
3 minute read
Nyt fra Seges svineproduktion
Brug en holder til sæden og spar tid
For at spare arbejdstid i løbestalden kan der bruges en holder til sæddosen. Til gengæld skal brunstkontrol og rideprøve stadig være i top, for ellers falder faringsprocenten, viser de afprøvninger, som Seges har gennemført gennem årene.
Advertisement
I en afprøvning, hvor der indgik fire besætninger, blev 4.000 søer insemineret, ved at inseminøren sad på soen, eller ved at sæddosen blev holdt af en klemme. Klemmen blev holdt af en liftkortholder, som sad på en wire hen over de fravænnede søer. - Afprøvningen viste, at i tre af besætningerne var der ingen forskel på faringsprocent eller kuldstørrelse ved de to insemineringsmetoder. Men i den sidste besætning var faringsprocenten 3 procent højere, når inseminøren sad på soen, fortæller dyrlæge Flemming Thorup, der er chefforsker i Seges Svineproduktion. - Forskellen mellem grupperne kan måske skyldes, at det ikke blev afklaret med rideprøven i den sidste besætning, om den inseminerede so virkelig var i brunst. Den fejl kan give flere omløbere i gruppen, hvor man ikke sidder på soen under inseminering. - Det er altid vigtigt, at stående brunst afklares med rideprøven, inden katetret kommer i brug, lyder Flemming Thorups anbefaling.
I forsøget tog 10 procent af søerne ikke sæden inden for 20 minutter, når sæddosen blev holdt af en klemme. Så måtte inseminøren tilbage i rækken for at efterstimulere soen til at tage imod sæden.
I en senere afprøvning med 5.000 søer i fire besætninger var der ikke forskel på reproduktionsresultaterne i nogen af besætningerne. Kun 4 procent af søerne blev efterstimuleret. Der var 5 procent af søerne, som lagde sig ned under inseminering, uden at det påvirkede frugtbarheden. Her fik søerne lov til at blive liggende til sæden løb ind. - Hvis soen lægger sig ned, er det selvfølgelig vigtigt, at holderen til sæddosen ikke trækker katetret ud, påpeger Flemming Thorup.
I stedet for en klemme i en liftkortholder i en wire over søerne, så kan man anvende et insemineringsbånd eller en klips, som sidder på soen. Seges Svineproduktion har desuden testet en metalbøjle, som sad på ryggen af soen og Stimulus, som drives af trykluft. Også disse teknikker fungerede tilfredsstillende. ●
Læs mere i meddelelse 887 og 967 på svineproduktion.dk.
Nudging kan give bedre velfærd
Seges Svineproduktion er sammen med bureauet iNudgeyou ved at udvikle et værktøj, der skal gøre det nemmere at skabe et overblik over de syge og tilskadekomne dyr. - Værktøjet kommer til at tage udgangspunkt i de daglige rutiner i sygestierne, hvor medarbejder, ejer og dyrlæge hurtig og nemt kan danne sig et overblik og tage beslutninger om grisene. Derfor har vi teamet op med iNudgeyou, der har stor viden om, hvordan man ændrer sin adfærd i bestemte situationer, lyder det fra Helle Pelant Lahrmann, teamleder i Seges Svineproduktion Husdyrinnovation.
Sammen med en repræsentant fra iNudgeyou skal hun på Viden på Tværs holde oplæg om, hvordan det er muligt at nudge griseproduktionen mod bedre håndtering af syge og tilskadekomne dyr, så velfærden i stalden øges. ●
Nudging og adfærdsdesign
Nudging og adfærdsdesign er nye metoder til at flytte mennesker i en bestemt retning. Selvom adfærdsdesign og nudging ikke er helt det samme, så anvendes adfærdspsykologiske indsigter til målbare og vellykkede adfærdsforandringer. Kort sagt handler det om at gøre det nemt og naturligt at foretage hensigtsmæssige handlinger. Et velkendt eksempel er at gøre det nemt at finde det rigtige sted hen ved fx at følge ”fodspor” eller en linje med en bestemt farve i gulvet på fx et hospital. Men det kan også være at vælge at spise af en lille tallerken, hvis man vil tabe sig, fordi man så spiser mindre.
Soen længe leve - sådan

I forbindelse med Seges Svineproduktions kampagne SoLiv 2.0 er det vigtigt at fremhæve de faktorer, der kan være årsagen til en for lav sooverlevelse. Derfor har projektleder Tina Birk Jensen teamet op med dyrlæge Andreas Birch fra Ø-Vet for at belyse, hvordan du som producent bedst sætter ind for at hæve sooverlevelsen. - For os har det været vigtigt at samarbejde med de dyrlæger, som soholderne spørger til råds og bruger i tvivlsspørgsmål, når det handler om sooverlevelse. Andreas Birch fra Ø-Vet har i en række videoer givet sit besyv omkring, hvordan du som producent får hjulpet dine søer godt på vej, fortæller Tina Birk Jensen, specialkonsulent, dyrlæge og projektleder for SoLiv 2.0.
Se videoerne med Andreas Birch, og læs mere på www.soliv.dk. ●