Bogens opbygning

sionelles udvikling og læring. Det er med andre ord i arbejdet som et professionelt læringsfællesskab, at viden omsættes og oversættes til handlinger i praksis (Elverkilde, 2019).

Vi håber således, at denne antologi kan være et konkret bidrag ind i arbejdet med at udfolde og levendegøre elementerne i det fælles pædagogiske grundlag – så det pædagogiske arbejde i endnu højere grad kan komme til at gøre en forskel for både børn (og voksne) i dagtilbud.

I bogens Kapitel 1 – Hvad er det nye ved det fælles pædagogiske grundlag? introducerer Andreas Rasch-Christensen til det fælles pædagogiske grundlag, dets afsæt og ambitioner samt det brede samarbejde, det bygger på. Kapitlet beskriver desuden, hvordan netop ambitionen om at inddrage et bredt udvalg af væsentlige aktører har haft indvirkning på udvælgelsen af grundlagets centrale begreber.

I Kapitel 2 – Børnefællesskaber rettes fokus mod det første af i alt ni elementer, som det fælles pædagogiske grundlag rummer. I kapitlet beskriver Suzanne Krogh og Søren Smidt, hvordan børn indgår i fællesskaber dagen igennem – både i børnenes selvorganiserede leg med hinanden, men også i rutinerne og i de aktiviteter, hvor de voksnes organisering og rammesætning spiller en vigtig rolle. Kapitlet giver råd og vejledning til at understøtte børnefællesskaberne, så alle børn får styrket deres deltagelsesmuligheder i hverdagen.

I Kapitel 3 – Pædagogiske læringsmiljøer beskriver Lone Hygum, hvordan det er muligt at skabe et systematisk overblik over et pædagogisk læringsmiljø ud fra tre vinkler: det strukturelle (rammerne), det processuelle (relationerne) og det didaktisk-pædagogiske (støtte til og fokus på udvikling). Kapitlet rummer eksempler på dagtilbud, som arbejder med forskellige dele af det pædagogiske læringsmiljø, og præsenterer værktøjer, der kan understøtte den interne evaluering af læringsmiljøet.

I Kapitel 4 – Forældresamarbejde undersøger Kirsten Birk Lassen samarbejdet mellem dagtilbud og hjem ud fra barnets perspektiv: Hvad er det, barnet har brug for, og hvordan kan forældre og det pædagogiske personale sammen sikre de bedste vilkår for barnets udvikling, trivsel, læring og dannelse? I kapitlet introduceres den såkaldte zonemodel, der kan understøtte en systematisk tilgang til forældresamarbejdet.

Kapitel 5 – Børn i udsatte positioner ser nærmere på årsager til, definitioner af og handlemuligheder i forhold til børn i udsatte positioner. I kapitlet diskuterer Tine Basse Fisker, hvad udsathed kan bestå af, og hvordan det pædagogiske personale i højere grad kan få øje på og understøtte det udsatte barn i hverdagen.

I Kapitel 6 – Børn som medskabere af sammenhængende overgange sætter Inge Schoug Larsen fokus på, hvordan børn kan sikres en tryg overgang fra én institutionskontekst til en anden. En væsentlig pointe i kapitlet er, at børnenes egne stemmer og aktuelle behov medtænkes i enhver overgangsproces. Kapitlet introducerer desuden brugen af de såkaldte overgangsobjekter, der kan fungere som et trygt holdepunkt i de nye omgivelser.

I Kapitel 7 – Barnesyn undersøger Ole Henrik Hansen med hjælp fra sin søn, Mads Henrik Hansen, hvordan barnesynet kommer til udtryk i den pædagogiske praksis. Kapitlet gennemgår begreber som medbestemmelse, medansvar og lighed og diskuterer, hvordan det er muligt at bedrive en pædagogik, som har barnets initiativer, skabertrang, emotionelle rettethed og bidrag for øje.

Kapitel 8 – Dannelse undersøger, hvordan begrebet dannelse fletter sig ind i den pædagogiske hverdag i et nært samspil med legen, pædagogiske rutiner og de spontane såvel som vokseninitierede aktiviteter. I kapitlet beskriver Torben Næsby, hvordan samspil, relationer, lege og oplevelsen af ”nye verdener” er vigtige elementer i barnets dannelse, hvor han understreger, at pædagogen må finde en balance mellem at stille sig til rådighed for en leg og skabe passende udfordringer, men samtidig formå at lade børnene beholde initiativet.

I bogens Kapitel 9 – Leg ser Nanett Borre nærmere på legens rolle i barnets hverdag. Kapitlet beskriver, hvordan der i den daglige praksis kan skabes rum og plads til, at legen kan udfolde sig, hvordan pædagogen kan blande sig kvalificeret udenom, og hvordan den energifyldte risikoleg kan skabe børn med stærke livsmuskler.

I Kapitel 10 – Læring er fokus på at beskrive, hvad børns læring består af. Stig Broström præciserer forståelsen af læring ved hjælp af et dynamisk, legeorienteret læringsbegreb, hvor social interaktion, leg, kreativitet og udfordringer i det daglige kan fungere som bagtæppet for børns læring i en pædagogisk praksis.

I Kapitel 11 – Fra viden til praksis via implementering ser Susanne Hermansen nærmere på det samarbejde om implementering, som ledere og medarbejdere må udføre i forbindelse med den styrkede pædagogiske læreplan. Kapitlet gennemgår de forskellige muligheder og faser i forhold til implementering, eventuelle udfordringer og hvordan det er muligt at evaluere på selve implementeringsprocessen.

I Kapitel 12 – Professionelle læringsfællesskaber som evalueringskultur til udvikling og kvalificering af det pædagogiske læringsmiljø beskriver Stine Elverkilde, hvordan de professionelle læringsfællesskaber kan fungere som en ramme for det lærende samarbejde mellem medarbejdere, som i mødet med børnenes læring løbende sørger for at justere på praksis og tilpasse metoder for bedst muligt at kunne understøtte børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.

I bogens sidste kapitel – Kapitel 13 – Ledelse af reflekterende læringsmiljøer – ser Kristina Avenstrup og Sine Hudecek nærmere på den ændrede ledelsesopgave, der knytter sig til den styrkede pædagogiske læreplan, særligt med fokus på etableringen af en evalueringskultur. Kapitlet beskriver udfordringer og opmærksomheder og præsenterer en række konkrete ledelsesgreb og orienteringspunkter.