SØFART

S k ib sbesøg i Dubai Tekst & foto | Carl Bjarkam, dansk præst i Dubai og vikarpræst i Singapore

P

ort Jebel Ali er den største og travleste havn i Den Arabiske Golf, grundlagt i 70’erne som aflastning til den gamle havn, Port Rashid. Den gamle havn bruges nu kun til krydstogtskibe og som ankerplads for skuden Queen Elizabeth II, der er omdannet til hotel. Anderledes er det med Jebel Ali, der pt. er verdens 9. travleste havn. Havnen er nu flyttet til den anden side af byen, og det tager 45 minutter i bil at nå derud. Søfolkenes besøg i sømandscenteret er i dag helt ophørt. Det skyldes mest af alt, at deres arbejdsliv har ændret sig markant ift. tid i havnen. Men kan Muhammed ikke komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed!

Det er devisen hernede, og da jeg for et år siden blev fast udstationeret i Dubai og fik papir på dette, blev de mægtige porte til Jebel Alis havneområde åbnet, med hjælp fra både vores danske kontakt i havnens administrative del, Dubai Ports World, og naturligvis Mærsk. Nu besøger jeg de danske skibe i havnen. Hovedsageligt skibe fra Mærsk lægger til her. Jeg bliver altid taget godt imod, og jeg fornemmer, at søfolkene, uanset nationalitet, er glade for besøg og en snak, samt bøger og aviser, som jeg bringer om bord. Besøget er på flere måder et friskt pust. Det, vi ofte glemmer i vores behagelige og magelige hverdag, er, at vi kun kan leve den, fordi nogen andre arbejder

Foto: Mathilde Mærsk med Dubai by i baggrunden. Carl Bjarkam var tidligere præst i Nice. Billedet er fra en bisættelse til søs.

hårdt for at forbinde de fjerne afkroge af verden med hinanden. Og her ombord på de store skibe, der forcerer verdenshavene, er der ikke kun tale om en arbejdsplads, men også et hjem. Danske søfolk er gerne ude i 3 måneder ad gangen, men andre nationaliteter kan sagtens være afsted i op til 9 måneder. Den tid, vi fra sømandskirkene rundt om i verden, giver til de søfolk, bliver derfor endnu vigtigere. Muligheden for at snakke med et andet menneske, der træder ombord uden fordomme og med åbne ører, kan være en lettelse. At kunne italesætte sit savn, sine bekymringer eller andre tanker til præsten, når han eller hun lægger vejen forbi skibet, kan give fornyet energi til den næste sejlads. På den måde fyldes jeg også af en ydmyghed, når jeg sætter mig i bilen og kører de 45 min. retur til sømandscenteret, som jeg lige nu kalder mit hjem, mens jeg tænker på, hvor langt dem, jeg lige har besøgt, har hjem. Når jeg læser mine nyheder på mobilen, inden jeg lukker for arbejdsdagen, glædes jeg over, at nogen vælger et liv på havet for at fragte alverdens artefakter rundt om kloden. De er grunden til, at både min seng, min bil og min telefon er en fast del af min hverdag.