”

Debatten om forsvaret efter 1. april 1981 var præget af usædvanlig stor mangel på indsigt i forsvarets sammenhænge, ligesom det for mange var ukendt, at – og hvorfor – forsvaret haltede så langt bagefter såvel Sovjetunionen som vore NATO-partnere, når det drejede sig om våbensystemer, udrustning og opstilling af styrker. Overskriften på dette afsnit stammer fra Berlingske Tidende den 20. august 1980, hvor Niels Jørgen Haagerup redegjorde for nogle af årsagerne til, at forsvaret “på ny var kommet bagefter”. Haagerup skriver: “En gennemgang af dansk forsvarspolitik siden 2. Verdenskrig synes at pege på eksistensen af en slags naturlov, der gør det umuligt at opnå overensstemmelse mellem mål – herunder styrkemål – og midler, det vil sige økonomiske bevillinger. (...)Man har søgt at realisere det ved at ændre målet - ikke midlerne. På 20 år er forsvarsbudgettets andel af statsudgifterne faldet fra 25 til 6 pct. (...)Igen står Danmark i den situation, at der skal bringes overensstemmelse mellem mål og midler. Efterslæbet løber op i milliarder. Igen kan man gøre det ved at reducere målsætningen herunder de styrkemål, som er indeholdt i 1973-loven, og som igen er mindre end tidligere styrkemål. Enten skal styrkemålene ifølge regeringens hensigter gøres mindre, eller også skal styrkemålene slet ikke længere opgives. 31


Forklaringen, på at det er gået som det er gået de sidste 20 år, rummer flere elementer. Et af dem er, at forsvarets egne budgetønsker ikke er blevet opfyldt. Det er blandt andet sket med den motivering, at “generalerne kan aldrig få nok”. Men både i 1973 og igen i 1977 advarede forsvarets ledelse om konsekvenserne og påpegede især følgerne af de manglende materielanskaffelser. Et andet element er, at den meget omtalte og i perioder stærkt opreklamerede pris- og lønregulering ikke dækker fordyrelse af materiel og slet ikke de fordyrelser, der er en følge af den teknologiske udvikling. Et tredje element er de fordyrelser, som forsvarets driftsbudget – udover investeringsbudgettet – påføres udefra gennem bestemmelser om kortere tjenestetid, højere priser på driftsmidler og deltagelse i fælles-finansierede anlæg og større krav til modtagelse af forstærkninger. (...)Følgen, af at påkrævede materielanskaffelser udskydes, bliver, at det eksisterende materiel nedslides og kræver flere og dyrere reparationer. Hvis der ikke til stadighed tilgår vore lagre forsyninger, udtyndes lagrene, og i dag er de danske mobiliseringslagre af blandt andet ammunition langt under de krævede 30 dage. Dermed reduceres det danske forsvars “holdetid” tilsvarende. (...)Med formindskelsen af de årlige indkaldelser sker der en gradvis “forældelse” af mobiliseringsstyrken. I Forsvarskommandoens oplæg opereres der på alle tre niveauer(...)med en mere omfattende mønstring (genindkaldelse) end tidligere. Det er logisk, for når den stående styrke bliver mindre, vokser mobiliseringsstyrkens betydning. Men vil nye sparerunder ikke ligesom tidligere ramme mønstringer og genindkaldelser?”

1981-forliget om forsvaret

Efter omkring halvandet års debat og forhandlinger kom et nyt forlig så i hus. Vedtaget af Socialdemokratiet, Konservative, Venstre og Kristeligt Folkeparti. 32


Forliget blev kaldt “Uændret Budget” eller nul-løsningen, men der var fra starten i virkeligheden tale om en MINUS-løsning, idet der gennem de to år med forhandlinger havde været tale om en fortsat forældelse af våbensystemer, yderligere nedslidning af materiel, forbrug af kampuniformer som erstattedes med kedeldragter og yderligere udhuling af beholdninger. MINUS-løsningen blev også hurtigt et økonomisk minus, idet forliget blev efterfulgt af nedskæringer på henholdsvis 140 mio. kr. og 180 mio. kr. i årene 1983 og 1984. For at kunne forstå hvor stor skade MINUS-løsningen påførte det danske forsvar, er det nødvendigt at vende tilbage til den operative vurdering af ”Uændret Budget”. Hovedkonklusionen var: “(...)gennemførelse af et egentligt angreb på Danmark (...)kun vil kunne forhindres i en meget kort periode (...)”. Den logiske konsekvens måtte således være, at en sådan “meget kort periode” måtte være blevet yderligere forkortet.

Hertil skal lægges, at det er opfattelsen hos dette skrifts forfatter, at Forsvarskommandoen, da denne udarbejdede de operative vurderinger, var af den opfattelse, at mobiliseringsstyrkens depoter indeholdt de for styrken nødvendige våben, uniformer og anden udrustning. Skriftets forfatter var på daværende tidspunkt lokalforeningsformand for Venstre i Glostrup og formand for Københavns Amts Venstres forsvarspolitiske udvalg, hvorfor forfatteren stod som underskriver af en række af udsendte pressemeddelelser. Nogle blev gengivet, og i Berlingske Tidende havde journalist Lisbeth Knudsen en artikel med overskriften “Lokalformand i Venstre kræver formandsskifte”. LK havde været godt rundt, hvorfor artiklen gengives i sin helhed: “Ikke alene Socialdemokratiets formand, statsminister Anker Jørgensen, har nu problemer med sine “græsrødder” i partiet omkring det ny forsvarsforlig. En af Venstres lokalformænd mener, at der er behov for et formandsskifte i Venstre på baggrund af forsvarsforliget. Statsministerens problemer skyldes, at han ifølge partifæller har givet de borgerlige for mange indrømmelser. Hvad Venstres formand 33


kritiseres for er at have fået for få indrømmelser fra Socialdemokratiet. Det er formanden for Venstre i Glostrup, Ove Bjerregaard Madsen, der kritiserer sin partiformand. I en erklæring opfordrer han partiets øvrige lokalformænd til at tage afstand fra forsvarsforliget. “Venstre bidrager procentuelt med det største antal kvinder og mænd i det frivillige hjemmeværn. Noget lignende gør sig gældende blandt de værnepligtige i de øvrige værn. Netop disse to grupper rammes hårdest af forligets utilstrækkelighed”, mener Ove Bjerregaard Madsen. Han tilføjer, at “forhandlingerne har afsløret behovet for et formandsskifte i partiet”. Venstres Ungdom erklærede sig i øvrigt i går tilfreds med det ny forsvarsforlig, men beklagede, at det ikke har ført til en grundlæggende debat om forsvarets opbygning. Dansk Metalarbejders formand, Georg Poulsen, oplyste på et socialdemokratisk sommerstævne i weekenden, at LO på et møde i Socialdemokratiets forretningsudvalg har modtaget det ny forsvarsforlig med tilfredshed.” Efterfølgende reaktioner

En udløber af Glostrupmødet var, at Forsvarspolitisk Arbejdsgruppe Øst, som udelukkende bestod af medlemmer af Venstre, blev nedlagt og afløst af Tværpolitisk Forsvarsgruppe, hvis medlemmer kom fra CD, Kristeligt Folkeparti, Konservative og altså Venstre. Så tidligt som i november 1981 færdiggjorde et af gruppens medlemmer – dengang oberstløjtnant og chef for 1. TRÆNBATALJON, senere brigadegeneral Per J. Jørgensen – arbejdspapirer, som blev fremsendt til dette skrifts forfatter, der fungerede som sekretær for gruppen. Under overskriften “HVORFOR EN ALTERNATIV FORSVARSORDNING?” , skrev P.J.J.: “Dansk forsvar lider ikke kun under prisudviklingen for moderne våbensystemer, der tvinger forsvaret ud i styrkereduktioner hver gang, materiel anskaffes til erstatning af forældet eller nedslidt materiel. 34


Et andet hovedproblem, som forekommer specielt dansk, er de meget høje personeludgifter. De er foranlediget af indførelsen af professionelle soldater. Ikke kun til de nødvendige militære specialistjobs, men også – og i stigende grad – til de hjælpefunktioner, som hidtil på udmærket vis blev udført af værnepligtige med begrænset tjenestedygtighed (garnisonstropper). De store udgifter til stampersonellet – delvis som følge af de gældende arbejdstidsregler – har smittet af på de værnepligtiges vilkår og krav. Med indførelsen af en uddannelsesløn – af en størrelsesorden, der ikke kan genfindes i nogen anden nation – til værnepligtige er forsvarets økonomiske situation blevet yderligere anstrengt. Virkningen af soldaterlønnen er ganske vist blevet søgt modgået ved blandt andet yderligere reduktion af det antal unge, der indkaldes til uddannelse i forsvaret eller civilforsvaret. Konsekvensen heraf er blot, at værnepligtbyrden føles endnu mere uretfærdig, og at mere eller mindre ideologisk prægede “soldaterbevægelsesagitatorer” får vind i sejlene og stiller endnu større krav.

Grundlovens princip krænket Værst er imidlertid, at Grundlovens princip om almindelig værnepligt reelt er reduceret til et spørgsmål om økonomi frem for et udtryk for national holdning til dette at forsvare vort land. En indbygget reel nedvurdering af mobiliseringsstyrken afspejles endvidere i de værnepligtiges uddannelsesbetingelser og indholdet i mobiliseringsdepoterne. Konsekvenserne af de seneste forsvarsforlig er et fortsat faldende beredskab, mindsket selvforsvarsevne, mangelfuld uddannelse og udrustning af eventuelt mobiliserede medborgere og en stadig større afhængighed af allierede forstærkninger i tilfælde af krise eller krig. Alt dette fører til et alvorligt forfald i de værdinormer, der burde være basale for en demokratisk nation. Det er skammeligt, at dansk forsvarspolitik kan sammenfattes i beredvillighed til at forsvare vort land til sidste englænder, tysker og amerikaner. 35


Tager man ikke allerede nu hul på en principiel debat om dansk forsvars sammensætning, midler og opgaver, så der i tide kan træffes beslutning om nødvendige ændringer, vil forsvaret i 1984 – når det nuværende forlig udløber – være i en tilstand, der er lige så betænkelig og urimelig som den, der gjaldt ved det forlig, der udløb 1. april 1981. TVÆRPOLITISK FORSVARSGRUPPE kræver ikke oprustning blot for oprustningens skyld . Vi tager heller ikke patent på de rigtige meninger om, “hvor meget er nok”. Vi afviser imidlertid, at der ikke er behov for at kunne forsvare vort land, og at det ikke kan nytte at gøre en indsats selv. En nations modstandsevne måles ikke kun ved optælling af dens – eller dens allieredes – fly, kampvogne, krigsskibe og missiler med videre. Nok så vigtigt er det, at indtrykket er, at der findes en totalforsvarsorganisation, der vidner om en stærk folkevilje til at modsætte sig og overleve forsøg på underkastelse.” Citat slut. Fra HMAK’s blad ”Teknisk Kontakt” lød der i december 1982 en advarende røst, idet bladet citerede chefen for Hærens Materielkommando, general K. H. Nielsen, for følgende udtalelse til Aalborg Stiftstidende den 9. november: “Hærens materielsituation er alvorlig. På køretøjs- og ammunitionsområdet har man så alvorlige mangler, at besparelser vil få alvorlige beredskabsmæssige konsekvenser – at det bliver nødvendigt at omprioritere. Både på investerings- og driftskontoen er der for størsteparten af pengenes vedkommende indgået kontrakter for de kommende år. Og skal der spares i 1983, betyder det, at flere af disse kontrakter må hæves, siger K. H. Nielsen. I et enkelt tilfælde – på kampuniforms-området – ventes kontraktforhandlingerne dog først indledt i begyndelsen af 1983. Men heller ikke her kan man lade sparekniven skære, uden at det får mærkbare konsekvenser. Vore beholdninger af den gamle model er brugt, så det er nødvendigt at indlede produktionen af afløseren, hvis vi ikke skal komme i 36


den situation, at soldaterne skal have uniform med hjemmefra, siger den nordjyske general(...).” Forsvarsdebatten i sommeren 1983 stod i “fattigforsvarets” tegn. Bolden blev givet op af oberst C.F. Hagen, som i Berlingske Tidende den 8. juni havde lanceret begrebet ”Fattigforsvaret i Firserne”. Obersten skrev blandt andet: “Forsvarets formål er primært at forebygge et angreb på landet. Sammen med vore allierede skal vi overbevise Warszawapagten (WAPA) om, at gevinsten ved en væbnet aggression ikke står mål med omkostningerne. Det er således indlysende, at forsvarets troværdighed må blive et nøgleord. Ikke blot i vore allieredes øjne som forudsætning for hjælp i en krise. Men endnu mere – og helt afgørende – set fra WAPA’s side. Ifølge sagens natur kan vi ikke have nogen autoritativ viden om WAPA’s vurderinger af troværdigheden. Helt sikkert er det imidlertid, at en vurdering finder sted, og at den hviler på kølige nøgterne principper samt på WAPA’s militære tankegang. Og i vort tilfælde på det solide grundlag af efterretninger, som WAPA har så let og rigelig adgang til her i landet.” Herefter beskriver oberst Hagen, hvad der kunne være en mulig samtale mellem WAPA`s øverstkommanderende (ØK), som har afkrævet sin efterretningschef (EC) en kort orientering om det danske landmilitære forsvar. “ØK: “Hvis jeg har forstået Dem ret, er der altså nærmest tale om en militsagtig uddannelse (af hæren, OBM). Hvad kan De så sige om hærens udrustning?” EC: “Det meste af materiellet er ret gammelt, meget stammer helt tilbage fra våbenhjælpens dage. Det gælder blandt andet så vigtige våbensystemer som artilleriet og Centurion kampvognen på Sjælland.(...). Fredsberedskabet er for alle tre værn ret lavt, og de stående enheders kampkraft er minimal, indtil de forstærkes, idet mange enheders fredsstyrke er stærkt reduceret. 37


Bataljonerne over hele landet er udhulede, og på Sjælland er antallet af kampenheder halveret i løbet af de seneste 3 år. Det danske hjemmeværn er ganske vist talstærkt, kan reagere på få timer og kan yde hæren vigtig støtte i overvågning og bevogtning. Men kun få er uddannet til egentlig, aktiv kamp.”(...). Hagen forlader ØK og EC og vender tilbage til egen vurdering: “Realiteten er, at vi for længst har overskredet margenen og driver hasard med landets sikkerhed.

Det sker på politisk plan gennem idelige beskæringer af midlerne og gennem fastsættelse af bestemmelser, der på personaleområdet fjerner forsvaret fra idéen med dets tilstedeværelse. Det sker militærpolitisk ved, at man – trods en stadigt voksende trussel – sænker beredskabet som en billig udvej for at få midlerne til at slå til. Det sker i den øverste forsvarsledelse gennem fordelingen af midler på værnene, tilsyneladende ud fra en tyrkertro på, at søværnet og flyvevåbnet kan klare Sjællands forsvar. Og det kan de, som allerede antydet, ikke. Hverken ved et kupagtigt overfald eller i en situation, hvor WAPA blot udskyder invasionen til vore skibe og fly er nedkæmpet. Omkring 10 milliarder kroner kan synes meget at ofre på sikkerheden i et i forvejen anstrengt statsbudget. Også selv om forsvarets andel af budgettet har været konstant faldende i mange år, og er nær en bundrekord i Vesten. Det er i alle tilfælde dårlig økonomi, hvis pengene ikke tilvejebringer den troværdighed, der var hensigten.(...). Et fattigforsvar, der narrer os selv og ingen andre, kan befolkningen ikke være tjent med.” Efter en hed debat gav oberst Hagen som afslutning “Et svar til Forsvarschefen” i Berlingske den 5. september 1983. Hagen, som var chef for 1. Sjællandske Brigade fra 1980-83, havde som følge heraf et nøje kendskab til tilstanden i forsvarets såkaldte spidse ender, hvorfor slutartiklen her gengives i sin helhed:

38


“Sommerens debat om fattigforsvaret blev afsluttet med fornyede udtalelser fra forsvarsministeren samt indlæg bl.a. af generalmajor i flyvevåbnet, J. Skjøth. Efter en pause foreligger nu forsvarschefens vurdering af mine synspunkter i en redegørelse til Folketingets forsvarsudvalg. Den er i sin helhed udsendt til alle forsvarets tjenestesteder og i uddrag refereret i Berlingske Tidende den 26. august. Da landets øverste militært ansvarlige nu har taget stilling, finder jeg det rimeligt som initiativtager til debatten at få ordet på ny. Forinden skal bemærkes, at jeg med overlæg har afstået fra et særskilt indlæg i anledning af generalmajor J. Skjøth´s artikel. Dens præg af egen fortræffeligheds overbevisning og provokation til en offentlig og ubetimelig interværnsstrid frister ikke til saglig debat. Forsvarschefens redegørelse svækkes desværre også i sin saglige værdi af følelsesladede udtryk som “meget pessimistisk” og af udsagn om “forenklede forudsætninger”, der ikke underbygges. En direkte fordrejning optræder der også i følgende udtalelse: “Jeg må tage afstand fra oberstens vurdering af, at et isoleret, overraskende angreb på Danmark for tiden er en sandsynlig mulighed.” Jeg har udelukkende påpeget muligheden. Fordrejningen er til overmål i klar modstrid med den advarsel, jeg netop har fremført mod at basere sikkerhedspolitikken på formodede sandsynligheder. Af redegørelsen fremgår det i øvrigt, at der er enighed på følgende områder: „ Uddannelsestiden for vore værnepligtige i kamptropperne er kritisk kort. „ Mønstringsfrekvensen af mobiliseringsenhederne er utilstrækkelig. „ Uforholdsmæssigt meget materiel er gammelt og nedslidt, især i hæren. En minimal indsigt i militære forhold vil afsløre, at de nævnte mangler alene og i sig selv alvorligt anfægter hærens troværdighed. Det er på den baggrund bemærkelsesværdigt, at forsvarschefen alligevel i sin redegørelse taler om et afbalanceret forsvar og betegner forsvaret som helhed troværdigt. 39


Kun én forklaring synes mulig: At hærens rolle i det samlede forsvar indtager en yderst tilbagetrukket plads i hans bevidsthed. Et forhold, der måske kunne foranledige overvejelser om, hvorvidt den stedfundne centralisering af forsvarets øverste ledelse er gået for vidt. Ikke for hærens skyld, men af hensyn til landets sikkerhed. Forsvarschefens stillingtagen til hærens uddannelsesvilkår (ikke refereret i Berlingske Tidende) begrænser sig til en omtale af almene faktorer og henviser derudover blot til chefsansvaret. Jeg må derfor – også til oplysning for generalmajor Skjøth – atter påpege, at chefernes ansvar for uddannelse, disciplin og moral forvaltes på basis af givne love og bestemmelser. F. eks. samarbejdslov, den militære retspleje- og straffelov, tjenestetider, kompensations- og erstatningsfriheder, reguleringsdage, overtidsbetaling, civilundervisning. Altså i høj grad et anliggende, der vedrører vore politikere. Det kan vist med rette betvivles, at man ved disse vigtige rammers fastsættelse altid har medinddraget en vurdering af forsvarets hovedformål: Dets krigsbrugbarhed. Og det må være indlysende, at overvejende fredsorienterede bestemmelser giver særlige problemer i et værn, der er stærkt personelslugende, og som skal trænes til at fungere under betingelser, der er afgørende forskellige fra den civile arbejdsplads. Min kritik heraf kan kun med rimelighed rettes mod politikerne, hvis den militært ansvarlige siger fra. Gør han ikke det, pådrager han sig det primære ansvar. Som uddannelsesansvarlig chef bekymrer det mig, at forsvarschefen bevæger sig så let hen over dette vigtige område, og at han udviser så lidt forståelse for hærens forhold. Et sidste punkt er vort beredskab overfor et uvarslet overfald. Jeg har i min indledende kronik beskrevet, hvorledes det kunne tænkes at finde sted. Supplerende skal bemærkes, at generalmajor Skjøth’s stolthed over flyvevåbnets beredskab har liden relevans. Timer hjælper naturligvis ikke, når det er minutter, der tæller. Og de overvågningssatellitter, som Knud Damgaard har bragt ind i diskussionen, hjælper lige så lidt i dette tilfælde, hvor angrebet kan iværksættes uden erkendelige forberedelser. Forsvarschefens redegørelse bestrider på intet punkt det af mig beskrevne billede. 40


Det må altså i hovedtrækkene formodes at være korrekt. I stedet affærdiger han det med den tidligere citerede afstandtagen: Et overraskelsesangreb anses for tiden ikke at være en “sandsynlig mulighed”. Man må imidlertid fastslå „ at muligheden for et sådant angreb ubestrideligt foreligger, fordi angriberen råder over midlerne til at iværksætte det, samt „ at sandsynligheden for, at det iværksættes, hverken kan vurderes af forsvarschefen eller nogen anden her i landet på en saglig baggrund. Man må også fastslå, at vi her taler om en mulighed, der med ét slag kan kuldkaste alle andre forsvarsforberedelser og berøve vore allierede de praktiske betingelser for at komme os til hjælp. Er det ansvarligt, at vi i denne sag erstatter de kølige kendsgerninger med forhåbninger, baseret på formodninger? Truslen om et uvarslet overfald kan godt elimineres, men forudsætter, at man gør sig midlerne klar. Herunder, at vore flys afhængighed af sårbare startbaner og vore kampskibes behov for klargøring og forskydning kan udelukke effektiv indgriben i angrebets indledende, kritiske timer. De elementer, der straks får aktualitet, er – ud over hjemmeværnet – i hovedsagen luftværnet og hærstyrkerne. Det er således især her, der er et påtrængende behov for sådanne forbedringer, at angreb kun kan iværksættes efter forberedelser, der giver os et varsel. For fuldstændighedens skyld skal tilføjes, at eksistensen af andre trusselsmodeller end det uvarslede angreb naturligvis fortsat kræver både fly og et stærkt søværn. Sammenfattende kan det konkluderes, at forsvarschefen på en række væsentlige områder giver mig medhold i de påpegede mangler. Forsvarsministerens tilsagn om at tage værnepligtens forlængelse op til behandling er i samme forbindelse et skridt i den rigtige retning. Blot må man huske, at det kun er ét af mange påkrævede skridt. Opretholdelsen af vore mobiliseringsenheders kampkraft nødvendiggør både mønstringer og fortløbende, supplerende uddannelse af førerne.

41


Hyppigere mønstringer kræver forøgelse af normerne for faste officerer og for det personel, der i fredstid skal varte materiellet. Og materielkvaliteten både i stående styrke og – ikke mindst – i mobiliseringshæren må hæves betydeligt. Alt sammen forudsætninger for at genoprette hærens troværdighed. På andre områder viger forsvarschefens redegørelse uden om helt essentielle problemer. Jeg vil hævde, og har ovenfor begrundet, at vort beredskab over for et kupagtigt overfald hviler på falske præmisser, der bringer os i total afhængighed af en angribers frie valg af tidspunkt. Og de love og bestemmelser, der fastlægger den militære uddannelse og tjeneste, må bringes ind i en mere troværdig balance mellem fredstidshensyn og krigsmæssig effektivitet. Det er problemer, der forbliver, hvad enten man forsøger at feje dem ind under gulvtæppet eller gør dem til genstand for ønsketænkning på højt plan, udmøntet i arbitrære erklæringer. 15 års udsultning af forsvaret – eller i alt fald af hæren – genoprettes ikke uden alvorlige ofre. Vi er forbi det stade, hvor lapperier kan gøre det. De af vore politikere, der føler en forpligtelse til at bevare landet frit for os selv og vore efterkommere, må nu op af starthullerne. Forsvarschefens redegørelse har desværre kun hjulpet dem delvis på vej.” Udenlandske reaktioner

Ingen med blot den ringeste militære uddannelse og et blot overfladisk kendskab til dansk forsvars tilstand kunne være i tvivl om, at der efter forliget i 1981 var skabt en tilstand, hvor der ikke længere var dækning for ordene troværdigt og rimeligt i relation til forsvarets formåen. Såvel venner som fjender i udlandet havde kunnet danne sig et afslørende billede på baggrund af den operative vurdering i “Oplæg til forsvarsordning efter 1. april 1981” og udviklingen efter det indgåede 1981-forlig. 42


Kort fortalt var vurderingen, at forsvaret af Danmark kun kunne holde i “en meget kort periode”. I den forbindelse er det vigtigt at notere sig, at vurderingen byggede på, at nul-løsningen havde lagt til grund, at hæren tilførtes blandt andet følgende: “(...)mobile, pansrede luftværnskanoner til Jyske Division (...)nye kortdistancepanserværnsvåben(...)kampvogne Leopard til Østre Landsdels-kommando(...)et nyt håndvåbensystem.” Ingen af disse forbedringer var blevet til noget. Tværtimod var forsvaret blevet berøvet et trecifret millionbeløb mio. kr. og der var blevet tæret yderligere på depot-beholdningerne. “En meget kort periode” var blevet ultrakort, hvorfor det ikke kan undre, at vore allierede råbte vagt i gevær.

B.T.s David Jens Adler havde den 14. marts 1983 en artikel med overskriften NATO vil opgive Danmark hvis krigen kommer, hvori det hedder: “Danmark vil blive opgivet uden større sværdslag, når krigen kommer. I alle tilfælde, hvis krigen forløber efter den strategi, som NATO gennemspillede i en stor skrivebordsøvelse her fra slutningen af februar med afslutning i tirsdags. Allerede i 1977 forlød det, at store dele af Tyskland (herunder hele Nordtyskland og dermed Danmark) ifølge USA’s krigsplaner for Europa måtte opgives som praktisk taget umulige at forsvare i tilfælde af et østligt angreb. Nu synes denne strategi efterhånden at være trængt igennem i de amerikanske og britiske styrkers “manuals” (taktiske håndbøger) for krigsførelsen i Europa. Det er den ansete britiske søndagsavis The Sunday Times, der i går bringer afsløringerne i form af en rapport fra den seneste NATOøvelse.

Instruks “Parker Deres bil, hvor den er mindst muligt i vejen og lad nøglerne side i. 43


Slå alle hunde og katte og andre husdyr ihjel så menneskeligt som muligt.” Sådan lyder en del af instruksen til de 65.000 britiske kvinder og børn, der i dag bor i Tyskland, fordi deres mænd/fædre er stationeret som soldater i den britiske Rhinarmé. Den store krig Anledningen er, at krigen skal til at begynde. Den store krig, vi har ventet så længe. Den lokale, tyske civilbefolkning må naturligvis pænt blive, hvor den er. (...). Modangreb Pointen med hele den nye strategi, som er blevet indført i NATO i de seneste år, er, at man ikke skal forsvare hver eneste tomme NATOland, men rationelt falde tilbage til de områder, der kan forsvares, og indlede sine modangreb derfra. Danmark er et af de områder, der godt kan sige farvel til en mere behjertet indsats, hvis denne strategi kommer i anvendelse. Hvis de sovjetiske styrker først er rykket over 150 km ind i Nordtyskland, så er den dansk-tyske fælleskommando i Slesvig-Holsten væk. Så må vi klare os selv.” Norsk reaktion “Skarp norsk kritik: Danmarks forsvar for dårligt”. Således indledte Jyllands-Postens korrespondent i Oslo sin artikel den 19. marts 1983: “Tiltroen til Danmarks forsvarsevne er svækket i Norge, og Danmarks svaghed bekymrer militære kredse. “Danmarks forsvar er havnet i et uføre – en omstændighed, jeg er nødt til at lægge vægt på i min forsvarsplanlægning”, siger øverstkommanderende for SydNorge, viceadmiral Robert Helseth. I krigstilfælde vil viceadmiral Helseth have det direkte ansvar for alle hærstyrker, fartøjer og fly i det sydlige Norge. I et interview med Oslo-avisen Aftenposten betegner han Sverige som strategisk uinteressant og siger, at det svenske forsvar er så

44


stærkt, at landet har store chancer for at undgå at blive draget ind i en krig mellem Warszawapagten og NATO, i hvert fald i en tidlig fase. “Kritisk fase” Men Helseth lægger ikke skjul på sin bekymring over Danmarks forsvar. “Danmark er blevet svækket i årevis”, siger han. “Når danskerne ind-

går deres forsvarsforlig, ser det ud til, at hvad der i begyndelsen er minimumskrav, efter kort tid ender som et nærmest uopnåeligt maksimum.”

Viceadmiral Helseth fortsætter: Resultatet er, at det danske forsvar befinder sig i en kritisk fase uden en reserve, som kan hentes frem. Danskerne har en såkaldt brigade i Jylland og en såkaldt brigade på Sjælland. Jeg siger det så stærkt, fordi forsvaret af Syd-Norge afhænger af, at NATO holder stand i danske sø- og landområder.(...)” Vesttysk general: Dansk forsvars udstyr forældet Således indledtes den 14. maj 1983 i Jyllands-Posten en artikel, i hvilken den næstkommanderende i NATOs Østersø-kommando, generalløjtnant Heinz von zur Gathen, gav udtryk for, at tyskerne overtog en stadig større del af ansvaret for forsvaret af Østersøregionen. “I forsvaret af Danmark og Slesvig-Holsten har Vesttyskland fire brigader, mens danskerne har 3, der kun er halvt så godt udrustede som de vesttyske.

Årsagen er, at dansk forsvars udstyr er forældet”, sagde generalløjtnanten. En vurdering i “The Economist” den 21. juli 1984 “Det kompromis om de næste tre års forsvarsudgifter, som mindretalsregeringen og socialdemokraterne indgik i juni, var en bitter skuffelse for Danmarks allierede.

45


Det betyder i praksis, at det allerede svage danske forsvar vil blive endnu svagere, og at næsten hele byrden med at forsvare Danmark overlades til briterne og vesttyskerne. Nogle britiske embedsmænd er nu tilbøjelige til at mene, at forsøg på at forsvare Danmark ved hastig tilførsel af forstærkninger sandsynligvis ville vise sig selvmorderisk, hvorfor det eneste praktiske vil være at hindre fjendens udnyttelse af landet i stedet for at forsvare det. Det kunne blive et overordentligt ubehageligt alternativ med hensyn til de våben, der i givet fald måtte anvendes, og det kunne betyde, at Danmark i realiteten ville være uden indflydelse herpå.” En advarsel kort før 1984-forliget

Det er tidligere blevet klargjort, at hæren var i stærkt forfald som følge af 1981-forliget, og at visse kredse havde søgt at anlægge “overordnede” betragtninger gående på, at det nok gik alligevel som følge af først og fremmest flyvevåbnets kvalitet. Ikke mange måneder før 1984-forliget – helt præcist den 10. september 1983 – blev der imidlertid sat et stort spørgsmålstegn ved også flyvevåbnets evne til at holde dørene åbne for eventuelt ankommende allierede forstærkninger. Spørgsmålet – og advarslen – kom i Jyllands-Posten, som under overskriften “Forsvarspolitikken er ved at smuldre” meddelte, at det var “tvivlsomt om Danmark kan få forstærkninger fra de allieredes luftvåben under en krigssituation”. Om årsagerne hertil hed det videre: “Grundlaget for den danske forsvarspolitik – at allierede forstærkninger kan nå frem i sikkerhed og i tide forud for en mulig international konflikt – er ved at smuldre, mener en af flyvevåbnets chefer. Mens flyvevåbnet afvikler tre ugers taktiske våbenøvelser over det militære terræn ved Oksbøl sydvest for Varde(...)planlægges der en voldsom nedskæring af det danske flyvevåben. Nedskæringen er så voldsom, at det om et par år er yderst tvivlsomt, om de resterende danske jagere under en krisesituation overhovedet er i stand til at holde luftrummet rent over de baser, som skal modtage de allierede styrker, siger chefen for Flyvestation Karup, oberst O. Fogh. 46


(...)”Ved udløbet af det sidste forsvarsforlig havde vi 116 kampfly. I januar 1985 er vi efter besparelsesplanerne nede på 80, og skønt det er gode fly (F16 og Draken) kan de kun løse én opgave ad gangen,” siger oberst Fogh.” I artiklen sættes endvidere fokus på den kendsgerning, at nærforsvaret af de flyvestationer, der skal modtage forstærkninger, kræver hurtig reaktion. Flyvestation Vandels chef er citeret for følgende udtalelse: “Hele mit nærluftforsvar (kanoner) og jordpersonellet til sikring af området skal mobiliseres. I fredstid eksisterer det så godt som ikke.” Man advarede imidlertid forgæves. 1984-forliget

Til trods for den tidligere beskrevne bemærkelsesværdige operative vurdering indgik de fire regeringspartier, Det konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, et forsvarsforlig med Socialdemokratiet. Et forlig, som forringede dyrtidsreguleringen og som heller ikke indeholdt økonomisk evne til at leve op til den materielfornyelse, der var indeholdt i nul-løsningen fra 1981 (MINUS-løsningen). Intet ærligt menneske med blot den ringeste indsigt i forsvarets sammenhænge kunne efter dette forligs indgåelse fortsat anvende begreberne troværdigt eller rimeligt i relation til Danmarks forsvar. Heri var der intet nyt. Det nye var det udhulede kapitulationsforsvar. “Forsvarsforliget”, var overskriften på ledersiden i Weekendavisen, hvor chefredaktør Jørgen Schleimann skrev: “Det var ikke nogen betingelsesløs parlamentarisk kapitulation, Socialdemokratiet påtvang regeringen som udgang på drøftelserne om et nyt forsvarsforlig. For der var givetvis folk på venstrefløjen i Socialdemokratiet, der gerne havde set deres partis forhandlere diktere regeringen endnu hårdere betingelser. Men det blev et forlig så ringe, at det aldrig burde have været indgået. 47


(...)”Skal vi nå et resultat, så må man bøje af. Og det må jo begge parter.” Det synspunkt, som man kunne have håbet også var et standpunkt, blev forsvarsminister Hans Engell citeret for i Information på et tidspunkt, hvor han angiveligt havde opgivet halvdelen af sit og regeringens udspil over for Socialdemokratiet. To uger senere var der så godt som intet tilbage af forsvarsministerens og regeringens position. Regeringen havde bøjet sig, men den havde været alene om det. Regeringen havde ønsket en udvidelse af forsvarets bevillingsmæssige rammer, så vi kunne have levet op til vore forpligtelser i den atlantiske forsvarsalliance, der er af livsvigtig betydning for os, men ingen betingelse for USA, og så vi kunne have gennemført de fornyelser af vore værn, der var forudsat allerede i det sidste forlig, det af 1981, men som aldrig blev til noget, fordi Socialdemokratiet ikke var pålideligt som forligspart. (Fremhævet af OBM).

(...)Troværdigheden til dansk forsvarsvilje er ikke øget. Den er sænket, og samtidig har vi ved vor vægring ved at udbygge vort konventionelle forsvar, ydet vor skærv - beskeden som altid - til at sænke atomtærsklen i det potentielle konfliktområde, vi er beliggende i. Værst af alt er det, at Socialdemokratiet nu har papir på, at de fire regeringspartier (...)er slagen med samme blindhed som Socialdemokratiet, når det gælder om at vurdere de internationale konjukturer. “En vurdering af den sikkerhedspolitiske situation tilsiger ikke ændringer i den nuværende krigsstyrke”, står der i den nu så uforsvarligt indgåede aftale. Det siger man på et tidspunkt, hvor vore vigtigste alliancepartnere i Europa, Vesttyskland og Frankrig, er i fuld gang med at genvurdere deres styrkemål under indtryk af en sovjetisk militær overlegenhed, hvis udbygning ingenlunde er standset. Det siger man, efter at de danske værn i årevis har været sat på sultekur.(...). At Socialdemokratiet siger den slags, er vi blevet vænnet til gennem flere år. Men at det nu siges i en forligstekst, regeringen er medforfatter til, er dybt beskæmmende og stærkt foruroligende. 48


(...)En regering regerer, eller også går den af, og en regering, der ikke kan gennemføre sin politik i rimeligt omfang, kan ikke længere regere. Den kan bare blive siddende, til den falder. Til rimeligt omfang hører(...)sikkerheds- og forsvarspolitikken.” Selv på Politiken vågnede man Det indgåede forlig var så ringe, at selv Politiken så sig nødsaget til at tage afstand fra det. På lederplads tog man bladet fra munden og kaldte forliget “et stykke hastværksarbejde, hvis opgave ikke i første række var at nærme sig en løsning af forsvarets problemer, men derimod at løse nogle indenrigsproblemer.” (16. juli 1984). ”(...)Der er ikke fem personer i Folketinget, der interesserer sig for forsvarsproblemer og som har den fornødne viden til at deltage i en kvalificeret diskussion. Forsvarscheferne blev i sidste runde knap nok taget med på råd, før partierne indgik forsvarsforliget. Det er dybest set én mands vilje, der har dikteret forligets indhold og det er den socialdemokratiske forsvarspolitiske ordfører Knud Damgaard. Det er for dårligt. Det er ikke en selvstændig nation værdigt at jaske således med et problem, som både har indflydelse på den globale magtbalance, på vor internationale anseelse og på vore nærmeste naboer, Storbritannien, Vesttyskland og Norges interesser.” Forræderiets røde tråd Knud Damgaards og de øvrige politikeres forræderi i relation til først og fremmest soldaterne i den værnepligtige mobiliseringsstyrke og medlemmerne af Hjemmeværnet var afdækket, inden forliget kom i hus. En kendsgerning, som blot gør forræderiet yderligere alvorligt, hvilket fremgår med stor tydelighed i efterfølgende uddrag af artikler, som beskriver vilkårene for de værnepligtige soldater i den danske mobiliseringsstyrke:

“SOLDATER UDEN BUKSER PÅ” af Jens Sejersen, HD, administrerende direktør og kaptajn af reserven (Berlingske). 49


(...)MANGE RESERVEOFFICERER føler også, at vi har et ansvar over for de unge mænd, vi en dag måske skal lede og slås sammen med, for slet ikke at tale om deres forældre, kærester, koner og børn, som i heldigste fald vil få dem tilbage som håbløse vrag, fordi våbnene var forældede, beskyttelsen mod kemisk krigsførelse utilstrækkelig, og fordi samfundet ikke ville ofre penge på den tilstrækkelige efteruddannelse (mønstringer/genindkaldelser) som ville have kunnet gøre dem bedre egnet til at overleve og løse den kampopgave, samfundet og politikerne pålagde dem. Jeg må lykønske Bjerregaard med, at den mobiliseringsenhed, han har kendskab til, i det hele taget har lappede, utætte uniformer. Jeg har et nært forhold til en anden bataljon, hvor vi ved sidste gennemgang af beholdningerne manglede 300 uniformsbukser til soldaterne. (...)prøve på håndvåbnene (...)slid i løbene (...)de arme soldater skal være mere end heldige for at ramme mål på lidt større afstande. (...)Samme sted er selv den mest primitive form for standardudrustning til beskyttelse af kemisk krigsførelse (nervegas m.v.) katastrofal mangelfuld(...)I øvrigt er det endnu aldrig oplevet, at de foreskrevne, og for kampen så vigtige, panserværnsvåben har været til stede. “Forsvaret i dag elendigere end det var ved Dybbøl i 1864” af Ove Bjerregaard-Madsen (Børsen 11.05.1981): “(...)Det bliver en brat opvågnen. Gamle, slidte og lappede kampuniformer(...)måske blot en kedeldragt, måske blot et armbind(...) ingen underbeklædning(...)ingen pansrede køretøjer(...)geværer model 1936(...) intet under, at PRAVDA og den østtyske statspresse fortsat roser Anker Jørgensen og Socialdemokratiet.” “VIL IKKE FORSVARE DANMARK” Af H. Groes-Petersen i Politiken 23. 10. 1984: “Korporalerne og konstablerne i hæren er ved at miste troen på, at det er værd at forsvare Danmark, når de svageste samfundsgruppers levevilkår forringes dag for dag.

Vi mener ikke, det er et samfund, som man ubetinget skal forsvare. Derimod er vi klar til at forsvare samfundet, når menneskene har det godt, understregede forbundsformand Svend-Erik Larsen i går på 50


Hærens Konstabel- og Korporalsforenings kongres i København. Han anklagede direkte den borgerlige regering for med sin politik at ødelægge grundlaget for et dansk forsvar. (...) – Jeg vil gøre opmærksom på, at nogle mennesker her i landet er på vej til at få det så dårligt, at de med rimelighed kan stille spørgsmålstegn ved, om det samfund er værd at forsvare. Sikkerhedspolitik er andet end krudt og kugler, sagde formanden for korporalerne og konstablerne.” “ANKER: HELLERE MISTE SIN FRIHED END BRUGE A-VÅBEN” B.T. 27. oktober 1984 “(...)Modstandsbevægelse, ja, og man skal have et forsvar, der mindsker risikoen for, at man overhovedet bliver angrebet(...)Men man skal ikke tro, at man kan holde enhver fjende fra grænsen ved at opruste og opruste og opruste.” Anker Jørgensen (S). Citat slut. SOCIALISTISK FOLKEPARTIS PRINCIP- OG HANDLINGSPROGRAM Vedtaget på partiets ekstraordinære landsmøde november 1980: “(...)Kampen for fred og sikkerhed foregår både på det parlamentariske og folkelige plan. I Folketinget vil SF arbejde for ændringer i dansk udenrigspolitik og for et opgør med militær og militarisme. Men uden folkelig aktivitet omkring konkrete afsløringer af imperialismen, militarismen og NATO-bindingerne, kan det nødvendige flertal for folketingsbeslutninger ikke skabes. Denne folkelige kamp må være bred og omfatte både socialistiske og progressive borgerlige kræfter, der arbejder for fred og sikkerhed. Således kan store dele af lønarbejderne, indbefattet mange socialdemokrater, vindes(...)Det er ikke mindst vigtigt at vinde fagbevægelsen for fredskampen, således, at militarismen kan bekæmpes gennem strejker, havneblokader o.l. (...)Militæret er(...)også en potentiel trussel mod befolkningens sikkerhed og demokratiske rettigheder i tilfælde af intervention. Det fungerer som borgerskabets sidste værn for de eksisterende magtforhold.(...)Afrustning og frigørelse fra den militære blokpolitik

51


er nødvendige forudsætninger for en overgang til et socialistisk samfund. Derfor vil SF også til stadighed støtte militærnægterbevægelsen.” OBERST G. K. KRISTENSENS ANSTØDELIGE KOLBØTTE I afsnittet på side 19, Generalløjtnant G.K. Kristensens rolle i den offentlige debat om forsvarets fremtid, er det refereret, hvor store overskrifter generalen producerede, og hvor store anstrengelser generalen lagde for dagen for at afdække, at forsvaret ikke var i stand til at løse de stillede opgaver allerede før 1981-forliget. Sjælland var opgivet på forhånd, og det var ikke sandsynligt, at Jylland ville kunne holdes i tilfælde af et større anlagt WAPA-angreb mod Vesteuropa. Det sandsynlige ville være, at allierede forstærkninger ikke ville blive afsendt eller ikke ville nå frem i tide; og det helt sikre ville være, at der blandt danske soldater og hjemmeværnsfolk ville forekomme urimeligt store tab som følge af utilstrækkelig uniformering, forældede og nedslidte våbensystemer og mangler på anden udrustning. Alligevel gik G. K. Kristensen i pressen – efter 1981-forligets indgåelse – med en udtalelse om, at “landet kunne forsvares med lidt hjælp.” Værre blev det efter afskedigelsen som chef for forsvarsstaben. G. K. Kristensen betragtede tilsyneladende afskedigelsen som en personlig fornærmelse/et personligt angreb, talte om “politisk afskedigelse” og gav udtryk for, at han var blevet kastet i armene på Socialdemokratiet. Det rigtige var, at der snarere havde været tale om en politisk udnævnelse, da tidligere forsvarsminister Orla Møller (S) udnævnte sin ”yndlings-kontorchef”, som ikke havde ført militære enheder på over delingsstørrelse, til chef for forsvarsstaben. Efter en periode på seks år som chef, ville det i øvrigt have uden fortilfælde, hvis perioden var blevet forlænget.

Værst var imidlertid, at G. K. Kristensen – som chef for 2. Sjællandske Brigade – indgik makkerskab med Socialdemokratiets forsvarspolitiske

52


ordfører, Knud Damgaard, og støttede dennes tåbelige og uholdbare opfattelse af et fremtidigt dansk forsvar. I ÅR 2000 kan vi så læse, at en af Danmarks Radios journalister, Poul F. Hansen, gør gældende, at Sovjetunionen ikke var aggressivt eller ekspansionistisk som følge af “realpolitik”; og begrebet “defensive aktioner” anføres i relation til, hvad der foregik i Berlin 1953, Budapest 1956 og Prag 1968. (Berlingske Tidende 25. maj 2000) Poul F. Hansen medgiver dog, at Sovjet har anvendt sine styrker til at sikre kontrollen med sine umiddelbare naboer. Med de holdninger tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) og den øvrige del af venstrefløjen lagde for dagen – før, under og efter perioden 1979-84 – forekommer det i dag overvejende sandsynligt, at man ville have fundet det nærmest legitimt, såfremt Sovjetunionen havde sat sig i besiddelse af kontrollen med de danske stræder via det uvarslede overfald på øerne, den sovjetiske militære overlegenhed muliggjorde. Overvejelserne gik – fejlagtigt – tilsyneladende på, at Sovjet herved kunne få sin Østersøflåde ud i Atlanten, hvilket, mente man, ville formindske risikoen for en atomkrig. Det krævede blot en ny 9. april.

Advarsel til KVR´ s ”begravelseskommission af 1988

(...)Vore hærstyrker er i omfang mindre end 20% af, hvad de øvrige nordiske lande kan præstere(...)Kvalitetsmæssigt er store dele af hæren

dårligere end WAPA´s enheder, og vil i bedste fald kun kunne løse opgaverne med meget betydelige tab(...).

”Betragtninger ved min tiltræden” af inspektøren for Hæren. HRN 918-1/JUNI-JULI 1987.

KILDER: Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, oberst C.F. Hagen, major Jens Schlichtkrull, Erhvervsbladet, brigadegeneral Per J. Jørgensen, Politiken, Forsvarskommandoen, Militært Tidsskrift, major Steen Lyngaae Jørgensen, major P. E. Gustafsson, B.T., Børsen, The Economist, TEKNISK KONTAKT, Morgenposten, Folketinget 25/1 1979: Forespørgsel til forsvarsministeren, debatoplæg FORSVARSPOLITISK ARBEJDSGRUPPE ØST, udskrift Venstres Landsmøde 1980, Weekendavisen, Socialistisk Folkepartis principprogram 1980, hjemmeværnsbladet, HRN, ALTERNATIV FORSVARSBETÆNKNING 1990. HMAK

53


Forsvarskommissionen af 1988 – og Den Alternative Uddrag af ALTERNATIV FORSVARSBETÆNKNING Den ALTERNATIVE Forsvarskommission, december 1989 I Kommissionen: C.F. Hagen Ove Bjerregaard-Madsen Bjarne Sarvad oberst, formand medlem af HJV medlem af HJV Bent Honoré sognepræst, fhv. MF

Søren Harslund fuldmægtig

Steen Lyngaae Jørgensen major

På Radikal foranledning har KVR-regeringen nedsat Forsvarskommissionen af 1988. Dens nytteværdi afhænger bl.a. af, om den baserer sig på de foreliggende kendsgerninger og militære realiteter eller på ønsketænkning (...). Omstændighederne omkring kommissionens tilblivelse og visse politikeres udtalelser om dens arbejde skabte fra starten tvivl om dens egentlige formål og om relevansen af det arbejde, den kan forventes at præstere. En nærmere vurdering af kommissoriet og sammensætningen har i høj grad bestyrket tvivlen. Det er på denne baggrund, at en kreds af danske borgere har fundet det nødvendigt at danne DEN ALTERNATIVE FORSVARSKOMMMISSION. REGERINGSKOMMISSIONEN fik departementschef Michael Christiansen fra Forsvarsministeriet som formand, og partierne udpegede følgende politikere som medlemmer: MF Jørgen Estrup MF Connie Hedegaard Fhv. minister Karl Hjortnæs, MF MF Hans Hækkerup 54


MF Annette Just Fhv. minister Flemming Kofod-Svendsen, MF Fhv. minister Arne Melchior, MF MF Peder Sønderby MF Pelle Voigt Det er forfatterens opfattelse, at især nogle af partiernes udvælgelse af medlemmer til Kommissionen afslører, at man ikke tillagde forsvaret af Danmark større betydning. Den Alternative Forsvarskommission blev budt velkommen fra flere

sider. Jyllands-Posten skrev bl.a. følgende den 31.3. 1989 under overskriften ” En saglig kommission”: ”Den alternative Forsvarskommissions første delbetænkning, der blev offentliggjort i går, er en kort koncis og saglig kritik af regerings- kommissionens partitaktisk bestemte kommissorium. Den fremhæver også forsvarsledelsens dilemma, der længe har givet sig udtryk i en stribe velbegrundede advarsler mod fortsat isoleret dansk nedrustning på den ene side efterfulgt af lige så mange postulater om forsvarets fortsatte troværdighed på den anden side.” Den Alternative beskæftigede sig bl.a. med den betydelige forringelse

af forsvarets kampkraft – og der blev sat tal på 1965 Hæren, kampenheder Søværnet, kampskibe Flyvevåbnet, kampfly

47 44 128

1987 20 (anslået) 36 84

Kommissionen påpegede endvidere, at den samlede krigsstyrke (militært personel) siden 1970 var blevet reduceret fra omkring 104.000 m/k til omkring 98.000 m/k. 55


Af andre væsentlige træk i udviklingen fremdrog Den ALTERNATIVE Forsvarskommission: UDDANNELSE: Værnepligtstiden er ændret fra 16 til 9-12 mdr. Tiden til egentlig uddannelse er yderligere beskåret af stærkt forøgede friheder, orlov og afspadseringsordninger. Stedfundne begrænsninger i uddannelsesammunition m. v. samt i øvelsesaktiviteter har ligeledes reduceret den uddannelseseffekt, der teoretisk kunne forventes. MATERIEL: Mange, også kampafgørende, materielgenstande er udslidte eller forældede. Udskiftning og modernisering har ikke holdt trit med kvalitetsforbedringer i Warszawapagtstyrkerne. KRIGSAMMUNITION: Lagrene er generelt sunket til langt under det af NATO vedtagne niveau. Visse vitale ammunitionstyper forslår kun til få dages kamp. MOBILISERINGSSTYRKENS KVALITET: Er påvirket i stærkt negativ retning ikke alene af forældet materiel, men også af en uacceptabel høj gennemsnitsalder og en stejl glemselskurve efter hjemsendelsen. Sidstnævnte på grund af for små værnepligtsindkaldelser, for kort uddannelsestid og for få mønstringer. BEREDSKAB: Medens evnen til en rimelig hurtig mobilisering er opretholdt nogenlunde, er beredskabet over for et uvarslet fredstidsoverfald helt afskaffet i perioden. Det officielle (og vildledende) begreb ”indsatsberedskab” dækker ikke denne mulighed. HJEMMEVÆRNET: Mandskabsstyrken har, med visse udsving, vist en svagt stigende tendens. Derimod er evnen til at løse opgaverne nedsat, dels fordi færre nytilkomne har værnepligtsbaggrund, dels fordi den nødvendige opbakning fra de andre værn er svundet ind. KONKLUSION: (...)meget alvorlige svækkelser(...)kampevnen og udholdenheden er drastisk reduceret. Udviklingen viser en konstant dansk nedrustning gennem mere end 20 år, en nedrustning, der aldrig har været officielt deklareret eller militært begrundet. Det bemærkes, at forsvarets opgaver har været uændrede og den militære trussel voksende i samme periode. ”En saglig kommission”(J-P-leder 31. marts 1989) ”(...)Hagen-kommissionen fortjener offentlighedens tak for et tiltrængt bidrag til forstyrrelse af regeringens begravelseskommissions kirkegårdsro”.

56


Retiradevers Tidligere af Ove Bjerregaard-Madsen: Man forrådte Hjemmeværnet Forlaget Kontrast 1999 “En anden slags jubilæumsskrift” “Forfatteren ved, hvad han taler om(...)Det foreliggende skrift udmærker sig positivt ved at forholde sig kritisk til emnet...ubehagelige kendsgerninger bør ikke drukne i euforien over NATOs og Hjemmeværnets jubilæer(...)Skriftet er en indigneret, men velunderbygget kritik af den parlamentariske opportunisme, der undergravede landets sikkerhed forud for Murens fald(...)” – C. F. Hagen, oberst, tidligere chef for 1. Sjællandske Brigade og Hærens Kampskole. (Udsolgt fra forlaget).

Under overskriften “Krigsminder” bragte Erhvervs-Bladet på valgdagen den 10. maj 1988 et læserindlæg underskrevet af J. Gottfred Petersen fra Middelfart. Indholdet var følgende: “Under sidste krig (altså under Besættelsen 1940-45, OBM) spiste jeg ofte frokost på en kaffebar på Vibenshus Runddel i København. Toilettet var, som det ofte var tilfældet dengang, overmalet med retiradevers. En dag var der føjet et lille guldkorn ind mellem alle sjofelhederne. Med små sirlige bogstaver stod skrevet: “Ja, skrive på Vægge og male på Døre, se – det kan enhver Idiot jo gøre, men dø for sin Konge og slås for sit Land, se – det er der ingen af jer Røvhuller, der kan.” Hver gang Lasse Butz, S eller SF kommer med en af deres “fodnoter”, kommer jeg til at tænke på dette vers. Lad historien ikke gentage sig – lad os ikke være blåøjede. Styrk firkløveret ved valget i dag”. (Erhvervs-Bladet 10. maj 1988)

Blixen - Berlin - Besættelsen Forlaget Kontrast 1999 En mening/analyse/anklage/hyldest med baggrund i tomrummet efter Karen Blixens Berlin-rejse og BREVE FRA ET LAND I KRIG “Et interessant lille skrift om Karen Blixen” “(...)Bjerregaard havde gerne set en tilkendegivelse af modstand fra dette medlem af åndseliten(...)til sidst går der måske lidt for meget koldkriger og hjemmeværnsmand i den(...)påskønnelsesværdigt indlæg i den historiske debat.” – Kok i Folkebladet for Glostrup, Brøndby, Vallensbæk. (Udsolgt fra forlaget).

Ove Bjerregaard-Madsen havde i 2005 været i Kongens/ Dronningens Klæ’r i 50 år. To år som værnepligtig efterfulgt af otte år i såkaldt rød mobiliseringsstyrke. Herefter 40 år i Hjemmeværnet. Foto fra jubilæumsdagen.

Retiradevers Tidligere af Ove Bjerregaard-Madsen: Man forrådte Hjemmeværnet Forlaget Kontrast 1999 “En anden slags jubilæumsskrift” “Forfatteren ved, hvad han taler om(...)Det foreliggende skrift udmærker sig positivt ved at forholde sig kritisk til emnet...ubehagelige kendsgerninger bør ikke drukne i euforien over NATOs og Hjemmeværnets jubilæer(...)Skriftet er en indigneret, men velunderbygget kritik af den parlamentariske opportunisme, der undergravede landets sikkerhed forud for Murens fald(...)” – C. F. Hagen, oberst, tidligere chef for 1. Sjællandske Brigade og Hærens Kampskole. (Udsolgt fra forlaget).

Blixen - Berlin - Besættelsen Forlaget Kontrast 1999 En mening/analyse/anklage/hyldest med baggrund i tomrummet efter Karen Blixens Berlin-rejse og BREVE FRA ET LAND I KRIG “Et interessant lille skrift om Karen Blixen” “(...)Bjerregaard havde gerne set en tilkendegivelse af modstand fra dette medlem af åndseliten(...)til sidst går der måske lidt for meget koldkriger og hjemmeværnsmand i den(...)påskønnelsesværdigt indlæg i den historiske debat.” – Kok i Folkebladet for Glostrup, Brøndby, Vallensbæk. (Udsolgt fra forlaget).

Under overskriften “Krigsminder” bragte Erhvervs-Bladet på valgdagen den 10. maj 1988 et læserindlæg underskrevet af J. Gottfred Petersen fra Middelfart. Indholdet var følgende: “Under sidste krig (altså under Besættelsen 1940-45, OBM) spiste jeg ofte frokost på en kaffebar på Vibenshus Runddel i København. Toilettet var, som det ofte var tilfældet dengang, overmalet med retiradevers. En dag var der føjet et lille guldkorn ind mellem alle sjofelhederne. Med små sirlige bogstaver stod skrevet: “Ja, skrive på Vægge og male på Døre, se – det kan enhver Idiot jo gøre, men dø for sin Konge og slås for sit Land, se – det er der ingen af jer Røvhuller, der kan.” Hver gang Lasse Butz, S eller SF kommer med en af deres “fodnoter”, kommer jeg til at tænke på dette vers. Lad historien ikke gentage sig – lad os ikke være blåøjede. Styrk firkløveret ved valget i dag”. (Erhvervs-Bladet 10. maj 1988)

Ove Bjerregaard-Madsen havde i 2005 været i Kongens/ Dronningens Klæ’r i 50 år. To år som værnepligtig efterfulgt af otte år i såkaldt rød mobiliseringsstyrke. Herefter 40 år i Hjemmeværnet. Foto fra jubilæumsdagen.


Retiradevers Tidligere af Ove Bjerregaard-Madsen: Man forrådte Hjemmeværnet Forlaget Kontrast 1999 “En anden slags jubilæumsskrift” “Forfatteren ved, hvad han taler om(...)Det foreliggende skrift udmærker sig positivt ved at forholde sig kritisk til emnet...ubehagelige kendsgerninger bør ikke drukne i euforien over NATOs og Hjemmeværnets jubilæer(...)Skriftet er en indigneret, men velunderbygget kritik af den parlamentariske opportunisme, der undergravede landets sikkerhed forud for Murens fald(...)” – C. F. Hagen, oberst, tidligere chef for 1. Sjællandske Brigade og Hærens Kampskole. (Udsolgt fra forlaget).

Under overskriften “Krigsminder” bragte Erhvervs-Bladet på valgdagen den 10. maj 1988 et læserindlæg underskrevet af J. Gottfred Petersen fra Middelfart. Indholdet var følgende: “Under sidste krig (altså under Besættelsen 1940-45, OBM) spiste jeg ofte frokost på en kaffebar på Vibenshus Runddel i København. Toilettet var, som det ofte var tilfældet dengang, overmalet med retiradevers. En dag var der føjet et lille guldkorn ind mellem alle sjofelhederne. Med små sirlige bogstaver stod skrevet: “Ja, skrive på Vægge og male på Døre, se – det kan enhver Idiot jo gøre, men dø for sin Konge og slås for sit Land, se – det er der ingen af jer Røvhuller, der kan.” Hver gang Lasse Butz, S eller SF kommer med en af deres “fodnoter”, kommer jeg til at tænke på dette vers. Lad historien ikke gentage sig – lad os ikke være blåøjede. Styrk firkløveret ved valget i dag”. (Erhvervs-Bladet 10. maj 1988)

Blixen - Berlin - Besættelsen Forlaget Kontrast 1999 En mening/analyse/anklage/hyldest med baggrund i tomrummet efter Karen Blixens Berlin-rejse og BREVE FRA ET LAND I KRIG “Et interessant lille skrift om Karen Blixen” “(...)Bjerregaard havde gerne set en tilkendegivelse af modstand fra dette medlem af åndseliten(...)til sidst går der måske lidt for meget koldkriger og hjemmeværnsmand i den(...)påskønnelsesværdigt indlæg i den historiske debat.” – Kok i Folkebladet for Glostrup, Brøndby, Vallensbæk. (Udsolgt fra forlaget).

Ove Bjerregaard-Madsen havde i 2005 været i Kongens/ Dronningens Klæ’r i 50 år. To år som værnepligtig efterfulgt af otte år i såkaldt rød mobiliseringsstyrke. Herefter 40 år i Hjemmeværnet. Foto fra jubilæumsdagen.

Retiradevers Tidligere af Ove Bjerregaard-Madsen: Man forrådte Hjemmeværnet Forlaget Kontrast 1999 “En anden slags jubilæumsskrift” “Forfatteren ved, hvad han taler om(...)Det foreliggende skrift udmærker sig positivt ved at forholde sig kritisk til emnet...ubehagelige kendsgerninger bør ikke drukne i euforien over NATOs og Hjemmeværnets jubilæer(...)Skriftet er en indigneret, men velunderbygget kritik af den parlamentariske opportunisme, der undergravede landets sikkerhed forud for Murens fald(...)” – C. F. Hagen, oberst, tidligere chef for 1. Sjællandske Brigade og Hærens Kampskole. (Udsolgt fra forlaget).

Blixen - Berlin - Besættelsen Forlaget Kontrast 1999 En mening/analyse/anklage/hyldest med baggrund i tomrummet efter Karen Blixens Berlin-rejse og BREVE FRA ET LAND I KRIG “Et interessant lille skrift om Karen Blixen” “(...)Bjerregaard havde gerne set en tilkendegivelse af modstand fra dette medlem af åndseliten(...)til sidst går der måske lidt for meget koldkriger og hjemmeværnsmand i den(...)påskønnelsesværdigt indlæg i den historiske debat.” – Kok i Folkebladet for Glostrup, Brøndby, Vallensbæk. (Udsolgt fra forlaget).

Under overskriften “Krigsminder” bragte Erhvervs-Bladet på valgdagen den 10. maj 1988 et læserindlæg underskrevet af J. Gottfred Petersen fra Middelfart. Indholdet var følgende: “Under sidste krig (altså under Besættelsen 1940-45, OBM) spiste jeg ofte frokost på en kaffebar på Vibenshus Runddel i København. Toilettet var, som det ofte var tilfældet dengang, overmalet med retiradevers. En dag var der føjet et lille guldkorn ind mellem alle sjofelhederne. Med små sirlige bogstaver stod skrevet: “Ja, skrive på Vægge og male på Døre, se – det kan enhver Idiot jo gøre, men dø for sin Konge og slås for sit Land, se – det er der ingen af jer Røvhuller, der kan.” Hver gang Lasse Butz, S eller SF kommer med en af deres “fodnoter”, kommer jeg til at tænke på dette vers. Lad historien ikke gentage sig – lad os ikke være blåøjede. Styrk firkløveret ved valget i dag”. (Erhvervs-Bladet 10. maj 1988)

Ove Bjerregaard-Madsen havde i 2005 været i Kongens/ Dronningens Klæ’r i 50 år. To år som værnepligtig efterfulgt af otte år i såkaldt rød mobiliseringsstyrke. Herefter 40 år i Hjemmeværnet. Foto fra jubilæumsdagen.


Ove Bjerregaard-Madsen

“Danmark er et smukt land, men det ligger uforsigtigt” (Soya)

KOLD KRIG UDEN FORSVAR Om socialdemokratisk kapitulationspolitik og borgerlige medløbere i perioden 1979 - 1984 Forlaget Kontrast

Ove Bjerregaard-Madsen

“Danmark er et smukt land, men det ligger uforsigtigt” (Soya)

KOLD KRIG UDEN FORSVAR Om socialdemokratisk kapitulationspolitik og borgerlige medløbere i perioden 1979 - 1984 Forlaget Kontrast

Kold Krig uden Forsvar  

Den bog om den kolde krig i Danmark