35 unge holdt jul i Sydney

Af Anna Glüsing Winther, tidligere juniorassistent ved Frederikskirken i Sydney

I 2022 afholdt jeg jul i Frederikskirken i Sydney. Jeg ved ikke, om jeg havde regnet med, at det skulle blive et “ungdomsarrangement”, men jeg opdagede hurtigt, at det primært var unge mennesker, der skrev og meldte sig til.

Deltagerlisten blev hurtigt fyldt op, og jeg måtte i gang med forberedelserne. At skaffe flæskestege, kartofler og lave brun sovs og risalamande er ikke lige til højrebenet, når man er på den anden side af kloden. Men det lykkedes med god hjælp fra frivillige i kirken og alle de mange juleaftensdeltagere.

Julen blev ringet ind med lægmandsgudstjeneste ved kirkens bestyrelse, da vores præst desværre var syg. Vi sang de mest elskede julesange og hørte juleevangeliet, netop som vi gør hjemme i Danmark. Bagefter flyttede vi videre over i vores church hall (red: menighedslokale), hvor vi i fællesskab gjorde klar til middag.

I 35° graders varme slæbte vi borde på plads, pyntede juletræ, smagte sovsen til og lavede marcipan- og nougatsnitter.

Jeg var i tvivl om, hvorvidt vi kunne finde julestemningen frem i varmen, men det var, som om stemningen og julefreden indfandt sig, da vi satte os til bords. Vi kunne se juletræet i hjørnet af rummet og dufte flæskestegen. Trods T-shirts, shorts, klipklapper og sved på panden var det endelig jul igen!

Efter en hyggelig middag tog vi et festligt spil pakkeleg og dansede om juletræet. De enkelte børnefamilier, der deltog, smuttede hjem, så børnene kunne komme i seng, men de unge mennesker blev længe endnu.

Det var, som om de lige skulle presse den allersidste fællesskabsfølelse ud af denne juleaften. For mange var det den første jul uden familien, og selvom det nok var meget anderledes at fejre jul på denne måde, syntes folk, at det var en succes, og de var glade for ikke at skulle sidde alene hjemme.

Selvom vi ikke havde Disneys juleshow, sne eller vores familier, havde vi en hyggelig, julet og hjertevarm af - ten. Det var tydeligt at mærke, hvordan traditioner og højtid samler fremmede mennesker på en helt speciel måde, når vi er langt væk hjemmefra. Vi ”fandt hjem” i et fællesskab – også selvom vi ikke kendte hinanden.

Karen Pelby Bitterhoff var en af gæsterne juleaften 2022 i Sydney. Karen rejste ud, lige efter studenterhuen var sat på hovedet, hun ville ud at udfordre og udvikle sig selv, og det skete ved otte måneder som au pair i Sydney og efterfølgende rejse i Asien. Om juleaften i den danske kirke fortæller hun:

”Jeg glædede mig meget til at se, hvordan min jul ville blive, fordi julen og traditioner betyder meget for mig. Til min overraskelse blev det faktisk en af de bedste juleaftener, jeg kan huske! Vi brugte eftermiddagen og aftenen på at kokkerere og hjælpe til med at gøre klar, inden vi skulle have en overdådig julemiddag, som Anna (red: juniorassistent ved kirken) havde stået for. Det føltes SÅ meget som hjem, og man glemte næsten, at man ikke var i Danmark (lige indtil man gik udenfor, og det var 30 grader varmt)."

Aftenen gik med sjove lege, god mad og lange samtaler, indtil vi jo selvfølgelig skulle danse rundt om juletræet. Naturligvis var det lidt mærkeligt at holde jul med så mange fremmede mennesker. Det var næsten, som om vi alle sammen havde skabt en alternativ Sydney-familie, hvor der var plads til alle.”

Karen fortæller også, at hun ikke ser sig selv som særligt religiøs, men at det var trygt at kunne opsøge kirken.

Karen brugte kirken under sit ophold i Australien og fik besøg af sin mor

”To dage efter jeg landede i Sydney, var der ”Danskeraften” i kirken for alle danske unge i Sydney, og det skulle jeg selvfølgelig deltage i. Jeg endte med at tale med alle mulige og fik også en masse venner, fordi alle var så imødekommende. Efter den dag kom jeg til næsten alle Danskeraftener, fordi der var så godt et fællesskab omkring det. Jeg føler mig ekstremt heldig, at jeg endte med at få mange nye danske venner, mens jeg var afsted. Det var virkelig rart at have sådan et fællesskab, så man ikke savnede Danmark alt for meget. Kirken og Anna var det tætteste på ”hjem”, mens jeg var afsted.”