Overlæger: Homoseksuelle skal have lov at donere blod og sæd

Page 1

Overlæger: Homoseksuelle skal have lov at donere Det er i dag ikke muligt for homoseksuelle mænd at donere hverken blod eller sæd herhjemme. Det vil tre overlæger på området gerne have lavet om på. Politikerne bakker op om de sundhedsfaglige eksperter. Af Christian Birk Risikoen for at en hiv-­‐inficeret ladning blod eller sæd skulle slippe igennem nåleøjet hos blod-­‐ og sædbankerne er lige så stor som sandsynligheden for at få en tagsten i hovedet. Det siger ledende overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Sygehus, Henrik Nielsen. Alligevel er homoseksuelle udelukket fra landets blod-­‐og sædbanker. Og det er et problem, mener han. ”Objektivt er der i dag ingen grund til at udelukke homoseksuelle mænd fra at give blod og sæd. Med de medicinske fremskridt, der er sket, er risikoen nu så lille, at den ikke er værd at tage med i betragtningerne”. Henrik Nielsen bakkes op af hans kollega på Rigshospitalet, Niels Obel, der mener, at det ikke er videnskabeligt forsvarligt at se bort fra de homoseksuelle mænd, når der skal rekrutteres nye blod-­‐og sæddonorer. Reglerne skal være ens for alle Oven i den faglige hensyntagen, der for overlægerne vejer tungest, skal man også tænke på signalet, man sender ved at udelukke de homoseksuelle mænd, siger overlæge på Odense Universitetshospital, Svend Stenvang Pedersen. ”Der er tale om en stigmatisering af disse mænd. Det er klar forskelsbehandling, og ligesom de skal have lov at blive gift som alle andre, burde de også kunne give blod og sæd som resten af befolkningen”, mener overlægen. Den etiske del af diskussionen er af væsentlig betydning. Også på Christiansborg, hvor sundhedsordførere fra Liberal Alliance, Enhedslisten, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti bakker op om overlægernes udtalelser. Fra den ene fløj til den anden mener politikerne, at der er god grund til at tage diskussionen op. ”I Dansk Folkeparti så vi meget gerne, at reglerne blev ændret. Tiderne har ændret sig, og det samme har familiemønstrene. Folk dyrker sex på kryds og tværs, og der er jo også mange homoseksuelle, der lever i fast parhold, så vi går ind for, at reglerne bliver ens for alle”, lyder det fra sundhedsordfører Liselott Blixt, der agter at gå til ministeren for at få reglerne ændret.


Ikke tale om diskrimination Lovgivningen på området bliver lavet af Sundhedsstyrelsen, og det er også her, den kan ændres. Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at de vil give de homoseksuelle mænd lov til at afgive blod og sæd, selvom politikerne presser på. ”Der er på ingen måder tale om diskrimination. Retningslinjerne er lavet af hensyn til modtagerne. De skal være fuldstændig skråsikre på, at blodet og sæden ikke er inficeret. Og alle undersøgelser har desværre vist, at flere homoseksuelle end heteroseksuelle mænd er inficeret af HIV og AIDS, så for at mindske risikoen er reglerne, som de er nu”, siger Hanne Rasmussen, der er afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen. De seneste tal fra Statens Serum Institut viser da også, at HIV stadig er langt mere udbredt blandt de homoseksuelle mænd end blandt de heteroseksuelle. Opgørelsen viser, at 68% af de 127 mænd, der i 2010 blev diagnosticeret med HIV, var homoseksuelle. Dog viser samme opgørelse, at der i 2010 blev påvist flere heteroseksuelle mænd med AIDS end homoseksuelle. 35 mænd blev det år diagnosticeret med AIDS og af disse var 46% heteroseksuelle, mens 43% var homoseksuelle. Resten var smittet via stofmisbrug. Fagligheden skal i højsædet Selvom de seneste tal viser, at de nyligt påviste heteroseksuelle AIDS-­‐tilfælde fylder mere i statistikkerne, bliver det ikke på Sundhedsstyrelsens initiativ, at reglerne bliver ændret. Hanne Rasmussen gør desuden opmærksom på, at vi i Danmark har rigeligt med bloddonorer, og i den henseende vil det ikke give mening at indlemme de homoseksuelle, da de stadig er en del af en væsentlig risikogruppe. Overlægerne fra de danske blodbanker er en del af de jævnlige drøftelser, hvor det afgøres, hvem der skal have lov at give blod. Klinikchef i den største af de danske blodbanker, Rigshospitalets Blodbank, Morten Bagge Hansen, fastholder, at man i fremtiden primært bør kere sig om patientsikkerheden, men han mener også, at blodbankerne skal være opmærksomme på de signaler, de sender. ”Som blodbank er det meget vigtigt, at vi er en del af det samfund, vi lever i, og derfor er vi nødt til at følge med i den samfundsudvikling, der sker. Det handler også, om at vi skal kunne rekruttere donorer i fremtiden”. Tilbage på Christiansborg er Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, glad for, at debatten bliver taget, men selvom hun gerne så, at reglerne blev ændret og mere tidssvarende, understreger hun, at beslutningen skal tages af Sundhedsstyrelsen og ikke af Folketinget. ”Det er virkelig alfa og omega, at det her bliver en faglig diskussion, som politikerne kan læne


sig op af, hvis der skal laves en ændret anbefaling. Det er ikke nogle regler, vi skal sidde og lave på Christiansborg”.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.