3 minute read

En meningsfuld og givende arbejdsplads

Af Agnes Due, assistent i Benediktekirken, Hamborg

Otte måneder som assistent i den danske sømandskirke i Hamborg er snart gået - og sikke en skøn og lærerig tid det har været, og fortsat er.

Advertisement

Arbejdet er enormt alsidigt og er på mange måder et atypisk job med mange yderligheder. Det kan til tider være udfordrende, men mest af alt gør det jobbet enormt sjovt og spændende.

Jeg bor på min arbejdsplads, har skæve arbejdstider og altid vidt forskellige bolde i luften. Her er mange forskellige mennesker omkring mig i alle aldersgrupper og steder i livet. Det gør, at privatliv og arbejdsliv er en mere flydende størrelse end i et normalt job - på godt og ondt. Som assistent i en udlandskirke skal man nok få lært at prioritere og sige fra.

Vandskade i kirken. Alle mand til pumperne.

Der er også rig mulighed for at komme ud og opleve byen på egen hånd og prøve at være en vaskeægte ”Hamburger”. Fx ved at gå til fodboldkampe (Go’ Sankt Pauli!) og andre fritidsaktiviteter såsom tyskkursus. Derudover nyder jeg selvfølgelig også de relationer, jeg har fået ved de andre nordiske kirker, som Benediktekirken deler vej med. Det er helt unikt at have de andre nordiske kirker så tæt på.

Her er arbejdet en livsstil, og grænsen mellem privatliv og arbejdsliv er ikke så tydelig. Det giver fleksibilitet og muligheden for at sætte sig selv i spil i understøttelsen af kirkens arbejde og de danske fællesskaber. Alt bliver mere personligt, når man kommer så tæt på kirkens menighed, ens kollegaer og selve huset.

Heldigvis er der et helt særligt fællesskab i kirken og et godt arbejdsfællesskab med rummelighed og omsorg for hinanden. Så hver eneste dag på arbejdet er en stor glæde, og jeg var derfor heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg gerne ville forlænge min kontrakt med et år, da muligheden bød sig.

Vores sømandspræst i Hamborg, Sune Haubek, har en formidabel evne til at skabe et miljø, hvor man føler sig set og hørt og får muligheden for at afprøve egne idéer. Det er første gang, at jeg på nogen arbejdsplads har fået så meget frihed og ansvar.

Selve kirken i Hamborg er også et energisk og levende sted, og der er altid nye spændende initiativer i horisonten, for menigheden er aktiv, idérig og flittig. Denne driftighed, som kirken emmer af, er enormt smittende og motiverende. Samtidig er der en vidunderlig åbenhed og nysgerrighed over for at lære andre at kende. Den åbenhed og hjertevarme er noget, selv mine venner og familie italesætter, når de er på besøg.

Fastelavn i kirken.

For at give et billede af hvor varieret et arbejde det er, og hvilke typer opgaver jobbet indebærer, kan jeg fx nævne: skibsbesøg, planlægning og afholdelse af UngAften, hjemmesideopdateringer, nyhedsbreve, opslag på sociale medier, kirketjener, indkøb, aktiviteter til familietid, plakater, oprydning, klargøring af møder, besvarelser af forskellige henvendelser samt planlægning og udførelse af kirkens store arrangementer og højtider såsom fastelavn, sankthans og julebasar.

Derudover kommer de pludselig opståede ting og de ting, som vi får lyst til at lave hen ad vejen såsom koncerter, fredagsbar, børne MGP og foredrag.

Kirken i Hamborg er en levende kirke med et åbent og varmt fællesskab. Huset er et aktivt og spændende kulturcenter og mødested for alle danskere og dansksindede og dermed også en meningsfuld og givende arbejdsplads.

This article is from: