TANKER OM TEOLOGI, SMÅKAGER M.M

Af Elisa Lund Hviid, teologistuderende i Aarhus

For lidt over to år siden kom jeg hjem efter et år som juniorassistent i Den Danske Kirke i Mijas. Siden har jeg studeret teologi på Aarhus Universitet. Det var ad såkaldte omveje, at jeg havnede her, og det sker, at jeg bliver i tvivl om, om det er ’min hylde’, fx når græske gloser stiger mig til hovedet, men især når jeg som teologistuderende hurtigt og naturligt nok bliver skydeskive til diverse sociale arrangementer og skal forsvare hele kirkens historie fra år 0, fremlægge, hvordan folkekirken bliver mere aktuel, udspørges om min egen personlige tro og ikke mindst: svare på det næsten mest umulige spørgsmål: ”Skal du så være præst?”

Jeg synes, det er godt, at teologistudiet varer så lang tid. Man bliver selvfølgelig fagligt klogere over tid, men hovedargumentet må være, at man har tid. Tid til at tænke og reflektere over, hvad det er, man studerer.

Man kan lære på mange måder, og i to weekender i foråret blev jeg selv meget klogere, da jeg var med Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK) til Himmelske Dage* i Roskilde og til Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde i Nyborg. På Himmelske Dage havde jeg fornøjelsen af at repræsentere DSUK sammen med andre frivillige. Fra en stand med de flotte fortællings- og opskriftshæfter (som du kan finde i shoppen på dsuk.dk), bannere og småkager viste jeg stolt organisationen frem for forbipasserende og interesserede. Ofte havde de allerede et kendskab til DSUK’s arbejde i udlandet. Nogle havde en søn, som havde ligget i havn i Hongkong, andre en søster boende på Dansk KFUK i London, og en tredje havde selv været præst i en af de mange kirker, som ligger rundtomkring i verden.

Jeg stod og delte småkager ud, fordi jeg ønsker, at kirkerne bliver ved med at skabe disse trygge rum, når man er langt væk hjemmefra. Jeg har min egen historie om Den Danske Kirke i Mijas og Dansk KFUK i London, som begge gav mig et trygt hjem, da jeg rejste ud. Jeg selv og alle dem, jeg lærte at kende, ved, hvor betydningsfulde de danske kirker er, og da jeg stod på standen og hørte alle de andre fantastiske historier om kirkerne, blev jeg bekræftet i deres væren ude i verden.

Lidt senere på foråret tog jeg med DSUK til Nyborg en weekend for på samme måde at sprede opskriftshæfterne, småkagerne og ordet om arbejdet i udlandet ved Landsforeningen for Menighedsråds årsmøde.

Det foregik i begyndelsen af min egen læseferie, hvor jeg netop samme dag tilfældigt havde læst om, hvordan menighedsrådene blev til. Kort opsummeret var det ad flere omgange et mislykket projekt, efter Grundloven i 1849, men da J.C. Christensen var ihærdig og vedholdende, fik han endelig et forslag om menighedsråd gennemført i 1903 for en 6-årig prøveperiode, trods bred politisk og kirkelig modstand. Det skulle dog hurtigt vise sig for alle, hvor uundværlige menighedsrådene var. I 1912 blev menighedsrådenes ansvarsområder udvidet til også at have indflydelse ved præstevalget i sognet, ligesom de fra 1922, sammen med præsterne, skulle vælge biskoppen. Menighedsråd blev en del af en demokratisering af folkekirken, da man nu, igennem folkevalgte, havde indflydelse i kirkerne. Så da jeg – præcis 100 år efter sidstnævnte lovændring – stod og lyttede med ved årsmødets diskussioner og foredragsholdere, må jeg sige, at dét, jeg netop havde læst om, blev aktuelt og mangedobbelt spændende, i forhold til hvordan kirken og ’det gejstlige’ har fået givet en ’hjælpende hånd’, som på mange måder har været med til at aktualisere kirken i det sidste århundrede.

Jeg ved stadig ikke, om jeg skal være præst! Jeg skrev et indlæg for to år siden, hvor jeg beskrev, hvordan tro på et fællesskab havde ’fløjet mig over bjerge’ til en assistentstilling i kirken i Mijas. Siden har nysgerrighed båret mig til teologistudiet, hvor jeg ugentligt bliver mindet om, hvor vildt det er at studere noget, som så mange mennesker har en holdning til, og jeg selv har så mange spørgsmål til.

Der er så mange ting, jeg ikke forstår. Netop derfor bliver jeg ved og ved og ved med at undersøge og tage alle de chancer, der byder sig, for at forstå lidt mere, som da jeg var med DSUK til Himmelske Dage (red: Kirkelig trosfestival, der afholdes hvert 3. år) og til årsmøde for Landsforeningen af Menighedsråd. Begge steder mødte jeg så mange mennesker, som havde noget på hjerte for dét, de troede på.

Foto: Birgit Hjortlund og Elisa Lund Hviid var frivillige i Nyborg.