Karen Blixen bog

Ove Bjerregaard-Madsen

Blixen Berlin Besættelsen En mening/analyse/anklage/hyldest med baggrund i tomrummet efter Karen Blixens Berlin-rejse og ”BREVE FRA ET LAND I KRIG” – samt et opgør med Danmarks venstrefløj og borgerlige medløbere

Forlaget Kontrast

Ove Bjerregaard-Madsen: Blixen - Berlin - Besættelsen Copyright: Ove Bjerregaard-Madsen Tryk: Forlaget Kontrast 1999 ISBN: 87-87951-76-2 2. reviderede og udvidede udgave 2008 Forlaget Kontrast Skovbovænget 48 3500 Værløse

Ove Bjerregaard-Madsen

Blixen Berlin Besættelsen

Denne genudgivelse tilegner jeg soldaterne i hjemmeværnet.

Mine våbenbrødre, som under Den Kolde Krig var garantien for, at Danmark ikke ville opleve en ny ydmygende 9. april i tilfælde af et WAPA-angreb på landet, men ville blive forsøgt forsvaret under forsvarskamp fra træ til træ, fra hus til hus og fra kloak til kloak.

Ove

Forlaget Kontrast

Tidligere af Ove Bjerregaard-Madsen:

Indholdsfortegnelse

Man forrådte Hjemmeværnet Et jubilæumsskrift 1999 Forlaget Kontrast

“En anden slags jubilæumsskrift”

“Forfatteren ved, hvad han taler om(...)Det foreliggende skrift udmærker sig positivt ved at forholde sig kritisk til emnet(...)ubehagelige kendsgerninger bør ikke drukne i euforien over NATO´s og Hjemmeværnets jubilæer(...)Skriftet er en indigneret, men velunderbygget kritik af den parlamentariske opportunisme, der undergravede landets sikkerhed forud for murens fald(...)”

– C.F. HAGEN, oberst, tidligere chef 1. Sjællandske Brigade og Hærens Kampskole.

KOLD KRIG UDEN FORSVAR

Forord 1999 Forord 2008 Indledning Danmarks situation og Karen Blixens status år 1940 Før afrejsen til Berlin Karen Blixen i Berlin Blixen, Det Tredje Rige, Nazismen og Islam Hjemme igen ”Smertefuldt delt” Konklusion Efterskrift 1999 Efterskriftets konklusion 1999 Efterskrift 2008 Digtet Klaus Rifbjerg Noter Litteraturoversigt og kilder

6 7 9 10 11 12 15 16 18 20 24 26 26 29 31 35

2000 Forlaget Kontrast

Et essay om socialdemokratisk kapitulationspolitik og borgerlige medløbere i først og fremmest perioden 1979 – 1984.

Genudgivet 2007. Samme forlag.

4

5

Forord 1999

Forord 2008

Det var Børge Outze, der for alvor satte mig på sporet af Karen Blixen.

Han skriver i sit værk ”DANMARK UNDER DEN ANDEN VERDENSKRIG” om Karen Blixens ophold i Berlin i marts 1940.

Siden hjemkomsten fra Afrika i 1931 havde Blixen opholdt sig på Rungstedlund. Efter udbruddet af Anden Verdenskrig følte hun sig “spærret inde”, hvorfor hun rettede henvendelse til blandt andre Politiken med det formål at blive sendt ud som en slags journalist.

Blandt rejsemålene var Berlin.

Under opholdet nedfældede Karen Blixen sine indtryk i form af fire kronikker/breve, som dog først blev udgivet i 1948 i “Heretica”.

Et sæt mere og mere slidte fotokopier af brevene – som samlet bærer titlen ”BREVE FRA ET LAND I KRIG” – har dannet grundlaget for mit hidtil lidt overfladiske kendskab til Karen Blixen og hendes forfatterskab.

Så var det, jeg fik til opgave at udarbejde en rapport om en dansk forfatter, og da Danmark kun har to verdensberømte forfattere – H. C. Andersen og Karen Blixen – besluttede jeg at vælge mellem disse to.

Da Karen Blixens forfatterskab jo overvejende er fra indeværende århundrede, og da Karen Blixen yderligere havde præsteret det kunststykke at være nærmest usynlig under Danmarks Besættelse, virkede Blixen som det oplagte valg.

Da det endvidere ofte er forekommet mig besynderligt, at ”BREVE FRA ET LAND I KRIG” tilsyneladende ikke har været gjort til genstand for en dybere fortolkning, blev det hos undertegnede til tanker om Karen Blixen under Anden Verdenskrig.

“Blixen - Berlin - Besættelsen” er tænkt som en slags forfatterskabs- og personanalyse i miniformat med brevene fra “Heretica” og “fraværet af Blixen” under besættelsen som udgangspunkter. Et forsøg på at afdække misforholdet mellem den opfattelse, man får af Blixen ved at læse hende og hendes manglende udnyttelse af de muligheder, hun havde for – i lighed med andre store personligheder – under en eller anden form at mane til modstand.

Her i 2008 kan man god ret stille spørgsmålet: Hvorfor behandler vi vore soldater – senest de tjenestegørende i Irak – så dårligt?

Den sandsynlige årsag er nok, at det efterhånden er blevet en vane – en ualmindelig dårlig en af slagsen – hvilket undertegnede forsøgte at anskueliggøre under overskriften De helt sædvanlige danske ”røvhuller” i Nyhedsavisen den 5. februar 2007: ”I en længere periode har en række af danske politikere – og tilsyneladende også deres kernevælgere – indirekte valgt at lægge afstand til de danske soldater, der i øjeblikket udfører en for Danmark som helhed umådelig vigtig opgave i Afghanistan og Irak.

Det er der desværre ikke noget nyt i – og tidligere var der endog tale om direkte afstandstagen og/eller total hensynsløshed i forhold til vore soldater.

Går vi tilbage til krigen, der begyndte i 1864, ser vi tvangsudskrevne danske soldater, der blev ofre for danske politikeres laden stå til efter sejren i Treårskrigen i 1848-50.

Man vidste, at en ny krig ville komme, men i stedet for at opstille, øve og bevæbne en forsvarsstyrke, lod man forsvaret udhule og stod derfor uforberedt og underlegen, hvilket resulterede i katastrofen og tabet af hertugdømmerne.

I 30’erne valgte vores politikere og befolkningsflertallet den holdning, at Danmark ikke kunne forsvares mod Hitler-Tyskland, hvilket førte til den ydmygende 9. april 1940 og den efterfølgende foragtelige kollaborationspolitik, hvor man bl.a. mistænkeliggjorde og modarbejdede frihedskæmperne.

Senere – under Den Kolde Krig – bakkede befolkningsflertallet op bag en forsvars-og sikkerhedspolitik, der muliggjorde en ”Danmark atter besat på en halv dag”- situation i tilfælde af et uvarslet overfald fra Sovjetunionens side.

Det, der var gået galt, var, at Danmarks heltegalleri var blevet nødlidende. Holger Danske og Tordenskjold var blevet afskediget. Så, hvor for eksempel Finland har Lotta Svärd og Fændrik Stål, havde Danmark ophøjet typer som grisehandleren fra Matador og hans kone – med ”hjertet på det rette sted” – til helte.

Ove Bjerregaard-Madsen 1999

6

7

I dag er fjenden den internationale terror, og Danmark kan ikke længere alene forsvares ved egne grænser. Forsvaret begynder andre steder som for eksempel i Irak og Afghanistan.

Det ønsker mange danske politikere og befolkningsflertallet tilsyneladende ikke længere at medvirke til, og vi har derfor den helt sædvanlige tilstand, der så fremragende kom på tryk, da Erhvervs-Bladet i 1988 bragte et læserbrev af J. Gottfred Petersen, Middelfart, der citerede et helt anderledes lokumsdigtervers fra Besættelsestiden:

”Ja, skrive på Vægge og male på Døre, Se – det kan enhver Idiot jo gøre, Men dø for sin Konge og slås for sit Land, Se – det er der ingen af jer Røvhuller, der kan.”

Teksten stod, som nævnt, at læse under Besættelsen. På toilettet på en kaffebar på Vibenshus Runddel i København. (Erhvervs-Bladet 10. maj 1988).

Som bekendt var det helt galt med Danmark før, under og efter overfaldet den 9. april 1940.

Det altovervejende flertal af danskerne delte før Besættelsen Thorvald Staunings defaitisme og hans endnu uudtalte beundring for Tysklands ”kendte planøkonomi, der sikkert rummer betydelige fordele frem for den planløshed, som har været rådende hidtil som bestanddel af den liberalistiske egoisme, altså erhvervs- og samfundsegoisme.” (Stauning i Studenterforeningen marts 1941).

Det er bekymrende at erfare, at Staunings tilsyneladende sympati for dele af den socialisme, det nationalsocialistiske Tyskland praktiserede, har en pendant i tidligere statsminister Anker Jørgensens (S) forherligelse af diktaturstaten Nordkorea under Den Kolde Krig, hvor den tidligere statsminister i forbindelse med et besøg i landet sagde bl.a. følgende:

8

”Det er vidunderligt at se Deres lykkelige folk. Hele folket er i arbejde og ser glade og tilfredse ud(…)De har bygget Deres samfund helt anderledes op, end vi har i Danmark(…)Jeg er virkelig imponeret.”

Det er bekymrende, men vi må se i øjnene, at socialdemokratiske ledere tilsyneladende inderst inde er så socialistisk orienterede, at terroren og menneskeforagten i alle afarter af socialisme automatisk fortrænges eller bliver borte i tykke tåger af bl.a. cigarrøg, som i tilfældet Th. Stauning.

Ove Bjerregaard-Madsen 2008

Indledning Det er uvist, om Karen Blixen læste dagbladet “Social-Demokraten” (1) i 1933, og om hun lyttede til statsminister Th. Staunings tale ved årsskiftet 1939/40, men i foråret 1940 kan det næppe være undgået Karen Blixens opmærksomhed, at Hitler havde etableret sine KZ-lejre, og at Stauning mente, at Danmarks frihed ikke kunne – og ikke skulle – forsvares .

Bagude lå et 1939, i begyndelsen af hvilket Karen Blixen havde modtaget Tagea Brandts Rejselegat, og Blixen håbede at kunne opfylde sin gamle drøm om at rejse med pilgrim­mene til Mekka som følge heraf. Sommeren var gået med forberedelser, men da krigen brød ud den 1. september, måtte rejsen opgives.

“Bevidstheden om Indespærring” forekom Karen Blixen uudholdelig, hvorfor hun allerede den 3. september opsøgte redaktør Hasager på Politiken og anmodede om en journalistisk opgave udenfor Danmark. En opgave, der kunne sikre hende fri adgang til lande, det ellers ville være umuligt at rejse ind i.

Danmark var, som bekendt, ikke besat på dette tidspunkt. Derfor må der sættes et stort spørgsmålstegn ved begrebet “Indespærring“?

– Og “Indespærring”-reaktionen giver endvidere anledning til overvejelser i retning af, om der i virkeligheden var tale om manglende solidaritet med landsmænd?

9

Danmarks situation og Karen Blixens status år 1940 I realiteten var Danmark ved indgangen til 1940 et “nedkæmpet” land med en kuet befolkning.

Trediverne igennem havde “indenrigspolitiske problemer”, kulturradikale holdninger og tilslutning til socialisme af enhver art affødt en fatal nedrustning og en udtalt “hvad-kan-det-nytte” holdning.

Nedrustningen havde ikke kun ramt hæren, flåden og flyvevåbnet, men også de frivillige korps, som Socialdemokratiet havde nedlagt.

Defaitismen kom tydeligst frem gennem statsminister Th. Stau­ nings nytårstale, der var præget af klynk og klage. Et forkert budskab fra landets leder på et tidspunkt, hvor vilje til omstilling og forberedelser til forsvarskamp og ofre burde have været talens hovedindhold.

Talen om “Puslingeland”, der “hygger sig i smug”, var der endnu grundlag for, men problemerne var ved at tårne sig op. Arbejdsløsheden var stor, og det så truende ud for landbrugets fremtid, idet Sterlingkursen dykkede samtidig med, at importpriserne på foder steg.

Det så mørkt ud udadtil og indadtil, og politikernes modløshed smittede af på en i forvejen desillusioneret befolkning.

Karen Blixen – det sære væsen, som Børge Outze udtrykker det – er også i året 1940 en verdensberømt forfatter, og siden hjemkomsten til Danmark i 1931 har hun haft bolig på Rungstedlund. – Og hun er blevet en moden kvinde i halvtredserne. Hun opfattes som værende en stor kunstner, der har lagt alle hensyn til side, og det er derfor, hun er blevet berømt over store dele af verden. Hun er frygtløs og hensynsløs i sin digtning. Alt er muligt i hendes digteriske univers. Netop frygtløsheden kendetegner alle store kunstnere, og hun skiller sig ud fra de pæne og middelmådige, der tager hensyn til højre og venstre, og derfor laver middelmådig kunst, der nok kan underholde i nogle år, men ikke overleve.

Datidens kritikere er begejstrede for Karen Blixen, som i Afrika er blevet et “rigtigt menneske”. Hun kræver frihed for mennesket såvel som for naturen. Hun har sagt fra i forhold til undertrykkelse

10

og imperialisme, og om de hvide folks “indsats” i Afrika har hun så sent som i 1938 sagt følgende: “(...)Den dom, som skal skrives over de hvide folks færd i Afrika, den ligger langt ud i fremtiden(...)vi var i færd med af de fri naturfolk at gøre et proletariat, hvis skæbne er hård(...)” (2).

I stort set enhver henseende var Danmark et kulisseland. Eller sagt på en anden måde: Der var tale om en velpoleret, tynd skal over en åndelig opgiven – og der var ingen huller i den herskende klasses eller “elitens” villede uvidenhed.

Man levede det sorgløse og muntre liv helt frem til katastrofen, og så sent som den 8. april hyggede gæsterne sig på Hotel D´Angleterres fortovsrestaurant; men inde på hotellet arbejdede tyske agenter febrilsk, og næste morgen gik lederen af overfaldet på Danmark, General von Kaupisch, over fortovet og ind ad døren.

Herefter var hotellet hovedkvarter for den tyske militærmagt i Danmark, og hagekorsbanneret vajede over bygningen.

Før afrejsen til Berlin Aftalen med Politiken og de øvrige dagblade (3) betød rejseforberedelser, som Karen Blixen for alvor gik i gang med i begyndelsen af 1940.

Hun skrev til blandt andre den tyske general Paul von LettowVorbeck i Bremen. Von Lettow var en gammel bekendt – eller måske snarere en ven – fra tiden i Afrika. Blixen og von Lettow havde mødt hinanden i 1913 på skibet på vej til Østafrika.

Nytårsaften var der fest på skibet, og von Lettow serverede champagne for den unge frøken Dinesen. Lettow var charmerende og havde en humoristisk sans, der var sjælden blandt preussiske officerer, skriver Judith Thurman. Hun oplyser videre, at Karen Blixen med “pigelig stolthed” over sin erobring skrev til sin moder: “Han var min bedste ven”.

Blixen og von Lettow sad – da nætterne blev trykkende varme – på dækket, så på stjernerne og talte om deres skæbne i Afrika.

11

Senere beretter Karen Blixen om von Lettows indsats i kampene mod englænderne i Afrika under Første Verdenskrig: “De (englænderne) talte om ham med stor Beundring, ikke alene som en genial Feltherre og tapper Soldat, men fordi han var en saa ridderlig Fjende(...)og mens han kørte i Ring med dem, i Sumpene i Skovene, ind og ud af portugisisk Østafrika, kom over dem som et Tropevejr og trak sig saadan bort igen, blev von Lettow til en Myte.” (Karen Blixen, 1940) – Og i foråret 1940 aftaler de så skriftligt, at de skal mødes igen. Denne gang i Bremen.

Beslutningen – om først at tage til Berlin – affødte andre handlinger og samtaler. I et brev til sin advokat, Erik Petri, skriver Karen Blixen: “Fru Erik Scavenius ringede til mig lige nu, og hun ved jo om mine planer, da hendes mand (4) er direktør i Politi­ken(...)Det lod til, at han i høj grad bifaldt mit forehavende.” (Lasson/Engelbrecht 1996).

Om forholdet til værtslandet under det forestående besøg er Karen Blixens opfattelse den, at hun bør forholde sig neutral. Tyskerne har været meget venlige i forbindelse med rejseforberedelserne, og “man kan jo i det hele taget ikke så godt rakke ned på de folk, i hvis hus man er gæst.”(ibid).

Over for venner og bekendte gør Blixen det klart, at hun ikke er “blevet nazist”, fordi hun kommer til at skrive “venligt eller beundrende fra Tyskland” – og hun er af den overraskende og besynderlige opfattelse, at hun bedre kan lade “nogen kritik komme til orde overfor England og Frankrig, fordi man har den gode samvittighed, at man, trods alt, hvad man kan sige, alligevel af hjertet er med dem.”(ibid) Belæsset med ovenstående åndelige bagage er Danmarks verdensberømte forfatter klar til at aflægge Det Tredie Rige sit besøg.

Karen Blixen i Berlin (“...Hensyn at tage...”)

Karen Blixens personlige henvendelse til Politikens redaktør Hasager gav resultat, idet bladet, i samarbejde med et norsk og et svensk blad, ansatte Blixen til at besøge byerne Paris, London og Berlin én

12

måned hver og til at skrive fire indlæg om indtrykkene fra hver by.

Hun besluttede sig til at tage til Berlin først og kom af sted den l. marts 1940. Opholdet i Berlin sluttede den 2. april. Syv dage før overfaldet på Danmark.

Det Tredie Rige omfattede Blixen med en interesse, som overraskede hende, men som skyldtes, at nazisterne var vidende om hendes planer om rejserne til London og Paris. Blixen fik således hver dag et af rigets “Storværker” forevist, og ofte afsluttedes arrangementet med ordene: “Fortæl dem om dette i England”. ”BREVE FRA ET LAND I KRIG” afslører en enestående iagt­ta­ gelsesevne hos Blixen, som efter et besøg hos “Reichfrauenbund” skriver: “Jeg spiste middag i Kvindesamfundets Canteen ved et af de lange, hvidskurede Borde sammen med Forkyndere fra alle Egne af Riget, friske solide, unge Piger, der kvidrede op som en Flok Spurve, og arbejdsgarvede Veteraner med noget mærkeligt barnligt i Blikket.

Det slog mig, at de Kvinder, der nu regerer hele den tyske Kvindelighed, er af den Type, som inden Det Tredie Riges Komme kun har haft ringe Mulighed for at faa magt. Det er underligt at tænke paa, at en enkelt Mands Væsen, ligesom en Magnet, der bliver ført henover en Samling Metalstykker, kan omgruppere og forvandle et Samfund.

Volkwohlfahrt og Arbejdsfronten er paa samme Maade bygget ret op og ned gennem Nationen.”

Også mødet, med hvad Blixen betegner som “GennemsnitsTyskeren”, påkalder sig opmærksomhed: “Andre Nationer har opfattet Tyskernes Sans for System, og Beredvillighed til at lade sig systematisere, som Tegn paa manglende Individualitet. Det er ikke sikkert, at det forhol­der sig saadan. Maaske har GennemsnitsTyskeren et eget dybtliggende Fond af Individuali­tet, saa han kan underkaste sig alle Love, uden at hans Væsens Gehalt lider derved.

Jeg har ikke den Opfattelse, at f. Eks. Gennemsnits-Englænderen, der jo kræver større Spillerum i det praktiske Liv, i Grunden gør sig mere Ulejlighed for at danne sig sin egen Mening om Verden og Livet.

Især faar man over for den jævne tyske Kvinde, Husmoderen, som man taler med paa Gaden og i Butikkerne, og som i det hele taget er et forunderligt og beundringsværdigt Medlem af Menneskeheden,

13

den følelse, at hun, midt i alle Forbud, har sit eget Liv godt nok i Behold. Maaske, har jeg tænkt, ligner dette de satte, uanfægtede Dybhavsfisk, som jeg har læst om i Naturhistorie, der svømmer paa deres egne Veje, med mange tusind Tons Vandmasse paa sig. – Hvis det er sandt, at de brister, naar de bliver trukket op til Havoverfladen og slipper af med Presset, saa sker dette jo heller ikke af indre Tomhed.” De jævne tyskere – folket – er, skriver hun, som overalt i verden “ubegrænset hjælp­somt”.

Blixen sammenligner nazismen med Islam, der skal udbredes med ild og sværd, og hun ser “med en Følelse af Udløsning” på rækkerne af nazistiske tropper, der marcherer mod Vest for at gøre op med “Folk af en anden Art”. Hun finder det “naturligt”, at en race, der ved lov har forbudt blodblanding, kæmper en hvilken som helst krig: “Det er dog altid en slags Forhold at staa i til andre Mennesker: at slaas med dem.” Hun var dog næppe klar over, at en del af de marcherende soldater var på vej mod Danmark. Det vidste kun få.

Karen Blixen brød sig ikke om at blive betegnet som forfatter.

Hun opfattede sig selv som storyteller – fortæller – og som fortæller var hun sublim, hvilket læseren skal opleve om få linjer.

Først skal det imidlertid med i billedet, at krigsvinteren 1940 – og de efterfølgende to-tre vintre – var kolde. En del danskere husker sandsynligvis opholdet ved nedgangene til beskyttelsesrummene, hvor voksne mænd lavmælt talte alvorligt, og hvor husvagten (5) med mellemrum nervøst rettede på sin økse eller stålhjelm.

Oftest lå stilheden over den mørkelagte millionby København.

Af og til bragede flakket (6) – og glimt fra granater, der sprængtes, blandede sig med projektørerne, der fejede hen over himlen i deres forsøg på at fange de allierede fly. Fra Berlin skriver Blixen: “Når jeg engang om mange Aar skal se tilbage på denne sidste Vinter, da tror jeg, at det ikke vil være den store Krig, som især præger den for mig, og heller ikke den Istid, der ogsaa hjemme i Danmark satte Tilværelsen tilbage til tidlig Middelalder. Men det vil blive Planeternes forunderlige Stilling paa Vesthimlen, den enestaaende Konstellation af de store Stjerner, som Aften efter Aften overraskede og næsten forfærdede Beskueren. Jeg har set den, tidligere på Vintren over Taget paa Rungstedlund, naar jeg kom hjem ind fra

14

Strandvejen. Og her i Berlin har jeg løftet mine Øjne til, hvor den stod, tindrende, højt over Sejrssøjlen. – Den var jo da i virkeligheden også Vintrens mærkeligste Begivenhed, og om nogle hundrede Aar, naar ingen længere husker, hvor mange Kampvogne, og hvor meget Kavaleri, der stod Øst eller Vest for Fronterne, vil vise Mænd fra Øster- eller Vesterland erindre den og gøre Optegnelser om den.

Her var da Guderne kommet sammen for at raadslaa om Menneskenes Skæbne, med klart Blik, tavse, saa de Salige ned på Jorden.

Højest oppe og længst mod Syd, vægtig, skønt usynlig for Øjet, stod Uranus, Jordens Ægtemage, ligesom paa Springet og parat til Flugt, og under Uranus ventede Mars uroligt med skummelrødlig Glans.

Lavest i Horisonten mod Vest blinkede Merkur, som er saa optaget paa andre Kanter og kommer saa lidt sammen med de øvrige Guder, at det var denne mindste Planets Nærværelse ved Mødet, der gjorde det til en Begivenhed i Himlenes Historie. Over Merkur sad, majestætisk, Jupiter selv, Skysamleren Zeus, den prisværdi­ge, høje.

Men i Stjernernes Midte, klar som en Diamant paa Himlen, strålede Venus, den evige, Livets Fornyer.”

Blixen, Det Tredie Rige, Nazismen og Islam Overalt, hvor Det Tredie Rige fremviste det ene eller det andet, imponeredes Karen Blixen af “Nationens Viljekraft og umaadelige Arbejdsevne”, og hun stiller spørgsmålet: “Mon der vel nogensinde har været noget som dette Tredie Rige?

Af de Foreteelser, som jeg i mit Liv personlig har kendt til, er den, der kommer det nærmest, Islam, den muhamedanske Verden og Verdensanskuelse. – Ordet Islam betyder Hengivelse, det er vel det samme, som det Tredie Rige udtrykker i sin Haandsoprækning: Din i Liv og Død.”

“Den muhamedanske Verdensanskuelse har som Nazismen en uhyre Selvfølelse: Den Rettroende staar over alle Vantro, een Rettroendes Sjæl er mere værd end hele Verdens Guld.

Den er i sit Væsen klasseudslettende som Det Tredie Rige, den ene Muhamedaner er, om han er Vandbærer eller Emir, ligeså god

15

som den anden. Den har et vældigt Sammenhold og stor Hjælpsomhed de Troende imellem. Nogle Ting i “Min Kamp” ligner Kapitler i Koranen.”

Rustet med foranstående og meget, meget mere vendte Blixen den 2. april 1940 tilbage til Danmark.

Hjemme igen Som nævnt er Karen Blixen tilbage i Danmark den 2. april, og den 9. er tyskernes besættelse af Danmark en kendsgerning.

Den 30. maj skriver Blixen til advokat Erik Petri, til hvem hun successivt har sendt ”BREVE FRA ET LAND I KRIG”. (Lasson/Engelbrecht, 1996) Hun oplyser, at det er hendes opfattelse, at den intelligente læser nok kan se, at det sidste brev er skrevet senere end de andre, hvilket vil sige, efter at nye og afgørende begivenheder (Besættelsen) har fundet sted.

Hun skriver endvidere, at det har været umuligt for hende for alvor at beskæftige sig med Det Tredie Rige og dets væsen, men nu er brevene altså færdige, og hun vil gerne have sin rådgivers mening, når han har læst dem alle. Året efter, det er i september 1941, dukker der oplysninger op, der kan give et fingerpeg i retning af, hvorfor Blixen “forsvandt”.

Det sker i et brev fra Blixen til Karen Sass. (7).

Her hedder det: “Når jeg siger, at jeg er bange for Danmark, så er det ikke for, at det skal gøre mig ulykkelig, men for at det skal tilintetgøre mig, og selv om jeg ikke mener, at dette er en stor ulykke, kan jeg jo ikke lade være personlig at bæve noget derved! I de ti år, jeg har levet i Danmark, efter Afrika, synes jeg, at jeg er gået meget tilbage. I vil måske sige, at jeg er blevet rarere; men det er ikke nogen stor vinding, for forfærdelig rar bliver jeg aldrig.

Men Danmark har taget modet fra mig, og mod, synes jeg, var den eneste egenskab, som jeg havde frem for andre mennesker. Det

16

kommer måske af, at jeg har levet mellem gamle mennesker, hvor risikoen bestandig blev så gruelig.

– Her taler jeg jo ikke bare om mod til at skyde løver, som man kan lade være med, men om mod for eksempel i kunst. Der skal det til, næsten mere end noget andet sted.” (ibid).

Hvorvidt det tilsyneladende manglende mod er årsag til en slags manglende dømmekraft, er naturligvis et åbent spørgsmål; det er i hvert fald en kendsgerning, at Karen Blixen, og atter i et brev til Karen Sass, fremkommer med nogle betragtninger, der hos mig medvirker til at lede tankerne hen på Jytte Hildens udtalelse gående på, at det da kunne være lige meget, om vi blev besat af USA eller Sovjetunionen. (8).

Blixen skriver den 6. 1. 1942: “Denne Gang er det Verdens Ende, hvoraf såvel en anden Verden skal fremstå. Derfor synes jeg ogsaa, det er temmelig uvæsentlig, hvem der “vinder”, ja, endogsaa, om de slutter Fred eller ej; det er et Skred, der ikke kan standses, men som vel engang vil sætte og konsolidere sig til en ny Jordbund for ny Vækst(...)Jeg kan huske, at jeg talte med Freisleben (9) om det, da han laa i Indkvartering her i Oktober 39, men han var nu ikke den rette til den Slags Betragtninger.” (Lasson/Engelbrecht 1996).

I februar 1942 får Karen Blixen brev fra von Lettow. Brevet er et svar på Blixens brev fra november året før til Lettow. I brevet har Blixen oplyst, at hendes nevø, Grev Frijs, var faldet som helt på finsk side i Vinterkrigen. Von Lettow skriver, at han har mistet begge sine sønner på Østfronten – og at one has to bear it. Han fortsætter: “I am convinced that the Bolchevisme will be bannished sooner or later, and I think that is the mainquestion. Everything else can be arranged afterwards. Fancy, what would happen if the Bolchevisme were victorious? It would be the grave of whole Europe and its civilisation. The finnish people know, what Bolchevisme means, and put in all their strength to vanquish this enemy. I regret that not all other nations do the same.” (Oversat side 23).

Blot få dage efter von Lettows brev kommer der brev fra maleren Erik Clemmesen, som er en af Blixens gamle bekendte.

17

Han ligger syg i hjemmet på Christianshavn, hvor tilstanden er denne, at isvinteren, der dette år atter lammede Danmark, har fået vandforsyningen i ejendommen til at bryde sammen.

Dele af brevet er specielt og skal sandsynligvis læses ud fra den Piet Hein-betragtning, som går på, at hvis man kun ta´r spøg for spøg – og alvor kun for alvor – så har man ikke forstået en lyd af det hele.

Clemmesen skriver: ”Det er for øvrigt et meget interessant tilfælde, at se hele maskineriet slå sludder, fordi der indtræffer lidt hård frost – og ikke eet mandfolk indenfor politi-, læge- og juraverden, der kan foretage sig det der skal til, for at sende os en vandvogn(…)vi er lige ved at blive nazister af hele dette korrumperede kagekoneregimente. Sådan en samling nikkedukker er det altså blevet til, at ikke den mindste initiativudfoldelse tillades(...)Danmark er blevet et land, hvor blæsten er blevet forbudt(...)et surrogatland med mænd uden kraft, kvinder uden erotik. Jeg ville hellere være nordmand.” (ibid).

I slutningen af april 1942 rejser Karen Blixen til Sverige. Formålet med rejsen er at få et manuskript sendt til USA. Set i bakspejlet bør det vække undren, at Blixen kan forlade det besatte Danmark og tage til neutrale Sverige med det formål, at sende en “bog” til USA, som Tyskland er i krig med. En slags forklaring kan uddrages af indholdet i et brev til Karen Sass.

”Smertefuldt delt” Blixen skriver: ”Det har været besværligt, da det skulle gå gennem Udenrigsministeriet her og gennem den tyske kulturafdeling, som skulle censurere det. Scavenius har meget venligt bistået mig, og jeg var selv oppe med manuskriptet hos den højeste tyske kulturmyndighed(...)og blev med deres mageløse appel og præcision expederet ind i først én stue(...)derefter i en anden, hvor selve doktor Schaller – kulturens ypperstepræst – sad(...)egentlig blev (vi) gode venner, noget som så tit er hændt mig med de tyskere, jeg har haft med at gøre personligt.” (ibid).

18

Så vidt forfatteren til dette skrift har kunnet spore det, har Karen Blixens rejse til Sverige – og de omkring 14 dages ophold derovre – alene været anvendt i forbindelse med forsøg på at få manuskriptet til ”VINTEREVENTYR” sendt til USA og England og til selskabelighed.

Det er min personlige opfattelse, at Danmarks verdensberømte forfatter – med stor fordel for Danmark og landets omdømme i de allierede lande – kunne have benyttet lejligheden til kamp “med ordets sværd” (10). Enten helt åbent som følge af afhopning eller i den illegale presse under “maske”(11).

Imidlertid er det en historisk kendsgerning, at Karen Blixen vælger at “afvise” det verdensomspændende ideologiske opgør, Den Anden Verdenskrig var, ligesom det er en kendsgerning, at der er kritik af denne afvisning at finde i litteraturhistorien. Både i relation til hendes holdning inden Besættelsen og til hendes holdning umiddelbart før Befrielsen.

Judith Thurman skriver i “Karen Blixen, En fortællers liv”: “”BREVE FRA ET LAND I KRIG”” er simpelt hen for ophøjet, for personligt uengageret, for privilegeret og forsigtigt til en skildring af de dystre kendsgerningers virkelige alvor og betydning”; og i en fodnote i relation til kritikken af “Syv fantastiske fortællinger” hedder det: “Man kan indvende, at Karen Blixen var uvidende om Hitlers planer om at udrydde tolv millioner jøder. Men hun vidste besked med de overgreb, der allerede blev begået mod jøderne; det talte man om i familien, og lige efter krystalnatten skriver fru Dinesen med afsky herom i et brev.”

På den anden side skriver Judith Thurman – i forbindelse med danskernes redningsak­tion for de danske jøder – om “et vendepunkt i besættelsestiden”.

Et vendepunkt, som i “oktober 1943 markerede en genfødelse af håb og værdighed gennem handling”, og Thurman tilføjer, at danskerne handlede “i overensstemmelse med et af Karen Blixens kæreste og oftest gentagne principper”.

Og det er kendsgerninger, at Blixen havde forsynet blandt andre Mogens Fog, som var medlem af Frihedsrådet, med nøgler til Rungstedlund; og at der i forbindelse med tyskernes jagt på danske jøder var “jøder i køkkenet og nazister i baghaven”.

19

“Genfødelse af håb og værdighed”-påstanden må imidlertid afvises.

Blandt andet via følgende dokumentation: Antallet af danske arbejdere, beskæftiget med at opføre forsvarsanlæg på Jyllands vestvendte kyststrækninger og andre steder i landet, var i september 1943 30.000, november 1943 33.000, januar 1944 57.000, marts 1944 69.000, maj 1944 71.000. (Danmark under Besættelsen, redaktion Vilhelm la Cour). – Og så sent som under generalstrejken i sommeren 1944 var “Overdanmark” indstillet på at indordne sig og føje tyskerne.

Den 2. februar 1945 skriver Ellen Dahl blandt andet følgende til Blixen: “Jeg tænker sommetider paa, naar Du siger, Du ikke har nogen indstilling til Krigen, om Du slet ikke, som jeg, føler, at vi staar ved en Dødsseng, og at den døende ikke er nogen ringere end ens egen Tid, ens egen Verden. Enten det nu var blevet Tyskerne eller Bolcheviker­ne, der havde vundet, saa er vi dødsdømt, og det gør mig ondt, at vi ikke i hvert fald kan slaa et Slag for den Verden, der dog har givet os saa meget. Maaske den ikke var meget værd; men vi skylder den dog at tage et par skrammer for dens Liv og Ære. Ikke en Gang det faar vi imidlertid Lejlighed til, – endnu da, og næppe heller senere. Hvordan det imidlertid er muligt at stå helt kold overfor saadan en dødskamp, kan jeg ikke helt forstaa.” L/E96.

Og omsider blev kunstnerne/befolkningen/landet, der lagde sig ned den 9. april uden kamp, befriet den 4. maj 1945.

Konklusion I Liselotte Henriksens Blixen-håndbog leder man forgæves efter begreberne Besættel­sen, sabotør, frihedskæmper, nazisme og modstandsbevægelse, og dette skrifts forfatter er af den opfattelse, at den holdningsprægede del af Karen Blixens forfatterskab under Anden Verdenskrig er at finde i ”BREVE FRA ET LAND I KRIG”.

20

Brevenes indhold må i bedste fald karakteriseres som neutralt; og der er måske tale om en fatalistisk holdning – noget i retning af det går nok alt sammen/noget vil vise sig.

Der er under ingen omstændigheder tale om ansporing til hverken åndens kamp, fysisk forsvar eller modstand. Begreber, det også er svært at få øje på hos Blixen umiddelbart efter besættelsen.

Det havde ellers været skønt, om en verdensberømt forfatter i et besat land – eller fra et tvunget eller frivilligt eksil – med brask og bram havde kastet sig ud i den kamp, hvis våben er, hvad Kaj Munk kalder “Ordets Sværd”. – Eller hvis Blixen var kommet Vaclav Havelindstillingen i forkøbet og havde viderebefordret denne: “Forsvarsvilje er lig med personlig værdighed.”

Inspiration forelå, idet forfatteren og digteren Nordahl Grieg på Norges nationaldag den 17. maj 1940 – medens modstandskampen mod de tyske tropper endnu fandt sted i Nordnorge – fra en nyoprettet radiostation i Tromsø sendte digtet ”17. maj 1940” ud i æteren: ”I dag står flaggstangen naken blant Eidsvolds grønnende trær.

Men nettopp i denne timen vet vi hva frihet er.

Det stiger en sang over landet, seirende i sitt språk, Skjønt hvisket med lukkede lepper, under de fremmedes åk.”

Da kampen var tabt for Norges vedkommende, drog Grieg med den norske eksilregering til London og fortsatte kampen med ”ordets sværd”.

Som krigskorrespondent var Nordahl Grieg d. 3. dec.1943 med et britisk bombefly på natlig mission over Berlin.

Flyet blev skudt ned, Grieg mistede livet – og meget tyder på, at han mistede det i kamp for den opfattelse, cand. scient. pol. Jørgen Møller citerer forfatteren Bjørn Svensson for at lade komme til udtryk i bogen ”Derfor gik det sådan 9. april”. (berlingske.dk/20040419/ dineord): Forsvarskamp er nødvendig, ”fordi man nu engang ikke kan få lov til at beholde værdier, som andre uden modstand kan tage.”

Ud fra det kildemateriale, dette skrifts forfatter besidder, er det ikke muligt at fastslå, hvorvidt Karen Blixen var vidende om Nordahl

21

Griegs indsats for Norge, men, som det senere vil fremgå, lykkedes det Blixen at komme til Sverige i 1942, og det er en kendsgerning, at hun efterfølgende nåede frem til konklusionen: ”Vi skulle have forsøgt en gennemført modstand d. 9. april.”

Selv om nazisterne havde indført censur, var der ildsjæle, der førte åndelig kamp i det åbne. Blandt andre Kaj Munk, som gjorde det godt og grundigt, og som trods dette “først” blev likvideret i 1944.

Danskerne må imidlertid desværre se i øjnene, at de færreste fra datidens elite og den tids herskende klasse – således heller ikke Karen Blixen – delte en opfattelse, der kom til udtryk gennem for eksempel alle Vilhelm la Cours skrifter under besættelsen. Skrifter, der satte de tøvende i gang og yderligere ansporede dem, der vidste, at man står inde for sit ord med handling.

Det er sandsynligvis derfor, landsretssagfører R. Prytz efter Danmarks befrielse kunne skrive: “Det er Danmarks skam, at intet andet besat land var så villigt til at levere stikkere.”

Danmarks eneste virkelig verdensberømte forfatter i det tyvende århundrede svigtede, da det for alvor gjaldt. Ikke i det nære – som for eksempel på Rungstedlund, hvor nazisterne blev opholdt, medens jøderne blev hjulpet til Sverige – men overordnet set.

Hvor Den herskende Klasse, stort set, kollaborerede, havde det været af overvældende betydning for det danske folks sjæl, om dets førende forfatter havde handlet som blandt andre Henrik Kauffmann (12), Kaj Munk (13), Christmas Møller (14) og Frode Jakobsen (15).

Karen Blixen erkendte efterfølgende dette, hvorfor konklusionen skal være hendes egen.

En konklusion, som måske bedre end noget andet klart viser, at Karen Blixen ikke alene var en meget stor forfatter. Hun var også et stort menneske: Johannes Rosendahl (16) anmoder i et brev dateret 12. Juni 1954 Blixen om at tale ved et arrangement i Haderslev i anledning af 10året for Befrielsen året efter. Man ønsker at høre folk, “hvis skøn man værdsætter”, tale om blandt andre begreber som “vor ære som folk” og om “forsvarsvilje”. Den 14. juni 1954 svarer Karen Blixen Rosendahl som følger:

22

“(…)dette forudsætter jo, at jeg selv var Opgaven voksen(…)Det er med virkelig Sorg at jeg, naar jeg i mine Tanker har gennemgaaet Sagen, føler: jeg ved ikke, hvad jeg skulle sige.

Min hele Stilling til Modstandsbevægelsen har, som De ved, været smertefuldt delt(...)vi skulle have forsøgt en gennemført Modstand den 9. april(...)Senere har jeg, hvad De ogsaa ved, følt mig som en af dem, der i personlig trygge og sikre Kaar smykkede mig med og høstede Anerken­delse og Fordel af de enkelte unge Heltes Martyrium og Laurbær.

Og vi var, mener jeg, alt for mange der indtog samme Stilling, til at man her kan tale om Folkets indsats(…).

“Vor Ære som Folk” kræver efter min opfattelse først og fremmest at vi ser ærligt på dette Forhold(...)De, som har været med i Kampen og lagt hele Deres Hjerte deri, og lagt Krop til, forstaar maaske vanskelig dette Synspunkt.

For mig har det været svært, men har forekommet mig uundgaaeligt. Alt dette ville være out of place på Deres møde(…)

Noget i retning af Goldschmidts: “Jeg er Jøde – hvad vil jeg mellem jer?”.

Karen Blixen takker nej og beder om overbærenhed.

P.S. Med ovenstående rejses et væsentligt spørgsmål: Mon efterkrigstidens herskende klasse – venstrefløjen – på 10-årsdagene for Murens fald og opløsningen af USSR vil angre og undskylde de mange skadelige fejltagelser under Den Kolde Krig?

Fra side 18, forfatterens oversættelse: Jeg er overbevist om, at Bolchevismen vil blive afvist før eller senere, og jeg mener, dette er hovedspørgsmålet. Alt andet kan blive ordnet bagefter. Forestil Dem, hvad der ville ske, hvis Bolchevismen sejrede. Det ville betyde døden for hele Europa og dets civilisation.

Det finske folk ved, hvad Bolchevismen medfører, og sætter al dets kraft ind på at besejre denne fjende. Jeg beklager, at ikke alle lande gør det samme.

23

Efterskrift 1999 Karen Blixens mod, krav om sandhed og realitetssans affødte altså den bekendelse, der kom til udtryk i brevet til Johannes Rosendahl 9 år efter befrielsen fra det national-socialistiske åg. Her er storheden!

Hun føler “virkelig sorg”. Forholdet til Modstandsbevægelsen – og således også til besættelsesmagt, kollaborationspolitik og folkesjæl – har været “smertefuldt delt”; og hendes krav er ærlighed med henblik på “Vor Ære som Folk”. Fejltagelser må åbent erkendes.

Karen Blixen havde formatet!

Venstrefløjen under Den Kolde Krig Venstrefløjen i Danmark har under Den Kolde Krig bekendt sig til en række ismer: Socialisme, Marxisme, Leninisme, Maoisme, Stalinisme med videre.

Lykkeligvis blev Danmark ikke igen udsat for en fremmed magts besættelse af landet, hvorfor der kun kan gisnes om, hvordan en af Sovjetunionen iværksat okkupation eller en “associering” ville være forløbet. Det er imidlertid en kendsgerning, at sympatien for Sovjet og de øvrige østeuropæiske “folkerepublikker” langt, langt overgik sympatien/samarbejdet/underkastelsen i relation til 30ernes HitlerTyskland og Besættelsesmagten frem til slutningen af 1944.

Alligevel har vi ikke fra venstrefløjs-kulturpinger set en ærlig og dækkende afstandstagen a la Karen Blixen.

Rifbjerg, Solsjenitsyn og kollektive undskyldninger Nu forholder det sig jo således, at vi ikke under Den Kolde Krig har haft en venstrefløjs-forfatter af Karen Blixens verdensformat; men vi har haft – og har fortsat – en Klaus Rifbjerg, som jo passende kunne sætte sig i spidsen for en bevægelse, der fremstammede kollektive undskyldninger. Blandt andet set på baggrund af hans eget Alexander Solsjenitsyn-overfald, om hvilket Henrik Stangerup skrev følgende: “(…)når der engang skal skrives biografi over den russiske forfatter, der opfandt ordet “glasnost”, vil der komme en pinlig fodnote om

24

Sollsjenitsyn og de danske venstreradikale anført af Klaus Rifbjerg(…)

HELT STILLE omkring Solsjenitsyn blev der, da Klaus Rifbjerg angreb ham i et digt, der ganske enkelt hedder “Alexander Solsjenitsyn”.

Det står i en samling, der hedder “25 desperate digte”, og er efter min mening noget af det mest perfide, der er skrevet i de års dansk, såkaldt “politisk lyrik”.” (Ekstra Bladet 15. 08. 1989).

Denne kritik kom Henrik Stangerup ikke til at stå alene med.

I anledning af Solsjenitsyns død har Jyllands-Posten således en forsidefremhævelse, i hvilken man omtaler Solsjenitsyn som ”den kommunistiske umenneskeligheds store vidne og nådesløse kritiker.”

Videre hedder det: ”Vi genoptrykker Klaus Rifbjergs smædedigt fra 1974, da Solsjenitsyn blev smidt ud af Sovjetunionen på grund af sine mange afsløringer af Gulag-samfundet. Hvad siger Rifbjerg i dag?”

Jyllands-Posten lader Rifbjerg komme til orde på side 10 under overskriften ”Rifbjerg: Jeg smædede ikke”; og her kommer Rifbjerg med følgende – og på baggrund af den ”politiske lyrik” overraskende – udtalelse: ”Jeg er en stor beundrer af Solsjenitsyn, hvem kan være andet?”

En udtalelse, der umiddelbart rejser spørgsmålet: Ved Rifbjerg ikke, hvad han har skrevet – eller dukker han sig bare fejt?

Jyllands-Posten fortsætter: ”Alligevel blev digtet ikke medtaget i murstensantologien ”Rifbjergs digte” fra 2001. Redaktør Torben Brostrøm begrunder det med, at det ikke var et af Rifbjergs bedste digte.”

Brostrøm er endvidere citeret for, hvad der forekommer at være et usædvanligt tyndt forsøg på en afværge- og beskyttelsesudtalelse: ”Der ligger ingen politisk eller ideologisk begrundelse for, at digtet ikke var med.”

Det står imidlertid lysende klart, at Torben Brostrøm forstår indholdet i Alexander Solsjenitsyn langt bedre, end Rifbjerg foregiver at gøre.

25

Efterskriftets konklusion 1999 Vi venter stadig! På genopretning af “Vor Ære som Folk”.

Og det er, uanset hvad en såkaldt elite – højredrejet eller venstredrejet – disker op med af meninger om afarterne Kommunisme og Nazisme, en kendsgerning, at det tyvende århundredes største svøbe har været Fascismen. – Den Røde og Den Sorte.

I Danmark var folkestyret med korte mellemrum – viste det sig – i hænderne på en herskende klasse, hvis ledetråd var tilpasning.

Vi kunne have været blevet et vedhæng til Hitlers “Neuropa” (16), og vi kunne have været blevet en DDR-lignende stat, hvis Sovjet var kommet først i 1945 eller havde overfaldet Danmark på et senere tidspunkt (17).

Hvis vi ikke vil være ofre for et enormt selvbedrag, må vi gå ud af det 20. Århundrede i bevidstheden herom.

Efterskrift 2008 Karen Blixen: ”(…)om nogle hundrede Aar, når ingen længere husker, hvor mange Kampvogne, og hvor meget Kavaleri, der stod Øst eller Vest for Fronterne, vil vise Mænd fra Øster- eller Vesterland erindre og gøre Optegnelser(…).”

Henrik Stangerup: (…)Når Solsjenitsyns biografi en dag skal skrives, (der skal mange til), vil der komme en pinlig fodnote, der hedder Solsjenitsyn og de danske venstreradikale. (Ekstra Bladet d. 15. august 1989).

Ud fra en fri omgang med foranstående citater sammenholdt med indholdet i, hvad jeg har besluttet skal være min første, eneste og sidste lyriske udfoldelse – digtet Klaus Rifbjerg – kan man sammenfatte som følger: Hen ad vejen vil mange give sig i kast med vurderinger af den måde, hvorpå Rifbjerg forvaltede sin intelligens og sit talent.

26

En ikke utænkelig situation kunne blive den, at en opgave i dansk for viderekomne ville komme til at bestå af et krav om at analysere Blixens forhold til Danmark under Anden Verdenskrig i relation til Rifbjergs ditto under Den Kolde Krig.

For så vidt angår Rifbjerg, kunne dele af resultatet være • det er interessant, at Rifbjerg tilsyneladende var en af de få drenge, som intet vidste om frihedskæmperne • underligt, at Hal Lehrmans værk ikke gjorde indtryk • sympatien for bl.a. DDR formørkede udsynet i en sådan grad, at GULAG, Katyn, Berlin 1953, Budapest 1956 og Prag 1968 forsvandt • desperate digte, herostratisk berømmelse • gennem det 20. århundrede var fascismen Europas største svøbe – den røde, den sorte og den brune • et så alvorligt nederlag ville, såfremt det blev håndteret med intelligent interesse, føre til en erkendelse og handling a la Karen Blixens – med mindre man opfatter sig selv som kronisk uskyldig Der gik generationer, før en dansk statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), gjorde op med kollaborationspolitikken under Besættelsen. ”Vor ære som Folk” kræver, at vi forud for NATOs 60års jubilæum erkender, at Danmark under Den Kolde Krig overvejende var en usolidarisk fodnotenation ledet af politikere, som underordnede sig de venstreradikale, forrådte vore soldater og spillede hasard med landets frihed.

En regeringschef for en fri, demokratisk nation har som første og største opgave at sikre nationens frihed og uafhængighed.

På dette område svigtede socialdemokraterne Th. Stauning og Anker Jørgensen.

Stauning i en sådan grad, at Danmark blev besat og mistede friheden, og kun den kendsgerning, at andre satte alt ind – villigt ofrende millioner af soldater – og kæmpede kampen til ende, gjorde, at Danmark blev befriet og kunne fortsætte som fri og selvstændig nation.

27

Blandt efterspillene i forhold til Besættelsen blev der den 29. august 2008 holdt en mindehøjtidelighed i anledning af 65årsdagen for ophøret af kollaborationspolitikken.

Formanden for Frihedskampens Veteraner, Jørgen H. Barfod, udtalte i den forbindelse bl.a. følgende: ”Krig er en forbandelse, men at miste friheden er værre. Vi har pligt til at give vore erfaringer og advarsler videre til den næste generation.”

Ved samme lejlighed sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V): Tilhængerne af samarbejdspolitikken anfører, at modstand mod den tyske overmagt var nyttesløs(…)Mit synspunkt er kort og klart: Hvis resten af verden havde tænkt som samarbejdspolitikerne i Danmark, så ville Hitler have vundet krigen og Europa været Nazistisk.”

I tilfældet Anker Jørgensen var situationen den, at Socialdemokratiet under hans ledelse først gik i spidsen for en venstreradikal bevægelse, som nedskar forsvarsbudgettet i en sådan grad, at forsvarets enheder end ikke ville være i stand til at forsvare Danmarks beskedne del af den vestlige forsvarslinje i en ultrakort periode.

Hvis resten af NATOs europæiske medlemmer havde handlet som Anker Jørgensen, rækken af ”Rifbjerge” og en lang række af borgerlige politiker-medløbere gjorde under Den Kolde Krig, ville Sovjetunionens Europa have strakt sig til Den engelske Kanal.

Man havde ganske simpelt ikke lært noget, og de ”erfaringer og advarsler”, man havde modtaget, lod man hånt om.

Anders Fogh Rasmussen har mere og flere at gøre op med.

Ikke mindst de partifæller, som stod i spidsen for Venstres forsvarspolitik frem til Sovjetunionens opløsning.

Først og fremmest Uffe Ellemann-Jensen.

Klaus Rifbjerg – et moddigt som svar på

”Alexander Solsjenitsyn” Af Ove Bjerregaard-Madsen Med gustent sind vender skaden hjem.

Atter uvidende!

Tro mod røde sanser.

Med sammenknebne øjne mod Øst ser han ikke Berlin, ikke Budapest eller Prag.

Pligtskyldigt sidder den blændede lidt gulliversk ved sin skrivemaskine.

Desperate digte marcherer.

Han glemmer helt rødfascismen GULAG fortiden nutiden fremtiden eftermælet.

Hvordan komme videre?

Række efter hvem og hvad?

Hvis meninger er fremtidens lov?

Glemslens slør formørker,

28

29

men befrier nådigt, og han tænker ikke: Østeuropa mishandles.

Riv Muren ned.

Lad os se tilbage og huske massakren i Katyn.

Diktaturbødlerne myrdede demokraterne.

Internationale er mordets melodi.

Sovjets rødgardister var menneskehedens fjender.

Det vidste vi jo fra Hal Lehrmans værk. (18) Han drømte om at blive en tornado, som fejede de andre væk.

Tilbage står nederlaget.

Verdens Honeckere har forladt ham.

Tavsheden er den store skam.

Solsjenitsyn og eftertanke fejes ind under gulvtæppet.

Svært at bære blodige minder ud, bort, væk.

Heldigvis kronisk uskyldig.

30

Noter: (1) Dagbladet Aktuelt hed indtil 1959 Social-Demokraten.

(2) Sagt under foredrag for Upsalastudenterne 1938. Karen Blixen havde indgået aftale med Politiken og to andre skandinaviske dagblade om at rejse til Berlin, Paris og London og berette fra de krigsførende lande.

(4) LADEMANN, bind 25, 1987: ”Scavenius, Erik (1877-1962) dansk politiker(...)Radikale Venstre(...)Vakte som udenrigsminister 8. juli 1940 til 9. november 1942 ved sin villighed til under Danmarks besættelse at imødekomme de tyske krav, kulminerende med underskrivelsen af Antikominternpagten 1941, stor modvilje i befolkningen. Stats- og udenrigsminister efter tysk ønske 9. november 1942. Fordømte som regeringschef ofte Modstandsbevægelsens virksomhed(...)”.

(5) Under besættelsen var det ved lov påbudt boligkomplekser at have en eller flere husvagter. En husvagt var udstyret med blandt andet armbind, hjelm, gasmaske, brandmandsøkse og førstehjælpsgrej og skulle gribe ind i tilfælde af sammenstyrtninger med videre.

(6) Flak er Flugzeugabwherkanone – luftskyts.

(7) Karen Sass, født Westenholz, søster til Karen Blixens mor og kaldet ”Moster Lidda”.

(8) Tid og sted for udtalelsen har ikke kunnet fastslås, men dette skrifts forfatter har flere gange offentligt gengivet udtalelsen på tryk, uden at Jytte Hilden, tidligere socialdemokratisk minister har protesteret.

(9) “Freisleben” er sandsynligvis den danske officer, som senere i karrieren blev chef for Livgarden.

(10) “Med ordets sværd”, Kaj Munks udtryk i relation til modstand gennem blandt andet skribentvirksomhed.

(11) Gengældelsens Veje – som Blixen skriver, da “hun kedede sig” og fandt sin “tilværelse i bur” alt for tam (Judith Thurman 1982) – blev udgivet under pseudonymet Pierre Andrézel; og hun betegner pseudonym som en “maske”.

(12) Henrik Kauffmann, Danmarks ambassadør i USA under Anden Verdenskrig. Proklamerede 16.04.40, at han repræsenterede

31

“et frit Danmark”. Indgik i 1941 aftale med USA om forsvaret af Grønland.

(13) Kaj Munk, dansk præst og dramatiker. Talte og skrev mod besættelsesmagten. På tysk foranledning myrdet i 1944.

(14) John Christmas-Møller, konservativ dansk politiker. Forlod Danmark og blev i London leder af “De frie Danske”. Sendte første gang fra BBC 14. maj 1942.

(15) Frode Jakobsen, akademiker, frihedskæmper, politiker, folketingsmedlem (S). Opbyggede under Besættelsen organisationen RINGEN. Medlem af Frihedsrådet og den første danske regering efter Befrielsen.

(16) Johannes Rosendahl, højskolelærer, aktiv i Modstandsbevægelsen, omfangsrig brevveksling med Karen Blixen.

(17) Statsminister Th. Staunings tilpasningstale i Studenterforeningen 1941.

(18) Forhenværende statsminister Anker Jørgensen til B.T. 1984:

“Hellere miste sin frihed end bruge a-våben”.

(19) ������������������������������������������������������������� Hal Lehrman. Liberal, �������������������������������������� ������������������������������������������������������������ amerikansk journalist. Fra 1934 korrespondent for bl.a. Associated Press, Newsweek og New York Daily News. Forfatter til ”RUSLANDS EUROPA”, i hvilken han, efter to rundrejser, så tidligt som I 1948 afslørede Sovjetunionens, Den Røde Hærs og de øvrige rødfascisters lemlæstelse af de “befriede” lande I Østeuropa. Forlaget Chr. Erichsen 1948.

I over et år indsamlede forfatteren kendsgerningerne om sovjetrusserne, og især to episoder gjorde tilsyneladende et stort, ubehageligt indtryk på Lehrman.

I kapitlet ”Den røde Armés Europa” stiller Lehrman en kaptajn i hæren spørgsmålet: ”Er De da ikke russer?”, og får svarene: ”Aldeles ikke. Jeg er russisk jøde (…) forstår De, hvis jeg ikke var jøde, så ville jeg, i stedet for at være kaptajn, nu have været oberst.”

Et andet sted beskriver Lehrman ”Den store Omvendelse”.

Den finder bl.a. sted i Ungarn, hvor hundredtusinder af medlemmerne af nazi-organisationerne overflyttedes til Kommunisterne blot ved at underskrive en formular med følgende ordlyd:

32

”Underskriveren erklærer herved at have været medlem af Pilekorspartiet fra… til… Jeg indser nu, at mine handlinger var rettet mod Folkets Interesser, og at min opførsel var forkert. Jeg er besluttet på at gøre godt igen, hvad jeg har gjort. Jeg lover at støtte Kampen for et Folkedemokrati af al min kraft og at vie al min Energi til Opnåelsen af dette Maal. Jeg lover hermed højtideligt, at jeg vil blive et trofast aktivt Medlem af …….Afdelingen af det ungarske kommunistiske Parti.”

Fra besøgene i 1945-46 er Lehrmans advarende konklusion, at ”begivenhederne i Bulgarien og Rumænien gjorde kål på kommunisternes påstand om, at de kun holdt demokratiet nede for at beskytte det imod demokratiets fjender.

Moskvas løfte om et frihedens paradis på jorden – når bare de overlevende fascister blev udryddet – var i virkeligheden kun et skalkeskjul for at kunne standse alle udlandets klager, imens de ikke-kommunistiske kræfter blev knust i hvert eneste land.

Kendsgerningerne viste, at det virkelige mål var et fuldstændigt eneherredømme, fysisk såvel som åndeligt, og det helst så hurtigt som muligt.”

På sin videre færd nåede Hal Lehrman til Tjekkoslovakiet, og fra hovedstaden Prag beretter han om en tilstand, der var den samme som ”i Chikago, Cleveland eller London”. Hvor ”butiksvinduerne strålede med indenlandske og udenlandske varer”, og hvor han i en tilstand af lettere eufori møder ”en kær gammel ven” New York Times, der, som den naturligste ting, lå i kioskerne sammen med Herald Tribune, Manchester Guardian, Time, Picture Post og France Soir.

Der var ”ingen demonstrationstog, ingen fraser på murene, ingen røde stjerner, ikke engang uniformer, undtagen politibetjentenes, når de høfligt slentrede forbi på deres patruljer.

Det var en stor vesteuropæisk by, der sitrede og summede af handel og frihed.”

Ganske vist var ”en kommunist ved navn Clement Gottwald premierminister, men en demokrat ved navn Eduard Benes var

33

præsident, og han var stadig den ”største mand i landet”. En anden herlig mand ved navn Jan Masaryk(…)var stadig udenrigsminister”, og det viste sig, at i Tjekkoslovakiet var der ”stadig et parlament, der fungerede som et parlament, og ikke som en talemaskine.”

I det lange løb kunne Sovjetunionen naturligvis ikke acceptere en sådan tingenes tilstand, så – selvom Hal Lehrman kan citere præsident Benes for udtalelsen, ”fordi Joseph Stalin har lovet mig det” i relation til et løfte om tjekkernes ”fuldkomne uafhængighed” – røg Jerntæppet ned på den forkerte side af de tjekkiske grænser.

Om højt agtede, store statsmænds skæbnesvangre naivitet og bristede håb skriver Lehrman: ”Og jeg tror, det nu er tiden og stedet til at gengive en anden udtalelse, der fortroligt blev fremsat overfor mig af en czekoslovakisk statsmand, som bar et stort og æret navn. ”Vi er af instinkt prorussiske”, sagde han. ”Det ligger os i blodet. Hvorfor læste jeg Turgeniev, førend jeg nogensinde havde hørt om Shakespeare? Min første barnepige var russerinde. Lige fra vuggen lærte jeg at tænke på, at jeg var slaver. Og det samme gælder resten af vort folk. Jeg tror, russerne ved det. Det er derfor, jeg kan leve i håbet. Det er derfor, jeg er glad over, at jeg overlevede Hitler.”

Statsmanden overlevede ikke Joseph Stalin, hvilket Lehrman beretter om som følger: ”Det var, hvad en czekoslovak med et historisk navn fortalte mig for to år siden, da vi sad sammen i hans lejlighed i Czernin-Paladset i Prag. I dag er jeg fri og kan offentliggøre, hvad han sagde, fordi det ikke kan skade nogen.

Ham kan man nemlig ikke længere få fat i. Han faldt, eller blev kastet, ud af et vindue i udenrigsministerens lejlighed, hvor vor samtale havde fundet sted, og han døde, mens Moskva endnu fejrede den kommunistiske sejr i Czekoslovakiet. Hans navn var Jan Masaryk”.

De venstreradikale og de potentielle nyttige idioter i Danmark var advaret mod den totalitære udfordring fra Øst, men når man ikke vil se, da hjælper, som bekendt, hverken lys eller briller.

Litteraturoversigt og Kilder: Danske kvindelige forfattere – bind 2, Stig Dalager/Anne-Marie Mai, Gyldendal 1982.

Karen Blixen – en håndbog, Liselotte Henriksen, Gyldendal 1988.

Notater om Karen Blixen, Clara Svendsen, Gyldendal 1974.

Kvinden-Kætteren-Kunstneren-Karen Blixen, Else Brundbjerg, KnowWare 1995.

Karen Blixen – en digterskæbne, Frans Lasson/Clara Svendsen, Gyldendal 1969. ”BREVE FRA ET LAND I KRIG”, Karen Blixen, Heretica 1948.

DANMARK UNDER DEN ANDEN VERDENSKRIG, bind 1, Børge Outze, Hasselbalch, ej årstal.

DANMARK UNDER BESÆTTELSEN, red. Vilhelm la Cour, Westermann 1945.

Hjemmeværnsbladet 1/1997.

Lise Bjerregaard Madsen, bekendt af Inger Claussen, Sophus Claussens enke.

Ekstra Bladet.

Dagbladet B.T. Lars Friis Olsen – MEN DA TYSKERNE KOM, Vindrose 1988.

Berlingske Tidende Hal Lehrman – RUSLANDS EUROPA – forlaget Chr. Erichsen 1948 Bjørn Svensson Nordahl Grieg Cand. scient. Pol. Jørgen Møller NRK Edvard Hoem Judith Thurmann

Enhver nation har et heltegalleri, der nådesløst afdækker Den Herskende Klasses sande karakter.

Finnerne har Fændrik Stål og Lotta Sværd.

– Danskerne har Grisehandleren og hans kone.

OBM

”Forsvarsvilje er lig med personlig værdighed.”

Vaclac Havel i hjemmeværnsbladet

”vi skulle have forsøgt en gennemført Modstand den 9. april.”

Karen Blixen