Picture the Music

PICTURE THE MUSIC

1

2

3

Danmarkshistoriens største musikfotoprojekt

PICTURE THE MUSIC

Støttet af Nordea-fonden PICTURE THE MUSIC Copyright © 2016 Copenhagen Photo Festival All rights reserved. No part of this publication may be reproduced or transmitted in any form or by any means, electronic or mechanical, including photocopying, recording, or any information storage and retrieval system, without permission in writing from Copenhagen Photo Festival.

ISBN 978-87-994222-8-9

Idé Rasmus Ranum Billedredaktører Lucy Love, musiker og billedkunstner Thomas Borberg, fotochef på Politiken Rasmus Ranum, medstifter af Copenhagen Photo Festival og fotografagent i Sumo-brothers Søren Solkær, fotograf Joachim Ladefoged, fotograf Projektkoordinatorer Astrid Maria Rasmussen Maja Dyrehauge Gregersen Kirstine Schiess Højmose Tekster Rasmus Ranum Jacob Westergaard Madsen Mette Kærgaard Hansen Jan Sneum Torben Sangild Lucia Odoom Tryk Scanprint Designet af Make®

Danmarkshistoriens største musikfotoprojekt

PICTURE THE MUSIC

10 Velkommen til Picture the Music

40

Musik. Fotografi.

FortĂŚlling. af Jan Sneum

11 Forord af Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur

90

Gestus og grimasser i koncertfotografiet af Torben Sangild

180 Yndlingsgrimasserne af Lucia Odoom

258 Index

Velkommen til Picture the Music

Når jeg hører et musiknummer, der har betydet noget for mig, fremkalder jeg straks et billede i hovedet. Et billede fra min fortid. Jeg kan næsten smage øllet og lugte røgen eller smage tårerne og mærke smerten.

Jeg bliver i et kort øjeblik bragt tilbage til et sted, jeg har været før. Et sted, der har været med til at gøre mig til den, jeg er i dag. Det er ikke mit indtryk, at jeg er alene om dette forhold til musik. Musik skaber billeder.

Musik skaber minder. Musik handler om følelser. Musik er fotogent.

I udvælgelsesprocessen har vi lagt vægt både på det flotte fotografi, hvor vi har kigget på kompositioner, farver, æstetik og teknik, og på følelser. Har billederne fremkaldt et fiktivt minde, et smil eller en spontan reaktion? Kunne vi mærke bassen i billedet?

7.000 billeder har været i spil. Tre udstillinger, som har rejst rundt i hele landet. Her er det hele samlet i én stor fotobog om musik.

Sæt en plade på, og nyd Picture the Music.

Denne bog er slutproduktet på et langt og spændende projekt. Et projekt, hvor alle danskere over tre år har været inviteret til at indsende fotos fra musikoplevelser af den ene eller anden slags.

Vi har ikke skelnet mellem, om billederne har været taget af professionelle fotografer, eller om de stammer fra almindelige foto- og musikinteresserede. Om det er et barn, der spiller guitar hjemme på værelset, eller en vild heavyrockkoncert.

10

Rasmus Ranum Medstifter af Copenhagen Photo Festival, medkurator og idémand bag Picture the Music Tak til Nordea-fonden for at have støttet Picture the Music hele vejen igennem.

Forord af Ragnarock - museet for pop, rock og ungdomskultur

Musik snakker selvfølgelig til øret, men det snakker i høj grad også til øjet. Rockog popmusikken er i sit udgangspunkt også en visuel kultur. I slutningen af 1950’erne kommer der portrætbilleder på pladecoveret, og tidens nye ungdomsblade bringer artikler og fotoreportager om musikerne og deres fans.

Billederne skaber image og iscenesætter kunstnerne. I dag er det næsten helt utænkeligt, at man ikke kan sætte ansigt på kunstnerne bag musikken, og bands som Daft Punk, Sleep Party People og Slipknot leger netop med denne forventning ved at bære masker på scenen og på fotografier.

Ligesom de første fonografer og grammofoner gjorde det muligt at fastholde lyden, har fotografiet gjort det muligt at fastholde begivenheder, erindringer og stemninger. Musikfotografiet formår at fastholde det visuelle i musikken, og næsten også det auditive. Det ses tydeligt i billederne i denne bog. Billederne er en dokumentation af de oplevelser, vi har, når vi mødes om musikken på spillesteder og festivaler. De er en dokumentation af, hvad portrætfotografiet kan gøre ved vores forestilling om musikere og bands.

Vores helt nye museum beskæftiger sig med en af de stærkeste kulturelle bevægelser i det 20. og 21. århundrede. Vi skal blandt andet dokumentere og formidle musikkens mødesteder fra 1950’erne til i dag: 50’ernes asfaltballer, 60’ernes popklubber, 70’ernes festivaler, 80’ernes ungdomshuse, 90’ernes stadionkoncerter, 00’ernes gadefester og 10’ernes eksplosion af større og mindre nichefestivaler. Her spiller den fotografiske dokumentation en stor rolle, og med et projekt som PICTURE THE MUSIC har vi en guldgrube af billeder, som giver en nutidig vinkel på denne historie.

11

Men PICTURE THE MUSIC er ikke kun billeder.

Vi har udvalgt tre skribenter, som på hver deres måde forholder sig til og sætter ord på bogens billeder. Fotograf, radiovært og musikjournalist Jan Sneum tager os med på jagt efter, hvad der gør et godt musikfotografi. Fra koncertens fotograve til billedarkiver fyldt med iscenesatte pressebilleder giver han os en introduktion til en række historiske musikfotografier, som har sat sig fast i hans hukommelse. Kulturskribent og radiovært Torben Sangild har kigget nærmere på koncertfotografierne i PICTURE THE MUSIC, og fotografiernes evne til at fange musikernes intensitet på scenen. Han går metodisk til værks og opbygger en typologi over de grimasser og kropslige gestustyper, han finder i fotografierne. Skribent, DJ og podcastvært Lucia Odoom er også fanget af grimasser, og hvordan musikernes ansigter på fotografier, på scenen og i musikvideoer virker som spejle for os som publikum. Spejle, der udvider de rum, vi kan være os selv i – hvad enten vi er grimme, vrede eller ekstatiske.

Vi vil gerne takke skribenterne for deltagelsen og Copenhagen Photo Festival for invitationen til samarbejde om dette projekt. Et samarbejde, vi håber kan udvides til fremtidig fælles dokumentation af rock- og popkulturens visuelle udtryk.

Jacob Westergaard Madsen & Mette Kærgaard Hansen, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

31

32

33

34

35

36

37

38

39

Musik. Fotografi. Fortælling.

Engang var det tændstikken og lighteren, der kom frem, når en koncert “kogte”. Når den helt rigtige symbiose mellem publikum, musik og musikere endelig indfandt sig. I dag er tændstikkens og gasflammens lys aflyst af det blå skær fra en vrimmel af mobiltelefoner, hvis ejere forsøger at fange koncertens magiske øjeblikke. Hvor lyset før var et tegn på et fællesskab omkring en fælles tilstedeværelse i en fælles oplevelse, så er det blå lys fra mobilernes digitale skærme langt hen ad vejen tegn på koncertgængerens drøm om at fastholde oplevelsen. Til senere brug. Til erindring om noget, der var. Til dokumentation af at “her var jeg”. Med superkameraer i mobilformat er fotografier af “musik” blevet en del af vores behov for også mediemæssigt at fastholde og dokumentere, hvad vi gør og dermed hvem, vi er. På linje med feriebillederne, billederne af kærester, fester, cafébesøg og andet godt fra privaten.

Enhver kan tage billeder. Og billeder bliver der taget som aldrig før. Som en del af eget erindringsgods er det fint og godt – og den lette adgang til fotografisk dokumentation spiller en rolle i forhold til vores eget liv og selvforståelse.

Men bliver billederne gode? Som fotografier. Er de værd at gemme? Er de værd at vise andre? Og kan man overhovedet gemme musik i et fotografi?

Alene i det spørgsmål ligger der en udfordring og en selvmodsigelse. Musik udvikler sig i tid. Fotografiet fastholder et øjeblik. Kan det lykkes i bare en brøkdel af et koncertsekund at fastholde noget karakteristisk og væsentligt ved netop dén koncert med netop dén kunstner? Eller er der andre veje at gå, hvis man vil fortælle noget om musik og musikere? I fotografi og uanset fotografisk genre.

I gamle dage – ja bare i rockens barndom – var der stort set frit lejde for både amatøren med konfirmationskameraet og den professionelle med det top-tjekkede udstyr i første række nedenfor scenen. Dér kunne man stå skulder ved skulder en hel koncert igennem, og dér kunne knipses, som der nu var lyst og film til i kameraet. Eller tid til – inden deadline på avisen. Senere blev det tungt og bøvlet at få lov til at fotografere ved mange koncerter. Skriftlige aftaler måtte indhentes på forhånd fra agenter, pladeselskaber eller festivaler.

Stickers til udstyr skulle være på plads inden “vogterne” lod de udvalgte fotografer komme til.

Særlige “fotograve” dukkede op som et VIP-område mellem scene og publikum – og selv dér var fotografer ofte kun velkomne under de første par numre. Og forsangeren måtte så i øvrigt kun fotograferes fra venstre side osv osv. Krav, restriktioner, begrænsninger...

Fotoreportagen med fokus på koncertbilleder af navne, der bare var en lille smule kendte, blev langt hen ad vejen til en eksklusiv genre for de udvalgte få. Men med kameraet i den allestedsnærværende mobiltelefon er den fotograferende “trold” igen ude af æsken – og tonsvis af digitale koncertskud svimler rundt i cyberspace. Retten til fotografering kan ikke længere håndhæves som i den “analoge” tid, men har det sikret et tilsvarende boom i fantastiske fotografiske billeder med fortællinger om koncerter og koncertoplevelser med afsæt i musikerne på scenen? Umiddelbart ser det ud som om en stor del af tilvæksten af billeder først og fremmest viser koncertgængerne, der kysser, drikker, danser – og billeder af spillesteder og festivaler i fest, farver og røg – med musikken og musikerne i det fjerne.

Masser af billeder fra koncerter skal heller ikke kunne andet. Kun dokumentere at “jeg var her”. Og det fungerer. I hvert fald på den private scene. Men koncertfotografiet som genre? Det lever i bedste velgående, og flere fotograferende med mere og mere avanceret, super lysfølsomt digitalt fotoudstyr har bestemt ikke gjort mulighederne ringere. Tværtimod. Nu kan der fotograferes nærmest i mørke og den levende, udøvende musiker er fortsat en drøm for en fotograf med hang til portrætter af mennesker, der anstrenger sig. Som gi’r sig helt og fuldt. Som sportsfotografen, der er aktiv med kameraet klart under hele kampen, søger også koncertfotografen de magiske øjeblikke. Dér hvor musikken og musikeren kan fastfryses i dét “nu”, der kan transformere den komplekse musikoplevelse til et rent visuelt udtryk.

Til den fortættende fortælling om “live”.

Men selvom ny teknik og digitale mirakler på optagefronten rulles ud i en lind strøm, er odds imod et godt billede ikke blevet mindre. Et billede uden klar fortælling reddes ikke af avanceret teknik. Og hvor mange fotografier af forsangere orker man egentlig at se? Optaget nede fra fotograven, så musikeren ses i frøperspektiv og – når det går helt galt – med mikrofonen som et “gag” midt i munden. Som i alle andre sammenhænge 40

gælder det også for koncertfotografiet, at skal det lykkes, skal der “øjne”, håndværk og øvelse til – og vilkår, der gør indsatsen mulig. Ikke mindst netop omkring fotografering af koncertsituationer, hvor så mange elementer skal være på plads for at resultatet bliver godt. Elementer som den enkelte fotograf kun har ringe indflydelse på, mens musikken spiller.

Måske er det netop en reaktion imod de mange variable, der skal være på plads for at sikre det gode, ikoniske koncert-skud, at det iscenesatte fotografi længe har været dyrket med stort talent af mange af “musikkens” fotografer. Med iscenesættelsen er der en mulighed for både at styre de mange variable i motivet, men også for at finde en helt anden visuel vej ind i musikken og i fortællingen om den enkelte musiker. I stedet for “blot” at dokumentere “metien” som musiker er det muligt i den vellykkede iscenesættelse at både formidle, tolke og fortolke den afbildede musiker – som kunstner og som menneske. Med det iscenesatte fotografi kan billedet blive en del af tilskuerens forståelse af både kunstneren og af kunstnerens værk. Og er det rigtig vellykket bliver billedet en del af selve det musikalske værk.

For de af os der voksede op med LP’en og albumcoveret, som en fælles, visuel ramme om en musikalsk oplevelse, er alt dette vel en selvfølge – og de iscenesatte og nu ikoniske omslagsfotos på fx Bob Dylans album “Bringing It All Back Home” og “Highway 61 Revisited” (begge fra 1965) er for min generation så klassiske og betydningsfulde som selve sangene på pladerne. Men i en tid, hvor mere og mere musik formidles i en digital, omslagsløs form, mangler “billedet” umiddelbart, og nu skal også det iscenesatte fotografi finde nye “outlet”, når musik og musikere skal iscenesættes og præsenteres visuelt. Men går det godt bliver billedmageren et ekstra medlem af gruppen. Tænk på det endog meget vellykkede samspil mellem musik, musikere og billedmager i danske The Raveonettes’ tætte samarbejde med fotografen Søren Solkær (1969), der netop er en mester i det iscenesatte fotografi. Solkærs fotografier af Sune Wagner og Sharin Foo i stilsikker “cinema noir” stil gav The Raveonettes et visuelt brand så stærkt som musikken selv. Både “hjemme” og “ude”. Et iscenesat univers, der satte musik og musikere i en reference- og forståelsesramme, som intet koncertfoto ville have kunnet gøre.

Det iscenesatte fotografi er så gammel en genre som fotografiet selv. Lange eksponeringstider og kun lidt lysfølsomme film og glasplader gjorde det i fotografiets barndom nødvendigt at arrangere og opstille motiverne, så de stod stille, mens eksponeringen foregik. Og dagens iscenesatte fotografi er på mange måder en naturlig forlængelse af tidligere tiders arrangerede og opstillede fotografier. Grænserne er flydende – og man kan altid diskutere om fx Arnold Newmans (1918-2006) “signaturfoto” fra 1946 af den russiske komponist Igor Stravinsky “kun” er arrangeret eller det også både er opstillet og iscenesat – beskåret som det er i “scoop-format” med Stravinsky siddende helt nederst til venstre i billedet – mens låget på det opslåede flygel stort set fylder resten af billedet.

Det samme spørgsmål kan man stille til den danske mesterfotograf Bent Rejs (1940-2016) nu klassiske fotografi fra 1965 af Brian Jones fra The Rolling Stones fotograferet med bare tær og en guitar – med kop – mellem benene. Er det nu også iscenesat eller “bare” opstillet? Hovedsagen er, at billedmagere har tænkt sig om. Tænkt på en fortælling med billedet – og tænkt over de elementer, der skulle med. Og ikke med...

For mig selv – som billedforbruger – har en række af den amerikanske fotograf Annie Leibovitz’ (1949) forsider til det amerikanske tidsskrift Rolling Stone været iscenesættelser i særklasse.

Ikke mindst billedet af John Lennon og Yoko Ono, der var på forsiden af tidsskriftet den 22. januar 1981 (US edition nr 335). Et fotografi af en nøgen John Lennon, der nærmest i fosterstilling omfavner en påklædt Yoko Ono. “This is it”, skulle John Lennon havde sagt til Annie Liebovitz. “This is our relationship”.

Men af alle disse muligheder for billedmageri med afsæt i musik, hvad er det så, man husker?

Hvilke billeder sætter sig fast i erindringen? Hvilke fortæller historier, der huskes? I mange år brugte jeg en del tid på at besøge billedbureauer på jagt efter fotografier af rock-, jazz- og folk-navne til forskellige publikationer. Et år fik jeg mulighed for at bruge nogle dage i London i arkiverne hos det, der dengang var et af verdens største fotoagenturer, Hulton-Deutsch (nu bl.a. en del af amerikanske Getty Images). Dér så jeg bl.a. mappe efter mappe med farvedias og sort/hvide prints af fotografier taget af den engelske musikfotograf David Redfern (1936-2014). I mapperne var der alle de klassiske billeder. Fra billeder af de store jazznavne som Miles Davis, Thelonious Monk og Bill Evans til fotografier af Beatles og Stones. Også billedet af den amerikanske, hvide rocklegende Bill Haley And His Comets lå i mappen. Haley selv i sort jakke og de fire Comets alle i røde jakkesæt.

Billedet er fra starten af 1960’erne og optaget i et engelsk tv-studie. Billedet er i den grad opstillet med gruppens bassist balancerende højt oppe på skuldrende af den mægtige kontrabas. Et trick der også fungerede når bandet spillede live. Så her får Redfern opstillingen og iscenesættelsen til at træde lige ind i gruppens egen scenografi – og fotografiet er i dag en “klassiker” ved at ramme noget helt karakteristisk ved Bill Haley And His Comets og billedet er derfor også brugt igen og igen. Vi kender det, bare vi har bladret i et par bøger med rockfotos gennem tiderne. Men ville jeg huske det, hvis ikke jeg havde set det igen og igen? Det er selvfølgelig ikke til at sige, men jeg ved med sikkerhed fra dagene hos HultonDeutsch, at de billeder, som jeg kun har set dér

i arkivet en eneste gang for nu mange år siden – og som jeg fortsat husker tydeligt – det er de “journalistiske” fotografier. Det er pressebilleder og nyhedsbilleder, der evner at fastholde et øjeblik og i dét fortælle en historie, der gør at billedet får en placering i min erindring.

De fotografier, jeg oftest har kunnet genkalde mig i min egen visuelle hukommelse, viser ikke sensationer, men de fortæller andre historier end de vanlige “star-shot”. En serie fotografier viste sangeren og “trussetyven” Tom Jones i gang med at flytte ind i et nyt hus sammen med kæresten.

En smuk engelsk “cottage” der ses i baggrunden.

I forgrunden maser Tom Jones med ejendele, der skal flyttes ind i den nye luksus ejendom. I gruset på gårdspladsen rundt om popstjernen står udpakket indbo. Og det er ikke “state-of-the-art” inventar, men derimod Marocco-puder, “Amagerhylder” og bunker af nips, der får stjerne-hjemmet til at lige et ganske almindeligt småborgerligt hjem som hos alle os andre i samtidens Dannevang. Et andet billede lå i mappen med Beatles-fotografier. Det viste Paul McCartney, der sidder slukøret i rendestenen i en gade i London. Telex-teksten, der var klistret bag på fotografiet skrev: “Member of the Beatles arrives too late for the tour-bus”. Ved siden af Sir Paul McCartney står til højre en lidt uformelig engelsk skolepige. En fan med et af tidens billige Kodak Instamatic kameraer om halsen. Hun ser lige ind i pressefotografens kamera – og dermed på os. Tør hun tage et billede at den slukørerede, bagudkørte Beatle? Til venstre står en engelsk Bobby i fuld uniform. Hvad gør han?

Sætter efter turbussen med blå blink og fuld udrykning, så McCartney alligevel kommer med på tur? Eller skal en ung langhåret popstar lære at komme til tiden en anden gang? Begge tilskuere til den agterudsejlede musiker er i åbenbar tvivl, om hvad situationen kræver – og den siddende Paul McCartney bliver kold i bukseenden, mens jeg som tilskuer 30-40 år efter glæder mig over hele historiefortællingen i et godt set snapshot...

Lige til lageret af anekdoter i en musikformidlers kramkiste.

I min visuelle hukommelse fra dagene med musikbillederne i Hulton-Deutsch’ arkiver er også en lille mappe med fotografier af Myra Gail Brown, der som 18-årig i 1962 forsøger et “come-back” i England, efter at hun og hendes mand – rockmusikerens Jerry Lee Lewis – var blevet buet ud af England i 1958. Dengang var Myra Gail Brown bare 14 år gammel og lovformeligt gift med Jerry Lee Lewis. Men i England blev det en skandale. Hun var 41

for ung. Og oven i købet datter af Jerry Lee Lewis’ fætter, der var bassist i Lewis’ band – også på turen fra USA til England i 1958. Den unge brud blev hånet ud af den engelske presse, og begivenhederne i England satte i mange år en stopper for Jerry Lee Lewis’ karriere i Europa. På billederne i mappen er Myra Gail Brown alene på landingsbanen et sted i England. Kun bevæbnet med en bibel, en håndtaske og en bærepose fra Gimbels i New York. Går det mon denne gang, tænker man, at Myra Gail Brown tænker – dér tilbage i England i 1962 for første gang siden den totale afvisning fire år før... Optur og nedtur rammer også dem ved siden af “manden i fokus”, og billedet af Myra Gail Brown fortæller i al dets sort/hvide tristesse om en skæbne i musikkens periferi, som jeg i hvert fald har fået effektivt parkeret i min egen erindring.

At sé – og at være klar til “skud” - er fortsat en dyd, når fotografi skal fortælle om musik og musikere. Ikke underligt at en bog med netop David Redferns musikfotografier måtte få titlen “The Unclosed Eye”....

Men. Med i det store billede om musik, foto og fortælling hører også den store glæde ved musik. Lysten til at være sammen med og om musikken. Fællesskabet og passionen. Det er et væsentligt element i de billeder, der er med i PICTURE THE MUSIC. Derfor er dette “at se” fortsat en dyd, men når det netop handler om musik og billeder, så skal ører og krop med i fortællingen....

Lykkes det, så bliver fotografens oplevelse for alvor givet videre som en sansende medopleven for beskueren...Det ses og mærkes i billederne i det omfattende projekt PICTURE THE MUSIC med billeder af musik, der, når de er bedst, igen kan forvandles til oplevelse af musik i seerens øre og krop.

Jan Sneum

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

55

56

57

58

59

60

61

62

63

64

65

66

67

68

69

70

71

72

73

74

75

76

77

78

79

80

81

82

83

84

85

86

87

88

89

Musik er organiseret lyd, der udvikler sig tidsligt.

Et fotografi er et lydløst medium, der fryser tiden.

At tage billeder af musik er derfor i udgangspunktet en umulig opgave, men ikke desto mindre fylder fotografier meget i formidlingen af musik, især pop-/rockmusik.

Ved koncerter er der jo også et kropsligtvisuelt udtryk, som akkompagnerer musikken, og det er dét udtryk, fotografiet kan fange i sine fastfrosne øjeblikke. Denne artikel skal handle om, hvordan musikerne fremstår ved koncerter med udgangspunkt i eksempler her fra bogen. Den handler altså ikke om publikumsbilleder eller om portrætfotos uden for scenen.

Men hvad er det så for kropslige udtryk og ansigtsudtryk hos musikerne, livemusik-fotografiet søger? Det gode koncertfotografi skal ikke blot være teknisk og æstetisk godt, men skal frem for alt fange noget, der kan formidle musikken og musikerne sådan som de var på scenen – eller måske frem for alt, sådan som vi ønsker os, at de var på scenen. Et kedeligt billede af en kedelig koncert kan være illustrativt nok, men det er sjældent dem, vi tænker på som gode koncertbilleder.

Koncertfotografiet søger ofte noget af det samme, som vi traditionelt søger i musikken: nemlig Intensitet. Intensiteten kan være udadvendt som ekspressivitet og indadvendt som inderlighed.

Til disse intensiteter er knyttet nogle bestemte gestus og grimasser, der er mere eller mindre tillærte, mere eller mindre spontane fra musikernes side. Der er et paradoks på færde her: Publikum ønsker at se noget autentisk. Musikerne ønsker at imødekomme dette ønske. Derfor gør de sig umage for at se ‘autentiske’ ud på scenen – altså at optræde på en måde, der viser, hvor meget de lever sig ind i deres egen musik, hvor godt det går, hvor sammenspillede de er, hvor stor en kraft bestemte klimaksøjeblikke i musikken har. De ‘performer affekt’, kunne man sige, altså de optræder med at fremvise nogle følelser. Så det autentiske bliver til en vis grad iscenesat og er derfor ikke autentisk i streng forstand.

De koncertfotografier, der dyrker ekspressiviteten, viser som regel noget dynamisk og måske endda ekstatisk: fortrukne ansigter, sammenknebne eller vidtåbne øjne, langt hår i bevægelse, kroppe, der går nedad mod scenegulvet i en knælende gestus i retning af publikum.

De billeder, der i stedet lægger vægten på inderligheden, viser ofte en sanger/musiker med lukkede øjne, henført i et poetisk øjeblik af stille bevægethed. En indadvendt gestus.

Det er klart, at ekspressivitet og inderlighed er beslægtede, så det handler om, hvorvidt det indadvendte eller det udadvendte dominerer.

Og som allerede sagt handler det ikke om, hvad musikerne egentlig føler, men hvad de udtrykker, at de føler. Vi finder aldrig ud af, om de i virkeligheden i fotografiets øjeblik kedede sig og følte sig uinspireret. Det er nemlig også lige meget; det afgørende er, om billedet virker. Det betyder ikke, at musikerne laver rent show og aldrig bliver påvirket; det gør de forhåbentlig tit. Det er ikke et bedrag. Det er en del af det at skabe intensitet på scenen.

Men der er også en tredje almindelig gestustype, nemlig det teatralske. Den teatralske gestus er en poseren, der vedkender sig at være show, der ikke foregiver at være et autentisk udtryk for en medrevet her-og-nu-følelse, men som fremstår mere koreograferet og ikke lægger skjul på det.

Her leger man med poseringer, danser indøvede trin og er ‘i karakter’ frem for at postulere et dybt personligt nærvær.

Lad os kigge nærmere på nogle af de gestus, vi finder her i bogens koncertbilleder:

Gestus og grimasser i koncertfotografiet 90

Hårsvingeri og blottede tænder At stå på en scene og spille forstærket musik kan ofte give en følelse af, at man sætter enorme kræfter i gang; intensiteter, der er større end en selv. Den samme følelse som det kan give, når man lytter til musik, man holder af, og lever sig ind i den – fx synger med, danser eller spiller luftguitar.

Musikkens kraft overgår ens egne fysiske frembringelser, og deri ligger der ekstatiske potentialer.

Det er denne energi, vi ser udtrykt på nogle af de mere ekspressive koncertbilleder. På billedet s. 38 ser vi bassisten fra Starrats svinge sit lange hår, mens han formentlig spiller et energisk riff.

Headbanging er en dejlig måde at bevæge sig på til tungmetal, og det giver noget ekstra, hvis man er langhåret. De kulørte lamper kaster en regnbueglans over hans hår, der tegner en flot kurve i luften, mens den nøgne, muskuløse overkrop sikrer, at vi er i et potent, maskulint felt. Det samme gælder s. 68 nederst, hvor bassisten fra det danske metalband Impalers også lader garnet svinge i en imponerende, mere kaotisk form, der kunne ligne, at han befinder sig under vand.

Det dominerende røde lys udtrykker passion og dunkende blod. I baggrunden ses guitaristen i en lige så hårsvingende bevægelse. I begge billeder fornemmer vi, at musikken er voldsom og ekstatisk.

Det gør vi også hos Skunk Anansie-sangeren Skin s. 12. Hendes ansigtsudtryk er skruet op på maks. med opspærret mund og vidtåbne øjne.

Til gengæld rummer billedet ikke nogen bevægelse, og Skin fremstår samtidig næsten glat i sin ellers dyriske gestus med fuglefjer og blottede tænder. Hun nærmer sig det teatralske og ligger måske i en mellemposition mellem de to gestustyper i dette billede.

Et par ældre herrer, B.B. King og Eddy Clearwater udtrykker også en slags ekstase, men det er tydeligt, at de er rundet af en anden tid, nemlig 1950’ernes rhythm and blues og rock and roll. B.B. Kings gestus er svær at aflæse: Han ser ud til at være færdig med at spille og modtager i stedet publikums hyldest med en overspillet måben. Clearwaters grimasse er typisk for ham, også når han ikke synger, idet han altid bevæger munden, når han spiller en solo, som om hans mund spiller med – eller måske snarere som om guitaren synger.

Henført med lukkede øjne Den indadvendte gestus viser sig især på to måder i koncertfotografiet: Musikeren vises alene og ofte med lukkede øjne. Det udtrykker en henførthed, hvor musikeren går ind i sin egen verden og ikke er koncentreret om at kommunikere med hverken publikum eller de andre musikere, men hvor der snarere vises en følelsesmæssig intimitet mellem musikeren og musikken. Det vil vi gerne tro på, selv om det er en gestus alle kan udføre, vel vidende at den virker. Det betyder ikke at den er falsk, for den handler om at sige noget om musikken, ligesom den ekspressive gestus. De musikalske passager er her som regel stille, lyriske, bittersøde, måske endda melankolske.

Ole Schwanders ikoniske billede af Lou Reed s. 48 viser ham alene i sort-hvid med en kraftig clairobscur-virkning, der gør at såvel underkroppen som omgivelserne forsvinder i mørket, samtidig med at ansigtet er skarpt belyst. Der er ingen mikrofon eller guitar i billedet, og han står tilsyneladende ubevægelig på scenen med øjnene afskærmet fra os bag de mørke briller. En projektor sender et lys ned fra oven, som var der et mellemværende mellem den ensomme Reed og en højere magt. Det ville være patetisk, hvis ikke det samtidig var så køligt. Også Hugo Rasmussen s. 126 er omgivet af et stort rum, men det er blot et stort mørke, og han synes alene opslugt af at leve sig ind i musikken.

Billederne af Peter Sommer s. 60 og Sharin Foo s. 23 viser begge sangeren med lukkede øjne og hovedet let på skrå, som er de hengivne til ømme øjeblikke i musikken. Sommers ansigt er lettere anstrengt med rynket pande i endnu et clairobscur-billede. Men modsat Lou Reed-billedet er der ikke meget rum omkring ham, hvilket mindsker ensomhedseffekten. Til gengæld kommer vi tættere på hans ansigt, som dog er udvisket på grund af billedets uskarphed. Man fornemmer, at Sommer er midt i en bevægelse med hovedet; måske trækker han det opad mod billedets højre side? Mens Peter Sommer-billedet udtrykker noget lettere plaget, synes Sharin Foo mere afslappet og lystfuld i sin ganske vist alvorlige henførthed. Det gråligt udviskede, nærmest tilrøgede, i farvebilledet får hende næsten til halvt at forsvinde, at synke bort til et fjernt sted.

Allan Vegenfeldt har også lukkede øjne s. 166, men samtidig er han midt i en bevægelse med mikrofonen, der overskygger den anstrengte ro i ansigtet. Der er noget ubalance på færde.

Mikrofonstativet hælder, og det er, som om han forhindrer det i at vælte – en gestus, der virker lidt paradoksal i sammenhæng med de lukkede øjne.

Han er til stede med sine hænder, men de lukkede øjne fører ham væk fra den fysiske situation.

Måske er han i færd med at sætte mikrofonen tilbage i stativet efter at have afsluttet en inderlig sang? Fotografiet giver ikke svaret, men sætter ham i en tvetydig gestus mellem det famlendevaklende og det roligt sikre.

Blandingsøjeblikke Der er også deciderede blandinger mellem noget roligt og noget traditionelt ekspressivt – en voldsom bevægelse akkompagneret af kølig kontrol. Et eksempel er Kasper Eistrup s. 190, der slynger sin guitar bagover, tilsyneladende uden nogen kontrol.

Fotografiet fanger guitaren i luften i hvad der ligner en vild bevægelse, men Eistrups ansigt rummer i lige det splitsekund en tilsyneladende ro med nedadvendt blik. Det er formentlig ikke tilfældet, men det giver billedet en spænding.

Det gør billedet af den hoppende guitarist fra det spanske band Toundra også s. 136. At fange et springende menneske når det er højest oppe, er en klassiker især i fotografier af ballet og moderne dans, og der er en stor styrke i at trodse tyngdekraften i et kort øjeblik. I forbindelse med rockmusik er det en gestus, der som minimum går tilbage til The Who’s Pete Townshend, som videreudviklede scenestilen fra spektakulære rock and roll-performere som fx Chuck Berry. Det er en klimaks-markering; man hopper, når der sker noget helt særligt i musikken, som regel ved nummerets afslutning. Gestusen udtrykker kraft, energi og ekstase, men i dette billede ser vi igen en koncentreret ro i ansigtet. Samtidig er billedet så skarpt, at vi ikke fornemmer nogen bevægelse, bortset fra i guitarkablet under ham. Det er, som om guitaristen bare hænger der og svæver meditativt, som havde han faktisk trodset tyngdekraften.

Teater som teater Der er større eller mindre elementer af teater i alle billederne, men de er ikke alle udtryk for den egentligt teatralske gestus. Den vedkender sig at være indstuderet show og leg med attituder og roller. Nogle vil sige, at den derfor er mere autentisk i sin manglende autenticitet, paradoksalt nok.

Altså, musikerne foregiver ikke i særlig høj grad noget inderligt og ægte eller noget ekstatisk.

Den teatralske gestus viser sig fx hos showmanden Mick Jagger s. 125 nederst “sangerinden Doll fra bandet Doll & the Kicks”. Jagger udstråler ikke inderlighed, men snarere frækhed, især på grund af sin påklædning. Hans blik er fjernt, men ikke på en drømmende eller henført måde.

Doll-sangerinden læner sig bagover i en gestus, der virker mere som en poseren end som et udtryk for ekstase. Hun har den ene arm på ryggen og står tilsyneladende ret stille, ligesom en silhuet af hendes skygge tegner sig i baggrunden. Det visuelle design ser ud til at spille en stor rolle – et design, der er større end hende som figur.

En beslægtet gestus ser vi hos Medina s. 100, der nok lukker øjnene, men samtidig gestikulerer sikkert og teatralsk på sine høje hæle. Hun perfor-

91

mer at være en popdiva, en smuk og spektakulær stjerne, der har noget lettere overjordisk og perfekt over sig. Bag hende sidder et klassisk orkester, og man forestiller sig, at det må være en særlig koncert, også for hende. Hendes gestus med arm og hånd er svær at tyde. Er det en slags hilsen, en sejrsgetus eller en bevægelse til at understrege musikkens bevægelse? Hun holder mikrofonstativet ind mod sig med en hånd, der virker noget sikrere end Allan Vegenfeldts på det tidligere omtalte billede. Hun virker i det hele taget tjekket, selvbevidst, og som om hun nyder det.

To ubekendte Der er to ubekendte i beskrivelsen af disse billeder.

For det første kender vi ikke den præcise sammenhæng: Hvad skete der lige før og lige efter – hvilken bevægelse er de i færd med? Hvordan lød musikken lige her? Hvordan var stemningen ved koncerten? Og så videre. Når man ser et sådant billede uden konteksten, må man gætte.

For når der ikke er en beskrivelse af situationen, skal billedet tale for sig selv. Og de taler alle sammen. Men måske siger nogle af dem noget andet end det, som var tilfældet i situationen. Vi lukker fx øjnene, når vi blinker, og på et fotografi kan det ligne, at man står med lukkede øjne. Så alle mine beskrivelser handler om billedernes udtryk, ikke om de koncerter, de stammer fra.

Den anden ubekendte er, hvad der rører sig inden i musikeren i situationen. Det finder vi ikke ud af, og det skal vi også bare glemme alt om. Vi er vidne til et show, og hvor meget eller hvor lidt henførte musikerne er, er deres egen sag. Det afgørende er, hvad de udtrykker med deres kropssprog og deres mimik. Og så frem for alt hvad de udtrykker med den musik, vi ikke kan høre på billederne.

Torben Sangild

92

93

94

95

96

97

98

99

100

101

102

103

104

105

106

107

108

109

110

111

112

113

114

115

116

117

118

119

120

121

122

123

124

125

126

127

128

129

130

131

132

133

134

135

136

137

138

139

140

141

142

143

144

145

146

147

148

149

150

151

152

153

154

155

156

157

158

159

160

161

162

163

164

165

166

167

168

169

170

171

172

173

174

175

176

177

178

179

Musikernes ansigter er vigtige spejle, uanset om de glor på os fra et fotografi, en skærm eller scenen. Jeg vil gerne hylde sangerinder som Mø og Skin fra Skunk Anansie, som synger med grimasserne og får publikum til at give slip og vende vrangen udad.

Jeg skal skrive om stillfotoet fra et levende øjeblik, om fotografier der fastfryser et energisk musikalsk øjeblik og foreviger dette øjeblik med sin egen fotogene sandhed eller sågar løgn, og de to fotografier af Mø (s. 36) og Skin fra Skunk Anansie (s. 12) minder mig om, hvor vigtig den visuelle fremstilling af musik er, om det er et fotografi eller en musikvideo er underordnet. Når vi glor på dem, som står bag vores yndlingssange, så ser vi pludselig, hvad musikken har lagret i et ansigt. Hvad den er gjort af, hvad den har kostet.

Vi ser, om den har efterladt ar, rynker eller botox og dækstift. Musikken bliver menneskelig, når vi kigger på dem, der giver den til os. Den danske sangerinde Mø er et godt nyt eksempel på, hvor vigtigt det er at lade sit ansigt lave sine egne toner, og Skunk Anansies forsanger Skin var et af de ansigter, der først gjorde mig opmærksom på vigtigheden af at elske mit eget vrede afrikanske ansigt og de følelser, det er nødt til at stå ved uden smilets overbeskyttende camouflage.

Fotografiet er mediering af musikalske øjeblikke ligesom musikvideoen er. Og for mig bringer flere af PICTURE THE MUSIC fotografierne mig tilbage til året, hvor jeg begyndte at se MTV og opdagede, at fjernsynsskærmen var et spejl og ikke bare en glitrende slikbutik af popmusik.

Jeg husker 1994 som året, hvor musik fik flere betydninger for mig, og at dem man kaldte de “alternative” musikere satte sig fast. Jeg var syv år i 1994, alt for meget et barn til at have en særlig identitet omkring at høre musik, men stadigvæk et musikinteresseret barn, der sad klistret foran skærmen og så MTV flere timer om dagen. Jeg er taknemmelig for ikke at være vokset op med strenge fjernsynsregler og restriktioner, eller krav om at lege udenfor, for musikvideoerne blev min undervisning i musikhistorie, æstetik, følelser, seksualitet, politik og kultur. Et vindue til en verden jeg er så heldig, at jeg får lov at skrive om og svøbe mig ind i den dag i dag som voksen. Der var et program på MTV, der hed ‘Alternative Nation’, som jeg så religiøst hver eftermiddag. I ‘Alternative Nation’ viste man musikvideoer med grungede bands som Smashing Pumpkins, britpopbands som Blur eller klassiske indiekoryfæer som The Cure, Talking Heads, Radiohead og The Smiths. Der var plads til både kalejdoskopisk farverigdom i 90’ernes musikvideoer og også dystre, både surrealistiske og socialrealistiske udtryk. Men der var særligt én musikvideo, der blev vist i ‘Alternative Nation’, som formåede at kombinere det surrealistiske med den brutale socialrealisme. Det var det irske band The Cranberries. Deres hit ‘Zombie’ var en protestsang, et talerør til det splittede Irland lige midt i primetime. Børnene i videoen til Zombie legede krig, imens krigen omsluttede dem. I en scene brændte de skrigende på bålet forklædt som små Messiasbørn i guldmaling.

Jeg havde mange mareridt om den scene.

The Cranberries blev derfor også en slags tv-avisen for mig, et popmusiktelegram fra en virkelig krigszone vi lærte om ovre i skolen, men aldrig helt forstod.

Igennem musikvideoen lærte jeg, at krig også skete for børn, og at når vi leger krig i Danmark i frikvarteret, så slutter krigen når det ringer ind, men det gjorde den ikke i Irland. Men MTV var mest af alt en nerve-dulmer, en beroligende daginstitution uden omklamrende regelsæt. Jeg var så rastløs, og piger måtte i hvertfald ikke være rastløse og urolige, de skulle sidde og tegne, høre efter og være artige, og jeg havde meget svært ved at være i den rolle, har stadigvæk. Men en dag hvor jeg sad foran vores gamle farvefjernsyn, der virkede bedst, hvis man bankede det hårdt på toppen, dukkede der en kvinde frem på skærmen, hun lignede lidt en smadret dukke, i sin hvide underkjole, den udtværede læbestift og det kreppede hår. Hun hed Courtney Love, og hendes band hed Hole, og Hole blev lavinen der rullede nedover mig og gav mig tilladelse til at være en

Yndlingsgrimasserne 180

rastløs pige, der skar ansigt af tilværelsen. Der hænger en negativ skygge over Courtney Love, fordi hun, ligesom Yoko Ono med Lennon, anses for at være roden til Cobains forfald. Det er ikke en dom hun har fået i en retssag, men det er bare et ry, der hænger fast på hende som evig ond hvisken i krogene. Hun var ikke en super elskelig person i 90’erne forstår man, og derfor må hun naturligvis have været djævlen på skulderen af geniet. Og det har måske gjort at hendes egne genistreger forbigås og undervurderes, i hvertfald hvis man spørger undertegnede. Da jeg læste Sonic Yoth-bassisten Kim Gordons forholdsvis nye, og iøvrigt rigtig gode, selvbiografi ‘Girl In A Band’, læste jeg mange negative beskrivelser af Courtney Love og hendes person, for eksempel: “No one ever questions the disorder behind her tarantula LA glamour — sociopathy, narcissism — because it’s good rock and roll, good entertainment! I have a low tolerance for manipulative, egomaniacal behavior, and usually have to remind myself that the person might be mentally ill.”

SLAM! For mig har kvinder som Kim Gordon og Courtney Love altid haft en enorm vigtighed. Og da jeg så Gordon live på Roskilde med Sonic Youth i 2005, havde jeg det, som om hun kommunikerede med mig. Som om hun prøvede at fortælle mig, at jeg gerne må være steder, der normalt ikke plejer at tilhøre afrikanske, kortbenede kvinder. At jeg godt må stille mig på tæer og tage plads og overdøve den oldgamle mandlige herskende stemme. Og da jeg så musikvideoen med Hole og kropumulige Courtney Love var det en påmindelse om, at det også er helt i orden at være mærkelig og støjende.

At støjrock ikke kun handler om de rigtige reverbpedaler og guitareffekter, eller om hvor tæt man står på forstærkeren. Det handler også om at komme anstigende med sin egen indre støj og skrue op. På samme måde som det dansende publikum på fotografiet fra Roskilde 2014 (s. 16).

Nogle skruer op for sig selv, imens andre skruer ned for at være på bølgelængde og fællesfrekvens med folk omkring sig. Tit kigger vi os omkring som

publikum, ser hvordan de andre danser, og hvordan vi kan indgå i et fællesskab, uden at falde for meget udenfor. Vi kigger mindst lige så meget på hinanden, som vi kigger på bandet på scenen.

Men hvis man koncentrerer sig om budskabet fra scenen, så sker der noget. Og når jeg kigger på fotoet prøver jeg at forestille mig hvem mon der modtager et budskab fra scenen, og hvem der bare koncentrerer sig om at blende ind i mængden og lave de rigtige ikke-opsigtsvækkende bevægelser.

Første gang jeg hørte Courtney Love, var da jeg tændte for MTV og i stedet for Sinéad O’ Connors kønne og stillegrædende ansigt, så Courtnyes udtværede mascara og vrede tudefjæs.

Det var samme år som hendes kæreste Kurt Cobain begik selvmord, jeg husker ikke, om det var før eller efter selvmordet, jeg så Courtney Love første gang. Hun jamrede ‘I want to be the girl with the most cake’. Nummeret hed ‘Doll Parts’, og det var fra albummet ‘Live Through This’. Musikvideoen til ‘Doll Parts’ blev samme år nomineret til årets alternative musikvideo under MTV Music Awards.

Ikke alene var teksten relaterbar, det var også måden hun sang den på. For vreden og sorgen på MTV var oftest køn og omsorgsindbydende, men på et tidspunkt skete der noget i musikvideoerne, som påvirkede mit ansigt; fjernsynsspejlet nuancerede det kvindelige følelsesregister i 90’erne, pludselig så vi også kvinder være frastødende frem for kælne og imødekommende. Vi så dem i en vrede, som var snasket og snottet og tjavset, grotesk og umulig.

I 1994 var det navne som Ace of Bace, Céline Dion, Boys II Men, Mariah Carey, der lå på hitlisten. Men popmusikken stod side om side med den alternative rock på MTV, der blev gjort plads til hiphop, R&B, triphop, rock og metal. 90’erne var en genreopdelt tid, men MTV var egentlig ret sammensat, og det er muligvis MTV, vi kan takke for popmusikkens genrebrud, for i vores tid vælter alle indover hinandens grænser. Tag for eksempel Mø (s. 36, 52, 74, 96, 186), som er gået fra Ungdomshuset, hvor hun sang i punkduoen MOR til at danse ind på hitlisterne verden over sammen med Major Lazor. Den Mø, som var punker, står nu i centrum på scenen til udsolgte koncerter verden over, når alle skråler med på ‘Lean On’. Jeg er selv støbt af Ungdomshusets murbrokker og popmusikkens rummelige MTV kirke. Det er ikke modpoler for mig, og når jeg ser Mø, mindes jeg om vigtigheden af forskellige skoler, der mødes. I Mø ser jeg en artist, som giver popmusikken kanter, og som har en evne til at give slip, og som derved også inspirerer sit publikum til at give slip, være grimme og skønne og poppede og oprørske. En koncert med Mø er et budskab, et fotografi af hende er et fastfrosset budskab, en musikvideo er en bevægelse ind i os, der kan køre i loop og få os til at spjætte, uden at bekymre os om, hvorvidt vi spjætter korrekt.

Jeg kunne skrive en hel bog om, hvor vigtig MTV var som institution, det var ligesom her Michael Jackson proklamerede, at det er lige meget, om du er sort eller hvid, det var her jeg forelskede mig i Oasis, Spice Girls og Soundgarden, Kriss Kross, TLC og Will Smith, jeg forelskede

mig i Alanis og Toni Braxton, i Mariah, Janet og En Vogue, hoppede til Nirvanas ‘Smells like teen spirit’ og skrålede “dreams can come through” med Gabrielle, ‘Torn’ med Natalie Imbruglia og ‘Born Slippy’ med Underworld. MTV var den perfekte afløser for de mixtapes min storebror lavede til mig. Jeg gloede ind i mine idolers ansigtsfolder, oftest var de så smukke og lykkelige eller surmulende supermodelvæsner. Da jeg så musikvideoen til The Cure’s ‘Lullaby’ var jeg rædselsslagen i et år, så bange for Robert Smith og hans klovnede ydre, men trods barndomstraumet var det et af de bands, jeg forelskede mig hårdest i, da jeg blev teenager. Da jeg så Skin fra Skunk Anansie, en sort kronraget britisk kvinde med en dirrende og indigeneret stemme, havde jeg fundet mit totemdyr. De følgende år stjal jeg min storebrors hjemmepiratkopierede Skunk Anansie cd og lånte hans bukser og skjorter, så jeg kunne ligne de perfekte androdygne Skin lookalike. I gymnasiet havde jeg en kort periode som skinhead, med Fred Perry polo, skinny jeans, seler og Dr. Martens støvler, og jeg følte at jeg på perfekt og eksemplarisk vis havde reinkaneret Skin og den ambivalente spejling, hun kom anstigende med. Hun udtrykte styrke og virkede intimiderende, men hendes musik var ladet med sårbarhed og ømhed. Som teenager i Bush-æraen var jeg forsanger i et støjrockband, der ganske prætentiøst hed ‘President Evil’. Vi øvede i en container i Ny Hammersholt, jeg havde klippet mit hår helt kort, jeg havde sagt op som sanger i Danmarks Radios Pigekor, hvor vi kønt stod i lange kjoler og sang hver søndag og vandt verdensmesterskabet i kor, og hvor alle de andre kor spurgte os, om man skulle vejes for at være

181

med i koret, når nu vi alle sammen var så kønne og tynde (ja det var dengang). Men jeg ville egentlig gerne slutte fred med min egen grimhed, med alt det som jeg kæmpede så meget med i folkeskolen, ikke at være “piget” nok, køn nok, flittig nok eller stille nok. Skin og Courtney Love rummede mig, og hvis man kigger på fotografier er de mennesker, med deres fejl mejslet fast på ansigtet, og når de åbner munden og synger, kommer alle utilstrækkelighederne væltende ud, og det er derfor de virker så stærke, så bomstærke i deres ærlige, indrømmende ansigtsfolder og musik. Det er vigtigt at lære at lave grimasser, imens man hører musik, at videreformidle det musikken siger til os, og jeg er særligt taknemmelig for de grimasser, der rækker udover scenekanten fra kvindelige musikere som Mø og Skin, som får publikum til at vride nerverne i fjæset.

Lucia Odoom

182

183

184

185

186

187

188

189

190

191

192

193

194

195

196

197

198

199

200

201

202

203

204

205

206

207

208

209

210

211

212

213

214

215

216

217

218

219

220

221

222

223

224

225

226

227

228

229

230

231

232

233

234

235

236

237

238

239

240

241

242

243

244

245

246

247

248

249

250

251

252

253

254

255

256

257

Forside Birthe Kjær, Top Charlie i Parken, København, 2015, Sophia Juliane Lydolph

Side 12-13 Skin, Skunk Anansie, Smukfest, Skanderborg, 2010, Helle Arensbak

Side 14 Christopher, København, 2012, Lasse Bak Mejlvang

Side 15 Nanas Lilac Wine, The Village Recording Studio, Thomas Degner

Side 16 Afterparty, Roskilde Festival, 2012, Niels Hougaard

Side 17 Apparatjik, Roskilde Festival, 2012, Marie Bentzon

Side 18-19 Medina, København, 2012, Lasse Bak Mejlvang

Side 20-21 Treefight for Sunlight, København, 2014, Jonas Bang

Side 22 The Reeling, Tollerup, 2013, Baijie Curdt-Christiansen

Side 23 Sharin Foo, Smukfest, Skanderborg, 2013, Helle Arensbak

Side 24-25 L.O.C., København, 2013, Carsten Lauridsen

Side 26 Karin Dreijer Andersson, The Knife, Northside Festival, 2013, Clint Heyer

Side 27 Mattias Kolstrup, Duné, Smukfest, Skanderborg, 2013, Helle Arensbak

Side 28-29 Oh Land, New York, 2011, Carsten Bundgaard

Side 30 Gogo Berlin, Train, Aarhus, 2012, Kasper Løftgaard

Side 31 Gogo Berlin, Train, Aarhus, 2012, Kasper Løftgaard

258

Side 32-33 Barbara Moleko, Vega, København, 2015, Anders Rye Skjoldjensen

Side 34-35 Glas, København, 2014, Cory Benford-Brown

Side 36 Mø, Roskilde Festival, 2014, Tobias Nicolai

Side 37 Medina, Kongens Have, København, 2014, Brian Berg

Side 38-39 Starrats, Bodoni, Malmø, Sverige, 2012, Caddy

Side 42-43 Caroline Henderson, København, 2012, Lasse Bak Mejlvang

Side 44 Maceo Parker Sax, Horsens Ny Teater, 2011, Steen Bugtrup

Side 45 Tango, Balders Plads, København, 2013, Niels Rasmussen

Side 46-47 Aqua on tour, København, 2011, Camilla Rønde

Side 48 Lou Reed, Falconer Salen, Frederiksberg, 1973, Ole Schwander

Side 49 Kidd, Smukfest, Skanderborg, 2012, Morten Kjær

Side 50-51 DJ Kongstad, København, 2014, Niels Hougaard

Side 52-53 Mø, Karrusel, Odense, 2014, Birk Kromann

Side 54 Doll & the Kicks, Posten, Odense, 2009, Emil Andresen

Side 55 Fangirl, KU Forårsfestival, 2014, Martin Højer Kofod

Side 56-57 The Old Elephant - Rock Nalle, Jelling Musikfestival, 2015, Helle Arensbak

259

Side 58-59 Pharrell, Roskilde Festival, 2015, Lasse Lagoni

Side 60 Peter Sommer, V58, Aarhus, 2010, Helle Arensbak

Side 61 Skunk D.F., Rock City, Valencia, Spanien, 2013, Irene Bernad

Side 62 Decemberists, Brixton Academy, England, 2015, Alison Clarke

Side 63 Marilyn Manson, Festival Costa de Fuego, Spanien, 2010, Irene Bernad

Side 64-65 D-A-D, Carlsberg, København, 2011, Kiowa Rudolph

Side 66 Publikum, Copenhell, København, 2014, Christian Liliendahl

Side 67 Handle With Care, Falconer Salen, Frederiksberg, 2012, Caddy

Side 68 Impalers, Lille Vega, København, 2014, Peter Troest

Side 68 Turisas, Pumpehuset, København, 2014, Lasse Pasila

Side 69 Karen O, Yeah Yeah Yeahs, Roskilde Festival, 2009, Michael Saly

Side 70-71 Zerka Lox Quito, Radar, Aarhus, 2013, Hasan Jensen

Side 72 Jesper Binzer, København, 2012, Carsten Lauridsen

Side 73 Aquasonic, Aarhus, 2014, Sebastian Buur Gunvald

Side 74-75 Mø, Posten, Odense, 2014, Morten Kjær

Side 76 White Lies, Vega, København, 2013, Trine Sand Skjølberg

260

Side 77 Eclectic Smootch, Odense Havnekulturfestival, 2014, Jesper Skovlund Larsen

Side 78-79 Rasmus Walther, Smukfest, Skanderborg, 2013, Helle Arensbak

Side 80-81 Citybois, København, 2015, Simon Læssøe

Side 82 High above, Distortion Festival, København, 2014, Thorbjørn Fessel

Side 83 Rød Onsdag, Distortion Nørrebro, København, 2015, Magnus Malthe Nygaard Jeppesen

Side 84 Break, Northside Festival, Aarhus, 2014, Michael Boe Laigaard

Side 85 Uden titel, Roskilde Festival, 2014, Claus Randrup

Side 86 Wooden Shjips, Pumpehuset, København, 2013, Daniel Nielsen

Side 87 Pet Shop Boys, Falconer Salen, Frederiksberg, 2013, Bjarne Low

Side 88-89 Christian Sands, Christian McBride Trio, Copenhagen JazzHouse, Copenhagen Jazz Festival, 2014, Rasmus Kongsgaard

Side 92-93 Mew, Roskilde Festival, 2012, Anders Giversen

Side 94 Volbeat, Roskilde Festival, 2013, Caddy

Side 95 Lydia Ainsworth, Dome of Visions, København, 2015, Malthe Ivarsson

Side 96 Mø, Danmarks Grimmeste Festival, Aarhus, 2013, Tommy Frost

Side 97 Paul Donoghue, Glasvegas, Folkets Park, Malmø, Sverige, 2013, Tommy Lindholm

Side 98 Lukas Graham, Forum, København, 2015, Morten Rygaard

261

Side 99 Lukas Graham, Berlin, Tyskland, 2012, Asger Ladefoged, Berlingske

Side 100 Medina, Tivoli, København, 2014, Rod Clemen

Side 101 Marilyn Manson, Valbyhallen, Valby, 2012, Mie Winding Kristensen

Side 102 Publikum, Klaus & the Servants, Hotel Scandic, Kolding, 2014, Niels Hougaard

Side 103 Klaus & The Servants, Hotel Scandic i Kolding, 2014, Niels Hougaard

Side 104-105 4 cigaretter, Thy Rock, Thisted, 2014, Sebastian Buur Gunvald

Side 106 Thomas Helmig, København, 2013, Niels Hougaard

Side 107 Trentemøller, København, 2013, Jonas Bang

Side 108-109 Hej Matematik, Smukfest, Skanderborg, 2012, Camilla Rønde

Side 110-111 Medina, Train, Aarhus, 2013, Allan Høgholm

Side 112 Loke Rahbek, Posh Isolation, Blågårdsgade, København, 2013, Ivan Riordan Boll

Side 113 Uden titel, Musikbunkeren, Gentofte, 2014, Nanna Navntoft

Side 114-115 DR PigeKoret, DR Koncerthuset, København, 2014, Kim Matthäi Leland

Side 116 Worship, Roskilde Festival, 2008, Michale Saly

Side 117 Laibach, Babel, Malmø, Sverige, 2014, Sanja Matonickin

Side 118-119 Pet Shop Boys, Smukfest, Skanderborg, 2014, Sebastian Buur Gunvald

262

Side 121 Jacob Binzer, D-A-D, Den Grå Hal, København, 2014, Lunah Lauridsen

Side 122 In Mute, Rock City, Valencia, Spanien, 2014, Irene Bernad

Side 123 Afterparty, Roskilde Festival, 2012, Niels Hougaard

Side 124 Eddy Clearwater, Horsens Ny Teater, 2014, Peter Nielsen

Side 125 Seventy Seven, Rock City, Valencia, Spanien, 2013, Irene Bernad

Side 125 Mick Jagger, Forum, København, 1970, Flemming Knudsen

Side 126 Hugo Rasmussen, Winter Jazz, København, 2014, Svend Withfelt

Side 128-129 Lige før koncert, Kongens Have, Odense, 2013, Kim Kjærgaard Sørensen

Side 130-131 Dee Snider, Copenhell, København, 2014, Stefan Nielsen

Side 132 The Raveonettes, Templet, Lyngby, 2002, Adam Olsson

Side 133 The International Noise Conspiracy, København, 2002, Adam Olsson

Side 134 Hovedløse Rotter, The Democracy Center, Cambridge, 2015, Rasmus Reinholdt

Side 135 Iceage, Dome of Visions, København, 2014, Ida Uldall

Side 136 Toundra, Rock City, Valencia, Spanien, Irene Bernad

Side 137 Afterparty, Roskilde Festival, 2012, Niels Hougaard

Side 138-139 Annisette Koppel, The Savage Rose, Vejle, 2015, Morten Rygaard

263

Side 140 Kadaver, Pumpehuset, København, 2015, Peter Troest

Side 141 Twisted Sister, Copenhell, København, 2014, Lunah Lauridsen

Side 142 Powersolo, Danmarks Grimmeste Festival, Aarhus, 2009, Michael Boe Laigaard

Side 143 Publikum, All Pigs Must Die, Roskilde Festival, 2015, Per Lange

Side 144 Metalkoncert, København, 2013, Anna Koux

Side 145 Panamah, Smukfest, Skanderborg, 2013, Helle Arensbak

Side 146 B.B. King, Sønderborg, 2009, Michael Boe Laigaard

Side 147 Oh Land, Nibe Festival, 2015, Bo Kornum

Side 148 The Minds of 99, Gimle, Roskilde, 2015, Thomas Rasmussen

Side 149 Publikum, Enslaved, Roskilde Festival, 2015, Sara Gangsted

Side 150 Vild $mith, Langelandsfestival, 2015, Martin Qvist Tyron

Side 151 Yolanda, Die Antwoord, Roskilde Festival, 2015, Sebastian Buur Gunwald

Side 152-153 Bobby Womack, Roskilde Festival, 2013, Simon Fals

Side 154 Velvet Volume, Pumpehuset, København, 2016, Kim Matthäi Leland

Side 155 Jump, Tinderbox, Odense, 2015, Helle Arensbak

Side 156-157 Melendi, Festival Viveros, Spanien, 2015, Irene Bernad

264

Side 158-159 Kesi, Roskilde Festival, 2015, Samy Khabthani

Side 160 Ulige Numre, Smukfest, Skanderborg, 2015, Michael Boe Laigaard

Side 161 Kellermensch, Roskilde Festival 2012, Henrik Moberg Jessen

Side 162-163 Mattias Kolstrup, Duné, Northside Festival, Aarhus, 2012, Camilla Rønde

Side 164-165 Josephine Philip, Darkness Falls, DR Koncerthuset, København, 2015, Bjørn Bertheussen

Side 166-167 Allan Vegenfeldt, The Sandmen, Viften, Rødovre, 2014, Kim Matthäi Leland

Side 168-169 Iceage, Café 33, København, 2014, Janus Engel Rasmussen

Side 170-171 Rob Zombie, Roskilde Festival, 2014, Tobias Nicolai

Side 172 Miss Fish, Warehouse 9, København, 2014, Jacob Stage

Side 173 Direct Hit!, UnderWerket, Valby, 2013, Peter Troest

Side 174-175 Hænder i vejret, Northside Festival, Aarhus, 2014, Tobias Nicolai

Side 176-177 Sleep-Music, Berlin, 2009, Amalie Vestergaard Olsen

Side 178 Klumben & Raske Penge, København, 2014, Carsten Bundgaard

Side 179 Bob Hund, Jazzhouse, København, 2015, Jacob Hansen

Side 182 La Chimi, Musikhuset Aarhus, 2014, Alan Mattison

Side 183 Kjartan Arngrim, Folkeklubben, København, Charlotte de la Fuente

265

Side 184 Lenny Kravitz, Smukfest, Skanderborg, 2008, Torben Thorhauge

Side 185 Oliver Sims, The xx, Øyafestivalen, Oslo, Norge, 2010, Clint Heyer

Side 186 Mø, Smukfest, Skanderborg, 2015, Allan Niss

Side 187 Christophers bagtæppe, Smukfest, Skanderborg, 2014, Helle Arensbak

Side 188-189 Den Magnetiske Ørn, Loppen, København, 2014, Janus Engel Rasmussen

Side 190 Kashmir, Smukfest, Skanderborg, 2013, Morten Kjær

Side 191 D-A-D, Smukfest, Skanderborg, 2014, Helle Arensbak

Side 192-193 Publikum, Ane Brun, Vega, København, 2013, Helena Lundquist

Side 194 Nabiha, Smukfest, Skanderborg, 2013, Morten Kjær

Side 195 Nabiha, Plænen i Tivoli, København, 2013, Kent Mathiesen

Side 196-197 Caer-Bien, Barcelona, Spanien, 2015, Katrine Sofie Jepsen

Side 198-199 Trans Metro Express, Strøm Festival, København, 2012, Flemming Bo Jensen

Side 200-201 Babak, Vardat Hall, Tehran, Iran, 2014, Malthe Ivarsson

Side 202-203 Alexander, Eymae, Aarhus Efterskole, Aarhus, 2014, Emma Strange

Side 204-205 Lukas Graham, Haderslev, 2013, Anders Rye Skjoldjensen

Side 206-207 Nik &Jay, Smukfest, Skanderborg, 2014, Michael Boe Laigaard

266

Side 208-209 Michael Rosenberg, The Passenger, Northside Festival, Aarhus, 2013, Hasan Jensen

Side 210-211 Pharrell Williams, Forum, København, 2014, Patrick Lauritzen

Side 212-213 Kill J, Roskilde Festival, 2015, Kim Matthäi Leland

Side 214-215 L.O.C. Smukfest, Skanderborg, 2015, Anders Rye Skjoldjensen

Side 216-217 Aske Kai, Fabrikken på Christiania, København, 2015, Karina Tengberg

Side 218-219 Sivas, København, 2015, Morten Nordstrøm

Side 220-221 Casper Munns, Fakir, Osramhuset, København, 2016, Malthe Ivarsson

Side 222-223 Wayne Coyne, The Flaming Lips, Øyafestivalen, Oslo, 2010, Clint Heyer

Side 224 The Psyke Project, Pumpehuset, København, 2014, Peter Troest

Side 225 Kvelertak, Lille Vega, København, 2014, Henrik Moberg Jessen

Side 226-227 King 810, Forum, København, 2015, Peter Troest

Side 228-229 Grøn Koncert, Aarhus, 2015, Morten Rygaard

Side 230 D-A-D, Valby, 2011, Lunah Lauridsen

Side 231 Powersolo, Danmarks Grimmeste Festival, Aarhus, 2007, Michael Boe Laigaard

Side 232 Förtress, Amager Bio, København, 2013, Helena Lundquist

Side 233 Airbourne, Roskilde Festival, 2013, Lunah Lauridsen

267

Side 234 Publikum, Sivas/Ukendt Kunstner, Vega, København, 2015, Daniel Nielsen

Side 235 Kvelertak, Amager Bio, København, 2013, Helena Lundquist

Side 236-237 Who Made Who, Train, Aarhus, 2014, Morten Rygaard

Side 238-239 Lasse Tarp, The Youth, Spanien, 2015, Malthe Ivarsson

Side 240 Povl Dissing, Nordsjælland, 2011, Carsten Bundgaard

Side 241 Boy, Smukfest, Skanderborg, 2012, Morten Kjær

Side 242-243 Deathcrush, SPOT Festival, Aarhus, 2013, Martin Fält

Side 244-245 Søren Huss, Saybia, Smukfest, Skanderborg, 2013, Helle Arensbak

Side 246 Lars Lilholt, Jelling Musikfestival, 2015, Flemming Ege

Side 247 Kidd, Roskilde Festival, 2011, Johanne Fick

Side 248 Peter A.G., Smukfest, Skanderborg, 2006, Torben Thorhauge

Side 249 We only come out at night, Roskilde Festival, 2006, Michael Saly

Side 250-251 Blur, Smukfest, Skanderborg, 2012, Morten Kjær

Side 252-253 Gogo Berlin, Train, Aarhus, 2012, Kasper Løftgaard

Side 254-255 Northside vælter, Northside Festival, Aarhus, 2012, Simon Skipper

Side 256-257 Still Life Aftermath with a Guitar, London, England, 2015, Nat Urazmetova

268

270

271

Kan du mærke bassen i billedet?

Musik skaber billeder. Musik skaber minder.

Musik handler om følelser. Musik er fotogent.

Musikken er meget mere end koncerter – den er i hørebøfferne under dynen, på cyklen med celloen på ryggen, i orkestergraven, i dansen mellem dine bedsteforældre og hos barnet, der får sin første guitar.

9

788799

I projektet PICTURE THE MUSIC inviterede Copenhagen Photo Festival alle danskere til at fotografere deres musikoplevelser. Hvert år er de bedste billeder blevet til en udstilling under Copenhagen Photo Festival. Udstillingerne har rejst land og rige rundt på museer, kulturhuse, spillesteder og festivaler. Denne bog er kulminationen på projektet og samler de bedste og mest kreative musikfotos til eftertiden.

422289

272