4 minute read
Et helt særligt venskab
Af Anne Meldgaard, redaktør.
Klaus Geil, Birthe Steenberg, Mette Lykke Nielsen og Peter Thomsen bor alle fire i Bruxelles. Klaus gennem mere end 30 år, Birthe ”half and half” mellem Danmark og Belgien siden 2017, Mette siden 2012 og Peter, den sidst ankomne, siden 2021.
Der er stor aldersforskel på de fire, hvor Mette og Peter er yngre og Birthe og Klaus lidt ældre. Eller som Klaus siger det: ”Jeg har været i Bruxelles længere, end Peter har levet,” fulgt af et hyggeligt grin.
De er enige om, at de nok aldrig var blevet venner, hvis det ikke havde været for deres frivillige arbejde i Den Danske Kirke i Bruxelles. Mette var au pair i byen i 2001, og hun har, efter eget udsagn, ”forelsket sig” i EU-systemet. Mette er selvstændig og assisterer små og mellemstore virksomheder i systemet, hun er så begejstret for. Birthe fik muligheden for at blive generalsekretær for Den internationale europæiske fjerkræbranche i EU og greb den, da voksne børn og en rummelig ægtemand, tillod hende et liv delt mellem to lande.
Klaus har beskæftiget sig med flere brancher kredsende omkring energi og luftfart. Han er nu på vej på pension fra Europa-Kommissionen. Og Peter er udsendt af et dansk erhvervsmedie som EU-korrespondent.
De fire venner er ret forskellige, synes de selv. Fx er Klaus mere kirkevant og knyttet til kirken både i Bruxelles, Rødding Frimenighed og kirken på Rømø. Peter har intet religiøst tilhørsforhold, men kan godt lide at deltage fx til sankthans med internationale venner. Peter siger blandt andet: ”I dét spørgsmål er vi ret forskellige. For mig handler det ikke om Gud, det handler om fællesskab. Det er et godt sted at møde andre, især dem, jeg ikke ellers ville have mødt.” For Mette er kirken et sted, hvor man kan deltage i filmaftener og gå til kirke-yoga og stedet, og hvor man kan købe ”den rigtige remoulade”.
Birthe fortæller: ”Mit liv er jo delt i to lejre, så derfor er det vigtigt for mig at træffe nye mennesker og skabe fællesskaber på en effektiv måde. Det gør jeg i Den Danske Kirke,” og Mette supplerer: ”Jeg har ikke ret mange danske venner i Bruxelles, så kirken hjælper mig til at holde fast i min kultur.”
Om fællesskab og kultur siger Klaus også: ”Kirken giver mulighed for at være engageret, at berige sig i danske fællesskaber og fastholde sin danske rod. Det bidrager til følelsen af forbundethed.” ”Ja, vi arbejder jo alle på engelsk og fransk, og det er bare så rart at tale dansk,” siger Birthe og tilføjer, ”og så betyder den fælles humor rigtig meget.”
Men lad os vende tilbage til dét, der faktisk binder de fire venner sammen og grunden til, at de lærte hinanden at kende: Det årlige julemarked i Den Danske Kirke! Et event, der kræver hundredvis af frivillige hænder, knofedt og et oprigtigt ønske om at bidrage til det danske fællesskab og mødested.
Vi står jo på skuldrene af mange før os
Julemarkedet afholdes i kirken hen over en weekend og har i omegnen af 4.000 besøgende. Sidste år – som var rekord rent økonomisk – omsatte julemarkedet for godt 93.000 Euro svarende til knap 700.000 danske kroner. Heraf udgjorde fødevareboden tæt på en tredjedel, og det er dén, Mette, Birthe, Peter og Klaus står for som frivillige. En stor bedrift som også involverer ca. 20 andre frivillige samt 10-15 personer, der bager til boden. Det var som frivillige ”rugbrødsbager”, at Peter kom med på holdet. ”Jeg bagte i 8 timer, og så blev jeg straks shanghajet til fødevareboden”, siger han.
Birthe fortæller: ”Altså, vi står jo på skuldrene af mange før os, som har etableret en fantastisk kreds af sponsorer og danske kontakter. Vi har været med i kortere eller længere tid, men nu er vi ligesom en fasttømret flok, der har ansvaret for boden. Vi griner enormt meget, når vi står dér. Det er skønt!”
Glæden ved den frivillige indsats er stor, og det opståede private venskab er en bonus, de ikke havde regnet med. Seneste har de sammen været på rejse til Klaus’ vingård i Frankrig, hvor de har medvirket til årets druehøst. Da vi taler sammen, sidder tre af dem der igen. Peter er blevet undskyldt pga. ferie med familien.
Birthe og Klaus har i øvrigt haft glæde af andre danske kirker i udlandet. Birthe fik, som helt ung, et varmt bad i sømandskirken i Singapore efter fire måneder rundrejse med rygsæk, og Klaus boede et år i London og kom i den danske kirke der og har også været til julemarked i 30 graders varme i sømandskirken i Hong Kong.
De fire venner takker af på vores zoom-kald, der er druer at høste og familie at feriere med. Slutbemærkningen er, at de alle glæder sig til årets julemarked.