KOM HJEM UDE
TEMA FÆLLESSKAB
JUL ET FREMMED STED
ROYAL SIDE RUN SINGAPORE
FÆLLES I SANG OG SPROG
EN SPRITNY SALME
TIDLØS I FORANDRINGENS TID
Af Jakob Kvist, formand · Foto: Sisse Blay
Vi har netop været i Hamborg og fejret kirkens 150-års jubilæum. Utroligt, at der i en af Europas travleste storbyer i 150 år har været et lille stykke Danmark, hvor mennesker har kunnet samles og høre evangeliet på dansk, synge salmer på dansk, indgå i fællesskabet eller bare være alene på den særlige måde, man kan være alene i en kirke. Alene og alligevel set.
Alene sammen er et paradoks, men sådan er en kirke fyldt med paradokser. Både historisk og tidløs, fordi menneskets børn ikke rigtig forandrer sig. Det bliver vi mindet om nu, hvor krigen pludselig kom tilbage til Europa. Vores søgen efter ståsted og en glimtvis forståelse af det korte liv, vi lever, er i bund og grund uforandret. Eksistensen er og bliver en gåde.
Indimellem bilder vi os noget andet ind - når moden eller tidsånden dikterer - og vi tror os hævet over tidligere generationers spørgsmål. Men verden er stadig fuldstændig magisk og paradoksal og principielt uforståelig for os mennesker.
Derfor skal vi ikke være bange for at stå fast på en vis tidløshed. Stå fast på at være kirke for alle, der ønsker at være med. Stå fast på at være os selv. Så må tidsånden rase derude, for vinden vender altid før eller siden.
Nå nej, så skulle vi alligevel ikke bare overlade alt til techgiganterne.
Nå ja, så betød fællesskaber alligevel noget.
Nå ja, så var danskheden alligevel vigtig – og bøger, dem skal vi alligevel huske at læse.
KOM HJEM UDE
Udgives i marts, juni og november af:
DEN DANSKE KIRKE I
UDLANDET
OPLAG
7.600 eksemplarer
ISSN 2794-8439
DEN DANSKE KIRKE I
UDLANDET
Smallegade 47, 2000 Frederiksberg +45 7026 1828 kontor@dendanskekirke.dk www.dendanskekirke.dk
REDAKTION
Selma Ravn, ansvarshavende redaktør
Anne Meldgaard, redaktør +45 7026 1828 blad@dendanskekirke.dk
LAYOUT
Sisse Blay
TRYK
Strandbygaard Grafisk A/S, Skjern
ANNONCER
Eva Brøsted: eb@dendanskekirke.dk
I Danmark kalder vi det åndelig oprustning for tiden.
I Danmark kalder vi det åndelig oprustning for tiden.
På den baggrund var det fantastisk at fejre en kirke, der har holdt sig levende i 150 år. Ikke som bygning, men som et fællesskab af mennesker, døde som levende, der har lagt tid og hjerte i, at der også lige dér skulle være et sted, hvor dansk tro og fællesskab kunne slå rødder.
Vi står på skuldrene af mange – præster og kirkeråd, frivillige og medlemmer, der gennem årene har holdt kirken levende. For ikke at snakke om alle dem, der bare møder op.
De har dannet fællesskab, hvor man kan finde trøst, håb og glæde, både som dansker i udlandet, søfarende og som medmenneske i verden. Det er både historie og fremtid, og lige nu skrives de næste kapitler. Der er altid udfordringer og problemer, og verdenssamfundet ændrer sig. For tiden går bølgerne højt over Atlanten, men kirkerne i udlandet er en påmindelse om, at uanset hvor vi kommer fra, så er der altid et fællesskab, der venter på os.
Lad os fortsætte med at bygge på det stærke fundament, så fremtidige generationer kan finde et hjem i de danske kirker i verden – et hjem i troen, i tvivlen, i håbet, i fællesskabet og i historien.
FORSIDEFOTO
Sømandskirken i Singapore
INFORMATION Danske Bank
Reg. nr: 4400 Konto: 4525 2100 49
SWIFT-BIC DABADKKK
IBAN nr. DK 91 3000 4525 2100 49
MOBILEPAY 11980
Næste KOM HJEM UDE
Fortællinger relateret til Den Danske Kirke i Udlandet kan sendes til redaktør Anne Meldgaard på blad@dendanskekirke.dk
DEADLINE FORÅR 12. januar 2026
UDGIVELSE Uge 10 2026
4
HVAD MENER
EN POLITIKER
OM VORES SAG
MF Kim Aas (S) stillede op i Nyborg og delte beredvilligt sine holdninger til danske kirker i udlandet.
8-9
VOKSEVÆRK
I TORONTO
En ung mand tog både præst og menighed med storm. Oskar rejste ud for at vokse og fik tankerne i gang hos dem, der tog imod ham.
18-19
”UDE HJEMME”
Kom hjem ude – siger vi og refererer til en følelse snarere end geografi. Det har salmedigter og komponist Marianne Søgaard skrevet om, og her får I tekst såvel som noder til fri afbenyttelse.
28-29
TYSK Ø MED DANSKE RØDDER
Før 1864 var øen Sild en del af kongeriget Danmark, men i dag er den tysk. Staldkirken repræsenterer et dansk bankende hjerte, som både danskere, frisere og tyskere værner om.
POLITIK, PENGE OG PANELDEBAT
Samtale med Kim Aas, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, kirkeordfører og medlem af kirkeudvalget
”Jeg er overrasket over, hvor få midler der tildeles Den Danske Kirke i Udlandet. Det vil jeg gerne påvirke.”
Ordene faldt i en paneldebat med kirkerådsformanden fra Bruxelles, Torben Toft, præst i Paris Malene Bendtsen og næstformanden for både Landsforeningen af Menighedsråd og Den Danske Kirke i Udlandet, Inge Kjær Andersen.
I en tid, hvor åndelig oprustning er på den politiske dagsorden, hvor ser du da de danske kirker i udlandet? Er de af værdi for den danske stat?
”Det er jeg slet ikke i tvivl om. For egen regning – såvel som mit parti og regeringen – kan jeg sige, det er essentielt, at Danmark står stærkt i verden. Det er vi meget opmærksomme på, og militær og politik står ikke alene. Kirkerne og menighederne uden for landets grænser er vigtige baser, for de repræsenterer steder at finde samtalen, fællesskabet og roen i en urolig verden. Det tror jeg, vi har glemt lidt herhjemme, og det skal vi se på politisk. Personligt vil jeg sige; det kan vi gøre bedre.”
I Bruxelles har kirken aktuelt et projekt om et dansk studenterhus faciliteret af kirken. Hvad tænker du om det? Og hvad tænker du om samarbejdet mellem folkekirken og udlandskirkerne?
”Vi skal sparke lidt til traditionerne, og hvordan vi gør tingene herhjemme. Vi må give plads til idéer udefra,
og der er brug for større åbenhed fx omkring frivillighed. Den frivillighed, der eksisterer i udlandskirkerne, ville det være godt at få noget mere af hjemme i folkekirken.
Når skolen og købmanden er lukket i en by, står kirken der stadig. Den kan være et fællesskabscentrum, og her kan udlandspræsternes erfaringer sættes i spil. Jeg tror, at samarbejdet med folkekirken kan blive meget bedre. Hvem ved, måske skal præster en tur ud i verden under deres uddannelse.”
Hvordan vil du konkret forsøge at påvirke økonomi såvel som samarbejde?
”For det første skal vi i Folketinget have en åben debat om, hvad kirkerne i udlandet betyder – både for danskerne dér og for Danmarks internationale tilstedeværelse. Vi skal synliggøre den værdi, udlandskirkerne skaber. For det andet skal vi skabe bedre rammer for samarbejde – fx ved at tænke udlandskirkerne ind, når vi drøfter folkekirkens fremtid, og åbne for flere partnerskaber på tværs. Hvis vi tør tænke nyt, kan vi både få mere ud af midlerne og styrke fællesskabet.”
Hvad er dit eget kendskab til danske kirker i udlandet?
”Jeg har besøgt flere udlandskirker, og det gør stort indtryk. Når man træder ind i en dansk kirke i et fremmed land, mærker man straks hjemligheden og fællesskabet. Præster og frivillige gør et imponerende stykke arbejde under svære vilkår. De skaber et hjem for danskere i udlandet – og det fortjener langt større opmærksomhed herhjemme.”
Kim Aas taler med Torben Toft, formand for Den Danske Kirke i Bruxelles
EN ØL I BRISBANE OG EN TANKE OM FÆLLESSKAB
Af
Christian Rønlev Berwald, dansk præst i Australien
Jeg sidder på et hotelværelse i Brisbane – indrømmet, jeg drikker en enkelt øl. Ikke noget fancy – bare en kold øl fra minibarens lidt for dyre udvalg. Men lige nu smager den fantastisk. Måske er det udsigten over floden og pariserhjulet på South Bank. Måske er det bare roen efter nogle dage på farten: For et par timer siden var jeg i Sydney og for blot tre dage siden i Danmark.
Mens jeg sidder her med øllen i hånden, tænker jeg på den tid, jeg og vi som familie har haft her i Australien i den forholdsvis korte tid, vi har boet her. Vi er blevet taget så godt imod. Vi har mødt åbne mennesker, gæstfrihed, smil – og fællesskaber, der minder lidt om en kold øl efter en lang dag: friske, livgivende og til at dele.
For sådan er det jo med fællesskab. Det er ikke noget, man bare kan tappe direkte fra hanen uden videre – der skal være nogen, der stiller det frem, hælder op og siger: ”Vil du have en?” Nogen skal tage initiativ, invitere, dele. Det sker, når vi hver især bidrager med det, vi kan: Én er god i køkkenet, en anden kan stille borde op, en tredje har gode idéer, en fjerde kan holde styr på teknikken. Hver især kan vi noget forskelligt, og tilsammen kan vi skabe noget, der virkelig smager af mere.
Og ligesom en øl ikke kun kan drikkes på én måde, så er kirken heller ikke kun gudstjenesten om søndagen. Den er også børnenes kirkesal, hvor der tegnes og leges, de unges mødested, de ældres trygge rum – og et sted for alle midt imellem. Kirken er til, når livet smager sødt, og
Tilsammen kan vi skabe noget, der virkelig smager af mere “
når det smager lidt mere bittert. Men vi kan kun være der for hinanden, hvis vi kender til hinandens tørst – og tør sige det højt: “Det her har jeg brug for”, eller “skal vi ikke prøve at lave det her sammen?”
Her er frivilligheden helt afgørende. Hvis ingen gider hente glassene, købe øllen eller åbne flasken, så sidder man hurtigt alene med et tomt krus. På samme måde ville vores kirke hurtigt stå ret tom uden frivillige. Det er ikke præsten alene, der skaber fællesskab – heldigvis! – men alle os, der sammen giver lidt af vores tid, lidt af vores kræfter og lidt af os selv.
Så mens jeg tager den sidste tår og kigger ud over Brisbane, tænker jeg på, at kirken netop kan og vil være sådan et sted; hvor nogen har brygget, andre har hældt op, og vi alle sammen kan løfte glasset og skåle – ikke kun for os selv, men for det fællesskab, vi er med til at skabe.
Så skål – for frivilligheden, for idéerne, for børn, unge og gamle, for de små og store bidrag. Og skål for fællesskabet – det smager altid bedst, når man deler det. Jeg vil se frem til ikke at nyde øllen, sodavand, kaffen alene – men sammen, delende det, vi hver især kan bidrage med.
MEN HVORDAN SKAL
VI SÅ HOLDE JUL?
Af Karsten Møller Hansen, dansk præst i London
Mine børn har ikke prøvet at holde jul et andet sted end i Tårnby, den ældste kirke i København, den store gamle præstegård, brostenene foran, resten af familien kom i løbet af eftermiddagen, samlet gik vi til gudstjeneste, brændeovnen, juletræet, folk ringede på døren for at ønske præsten og familien en god jul. Et år lå der sne. Et andet år grinte vi alle på samme tid. Hvert år tænkte jeg; det her er sådan, det skal være.
Da vi flyttede til London i januar 2024, var det vel vidende, at vi nu tog den jul, børnene elskede, fra dem. Det var ikke sådan, at jeg tænkte, at vi hellere måtte blive hjemme, slet ikke, selvfølgelig kan det også blive en fin jul i London, julekoncerterne i de engelske kirker, udsmykningen på Regent Street, fodbold på stadion anden juledag. Det hele går nok, det bliver sjovt at prøve, sagde jeg og smilede, men jeg vidste også, at nu bliver det ikke længere, som det var. Mine børn vidste det også. Jeg kunne se det i deres øjne. Det, man mister, og det, der ligger og venter.
Den 24. december 2024 holdt jeg to julegudstjenester, som man ville holde dem i Danmark. Jeg elsker juleaften i kirken, elsker højtideligheden, at alle synger med, elsker, at folk tager deres pæne tøj på, at kirken er proppet, de må gerne stå oppe ved alteret og sidde i min stol eller tage plads oppe ved organisten, det er sådan, det skal være. Efter den anden gudstjeneste kl. 17.00 samledes vi i Church Hall og holdt jul sammen med alle dem, der ville. Der var enlige, der var ægtepar, der var familier, der var dem, der ville have, at det skulle være lidt, som det plejer at være, og der var os, mine fire børn sad og drak Faxe Kondi, pludselig generte.
At være hjemme er ikke bare en lokation, men et sted inden i dig, som du tager med dig. Et sted, hvor man ikke spørger om noget, ikke leder efter noget, man forholder sig slet ikke til noget, man er bare i det, her man skal være. Det er ikke dig, der går ud i verden, men verden, der er gået ind i dig. Kan man tage julen med til udlandet? Nej, ikke rigtigt. Det fine ved juleaften i London var, at det
Karsten Møller Hansen
At være hjemme er ikke bare en lokation, men et sted inden i dig, som du tager med “
ikke helt blev, som det skulle. Noget manglede. Vi kom til at sammenligne, og i enhver sammenligning ligger der en afstand. Sådan er det at være kirke i udlandet.
Vi prøver at give folk noget af Danmark i England, noget hjemligt ude, og vi kommer lidt af vejen – dansede om juletræet og spiste risalamande, der var en, der insisterede på at læse op af Peters Jul, og nogle englændere ville have mere snaps. Men vi kom aldrig derhen, hvor det, vi sad om, svarede til de billeder, vi havde i os. Det kan jeg godt lide. For det betyder, at det, vi har i os, ikke kan kopieres, ikke kan skubbes ud, lever videre i os. Det er også det, der er kirke; alle os, som mødes om at have tankerne et andet sted.
Den 25. holdt vi jul, som man gør det i England, formiddagsgaver, O Come, All Ye Faithful, gåtur i parken, en vildt tør kalkun. Det var sjovt, sagde børnene. Om lidt er det jul igen. Tror du, vi vil mindes den gang, vi holdt jul i London?
VOKSEVÆRK
Af Kirstine Rasmussen, præst i Den Danske Kirke i Toronto · Foto: Oskar Bang
Jeg husker, hvordan jeg som barn lå i sengen om aftenen og havde vokseværk i benene.
Den helt fysiske manifestation i kroppen, der er i gang med en proces, som man slet ikke selv er herre over. Den vil noget, den arbejder, der er vækst på spil. Jeg lå der i sengen og havde store tanker om, hvad det egentlig betød, at jeg var i gang med at vokse. Små eksistentielle kriser og overvejelser kan man næsten kalde det.
Sagen er den, at vi stopper jo ikke med at vokse. Det skal vi hele livet. Måske er det meningen, at vi hele livet, langsomt, sagte skal vokse. Ikke i højde eller erfaring, men i blik, i menneskelighed. Jeg tror meget på, at vi kultiverer hinanden, giver hinanden næring til netop at gro. Vi modnes af hinanden. Vækst opstår i relationer.
Den opstår der, hvor vi bliver mødt, spejlet. Men i den grad også, når nogen viser os noget, vi har gemt væk. Når vi bliver set, ikke kun for det, vi glædeligt viser frem, men også for det, vi forsøger at skjule, når vi konfronteres.
Sidst i marts flyttede Oskar ind hos os i præsteboligen her i Toronto. Han skulle være frivillig i vores menighed i en periode. Og vi mødte så en ung, nysgerrig, livsklog fyr med en helt særlig evne til at være til stede. Ikke bare sådan til stede i rummet – men til stede i samtaler, i fællesskabet, i det mellemmenneskelige. Vi talte meget sammen, Oskar og jeg. For han stillede mange spørgsmål, helt utrolig mange. Jeg blev udfordret, måtte tænke nyt. Jeg forsøgte at svare, forhåbentlig klogt, nogle gange sikkert ikke. Hvad tror du egentlig på? Kan jeg
Oskar og Kirstine gjorde hinanden klogere
Hvad skal du egentlig her?” spurgte en ældre dame fra menigheden ham. ”Jeg tror nok, jeg skal vokse som menneske,” svarede han. Ordene kom fra Oskar. “
VÆRK
overhovedet gøre det forståeligt for andre? Det skulle man jo gerne kunne som præst, men alligevel. Vigtigt og værdifuldt var det, at samtalerne også åbnede for Oskars egne bud og forsøg udi svar og beskrivelser af ukendte landskaber. Det er en kæmpe gave, når nogen tør åbne op og i tillid dele deres erfaringer og liv. Hans blik flyttede mig. Med sit blik på verden og troen har han givet mig nye ord og perspektiver. Det har gjort mig klogere og rykket mig, givet næring til vokseværk. Ikke et vokseværk, der smerter eller giver mig uro, nærmere den livsforstørrende slags.
Vi har sendt Oskar hjem igen. Han skulle hjem til Danmark og fortsætte sit liv der. Tænk sig alt det liv, der venter. Men her hos os er vi taknemmelige for, at Oskar kom til os. Det er nemlig ikke kun præsten, der kan op
leve, hvad sådan et ungt menneskes ophold kan gøre og give. Flere i menigheden har sagt: “Ham Oskar – han har altså gjort indtryk. Men kunne han da ikke være blevet lidt længere? Eller måske kan han komme tilbage?” Jeg iagttog, hvordan Oskar med sin rolige og ærlige nysgerrighed, søde begejstring og sine undrende analyser gav næring til andre. Selv dem, der er begyndt at vokse nedad i højden.
Når vi rejser ud, og når vi tager imod dem, der kommer til os, byder vi en forandring ind. Det danske band Minds of 99 synger i deres sang med titlen Vi vokser:
"Hvad hvis, hvad nu?
Er det nu, vi sku’
Rejse, tage herfra
Ska’ det ske? Måske."
Det rammer meget godt plet. Når vi rejser ud, forlader vi det kendte og åbner os for det, der er anderledes. Det kan være krævende, men netop i mødet med det fremmede ligger en særlig mulighed for vækst, når du forbindes med noget, der ikke er dig selv. Ska’ det ske? Måske. Heldigvis er muligheden alle vegne, hvor end du bevæger dig hen. Det anderledes møder du også i det danske, hvis du vil.
Drømmen om at vokse som menneske, den har mange, tror jeg. Præcis som Oskar. Der er ikke noget nyt der. Tanker om menneskets vækstpotentiale er en gammel sag. For mennesket skal næres, for at det kan gro. Det sker netop, når vi giver os selv til hinanden, til Gud. Så bliver vi det, vi er skabt til.
ET KONGELØB I SINGAPORE
Af Anne Meldgaard, redaktør · Foto: Sømandskirken i Singapore
Store begivenheder, du kan opleve hjemme i Danmark, skal du også kunne opleve i udlandet. Dét er et erklæret mål for vores kirker og en stor lyst blandt danskere i udlandet.
Altså var der ikke langt til snørede løbesko i Singapore op til årets hjemlige Royal Run.
I subtropisk klima med en luftfugtighed, der var til at mærke, stillede ca. 50 glade danskere op til løbe- og gåtur rundt om den ikoniske sømandskirke, som ovenikøbet ligger på et bjerg med deraf følgende stigninger.
Cikaderne sang, og løberne pustede i de omkring 30 grader, hvor frivillige heppede og delte vand ud langs ruten. Et Royal Side Run var født uden for Danmark.
Steffen Jensen, en 31-årig skibsingeniør, som har arbejdet i østaten gennem længere tid, deltog i løbet og er meget begejstret: ”Selve Royal Side Run var i mine øjne mere end vellykket, og turen helt unik på grund af omgivelserne på Mount Faber. Fællesskabet og hyggen under turen og bagefter var fantastisk!
For mig personligt er kongehuset noget, jeg er vældig stolt over. Her i Asien har det danske kongehus altid været elsket, og folk kommenterer indimellem på det, når man siger, hvor man er fra.”
Steffen er født og opvokset i Elling nord for Frederikshavn. Han er uddannet skibsmontør hos Everllence (tidligere MAN Energy Solutions). Hans job har ført ham ud i verden, og på et servicebesøg mødte han sin nuværende forlovede ombord på DFDS CROWN. Siden er han flyttet permanent til Singapore, og her betyder sømandskirken meget for hans sociale liv.
Royal side Run, en god ting at samles om – også i udlandet
Det sociale kommer gennem kirken
”Jeg er kommet i Singapore mange år med arbejdet, men efter at være flyttet herud har jeg opbygget et stort netværk af danskere og andre udlændinge med baggrund i de forskellige begivenheder i sømandskirken. Det er et utrolig godt sted for danskere at komme og møde nye mennesker, både ved et løb og i alle mulige andre aktiviteter, kirken afholder.
For mig har det betydet utrolig meget socialt at have sømandskirken, og det gælder også for min forlovede, som kommer herud nogle måneder ad gangen. Det har gjort det nemmere for hende at møde andre danskere.
Jeg er stor bruger af kirken og deltager i stort set alt, når det er muligt i forhold til mit arbejde. Samtidig handler jeg alle de danske varer, som jeg savner, i kirkens kiosk, så jeg har altid danske pølser, leverpostej, rullepølse osv. i min lejlighed. Priserne er højere end i Danmark, men kirken skal også overleve, og jeg støtter med glæde, og så nyder jeg den hjemlige følelse, jeg finder der.
Vi er nødt til at støtte op om kirken
Uden den danske sømandskirke vil det danske miljø stoppe med at udvikle sig. Det er jeg helt sikker på!
I Den Danske Kirke i Singapore kæmper vi hårdt for økonomien. Det kræver frivillighed og støtte fra danskerne, for at kirken kan fungere, og det er også vigtigt, at danske virksomheder støtter og lægger sponsorpenge, da det ellers kan være svært at holde kirken i gang. Personligt gik jeg aldrig i kirke i Danmark, men jeg har været til flere gudstjenester herude samt til konfirmation. Det er måske ikke det kirkelige, jeg går mest op i, men det er nu hyggeligt at sidde på kirkebænken i 30 grader og føle sig dansk og så få sig en kop kaffe med bagefter.”
VI BINDER DANSKERNE SAMMEN
Dagen på Mount Faber blev også benyttet til samvær i sømandskirkens hyggelige gårdhave, og indenfor var der indvielse af et nyt billede af kongeparret. Ambassadør Jakob Brix Tange holdt tale, og de tilstedeværende brød spontant ud i ”I Danmark er jeg født”.
Succesen med Royal Side Run var så stor, at man allerede nu tænker på en gentagelse næste år. Og hvem ved … måske følger andre danske kirker i udlandet trop!
Christian og Villads fik mange oplevelser i New Zealand
EN BID AF DANSK JUL
Af Anne Meldgaard, redaktør
Forestil dig juleaften. Det er koldt udenfor, og du sidder indenfor i stearinlysets skær, og det dufter fra køkkenet. Det er præcis den julehygge, de fleste danskere kender og elsker. Men for de to tømrerlærlinge Christian Bunk og Villads Elmer blev sidste jul en noget anderledes oplevelse. De var nemlig seks måneder i New Zealand som en del af deres EUX-uddannelse, og her er december fyldt med varme og sol.
Christian og Villads' jul på New Zealand viser, hvor meget de danske traditioner betyder, når man er langt hjemmefra. Det er en historie om venskab, eventyr og om at finde et lille stykke Danmark midt i den newzealandske sommer.
VI
"Det var svært sådan rigtig at komme i julehumør hernede," forklarer Christian, der er 20 år og fra Vejgaard i Aalborg. Villads, der også er 20 år og fra Aalborg, er enig: "Den danske 'julehygge' kan være svær at få øje på i New Zealand, især når sæsonerne også er omvendte, og det er sommer juleaften."
Ikke en – men to julegudstjenester
I Auckland hørte Christian og Villads tilfældigvis om en dansk julegudstjeneste og en efterfølgende julefrokost. Det var en uventet, men kærkommen mulighed for at få en bid af dansk jul. De havde ikke regnet med, at de ville komme så tæt på en traditionel dansk jul på den anden side af jorden, men efter at have deltaget i den første gudstjeneste gentog de succesen i Wellington.
ER ET LILLE STYKKE AF DÉT DANMARK, DU SAVNER, NÅR DU ER VÆK HJEMMEFRA
Et lille stykke Danmark midt i den newzealandske sommer “
Julegudstjenesten blev en måde at få julestemningen frem på, og julefrokosten bød på klassisk dansk julemad, risalamande, pakkeleg og dans om juletræet – en "vaskeægte mini-juleaften". Villads fortæller, at efter gudstjenesten i Auckland kunne de virkelig mærke, hvor meget de savnede de danske juletraditioner.
For både Christian og Villads har oplevelsen i New Zealand sat deres danske kulturarv i relief. Villads fortæller, at oplevelsen har knyttet ham stærkere til Danmark. Han har overvejet at flytte permanent til udlandet, men er ikke sikker på, at han kan undvære fx julen. "Det er sjovt, hvordan man kommer til at savne dansk vinter omkring juletid," siger han. Christian er enig og påpeger, at New Zealand er et meget ungt land, der ikke har den samme kulturarv og faste traditioner, som Danmark har. Begge gutter sætter pris på, at en privat organisation sender danske præster ud i verden. De mener, at det er et godt initiativ, der kan minde dem og andre om værdier og danske traditioner. Villads vil også fremover opsøge danske kirker i udlandet, især omkring højtider.
Tømrerliv og personlig udvikling
Christian og Villads var i New Zealand som tømrerlærlinge, og selvom de ikke fik et stort tømrerfagligt udbytte, da standarden ikke er lige så høj som i Danmark, har rejsen alligevel været enormt lærerig. Christian, der normalt bor hjemme hos sine forældre, har lært at klare alt selv, fra praktiske opgaver til at løse problemer, der opstår i hverdagen. Villads ser turen som en chance for at opleve verden som en del af sin ungdomsuddannelse. Han mener, at turen har løftet ham på mange punkter, hvilket han først rigtig har forstået, efter han er kommet hjem.
Rejsepræst Hans Krab Koed tilføjer til juleeventyret:
”Det var skønt at holde julegudstjenester igen på New Zealand. Sidst år havde fire unge håndværkere på udveksling og to au pairer spottet julegudstjenesten i Auckland på Facebook. Det ville de gerne med til, og så blev de så begejstrede, at de også fløj til Wellington for at få den glædelige oplevelse og erfaring med endnu engang. Hvad kan man ønske mere.”
VIL DU LÆRE AT LAVE FILM?
International højskole i Danmark
1 år med filmundervisning
Undervisning på engelsk
Elever fra hele verden
Elever og lærere bor på skolen
BLIV EN DEL AF VORES FÆLLESSKAB
HM Kongen er vores protektor
Foto: Dennis Stenild
SOM PRIVAT MEDLEM FÅR DU:
Bladet KOM HJEM UDE direkte i din postkasse tre gange årligt.
Fire årlige nyhedsmails med historier om danskere i udlandet og på søen.
Mulighed for at deltage i foredrag m.m. i din lokale stiftsbestyrelse.
Mulighed for deltagelse i det lokale årsmøde i dit stift.
Et medlemskab koster 350 kr. for enkeltpersoner og 450 kr. for familier og par.
Tegn et medlemskab på www.dendanskekirke.dk eller ring på 7026 1828.
PÅ MOBILEPAY
Send en gave til 11980, og husk at give dig til kende med en mailadresse, så vi har mulighed for at sige tak.
NÅR DU TANKER ELLER LADER
Hent OK-appen, og vælg Den Danske Kirke i Udlandet som modtager af din støtte. Det koster dig ikke ekstra, men betyder en masse for vores arbejde.
HJÆLP OS MED AT SPARE PORTO
Vi modtager jævnligt gaver fra private, og vi er dybt taknemmelige for alle bidrag. Og vi vil gerne sige tak!
Vi har derfor brug for din mailadresse, så vi kan spare på portoen og bruge hele din gave på arbejdet i udlandet. Send den til os på kontor@dendanskekirke.dk med oplysninger om navn, adresse og e-mail.
Fremadrettet vil vi kun udsende takkebreve pr. post ved private bidrag fra 100 kr.
GIV EN JULEGAVE
OPHÆNGT PROJEKT
I Christianskirken i Berlin savnes en projektor med ophæng. Den skal bruges til fx konfirmandundervisning og møder.
LYST TIL LYD
I Bruxelles ønsker præst og menighed en soundbar til kirkens tv til brug for blandt andet film og foredrag. Fx viser de filmen, hvor Peter Brandes fortæller om sine værker til kirken.
VÆRDI 3.500 KR.
VARM KAFFE I VARMEN
Bangkok stempler ind med dette ønske: stempelkander til kirkekaffe i Dansk Kirke Thailands fine hus.
VÆRDI 600 KR.
SÅDAN GØR DU
Hvis du vil give et bidrag til et af kirkernes ønsker, skal du kontakte: Eva Brøsted på eb@dendanskekirke.dk eller +45 7026 1828
HUSK at gavebeløb er fradragsberettiget, og vi indberetter din gave til SKAT, hvis vi har dit CPR-nummer. I 2025 er beløbsgrænsen 19.000 kr.
VÆRDI 10.000 KR. VI ER IKKE KIRKE FOR NOGEN.
Ovenstående er et udsnit af kirkernes ønsker. Du kan altid kontakte os og høre om andre ønsker.
MERETE, MARIANNE OG RUSSELL HOLDER TONEN
På den anden side af kloden – set fra Danmark – mødes Merete, Marianne og Russell og flere andre hver 14. dag i Den Danske Kirke i Sydney. Dét, de deler, er glæden ved at synge, tale dansk og hygge sig. Her fortæller de hver især om deres fællesskab.
Merete Higginbotham, korleder – eller korvildleder, som hun kalder sig selv.
”Der havde været kor i nogle år, før jeg kom til. Dengang mødtes man hos hinanden. Her var jeg med i nogle år, men da der i 2013 var jubilæum i kirken, og der skulle være stor festivitas, måtte der mere til. Jeg blev valgt som korleder til denne anledning. Da vores optræden var ovre, ville mange gerne fortsætte, og koret har eksisteret lige siden.
Vores korfællesskab er multifacetteret, det handler både om at synge og være sammen, men også om sproget og om at skabe feststemning eller refleksion i kirken. Vi synger en blanding af nye og ældre sange fra min egen tid i Danmark. Sidste jul sang vi blandt andet ”Tidsrejsen” fra den danske julekalender til julemarkedet. Her optræder vi hvert år.
Selv kom jeg til kirken, fordi jeg savnede nogen at tale dansk med, og som forstod min baggrund. Og så savnede jeg selvfølgelig remoulade og sild, som man kan købe i kirkens butik. Min australske mand og jeg blev modtaget med åbne arme på Pennant Hills (red: kirkens adresse), og det blev starten på mange venskaber på kryds og tværs. I år har jeg boet i Australien i 28 år. Frederikskirken er det sted, hvor jeg bliver forstået kulturelt og kan følge med i, hvad der foregår i Danmark.”
“
Frederikskirken er det sted, hvor jeg bliver forstået kulturelt
Marianne Broeng, korsanger
”Jeg har boet i Sydney siden 2005 med min mand og to børn. Som teenager læste jeg bøger om Australien og har altid drømt om at komme hertil. Da vores børn var fire og otte år, flyttede vi med planer om at være her i to år. Vi er her stadig og vil alle gerne blive.
Gennem flere år har jeg gerne villet synge i kor, og da jeg sidste år fik lidt mere tid, blev det til virkelighed. Det er fantastisk! Merete er en dygtig korleder, og hun finder vidunderlige sange. Vi er et mindre kor, og der er også tid til at hygge i vores pauser. Jeg nyder det meget, og det er specielt dejligt, fordi vi alle har danske forbindelser og et godt fællesskab.
Vi er medlem af kirken, og vores børn er blevet konfirmeret her. Vores forældre i Danmark følger også lidt med i kirkens liv og nyder fx, når der er daglige
julehilsener fra præsten i december, som jeg videresender til dem.
De kulturelle arrangementer og sammenkomster giver et trygt dansk samvær. Vi kender hinanden, har det sjovt og hjælper hinanden – også når nye familier flytter herned.”
Russell O'Brien, korsanger
”Jeg er en af korets tre australske medlemmer. Pudsigt nok ligger børnehaven, jeg gik i, på samme gade som den danske kirke, og i 1990’erne arbejdede jeg i København. Her tog jeg dansktimer, og jeg har holdt kontakten med Danmark og mit dansk ved lige siden da. Koret og kirken er en del af det.
At synge i kor har været en åbenbaring for mig. Det har bragt mig i kontakt med en musikalsk side, jeg aldrig vidste eksisterede. At være sammen med danskere og synge på dansk er noget særligt. Kulturelt er der ligheder, og at synge på dansk bringer mig tættere på alt det. Alle er meget imødekommende og støttende.
Vi er en tæt sammentømret gruppe af entusiastiske danskere (og enkelte indtrængere), som nyder at synge ved gudstjenester og andre lejligheder. Sangen tilføjer en dimension, som kun musik kan bringe.”
Frederikskirken er et samlingssted for mange fællesskaber
”UDE HJEMME”
– skrevet til Benedikte og alle os andre
Af Anne Meldgaard, redaktør · Foto: Silkeborg Højskole
Interview med Marianne Søgaard
Marianne Søgaard, sangskriver og komponist, har skrevet salmen ”Ude Hjemme”, som er møntet på danske kirker i udlandet.
Hvor får du inspiration til dine salmer fra?
”Åh ja, alle mulige steder. I denne situation fra Sune og Anne (red: præst og organist) i Benediktekirken.
Jeg stiller mig til rådighed for dem, der ønsker en salme. Det fine, fine møde med Sune og Anne, hvor de fortalte om værdierne i deres kirke og de særlige kendetegn i disse særlige huse rundtom i verden. På en gang kirke og åbent hus i det fremmede, som spænder mellem kirke og kultur. Det har været en god opgave at finde balancerne mellem salme og sang, så den passer til det hus, der betyder noget specifikt og forskelligt for de enkelte brugere. Måske en ung dansker, der kommer og oplever sig velkommen. Åbne rum, hvor den kristne fortælling kan komme på mange måder. Der er stor genkendelse mellem udlandskirken og mit højskolevirkes grundtvigske og kristne værdigrundlag. Det handler om at finde en balance mellem livsoplysning, demokratisk dannelse og folkeoplysning og samtidig skabe en bred, almen åben dør ind til det, der har med tro og eksistens at gøre. I salmen til Benediktekirken blev jeg optaget af: Hvad vil det sige at føle sig alene, at have et sprog, et modersmål. Det tændte noget i mig. Og jeg tænker, at sangen eller salmen kan synges i både kirker såvel som højskoler og i andre huse.”
I salmen skriver du:
”Det sprog, du lærte som barn, har sat sig i dybet af den, som du er”, og ”Stemmerne kendes som et hjem.”
Komponisten med koret der har indspillet den skønne salme
Vil du sætte lidt flere ord på de linjer?
”Anne og Sune fortalte om huset, at middagene betyder rigtig meget, ligesom det at synge sammen. Også i arbejdet med babysalmesang og med konfirmander. Her skaber sangene broer imellem mennesker, og vi får adgang til det intuitive sprog, vi lærer som børn. Folk rejser ud med stor nysgerrighed på verden og det fremmede. Når de så mødes af hjertesproget, har det større betydning, end vi måske tillægger det almindeligvis. Jeg tror, det går bag om fornuften og kan ramme os i hjertet på en særlig måde.”
Du skriver minimalistisk, siger præsten i Hamborg. Har han ret?
”Jeg skriver antydende og i et sprog, der ikke låser sig for stramt i sin betydning. Der er åbninger og muligheder for fortolkninger og den syngendes egne associationer, og det kan jeg godt lide. Det er en vigtig del af mit arbejde i spændet mellem salme og sang.
”Ude Hjemme” kan læses som begge dele og synges alle steder. Jeg foretrækker, at mine tekster er antydende og inkluderende, så du kan sætte dine egne erfaringer i spil. For hvad er salmens ærinde? Er det at videregive den rette forståelse af troen fx? Ikke i denne salme.
Jeg synes først og fremmest, at det her skal være en salme, hvor mange kan se sig selv og synge med – en salme, hvori vi kan finde hinanden. Jeg har arbejdet med salmen ud fra et mangfoldighedsprincip, som jeg også tænker, at Den Danske Kirke i Udlandet som samlet organisation må arbejde med.”
Kender du selv til ude/hjemme?
”Ja, bestemt. Lige efter gymnasiet rejste jeg som 19-årig til Paris. Jeg var mutters alene og på dybt vand. Men heldigvis var Frederikskirken der jo. Den var et helle
1 )
midt i verden, hvor jeg kunne jeg trække vejret og føle mig hjemme. Det passer så fint ind i kirkens arbejde, synes jeg.
1 )
D e r s t å r e t hus i e n by, hv o r a l l e ka n ko m m e i n d e n f o r f ra g a d e n s bl å l a by ri n t o g f ø l e s i g l i l l e , n å r v e rd e n e r s t o r
D e r s t å r e t h u s i e n by,
h v o r a l l e ka n ko m m e i n d e n f o r f ra g a d e n s bl å l a by ri n t o g f ø l e s i g l i l l e ,
uro l i g o g v i l d
n å r v e rd e n e r s t o r
o g l æ n g s l e rn e ud e a t s v ø m m e
I starten af tyverne var jeg i New York. Her kom jeg også i den danske kirke. Det var alt sammen før, jeg havde ramt en musikalsk, kirkelig kontekst. Dengang skrev jeg popmusik på dansk under pseudonymet ”Oui Mari”. I 2015 blev jeg inviteret til at medvirke i Kirkesangbogen. Det startede noget for mig med at skrive salmer.”
Og nu har du skrevet en salme til hele verden – eller i hvert fald danskere i hele verden!
u ro l i g o g v i l d
He r h a r h je r t e t h je m m e
u d e h je m m e
o g l æ n g s l e rn e u d e a t s v ø m m e .
He r h a r h je r t e t h je m m e
u d e h je m m e
2 )
He r h a r h je r t e t h je m m e
u d e h je m m e
He r h a r h je r t e t h je m m e
u d e h je m m e
I hus e t l y d e r d e r s a n g , o g s t e m m e rn e ke n d e s s o m e t hje m .
2 )
D e t s pro g , d u l æ rt e s o m ba rn , ha r s a t s i g i d y be t
”Det har været en kæmpe ære, en drømmeopgave. Det sætter mig kreativt i gang, sådan en opgave, hvor der også er en stor åbenhed, ligesom i kirkerne i udlandet. Det har været spændende at finde balancen i salmen, som gør den anvendelig i de forskellige kirker. Jeg er superstolt af opgaven og salmen.”
a f d e n , s o m d u e r, o g m i n d e r d i g o m
I h u s e t l y d e r d e r s a n g ,
o g s t e m m e rn e ke n d e s s o m e t h je m
a t bø l g e rn e bry d e s m o d ky s t e r
D e t s pro g , d u l æ rt e s o m ba rn , h a r s a t s i g i d y be t
a f d e n , s o m d u e r,
He r h a r h je r t e t h je m m e …
o g m i n d e r d i g o m
a t bø l g e rn e bry d e s m o d ky s t e r.
3 )
P å d ø re n e r d e r e t s ki l t
m e d o rd e n e fu n d e t , e l s k e t , s e t .
Hvad er det næste, du skal i gang med? ”Jeg skal indspille ”Ude Hjemme” med højskoleelever fra Silkeborg Højskole, hvor jeg er højskolelærer til daglig. Blandt andet en duet på 3. vers sunget af Emil Klingenberg Jessen og Natasha Clausen. Med i koret er også Lise Frølund Filtenborg (nr. to til venstre på billedet), hvis farfar har været præst i flere danske kirker i Canada.”
HØR SALMEN HER QR-kode
He r h a r h je r t e t h je m m e
D e o rd e r g a m l e m e n ko m t i l d i g f ra e n f re m m e d .
3 )
P
Vi v a n d re r o m kri n g i uke n d t e s po r m e n g e n ke n d e s a n s i g t t i l a n s i g t
å d ø re n e r d e r e t s ki l t
m e d o rd e n e fu n d e t , e l s k e t , s e t .
He r h a r h je r t e t h je m m e
D e o rd e r g a m l e m e n ko m t i l d i g f ra e n f re m m e d .
Vi v a n d re r o m kri n g
i u ke n d t e s po r
m e n g e n ke n d e s a n s i g t t i l a n s i g t
He r h a r h je r t e t h je m m e
DEN, DER SYNGER, ER ALDRIG ALENE!
Af Malene Bendtsen, dansk præst i Paris
Morgensang i Frederikskirken opstod under pandemien. En time med fællessang, fortrinsvis med sange fra Højskolesangbogen, som blev introduceret og med en indlagt refleksion, der med lidt velvillige øjne kunne få arrangementet til at falde ind under de tilladte gudstjenester – og dermed give mulighed for at åbne dørene og fornemme et fællesskab, der for en tid lå underdrejet, men ikke var forsvundet.
Jeg ankom til Paris midt i tiden med mange restriktioner, og det var tydeligt, hvor svært det var for den danske menighed at undvære deres fællesskab i Frederikskirken, som ikke kunne være det sociale mødested, som den plejede.
Morgensang blev en livline, og hvor er der dog mange danske sange, der kan sætte ord på det, som virker forvirrende og skræmmende – med salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersens ord: ”Man får lagt ord i munden, man måske ikke selv kunne finde.” Og så bliver det bare så mærkbart, når man synger sammen, at den, der synger, aldrig er alene!
Restriktionerne forsvandt, men det gjorde morgensangen ikke – den er blevet en del af Frederikskirkens faste program. Cirka en gang om måneden mødes vi og synger alt fra årstidssange til salmer og viser – og prøver hver gang at lære nye sange, så danskheden, vi synger ind i vores hjerter, ikke kun bliver en rejse tilbage i livet, men en danskhed i bevægelse og mangfoldighed.
Og nu kan vi så udfolde fællesskabet med det, som også gør noget ved os: Vi synger – og så spiser vi! Vi synger i det smukke kirkerum; alle generationer er repræsenteret, og alle stemmer: de smukke og brummerne – og bagefter er
der friskbagte boller og kaffe – og snak. Det er et enkelt koncept, men hold da op, det virker!
Jeg har flere gange indledt morgensangen med et citat af forfatteren og samfundsdebattøren Knud Romer, og det får I også her:
”Musikken sætter os i svingninger og får os til at svinge i takt. I stedet for at være isolerede i os selv, så lægger vi for et kort øjeblik vores private lukkethed og individualisme bag os og går op i en højere enhed, som musikken skaber. Folk, der har sunget sammen, har meget svært ved at komme op at slås, fordi de har været nøgne. At synge sammen er ligesom at sidde i en nøgensauna. Du er nødt til at springe over din skygge, æde din skam og give dig hen. Sammen. Fantastisk!"
Vilma Jeppesen, som bor i Paris og kommer i Frederikskirken, fortæller:
”For fire år siden flyttede jeg fra København til Paris for at arbejde som au pair, og senere vendte jeg tilbage at studere.
At komme i kirken, hvad end det er til kor eller morgensang, er altid utrolig hyggeligt. Der er folk i alle aldre, danske og franske, og sammen får man en stund med bånd på kryds og tværs. Øvede og mindre øvede, alle kan være med – det er et lille pusterum fra den ellers hektiske parisiske hverdag, og det løfter humøret at få sunget sammen.
For mig har det været en kæmpe hjælp og glæde at have den danske kirke og dens aktiviteter de år, jeg har været her. Efter en hård dag kan det at syge, deltage i tirsdagsaften eller andet være en stor hjælp. At komme til en lille dansk plet i Paris, hvor jeg kan tale mit modersmål, møde andre, der har samme udfordringer som mig selv, gør, at jeg føler mig helt hjemme. Det er også her, jeg har mødt nogle af mine bedste veninder. Og her kan vi altid komme og få råd og vejledning hos Malene og Elisabeth (red: præst og ungdomsrådgiver). Kirken er som en tryg favn med højt humør og glade dage.”
VI BYGGER OM
Fra 1. oktober til 31. januar 2026 undergår sekretariatet på Smallegade en større ombygning, og vi arbejder i perioden primært hjemmefra. Du kan få fat i os på hovednummeret +45 7026 1828 mandag-fredag mellem kl. 10-14 og på vores direkte telefonnumre, som gemmer sig bag QR-koden.
Under ombygningen har vi lejet et lokale til vores møder etc. i Domkirkens Hus, Fiolstræde 4, 1171 København K – som også er vores postadresse i den periode.
Vi håber på forståelse for en tid med anderledes vilkår og vil gøre os umage for at levere og servicere som vanligt.
NØRKLERIER HELE ÅRET
De fleste bag strikkepinde og hæklenåle har levet lange liv i det tyske, men de er stadig danske i hjertet, og det ugentlige møde i kirken er af stor betydning. Kirkehuset på Ditmar-Koel-Straße rummer adskillige fællesskaber, og basardamerne er et af dem.
Af Anne Meldgaard, redaktør · Fotos: Benediktekirken
Det er et fællesskab, det er et dansk holdepunkt, og så støtter de Benediktekirken i Hamborg økonomisk. Basardamerne er nærmest en institution i sømandskirken, og håndarbejdet til gavn for den årlige julebasar er populært.
Lisa fortæller: ”Der har vi et godt kammeratskab, og det er en glæde at træffes hver mandag i kirken. Vi taler dansk, hører nyt hjemmefra, spiser middag sammen, drikker kaffe, bytter blade og bøger, ja – vi hygger os.
At vi samtidig ”nørkler” med mange forskelligartede ting, som sælges på vores julebasar i november, og dermed bidrager til kirkens indkomst, det glæder os selvsagt.”
Lisa Provst Wiesner er fra Hobro og har været bosat i Hamborg hele sit voksne liv. Hun mødte sin tyske mand gennem sport, fik job og børn og har levet et fuldt liv i det tyske. Kontakten til Benediktekirken opstod efter nogle år, og bekendtskabet har budt på alt fra sankthansfejringer til tyskkursus og nu håndarbejdsfællesskab.
”Efter jeg er blevet pensioneret, er det ugentlige basartræf blevet et ”must” for mig, og kirken tager så pænt imod os.”
Kirsten Hvid Habedank er også en del af basardamerne. Ligesom Lisa har hun levet et langt liv i Tyskland, efter hun rejse fra Holstebro for at blive au pair i Hamborg. Dengang, som i dag, var danske kirker i udlandet ramme for unge på rejse eller job.
Kirsten siger: ”For otte år siden sluttede jeg mig til basardamerne. Vores ugentlige møde i kirken med håndarbejde og andre gøremål er en bestanddel af basaren.
Det bedste samlingssted for unge “
Det er også virkelig en glæde at stå i boden de to basarweekender og sælge vores hjemmelavede ting. Kunderne roser os, spørger også, om de måske kan få at vide, hvordan de forskellige ting bliver lavet.
Som ung var jeg også en flittig gæst, og senere fik jeg også bopæl i kirken. Jeg hjalp præsten med at renskrive kirkebladet og andet kontorarbejde et par gange om ugen. Senere blev jeg gift med Horst, og vi har lige fejret guldbryllup.
Kirken er det bedste samlingssted for unge. Både nu og sandelig også for år tilbage.”
FINANSIERINGSBEHOV TIL STYRKET
UNDERVISNING AF DANSKE BØRN OG UNGE
Af Eva Brøsted, seniorkonsulent – fonde og relationer sanglege og historier. Og der lægges også stor vægt på konfirmationsundervisning af unge såvel som minikonfirmandtilbud til de lidt yngre.
Relevans og nutidighed er nøgleord i det arbejde, der handler om at fastholde kultur og sprog for danske børn og unge, som vokser op i udlandet eller er ude en årrække med udstationerede forældre.
Også børnefamilier af blandet nationalitet ønsker at give det danske bedst muligt videre til næste generation.
Vi hører også fra mange familier, at netop det sproglige og kulturelle er essentielt for at kunne tale sig ind i en relevant kontekst, når man enten flytter tilbage til Danmark, eller når man besøger familie og venner i Danmark.
Styrkelse af undervisning
Et nyt projekt skal derfor styrke undervisning og aktiviteter for børn og unge i de danske udlandskirker. Tilbud målrettet børn og unge rangerer højt på skalaen over de indsatser, der har betydning for børnefamilierne, fordi aktiviteterne repræsenterer vigtige samlingspunkter, og fordi det giver mulighed for at arbejde aktivt med at fastholde kultur og sprog.
Og der tilbydes et væld af aktiviteter for børn og unge på alle alderstrin. Langt de fleste kirker har fx mødreeller forældregrupper, babysalmesang, legelørdag med
Det er hensigten, at tilbuddene for børn og unge ligner dem, man finder i en dansk folkekirke, og formatet skal være genkendeligt fra måden, det sker på i Danmark. Der er imidlertid et behov for at styrke undervisningen med en mere nutidig formidling, så man mødes med en ensartet tilgang verden over, der også ligner den, børn og unges venner og familie får i Danmark. Sådan sikrer vi blandt andet, at dansk kultur og sprog bæres med ud og holdes nutidig.
Indkøb af nutidigt materiale
Til at styrke indsatsen i 20 danske kirker søger vi lige nu om støtte til indkøb af nutidigt og relevant materiale for børn og unge.
Vi har allerede modtaget tilsagn om støtte fra Edith og Godtfred Kirk Christiansens Fond samt fra Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond, hvilket vi er dybt taknemmelige for.
Vi mangler fortsat 360.000 kr. for at være fuldt finansieret, og derfor søger vi lige nu om fondsstøtte for at komme i mål med dette vigtige projekt.
Det er vores mål, at projektet kan igangsættes i løbet af 2026, og vi vil naturligvis fortælle om det også her i bladet.
MED EVANGELIET I RYGSÆKKEN OG DANMARK I HJERTET
Af Hans Krab Koed, hjælpepræst, rejsepræst og volontørpræst
Ambassadør for dansk kristendom At være præst i udlandet er på én gang et kald og et diplomatisk hverv. Jeg repræsenterer dansk kristendom – ikke som en museumsgenstand, men som en levende virkelighed, der følger med tiden. Når unge opdager det, måske langt væk fra hjemlandet, får det betydning både for deres tro og for deres forhold til Danmark. Folkekirken så at sige åbner sig for dem i udlandet.
Det, vi lærer i udlandet, tager vi med hjem. Vi lærer, at danskhed er mere end sprog og geografi – det er også åbenhed, fællesskab og modet til at stå ved hinanden. Vi lærer, at folkekirkens frisind er noget, vi kan bære ud i verden. Og vi lærer, at verden har noget at give tilbage til os – nye perspektiver, nye sange, nye bønner.
Jeg har altid haft Grundtvigs tanker om folkelighed, frihed og frisind med i bagagen, hvilket konkret har betydet, at vi også har tilstræbt at møde menighederne i andre sociale folkelige sammenhænge. At præsten er et almindeligt menneske i civilsamfundet, er vigtigt for os. Når jeg ser tilbage på de mange lande, jeg har fået lov at tjene i – Berlin, Málaga, New Zealand, Hong Kong – ser jeg en rød tråd: Mennesker mødes i troens rum, og kirken bliver et hjem, selv når man er langt fra sit eget. Og måske er det netop dér, folkekirken viser sit hjerte: i evnen til at være både dansk og global på én gang.
Et frø i mit hjerte
Det hele begyndte i 2006 i Christianskirken, som ligger midt i den pulserende tyske hovedstad, men som føles som et lille stykke Danmark.
Vi havde, som så mange andre danskere, købt lejlighed, og så blev det påske. Vi skulle i kirke og synge på dansk.
Vi mødte unge danskere, studerende, kunstnere, udstationerede og rejsende, der som os fandt et åndehul midt i byen. Vi kom med vidt forskellige baggrunde, men i kirken mødtes vi om salmerne, nadveren og samtalen ved kaffebordet.
Det gjorde indtryk. For jeg så, at kirken i udlandet ikke blot er et sted for søndagens gudstjeneste – den er et mødested, et netværk, en støtte, en ambassadør for dansk åndsliv. Den oplevelse lagde et frø i mit hjerte, som skulle spire mange år senere.
Efter otte år som menighedsrådsformand ved Sankt
Nicolai Kirke i Kolding stod jeg i 2016 ved en korsvej. Dengang sagde jeg til avisen: “Jeg kunne godt tænke mig at involvere mig i Den Danske Kirke i Udlandet. Vi kommer meget i Berlin, hvor jeg også går i kirke. Her har jeg set, hvor meget en dansk menighed kan betyde – især for unge danskere i udlandet. Det samme gælder Den Danske Kirke i London. Det er et vigtigt ambassadørarbejde for folkekirken.”
Ordineret præst som 72-årig – Berlin og Málaga
Der gik så nogle år, og mange ville have set pensionsalderen som et naturligt punktum. Men for mig blev det et komma. I 2022, som 72-årig, blev jeg ordineret. Jeg begyndte som ulønnet hjælpepræst både i Berlin og i Málaga.
I Berlin mødte jeg igen det fællesskab, der først havde tændt min vision – men nu indefra. Jeg så, hvordan børnene fik dansk sprog og kultur med sig gennem sange og aktiviteter, hvordan unge fandt et sted at stille livets store spørgsmål, og hvordan ældre havde en tryg ramme i et fremmed land.
I Málaga var menigheden anderledes. Her var der mange pensionister og langtidsboende, som havde brug for, at
nogen bar Danmark med sig til dem – gennem højtidernes gudstjenester, gennem samtaler og velsignelser, gennem fællesskaber, der rakte ud over kirkens vægge. Også mange unge, som valgte at blive konfirmeret.
“ Selv den mindste menighed kan skabe store øjeblikke
Volontør i New Zealand – unge på vej
Vores rejse førte os videre til New Zealand. Her er afstandene store, og menighederne små. Alligevel oplevede vi, hvordan selv den mindste menighed kan skabe store øjeblikke. Fem unge danskere kom til gudstjeneste to forskellige steder i landet – ikke fordi det var en del af deres rejseplan, men fordi de længtes efter noget velkendt: en salme, et fadervor, et stykke dansk kristendom langt hjemmefra. Dem kan du læse om på side 12.
Hong Kong – stor mangfoldighed
I Hong Kong åbnede en ny dimension sig. I sømandskirken er en stor del af arbejdet besøg og samtaler på de danske skibe. Men man er også som præst en del af expat-miljøet. Det førte mig til et par lokale Hong Kong-kirker. Fx blev vi inviteret til at møde en queer-
menighed, der viste os, at evangeliet virkelig er for alle – og at kirken må være et sted, hvor mangfoldighed ikke blot tåles, men fejres.
Økumeniske møder – og Pride i Berlin
En præst i udlandet bliver hurtigt del af det bredere kirkelige landskab. Jeg har stået i Marienkirche på Alexanderplatz ved Berlins Pride og bedt sammen med andre kristne for kærlighed, retfærdighed og inklusion.
Jeg har oplevet gudstjenester, hvor dansk, tysk, engelsk og andre sprog smeltede sammen til én lovsang. Her mærker man, at kirken ikke blot er national – den er universel. Og det er netop i mødet med det fremmede, at vi forstår os selv bedre.
At knytte bånd, om end for en kort stund, inden vi rejser videre igen, er guld værd for kvaliteten i det helt centrale; gudstjenesten. Det skaber et intenst og trygt rum, som i et glimt af Danmark. Med evangeliet i ryggen kan alle igen gå ud i den mangfoldige pulserende hverdag rundtom i verden.
Hans Krab Koed har folkelighed, frihed og frisind i bagagen Hans
SMÅ FORTÆLLINGER
Af Anne Meldgaard
BENEDIKTEKIRKEN FEJREDE 150 ÅR
Midt i oktober fejrede Den Danske Sømandskirke i Hamborg sine første 150 år som menighed. Missionen for danske søfarende startede i 1875, og i 1921 lykkedes det at købe en bygning i bydelen St. Pauli.
I 1943 blev kirken, som store dele af Hamborg, bombet. I årene efter holdt man til i bygningens kælder, indtil der igen var rejst midler til en ny bygning.
Dette lykkedes i 1952 på Ditmar-Koel-Straße. I nullerne blev kirken restaureret ved hjælp af fondsbevillinger og private bidragsydere. Ved samme lejlighed udsmykkede kunstneren Erik A. Frandsen kirkerummet, og i forbindelse med indvielsen i 2007
gav prinsesse Benedikte tilladelse til, at kirken kunne kalde sig Benediktekirken.
I de seneste par år er Benediktekirken undergået en stor ombygning, igen med støtte fra store danske fonde og engagerede danskere i byen. Bl.a. er kirketårnet bevaret for de næste mange år.
Der er på alle måder gode grunde til at feste på Ditmar-Koel-Straße.
40 ÅR MED DEN GYLDNE KLOKKE
Der var fest hos Den Danske Sømandskirke i Singapore i september i anledning af 40-året for selvstændigt dansk kirkeliv i østaten. Sømandskirken blev grundlagt i 1984 og delte i starten kirkerum med den norske og svenske
ICMA WORLD CONFERENCE
kirke. I 1985 fandt man bygningen ”The Golden Bell Mansion”, og her har sømandskirken nu i 40 år resideret på toppen af et bjerg og omgivet af jungle i nationalparken Mount Faber.
250 deltagere fra sømandskirker og sømandsmissioner over hele verden var samlet i Barcelona for at diskutere betjening af de søfarende. Temaet ”Navigating change” rummede kvalificerede oplæg, uvurderlig vidensdeling og vigtig networking. Konferencen gav fornyet energi og værdifulde indsigter til at udvikle vores praksis i arbejdet for de søfarende.
ICMA (International Christian Maritime Association) er en paraplyorganisation for 725 missioner for søfarende og fiskere i 80 lande. Fra Den Danske Kirke i Udlandet deltog Selma Ravn, Bent Erling Jacobsen, Rebecca Holm, Pia Hansen og Lars Storm Rasmussen.
SHANGHAJET I SILKEBORG
Af Susanne Sønderbo, volontørpræst ved Den Danske Kirke i Gøteborg
Er det muligt at blive shanghajet midt i Silkeborg ved højlys dag? Jeg troede, det var noget, som skete i 1800-tallet i Shanghai, hvor det var almindeligt at skaffe mandskab til et skib ved at tvinge eller ved list at lokke berusede sømænd om bord til længere sørejser. Men den tid er ikke helt ovre. Den bruges stadig – omend i en anden forklædning og meget mere menneskeligt –endda med et himmelsk formål.
For det var på "Himmelske Dage", det hændte for mig. På Mulighedernes Marked kom jeg forbi Den Danske Kirke i Udlandets stand og fik en snak og en karamel. Da deres udsendte medarbejder (dette blads redaktør) hørte, at jeg var "gammel præst", pegede hun direkte på mig og sagde: "Vi har sådan brug for en præst i Gøteborg!"
Jeg kunne ikke slippe tanken på denne udfordring, men alt i mig protesterede samtidig. For nu havde jeg netop tænkt mig at slå mig til ro i fædrelandet efter mange år i udlandet.
Efter 22 år som præst (i menighed og på hospital) i Hamar i Norge flyttede jeg tilbage til Danmark i november 2022, efter jeg var blevet enke. Jeg har en dejlig lejlighed med havudsigt i Mikkelborg Park ved Hørsholm/Rungsted Kyst. Herfra kan jeg se Kronborg og de to færger, som hele tiden krydser hinanden mellem Helsingør og Helsingborg. Ironisk nok kan jeg ikke undgå at se svenskekysten hele tiden. Om natten er kysten som en lysende stribe – og så bliver jeg direkte spurgt, om jeg vil være præst på den anden side af Øresund! Efter nogle dages overvejelser og samtaler med ledelsen i Den Danske Kirke i Udlandet og menighedsrådet i Gøteborg slog jeg til.
Siden jeg blev student for 52 år siden, har jeg været optaget af kultur og etniske forskelligheder, samt af hvad der sker med mennesker, når de frivilligt eller ufrivilligt (som fx flygtninge) skifter land, sprog og kultur. Mit engagement var så stort, at jeg skrev speciale i klinisk psykologi i 1981 med titlen: "Kulturchok. Chok og/eller chance?” Jeg blev cand.psych. i 1982 og §2-præst i 1998.
Kulturchokreaktioner er som et kriseforløb, en U-kurve. Og det interessante er, at når man kommer tilbage til sin oprindelige kultur efter flere år i udlandet, skal man
Susanne Sønderbo tv. med medlemmer af menigheden Gerda Svendsen, Kirsten Nibe, Anne Bajlum og Birthe Nørgaard.
igennem en gen-tilpasning. Det bliver som en W-kurve. Man skal igennem tilsvarende stressfaktorer. Danmark har forandret sig, siden du rejste ud – og det har du også! Det er måske derfor, at de, som har virket i udlandet, søger ud igen?
Og det er hér, at Den Danske Kirke i Udlandet bliver aktuel. Vi har brug for "oaser", når vi er i udlændighed, når den første begejstring er faldet, og hverdagen begynder! De, som måske ikke kommer i kirken hjemme, opdager nu i udlandet det fællesskab, kirken byder på.
Dette er godt beskrevet i en nyere salme af Janne Mark, nr. 71 i Højskolesangbogen: "Et hus at komme til". Salmen beskriver for nutidsmennesket, hvad kirken er og kan på en let og forståelig måde for både kirkevante og knap så kirkevante.
Netop på grund af den livgivende dynamik, der er mellem kirke og kultur, glæder jeg mig til denne nye uventede udfordring i Gøteborg og føler mig godt udrustet til dette. Mine mange års erfaring som præst i et andet nordisk land vil komme mig til gode.
Livets gode udfordringer stopper ikke nødvendigvis, når du er 70+. Hermed er opfordringen givet videre til andre pensionerede præster: Carpe Diem.
Edda med familie og au pair. Konfirmanderne pyntede korset før høstgudstjenesten.
PÅ SILD BLIVER MINDRETAL TIL FLERTAL
I den lille danske staldkirke på den tyske ø Sild – eller Sylt, som tyskerne siger – lever og ånder fællesskabet i et skønt sammensurium af sprog, ophav og århundreders historie. På øen er der ca. 18.000 fastboende – flest tyskere, men også frisere og danskere samt alt derimellem.
Af Anne Meldgaard, redaktør
Her spørger ingen, om man er halvt dansk eller kvart frisisk. Sprogene flyder frit: tysk, dansk, frisisk, sydslesvigsk – og den særlige dialekt kartoffeldansk, som er en fin blanding af det hele.
En rød-hvid tråd i det frisiske sand Tryghed, tilhørsforhold og følelsen af at høre til binder menigheden sammen i den lille kirke med plads til godt 30 personer. Her fortæller fire medlemmer af mindretallet:
Uwe: ”Min familie har boet på de frisiske øer gennem 400 år. Vi har altid været en blanding af dansk, tysk og frisisk, og jeg føler mig hjemme i det danske mindretal. Mindretallet bliver aldrig udfaset. Historien her er dansk, og den lever videre.”
Ellionor og hendes mand flyttede til fra Tønder i 1966. I mange år hørte de til den tyske kirke, men ved mandens død bad Ellionor den danske præst stå for begravelsen. ”Siden meldte jeg mig ind i Staldkirken, for det blev så tydeligt, at her følte jeg mig hjemme.”
Irmgard er tysk, men hendes børn har gået i dansk børnehave og skole på Sild. ”Det vokser på én,” fortæller hun. ”Min mand er fra Bredebro, og mine svigerforældre var hhv. dansk og østrigsk. Det gør både samfundet og historien mere interessant, når vi blander os.”
Astrid er fra Læk i Sydslesvig. Hun er – som Uwe, Ellionor og Irmgard – stærkt engageret i det danske mindretal og i kirken. ”Jeg føler mig tryg i kirken og i mindretallet. Den kultur skal vi kæmpe for at bevare.”
Kirken tænkes med i alt
Den rød-hvide tråd bliver i høj grad fastholdt af præst, Susanne Ivalo Rasmussen. Hun beskriver kirken som det ene ben, mindretallet står på:
”Her tænkes kirken med i alt – børnehaven, skolen, kulturforeningen osv. Og skulle vi springe Allehelgen over, fordi tyskerne holder Totensonntag? Nej! For så er det jo ikke dansk længere.”
Staldkirken har ca. 300 medlemmer, hvoraf mange repræsenterer en hel familie. I år er der tre Sydslesvigske konfirmander Jonna, Maria og Jonte. I modsætning til deres klassekammerater har de valgt konfirmationen til.
”Fordi jeg er døbt og er kristen,” siger pigerne. De går på Sild Danske Skole, som p.t. tæller 80 elever. Jonte går på efterskole i Danmark.
Det er sproget og Danmark, der er centralt i deres tilhørsforhold. Pigerne glæder sig til konfirmandundervisningen og til at komme på tur til Danmark sammen med andre unge fra Sydslesvig.
Konfirmation og dåb er ikke så almindeligt i Tyskland som i Danmark. Det præger indstillingen, siger Christine Pihl, dansk præst i Sydslesvig og denne dag til møde på Sild. Hun tilføjer:
”Mindretallet kan bestå af mange forskellige, men traditionerne er danske, og sproget er dansk i en eller anden udstrækning. Det er en identitetsgruppe.”
Kollega Charlotte Falkentoft Sloth fra Avntoft supplerer:
”Mange tyskere bliver medlemmer, bruger skolen, Sydslesvigsk Forening m.m., og det er der brug for, så vi fortsat kan være her for danskerne. Jo flere der deltager – danske som tyske – jo stærkere står vi.”
Sang og høstidyl
Det fungerer forbavsende godt at sproget veksler mellem dansk og tysk. Præsten præsenterer konfirmanderne, salmerne synges på begge sprog samtidig, og Staldkirken tager godt imod deres nye kirkesanger, Edda på 8 år. Eddas far er fra Herning og hendes mor fra Freiburg. Kirkens fremtid, fristes man til at tænke.
Efter gudstjenesten dækkes bordet med medbragte retter fra høstgudstjenestens deltagere. Kirkehunden Rigmor får lov at være med i den dejlige have – til lige stor glæde for børn og voksne.
Sensommersøndagen ånder taknemmelighed hos en flok, der med stor hjertelighed tager del i et fællesskab, som rækker langt ud over grænser og generationer.
Staldkirken er en gammel frisergård fra 1788, som blev købt af Dansk Kirke i Sydslesvig i 1953. Kirken er lille, og derfor må menigheden, som er fra 1948, løbende leje sig ind i nabokirken.
Sild er den nordligste af de Nordfrisiske øer og hørte til Danmark indtil 1864. I dag er Sild tysk under delstaten Slesvig-Holsten. Kartoffeldansk er en uformel betegnelse for den dialekt, der tales bl.a. på Sild. Dialekten afspejler den mangeårige kulturelle og sproglige mangfoldighed og påvirkning i området.
"Musik-Carsten", lærer på Sild Danske Skole, viser det nye kors, som er lavet af en lokal kunstner med drivtømmer fra Rømø.
VELKOMMEN – OG PÅ GENSYN
Hjertelig velkommen i Den Danske Kirke i Udlandet og held og lykke i jeres gerning.
Til de, der er fratrådt, siger vi hjertelig tak for jeres indsats i Den Danske Kirke i Udlandet.
SYDSLESVIG
Ruben Fønsbo
NY SYDSLESVIGPROVST
Charlotte Thea Gade er både indsat som Sydslesvigprovst og flyttet til Flensborg. Hun er i fuld gang med sit nye hverv, også som sognepræst ved Helligåndskirken i Flensborg. Med sig til provsteboligen har hun sin mand, Jakob. Hun kommer fra en sognepræstestilling i Esbjerg og har desuden fungeret som ledende beredskabspræst i Region Syd.
Charlotte Thea Gade er vokset op i Varde med fortællinger om det danske mindretal i Sydslesvig, da hendes far var dansk soldat i Tyskland og kendte til livet i grænselandet. I 30 år har hun tænkt, at netop stillingen som Sydslesvigprovst var interessant, og nu er det en realitet.
Charlotte Thea Gade tiltrådte pr. 15. september 2025.
Tiltrådt som præst for Ansgar Kirkes menighed i Flensborg Nord pr. 1. oktober 2025.
Nina Bjarup Vetter
Fratræder som præst for Ugle Herreds danske Menighed pr. 31. december 2025.
Find formularen i bunden af www.dendanskekirke.dk
CANADA
GØTEBORG
Jane Marie Sognstrup
Tiltrådt som præst for Den Danske Menighed i Edmonton pr. 1. september 2025.
Susanne Sønderbo
Tiltrådt som præst for Den Danske Kirke i Gøteborg pr. 1. september 2025.
HONG KONG
Charlotte Cappi Grunnet
Tiltrådt som sømandspræst for Den Danske Sømandskirke i Hong Kong pr. 1. september 2025 i en orlovsperiode.
SYDFRANKRIG
SINGAPORE
Christian Madsen
Tiltrådt som volontørpræst for Den Danske Kirke i Sydfrankrig pr. 15. september 2025.
Pia Sundbøll
Tiltrådt som præstevikar ved
Den Danske Kirke i Singapore pr. 1. september 2025.
Villi Batzlaff
Tiltrådt som assistent ved
Den Danske Kirke i Singapore pr. 1. september 2025.
FREDERIKSBERG
Kenneth Broman
Tiltrådt som kontorchef på sekretariatet pr. 15. august 2025.
Anne Marie Kraul
Fratrådt som kontorassistent på sekretariatet pr. 31. oktober 2025.
NYT HOLD ASSISTENTER
PR. 1. SEPTEMBER 2025:
Bagest fra venstre:
Estrid Kristensen, Rotterdam
Karoline Skovbæk, Paris
Michala Stjerne, Bruxelles
Preben Christensen, Hamborg
Mira Quedenbaum, Rotterdam
Forrest:
Johanne Steenberg, Paris
Wilma Baumann, Berlin
Vi har også udsendte (som ikke er med på billedet).
Astrid Balle Nielsen-Man, Sydney
Emilie Holm Dall, Hamborg
Othilia Pedersen, Bruxellesdan
STEEN LERFELDT
(1941-2025)
Præst i Argentina gennem mere end 45 år Steen Lerfeldt døde i sommer, 84 år gammel.
Det blev på mange måder hans skæbne, da Den Danske Kirke i Udlandet udsendte ham til Necochea i Argentina for en treårig periode i 1971. Sammen med sin hustru, Gullan, virkede Steen Lerfeldt gennem et helt liv til stor glæde og gavn for de danske kirker og danske efterkommere i landet. Steen Lerfeldt viste et enestående engagement i danskernes kirkeliv og sammenhold, og han fulgte generationer af familier fra vugge til grav. Steen Lerfeldt blev pensioneret i 2017, men vendte aldrig retur til Danmark.
Ære være Steen Lerfeldts minde.
SAMMEN OM SAGEN, SALMEN OG SAMTALEN
Vi lytter, vi synger, vi taler, og opgaver og beslutninger kommer fra hånden med hjertet på rette sted. Årets træf i Nyborg er hvert år arbejdsomt og glædeligt.
Af Anne Meldgaard, redaktør · Foto: Sisse Blay
Vi lytter, vi synger, vi taler, og opgaver og beslutninger kommer fra hånden med hjertet på rette sted. Årets t ræf i Nyborg er hvert år arbejdsomt og glædeligt. Fredag var formøde-dag for ansatte, formænd hjemmefra og udefra, og som noget nyt var der paneldebat med deltagere, der havde en mening om både kirke herhjemme og i udlandet. Heriblandt MF Kim Aas (S). Hans meninger kan du læse mere om på side fire. Lørdagen startede med andagt ved biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen. Hun talte over søndagens tekst, ”Gråden over Jerusalem”, og forbandt den gamle tekst til nutidens Gaza over Sudan til Rusland, Ukraine, stormagterne og os selv. Du kan læse hele biskoppens prædiken her.
På deres initiativ har en af vor tids meget populære salmedigtere Marianne Søgaard skrevet det, hun selv kalder en salmesang. Bevæggrunden er det 150-års jubilæum, sømandskirken i Hamborg fejrer i år. Sune og Anne havde den fine vision for digtningen, at den skulle række ud over deres destination og i stedet ramme og rumme alle de danske kirker i udlandet. Salmesangen hedder ”Ude Hjemme”, og vi deler den med dig på side 18-19.
Nye kræfter på vej ud
… eller allerede i fuld gang. Hvert år byder vi velkommen til nyankomne medarbejdere siden sidste repræsentantskabsmøde. I år disse gode folk: Elisabeth Sonne Marinos, projektkonsulent på søfartsprojekter i Danmark, Lauge Lindhardt Frandsen, projektkoordinator i Rotterdam, Pia Sundbøll, sømandspræstevikar til Singapore, Rebecca Holm, seniorassistent ved sømandsklubben i Pelepals, Kenneth Broman, kontorchef i Danmark, og Villi Batzlaff, assistent ved sømandskirken i Singapore. Vi manglede vores nye Sydslesvig-provst, Charlotte Thea Gade, men vi tager selvfølgelig revanche næste år.
2026 samme sted
Næste år er det planen at afholde et to-dagsmøde fredag og lørdag 21.-22. august. Vi glæder os allerede.
Mediemand og forfatter på formandsposten
Jakob Kvist er Den Danske Kirke i Udlandets nye formand. Det stod klart i løbet af lørdag.
En salmesang til alle danske kirker i udlandet
Som en stor overraskelse suspenderede dirigenten kortvarigt repræsentantskabsmødet midt på lørdagen, da præst og organist fra sømandskirken i Hamborg, Sune Haubek og Anne Gössler, havde en musikalsk gave med til forsamlingen og til alle deres danske søster-kirker i udlandet.
1. Vores nye formand Jakob Kvist.
2. Nye ansatte fra venstre: Elisabeth Sonne Marinos, Frederiksberg. Lauge Frandsen, Rotterdam. Pia Sundbøll, Singapore. Rebecca Holm, Pelepas.
Kenneth Broman, Frederiksberg. Villi Batzlaff, Singapore.
3. Pia Hansen opdaterer på søfartsprojekter.
4. Repræsentantskabsmødet.
5. Connie Yilmaz Jantzen, K i London.
STOR TILLID TIL DET NYE HOLD
Af Anne E. Jensen, fhv. formand · Foto: Sisse Blay
Efter 11 år som formand for Den Danske Kirke i Udlandet har jeg takket af. Det har været spændende år, hvor mange mål er nået.
Organisationen har konsolideret sig, og Den Danske Kirke i Udlandet er for alvor smeltet sammen til én enhed. Vi har styrket vores rolle som folkekirkens udenrigstjeneste og udbygget samarbejdet med den danske udenrigstjeneste. Økonomien er blevet bedre, og arbejdet med at skabe netværk og samle præsterne til konventer og kurser er blevet styrket.
I de 11 år har bestyrelsen arbejdet for større gennemskuelighed og ensartethed i fordelingen af ressourcer til kirkerne. Jeg mindes, hvordan storbykirkerne i begyndelsen udtrykte stor frustration over manglende økonomisk ligestilling med sømandskirkerne. Det understregede over for mig, at opgaven med at fordele støtten til kirkerne må og skal være bestyrelsens, baseret på klare principper og rimelighed. Vi er kommet et godt stykke af vejen, selvom det endelige mål – at dække præsternes fulde løn – endnu ikke er nået. Jeg skylder en stor tak til min næstformand, Inge Kjær Andersen, for vores tætte samarbejde gennem alle årene. Det har også været en fornøjelse at samarbejde med en mangfoldig bestyrelse bestående af biskopper, repræsentanter fra menighedsråd, rederierhvervet og ansatte. Alle har de bidraget med stort engagement og gode idéer til at styrke vores arbejde.
Jeg har haft fornøjelsen af tre dygtige ledere. Først var der generalsekretær Margit Petersen, som jeg husker som et meget aktivt, positivt og omsorgsfuldt menneske. Hun har en stor del af æren for, at organisationen kom godt på fode efter fusionen. Derefter kom Pia Sundbøll, som gjorde en stor indsats for at styrke samarbejde og netværk i organisationen. Senest har Selma Ravn som udlandsprovst gjort et stort arbejde under vanskelige forhold, som blandt andet krævede en hurtig tilpasning til digitale mødeformer under corona-nedlukningen. I Selmas tid har sekretariatet desuden formået at skaffe langt flere tilskud fra fonde og offentlige bevillinger.
Der er sket meget, og ikke mindst her på det seneste er det blevet synligt med arbejdet med navneskifte og ny mediestrategi. Det kræver en kæmpe indsats, som min efterfølger Jakob Kvist med hans store erfaring inden for medieverdenen er den helt rette til at følge op på.
Den bedste støtte, vi kan give hjemmefra, er at sende en præst. Vi har dygtige engagerede præster, der bærer dansk kultur med ud i verden. Tak for alle jer. Og tak til vores samarbejdspartnere. Det gælder inden for søfarten, organisationer som Danes Worldwide, kirkelige organisationer og Udenrigstjenesten.
Endelig vil jeg gerne udtrykke min dybe taknemmelighed til de mange frivillige, både i Danmark og i udlandet, som sikrer, at de danske kirker kan leve og udvikle sig. Og til sekretariatet, som yder en fantastisk indsats med at organisere alt fra lønudbetaling til fundraising og kommunikation. Her har kontorchef Kenneth Broman netop overtaget stafetten fra tidligere administrationschef Tommy Liechti.
Jeg har stor tillid til, at det nye hold sammen med bestyrelsen nok skal forvalte Den Danske Kirke i Udlandet på en god måde.
FIND OS
EUROPA
BELGIEN
BRUXELLES
T +32 2 660 93 34 www.dankirke.be
ENGLAND
HULL
T +44 1462 225469 www.nordichousehull.co.uk
LONDON
T +44 207 935 1723 www.danskekirke.org
LONDON, DANSK KFUK*
T +44 207 435 7232 www.kfuk.co.uk
FRANKRIG
NICE
T +33 6 6081 6448 www.eglisedanoise.org
PARIS
T +33 6 52 10 56 41 www.frederikskirkenparis.dk
HOLLAND
ROTTERDAM
T +31 10 714 2626 www.kirken.nl
LUXEMBOURG
LUXEMBOURG
T +352 691 325 035 www.dankirke.lu
SCHWEIZ
GENÈVE
T +41 22 798 8018 www.dankirke.ch
BERN
BASEL
CHÂTLET ST-DENIS ZÜRICH
SPANIEN
ALGECIRAS
T +34 696 822 751
MALAGA ØST
T +45 2910 1953
MIJAS
T +34 952 587 481 www.dsuk-spanien.dk
SVERIGE
GØTEBORG
T +46 72 037 2811 www.folkekirken.se
STOCKHOLM
T +46 72 037 2811
SKÅNE
T +45 3147 6947 www.dankirke-skane.se
TYSKLAND
BERLIN
T +49 30 873 4430 www.christianskirken.de
HAMBORG
T +49 4037 1300 www.dankirke.de
SYDSLESVIG
T +49 461 529 25 www.dks-folkekirken.dk www.praestisydslesvig.dk
MELLEMØSTEN
ISRAEL
JERUSALEM** www.israel.dk
ASIEN
HONG KONG + KINA
HONG KONG
T +852 9490 8562 www.soemandskirken.org
MALAYSIA
PELEPAS
T +60 1323 51005 www.churchsg.dk
SINGAPORE
SINGAPORE
T +65 8869 4828 www.churchsg.dk
THAILAND
BANGKOK
PATTAYA
T +66 (0) 63 191 7501 www.danishchurch.in.th
OCEANIEN
AUSTRALIEN
SYDNEY
BRISBANE
MELBOURNE
T +61 299 80 8223 www.danishchurch.org.au
SYDAMERIKA
ARGENTINA
BUENOS AIRES
NECOCHEA
TANDIL
TRES ARROYOS www.iglesiadanesa.com.ar
NORDAMERIKA
USA
NEW YORK
T +1 718 875 0042 www.dskny.org
CANADA
CALGARY
T +1 403 277 5804 www.danishlutheranchurch.ca
EDMONTON
T +1 780 422 8777 www.ansgar.ca
TORONTO
T +1 416 222 2494 www.danishchurchtoronto.ca
VANCOUVER
T +1 604 298 6112 www.danishchurch.vancouver.bc.ca
Her finder du danske præster og kirker.
I disse byer besøger vi danske søfarende på havnen.
Her er der en dansk menighed, og der holdes gudstjenester med fast interval.
Højtidsgudstjenester holdes desuden mange andre steder.
Dansk KFUK i London er et hostel for unge, organiseret hos Den Danske Kirke i Udlandet.
Kirken i Jerusalem hører under Israelsmissionen.
STØT DANSKE FÆLLESSKABER I UDLANDET
Vores kirker er et naturligt samlingspunkt. Her mødes danskere for at finde hinanden, det danske og for at dyrke fællesskabet. Vi gør en særlig indsats for at give unge en tryg base og et fællesskab, når de er væk hjemmefra.
VI BINDER DANSKERNE SAMMEN
MOBILEPAY: 11 980
NETBANK: REG.: 4400
KONTO: 4525 2100 49
Den danske kirkes fodboldturnering i New York