Gudstjeneste i en pose

Af Carsten Mølgaard Hansen, præst i Vancouver

”En hvad?” Det var svaret, jeg fik, da jeg uddelte kirkens ”gudstjeneste i en pose” til den 26. årlige midsommerfestival afholdt af Det Skandinaviske Community Center i Vancouver.

”I shortened a Sunday service and put it in a bag for your convenience,” eller på dansk “Jeg har forkortet en gudstjeneste og lagt den I en pose til jer,” svarede jeg, og halvt måbende, halvt nysgerrige tog mere end 250 mennesker imod, indtil vi var løbet tør for poser.

Hvert år i juni afholdes der midsommerfestival i Vancouver, hvor over 2.000 mennesker med enten skandinaviske rødder eller interesse for Skandinavien deltager. Den Danske Kirke i Vancouver er selvfølgelig til stede.

Stort smil og nysgerrighed hos de besøgende

Som nyansat præst i Vancouver tænkte jeg meget over, hvordan jeg kunne gribe begivenheden an. Sjældent, tænkte jeg, ville jeg hen over en weekend få mulighed for at møde så mange mennesker på én gang.

Normalt afholdes der gudstjeneste i kirken søndag formiddag, hvorfor præsten ikke er til stede under hele festivalen, men hvis det var muligt at være til stede for alle på én gang – hvis det var muligt at samtænke det kirkelige fællesskab med festivaldeltagernes fællesskab - ville det være ideelt, tænkte jeg.

ET LEVN FRA CORONA

Under et møde med nogle af kirkens frivillige, hvor jeg blev introduceret for, hvordan festivalen løb af stablen, slog det mig, at jeg måske kunne gøre brug af et levn fra corona.

På mange præstemøder, jeg har deltaget i, har vi talt om, hvad godt vi hver især syntes, der var kommet ud af corona, men jeg havde aldrig troet, at jeg så konkret skulle tage og genoplive en sådan ting: ideen om en gudstjeneste i en pose.

Da jeg under corona arbejdede i Solrød Pastorat, talte vi om, hvordan vi fortsat kunne afholde julegudstjenester, uden at kirkerne måtte holdes åbne.

Der var mange aspekter at tage højde for: teksterne, musikken, fællesskabet. Mange kirker valgte at streame gudstjenester, men for os var det vigtigt, at selve det at ’gå i kirke’ fortsat forblev en ting. Derfor komprimerede vi vores julegudstjeneste, puttede den i poser og placerede dem ved kirkedørene – så kunne folk fortsat ’gå i kirke’ og få en gudstjeneste med hjem.

Jeg præsenterede ideen for de frivillige, og uden helt at forstå, hvad det indebar til fulde, sagde de, at det da uden tvivl var noget, som vi skulle prøve.

Og således blev det til, at næsten 300 poser blev pakket – nogle målrettet børn, andre målrettet voksne. I poserne kunne hver enkelt finde en kort prædiken over en dåbstekst og et billede af Storm P., en lille cocktailparaply til minde om prædikenens budskab, et lys, en indpakket nadver og naturligvis en kalender over kirkens aktiviteter.

SYNLIGHED OG FÆLLESSKAB

Balancen mellem at nå nye mennesker uden at gå på kompromis med dem, der allerede deltager, er ikke altid let, og beslutningen om ikke at afholde en gudstjeneste søndag formiddag i kirken var derfor heller ikke let.

Omvendt må kirken i Vancouver – ligesom de fleste andre immigrantkirker – også erkende, at den har brug for at række ud til nye generationer, hvis den på sigt skal overleve.

Kernemenigheden består primært af ældre og både dåbs- og konfirmationstallet er støt faldende. Med et program fyldt med aktiviteter for børnefamilier var midsommerfestivalen et oplagt sted for kirken at promovere sig selv, og det var da også derfor, at beslutningen om at lukke kirken en søndag blev taget.

Kirken i Vancouver har netop ansat en kirke- og kulturmedarbejder på deltid, som skal lave aktiviteter for børn og unge.Aktiviteterne spænder helt fra minikonfirmand til natkirke, yoga og ungeklub.

At starte nye initiativer op er altid svært, men med den personlige kontakt, som det var muligt for os at etablere på festivalen, er jeg sikker på, at vi vil have det lettere med at starte disse nye aktiviteter op for den generation, som vi gerne vil inkludere og favne i vores fællesskab.

For fortsat at favne kernemenigheden blev der sat poser foran kirkedøren, som kunne afhentes søndag morgen, ligesom jeg også torsdagen op til festivalen besøgte de omkringliggende plejehjem, så dem, der havde lyst, kunne få deres ’gudstjeneste’ på forskud.

TILTRÆKKER OGSÅ UDENRIGSTEJNESTERNE

Midsommerfestivalen er den største årlige begivenhed, som Det Skandinaviske Center i Vancouver afholder, og det store deltagerantal samt de mange frivillige gør da også, at de skandinaviske ambassader i Ottawa årligt sender repræsentanter afsted.

Fra Den Danske Ambassade i Canada mødtes jeg med souschef Jacob Bay Lindkvist, som var fløjet de 4.000 km med sin familie for at deltage i festivalen.

”Synlighed og det personlige møde er vigtigt – især efter Covid,” sagde Jacob, da jeg talte med ham. Udover sin familie havde han også taget rejsen sammen med repræsentanter fra både den svenske og finske udenrigstjeneste.

Det var interessant at tale med Jacob om, at både ambassadernes og kirkens formål med at være til stede på festivalen for så vidt var ens: at skabe et fysisk fællesskab mellem festivalens deltagere og vores institutioner.

For ambassaderne er det vigtigt i en globaliseret verden at være nærværende til stede, da rodløshed er noget, som mange udlandsdanskere døjer med. Jeg tænkte straks på Grundtvigs ’menneske først, kristen så.’ Måske man også kan sige ’dansker først, udlandsdansker så.’

For kirken var det vigtigt at være nærværende til stede, da relation og spiritualitet altid har gået hånd i hånd. Hvis en ny generation skal føle sig velkommen i kirken, må man ud, hvor de er, og lære dem at kende – som åndelige mennesker og som verdensborgere.

OGSÅ MULIGHED FOR MINI-PILGRIMSRUTE

Hvis man, efter at have rodet sig igennem kirkens ’service in a bag’, havde mod på mere åndeligt, kunne man ved kirkens bod også gå en mini-pilgrimsrute.

Fra boden tog man en sten, som man bar rundt på hele dagen. Imens kunne man reflektere over, hvad der tyngede én. Efter en hel dag på festivalen kunne man så komme tilbage til boden, lægge stenen fra sig ved foden af en Jesusstatue og tage et mannakorn (red: et bibelvers) med hjem.

Mini-pilgrimsruten blev ikke en lige så stor succes som vores ’service in a bag’, men med udsolgte poser og med over 100 balloner med kirkens logo på flyvende rundt på festivalpladsen weekenden over tror jeg nu godt alligevel, at vi kan kalde vores tiltag for en succes. Vi formåede i hvert fald det, vi satte os for: at skabe fællesskab mellem kirken og dens kommende generation.