Nr. 3 - November 2023 - 20. årgang
Tradition og fornyelse af kirkens fællesskab
Tekst:
Anne E. Jensen, formand DSUK
Foto: Anne Meldgaard
Når repræsentanter for danske og udenlandske menigheder hvert år samles til det årlige møde, hvor vi vælger bestyrelsen, hører om økonomien og behandler vedtægtsforslag, er de mest populære indslag dem, der ikke er på den formelle dagsorden: nemlig at høre konkrete beretninger om arbejdet i kirkerne ude. Det er det, der mere end noget optager os og som kan være til gensidig inspiration.
I år fik deltagerne fortalt om sømandsarbejdet i Rotterdam, om et projekt fra Sydslesvig, hvor udsmykning fra kirken omsættes i strikke-gudstjenester, og endelig om Bruxelles-præstens arbejde for danskerne i NATO. Alle tre levende og inspirerende beretninger
NYT udgives i marts, juni og november 2024 af:
Danske Sømandsog Udlandskirker
Oplag | 7.200 eksemplarer
ISSN 1603-6689
Danske Sømandsog Udlandskirker
Smallegade 47,
2000 Frederiksberg Tlf | +45 7026 1828
E-mail | kontor@dsuk.dk www.dsuk.dk
om andre måder at være kirke på og andre vilkår for at være kirke. Det var vedkommende at høre om Bruxellespræstens erfaringer, nu hvor vi igen har krig i Europa. Det påvirker de danske NATO-udstationerede militærfolk, som har behov for at kunne møde præsten og kirkens fællesskab.
100-ÅRS FEJRING I EDMONTON
I september fejrede den danske kirke i Edmonton 100-års jubilæum, og jeg deltog sammen med DSUK’s udlandsprovst Selma Ravn og biskop Mads Davidsen fra Fyens stift. Det blev et bevægende møde med et engageret fællesskab, hvor nye generationer fortsætter de udvandredes sammenhold i kirken. Der er nu fire emigrantkirker tilbage i Canada, spredt over det store land fra øst til vest, og der er et stærkt sammenhold blandt frivillige ved kirkerne. Det er dog stadig færre, som er dansktalende i det daglige, og mange tjenester foregår på engelsk, lige som salmer synges både på dansk og engelsk.
Kirkerne i Canada betaler selv alle udgifter ved driften, herunder præstens løn. Så hvor sømandskirkerne og storbykirkerne for danskere i udlandet og for de
Redaktion
Selma Ravn, ansvarshavende redaktør
Anne Meldgaard, redaktør
Tlf | +45 7026 1828
E-mail | nyt@dsuk.dk
Layout
Pernille Picherit www.pernillepicherit.fr
Tryk
Strandbygaard Grafisk A/S, Skjern
Annoncer
Eva Brøsted | eb@dsuk.dk
dansksindede i Sydslesvig helt eller delvis får dækket præstens løn af DSUK, skal kirkerne i Canada dække det hele selv. Og det gør menighederne. De gør det ved indsamlinger ved gudstjenesterne, som det er sædvane i Nordamerika, og ved basarer og andre aktiviteter, sådan som øvrige udlands- og sømandskirker også rejser penge til deres arbejde.
Enkelte danske kirker i Canada har måttet lukke ned, fordi menigheden blev for lille. Senest Granly, hvor til gengæld salget af kirkebygningen har givet en større indtægt, som kommer de tilbageværende kirker til gode. Således blev det økonomisk muligt for kirken i Edmonton at erhverve smukke glasmosaikvinduer, lavet af kunstneren Peter Brandes, og sammen med istandsættelse af orglet markere, at der efter 100 år fortsat er et rigt dansk kirkeliv i Edmonton, med et markant islæt af dansk kunst i kirken.
Oplevelsen af de danske kirker i udlandet kan være en stor inspiration for de danske menigheder hjemme. For vi oplever os måske mere begrænsede af vores rammer, end vi behøver at være. Med engagement og ildhu fra frivillige kan meget skabes.
Forsidefoto
Julien Mouffron-Gardner
lnformation
Danske Bank
Reg. nr | 4400
Konto | 4525 2100 49
SWIFT-BIC DABADKKK
IBAN nr.
DK 91 3000 4525 2100 49
MobilePay 11980
Protektor
Dronning Margrethe ll af Danmark
Foto | Per Morten Abrahamsen
INDHOLD
TAG MED PÅ EN UNIK KUNSTREJSE 6-7
Er du interesseret i både kunst og kirker? Så se vores tilbud om en helt særlig rejse, hvor vi sætter fokus på kunsten i to af vores kulturbærende kirker.
NY TILSYNSFØRENDE BISKOP
Mads Davidsen, biskop over Fyens Stift, har været på sin første visitatsrejse. Det fortæller han om efter mødet med de danske emigrantmenigheder i Canada.
12-13
HJEMMEGUDSTJENESTER
I THAILAND 16-17
Et levn fra Coronapandemien føres videre og giver flere deltagere til gudstjenesterne. Charlotte og Jill har lagt stue til de intime gudstjenester.
SKANDINAVISK SAMMENHOLD
OG STOR KONCERT 23
Præst og organist i Hamborg fortæller om den særlige gade, kirken bor på, og de fællesskaber der skabes derved. Du bliver også inviteret til julekoncert i den spektakulære Sct. Michaelis Kirche. Scan koden og få mere information om den.
Fællesskaber definerer, bærer og holder mig på plads
Af Selma Ravn, udlandsprovst. Foto: Sille Arendt
Jeg har aldrig været medlem af en sportsklub. Jeg har heller aldrig været spejder eller gået i fritidsklub eller boet på kollegie. Alligevel har jeg masser af fællesskabserfaringer og en klar fornemmelse for, hvad det fælles kan udrette, og hvor vigtigt det er at kunne finde styrke i hinandens spejlbilleder.
Denne verdens fællesskaber er utallige, de er geografiske og sproglige, nationale, kulturelle, politiske,
faglige, sportslige, musikalske, ideologiske – fortsæt selv listen. Der er arbejds- og interessefællesskaber, alders-, køns- og familiefælleskaber. Der er hverdagsfællesskaber og lejlighedsfællesskaber, og så er der de helt store grænseoverskridende trosfællesskaber.
Nogle fællesskaber er tilfældige og perifere, andre er bevidste og veldefinerede. Nogle vælger vi selv, andre lander vi i, nogle favner et utal
af mennesker, andre de eksklusive få. De kan være skrøbelige og blive opløst over tid, og de kan være stærke og dannende og leve hen over generationer.
Mine fællesskaber er talrige og afgørende for mig. De er med til at definere mig og bære mig og holde mig på plads. Jeg er dybt taknemmelig for at høre til i mange sammenhænge, jeg var nok slet ikke kommet til mig selv, hvis ikke jeg dagligt blev påvirket og inspireret af alle dem, der krydser min vej eller tager ophold i mit selskab.
Et af de bedste fællesskaber, jeg har været med i, var i en dansk kirke i udlandet. Jeg tror, at mange af dem, der rundt om i verden gør brug af vores præster og kirker, vil sige, at også de opfatter vores steder som rum for levende fællesskaber. Enhver ved, at det er en lykke at være fælles om noget, og vi ved også, hvor smerteligt og sorgfuldt det opleves ikke at kunne finde sin plads blandt andre.
I kirkerne ude løftes der i flok, kun sådan er der overlevelse i sigte. I kampen for at forblive indlysende lever og blomstrer små og store fællesskaber, der tilsammen gør, at vi kan kalde os ”folkekirkens udenrigstjeneste”. Vi tager imod og følges med de danske og dansksindede udenfor landets grænser, vi giver stemme og krop til det særlige fællesskab det er at være udlandsdansker, minoritet, omstillingsvant.
Det er fællesskaber, der er værd at støtte op om, ikke mindst hjemmefra.
Den tråd, som Gud fæstner i os
Af
Julie Sløk, sømandspræst i New York. Foto: Tine Haarden
Hver morgen i 14 dage i oktober var der et stort edderkoppespind lige ved hoveddøren i sømandskirken, så dagens første opgave var at verfe det væk, når jeg hentede morgenavisen.
De første par dage tænkte vi ikke videre over det, først hang edderkoppespindet stille og roligt omkring den ene lampe, så blev edderkoppespindet lidt større, og en morgen var det på tværs af hele hoveddøren forankret i begge lamper lige i øjenhøjde. Jeg ikke kunne lade være med at gyse en lille smule ved tanken om, at jeg kunne have overset det.
Uanset vores forsøg på det modsatte forankrede Lille Peter Edderkop over natten sit fine hjulformede spindelvæv på kirken. Nogle gange sad han præcis i midten, og andre gange var han forsvundet, mens hans fine væv hang til skue.
Efterhånden som edderkoppens stamina blev åbenlys, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan vores liv egentlig minder ret meget om Lille Peter Edderkops.
Vi sidder også der som små edderkopper i hvert vores liv, på den ene side isolerede, men også forbundne med lange tråde til omverdenen. De steder, vores spindelvæv hænger fast, er livets holdepunkter. Når vi er helt små børn, er de vigtigste relationer vores forældre og søskende, men med tiden bliver vores netværk udbygget med venner, lærere, trænere, kærester, svigerfamilie og naboer.
Efterhånden som netværket udvides, lærer vi, at nogle relationer bliver ødelagt for igen at blive strikket sammen, når morgenen kommer. Andre gange knækker snoren helt, og vi mister kontakten og kan få en oplevelse af at flagre rundt på må og få uden faste holdepunkter i tilværelsen.
Det er foruroligende for alle, men jeg tror, vi som kristne har en fordel. Vi kan altid finde tilbage til den tråd, som Gud fæstner i os, når vi bliver døbt. Det er en forbindelse, som aldrig kan briste.
I dåben får vi at vide, at vi er elsket med alle vores talenter, alle vores fejl, alle vores gode sider og alle de sider, vi mest har lyst til at skjule. Gud ved det hele og erklærer, at vi er Guds elskede børn, helt unikke, uden sidestykke, helt uundværlige i Guds verdensbillede. Helt nødvendige i fællesskabet.
Dåben handler om dybe og meningsfulde relationer til Gud og til andre mennesker. Relationer, der ikke kan gå i stykker, fordi de ikke er båret af tilfældige indskydelser eller det daglige humør, men af forpligtende kærlighed.
Den er det modsatte af rodløs overfladiskhed og tilfældige luner. At blive døbt er at kaste anker og vide, at vi har et sted at høre til. Gud kræver ikke perfektion, så selv om vi indimellem glemmer Gud, når livet går hurtigt, når det, der er lige foran os, virker som det allervigtigste, ja, så har vi en fast forankring i vores lille spindelvæv, nemlig en ubrydelig tråd til Vorherre.
Det er vores livline, hvorfra vi bygger hver vores spindelvæv. Det giver næring til at vokse og gro, det giver solide rødder, så vi ikke vælter eller knækker, selvom vi kommer ud i stormvejr. Det er vores forankring, som bærer os igennem livet. Et stærkt fundament at stå på, som gør, at vi som regel finder os til rette der, hvor vi er blevet sat. Vi finder fodfæste og begynder at udvikle os. Sådan skal livet være, forankret, men også foranderligt. I konstant udvikling, men med tætte relationer.
I sømandskirken i New York er Lille Peter Edderkop væk, og hvem ved, måske er han rejst på eventyr i den store vide verden og har fundet forankring på en af de mange andre danske kirker i udlandet.
Amen
Kirke & Kunst Rejse 2024
Foto: Vincent Rahier, Galleri Tom Christoffersen, Anne Meldgaard
VIL DU MED PÅ EN UNIK REJSE I
SEPTEMBER NÆSTE ÅR?
Vi tilbyder nu en særligt tilrettelagt rejse til kirkerne i Bruxelles og Paris, hvor du får mulighed for at høre om kunsten, Peter Brandes har skabt til Bruxelles og et par dage senere, vil Jesper Christiansen selv fortælle om værket i Paris. Der vil også være andre spændende kunstoplevelser på turen foruden kirkekunsten, et antal lækre måltider i fællesskab såvel som tid på egen hånd i de to dejlige byer.
Vores kirker i udlandet er kulturbærere på utallige måder, ikke mindst i forhold til dansk kunst. Med store indsamlinger lokalt og flot fondsstøtte fra Danmark har vi de seneste år fået markante kunstværker, som pryder flere danske kirker i udlandet.
Det vil vi gerne dele med dig og evt. rejsepartner.
Onsdag 18. – søndag 22. september 2024
Fly fra Kastrup og Billund til Bruxelles, bus til Paris og fly retur. Vi har to overnatninger i hver by.
Fire kunstoplevelser
Fire overnatninger på gode hoteller
Flere fælles måltider
Pris pr. person i dobbeltværelse kr. 9.495,Tillæg for enkeltværelse kr. 1.700, -
Rejsen arrangeres i anledning af Danske Sømandsog Udlandskirkers 20-års fødselsdag.
Rejsen gennemføres med min. 40 og maks. 50 deltagere.
Rejsen arrangeres i samarbejde med Unitas Rejser og er dækket af Rejsegarantifonden.
Er du interesseret i at komme med på rejsen, så skriv til kontor@dsuk.dk. Private, kontingentbetalende medlemmer af DSUK kommer først i køen ved tilmelding senest 1. februar 2024.
BLIV MEDLEM
Meld dig ind på www.dsuk.dk under fanen STØT. Individuelt medlemskab 350,- kr. | Parmedlemskab 450,- kr.
I BRUXELLES
Peter Brandes har udsmykket hele kirkerummet. De fire spændende værker: altertavle, alterbord, døbefont og prædikestol blev indviet i november 2021.
I PARIS
Jesper Christiansen har skabt det fantastiske og fem meter høje alterbillede ”Skyggeflor –Getsemane Have”. Indvielsen fandt sted under kongelig bevågenhed i 2019.
Familien fra Danmark, Canada og USA mødes i sømandskirken
Af Anne Meldgaard, redaktør
”Der er noget befriende ved at få lov til at være ”rigtig dansk” og være sammen med familie og venner, der har fælles referencerammer og oplevelser som en selv. Sømandskirken i New York er et godt midtpunkt imellem min og Maries bopæl. Det har været vidunderligt at kunne samles der de sidste ti år og også en måde for vores børn at få familien lidt tættere på.” Sådan fortæller Hedvig.
Marie og Hedvig er kusiner. Marie bor i USA med sin familie og Hedvig i Canada med sin. Hjemme i Danmark bor bedsteforældre, søskende samt fætre og kusiner både i deres og i deres børns generation. Familierne har gennem mange år brugt sømandskirken i New York som et samlingspunkt til at bringe kusiner, fætre, onkler og tanter sammen, når der har været julemarked i kirken. Den fælles oplevelse holder familien sammen, selvom de bor med store afstande.
For et par år tilbage fik Marie og Hedvig den kreative idé, at deres to døtre, Emilie og Selma, kunne gå til konfirmationsforberedelse sammen, og begge blive konfirmeret i sømandskirken i New York. Og den idé blev gennemført i år. Det gav endnu en skøn mulighed for familierne til at mødes, og de to konfirmander fik et par ekstra weekender sammen ved konfirmationsforberedelserne. En fælles fejring af pigerne, med bedsteforældre og øvrig familie fra Danmark, var det ultimative familiefællesskab og en festlig oplevelse for alle. Oveni fik konfirmanderne også fælles ”blå mandag”.
Marie (mor til Emilie) fortæller: ”Det var så skønt, at de kunne gå igennem forløbet sammen og dele en dansk kulturel oplevelse, selvom den ene jo er dansk-canadisk og den anden dansk-amerikansk. Konfirmationsforberedelsen med Julie (red: Julie Sløk, DSUK’s præst i New York) var i sig selv en fantastisk rejse, hvor de fik et mere personligt forhold til kirken foruden en masse nye venner. Det er uden tvivl blevet en væsentlig del af deres identitet.”
Om selve konfirmationsundervisningen fortæller Selma (danskcanadisk konfirmand): ”Min mor er dansk, og det er vigtigt for mig at holde fast i mine danske rødder og kultur, for selvom jeg bor i Canada, er jeg dansk statsborger, og jeg vil gerne
kunne udtrykke mig og min kærlighed til begge lande. Kirken hjalp mig med at gøre det ved at inkorporere danske traditioner, sange og måltider i vores konfirmationsforberedelse.
Jeg vil gerne have de samme oplevelser, som danske børn har, så jeg kan blive mere og mere dansk. At blive konfirmeret er for mange en stor del af at vokse op i Danmark, så det er endnu en grund til, at jeg elskede det så højt! Det var en vidunderlig dag, og det var de to konfirmationsforberedelsesweekender også.
Konfirmationen var også en sjælden lejlighed for at bruge mere tid sammen med danske børn. Det var så fantastisk, og jeg fik så mange nye venner, som jeg holder kontakten
Emilie og Selma ved konfirmationen i New York.
med. Alle børnene var så søde og sjove – danske børn er meget udadvendte og frimodige – og jeg elskede, at vi alle talte dansk sammen og næsten intet engelsk.”
Og grandkusine Emilie (danskamerikansk konfirmand) fortsætter: ”Jeg har gået på sommerskole i Danmark i mange år og hørt om danske konfirmationer, og samtidig har jeg været gæst til amerikanske venners bar mitzvah (red: den jødiske ceremoni svarende til konfirmation). At kunne samle min familie fra Danmark, Canada, USA og andre steder i Europa var en dejlig fornemmelse, der gav mig en hel speciel følelse af nærhed til Danmark – på trods af vi var i New York.
Vores konfirmation var nok lidt anderledes, end hvis det havde været i Danmark. Vi tog med metroen til sømandskirken, og vores konfirmationsbillede med præsten har Frihedsgudinden og Brooklyn Bridge i baggrunden, og på vej til festen gik vi på tværs af Times Square. Men derudover var det en meget dansk fest med taler til os begge to. At have vores jævnaldrende fætre og kusiner med til konfirmationen og festen var en dejlig oplevelse, og de tog også med Selma og mig på ”blå mandag” dagen efter. Det har været en skøn begivenhed at dele med min familie og endnu et godt minde fra vores ”familiesamlinger” i sømandskirken og New York.”
Marie og Hedvig fortæller, at succesen formentlig vil blive gentaget, da oplevelsen for Emilie og Selma har gjort kraftigt indtryk på de to år yngre søstre, som allerede er begyndt at tale om deres konfirmation.
Fællesskab blandt kollegaer
Der er langt til nærmeste kollega, når som præst er udsendt til fjerne destinationer. Fx omkring 1800 km fra Bangkok til Singapore, og ca. 8 timers flyvning fra Singapore til Sydney. Præsterne i Europa er noget heldigere – her er der måske kun tale om 100-200 km.
Under de omstændigheder er fællesskabet så meget des do vigtigere, ikke mindst når man får mulighed for at være på samme adresse.
I udgangen af august var der konvent, og mandag til torsdag var
der stramt program med mange faglige indlæg og opgaver. Blandt andet oplæg og workshop med Erling Andersen, studielektor ved FUV og teologiske hotspost ved Eva Holmegaard Larsen fra Nødebo og Gadevang sogne. Skriveværksted og besøg ved både Roskilde og Fyens Stifter blev det også til på vejen til årets repræsentantskabsmøde.
Det er takket være Den A.P. Møllerske Støttefond og Lauritzen Fonden, at konventet kunne gennemføres i Dronningmølle.
Fotos:
1 Christa Lund Herum, Bangkok, Kirstine Rasmussen, Toronto, Carsten Mølgaard Hansen, Anja Grønne Mathiasen, Sydney, Agnete Brink Schweiz, Birgitte Grøn, Nice, Carl Bjarkam, Singapore, Lars Storm Kristensen, Rotterdam, Thomas Buelund, Berling, udlandsprovst Selma Ravn, Rebecca Holm, Hong Kong, Sune Haubek, Hamborg, HR-sekretær Margareta Bærendtzen, Julie Sløk, New York, Agnete Brink, Luxembourg, Malene Berentzen, Paris, Birgit Berggrensson, Småland, David Serner, Jerusalem, Charlotte Berg, Calgary, Lars Ulrich Kofeod, fhv. Gøteborg, Lasse Hultberg, Edmonton, Mogens Bering Rasmussen, Bruxelles, Iben Snell, Mijas.
2 Gruppearbejde.
Kirken! Det er dér, jeg møder mine venner
Af Anne Meldgaard, redaktør
Thyra, Olivia og Nelson, tre 11-årige, bor i Bruxelles og bruger Den Danske Kirkes ungdomsklub. De møder op på zoom for at fortælle lidt om deres liv i Belgien og om ungdomsklubben og dens betydning.
Her er nedslag i den hyggelige samtale:
I BELGIEN MED FORSKELLIGE BAGGRUNDE
Thyra starter: ”Vi flyttede til Belgien, da jeg var tre år, for min far fik job på den internationale skole. Det er fint at bo i Bruxelles, her kan man sige alt muligt sjovt på dansk i offentligheden, uden at folk forstår det. Næste år flytter vi til Maribo, så jeg kommer til at savne mine venner herfra.”
Og Nelson bidrager med sin baggrund: ”Min far er belgier, og min mor mødte ham, da hun var praktikant i EU-Kommissionen. Så jeg har aldrig boet i Danmark, men jeg har ret mange danske venner gennem min mors vennekreds.”
”Begge mine forældre arbejder her i Bruxelles,” fortæller Olivia. ”Vi har været her i snart fem år, men jeg kan godt huske noget om at bo i Danmark. Det var ligesom mere frit! Vores skole var ikke hegnet ind, og vi kunne selv gå og cykle frem og tilbage mellem vennerne i kvarteret, hvor vi boede. Det savner jeg her i Bruxelles, hvor mine forældre er nødt til at køre mig rundt. Ellers er jeg meget glad for at bo her.”
UNGDOMSKLUBBEN ER ET HIT
”Jeg glæder mig hver gang meget til at komme i ungdomsklubben i kirken,” siger Thyra. ”Det er altid lidt som en fest. Og så har min bror, Skjold, og jeg startet en lille slikbutik, som børnene
nu selv styrer. Det eneste, der er træls, er, når det slutter. Så er der længe til næste gang.” (red: ungdomsklubben mødes hver 3. uge)
Jeg synes, det er rigtig sjovt i ungdomsklubben, dér møder jeg nye folk, og man bliver på en måde bedre venner, end man kan nå at blive det i skolen. Jeg ville gerne i ungdomsklub hver uge,” tilføjer Nelson.
Alle tre startede i ungdomsklubben, så snart de var gamle nok, og de er glade for kirkens assistenter, Arendse og Laura.
”De er megasøde, og de finder på alle mulige sjove aktiviteter,” siger Nelson.
”Engang holdt vi fx et bryllup, hvor jeg var præsten og brugte et Anders And blad som bibel. Nelson var bruden,” griner Thyra.
Olivia er mest glad for kreative aktiviteter, og alle tre unge kan godt lide udendørs aktiviteter som skattejagt, OL i haven og vandkamp. Halloweenfest, fastelavn, bagedyst og brætspil bliver også nævnt som sjove aktiviteter.
Olivia siger desuden: ”Det er virkelig hyggeligt at mødes i fritiden, hvor forældre og søskende ikke er omkring. For mig er det ekstra godt, for så ser jeg også den klasse, jeg startede i, da jeg kom hertil og senere flyttede fra.”
DANSKE OG ANDRE VENNER
Venskaber på tværs af nationalitet afhænger for alle tre af sprogfærdigheder, hvem man har timer sammen med, og den tid, der er til rådighed på en skoledag. De er alle
tre enige om, at venskaberne fra ungdomsklubben er noget særligt. På forskellig vis peger de på, at gruppen af danskere ikke er så stor som andre grupperinger i byen. Dermed kan man nemmere komme til at kende hinanden. De fortæller også, at ungdomsklubben er et gode, de danske børn har, i modsætning til deres venner af anden nationalitet på den internationale skole, hvor de går i den danske sektion.
”Udover en ungarsk dreng, jeg har idrætstimer med, er mine venner mest fra klassen og ungdomsklubben.” siger Thyra.
”Jeg har ret mange franske venner foruden de danske,” fortæller Nelson. ”Det er, fordi jeg gik i fransktalende børnehave og taler sproget flydende, men Thyra og jeg er fx blevet bedre venner gennem ungdomsklubben.”
Olivia fortæller: ”Jeg er halvt dansk, halvt spansk, så jeg har både dansk-, fransk-, engelsk- og spansktalende venner, men jeg er rigtig ked af, at Thyra rejser hjem til Danmark næste år.”
Ungdomsklubben består typisk af 1020 børn, og det er kirkens assistenter, der står for aktiviteterne.
Pastor Mogens Bering Rasmussen siger om ungdomsklubben:
”Det sker, at vores konfirmander beskriver ordet KIRKE som: ”dér, jeg møder mine venner”. Det er, fordi kirkens ungdomsklub og mange andre aktiviteter som fastelavn og sankthans er samlingspunkter for rigtig mange danske børn og unge på tværs af skoler og andre skel.”
Olivia og Thyra i kirkens have ved årets sankthansfejring. Nelson var også til sankthans, men han blev ikke fotograferet. Foto: Mogens Bering Rasmussen.
På besøg hos de danske præster i Canada
Af Mads Davidsen, biskop over Fyens Stift og tilsynsførende ved DSUK
Udlandsprovst Selma Ravn, biskop Mads Davidsen og formand Anne E. Jensen deltog i 100-års fejring i Edmonton
Første fly er lettet. KøbenhavnFrankfurt, Frankfurt-Calgary, Calgary-Edmonton. 15 timers flyvetur venter forude for et todages besøg i en af de danske kirker i Canada. Jeg er nyligt udnævnt som tilsynsførende biskop for de danske præster i Canada, Australien, Thailand og Jerusalem. Men jeg kan ikke lide at flyve, og jeg overvejer kort, hvorfor det var, jeg sagde ja, da jeg blev opfordret til at tage denne opgave.
Jeg kan jo i virkeligheden bedst lide at være på Fyn, at sove i min egen
seng, at køre fra Odense til Dalum eller måske at opleve de fjerneste destinationer i Fyens Stift – Fyns Hoved, Langeland eller Ærø.
Mens jeg sidder på flyet med mine nye støttestrømper, tænker jeg på de første danske migranter. De, der rejste ud for at slå sig ned i det ukendte Canada. Flyets skærm viser, at vi skal flyve 7533 km fra Frankfurt til Calgary, derfra venter endnu et fly, inden jeg når destinationen Edmonton. Det må have været en vanvittigt strabadserende
rejse dengang i begyndelsen af det 20. århundrede. Først med skib over Atlanten og siden med jernbane ind over det enorme land.
Jeg er endelig fremme. Jeg skal deltage i 100-året for den lille danske Ansgar Kirke i Edmonton. Edmonton er ikke ligefrem en køn by. Byens finanscentrum består af beton og glas. Æstetikken er noget anderledes end i H.C. Andersens barndomsby. I Edmonton handler det om store pickup trucks, landbrugsmaskiner og køer.
Der er stort set ingen mennesker på gaden. Man ser mest de mange hjemløse, der går med deres indkøbsvogne eller bor i deres interimistiske telte. Røgen fra de mange skovbrande nord for byen gør, at man helst skal være inden døre.
Det kolde indtryk fra byen forsvinder med et, da vi næste morgen begiver os ud til den danske kirke i Edmonton. Kirken ligger på en lang gade, der består af kirker fra hele verden. Om søndagen kan man høre gospel, rytmisk musik, trommer, orgel og salmesang fra alverdens lande.
Udenfor den danske kirke er gaden lukket af. Der er røde og hvide balloner, boder med popcorn, pølser og kransekage og en blanding af engelsk og gamle danske dialekter. Inde i den lille kirke bliver der sunget ”Nu falmer skoven” og ”Fred hviler over land og by”. Nogle synger dansk, andre på engelsk. Indimellem bliver der fortalt om den nye altertavle af Peter Brandes og om det lille nye orgel bygget af en lokal orgelbygger.
Menigheden består af danske migranter og deres efterkommere. De, som stadig kan huske Danmark, er ved at være oppe i årene. Men også børn og efterkommere kommer i kirken, hvorfor det kun er nogle, der taler dansk. Weekenden står på festgudstjeneste og middag, hvor præsterne fra de øvrige danske kirker i Canada kirker er inviteret.
Jeg har dermed mulighed for at møde alle de danske præster
i Canada. De er kommet fra Vancouver, Toronto og Calgary. Det slår mig, hvor engagerede og glade præsterne er for deres kirker. Der er ingen tvivl om, at livet som dansk præst i udlandet er en livsstil. Lasse Hultberg, som præsten hedder i Edmonton, er dybt engageret i alt fra prædiken til kirkelige handlinger, økonomi og praktisk arbejde. Jeg bemærker de mange takketaler fra Lasse. Og at takken og de mange rosende ord til menigheden er oprigtigt ment. Alt afhænger af frivillighed, både finansieringen og de mange frivillige, som driver kirken.
Folk fra menigheden samler ind til præstens løn, de samler ind til det nye orgel, de samler ind til altertavle, spisning og drift. Alt dette vidner om kirkens betydning for de danske migranter. Det lutherskeevangeliske trosgrundlag formidlet gennem danske salmer og dansk liturgi.
Kirken i Edmonton repræsenterer nostalgi, barndom, danske rødder, familie og venner i Danmark. Men kirken i Edmonton repræsenterer også Canada i dag, et kludetæppe af et land, hvor man først er rigtig canadisk, når man dyrker sin oprindelige identitet, hvad enten man er indfødt eller europæisk migrant.
Det er dette arbejde, de danske emigrantkirker i udlandet er med til at støtte. Jeg skal som tilsynsførende biskop bakke præsterne op, føre tilsyn med liturgi og lære og vise, at der er opbakning fra folkekirken i Danmark. Vi sørger samtidig for, at præsterne har ordentlige vilkår ude
i verden, både når det gælder bolig og arbejdsmiljø.
Det er fantastisk at kunne være med til at støtte op om dette arbejde. Præster, der flytter hele deres familie til udlandet, samtidig med at de prøver at holde kontakt til familie og netværk hjemme i Danmark. Jeg kan godt mærke, at jeg efter at have mødt de gæve præster er lidt flov over mine egne rejsekvaler. Min flyskræk er helt forsvundet på hjemturen. Det er helt godt at kunne sove efter at have fået serveret mad, kaffe og et varmt tæppe i flyet. At flyskrækken er væk, gør det for øvrigt også lidt lettere at være tilsynsførende biskop for de danske præster i udlandet.
Mads Davidsen, biskop over Fyens Stift, er tilsynsførende biskop for de danske præster i Canada, Australien, Thailand og Jerusalem.
Peter Skov-Jakobsen, biskop over Københavns Stift, er tilsynsførende for kirker i Europa samt sømandskirker.
Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift er stilsynsførende for de danske kirker i Sydslesvig.
35 unge holdt jul i Sydney
Af Anna Glüsing Winther, tidligere juniorassistent ved Frederikskirken i Sydney
I 2022 afholdt jeg jul i Frederikskirken i Sydney. Jeg ved ikke, om jeg havde regnet med, at det skulle blive et “ungdomsarrangement”, men jeg opdagede hurtigt, at det primært var unge mennesker, der skrev og meldte sig til.
Deltagerlisten blev hurtigt fyldt op, og jeg måtte i gang med forberedelserne. At skaffe flæskestege, kartofler og lave brun sovs og risalamande er ikke lige til højrebenet, når man er på den anden side af kloden. Men det lykkedes med god hjælp fra frivillige i kirken og alle de mange juleaftensdeltagere.
Julen blev ringet ind med lægmandsgudstjeneste ved kirkens bestyrelse, da vores præst desværre var syg. Vi sang de mest elskede julesange og hørte juleevangeliet, netop som vi gør hjemme i Danmark. Bagefter flyttede vi videre over i vores church hall (red: menighedslokale), hvor vi i fællesskab gjorde klar til middag.
I 35° graders varme slæbte vi borde på plads, pyntede juletræ, smagte sovsen til og lavede marcipan- og nougatsnitter.
Jeg var i tvivl om, hvorvidt vi kunne finde julestemningen frem i varmen, men det var, som om stemningen og julefreden indfandt sig, da vi satte os til bords. Vi kunne se juletræet i hjørnet af rummet og dufte flæskestegen. Trods T-shirts, shorts, klipklapper og sved på panden var det endelig jul igen!
Efter en hyggelig middag tog vi et festligt spil pakkeleg og dansede om juletræet. De enkelte børnefamilier, der deltog, smuttede hjem, så børnene kunne komme i seng, men de unge mennesker blev længe endnu.
Det var, som om de lige skulle presse den allersidste fællesskabsfølelse ud af denne juleaften. For mange var det den første jul uden familien, og selvom det nok var meget anderledes at fejre jul på denne måde, syntes folk, at det var en succes, og de var glade for ikke at skulle sidde alene hjemme.
Selvom vi ikke havde Disneys juleshow, sne eller vores familier, havde vi en hyggelig, julet og hjertevarm af -
ten. Det var tydeligt at mærke, hvordan traditioner og højtid samler fremmede mennesker på en helt speciel måde, når vi er langt væk hjemmefra. Vi ”fandt hjem” i et fællesskab – også selvom vi ikke kendte hinanden.
”Enafdebedstejuleaftener, jegkanhuske”
Karen Pelby Bitterhoff var en af gæsterne juleaften 2022 i Sydney. Karen rejste ud, lige efter studenterhuen var sat på hovedet, hun ville ud at udfordre og udvikle sig selv, og det skete ved otte måneder som au pair i Sydney og efterfølgende rejse i Asien. Om juleaften i den danske kirke fortæller hun:
”Jeg glædede mig meget til at se, hvordan min jul ville blive, fordi julen og traditioner betyder meget for mig. Til
Karen fik besøg af sin mor.
min overraskelse blev det faktisk en af de bedste juleaftener, jeg kan huske! Vi brugte eftermiddagen og aftenen på at kokkerere og hjælpe til med at gøre klar, inden vi skulle have en overdådig julemiddag, som Anna (red: juniorassistent ved kirken) havde stået for. Det føltes SÅ meget som hjem, og man glemte næsten, at man ikke var i Danmark (lige indtil man gik udenfor, og det var 30 grader varmt).
Aftenen gik med sjove lege, god mad og lange samtaler, indtil vi jo selvfølgelig skulle danse rundt om juletræet. Naturligvis var det lidt mærkeligt at holde jul med så mange fremmede mennesker. Det var næsten, som om vi alle sammen havde skabt en alternativ Sydney-familie, hvor der var plads til alle.”
Karen fortæller også, at hun ikke ser sig selv som særligt religiøs, men at det var trygt at kunne opsøge kirken.
”To dage efter jeg landede i Sydney, var der ”Danskeraften” i kirken for alle danske unge i Sydney, og det skulle jeg selvfølgelig deltage i. Jeg endte med at tale med alle mulige og fik også en masse venner, fordi alle var så imødekommende. Efter den dag kom jeg til næsten alle Danskeraftener, fordi der var så godt et fællesskab omkring det. Jeg føler mig ekstremt heldig, at jeg endte med at få mange nye danske venner, mens jeg var afsted. Det var virkelig rart at have sådan et fællesskab, så man ikke savnede Danmark alt for meget. Kirken og Anna var det tætteste på ”hjem”, mens jeg var afsted.”
Karen kom hjem fra sin rejse, og hun arbejder nu fuldtid på en juicebar for at spare op til at komme ud at rejse igen. Hun slutter sin fortælling: ”Jeg har fået et andet syn på udlandskirker, efter jeg var afsted, og jeg kommer helt sikkert til at opsøge dem, når jeg en dag rejser ud i den store verden igen.”
Danske unge til juleaften i Sydney 2022.
Fællesskabet giver flere lyst at deltage
“Hjemmegudstjenester gør helt sikkert oplevelsen mere privat og intim, fremfor gudstjenester i den kirke, som vi har til rådighed i Bangkok. Man kan sige, at det fællesskab, som der er omkring hjemmegudstjenester, har betydet, at flere har lyst at deltage.”
Sådan fortæller Charlotte Lykkegren, som er den danske ambassades repræsentant i kirkerådet siden 2020. Hun er også konsul og leder af visumafdelingen, som opererer fra Bangkok.
OMMØBLERING
Charlotte er en af flere, der har stillet sit private hjem til rådighed for hjemmegudstjenester. Det indebærer, fortæller hun, at dagligstuen bliver
ommøbleret, så der bliver plads til deltagerne, plads til musikerne og endelig et egnet sted, der kan fungere som en slags prædikestol for præsten.
Deltagerne er fx fastboende danskere i Bangkok, indimellem med deres gæster på besøg. Af og til kommer unge studerende, som er blevet opfordret af deres forældre til at opsøge kirken. Kirkerådet og deres familie og venner samt folk fra ambassaden udgør oftest den største deltagerskare. Efter gudstjenesten er der fælles frokost, nogle gange sponsoreret og andre gange med egen betaling.
”Udover at repræsentere ambassaden i kirkerådet, er det også en personlig
interesse for mig at støtte op om en dansk kirke i Thailand ved at indgå i kirkerådet og det frivillige arbejde,” slutter konsulen, og præst Christa Lund Herum supplerer:
”Det begyndte egentlig som en nødløsning under corona, fordi vi i en lang periode ikke kunne mødes andre steder end i private hjem. Vi samles søndag formiddag fra kl. 11, vi har kirkemusikere, jeg er i præstekjole, og vi uddeler nadver.”
DET HELLIGE RUM
At fejre gudstjeneste i en privat stue kræver fleksibilitet og improvisation af både præst og menighed. Værterne sørger for et lille bord, der fungerer som alter og pyntes med fx blomster og lys.
Af Charlotte Lykkegren, Christa Lund Herum og Jill Rasmussen
Dagligstuen giver intimitet under gudstjenesten.
”Jeg har salmebøger, oblater og vin med, og jeg låner en skål og et bæger til selve nadveruddelingen. Musikken er vigtig ved en hjemmegudstjeneste, for der er jo ingen klokker, kor eller et tydeligt markeret kirkerum, som vi kan navigere efter. Når vores to faste musikere begynder at spille præludiet, så ved alle, at nu er dagligstuen forvandlet til et kirkerum, og gudstjenesten er i gang.”
Det kan kræve en del logistisk forberedelse for præsten at få sig placeret korrekt i rummet og at få alteret til at “fungere”, uden at der opstår forvirring under gudstjenesten. Nadveren stilles som regel på et separat bord, så folk kan komme uden at falde over hinanden eller bumpe ind i alteret.
”Opbygningen af hjemmegudstjenesten er en spændende udfordring. Der er elementer, der er absolut nødvendige, men samtidig må det ikke blive for tungt eller kompliceret. Oftest læser jeg kun selve evangelieteksten og helst i en af de nye oversættelser. Prædikenen er vigtig, men bør ikke være for lang. Højtideligheden sikres altså ved en fast opbygning med tydelige overgange, som markeres ved musikken og med de altid faste elementer; prædiken, nadver og velsignelse.
Menighedens medvirken er også vigtig, og der er i højere grad plads og naturlig anledning til kommentarer eller spørgsmål undervejs i en hjemmegudstjeneste. Improvisationer
og kommentarer giver en afslappet atmosfære og sikrer nærvær og dialog mellem præsten og menigheden, hvoraf de forreste jo ofte sidder blot en meter væk.”
AT SIDDE TÆTTERE BRYDER ISEN
Jill Rasmussen, tidligere udstationeret i Bangkok og formand for kirkerådet, har også været vært ved hjemmegudstjenester. Hun beretter:
”Jeg valgte at engagere mig i kirken, fordi det var med til at skabe et kulturelt fællesskab, da vi boede langt væk fra Danmark. Desuden har kirken givet mig et åndeligt rum med plads til tanker, refleksion og udvikling.
Jeg har deltaget i flere hjemmegudstjenester og også selv lagt stue til. At åbne sit hjem for fremmede til en gudstjeneste og efterfølgende frokost har i den grad været berigende.
Først og fremmest har vi siddet tættere, og det har været en ”ice breaker”, første gang folk har været med. I kirken er der jo bænke, og vi havde nok en tendens til at sætte os ”parvist” på hver sin bænk. Men til hjemmegudstjenesterne har vi flyttet rundt på stole, siddet i sofaer, og nogle har sågar siddet på gulvet. Børnene har kunnet lege på gulvet undervejs, og det har været med til at fjerne noget af det stive, der godt kan være i en traditionel gudstjeneste.
Der er ingen tvivl om, at dagligstuegudstjenesterne har appelleret til flere end de traditionelle gudstjenester. Derved er skaren af kirkegængere blevet udvidet, og langt de fleste er kommet igen.”
Dåb ved hjemmegudstjeneste.
Gudstjeneste i en pose
Af Carsten Mølgaard Hansen, præst i Vancouver
”En hvad?” Det var svaret, jeg fik, da jeg uddelte kirkens ”gudstjeneste i en pose” til den 26. årlige midsommerfestival afholdt af Det Skandinaviske Community Center i Vancouver.
”I shortened a Sunday service and put it in a bag for your convenience,” eller på dansk “Jeg har forkortet en gudstjeneste og lagt den I en pose til jer,” svarede jeg, og halvt måbende, halvt nysgerrige tog mere end 250 mennesker imod, indtil vi var løbet tør for poser.
Hvert år i juni afholdes der midsommerfestival i Vancouver, hvor over 2.000 mennesker med enten skandinaviske rødder eller interesse for Skandinavien deltager. Den Danske Kirke i Vancouver er selvfølgelig til stede.
Som nyansat præst i Vancouver tænkte jeg meget over, hvordan jeg kunne gribe begivenheden an. Sjældent, tænkte jeg, ville jeg hen over en weekend få mulighed for at møde så mange mennesker på én gang.
Normalt afholdes der gudstjeneste i kirken søndag formiddag, hvorfor præsten ikke er til stede under hele festivalen, men hvis det var muligt at være til stede for alle på én gang – hvis det var muligt at samtænke det kirkelige fællesskab med festivaldeltagernes fællesskab –ville det være ideelt, tænkte jeg.
ET LEVN FRA CORONA
Under et møde med nogle af kirkens frivillige, hvor jeg blev introduceret for, hvordan festivalen løb af stablen, slog det mig, at jeg måske kunne gøre brug af et levn fra corona.
På mange præstemøder, jeg har deltaget i, har vi talt om, hvad godt vi
Præsten uddelte 250 gudstjeneste-poser på midsommerfestival.
Stort smil og nysgerrighed hos de besøgende.
hver især syntes, der var kommet ud af corona, men jeg havde aldrig troet, at jeg så konkret skulle tage og genoplive en sådan ting: ideen om en gudstjeneste i en pose.
Da jeg under corona arbejdede i Solrød Pastorat, talte vi om, hvordan vi fortsat kunne afholde julegudstje-
nester, uden at kirkerne måtte holdes åbne.
Der var mange aspekter at tage højde for: teksterne, musikken, fællesskabet. Mange kirker valgte at streame gudstjenester, men for os var det vigtigt, at selve det at ’gå i kirke’ fortsat forblev en ting. Derfor komprimerede vi vores
julegudstjeneste, puttede den i poser og placerede dem ved kirkedørene –så kunne folk fortsat ’gå i kirke’ og få en gudstjeneste med hjem.
Jeg præsenterede ideen for de frivillige, og uden helt at forstå, hvad det indebar til fulde, sagde de, at det da uden tvivl var noget, som vi skulle prøve.
Og således blev det til, at næsten 300 poser blev pakket – nogle målrettet børn, andre målrettet voksne. I poserne kunne hver enkelt finde en kort prædiken over en dåbstekst og et billede af Storm P., en lille cocktailparaply til minde om prædikenens budskab, et lys, en indpakket nadver og naturligvis en kalender over kirkens aktiviteter.
SYNLIGHED OG FÆLLESSKAB
Balancen mellem at nå nye mennesker uden at gå på kompromis med dem, der allerede deltager, er ikke altid let, og beslutningen om ikke at afholde en gudstjeneste søndag formiddag i kirken var derfor heller ikke let.
Omvendt må kirken i Vancouver – ligesom de fleste andre immigrantkirker – også erkende, at den har brug for at række ud til nye generationer, hvis den på sigt skal overleve.
Kernemenigheden består primært af ældre og både dåbs- og konfirmationstallet er støt faldende. Med et program fyldt med aktiviteter for børnefamilier var midsommerfestivalen et oplagt sted for kirken at promovere sig selv, og det var da også derfor, at beslutningen om at lukke kirken en søndag blev taget.
Kirken i Vancouver har netop ansat en kirke- og kulturmedarbejder på deltid, som skal lave aktiviteter for børn og unge.
Aktiviteterne spænder helt fra minikonfirmand til natkirke, yoga og ungeklub.
At starte nye initiativer op er altid svært, men med den personlige kontakt, som det var muligt for os at etablere på festivalen, er jeg sikker på, at vi vil have det lettere med at starte disse nye aktiviteter op for den generation, som vi gerne vil inkludere og favne i vores fællesskab.
For fortsat at favne kernemenigheden blev der sat poser foran kirkedøren, som kunne afhentes søndag morgen, ligesom jeg også torsdagen op til festivalen besøgte de omkringliggende plejehjem, så dem, der havde lyst, kunne få deres ’gudstjeneste’ på forskud.
TILTRÆKKER OGSÅ
UDENRIGSTJENESTERNE
Midsommerfestivalen er den største årlige begivenhed, som Det Skandinaviske Center i Vancouver afholder, og det store deltagerantal samt de mange frivillige gør da også, at de skandinaviske ambassader i Ottawa årligt sender repræsentanter afsted.
Fra Den Danske Ambassade i Canada mødtes jeg med souschef Jacob Bay Lindkvist, som var fløjet de 4.000 km med sin familie for at deltage i festivalen.
”Synlighed og det personlige møde er vigtigt – især efter Covid,” sagde Jacob, da jeg talte med ham. Udover sin familie havde han også taget rejsen sammen med repræsentanter fra både den svenske og finske udenrigstjeneste.
Det var interessant at tale med Jacob om, at både ambassadernes og kirkens formål med at være til stede på festivalen for så vidt var ens: at skabe
et fysisk fællesskab mellem festivalens deltagere og vores institutioner.
For ambassaderne er det vigtigt i en globaliseret verden at være nærværende til stede, da rodløshed er noget, som mange udlandsdanskere døjer med. Jeg tænkte straks på Grundtvigs ’menneske først, kristen så.’ Måske man også kan sige ’dansker først, udlandsdansker så.’
For kirken var det vigtigt at være nærværende til stede, da relation og spiritualitet altid har gået hånd i hånd. Hvis en ny generation skal føle sig velkommen i kirken, må man ud, hvor de er, og lære dem at kende – som åndelige mennesker og som verdensborgere.
OGSÅ MULIGHED FOR MINI-PILGRIMSRUTE
Hvis man efter at have rodet sig igennem kirkens ’service in a bag’ havde mod på mere åndeligt, kunne man ved kirkens bod også gå en mini-pilgrimsrute.
Fra boden tog man en sten, som man bar rundt på hele dagen. Imens kunne man reflektere over, hvad der tyngede én. Efter en hel dag på festivalen kunne man så komme tilbage til boden, lægge stenen fra sig ved foden af en Jesusstatue og tage et mannakorn (red: et bibelvers) med hjem.
Mini-pilgrimsruten blev ikke en lige så stor succes som vores ’service in a bag’, men med udsolgte poser og med over 100 balloner med kirkens logo på flyvende rundt på festivalpladsen weekenden over tror jeg nu godt alligevel, at vi kan kalde vores tiltag for en succes. Vi formåede i hvert fald det, vi satte os for: at skabe fællesskab mellem kirken og dens kommende generation.
Et helt særligt venskab
Klaus Geil, Birthe Steenberg, Mette Lykke Nielsen og Peter Thomsen bor alle fire i Bruxelles. Klaus gennem mere end 30 år, Birthe ”half and half” mellem Danmark og Belgien siden 2017, Mette siden 2012 og Peter, den sidst ankomne, siden 2021.
Der er stor aldersforskel på de fire, hvor Mette og Peter er yngre
og Birthe og Klaus lidt ældre. Eller som Klaus siger det: ”Jeg har været i Bruxelles længere, end Peter har levet,” fulgt af et hyggeligt grin.
De er enige om, at de nok aldrig var blevet venner, hvis det ikke havde været for deres frivillige arbejde i Den Danske Kirke i Bruxelles. Mette var au pair i byen i 2001, og
hun har, efter eget udsagn, ”forelsket sig” i EU-systemet. Mette er selvstændig og assisterer små og mellemstore virksomheder i systemet, hun er så begejstret for. Birthe fik muligheden for at blive generalsekretær for Den internationale europæiske fjerkræbranche i EU og greb den, da voksne børn og en rummelig ægtemand, tillod hende et liv delt mellem to lande.
Mette, Peter, Birthe og Klaus på en fælles rejse.
Af Anne Meldgaard, redaktør.
Klaus har beskæftiget sig med flere brancher kredsende omkring energi og luftfart. Han er nu på vej på pension fra Europa-Kommissionen. Og Peter er udsendt af et dansk erhvervsmedie som EU-korrespondent.
De fire venner er ret forskellige, synes de selv. Fx er Klaus mere kirkevant og knyttet til kirken både i Bruxelles, Rødding Frimenighed og kirken på Rømø. Peter har intet religiøst tilhørsforhold, men kan godt lide at deltage fx til sankthans med internationale venner. Peter siger blandt andet: ”I dét spørgsmål er vi ret forskellige. For mig handler det ikke om Gud, det handler om fællesskab. Det er et godt sted at møde andre, især dem, jeg ikke ellers ville have mødt.” For Mette er kirken et sted, hvor man kan deltage i filmaftener og gå til kirke-yoga og stedet, og hvor man kan købe ”den rigtige remoulade”.
Birthe fortæller: ”Mit liv er jo delt i to lejre, så derfor er det vigtigt for mig at træffe nye mennesker og skabe fællesskaber på en effektiv måde. Det gør jeg i Den Danske Kirke,” og Mette supplerer: ”Jeg har ikke ret mange danske venner i Bruxelles, så kirken hjælper mig til at holde fast i min kultur.”
Om fællesskab og kultur siger Klaus også: ”Kirken giver mulighed for at være engageret, at berige sig i danske fællesskaber og fastholde sin danske rod. Det bidrager til følelsen af forbundethed.” ”Ja, vi arbejder jo alle på engelsk og fransk, og det er bare så rart at tale
dansk,” siger Birthe og tilføjer, ”og så betyder den fælles humor rigtig meget.”
Men lad os vende tilbage til dét, der faktisk binder de fire venner sammen og grunden til, at de lærte hinanden at kende: Det årlige julemarked i Den Danske Kirke! Et event, der kræver hundredvis af frivillige hænder, knofedt og et oprigtigt ønske om at bidrage til det danske fællesskab og mødested.
”Vistårjopåskuldrene afmangeføros”
Julemarkedet afholdes i kirken hen over en weekend og har i omegnen af 4.000 besøgende. Sidste år – som var rekord rent økonomisk – omsatte julemarkedet for godt 93.000 Euro svarende til knap 700.000 danske kroner. Heraf udgjorde fødevareboden tæt på en tredjedel, og det er dén, Mette, Birthe, Peter og Klaus står for som frivillige. En stor bedrift som også involverer ca. 20 andre frivillige samt 10-15 personer, der bager til boden. Det var som frivillige ”rugbrødsbager”, at Peter kom med på holdet. ”Jeg bagte i 8 timer, og så blev jeg straks shanghajet til fødevareboden”, siger han.
Birthe fortæller: ”Altså, vi står jo på skuldrene af mange før os, som har etableret en fantastisk kreds af sponsorer og danske kontakter. Vi har været med i kortere eller længere tid, men nu er vi ligesom en fasttømret flok, der har ansvaret for boden. Vi griner enormt meget, når vi står dér. Det er skønt!”
Glæden ved den frivillige indsats er stor, og det opståede private venskab
Birthe og julemanden.
er en bonus, de ikke havde regnet med. Seneste har de sammen været på rejse til Klaus’ vingård i Frankrig, hvor de har medvirket til årets druehøst. Da vi taler sammen, sidder tre af dem der igen. Peter er blevet undskyldt pga. ferie med familien.
Birthe og Klaus har i øvrigt haft glæde af andre danske kirker i udlandet. Birthe fik, som helt ung, et varmt bad i sømandskirken i Singapore efter fire måneder rundrejse med rygsæk, og Klaus boede et år i London og kom i den danske kirke der og har også været til julemarked i 30 graders varme i sømandskirken i Hong Kong.
De fire venner takker af på vores zoom-kald, der er druer at høste og familie at feriere med. Slutbemærkningen er, at de alle glæder sig til årets julemarked.
Peter Brandes udsmykker endnu en kirke i udlandet
Af Anne Meldgaard, redaktør. Foto: Maja Lisa Engelhardt
I 2021 var det Den Danske Kirke i Bruxelles, der fik fornyet og forskønnet sit kirkerum med Peter Brandes´ smukke fortolkninger af bibelhistorie og kristendom. Og her i september 2023 fulgte kirken i Edmonton trop.
Brandes har skabt et tredelt værk, som nu danner en ny og farverig baggrund for gudstjenesterne i Ansgar Kirke i Edmonton, Canada. Denne gang er det ”sædemanden”, der er i centrum med tydelige referencer til dåb og nadverritual.
Det er altid en særlig glæde, når der kan skabes opbakning og finansiering til dansk kunst i udlandet, og de danske kirker er fornemme bærere af dansk kultur også i den sammenhæng.
Udsmykningen i Edmonton blev mulig med baggrund i en økonomisk gave fra Den Danske Kirke i Surrey, som lukkede sig selv i 2022 efter mange års virke.
På et hægende hår lykkedes det at få glasværkerne til Edmonton i tide og monteret i kirken forinden den store 100-års fejring, som fandt sted i september. Den kan du også læse om i biskop Mads Davidsens fortælling på side 12-13.
Om motivet fortæller kunstneren:
”I Edmonton er sædemandsmotivet flankeret på venstre side med en blå rude omkring dåbsbudskabet og på højre side med en rød rude omkring nadvermåltidet. Med den gulbrune sædemand i midten har jeg forenet de hellige sakramenter i en treklang også omkring de tre grundfarver gul, blå og rød, regnbuens farver.
Sædemandsmotivet har optaget mig gennem mange år og adskillige værker. Blandt andet i monumentale værker, der udsmykker universitetskirken Cornerstone, Grand Rapids, Michigan, Calvary Chapel i Biola, Los Angeles samt Nørremarkskirken i Vejle.
På billedet ses del af værket under Peter Brandes arbejde. Billedet er taget af Maja Lisa Engelhardt, som har udsmykket sømandskirken i New York.
Sædemanden: Markus 4,1-9 Hør her! ”En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev de svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord, og det gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.” Og han sagde: ”Den, der har øre at høre med, skal høre!”
Det nordiske fællesskab i den store verden
Af Sune Haubek og Anne Gössler, præst og organist i Hamborg
Som dansker finder man hurtigt sammen med andre danskere i udlandet. Der er nogle helt særlige bånd os danskere imellem, som knytter os sammen, når vi er væk hjemmefra. Vi hjælper hinanden, vi udveksler ideer og gode tips til livet i det fremmede, og vi er sådan helt naturligt på bølgelængde med hinanden.
Men det er ikke kun ens landsfæller, som man finder sammen med. Man føler sig også helt naturligt forbundet med folk fra de andre nordiske lande. Man mærker med det samme de særlige relationer, vi nordiske broderfolk har med hinanden. Vi er forskellige, og vi kan more os over hinandens og vores egne særheder og sjove traditioner, men det er tydeligt, at vi har så meget, der forener os og så meget til fælles. Det er særligt i hovedstæderne og i de største byer, at alle de fire nordiske kirker er til stede. Ofte er de dog placeret langt fra hinanden rundt om i forskellige bydele, så det ikke er på daglig basis, at man ses med hinanden.
Her i Hamborg ligger alle fire nordiske kirker i samme gade – som perler på
en snor. Det gør, at det nordiske fællesskab er særligt tydeligt og særligt stærkt her i Ditmar-Koel-Straße. Vi mødes fire gange om året til Nordic Lunch med forskellige nordiske retter for bl.a. at koordinere vores to årlige fællesgudstjenester i april og november. Vi har en fælles sportsdag, hvor vi konkurrerer mod hinanden, og efter konkurrencerne mødes vi til grill og Eurovision, hvor Danmark jo har tradition for at tabe ... Næste år genoptager vi en 100 år gammel tradition om at tage på tur sammen til en af Hamborgs store parker for at hygge sammen, spille spil og holde friluftsgudstjeneste.
I november er der gang i alle kirker, når vi afholder vores nordiske julemarked. Hen over seks dage fordelt på to weekender emmer gaden af nordisk julestemning og julegløgg i fire forskellige varianter. Tyskerne kommer i tusindtal for bl.a. at købe svenske julebukke, finske mumitrolde og norske elgburgere hos vores nordiske naboer. Med dette tætte nordiske fællesskab kan vi tilbyde hamborgerne et helt unikt julemarked i deres by, som
man ikke kan finde noget andet sted i verden, og et tæt sammenhold er også godt for den vigtige indtjening til driften af de fire nordiske kirker.
Desuden har der i mange år været tradition for en stor fællesnordisk julekoncert i vores nabokirke St. Michaelis med musikere fra de nordiske lande. De sidste år er det dog kun den danske sømandskirke, der arrangerer og afholder koncerten, men indholdet er stadig nordisk. I år afholder vi således den 27. nordiske julekoncert med temaet Sverige, hvor vi bl.a. vil markere den svenske konges 50-års regentjubilæum, nyde luciaoptog på svensk og høre en svensk mezzosopran. Denne koncert sælger 4-5.000 billetter og er også med til at sikre indtægter til driften af vores sømandskirke.
Luciatraditionen er for øvrigt også svensk, og det var Dronning Ingrid, som førte den med sig til Danmark. I 1946 deltog de to prinsesser Margrethe og Benedikte i et luciaoptog på Den Svenske Ambassade i København, og siden blev traditionen udbredt (kilde: Kongehuset)
OPLEV JULEKONCERTEN I HAMBORG
Mandag den 18. december kl. 14.00, 17.00 eller 20.00
Kom til billetsalg via QR koden eller www.dankirke.de
Husker du Thor?
Af Anne Meldgaard, redaktør. Foto: Once Upon a Saga
Manden, der, som den eneste i verden indtil videre, har besøgt alle lande i verden uden brug af fly. Næsten 10 år tog det – inklusive forsinkelse pga. pandemien. På rejsen kom Thor forbi flere sømandskirker: Singapore, Hong Kong og Pelepas. Og under pandemien, hvor han strandede i Hong Kong, ansatte vi ham som assistent ved sømandskirken.
Sidste ben på hans rejse var i Pelepas i juni måned, hvor han mødtes med
vores mand i havnen. Herfra sendte han en særlig hilsen til Danske Sømands- og Udlandskirker:
”Denne rare mand er Jørgen Hugo Jensen. Han står for den daglige drift af sømandsklubben i Port of Tanjung Pelepas. Han bringer glæde og et venligt smil ombord på 10-15 danskflagede skibe hver uge. Foruden venlig lytten og dansk modersmål leverer Jørgen aviser, bøger og diverse indkøb og foretager lokale ekskursioner for de brave søfolk.
Min egen rejse med de Danske Sømands- og Udlandskirker, og den mere end 150 år lange tradition for at støtte op om danske søfarende, startede i juni 2019, hvor jeg besøgte den smukke sømandskirke i Singapore. I februar 2020 holdt jeg foredrag i sømandskirken i Hong Kong. Et år senere lå jeg på mine knæ og vaskede gulvet sammen sted, nu ansat som assistent ved sømandskirken. I den tid havde jeg fornøjelsen af at besøge 50 skibe og tilbyde dem kirkens service. Det var med opbakning fra det dygtige kirkeråd, og jeg fik mulighed for at arbejde sammen med først pastor Margith Pedersen og siden pastor Rebecca Holm.
Jeg genbesøgte sømandskirken i Singapore i april 2023, og i dag fik jeg også set sømandsklubben, som Jørgen opererer fra. Det er vigtigt arbejde for en vigtig sag, udført af passionerede folk.”
Thor satte fod på dansk jord igen den 26. juli i år. På Aarhus Havn ventede mere end 100 mennesker, et orkester og ikke mindst Thors hustru. Siden har Thor haft enormt travlt med at give interviews til verdenspressen og holde foredrag. Du kan se hele Thors tur på Facebook, Instagram og LinkedIn. Søg efter ”Once upon a saga”.
SVENDBORG SØFARTSSKOLE
Med kurs mod styrmand og maskinmester
HF-Søfart (3 år)
Ubefaren skibsassistent (20 uger)
Befaren skibsassistent (20 uger)
STCW-kurser
Grundkursus i røgdykning
Genopfriskning af røgdykning
Brandleder
Brandbekæmpelse for skibsofficerer
Søsikkerhed
Thor og Jørgen Hugo i Pelepas.
Folkekirkens udenrigstjeneste
Af Anne Meldgaard, redaktør
Lige i starten af oktober fik vi et vigtigt besøg på Smallegade. Kirkeminister Louise Schack Elholm lagde vejen forbi til en dialog med udlandsprovst Selma Ravn og formand Anne E. Jensen.
Politisk bevågenhed og forståelse for vores sag er en opgave, der aldrig bliver færdig, og fra bestyrelse og
sekretariat gør vi vores bedste for at blive hørt af skiftende ministre, politiske ordførere og kirkeudvalg.
Der blev fortalt om vores kirkers rolle som stærke kulturbærere og som indlysende sociale samlingspunkter, om kirke og kultur, om søfart og unge, om fællesskab og beredskab. Opgaver, vi løser som en ”folkekirkens udenrigstjeneste”, og som vi bør være fælles om.
Engangsbevillingen på ekstra fem millioner kroner i 2023 fik også plads i samtalen, og ministeren fik det klare budskab med sig, at vores største ønske er en fast bevilling, der fuldt dækker udsendte præsters løn.
Louise Schack Elholm lyttede interesseret og delte desuden sin egen historie med en dansk kirke i udlandet, nemlig Frederikskirken i Paris, hvor hun kom som ung au pair.
Vi siger tak for besøget og glæder os til den fortsatte dialog.
Prøv spørgsmålskortene om arv og testamente på www.detgodetestamente.dk
Selma Ravn, Louise Schack Elholm og Anne R. Jensen.
Den store sømands sidste rejse
Af Eskild S. Pedersen, tidl. sømandspræst i Singapore
I efteråret var tidligere assistenter, ansatte, præster og ægtefæller samt en niece samlet for at tage afsked med vores fælles ven fra tiden i Singapore – Christian Emanuel Pedersen (kaldet Chris). Han var død et år og én dag tidligere i København, 87 år gammel. Men nu havde tidl. sømandspræst Hans Vestergaard Jensen og Chris’ niece Helle taget initiativ til en kirkelig højtidelighed og efterfølgende askespredning af Chris’ urne i Limfjorden mellem Venø og Humlum.
HVEM VAR CHRIS?
Chris blev født i København. På sin 16-års fødselsdag påmønstrede han et norsk skib for at drage på hvalfangst.
For Chris var sømandskirkens terrasse i Singapore en oase. Her tilbragte han år og dage med at læse danske aviser og samtale med sømandskirkens personale og andre besøgende.
VIETNAM
Chris sad der og fortalte den ene fantastiske historie efter den anden om et liv på de vilde vover. Chris var blandt andet øjenvidne, da Fidel Castro greb til våben på Cuba. Jagten på den gode hyre bragte den unge Chris på et farligt togt i Vietnam-krigen. Han fik hyre på én af de 26 amerikanske slæbebåde, som skulle sejle ammunition op ad Vietnams floder. Hyren var tårnhøj, men Chris tænkte ikke på, hvor farligt det egentlig var. På den første tur op ad Mekongfloden dukkede pludselig en masse Viet Cong-soldater op ud af ingenting og beskød dem. Både kaptajnen og styrmanden blev dræbt, men Chris undslap.
YOKOHAMA
Fra 1961 og ti år frem havde Chris sin faste base i Japan. Her var han en tid
assistent ved den tidligere danske sømandskirke i Yokohama. Men det var i Singapore, vi lærte Chris at kende. Her blev han gift med Rose, som han elskede over alt på jorden. En tid forsøgte han at bringe hende med til Danmark. Efter fire år pakkede de kufferterne og vendte hjem til Singapore.
SINGAPORE
I Singapore blev Chris ansat i et amerikansk firma, som sendte ham som inspektør rundt på boreplatforme i Canada, Asien og Afrika, men hjemmebasen forblev i Singapore, hvor Rose altid ventede på ham.
Når Chris kom op på kirken, satte han sig altid i sin bambusstol, trak kasketten ned over øjnene og fik sig et blund. Så slog han øjnene op og fortalte historier om personer og steder, han havde kendt. Når han var i gang med at fortælle, måtte ingen afbryde ham, men fik besked på at tie stille, til han var færdig med sin fortælling. Han kunne også sidde stille og grunde over det, han læste. En dag kom han ind på kontoret til mig, mens han holdt Kristeligt Dagblad op foran hovedet på mig. ”Se her, Eskild, hvad han skriver – ham generalsekretæren for Danmission. Han skriver, at nu vil de indlede dialog med muslimerne! Ha, hvor tåbeligt,” udbrød han, ”nu har jeg været gift med en muslim i over 30 år. Og jeg ved, at man ikke kan gå i dialog med muslimer.” På det område var det Chris, der måtte indordne sig.
TILBAGE TIL DANMARK
På sine gamle dage mistede Chris sin elskede Rose. Det gjorde ham rastløs. En kort tid rejste han til Thailand, men vendte i 2008 tilbage til Greve i Danmark, hvor hans eneste bror forinden var død.
Til gengæld knyttede han nær kontakt til sin brors datter, Helle, og hendes to børn. Chris blev som en bedstefar for hendes piger. Og til dem fortalte han historier fra de varme lande, og som årene gik, blev de bedre og bedre. Men den 21. september 2022 døde Chris. Et fantastisk og farverigt liv var slut.
DEN SIDSTE REJSE
I Venø Kirke sagde vi farvel til Chris, hvor Hans Vestergaard Jensen holdt en fin mindetale over ham. Han sluttede med at sige, at Chris også havde et mellemnavn, Emanuel, der betyder ’Gud med os’. Her knyttede han dåben, navnet og det kristne håb sammen.
Og mens Chris’ niece Helle strøgede asken fra Venøfærgens dæk, lød skibets signalhorn, og vi sang ”Altid frejdig, når du går.” Den salme holdt Chris meget af. Den havde givet ham pejling under Vietnam-krigen og nu på hans sidste rejse.
Æret være Chris’ minde.
Skandinavisk fællessang i Geneve
Af Dorrit Neergaard, tidl. medlem af menighedsrådet for Den Danske Kirke i Schweiz
Vi danskere har en lang og stærk tradition for fællessang, der skaber glæde, højtidelighed og samhørighedsfølelse i mange af de fællesskaber, vi mødes i.
Samme tradition har vores skandinaviske naboer, og på den baggrund inviterede Den Danske Kirke i Schweiz de norske og svenske kirker i Geneveområdet til fællessang. Præsterne, Henning Vik fra Norges Sjömannskirke og Cecilia Gharaibeh fra Svenska Kyrkan, var straks med på ideen og deltog i forberedelsen af programmet.
På dagen samledes ca. 30 sangglade
nordmænd, svenskere og danskere i den danske præstegård i Geneve, hvor præsteparret Agnete Brink og Anders Bach Jensen gæstfrit havde sørget for drinks og snacks til lejligheden.
Hvert land kom med et repertoire på 10 sange, som alle blev introduceret kort med fortolkninger eller morsomme anekdoter. Vi sang derefter på skift og kom Skandinavien rundt flere gange i en blanding af både salmer, folkesange og viser. Det var et stort plus for arrangementet, at tidligere organist Grethe Bach Køster sørgede for klaverakkompagnement ved først
at gennemspille melodierne, så vi hurtigt kunne synge med på hinandens repertoire.
Det blev interessante og fornøjelige timer, hvor stemningen steg i takt med sang, musik og traktement, fuldstændig som beskrevet i Benny Andersens ”Gå nu nat og gå nu lige hjem”:
”Vi har sunget, vi har grædt, vi har grint. I flere timer har vi haft det smadderfint”
Det var med de ord, vi sluttede den herlige sangaften i Geneve. Der blev heldigvis ikke grædt, men der blev grint og sunget på livet løs!
100 år i hjertet af Paris
Af Anne Meldgaard, redaktør
2
Det skortede ikke på fine gæster, da Frederikskirken blev fejret i slutningen af oktober. Hertil kom samtlige nulevende præster, der har haft deres virke ved kirken og en stor og stolt me-
nighed, der fejrede deres første 100 år. Historien rækker dog endnu længere tilbage, da de første danske gudstjenester i byen går helt tilbage til 1660, hvor præster fulgte med det danske gesandtskab*. Du kan læse hele historien på Frederikskirkeniparis.dk.
100-års fejringen startede med en smuk koncert i Église Saint-Jean i Rue de Grenelle med Vejgaard Kirkes Koncertkor, hvor menigheden holdt til fra 1923 til 1955. Dagen efter var der festgudstjeneste i det skønne kirkerum på Rue Lord Byron.
KONGEHUSET SKRIVER
PÅ DERES SOCIALE MEDIER:
”Et festligt punktum i markeringen af 100-året for den danske menighed i Paris blev i sat, da Hans Kongelige Højhed Kronprinsen deltog i en gudstjeneste i Frederikskirken. Kirken, der ligger et stenkast fra Avenue des Champs-Élysées i den franske hovedstad, bærer Frederik 9.’s navn. Kongen indviede kirken sammen med Dronning Ingrid tilbage i 1955.”
*Gesandtskab = En stats officielle repræsentation i en anden stat med henblik på varetagelse af hjemlandets politiske og økonomiske interesser.
1 4 3
Fotos: Julien Mouffron-Gardner. 1 Menigheden med nuværende og tidligere præster. 2 Udlandsprovst Selma Ravn taler. 3 HKH Kronprinsen og Kirkeminister Louise Schack Elholm deltog. 4 Nuværende præst Malene Bendtsen. FORSIDEFOTO: Christina Chauchot fra Église SaintJean. Alle nulevende præster fra Frederikskirken: Marianne Gyldenkærne, Keld Jørgensen, Martin Vemmelund, Finn Egeris, Steffen RavnJørgensen, Malene Bendtsen og Selma Ravn sammen med HKH Kronprinsen og Kirkeministeren.
Sydslesvig-Haderslev-Salisbury
Af Hasse Neldeberg Jørgensen, Sydslesvigprovst
PÅ BESØG I ENGLAND
Biskoppen over Haderslev Stift, Marianne Christiansen, der tillige er tilsynsførende for Dansk Kirke i Sydslesvig, har sammen med stiftets provster og sydslesvigprovsten aflagt et venskabs- og inspirationsbesøg i det store Salibury Stift sydvest for London.
Besøget var arrangeret af undertegnede, som gennem en lang årrække har haft en tæt kontakt til Salisbury. Kontakten mellem Haderslev Stift, DKS og Salisbury Stift er støttet af stiftsrådets mellemkirkelige udvalg, hvor DKS er repræsenteret af Jochen Arndt.
Det aktuelle besøg er indledningen til en egentlig venskabsaftale mellem Haderslev Stift, DKS og Salisbury Stift samt Sarum College. Sidstnævnte college uddanner præster til Church of England og tilbyder en bred vifte af kurser til frivillige i kirkeligt arbejde samt efteruddannelse til både lægfolk og præster.
Ligesom både Haderslev Stift og Sydslesvig er det engelske stift præget af meget store landdistrikter, der udfordres af affolkning og ændrede rammer for forenings- og kirkeliv. Det overordnede spørgsmål for en fælles og konstruktiv dialog for det fremtidige arbejde er helt enkelt: ”Hvad gør I, hvad gør vi, og hvad kan vi lære af hinanden?” til fælles inspiration og læring.
I foråret 2024 kommer repræsentanter fra både stift og college på besøg i Haderslev og Flensborg anført af biskop Stephen Lake og rektor James Woodward.
De danske provster fotograferet foran Salisbury Cathedral sammen med biskop Marianne Christiansen og biskop Stephen Lake.
4
Glade dage i Nyborg
Af Anne Meldgaard, redaktør
Omkring 200 engagerede mennesker deltog i årets repræsentantskabsmøde på Hotel Nyborg Strand, og det var, som det er alle år, en sand fornøjelse.
Mødet imellem de udsendte præster, danskerne, der skaber kirke i udlandet ved deres frivillighed, og alle dem der bakker op om vores forening herhjemme, er glædeligt, interessant og bekræftende for det formål, Danske Sømands- og Udlandskirker tjener.
I år var foreningens nye tilsynsførende biskop, Mads Davidsen fra Fyens Stift, med for første gang, og han stod for andagten lørdag morgen. Ny repræsentant i bestyrelsen, valgt af søfartserhvervene, Søren Thuen, var også ny i gårde. De gav begge udtryk for glæde over repræsentantskabsmødet. Folketingets kirkeudvalg var repræsenteret ved Morten Messerschmidt, som siden gav vores indsats et fint skudsmål på sin LinkedIn-profil.
Der var god kommentar- og dialoglyst fra salen og fin hilsen fra Kongehuset. Beretning, regnskab og budget blev klaret uden problemer. Efterfølgende var der tre spændende indlæg fra tre præster, hhv. sydslesvigpræsterne Ulla Skou og Nina Vetter, udlandspræst
Mogens Bering Rasmussen fra Bruxelles og sømandspræst Lars Storm Kristensen fra Rotterdam. Emnerne var vidt forskellige – fra strikkegudstjenester i Sydslesvig over indsatsen som feltpræst for NATO-medarbejdere og deres familier i Bruxelles til indsatsen ved sømandskirken, hvor masser af fornyet aktivitet tegner billedet i Rotterdam.
Dagen forinden blev brugt på en lang række formøder, fx mødtes alle ansatte samt kirkerådsformænd fra udlandet med bestyrelsen, og projektleder Pia Hansen havde for første gang alle sømandspræsterne samlet til indledende samtaler om projektet med arbejdstitlen ”SøfartsNetværket”.
Gode,travledage, somvigentagertilnæsteår 30.-31. august 2024.
Enhver, der er interesseret i Danske Sømands- og Udlandskirkers arbejde, kan deltage i mødet. Hvis du ikke er medlem, er det en god idé at skrive sig op til vores nyhedsbrev, som vil omtale lands- og repræsentantskabsmødet i god tid. Det kan du gøre på www.dsuk. dk.
På repræsentantskabsmødet blev beretningen for 2022 godkendt.
Du kan læse den på www.dsuk.dk under fanen INFORMATION.
1 Margareta Bærentzen, sekretariatet Jytte Nicklsen, kirkekontoret i Sydslesvig og Tommy Lichtie, sekretariatet på podiet for hhv. referatskrivning og styring af dagens program.
2 Sune Haubek, sømandspræst Hamborg og Rikkel Wivel, formand Rotterdam synger fra højskolesangbogen.
3 Bestyrelsen fra venstre: Selma Ravn, Susanne Ivalo Rasmussen, Dorte Bille Harding, Marianne Gyldenkærne, Carsten
Bøgh, Kirstien Biering, Jochen Arendt, Anne E. Jensen, Søren Thuen, Inge Kjær Andersen, Peter Skov-Jakobsen, Julie Sløk, Hans Janus, Anders Vestergaard, Marianne Christiansen, Mads Davidsen.
4 Flemming Kloster Poulsen, fhv præst i London og biskop Marianne Christiansen.
5 Tidligere juniorassistent i Mijas Elisa Maria Lund Hviid og Ib Jensen, formand Paris.
6 Nyansatte fra venstre: Carsten Mølgaard Hansen, Vancouver, Hans Eiler Hammer, Sydslesvig, Lars Storm Kristensen, Rotterdam, Pia Hansen, DSUK Astrid Agerskov, Luxembourg og Lisbeth Johansen, sekretariatet.
7 Niels Moldrup, Danske Rederier og sømandspræst Lars Storm Kristensen.
ÅRSBERETNING Danske Sømands- og Udlandskirker
Støt DSUK gratis når du tanker
App eller kort?
Støt
App eller kort?
din klub eller forening, som du vil
Støt din klub eller forening, som du vil
Download OK’s app, så kan du støtte med 5 øre/liter, hver gang du tanker. Første gang du sammenlagt har tanket 500 liter indenfor 12 måneder, får din klub eller forening en ekstra bonus på 200 kr. Du kan selvfølgelig også få et OK Kort.
En lille smule smartere
Download OK’s app, så kan du støtte med 5 øre/liter, hver gang du tanker. Første gang du sammenlagt har tanket 500 liter indenfor 12 måneder, får din klub eller forening en ekstra bonus på 200 kr. Du kan selvfølgelig også få et OK Kort.
Støt din klub eller forening, når du tanker
Støt din klub eller forening, når du tanker
Dine fordele hos OK
Danmarks største brændstofkæde med mere end 670 tankstationer
Dine fordele hos OK
Støtter næsten 3.000 lokale klubber og foreninger
Danmarks største brændstofkæde med mere end 670 tankstationer
Vask bilen i mere end 200 vaskehaller
God kundeservice på 70 10 20 33
Støtter næsten 3.000 lokale klubber og foreninger
Det koster ikke ekstra at støtte
Vask bilen i mere end 200 vaskehaller
God kundeservice på 70 10 20 33
En lille smule smartere
Med OK’s app kan du hurtigt og nemt betale for både tankning, vask, parkering og opladning direkte fra forsædet. Nemmere bliver det ikke.
Kom godt i gang
Med OK’s app kan du hurtigt og nemt betale for både tankning, vask, parkering og opladning direkte fra forsædet. Nemmere bliver det ikke.
Hent OK’s app i App Store og Google Play – eller bestil et OK Kort på ok.dk
Kom godt i gang
Hent OK’s app i App Store og Google Play – eller bestil et OK
Kort på ok.dk
Det koster ikke ekstra at støtte
Fejringer og andet godt
Af Anne Meldgaard, redaktør
100-ÅRIG MENIGHED I SYDSLESVIG
1. søndag i advent er en helt særlig dag i Valsbøl og omegn i Sydslesvig. Da er det nemlig 100 år siden, at menigheden blev stiftet. En glædelig dag, som fejres med festgudstjeneste på Valsbølhus. Samtidig sender dagen erindringen tilbage til 1920, hvor Sydslesvig ikke blev ”stemt hjem til Danmark”, som det hed dengang. Lykkeligvis blev det fortsat muligt at bevare friheden til at mødes i et menigheds- og kirkeliv, hvor sproget var dansk.
I grænselandet rummer mange familiehistorier fortællingen om krige, ufred og tab af familiemedlemmer. Der er derfor ekstra god grund til at fejre den fredelige sameksistens, der hersker for både det danske og det tyske mindretal på begge sider af grænsen.
I emiratet Dubai er der hele 14 konfirmander, der i de kommende måneder vil blive undervist af pastor emeritus Jørgen Christian Madsen. Flere rejser til ørkenbyen, med undervisning forskellige steder hos danske virksomheder og i private haver samt online-undervisning fra Danmark, er fremgangsmåden. To af de unge mennesker bliver konfirmeret i Danmark og 12 i Dubai.
100 ÅR I BUENOS AIRES
Til sommer er der 100-års fejring i Den Danske Kirke i Buenos Aires. I den anledning har sognepræst Allan Ivan Kristensen og hans kæreste, sognepræst Miriam Joensen, organiseret en gave fra et antal danske folkekirker, som opfylder et brændende ønske. I Buenos Aires kan de derfor se frem til stolestager, der kan fastmonteres på kirkebænkene og dermed oplyse kirkerummet, når de fejrer deres jubilæum. Allan Ivan Kristensen og Miriam Joensen har begge været volontører ved den danske kirke i Buenos Aires, og de vil personligt overbringe gaven til menigheden i Buenos Aires.
FORNYET AKTIVITET I DUBAI
Til- og fratrædelser
Hjertelig velkommen i Danske Sømands- og Udlandskirker og held og lykke i jeres gerning.
NY BISKOP
Mads Davidsen, biskop over Fyens Stift, er udpeget som tilsynsførende biskop.
Kirstine Rasmussen er tiltrådt stillingen som præst for Den Danske Kirke I Toronto, Canada, pr. 1. oktober 2023.
LONDON
Karsten Møller Hansen tiltræder stillingen som præst for Den Danske Kirke i London pr. 1. januar 2024.
Nina Morthorst er tiltrådt stilling som volontør-præst for Menigheden Øst for Malaga fra 1. november 2023.
Christine Pihl er tiltrådt stillingen som præst for Nordvest Danske Menighed pr. 1. september 2023
Kristina Korsbæk Brejner tiltræder stillingen præst for Slesvig og Omegns Danske Menighed og Børne- og Ungepræst under DKS pr. 1. december 2023.
IKKE FLERE FRIMÆRKER!
Hjertelig tak for jeres indsats i Danske Sømandsog Udlandskirker gennem kortere eller længere tid.
VIKARER
GÖTEBORG
Lars-Ulrich Kofoed er fratrådt stillingen som sømandspræst for Den Danske Sømandskirke i Göteborg pr. 31. august 2023
LONDON
Flemming Kloster Poulsen er fratrådt stillingen som præst for Den Danske Kirke i London pr. 31. oktober 2023.
MIJAS
Iben Snell fratræder stillingen som præst for Margrethekirken, Den Danske Kirke i Mijas pr. 31. december 2023.
Vores uopslidelige vikarpræster Margith Pedersen, Ruth Wegeberg og Jørgen Christian Madsen er i gang som vikarer i hhv. London, Göteborg og som konfirmandunderviser i Dubai.
JUNIORASSISTENTER TILTRÅDT PR. 1.SEPTEMBER 2023
l Othilia Pedersen i Bruxelles
l Nanna Burchardt i Sydney
l Anges Due i Hamborg
l Clara Johanne Højby Nielsen i Berlin
l Emma Thorsøe i Rotterdam
l Sylvester Fogedgaard Jønsson i Hong Kong
Danske Sømands- og Udlandskirker har gennem mange år modtaget frimærker, som flittige frivillige har klippet til, dampet af og sorteret, så de kunne sælges til fordel for vores arbejde. Dette er ikke længere en rentabel forretning, og vi har ikke længere frivillige hænder til opgaven. Vi vil gerne sende en meget stor tak til alle, der har betænkt os med at samle frimærker gennem årene og en endnu større tak til jer, der frivilligt har brugt hundredvis af timer på at gøre frimærkerne klar til salg.
Find os...
EUROPA
Belgien
BRUXELLES
Tlf +32 2 660 93 34 www.dankirke.be
England
HULL
www.danchurchhull.co.uk
LONDON
Tlf +44 207 935 7584 www.danskekirke.org
LONDON, DANSK KFUK*
Tlf +44 207 435 7232 www.kfuk.co.uk
Frankrig
NICE
Tlf +33 6 60 81 64 48 www.eglisedanoise.org
PARIS
Tlf +33 1 42 56 12 84 www.frederikskirkenparis.dk
Holland
ROTTERDAM
Tlf +31 10 714 2626 www.kirken.nl
Luxembourg
LUXEMBOURG
Tlf +352 691 325 035 www.dankirke.lu
Schweiz
GENÈVE
Tlf +41 22 798 8018 www.dankirke.ch
BERN
BASEL
CHÂTLET ST-DENIS
ZÜRICH
Spanien
ALGECIRAS
Tlf +34 696822 751
MALAGA ØST
Tlf + 34 609 825 899
MIJAS
Tlf +34 952 587 481 www.dsuk-spanien.dk
Sverige
GØTEBORG www.folkekirken.se
STOCKHOLM
Tlf +46 72 037 2811 www.dkig.se
SKÅNE
Tlf. +45 31 47 69 47
SMÅLAND
Tlf +45 3113 2216 www.berggrensson.dk
Tyskland
BERLIN
Tlf +49 30 873 4430 www.christianskirken.de
HAMBORG
Tlf +49 40 37 13 00 www.dankirke.de
SYDSLESVIG
Tlf +49 461 529 25 www.dks-folkekirken.dk www.praestisydslesvig.dk
MELLEMØSTEN
Israel
JERUSALEM** www.israel.dk
ASIEN
Hong Kong + Kina
HONG KONG
Tlf +852 9490 8562 www.soemandskirken.org
Malaysia
PELEPAS
Tlf +60 0193 700 645 www.churchsg.dk
Singapore
SINGAPORE
Tlf +65 6274 6344 www.churchsg.dk
Thailand
BANGKOK
PATTAYA
Tlf +66 82 251 0039 www.danishchurch.in.th
OCEANIEN
Australien
SYDNEY
BRISBANE
MELBOURNE
Tlf +61 299 80 82 23 www.danishchurch.org.au
SYDAMERIKA
Argentina
BUENOS AIRES
NECOCHEA
TANDIL
TRES ARROYOS www.iglesiadanesa.com.ar
NORDAMERIKA
USA
NEW YORK
Tlf +1 718 875 0042 www.dskny.org
Canada
CALGARY
Tlf +1 403 277 5804
www.danishlutheranchurch.ca
EDMONTON
Tlf +1 780 422 8777 www.ansgar.ca
TORONTO
Tlf +1 416 222 2494
www.danishchurchtoronto.ca
VANCOUVER
Tlf +1 604 298 6112
www.danishchurch.vancouver.
bc.ca
Her finder du danske præster og kirker.
I disse byer besøger vi danske søfarende på havnen.
Her er der en dansk menighed, og der holdes gudstjenester med fast interval.
Højtidsgudstjenester holdes desuden mange andre steder.
*Dansk KFUK i London er et hostel for unge, organiseret hos DSUK.
**Kirken i Jerusalem hører under Israelsmissionen.
STØT DANSKE FÆLLESSKABER I UDLANDET
BØRN, UNGE, VOKSNE & ÆLDRE
DE MØDES ALLE I DEN DANSKE KIRKE MobilePay 11 980
Du kan finde danske fællesskaber, når du er langt væk
4525 2100 49
