Markedsrapport
Analyse af og indsigt i det kommercielle ejendomsmarked
Analyse af og indsigt i det kommercielle ejendomsmarked
Det kommercielle ejendomsmarked har fået en flyvende start på 2025, hvor investeringsaktiviteten klart overgår niveauet fra de to foregående år, både målt på volumen, antal handler samt størrelsen af ejendomstransaktioner. Volumen for første halvår af 2025 er opmålt til 31,2 mia. kr., hvilket er en fremgang på 55% sammenlignet med volumen på samme tidspunkt i 2024, hvor der var registreret handler for 20,1 mia. kr.
Transaktionsvolumen for første halvår af 2024 er efterfølgende vokset til 26,8 mia. kr., som følge af de efterfølgende registreringer af ejendomshandler efter halvårsafslutningen. Dette betyder, at H1 2025 allerede overgår niveauet fra H1 2024 målt på volumen, selv inklusiv de efterfølgende registreringer af handler for 2024.
Fremgangen i investeringsaktiviteten afspejles også i antallet af handler, hvor der i H1 2025 er registreret 1.325 transaktioner sammenlignet med 1.163 transaktioner i samme periode i 2024, svarende til en stigning på 14%.
Første halvår af 2025 har også været præget af flere markante transaktioner, heriblandt CapMans opkøb af Midstar Fastigheters hotelportefølje samt Greystars køb af UMEUS studieboligportefølje af Nrep. Begge handler har en estimeret værdi på +3 mia. kr., og befinder sig således begge blandt de største transaktioner, som ReData nogensinde har registeret.
Bolig- og hotelsegmentet driver volumen
Boligsegmentet udgør fortsat det klart største segment målt på volumen, hvor segmentet stod for 49% af den samlede transaktionsvolumen i H1 2025. I første halvår af 2025 har der således været handlet boligejendomme for 15,4 mia. kr., hvilket er mere end en fordobling sammenlignet med H1 2024, hvor volumen udgjorde 7,1 mia. kr.
Især micro-living ejendomme har været eftertragtede i H1 2025, hvor der er blevet handlet micro-living boliger for samlet 6,25 mia. kr., heriblandt UMEUS porteføljen, Kaktus Towers og BaseStack Bryggen.
Halvårets næststørste segment tilfalder hotelsegmentet, som udgør 15% af den samlede volumen. Der er således handlet hotelejendomme for 4,7 mia. kr. i H1 2025, hvilket næsten er en tidobling sammenlignet med volumen fra 2024. Den øgede aktivitet med hotelejendomme betyder tilmed, at volumen for hotelsegmentet for 2025 allerede overstiger den samlede hotelvolumen for hele 2022, 2023 og 2024 tilsammen.
Såfremt investeringslysten for hotelejendomme fortsætter i andet halvår, er der udsigt til at 2025 bliver et rekordår, som på nuværende tidspunkt kun overgås af 2017, hvor hotelvolumen udgjorde 5,3 mia. kr. for hele året.
Nyt favoritsegment blandt udenlandske investorer
De udenlandske investorer har stået for 42% af transaktionsvolumen på købersiden i første halvår af 2025, hvilket er en betydelig fremgang sammenlignet med første halvår af 2024, hvor andelen alene udgjorde 23%.
På sælgersiden har de udenlandske investorer solgt danske ejendomme for 9,9 mia. kr., svarende til 32% af den samlede volumen, hvilket medfører, at de udenlandske investorer har været netto-købere i H1 2025.
Investeringslysten i boligejendomme blandt de udenlandske investorer har været markant højere i H1 2025 sammenlignet med H1 2024, hvor der i første halvår af 2025 blev handlet boligejendomme for 7,4 mia. kr., hvilket er mere end en femdobling sammenlignet med niveauet på 1,3 mia. kr. i første halvår af 2024.
Modsat har de udenlandske investorer været mere tilbageholdende indenfor industrisegmentet, hvor den udenlandske volumen er faldet fra 3,2 mia. kr. i H1 2024 til 1,6 mia. kr. i H1 2025.
Dertil har den udenlandske kapital næsten udelukkende været placeret i ejendomme beliggende i hovedstadsområdet, hvor 80% af den samlede transaktionsvolumen fra udenlandske investorer er foretaget i København og omegn.
Transaktionsvolumen
Nordjylland
1,1
Midtjylland
Sønderjylland
Som bekendt har transaktionsvolumen vækstet med 55% fra H1 2024 til H1 2025, mens antallet af handler kun er steget med 14%, hvilket indikerer, at fremgangen i transaktionsvolumen for første halvår af 2025 hovedsageligt er drevet af flere større transaktioner. Antallet af handler på +100 mio. kr. har dog stort set været uændret i de to perioder, hvor der er registreret 45 handler på mere end 100 mio. kr. i første halvår af 2025, mens antallet udgjorde 42 handler i første halvår af 2024.
Fremgangen i transaktionsvolumen findes således i størrelsen på de store transaktioner, som har været betydeligt større i 2025, hvor den samlede volumen for handlerne på mere end 100 mio. kr. udgør 21,8 mia. kr. i H1 2025 sammenlignet med 14,7 mia. kr. i H1 2024. Dertil har der været en fordobling i transaktionsvolumen ved de mellemstore handler i spændet 20-100 mio. kr., hvor volumen i H1 2025 udgør 4,8 mia. kr. mod 2,4 mia. kr. i H1 2025.
Transaktionsvolumen i Danmark
Fordeling i prisintervaller 2023-2025 (Q1+Q2)
I
Volumen samt antallet af transaktioner i ovenstående tabel er opmålt ved de pågældende kvartalsafslutninger.
Volumen på segment-niveau Q1+Q2 2022-2025 Volumen på område-niveau Q1+Q2 2022-2025
De foreløbige afslagsdata for 2025 viser en forbedring i afslagsraterne sammenlignet med 2023 og 2024, hvor det gennemsnitlige afslag i første halvår af 2025 har udgjort 16,3%. Især den øgede appetit efter boligejendomme har drevet afslagsraterne ned i første halvår af 2025, hvor boligsegmentet har de klart laveste afslagsrater. Det gennemsnitlige afslag for boligejendomme har udgjort 13,6% i 2025, hvilket angiver det laveste niveau for et vilkårligt segment siden 2022.
Dertil har afslagsraterne for samtlige landsdele været lavere i første halvår af 2025 end på noget tidspunkt i 2023 og 2024, hvilket indikerer en landsdækkende tendens til nedadgående afslagsniveauer.
København er fortsat det område, som oplever de laveste afslagsrater, hvor det gennemsnitlige afslag i København i H1 2025 udgjorde 13,1%, hvilket kun er en smule højere end niveauet på 12,8% fra rekordåret 2022.
Det skal bemærkes, at afslagene alene bliver beregnet for de handler, hvor der gives afslag i forhold til udbudsprisen. Ejendomme, der sælges til udbudsprisen (eller højere), indgår derfor ikke i statistikken.
ReData indsamler og validerer data, og det er blevet til en platform af omfattende viden og indsigt om det danske transaktionsmarked, som vores brugere har adgang til. Vores målsætning er at gøre ejendomsdata tilgængelig for alle aktører på det professionelle ejendomsmarked, så beslutninger kan træffes på oplyste og velunderbyggede grundlag.
ReData udspringer af erhvervsmæglere fra RED, som har indgående og omfattende kendskab til det danske ejendomsmarked. Denne erfaring bruges til kvalitetssikring af ejendomshandler, hvilket betyder, at den viden der tilgås på ReData lever op til de samme standarder, som data og sammenligningshandler leveret af en traditionel erhvervsmægler.
ReData A/S
Amaliegade 3, 5. sal 1256 København K
Telefon +45 81 88 44 42
E-mail redata@redata.dk Website www.redata.dk