Ingen er perfekte

Af Carl Bjarkam, sømandspræst i Singapore

At øl, kartofler og saltet flæsk – samt mine synders tyngdekraft – holder min luftige sjæl ved jorden: Det er det bedste for mig.

Sådan slutter digteren Søren Ulrik Thomsen sit digt om “Det værste og det bedste” fra digtsamlingen af samme navn. Den strofe synes jeg, er så passende for vores liv. Det leves nu engang der, hvor den luftige sjæl (smag nu engang på de ord) og det salte flæsk mødes under syndens tyngdekraft. Det er midt i hverdagens trummerum med dens glæde og sorg, at livets fylde kommer os i møde med det bedste og det værste men forhåbentlig med mere af det bedste end af det værste.

Hvor livet leves, der følger synden også med. Med sin tyngdekraft holder den os til jorden, så vi ikke svæver væk i en indbildsk forvirring om, at vi er lige så storartede og perfekte, som var vi en photoshoppet udgave af Adams æt. Det er vi ikke. At mange alligevel tror det, er desværre en af de trælse tendenser, vi møder i vores tid. Især de unge ligger under for dette. Ikke mindst på grund af en tro på, at livet ikke leves forlæns, som Kierkegaard ville sige, men at det leves online. Men det gør det ikke, og et digitalt like bliver aldrig det samme som et fysisk skulderklap.

Dog råber tidens ånd på perfektion, og vi svarer ved at flyve højere, end vingerne kan bære, og ved at efterstræbe en bedre udgave af os selv. Vi skal være bedre unge, forældre, ældre. Vi skal være robuste medarbejdere, storartede elskere og så videre. Hvorfor kan vi ikke bare være og bare være til som dem, vi hver især er, og så hvile i det?

Vi er ikke perfekte. Ingen er perfekte, og det kan vi lige så godt stoppe med at efterstræbe. Det vil spare os for en masse hovedbrud og dårlig samvittighed over ikke at leve op til et uopnåeligt fantasifoster og ikke mindst mange fremtidige timer på terapeutens hårde briks.

Stop op og kig på det duggefulde græs, træk vejret dybt, og forstå, at vi blot er mennesker, mænd og kvinder, Adam‘er og Eva’er, skabt i Guds billede med smag i munden af æblet fra kundskabens træ og med muligheden for at tro på, at nok holder synden os nede, men den tynger os ikke ned.

For nåden – at vide sig elsket og tilgivet af Gud – giver os, om ikke englevinger så i det mindste fuglevinger. Som sådanne bevingede syndere kan vi med let fjed vandre gennem livet og ned til købmanden efter saltet flæsk, kartofler og øl, syngende på salmen Alt, hvad som fuglevinger fik: Og det var dig, den ledte om, da med vor Herre hid den kom – nåden – med de allerbedste vinger.

Det er vel egentlig det, vores tro handler om. Det er i hvert fald med det tankegods i bagagen, at sømandspræsten går op ad lejderen for at møde den søfarende. Måske bliver besøget kort, for der kan være travlt ombord, andre gange er der god tid til en snak.

En snak, der ofte tager udgangspunkt i det saltede flæsk og kartoflerne – eller hvad der bogstaveligt talt serveres i messen den dag. Som oftest når samtalen vidt omkring – som var ordene omsluttet af englevinger – og når tit mange spadestik ned i hjertegruben. Helt derned, hvor længslen, sorgen, kærligheden og glæden har sit udspring.

Men ét er sikkert: Vi kommer rundt om både det værste og det bedste, men mest det bedste. Amen