3 minute read

Mest muligt, bedst muligt

Af Selma Ravn, udlandsprovst

Vi er Danske Sømands- og Udlandskirker. Måske ikke det mest velklingende eller mundrette navn, men ingen kan være i tvivl om, hvem vi er, og hvad vi bedriver. Navnet bærer præg af to organisationer, der blev til én, og et ønske om respekt for den fortid nutiden er vokset ud af. Respekten er vigtig, når to kulturer skal finde hinanden, når de særlige opgaver skal have plads og mulighed for udfoldelse og udvikling.

Advertisement

Vi er meget optagede af at leve op til vores navn, ikke kun dér hvor præster og assistenter omhyggeligt går ombord på skibene, men også på sekretariatet i Smallegade, hvor vi hele tiden tænker i, hvordan vi bliver bedre til at løfte en opgave, der på ingen måder står stille. I over 150 år har vores præster besøgt skibe og skabt rum for både den åbne og den fortrolige samtale. De søfarende møder os spændt ud mellem velfærdsydelsen og sjælesorgen. Vi vil gerne have dem i tale, vi vil gerne stille os til rådighed.

Selma Ravn på sit første skibsbesøg i Rotterdam, flankeret af biskop Peder Skov-Jakobsen.

Det er en ny virkelighed, jeg har fået lov at kigge ind i. Jeg kender til at arbejde i verden, men ikke til det særlige liv på søen. Der gik desværre et helt år inden jeg kom på mit første skibsbesøg, og jeg håber at skulle på medsejlads, ligesom sømandspræsterne skal det, lige så snart det igen lader sig gøre. Det er godt med indsigt - det er afgørende for forståelsen.

Et besøg fra Sømandskirken er vores stærkeste kort

Der er noget paradoksalt i at have hele den storslåede klode som sin arbejdsplads, ombord på noget så fysisk begrænset som et skib. Midt i uendeligheden er rammerne til at få øje på, og det kalder på nærvær og synlighed. Mange kender os og glæder sig over besøg fra kirkerne, men mange andre kender os ikke, og det vil vi gerne gøre noget ved.

Et besøg fra sømandskirken er vores stærkeste kort. Det fysiske møde, umiddelbarheden, øjeblikket. Men vi er langtfra til stede i alle de havne, hvor danske skibe lægger til. Så hvordan kan vi nå alle søfolk, der lever og arbejder på havene. Hvordan banker vi på på nye måder, hvordan støtter vi bedst muligt, hvordan tilbyder vi et ægte pusterum.

Der er nok at tage fat på. Danmark er en gammel og stolt søfartsnation, og der er grund til at beundre alle de kvinder og mænd, der sørger for, at en stor verden bliver mindre, og mulighederne flere. I Danske Sømandsog Udlandskirker er vi ægte forpligtede på den historie, vi deler, og vi vil fortsat gøre os umage med at være til stede for de søfarende mest muligt og bedst muligt.

This article is from: