Page 1

BENNY ANDERSEN

Jeg vil sgu ikke være dansker mere

MARTIN BRYGMANN

SUZANNE BJERREHUUS

SIGURD BARRETT

JULEMANDEN

“Jeg har en sygelig trang til at få folk til at grine”

“Vi gør alle en tjeneste ved at sige til og fra”

“Historie er noget, der finder sted lige nu”

“Tænk at gå rundt som selveste glæden”

[ 1 ]


CATHRINEHOLM

HÅNDLAVET SNACKSÆT MED NOSTALGI Snacksættet er designet af den internationalt anerkendte emaljekunstner, Grete Prytz Kittelsen, som samarbejdede med det norske jernværk Cathrineholm gennem 1950erne og 60erne. Skålene er håndlavet og perfekte til servering af snacks, frugt eller julens hjemmelavede konfekt. Forhandles i din lokale Imerco eller på imerco.dk Vejl. pris 599,95 [ 2 ]


[INDHOLD]

[76]

[92]

[40]

BENNY ANDERSEN · 06

"Hvem kan rime på banjo? Det kan man jo". Benny Andersen er uden tvivl nationaldigteren, som nemmest kan træde i de gamles fodspor . Han er "Den anden Andersen" og mange synes den bedste. Han er klar med kaffen, selvom han fandt på den strofe gennem en rimordbog. Vi har besøgt Benny og hans elskede...

JULEMANDEN · 24

Tænk at gå rundt som selveste glæden, siger Peter Gislund, som har været julemand i 30 år. Det er ham der tager imod ønsker fra store og små - lige fra ønsker om pokemon under træet til det barn, der visker til julemanden, at forældrene bare ikke må blive skilt. Han er trænet i det helt rigtige ho ho ho - men kunne det i forvejen, fordi det skal komme indefra, Vi fandt julemanden - på Skagen såmænd...

JEANETT VERONICA HINDBERG · 54

Bitterfissen, kaldte hun sit anonyme alter-ego, der hidsede sig op på de sociale medier over alt og mest over alle - og endte som en sensation i pressen. Nu er bitterfissens mor helt sin egen, måske helt sig selv. Hun udgiver bøger med sjove ord om ligegyldigheder og alvorlige sager i en blandet landhandel - lidt som hendes eget liv.

MARTIN BRYGMANN · 60

Han knokler lige nu på højtryk. Det er der ikke noget nyt i. Martin Brygmann har altid gang i alt på samme tid - men gør det hele grundigt. Han er ved at skabe en ny "far til fire"-film og den skal være anderledes end den plejer. Helt speciel. Helt som Martin er...

SIGURD BARRETT · 68

Han har sendt TV til børn sammen med en bjørn, der hed bjørn. Han har lært børnene om symfoniorkestre, biblen og de nordiske guder. Nu har han brugt 6 år på et kæmpe projekt, hvor børnene skal lære deres egen historie. Danmarks historie. Lære hvad de kommer af, og at historien finder sted lige nu - og at vi selv er med til at skabe den.

[ 3 ]

INDHOLD

04 Leder 06 Benny Andersen 16 Niclas Bendixen 24 Julemanden 32 Nissen flytter med 36 Suzanne Bjerrehuus 38 Bemærkelsesværdigt 40 Flemming Pless 44 Koks køkken 50 Skønhed 54 Jeanett Veronica Hindberg 60 Martin Brygmann 68 Sigurd Barrett 75 Sebastian Dorset 76 Sus & Simon 81 Oplevelser 84 RKI - Ribe Knallert Idealister 92 Lisa Kir Aybike 98 Klummen: Helt perfekt uperfekt


[LEDER]

Året gik - og det går nok igen 2016 har været noget af et år. Nasa er ankommet til Jupiter og vil igen lande på månen. Der har været drab og terror i Bruxelles, Orlando, Istanbul, Nice, Würzburg, Bagdad og München. Plus det løse, vi aldrig hører om. Der har været orkan på Haiti og jordskælv i Ecuador. Der er sendt godt 200.000.000.000 emails i år - lad os håbe bare nogle af dem, havde noget godt på hjerte. Havde din del af dem det? Donald Trump er landet i det hvide hus, selvom alle eksperterne sagde, det aldrig kunne ske og målingerne bakkede dem op. Nordkorea prøvede endnu en atombombe og en slem skovbrand rystede Canada. Erdogan var lige ved at få væltet sin stol, men kuppet gik ikke som ventet. Nu vælter han de andres. Bob Dylan fik nobelpris mens Leonard Cohen sang den sidste sang. Samme gjorde Hanne Bech Hansen, Peter Brixtofte, Prince, Anker Jørgensen, Frank Sinatra, David Bowie og rigtigt mange andre. Godt 150 millioner blev derimod født i 2016 - dem hører vi nok fra, når de blir større. Moder Teresa blev helgenkåret af Pave Frans. Christiania fjernede Pusher Street og samarbejder med samfundet udenfor. England vil ud af EU og vi vil beholde forbeholdene. Vi mistede Svinkløv Badehotel. Vi fik ny motorvej på Fyn - og en gammel vikingeborg i Køge. Der var OL i Rio. Kronprinsen sagde, at sportsfolkene var forvænte og blev drillet - men uventet fik de forvænte rekordmange medaljer med sig hjem. Imens gik vi på pokemonjagt med vores telefoner. Pludselig kunne børn og unge rejse sig fra sofaen og løbe fra herodes til pilatus for at få sig en snorlax eller magikarp med sig hjem. Forældrene undrede sig, eksperterne var bekymrede - men alt endte, som det altid gør, fredeligt. Jo, 2016 var noget af et år. Men sådan er det jo hvert år. Alle år er noget, når man ser tilbage. Og der kommer et nyt lige om lidt.... I årets sidste udgave af [ET CETERA] MAGAZINE kan du læse den positive side af livet, hvad enten det er Benny Andersens skønne ordspil eller det faktum, at vi har fundet Julemanden. Du kan glædes over Martin Brygmann og Sigurd Barrett - grine med Jeanett Veronica Hindberg, tage på juleindkøb med Morten Kok og køre på tur med alle knallerterne fra Ribe. Dyk ned i julen - og ha' nu endelig en glædelig en af slagsen - og et godt nytår, Vi læses ved igen 23 januar! Jeppe Søe, ansv. redaktør [ET CETERA] MAGAZINE

Ansv. redaktør: Jeppe Søe ( jeppe@1cetera.dk ) ∙ Medredaktør: Pia Møller Søe ( pia@1cetera.dk ) ∙ Design & layout: Lotte Sørensen (dtp@1cetera.dk) Annoncesalg: Jannie Christensen (jc@dhblad.dk - tlf: 40 87 05 15) ∙ Redaktion: 70 22 30 13 ( red@1cetera.dk ) Hjemmeside: www.1cetera.dk ∙ Facebook: www.facebook.com/byens.magasin ∙ Email: info@1cetera.dk Dansk Handelsblad A/S tager, som ansvarlig udgiver, forbehold for trykfejl eller ændringer af de begivenheder, der er nævnt i magasinet. Artikler, billeder og annoncer må ikke benyttes uden skriftlig tilladelse. Historer kan citeres, med henvisning til hjemmesiden www.1cetera.dk. Alle artikler er redaktionelt produceret efter almindelige regler for god presseskik - uafhængigt af annoncekroner. Artikler, der er betalt af annoncører, er altid markeret med “annonce”. ANNONCERING: www.1cetera.dk/mediekatalog Oplag 50.000 - distribueres gennem MENY og IMERCO - kontrolleres af Danske Mediers Oplagskontrol

[ 4 ]


4 super tilbud på stribe Wagrain Hotel Kirchboden

4.699,-

3 skidage

Zell am See Hotel Pinzgauerhof

17.1 - 21.1

7.648,-

1 uge 18.2 - 25.2

Børnerabat i opredning 1500,Op til 15 år

Prisen inkluderer: • Direkte fly fra Aalborg • Transfer • Ophold • ½ pension

Prisen inkluderer: • Direkte fly fra Aalborg • Transfer • Ophold • ½ pension

(morgen- og aftensmad)

• guideservice

(morgen- og aftensmad)

• guideservice

Zauhensee Hotel Enzian

2,5 skidage

4.199,-

4.3 - 7.3

Børnerabat 800,- i opredning Op til 15 år

Kør selv Hotel Planai

7.1 - 14.1

5.749,-

Prisen inkluderer:

Børn op til 18 år i opredning 2000,-

• Direkte fly fra Aalborg • Transfer • Ophold • ½ pension

Prisen inkluderer: • Ophold • ½ pension

(morgen- og aftensmad)

• guideservice

(morgen- og aftensmad)

• guideservice

www.tbski.dk

1 uge

Schladming

[ 5 ]


HVEM KAN RIME PÅ BANJO?

[ fotos: CLAUS PEUCKERT ]

BENNY ANDERSEN BOR PÅ EN IKKE SÅ STILLE VILLAVEJ I HOVEDSTADEN MED SIT LIVS STORE KÆRLIGHED. HAN ELSKER HENDE OG DERES FÆLLES TILVÆRELSE SOM KÆRLIGHEDSKAPITALISTER. DE MØDTES VED ET TILFÆLDE, OG DET ER HENDE, JURISTEN, ELISABETH, DER ÅBNER, DA VI RINGER PÅ HOS BENNY ANDERSEN, DIGTEREN – I EGENTLIG MEGET BESTEMT ENTAL - HAM, DER FØLER SIG LANGT MERE FOLKENÆR END FOLKEKÆR.


[ 7 ]


[BENNY ANDERSEN]

Det væsentligste i Benny Andersens tilværelse er, at han er født. Levendefødt. Hans storesøster var død ved fødslen, og på den måde var Benny Andersen sine forældres mirakel. Ønskebarnet, der blev svøbt ind i kærlighed og gode, solide værdier i det ikke helt sædvanlige arbejderhjem, hvor faderen var murerarbejdsmand – og hvor moderen varetog den etiske dannelse af Benny, forestod faderen den musikalske og kulturelle. Benny Andersen kommer fra et arbejderhjem med klaver. Her var der et usædvanligt overskud til at dyrke musikken og hverdagens poesi… Vi kender måske godt historien om Benny Andersens far, der spørger sine børn, om en kat mon kan skyde? Og om Benny, der svarer benægtende, for så at erfare, at det kan den faktisk godt. Den kan skyde både ryg og genvej... Og Benny Andersen sender i den forbindelse sin far en kærlig tanke. Han tænder en cigaret, sipper af sin Campari og konkluderer, som han har gjort det utallige gange før, at hans far i den grad har præget hans fornemmelse for ord og evnen til at lege med dem i et mageløst metaforisk mylder. Men vi vil så gerne forstå det, så vi spørger igen. Han er jo portrætteret utallige gange, digteren, Svantes far, der slet, slet ikke tager sig selv halvt så alvorligt som alle vi andre gør – og så måske alligevel en anelse mere. Vi kender ham for hans helt usædvanlige evne til at vække alting – selv det åbenlyse – til live. Metaforene taler, med hans pen, deres eget tve-tydelige sprog – og så myldrer det mellem linjerne. Det er enderim og remser, der revser. Og det er måske lige dele sindrig satire og håndelag, der sætter sig som verden på vers mere end tværs. For hvem kan i virkeligeden rime på banjo? Jo, det kan man jo. Konstaterer han – Benny og tager fejl. I virkeligheden er han bedst til det. ”Det er skægt hvordan en linje som ”livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar”, er blevet til noget af det

mest berømte jeg har skrevet, ” siger han, ”for det er efter min bedste overbevisning samtidig noget af det mest ligegyldige. Virkeligheden er jo, at det er et spørgsmål om rim… Har... hvad rimer på har? Nå, jo – klar. Og så er der noget med kaffe, det er dejligt, ikke? Og sådan blev det til,” smiler han. Nu skriver de det nok på min gravsten, og det var jo altså ikke meningen.” Men det var der så meget andet, der var og er. Benny Andersen siger om sig selv, at han skriver humoristiske digte med kant. Alvorsord, der ikke altid holder sig nede mellem linjerne, men får en fremtrædende plads, og vil os noget. Det er væsentligt for en dansk verdensborger, der helst ser sig fritaget for betegnelsen folkekær og ikke – i modsætningen til de fleste andre - genkender sig selv som synonymet for den danske folkesjæl; ”Nej, jeg er ikke i symbiose med den danske folkesjæl, ” siger Benny Andersen, ”det erfarede jeg dengang de ryddede Brorsons Kirke på Nørrebro.” Dengang i 2009 havde afviste irakiske asylansøgere søgt tilflugt i kirken i håb om, at få deres sag om asyl genbehandlet. Dansk politi trænger om natten ind i kirken og anholder 17 irakiske mænd, hvoraf flere efterfølgende tvangshjemsendes. ”Når jeg efter sådan en episode læser, at over 60 procent af danskerne mener, at det var i orden, det, der skete, så vil jeg sgu ikke være dansker mere,” siger Benny Andersen. ”Fra da af har jeg kaldt mig verdensborger i Danmark – og det er sådan set ikke væsentligt for mig, at være folkelig. Jeg er global - og kan slet ikke identificere mig med med folk som Inger Støjberg og hendes… Altså, jeg bryder mig i det hele taget ikke om, at få den betegnelse hæftet på mig. Ærlig talt skammer jeg mig over, at det er det, vi synes er dansk.

[ 8 ]


[BENNY ANDERSEN]

Men titlen som nationaldigter må man tage på sig, når man, som Benny Andersen har fået udgivet mere end 30 digtsamlinger, essays og noveller og i øvrigt har været genstand for andre forfatteres portrætbøger – meget – mere end en enkelt gang. Danskerne læser ham og genkender tilværelsen i alle dens afskygninger. For indeholdt i fortællingen om Svante, Tykke Olsen, Nina og Dagens gode gerning, er indeholdt det evindelige og uundgåelige både og. ”Jeg tror, det er fordi, jeg aldrig har identificeret mig med parnasset. Jeg kender til livet – også i underklassen og jeg har mødt mange og alle slags mennesker i mit liv. Så vi er på lige fod – når vi mødes, og dem der læser mig, tror jeg, genkender deres egen tilværelse; livet, døden. Og kærligheden – ikke mindst! På den måde føler jeg mig i grunden folkenær - mere end folkekær, ” siger Benny Andersen. Kærligheden er et væsentligt omdrejningspunkt i Benny Andersens forfatterskab, fordi den er det i hans tilværelse. Han er i sit tredje ægteskab – lykkelig som bare fanden, og så endda ved noget, der kunne ligne en tilsyneladende tilfældighed. Benny Andersen mødte sin hustru i et tog mod København, hvor de faldt i snak i rygerkupeen. Benny havde været i Aarhus for at se Nikoline Werdelins ’Mine to søstre’ – for som hun skrev, Nikoline, til den ulykkelige Benny, der savnede sin afdøde hustru og en mening med tilværelsen; ”så er livet for kort til ikke at have en kæreste. Man må boltre sig mellem lagnerne, fremførte hun i en mail – uden at vide, at Benny havde mødt en særlig kvinde, én han følte en særlig kontakt med, dér i rygerkupeen – og som han, da de ankom til hovedbanegården mistede af syne… Men Elisabeth fandt ham igen – hun ringede og spurgte, om hun ulejligede. Og det gjorde hun. Benny Andersen bad om hendes mail - og en time efter modtog hun en lang mail om, at digteren ville se hende igen. De sås. Og med tiden blev hun hans hustru og et

digt. Vi ved ingenting og alligevel en hel masse, for det Benny Andersen skriver om, er det der optager ham – og det gør Elisabeth og deres gensidige opdagelsesrejse ind i hinandens tilværelse og sind; ”Elisabeth har gjort, at jeg har fået det, der lå ude i siderne med. Hun har gjort mig hel. Da jeg mødte hende havde jeg egentlig besluttet mig for, at det var slut med den slags. Jeg var lammet af sorg, da Cynthia døde, og fast besluttet på, at nu skulle jeg sublimere. Men så ringede Elisabeth. Da hun kom hjem efter at have mødt mig i toget – uden at genkende mig – fortalte hun hendes datter om en nydelig herre med en afdød hustru der kom fra Barbados – og så var det, Malou, Elisabeths datter mente, det måtte være mig. Det var det. Og så var det ligesom slut med at sublimere, ” griner han. I dag bor Elisabeth Ehmer og Benny Andersen i forfatteren Lise Nørgaards tidligere bolig – og måske betyder det noget, at lige akkurat det her hus, på den her vej har dannet rammen om store danske forfatteres tilværelse. Den særlige flig af fortiden har Benny Andersen og Elisabeth i stor kærlighed til både stedet og hinanden værnet, men tilpasse en mere nutidig udgave af et hjem. De har boet her i 12 år – de mødtes i 2003 og så stor en kærlighed kan tvinge selv en garvet elsker i knæ, så i 2004 giftede de sig med hinanden på rådhuset. Og der var kun de to. Der er kun dem. Og det er ikke fordi, de har nok i hinanden – venskaberne er vigtige, og der er mange mennesker, der er en helt naturlig del af deres hverdag; børn, børnebørn, venner og en flittig havemand, der af Elisabeth får serveret en bakke med snitter og friskbrygget kaffe. Det manglede da bare. Men de er hinandens forudsætning, de to – Elisabeth er Bennys lykke, og hun gider ham altid. Siger hun. Og på den måde bliver hun til et digt, og den kvinde, der har gjort ham allermest lykkelig. Påstår han.

[ 10 ]


[BENNY ANDERSEN]

”Elisabeth inspirerer mig til mine digte. Så sent som i går noterede jeg mig en sætning, som en dag bliver til et digt, tror jeg. Der var et eller andet jeg spurgte hende, om hun gad gøre for mig – og hun svarede ”jeg gider dig altid”… og så skrev jeg videre; gid jeg gad dig endnu mere,” smiler Benny Andersen, og ligner en, for hvem ordspil og udsagn der går over i historien, er en naturgiven gave, man ikke behøver anstrenge sig synderligt for. Et talent, der har fået danskerne i ubestemt flertal, men vi ved, at der mange, til at læse poesi, som de ellers kun læser krimier og ugeblade. Måske er det kærligheden, der vitterlig virker i mennesket som en drivkraft, der behøver ordene. Vi må vide, hvad vi længes mod – og vi må forstå, hvordan sjælen marineres i drømme natten over. At fugle flyver i flok, hvis de er mange nok, kan enhver forstå, men hvad mener han med det? Han ved i alt fald, hvad det vil sige, at elske. Elisabeth er hans tredje hustru. Den første, Signe, gjorde ham til digter. Den anden, Cynthia, gjorde ham til verdensborger og Elisabeth fuldente ham på sin vis. Også selvom hun tror, at han pynter lidt på det, når han påstår, at han aldrig har været så lykkelig, som han er lige nu. ”Elisabeth og jeg komplimenterer hinanden. Vi er soul-mates, og vi bidrager gensidigt til at udvide hinandens horisont, ” siger Benny Andersen. Og det er det, mine tre ægteskaber har vist mig, at man i kærlighedsforhold og tosomhed kan inspirere hinanden. Man komplementerer hinanden. Det den ene er nysgerrig på, kan den anden udbygge. Med Signe var det lyrikken, med Cynthia var det verden – hun åbnede mine øjne for en verden, jeg ikke havde lagt mærke til. Jeg skriver om det i ’Aftentur med Rosalina’- at efteråret har glød og temperament – jeg føler mig som genfødt hver eneste gang, og det viste Cynthia mig. Det vendte op og ned på mit grundtvig-


[BENNY ANDERSEN]

ske verdenssyn – jeg så farverne, og verden falmer sgu ikke… Jeg har efterfølgende sagt til Dissing, at Grundtvig må have haft et anfald af ordblindhed – han mente nok, at den flammer, skoven,” smiler Benny Andersen, og konstaterer, at på samme måde som Cynthia lærte ham at se verden med andre øjne, har Elisabeth lært ham at se den igen. Og han har lært hende, at se opad. At lægge mærke til himmelen og hvordan man kan fortabe sig i et spindelvæv og se de allermindste ting i tilværelsen som noget bemærkelsesværdigt. Benny mødte sin første kone Signe da han gik på Akademisk Kursus for at få den studentereksamen, som drenge fra arbejderfamilier ellers ikke nødvendigvis fik. Hun var den smukkeste pige i klassen – og optaget af Goethe og Walter Whitman, som de andre drenge ihærdigt reciterede i håb om at vinde kvindens gunst. Benny var egentlig ikke interesseret i poesien, men i pigen – og det var nok til, at han gik hjem og fik nedfældet sit eget bud på en poetisk kærlighedserklæring. Det virkede. Og han vandt. Både Signe og digter-duellen. Det blev nemlig begyndelsen på en tilværelse som værdsat digter, forfatter, og komponist. Af den slags som forlæggerne selv kontakter, og som sælger flere bøger, end de fleste forfattere tør drømme om. Cynthia Rosalina La Touche Andersen var hans højt – og lav-

mælt – besungne hustru gennem 20 år. Han elskede hende og den tilværelse, de delte – og da han mistede hende, mistede han – for en stund – lysten til livet. Så han skrev. Som Benny Andersen altid gør. Og som han gjorde, da Signe, hans første hustru forlod ham til fordel for en anden digter, Halfdan Rasmussen. I sådan en situation virker det sandsynligt, at man kan mangle ord. Men ikke Benny Andersen. Balancerende på kanten af livet, der, hvor selvmordet i øjeblikket kan virke muligt, skrev hans sit øjeblikkelige alteregos livshistorie: Svantes. En mestendels kulsort fortælling om en vildfaren svensker, der tilsyneladende mener det, når han siger; ”Mor jer nu godt, når jeg er borte”. Bag ham er der en overflod af misbrugte dage og for ham er ”kvidrende fred og skyer i skred” i bedste fald tegn på et trodsigt vår. En årstid. Ikke andet. Svante kunne godt ende med at sygne hen og blive til ingenting og i alt fald aldrig sig selv igen. Også selvom virkeligheden belæste litterater godt med alvorsmine kan finde på, at kalde ham ”lidt af en hyggeonkel” og tilsyneladende overser noget af alvoren. Svante havde en – én eneste – lykkelig dag i sit liv. ”Da jeg skrev Svantes Viser var jeg på selvmordets rand. Ude af mig selv og i en dyb personlig krise. Jeg skrev for ikke at falde sammen. Det var en overlevelsesstrategi og alternati-

[ 12 ]


[BENNY ANDERSEN]

[ 13 ]


[BENNY ANDERSEN]

vet til at blive helt udslukt. Og så sad jeg der og skrev den ene tragiske vise efter den anden, og så på et tidspunkt tænkte jeg, at det her, det er der sgu da ikke nogen, der gider at udgive. Det var alt for sort, og jeg fik den tanke, at bare en eneste lykkelig dag måtte den stakkels mand da have haft… Hov, ja! Svantes lykkelige dag. Og det er så den, der er blevet den mest populære,” griner Benny Andersen. Og det er det, der er med Benny Andersen; han er farlig flink, og for helt at forstå ham – for at læse mellem linjerne, må man flakke lidt i blikket. Fundere måske ligefrem. Han mener det måske ikke – kun – godt. Allerede i 1964 konstaterede han, at det ikke udelukkende er morsomt, at være borger i smilets land – at man med et smil bærer sit smil – sit halvmåneåg, hvorpå man hænger bekymringer til tørre… Og han lader Svante, svenskeren der elsker Nina, nøjes med den ene lykkelige dag. Den vi kender allermest til. ”For mig handler det i første omgang handler det om, at der er noget, jeg gerne vil uddybe eller redegøre for mig selv – og det gør jeg så bedst i lyrikken. At det efterfølgende kommer ud i verden gør mig ikke det fjerneste, ” smiler han. ”Det gør mig ikke noget, at folk kigger med ind i min tilværelse.” Og hans digte er det notat, han tager af tilværelsen. Således

også med Svantes lykkelige dag, som vi har hæftet os sådan ved. Måske fordi det vitterlig er sådan et fint rim – men måske også fordi, der er noget i den trodsige glæde, der er værd at hæfte sig ved. Niclas Bendixen har gjort det samme. ’Svantes lykkelige dag’ er overskrift på hans bearbejdning af Benny Andersens tekster, der er blevet til en forestilling, der har premiere på Nørrebro Teater 23. november. ’Svantes lykkelige dag’ er instrueret af Bendixen og har Anders W. Berthelsen og Lise Baastrup i hovedrollerne. ”Jeg forestiller mig, at Anders Berthelsen er en udmærket Svante, og jeg ser frem til at se stykket. Vi er inviteret til premieren, og det skal vi da,” siger Benny Andersen – og så vender han sig mod Bösendorfer flyglet i stuens ene ende og slår tonen an. Livet er vitterlig ikke det værste man har – og i en helt særlig symbiose med Elisabeth synger de uden at miste hinanden af syne, visen om Svante og hans eneste ene. Benny er flertallet forundt; hans lykkelige dage er i overtal og han deler dem gensidigt generøst med Elisabeth. Benny Andersen hæfter sig ved tilværelsen – tager notat af den – og har så meget han skal nå at få skrevet. Problemet er, siger han, at han er for få. Og på den måde virker han aldeles enestående.

[ 14 ]


BENNY ANDERSENS S A N G H I S T O R I E S O M T E AT E R

2 3 . N O V. — 2 3 . D E C . 2 0 1 6

SPILLER KUN KORT TID

MEDVIRKENDE A n d e r s W. B e r t h e l s e n , L i s e B a a s t r u p o g N ø r r e b r o Te a t e r s f o l k e k o r INSTRUKTION Niclas Bendixen

MUSIKERE Søren Graversen (kapelmester), Anders Birk og Thomas Hamilton SCENOGRAFI J u l i a n To l d a m J u h l i n

] K Ø B B I L L E T[ 15 PÅ N B T. D K


EN LYKKELIG DAG

[ foto: SIGNE ELISABETH ] [ tekst: JAIS IKKALA ]

[ 16 ]


[NICLAS BENDIXEN]

MANGEN EN STILLE MORGEN HAR VI NOK ALLE NYNNET – I HVERT FALD DELE AF – DISSE VERSELINJER: ”SE, HVILKEN MORGENSTUND! SOLEN ER RØD OG RUND. NINA ER GÅET I BAD. JEG SPISER OSTEMAD. LIVET ER IKKE DET VÆRSTE MAN HAR, OG OM LIDT ER KAFFEN KLAR.” DET ER ENKELT, DET ER SMUKT, DET ER DANSK, DET ER DEJLIGT. DET ER OPSKRIFTEN PÅ MINDFULNESS, SKREVET FØR MAN KENDTE TIL BEGREBET. JEG ER TAGET TIL LARMENDE NØRREBRO FOR AT SNAKKE MED TEATERINSTRUKTØR NICLAS BENDIXEN, SOM HAR VALGT AT SÆTTE BOGEN ”SVANTES VISER” I SCENE PÅ NØRREBROS TEATER. ET INTERVIEW OM MANDEN, BENNY ANDERSEN, OG HVAD HANS LILLE ROMAN ’SVANTES VISER’ HAR AT FORTÆLLE OS 40 ÅR EFTER DEN SOM ÆLLING BEVÆGEDE SIG UD I VORES LILLE ANDEDAM FOR SIDEN AT BLIVE EN SMUK SVANE, ET NATIONALT FOLKEEJE.

Du er både dramatiker og instruktør på ’Svantes lykkelige dag’. Hvad er ’Svantes Viser’ for dig? Det interessante ved ’Svante Viser’ er, at den er et lille sammenkog af danskheden. Eller vores jantelovs-manglende opfattelse af os selv som et stort land. Der er noget melankolsk, der gennemsyrer det værk, som jeg syntes, at vi alle sammen bærer rundt på. Det med at vi er de små, vi er aldrig de store. Når der så endelig er en eller anden sportsgren, der fremhæver sig – lad det være curling, bueskydning eller hvad det nu er – så jubler vi. Så er vi helt vildt glade. For så har vi momentvis succes i et eller andet. Vi går jo stadigvæk rundt og mindes de gamle dage i 92, hvor vi vandt i foldbold. Altså, det er jo mange år siden. Men vi tror stadigvæk, at det kommer igen lige om lidt, ikke. Så der er en drøm om storhed, samtidig med vi et lille folk. Og Benny Andersen formår gennem denne lille roman, med sine viser og de små historier, at indkapsle det i et venskab mellem to venner.

’Svantes Viser’ udkommer tilbage i 1972, for over 40 år siden. Kan man ikke spørge, om den overhovedet er aktuel i dag? Jo, der er sket en masse i Danmark de sidste 40 år, men som nation har vores selvopfattelse ikke ændret sig de sidste 200 år. Der er tale om en proces, der bare bliver ved. Der kommer jo ikke nogen løsning på det. Det er jo som en jantelovs-tørretumbler, der kører rundt og rundt; hvor intet bliver tørt på noget tidspunkt. Det er det hul i selvopfattelsen der har gjort Svantes Viser så stor en succes. Benny Andersen bruger ord fra vores alle sammens dagligdag. Om du er akademiker eller ufaglært. Han beskriver ting, som vi alle sammen gør. Alle kan identificere sig med den verden han og Svante lever i. Der er hele kærlighedsaspektet med Nina. Det kaos kender vi jo også alle sammen. Ens eget liv nok ikke er helt så kaotisk, som det er med Svante og Nina. Eller også er det? Der er jo det med Svante, at han er svensker?!

Min cortardo kommer og jeg replicerer uden at tænke nærmere over det: ”så er kaffen klar!”. Niclas griber den med det samme: Ja, man formår med dejligt Benny Andersensk ordvalg, at koge livet ned til ”om lidt er kaffen klar”. Der er masser af små guldsætninger i ’Svantes Viser’. Man kunne faktisk tage dem ud og klistre dem på sig selv. For et eller andet sted passer de jo. De er meget konkrete og samtidig er de så åbne, at man kan tolke sig selv ind i dem.

Ja, det er det, der er så spændende ved ham Svante. Han længes mod Sverige. Og hvad man så vil tolke ind i det, er jo op til ens egen fantasi. Der er jo noget med vores broderfolk, som i mange år har været en del af os, men nu ikke er det mere. Vi spejler os jo hele tiden i dem på den anden side af sundet. Og det tror jeg også er det Benny Andersen gør med Svante. Som det er lige nu, er danskerne og svenskerne ved at fjerne sig fra hinanden, og jeg tror vi er længere fra hinanden nu end vi nogensinde har været. Om det gælder udlændingepolitikken, ligestillings debatten, kønsrollerne. Der er stor forskel på, hvordan Danmark og Sverige ser på det.

[ 17 ]


[NICLAS BENDIXEN] Et lands komedie eller grundessens i humoren er et meget godt pejlemærke ift. hvem man kan identificere sig med. Og der er vi langt fra Sverige. Danskerne griner gennem kynismen. Vores ondskabsfulde humor er veludviklet i Danmark, og grænsen bliver hele tiden flyttet med hensyn til, hvad vi kan tåle at se. I Sverige gør de det modsatte. De regulerer sig selv. For at beskytte alle, begrænser vi os! Og det syntes de er rigtigt. Det syntes jeg ikke er rigtigt, men jeg er også dansker. Så der ligger en masse udfordring for dem, hvordan de vil komme videre i deres lille andedam. Og der ligger nogle udfordringer, der er ligeså store for os med vores problematikker herhjemme. Ingen af landene har fundet den rigtige løsning. Vi er allesammen lidt en mellemting. Men lige nu kan jeg bedst lide at være i Danmark. Jeg kommer dog ikke til at hive noget ind i Svante om vores dansk svenske nutid andet end, at der ligger en beskrivelse af forskellen dybt nede i værket, som stikker sin næse frem en gang imellem. For der er jo ikke som sådan noget særligt svensk over Svante. Der bliver bare sagt at han er svensker og længes mod Sverige. Og som niårig blev væk fra sine forældre på Malmøfærgen Ja, og så er der jo det med længsel. Svante længes efter Sverige det er helt konkret. Vi længes jo alle sammen efter et eller andet, uden at det er helt så tydeligt som Sverige. Jeg tror længsel er en grundpræmis for vores liv. Så hvad er grunden til, at du tænkte at ’Svantes Viser’ skulle laves til et teaterstykke. Jeg kan jo godt lide, når der i et værk er en blanding, nu sagde jeg længsel før, men også en politisk vinkel. Der er en: Hvor-

dan opfører man sig i samfundet? Hvad er det for et samfund vi har? Hvordan passer man ind i det? Skal man gøre det samfundet kræver? Eller skal man som Svante stille sig uden for samfundet for at kommentere ind i det? Det har jeg altid syntes var spændende. For jeg kæmper med nogle af de samme ting. Altså, jeg lever jo af kulturstøtten. Det er staten, der sponsorer mit virke. Så jeg er jo en stor del af samfundet. Samtidig har jeg en pligt at stikke til selvsamme. Jeg har lavet forestillinger om Ungdomshuset og om Rindalisme. Og der er ’Svantes Viser’ på en eller anden måde lidt i samme kategori. Fordi man stikker i opfattelsen: Er det rigtigt det vi gør? Eller er der en anden måde? Hvis hovedparten af os gør som samfundet gerne vil have, er der så ikke nogen, der skal gøre det modsatte? Sætte et spørgsmålstegn ved det. Er det ikke sådan at vores samfund/demokrati fungerer? Så du tænker, at ’Svantes Viser’ både er politisk og apolitisk? Ja, altså jeg syntes, at der ligger en politisk agenda i den, der hedder: Hvad er kunstnerens rolle i vores samfund? Svante og fortællerens dilemma er jo hele tiden, at Svante vælger at skrive for sig selv med sin overbevisning. Hvor at fortælleren gerne vil anerkendes for sine udgivelser. Og det er jo det skisma. Hvad er kunstnerens virke? Er det at blive anerkendt af den elitære gruppe eller er det at skrive det man har på hjerte og så kaste det ud til folket? Og så i mødet med dem, må det så blive til noget. I bogen skriver Benny Andersen: ”jeg har udgivet min første digtsamling, der hedder Den indre bowlerhat.” Så fortælleren må jo være Benny Andersen. Hvem er Svante så? Svante er en fiktiv person skabt af Benny Andersen. Så det er sig selv, Benny har en diskussion med.

[ 18 ]


[NICLAS BENDIXEN] Den måde jeg har bearbejdet bogen på, er med det for øje. Det vil sige at både fortælleren, Benny Andersen, og Svante bliver spillet af det samme menneske, Anders W. Berthelsen. Og det er det, jeg syntes er spændende; den kamp, der i os alle sammen. Om skal jeg gøre som samfundet vil ha´ det, eller skal jeg gøre det, som jeg føler er rigtigt?

Jeg tror ikke, at jeg ville kunne lave det som 25årig. For det kræver, at der er lidt levet liv bag en for at kunne sætte sig ind i nogle af de aspekter, som Benny Andersen bringer på banen. Samtidig vil jeg jo så sige, at man forstår det jo forskelligt i sine årtier, hvilket jo er det rigtig fine ved ’Svantes Viser’. Værket ekskluderer ikke en på 25 år.

Så det er derfor, at det skal være én person, som spiller begge roller. Handler bogen ikke netop om et venskab mellem Benny Andersen og Svante?

Nej, for det handler vel om et ungdomsvenskab?

Jo, men det behøver det jo heller ikke, ikke at gøre. Altså venskabet. Personligt har jeg det sådan, at jeg kæmper helt vildt meget med at blive set for det jeg skaber. Samtidig har jeg slet ikke noget behov for at blive set. Jeg har lyst til at tro at jeg kunne være hævet over anerkendelse. Men i virkeligheden kan jeg ikke frigøre mig fra det, du kan kalde det et skævt venskab. Når man har lavet noget, man er stolt af, så vil man gerne ses for det. Men når man laver det, så er det ikke det, man har for øje. Så de to ting kæmper mod hinanden. For hvis jeg kreerer. Hvis jeg begynder at skabe med det for øje, at jeg vil blive set, så skaber jeg ikke i forhold til mig, men i forhold til det publikum som skal komme. Det har jeg ikke lyst til, men samtidig kan jeg ikke se mig fri for det, for jeg har hele tiden i baghovedet, at der nogen, som skal modtage det. Så det ligger og skurrer frem og tilbage. Og med erfaringen og alderen kommer det måske, at man syntes at man kan balancere det, så man ikke bliver en gammel brugt luder. (vi smågriner begge referencen til nummeret ’Muddermålet’.) Det med balancen, er det også grunden til, at du instruerer stykket, nu hvor du er i fyrrerne i stedet for, da du var 25 år?

Fuldstændigt. Det er meget inkluderende for mennesker i hvert årti. Men at bearbejde og dramatisere, det tror jeg ikke at jeg ville kunne som 25 årig, der var jeg en kæk jazzballet danser. Det er derfor jeg siger, at når man som 44 årig læser det her, så er der en anden indsigt. Jeg tror, at jeg med alderen har lært at omfavne selvhadet. Lade det synke ind i kroppen og sige: det er en konstant, der altid vil være der. Med alderen kam man lade selvhadet, vise sig kreativt, i stedet for udelukkende destruktivt. Oplever du, at det med selvhadet er anderledes for ungdommen, end da ’Svantes Viser’ udkom på tryk i 1972? Jeg blev født i 72 og jeg er ikke ung i dag, men jeg tror at selvhadet er mere præsent hos de unge nu, end det har været på noget andet tidspunkt. Ungdommen kæmper meget mere med identitet, fordi de gennem Facebook og andre medier har et vindue til at flashe deres succes. Det vil sige, at man i øjeblikket kun spejler sig selv i succesen, og der er det meget nemt ikke at føle sig tilstrækkelig. Og hvad gør man ved det, når man er et ungt menneske og ikke har ladet det synke ind i kroppen og kan sige, at selvhadet er en del af mig. Det fører vel til stor depression eller banalt: gå ud og køb det tøj, der ligner det, som de der har et lykkeligt liv går rundt med. Der er en masse overflade.

[ 19 ]


[NICLAS BENDIXEN]

’Svantes Viser’ er måske en måde at omfavne det hul, den generation har i sig, og kan sige, at det er ikke forkert. I mit storhedsvanvid ligger jeg meget stor tiltro til, at min forestilling bliver helende for befolkningen. Men det gør den ikke. Den kurerer ikke, men den har mulighed for, at italesætte noget af det vi alle kæmper med. Hvorfor har du i grunden valgt, at stykket skal hedde ’Svantes lykkelige dag’ i stedet for romanens titel ’Svantes Viser’? Jeg tror oprindeligt, at det var ud fra et salgsmæssigt synspunkt, at man valgte titlen, fordi det er titlen på ”hittet”. Jeg kan selv godt lide titlen på den måde, at der er meget lidt lykkeligt over forestillingen. Det er faktisk den eneste lykkelige sang, som er i forestillingen. Eller man kunne sige: den sang der nærmer sig noget, der momentvis beskrives som lykke. Og da det er en bearbejdelse af værket, og ikke en én til én gengivelse, er det jo oplagt at vælge ’Svantes lykkelige dag’. Hvilken af viserne holder du mest af? Det svinger altså lidt, for når jeg arbejder med dem får jeg skiftevis en kærlighed til et nummer og så til et andet. Jeg er troløs. Men når du spørger i dag ligger min kærlighed til den vise, der hedder ’Muddermålet’. Visen handler om det danske sprog eller en anti-hyldest til det danske.

Teksten siger, at det danske sprog lyder som havregrød i kog. Ja, det er en fin måde at nedgøre sig selv på med store-små ord. Og der er jo ikke noget af det, som er forkert. ”De fremmede har så svært ved at lære det”, står der også i sangen. Min far var amerikaner. Han var fra Jackson, Mississippi. Han boede i Danmark i 20 år, han lærte det aldrig! Jeg kan huske, når jeg havde venner med hjem fra skole. De stod sådan og kiggede mærkeligt på ham, for de fattede overhovedet ikke, hvad han sagde. Altså, jeg fattede alt, hvad han sagde. Men det hjælper det jo heller ikke, at han lærte engelsk, fransk og norsk før han lærte dansk. Det var en god gang mudder. Benny Andersen har sagt, at ”om lidt er kaffen klar” er det mest banale han har skrevet og håber ikke, at det ender på hans gravsten. Ha ha… Jeg er ked af det, Benny, men det gør det sgu nok! Det er jo faktisk det, der er det fine. At noget så banalt som ”om lidt er kaffen klar”, at da han skrev det, vidste han ikke, at det ville blive folkeeje. Det blev det så! Hader han det? ”Jeg håber ikke det ender på min gravsten” siger han, for han har skrevet så meget andet, der er større, syntes han måske selv. – Det er lige præcis det dilemma, som bogen går ud på. Hvordan har du det med det banale? Nu skal man lige definere, hvad det banale er. For med ordet banalt drages der ofte paralleller til det, der hedder folkeligt. Folkeligt og til tider letbenet. Det er de termer, som i tidlige anmeldelser blev hægtet på Benny Andersens værker.

[ 20 ]


[NICLAS BENDIXEN]

Så hvis ’Svantes Viser’ ligger i den letbenede ende er den samtidig kunstnerisk ikke til at komme uden om. Måske skulle Svantes Viser den lange vej gennem folket for til sidst at ende som elitær poesi. Benny Andersen er med hans måde at skrive på, mere end bare en banal døgnflue. Han har jo været her forever, eller i hvert fald hele mit liv. Om Benny Andersen er banalt eller højpandet må andre bedømme. Men sikkert er at han skriver folk af bred vifte ind i sjælen. Det banale og folkelige skræmmer mig ikke. Jeg syntes at hvis du kan få akademikeren og den ufaglærte til at mødes om noget, at de begge to tager det til sig som deres eget, så er det folkeligt. Hvis dette sker, er det folkelige ikke en dårlig ting, så er det folkelige en god ting.

gruppe mennesker, som jeg ønsker at blive accepteret af. Jeg har et ønske om, at jeg som skabende kunstner kan tage et værk som Benny Andersens ’Svantes Viser’ som alle har en tolkning af, og lave en tolkning, så de der kommer ind og ser det får nye facetter af det med hjem. Man er nødt til udvide værket. Jeg kan jo ikke bare lave en én til én version af Benny Andersen. Jeg er nødt til at folde det ud gennem mig. Derigennem må der komme nye reaktioner som: ”Sådan har jeg ikke tænkt det?, det var dårligt” eller ”det var spændende.” Det er det kunst skal gøre. Det er det kunst kan!

Hvorfor er det en komedie og ikke en tragedie eller et drama?

Når ’Svantes Viser’, der i nogens øjne er støvet og 70’er agtigt sættes ind i en moderne kontekst og ses gennem mine briller, så må det jo blive til noget andet end det var i 1972. Og det er også meningen.

Jamen i dramaet ligger også komedien. Det er små knapper, du justerer på, så bliver dramaet til en komedie. Det er jo ikke sådan, at nu laver jeg et drama! Hvis du gav et drama til hvilken som helst instruktør, vil vedkommende sagtens kunne lave komedie ud af det. Hvordan slutningen er, om de allesammen dør til sidst, det er der jo måske ikke så meget komedie i, eller er der? Mel Brooks er jo fantastisk til at lave komedier ud af dramaer. Tage hårde emner op og få lavet det om til en stor komedie.

Det er det der skal ske hele tiden, men det skal ikke være sådan, at jeg distancerer mig fra det originale værk. Jeg tager det originale værk, får det ind igennem min krop, og så bliver det til et nyt værk i forlængelse af det værk, der var i original. Det syntes jeg er den vigtigste opgave. Hvis jeg tog det banale og det folkelige væk ville jeg ikke gøre min opgave ordenligt. Det er et banalt folkeligt værk.

Så har du tænkt det i den forbindelse, at det skulle være folkeligt? Jamen jeg håber, at alt hvad jeg laver er folkeligt. Det er ikke et skældsord i min bog. Så er vi tilbage til hvem vil jeg accepteres af? Jeg har ikke en

Men giver det ikke en lille smule nervøsitet at gå i gang med et så folkeligt værk? Jo, men det er kun det, der interesserer mig, lige præcis det du pointerer der. Det er udfordringen i det. Det er kampen mod mig selv. Det er kampen i at tage et værk, som siger mig helt vildt meget og sætte det i scene, så folk får en oplevelse.

[ 21 ]


[NICLAS BENDIXEN] Jeg kan blive hakket ned noget så grusomt! Men det er jo faktisk det Svantes Viser handler om. Det er det med at stå ved, hvem du er. Det er derfor, at ’Svantes Viser’ tiltaler mig. Det handler om livsnerve og længsel. Det med at udfordre mig selv til at gøre noget, der på papiret er lidt tosset. Men jeg må gøre det alligevel. Stille mig derud, hvor jeg får tæsk, hvis folk syntes det er noget lort. Man kan ikke køre sikkert spil, det sker der ikke noget ved. I vælger at lave undertekster til forestillingen på arabisk og engelsk? Ja, de bliver på små iPads, som du kan få med ind i salen og så vælge dit fortrukne sprog. Er det første gang I vælger at gøre det? Ja, det er første gang det, så vidt jeg ved. Jeg kan godt lide at et godt gammelt gedigent værk får noget mere liv ved at møde nogle mennesker, som har mulighed for at forstå det på deres modersmål. Det er jo oplagt, at vi her på Nørrebro gør det på arabisk. I integrationens tegn så lad os da åbne dørene og sig ”kom hid”. For det er de samme problemer vi render rundt med alle sammen. Den samme navlepillende længsel. Det syntes jeg faktisk kun er spændende. Jeg vil ønske, at man på tværs af kulturerne kunne opleve noget mere sammen. I skrivende stund er der nogle uger til premieren. Er det hele ved at falde på plads? Jeg er stadig i fuld gang med prøver. Det fortsætter helt op til premieren. Der er ikke nogen facit på hvad Svantes lykkelige dag skal blive til. Der er jo hele tiden et kæmpe hvorfor? Der hele tiden dialogen med skuespillerne, det er også dialogen med mig selv. Det ene øjeblik: ”Ej, det var super det her”. Det næste øjeblik: ”Hold kæft noget lort”. Men mit arbejde stopper til premieren, og så er det skuespillere, musikere og kor, der tolker videre. Så det er jo aldrig færdigt. Teatret er en bevægelig størrelse. Modsat tv eller film, når afsnittet, eller filmen er udgivet, så er det afsluttet. Med mindre man er George Lucas og i Star Wars lægger et eller andet dårligt digitalt fabrikeret monster ind, fordi man syntes det manglede, og trækker alle kopier tilbage af den originale version. Og alle vi andre siger: ”gider du at lade være med det.” Tænk, vi har et Svante interview og vi sidder og snakker om Star Wars. Det er da en bro, der vil noget.

Premieren på Nørrebro Teater var den 23. november - stykket spiller til den 23 december med Lise Baastrup og Anders W. Berthelsen i hovedrollerne. [ 22 ]


LæserRejser

Et Cetera tilbyder dig udvalgte kør selv-ferier i samarbejde med Happydays. Oplys rejsekoden ”ETCETERA” ved bestilling – så får du automatisk rejsen til rabatpris.

Teknisk arrangør

Børnerabat 1 barn 0-5 år gratis. 3 børn 6-15 år ½ pris .

Pr. person i dbl.vær.

3.349,-

Landsbyidyl i Toscana

Pris uden rejsekode 3.649,Pristillæg 1.7.-4.8.2017: 200,-

8 dage på Borgo Giusto i Italien

Med sin stærke sproglige og kulturelle identitet betragtes Toscana af mange som en 'nation i nationen' med alt, hvad den italienske drøm indebærer af olivenlunde, vinmarker, disede bjerge og lækker mad. I det bakkede landskab 21 km nord for Lucca bor I midt i den kondenserede kultur på historisk hotel med stor pool, topmoderne wellnessafdeling, legeplads til børnene, smukke

omgivelser og langt til naboen. Her i den idylliske naturkulisse kan I tage en solskinstur ad vandrestien, der starter i nabolandsbyen Partigliano (1 km), eller springe på en af hotellets gratis lånecykler og suge Toscana-oplevelsen til jer på to hjul. Ankomst Valgfri 1.4.-29.7. og 19.8.-21.10.2017.

• 7 overnatninger • 7 x morgenbuffet • 7 x 3-retters middag • 1 x rundvisning og prøvesmagning hos Tenute di Badia samt rabat på vin, grappa og olivenolie (april-oktober)

Julemarked i Lüneburg (37 km) 23.11.-23.12.

Julemarked i Stralsund 24.11.-22.12.

Børnerabat tis. 1 barn 0-6 år gra s. ½ pri 3 børn 7-12 år

Børnerabat tis. 1 barn 0-3 år gra s. ½ pri 4 børn 4-11 år pr. hytte. Maks. 6 pers.

Børnerabat tis. 1 barn 0-5 år gra pris. 2 børn 6-14 år ½

Stralsund og Rügen Oplev Nordtyskland Ved vesterhavet arcona Hotel Baltic HHHH i Nordtyskland Byens imponerende Pr. pers. i dbl.vær. silhuet af gotiske tårne våger over toppede brosten og Pris uden rejsekode 1.499,bindingsværksidyl, Pristillæg fra 1.5.2017: 100,men også shoppingmulighederne • 3 overnatninger og udelivet på byens • 3 x morgenbuffet cafeer er af en anden • 2 x 2-retters middag • Happy hour i baren verden. hver dag kl. 17-18 Ankomst: Valgfri • 25 % rabat på bowling frem til 21.12. og • 10 % rabat på greenfee 26.-27.12.2016 samt 4 nætter fra 1.649,1.1.-29.5.2017.

1.349,-

Bestil på

Hotel Zur Grünen Eiche HHH i Niedersachsen Kun to timers kørsel Pr. pers i dbl.vær. fra den danske grænse ligger naturparken Lüneburger Heide. Pris uden rejsekode 1.399,Her finder I det hyg• 3 overnatninger gelige hotel blandt • 3 x morgenbuffet de grønne ege og • 3 x 3-retters utallige spændende middag/buffet oplevelser ligger lige • 1 velkomstdrink • 1 dags cykelleje for jeres fødder. for voksne Ankomst: Valgfri frem • 1 x rabatkort til 19.12.2016 og 2 nætter 849,3.1.-29.8.2017. 4 nætter 1.599,-

1.249,-

Skiveren Camping HHHH i Nordjylland Velkommen til hele Pr. pers. i hytte (v. 2 voksne) familiens ferieoase i skønne, fredede naturomgivelser midt i Pris uden rejsekode 1.099,Tversted Klitplantage lige syd for Skagen. • 2 overnatninger • 2 x rundstykke Ankomst: Fredage • 1 x frokost- eller 7.4.-23.6. og 18.8. aftenbuffet • Entre til Farm Fun 15.9.2017. Valgfri i • 1 runde minigolf påsken 12.-17.4., st. bededag 11.14.5., • 2 timers tennis • 1 x entre til fitness Kr. himmelfart • 1 times spabad 24.-28.5. og pinsen • El og varme 2.-5.6.2017.

949,-

www.happydays.nu eller ring 70 20 34 48

Børnerabat ved 2 voksne. Ekspeditionsgebyr kr. 99,Afbestillingsforsikring kan tilkøbes. Forbehold for tryk- og prisfejl samt udsolgt.

Åbent hverdage kl. 8-17.

HUSK REJSEKODEN : ETCETERA


JULE MANDEN om ønsketænkning og julehjertet på rette sted

[ 24 ]


[ 25 ]


[JULEMANDEN OG FAMILIE]

HER STÅR HAN; VERDENS OG ÅRHUNDREDES MÅSKE MEST LATTERMILDE MYTE. STÅR OG FINDES! BØRNENE FÅR JULELYS I ØJNENE, OG VI DELER GERNE DERES EVENTYR. JULEMANDEN ER LANDET. VI KENDER HAM PÅ HANS GAVMILDE LATTER OG PÅ EN MAGELØS MAGI, DER ER LANGT MERE SKÆG END BALLADE. JULEMANDEN ER IKKE BARE ØNSKETÆNKNING. [ 26 ]


[JULEMANDEN]

Peter Gislund er 49 år – og måske er han født til jobbet som julemand – det er man vel på sin vis, men han har alligevel arbejdet som smed i adskillige år – og for år tilbage var det kun med mellemrum, han iførte sig julemandsdragten, fyldte sækken med glæde og godter og entrerede egnens juletræsfester, som den allerbedste udgave af en julemand, han kunne forestille sig. ”Min egen barndoms erindring af julemanden er plastikagtig og kunstig,” siger Peter Gislund. ”Jeg har sådan et billede af de der julemænd, der klædte sid ud med alt for dårligt og synligt kunstigt skæg og næsten uhyggelige masker, og så grinede de højlydt og helt forkert,” smiler han. ”Sådan skal en julemand ikke være efter min mening.” Sådan er Peter Gislund ikke. Han har et stort, hvidt skæg – og det er selvfølgelig hans helt eget, som vokser sig i passende længde fra midt på sommeren og ind under jul, han har en hjertelig og oprigtig latter og en dragt, der er skræddersyet til lige akkurat ham. Knapperne på jakken er nøje udvalgt og bærer navnet på alle hans rensdyr. Dem, der julenat får magiske kræfter og skyder en næsten uvirkelig fart på deres eventyrlige færd. I selskab med julemanden når de hele vejen rundt den nat – og hvor utroligt det end måtte lyde, er der noget der tyder på, at det er andet og mere end en vandrehistorie. Det er den, vi er vokset op med – og det er den barnetro, vi med glæde giver videre. Og selv julemanden har været dreng engang. Og for Peters vedkommende er han vokset op i en kærlig familie, hvor julen og årstidens fester spillede en stor rolle. Gaverne var sekundære – men det var der, og han kan sagtens huske forventningens glæde og spændingen ved at åbne de små lovende pakker. Men han kan også huske glæden – den særlige, varme og næsten magiske juleglæde, der for ham er blevet et livsvilkår – en levevej – der betyder, at han i dag lever for og af at være julemand.

”Jeg har været julemand i mere end 30 år, og de sidste år på fuld tid – jeg kunne ikke forestille mig noget, der gav bedre mening,” siger han. ”Det er en meget, meget stor glæde, at kunne få lov til at tale med både børn – og såmænd også voksne – om deres ønsker og drømme. Julemanden er glæde, og tænk, at få lov til at gå rundt som selveste glæden. Der er ingen, der er sure, når de er sammen med julemanden – og det nyder jeg godt af,” smiler han. AUTORISERET JULEMAND

Peter Gislund har været julemand i Skagen siden 1995. I 2004 blev han medlem af Dansk Julemands Laug og i 2005 blev han autoriseret af Julemanden på Grønland – og han ved godt, at han er en blandt mange, og at det kan være svært, når man sådan støder på den ene julemand efter den anden, at vide, helt hvem der er den, der er den. Når børnene spørger svarer han, at julemanden er den, du tror, han er. Lige præcis den, er han. Og måske møder man ham uden at vide det, men sandsynligheden for, at man en dag ser ind i et par særligt milde blå øjne og i det øjeblik genkender magien, er stor. Og så ved man det, at man har mødt julemanden. Nu ved vi i alt fald, at han findes. Og vi ved, at hans fortælling starter med en tyrkisk helgen, Sankt Nikolaus, der levede omkring år 300 og var så ejendommeligt god og gavmild, at historien om ham lever endnu. Vi ved vist også, at Nikolaus i den hollandske udgave blev til Sinterklaas og i den amerikanske til Father Christmas. At de to til sammen bliver til Santa Claus og en verdensomspændende fortælling om magi, godhed og gaver. At kommerciel bearbejdning, historiefortælling og en reklamekampagne for CocaCola klæder ham i rødt med hvide pelskanter og stor hue, at Disneys magi giver ham en særlig karakteristisk latter og at de nisser, der myldrer ud af historierne og ind i Europa i starten af 1800-tallet efterhånden slår følge med selveste julemanden. Hans hårdarbejde rensdyr får i Robert L. Mays julefortælling selskab af endnu en ren: Rudolf, og vi ved, at intet går hans næse forbi. Julemandens kane bliver fra starten af 1900-tallet trukket af hele ni rensdyr – og forrest løber Rudolf med den røde tud – en ikke uvæsentlig egenskab i en tåget julenat.

[ 27 ]


[ fotos: JONATHAN SØE ]

Fortællingen om julemanden er vokset over tid – men grundlæggende er det med ham, som det var; han bærer julefred og glæde i en propfyldt sæk, hvor der alligevel altid er plads til mere. I Danmark kender vi ham oprindeligt som glædesbud fra historien ’Peters Jul’ fra 1866. Her går ”Den gamle jul” gennem byen i store kanestøvler og lytter ved dørene. Hvor der bor artige børn, tænder han, med sit lys i hatten, familiens juletræ. Først siden hen – i slutningen af 1800-tallet – begynder de danske julefortællingers julemand at ligne ham, vi kender i dag. Ham der kommer med begge dele; glædesbud og gaver. GAVMILD GLÆDE

For Peter Gislund handler det nok mere om det ene end det andet. For ham er julen glæde, magi, familie og kærlighed. Han føler sig helt overbevist om det glædesbud, der er indlejret i julen, og selv når sommersolen står højt på himmelen i Skagen, hvor han bor med sin hustru og børn, og han spadserer rundt i byen klædt ud som mening mand, er julen en del af hans verdensbillede. En julemand har i virkeligheden aldrig rigtig fri, for ud over julemandskongresser og jagten på den bedste pebernød, er den gode gerning en fuldstændig givet forudsætning for, at man kan bære og gøre sig fortjent til titlen.

Peter Gislund arbejder med børn og unge gennem FDF, og så indebærer julemandsjobbet selvfølgelig også, at man aflægger børn på hospitalet et besøg, tager rundt til familier og spreder juleglæde og i det hele taget gør gavn med den særlige magi, man er så heldig at være i besiddelse af som julemand. Det er den, Peter Gislund, på trods af hans erhvervsliv som smed, blev mere og mere optaget af med årene og som autoriseret julemand er man mere end en fortælling eller myte. Man er julemand med de rettigheder og – ikke mindst – pligter, der følger med hvervet. ”Jeg er julemand – og som sådan møder jeg børn og voksne. At være julemand betyder, at man er forpligtet til at værne om den tro og forventning, man mødes med. Man må aldrig fratage et barn dets forventninger, og man har, synes jeg, en forpligtelse til at tænke sig om. Man kan ikke skeje ud og opføre sig dumt og ubetænksomt på facebook med racistiske vittigheder eller lægge billeder op af storbarmede damer, for sådan opfører julemanden sig ikke,” konstaterer han. ”Man må huske på, hvad det er for en fortælling man repræsenterer, og så må man glæde sig over den gavn, man kan gøre – den glæde man kan give andre, alene ved at møde op,” siger han.

[ 28 ]


[ 29 ]


[JULEMANDEN]

Peter Gislund ser noget særligt i øjnene på de børn, han møder – og genkender det som forventningens glæde, barnetroen der rækker ud over al fantasi. De fleste af dem ønsker sig noget, og selvom ønskelisterne verden over er vokset med årene, findes der også små mennesker, der håber på, at julemandens magi rækker til at klinke skårene mellem forældre eller som leveringsdygtig i en julefred, der måske virker uden for rækkevidde. Det er de børn, der hvisker ham i øret med stor tiltro til hans formåen. Og så hvisker han tilbage. Så gør han sig umage, for at fortælle om ønskets natur – det indlejrede håb, der for en 5-årig betyder, at han må sætte sin lid til ønsket. At det rækker. ”Jeg fortæller børn – og voksne – der ønsker sig noget, at det eneste man kan gøre er, at ønske sig noget. Det er ikke sikkert, at det går i opfyldelse, men man må gerne ønske sig, at det gør. Og så fortæller jeg de børn, der har brug for at få det at vide, at det aldrig – aldrig – er deres skyld, når der er ufred. Det har ikke noget med dem at gøre – og de er elskede og de voksne omkring dem, gør deres bedste. Det er godt at vide, hvis ens ønske ikke går i opfyldelse. At man er elsket – og det er svært at komme i tanke om noget mere elskeligt end børnene, ikke?”

Peter Gislund har i skikkelse af julemanden rejst i hele verden. Han har mødt børn i både Kina og i Grønland. Han deltager hvert år i julemandskongressen på Bakken i København, og for en måneds tid siden var han på julemandsskole i USA. Han skulle forfine sit ’ho, ho, ho’. Han hørte om de nyeste trends indenfor påklædning og lære – endnu mere – om, hvordan man møder børn og deres juleglæde. Han ser frem til december, hvor han skal møde flere tusinde børn, spise pebernødder, flette fingre med sin kone og julehjerter med familien. Han ønsker sig allermest en god, fredfyldt julemiddag, som skal indtages efter et par travle måneder og en 24. december, hvor der er nok at se til for selveste julemanden: ”Den 24.december skal jeg på Aalborg Sygehus’ børneafdeling og besøge børnene, der er derinde. Bagefter skal jeg rundt på nogle hjemmebesøg hos forskellige familier og så hen under aften, vender jeg hjem til familien og en dejlig middag, hvor vi skal nyde måltidet og hinandens selskab. Det er det, der er jul for mig. Dagene efter december er også travle, men så puster jeg ud i januar. Klipper skægget og pudser støvlerne, så de er klar til næste år.” At glæde andre er i julemandens DNA. Han er lattermild, har julehjertet på rette sted og findes, hvis du tror på det.

[ 30 ]


ANNONCE

MAD, DER SMAGER AF GOD TID

Cook & Baker Sous Vide stav vejl. pris 1999,95 · Cook & Baker Suppegryde 10 liter vejl. pris 799,95 · Zone Rör Kværnsæt vejl. pris 499,95

LANGTIDSTILBEREDNING ER NØGLEORDET BAG SOUS VIDE. OG DET ER VENTETIDEN VÆRD, FOR RESULTATET ER LÆKRE, MØRE RETTER, SOM ER FULDE AF SMAG, SAFT OG KRAFT. HVAD ER SOUS VIDE? Sous vide stammer fra fransk og betyder ”under vakuum”. Og så er det en betegnelse for en måde at tilberede kød, fisk, fjerkræ eller grønt på. Teknikken er ældgammel og har længe været særligt udbredt inden for moderne gastronomi. Det nye er, at teknikken nu også har fundet vej til de private køkkener. Og selv om navnet måske lyder både fornemt og avanceret, så er det faktisk slet ikke så svært. SÅDAN FUNGERER SOUS VIDE Sous vide går kort fortalt ud på at tilberede mad ved en lav, præcis temperatur over en længere periode. Metoden er ganske simpel og noget, alle kan eksperimentere med hjemme i køkkenet. Ved hjælp af en lynlåspose, forsegler du det kød, fisk, fjerkræ eller grønt, du gerne vil tilberede. Det gør du for at holde på saften og smagen. Herefter tilbereder du retten i et vandbad eller gryde, hvor sous vide staven sikrer, at temperaturen ikke bliver højere, end ønsket. Tilbereder du

fx en bøf sous vide, som skal have stegeskorpe, giver du den blot 30 sekunder på en glohed pande eller grill. Og voila, dit madhjerte smelter. FRA AMATØR TIL GASTRONOM Hvad kan tilberedes i sous vide, tænker du måske. Svaret er alt fra kartofler og gulerødder til kalveculotte, bearnaise sauce eller pighvar. Og har du appetit på selv at eksperimentere uden dog at kaste dig ud på dybt vand, så er sous vide staven noget for dig og dit køkken. For med denne teknik er der ikke langt fra amatør til gastronom, hvis bare du lader maden tage den tid, den nu én gang tager.

Se mere på imerco.dk eller hos din lokale Imerco.


Nissen flytter med

JULEN ER ALLERMEST HJERTERNES FEST. DE GLIMMERDRYSSEDE, FARVESTRÅLENDE, FANTASTISKE HJERTER, DER FORVANDLER DECEMBERMØRKE TIL MULIG MAGI. VI HAR JULELYS I ØJNENE - OG I STADSESTAGEN. KRAVLENISSER FÅR BEN AT GÅ PÅ OG VI FLETTER BÅDE JULEHJERTER OG FINGRE. DET ER KOLD TID, MEN VI LUNER OS VED TANKEN OG HINANDEN…

[ 32 ]


[NISSEN FLYTTER MED]

Julen har et utal af farver og former. Den dufter både brunt og brændt - og den barnlige glæde når hurtigt helt op i voksenhøjde. Vi klipper og klistrer og læner os tilbage i historien om alt det, der var engang. Vi hylder magien og tager myterne i ed. Vi giver liv til eventyret og lukker engle og nisser og andet godtfolk ind i varmen. Vi er en del af et fællesskab og det gælder ikke længere om at finde sin rette hylde. Det handler bare om at finde plads. For julen kan aldrig rigtig blive for meget, vel? Der er noget meget, meget smukt i, at Medusas moderne nisse slår følge med Klarborgs lille Nor og måske holder rensdyret Rudolf - i forskellige formgiveres udgave - dem med selskab. De supplerer hinanden smukt og bliver til en fælles fortælling – en oplevelse, der bare stråler af glæde; akkurat så soleklart som en vis – eller var den viis – stjerne over Betlehem. Og selvom julen også handler om æstetikken; om det smukke i formerne og farverne, så handler det allermest om hyggen, der skal endelig skal brede sig alt det, den kan. Julefreden og glæden, der er indlejret i både vintage og Wiinblad. Juletræ med rock’n’roll og kranier Bibi Lykke, freelancestylist med fast tilknytning til Mayday Film, ved, hvad det vil sige, når æstetikken taler sit eget tydelige sprog. Når skovens dyr fortæller deres egne små historier, fra deres plads i snepudrede landskaber, sirligt etableret i vindueskarmen. For hende er julen et farverigt eventyr, og hendes juletræ er pyntet med glitterkranier og glaspåfugle, der snakker med hinanden på tværs af rock’n’roll og 1001 nats eventyr; ”Nogen vil synes det er helt ude i granskoven - og andre vil synes, det er helt vidunderligt. Men, nu handler det jo om, hvad jeg synes. Helt personligt. I mit hjem. Hvor det er mine regler der gælder og kun min fantasi, der sætter grænser. Og man skal bruge sin fantasi. Fordi det er dét, den er der for og det, den er der til. Så giv los. Brug den! Den kan aldrig bruges for meget. Kun for lidt. Og det er der julehyggen kommer ind i billedet. Når man går og pynter og fortæller sig selv historier og ødsler med sin tid på noget så helt og aldeles fantastisk at skabe et træ eller en dekoration, der kun er til for at pynte, og kun er der et øjeblik. I julen er æstetik og hygge ikke to sider af samme sag, men smeltet fuldstændigt sammen i en glaskugle,” siger hun.

Æstetik handler om at sanse – og ikke om klart at definere, hvordan smukt ser ud. Heldigvis. For julen og alle dens hjerter skal være akkurat så ukurante og kulørte, som du foretrækker det. Og når vi forestiller os julen som i et damebladsegnet set-up af farvekoordinerede kugler, så tager vi måske fejl – for i virkeligheden handler det om at omgive sig med et miks og match af forskellig pynt, der på den ene eller anden måde appellerer særligt til os. ”Ligeså lidt som man i min verden kan snakke om drenge- og pigefarver, kan man snakke om julefarver. Julen har lige præcis den farve, som hver enkelt vælger den skal have. Det er fint at lade sig inspirere. Det har man faktisk en forpligtigelse til som menneske. At kigge ud i verden med store, åbne øjne og at se den. Og så at lukke øjnene og lade det stå tilbage på nethinden, som har gjort indtryk på en og givet mening for en. Så, hvad end vi hver især mener en julefarve er, er jeg ret sikker på, at det er den rigtige farve. Den eneste der kan bestemme, hvad en julefarve er, er en selv,” siger Bibi Lykke.

[ 33 ]


[NISSEN FLYTTER MED]

Min julefarve er glitter ”Min julefarve er glitter. I alle de farver, der findes glitter i. Fordi glitter gør mig glad. Fordi jeg godt kan lide regnbuer og enhjørninger og magi og eventyr og fantasi, og fordi det er helt okay, at kunne lide det, når det er jul. I julen er jeg ikke naiv. Så er jeg bare i julestemning. Det kan jeg godt lide at være. Og, jeg kan godt lide, at det er ok at være. Ihvertfald når det er jul, ” konstaterer hun. Og måske ser du et snehvidt landskab for dig med enkelte elementer af blodrød og grangrøn? Måske forestiller du dig, at årets juletræ er en velafbalanceret udstilling af guld og gran – og sandsynligvis er sandheden, at den forestilling i julefredens navn må væsentligt en smule; for der skal også være en gren til Villums vatnisse og Signes stjerne. Ligesom den nisse, der kigger på dig med et særligt glimt i øjet fra et butiksvindue en sen eftermiddag, måske skal med dig hjem – og så kan der være noget rigtig sjovt i at forbinde pynt, tid og trends med hinanden, hvis man har æstetisk blik for den slags. ”Et juletræ er hverken mere eller mindre smukt end historien og oplevelsen bag det. Det er lige nøjagtigt så grimt eller smukt som de øjne, der ser på det. Det er lige nøjagtigt så magisk eller ligegyldigt som de tanker, der er lagt i det. For nogle er historien vigtig, og man kan aflæse et helt liv i et juletræ. For nogle er trends vigtige, og man kan afkode helt andre ting. Jeg synes altid det handler om, at bruge lige præcis dét, der er vigtigt for en. Som giver mening for en. Og give slip på resten. Man skal ikke trække fortiden i en hale efter sig, hvis man vil give slip på den. Man skal heller ikke smide fortiden ud, hvis man har brug for den. Man skal omfavne sit juletræ på samme vilkår, som man omfavner sit liv: med følelser, bevidsthed og glæde. Et træ bliver kun smukt af, at der er lige præcis det på det, som giver mening for en.

Har man lyst til at binde en æstetisk og visuel julesløjfe omkring sit træ, er farver sådan en fin måde at gøre det på. Mormors røde julehjerte får lov at fremstå i hele sin nostalgiske julepragt hvis resten af træet holdes i guld. Emils musetrappe fra børnehaven hænger ekstra fint på grenene, hvis farverne fra den bliver brugt i resten af pynten. Tag udgangspunkt i dit yndlings julepynt. Kig på det og farverne og bind resten af pynten op på det. Uanset om den pynt tilhører fortiden, nutiden eller fremtiden,” siger Bibi Lykke. Børnenes forsøg på at klippe-klistre Mormors gamle, flettede hjerte går aldrig af mode – og det samme gør sig gældende for børnenes første forsøg ud i klippe-klistre kunsten. Fornemmelsen af at tage minderne nænsomt op af julekassen og genskabe et glimt af en oplevelse i det øjeblik nissen fra storebrors første jul er på plads på spisebordet, er en del af julens særlige væsen. Kunsten er – måske – at forene tid og sted, for selvfølgelig er også julens år efter år præget af trends og tendenser i symbiose med samfundet i øvrigt. Og du kan sagtens holde en trendy jul uden skelen til sidste års pynt, men du kan også omhyggeligt tilføje årets jul noget nyt; omhyggeligt udvalgt julestads, der føjes til eksisterende og på den måde vil jeres julepynt blive et ikke uvæsentligt stilleben over tid. Jeres tid og historie… ”Strømninger i samfundet smitter af på alt omkring os. Også vores julepynt. Jul er mode og mode er jul. Og de størrelser hænger uløseligt sammen. Normcore og minimalisme ,som har været store spillere på modescenen i sidste halvdel af 00’erne og et stykke ind i 10’erne, viste sig også i vores julepynt. I den periode var lærketræer og origami-agtig julepynt stort. Kogt ned til det enkle. En hyldest til minimalismen. Nisser var forvist til Grønland og julestjerner til gemmekasserne. Nu ser vi en anden tendens og har gjort det over de sidste

[ 34 ]


[NISSEN FLYTTER MED]

par år. Som måske hænger mere sammen med samfundets strømninger end med modens, selvom de to størrelser næsten ikke kan skilles ad. Vi lever i en tid med usikkerhed. Med frygt. Med terrorisme. Og, vi vender os mod det kendte, det trygge. Nisserne er igen på hylderne, stjernerne sidder igen på træets top og hjerternes fest bliver i den grad hyldet med julehjerter på træerne i de danske hjem. Fordi vi har brug for det. At varmes ved noget kendt og nostalgisk. At søge tilbage til den tid, hvor alt det fremmede bare var noget langt fra os og alt det kendte var det, der var tæt på os. Hvor det man kunne bekymre sig om ikke var, om nissen flyttede med, men kun at han skulle stilles på sin sædvanlige plads, når det nu blev jul, ” smiler Bibi Lykke. Julen er den tid, hvor øjnene tindrer allermest Og uanset trængslen. Alarmen – alt det, vi skal nå, så vi har tid til at slappe af… så er julen altså den tid på året, hvor øjnene tindrer allermest, fastslår Bibi. Den tid, hvor hyggen og håbet er hinandens bedste forudsætning, og hvor vi vitterlig gør stads af glæden og er gavmilde med de gode ønsker. ”Vi lever i en verden, hvor det visuelle af den af vores sanser, der bliver brugt allermest. Vi bruger vores øjne som filter og modtager og til at lave groft opridsede og utroligt fintunede analyser. Og, julen er lige præcis det tidspunkt, hvor vores øjne tindrer allermest. Hvor der er overload på alle de ting, der er i vores stramme, grafiske skandinaviske verden ikke er så meget smæk på i dagligdagen: Guld. Glitter. Glimmer. Alle de ting, vi som børn automatisk ( og tilladeligt) var tiltrukket af. Vi kunne få lov at være som små skader og række vores barnefingre ud efter al glitterstadsen og slæbe det hjem til vores reder i begejstring. Som voksne er det ikke voksent. Skaderne konverteres til flittige myrer. Mindre plads til umiddelbar begejstring over de små ting, der ikke kan andet end

at glæde vores øjne og mere plads til de store ting der skal til, for at få en hverdag til at fungere. Julens æstetik ER vigtig. Fordi det er her, vi igen får lov at begejstres over alle de barnlige ting. Hvor det er helt ok, at vi slipper et lille glædessuk når juletræets lys bliver tændt. Hvor det er ok at bruge timevis på at pusle med gavebånd og glaskugler og rent faktisk sige højt, at vi bliver betagede af den der helt dumme, ligegyldige glitterhed. Men, det er ikke dumt. Det er ikke ligegyldigt. Det er hyggeligt, og det er godt: At blive mindet om det fuldstændigt magiske i, at kunne glædes over bittesmå ting,” funderer Bibi. …Og se, siger familien yngste og genkender historien om englen og en særlig nat, i en formfuldendt Rosendahl. Historien om Snemand Frost er også væsentlig, synes hans søster. Og han er der – i en smuk polyresin-udgave på hylden over sofaen. Han er godt klædt på, men helt alene og kun 8 centimeter høj. Det kan ikke være morsomt. Hvem finder frøken Tø? Englen er badet i stråleglans fra en særlig stjerne, der har fået plads i vinduet. Man kan se den udefra – og om lidt skal træet pyntes. Nisseorkestre, juleklokker og forgyldte hjerter – som skabt til at være en fryd for øjet – skal genforenes med egenproduktionen af musetrapper, kogler og kræmmerhus.

[ 35 ]


[KLUMME - SUZANNE BJERREHUUS]

JULEN ER HJERTERNES FEST I DISSE KOLDE VINTERMÅNEDER FANTASERER VI DANSKERE KONSTANT OM AT KOMME VÆK FRA DET HELE. UD AT REJSE TIL FJERNE FERIEMÅL FOR AT FÅ LIDT OPLEVELSER IND I VORES BARSKE HVERDAG. DET ER SVÆRT, NÅR MAN HAR FORSKANSET SIG BAG DYNGER AF VARMT TØJ. SOM SMÅ FORTUMLEDE MICHELINMÆND STÅR VI OG VENTER PÅ TOG ELLER BUS MED HUEN TRUKKET SÅ LANGT NED OVER ØJNE OG ØRER, AT ALT OG ALLE HOLDES PÅ AFSTAND. Til alt held har vi vores hyggelige, oplyste, festlige julemåned. I december behøver vi ikke rejse ud i verden for at opleve noget. Midt i al den trængsel og alarm kommer vi tættere på hinanden. Og så er det ikke kun, når man betragter livet fra en liggestol placeret under en palme på en fjern sandstrand, at man får én på opleveren. Min veninde havde inviteret et par gamle bekendte til julefrokost i hendes nye lejlighed. Det skulle selvfølgelig fejres, så jeg stillede mig op i stormagasinets kø, hvor de solgte hjemmelavet luksus-chokolade. Da det bedste ikke er for godt til min veninde, afslog jeg ekspeditricens tilbud om en færdig æske. Der var travlt, men jeg nød med mundvand i munden selv at vælge hvert eneste stykke, der skulle med i guldæsken: cherry heering, irish coffee, marcipan med nougat, kirsebær i rom. Ekspeditricen fyldte hurtigt æsken og pyntede den med et stort smil over min begejstring med en kæmpe sløjfe. Ved siden af stod en dame, som også skulle have 300 g chokolade. Ekspeditricen tog en af de færdige æsker frem. Kunden skulede til min æske: ’Ja men, så ved jeg jo ikke hvad der er i’. Ekspeditricen svarede, at der var lidt af hvert i undtagen ingefær, men hun lavede gerne en ny æske efter kundens valg. ’Nej, nej det skal du ikke, jeg tager den færdige æske’ affærdigede kunden hende.

[ 36 ]


[KLUMME - SUZANNE BJERREHUUS]

Mens ekspeditricen bandt en flot sløjfe, samlede kunden mod: ’Nu er de vel friske?’. Ekspeditricen sagde, at selvfølgelig var de friske, æsken blev lavet i morges. Da kunden skulle betale mumlede hun: ’Hun kan nu godt lide ingefær!’. Ekspeditricen tilbød endnu en gang at lave en speciel æske, hvor hun selv kunne vælge. Det gjorde kunden dybt forurettet og vred: ’Nej, nu er der alt for mange kunder, som står og venter’. Og så skred hun surt af sted med sin chokolade. Der er ikke noget mere irriterende for en brokker end en ekspeditrice, der siger kunden har altid ret. Det var så gennemskueligt, at damen var syg efter selv at vælge sin chokolade. Det blev vist alle i køen klar over. Man kan næppe bebrejde ekspeditricen, at hun faldt for fristelsen til at tage damen på ordet i stedet for at vise lidt forståelse for hendes ønske. Det er fristende at kanøfle et svagt, vakkelvornt og konfliktsøgende menneske i effektivitetens hellige navn. Også salgspersonale skal afreagere af og til og damen var irriterende. Moralen i den historie er, at vi gør os selv og andre en tjeneste ved i alle livets situationer at sige til og fra. Klart og venligt.

[ foto: MIKKEL KHAN TARIQ ]


[BEMÆRKELSESVÆRDIGT] STAR NIGHT JULELYS De fleste mænd kigger misundeligt på naboens julelys, hvor flere hundrede kæder er hængt op over flere uger. De fleste kvinder ryster på hovedet over den spildtid, der kastes i projektet. Måske er dette en ægteskabsredning: Den lille projektor sættes i jorden og sender små stjerner op på hele huset, haven og træer. Den dækker 230 m2 og kan vise 7 forskellige mønstre, men også bare stillestående stjerner, hvis man er til mindre gøgl i haven. Den lille stjernesender fungerer både ude og inde, har timer og lyssensor - og tåler selvfølgelig både vand og frost. Prisen for at spare opsætning af ledninger - og spare strøm - er 600 kr. Set hos Imerco

DANMARKSHISTORIEN SOM BRÆTSPIL Danmarkshistoriespillet er et nyt, sjovt og lærerigt familiespil om danmarkshistorien udviklet af Sigurd Barrett i samarbejde med Politikens Forlag. Alle kan være med! Brætspillet henvender sig til tre generationer, fra 5 år og opad, og det kan spilles af 2-6 personer. Gennem 40-80 minutter bringes spillerne på en humoristisk og overraskende måde gennem vigtige historiske begivenheder baseret på Sigurds bog om danmarkshistorie. Der er også udviklet et sjovt iPad-spil, som endda er ganske gratis. Læs om projektet andetsteds i [et cetera]. Se mere på www.sigurdsdanmarkshistorie.dk

EN HELIKOPTER SOM FØLGESVEND Du har nok både set og hørt den. En lille pudsig prik på himmelen, der summer og lyser. Dronerne er kommet - og kommet for at blive. En af de førende virksomheder indenfor droner er DJI, der nu er kommet med en lille sammenklappelig sag, Mavic Pro, der yder som de store. De mener, man skal tage den med på ferie - og måske vil netop det blive virkelighed for mange. I hvertfald skal vi til at vænne os til, at den lille summende lyd bliver hvermandseje. Dronen her kan være i en lille taske, man slår den ud - og sender den afsted - enten styret ved hjælp af iPhone eller med fjernkontrollen. Der er sensorer og kameraer indbygget, så den ikke flyver ind i noget - og du kan bede den om at følge dig, og så ellers glemme at den hænger deroppe. Hvis du cykler eller løber, så flyver den selv med dig - og sørger selv for at lave den bedste video af dig. Eller du kan hive den frem, når du og familien står på ski ned af alperne. Den følger jer - og du kan selvfølgelig sende livevideo direkte til facebook fra dronen. Favre nye verden er ikke først imorgen. Set hos droner.dk & dandrone.dk til godt 9000 kr.

[ 38 ]


[BEMÆRKELSESVÆRDIGT] GRAFITTI TIL DE SMÅ... OG OGSÅ GERNE DE STORE Kunst er jo skønt. Og ingen tvivl om, at Grafitti er en stor kunstform og at der er mange dygtige kunstnere. Til gengæld er det ualmindeligt idiotisk at se et DSBtog, som vi alle har været med til at betale for, smurt ind i grimme streger, tags og tissemænd, der er umulige at få af. Her er måske løsningen, omend det nok mest vil være et hit hos de små. Kridt på spraydåse! Det fås i mange farver - og du bruger det præcist som en almindelig spraymaling. Forskellen er alene den, at en sjat vand kan genskabe den pæne terrasse, hvis lille Emma har tegnet forkert. De kan også tegne streger til fodbold på græsset eller markere retningen gennem en skov, hvis der er børnefødselsdag og skattejagt. Fundet hos Gadgets.dk

NOSTALGI PÅ FIRE SMÅ HJUL

JULETRÆET MED SIN... PYNT?

Alle over 30 år vil have et forhold til den klassiske buttede folkevognsbus. Nu kan du give den kærlighed i arv til dine børn. Bussen har selvfølgelig batteri og kører hele 4 km/t - hvilket den rigtige model havde svært ved at komme op på, når det gik op ad bakke. Forlygterne lyser selvfølgelig og der er højttaler indbygget - detaljerne er i den grad autentiske. Har du ingen børn endnu, kan de måske skabes på en tur med overnatning i et telt formet som selvsamme folkevognsbus.

Der kommer hele tiden nyt julepynt til træet. Hver år er der nye små opfindsomme produkter på hylderne, og vi bliver mere amerikanske år for år. Hvad med at skifte kræmmerhusene ud med et tog, der kører rundt om træet? Motoren tøffer og tuder og lyser - og på ægte udansk maner, råbes der “all aboard”. Men hyggeligt ser det vil ud - og når vi danser om træet, kan vi forsøge at følge med. Og så er der lysene. Mange har forlængst skiftet de levende lys ud med kæder, men de er besværlige. Vi fandt denne lille sag online, hvor en ring sættes ned over træet - og kæderne hænger ned ad træet. Og så kan man endda styre hele molevitten med en fjernbetjening.

Begge dele er fundet hos www.hammacher.com

Begge dele er set på www.coolstuff.dk

3 GAVER MAN NEMT KAN UNDVÆRE Hvis din kat skal have madro, kan du købe en lille rumkapsel, hvor dørene kan tilpasses præcist til kattens størrelse, så hunden ikke kan komme ind. I kapslen kan katten spise i fred. En anden rumkapsel kan lande i din have. 10 m2 udestue uden værktøj og byggetilladelse - og man kan købe en dug til dage, hvor der er brug for skygge.

Kan du lide puslespil? Her er din udfordring. Puslespillet er 5,4 x 1,9 meter - og der er 32.256 brikker. Hvis du kan sætte dem sammen - og har plads på stuegulvet i det år der nok varer at lægge, vil det ende med at forestille skyline manhattan. Det ender næsten altid med, at der mangler en brik - og det bliver kun endnu mere irriterende at opdage, når man har lagt de 32.255 andre.

[ 39 ]


[MAILKORRESPOND@NCEN]

[ foto: FINN FRANDSEN ]

[ 40 ]


[MAILKORRESPOND@NCEN]

Flemming Pless

Vorherre bevares FLEMMING PLESS ER SOGNEPRÆST I CHRISTIANS KIRKE, KØBENHAVN. HAN ER DET, NOGEN KALDER POPULIST ANDRE KALDER DET PRÆST AF TIDEN. HAN TROR PÅ GUD - OG DET ER IKKE - LÆNGERE - NOGEN SELVFØLGE. HAN TROR OGSÅ PÅ EN LEVENDE FOLKEKIRKE FOR FOLKET - SÅDAN EN, DER GODT TØR TALE I NUTIDIGE VENDINGER. OG HAN GØR DET GERNE SELV. [ET CETERA] HAR SENDT FLEMMING PLESS EN MAIL. IDÉEN ER AT GIVE ORDET TIL ET MENNESKE, DER HAR NOGET AT SKULLE HAVE SAGT. MED EGNE ORD. GERNE ANDRE…VI TRYKKER DEN UREDIGEREDE, UVINKLEDE SAMTALE, SOM DEN UDVIKLEDE SIG UNDERVEJS.

FRA: FLEMMING PLESS SENDT: 9. NOVEMBER 2016 16:36 TIL: PIA MØLLER SØE EMNE: SV: ØNSKETÆNKNING

FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@1CETERA.DK] SENDT: 8. NOVEMBER 2016 15:43 TIL: FLEMMING PLESS EMNE: ØNSKETÆNKNING Hej Flemming

Kære Pia

Julen nærmer sig - og uagtet trængsel, alarm og en ikke uvæsentlig mængde kataloger over ting, man kan ønske sig - så handler det jo altså stadig om noget, der skete i de dage… Eller hvad? Jeg har lige siddet og skrevet på et portræt af Julemanden, selveste Father Christmas - og så kom jeg sådan til at savne Fadervor. Og hvor blev Jesus egentlig af? På den anden side, den ene folkekirkepræst efter den anden melder ud, at de ikke tror på hverken genopstandelsen eller efterlivet - og hvad skal vi andre så tro? Hvad tror du? Og er det i orden, at jeg spørger. Vi er jo lidt blufærdige omkring den slags. Men altså; der er nok at ønske sig - er der i virkeligheden mere grund til at håbe?

Selvfølgelig er det i orden at spørge om, hvad man stiller op når samfundet trækker i en anden retning mht til det religiøse. Hvis ikke man skulle spørge præsten, ja, hvem så? Og denne præst tror på hele fortællingen om Jesus. Og er glad derved. Ikke udfordret eller nedbøjet over, hvad andre måtte mene. Det samme gør sig gældende når jeg står iChristians kirke og prædiker. Men jeg tænker selvsagt, at jeg må gøre mig umage med at fortælle om det hele. Det gør jeg så. Hvad siger jeg? Til Jul! Jo, jeg fortæller om det lille Jesusbarn som tegnet på, at vi alle tager vores begyndelse som små væsener, der stræber efter at få et godt og lykkeligt liv. Og at vi alle er en del af den guddommelige fylde, som vi udnytter eller ikke udnytte. Eller som vi anerkende eller ikke anerkender. Jul handler om dette. Det handler også om en hel masse andet. Mekantilt, stresset, pengeanstrengt, ja, men også om at vi alle er kommet fra de samme kår, nogle i krybber i Bethlehem, andre i mere fine omstændigheder, men alle kommet i kærlighed og med et liv at leve. kh Flemming

[ 41 ]


[MAILKORRESPOND@NCEN] FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@1CETERA.DK] SENDT: 9. NOVEMBER 2016 18:06 TIL: FLEMMING PLESS EMNE: TVIVLSOM TRO

FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@1CETERA.DK] SENDT: 10. NOVEMBER 2016 12:22 TIL: FLEMMING PLESS EMNE: INDRE INTENTIONER

Og så kom jeg til at tænke på; hvad betyder det for dig at tro på hele fortællingen? Betyder det, at du tager ordet bogstaveligt - og har du aldrig tvivlet?

Hej Flemming

FRA: FLEMMING PLESS SENDT: 10. NOVEMBER 2016 12:08 TIL: PIA MØLLER SØE EMNE: SV: TVIVLSOM TRO At tro på hele fortællingen er ikke problemet. Snarere ville det være ikke at tro på hele fortællingen. Det kræver en forståelse af, hvad hele fortællingen er. Og her taler vi så om julefortællingen om det lille Jesusbarn. Hele fortællingen er metafortællingen - altså den overordnede fortælling om at noget godt og kærligt er blevet os til del. De enkelte led; stjerne der flytter sig, Vise mænd, ikke plads på herberget osv. kan man overveje det historiske eller det naturvidenskabelige i. Og så går historien i stykker. Jo, som eventyr - om noget der kunne være kan fortsætte, men ikke den oplevelse, eller den tro på, at nogen engang; Josef, Maria og hyrder havde en oplevelse, som de følte så stærkt i hjertet, at det blev til en fortælling og et vidnesbyrd om den store sammenhæng og Vorherres mål med mennesker! Det er med denne historie, som det er med andre bibelske fortællinger; at jeg både tror og vælger at tro på dem, fordi det både er godt og gavnligt at tro på historiens indre intentioner. Fortællingen om at verdenen er skabt med en mening og at denne mening ustandselig slår ned alle vegne.

Historiens indre intentioner; dejligt udsagn! Hvad siger du til det menneske, der tvivler på dem? Og jeg er nødt til at spørge igen; har du aldrig selv tvivlet - altså på den overordnede fortælling? FRA: FLEMMING PLESS SENDT: 11. NOVEMBER 2016 09:01 TIL: PIA MØLLER SØE EMNE: SV: INDRE INTENTIONER

[ 42 ]

Ok, du kommer og siger at du tvivler. At der er mere tvivl end der er tro. Jeg siger, til din store overraskelse, at det er da et godt udgangspunkt. For hvad, siger du. For at finde ud af, hvorfor det overhovedet er vigtigt for dig at tvivle, siger jeg. Jeg lægger også mærke til at du ikke siger, du ikke tror. Jeg fortsætter og siger, at jeg tror på det der med Vorherre, men også at der er de tidspunkter, hvor jeg tvivler. Forskellen er kvalificeret. Når jeg tror, tror jeg som en forlænget bevægelse af noget trygt for mig. Når jeg tvivler - og læg nu mærke til, jeg siger tvivler og ikke, at jeg ikke tror, så har jeg øvet mig længe på at fastholde, at Vorherre tror på mig i de perioder. Når jeg tvivler, så beder jeg. Og bønnen er ligeså meget en tale til Vorherre som til mig selv. For jeg er klar over, at der ikke er nogen Gud, hvis ikke han er i mig, kendes i mig, føles i mig. Han er også alle mulige andre steder og derfor taler jeg på ud af mig selv og ind i mig selv.


[MAILKORRESPOND@NCEN] FRA: FLEMMING PLESS SENDT: 11. NOVEMBER 2016 17:01 TIL: PIA MØLLER SØE EMNE: SV: BÅDE OG...

FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@1CETERA.DK] SENDT: 11. NOVEMBER 2016 09:12 TIL: FLEMMING PLESS EMNE: OM AT TURDE

Jeg tror på at Vorherre er det fundamentale princip, der skabte denne jord, dette univers, dig og mig. Derfor er det det religiøse menneskes opgave at indse, at vi allesammen er skabt i det, der hedder den gudsdommelige kærligheds fylde. Det forpligter. Gud er i verden, fordi du og jeg er det. Andre har andre principper, politiske eller ideologiske. De forpligter ikke nødvendigvis videre end dem, der tænker den samme politiske parole eller ideologiske sweet talk. Eller sagt på en anden måde, du er forpligtet lige så meget på dig selv som du er på alle andre. Alle undskyldninger for alt muligt andet er politik eller ideologi.

Og når du siger det, så er det jo akkurat - tillader jeg mig at tro - hvad de allerfleste af os længes mod. Det håb, der er i den tro, du beskriver der, kræver bare, at man har stor tillid til sig selv, ikke? Og måske det den, vi mangler? Jeg tror, at man - (og det er jo bare et distanceret jeg), i sin beslutsomhed omkring, hvem man er - fordi man tror, man kan være akkurat hvem man vil - nemt bliver så meget i tvivl om alting, at man godt kan komme til at føle sig uegnet. Også til at sige - højt - at man er sådan en der tør tro på Gud. Skal man være modig for at tro? Og er det derfor vi kommer i kirken til højtiderne? Til jul er det jo en del af traditionen - og det føles måske dejligt “vederlagsfrit” at sidde der som kulturkristen snarere end “selvvalgt menighed”? FRA: FLEMMING PLESS SENDT: 11. NOVEMBER 2016 14:49 TIL: PIA MØLLER SØE EMNE: SV: OM AT TURDE

FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@1CETERA.DK] SENDT: 11. NOVEMBER 2016 17:15 TIL: FLEMMING PLESS EMNE: GLÆDELIG JUL Hej Flemming

Tro er jo det vi ved uden at behøve at checke at det passer. Det være sig en tro på kærlighed, livssammenhænge, kulturelle strukturer og måske blot, at verden i morgen sikkert foregår på sammen måde som idag. Alt det blev anfægtet at den skotske filosof Hume. Noget med sanseindtryk og ideas, den enkelte dele, verden er sat sammen af. Vi kan opfatte verden og tro på den som de tilsyneladende kommer til udtryk, men vi kan ikke derved henlede, at alt i morgen er som idag. Det her skriver jeg, fordi sådan er jeg også kristen. Jeg tror på Gud som et regulerende princip. Et princip - af mangel på et bedre ord - som gør at jeg både kan tro på at dagen i morgen forventelig er som i dag, men også som det Gud, der ruster mig til at håndtere dagen i morgen, hvis den er helt anderledes end forventet.

Tak – både for din tid og dine ord. Det er til at forstå. Faktisk. Glædelig jul til dig. Og alle andre i virkeligheden. Pia.

FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] SENDT: 11. NOVEMBER 2016 15:23 TIL: FLEMMING PLESS EMNE: BÅDE OG... Hej Flemming Og hvad kan vi bruge den tro til? Hvis jeg nu siger, at Gud på den måde bliver til en ansvarsfralæggelse, så vil du mene, at jeg tager fejl? Kan man godt tro - nogenlunde ligeligt fordelt - på både sig selv og en anden? , Pia.

[ 43 ]


[KOKS KØKKEN]

KOKs KØKKEN

Det overdådige orgie af julemad MORTEN KOK FRA MORTENS KRO I AALBORG ER VORES FASTE GUIDE, NÅR HAN HER I [ET CETERA] MAGAZINE OG PÅ VIDEO VISER JEPPE SØE, HVORDAN MAN SKABER HVERDAGSMAD - OG ENDNU VIGTIGERE, HVORDAN MAN KØBER IND. DE FLESTE TÆNKER NOK, AT DE NEMT KAN FINDE UD AF AT KØBE IND - MEN SÅDAN ER DET IKKE. MORTEN KOK OG ANDRE MED SMAG FOR - OG VIDEN OM - MAD, FINDER NOGLE HELT ANDRE TING I KØLEDISKEN, NÅR DE GÅR IND I ET SUPERMARKED. DET ER DE TRICKS VI SKAL LÆRE I KOKS KØKKEN...

[ foto: JONATHAN SØE ]

[ 44 ]


[KOKS KØKKEN]

Julen er fuld af mad. Og der er ikke tale om små delikate stykker mad, der fint anrettes på en tallerken. Her i landet handler julemaden mest om mængde. Maden skal virke overdådig. Der skal skovles mad indenbords - præcist som vikingerne gjorde, når de væltede sig i kød og mjød. En julefrokost skal som minimum byde på and, flæskesteg, brune kartofler, sovs, risalamande, æbleflæsk, marinerede sild, paneret fiskefilet, æg og rejer, varm leverpostej, tarteletter og glaseret skinke med spinat. Plus det løse, som jo mindst er frugtsalat og ostebord. Dertil øl, vin og senere shots - og rester. Der er ikke noget at sige til, at folk bliver syge både sent på aftenen - og i særdeleshed dagen efter. Vores madkultur er noget anderledes end andres. Sydpå fokuserer man mest på kvalitet. Vi har glemt magien i vores mad. Vi er det land i Europa der bruger færrest af vores tjente penge på mad. I Sydeuropa er måltidet sat ekstremt højt i bevidstheden - også hjemme i familien - og derfor vil de have den ægte fine ost, fremfor et stort ostebord. De vil gerne smage det lækre stykke kød, fremfor tretten forskellige - og er tilfredse og glade for en enkelt fiskefilet.

Det er faktisk først nu, vi er begyndt at få en madkultur i Danmark - og sjovt nok, er udlandet vildt begejstrede. Måske netop fordi vi ikke er formet af fortiden, men formår at tænke helt nyt. ”Det er faktisk ret unikt at skabe en madkultur så sent i ens kulturhistorie - og det tager tid, før det breder sig til alt i samfundet”, fortæller Morten Kok. Når alt det er sagt, er der jo traditionerne - og de hører sig jo også til... Julefrokost med vennerne I Koks Køkken skal vi denne gang skabe en mandemiddag for gutterne, en julefrokost af de våde. Men selvom der oftest går alkohol i sagen, skal der også laves god mad. “Jeg er slet ikke til and og risalamande til julefrokosterne. Jeg synes man skal vente til juleaften med de retter, så man ikke efter en december med den buffet flere gange, ender med at blive træt af julemaden. En julefrokost skal heller ikke være overdådig. Hvorfor ikke vælge noget ud, som dine venner vil mærke, at du har gjort dig umage med. Og mest af alt noget, som kan passe sig selv, så du er med til festen og ikke skal koncentrere dig om madlavning. Det skal helst være lavet på forhånd”, foreslår Morten Kok.

”Der er ikke noget at sige til, at folk bliver syge både sent på aftenen - og i særdeleshed dagen efter”

[ 45 ]


[KOKS KØKKEN]

Sidste gang fortalte Morten, hvordan han aldrig beslutter sig for, hvad aftenens ret skal bestå af, før han går ind i supermakedet. “Det er jo fjollet så beslutte sig for bøf med løg, hvis der netop den dag er et fremragende kalkunbryst på tilbud og tilhørende grøntsager er årtidens flotteste. Gå ind med åbent sind, klar til at lade dig inspirere - og ofte starter jeg med at lade mig inspirere af årstidens grøntsager, fremfor altid at fokusere på, hvilken slags kød det skal være tilbehør til”, sagde han. Men når man skal have gæster - og dermed lave til flere personer - er det ofte en god ide at starte med at se på, hvad der er hovedingrediensen. Morten og Jeppe går derfor igennem frugt og grønt for at komme til delikatesserne nederst i butikken. Mortens blik er søgende efter noget, der for det første virker maskulint til den flok venner, der kommer - men også er eksklusivt. På vejen derned, er der dog en anden ide der rammer...

Bajer, kæber og hammer på forretten I en kurv ligger en masse pinjekogler, som de færreste aner hvad de skal med. Koglen er hård som sten og ligner mere noget til en juledekoration, end et brugbart element i en julefrokost. Med mindre man har fantasi… “Lad os købe en pinjekogle til hver af vennerne - og stikke dem en hammer. Så kan de starte med at drikke et par øl og slå på deres forret. Når de har hamret nok, vil der kommer lækre små kerner frem. Og samtidig har vi et socialt arrangement, så folk kan lave noget sammen, fremfor bare at stå akavet sammen i entreen”, foreslår Morten og fylder de hårde kogler i vognen. “Det er altid trygt for mænd at smadre noget sammen”, griner han. Vi skal starte med en sildemad, traditionerne skal vi trods alt holde på. ”Jeg anbefaler den hele sild på glas - og at man selv skærer den i stykker, eller serverer en hel sild pr mand”, fortæller Morten. Videre mod køledisken med kød, hvor Jeppe mest


ser på de store færdigkrydrede bøffer med fedtmarmorering - mens Mortens blik fanger svinekæberne. ”Det tager lang tid at koge svinekæber, men det kan netop laves klar inden gæsterne kommer. Det står bare og småsimrer mens du er i bad. Og så kan du endda tilføre juleurter, krydderier og øl”, fortæller Morten. Han fører os ned til krydderihylden, som er en ligeså stor videnskab som ost og vin - han vælger de klassiske julekrydderier: laurbærblade, kanelstang, anis, peberkorn, frisk timian og nellike, der alle skal ned i en lys juleøl fra Fur til svinekæben, der skal stå og braisere hele eftermiddagen. Tilbage i frugt og grønt finder han lidt klassiske suppeurter: chalotteløg, pastinak, gulerod, porrer som skal med i gryden. Og så skal der en kogt kartoffel til.

Vi slutter med en god ost. Og her gælder det også, at mængde ikke er det væsentlige. Hellere vælge et par rigtigt gode oste, som man kan fortælle vennerne, at man har valgt helt specielt til dem. Udvalget af oste er enormt i danske supermarkeder efterhånden. Morten kigger først i de mange tag-selv skabe med ost, men ender nede ved delikatessen, hvor man kan tale med en af de folk, der til daglig udvælger ostene. Han erkender, at det nok er svært for den almindelige forbruger at vælge, da oste er en videnskab præcist som vin. Derfor kan man gudskelov spørge i butikken. “Jeg ender med en Havgus fra Arla Unika, som er en dansk ost der virkelig er kælet for. Arla er skældt ud for i årtier at være stillestående og standard - men oprettede så en udviklingsafdeling, hvor de fik til opgave at skabe noget unikt. Det har de faktisk gjort. De matcher de franske oste fint”, siger Morten Kok.

[ 47 ]


[KOKS KØKKEN]

SE FILM ONLINE Således udstyret med to poser mad, gik Morten Kok med Jeppe i køkkenet, for at forberede maden til julefrokosten. Om det hele endte med en god oplevelse for gæsterne, eller om Jeppe fik spoleret det hele, trods de mange gode råd fra Morten, kan du se på www.1cetera.dk - hvor alle udsendelserne ”KOKS KØKKEN” ligger helt gratis. I udsendelserne er du både med på indkøb - og i køkkenet.

[ 48 ]


[SKØNHED] HUL I HUDEN Vi vil alle sammen gerne være den skønneste udgave af os selv – og i den henseende er vores huds udseende ret vigtig. Når den er sund og smuk, føler vi os godt tilpas. Microneedling er en nyere hudplejerutine, der handler om at udnytte hudens evne til selv at regenerere. I processen perforerer man huden – laver bittesmå huller, for at aktivere den kollagen-proces, der betyder, at huden genskaber sig selv i en smukkere, mere spændsigt og sundere udgave. Metoden anvendes på langt de fleste hudplejeklinikker – og med en skin roller fra Swiss Clinic – der på meget kort tid er blevet anekendt som både effektiv og nem at anvende, er hudpleje baseret på professionelle principper, nu tilgængelig hjemme på badeværelset.

Skin rolleren fra Swiss Clinic har 540 kirurgiske nåle der er enten 0.2 eller 0.5 mm lange – og metoden går ud på, at du kører rolleren over huden og penetrerer overhuden (og det gør altså ikke ondt), for at skabe små (usynlige) skader, der aktiverer hudens egen helingsproces. Det er den proces, der samtidig styrker produktionen af kollagen, og du får derved genskabt hudens elasticitet ved at stimulere cellevæksten. Det betyder, at din hud for det første bliver glattere, sundere og mere strålende at se på, for sådan fungerer huden; øget produktion af kollagen, betyder smukkere hud – og har du linjer, rynker eller ar, vil processen modvirke og reparere på skaderne. Nålene er så tynde, at de selvfølgelig ikke skader vævet i huden – og skin rollerens effekt er til at forstå; når huden får en ”skade”, er vi så praktisk indrettet, at kroppens biologiske processer sætter den i stand til at restituere selv. Rolleren kan bruges både på kroppen og i ansigtet (med nåle af forskellig længde), og resultaterne virker nemme at dokumentere videnskabeligt. Skin rolleren er både nem og hurtig at anvende – og det virker. Dine hudplejeprodukter bliver mere effektive, når du har anvendt rolleren, og Swiss Clinic har tillige udviklet en Rejuvenating serum, der skulle stimulere kollagenproduktionen yderligere - og i øvrigt accelerere helingsprocessen.

Skønhed

[ 49 ]

Det kan næsten ikke gå galt – og så alligevel; du skal undgå at falde for fristelsen til at gå for hårdt til værks. Det skaber ikke bedre resultater, tvært i mod, du skal kun køre rolleren let hen over huden – nålene gør selv arbejdet – i modsat fald kan du ende med at skade huden eller irritere den, så den reagerer ved at slå ud. Du ved, at du gør det rigtigt, når det ikke er smertefuldt – og det eneste du så vil opleve er, at huden i første omgang kan rødme lidt – og herefter vil du meget hurtigt opleve, at du får en mere ensartet hud, der er mærkbart og synligt mere smidig som følge af behandlingen. Efter et par måneders brug – et par gange ugentligt – vil skin rolleren have reduceret, ikke fjernet – men væsentligt forbedret – ar og fine linjer. Og det er faktisk effektivt – både som generel hudplejerutine, men også som en målrettet behandling af ar efter acne. Den gør vitterlig en – ikke mirakuløs – men absolut synlig forskel! Læs evt. mere om metoden på www.swissclinic.dk


[SKØNHED] SKÆG FOR SIG Matas Men har udviklet en række produkter til at pleje, fugte og rense skægget. Produkterne indeholder kreativ, E-vitamin og provitamin B5, der alle sammen er virksomme stoffer, der betyder, at både skæg og hud plejes og får et sundt, groomet udseende. Der er lavet undersøgelser, der indikerer, at kvinder finder mænd med skæg mere attraktive, og måske er det en del af forklaringen på, at stadig flere mænd lader skægget stå. Skægget har signalværdi – og det er ikke ligegyldigt, om det er langt, kunstfærdigt groomet eller om der er tale om dagsgamle stubbe… Vi forbinder uvilkårligt forskellige typer af skæg med forskellige typer af mænd – og uanset hvordan du lader skægget stå, giver det god mening at pleje det. Serien indeholder både shampoo, moisturizer og beard-oil. Læs på www.matas.dk

EN HÅNDSRÆKNING Beaute Pacifiques håndcreme har den ualmindeligt smarte egenskab, at der lejres et depot af creme i underhuden, som frigøres ved kontakt med vand. På den måde virker cremen over længere tid – og i de situationer, hvor huden har allermest behov for det. Hyppig håndvask er hårdt for hænderne – og det samme er vinterkulden, så der er behov for en håndsrækning og en rigtig god creme.

LAD SAFTERNE FLYDE Mange hoster og snøfter sig gennem en del af de mørke måneder. Det er koldt derude – og sommerens naturligt vitaminrige kost bliver af mange skiftet ud med en mere sukkerholdig og sød menu. Det skal vi kompensere for, hvis vi gerne vil være på toppen. Et sundt, vitalt udseende kan man til dels både spise og drikke sig til; Livets saft, kalder man aronia-juicen, og det kan der være en god grund til. Juicen er baseret på aronia bær, et af verdens sundeste bær – fyldt med antioxidanter og vitaminer, og et lille ”shot” juice dagligt kan være med til at booste både immunforsvar og velbefindende. Juicen fandt vi hos MENY og den fås ligeledes hos de fleste helsekostforretninger.

[ 50 ]


[SKØNHED]

RINGEN ER SLUTTET Marie Von Lotzbeck er en dansk guldsmed, der skaber unikke og enkle smykker, der kan bæres af de fleste kvinder. Udtrykket er rent og æstetikken næsten poetisk i sin stringente form. Globekæden her er formgivet i guld – og fortæller sin helt egen historie om hele verden, ringen der er sluttet eller den, der aldrig gør det. Det minimalistiske udtryk gør, at den kan bruges af hvem som helst til hvad som helst – og uden at kæden tager fokus, er den alligevel særligt bemærkelsesværdig.

SOM SMURT I OLIE Essentielle fedtsyrer er en væsentlig forudsætning for, at din krop har det godt. Kæmpenatlysolie, hørfrø- og hybenkerneolie er de tre jomfruolier MK olie er baseret på – og ved daglig indtagelse af olien vil du pleje din hud optimalt indefra og få stabiliseret det blodsukker, der ellers nemt kan få dig til at tømme slikskuffen en kold eftermiddag i december. Olien virker også udvortes; hybenkerneolien har en god effekt på ar og heling af beskadiget hud, og den egyptiske sortkommenolie, der findes i MK olien til kvinder, har den positive effekt at den indeholder over 100 næringsstoffer som alle sammen har en god effekt på hud, hår og hormonbalance.

Du bør tage et par spiseskefulde olie hver morgen – og bryder du dig ikke om smagen og fornemmelsen, kan du blande olien op med juice. Olien findes i tre særskilt optimerede varianter; en til kvinder, en til mænd og en der kan tages af hele familien.

ROSENREGN RoseRain BodyCream No 22 fra Juhldal er en lækker let bodylotion med blødgørende, beroligende og opstrammende effekt. Rosenvand, der er rig på antioxidanter, stimulerer blodcirkulationen og har en opstrammende effekt. Centella asiatica, der forstærker den opstrammende effekt fra rosenvandet og varetager hudens kollagenproduktion. Squalene, der er naturlig og intensiv fugtpleje og jojobaolien, der virker antiinflammatorisk er cremens fire hovedingredienser – og produktet er derfor optimalt i vintermånederne, hvor huden godt kan have brug for lidt ekstra pleje. Cremen passer til alle hudtyper og har en dejlig mild unisex duft af rose.

[ 51 ]


Vil du have mere inspiration, tilmeld dig vores nyhedsbrev på meny.dk

TIP!

Hvor meget ossobuco skal du bruge? Vores råd er, at du beregner 1-2 stykker per person.

simremad og gode ben I MENY holder vi af mad. Og madglæden forsætter i stor stil, når efteråret kommer og vi rykker indenfor i varmen. Nu må retterne gerne være kraftigere og federe med mere dybde i smagen. Og det er noget, man opnår ved at vælge smagfulde udskæringer, der tåler lang tid i gryden sammen med kraftige urter og grove grøntsager. Selvom det tager tid, er det faktisk nemt, for det meste af tiden passer maden sig selv, mens den simrer forsigtigt – og imens er der tid til efterårshygge med familie og venner. Her får du inspiration til tre spændende opskrifter med masser af smag.

sig Udskæringer, der egner perfekt til simremad Ossobuco

Skiver af for- og bagskank med marv, der bruges i den klassiske, italienske ret af samme navn.

oksespidsbryst

Udskæring med tæt kødstruktur og store mængder bindevæv. Godt til suppekød i tynde skiver og velegnet til sprængning.

okseTykkam og Oksebov

Udskæringer der er fyldt med god smag. Velegnet til grydesteg og braisering eller som tern i gullasch.

ANNONCE


Smagen af saft og kraft

Nordisk ossobuco med øl og urter

Balsamicobraiseret tykkam med gremolata

Kinesisk oksebryst med nudler

Personer: 4. Tid: 2½ time, heraf 30 min. aktiv tid. Energi pr. person: 2198KJ/525Kcal. Næringsindhold pr. 100 g: Protein: 7,2 g. Kulhydrat: 7,3 g. Fedt: 2,9 g.

Personer: 4. Tid: 2½ time, heraf 30 min. aktiv tid. Energi pr. person: 2462KJ/588Kcal. Næringsindhold pr. 100 g: Protein: 9 g. Kulhydrat: 6,2 g. Fedt: 7,4 g.

Personer: 4. Tid: 2 timer, heraf 20 min. aktiv tid. Energi pr. person: 3789KJ/905Kcal. Næringsindhold pr. 100 g: Protein: 12 g. Kulhydrat: 19,5 g. Fedt: 10,6 g.

4-8 skiver ossobuco. Salt og peber. 150 g bacon i tern. 200 g gulerødder. 200 g persillerod. 2 porrer. 1 spsk frisk timian. 0,5 l ale eller anden mørk øl. 0,5 l vand. 500 g små kartofler. 1 lille potte persille.

800 g oksetykkam. Salt og peber. 500 g skalotteløg. 2 fed hvidløg. 200 g gulerødder. 2 stængler bladselleri. 2 spsk olivenolie. 1 spsk hvedemel. 200 ml balsamicoeddike. 4 dl vand. 2 laurbærblade. 2 kviste frisk rosmarin. Gremolata: 1 lille bundt bredbladet persille. Revet skal af 1 ubehandlet citron. 1 fed hvidløg. Salt og peber.

1 kg oksespidsbryst. 1 spsk vindruekerneolie. 150 g hoisin sauce. 2 spsk soja. 2 spsk finthakket ingefær. 1 løg. 1 fed hvidløg. ½ økologisk appelsin. 4 stjerneanis. ½ bundt forårsløg. 250 g nudler.

Skær 3-4 snit i kanten af hver skive kød. Krydr med salt og peber. Brun bacon i en gryde. Tag det op og brun så kødet godt på begge sider i baconfedtet. Tag kødet op. Skær gulerødder i skiver og persillerod i tern. Skær porrer i skiver. Steg grøntsagerne i gryden til de begynder at tage farve. Tag halvdelen op og gem til senere. Kom kød og bacon tilbage i gryden sammen med hakket timian, ale og vand. Kom låg på og lad kødet simre i 1½ time. Tilsæt mere vand, hvis væden koger for meget ind. Skrub kartoflerne og lad dem simre med i 20-30 min. Kom til sidst de gemte urter i og varm igennem. Smag retten til med salt og peber og server med hakket persille.

Skær kødet i store tern og krydr med salt og peber. Skær løg i både og hvidløg i skiver. Skær gulerødder og bladselleri i fine tern. Varm olien i en gryde og brun kødet godt på alle sider. Tag kødet op og læg til side, og kom grøntsagerne i gryden. Steg dem i 5 min. Drys melet henover og rist det af sammen med grøntsagerne. Tilsæt kød, balsamico, vand, laurbærblade og rosmarin. Lad retten simre under låg i ca. 1½ time eller til kødet er mørt. Tilsæt mere vand, hvis væden koger for meget ind. Til gremolata hakkes persillen og blandes med citronskal og knust hvidløg. Krydr med salt og peber og drys over retten ved servering.

Brun oksespidsbrystet i olie i en gryde, der kan tåle at komme i ovnen. Tag gryden af varmen. Kom hoisin sauce, soja, ingefær, løg i tynde strimler og hakket hvidløg i gryden sammen med saft og revet skal af appelsin og stjerneanis. Vend kødet rundt i blandingen, kom låg på og steg kødet i ovnen ved 180°C i 1½-2 timer. Vend kødet undervejs. Kog nudlerne efter pakkens anvisning, og server sammen med kødet pyntet med fintsnittet forårsløg.


[JEANETT VERONICA HINDBERG]

DILLER & DESSERT I virkeligheden historien om en forfatter

HUN BLEV KENDT SOM BITTERFISSEN. NU ER HUN SIG SELV. JEANETT... EN SELVERKLÆRET ’NOBODY’ FRA FARUM, DER LEVER SIT LOW-LIFE I EN 3. VÆRELSES - MED UDSIGT TIL RESTEN AF VERDEN.

Hun poster forsvindende få Ellos-inspirerede kodakmoments på Facebook, men en hel del af virkeligheden. Og virkeligheden er – måske i bedste fald – vandskadet. Og den ligner ikke ligefrem det, den sagtens kunne være. Og hun er i øvrigt ligeglad. For det er (en del af) virkeligheden. Ligesom ”Konfirmationsfingeren” er det – en karakter læsere vil kende som ”diller-vedhængt og selvfed”. I hvertfald hvis de har læst hendes første dagbogsudgivelse: ”PS. Trænger til flødeskum (og diller)”, der etablerede hende som Instagram-egnet forfatter med en pen, der er sjovere og mere ligefrem, end de flestes.

[ fotos: SIGNE ELISABETH SLOTH ]

[ 54 ]


[JEANETT VERONICA HINDBERG]

Hun er 43 år, enlig mor til et pragteksemplar af en 20-årig, og så er hun virkelig, virkelig sjov. Det ændrer bare ikke ved, at det ikke er skide-skægt at vokse op hos en dybt alkoholiseret mor et sted i hovedstaden – med mindet om svigtet, som det mest fremtrædende. Sandsynligheden for, at det er det, der er en medvirkende årsag til, at hun i dag lider af generaliseret angst er ret stor. Det fik hun med hjemmefra. Selv har hun gjort det meget bedre og helt anderledes. Hun har brugt alle sine kræfter på at være rigtig meget mor – og så har hun haft småjobs rundt omkring, så hun kunne forsørge sig selv og sin søn, på trods af hendes udfordringer – og mest af alt har hun knuselsket barnet i en grad, så han aldrig har behøvet bekymre sig. [ 55 ]


[JEANETT VERONICA HINDBERG]

Jeanett Veronica Hindberg har ellers egentlig god grund til at være bitter. Ville nogen nok mene. Men det er hun bare ikke. Bitterfissen er ikke andet end et til lejligheden konstrueret pseudonym, i hvis navn Jeanett ”fuckede” med hele den etaberede danmarkspresse. Og beklager. Der findes ikke et bedre eller mere dækkende udtryk… Det var sådan, vi lærte hendes skriverier at kende i tidernes morgen. Som bitterfissen i blogland, der i uskønne, men nænsomt og formfuldendte gloser svinede kendisser – herunder ”Pernille Kreakussen Rahbek” og ”speltfisser” iøvrigt - til for deres kernesunde, filter-forfængelig familieliv – og da hun på sin blog karakteriserede Berlingskes Anna Sophia Hermansen – ”Meningsfissen” - som en kvinde der ”bruger tiden på at polere sit image som selvstændig karrierekvinde, hvilket ikke ligefrem kan associeres til hendes flirtende jegboller-mig-gerne-til-toppen-attitude, som hendes Facebooksamtaler stinker af”, blev det til en landsdækkende nyhed og på ganske kort tid over 100.000 besøgende på bloggen månedligt. Pressen ville kende Bitterfissens sande identitet. Hun ville ikke afsløre den. Og således legede Jeanett Veronica Hindberg i flere måneder det, man vist godt kan betegne som kispus med et korps af journalister, der ikke sådan uden videre gav op. De mente, at de havde fundet hende. I Farum og så en søndag, gik hun til bekendelse i MetroXpress – og Bitterfissens server gik ned. Antallet af besøgende var for stort til at systemet kunne klare det. Og måske kunne Jeanett Veronica Hindberg i virkeligheden heller ikke rigtigt klare antallet af besøgende – og interviewforespørgsler, henvendelser og tilsvininger – men hun gjorde det alligevel.

”Til sidst var det ikke sjovt længere, fordi jeg jo løj for alle – også mine nærmeste, og levede sådan et dobbeltliv, hvor jeg sad og skrev de her indlæg uden nogen måtte vide det. Og opmærksomheden var overvældende. Så jeg besluttede mig for – en søndag, fordi det er den værste dag for pressen - at kontakte en journalist på MetroXpress, der havde skrevet til mig, at han vidste det var mig – og bare ventede på, at jeg var klar til at komme ud med historien, og så skrev han historien, der afslørede min identitet”. Bitterfissen Bethany er en harsk dame med hang til ligefremme vendinger. Hun elsker Fernet Branca, Pilou Asbæk og sit vist nok fiktive sexliv – og så er hun ikke Jeanett Veronica Hindberg. I virkeligheden har de to forsvindende lidt til fælles. Bitterfissen var en karakter Jeanett Veronica Hindberg tog på sig. Og af igen. Og da hun to år senere debuterede med ”PS. Trænger til flødeskum (og diller)” i eget navn – fast besluttet på at ryste pseudonymet af sig – var det stadig i ligefremme, men noget mere, afdæmpede termer. Udgivelsen er en dagbog – fuldstændig i overensstemmelse med virkeligheden, fastslår Jeanett, men selvfølgelig udsat for forfatterens ret til at vægte og vinkle form og indhold. I bogen følger vi Jeanetts vægttab, hvis det er der – hendes sexliv, i det omfang det findes – og så indvier hun os i det øjeblik, hvor posten ringer på døren og alle ved, at det er sexlegetøj, der er i pakken. Også posten. Han ved det. Og nu ved vi det – og vi elsker det og griner højlydt på en måde, så det er umuligt samtidig at trække maven ind – og hvilken befrielse, at der findes andre mennesker i denne verden, for hvem et uventet, men velkomment pikbillede kan være ugens seksuelle forløsning. Det gør der – Jeanett Veronica Hindberg findes. Sort på hvidt.

[ 56 ]


Bogen blev godt modtaget. Jeanett skriver godt og kan kalde sig forfatter med fem udgivelser bag sig, men hun har stadig trang til at gå i nattøj og have uglet hår – gerne til efter 10 og allerhelst hele dage, og sådan, siger hun, er der jo mange, der har det – men for hende er det måske mere udtalt. Og på den måde kan det være svært at se sig selv som det, vi andre ser; en etableret forfatter med en usædvanligt skarp pen. En af dem, der sælger bøger, der bliver læst: ”Det er svært at forstå, når folk sender mig rosende ord eller jeg ser mig selv omtalt som en forfatter med stor succes. Jeg kan ikke helt forstå, at det er mig, men på den anden side – det jeg forsøger med alt det jeg skriver og siger er jo at fortælle, at jeg virkelig er hende fra bunden af bundskruen og står ved det, samtidig med, at man godt kan være i det og på samme tid være noget. Altså man behøver ikke være en total taber, selvom du har det svært,” siger hun, ”og det er væsentligt for mig – at være åben om det. Og jeg mener – i modsætning til en del andre – ikke at man kan være for åben om sådan noget.” BARNDOMMEN VAR ALT FOR FESTLIG Jeanett Veronica Hindbergs mor kunne godt lide festen. Og mændene. I ubestemt flertal. Undtagen Jeanetts far – det holdt ikke i længden – og da han gik, flyttede festen ind. Med årene blev det værre og værre og til sidst drak Jeanetts mor foran købmanden med de andre sutter. Lige der midt i byen, hvor alle skolekammeraterne kunne se det. Og så må man, hvis man er flov over det, og det er man jo, opfinde historier om ens mor og hendes dobbeltgænger, der drikker for meget. Sammen med sutterne foran købmanden. Og så bliver man måske en dag et menneske, der ikke gider være flov mere. Sådan en mor, kvinde og forfatter, der udgiver dagbøger og kalder en pik for en spade. Hvis det er tilfældet.


[JEANETT VERONICA HINDBERG] ”Jeg kan sagtens tale om min mor – og føler ikke nogen skam. Jeg er ligeglad. Jeg har tænkt meget over det… Jeg kender fornemmelsen af, at være den, der er udenfor. Og jeg føler mig altså som en, der er fra bunden af samfundet… Jeg har altid været sådan en slags fattig-Karina, bare med hjerne – altså undskyld… Og det er min opvæksts skyld, ja - men jeg forsøger bare på ikke at være for offeragtig. Det kan ikke være anderledes, jeg var den ældste, så jeg havde – i modsætning til min mindre søskende – ikke nogen…” Det er ikke særligt sjovt – men omvendt fylder humor meget i både Jeanett og hendes bøger. Det er en del af personkarakteristikken – en nødvendighed, når sindet har en tendens til at være tungsindigt, så bliver humoren den formildende omstændighed – en medicin, men ikke en distance til virkeligheden. Måske er det bare fordi Jeanett også ligner sin mormor. Hende, der sammen med Jeanetts morfar gjorde, at livet var til at holde ud. Det var dem, der hentede Jeanett, når hun sov op af en indkøbspose på et værtshus. Hun var elskelig – og en lille smule pinlig, mormoren, på den måde, at hun gladelig delte oplevelser og information om hendes nyeste indkøb af intime silkegevandter med fremmede i bussen. Og måske er det hende, Jeanett ligner. Og i virkeligheden er sandheden jo sjældent mere pinlig, end vi gør den til. Og mest, når vi har vænnet os for meget til løgnen. Jeanetts mor er syg. Hun har drukket for meget og gør det stadig. Og Jeanett passer på hende, i det omfang hun kan. Og når hun skal passe på sin mor, kan hun ikke skrive. Og hun skal skrive, for hun er forfatter. Så hun er der kun i det omfang, hun kan få det til at give mening. Hun ved godt, at hendes mor elsker hende. Og hun elsker sin mor, og selvom hun også optræder i Jeanetts dagbogsudgivelser, så er det ikke med intention om at hænge hende ud. Hun gjorde det så godt hun kunne – det var bare ikke særlig godt. ”Der er ikke nogen der kan påvirke mig som hun kan. Hun har stadig en krog i mig – og jeg har det så svært med, at jeg ikke

kan få sagt fra overfor hende. Hun forventer og har altid forventet, at andre mennesker gør alting for hende. Sådan er det stadig. Og jeg elsker hende jo – så jeg er der for hende, i det omfang jeg magter det.” Der er et stort spænd mellem tilværelsen som tiljublet forfatter - kvinden, der skriver side efter side om den sex, hun ikke får – men burde få. Om udfordringen ved at kampskide med nylakerede negle, stolpeben, vægttab og skyr-baserede skuffelser. Hende, der efterhånden har en åben invitation til at tage plads i parnas-paladset – og så hende, der simpelthen ikke har lyst. Hende der er helt uinteresseret i den verden, hvor det er en dyd at forestille sig. Hun er fan af den filterløse virkelighed – uanset, hvordan den tager sig ud, og hun har ingen intention om at skulle hyldes på den røde løber. Og noget tyder på, at hun er mere fan af virkeligheden, end af julen - i det omfang den er blottet for veldoseret diller og færdigretter. Man kan ikke rigtig undvære nogen af delene, men man bliver nødt til det, og så er det virkelig heldigt, at der findes Netflix og frostæbleskiver. Jeanett Veronica Hindberg har lige udgivet ”Trænger til risalamande (og adventsdiller)” endnu en selvbiografisk fortælling – denne gang om en underskudsramt jul. En af dem, hvor leopard-bh’er, præfabrikeret risalamande og socialfobier drysser ud over dagene på vej mod en jul, der – sådan i øjeblikket – godt kan virke rigeligt brunt og brændt. Det er helt alvorligt meget sjovt. Og det er næsten synd for Jeanett, at hun aldrig læser sine egne bøger, når de er udgivet. Hun står ved dem og ved historierne – men læser dem ikke, af frygt for at opdage fejl. Ærgerligt, for de ville more hende. Måske ville hun opdage alt det, hun – også – er; modig, i stand til at bage snegle, tålmodig nok til at vente på, at Morten Resen indser, at han ikke kan undvære hende – sådan en der har næsten lige lange bryster og udgiver bøger, som andre mennesker køber eller håber på at finde under juletræet.

[ 58 ]


[ET CETERA] MAGAZINE UDKOMMER IGEN DEN 23. JANUAR 2017 Vi taler med LINSE KESSLER, møder ERNST TRILLINGSGAARD, laver en hverdagsret til familien i KOKS KØKKEN, Gordon Kennedy, Farshad Kholghi, Joachim Knop og Mikkel Schrøder Uldal er DEN NØGNE SANDHED og alt det andet, vi ikke har glemt...

”Det var en genuint sober og smukt skrevet artikel. En af de sjældent gennemarbejdede og journalistisk flot forløste. Både tekst og foto hører til det, jeg vil fremhæve som værende udover det sædvanlige - og jeg er stolt af at kunne prale med [et cetera] på min hjemmeside og facebook” Anne Marie Helger Skuespiller

HENT MAGASINET GRATIS HOS MENY OG IMERCO

[ 59 ]


[MARTIN BRYGMANN]

MARTIN BRYGMANN en farbar fortælling MARTIN BRYGMANN ER KOMPONIST, SKUESPILLER OG FAR TIL FEM. HAN ER LIGE OM LIDT AKTUEL I ’FAR TIL FIRE’ – OG PÅ PERMANENT BASIS SOM KUNSTNER OG SOM MENNESKE. HAN ER ABSOLUT IKKE VVS-INSTALLATØR, HAN GÅR SJÆLDENT I TEATRET, SMØRER KEDELIGE MADPAKKER, MEN ER TIL GENGÆLD RET SJOV. OGSÅ UOPFORDRET - OG SELVOM HAN RISIKERER EN HEL DEL VED AT VÆRE DET…

Martin Brygmann befinder sig i Norge. Det har han gjort de sidste tre uger, fordi han er i gang med at indspille den nye Far til fire- film, der har premiere i februar 2017. Han tog rollen – ikke ubeset men derimod baseret på nogle overvejelser, der betyder, at den nye ’Far til Fire’-film adskiller sig en hel del fra de forrige. Ikke som historie, men som fortælling. ”Jeg overvejede det i nogen tid, da jeg fik tilbuddet,” fortæller Martin Brygmann, ”og jeg sagde ja under forudsætning af, at der var ting der skulle ændres i forhold til de forrige film. Dem er der ikke noget særligt i vejen med, men for mig var det væsentligt, at vi skulle noget andet med den her, så jeg kommenterede på manus og fik mulighed for at præge castet og den måde, vi fortæller historien på,” fortæller han, ” og på den baggrund sagde jeg ja.” Det nye er, at kameraet er mindre statisk og dialogerne og interaktionerne mellem skuespillerne foregår som en uforstyrret proces, der optages i hele scener i modsætningen til den mere traditionelle filmtradition, hvor det er mere brudt op i indspilningen og kameraet i øvrigt som oftest er på stativ – og selvom det kan lyde filmteknisk specifikt, vil udfaldet med meget stor sandsynlighed være en mere levende og autentisk fortælling. Vi bemærker, hvordan Per lyser op i oprigtig forventning, når far fortæller, og vi føler os helt overbevist om Søs gode intention, for vi kan se den spejlet i Oles hengivne smil - og vi kan mærke, hvor sjov Onkel Anders i virkeligheden er, for fars oprigtige og hjertelige latter smitter – og kameraet indfanger det hele i det sekund, det sker. For de er der alle sammen – og selvom det er spil for galleriet, så er de tilstede i scenen og det er øjeblikket, de reagerer på. ”Det betyder meget for den færdige film. Traditionelt krydsklipper man mellem nogle replikker, og forskellen er her, at Per står over for Onkel Anders og spejler sig i det, han gør. Kameraet indfanger det øjeblik og dermed skaber vi altså – håber jeg da – en fortællingen, der måske er filmisk mere ”urolig”– men til gengæld mere levende. Og dermed sjovere. Håber jeg da,” siger Martin Brygmann.

[ foto: CLAUS PEUCKERT ]

[ 60 ]


[MARTIN BRYGMANN]

[ 61 ]


INGEN SKÆG – STADIG SJOV

Så de har rystet posen. Alt er nyt. Cast, crew, teknik og form – kun historien om Per og hans familie er på sin vis uforandret. Den, siger Martin Brygmann, handler nemlig om noget, der er både universelt, tidløst og uanfægteligt; solidaritet. Den første Far til Fire film kom i 1953– baseret på en tegneserie omhandlende samme persongalleri, og det er altså 63 år siden, vi første gang blev introduceret til historien om familien, der har for vane at løbe ind i de mest besynderlige og underfundige udfordringer, og altid klarer skærene – ikke på trods, men på grund af hinanden. Og selvom Lille Per – også – har fået andre interesser og stadigt mere legetøj ”made in China”. på hylderne i børneværelset, så ændrer det ikke ved den grundlæggende præmis, der handler om sammenhold og solidaritet med hinanden – her illustreret ved en familie, der uanset tilværelsens benspænd næsten altid ender med at have hinanden og publikum i en varm, hul hånd.

”Det her er Danmarks ældste filmkoncept og det er der noget meget smukt ved,” siger Martin Brygmann. Vi kender familien, vi ved godt, hvem Per og Anders er, og vi har et forhold til bøvlet og til kærligheden. Det betyder bare, at der er mange ting, man ikke behøver fortælle igen - og det betyder slet ikke, at historien er uaktuel – det vil den helt grundlæggende aldrig blive, for den handler om det særlige, der er ved familier; at vi er solidariske med hinanden – og uanset bøvlets omfang, så rækker kærligheden,” siger han. Og det er måske det, den vil os – historien om Per og hans familie; for der er jo noget ved nuet, der godt kan udfordre os på både tid og nærvær – og så kan sådan en historie være en fin påmindelse, som vi sammen kan læne os tilbage i for at få en art vished og forsikring om familiens samhørighed som et ubrydeligt bånd, der uanset iPads, overarbejde og hektisk

[ 62 ]


[MARTIN BRYGMANN]

i det meste, bor familien Brygmann altså ikke i et hurlumhejhus, hvor alt er til grin. Han er en udøvende del af en ”nærmest småborgerlig” familieenhed, med kærligheden som det helt naturlige centrum – og latteren som latent forløsende omstændighed. Præcis som hos de fleste andre. ”Jeg er jo sådan en, der altid jagter grinet – og så alligevel… for jeg er også småborgerligt anlagt, og er til hverdag en nogenlunde ordinær far, der, hvis det rigtige underskud er der, ligefrem kan være en sur en af slagsen,” konstaterer Martin Brygmann. ”Hvis muligheden er der, så benytter jeg mig af lejligheden til at joke, men derudover skynder jeg på børn, finder tandbørster frem og er den, der sørger for, at man er i god tid. På den måde er jeg ikke i symbiose med mit faglige jeg til hverdag,” siger han. Men han har det på rygraden – det der med at være en kærlig, lattermild far – og det er egne erfaringer og noget, der kunne minde om Brygmann selv, vi får lov at se i filmen næste år. For det er sådan, man – han – tager rollen på sig; man investerer sig selv i projektet; ”Det gør jeg. Det gør man altid,” fortæller han. ”Man definerer et menneske med sine egne nuancer – og jeg har fem børn og ved godt hvad kærlighed er. Når jeg bruger det, bliver det ægte – og nu har jeg været væk fra mine egne børn i tre uger, og savner dem, den kærlighed lader jeg flyde over i mine filmbørn, så det kommer indefra.”

hverdag, stadig er et væsentligt værn. Nu og da. Det er en grundlæggende fortælling, der er pakket sjovt ind. Den er underholdende, men neden under det ligger der en historie, der er upåvirket af tiden. Og selvom familien følger med den tid, de lever i og selvom Onkel Anders ikke længere har sit karakteristiske skæg, så er det bare fortælleformen for en historie, der grundlæggende er den samme. FAR TIL FIRE. OG FEM.

Martin Brygman spiller den naive, godtroende, altfavnende og først og fremmest kærlige far, til Mie, Søs, Ole og Per. Og han ved godt, hvordan det føles at elske et barn. Han kender bøvlet og kærligheden, for han er – ud over fiktionens far til fire – selv far til fem. Han er sådan en, der skynder på børnene mandag morgen, smører aldeles ordinære madpakker og vrisser, når det er påkrævet. Så selvom han kan se det sjove

Når han ikke er ”fungerende far” enten her eller der, er han så meget andet, Martin Brygmann. Han er komponist, og har skrevet musik til utallige produktioner, musicals, tv og shows. Han er den mest spillede kunstner i dansk radio de sidste 15 år, og der findes næppe en nulevende dansker, der ikke kan refrænet til ’Jeg vil i seng med de fleste’. I 1998 bragede han igennem med satiregruppen Lex & Klatten i selskab med Paprika Steen, Hella Joof og Peter Frödin, i mellemtiden og herefter har han – blandt andet – lavet tv, julekalender og teater, og i 2011 turnerede han med onemanshowet ’De fleste ulykker sker med lemmet’ – til stor fornøjelse for størstedelen af Danmarks befolkning. Han har spillet på Roskilde Festival, Lord Faquaad og trommer for Lars H.U.G - og på en måde er det derfor, han ikke er VVSinstallatør, men det er også fordi, han en dag, da han kom gående ind over Kultorvet som pædagogisk bagstopper i en slange af børn, fik den tanke, at der skulle han ikke gå resten af livet. Og så valgte han fremadrettet en helt anden. Inden dag havde han tilbragt et år på en erhvervsskole, hvor hensigten var at blive VVS-installatør, for selvom han egentlig meget hellere ville spille trommer, så stod det – dengang – ret klart, at det kunne man ikke leve af;

[ 63 ]


[MARTIN BRYGMANN]

”Jeg havde en idé om, at jeg skulle være håndværker. Det har jeg to brødre, der er – og det virkede solidt og rigtigt. Men det skulle jeg så ikke! Jeg er ved Gud ikke VVS-installatør – og det fandt jeg ud af,” fortæller Martin Brygmann, ”og det er det fine ved det; man skal sommetider gøre de forkerte ting, så man kan vide, hvad der er det rigtige.” Det rigtige for Martin Brygmann var i første omgang af defilere ud i verden med en drøm han holdt i ave og viljen til at gøre endnu et forsøg. I en vuggestue og i en børnehave. Og så tage et valg om at tage en chance, for i virkeligheden ville han jo allerhelst spille musik, så det gjorde han. Han besluttede sig for at lære noder og tog derfor timer hos en trommelærer. Han brugte tre år, på at lære noder – og fandt ud af, at det kunne han ikke, men til gengæld havde han en eminent teknik, og den slags rækker mindst ligeså langt – så han fik jobs med forskellige band, og siden hen en kone – dramatikeren Line Knutzon – der i 1989 blev gravid med deres første barn, og så blev tilværelsen som dedikeret, men småt feteret – og lønnet – trommeslager igen for usikker. Så en søndag aften besluttede han sig for at skifte branche, og mandag morgen da han vågnede var det som selverklæret skuespiller; ”Da Line ventede barn følte jeg, at jeg måtte ændre på nogle ting, og derfor besluttede jeg mig simpelthen for, at jeg skulle være skuespiller. Den sikre branche…”griner Martin Brygmann. ”Og selvom min titel ændrede sig fra en søndag til en mandag, og det egentlig viste sig, at gå meget godt, så er det jo ikke helt så let, som det lyder – men det var jo ikke en [ 64 ]


[MARTIN BRYGMANN]

idé, jeg greb ud af det blå; jeg havde jo en fornemmelse af, at det var noget jeg kunne. At jeg havde noget at byde på i den retning, og så tror jeg på, at man engang imellem må være risikovillig for drømmen. Så skal man tage chancen og gå ud i verden med oprejst pande og al sit mod, og så skal man tro på det, eller kan man ikke lykkes med noget,” siger han. LATTER LIG LYKKE

Martin Brygmann lykkedes. Han er mangfoldig, har skabertrang og er drevet af latteren – næsten udelukkende og uanset. For ham har kulturen ikke nødvendigvis noget opdragende element, og gøgleren, det fine, ædle og noble menneske med bjælder i hatten og foretræde for kongen har for længst bevist sit værd som en til tider grufuld histories formildende og helt nødvendige omstændighed. På den måde kan man godt være forpligtet af sit talent – og hvis man kan få folk til at grine, så bør man måske gøre det… ”Jeg har ingen bagtanker med de ting, jeg skaber, men jeg har en næsten sygelig trang til at få folk til at grine – uanset konsekvenserne,” fortæller Martin Brygmann, ”og jeg er af den overbevisning, at hvis man kan, så skal man gøre det – også med risiko for, at det engang imellem mislykkedes. Og jeg kan da godt nogle gange se mig selv udefra og tænke ”slap nu af”, når jeg sidder og spiser sammen med nogle mennesker og hele tiden jagter det der grin – og mislykkedes med det. Så sidder jeg der, midt i den sociale katastrofe hvor jeg sagde noget HELT forkert og INGEN grinede, men så lærte jeg det – og kan så fremadrettet bruge det som en drivkraft; [ 65 ]


[MARTIN BRYGMANN] at være så sjov, at jeg undgår den situation,” konstaterer han – og påpeger, at der ikke behøver være nogen opdragende effekt ved kultur. At det er en del af den nødvendige balance, der må være i en verden, hvor der nogenlunde er status quo på omfanget af ulykker og katastrofer – og derfor altid har været et behov for det forløsende grin. En pause og en mulighed for at slippe ”den virkelige verden” i et nødvendigt øjeblik. Martin Brygmann har selv masser af grine af – men det er sjældent scenekunst, film eller anden underholdning. Han elsker musik, men lytter meget sjældent til det, når han ikke behøver – og på den måde er han måske – også – lidt atypisk i en branche, hvor man til dels er, hvad man ser. Når han har fri holder han af sin familie, stilhed og sportspræstationer udøvet af alle andre end ham selv. Han følger med stor interesse og med mellemrum tilbageholdt åndedræt sportsfolkenes præstationer, og hylder det enkle og facitorienterede aspekt; ”Jeg vil citere den gode Jesper Klein og sige; ”Teater er ikke noget man ser, det er noget man laver”. Det udsagn er meget sigende for mig. Jeg vil hellere se sport, og det er jeg til gengæld temmelig passioneret omkring. Det med, at der er klare regler og en taber og en vinder. Der kan jeg lade hjernen slippe og nyde det enkle. Det kan der så gro nye idéer ud af. Jeg er slet ikke den store kulturforbruger privat. Jeg ser ikke tv-serier og hvis nogen tænder for musikken, så slukker jeg for den, så snart jeg har mulighed for det,” fortæller Martin Brygmann. Det gør han fordi, han ikke kan lade være med virkelig at lytte til musikken. Fordi han undrer sig over en bestemt overgang

eller finder et lag, han synes, der mangler. Han går heller ikke ind og ser kollegaerne spille teater, for han laver det selv – og det er nok, så han går i stedet for hjem og er far for Ludvig, Frida, Cornelia, Sørine og Douglas og ægtemand til Marianne. Han er helst fri for kultur, fordi det er den måde, han bevarer appetitten på. Det er det, der er hans drivkraft til at længes efter at være en del den udøvende flok, der underholder os andre. På samme måde er det med hans ubesværede skifte mellem de forskellige kunstarter; han komponerer i en uendelighed – nørder, dyrker toner og tekst, og så afleverer han et færdigt produkt ude i verden og vender ryggen til det. Så længes han efter dialogen, spillet eller den slags lemfældige ulykker, hvis underholdningsværdi er stor – og så kaster han sig over det. ”De der skift er en forudsætning for mig. Jeg er helt afhængig af at lave forskellige ting, fordi de gør mig sultne på noget andet. Jeg ville simpelthen være dårlig til det ene, hvis ikke jeg lavede det andet,” fortæller han, ”det gør mig simpelthen til en bedre skuespiller, at jeg har brugt tid på musikken,” konstaterer han. Lige nu skifter han mellem genrerne. Martin Brygmann skriver mellem optagelserne på en titelsang til ’Far til Fire’-filmen – og så arbejder han på et soloalbum, der indtil videre har været år undervejs. Et seriøst, ikke satirisk og engelsksproget album, der bevæger sig langsomt frem mod en mulig release i april næste år. Inden da debuterer han som fiktionens far til fire og længes med passende mellemrum hjem til tilværelsen som far til fem.

[ 66 ]


V I N T E R F E R I E N [ 67 ] #fartilfirefilm

www.facebook.com/fartilfirefilm

2017 tak til


[ 68 ]


[SIGURD BARRETT]

SIGURD BARRETT – og næsten hele historien… SIGURD BARRETT FORTÆLLER DANMARKSHISTORIE – MEST FOR BØRN, MEN OGSÅ FOR DERES VOKSNE. 128.000 ÅRS HISTORIE PÅ 40 KAPITLER. TO TYKKE BØGER, ET BRÆTSPIL OG ET COMPUTERSPIL ER BLANDT VIRKEMIDLERNE, NÅR BØRNENE SKAL LÆRE OM ALT FRA ISTIDEN TIL GRUNDTVIG. HISTORIEN ER VORES FÆLLES ARV - OG HISTORIEN FINDER STED LIGE NU...

Sigurd Barrett - det er ham med Bjørnen Bjørn - men det er også ham med en kandidatgrad i musikvidenskab, en fortid som jazzmusiker i Trio de Janeiro, fem børn og en erklæret ambition om at formidle musik og historier til børn, på en måde, der ikke degraderer deres forestillingsevne. Det er ham, der har modtaget Rosenkjærprisen i anerkendelse af hans evne til at formidle musik og musikhistorie på en måde, så det bliver tilgængeligt for et bredt publikum og lige nu er han aktuel med Sigurds Danmarkshistorie, et projekt, hvis historie går mere end seks år tilbage i tiden, og over årene har bredt ud til en vidt forgrenet formidlingsproces, der opererer på stort set alle tilgængelige platforme. Søren Sigurd Barrett er født i 1967 og voksede op som ønskebarn i Jylland hos et lærerpar, der adopterede ham, da han var 7 måneder gammel. Hans adoptivfar var musiklærer, og han kommer således fra et hjem med klaver. Og han befandt sig godt der, både ved klaveret og i familien, hvor der var masser af kærlighed og plads til at udfolde det, der siden hen skulle vise sig at være et talent, der rakte - så rigeligt - til en levevej. Men vejen var snørklet og aldrig givet - Sigurd Barrett har spillet både jazz, diskomusik og ernæret sig som sølvbryllupsorganist. Han har undervist på højskoler, instrueret musicals og rejst rundt i verden med sit band, der spillede latinamerikansk jazz. Og så har han tvivlet et utal af gange – aldrig på lysten og sjældent på evnen, men på, om det virkelig kunne lykkes, det med at ernære sig som musiker og entertainer:

”Det har fandeme været en lang proces, at gøre musikken og formidlingen til min levevej – og jeg har virkelig tvivlet på, om det overhovedet lod sig gøre,” fortæller Sigurd Barrett. ”Jeg har ofte tænkt, at det gjorde det nok ikke, og det er virkelig kommet ad omveje. Jeg har prøvet at bryde igennem som popmusiker – erkendt, at det er mislykkedes og endt med at skylde en masse penge væk. Dem har jeg så måttet tjene ind igen som nisse på forskellige ladvogne og på værtshuse i Skjern, hvor jeg har spillet til klokken halv fire om natten, imens gæsterne sad og kastede stearinlys efter mig, fordi de synes jeg var åndssvag og ikke kunne den rigtige sang med Kim Larsen. Jeg har virkelig været hele turen igennem” smiler han. Uanset har en stædig skabertrang forfulgt ham som en formildende omstændighed, der betyder, at han til stadighed måtte gøre et nyt forsøg. Og som nybagt far i 1994 ulmede drømmen om at lave tv og musik for børn i pianisten og forfatteren – gudskelov – for en hjemmeproduceret demo, der blev lavet hjemme i stuen og sendt ind til Danmarks Radio blev til Sigurds Bjørnetime og utallige udsendelser på DR, der så potentialet i Barretts evne til at formidle i – reel – børnehøjde; ”Jeg kunne godt mærke, at det her med at formidle til børn passede mig godt. Det er noget særligt, og det er sjovt – men jeg kunne også hurtigt mærke, at man meget nemt, kan bringe nogle vægtige ting i spil, og gøre børne-tv til andet og mere end fortællinger om katte og heste. Du kan godt have en ambition om at ville give børnene mere end underholdning med på vejen, ” fastslår han.


[SIGURD BARRETT]

SYMFONIER, BIBLEN OG DE NORDISKE GUDER

Så han gav dem mere end underholdning – og således blev oboen, bratschen, Bach og Beethoven til en del af danske børns bevidsthed, da Sigurd Barrett etablerede ’Sigurd og Symfoniorkesteret’ – et projekt der, i modsætningen til, hvad man måske umiddelbart skulle tro, tryllebandt børn og åbenbarede en verden af klassisk musik for en aldersgruppe, der ellers ikke er flittigt repræsenteret, når der er symfoniske koncerter. Efter den succes fulgte ’Sigurd fortæller bibelhistorier’ – 24 kapitler der fortolker og formidler nogle af bibelens væsentligste fortællinger i børnehøjde, og så var det de nordiske guder og de græske ditto. Børn lytter, når Sigurd fortæller – og med 160.000 solgte eksemplarer af bibelhistorierne, er det ikke så få børn, der har fået Sigurd Barretts udgave af skabelsesberetningen hvisket i øret ved sengetid.

”For mig handler de projekter om at gå ud, hvor isen er tynd. Jeg kunne godt have spillet orgel eller undervist i musik på et gymnasium hele mit liv, men jeg har en trang til at prøve ting af, der kan synes svære. Svendestykket må være ’Sigurd og Symfoniorkesteret’. Det projekt var på papiret så stor en udfordring i kraft af, at musikken er abstrakt, musikerne har sort tøj på og ser – med et barns øjne - ikke koncentrerede, men sure ud, musikken varer i en evighed og der følger ikke nogen historie med, med mindre børnene selv er i stand til at skabe den. Det synes jeg, var en fin faglig udfordring; at se, om jeg kunne nå ind i børnenes hjerter med,” fortæller han. Det kunne han. Og det kan han. Og nu er hans nye projekt; Sigurd fortæller Danmarkshistorie en realitet. 128.000 årshistorie, fortalt og formidlet i 40 kapitler som en iskold beretning om neandertalermennesket, Grauballemanden, der

[ 70 ]


[SIGURD BARRETT]

måtte ofre sig for fællesskabet – og Gud ved, hvilke stensikre beviser, Blåtand måtte have sat til eftertiden. Måske kom Dannebrog som sendt fra himmelen og Gutenberg havde ordet noget så eftertrykkeligt i sin magt; på en måde kan historien virke som Luther lykke, men så er der den stygge sag om den fedtede greve og en værre Griis, der endte hovedløst – og måske må man forstå, at den, der vil bestemme alt, kan være vældig ene. Således er historien både teatralsk, morsom og oplysende. Der er og var et yndigt land – og det levende ord får agt som det har magt – akkurat som en særlig kvinde med mandsmod, der danner præcedens for nutidens kvindeforståelse. Andelsbevægelsen var rørende. Nye ideer får luft under vingerne – der var en gang – siden hen et slot og det er der endnu, på samme måde som Ankers ånd og de grænser, vi er ude for at afsøge. Måske netværker det i tidsånden og fremtiden kan med rette synes uvis.

De 40 kapitler er et bud på Danmarks væsenligste historie. De er fortalt med både klassiske og uventede greb og de Barrett’ske dialoger gør konger, politikere og jernalderfolket levende og forståelsen attråværdig. Projektet har været seks år undervejs, og udgangspunktet er undervisningsministeriets historiekanon, der i 29 punkter har samlet de begivenheder, man statsligt mener, enhver folkeskoleelev bør have begreb om. Sigurd Barrett har føjet 11 til, og slutproduktet er et to binds bogværk, en dobbelt cd, en dobbelt LP, et brætspil, en sangbog, et korhæfte, en række musikvideoer, en tv-serie samt undervisningsmateriale bestående af en elevbog, en lærervejledning, et digitalt spil samt en aktivitetsbog. Herudover rummer projektet et iPad spil og 40 film med udgangspunkt i bogens kapitler, der – ligesom iPadspillet – bliver gratis tilgængelig via websitet.

[ illustrationer: JEANNET BRANDST ]

[ 71 ]


[SIGURD BARRETT]

[ illustration: JEANNET BRANDST ]

[ 72 ]


[SIGURD BARRETT]

”Danmarkshistorien er så vedkommende – og jeg har virkelig gjort mig umage med formidlingen – og i øvrigt også kildekritikken. Jeg har et begreb, der hedder ’stopord’ – altså ord, der får børn til at gå i stå i fortællingen, fordi, de ikke ved, hvad de betyder. Dem sikrer jeg mig, at der ikke er for mange af, så når jeg skal formidle historien om Kanslergadeforliget, så sorterer jeg ord som flertalsbeslutning og doktrin fra – jeg omformulerer, så børnene kan blive i fortællingen og forståelsen,” fortæller Sigurd Barrett. ”Jeg har en ambition om, at man efter hvert kapitel skal være blevet klogere. Man skal have forstået stoffet, og derfor bruger jeg også dialogen i mine kapitler. Jeg lader neandertalerne samtale og prøver at gøre det sjovt og levende på den måde. Sproget skal selvfølgelig være både smukt og poetisk, men det må ikke være målet i sig selv – det skal være midlet.” Det lyder godt – altså virkelig godt, og symbiosen mellem de 42 sange og historierne er fint fuldendt. Svend, Knud og Valdemar – de ville virkelig noget, det kan man høre i den taktfaste rytme, der slår tonen an – og længslen efter virkelig at mærke verden bliver allestedsnærværende i hyldesthymnen til guldaleren ”Nu er det jeg-tid og du-tid, det har jeg lige bestemt. Nu skal vi leve, så nuet bliver så smukt, at det aldrig bliver glemt”. INGEN OFFENTLIG STØTTE! På den måde får danmarkshistorien sin egen lyd, og spejlingen mellem tidsperioden, fortællingen og de instrumentale greb, klæder gensidigt sange og historier. Sangene supplerer bogens kapitler – og det fondsfinansierede iPad spil, der er frit tilgængeligt på www.sigurdsdanmarkshistorie.dk, er endnu en brik i den samlede formidling af historien, ligesom brætspillet og undervisningsmaterialet er det.

Projektet er gennemført uden offentlig støtte, på trods af historierne om det modsatte. ”Jeg ønsker ikke at bruge danskernes skattekroner på det her – og det har jeg heller ikke gjort. Jeg ville dog meget gerne have den digitale dimension med – og et Ipad spil koster altså flere millioner at udvikle, det kunne og ville jeg ikke selv binde an med, og derfor er den del fondsfinansieret. Af samme grund er spillet frit tilgængeligt så alle helt gratis kan downloade det via websitet. Ingen tjener eller har tjent penge på den del,” siger Sigurd Barrett. Og måske kan Grundtvigs kongstanke i første omgang synes en anelse fjern for en 5-årig, for hvem istiden primært er fløde-forbundet i bedste fald sagnomspundet, men når Sigurd Barrett tager folkeoplysningen bogstaveligt og giver Grundvig nye – mega-seje – ord med på vejen, så kan vi læne os tilbage i dem. Og børn er de nærmeste voksne. Det er deres tur lige om lidt – og i en global virkelighed, hvor ingenmandsland potentielt er allemandseje, bliver vores fælles historie et væsentligt ståsted i forståelsen af, hvem vi er. Vi er dem, hvis ”historie fortsætter hos os selv. Dem, der skaber historien fra nu af”. ”Historien er det, vi har til fælles, og børn på fem år bliver voksne og tager over en dag, ” siger Sigurd Barrett. ”Og skal de vide, hvad en munk er? Ja, det skal fandeme. For det er det, vi står på skuldrene af. Vi står på skuldrene af Grundtvigs levende ord, andelsbevægelsens ide om fællesskab, oplysningstidens rationale og Holberg, der var med til at bane vejen for, at vi i dag – mere end 200 år senere – kan ytre os og lave sjov med magthaverne, på en måde, der bringer os i øjenhøjde med det demokrati, der ikke er nogen selvfølge ude i verden.”

[ 73 ]


[SIGURD BARRETT]

HISTORIEN FINDER STED LIGE NU

Historien er vores arv. Den tradition, vi er skabt af. Vi ved, at vi kan genetablere et land, der har været ramt af krig. Vi forstår, hvordan hele verden forandrede sig en november-dag i ’89 og det giver mening, at tale om en nutidig debat i Grundtvigs ånd – den der taler for dannelse og duelighed som en folkeret og pligt og minder os om, at ”solen står med bonden op”. Danmark er vores – vi deler lyset, også med de lærde, men oplyst bedst er dem, der er mest på færde. Det er det, der er vores fremtid – og selvom lige akkurat fremtiden er en historie, vi ikke kender, så gælder det, at vi skaber den på et øjeblik og at den varer en evighed. ”Mit dogme er, at historie ikke er noget, der var engang. Det er noget, der finder sted lige nu. Det må ikke være en gabende kedelig historie om noget, man ikke forstår – min intention er, at få fortalt børn, at historien er levende og foregår lige nu. At den har meget med både dig og mig at gøre, og at vi i øvrigt selv er med til at skabe den.” Sigurd Barrett har samarbejdet med historikere om projektet. Al materiale er kildekritisk gennemgået og han har gjort en stor, møjsommelig og ihærdig indsats, for at kunne videre-

formidle den historie, der bedst kan verificeres. Han etablerer fortællingen som en myte, når det er det, vi tror, den er – og gør læseren opmærksom på den historiske usikkerhed, der er en del af præmissen for en del historisk formidling. ”Jeg har brugt alle mine evner til det her, og jeg har gjort mig virkelig, virkelig umage. Jeg er pavestolt over projektet – og føler, at jeg kan blive 50 år med god samvittighed. Tænk, at man har fået lov til, at overlevere nogen, deres egen historie. Og til børn, der i mine øjne er det vigtigste segment. Fremtidens voksne.” Sigurd Barrett har brugt nogle år på at lære at være stolt af sit arbejde. Det har taget tid i forhold til selvforståelsen og den faglige stolthed, at hvile i det faktum, at hans talent er dedikeret børnene. Han var kun fem år første gang nogen tog et billede af ham siddende ved et klaver – omgivet af båthorn og bamser. Han sidder der stadig – som selverklæret formidler af Guds nåde, overbevist om, at livet ikke er deterministisk eller givet – du har et valg, men i virkeligheden afhænger historien også af de vinde, der blæser. Og med lyden og legen taget i ed, som et grundlæggende vilkår for den gode fortælling, må resten være det, vi kalder historie…

[ 74 ]


[KLUMME - SEBASTIAN DORSET]

JANTELOV! EGENTLIG VILLE JEG STARTE MED EN EFTERLYSNING, FOR DET ER SGU LÆNGE SIDEN, JEG ER STØDT PÅ DEN, JANTELOVEN. FINDES DEN OVERHOVEDET, ELLER ER DEN BLEVET VÆK? DEN BLIVER NÆVNT AF OG TIL, SOM ET NÆRMEST FYSISK FAKTUM, PÅ LINIE MED OHMS LOV ELLER TYNGDELOVEN, MEN NÅR DE, DER TALER OM DEN, VIL UDPEGE DEN, SÅ ER DEN TIT NOGET HELT ANDET I FORKLÆDNING.

Det er jo aldrig übercoole personer, der råber ”jantelov”. Den slags må man ikke skrive og knap nok antyde, men når en dansker påberåber sig janteloven, så tænker jeg ofte at der nok er gode grunde til at mange ikke bryder sig om vedkommende. Rent teoretisk kan folk jo godt på samme tid være stakkels jantelovsofre OG en lille smule irriterende… Jeg ved bare at ingen af mine store helte har påberåbt sig janteloven. Gode venner har, og med rette: Ridser i lakken på pæne biler, sure mails, bevidste løgnehistorier. Men er det jantelov? Med andre ord: Er det et kært, dansk monopol eller bare et tegn på at der er mugne kæmpetabere jorden rundt? Ifølge forfatteren handler det om at der på Mors er opstået en særlig folkestemning, som vil holde genier og enere nede. Det påstår Aksel Sandemose i ”En flygtning krydser sit spor”, som er jantelovens grundbog. Men måske handler det om at der altid findes en forurettet gruppe af underprivilegerede, hvis primære reaktion er at føle sig snydt? Eller måske handler det om at Aksel Sandemose, der ”opfandt” janteloven bare var en pisseirriterende type?! Jeg har et bud. Måske ikke et overraskende bud, men dog et bud: Jeg kender INGEN der bebrejder andre mennesker deres succes. Jeg kender dog mange, inklusiv mig selv, der godt gad have den succes selv. Men der er en kæmpe forskel! De, der spreder dårligt stemning, mistro og bogstavelige ridser i lakken er folk, der ikke selv har en mulighed for at opnå succesen. Bom – der dræbte jeg lige janteloven! Det er ikke jalousi, men frustration, der gør folk idiotiske. Er man låst i sit eget liv, er andres succes en plage. Er man glad, er den en inspiration. Jeg har aldrig været så glad for at sidde i en bil, som når jeg nu kører Familie-Mazda 5 med alle papbørnene bagi. Jeg har ejet to Jaguarer, men hver gang, jeg vover at kommentere på trafik, så er den første påstand at jeg er jaloux på andre menneskers biler. Min kæreste er muligvis verdens smukkeste kvinde, men hvis jeg nævner ”unge kærester”, så tror alle at jeg ’nok er jaloux’! Seriøst? Skulle jeg blive intimideret? Har du lyst til at beskrive mig som ”en mand, der sidder henslængt og ikke fatter verden som den udvikler sig!” Jeg må ind at poke dig på en hjemmeside! Jeg vil kalde det ”Jantelov”!!! Næh, vent…. [ 75 ]


[SUS & SIMON]

SUS & SIMON [ fotos: JONATHAN SØE & JAN H PEDERSEN ]

[ 76 ]


[SUS & SIMON]

DEN 29. OKTOBER OMKRING KLOKKEN 16.00 LANDEDE ET PRIVATFLY I AALBORG LUFTHAVN. DET ER PAUL SIMONS FLY, OG FIRE TIMER SENERE STÅR HAN PÅ SCENEN I GIGANTIUM MED SIT NI MAND STORE ORKESTER FORAN NÆSTEN 7000 MENNESKER. HAN LYDER VELFORBEREDT – VELOPLAGT – OG SALEN KVITTERER FOR INDSATSEN. INGEN HÆFTER SIG LÆNGERE VED DET, DER GIK FORUD. PRODUKTIONSMØDERNE, LOGISTIKKEN, EFTERÅRSKULDEN ELLER DE 100 PLADSER, DER FORSVANDT KORT FØR SHOWTIME. SELV DEN TRAVLE PRESSECHEF LYTTER NU.

[ 77 ]


[SUS & SIMON]

Han repræsenterer et repertoire af sange om livet og døden – alt det ind i mellem og i meget mere end én forstand; hjerte rimer langt fra altid på smerte i Paul Simons musikalske univers, der både poppet og poetisk fremlægger civilisationen i næsten alle menneskeligt mulige afskygninger. Og så står han for et musikalsk overskud, som selv Thomas Treo, Ekstra Bladets anmelder – der ellers ikke er sådan at imponere, efterfølgende må bifalde med sjældne 5 ud af 6 stjerner. Og det giver mening. Koncerten er flot, næsten poetisk smuk – uagtet at vi befinder os midt i et koldt dansk efterår i en betonhal hvor et set-up, der hverken indebærer storskærme, konfettikanoner eller spektakulære scenografier ellers godt kunne være udfordret af omgivelserne. Det er ikke tilfældet. Lyden er knivskarp og det betyder, at vi ikke behøver se det ske i meterhøje millioner af pixels. Vi kan høre, hvad han i virkeligheden mener – og sanserne skærpes, når vi ikke skal fokusere på andet end den lyd, der giver plads til hver enkelt musiker og hans instrument. Til intonationen og intentionen. Vi kan høre, når Paul Simon bliver tør i munden – så fin er lyden, og mest er han klar i mælet. Og alle sidder, i modsætningen til hvad man kunne frygte et par timer tidligere, godt. Der er god plads i hallen – køerne er lange, men ikke uoverkommelige og den sitrende forventning hos publikum, der forløses næsten til tiden, er kun klædelig. Det ser fredeligt ud – næsten ukompliceret, men det er trods alt ikke kun tilfældet, fortæller pressechef, Susanne Kabel, fra Aalborg Kongres & Kultur Center, der sammen med Skråen i Nordkraft, er arrangør af koncerten. Hun ankommer til Gigantium lidt over klokken 12 d. 29 oktober – og det er ikke første gang, hun er her i den her uge. Men hun plejer ikke at have en spade under armen og det har hun nu, fordi hun håber på, at det er muligt at overtale verdensstjernen til at plante sit eget træ i Aalborg Kongres & Kultur Centers park ’De Syngende Træer’, hvor kulturinstitutionen siden 1987 fået internationale kunstnere til at plante et træ – eller har fået tilladelse til at plante et i deres navn. Her har navne som Plácido Domingo, Cliff Richard, Leonard Cohen og Beyoncé – blandt 85 andre - plantet et træ, og i 2012 har man så efterfølgende sat kunstnerens musik til hvert træ, så besøgende i parken kan afspille kunstneren – og selvom Paul Simon via sit management forud for koncerten har afslået, er der ingen, der har glemt den aften, efter Stevie Wonder koncerten, hvor han pludselig sagde ja – og en træplantningsseance pludselig skulle stables på benene klokken 01.00 om natten. Så hun møder velforberedt. [ 78 ]


[SUS & SIMON]

Susanne Kabel er pressechef i Aalborg Kongres & Kultur Center. Det har hun snart været i 10 år, og det er således ikke første gang, hun er med til at arrangere koncerter og arrangementer med store verdensstjerner. Aalborg Kongres & Kultur Center er Nordjyllands største kulturinstitution – og for stedets direktør, Ernst Trillingsgaard, har det altid været en ambition, at være ambitiøs. Han ønsker at sætte verdensnavne på plakaten og Aalborg Kongres & Kultur Center på land- og verdenskortet. Også selvom det ikke altid kan betale sig – men den gamle arbejderby, der med tiden har skiftet fokus og er blevet til en selverklæret videns- og kulturby, har erhvervslivets opbakning, og således er det en række af sponsorer, der er med til at finansiere de store arrangementer med så omkostningstung en produktion, at antallet af billetter – og de priser de udbydes til – langt fra altid kan finansiere forestillingen. Det er flere måneder siden, hun sendte den første pressemeddelelse ud. Og forud for det, har Aalborg Kongres & Kultur Centers kulturafdeling budt ind på koncerten på lige fod med andre danske kulturinstitutioner, der ønskede at være det danske stop på Paul Simons Europaturne. De fik den. Og så startede en proces, hvor koncerten skulle annonceres i de danske medier – i et tæt samarbejde med Live Nation, Paul Simons danske management, der på hans vegne har en holdning til mere, end man skulle forestille sig; ”Der er mange ting at tage hensyn til i den proces,” fortæller Susanne Kabel, ”og i den her sammenhæng oplevede vi, at Paul Simons management havde en ide om hvordan formidlingen af koncerten og oplevelsen skulle finde sted. Vi havde egentlig lavet en pressemeddelelse, hvor vi gjorde lidt ud af at fortælle noget baggrund på ham som kunstner – men den bad de os om at ændre, og så gør vi selvfølgelig det. De ønskede, at kommunikationen på den her turne skulle være meget strømlinet og ensartet på hele turnéen, og så retter vi selvfølgelig ind efter det,” siger hun. Det samme gør sig gældende, når de fire lastbiler med udstyr og Paul Simons crew ankommer til Gigantium og en hal, hvor 6500 stole er sat op efter nogle udregninger og plantegninger, som arrangørerne i et samarbejde har fået udarbejdet. Og når en så prikker en anden på skulderen og siger, at der hvor mikserpulten står, omgivet af stole i snorelige, nøje ud[ 79 ]


[SUS & SIMON] regnede rækker – der kan den altså ikke stå. Så flytter man den og de 100 stole, der så ikke længere er plads til. Pressechefen, Susanne, orienteres – og Skraaen, der har ansvar for arrangementets praktik, arbejder hurtigt for at læse problemet. Der er ikke mange timer til koncerten skal starte, da det går op for Susanne Kabel, at Paul Simons lydfolk har bedt om at få flyttet rundt på opsætningen, så de kan skabe den optimale lyd til koncertgæsterne, men det er en del af hendes job – at være i stand til at reagere hurtigt og kreativt – også omkring kommunikation udadtil, når noget uventet sker; ”Det er klart, at det godt kan virke lidt uoverskueligt, når vi pludselig står og skal flytte rundt på 100 gæster, der har købt en billet til en bestemt plads, men det er noget der bare skal løses – og vi begynder ikke at diskutere med Paul Simons crew. Vi siger ja – og så flytter vi de stole. Skråen, der står for den praktiske del af arrangementet begynder at regne ud, hvor vi så kan placere dem – og vi får fat i nogle folk, der er uddannet til at tale med vrede mennesker, så vi kan få overbragt de der folk, der skal flyttes nyheden på den mest optimale måde, siger hun, ” og faktisk endte det med, at et del af dem blev flyttet mere frem i salen – og alle fik at vide, da de kom til koncerten, at hvis de efterfølgende følte, at de havde haft en dårlig oplevelse, så skulle de bare kontakte os i dagene efter, og så ville vi også finde en løsning på det. Det er der kun et par få mennesker, der har gjort, så det endte jo godt.” Det gjorde alting; endte godt. Koncerten med Paul Simon i Gigantium var en velafviklet succes. Et ni mand stort orkester og et repertoire, der har stået sin prøve over tid og på alverdens kontinenter. Syv ekstra numre og en koncert der i alt varede mere end to timer – leverede han, Paul Simon, som en del af den Europaturné, der meget vel kan være hans sidste. Paul Simon er 75 år gammel – og har været udøvende musiker i mere end 50 år. Fra 1964 til 1970 i duoen ’Simon & Garfunkel’, der udødeliggjorde Mrs Robinson og satte sig i erindringen hos det meste af verden, som et vedvarende lydspor til flere årtier. Simon & Garfunkel brillerede side om side med Dylan, Beatles og Janis Joplin – og uden at vide, skrev de sig dengang langt ud over og ind i det næste århundrede. Vi lytter endnu – også til Paul Simons soloprojekter, hvoraf nummer 13 udkom i sommer. Paul Simon er af New York Times i juni i år citeret for at sige, at hans musikalske åbenbaringer er ved at være nået til deres afslutning. ” “Showbiz doesn’t hold any interest for me,” Mr. Simon said. “None.” Og selvom man kan håbe, at han ændrer mening, kan man i alt fald til en start glæde sig over, at Danmark var en del af den her turne.

”Jeg har efterhånden oplevet mange verdensstjerner, og selvom det næsten altid er veludført og på den måde en oplevelse, så sker der jo sommetider noget særligt. At musikken og oplevelsen får fat på en særlig måde. Det synes jeg, den her koncert gjorde, ” siger hun. ”Jeg er jo på arbejde under koncerten – det er min opgave, at journalister og fotografer har de rigtige arbejdsbetingelser, og det er mit primære fokus,” siger hun, ”men når jeg så oplever, at det fungerer som det skal, så oplever jeg jo også koncerten. Går rundt i salen for at få en fornemmelse af publikum og deres oplevelse – for at høre, hvordan lyden fungerer og den slags – og så ender det jo sommetider med, som det gjorde denne gang, at jeg selv bliver så grebet, at jeg bare er til stede og nyder oplevelsen.” Både anmeldere og publikum nød den med hende. En verdensstjerne som Paul Simon tiltrækker et større anmelderkorps, og for det trænede øre og den erfarne musikjournalist, skal der sommetider en hel del til at imponere. Paul Simon eksempelvis. ”Jeg kunne godt mærke på anmelderne den her gang, at det var en koncert, der bekom dem vel, ” siger Susanne Kabel. ”Jeg spørger aldrig – for de skal jo have lov til at komme hjem og fordøje oplevelsen – også selvom jeg er virkelig nysgerrig efter at høre, hvad de synes – men jeg fornemmede allerede derude, at de havde haft en god oplevelse med det. Og det var en fin, fælles oplevelse, som 7000 mennesker delte den aften. En af dem, der bliver til et minde, man deler med andre siden hen. Det er det, kultur kan; vi samles om at mærke, lytte, se og opleve. Kultur er identitetsskabende, siger pressechefen, og kigger op fra blokken, jobbets femoghalvtredsenstyvende, der, ligesom de forgående fire og halvtreds, er fyldt med notater om verdensstjerner, store danske performere, kontaktinformationer på den danske pressestab og notater omkring alt det, man aldrig må eller kan glemme. ”Det her er mit job – men det er også oplevelser, der virkelig gør en forskel. Da jeg kom hjem fra den her koncert, sad jeg i min helt mørke stue og kiggede ud på nattehimmelen et øjeblik. Jeg sad bare og glædede mig over, at det her lader sig gøre. At så mange mennesker kan dele en så stor oplevelse. Det er en væsentlig ting i et samfund,” konstaterer hun. De andre kalder hende Sus. Måske fordi det går hurtigere – og de har tit travlt. Det er en del af jobbeskrivelsen – og det er helt fint, for det er også en del af drivkraften. Det, og så verdensstjerner der kommer til landet og lykkedes.

Næsten 7000 mennesker oplevede koncerten – og en oversigt fra Billetnet viser, at de kom fra mere end 500 danske postnumre og fire lande i Europa. Halvdelen af billetterne var solgt efter 1 dag – og alle andre, da koncerten gik i gang. De så og mærkede en verdensstjerne, der ikke blæse talentet op på store skærme, men insisterede på, i en næsten indadvendt symbiose med hans prægtige orkester, at lade musikken være det egentlige. Og lyden af Paul Simon kunne på alle måder bære den intention; [ 80 ]


[OPLEVELSER] RONJA RØVERDATTER Aalborg Teater har gjort en dyd ud af at skabe en familieforestilling hvert år op til jul. En forstilling, der altid sætter alle sejl til og fylder det lille teaterrum med nærvær og fantasi. I år er det Ronja Røverdatter, som du lige kan nå at se, indtil 17 december. Ronja er den fortryllende fortælling fra Astrid Lindgreen, om de to røverbørn fra hver sin bande, der trodser uenigheden mellem familierne og bliver venner. Røverne er ikke så farlige. De er ballademagere og forlader ofte scenen for at gå rundt blandt publikum. Dermed bliver det en lille totaloplevelse, som både virker på børn og voksne. Aalborg Teater, fremtil 17. december

PETERS JUL I RIBE ”Jeg glæder mig i denne tid; nu falder julesneen hvid, så ved jeg, Julen kommer”. Julen som den skildres i »Peters Jul«, er blevet de danskes jul, sådan som vi alle kender den og glæder os til den hvert år - hvor gamle vi end bliver. Danmarks ældste by sætter hvert år alle sejl til, for at skabe den ægte gamle jul, som ellers kun vores oldeforældre huskede den. Her er julehygge mellem de gamle bygninger, og byens butikker råber ikke højt om tilbud, selvom de har dem, men deltager i hyggen på lige fod med Ribes Vikinger, kunstmuseet, lucia i gågaden og alskens andre julehyggerier. Det er absolut en weekendtur værd, at sætte foden ned i Ribe. www.petersjuliribe.dk

UDSPRING UDEN AT FLYVE Hvis du er en af dem, der altid har ønsket at springe i faldskærm, men ikke tør - så er en blid start måske at lade sig blæse rundt i en vindtunnel. I Tåstrup ligger et 13 meter højt tårn med propeller i bunden, der bærer dig frit svævende i luften. Du får godt 8 minutters vægtløshed for en tusse, og med sikkerhed en oplevelse for livet. Tunellen bruges både af private, der lige skal prøve - og af proffer, der kan lave akrobatik i timevis. Der er instruktør med i prisen - og alle kan flyve, hvis du vejer under 120 kilo og er over 7 år gammel. Se mere på www.airexperience.dk

[ 81 ]


[OPLEVELSER] GUIDET TUR MED GADENS STEMMER Kom med bag facaden i København, når du sammen med en tidligere hjemløs bliver vist rundt i vores hovedstad, og hører om de barske forhold, de lever under. Alle guiderne har hver især en stærk og unik livshistorie, og rundvisningerne tager derfor udgangspunkt i guidens egne erfaringer, hvorfor byvandringerne også er forskellige fra guide til guide. Du vil høre forskellige historier fra livet på gaden, samt få fortalt hvordan det føles at bygge en seng ud af pap, finde et fixerum, sælge narkotika, sidde i fængsel og hvordan man overholder gadens uskrevne regler. Også i Århus kan en hjemløs vise dig rundt. Se mere på duglemmerdetaldrig.dk

RYK DIREKTE I FÆNGSEL De færreste har sovet i en fængselscelle - og stort set ingen, har gjort det frivilligt. Ikke desto mindre, er det tilbuddet i det gamle Horsens Statsfængsel, der byder på en ret autentisk oplevelse - selvom døren ikke er låst udefra længere. Udover en god seng at sove i er du garanteret en unik oplevelse. SleepIn er indrettet i den gamle sygeafdeling, hvor den ægte fængselsstemning er intakt – den gamle radio virker stadig i cellerne, og graffitien på væggene er malet af fangerne. Og når du nu er der, kan du vandre over i Europas største fængselsmuseum. Fængselsmuseet har vundet tre priser for sin spændende og levende formidling. Se mere på www.faengslet.dk

MAD OG BAGNING FOR BØRN Man kan ikke rigtigt få nok af Karoline Trier. Hun vil ganske enkelt ikke acceptere, at vi ved for lidt om mad. I skolerne er der i dag ingen husholdningsfag. Vi tror efterhånden, at gode råvarer vokser i en frysedisk. Karoline vil en anden vej - og hun har specialiseret sig i at skabe små madskoler - både for børn og voksne hvor man for eksempel kan møde op syv tirsdage og lave mad sammen. Børnene lærer at smage, genkende, måle og veje. Og lege. Du kan tage en enkelt dag og lære at lave hotdogs, sådan helt fra bunden inkl. pølse og brød - og er du træt af at holde børnefødselsdag på en burgerbar, så tag klassen med til Trier. Der er oplevelser for store og små - og det hele begynder på www.karolinetrier.dk

[ 82 ]


[OPLEVELSER] EN JUL HVOR DET MESTE STARTEDE Måske du slet ikke vil holde jul i Danmark. Du kan endnu nå at forsvinde ud i eventyret, hvor nisserne er helt anderledes end herhjemme eller hvor Jesus blev født. Snup f.eks. en tur til Israel. Oplev de spændende historiske byer og områder, hvor både kristendommen, jødedommen og islam har sin oprindelse. Et barn er født lige der i Bethlehem og 7 kilometer derfra ligger Jerusalem med den berømte Grædemur - og du kan vandre på Via Dolorosa, som det menes Jesus tilbagelagde inden han blev korsfæstet. En rejse til Israel er som en rejse tilbage i tiden og et vigtigt kig tilbage i historien. Og spørger du pænt, kan de sikkert også lave en andesteg.

FÆLD DIT EGET JULETRÆ I virkeligheden behøver man jo bare tage ned i det lokale supermarked eller på torvet. Der står stadig nogle forfrosne folk og byder dig på indpakkede julestræer, der er nemme at få med sig hjem. Det er absolut også hyggeligt - og der er sikkert både brændte mandler og musik fra frelsens hær. Men men men… der er nu noget over at tage ud i den danske skov med økse eller sav, tage hele femilien med og se på alle træerne

for at finde det HELT rigtige. Og så hugge og hakke, save og vride - indtil det endelig slipper sin rod og kan bæres hele vejen hjem i varmen. Du skulle prøve… dine børn vil elske det og måske de endda kan finde en sjælden Pokemon et sted derude på landet, som ikke findes lige der på torvet, hos alle de andre… Billederne her stammer fra Abildgaardens Juletræer i Smørum - men start rejsen på www.fældselvjuletræ.dk

[ 83 ]


RKI

EN EKSKLUSIV KLUB FOR DE INDVIEDE

[ 84 ]


EN GRUPPE SELVERKLÆREDE DRENGERØVE I ALLE ALDRE HAR SIDEN 2009 DYRKET EN FÆLLES INTERESSE; VETERANKNALLERTER – OG ALLERHELST AF DEN SLAGS HVIS KØREKOMFORT BEDST FORSVARES AF NOSTALGISK HENGIVENHED. KNALLERTER AF DEN SLAGS, DER BLÆSER GENNEM BYEN I NOGET DER FOR DE FLESTE ANDRE LIGNER ET NOGENLUNDE ASTADIGT TEMPO. MEN FOR MÆND AF DEN RETTE STØBNING OG MED KLUBKAMMERATERNE I RYGGEN, BANKER HJERTET I TO-TAKT MED DE NÆNSOMT REPAREREDE MASKINER – OG MÅSKE ER DET I VIRKELIGHEDEN LIVET I OVERHALINGSBANEN, DE FORSØGER AT STYRE ALLERMEST UDENOM. [ 85 ]


Mikkel Berg, 33 år og fotojournalist, var en af initiativtagerne til klubben; Ribe Knallert Idealister. Han var dengang bosiddende i byen – og selvom han har mere musik end benzin i blodet, gav det altså mening at etablere sig som en klub, der dyrkede særinteressen for gamle knallerter. Og det latente urinstinkt der betyder, at det uvægerligt føles som om man er en anelse mere mand i det øjeblik, man sparker nonchalant og nænsomt til et dæk af en slags, skal man – faktisk – ikke undervurdere. Det er måske lige akkurat det, der gør drenge til mænd. I dag er Mikkel Berg far til to, gift med Tina, bosat i Aarhus, freelancefotograf – og så er han den ualmindeligt lykkelige ejer af en Kreidler fra 1974, der i flere år har bragt ham rundt i landet i selskab med hans klubkammerater; ”Okay, det er noget med, at man bliver 16 år igen. Man knalder bare derud af – i det omgang en veteranknallert overhovedet kan det – med vind i håret og kammeraterne i ryggen. Det er det, det handler om", siger han, ”det og så samværet. Der er jo ingen af os der er drenge længere – de fleste af os er familiefædre med jobs og forpligtelser, men i knallertklubben kan vi ligesom finde ind til de der drenge, der ikke nødvendigvis har store, meningsfyldte samtaler – vi er bare sammen,” siger han. Ribe Knallert Idealister – RKI - har lokaler ved Ribe og her mødes de drenge, der mest er mænd, og ”makker med maskinerne” en eller to gang om ugen. Så taler de – måske – sammen. Eller også skruer de bare lidt på en ventil og nyder en øl, og det faktum, at der er ikke er nogen kvinder i klubben. Man skal ikke forholde sig til børnepasning, forældreintra, deadlines eller bunker af vasketøj - man skal ligesom bare være en drengerøv – og til. Man skal bare være til. DRENGERØVE MED MANDSMOD

RKI har 18 medlemmer. Ikke tilfældigt udvalgte mænd, der lige kom forbi – men venner og venners venner, der gennem tiden er blevet indstillet til optagelse i den eksklusive og lukkede klub. Man skal være i besiddelse af en minimum 25 år gammel knallert, og så skal man have lyst til at skrue og indstille på den. Det er det, der er udgangspunktet for samværet – og årets højdepunkt er, når klubben i samlet flok – uden kvinder, men med hjelm – begiver sig på deres begivenhedsrige tur ud i landet; ”Vi tager på en årlig tur og den strækker sig efterhånden fra torsdag til søndag. Målet for vores udflugt kan være hvor eller hvad som helst, men vi sigter efter en smuk rute, hvor der er noget at se på, ” fortæller Mikkel Berg, der som medstifter af klubben også var med i 2009 – på den allerførste udflugt der strakte sig over 13 kilometer, der blev tilbagelagt over en helt dag. ”Det er jo lidt et grundlæggende vilkår, når man kører veteranknallert,” siger han, ”at der er meget, der kan udfordre en undervejs – og som regel er der også en hel del, der gør det,” griner han.


[RKI]

Det er noget med, at man skal lære at køre i flok. Det er ikke ligegyldigt hvis en, i en karavane af 15, pludseligt bremser. Så bør – og ellers gør – alle andre det også. Og måske er udstødningen eller motoren på sådan en 30 år gammel sag mere skrøbelig, når det regner. Og det gør det næsten altid den dag, på Als, hvor motoren vælger at sætte ud for hver 500 meter… På sådan en dag, er det fint, at man har fællesskabet i ryggen og at hele idéen med klubben er, at man følges ad og at ustabile maskiner er et fælles ansvar. ”Vi var i Åbenrå et år – og der var der en af gutterne, der havde lidt problemer med sin maskine. Den gik simpelthen i stå, hver gang vi havde kørt nogle meter. Og så gik vi andre jo også i stå – for man venter selvfølgelig på hinanden, ”fortæller Mikkel Berg, ”og det pissede ned – selvfølgelig pissede det ned lige den dag, og når man så står der, og ikke helt ved, hvad man skal stille op, så er fællesskabet selvfølgelig lidt udfordret, men det er så en del af det. Og da vi først fik sendt en af de hurtigste knallerter afsted efter en bil med trailer, og kom tilbage på campingpladsen der klokken 23.00 om aftenen og fik varmen, så lysner det hele jo igen. Så snakker vi lidt om, at den skal vi nok have kigget på, den knallert der – og så skåler vi på det,” griner han. Mikkel Berg har efterhånden tilbagelagt flere tusinde kilometer på sin Kreidler, og det er hans egen fortjeneste, at det lader sig gøre – for alt det, han i virkeligheden ikke anede noget om; motorer, løse forbindelser, cylindere og benzin i karburatoren, har han lært sig – så nogenlunde – hen af vejen; ”Jeg anede virkelig ingenting om, hvordan man tjekker en karburator, men på den anden side – det er jo ikke rocket science – så jeg har lært det, med klubkammeraternes hjælp og hen af vejen. Jeg forsøger mig lidt frem, ”siger han, ”og da

jeg købte min Kreidler for efterhånden en del år siden, greb jeg det sådan an, at jeg skilte den fuldstændigt af – og så var ideen ligesom, at jeg skulle se, om jeg kunne samle den igen. Det kunne jeg så ikke,” griner han. Men det kan han nu – og ellers får han en hjælpende hånd af Tøsen, Murermesteren, Tuna, Mor og Dr. Hansen – selvfølgelig gør han det, for bag ethvert opfindsomt alias, står en kammerat – en betjent, en hotelejer, en murer eller en elektriker, der nyder fællesskabet mindst ligeså meget som den ellers ikke uvæsentlige sejr, ved at få en 25 år gammel og godt brugt cylinder finjusteret, så den komprimerer optimalt. Og det rækker. Man behøver ikke have en holdning til regeringens 2025 plan eller vide, om det var hønen eller ægget, der kom først – i virkeligheden behøver man bare tale pænt til hinanden og være tilstede. RKI er et frirum, der lugter af motorolie. Det er bare en klub – simpelthen, og der er ingen der skal hente børn eller gøre indtryk på damerne… Og er urinstinktet vagt, er det meget velkomment. ”Det er det, der er så fedt, man kan bare være den der neandertalermand og køre hul i hovedet på sin knallert. Vi har alle sammen nogle roller i hverdagen, hvor kunder, kollegaer, koner og børn ligesom forventer, at man opfører sig på en bestemt måde. Man skal være ordentligt og leve op til nogle forventninger – selvfølgelig, og når vi så er sammen i klubben, så binder vi to reb til en knallert og trækker hinanden efter den, fordi det er sjovt. Det er ikke meningsfyldt – der er ikke nogen større ide med det, det er bare pissesjovt, og det giver en pause i hverdagen. Man mærker lige sig selv,” siger Mikkel Berg.

[ 87 ]


[ 88 ]


[ 89 ]


[RKI]

MEKANIK OG MANDDOM

Drengene, der i virkeligheden er mænd, er et opsigtsvækkende syn, når de i samlet flok, iført uniformen; jeans, læderjakke og rygmærke – triller ud i landskabet. De har for længst lært at være en flok – og i virkeligheden er det en temmelig stor del af fornøjelsen; fornemmelsen af, at være en del af et fællesskab, er det, der gør RKI til en vitterlig værdsat del af dagligdagen for medlemmerne. ”Man føler sig simpelthen i live. Man kan virkelig mærke sig selv, når man sidder der – også selvom kørekomforten på sådan en gammel Kreidler ikke ligefrem gør den del af oplevelsen specielt behagelig, men det der med at man kører sammen mod et fælles mål, solen skinner og du tøffer derudaf på en maskine, du selv har lavet – det er jo testen, ikke… Altså virker det? Du har selv bikset det her sammen, og nu skal det så vise sig, om du fik gaffertapen rigtigt placeret,” griner han.

Årets udflugt gik til Søndervig – en tur på i omegnen af 115 kilometer – og ikke uden små nedbrud undervejs. Gudskelov har gruppen af knallertidealister en overordentlig kompetent ”chefmekaniker”, der ikke helt sjældent kan udrette mirakler med de gamle maskiner. Således også denne gang, og så forsætter vennerne i samlet flok – og gør små stop undervejs, når der er noget at se. Måske smider de vesten og hopper i havet – og ellers gælder det om at nyde, at der ikke er noget som helst i hele verden man absolut skal. Der er tid til at lade forbipasserende svælge i nostalgien, ved synet af de gamle maskiner, som vækker genkendelsens glæde hos mange – og måltiderne indtages ligeledes i god ro, hvis ikke orden – og så er det hjem i teltet eller på vandrehjemmet, hvor alt kan ske – og ingenting behøver at gøre det. Man behøver ikke vide noget særligt, men man må gerne. Man skal ikke tænke

[ foto: MIKKEL BERG ]

[ 90 ]


[RKI]

på, om man gør et godt indtryk eller når sin deadline. Man skal i det hele taget bare være til, for man er blandt venner; ”Det er jo også det rigtigt fine ved det – jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg ville være venner med alle de her drenge, hvis ikke vi havde knallerterne til fælles – men nu føler jeg absolut, at jeg er det. Vi er jo en broget skare – men finder ligesom fælles fodslag i den her interesse og de betingelser, vi har skabt klubben på. Det er jo altså primært sjovt at køre veteranknallert, fordi vi gør det i flok,” konstaterer han. Medlemmerne af RKI mødes ugentligt i klubben. Det er ok med de fleste af damerne – selvom nogle af dem måske nok har det ”lidt stramt” med det. Men man får den tanke, at det kan betale sig. At der er mere mand i drengerøven efter sådan en aften…

[ 91 ]


[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]

POSTKORT FRA HOLLYWOOD Mit navn er Lisa Aybike Kir. Måske kender du mig fra programmet Danske Hollywoodfruer eller mad programmerne Til Middag Hos, 4 Stjerners Middag og Masterchef. Eller det kan være du kender du mig fra et ugeblad, en avis eller fra en bytur i Jomfru Ane Gade, for jeg er nemlig oprindeligt fra Nørresundby. Det var faktisk til karnevallet i Aalborg som 14-årig jeg blev opdaget som model og siden da har jeg lavet modelarbejde for bl.a. Vogue og Elle og haft roller i film, musikvideoer og tv-serier. Jeg er også en hyppig blogger og har skrevet bogen ”Fra Aalborg Til Hollywood”. Jeg bor nu I Los Angeles, Californien med min mand James. Min klumme fra Hollywood handler om forskellige ting fra livet i USA, kosmetiske operationer, opskrifter, mode, mad, modelarbejde, beauty trends, alt sammen direkte fra Hollywood. Jeg håber I alle vil læse med, Xo Lisa Aybike

Julen kom desværre ikke tidligt i år og kulminationen af flere måneders arbejde for Hillary Clintons kampagne blev den chokerende erkendelse, at Donald Trump bliver USAs nye præsident!

The Capitol Building Washington D.C. Suiten på Hay Adams Hotel har udsigt til The White House og er også hvor præsident Obama boede 2 uger før hans indvielse. Vi siger ikke Farvel D.C men på gensyn!! Jeg har aldrig været særlig politisk aktiv, men det er ikke sidste gang jeg arbejder på en valgkamp, fordi i mit lille pigehjerte, som tit sad og drømte om en bedre verden i en vindueskarm i Nørresundby ved jeg, at disse ord herunder er sande...

Hillary Clinton - et citat fra hendes sidste tale...

Donald Trumps Stjerne på The Walk of Fame som blev ødelagt under valget. Vi som virkelig havde lagt vores hjerte i Hillarys sag var sønderknuste, men jeg gik ud af kampagnen med stor stolthed! [ 92 ]


[KLUMME - LISA AYBIKE KIR] Som min socialdemokratiske mor Annette siger hjemme i Nørresundby: Det bliver jo jul alligevel.... I starten af December bliver det fejret i mange byer i USA ved, at Julemanden kommer frem i form af det vi kalder The Candy Cane Drive ... Her i byen betyder det, at han tit kommer i sportsvogn..eller på et Surfboard

Hvis du kommer forbi til juletid.. kan du finde de bedste juleudstillinger i Beverly Hills .

Rodeo drive – og hvert år er der Juletræs-tænding i The Grove som er en udendørs indkøbsmall. Det foregår med en stor koncert, falsk sne og tvoptagelse.

Måske du nu tænker, at du straks vil til USA og holde jul. Svaret er her, øverst i min ”Gift Guide”: Fantasi-gave nr. 1 MÅ være dette Rose Gold Privat Fly 350-hk motor, Valkyrie-X $1,500,000

[ 93 ]


[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]

ÅRETS VICTORIAS SECRET BH Bestående af diamanter og smaragder, den har 9000 sten og har taget over 700 timer at lave. $3 millioner

Årets gaver ÅRETS FITNESS GAVE LED sjippetov, der viser din antal hop luften og i real tid - $90

ÅRETS JULEGAVE TIL FIDO Fidos hundeseng koster $1299

[ 94 ]


[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]

Gaven til interiør design elskeren, nok et par dage før juleaften. Habitree, er et nyt slags juletræ du kan bruge igen og igen, hvert år og der er ingen svineri med grannåle, juletræsfod osv. Jeg syntes det passer utrolig godt til mange danske hjem der kører et helt stilren design. Habitree kan du få i flere størrelser her 95 cm 1960,- DKK - habitree.dk

Min December måned er altid en jagt på at finde enhver form for bare en smule Dansk jul herovre, så jeg har en flæskestegs pusher som hedder Olsens og er inde i Los Angeles, Der kan du opdrive, flæskesteg, medisterpølse og andre danske delikatesser og hvis man som mig ikke lige har helt styr på det med at bage, så er der ”Hygge bakery”… Intet er dog, som vores mor laver det, og derfor kommer jeg hjem til Jul så tit som jeg kan. Så hvis du ser mig et sted i Aalborgs gader her i December så kom da lige hen, så vi kan ønske hinanden glædelig JUL og godt NYTÅR!!

Kys fra Nørresundbynitten i Hollywood, Lisa Aybike [ 95 ]


HVAD ER [ET CETERA]

[et cetera] magazine udgives af mediehuset Dansk Handelsblad A/S i Århus, der har været udgiver i Danmark siden 1909. [et cetera] har i flere år været udgivet i Aalborg, som regionalt magasin, og fik hurtigt en stor og markant plads i området. Nu er magasinet landsdækkende med 8 årlige udgivelser - fortsat i stærkeste niveau både på indhold, design og i trykkvalitet. MANIFEST [et cetera] er et metropolorienteret kultur- og livsstilsmagasin for 30+, der beskæftiger sig med kultur, erhverv, livsstil, politik, mode og meninger. Vi værdsætter og dyrker den treenige fusion mellem erhverv, kultur og forbruger. Vi er til for at hylde kulturen – institutionerne og iværksætterne, men også – og ikke mindst – vores annoncører, der er vores vækstbetingelse. [et cetera] skal til enhver tid være et værdigt medie. Vi repræsenterer indhold af høj kvalitet og i æstetiske rammer. Vi giver plads til historien – og til de billeder, der skal være med til at fortælle den. Magasinets indhold er livsfilosoferende, begavede, usædvanlige og overraskende betragtninger om dette og hint. Kærlige indspark, sure opstød, stærke holdninger og personligheder. Vi giver mennesket og meningen plads. SKABT TIL DET GODE LIV [et cetera] er bygget op omkring læseren og læserens interesser, men ikke uden en væsentlig skelen til annoncørernes behov. For vi tror på, at det i virkeligheden også er læserens. Vi råber ikke køb, køb, køb til vore læsere med gule tilbudsmærker - men giver dem lyst til at investere i produkter, der møder deres gode smag. Vi giver dem lyst til at leve livet og viser dem, at dine produkter kan gøre en forskel.

DET BLI’R SAGT: ”Med min erfaring som en, der af blevet interviewet af mange journalister og magasiner, er [et cetera] et af nationens mest professionelle og kvalitetssikre magasiner - som jeg derfor altid med allerstørste glæde tager imod en invitation fra og ydermere nyder at læse”. Morten Albæk, CEO, Voluntas Investment & Advisory A/S

”Med min erfaring som en, der af blevet interviewet af mange journalister og magasiner, er [et cetera] et af nationens mest professionelle og kvalitetssikre magasiner - som jeg derfor altid med allerstørste glæde tager imod en invitation fra og ydermere nyder at læse” Morten Albæk CEO, Voluntas Investment & Advisory A/S

[ 98 ]

[mailkorrespondancen]

[mailkorrespondancen]

RING OG HØR MERE...

Tekst Pia Møller Søe Foto Claus Peuckert Layout Claus Frandsen

KONTAKT VORES SALGSSAFDELING PÅ 86 15 80 11 - ADM@DHBLAD.DK lars

VI HAR SENDT LARS LØKKE RASMUSSEN EN MAIL... KONCEPTET ER, AT MODTAGEREN SKAL HAVE MULIGHED FOR AT GIVE UDTRYK FOR EGNE IDÉER OG TANKER... VI BRINGER DEN UREDIGEREDE KORRESPONDANCE MED DE DREJNINGER, SOM DEN SLAGS TIT KAN TAGE: DE UVENTEDE... 80

LØKKE rasmussen 81

[ 96 ]


ANNONCERING

[et cetera] magazine henvender sig primært til gruppen af erhvervsaktive, kulturinteresserede og købestærke læsere i aldersgruppen 30+. Primært befinder læserne sig i de segmenter, hvor karriere, holdninger og en livsstil - med plads og råd til bevidste valg omkring forbrug - er en drivkraft. Vi har læsere, der er miljøbevidste, økologiske, materialistiske livnydere, idealister, forældre og børn - men fælles for dem er, at de fleste befinder sig i en situation, hvor de har frit valg på rigtigt mange hylder. Både MENY og IMERCO er stærke brands hos 30+, og at distributionen sker gennem de kæder, forstærker derfor magasinets fokus på dette købedygtige publikum.

Danmarks største udvalg af varer og brands inden for køkken og bord. Landets største isenkramkæde med 151 butikker. Driver kundeklubben Imerco+ med mere end 1 mio. medlemmer.

MENY er hele Danmarks fødevaremarked. De sætter mad over alt andet med stort udbud af ferskvarer fra kød og fisk til delikatesse og ost, frugt & grønt og vin.

BANNERE PÅ ETCETERA-MAGAZINE.DK [et cetera] magazine har gennem 4 år været online, med fokus på Region Nordjylland, og hentede her tæt på 1 million årlige besøgende – mange af dem genereret via e-magasi- ner, men for en stor dels vedkommende også baseret på de artikler, der deles via forskellige portaler, af de mennesker vi portrætterer i magasinet. Det betyder, at [et cetera] magazine har en stor landsdækkende berøringsflade, som vi nu forstærker via samarbejdsaftaler med Imerco og Meny. Vi har stærkt dedikerede læsere qua det faktum, at de er genereret af interessespecifikke platforme. Når kultur- eller erhvervspersonligheder publicerer [et cetera] materiale via deres egne medieplatforme, får vi en væsentlig læserskare, der uvilkårligt vil bevæge sig videre ind i magasinet. Din annonce i magasinet vil derfor også blive læst - og er automatisk med - i det gratis e-magasin. Og man kan med fordel supplere sin print-annoncering med en banner-kampagne på hjemmesiden, hvor der også er plads til videoannoncering.

[

De har været i [et cetera]: Morten Albæk, Ulf Pilgaard, Michael Falch, Lars Løkke Rasmussen, Anders Matthesen, Per Pallesen, Lise Baastrup, Rune Klan, Jonathan Spang, Finn Nørbygaard, Jette Torp, Ida Gard, Laura Mo, Amalie Dollerup, Thomas Augustinussen, Jens Romundstad, Martin Brygmann, Hella Joof, Prins Henrik, Huxi Bach, Anders Bircow, Anne Marie Helger, Sebastian Dorset, Rikke Nielsen, Jamie Oliver etc.

[ 97 ]

[


[DET BLI’R SAGT]

HELT PERFEKT UPERFEKT Desværre for hende, var der en, der afslørende hendes hemmelighed. At den velsmagende salat, hun havde medbragt til buffeten var præfabrikat fra supermarkedet. Og hun havde ellers gjort sig umage, og havde hældt den over i en dekorativ glasskål. På en måde lignede hun en, der skammede sig mere over ikke at have snittet kålen selv – end over løgnen. Historien kunne godt have handlet om mig – men den gør det ikke. Denne gang. Og i sommer faldt jeg i snak med en veltalende og vældig sød mor på en sidelinje, hvor vi i første omgang kun havde hvervet som fodboldmødre til fælles. Hun havde tænkt over noget, sagde hun; hun synes, at man skulle tage i biografen og se ’Bad Moms’ med henblik på at lære noget om, hvordan man får lidt morskab ind i moderskabet; Mere købekage – færre prestige-poder. Og så havde vi pludselig en del til fælles. Jeg tænker nærmest ikke på andet… Forskellen på os er, at hun siger det. Lige der – uden at vide, om hun taler durk ind i speltmorsminer eller Jesper Juul-juntaen. Hun havde haft en fest i den biograf, sagde hun, og mindede alle os andre om, at supermarkederne efterhånden har ret gode færdigretter på hylden, og at det på inden måde er obligatorisk at bade børn en gang i døgnet. Man må godt slappe af engang imellem. Det er ligefrem tilladt at åbne en flaske rødvin i godt selskab, imens børnene bliver puttet af en, de ikke er genetisk forbundet med. Jeg er så vild med, at hun sagde det. Og alle nikkede. Jo. Jeg gjorde også – og så gik jeg hjem og badede mit barn… Men tanken griber om sig. Og nu er det snart jul, og vi skal bage og lave hjemmelavede julegaver og konfekt – der helst skal ligne noget Instagram-egnet, ellers tæller det ikke. Rigtigt. Og min mindste dreng bliver fire år juleaften, så i virkeligheden burde jeg også være i færd med at stable noget kaneldrysset brunch på benene. Men jeg gør det ikke. Jeg gør det simpelthen ikke. For jeg ved, at jeg bliver en lille smule utilstedelig at forsøge at nå det hele i dameblads-udgaven. Og at jeg i øvrigt ikke evner det. Sidst jeg eksperimenterede med noget kanelkage var der ret bred enighed om, at jeg burde have ulejliget mig ind til en bager i stedet, så jeg går stolt, næsten arrogant overbevist, med købekagen og den halvfærdige, men helhjertede nisse, vi når.

Det virker næsten dumt at snitte kålen selv, når andre er bedre til det. Og jeg ved jo, at jeg selv – i mit musestille sind, selvfølgelig – hylder de kvinder og mænd, der tør værne om de der ”perfect imperfections”, som John Legend synger om. På en måde tænker jeg faktisk tit, at de mennesker der er allernærmest den tilværelse, vi kæmper så hårdt for at vise omverdenen, at vi lever i – det er dem, der gør sig allermindst umage for at fortælle om det.

Pia Møller Søe

[ 98 ]


*Se ĂĽbningstider pĂĽ hjemmesiden


Kreta, Korfu, Rhodos, Malta, Alanya, Golden Sands, Fuerteventura, Tenerife og Gran Canaria

GRATIS

PARKERING I BILLUND OG AAL BORG LUFTHAVN

D N I V10.000,-

brev s nyheds e r o v ig d ter.dk Tilmeld .sunchar w w w å p

www.suncharter.dk Tlf.: 70 34 50 97

TID VI HAR AL

DANELSEDKEREE R E JS

Man - tors: 09.00 - 22.00 Fre: 09.00 - 18.00 lør-søn: 10.00-18.00

[et cetera] magazine - December 2016  

Mød blandt andre: Benny Andersen, Martin Brygmann, Suzanne Bjerrehuus, Sigurd Barrett, Julemanden, Jeanett Veronica Hindberg, Niclas Bendixe...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you