
5 minute read
Jesus på Flensborghus
Af Mai-Britt Josephsen Knudsen, dansk præst i Helligåndskirken, Flensborg
Mange steder i folkekirken i Danmark opfører man totalteateret ”Jesus på slottet”. Det gør vi også i Sydslesvig, og i år deltog omkring 500 elever fra 3.-4. årgang fra områdets danske skoler.
Advertisement
Her foregår spillet ikke på et slot, men midt inde i Flensborg by, på Flensborghus. Alle de medvirkende er præster og frivillige fra hele Sydslesvig.
Til en start bliver eleverne delt op i grupper af romerske soldater. Ypperstepræsten Kajfas træder nu frem og beder børnene om at hjælpe ham med at holde øje med en person, der hedder Jesus. Han går nemlig rundt og siger nogle ting, som Kajfas meget gerne vil høre nærmere om, så børnene SKAL aflægge rapport til Kajfas senere.
Kajfas bliver spillet så tilpas usympatisk, at børnene straks kan se, at ham skal man lige tage sig i agt for!
Jesus kommer gående forbi med et æsel (et ægte levende æsel, som vi har lånt), for han er på vej ind i Jerusalem. Med sang og viften med palmeblade, som børnene har lavet hjemme på skolerne på forhånd, følger hele flokken efter ham.
Ved bymuren møder han tolderen og snydepelsen Zakæus, som har gemt sig i et træ. Jesus spørger, hvorfor han gemmer sig, og de medvirkende skuespillere råber og buher ad Zakæus, så ingen af børnene er i tvivl om, at han er en luskebuks og en snyder.

Preben Kortnum Mogensen og Merete Neldeberg Jørgensen.
Jesus siger, at han gerne vil være ven med Zakæus, og inviterer sig selv til at spise med hos ham. Zakæus bliver så glad, så han foran alle beder Jesus om tilgivelse, fordi han har taget alle de mange penge fra folk, og han siger, at han vil invitere ALLE til fest senere – også alle de mange børn – og han vil også give de penge tilbage, som han har snydt folk for.
Nu er spillet i gang, og under sang går børnene i grupper ud til forskellige poster i Jerusalem, hvor præster, klædt ud som centrale personer fra Det nye Testamente, spiller scener fra Bibelen.
Børnene møder blandt andet Jesu disciple Simon Peter og Andreas og hører om, hvordan det er at følge Jesus. De mø- der også den førhen blinde tigger Bartimæus, som Jesus har helbredt, og de kommer på besøg hos de to søstre Martha og Maria, som Jesus er gode venner med. Maria Magdalene møder de også, og de gyser i den mørke kælder, hvor de møder Johannes Døberen, der sidder fængslet, ussel og beskidt, som han er, men med håbet og troen i behold.
I templet møder børnene igen Kajfas. De har lavet skriftruller og får nu en lektion af den skrappe ypperstepræst, inden de alle til sidst slutter deres tur gennem Jerusalem i tolderen Zakæus’ hus, hvor der er fest med guldmønter (af chokolade), boller og juice til alle.
Jesus på Flensborghus spilles hvert andet år for de danske skoler i Sydslesvig, og det er Menighedernes Børne- og Ungdomsarbejdes medarbejder Thomas Hougesen og en arbejdsgruppe omkring ham, der står for alt det praktiske med invitationer til skolerne, kostumer og rekvisitter. De gør et stort arbejde med at sætte det hele op og gøre klar. Præsterne laver selv deres små skuespil over bibelsteder, der hører til deres bibelske person.
I år spillede jeg Martha. Du ved, hende den skrappe søster, der synes, at søsteren, Maria, er doven og godt kunne se at komme lidt i gang og hjælpe med maden og med at dække bord og ...! Men Maria sidder bare der på sin flade og lytter til Jesus, som jo er gæst i deres hjem. Og Jesus siger til Martha, at hun skal tage det lidt roligt. Det er nemlig også vigtigt at være et nærværende og lyttende medmenneske, når nogen kommer til en. For et menneske lever ikke af brød alene ... og alt skal jo ikke gå op i arbejde! Der skal også være tid til at spise is og ligge på ryggen i det grønne græs og bare glo op i skyerne … Det bad Martha så de søde børn fra 3.-4. årgang om at huske på. Især i deres ferien, men også når ferien er slut!

Susanne Böll, Merethe Neldeberg Jørgensen, Mai-Britt Josephsen Knudsen, Hanne Schuch og Cecilie Brask.
Sydslesvigprovst Hasse Neldeberg Jørgensen tilføjer: ”Det opleves som en stor, stor glæde igen at kunne afholde sådanne arrangementer, som corona har forhindret gennem så lang tid. Vi glæder os også over, at der er tæt samarbejde og relation mellem Dansk Kirke i Sydslesvig og Dansk Skoleforening for Sydslesvig. Og så er jeg især glad for, at præsterne ser det som en velkommen anledning til et helt konkret samarbejde mellem garvede og nye præster til både gavn og fornøjelse.”