FUGLE
Bedøvelse af fugle Hvordan bedøver man en fugl? I denne artikel besvares spørgsmål som hvilke medikamenter, der skal bruges og hvad man skal have fokus på. Af Adjungeret lektor, dyrlæge, ph.d. Aage Kristian Olsen Alstrup, Aarhus Universitetshospital. Professor, biolog, ph.d. Tobias Wang, Aarhus Universitet. Seniorforsker, biolog, ph.d. Johnnie Bremholm Andersen, Visiopharm A/S. Adjungeret professor, dyrlæge d.v.sc. Mads Frost Bertelsen, Københavns Zoo.
Denne artikel er tænkt som en kort introduktion til bedøvelse af fugle. For konkrete doseringer af bedøvelsesmiddel og smertestillende lægemidler henvises læseren til selv at opsøge faglitteraturen, hvoraf en enkelt er angivet bagerst i artiklen. Læseren vil formentlig opleve, at for de mest almindelige fuglearter findes doseringer i faglitteraturen, men at det sjældent er tilfældet for vildtlevende arter – her er det i stedet nødvendigt at ekstrapolere fra eksisterende data på andre fuglearter. Som baggrund for artiklen indledes med et kort afsnit om de fylogenetiske aspekter af
A. og V. branchialis hos en amazonpapaegøje.
40
DYRLÆGEN • 1/2016
gen er nemlig særdeles energikrævende, og det er derfor vigtigt at holde kropsmassen så lav som muligt. Fuglenes knogler er derfor mere hule end hos andre Fuglenes anatomi og fysiologi Fuglene er den eneste overlevende gruppe hvirveldyr, hvilket gør dem lettere. En del af dinosaurer, og de tidligste fugle stam- af knoglerne er fusionerede, og det stivere mede således fra en gruppe rovdinosaurer, skelet anses også som en tilpasning til der kaldes for theropoder, og som bærer at flyve. Også fuglenes relativt lille hjerne det knapt så frygtindgydende danske navn tilskrives et kompromis for at holde hovilddyrfødder. Fuglenes nærmeste nule- vedets vægt lav. Men mens fuglenes intelvende slægtning er krokodillerne. Fugle- ligens ofte virker noget mere beskeden nes evne til at flyve, som blandt hvirvel- end pattedyrenes, står det dog klart, at eksempelvis kragefugle og papegøjer er i stand til at Inhalationsbedøvelse er den mest løse ret komplicerede opgaudbredte teknik til fugle, og den er ver. Det høje stofskifte, som normalt ukompliceret og sikker i brug. er nødvendigt for flyvninMed en maske kan bedøvelsen både gen, understøttes af fugleinduceres og vedligeholdes via nes endotermi – altså evnen til at opretholde en kropsinhalation. temperatur, der er højere end omgivelserne – som det også dyrene ellers kun kendes fra flagermusene, kendes fra pattedyrene. Fuglene opretopstod sidst i den geologiske periode holder typisk en kropstemperatur på 41 Devon for omkring 160 millioner år siden grader, og deres endotermi er opstået og har en række implikationer for fugle- uafhængigt af pattedyrenes, men indenes anatomi og kropsfunktioner. Flyvnin- bærer alligevel, at mange aspekter af fuglenes fysiologi minder mere om pattedyrene end deres umiddelbare forfædre blandt krybdyrene. Fuglene har således et anatomisk opdelt hjerte (fire kamre), hvor den højre ventrikel perfunderer lungerne med et lavt blodtryk, mens kroppen modtager blod med et meget højere tryk fra hjertets venstre side. Middelblodtrykket er noget højere hos fugle end hos pattedyrene (typisk omkring 160/120 mmHg), og pulsen er ofte lidt lavere end hos pattedyr med samme kropsvægt, fordi det noget større hjerte giver mulighed for et større slagvolumen. Det samlede minutvolumen er imidlertid ikke meget forskelligt fra pattedyrenes. Blodet er som hos pattedyrene karakteriserer ved en høj blodprocent (hæmatokrit), som dog kan variere fra 35 til 55 procent afhængig af dehydrering, infektioner og andre parametre. Blodets og kredsløbets evne til at fuglenes anatomi og fysiologi, som har størst betydning for deres bedøvelse.