MEN HVORDAN SKAL
VI SÅ HOLDE JUL?
Af Karsten Møller Hansen, dansk præst London
Mine børn har ikke prøvet at holde jul et andet sted end i Tårnby, den ældste kirke i København, den store gamle præstegård, brostenene foran, resten af familien kom i løbet af eftermiddagen, samlet gik vi til gudstjeneste, brændeovnen, juletræet, folk ringede på døren for at ønske præsten og familien en god jul. Et år lå der sne. Et andet år grinte vi alle på samme tid. Hvert år tænkte jeg; det her er sådan, det skal være.
Da vi flyttede til London i januar 2024, var det vel vidende, at vi nu tog den jul, børnene elskede, fra dem. Det var ikke sådan, at jeg tænkte, at vi hellere måtte blive hjemme, slet ikke, selvfølgelig kan det også blive en fin jul i London, julekoncerterne i de engelske kirker, udsmykningen på Regent Street, fodbold på stadion anden juledag. Det hele går nok, det bliver sjovt at prøve, sagde jeg og smilede, men jeg vidste også, at nu bliver det ikke længere, som det var. Mine børn vidste det også. Jeg kunne se det i deres øjne. Det, man mister, og det, der ligger og venter.
Den 24. december 2024 holdt jeg to julegudstjenester, som man ville holde dem i Danmark. Jeg elsker juleaften kirken, elsker højtideligheden, at alle synger med, elsker, at folk tager deres pæne tøj på, at kirken er proppet, de må gerne stå oppe ved alteret og sidde i min stol eller tage plads oppe ved organisten, det er sådan, det skal være. Efter den anden gudstjeneste kl. 17.00 samledes vi i Church Hall og holdt jul sammen med alle dem, der ville. Der var enlige, der var ægtepar, der var familier, der var dem, der ville have, at det skulle være lidt, som det plejer at være, og der var os, mine fire børn sad og drak Faxe Kondi, pludselig generte.
At være hjemme er ikke bare en lokation, men et sted inden i dig, som du tager med dig. Et sted, hvor man ikke spørger om noget, ikke leder efter noget, man forholder sig slet ikke til noget, man er bare i det, her man skal være. Det er ikke dig, der går ud i verden, men verden, der er gået ind i dig. Kan man tage julen med til udlandet?
Nej, ikke rigtigt. Det fine ved juleaften i London var, at det
At være hjemme er ikke bare en lokation, men et sted inden i dig, som du tager med “
ikke helt blev, som det skulle. Noget manglede. Vi kom til at sammenligne, og enhver sammenligning ligger der en afstand. Sådan er det at være kirke i udlandet.
Vi prøver at give folk noget af Danmark i England, noget hjemligt ude, og vi kommer lidt af vejen – dansede om juletræet og spiste risalamande, der var en, der insisterede på at læse op af Peters Jul, og nogle englændere ville have mere snaps. Men vi kom aldrig derhen, hvor det, vi sad om, svarede til de billeder, vi havde os. Det kan jeg godt lide. For det betyder, at det, vi har i os, ikke kan kopieres, ikke kan skubbes ud, lever videre i os. Det er også det, der er kirke; alle os, som mødes om at have tankerne et andet sted.
Den 25. holdt vi jul, som man gør det i England, formiddagsgaver, O Come, All Ye Faithful, gåtur i parken, en vildt tør kalkun. Det var sjovt, sagde børnene. Om lidt er det jul igen. Tror du, vi vil mindes den gang, vi holdt jul i London?
Karsten Møller Hansen
