
4 minute read
Dyrevelfærd: Det mener LaDS’ bestyrelse


Advertisement
Efter at Landsforeningens bestyrelse har spurgt jer medlemmer, hvor langt I vil gå ift. dyrevelfærd i de kommende år (se side 22-31), har Danske Svineproducenters bestyrelse på bestyrelsesmødet den 30. september truffet følgende beslutninger omkring, hvad Landsforeningens bestyrelse kan stå inde for.
Først og fremmest ønsker bestyrelsen generelt ensartede dyrevelfærdsregler i EU, samt at danske svineproducenter lever op til disse. Nationale skærpelser skal naturligvis til enhver tid følge EU-lovgivningen og må ikke være af konkurrenceforvridende karakter.
Derudover har bestyrelsen præciseret sine holdninger på følgende områder, som vi vil redegøre for i det følgende:
Løse diegivende søer Pattegrisedødelighed Hele haler Arealkrav Fravænningsalder Uddannelse af medarbejdere Selvjustits/DANISH Døde søer Kastration Mavesår Antibiotika Soja & bæredygtighed
Løse diegivende søer
Landsforeningens målsætning: Nybyggeri efter 2023 skal bygges til løse diegivende søer. Ingen fast udløbsdato for nuværende kassestier. Endvidere er forudsætningerne følgende: • Det er en forudsætning, at søerne må opstaldes i bokse omkring faringstidspunktet og de første dage af diegivningsperioden. Der skal arbejdes for, at kravet om løse søer i nye stalde skal følges op med en 5-årig aftale om investeringsstøtte. Der skal være tale om en fortløbende ordning, og ikke som de ordninger, vi kender i dag, med ”stop and go” støtterunder. Der må accepteres en eventuel øget pattegrisedødelighed. Der må forventes en højere miljø- og klimabelastning.
Pattegrisedødelighed
Landsforeningens målsætning: 14 procent pattegrisedødelighed fra levendefødt til fravænning. Målet om pattegrisedødelighed skal være realistisk at opnå og skal baseres på levendefødte grise. Endelig skal der arbejdes på afskaffelse af begrebet totaldødelighed, idet kun dødelighed frem til fravænning giver mening.
Hele haler
Landsforeningens målsætning: Skabe en egenfinansieret incitamentsstruktur for producenter, som har mod på at arbejde med og videreudvikle viden om hele haler. Derfor bør branchen selv finansiere et tilskud på 10 kroner pr. hele hale. Det er vigtigt, at alle grise bidrager til den fælles pulje, og derfor skal udviklingsarbejdet finansieres via et SAFprojekt. Fremgangen vurderes efter tre år.
Arealkrav
Landsforeningens målsætning er at følge udviklingen i EU-lovgivningen, men vi finder ikke, der er behov for ændringer for nuværende.
Fravænningsalder
Landsforeningens målsætning: Uændret. Fortsat fravænning jf. den nuværende EU-lovgivning (28/21 dage). Vi ønsker at følge udviklingen i EU-lovgivningen, men finder ikke, der er behov for ændringer for nuværende.

Uddannelse af medarbejdere
Landsforeningens målsætning: Uændret. Vi finder, at de nuværende udbud af efteruddannelse er dækkende for det behov, der er på ejendommene.
Selvjustits/DANISH
Landsforeningens målsætning: Der skal slås ned på de producenter, hvor der er alvorlige dyrevelfærdsmæssige afvigelser. Det er ikke DANISH’ opgave at udstede bøder. Kravet om brugerbetalt genbesøg er tilstrækkeligt. Det er vores vurdering, at årlige besøg ikke er løsningen set i lyset af erfaringerne fra de årlige UK-besøg.
Det er afgørende, at de dyrevelfærdsrettede afvigelser holdes helt adskilt fra både de administrative og staldmæssige afvigelser i opgørelserne. Der skal arbejdes videre med at konkretisere, hvordan en sådan model kan se ud, og hvordan der fremadrettet skal sanktioneres ved dyrevelfærdsrettede afvigelser.
Det er endvidere afgørende, at der bliver ensrettede linjer mellem DANISH og Fødevarestyrelsens kontroller.
Sodødelighed
Landsforeningens målsætning: Vi fastholder et mål om maks. 9 procent døde søer. Det forudsætter dog definition af transportegnethed, idet vi vurderer, at der ligger 2-5 procent ekstra dødelighed pga. skærpede krav om transportegnethed i de seneste år, som medfører flere aflivede søer.
Desuden foreslår vi en anmeldeordning på dyrevelfærd for at give mere plads til samme antal søer, fx flere aflastningsstier o.l.
Kastration
Landsforeningens målsætning: Indtil videre har vi en frivillig aftale om lokalbedøvelse ved kastration, men af hensyn til dyrevelfærd, arbejdsmiljø og produktionsøkonomi ønsker


vi hurtigst muligt stop for kirurgisk kastration for alle grise, der slagtes i Danmark. Eventuelt via brug af Improvac og/ eller mere fokus på DMRI-måleren (måler skatol og androstenon i kødet).
Vores vigtigste mål er at få udviklet udstyr til stadig mere sikker frasortering og dermed sikre salg af vores produkter.
Mavesår
Landsforeningens målsætning: Fortsat styrket indsats for reduktion af mavesår gennem forskning vedrørende mavesår hos søer og slagtesvin.
Antibiotika
Landsforeningens målsætning: Antibiotika skal opgøres i PCU eller alternativt som antal doser i stedet for kg aktivt stof – for både dyr og mennesker. Vi mener at gult-kort-ordningen har hjulpet med at reducere antibiotikaforbruget, og det er godt. Omvendt mener vi også, at grænsen er nået i forhold til dyrevelfærden og muligheden for at kunne behandle syge dyr.
Vi forventer desværre, at udfasning af veterinærmedicinsk zink vil øge forbruget af antibiotika midlertidigt.
Soja & bæredygtighed
Landsforeningens målsætning: Vi er tilhængere af bæredygtig soja, men vi er modstandere af certifikater – det er at købe ”aflad”, uden at vores produktion reelt bidrager til verdens klima.
I forhold til verdens klima løser det ikke noget, hvis der ikke er ensartede regler på verdensplan, for så betaler vi en merpris for vores soja, mens manden med motorsaven står i naboskoven og producerer soja til konkurrenterne. ●