Ensomhed og Guds ord

Af Flemming Kloster Poulsen, dansk præst i London

Som ung oplevede jeg en stor ensomhed. Jeg boede i Århus, læste teologi på universitetet, brugte meget energi på at finde mine egne ben i alt det, der havde med tro, eksistens og sexualitet at gøre. Desuden oplevede jeg to dødsfald, som berørte mig virkelig meget, og som jeg var helt forsvarsløs overfor.

Både den gang og i dag fortæller alle undersøgelser, at ensomhed er et udbredt fænomen i moderne vestlig kultur. Vi er individualiserede og lever mere alene end tidligere.

Selv om jeg til daglig mødte mange mennesker både på universitetet, og gik til fester og i byen, var det nogle år, hvor jeg ikke rigtig havde nogen at tale med om alt det personlige. Det var en hård ensomhed, og jeg savnede at finde både en kæreste og venner, som jeg kunne være ærlig overfor.

I de år begyndte jeg at gå til gudstjeneste i domkirken søndag eftermiddag kl. 17.00. Det tidspunkt passede godt, især når jeg havde været i byen fredag og lørdag nat. Jeg nød meget at sidde der, anonym, og komme mig over mine tømmermænd og dumheder i nattelivet.

Alle kirkegængere sad i kirkens kor, vi var som regel en 30-40 stykker. Jeg søgte svar og trøst i dagens salmer og historier fra Bibelen, og nadveren var højdepunktet. At knæle sammen med de andre og modtage brød og vin var ligesom at få del i en utrolig stor kærlighed, den gjorde horisonten fantastisk, uden at jeg kunne forklare hvordan.

Nu vil jeg ikke overdrive det. Men alligevel. At gå i kirke forandrede noget. Det var en lise for sjælen.

Langt inde mellem de mange ord hørte jeg en stemme, der sagde: Kærligheden er stor, og du kan vokse med opgaven. Det blev Guds ord til mig, og det har jeg holdt fast ved lige siden.

Tilsammen mildnede det ensomheden og gav et håb. Du er ikke alene. Der er et fællesskab både med Kristus og med andre mennesker. Det skabte både et perspektiv og et livsmod.

Jeg har siden hen i livet oplevet kortere perioder af den samme ensomhed, men heldigvis ikke så hård som dengang. Og jævnligt genkender jeg den også hos andre. Ensomhed er et eksistentielt vilkår, men bliver ofte forstærket af, at vi har en kultur, hvor vi kommunikerer så meget via skærme på sikker afstand af hinanden.

Efter en gudstjeneste for et par uger siden fik jeg en sms fra en ung dansk kvinde, som havde været i kirke. Hun skrev: “Det er godt at høre Guds ord og have fællesskab.”

Det blev for mig en bekræftelse af, at også for udlandsdanskere, der lever det spændende, internationale kultur- og storbyliv, er der brug for en almindelig dansk kirke med åndelig føde til sjæl og sind.

En kirke, hvor vi kan høre Guds ord om, at kærligheden er stor, og du kan vokse med opgaven.

Den Danske Kirke i London, St Katharines