Gen forenin ge n er h åb f or f remtiden Tekst | Biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift Foto | Lene Esthave

I

år fejrer vi 100-året for Genforeningen. Det er der mange og gode grunde til.

Både glæden over, at en landsdel, Sønderjylland/Nordslesvig, med overvejende dansktalende befolkning kunne blive forenet med Kongeriget Danmark, og glæden over, at det kunne foregå på baggrund af en folkeafstemning. Og endnu en grund er, at mindes sorgen over adskillelsen: Den nye grænse skilte mennesker og familier, der før havde hørt sammen; den efterlod mindretal på begge sider. Og lige så meget som minderne om fortiden er der grund til at fejre nutiden: Tænk, at de 100 år har givet os et grænseland i fred, med venskaber og samarbejde henover grænsen, med forsoning også efter 2. verdenskrigs splittelser og afstand mellem dansk og tysk. Erindringen om fortiden præger altid den måde, vi betragter vores nutid og vores håb for fremtiden. Derfor er det vigtigt at huske og blive ved med at forske i historien og dens mange sider, og vigtigt at fejre! Markeringen af 2020, 100-året for grænsedragningen og genforeningen og Slesvigs deling – alt efter perspektiv – er en vigtig anledning til at bliver opmærksom på grænselandet.

Hvad betyder grænselandets ”delta” af forskellige sprog og kulturer, der flyder sammen og alligevel forbliver forskellige? Hvad betyder det, at der altid er sproglige og kulturelle mindretal, og hvordan er det at være mindretal? Det er jo ikke kun et historisk fænomen ved den dansk-tyske grænse, men i høj grad et aktuelt vilkår i en tid, hvor vi måske kan blive opmærksomme på, at ”vi” er mange mindretal, der udgør flertalsbefolkningen. Der er stor inspiration at hente i grænselandet til, hvordan nationalitet og sprog ikke nødvendigvis er et ”enten-eller”, men for mange et ”både-og”: Unge (og såmænd også ældre) i mindretallene insisterer på at være både dansk og tysk og sønderjysk eller sydslesvigsk. Mon man så ikke også kan være både ukrainsk, pakistansk, iransk, palæstinensisk, dansk og østjysk? En stor del af æren for, at grænselandet i løbet af de 100 år er blevet et frodigt og fredeligt sted, tilkommer København-Bonn-erklæringerne fra 1955, som sikrede mindretallenes ret til at erklære deres nationale identitet og udfolde sig sprogligt og kulturelt. Det har betydet, at dansk kirke-, skoleog foreningsliv kan trives syd for grænsen, og tilsvarende tysk nord for.

Dansk kirke i Sydslesvig har der været i mange hundrede år. Lige siden 1588 er der blevet prædiket på dansk i Helligåndskirken i Flensborg. I hundreder af år var den danske stemme en del af landskirken. Men efter Genforeningen dannedes den første frie danske menighed i Flensborg. Det blev begyndelsen på Dansk Kirke i Sydslesvig som sammenslutningen af frie danske menigheder, der voksede frem i årene efter Genforeningen og ikke mindst efter 2. verdenskrig, og hvis præster var ansat ved Dansk Kirke i Udlandet, senere Danske Sømands- og Udlandskirker. Så fejringen af 2020 er også en fejring af mindretallene og deres betydning som brobyggere mellem lande og sprog - og altså af Dansk Kirke i Sydslesvig og Danske Sømands- og Udlandskirkers støtte til den. Vi har i grænselandet den glæde at kunne fejre 2020 sammen med mindretallene og sammen med vores tyske naboer. Afstemningsdagene 10. februar og 14. marts markeres i år bl.a. med fælles dansk-tyske gudstjenester i Aabenraa og i Flensborg, og i løbet af sommeren bliver der sat borde op på tværs af grænsen til fællesspisning og gudstjenestefejringer. For 100 år siden havde man nok ikke forestillet sig det muligt. Det giver håb for fremtiden.

Derfor har vi i dag tyske frimenigheder og tyske folkekirkepræster i Sønderjylland, og vi har Dansk Kirke i Sydslesvig – også den er der grund til at fejre i genforeningsåret.

5

NYT februar 2020