inform 4/11

Page 1

0411

DESIGN MED ANDRE ØJNE

DESIGN FOR PEOPLE


side 3

*

Urban poetry

20. - 24. januar 2012 Paris Nord Villepinte, hal 8 www.nowdesignavivre.com International boligdesignmesse Lukket fagmesse. Besøgerinformation : Promosalons Tél. : +45 /33 93 62 66 denmark@promosalons.com

* Urban Poesi.

preview, Cinna © C. Fillioux. Opinion Ciatti © Ezio Manciucca. Tacchini Italia © Andrea Ferrari. Arrangør SAFI, datterselskab af Ateliers d’Art de France og Reed Expositions France. Tel. +33 (0)1 76 21 18 39. maison-objet@badgeonline.net

inform udgives af Danske Designere Strandgade 27A 1401 København K design@danishdesigners.com T. 3313 7230 danishdesigners.com REDAKTION Helle Lorenzen, redaktør og kommunikationsmedarbejder (DJ), Danske Designere Steinar Valade-Amland, direktør, Danske Designere REDAKTIONSGRUPPE Pil Bredahl, industriel designer mDD Erik Hansen-Hansen, forskningsadjunkt, Danmarks Designskole, cand.it, modefotograf Lisa Grønning, indretningsdesigner mDD Rasmus Wiinstedt Tscherning, direktør, Center for Kultur og Oplevelsesøkonomi Karen Blincoe, formand, Danske Designere

: : : : : : indhold : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : 04

Leder

06

Idéen om det gode liv

10

Det er ikke ligegyldigt, hvordan produktet ser ud

14

Jeg har aldrig arbejdet, kun leget

20

HomeLessHome

24

Vore valg kan designes

28

Prikken over i’et

32

Design of the times

37

En uhøjtidelig gourmetoplevelse

42

Jura: Servicedesign

45

Rum til koncentration, samarbejde og eftertanke

49

Design som dynamo i udvikling

53

Futuroskop

54

License to design

58

Alzheimerpatienter får hjælp af design

61

English summaries

LAYOUT Pernille W. Ferdinandsen Stendhal Grafik stendhalunit.com TRYK Rosendahls Fihl-Jensen ANNONCER Allan Wiberg, MediaSpace, Edelvej 2, 3300 Frederiksværk, T. 4774 2742 FORSIDEN © Jean-Philippe Lacube / Photononstop / Corbis Foto: Jean-Philippe Lacube Grafisk bearbejdning af Pernille Ferdinandsen mDD

:::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

Design handler i sin essens om PEOPLE, PROFIT OG PLANET. Denne tredobbelte bundlinje er således også fundamentet for Danske Designeres kommunikation, og inform skifter derfor mellem de tre temaer: DESIGN FOR PEOPLE, DESIGN FOR PROFIT og DESIGN FOR PLANET. Velkommen til temanummer: DESIGN FOR PEOPLE.


side 4

Leder

THE TIMES THEY ARE A CHANGIN’* Det nærmer sig det banale at gøre opmærksom på, at vi lever i en foranderlig tid. Alle taler om forandring – fra Obama til Helle og Villy. Men det er samtidig svært at komme udenom, at vi oplever et historisk opbrud i kølvandet af de seneste års økonomiske røvfuld. Krisen har vist sig mere arrig og længerevarende end først forventet, men ikke mere lammende end, at den har været katalysator for mange nye og interessante tendenser. Verden: Lørdag den 15.oktober 2011 var der demonstrationer i 950 byer i 82 lande worldwide – med ét og samme budskab (omfordeling af den økonomiske magt og mindre indflydelse til de internationale kapitalmarkeder) og ét og samme slogan: 99 procent (1 procent kontrollerer mere end 40 procent af verdens rigdom). Det hele startede i Canada, bevægede sig hurtigt til Wall Street i New York og videre ud i verden. Ikke siden sidst i tresserne og først i halvfjerdserne har man set en lignende grad af mobilisering, og af mange gode grunde tog det dengang flere år at skabe en verdensomspændende bevægelse, mens sociale medier denne gang gjorde det muligt at koordinere indsatsen og samle millioner af mennesker på gaden på ganske få dage. Man kan være enig eller uenig i bevægelsens budskab, men man kan ikke sidde overhørig, at vi er vidne til et historisk gennembrud for de sociale mediers demokratiske og politiske betydning. Danmark: Efter en ualmindelig lang barsel blev der udskrevet og omsider gennemført valg til folketinget, hvorefter de tre nu regerende partier brugte ligeså ualmindelig lang tid på at fi nde frem til et fælles grundlag for de kommende års regeringsførelse. Også her må vi konstatere – og stadig uden at tage stilling til om det er godt eller skidt – at der lægges op til store forandringer i forhold til, hvordan vi skaber et sikkert økonomisk grundlag, hvordan vi fordeler goderne, hvordan vi forholder os til omverdenen og hvilket samfund vi arbejder hen imod. Rent faktisk er der flere konkrete konsekvenser for vores eget område i regeringsgrundlaget – ud over udfordringen med at få etableret en konstruktiv og kvalificeret dialog med en række nye ministre – blandt andet, at alle videregående uddannelser – herunder også design- og arkitektskolerne – samles i et og samme ministerium. Desuden bliver det naturligvis interessant at se, hvad der ligger i grundlagets løfte: ”Regeringen vil endvidere udarbejde en ny designstrategi, der udnytter Danmarks styrker på området, så Danmark kan udbygge sin position på området.” Ambitionerne inden valget fejlede i hvert fald ikke noget.

ting side 5

Designbranchen: I vores egen lille verden har det sidste halve år i sandhed været præget af forandring og skiftende rollelister. Ny ledelse og ny identitet for det tidligere Kunstindustrimuseet – nu Designmuseum Danmark, sammenlægning af Danmarks Designskole og Kunstakademiets Arkitektskole – og hvor den fremtidige ledelses sammensætning endnu ikke kendes, og ny ledelse i DDC efter en periode med usikkerhed og lammende spekulationer. Og så ikke at forglemme – Danske Designere, hvor vi de seneste år ganske gradvist og med stadig tiltagende intensitet har brugt foreningens kræfter på at kigge fremad – og på hvordan vi på den bedst tænkelige måde forvalter vore medlemmers interesser. Mere end nogensinde er vi sikre på, at den ret massive grad af forandring, vi har oplevet i løbet af 2011 ikke med nogen form for sandsynlighed kommer til at aftage i 2012 eller 2013 eller nogensinde. Både globalt set og herhjemme – med nye teknologier, nye markeder, nye bevægelser og nye behov – skal vi vende os til tanken om, at vi oftere end før kommer til at stå over for forandringer, der virkelig kræver, at man har noget at stå imod med. Derfor opstod idéen om laug og foreninger for mange hundrede år siden – og derfor er behovet for en stærk organisation, der taler designet og designbranchens sag vigtigere end nogensinde. Danske Designere har i de seneste år oplevet det paradoksale, at vi på den ene side er blevet en styrket i forhold til, hvilke fi ngeraftryk vi sætter på designfeltet helt overordnet set; uddannelserne og forskningsområdet, den måde vi taler om design og designs udbredelse – både her hjemme og, ikke mindst, i Europa. Og på den anden side har vi sværere og sværere ved at tiltrække unge, nye medlemmer til at være med til at løfte i flok (det er sgu også gammeldags …). Derfor er der ingen vej udenom at kigge enhver tænkelig strategi for fremtiden i øjnene – i eget regi, sammen med andre, som forening eller som noget andet. Det eneste, vi ved er, at der er brug for os hver eneste dag, og derfor skal vi også sikre, at vi er der i mange år fremover. I en eller anden form – men med uformindsket styrke og indflydelse. The Times They Are A Changin’ – but so, just watch us, are we! Steinar Valade-Amland Direktør, Danske Designere * Bob Dylan 1964

Lige her Det levende gavlmaleri ”Lige her” kan ses fra metroen ved Kastrup station. Udsmykningen er skabt til stedet af kunstner og designer Helle Hove. Farvekompositionerne vil ændre sig efter, om det er hverdag, weekend eller jul. Styringen af gavlmaleriet er helt enkel. Helle Hove har lagt fire kompositioner ind i computeren, så gårdmanden bare kan trykke på en knap, når der skal skiftes scenarium. Alt lys er energibesparende diode LED-lys. Foto: Anders Sune Berg.

Linje – en norsk kaffeoplevelse Kaffemaskinen Linje er et forsøg på at sætte Norge på det internationale kaffekort. Linje skal ikke bare være en espressomaskine, den skal være et møbel. Designet bryder med de italienske stål- og plasttraditioner og spiller på den norske natur med skov og fjeld. Linje skal repræsentere Norge på et marked domineret af internationale aktører. Design: Øystein Helle Husby, Audun Grimstad, Mariko Kurioka Rohde og Åsne Kydland. Produktion: Solberg & Hansen.

Mundo Lounge Mundo Lounge er med det nye træunderstil det seneste skud på stammen i Mundo-serien, designet af Susanne Grønlund mDD til Fredericia Furniture. Loungestolen er, som resten af serien, konstrueret af to formspændte dele, der samlet giver stolen sin egen identitet samtidig med optimal siddekomfort. Fås i flere varianter af både finér og polstring i såvel tekstil som læder.


side 6

side 7

IDÉEN OM DET GODE LIV

Lige siden tiden på designskolen har designer mDD Tobias Jacobsen søgt og øvet sig i det gode liv, hvor sanseligheden og intuitionen er de drivende kræfter i jagten på formen. Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ)

”Men jeg har fundet ud af, at formen skal nok komme, og at jeg har lov til at koble tankerne fra det, jeg sidder med. Det har hjulpet på processen og mit liv med den.”

Det gode liv er et andægtigt udtryk, nærmest religiøst, men som Tobias Jacobsen udtrykker det, så er ”det sgu vigtigt at få det gode ud af det liv, man har, af sit talent, sit kald, eller hvad det nu hedder.” Før han kom på Danmarks Designskole, kreerede og skabte han ting – smykker og andet – uden den store tankevirksomhed bag – det var en leg, et sted med former, let og lykkeligt. Det gjorde designskolen en ende på med sine teoretiske overvejelser og sin kritiske indstilling. Design blev pludselig en problematisk og uhåndterbar størrelse. ”Det måtte ikke være let. Nej, det var svært at designe en stol, det skulle være svært at arbejde med design. Lidt efter lidt sneg der sig sådan en følelse af, at det nok slet ikke kunne lade sig gøre, ind på mig. Og med den kom en vis ulykkelighed til stede i processen. Jeg var ikke glad. Det var ikke fedt hele tiden at være usikker og bange. Nu har det i årenes løb aldrig kun været en jubel at designe – det er en tvetydig proces – men dengang var det meget, meget hårdt. Blandt andet også fordi, at jeg stillede mig spørgsmålet: hvorfor skal denne ting overhovedet være i verden?” fortæller Tobias Jacobsen og fortsætter: ”Det spørgsmål skal man bare ikke stille sig selv. Det betyder ikke, at man ikke skal tænke sig om og bare sprøjte produkter ud, slet ikke, men man må finde den vej i formgivningen, der interesserer en – er det skulptur eller fl yvemaskiner, man er optaget af? Og så må man forfølge det for at gøre det interessant for sig selv at kreere og formgive.” Jeg har lov til at koble tankerne fra Tobias Jacobsen har i hele sit designerliv søgt efter det gode liv – faktisk havde det allerfør-

------------------ Designer mDD Tobias Jacobsen

Carat Raadvad. Design: Tobias Jacobsen mDD. Produktion: Raadvad

Vio Button. Design: Tobias Jacobsen mDD. Produktion: Fashion 4 Home ”Ting og sager er med til at holde mine sanser vågne og opmærksomme og er dermed også en stor del af det gode liv.” Foto: Michael Daugaard

-------------------


side 8

side 9

”Lidt efter lidt sneg der sig sådan en følelse af, at det nok slet ikke kunne lade sig gøre, ind på mig. Og med den kom en vis ulykkelighed til stede i processen.”

ste foredrag, han skulle holde, titlen ”Drømmen om det gode liv”. Ikke nok med, at det foregik i Cirkusbygningen i København over to dage og med 2.500 publikummer, han skulle også være ”opvarmningsband” for Johannes Møllehave. ”Jeg gik op og ned ad gulvet derhjemme og blev mere og mere akademisk med det foredrag. Det gik slet ikke. Nu var jeg lige blevet gift på det tidspunkt, så jeg tænkte, jeg smider sgu hele gavebordet ind på scenen. Vores gæster havde jo givet de her gaver, fordi de ville give os et godt liv. Så jeg talte om tingene, og hvad de udtrykte omkring forestillingerne om det gode liv.” For et par år siden begyndte det at gå bedre med det der liv. Tobias Jacobsen er ved at finde frem til den gode proces, lade sanserne og intuitionen råde i tillid til, at designet vil tage form, selv om der nok altid vil være lige dele lykke og ulykke for ham i søgningen efter en form. ”Jeg har fundet ud af, at formen skal nok komme, og at jeg har lov til at koble tankerne fra det, jeg sidder med. Det har hjulpet på processen og mit liv med den. Derudover er der jo også det helt banale faktum, at jeg er blevet ældre og har fået børn. Jeg har ikke mere tid til at sidde og blive ved og ved til kl. 4 om morgenen. Det betyder ikke at tingene ikke er gennemarbejdede, for det hænger ikke altid sammen med tid. Formmæssigt laver jeg væsentligt bedre ting nu, end jeg gjorde for ti år siden.” Det gode liv er i udstrakt grad præget af det at være designer. Dog er der pauser ind imellem, og de indfinder sig, når Tobias Jacobsen står oppe ved huset i Sverige, fælder træer og hugger brænde. ”Og dog … designeren er jo også med der. Men der er da i hvert fald noget mandehørm over det og sved på panden. I virkeligheden

er det jo det, jeg er bygget til med mine 193 cm, og bomstærk som jeg er. Jeg skal sgu da ikke sidder der med en blyant og tegne små dimser,” griner han, ”og jeg bliver i sindssygt godt humør af den der træfældning.” Ting holder sanserne i live Cykler, ure, parfumeflasker, tøj, kameraer, modelbiler, sko, legetøj, gadgets i alle varianter og besynderlige indretninger som en Storm P-agtig kaffemaskine – you name it. Tobias Jacobsen har ting i så store mængder, at hans kone engang spurgte, om han ikke bare kunne være glad for, at tingene eksisterer i verden. ”Men alle de ting og sager er jo med til at holde mine sanser vågne og opmærksomme og er dermed også en stor del af det gode liv. Jeg leder hele tiden efter former – jeg finder ikke en ny idé som sådan – og jeg stjæler, hvor jeg kan,” siger han, som en bevidst del af sin designproces opsøger og dyrker mange forskellige sanseindtryk. Under førersædet i bilen har Tobias Jacobsen lagt en bunke ubehandlet skind, som spreder sin markante duft i kabinen, så han hele tiden har følelsen af at køre i læder. Han sætter sig gerne i Lagkagehuset på Christianshavn uden anden grund end at nyde duften af brød og kaffe og synet af livet på kanalen. Han opsøger skibshandler udelukkende for at gå rundt og se og mærke de smukke håndværksgjorte messingprodukter. Eller han tager til Lund i Sverige for at beundre domkirken og indsnuse den internationale stemning, som de 50.000 studerende fra hele verden er garanter for. ”Jeg har perioder, hvor jeg bliver nødt til at forstyrre mig selv. Så har jeg skitseblokken med, men på den måde bliver det hvide papir eller den stol, jeg sidder og skitserer, ikke den farlige autoritet. Det bliver bare til noget, jeg gør et sted, hvor andre mennesker også gør

------------------ LaFamilia. Design: Tobias Jacobsen mDD. Produktion: Hjellegjerde A/S

------------------”Men i sidste ende er det min egen lykketilstand, der er afgørende – ellers kan jeg ikke designe noget som helst.”

nogen ting. Det er, når du bliver forstyrret, at intuitionen går i gang. Jeg kan ikke både være koncentreret og intuitiv på samme tid,” siger Tobias Jacobsen. ”Jeg tror ikke, at disse udflugter eller overspringshandlinger, kan man også kalde dem, umiddelbart bliver til noget bestemt design, men jeg har trænet mig til at hive alle mulige sanseindtryk frem, som jeg så kan omforme og bruge i dele af mit design. Når det lykkes. Det er ikke altid.” En østers med bikini Også derhjemme sammen med børnene bliver sansetræningen ihærdigt praktiseret. Tobias Jacobsen har købt en bog, som vinsmagere anvender for at lære at dufte og smage, så de, så nøjagtigt som muligt, kan beskrive de forskellige vines smagssammensætninger. Småbitte flakoner, indeholdende duftprøver, er sat fast på hylder i bogen; blåbær, tobak, citron, lakrids, tjære … ”Hvis børn genkender en duft, er de meget præcise. Det er en helt vidunderlig bog, og vi får nogle sjove snakke, når vi øver os på at beskrive, hvordan noget smager. Nu holder jeg meget af østers, og jeg kan godt om en østers sige, at den her har sgu bikini på, for jeg ser de der revler og sandet, noget Limfjord og de smukke piger. Det er selvfølgelig en krukket måde at beskrive noget på, men den skaber billeder. Og det er jo det samme jeg gør, når jeg designer en gryde fx. Så skaber jeg et billede af, at den er god at lave mad i og hyggelig at have stående i køkkenet.” Formen skal gøre lykkelig Engang begyndte Tobias Jacobsen ofte sin formproces med ord, men de endte med at bremse ham, så nu arbejder han meget mere åbent, når det handler om at finde frem til en form, der gør ham lykkelig, for ”det er noget af

det største, når det sker.” Musikken er en uomtvistelig følgesvend i jagten på formen, og på gulvet i kvistværelset står gule skokasser fyldt med cd’er. ”Den musik, jeg hører på tegnestuen, kan jeg ikke holde ud, når jeg er derhjemme. Det er sådan noget, jeg ved ikke rigtig, hvad det hedder, samplemusik, computermusik, house… Især er Trentemøller god at arbejde til. Hans musik har ekstremt mange lag, som afslører sig, når man skruer op for volumen. Musikken er poetisk, næsten klassisk. Jeg lytter ikke decideret til den, men jeg bliver mere modig, fordi den er energigivende.” Intuitionen er formgivningsprocessens styrende kraft. Det værste er, når bevidstheden blander sig. Og brugeren er ikke i centrum på den måde, som er beskrevet i alle mulige designkoncepter nu om dage. ”Hvis jeg skal tegne en sofa, kan jeg godt finde på at lægge mig ned, lukke øjnene og forsøge at se denne sofa for mig, forestille mig, hvordan ser den ud, når den står i et hjem. Og så skynder jeg mig at tegne den form. Det er faktisk forholdsvist ofte, at jeg kan se produkter, der ikke eksisterer endnu. Selvfølgelig er det ikke altid den holder, når det kommer til stykket, men alligevel …,” fortæller Tobias Jacobsen og fortsætter: ”Jeg er gået bort fra at fokusere på, hvem der skal bruge produktet. Det gør processen meget værre. I stedet tænker jeg meget på, hvad jeg selv kan lide, men selvfølgelig skal ting være til at bruge, det behøver vi slet ikke tale om. Jeg vil jo også selv have produkter, der er gode, smukke og rare at have med at gøre. Men i sidste ende er det min egen lykketilstand, der er afgørende – ellers kan jeg ikke designe noget som helst.”

------------------ Carat. Design: Tobias Jacobsen mDD. Produktion: Raadvad

HWAM 3650. Design: Tobias Jacobsen mDD og Henrik Sørig Thomsen mDD. Produktion: HWAM A/S

-------------------


side 10

Det er ikke ligegyldigt, hvordan produktet ser ud Brugerne ønsker vedkommende medicoprodukter, som via deres design kalder på en følelsesmæssig og personlig tilknytning. Et modsætningsforhold til medico-branchen, som fokuserer på funktion og bruger-venlighed og lægger vægt på at anonymisere deres produkter. AF HELLE LORENZEN, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER (DJ)

side 11

Når vi går i byen og vælger ting til hjemmet og tøj til kroppen, er det hverken tilfældigt eller ligegyldigt, hvad vi har med hjem i indkøbsposen. Vi vælger mere eller mindre bevidst altid noget, der kan afspejle vores personlighed, værdier og holdninger – produkter, der taler til vores følelser. Men de muligheder fi ndes – endnu – ikke, hvis man bliver ramt af en kronisk sygdom, som kræver, at man resten af livet får en fast følgesvend i form af et medicoprodukt. For det første får brugeren ikke lejlighed til at vælge produktet selv, det valg har lægen allerede foretaget. For det andet bliver alle medicoprodukter stadig udviklet og designet udelukkende med funktion og brugervenlighed for øje.

Følelserne mangler Lisbeth Kamstrup-Holm er civilingeniør fra design & innovation, DTU, og leder af Novo Nordisk afdelingen Innovation Facilitation. Afdelingen understøtter og samler trådene for de omkring 25 projekter, der årligt kører igennem de tidlige udviklingsfaser – ikke alle når dog til en produktion. I 2009 afleverede Lisbeth Kamstrup-Holm sin opgave ”Patienten som emotionel forbruger”, som gjorde hende til Master i Design. Afhandlingens udgangspunkt var at beskrive og anskueliggøre patienters emotionelle behov og mødet mellem patienten som forbruger og medicoproduktet. Medicoprodukter har traditionelt en meget lang udviklingstid på grund af de mange krav og regler, produkterne skal leve op til. Det betyder, at de i meget stor udstrækning udelukkende forholder sig til funktionalitet og brugervenlighed, hvorfor brugerne også meget naturligt bliver inddraget i udviklingen af produkterne. Så langt, så godt. Men ikke godt nok, mener Lisbeth Kamstrup-Holm, som påpeger, at det strategiske arbejde med brugerne stadig er en udfordring for producenterne. ”Hvordan er det muligt at kombinere de tekniske og funktionelle krav med brugernes emotionelle værdier? Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvordan et produkt ser ud, og hvad brugeren dermed forbinder med det. Tænk på, at du skal leve med et sådant produkt helt tæt på din krop resten af dit liv, du kan jo ikke bare vælge det fra,” siger Lisbeth Kamstrup-Holm og fortsætter: ”Uanset person og uanset lidelse står man i den samme omvæltende og chokerende situation, når man får konstateret en kronisk sygdom. Og min teori var, at der her må være nogle følelsesmæssige fællestræk og dermed ønsker til medicoproduktet.”

Sygdom hænger sammen med personligheden

Novopennen løftede niveauet for selvinjektioner op, men den signalerer noget andet, end den er, fordi den skulle blende ind. Det hjælper ikke på brugerens følelsesmæssige tilknytning. NovoPen® 4. Foto: Novo Nordisk

Har man brug for en stok, vil nogle mennesker vælge en i ædelt træ med sølvhåndtag, andre en rustik knortekæp at støtte sig til. Lisbeth Kamstrup-Holm mener da også, at medicobranchen bevæger sig i den retning, hvor brugeren influerer på og selv vil bestemme, hvilket produkt de får i hænderne og skal leve med. ”Der er så megen informationsspredning på nettet, at den viden, der har været forbeholdt lægen, som så kunne vælge produktet, vil brede sig imellem brugerne. I takt med

Lisbeth Kamstrup-Holm, Master i Design

det, tror jeg, at de emotionelle aspekter vil få en højere prioritet. Brugerne vil kræve at blive tilgodeset – ikke kun på funktion og brugervenlighed – og de vil vælge medicoprodukter til og fra på samme vis som andre produkter.” De to kvinder, som Lisbeth Kamstrup-Holm valgte at arbejde med i sine cases, har altså noget at se frem til. Den ene fi k en stomi i forbindelse med en fødsel, den anden har diabetes. Begge brugere har produkter, som er stærkt funktionelt baserede, dertil er de kliniske, maskuline og anonyme i deres udtryk. ”Begge kvinder er kommet dertil, at de i virkeligheden gerne vil stå ved deres lidelse og gøre den til en uadskillelig del af deres personligheder. De ønsker at udtrykke en identitet gennem produktet. I stedet for at gemme det af vejen, vil de gerne have, at produktet relaterer sig til, hvem de er, og hvor de er i deres liv på linje med alle de andre produkter, vi omgiver os med. Produkterne skal være vedkommende og kalde på en følelsesmæssig tilknytning. Der er altså et meget stort modsætningsforhold her, da medicobranchen lægger stor vægt på at anonymisere produkterne,” siger Lisbeth Kamstrup-Holm og tilføjer: ”Det interessante med de to produkter, som kvinderne bruger, er, at de i medicobranchen anses for at være banebrydende. Novopennen, som løftede niveauet for selvinjektioner op, signalerer noget andet end den er, fordi den skulle blende ind. Men det hjælper ikke på brugerens følelsesmæssige tilknytning. Til gengæld opbevarede diabetikeren den i en dyr Mulberry pung. Stomipatienten udtrykte


ting

side 12

”Tænk på, at du skal leve med et sådant produkt helt tæt på din krop resten af dit liv, du kan jo ikke bare vælge det fra.” klart, at hun ikke ville lade stomiposer ligge fremme på badeværelset.”

Følelsesmæssig tilknytning hjælper motivationen Den internationale design-, branding- og strategirådgiver Patrick W. Jordan mener, at der inden for produktdesign fi ndes en hierarkisk opdeling af brugerbehov, som en Maslow pyramide. Efterhånden som et behov er opfyldt, bliver det næste aktiveret. Først er der funktionalitet, dernæst følger brugervenlighed, og endelig pleasure (ordet vil miste sin komplekse betydning, hvis det oversættes direkte til dansk). De to første behov anser han som opfyldte, hvorfor pleasure er det nye og afgørende centrum i produktudviklingen. Lisbeth Kamstrup-Holm har i sin masterafhandling brugt de fi re niveauer, som Jordan forholder sig til, i forbindelse med design af pleasurable products. Physio pleasure handler om sansepåvirkningerne, er produktet rart at røre ved og har det en god lugt. Socio pleasure, hvor produktet definerer brugeren i forhold til andre mennesker. Psycho pleasure fremkalder følelser og forståelse omkring produktet. Ideo pleasure udtrykker de holdninger og værdier, som brugeren har. ”Hvis man kan designe produkter, der spiller på disse fi re niveauer, er man nået langt, og det ville betyde meget for den motivation, som man forståeligt nok er meget optaget af i medicobranchen. Hver gang brugeren konfronteres med sit medicoprodukt, bliver man mindet om sin kroniske lidelse. Det er hårdt og kan fremkalde modstand. Men har du et følelsesmæssigt forhold til dit produkt, vil det hjælpe på din motivation til at bruge det – og bruge det rigtigt,” mener Lisbeth Kamstrup-Holm.

”Brugerne vil kræve at blive tilgodeset – ikke kun på funktion og brugervenlighed – og de vil vælge medicoprodukter til og fra på samme vis som andre produkter.”

side 13

Fælles temaer Det holistiske syn på og forståelse af brugeren har været vigtigt for Lisbeth KamstrupHolm. Denne tilgang omfatter blandt andet viden om, hvem brugeren er i dag, hvilken historie og udvikling personen har med sig, samt hvilket forhold brugeren har til sit medicoprodukt og til produkter generelt. Denne tilgang kombineret med Jordans fi re niveauer udmøntet i forskellige specialudviklede redskaber, herunder samtalekort, viste hvor de to kvindelige brugere værdimæssigt befandt sig. Hvad betyder noget for dem, hvilket forhold har de til sig selv, deres krop, tanker, omgivelser? Resultatet ledte Lisbeth Kamstrup-Holm frem til at formulere seks temaer, der var fælles for de to kvinder. Begge kvinder føler sig til en vis grad frarøvet deres femininitet som en følge af sygdommen, derfor er det vigtigt for dem at gøre noget ud af sig selv, ligesom de også prioriterer de ydre rammer – de har styr på tingene og ønsker at opnå det perfekte hjem. Kvinderne har, siden de fi k konstateret den kroniske lidelse, været i en proces, hvor de på hver deres måde forsøger at leve og udvikle sig med sygdommen, samtidig føler de skyld og skam over den belastning, de mener at påføre deres familier. Begge har behov for at tro på noget højere, at der er en mening med det hele. Og endelig er de parate til ofre penge på et produkt i en god og holdbar kvalitet. ”Temaerne vil naturligvis skifte alt efter, hvilken brugergruppe man undersøger, men jeg tror, at medicobranchen kunne komme langt, hvis man implementerede den slags temaer i produktudviklingen,” siger Lisbeth Kamstrup-Holm, som i forbindelse med sit eget arbejde på Novo Nordisk har anvendt de redskaber, som blev udviklet til masteren. ”Jeg brugte samtalekortene i et studie af, hvad det næste skridt bliver i udviklingen af diabetesbehandlingen, hvor jeg kortlagde nogle temaer for både diabetikere og mennesker i risikogruppen. Den viden, jeg har opnået i arbejdet med min master, giver mig en bekræftelse på, hvor væsentlig involvering af brugerne og deres følelser er.”

Vola showroom Volas nye showroom i Bruxelles er indrettet i et gammelt toldvarelager fra 1910. Grundarealet er cirka 240 m². Indretningen lægger vægt på at bevare indtrykket af bygningens karakter som den blanke mur, der står i kontrast til de hvide udstillingsmøbler med de enkle og minimalistiske armaturer påmonteret. Gulvet er belagt med gråt epoxy. Belysningen består af skinnespot, der med lyskeglerne danner lokale lysrum og er med til at fremhæve de forskellige produkters design. Design: aarhus arkitekterne a/s.

Sigge Medicobranchen lægger stor vægt på at anonymisere produkterne. De er ofte stærkt funktionelt baserede, kliniske, maskuline og anonyme i deres udtryk. SenSura Flex 2-dels kolostomiposer og SenSura Flex 2-dels ileostomiposer. Foto: Coloplast

Et vendbart møbeltekstil med et flydende, håndtegnet motiv. Den unge svenske designer og DJ Sigurd Falk har udviklet designet, hvor han med en meget fin pensel og blæk har beskrevet en fantasiverden. Sigge møbeltekstil er jacquardvævet fremstillet af Worsted-uld og fås i en farvepalet med rene og naturlige nuancer.


side 14

side 15

JEG HAR ALDRIG ARBEJDET, KUN LEGET For Hans Bølling, arkitekt MAA og designer mDD har design altid og utvetydigt været forbundet med glæde og lyst. Det startede i 1950’erne med små figurer lavet af naturmaterialer. Og det er slet ikke slut endnu.

------------------------------ Det første bakkebord blev produceret i 1963 i eg med sort og rød plade. Siden er det blevet til et utal af variationer. Hans Bølling har selv udvalgt og godkendt både træsorter og bakkefarver. Det seneste med glasplader er produceret i anledningen af producenten Brdr. Krügers 125 års jubilæum i år

------------------------------ Design for Ørskov og Co. Foto: Charlotte HjortRohde

------------------------------ Design for Ørskov og Co. Foto: Charlotte HjortRohde

-------------------------------

AF HELLE LORENZEN, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER (DJ)

E

t skilt på glasdøren bekendtgør, at ”Arkitekter er bedst, efter de er fyldt 70”. Bag døren og de store glaspartier, i et forhenværende ismejeri ude i Charlottenlund, sidder arkitekten og designeren, Hans Bølling, just fyldt 80 år, hver dag og arbejder, finder på, finder op, tegner, skitserer og eksperimenterer. Hvis han da ikke lige rumsterer rundt i det fuldt monterede værksted hjemme på privatadressen. Det vil sige, det gør han kun, når Søs, hustruen, er ude og spille bridge med sine veninder, for ”hun vil ikke have, at den tid, hvor vi skal hygge os sammen, bliver tilbragt i værkstedet”. Jeg har forberedt mig til interviewet med Hans Bølling. Men hvem kan forberede sig på et ustyrligt livsstykke, der sprudler ordene ud med samme tempo som foretagsomheden og idéerne er underlagt? Så der kommer jeg med alle mine fine og dybsindige spørgsmål om den højere mening med design, men Hans Bølling er ikke den, der lader sig distrahere af det. Han følger sine egne veje. Og de går i alle retninger – ofte på samme tid. Under hele interviewet, eller hvad man nu skal kalde det, henter Bølling ting og sager frem fra alle hjørner og hylder, mens han tegner og fortæller om dem hver især. Det er slet ikke alt, der er sat i produktion, men så er det da godt, at mange andre ting venter på at blive fundet på. Næppe er man kommet indenfor i det tidligere butikslokale fyldt med alskens figurer, lysestager, borde, skåle, pendler, billeder, skitser og tegninger, før Hans Bølling slår ud med armene, smiler stort og udbryder: ”Jeg er verdens lykkeligste mand. Det lyder så banalt, men det vigtigste er selvfølgelig, at jeg har min kone, Søs, at vi er sunde og raske og har nogle ligeledes sunde og raske børn. Vi har været tilsmilet af lykken, det kan jeg godt sige dig. Også økonomisk.”

”Jeg lavede det bakkebord en nat hjemme i mit værksted. Det var Ørskov, der gerne ville have et bord, der var let at sende.” Den kan man så tygge på et øjeblik, mens Bølling tager nogle runder til køkkenet for at tjekke, om kaffen er klar. På bordet står æblestykker og skumfiduser klar til fortæring.

De første figurer kommer til verden At Hans Bølling skal være arkitekt og designer kommer sådan lidt hen ad vejen. Han starter på kunsthåndværkerskolen og vil være reklametegner, men så går nogle af de nærmeste studiekammerater ud, og unge Bølling vil hellere over i stoftrykafdelingen, for der går 13 søde piger … ”Mens jeg så var inde som soldat, blev jeg inviteret til 21 års fødselsdag hos en af mine medstuderende – det var i 1951 – og der falder jeg pladask for hendes lillesøster, Søs, som er 16 og et halvt. Vi har nu kendt hinanden i 62 år og været gift i 52. Og hun står og danser piruet derhjemme hver morgen, når jeg vinker farvel. Det er da fantastisk at have sådan en kone,” næsten råber Hans Bølling. Søs er datter af arkitekt Axel Wanscher, som foreslår, at Bølling skal følge arkitektvejen i stedet for reklame og stoftryk. Så det er tømmerlære i fire år, på bygmesterskolen og senere arkitektskolen. ”I al den tid sad jeg også nede i mine forældres kulkælder


side 16

side 17

---------------------- I det fuldt monterede værksted i privaten får de mange idéer fysisk form. Foto: Anne-Mette Bølling MAA

-----------------------

---------------------- Hans Bølling har stadig travlt i sin tegnestue i et nedlagt ismejeri i Charlottenlund. Foto: Anne-Mette Bølling MAA

-----------------------

og lavede små ting til Søs. Se, her er et lille udvalg.” Hans Bølling liner en flok figurer i forskellige størrelser, der i blandt et helt orkester, op på bordet. De er lavet af cikorierødder, kokosnødder, appelsinskaller, kogler, paranødder, hasselnødder og andre naturmaterialer. ”De er forløberne til mine træfigurer. Og se så, dem her skar jeg ud af elfenben – de var også til Søs.” Fra en udhulet prop med låg ryster Bølling nogle småbitte tro, håb og kærlighed ud. ”Ja, jeg gemmer jo alting.” Hans Bølling må tjene penge for at finansiere bygmesterskolen og kommer i kontakt med Torben Ørskov, som grundlagde Form & Farve butikkerne, og Ørskov vil gerne have figurerne ind på sine hylder. Nogenlunde samtidig vinder Hans Bølling en designkonkurrence ved Ege Tæpper, og for pengene køber han en drejebænk. Hver aften sidder så han og Søs og producerer en lang række små figurer til Form & Farve, hvor de hurtigt veksles til en mere og mere solid indtjening. ”Jeg lavede min første and med ællinger på den drejebænk. I starten gik jeg selv rundt og solgte dem, men så fik jeg en bøde, fordi jeg havde glemt at betale legetøjsskat. Så overlod jeg salget til Ørskov. Jeg kunne komme med næsten hvad som helst, And, Ælling, Oscar, Havfruen, Optimist og Pessimist – de sidste var rester fra nogle ællinger, som jeg satte sammen.” Salget af figurerne tjener så mange penge ind, at Hans Bølling kan bygge hus i 1959 – det sidste år han går på akademiet. Samarbejdet med Torben Ørskov er fortsat med sønnen Jeppe Ørskov, der driver Ørskov & Co og producerer samt forhandler Hans Bøllings forklæder, viskestykker samt den nye lysestage HB4.

Huse og ting Da Hans Bølling er færdiguddannet arkitekt, henvender Torben Ørskov sig og beder ham tegne en ny villa til sig selv og sin familie. Det er starten på en lang række privatboliger. ”For Ørskov havde jo nogle bekendte, der også lige stod og manglede et nyt hus, så dem tegnede jeg også til. Og så kørte det, kan man sige. Et af de bedste huse, jeg har tegnet, blev bygget af genbrugsmaterialer. Det var til nogle vidunderlige mennesker – og det blev byggeriet naturligvis præget af – manden havde sukkersyge, men elskede at drikke Cinzano med vodka, han passede slet ikke på sig selv og døde da også af det – men altså de skulle jo have noget specielt. Huset blev kun råt skitseret på et stykke pap. Af et læs gasbetonsten ”tegnede” vi så huset på terrænet i fuld størrelse, så vi straks kunne se udsigten, solen, vandet, træerne. Det blev et skønt hus. Råt tømmer og tagpap, et hus, hvor hele indersiden, også tømmeret blev hvidkalket – ligesom i Spanien – og med udsigt alle steder til Øresund for næsten ingen penge, 40.000 kr., tror jeg det var. Men det er altså det smukkeste, jeg har lavet. Det ligner en stor sommerfugl.” Bølling tager en hurtig indånding og fortsætter: ”Så skulle jeg hjælpe min svigerfar, Axel Wanscher, med en større bebyggelse ude i Taastrup – han var jo blevet min nye far, efter at min egen døde allerede i 1958. Han var journalist og blev slidt fuldstændigt ned. Jeg ved godt, at jeg snakker fanden et øre af … Nå, men jeg havde så tegnestue sammen

”Og hun står og danser piruet derhjemme hver morgen, når jeg vinker farvel. Det er da fantastisk at have sådan en kone. med min svigerfar og to gode kolleger i mange år.” Sideløbende med arkitekturen, som blandt andet omfatter Øresundskollegiet, SMC, fabrikker i Tyskland og store boligbebyggelser herhjemme – ”det var nogle skønne og sjove år, hvor jeg fik lov til at skitsere alt. ” – bliver der designet en lind strøm af ting og sager til Form & Farve, skåle, lysestager, mobiler, fugle af stof … Og i 1963 kommer så bakkebordet, produceret af Brdr. Krüger, til. Bordet, som efterhånden bliver et legendarisk designikon, er først produceret i eg med rød og sort plade, siden udkommer det i et utal af variationer – alle godkendt af Bølling. Senest med plader af hærdet glas i anledning af producentens 125 års jubilæum. Bordet findes i 500 nummererede eksemplarer. ”Jeg lavede det bakkebord en nat hjemme i mit værksted. Det var Ørskov, der gerne ville have et bord, der var let at sende.” De senere år har figurerne And, Ælling, hunden Oscar samt Optimist og Pessimist – snart kommer Havfruen til – oplevet en renæssance, relanceret af Architectmade, håndlavet og fremstillet i Beijing. Egentlig ikke så underligt, da Bølling har evnet at ”sjæleliggøre” dem alle. ”Jeg tror, at de sælger godt igen, fordi de er ikoner fra en tid, hvor dansk kunstindustri var placeret rigtig godt med Wegner, Juhl og alle de andre. Og jeg tror, at folk har fået nok af plastikting. Der er fx mange, der køber And og Ælling til deres børnebørn. Men altså, det er da alligevel utroligt.” Hans Bølling bryder af og rækker hånden ud efter tallerkenen med skumfiduser: ”Kan du lide sådan nogen? Min kone sagde godt nok, at jeg ikke måtte byde en journalist på skumfiduser, men jeg elsker dem altså. Jeg må ikke havde dem derhjemme, så de bor her på tegnestuen”. Han slår en latter op og putter fidusen i munden.

Den store japanske opgave For 25 år siden døde Hans Bøllings svigerfar, arkitekten Aksel Wanscher, tegnestuen bliver opløst, og Bølling fl ytter ind for sig selv i det nedlagte ismejeri i Charlottenlund. En dag bliver han kontaktet af Udenrigsministeriet, som har anbefalet ham som arkitekt. Et japansk universitet ønsker at bygge et kulturcenter med kursusfaciliteter på Vedbæk Strandvej. ”Jeg blev lige færdig med den opgave, og så kom japanerne tilbage og spurgte, om jeg ville tegne en kostskole nede i Præstø. Jeg gik hjem til Søs og fortalte, at jeg havde fået denne store opgave. Hun sagde, at hvis jeg sagde ja til den, så ville hun tage på højskole et par år. Vi havde jo set kolleger gennem årene gå ned med både økonomi og privatliv


side 18

”Jeg ved ikke, hvor det hele kommer fra. Det kommer bare, ofte når jeg arbejder i mit værksted. At stå med materialet, som jo ofte er træ, jeg elsker træ, ja, materialer i det hele taget, så vokser der noget ud af det.”

ZĞŬƚŽƌ ------------------------------ Hans Bølling med sine træfigurer, And og Ælling, Optimist og Pessimist samt hunden Oscar. Figurerne er relanceret af Architectmade. Foto: Architectmade

------------------------------på sådan nogle store sager. Nå, jeg travede lidt op og ned ad gulvet, og så blev vi enige om, at jeg skulle lave et samarbejde med en anden tegnestue, så jeg ikke stod alene med det hele,” fortæller Hans Bølling, mens han rækker ud efter nogle store ark med tegninger. ”Ja, sådan så tegninger ud dengang, håndtegnede med blyant og akvarel. Jeg fik meget frie hænder til opgaven. Vil I have en svømmehal? Ja, det ville de gerne, og sådan var det hele vejen igennem.” Hans Bølling peger på tegningen, og viser hvor den er placeret. ”Vandspejlet i hallen var i niveau med både gulv og skovbunden udenfor, så børnene og de unge kunne ligge og plaske rundt, mens de så på dådyr. Foruden en drenge- og en pigefløj var der også en judohal, en sportshal, og selvfølgelig en tepavillon og masser af kirsebærtræer, der blomstrede ved skoleårets begyndelse.”

En meget heldig og taknemmelig mand Foretagsomheden er ikke stilnet af, selv om Hans Bølling med god ret og samvittighed kunne, om ikke pensionere sig selv, så dog læne sig lidt tilbage. Men nye ting kommer stadig til. En patenteret bordgrill, der kan drejes op og ned, så afstanden til kullene bliver større eller mindre, en lampe til børneværelset, formet som en dyrekrop, der kan skifte ”betræk”, fyrfadsstager med mindelser om Spreckelsens bue i Paris – ”jeg havde ham som lærer på akademiet, og har altid været fascineret af ham” – en kransformet stage, som kan vendes og bruges til både høje lys og fyrfadslys, en patenteret bægerholder af plastic – ”den kostede mig 40.000 kr. at udvikle” – og forskelligt køkkengrej. Nogle af tingene har været på nippet til at komme i produktion med underskrevne kontrakter, men så er producenten sprunget i målet. ”Det kan der være mange forskellige grunde til. Måske er de blevet presset af in house designere til ikke at lukke

en ny ind. Måske passer tingen alligevel ikke i producentens sortiment, eller man er selv i gang med noget lignende. Hvad ved jeg.” Men det slår ikke Bølling af pinden. ”Nejnej. Jeg laver da bare noget nyt, somme tider uden nogen som helst anden mening end, at jeg har lyst, fordi det er så sjovt. Måske er det bare en sindrig konstruktion, jeg har opfundet, som jeg synes, er spændende at få til at gå op. Søs siger, at jeg aldrig har arbejdet, kun leget. Hun arbejder derhjemme, mens jeg bare går ned på tegnestuen og har det skønt. Det er rigtig nok. Jeg kan få noget sjovt ud af alting. Jeg er en meget lykkelig mand, en meget heldig mand, men også en meget taknemmelig mand.” ”Jeg ved ikke, hvor alle idéerne kommer fra. De kommer bare, ofte når jeg arbejder i mit værksted. At stå med materialet, som jo ofte er træ, jeg elsker træ, ja, materialer i det hele taget, så vokser der noget ud af det. Og alt kan inspirere mig og blive til noget. Vi har lige beskåret vores æbletræ, og grenene gemmer jeg, for man ved jo aldrig. Om der er en forbindelse, nogle fælles træk mellem mine designs? Jeg ser ingen, gør du? Det er simpelthen lysten, der driver værket – og den kan jo gå i alle retninger. Men essensen i alt det, jeg laver, er glæde.” Til slut forsøger vi os med endnu et af vore velforberedte spørgsmål: Hvordan med din designproces – har den i årenes løb budt på svære udfordringer? Hans Bølling kigger ud i luften, en af de sjældne to sekunders pauser sniger sig ind. ”Svære ting … Nej, det har jeg da aldrig tænkt over,” griner han.

Ğƚ <ŽŶŐĞůŝŐĞ ĂŶƐŬĞ <ƵŶƐƚĂŬĂĚĞŵŝƐ ^ŬŽůĞƌ ĨŽƌ ƌŬŝƚĞŬƚƵƌ͕ ĞƐŝŐŶ ŽŐ <ŽŶƐĞƌǀĞƌŝŶŐ Ğƚ <ŽŶŐĞůŝŐĞ ĂŶƐŬĞ <ƵŶƐƚĂŬĂĚĞŵŝƐ ^ŬŽůĞƌ ĨŽƌ ƌŬŝƚĞŬƚƵƌ͕ ĞƐŝŐŶ ŽŐ <ŽŶƐĞƌǀĞƌŝŶŐ ƐƆŐĞƌ ĞŶ ǀŝƐŝŽŶčƌ ŽŐ ĚLJŶĂŵŝƐŬ ƌĞŬƚŽƌ Ɵů Ăƚ ƐƚĊ ŝ ƐƉŝĚƐĞŶ ĨŽƌ ĂŶŵĂƌŬƐ ŶLJĞ ŵĂƌŬĂŶƚĞ ǀŝĚĞŶƐͲ ŽŐ ŬƵůƚƵƌͲ ŝŶƐƟƚƵƟŽŶ͘ ƌŬŝƚĞŬƚƐŬŽůĞŶ͕ ĞƐŝŐŶƐŬŽůĞŶ ŽŐ <ŽŶƐĞƌǀĂƚŽƌƐŬŽůĞŶ ŝ <ƆďĞŶŚĂǀŶ Ğƌ ŶĞƚŽƉ ĨƵƐŝŽŶĞƌĞƚ͕ ŽŐ ƐŽŵ ŶLJ ƌĞŬƚŽƌ ƐŬĂů ĚƵ ǀŝĚĞͲ ƌĞƵĚǀŝŬůĞ Ğƚ ŚƆũƚ ĞƐƟŵĞƌĞƚ ƵĚĚĂŶŶĞůƐĞƐͲ ŽŐ ĨŽƌƐŬŶŝŶŐƐŵŝůũƆ͘ KƉŐĂǀĞŶ ZĞŬƚŽƌ ƐŬĂů ƉƌčŐĞ ŽŐ ƵĚǀŝŬůĞ ĂƌďĞũĚĞƚ ƉĊ ĚĞŶ ŶLJĞ ŝŶƐƟƚƵƟŽŶ ʹ ŽŐ ǀčƌĞ ĂŬƟǀ͕ ǀŝƐŝŽŶčƌ ŽŐ ŚĂŶĚůŝŶŐƐŽƌŝĞŶƚĞƌĞƚ ƐƉĂƌƌŝŶŐƐƉĂƌƚͲ ŶĞƌ ŽŐ ŝŶƐƉŝƌĂƚŽƌ ĨŽƌ ďĞƐƚLJƌĞůƐĞ͕ ƐƚƵĚĞƌĞŶĚĞ͕ ĨĂŐůŝŐĞ ŵŝůũƆĞƌ͕ ĂĚŵŝŶŝƐƚƌĂ ƟŽŶ͕ ĞƌŚǀĞƌǀ ŽŐ ĂŶĚƌĞ ŝŶƚĞƌĞƐƐĞŐƌƵƉƉĞƌ͘ ZĞŬƚŽƌƐ ŽƉŐĂǀĞ Ğƌ Ăƚ ĨƆƌĞ Ğƚ ŵŽĚĞƌŶĞ ŬƵŶƐƚĂŬĂĚĞŵŝ ŝŶĚ ŝ ĞŶ ƐƉčŶĚĞŶĚĞ ĨƌĞŵƟĚ ƉĊ Ğƚ ƐŽůŝĚƚ ŐƌƵŶĚůĂŐ͘ ZĞŬƚŽƌ ƐŬĂů ŐĞŶŶĞŵ ƉƌŽĨĞƐƐŝŽŶĞů ĨŽƌĂŶĚƌŝŶŐƐůĞĚĞůƐĞ ĚƌŝǀĞ ĨƵƐŝŽŶƐƉƌŽĐĞƐƐĞŶ͕ ƐĊ ĚĞ ŵĂŶŐĞ ĨĂŐůŝŐĞ ƉŽƚĞŶƟĂůĞƌ ŽŐ ƐLJŶĞƌŐŝĞƌ ŝŶĚĞŶ ĨŽƌ ĂƌŬŝƚĞŬƚƵƌ͕ ĚĞƐŝŐŶ ŽŐ ŬŽŶƐĞƌǀĞƌŝŶŐ ƐƚLJƌŬĞƐ͘ ZĞŬƚŽƌ ƐŬĂů ǀŝĚĞƌĞĨƆƌĞ ŽŐ ƵĚǀŝŬͲ ůĞ ƐŬŽůĞƌŶĞƐ ŚƆũĞ ĨĂŐůŝŐŚĞĚ ŽŐ ŝŶƚĞƌŶĂƟŽŶĂůĞ ŽƌŝĞŶƚĞƌŝŶŐ͕ ƆŐĞ ƚǀčƌĨĂŐůŝŐĞ ƐĂŵĂƌďĞũĚĞƌ ŽŐ ĨŽƌƐŬŶŝŶŐƐŵčƐƐŝŐĞ ŝŶĚƐĂƚƐĞƌ͘ DĞĚ ĨƵƐŝŽŶĞŶ Ğƌ ĚĞƌ ƐŬĂďƚ ĞŶ ƵŶŝŬ ƉůĂƞŽƌŵ Ɵů Ăƚ ƐŬĂďĞ ŵĂƌͲ ŬĂŶƚĞ ƐƚLJƌŬĞƉŽƐŝƟŽŶĞƌ ŝ ĚĂŶƐŬ ŽŐ ŝŶƚĞƌŶĂƟŽŶĂů ƐĂŵŵĞŶŚčŶŐ͘ WĞƌƐŽŶĞŶ ZĞŬƚŽƌ ƐŬĂů ŚĂǀĞ ĚŽŬƵŵĞŶƚĞƌĞƚ ĞǀŶĞ Ɵů Ăƚ ĚƌŝǀĞ ŵŽĚĞƌŶĞ ůĞĚĞůͲ ƐĞ ƉĊ ŚƆũƚ ŶŝǀĞĂƵ͘ ZĞŬƚŽƌ ƐŬĂů ǀčƌĞ ƐƚƌĂƚĞŐŝƐŬ ƚčŶŬĞŶĚĞ ŽŐ ĞŶ ĞīĞŬƟǀ ŬŽŵŵƵŶŝŬĂƚŽƌ ŵĞĚ ƉŽůŝƟƐŬ ƚčŌ͕ ĚĞƌ ŬĂŶ ƐŬĂďĞ ŶĞƚͲ ǀčƌŬ ďĊĚĞ ŝŶƚĞƌŶƚ ŽŐ ĞŬƐƚĞƌŶƚ͘ ZĞŬƚŽƌ ƐŬĂů ŚĂǀĞ ĨĂŐůŝŐ ŝŶĚƐŝŐƚ ĞůůĞƌ ǀŝĚĞŶ Žŵ ĂƌŬŝƚĞŬƚƵƌ͕ ĚĞƐŝŐŶ ŽŐ ŬŽŶƐĞƌǀĞƌŝŶŐ ŽŐ ŐĞƌŶĞ ŚĂǀĞ ĞƌĨĂƌŝŶŐ ĨƌĂ Ğƚ ŬƌĞĂƟǀƚ ƵĚĚĂŶͲ ŶĞůƐĞƐͲ ŽŐ ĨŽƌƐŬŶŝŶŐƐŵŝůũƆ ĞůůĞƌ ĞŶ ŬƵůƚƵƌŝŶƐƟƚƵƟŽŶ͘ ZĞŬƚŽƌ ƐŬĂů ǀčƌĞ ŝŶƚĞƌŶĂƟŽŶĂůƚ ŽƌŝĞŶƚĞƌĞƚ ŽŐ ŬƵŶŶĞ ƉŽƐŝƟŽŶĞͲ ƌĞ ŬƵŶƐƚĂŬĂĚĞŵŝĞƚ ƉĊ ŝŶƚĞƌŶĂƟŽŶĂůƚ ŶŝǀĞĂƵ͘ ZĞŬƚŽƌ ƐŬĂů ďƌčŶͲ ĚĞ ĨŽƌ ŽƉŐĂǀĞŶ͕ ƵĚƐƚƌĊůĞ ĞŶŐĂŐĞŵĞŶƚ ŽŐ ĂƵƚŽƌŝƚĞƚ ŽŐ ƐŝŬƌĞ͕ Ăƚ ƐŬŽůĞŶ Ğƌ ƐLJŶůŝŐ ŝ ĂůůĞ ƌĞůĞǀĂŶƚĞ ƐĂŵŵĞŶŚčŶŐĞ͘ ZĞŬƚŽƌ ƐŬĂů ŬƵŶͲ ŶĞ ƌĞƉƌčƐĞŶƚĞƌĞ ƐŬŽůĞŶ ŽǀĞƌ ĨŽƌ ĞƌŚǀĞƌǀƐůŝǀ ŽŐ ĚĞƚ ŽīĞŶƚůŝŐĞ ůŝǀ ʹ ŽŐ ƐčƩĞ Ɛŝƚ ƉƌčŐ ƉĊ ƵĚĚĂŶŶĞůƐĞƐͲ͕ ĨŽƌƐŬŶŝŶŐƐͲ ŽŐ ƐĂŵĨƵŶĚƐͲ ŵčƐƐŝŐĞ ĚĞďĂƩĞƌ͘

ZĞŬƚŽƌ ďůŝǀĞƌ ĚĞŶ ƐĂŵůĞŶĚĞ ĮŐƵƌ͕ ĚĞƌ ƐŬĂů ƐŬĂďĞ ĚLJŶĂŵŝŬ͕ ŵĞĚͲ ĞũĞƌƐŬĂď͕ ƌĞƐƉĞŬƚ ŽŐ ůĞŐŝƟŵŝƚĞƚ ďĊĚĞ ŝ ŽŐ ƵĚĞŶ ĨŽƌ ŝŶƐƟƚƵƟŽŶĞŶ͘ ZĞŬƚŽƌƐ ůĞĚĞůƐĞƐƐƟů Ğƌ ůLJƩĞŶĚĞ ŽŐ ŝŶǀŽůǀĞƌĞŶĚĞ͕ ŽŐ ƟůŐĂŶŐĞŶ Ğƌ ďĂƐĞƌĞƚ ƉĊ ĚŝĂůŽŐ͘ ZĞŬƚŽƌ ƐŬĂů ǀčƌĞ ŝ ƐƚĂŶĚ Ɵů ƉĊ ƚƌĂŶƐƉĂƌĂŶƚ ǀŝƐ Ăƚ ůĞĚĞ ĞŶ ŬŽŵƉůĞŬƐ ǀŝĚĞŶƐŽƌŐĂŶŝƐĂƟŽŶ͕ ƚƌčīĞ ǀŝŐƟŐĞ ƐƚƌĂƚĞͲ ŐŝƐŬĞ ďĞƐůƵƚŶŝŶ Ő Ğƌ ƐĂŵƚ ƵĚǀŝŬůĞ ŽŐ ŵŽƟǀĞƌĞ ŵĞĚĂƌďĞũĚĞƌĞ ŽŐ ƐƚƵĚĞƌĞŶĚĞ ĨƌĞŵ Ɵů ĞīĞŬƞƵůĚĞ ƌĞƐƵůƚĂƚĞƌ͘ ZĞŬƚŽƌ ƐŬĂů ŬƵŶŶĞ ĨƵŶŐĞƌĞ ŝ Ğƚ ƉŽůŝƟƐŬ ƐƚLJƌĞƚ ŵŝůũƆ ƐĂŵŵĞŶ ŵĞĚ ĞŶ ĂŬƟǀ ďĞƐƚLJƌĞůƐĞ͘ sŝůŬĊƌ ^ƟůůŝŶŐĞŶ Ğƌ ŬůĂƐƐŝĮĐĞƌĞƚ ŝ ůƆŶƌĂŵŵĞ ϯϴ ŽŐ ǀŝů ďůŝǀĞ ďĞƐĂƚ ƉĊ ŽǀĞƌĞŶƐŬŽŵƐƚǀŝůŬĊƌ͕ ŵĞĚŵŝŶĚƌĞ ĚĞŶ ƉĊŐčůĚĞŶĚĞ Ğƌ ƚũĞŶĞƐƚĞͲ ŵĂŶĚ͘ ŶƐčƩĞůƐĞ ǀŝů ƐŬĞ ƉĊ ĊƌĞŵĊůƐǀŝůŬĊƌ͘ ŶƐƆŐŶŝŶŐ ŶƐƆŐŶŝŶŐ ŵƌŬ͘ ͟ZĞŬƚŽƌ < <͟ ƐĞŶĚĞƐ Ɵů Dhh^D EE ƉĊ ũŽďΛŵƵƵƐŵĂŶŶ͘ĐŽŵ ŶƐƆŐŶŝŶŐƐĨƌŝƐƚ͗ dŽƌƐĚĂŐ ĚĞŶ Ϯϰ͘ ŶŽǀĞŵďĞƌ ϮϬϭϭ Ŭů͘ ϭϮ͘ϬϬ͘ zĚĞƌůŝŐĞƌĞ ŽƉůLJƐŶŝŶŐĞƌ ĨĊƐ ŚŽƐ ĚŝƌĞŬƚƆƌ >ĂƌƐ DƵƵƐŵĂŶŶ͕ ƚĞůĞĨŽŶ ϳϬ ϭϭ ϮϬ ϮϮͬϰϬ ϳϲ ϳϮ Ϯϳ͘ ^Ğ ƐƟůůŝŶŐƐͲ ŽŐ ƉĞƌƐŽŶƉƌŽĮů ƉĊ ǁǁǁ͘ŬĂĚŬ͘ĚŬ ŽŐ ǁǁǁ͘ŵƵƵƐŵĂŶŶ͘ĐŽŵ

Ğƚ <ŽŶŐĞůŝŐĞ ĂŶƐŬĞ <ƵŶƐƚĂŬĂĚĞŵŝƐ ^ŬŽůĞƌ ĨŽƌ ƌŬŝƚĞŬƚƵƌ͕ ĞƐŝŐŶ ŽŐ <ŽŶƐĞƌǀĞƌŝŶŐ Ğƌ ĞŶ ŶLJ ǀŝĚĞƌĞŐĊĞŶĚĞ ƵĚĂŶŶĞůƐĞƐŝŶƐƟͲ ƚƵƟŽŶ͕ ĚĞƌ Ğƌ ĞƚĂďůĞƌĞƚ ǀĞĚ ĞŶ ĨƵƐŝŽŶ ĂĨ <ƵŶƐƚĂŬĂĚĞŵŝĞƚƐ ƌŬŝͲ ƚĞŬƚƐŬŽůĞ͕ ĂŶŵĂƌŬƐ ĞƐŝŐŶƐŬŽůĞ ŽŐ <ƵŶƐƚĂŬĂĚĞŵŝĞƚƐ <ŽŶƐĞƌͲ ǀĂƚŽƌƐŬŽůĞ ŝ ƐŽŵŵĞƌĞŶ ϮϬϭϭ͘ hĚĚĂŶŶĞůƐĞƌŶĞ Ğƌ ŵŽĚĞƌŶŝƐĞƌĞĚĞ ŽŐ ƟůƉĂƐƐĞƚ ĚĞ ĞƵƌŽƉčŝƐŬĞ ĂŌĂůĞƌ Žŵ ƵĚĚĂŶŶĞůƐĞƐƐƚƌƵŬƚƵƌ ŽŐ ƵĚǀŝŬůŝŶŐ ; ŽůŽŐŶĂͲĂŌĂůĞŶͿ͘ >čƐ ŵĞƌĞ ƉĊ ǁǁǁ͘ŬĂĚŬ͘ĚŬ ^ŬŽůĞŶ ŚĂƌ ŬŶĂƉ ϭ͘ϳϬϬ ƐƚƵĚĞƌĞŶĚĞ ŽŐ ϰϭϰ ĊƌƐǀčƌŬ͘ &ŝŶĂŶƐůŽǀƐͲ ďĞǀŝůůŝŶŐĞŶ ƵĚŐƆƌ ϯϬϳ ŵŝŽ͘ Ŭƌ͘


side 21

FOTO: E ARCHITECTURE

På en måned og på kun 6 x 8 meter byggede arkitekt Erik Juul i samarbejde med håndværkerne et boligområde under åben himmel. Projektet stillede spørgsmålet Is this a Home? Og besvarede det ved at vise, hvor hurtigt, nemt og billigt boliger for hjemløse kan opføres. Projektet blev gennemført ved Den Frie Udstillingsbygning på Østerbro. I løbet af udstillingsperioden, maj og juni i år, blev der afholdt forskellige arrangementer i forbindelse med projektet, blandt andet house warming og Sankt Hans for hjemløse mennesker, uddeling af mad samt en workshop for børn om arkitektur. HomeLessHome blev efterfølgende udstillet på Højbro Plads i forbindelse med Copenhagen Design Week i september. Projektet vil ud fra denne 1:1 model undersøge og debattere, hvordan Danmark som samfund kan skabe plads til socialt marginaliserede grupper, der typisk har markant anderledes behov sammenlignet med normen. Ved at vise hvor lidt, der faktisk skal til for at skabe et hjem, er det måske på tide at det standardiserede begreb ”hjem” redefineres og tilpasses brugernes behov.

HOMELESS HOME Hele livet har vi brug for luft, omsorg, mad, søvn, samtale, social omgang og fællesskab. Uanset om man er hjemløs eller ej. Med udgangspunkt i disse behov stod erik juul, architects bag projektet HomeLessHome – et arkitektonisk eksperiment med fokus på hjemløses vilkår og på vores forståelser af, hvad et hjem er.


side 23

Projektet er støttet af Velux Fonden, og det er ambitionen at udvikle det til et færdigt og bygbart koncept. HomeLessHome udvikles som en del af det internationale arkitektstudio E Architecture, hvis arbejde og rådgivning er inspireret af Menneskerettighedserklæringens artikel 25 ,der bl.a. fastslår, at enhver har ret til en vis levestandard. Arkitekterne bag E Architecture spørger så: ”Og hvad kan vi som arkitekter gøre for dem, der ikke har det?”


side 24

side 25

Mange forhold spiller ind på vore valg, og vi ved ikke altid vores eget bedste. Derfor kan vi have brug for en hjælpende hånd. Svaret kan være nudging, som myndigheder og organisationer har kastet deres kærlighed på. Men det går ikke an bare at nudge løs. Etiske overvejelser er et centralt kriterie.

VORE VALG KAN DESIGNES

AF HELLE LORENZEN, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER (DJ)

------------------- Pelle Guldborg Hansen, adfærdsfilosof, Syddansk Universitet

--------------------

---------------------------- Sådan kan man også blive mindet om at slukke lyset. Eco Reminder stickers

Rengøringspersonalet i den hollandske Schiphol Lufthavn havde et problem på mændenes toiletter; for lidt i kummen, for meget på gulvet. Dyrt i rengøring og dertil uæstetisk. Løsningen var enkel. Man fik designet et urinal med en malet flue placeret det strategisk rigtige sted. Resultatet er 80 procent mindre spild på gulvet. Fluen i urinalet er det klassiske eksempel på det, der hedder nudging – bedst oversat til at puffe eller skubbe til mennesker, så vi træffer et mere hensigtsmæssigt valg og dermed ændrer vores adfærd. Mændene bag begrebet nudging er økonom Richard Thaler og jurist Cass Sunstein, som bruger deres indsigt fra adfærdsøkonomien – koblingen mellem økonomi og psykologi – til at tage fat i de faktorer, der har indvirkning på vores liv og hverdag og vende dem til vores fordel.

---------------------------- Den hollandske Schiphol Lufthavn fik designet urinaler med påmalet flue i bunden. Resultatet var 80 procent mindre spild på gulvet. Idéen har senere bredt sig til herretoiletter andre steder

-----------------------------

”Arkitekter og designere kunne med stor fordel arbejde bevidst med nudging i deres løsninger. Det er jo ikke tilstrækkeligt, at arkitektur og design ser flot ud. Det må også gerne virke efter en hensigt.”

”Der er typer af nudging, der kan være på kanten af en organisations eller myndigheds værdier. For selv om nudging er et politisk rent værktøj, er det ikke nødvendigvis etisk rent.” Mennesket er nemlig ikke udelukkende et rationelt væsen, der tænker meget over sine handlinger – måske tvært imod. Utallige forhold spiller ind på vore valg, og det er et kendt faktum, at vi ikke altid ved vores eget bedste. Vi kan have brug for en hjælpende hånd. Nudging handler om og tager fat i alle de faktorer, der påvirker os ud over vores fornuft. Et nudge er et forsøg på en adfærdspåvirkning, hvor det er forbudt at indskrænke vore handlemuligheder eller incitamentstyre os – det vil sige, at et nudge hverken må straffe eller belønne et givent valg.

Nudging kræver etiske overvejelser Pelle Guldborg Hansen er adfærdsfilosof ved Syddansk Universitet, vicedirektør for ISSP, Initiative for Science, Society & Policy og formand for Dansk Nudging Netværk. Hans opgave er blandt andet at udbrede viden om nudging, så dets potentiale kan udnyttes, men samtidig skal han også være med til at sikre, at redskaberne bliver brugt forsvarligt. Myndigheder, organisationer og andre institutioner har nemlig kastet deres kærlighed på de muligheder, nudging tilbyder. ”Jeg understreger altid i min rådgivning, at man ikke bare kan nudge løs, selvom nudging kan være fantastisk og kreativt at arbejde med. Men der er typer af nudging, der kan være på kanten af en organisations eller myndigheds værdier. For selv om nudging er et politisk rent værktøj, er det ikke nødvendigvis etisk rent. Så du kan ikke bare vælge og vrage i værktøjskassen, og det er den store udfordring,” påpeger Pelle Guldborg Hansen. Der er stor forskel på at blive påvirket i al almindelighed og at blive nudget. Vi påvirkes alle hver dag af en uendelig række af faktorer gennem de situationer, vi kommer i og de men-


side 26

side 27

”Nogle former for nudging kan altså gøre os mere bevidste om vores adfærd, mens nogle nærmer sig manipulation.”

”Når man bruger nudging, skal udgangspunktet være en adfærdsændring, som er til fordel – ikke kun for det enkelte individ – men for fællesskabet. Nudging handler ikke om personlige anliggender.”

nesker, vi møder. Men går en myndighed eller organisation ind og bevidst ønsker at udføre en påvirkning, som kan få os til at træffe et valg, udløser det samtidig et ansvar. ”Man skal agere i forhold til sit værdigrundlag. Der skal altid foretages etiske overvejelser og vurderinger. Og der kan mange desværre fejle i deres fascination af nudging som et effektivt virkemiddel,” mener Pelle Guldborg Hansen.

tilbage. Hvis jeg nu ønsker, at du skal vælge en bestemt form for kræftbehandling, kan jeg sige: strålebehandling giver 20 procent chance for overlevelse, hvorimod 80 procent af de, der får kemo, dør. Risikoen for at dø er altså nøjagtig den samme, men vi tiltrækkes af den formulering, som ikke er forbundet med at miste,” forklarer Pelle Guldborg Hansen.

Et potent redskab

Design som en del af nudging Nudging fokuserer på nogle mekanismer, der befinder sig på tre niveauer; det strukturelle, det sociale og det individ-psykologiske. Det strukturelle niveau er det mest håndterbare, da det handler om, hvordan vore omgivelser er designet og indrettet, hvilket har en kraftig indvirken på vore handlinger. Et simpelt eksempel er, hvordan frugten præsenterer sig i supermarkedet. Undersøgelser viser, at bliver frugten arrangeret på en bestemt måde og med ordentligt lys på, kan salget hæves med 54 procent. Og fjerner man bakkerne i en kantine, skal personalet smide 38 procent mindre mad ud efter frokosten. ”På dette niveau kan nudging ofte udføres med både enkle og billige løsninger – men de forudsætter netop derfor megen tænkning og indsigt. De fleste forbinder nudging med det strukturelle niveau, for vi kan godt lide at tænke i konkrete objekter og omgivelser,” siger Pelle Guldborg Hansen, som også mener, at nudging burde være en del af pensum på design- og arkitektuddannelserne. ”Arkitektur og design påvirker jo i høj grad vore valg og dermed vores adfærd, ja, det er vel en del af meningen, derfor kunne både arkitekter og designere med stor fordel arbejde bevidst med nudging i deres løsninger. Det er jo ikke tilstrækkeligt, at arkitektur og design ser flot ud. Det må også gerne virke efter en hensigt.” I lufthavnens security kunne man på et tidspunkt finde et eksempel på nudging brugt på det sociale niveau. Nemlig en tegnefilm, der

viser en slank, tjekket forretningstype, som gør alt det rigtige før sikkerhedstjek – tager bælte af, tømmer lommer for mønter, nøgler mv. Men der er også en tyk mand med åben skjorte og gammel taske, som ikke husker noget af det, man forventes at gøre. ”Det er meget effektivt. Filmen får os til at gøre det, vi skal, for vi vil alle gerne imitere mennesker, der ser ud, som om de har succes. Ved at have den lille tykke med, bliver effekten endnu større. Men filmen kan være problematisk, fordi den får os til at se ned på nogle mennesker, der også står i køen,” mener Pelle Guldborg Hansen. Det tredje niveau i nudging er det sværeste at have med at gøre, fordi det er kringlet at forstå. Det individ-psykologiske aspekt er heller ikke så sexet, da det ikke handler om design af omgivelser og genstande, men har at gøre med, hvordan hjernen er skruet sammen og virker. ”Vi kan tage udgangspunkt i det faktum, at vi ikke kan lide at miste noget, vi har, og at vi er villige til at gå langt for at få til mistede

Etikken er som nævnt et centralt og relevant kriterie i nudging, og efterhånden som begrebet er vundet frem, er der kommet indvendinger og kritik til. Kan nudging blive en glidebane, der nærmer sig tvang? Handler det ikke bare om manipulation? Gør nudging os dummere, fordi andre har bestemt, hvilket valg de ønsker, vi skal træffe? Mister vi evnen til at ræsonnere moralsk og etisk? ”Det kendetegnende i debatten er, at mange prøver at træffe dommen over nudging – det er enten totalt godt eller totalt dårligt. Hverken eller, vil jeg sige. Der er nemlig forskellige typer af nudges, som vi skal lære at skelne mellem,” påpeger Pelle Guldborg Hansen, som nævner fire typer af nudges, der har udgangspunkt i, hvorvidt vores adfærd er forankret i det refleksive system, altså der hvor en vis tankevirksomhed er til stede, eller i det automotoriske system, hvor bevidstheden er slået fra. Type 1 nudges går fra autopilot til autopilot, fx kan tallerkenen gøres mindre, som et led i en slankekur. ”Her kan man tale om manipulation, for den foregår altid i det ubevidste og automatiske system.” Benytter man type 2, nudger man fra det automatiske til det refleksive system. ”Eksemplet er fluen og urinalet, hvor manden, der står og tisser, bliver opmærksom på, hvad han er i gang med og dermed rammer rigtigt i kummen.” Nudging, der foregår fra refleksiv til refleksiv adfærd, er type 3. ”På MacDonalds bestiller du pommes frittes til dit måltid. Men da du får øje på en ophængt kalorietabel, væl-

ger du gulerødder i stedet for. Du var i gang med den refleksive handling at bestille noget mad, der smager dig, men den blev tilføjet et yderligere kriterie: det skal også være sundt.” Endelig er der type 4 nudges, hvor defaultindstillingerne så at sige laves om. ”I stedet for aktivt at vælge til at være organdonor, er man det automatisk fra fødslen, indtil man selv vælger det fra. Ved denne type kan man sige, at der er risiko for at miste træningen i at ræsonnere omkring et etisk dilemma – man mister nogle kompetencer.” ”Nogle former for nudging kan altså gøre os mere bevidste om vores adfærd, mens nogle nærmer sig manipulation. Nu er der ikke nødvendigvis noget galt med manipulation på det personlige og private plan, medmindre man er ude på at skade. Men det er straks noget andet at benytte sig af disse indsigter, hvis vi er i offentligt regi. Nudging er et potent redskab, for det rammer os alle. Vi er modtagelige – også selv om vi ikke tror det,” fastslår Pelle Guldborg Hansen og tilføjer: ”Når man bruger nudging, skal udgangspunktet være en adfærdsændring, som er til fordel – ikke kun for det enkelte individ – men for fællesskabet. Nudging handler ikke om personlige anliggender.”

------------------------------- Nudge for en Ren By. En gruppe studerende fra SDU foretog i maj et nudge forsøg. I Fiolstræde i København delte de karameller ud til forbipasserende. De studerende undersøgte, hvor meget karamelpapir, der havnede på gaden/i skraldespanden før og efter grønne fodspor, der viser mod skraldespandene. Nudget virkede. Der skete et fald i antal karamelpapir smidt på gaden på 46 procent, og en stigning af papir i skraldespandene på 36 procent

---------------------------------


side 28

side 29

Prikken over i’et ----------------------------------------------------------------

MIT DANSKE KØD

Mit danske kød af Jens Smærup Sørensen ”Det var en af de historier, der voldte knuder for mig, og jeg valgte til sidst at tage forfatteren på ordet. Jeg købte nogle kilo kød hos den lokale halalslagter. Det skar jeg ud som et Danmarkskort, tog et foto og manipulerede lidt med det, da kød på billeder ikke ser særlig kønt ud.” ----------------------------------------------------------------

JENS SMÆRUP SØRENSEN GYLDENDAL

ROMAN

Hvad har halalkød med et bogomslag at gøre? Umiddelbart ikke så meget. Medmindre man da hedder Ida Balslev-Olesen, i 25 år har designet bogomslag, gerne skubber til de visuelle grænser og ikke vil sættes i bås. Mit danske kød af Jens Smærup Sørensen var en af de historier, der voldte knuder for grafikeren, som til sidst valgte at tage forfatteren på ordet: ”Jeg gik ned til den lokale halalslagter og købte nogle kilo kød. Det skar jeg ud som et Danmarkskort, tog et foto og manipulerede lidt med det, da kød på billeder ikke ser særlig kønt ud.” Ida Balslev-Olesen vil gerne have det skæve ind, det der tvist, der ”sparker røv”, men det er ikke så let i dagens bogbranche, som er mere optaget af hurtig produktion og salgstal, og hvor bøger med tilbudssplattermærker på omslaget er blevet slagvarer i supermarkedet. ”Jeg bryder mig ikke om det, og det tror jeg sådan set heller ikke, at læseren gør. Et omslag skal være prikken over i’et, derfor skal det jo være en glæde og en visuel nydelse at kigge på en bog. Jeg ønsker at løfte bogen. Litteratur er en kunstart, derfor vil jeg gerne designe noget specielt hver gang og kæmpe min egen lille kamp, hvor jeg forsøger at overgå mig selv. Ellers bliver det også for kedeligt. Men det kan være svært at komme personligt ud med et omslag. Når jeg går rundt i en boghandel, kan jeg somme tider ikke se bogen for bare bøger. Mange ligner hinanden,” mener hun. Ida Balslev-Olesen kan naturligvis ikke bevise, at designet sælger en bog, ”men det er selvfølgelig omslagets skyld, hvis den ikke sælger”, smiler hun. Omslaget er ikke en reklamesøjle for bogen, omvendt skal det appellere til læseren. ”I virkeligheden tror jeg, at det er en blanding af forfatter, omslag og historie. Som læser holder man af nogle forfattere

Litteratur er en kunstart. Derfor skal det være en glæde og en visuel nydelse at kigge på en bog. Grafisk designer Ida BalslevOlesen ønsker med sine omslag at løfte bogen med et specielt design – hver gang. Et af midlerne er at fjerne så meget støj som muligt for at fremelske en renhed.

Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ)

og er opmærksom på deres bøger – uanset omslaget. Men går du bare rundt og snuser og gerne vil have en god bog med hjem, så tror jeg, at omslaget kan tiltrække, så læseren tager bogen op og kigger på bagsiden.” Historien skal ikke pensles ud Som grafisk designer af et bogomslag er det en fordel at være udstyret med en god fornemmelse for balance. Hvor meget skal hensynet til læseren vægtes i forhold til historien? Hvor meget af historien skal fortælles, hvor meget antydes? Hvor konkret eller abstrakt kan man tillade sig at være? Hvor meget af forfatteren selv skal udtrykkes i omslaget? Ida Balslev-Olesen har ingen skabelon, når hun designer sine bogomslag til både skøn- og faglitteratur. Derfor er det heller ikke til at sige noget generelt om, hvad det gode omslag er, andet end at det handler om de følelser og tanker, man kan vække og så de der balancer, der hver gang skal vurderes. Og kigger man på nogle af de omslag, som Ida Balslev-Olesen har designet, ligner de da heller ikke noget, der er produceret på samlebånd eller efter opskrifter. De dækker hele spektret fra det stringente til det sprælske. De bærende visuelle udtryk skifter mellem fotografi, illustration og typografi. ”Nogle siger godt nok, at de kan se, når det er et af mine omslag, så jeg har nok alligevel en eller anden stil. Der er jo visse ting, jeg kan lide, men jeg forsøger ikke at låse mig fast,” siger Ida Balslev-Olesen, hvis vigtigste mål hver gang er at være tro mod bogens indhold. ”Jeg kan godt lide at fjerne så meget støj som muligt, at gøre det så enkelt som muligt. Der skal være en renhed i omslaget. Man kan jo gøre meget med photoshop, men det er meget forstyrrende, hvis effekterne overdrives. Historien er


side 30

side 31

----------------------------------------------------------------

Lazarus-projektet af Aleksander Hemon

”Bogen handler om mand, der ser tilbage i tiden. Øjet er forfatterens eget, og selve illustrationen udgøres af lapper fra en avis, jeg har revet i stykker. Bogen var tidligere udkommet på amerikansk med et meget flot omslag, så det var min ambition at leve op til det. Forlaget ønskede mere farve på fladen, men der kæmpede jeg stædigt imod, for det havde intet med historien at gøre. Det blev til ugens omslag i Politiken.” ----------------------------------------------------------------

Æslet af Kristina Stoltz ”Der optræder et meget stædigt æsel i bogen, derfor står den lige der på tværs af omslaget. Den kan ikke fl yttes, selv om det er irriterende, at du hverken se dens hoved eller hale. Den står bare der. Færdig. Bogen handler om nogle drenges flugt fra Afghanistan, så på indersiden af omslaget har jeg tegnet deres rute lidt abstrakt, så læseren får en fysisk fornemmelse. Jeg kan godt lide at give nogle små overraskelser.” ----------------------------------------------------------------

IDA JESSEN

Et Eventyr af Jonas Bengtsson

ROMAN

”Jeg blev så begejstret for alle de billeder, forfatteren får frem, så jeg for en gangs skyld ikke var til at stoppe. Og jeg skulle jo ikke fortælle det hele på omslaget, så i stedet brugte jeg indersiden af omslaget til at illustrere historiens forskellige stemninger. Bogen handler om dreng, så han kom på forsiden, helt enkelt. Jeg er begyndt at bruge frihåndstegninger i større udstrækning. Omslaget udtrykker også en stoflighed.”

GYLDENDAL

----------------------------------------------------------------

inde i bogen, den skal ikke pensles ud eller fortælles i omslaget, her er det mere en stemning, der skal fanges ind. Jeg kan også godt lide, at når læseren er færdig, lukker bogen og kigger på omslaget, siger: nå, det er det, de mener. Omslaget må gerne appellere til både tanker og følelser, og der skal helst være flere lag i illustrationen, så man ikke bliver færdig med den lige med det samme. Ligesom et maleri. Der skal være noget at komme efter,” understreger Ida Balslev-Olesen. Det taktile har stor betydning. Læseren skal kunne mærke bogen fysisk, og denne stoflighed kan frembringes ved hjælp af det visuelle udtryk og den behandling, som omslaget får. Ida BalslevOlesen har fx engang designet et omslag, som tog let mod smuds, for det gør heller ikke noget, at man kan se, en bog er blevet læst. Den er også en brugsting. Forfatterens personlighed er med Prøv at tjekke din bogreol – der står garanteret adskillige bøger med omslag designet af Ida Balslev-Olesen. Suzanne

Brøgger, Klaus Rifbjerg, Ida Jessen, Kristian Ditlev Jensen, Kirsten Thorup, Per Olov Enquist – alle har de været gennem hænderne på den grafiske designer. Det er ikke altid, at hun får tid til at læse bogen, men så får hun, hvis det overhovedet er muligt, forfatteren til at fortælle sig historien, ”og så føler jeg mig meget privilegeret”. Kommunikationen, dialogen og det personlige møde med både forfatter og redaktør er vigtig for processen og for omslagets endelige udtryk. ”Jeg tror ofte, at jeg får noget af forfatterens personlighed med i omslaget. Efterhånden har jeg trænet mig op til at se, hvilke farver en forfatter er til, hvilke stemninger – det smitter jo af på et menneskes udseende og udstråling. Også når jeg læser en bog, er jeg opmærksom på dens farver og stemninger, så de kan komme til udtryk i designet,” forklarer Ida Balslev-Olesen. Det hænder, at forfatteren har nogle forestillinger om omslaget, men lige så ofte får Ida Balslev-Olesen frie hænder

til sit grafiske arbejde. Nogle gange skal historien ligge og rumstere en tid, andre gange popper de første billeder op allerede på vej hjem fra mødet med forfatteren. ”Mine idéer kommer løbende, ofte når jeg er i gang med helt andre gøremål. De kan ikke tvinges frem, men den indre computer arbejder jo hele tiden og er i gang med at bearbejde historien. Når der så er hul igennem, kan jeg til gengæld ikke stoppe, så skal der arbejdes igennem og rundes af. Jeg holder meget af den ro og fordybelse, der er forbundet med at arbejde med bogomslag.” Ida Balslev-Olesen står ved sin professionalisme og viser derfor kun ét omslag frem til bedømmelse hos forfatter og redaktør. Flere forvirrer mere, end de gavner, mener hun. "Jeg er i min proces nået hertil og viser med ét forslag, hvordan jeg har løst opgaven. Jeg skal ikke vise alle mine tvivlere, så virker det ikke stærkt nok, og jeg er heller ikke sådan en, der skitserer i det uendelige, og så kunne man gøre

sådan eller sådan. Nej, computeren kører først inde i mit hoved, og så phum, kommer det ud. Og så tager vi dialogen derfra. Men det er ikke meningen, at alle skal sidde og ”farvelade” – et omslag er ikke et fælles projekt på den måde, men et samarbejde, hvor man må respektere, at jeg er den faglige professionalisme.”

Grafisk designer Ida Balslev-Olesen ----------------------------------------------------------------

ABC af Ida Jessen ”Hovedpersonerne bor med design, derfor en grafisk detalje fra Ægget og valget af tre forskellige baggrundsfarver. Boghandlerne fik en ”pose blandede bolscher” ud, så læseren selv kunne vælge den farve, der tiltrak mest. Det var sjovt at prøve noget andet, men den går ikke med alle bøger.” ----------------------------------------------------------------


side 32

DESIGN OF THE TIMES SAMMENFATTET AF HELLE LORENZEN, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER (DJ)

side 33

Dott-projekter (Design of the times) foregår i forskellige regioner af England og handler om at forbedre leve- og arbejdsvilkår for regionens borgere. Det første Dott-projekt fandt sted i 2007 i en nordvestlig region af England. Dott Cornwall sluttede i marts 2011 efter et års forløb. Design Council har været involveret i begge projekter. Dott Cornwall bragte borgerne i lokalsamfundet sammen med en række designere, og i fællesskab arbejdede de på projekter, der kunne forbedre dagligdagens liv, arbejde og fritid for områdets beboere. Cornwall har en lang og væsentlig tradition, hvad angår kreativitet og opfindsomhed. Dette bygger Dott videre på i etableringen af netværk og understøttelsen af den lokale designekspertise. Dott projekter åbner således for nye muligheder i regionen. Dott sætter slutbrugeren først. Det fremmer udvekslingen af idéer og erfaringer mellem designerne og borgerne og sikrer engagement og ejerskab til løsningerne. Programmet har tre centrale mål: > at udarbejde en serie design-ledede projekter i samarbejde

med lokalsamfundet > at udarbejde et program med redskaber i design og

innovation > at understøtte Cornwalls opfindsomhed og kreative styrke.

Her er nogle korte beskrivelser af tre Dott Cornwall projekter: Designing Communities, From Cornwall with Love og New Work.

DESIGNING COMMUNITIES Pengegon Estate i Cambourne, Cornwall, har problemer. Der er høj arbejdsløshed, fattigdom, narkotika- og alkoholmisbrug samt lavt uddannelsesniveau. Hvad kan designerne gøre for at hjælpe borgerne i et så dårligt stillet område? Svaret var projektering og design af et nyt medborgerhus, hvor brugerne i stor udstrækning var co-designere og medbestemmende om, hvilke tilbud og aktiviteter huset skulle indeholde og, hvilke behov det skulle imødekomme. Designvirksomheden SEA Communications var leder af projektet, som i øvrigt bestod af partnerne Design Council, Cornwall Council, University College Falmouth og The Technology Strategy Board. I løbet af projektet integrerede SEA Communications sig i stor udstrækning i Pengegon, og på trods af områdets meget dårlige ry, fik designerne indtryk af stort sammenhold og fællesskabsfølelse. Designvirksomheden involverede borgerne i projektet via smsspørgeskemaer, film, sociale medier samt ved at være til stede ved sociale arrangementer i området. Undersøgelserne viste, at det nye medborgerhus skulle imødekomme behov for blandt andet sportsklubber, børnepasning samt have plads til over 50 sociale grupper. Efter afdækningen af behovene, blev borgerne også involveret i designet af det ideelle hus. Der blev afholdt en designdag, hvor børnene ved hjælp af en masse forskellig kage byggede deres drømmehus. Der blev holdt en workshop for beboerne, hvor et vigtigt ønske var at afhjælpe arbejdsløsheden, så huset skal også give beboerne muligheder for at dygtiggøre sig via kurser og anden undervisning. Sammen med Pengegons beboere, har SEA Communications skabt et brief og en lang række skitser, der beskriver ønskerne til medborgerhuset. Lige til at gå i gang med for potentielle arkitekter. Alle håber nu, at forskellige sponsorer vil byde ind på projektet, så borgerne om nogle år kan flytte ind i et nyt fælles hus og dermed vise, at samarbejde, fælles udvikling og co-design kan føre idéer ud i virkeligheden.


side 34

side 35

FROM CORNWALL WITH LOVE

NEW WORK

Cornwall har altid været rig på kunstnerisk talent, håndværk, kreativitet, sund mad og drikke – alt sammen forbundet med kvalitet. Med et stigende fokus på at spise lokalt producerede fødevarer for at mindske vores påvirkning af miljøet og nødvendigheden af at støtte britiske virksomheder, er lokale råvarer og produkter vigtigere end nogensinde.

Folk i Cornwall tjener omkring 20 procent mindre end det britiske gennemsnit. Arbejdsløsheden er på 3,3 procent, hvor gennemsnit i resten af landet er 3,1 procent. Men leveomkostningerne og ejendomspriserne ligger over landets gennemsnit. Disse forhold gør regionen til et af de fattigste områder i England.

From Cornwall with Love havde til formål at designe nye innovative måder, som kan markedsføre Cornwall gennem sin produktion og produkter.

New Work skulle designe metoder og indgange til at knytte folk varigt til arbejdsmarkedet. Designvirksomheden SEA Communications stod i spidsen for New Work, men ønskede ikke at drive projektet alene og involverede derfor blandt andet fagforeningsfolk, arbejdsløse, arbejdsgivere og lærere i en tværfaglig co-design proces, som skulle diagnosticere problemet og generere idéer til løsninger.

Designvirksomheden Something from Us fik til opgave sammen med lokale producenter og håndværkere at promovere cornwallske produkter til resten af Storbritannien og internationalt. From Cornwall with Love-teamet opstillede boder på landmændenes markeder, etablerede en butik på en lokal festival og designede spektakulære events. På den måde identificerede holdet problemstillingerne og udfordringerne for de cornwallske producenter. En af begivenhederne var en virtuel middag for producenterne i Cornwall og potentielle forhandlere i London. Den ene halvdel af gæsterne befandt sig fysisk på et bådeværft i Falmouth, Cornwall, mens den anden halvdel var bænket på en fabrik i London, som producerer røget laks. Via teknologi var de to rum i hver sin ende af landet forbundet, og deltagerne var således i stand til at kommunikere, som sad de om samme middagsbord. Et af de konkrete resultater af middagen blev, at fabrikken i London nu er i gang med at producere gavekurve med cornwallske specialiteter – kurvene sælges til hele verden.

For at komme godt ud i hjørnerne af regionen og få talt med så mange mennesker som muligt om jobmuligheder og arbejdsløshed i Cornwall kørte designerne rundt i en rød kassevogn og uddelte frugt og informationer om projektet i bytte for en snak. Kassevognen fungerede også som mødested på pladser og torve med mange mennesker, hvor designerne indhentede værdifuld information om arbejdsbehov og samtidig fortalte om de støttemuligheder, der findes til arbejdsløse. Designerne fik tre vigtige indsigter: > der var ringe viden om arbejdsløshedsstøtte > der var næsten ingen støtte til at finde nyt job fra

arbejdsgiver ved afskedigelse > arbejdsløse blev underkastet ”3. grads forhør” på jobcentret.

SEA Communications ønskede at inddrage så store dele af lokalsamfundet som muligt i designløsningerne, derfor entrerede man med lokale journalister, som interviewede udvalgte beboere om deres jobsituation. Designerne mente, at journalisterne ville få flere og andre indsigter, da de var lokalt kendt. Med hjælp fra arbejdsløse, personalekonsulenter og arbejdsgivere, fandt New Work designteam ud af, at kun 35 procent af ledige jobs annonceres gennem jobcentret, og at 60 procent af de ledige job ved rekrutteringsbureauer i Cornwall er besat af medarbejdere uden for Cornwall. SEA Communications har analyseret Cornwalls arbejdsmarked for at finde ud af, hvor fremtidens jobs ligger. Turistsektoren er det største jobmarked, og miljøteknologi er i hastig vækst. Undersøgelserne har været en øjenåbner for nogle af de involverede parter – især blandt arbejdsgiverne. Designerne har også fremstillet et kort over den støtte, som er til rådighed for arbejdsløse i Cornwall. Nu er en række målrettede workshops i co-designs ånd i gang med at undersøge og afdække, hvilke nye services der kan udvikles i Cornwall for at skabe arbejdspladser. De ligger inden for udledning af CO2, udvikling af næste generation af bredbånd og entrepreneurship.


side 36

side 37

Med Relæ på Nørrebro har Christian F. Puglisi og Kim Rossen, begge tidligere Noma, skabt en version af gourmetrestauranten på deres helt egne præmisser. Væk er alt unødigt. Tilbage er de basale værdier; gastronomien og den menneskelige forbindelse. Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ) Foto: © Per-Anders Jörgensen

D

e tænder begge af på den traditionelle gourmetrestaurants adstadige tempo, tjenere på spring i hvert hjørne og gæster, der altid har ret og bruger en hel aften på en menu til det hvide ud af øjnene. Christian F. Puglisi og Kim Rossen vil noget andet. De lærte hinanden at kende på Restaurant Noma, hvor de henholdsvis var souschef og souschef for restauranten. I 2010 etablerede de Restaurant Relæ i den tidligere rocker- og kriminalitetsbefængte Jægersborggade på Nørrebro i København. Gaden har de seneste ti år rejst sig fra ruinerne, renoveret boligerne, udskiftet klientellet og rummer nu en masse små designbutikker, barer og smarte restauranter.

En uhøjtidelig

gourmet oplevelse

På et hjørne med store vinduer ud mod gaden og et par trin ned træder man ind i Restaurant Relæ. Lokalet er minimalistisk, for ikke at sige bart. Enkle borde og stole af træ, rå murstensvægge, bardisk mod køkkenet – ingen dikkedarer her. Og ikke lige hvad man forventer, når man tager kæresten ud for at spise fi nt. ”Idéen var at lave en gourmetrestaurant på niveau med Michelinrestauranter – og gerne mere – men i en sammenhæng, der for os er mere personlig og tidssvarende. Kim og jeg er her op mod 90 timer om ugen, derfor ønsker vi at skabe en restaurant, hvor det minder om at komme hjem til nogen – en restaurant, der afspejler vore personligheder,” fortæller Christian F. Puglisi. Relæ har skåret sig fri af unødig luksus, høje priser og den slags omfattende service, som er i symbiose med det kreative gourmetkøkken. Restauranten er skabt på Puglisis og Rossens præmisser – ikke på gæstens, påståede,

præmisser. ”Det er en typisk kultur i fine dining, at gæsten altid har ret, og den service, man yder, er meget pleasende. Vi forsøger at skabe en oplevelse baseret på maden i et miljø, vi selv er glade for. Vi vil være i øjenhøjde med gæsterne. Du inviterer jo heller ikke nogen hjem til dig selv for at have en hyggelig aften, og hvor du så er vært på den butler-agtige måde,” mener Christian F. Puglisi. ”Folk, der er vant til at komme på Kong Hans, fx, kan da også få sig lidt af en overraskelse, når de kommer ind her i et tætpakket lokale, musik i højttalerne og tempo på, men de tager det for det meste pænt,” siger Kim Rossen. ”Bare det, at vi laver en gourmetrestaurant med to seatings pr. aften kolliderer jo med den gængse forestilling om gourmet, hvor gæsten nærmest deltager i en helaftensforestilling. Men hvorfor skal et køkken med ambitioner og evner pakkes i de samme kasser?”

”Kim og jeg er her op mod 90 timer om ugen, derfor ønsker vi at skabe en restaurant, hvor det minder om at komme hjem til nogen – en restaurant, der afspejler vore personligheder.” Den gode serviceoplevelse På restaurant Relæ oplever gæsterne ikke service i traditionelt tilsnit. Man skænker selv vand og vin, og i en skuffe under bordpladen ved hver plads fi nder man sit bestik til den fi re retters menu. Det handler om at forstyrre mindst muligt. Men lige så snart gæsterne træder ind ad døren til restauranten, får de øjenkontakt med personalet. Der bliver taget i mod med det samme. Det er et kardinalpunkt for Puglisi og Rossen, at gæsterne ikke må stå og hænge. ”Når du venter gæster, og de ringer på døren derhjemme, lukker du også op med det samme og er parat til at sige velkommen. Så skal du ikke lige i bad eller en hel masse andet. Det er en måde at være på som menneske, at være inkluderende. Det er jo basalt, hvad


side 38

”Vi vil være i øjenhøjde med gæsterne. Du inviterer jo heller ikke nogen hjem til dig selv for at have en hyggelig aften, og hvor du så er vært på den butler-agtige måde.” der skal foregå, når vi taler en god serviceoplevelse. Du skal have øjenkontakt og svar på det, du spørger om. Vi vil gerne være i forbindelse med gæsterne. Der skal ikke være så meget afstand mellem gæst og tjener,” er de to partnere enige om. En hyppig misforståelse blandt gourmetrestauranter er selvfi ksering, ”nu skal I se, hvad vi kan og har lavet”, og tjenerne forklarer op ad stolper og ned ad vægge omkring maden og vinen. ”Men vi skal ikke optage folks tid med ligegyldige fortællinger om vinbondens søster eller hektarudbytte. Derimod vil vi meget

gerne forklare om maden, og hvorfor vi har valgt lige netop denne vin til denne ret, hvis gæsten er interesseret. Så ved vi det hele. Det er en balance at være imødekommende uden at forstyrre unødigt. Vi skal holde den rigtige tråd,” forklarer Kim Rossen. Samtidig er der nogle vigtige erkendelser, man må gøre sig som kok, mener Christian F. Puglisi. ”Lige meget, hvor godt du gør det, og hvor meget du går op i det, så vil der være mange gæster, der ikke forstår det, ikke ser det og ikke nyder det, men som bare er kommet for at hygge med kæresten eller familien. Som kok må man fi nde glæde for sig selv, og hvis nogle gæster ikke kan se forskel på en gulerod og et løg, men har haft en dejlig aften, er det jo også godt nok. Det er vi i vores branche ikke så gode til at give rum til. På den anden side kan vi også med den gastronomiske oplevelse have indflydelse på folks aften, og det er fedt.” Værdierne skåret ind til benet Med to seatings hver af de fi re åbningsdage og en fi losofi om, at gæsterne ikke skal dvæle for meget, får restaurantens stemning op i


side 40

side 41

”Værdierne er skåret ind til, hvad der er rigtig godt uden de mange falbelader. Bæredygtige, lokale råvarer tilberedt af mennesker med ekspertise og erfaring giver mere end et sted med guld og marmor.”

klima, der er på vej ned med nakken, og jeg ved ikke hvad, så føler de ikke behov for at spendere over the top med for meget gulddreng over den. Det giver ikke mening for mennesker på min alder. Værdierne er skåret ind til, hvad der er rigtig godt uden de mange falbelader. Bæredygtige, lokale råvarer tilberedt af mennesker med ekspertise og erfaring giver mere end et sted med guld og marmor,” mener Christian F. Puglisi.

det pulserende gear. Alle medarbejdere tager fra. Ingen er for fi n til noget, og der er ikke en pige, der kun går med vand og brød. Et par tjenere og de to partnere får det praktiske set-up til at flyde. Der er kun to regler: kokken serverer ikke vin, og tjenerne laver ikke mad. Det intense og kontrollerede flow sammen med de minimalistiske rammer giver rum og koncentration til de sanselige dimensioner; maden, vinen og den menneskelige kontakt. Relæ tilbyder kun to menuer at vælge mellem, en, der indeholder kød og en vegetarisk. That’s it. ”Folk føler, det er et sjovt sted at være. Stemningen løsner op, og vores mad er i tråd med den stemning og det her lokale. Den ville ikke passe til en traditionel gourmetrestaurant. Maden er enkel, især på overfladen, en ret består ikke af mere end tre til fi re komponenter, som alle i struktur, konsistens og smag er knyttet sammen. Hvis du lukker øjnene, når du putter det i munden, får du en sammenhængende oplevelse med start og slut,” fortæller Christian f. Puglisi. Både Rossen og Puglisi har bevæget sig på de gastronomisk bonede gulve. Er Relæ en reaktion mod for meget ”fløde”? ”Det kan da godt være, at vi er lidt teenageagtige i forhold til vore ”forældre”, men for mig har det også været fantastisk at bevæge mig inden for Michelin-verdenen,” siger Kim Rossen. ”Jeg var dog personligt kommet dertil, hvor jeg havde lyst til mere afslappede rammer. Men Relæ er ikke bare for at være anderledes. Vi har taget elementer med fra Michelin-restauranterne og kombineret dem med den måde, vi selv kan lide at spise på.” ”Jeg tror også, at yngre mennesker har andre værdier, de lægger vægt på, når de ønsker en restaurantoplevelse. Med fi nanskrise, et

KIM ROSSEN, f. 1974 i Greve, Danmark. Uddannet kok,1996 ved Præstekilde Kro. Videreuddannelser som tjener på Sorø Storkro, 1998. Rejste og arbejdede kloden tynd i en årrække, blandt andet Australien, Bermuda, Barcelona og London. Vendte hjem til job på Restaurant SuRi og derefter en del år på Restaurant Ensemble og senest Noma. Partner og medstifter. Restaurantchef med ansvar for service, betjening og valg af vin.

CHRISTIAN F. PUGLISI, f. 1982, Messina, Italien. Ankom til Danmark i 1989. Uddannet kok. Arbejdet på Røgeriet, Le Petit Bofinger, Taillevent, Hansens Køkken og Bar, Søren K, Restaurant Oliva, El Bulli og Noma. Stifter af og køkkenchef på Restaurant Relæ, august 2010. Ejer af Manfreds og Vin. Skriver desuden artikler og opskrifter til Politikens MAD og afholder kurser.


side 42

side 43

SERVICETJEK PÅ AFTALER OM SERVICEDESIGN

Begrebet servicedesign bruges i relation til berøringsfladerne mellem udbyder og slutbruger. En endegyldig definition af servicedesign findes ikke, men ofte beskrives resultatet af servicedesign som den faktiske oplevelse af serviceniveauet hos slutbrugeren eller som et værktøj til at opnå brugertilfredshed, forbedringer eller ændringer af specifikke ydelser eller den måde en hel organisation fungerer på.

AF ADVOKAT CHRISTINE ULRICH ANDERSEN

Servicedesign favner meget bredt og kan anvendes i alle skalaer. Men en fællesfaktor for de fleste servicedesigns er brug af en kombination af allerede velkendte designdiscipliner som fx kommunikationsdesign, interaktionsdesign og digital design med metoder, som ligger uden for den traditionelle designverden, og som tager sigte på at involvere brugerhensyn. Som led i servicedesign er det ofte centralt at identificere alle de punkter, hvor brugeren møder systemet, hvorefter man søger at effektivisere brugerens eksisterende arbejdsgange, øge det generelle serviceniveau eller eventuelt tilbyde nye løsninger, der passer ind i det eksisterende system.

Mange involverede i komplekst samarbejde

ILLUSTRATION: LISELOTTE RISELL, DESIGNER MDD

For at servicedesigneren kan opnå en bedre og bredere forståelse af de relevante brugeres adfærd og behov, kræver det ofte, at designeren arbejder i tæt samspil med andre faggrupper fx antropologer, sociologer, psykologer og pædagoger. Det kan også være, at den nødvendige tekniske løsning kræver input fra fx en programmør eller ingeniør i samvirke med de øvrige aktører. Det lyder indlysende og relevant at involvere brugeren i udviklingen af produkter og systemer, som i høj grad fungerer i kraft af interaktion med brugeren. Brugeren kan være personale, der skal levere et produkt til slutbrugeren, men også slutbrugeren selv. Samtidig er det let at se nødvendigheden i at involvere teknisk kvalificerede fagpersoner i udviklingen af tekniske produkter og systemer, hvilket allerede er en del af hverdagen for mange designere, der ikke nødvendigvis beskæftiger sig med det, vi kalder servicedesign. I komplekse samarbejder om komplekse ydelser, som tilmed typisk udvikles undervejs i processen, kan det være en udfordring at fastlægge og defi nere de optimale rammer og vilkår, udviklingssamarbejdet skal foregå under. Hvem er opdragsgiver? Hvad er opdraget? Hvem har den overordnede styring? Hvem har kompetence til at træffe de væsentlige beslutninger? Hvad er konsekvenserne af, at de behov, man i første omgang satte sig for at løse, i kraft af brugerinvolvering, nu viser sig at være nogle helt andre? Hvem er ansvarlig for det samlede slutresultat eller for eventuelle delresultater? Hvem kontraherer med underleverandørerne, og hvilke rammer skal der være for

vilkårene i relation til disse? Hvilke rettigheder udspringer af det endelige servicedesign eller af de udviklingsfaser, der leder op til det endelige design?

Fleksible aftaler Når en aftale er indgået, kan den ikke uden videre ændres, blot fordi den ene part måtte ønske det. I så fald ville parternes indbyrdes og individuelle reststilling i forløbet være uforudsigeligt, og aftalen være helt eller delvist illusorisk. Men illusionen om at udforme den optimale, endelige aftale kommer imidlertid under pres i aftaler om udvikling og levering af et komplekst servicedesign. I kraft af sin karakter er et servicedesign-projekt ofte svært at danne sig et fuldt overblik over, inden det igangsættes, blandt andet fordi servicedesignet skal tilpasses kundens helt individuelle behov, som man typisk ikke kender på aftaletidspunktet. Her kan der være behov for at gøre aftalen fleksibel. Det kan ske ved at give parterne, eller en af dem, en ret til ensidigt at ændre i dele af aftalen på vilkår om, at den anden part sikres mod ulemperne herved gennem økonomisk kompensation eller på anden måde. Men det kan også ske ved at strukturere aftaleforløbet, så der er plads til, at parterne kan forholde sig til de virkeligheder, de møder undervejs i aftaleforløbet. I det følgende skitserer jeg nogle af de ”aftaleværktøjer”, parterne kan benytte for at sammensætte et aftaleforløb, så det passer parternes behov og servicedesignets karakter i konkrete situation.

Prøveforløb og pilotprojekter Står man foran et længerevarende, værdifuldt og kompleks udviklingssamarbejde, som man er i tvivl om slutresultatet af, og/eller med en part, hvis evner til at præstere sin del af ydelsen, man føler sig utryg ved, kan aftaleforløbet indledes med et eller flere prøveforløb. Sådanne forløb kan enten give parterne mulighed for at komme fri af aftalen (hvis det fx viser sig uforudset vanskeligt at samarbejde eller at nå de fastsatte mål) eller at genforhandle dens vilkår. Et prøveforløb kan gennemføres ved et pilotprojekt, hvor parterne afprøver deres samarbejde på et begrænset område, der er repræsentativt for hele projektet. Et pilotprojekt kan afsløre, hvordan modparten træffer beslutninger, kvalificerer og afvejer hensyn, opfylder pligter eller undskylder eller måske ligefrem bortforklarer, når den aftale ydelse ikke leveres.


WWW.IMM-COLOGNE.COM side 44

side 45

RUM TIL KONCENTRATION, SAMARBEJDE OG EFTERTANKE

Faseopdelte aftaleforløb En anden mulighed er faseopdelte aftaleforløb, der tillader den ene part – eller begge – at træde ud af aftalen efter afslutningen af en nærmere præciseret fase. I et udviklingsprojekt, som parterne ikke har fuldt overblik over på aftaletidspunktet, kan det fx aftales, at leverandøren i første fase udarbejder et oplæg, der viser, hvordan han vil gennemføre opgaven og til hvilken pris. Efter denne fase kan parterne vurdere, om pris og indsats står mål med hinanden. Er svaret ja, videreføres aftalen i en ny fase. Er det nej, afsluttes samarbejdet, eller det genforhandles med sigte på efterfølgende faser. En sådan løsning har dog sin pris. Udsigten til genforhandlinger kan lægge en alvorlig dæmper på modpartens lyst til at foretage risikofyldte investeringer i samarbejdsforholdet.

Arbejdsstyrkens stigende gennemsnitsalder tvinger os til at gentænke den måde, vi designer vore arbejdspladser på. Der skal betydeligt mere fokus på individuelle behov, tilgængelighed og brugervenlighed.

Brug af afklaringsfaser AF JEREMY MYERSON, DIREKTØR OG FORMAND, THE HELEN HAMLYN CENTRE FOR DESIGN, ROYAL COLLEGE OF ART, LONDON

Navnlig ved aftaler om udvikling og levering af servicedesign, som involverer komplekse IT-systemer og lignende, kan det være gavnligt at benytte sig af afklaringsfaser umiddelbart efter aftaleindgåelsen og eventuelt også ved indgangen til hver ny fase ved faseopdelte aftaleforløb. Afklaringsfaser bruges til at undersøge, om det er nødvendigt eller meningsfuldt at præcisere eller supplere de krav, der fremgår af den kravspecifi kation, der ligger til grund for aftalen, herunder om kundens eksisterende systemer lever op til de krav, servicedesignet stiller. Ofte vil man gennemføre et intensivt forløb med workshops, analyser og demonstrationer mv., hvor parterne skal komme med de forslag, de måtte have til præcisering eller supplering af kravspecifi kationen.

Den aldrende befolkning er et verdensomspændende fænomen, der skyldes aftagende fødselstal, bedre sundhed og kost, mindre børnedødelighed og større helbredelsesgrad blandt kræftpatienter og mennesker med andre kroniske lidelser. Det en kendsgerning, at antallet af mennesker over 65 år stiger i næsten alle lande verden over. Men de samlede pensionsopsparinger, der skal fordeles på dem, der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, er samtidig blevet dramatisk udhulet som resultat af de senest års faldende aktiekurser.

En ny type arbejdspladser skal designes Den del af befolkningen, der indtil nu har været erhvervsaktive (18-64 år), er hastigt faldende i forhold til delen af borgere over 65 år. Det stiller regeringer over hele kloden over for hovedpinefremkaldende overvejelser i forhold til, hvordan man med aftagende arbejdsstyrke skal kunne betale for de velfærdsydelser, den stadig ældre del af befolkningen kræver og samtidig sikre det pågældende lands konkurrencekraft i en globaliseret verden. I løbet af de kommende tiår vil vi med stor sandsynlighed se en markant stigning i antallet af funktionærer, der igen-

Udbud Hvis ordren på et nyt servicedesign er underlagt regler om udbud, som indeholder et generelt forbud mod, at udbyder forhandler med tidbudsgiverne, er det vigtigt, at rammerne for en aftalt afklaringsfase ikke åbner mulighed for en generel genforhandling af aftalen. Ønsker parterne denne mulighed for at præcisere eller at træde tilbage fra aftalen, skal det fremgå klart af udbudsmaterialet, og hvis man nærmer sig de udbudsretlige grænser for genforhandling, kan det være nødvendigt at gennemføre særskilte udbud om de enkelte faser, fx som led i en prækvalifi kation.

nem en lang karriere har oparbejdet værdifuld viden og erfaring, vælger at blive på arbejdsmarkedet efter den gængse pensionsalder, enten på fuld eller nedsat tid, som konsulenter eller som projektansatte. Det kræver, at vi udvikler en ny type arbejdspladser, hvor selve kontormiljøet nytænkes med hensyntagen til de ældres uundgåeligt anderledes behov hvad angår nedsat syn og hørelse, fysisk tilpasning af inventar og redskaber, mulige effekter på hukommelse, balance, muskelstyrke og fingernemhed. En række fysiske forhold skal altså tænkes ind i, så man skaber et mere inkluderende arbejdsmiljø.

Aldrende menneskers skavanker En 20-årigs normalsyn er modtageligt for tre gange så meget lys som en person på 65 år med normalsyn for sin alder. Desuden vil der i løbet af et voksenliv optræde ændringer i forhold til synets præcision, dybdeoplevelse og synsfeltets bredde. Som et resultat vil mange ældre være generet af reflekser og stærkt lys fra vinduer og computerskærme. Forskning viser også, at ældre medarbejdere ofte ikke læser ligeså godt, som de engang gjorde på visse afstande og under visse lysforhold. Jo ældre man bliver, des sværere har man ved at tilpasse sig dårligt lys, og des vigtigere bliver det, at lyset er tilpasset individuelle behov. Til gengæld vil de allerfærreste opleve sådanne forandringer som synshæmmende, hvis bare belysningen tager de rigtige hensyn. Hørelsen svækkes gradvist allerede fra midt i fyrrerne. Nogle ældre kan have problemer med at høre højfrekvente lyde, hvilket kan betyde, at det nogle gange kan være svært at

”Skilsmisse” Hvis prøveforløb mv. resulterer i, at parterne må skilles, kan det være nødvendigt at gennemføre en “bodeling”, hvorefter de aktiver, der er opbygget under denne fase, gøres op og fordeles mellem parterne i henseende til omkostninger og udlæg, rettigheder, risici, vederlag mv. Typisk vil der være foretaget kostbare forstudier, beregninger, dokumentation og planlægning, som vil kunne nyttiggøres af en anden leverandør. I visse tilfælde er der måske gjort opfi ndelser eller udviklet andre rettigheder, som viser sig værdifulde. En senere uenighed om ejerskabet til sådanne rettigheder kan være kritisk, og mulighederne for at nå overens herom er i sagens natur langt enklere, før projektet sættes i gang end efter, at beslutningen om ikke at køre videre med den pågældende leverandør er truffet.

-----------------------------------------------------The event for bathrooms, flooring, wallcoverings, lighting at imm cologne.

CREATE. FURNISH. LIVE. THE INTERNATIONAL FURNISHING SHOW 16 – 22. 01. 2012

For yderligere information : Intermess ApS, Rådhusvej 2, 2920 Charlottenlund Tlf. 45 50 56 55, Fax 45 50 50 27, info@intermess.dk, www.intermess.dk

Samarbejde. Projektrummet ”ejes” af et team, der kan bruge det som et permanent samlingssted. Et righoldigt udvalg af digitale og traditionelle medier sikrer projektets synlighed for alle deltagere. Flytbare møbler tillader både solo- og gruppearbejde. Medarbejdere kan målrette det dynamiske lys til individuelle formål


side 46

side 47

lytte til en specifik stemme eller høre specifikke lyde i miljøer, hvor der er meget støj. Mange oplever, at det bliver sværere at filtrere en enkelt stemme ud fra en sammenhæng, hvor mange stemmer glider ind i hinanden. Hvordan man imødekommer sådanne hørelsesrelaterede udfordringer vil variere, men det er vigtigt, at man hele tiden har et bevidst forhold til akustik og lydkvalitet i miljøet.

JEREMY MYERSON, direktør og formand, the Helen Hamlyn Centre for Design at the Royal College of Art, London, som er bannerfører for en humanistisk designagenda. Myerson har været en kendt skribent og forfatter, forsker og aktivist på designområdet i de seneste 30 år. Han har forfattet mere end et dusin bøger om design, teknologi, kunsthåndværk og arkitektur og fokuserer i særdeleshed på inkluderende design og arbejdsmiljødesign. Hans seneste bog, ”New Demographics New Workspace” udkom sommeren 2010 på Gower forlag.

Ligeledes vil en række fysiske og ergonomiske overvejelser bidrage til et mere tilgængeligt arbejdsmiljø, idet man typisk allerede i fyrrerne ser tab af fysisk funktionsevne blandt funktionærer. Blandt andet vil ens muskelstyrke aftage 15-20 procent fra de 20 til de 60 år. Samtidig svækkes bevægeligheden i leddene. Ensidigt gentagne bevægelser er skadelige uanset alder, men ældre mennesker er i særdeleshed sårbare i forhold til fysisk nedslidning. De kognitive evner ændrer sig med tiden. Ens vokabular og sproglighed forbliver konstant eller forbedres, men enkelte andre mentale processer bliver sværere. Man har en tendens til at

------------------------------------------------------------------

tænke langsommere, have sværere ved at fokusere og til at bruge flere kræfter på at behandle information. Desuden forsvinder ens sans for rumlighed ganske gradvis. Forskning viser, at ældre mennesker navigerer mindre effektivt rundt i tredimensionale omgivelser og har større behov for hjælp til at finde vej. Til gengæld tyder meget på, at ændringerne i ens kognitive formåen har meget mindre betydning for højt kvalificerede arbejdstagere, idet de et langt stykke hen ad vejen kompenserer ved at trække på deres erfaring og opsamlede viden.

Koncentration. Med hæve-sænkeborde kan hver medarbejder indtage forskellige arbejdsstillinger igennem dagen. Fokuseret lys er vigtigt for ældre øjne – både når medarbejderen arbejder off-screen, og hvis man har brug for at hvile øjnene i et mere behageligt og stemningsfuldt lys. Alle medarbejdere bør have forbindelse til verden udenfor via et vindue – ligesom dagslyset skal kunne justeres ved hjælp af gardiner

Værdighed og respekt

forskellige typer og justerbare møbler, således at en række forskellige arbejdsstillinger er mulige. Hæve-sænkeborde giver mulighed for at stå op i perioder – hvilket under alle omstændigheder er sundt – og rummet bør have vinduer med kig til både kolleger og den omgivende verden, idet lukkede og isolerede rum gør koncentration og fokuseret arbejde vanskelig over tid.

Hvis man ønsker at lægge forholdene tilrette for en aldrende arbejdsstyrke, er det særdeles vigtigt at vurdere, hvordan arbejdsmiljøet kan understøtte den enkeltes helbred og velvære. Det indebærer, at man ikke kun skal arbejde med de fysiske rammer, men også de sociale aspekter. Værdighed og respekt er ofte mindst lige så vigtigt for velvære og produktivitet som de ergonomiske forhold. Det betyder, at alle faciliteter bør designes med tanke på de begrænsninger, ældre medarbejdere kan repræ-

------------------------------------------------------------------

Eftertanke. En ”kontorhave” lægger op til mere uformelt samvær og en fornemmelse af ejerskab til omgivelserne, samtidig med at ”haven” er et organisk element på arbejdspladsen. Forskellige møbler, blandt andet en sofa og ergonomisk støttende læsestole giver mulighed for eftertanke og opladning. Et ”gardin” af silende vand giver en rolig stemning samt fugtighed til luften. Designet tager udgangspunkt i begreber som stille, tilbagetrukket og privat

sentere – uanset hvem som skal bruge faciliteterne. Forskning foretaget af Helen Hamlyn Centre for Design ved Royal College of Art (Welcoming Workplace, 2009) har påvist, at der er tre områder, designere bør vie speciel opmærksomhed, hvis man ønsker at imødekomme en aldrende arbejdsstyrkes behov; plads til koncentration, plads til samarbejde og plads til eftertanke.

Dedikerede miljøer Ældre medarbejdere kræver stilhed og privatliv for at løse mange opgaver og bør ikke være nødt til at skulle søge hen i en fjern afkrog eller forlade kontoret og tage arbejdet med hjem for at kunne arbejde i fred og ro med individuelle opgaver. Derfor bør dedikerede miljøer, der indbyder til koncentration, hvor der er regler for brug af mobiltelefoner, og hvor der tales afdæmpet integreres i designet. Områderne bør placeres væk fra mere larmende faciliteter som reception, kantine, printer-rum, eller der hvor arbejdspladsens sociale liv udfolder sig. Området bør være udstyret med

Naturligt lys bør anvendes hvor muligt, men samtidig bør der findes afskærmning i form af gardiner eller persienner, således at man selv kan styre dæmpning og filtrering af lyset. Målrettet og justerbart kunstlys, hvor selve opgaven løses, bør supplere dagslyset – vigtigt for aldrende øjne og i særdeleshed, når der skal arbejdes off-screen – mens mere dæmpet lys i resten af rummet understøtter fokus på koncentration. Man bør også overveje, om egentlig lydisolering af rummet kan være med til at forbedre betingelserne for koncentration. Dedikerede samarbejdsmiljøer bør også tænkes ind, således at mennesker, der har hentet deres erfaring i den pre-digitale æra, kan arbejde ”old-school” med skemaer og tegninger uden at skulle være til gene for andre og uden at skulle bekymre sig om fortrolighed og om at rydde op, før projektet er afsluttet. Den slags miljøer kan det fx være muligt at reservere for en dag, uge eller måned ad gangen. Her bør være en god blanding af digitale og analoge fremvisningsmuligheder som store borde til plancher og skemaer, tavler og mulighed for at hænge ting op – alt sammen noget, der understøtter samarbejdet med eller mellem ældre medarbejdere.

Til sidst er det vigtigt, at der findes miljøer, hvor medarbejdere – uanset alder, men i særdeleshed de ældre – kan trække sig tilbage for at komme lidt på afstand fra den pulserende stemning i resten af kontormiljøet. Steder, hvor der er plads til eftertanke og opladning. Det er rum, som nyder hele afdelingens eller virksomhedens respekt, hvor man kan gå hen uden at blive forstyrret og uden, at roen konstant afbrydes af mobiltelefoner, men også hvor man ikke bliver set skævt til, fordi at man ikke laver noget bestemt. Rummet må gerne have en anden atmosfære end resten af kontormiljøet med fremtrædende naturlige elementer som planter, vand og tekstiler af naturfibre samt behagelig og justerbar belysning. Der findes mange måder at designe et eftertænksomhedsrum, men de grundlæggende fælles elementer må tage udgangspunkt i begreber som stille, tilbagetrukket og privat.

Udfordring til designerne At kunne tilbyde dedikerede miljøer, hvor man kan arbejde koncentreret, miljøer, der inviterer til samarbejde og miljøer, hvor der er plads til eftertanke og refleksion, fl ytter virksomheden væk fra at være forudsigelig og baseret på en ukritisk one-size-fi ts-all holdning til mennesker og til rum. Ved at tænke nyt anerkender man værdien af ældre medarbejdere, men også, at ældre medarbejdere kræver mere brugertilpassede kontormiljøer, hvis de skal bidrage til det enogtyvende århundredes videnbaserede økonomi. Håbet er, at designerne reagerer på udfordringen.


side 49 Besøg på Marrakech Museum for at få inspiration til nye mønstre og farvesammensætninger. Foto: Sine Stenbek Andersen

DESIGN SOM DYNAMO I UDVIKLING Muhammedtegningerne har resulteret i mangt og meget. Blandt andet i, at en gruppe kvindelige kunsthåndværkere i Marokko i samarbejde med danske designstuderende har styrket deres håndværk, selvtillid og økonomi.

Marokkoprojektet er et samarbejde mellem Danmarks Designskole, Kvinfo, Planet Finance, College Lasalle og netværket Réseau Femmes Artisanes. Projektet er finansieret af Udenrigsministeriet som en del af Partnerskab for Dialog og Reform. Hovedformålet er, gennem design, at styrke marokkanske kvindelige kunsthåndværkeres kompetencer, udvikling og indtjening.

AF HELLE LORENZEN, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER (DJ)

Fremgang og bæredygtig udvikling ved hjælp af design. Udveksling af know-how mellem danske designere og lokale kunsthåndværkere. Nye muligheder og forandringer til det bedre – menneskeligt og økonomisk. Dette er essensen i Marokkoprojektet, som Danmarks Designskole blev en del af i 2008. Men egentlig skal vi lidt længere tilbage, nemlig til 2003, hvor regeringen etablerede Det Arabiske Initiativ, som senere skiftede navn til Partnerskab for Dialog og Reform. Baggrunden var de forkætrede Muhammedtegninger. Formålet var at gen-etablere den gode fortælling om Danmark. I 2008 fi k så designskolen en henvendelse fra Kvinfo,

som havde gang i et stort projekt, fi nansieret af Udenrigsministeriet, om dialog mellem fagforeninger og virksomheder i Mellemøsten og Danmark. Kvinfo ønskede også at inddrage design og kunsthåndværk i et mindre projekt. Marokkoprojektet var født.

Selvtillid i bund Kvindelige kunsthåndværkere fra syv kooperativer omkring Marrakech har deltaget i en række workshops faciliteret og arrangeret af studerende fra Danmarks Designskole. Alle er medlemmer af netværket Reseau Femmes Artisanes. Undervisningen centrerede sig blandt andet om broderi, en af kvindernes kernekompetencer, idégenerering og kvalitet. Marie Hugsted tog afgang fra designskolen denne sommer med opgaven ”Design i udvikling”. Hun har brugt hele sin kandidattid på at være en del af Marokkoprojektet, og hendes opgave koncentrerer sig om nogle generelle designredskaber og -metoder, som kan anvendes i denne type af udviklingsprojekter. ”Formålet er at hægte projektet op på de ressourcer, der fi ndes i forvejen. Derfor er det også meningen, at projektet skal overgå til marrokanske hænder, og at de kvinder, som nu har fået en grunduddannelse, skal give undervisningen videre til andre kvinder ude i landsbyerne. Så kompetencerne og udviklingen – og dermed også den økonomiske indtjening – kan brede sig om ringe i vandet,” fortæller Marie Hugsted, som oplevede to helt tydelige behov hos kvinderne. ”Deres viden og bevidsthed om egen værdi og deres


side 50

side 51

Hayat og Khadija arbejder med overfladedekoration, der overføres til broderi. Marie Hugsted ser på. Foto Anja Phigalt

”Deres viden og bevidsthed om egen værdi og deres selvfølelse kunne ligge et umådeligt lille sted. De kunne til at begynde med ikke se os i øjnene og havde svært ved at sige noget i workshoppen.”

De designstuderende har også reflekteret over det kulturelle møde og over, hvordan man skaber et jævnbyrdigt samarbejde, når præmissen, man mødes over, som udgangspunkt er ulige. ”Vi har pengene og initiativet. Det er os, der faciliterer undervisning og workshops, og som designstuderende kan man da godt blive lidt forblændet af alt det, man pludselig har ansvar for. Vi er opdraget til at se forskelle og ikke ligheder, og det var et område, vi arbejdede meget med. At mødes over det fælles, og lade det vokse derfra. Og så er det vigtigt at være opmærksom på den anden og ikke sig selv. Hvad har hun behov for i stedet for, hvad har jeg lyst til at undervise i,” understreger Marie Hugsted, som også i sit afgangsprojekt fokuserer på de mekanismer, der gør, at vi vesterlændinge føler os bedre og mere værd i verden.

Sahra har valgt de billeder, hun vil præsentere sig med – blandt andet et af vandmeloner, som hun havde uhæmmet lyst til under sin graviditet. Foto: Sine Stenbek Andersen

Redskaber, der åbner for dialog

”Vi arbejdede med kvalitetskontrol i alle led. Blandt andet lavede vi en taske, der kunne vendes, for at tydeliggøre, at et produkt skal være pænt og ordentligt hele vejen igennem.” selvfølelse kunne ligge et umådeligt lille sted. De kunne til at begynde med ikke se os i øjnene og havde svært ved at sige noget i workshoppen. Det gik langt ud over almindelig generthed. De er jo vant til at blive spurgt sidst i familien, hvis de da overhovedet bliver spurgt. De fleste er omkring 40 år, kan ikke læse, mange af dem ugifte og uden børn, og så er man super marginaliseret i Marokko.” Et andet område, der sprang i øjnene var den manglende fornemmelse og viden om kvalitet, som også haltede gevaldigt. At kunden skal have de produkter, der er bestilt – det vil sige, det nytter ikke at tage den røde farve, hvis det er den blå, kunden ønsker. Og produkterne skal ankomme

hos kunden til tiden. ”Vi arbejdede med kvalitetskontrol i alle led. Blandt andet lavede vi en taske, der kunne vendes, for at tydeliggøre, at et produkt skal være pænt og ordentligt hele vejen igennem. Og at det er vigtigt at være ærlig om sine materialer. Hvis det er nylon, kan man ikke sælge det som silke,” siger Marie Hugsted.

Vi har pengene og initiativet Unge designstuderende fra hovedstaden i Danmark og modne kvindelige kunsthåndværkere fra en landsby i Marokko kan af og til tale forbi og misforstå hinanden, fordi de ikke umiddelbart gennemskuer hinandens baggrund og forudsætninger. Marie Hugsted og hendes medstuderende har hele forløbet igennem været optaget af og bevidste om kulturforskellene og de udtryk, de kunne have. Men alligevel og især i starten opstod det, som Marie Hugsted kalder pinlige situationer og fortæller om en af dem: ”Jeg gav en kvinde et målebånd, så hun kunne måle nogle punge op. Da jeg en halv time efter kom tilbage til hende, var der ikke rigtig sket noget. Det gik op for mig, at hun ikke kunne læse tal, så hvad skulle hun lige bruge et målebånd til? Jeg følte mig bare så dum, fordi jeg skulle have været mere opmærksom.”

Det kan være vanskeligt at sætte ord på noget så abstrakt som, hvordan et lands kultur kommer til udtryk i designet af produkter og de æstetiske preferencer, man er rundet af. Et af de redskaber Marie Hugsted udviklede var derfor en lille æske med en række typiske danske produkter som en muselmalet tallerken og en margretheskål i miniudgaver, en 50 kr. seddel, Tordenskjoldtændstikker, en Gajolpakke, legoklodser og et lille Dannebrogflag. Redskabet blev brugt i en workshop, hvor opgaven var design af produkter til det danske marked. ”Alle tingene formidler dansk smag og stil, og visualiseringen gør det muligt at tale sammen på tværs af kultur, alder og uddannelse. Gennem genstandene kunne jeg fortælle om Danmark og vores kultur på en meget konkret måde. Især det lille flag vakte opsigt. Kvinderne var fuldstændig kvæstede af grin over, at det findes i så fjollet en udgave, og at vi sætter flag i boller og kager, når vi fejrer fødselsdag. De kunne slet ikke rumme det, fordi deres forhold til det marokkanske flag er ganske anderledes. Det tilhører regeringen og staten – det har ikke noget med folket at gøre,” fortæller Marie Hugsted. Mødet med og fortællingerne om de danske genstande var også en invitation til de marokkanske kvinder til at fortælle om deres kultur, og hvordan den kommer til syne i forskellige produkter. De fremhævede blandt andet en ta-

shin, en slags gryde, bedetæpper og tekander. Tegningerne af produkterne blev omsat til pudemønstre. Udover æsken med de danske genstande udviklede Marie Hugsted også en projektmanual, som helt lavpraktisk beskriver de forhold, man skal tage højde for, når man begynder et udviklingsprojekt: er der borde at arbejde ved, og kan man transportere sig selv og varer til stedet. For at bryde isen ved det første møde mellem de danske studerende og de marokkanske kunsthåndværkere lavede Marie Hugsted et præsentationsredskab bestående af 36 billeder. Hver deltager vælger tre billeder, som man ønsker at præsentere sig ud fra. ”Billederne åbnede for nogle helt utrolige fortællinger, selv om det var første gang, vi mødtes. En kvinde havde valgt et foto af nogle vandmeloner og fortalte om sin uhæmmede lyst til vandmeloner, da hun var gravid. Hendes mand kørte så 35 km på sin knallert til et importsupermarked og købte en vandmelon til 40 kr. – en formue. Den historie fortæller så meget om den kvinde og hendes liv. Gennem billederne kunne kvinderne fortælle, hvad de drømmer om, håber på eller er bange for.”

Perspektivskift og selvværd Marie Hugsted mener, at det vigtigste hun og de andre studerende kunne bidrage med, udover udvikling og forbedring af kvindernes kunsthåndværk, var et muligt perspektivskift og, at mange af kvinderne efter undervisningen ser sig selv i et nyt lys. ”Vi så hurtigt potentialet i kvindernes arbejde og

” Vi er opdraget til at se forskelle og ikke ligheder, og det var et område, vi arbejdede meget med. At mødes over det fælles, og lade det vokse derfra.”


side 52

side 53

FUTUROSKOP

Af Karen Blincoe, formand, Danske Designere

Plads til alle designtendenser Design er blevet komplekst. Det er alle enige om. Og flere, tilsyneladende modsatrettede, tendenser er i gang.

For at skabe et udtryk, der taler til den skandinaviske forbruger,

”Det største har dog nok været, at kvinderne har indset, at de kan noget, som andre ikke kan.”

har kvinderne og de designstuderende arbejdet med at udvikle de traditionelle marokkanske mønstre og bruge farver, der er afdæmpede og kølige. Foto: Marie Hugsted

Ved hjælp at en traditionel vikleteknik kaldet passementrie, laver kvinderne fine armbånd. Disse er farvesat i samarbejde med designstuderende. Foto: Sine Stenbek Andersen

Som nogle af de eneste kvinder i Marokko laver kunsthåndværkerne fra Reseau Femmes Artisanes produkter i skind. Her en blød taske designet til det skandinaviske marked. Foto: Sine Stenbek Andersen

kunne i samarbejde med dem og med ganske få midler forvandle og gøre produkterne bedre, så de kan blive solgt, også uden for landets grænser, og dermed øge kvindernes indtjening. Men lige så vigtigt var det, at vi kunne skubbe lidt til ”vi plejer” og deres vante forestillinger, hvilket også kan åbne nye muligheder for dem. Det største har dog nok været, at kvinderne har indset, at de kan noget, som andre ikke kan. Som en sagde: nu kan jeg undervise, det kan andre bruge til noget, og så vokser jeg. Nogle har fået selvtillid og selvværd nok til at engagere sig politisk i deres landsbyer, og flere har været udenlands for første gang i deres liv for at præsentere produkterne på forskellige messer.” Tasker, punge, puder og armbånd er nogle af de produkter, som var med på Formland i august. Forventningen og ønsket var en ordre om dagen, det blev til dobbelt så meget. ”Men det må ikke bliver for mange ordrer på en gang.

Det er jo ikke en industriel produktion, og vi skal være 200 procent sikre på, at produkterne er i orden, derfor kommer de også lige en tur omkring os, før de lander i butikkerne,” siger Marie Hugsted. Udover et par danske messer er der budgetteret med et par franske og spanske. Fra starten af projektet i 2008 blev der bevilget penge til to år, men efter den periode blev forløbet evalueret så positivt, at det kunne fortsætte to år mere – til og med slutningen af 2012, hvor det er meningen, at marokkanerne selv overtager fra de skiftende hold af danske designstuderende. Der er ansat en koordinator, som skal binde enderne sammen, sørge for fremdriften samt stå for den butik, der bliver etableret næste år.

Engang blev der skrevet side op og side ned om definitionen på design. Nu er spørgsmålet mere om, hvem der kan kalde sig designer. Én udviklingstendens er, at design er blevet hver mands eje, en almen proces, som alle kan deltage i og drive forretning på. Tendensen er understreget af, at flere og flere uddannelsesinstitutioner, som CBS og universiteterne, tilbyder uddannelser i designrelaterede emner, hvor design ofte er et tillægsfag, som man kan læses på 1-2 år i stedet for 3-5 år på designskolerne. Hvad dette vil betyde for designfaget som helhed, er svært at bedømme. Faget kan blive udvandet, de ”klassiske” designdiscipliner, og dermed de ”klassiske” designere kan forsvinde. Modsat kan nye designområder og kompetencer, som måske er mere relevante og gearede mod den kontemporære verden, opstå. En anden tendens er de nye problemer og udfordringer, designerne er begyndt at involvere sig i og finde løsninger på, som ikke er produktrelaterede. Det drejer sig om, at facilitere processer for virksomheder f.eks. i implementering af bæredygtighed, ændring af virksomhedens organisationsstruktur, arbejde med ledelsesudvikling samt forskellige andre innovationsprocesser. Design er derfor ikke længere kun et værktøj til at designe luksusgoder til opfyldelse af individuelle ønsker og skabelse af kunstige behov. På den ene side af spektret er design for sociale medier, interaktivt design og det digitale område blevet et fokusområde for mange designvirksomheder. På den anden side af spektret er der designvirksomheder som f.eks. Architecture for Humanity, som arbejder i katastrofeområder, og som imødekommer humanitære behov ved hjælp af design. Dertil kommer designvirksom-

heder med speciale i co-creation, co-design, bæredygtigt design, social innovation design, mv. Designerne har indtil årtusindskiftet og lige op til den økonomiske tilbagegang næsten udelukkende haft fokus på individet og de følelser, den enkelte knytter til designet. Der har ofte manglet en ansvarsfølelse for omgivelser og medmennesker generelt. Arbejdet har været præget af indadvendthed og en individualistisk tendens, som selvfølgeligt nok har været et symptom på overflodssamfundet. Design har været mere knyttet til ønsker end behov. I dag er situationen vendt. Især i de vestlige lande. Efter den økonomiske nedtur er vi begyndt at ændre på vort værdisæt. Retail therapy er ikke længere trendy, at købe dyrt og købe mærkevarer er ikke længere på mode. Det er næsten flovt at køre i store biler, gå med pels og omgive sig med andre lignende symboler på overflod. Small is beautiful genindfinder sig. Genbrugstøj, discountbutikker, små biler, mange cykler, og det at kunne gøre godt med lidt, er blevet den nye trend. Designere, der arbejder med bæredygtighed, etiske projekter, design without borders, velgørenhed mv. er in. Luksus designerne er out. Derfor er det ikke så underligt, at en designer som Alastair Cameron fra Architecture for Humanity har fået kultstatus, er efterspurgt og er blevet personlig rådgiver for statsministre og politikere verden over. De modsatrettede tendenser mellem interessen for det individuelle lækre produkt og ansvarsfølelsen for vore omgivelser og medmennesker kan dog sagtens forenes i dag. Hvis der skal designes velfærdsprodukter og produkter af høj kvalitet og styling kan det gøres ved at designe det bæredygtigt. Bæredygtigt design er the new black, hvor der er meget lidt eller ingen ressourcespild, meget lidt eller ingen CO2 udslip, proces og produktion er etisk korrekt. Fair trade er en del af pakken. Det mest interessante faktum for designbranchen er, at der er plads til alle designspecialer og fokusområder. Verdensmarkedet bevæger sig i mange retninger, og der er brug for design i alle sammenhænge. Designprocessen er universel og kan adopteres til alle nye og gamle situationer og problemstillinger.


side 54

side 55

LICENSE TO DESIGN

Hjælp os med at udvikle en våbenlås til en AK-47, det mest udbredte våben i verden! Sådan lød den opgave som Dansk Flygtningehjælps minerydningsenhed satte en designer på. Resultatet er en handy løsning, der nu er på vej til Somalia. AF ALEXANDRA STRAND HOLM

”De første par gange jeg havde geværet over skulderen, når jeg cyklede gennem København, føltes det ret mærkeligt.”

Designer Sylvia Holten har udviklet våbenlåsen, som kan forhindre ulykker og vådeskud

33-årige Sylvia Holthen håndterer Kalasjnikov-geværet med lethed og rutine. Hjemmevant på en måde, der ved første øjekast får én til at tvivle på, hvad hun egentlig laver på kontoret hos Danish Demining Group i Dansk Flygtningehjælp. Klik – og magasinet er sat i, et klik mere – og geværet er afsikret, klar til brug. ”De første par gange jeg havde geværet over skulderen, når jeg cyklede gennem København, føltes det ret mærkeligt. Men den er jo pakket ind i en speciel taske, så det heller ikke er så tydeligt.”

Designer på mission Sylvia Holthen er industriel designer og på en særlig mission. Bevæbnet til tænderne tager hun på arbejde hos den danske minerydderorganisation, Danish Demining Group, der hører til Dansk Flygtningehjælp. Det er her, hun har arbejdet på at udvikle en speciel type lås til det, der kaldes verdens mest klassiske gevær – AK47eren. ”Det var egentligt tilfældigt, og ikke noget jeg havde regnet med, ville blive en opgave for mig. Men jeg blev bedt om at se på, om det kunne lade sig gøre at udvikle en lås, der kunne være nem at bruge og som i sidste ende kunne være med til at redde liv.” AK-47 er det mest kendte og udbredte våben – en klassiker designet af Mikhail Kalasjnikov i 1947, og i dag et våben, der findes verden over. Det er holdbart, funktionelt, nemt at reparere og virker efter hensigten – design, der på mange måder lever op til de ypperste kriterier for, hvad formgivning stræber mod.

Ulykker og vådeskud Men det er også et våben, der hver dag koster menneskeliv – fordi der bliver sigtet

og skudt, men i endnu flere tilfælde, fordi der sker en ulykke eller er tale om vådeskud. Ulykkerne er der mange af i verdens konfliktzoner, hvor våben i dagligdagen er mere reglen end undtagelsen. Over en million mennesker dør hvert år på grund af skydevåben. Halvdelen af tilfældene sker i New York og Rio de Janeiro, mens den anden halvdel er i de konfliktområder, hvor Dansk Flygtningehjælp og Danish Demining Group arbejder. Når minerydderorganisationen begynder i nye områder, handler det om meget mere end rydning af miner. Det fortæller Rasmus Stuhr Jakobsen, der er chef for Danish Demining Group. ”Antallet af mennesker, der mister livet eller kommer til skade på grund af væbnet vold eller ulykker er alarmerende højt. Og det er derfor, vi skal tænke meget mere utraditionelt. Vi underviser allerede folk i minefarer og i de farer, der er ved at have våben på sig eller i sit hjem, hvor der for eksempel er børn. Det er her, at våbenlåsen kommer ind i billedet,” siger Rasmus Stuhr Jakobsen.

Første forsøg I Somalia har Danish Demining Group allerede arbejdet med flere forsøg på at introducere idéen om at låse sit våben fast eller sikre det, så det ikke kan affyres ved et tilfælde. I en somalisk landsby har en lokal smed produceret en holder at metal, der kan sættes rundt om geværet. Men der har været brug for at forbedre den, så den blev mere funktionel. Sylvia Holthen har talt med erfarne våbeneksperter og studeret en bunke billeder fra Somalia, der viser, hvordan låsen bruges. ”Prøv at se på billedet her. Det er fra Somalia og viser, hvordan mange faktisk sætter den gamle lås forkert på. Den er også alt for klodset og passer ikke rigtigt til AK47eren. Men det var det her, der var udgangspunkt for min opgave med at udvikle en ny lås.”

”Vi underviser allerede folk i minefarer og i de farer, der er ved at have våben på sig eller i sit hjem, hvor der for eksempel er børn. Det er her, at våbenlåsen kommer ind i billedet.”


ting

side 56

side 57

SAFETY LOCK AK-47 låser aftrækkeren for at forebygge ulykker og gøre våbenet utilgængelig for børn. Låsen hindrer samtidig, at magasinet kan stjæles ved at indkapsle kontrollknappen. SAFETY LOCK AK-47 er billig at producere og fremstilles lokalt med materialer, som er til rådighed. Målgruppen stiller sig positivt til at bruge låsen, og den er gratis, da projektet er finansieret gennem Danish Demining Group’s fundraising

Granny

Velfærdsdesign Det er kun to år siden, at Sylvia Holthen blev færdiguddannet som industriel designer på Danmarks Designskole. Hun har allerede flere kreationer og opfindelser bag sig, indenfor det, man kalder velfærdsdesign. ”For mig er det en tilgang til design, der giver god mening at arbejde med. Det handler om meget mere end design – det handler om at skabe nogle løsninger, der fungerer i situationer, der er komplekse og, hvor design kan optimere behandling eller minimere skader,” fortæller Sylvia Holthen. Nu har opgaven så handlet om at skabe et produkt, der ikke alene skal leve op til krav om funktionalitet og moderne formgivning. Våbenlåsen skal også kunne produceres med så få omkostninger som muligt og af en smed i et udviklingsland. Somalia er første destination for Sylvia Holthens våbenlås. ”Jeg håber at kunne tage til Somalia på et tidspunkt og se, hvordan låsen bliver produceret. Måske kan jeg være med til at forbedre den yderligere, når jeg ser den lavet i de omgivelser, hvor den skal fungere. Desværre ved vi jo allerede nu, at der er mere en rigeligt brug for låsen. Næste udfordring handler om, at overbevise folk om vigtigheden af at låse sit våben og nøjes med at bære nøglen med sig,” siger Sylvia Holthen.

Våben i hverdagen I Somalia er våben en del af hverdagen. Konflikt og borgerkrig har hærget landet i to årtier. Danish Demining Group arbejder med rydning af miner i flere området af So-

malia, men i stigende omfang også med det såkaldte AVR-program – Armed Violence Reduction. Programmet handler om at skabe opmærksomhed og undervise i de risici, der er forbundet med at leve i et samfund, som er fyldt med våben og ueksploderet ammunition. Det er i den sammenhæng, Sylvia Holthens våbenlås skal gøre sig gældende. ”Humanitær minerydning og moderne industriel design – det er ikke lige den mest indlysende kombination. Men for os handler det om at tænke behov for hjælp sammen med helt nye måder at tænke løsninger på. Derfor har det været en øjenåbner at kunne samarbejde med en industriel designer som Sylvia Holthen om våbenlåsen," siger Rasmus Stuhr Jakobsen.

Nye farer på færde Sylvia Holthen tager ladegreb på AK-47 riflen og tjekker om låsen sidder som den skal. Klik – og et klik mere – den er på plads, og nu kan våbnet ikke affyres. Den russiske designklassiker vil fortsat være at finde i store dele af verden i mange år frem – men nu med en dansk detalje, der gør den mindre farlig at være i nærheden af. Jobbet er overstået, og riflen skal leveres tilbage, så Sylvia Holthen kan rydde tegnebrættet og gøre sig klar til at se på nye designudfordringer. Hun skiller våbnet ad en sidste gang, pakker riflen ned og cykler gennem København med en AK-47 over skulderen og en våbenlås på repertoiret.

Skamlen Granny er en hyldest til vores bedsteforældres møbler. Møbler fra en anden tid, hvor der blev lagt stor vægt på håndværket og detaljen. Både sæde og ben er hånddrejet på en drejebænk. Hvert ben er unikt, og benets udformning er opstået i arbejdet ved drejebænken. Design: Jonas Klein

”Jeg håber at kunne tage til Somalia på et tidspunkt og se, hvordan låsen bliver produceret. Måske kan jeg være med til at forbedre den yderligere, når jeg ser den lavet i de omgivelser, hvor den skal fungere.”

Need more – Think twice Sparebøsserne er alle unikke, da de er håndmodellerede og dekoreret med underglasur og håndtegnede og håndklippede keramiske transfers. Sparebøsserne passer på de voksnes penge og skal appellere til at spare og kun købe dét, man virkelig ønsker sig. Sparebøssen har kun én åbning til at putte pengene ind, og skal derfor slås i stykker, når man ønsker at købe noget for pengene. Design: MeyerLavigne

Orla Orla er en væglampe med en arm af elmetræ og en lampeskærm støbt i porcelæn. Ideen til lampen stammer fra gammel lampe Rikke Hagens bedstefar i sin tid havde hængende over høvlebænken i sit snedkeri. Den bestod blot af et par groft udskårne pinde og en afskærmet pære hængende for enden af ledningen. Da hendes bedstefar gik bort, arvede hun hans høvlebænk, værktøjsskab – og lampen. Design: Rikke Hagen mDD

CRAFTS COLLECTION 15


side 59

side 58

snydt og stjålet sig til et nyt liv, da hun fik sin demente mand til at fl ytte på plejehjem. Ved at bruge historier fra det virkelige liv åbner disse udsagn og dilemmaer en dialog, f.eks. mellem den dementes ægtefælle og børnene. Derved kan de forberede sig på situationer, som de måske vil møde i fremtiden.

Visuel tilgang til dialog De fysiske objekter bidrager til at skabe et rum for refleksion over både nutidige og fremtidige situationer. Det at bruge fysiske objekter og dermed en visuel tilgang til Alzheimerproblematikken er interessant og meget givende, siger Alzheimerforeningens formand, Anne Arndal. ”De studerende har udviklet nogle fremragende koncepter. De er gået til emnet ud fra en helt ny vinkel, og det har givet os nogle kommunikationsredskaber, som er ganske forskellige fra vores traditionelle fokus på diagnose, behandling og regler,” siger Anne Arndal, der er imponeret over de studerendes evner for at bruge deres empati til at afkode området. ”Den empatiske tilgang er helt nødvendig, fordi sygdommen ofte virker stigmatiserende på patienterne,” påpeger hun.

ALZHEIMERPATIENTER FÅR HJÆLP AF DESIGN

– Co-design viser sit velfærdspotentiale

Udviklingsmetoden co-design har et stort potentiale inden for velfærdsområdet. Det viser et projekt, som forskere og studerende ved Kunstakademiets Designskole har gennemført i samarbejde med Alzheimerforeningen og den multinationale medicinalvirksomhed Johnson & Johnson. Resultatet er en boks med dialogværktøjer til patienter og deres pårørende. Af Hans Emborg Bünemann, Center for Designforskning Foto: Kunstakademiets Designskole

--------------------------------------------------------------------------------------------------

At øve sig på fremtiden

To designstuderende har udforsket måder at undersøge og

Kursets studerende fik en indføring i, hvordan forskerne i den såkaldte co-design-forskningsklynge på Kunstakademiets Designskole arbejder. De kombinerer brugerinvolvering og de-

visualisere forskellige opfattelser af tid hos Alzheimerpatienter. Hvad sker der med patientens identitet og relation til omverdenen, når forståelsen af fortid, nutid og fremtid ændrer sig?

signerens evne til at visualisere og give nye idéer fysisk form med antropologens nysgerrige måder at undersøge menneskers hverdagsliv, fortæller Eva Brandt. Hun er medforfatter til bogen "Rehearsing the Future", der på baggrund af et tidligere forskningsprojekt beskriver en såkaldt design-antropologisk innovationsmodel. ”Centralt i co-design er, at vi tidligt i processen udvikler og afprøver prototyper og ”gennemspiller” forskellige scenarier sammen med de mennesker, vi designer til – en fremgangsmåde, som vi kalder ”at øve sig på fremtiden”,” siger hun.

Designprocessens kollaps Ifølge Eva Brandt opfatter mange designere stadig designprocessen som lineær. Co-design-forskerne lægger i stedet op til en iterativ proces, hvor brugerne først afprøver en prototype hjemme hos sig selv. Deres feedback bruges til udvikling af en ny prototype, der afprøves igen osv. I Alzheimerprojektet lavede de studerende prototyper helt fra begyndelsen af feltarbejdet og brugte dem ude hos patienterne. Derved lod de den traditionelle design-proces kollapse, forklarer Eva Brandt: ”Traditionelt vil man begynde en designproces med at afdække behov og så først senere udvikle prototyper. Vi bruger prototyper som værktøjer til sammen med brugerne at udvikle viden om, hvordan fremtiden kunne være anderledes. Og vi videreudvikler prototyperne gennem hele designprocessen. I forhold til traditionelle måder at arbejde på kan man sige, at

Illustration: Gudrun Risak Schou og Mikkel Straarup Møller --------------------------------------------------------------------------------------------------

Design som social proces På kurset udviklede de designstuderende helt nye måder at undersøge og tackle Alzheimerpatienternes og deres pårørendes udfordringer i hverdagen. De studerende designede en række konkrete bud på, hvordan man kan blive klogere på og forbedre hverdagen for disse mennesker. De brugte metoden co-design og fik vejledning af forskerne bag kurset. Udgangspunktet for co-design er, at design er en social proces. ”Vi fokuserer på dialog og gensidig læring,” forklarer Eva Brandt. ”I co-design skaber og udvikler brugere og andre interessenter idéer i samspil med designerne. Alle deltageres viden og erfaringer bringes i spil i processen.”

Billeder og brætspil I takt med sygdommen Alzheimers fremadskriden oplever patienter og deres pårørende, hvordan demensen, der er det stærkeste symptom på sygdommen, kommer imellem dem og gør kommunikation og samvær stadig sværere. Med denne problematik i centrum satte de to lektorer Eva Brandt og Thomas Binder fra Kunstakademiets Designskole i efteråret 2010 scenen for et forskningsbaseret kursus med titlen Design Research: Co-design om Demens.

Projektet mundede ud i en boks, der indeholder en bog og seks konkrete, designede bud på facilitering af dialogen med Alzheimerpatienter og deres pårørende – og imellem dem. Et af disse bud består af små papkort med billeder eller udtryk som ”tabu”, ”kompromis”, ”kunsten at bevare humøret” og ”de behandler mig som et barn”. Kortene ansporer til en snak om minder og om patientens dagligdag. Et andet af boksens dialogværktøjer er et brætspil med et antal såkaldte dilemma-kort. De er formuleret af pårørende, som de studerende har besøgt. Et eksempel er en kvinde, der følte, at hun havde

--------------------------------------------------------------------------------------------------

Det synlige resultat af co-design-kurset blev Dialogboksen, der bl. a. indeholder visuelle spil, bøger og dokumentarvideo. Materialet er udviklet i dialog med Alzheimerpatienter, pårørende og professionelle i plejesektoren og skal fremover tjene som værktøj til at fremme dialogen med og mellem disse grupper --------------------------------------------------------------------------------------------------


side 60

side 61

ENGLISH SUMMARY

------------------------------------

Lis og Bente fra et ældrecenter i Valby bruger folde-ud-bogen, der er lavet af studerende Monika Havn. Den er et redskab til at åbne en dialog om tidlige tegn på demens ------------------------------------

Studerende Sofie Holm Larsen og Lilith Louise Lysgaard Hasbeck har designet Dilemmaspillet, der består af kort med citater, tegninger og fotos. Ved at vælge spørgsmål og svar undervejs skaber man sig en ”rejse” gennem spillet. Derved kommer man til at tale om forskellige dilemmaer ------------------------------------

vi slår designprocessens begyndelse og afslutning sammen. Denne eksperimenterende tilgang brugte de studerende gennem hele Alzheimerprojektets forløb,” siger hun.

Prototyper som invitation til deltagelse Bag brugen af prototyping ligger tanken om, at brugernes behov ikke findes derude, klar til at blive afsløret. Drømme og behov skabes og ændres løbende, i dette tilfælde i samspillet mellem patienter, pårørende og professionelle i den sociale sektor. At give fysisk form til nye ideer i form af prototyper undervejs bidrog i projektet til at fastholde målet om at designe med – ikke blot til – brugerne og dermed at sikre deres engagement gennem hele processen. ”De studerende brugte prototyperne til at skabe en udforskende dialog med patienterne og deres ægtefæller eller børn,” fortæller Eva Brandt. ”Dermed var prototyperne ikke kun repræsentationer af de idéer, der opstod i processen. De fungerede også som invitationer til at deltage i udviklingen af nye ideer og forståelser af hverdagsliv med Alzheimer.”

Tidlig diagnosticering Anne Arndal fra Alzheimerforeningen ser frem til at få afprøvet redskaber af den type i praksis. Hun fremhæver særligt brugen af fotos og papkort med udsagn fra hverdagssituationer, som f.eks. professionelle inden for sundheds- og plejesektoren kan tale med patienterne og de pårørende om. ”Ved hjælp af det grafiske materiale og de små kort kan man få en personlig samtale i gang om, hvad der er svært i hverdagen. Derved kan små tegn på demens afsløres, og det kan sandsynligvis give mulighed for at stille en diagnose tidligere end med den traditionelle ”eksamination” hos den praktiserende læge,” forudser Anne Arndal.

ARTIKLEN HAR VÆRET BRAGT I MIND DESIGN #42, 2011. MIND DESIGN UDGIVES AF CENTER FOR DESIGNFORSKNING

The notion of the good life The time spent at the Design School was tough for designer mDD Tobias Jacobsen. Suddenly design became a tricky thing for him. Before the Design School he created things without thinking much about it. In the years following his graduation he has looked for and practised the good life, where sensuousness and intuition are the driving forces in the pursuit of the form. A couple of years ago the good life was doing better, as well as the good process, even though design remains a dubious entity to him. He has learned to disconnect his thoughts and to let intuition and senses decide in the belief that the design will materialise. Tobias Jacobsen is an ardent collector; it keeps his senses alert in his eternal pursuit of shape. He also consciously looks up places that can affect his senses. He saves his impressions for his design process. Once words were part of the creative process, but they ended up slowing him down, so he now works with intuition as the driving force. The worst thing is when his consciousness gets in the middle of things. It is a natural thing for Tobias Jacobsen that his design is user-friendly, but ultimately his own state of happiness is the most important thing – without that he cannot design anything.

It’s not unimportant how the product looks

I have never worked – I've only been playing

Designer/civil engineer Lisbeth Kamstrup-Holm has taken a Master’s degree in design, and in her thesis she tries to describe and render intelligible the emotional needs of the patients as well as the meeting between the patient as a user and the medico product. It takes a long time to develop medico products, because they have to live up to many demands and regulations. This means that the products for a large part are only made to be functional and user-friendly. But users with chronic diseases like diabetes or stomy need more than that. They have to live with a medico product attached to their body for the rest of their lives, and they therefore want products that signal personality. The users want to express an identity through the product. Rather than hiding it away, they want the product to relate to who they are. The products should be relevant and create an emotional bond. Every time the user is confronted with his/her medico product, he/she is reminded of the chronic disease. This is hard, and it can cause resistance. But if you have a personal relation with the product, it would motivate you more to use it – and to use it correctly. Even though the medico industry still develops anonymous and clinical products, Lisbeth Kamstrup-Holm thinks that the product development over time will implement the emotional aspects, just like with all other types of products.

To Hans Bøllling, architect MAA and designer mDD, design has always and without a doubt been associated with joy and pleasure. The ideas, the enthusiasm and the prolific mass of work have remained the same since the beginning in the 1950ies with small figures made from natural materials. And it is far from over yet. Every day Hans Bølling, who just turned 80, sits in his design office - that used to be a dairy - and works, invents, draws, sketches and experiments. That is, if he does not happen to wander around in his fully equipped workshop in his private home. Bølling is, in his own words, the happiest man in the world. All life through he has been behind lots of architecture with a great deal of energy and enthusiasm – from private housings to factory buildings and dormitories to large housing constructions. On the side he has designed all sorts of things for the home, among other things the wooden characters Duck, Duckling, Oscar the dog as well as Optimist and Pessimist that in recent years have experienced a revival launched by ArchitectMade. In addition, Ørskov & Co – that he has worked with since the 1950ies (then under the name Form & Farve) – sells textiles and candlesticks designed by Bølling. He is probably best known for his tray table, produced by Brdr. Krüger, launched in 1963. Today it is still being reproduced in countless colour combinations, all approved by Hans Bølling.


side 62

ENGLISH SUMMARY

ENGLISH SUMMARY

MIT DANSKE KØD

JENS SMÆRUP SØRENSEN

HomeLessHome

The icing on the cake

All life through we need air, care, food, sleep, conversation, social relationships and solidarity. Whether you are homeless or not. Erik juul architects based their project HomeLessHome on these needs – an architectural experiment focusing on the conditions of the homeless and on our understanding of what a home is. In only one month, and using only 6 x 8 meters of space, Erik Juul built a housing area together with their craftsmen. The project asked the question Is this a home? And answered the question by showing how fast, easy and cheap houses for homeless people can be built. The project was carried out at 'Den Frie Udstillingsbygning' (The Free Centre of Contemporary Art) on Østerbro in Copenhagen. During the exhibition period, May and June, various arrangements were carried out that were connected to the project, among other things house warming and a Midsummer Eve event for homeless people, distribution of food as well as a workshop for children about architecture.

Literature is an art form. Therefore it should be a joy and a visual pleasure to look at a book. The cover must be the icing on the cake. Graphic designer Ida Balslev-Olesen wants her covers to lift the book with a unique design by pushing the visual borders – every time. She does not want to be labelled. One of the means is to eliminate as much noise as possible in order to grow purity. The story in the book should not be overtly painted or told on the cover; it should be a captivating atmosphere. The cover should appeal to emotions as well as thoughts, and there should be several layers in the illustration, so that you do not finish with it too soon. The communication with the writer is important to the process and to the final expression of the cover. Often some of the personality of the writer is expressed in the cover along with the atmosphere and colour of the book. Ida Balslev-Olesen insists on her professionalism and therefore only shows one cover to be judged by the writer and the editor. More covers would confuse more than they illuminate, she believes. It is not her intention that everybody should sit and paint – a cover is not a common project in that way, but a collaboration where you respect the professionalism of the designer.

An unpretentious gourmet experience Christian F. Puglisi and Kim Rossen have both worked at the restaurant Noma. Now they have created a version of the gourmet restaurant on their very own terms. ‘Restaurant Relæ’ is situated in Nørrebro in Copenhagen. The restaurant room is minimalistic with simple tables and chairs of wood, raw brick walls and a bar counter facing the kitchen. The idea was to make a gourmet restaurant at Michelin level, but in an updated version that reflects the personalities of the two owners. Restaurant Relæ has eliminated unnecessary luxury, high prices and the traditional service that you normally find at gourmet restaurants. The restaurant has been created on Puglisi’s and Rossen’s terms – not on the asserted premises of the guest – and they wish to be at eye-height with the guests, to have a human connection. A nice service experience is about contact and getting answers to your questions. With two seatings on each of the four opening days – and a philosophy that says that the guests should not dwell too much on anything – the atmosphere of the restaurant reaches a pulsating gear. All employees make an effort. No one is too grand to do any kind of work. There are only two rules: the chef does not serve wine, and the waiters do not cook. The intense flow - along with the minimalistic frames - add room for the sensuous dimensions; the food, the wine and the human contact.

Design as a generator for development Progress and sustainable development by means of design. Exchange of knowhow between Danish designers and local craftsmen. New possibilities and changes for the better – both in human and economical terms. This is the essence in the Morocco Project that the Danish School of Design – along with changing classes of design students – joined in 2008. A group of Moroccan craftswomen have received a basic education in product development, quality, how to generate ideas, sales and marketing in order for them to increase their profi ts and to improve their competences. The project receives funds from local resources, which enables the women to pass their newly acquired knowledge on to more craftswomen. Marie Hugsted has been involved in the project for two years, and her thesis treated just that. She believes that the most important contribution of the students – in addition to the development and improvement of female craftsmanship – is that many of these women now see themselves in a new light. They have grown, because they have realised that they are able to do something that others cannot. Their self-confidence is boosted, and as a consequence some of the women are now involved politically in their village. So far the products are presented on fairs in Denmark, France and Spain with the participation of some of the women. The project will end in 2012. From then on the Moroccans are supposed to take over and make sure that education and competences are handed over to more women.

License to design Help us developing a weapon lock for an AK-47, the most used weapon in the world! This was the project that the Demining Group of the Danish Refugee Council presented to a young designer. The result is a handy solution that is now finding its way to Somalia. The AK-47 is the best know and most widespread weapon in the world – a classic designed by Mikhail Kalasjnikov in 1947. It is durable, functional, easy to repair and it works according to its intent. It is a design that in many ways live up to the most celebrated criteria for what design strives to achieve. But the gun also kills people, because it is being used to aim and shoot. But in even more cases because an accident happens, or because of accidental shots. There are many accidents in the conflict zones of today, where weapons in everyday life is more the rule than the exception. It should be possible to produce the weapon lock at the lowest possible costs and by a blacksmith in a developing country.

Forkortelserne er foretaget af Helle Lorenzen, redaktør, inform. Oversættelserne står Søren Munk Hansen, Akribi Sprogservice, for.


id.nr: 47477

Danske Designere Strandgade 27A 1401 København K


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.