Issuu on Google+

MAJ 2012

”Det ville sgu være meget fedt, hvis de rejser en statue af mig ovre ved Marmorkirken med solbriller og computer”


RUST

 /St

Han voksede op blandt overklassen, men vendte ryggen til de fine fornemmelser for at gĂĽ sine egne veje. Ingen er blevet skĂĽnet i Morten Sabroes virke som journalist og forfatter. Hverken familien eller ham selv.

Af Mads Frimann og Christian Birk Foto: Carolina Marie Segre Høyer Engang var journalisterne Københavns rockstjerner. Skrivemaskinen var deres guitar, og nür de trüdte ind pü hovedstadens bevÌrtninger, drejede folk hovedet for at fü et glimt af byens kulturelle elite. De var romantiske figurer. Drukkenbolte, vilde og blodige. 60’erne og 70’erne var ürtier med opbrud, hvor alt sprang i luften. Ungdomsoprør, krig og kÌrlighed. Lunten blev antÌndt i redaktionslokalerne, der lü i en tüge af røg fra de joints, der gik pü omgang. �Jeg kan huske, første gang jeg kom ind pü Cafe Dan TurÊll. Lasse Ellegaard, der arbejdede pü Dagbladet Information, stod i baren med cowboyhat. Omringet af kvinder. Han skrev om rock and roll og lavede alt det fede. Sü fik han øje pü mig, pegede mig hen til baren og sagde, ’Du er Morten Sabroe, ikke? Du skriver kraftpetervÌlteme godt’. Alle kunne høre det. Jeg voksede og blev den højeste mand i baren. ’Men ved du hvad?’, sagde Ellegard, ’du nür mig ikke til sokkeholderne’�.

Sabroe, Ellegaard og alle de andre hürdkogte drenge havde valgt journalistikken som deres endegyldige skÌbne. Det var alt eller intet. Ægteskab eller kulturel revolution. Kongerne af København havde for lÌngst truffet deres valg, og nu var der ingen vej tilbage. Det samme havde Morten Sabroe. Journalist pü fuld tid. Ikke 37 timer om ugen med tidlig fri om fredagen. Det var i blodet. Ligesom smøgerne og sprutten. Et par ürtier senere var Lasse Ellegaard og Morten Sabroe igen under samme tag pü Information. I 1990 var Ellegaard blevet chefredaktør pü avisen. Han ville lave den om. �Alle var blevet sü skide dovne. Han kaldte mig ind pü sit kontor. ’Kom her Morten, kom og se!’. Sü pegede han ud af sit vindue ned til gürden. Der stod to medarbejdere med cykelhjelme. Det var svÌrt for en gammel journalist at se en

19


RUST 

/St

mand med cykelhjelm og barnesÌde. ’Nu kører de kraftedeme hjem. Klokken er halv tre! Nu skal de over og hente børnene i børnehaven. Det kan ikke lade sig gøre det her!’�. EN BOG, DER KOM AF SIG SELV Morten Sabroe ankommer til baren Kind of Blue pü sin cykel. Uden hjelm, men med de solbriller, der efterhünden er blevet hans signatur. Hjemmevant hÌnger han frakken pü knagerÌkken. Det er ikke første gang, han er her. Det er ham, der har valgt stedet, der ejes af en gammel ven. De bÌrer begge det samme slidte lÌderansigt, der er kendetegnende for folk, der har oplevet lidt af det meste. Sabroe gür bag baren for at se pü udvalget af cognac. �Hun er smuk, hva’? Skal I ikke have noget?�. Han sÌtter sig med sin kaffe og cognac, som den mørkhürede kvinde netop har sendt over baren. Han har ret. Hun er smuk, og hendes stemme er dyb og forførende som en jazzsangerindes. Den dunkle bar varmes op af de bløde, blü toner fra stedets vinylafspiller. Det er en tidslomme et sted i København, hvor hübløse romantikere og machodrenge kan vÌre begge dele. Og det er Morten Sabroe. Müske var det derfor, han langsomt, men sikkert, forlod journalistikken. Det blev en vej til hurtig kapital. En müde at skabe tid og plads til det, der virkelig trak i den selvudnÌvnte arbejderdreng fra overklassen. At vÌre forfatter. �Jeg skrev en digtsamling, som jeg gik rundt pü S-togsstationerne og solgte. Den var sü dürlig. Den hed ’Retten til at blomstre’. Südan

noget venstreorienteret romantik. Jeg havde pakket den ind i madpapir, sü folk kunne ikke lÌse det og se, hvor dürlige digtene var�. I dag behøver Morten Sabroe ikke at pakke sine bøger ind. Hans forfatterskab tÌller mere end 20 vÌrker. Bøger, der haft konsekvenser for ham selv, dem, der stür ham nÌr og den danske forfatterstand. Nür han skriver, skriver han Ìrligt. Helt ind til benet og ud igen. Som da han skrev bogen ’Du som er i himlen’, der egentlig skulle have vÌret en bog om Hillary Clinton. Sabroe var i 2007 taget til New York for at dÌkke Clintons forsøg pü at blive demokraternes nÌste prÌsidentkandidat. Südan blev det aldrig. ’Du som er i himlen� blev i stedet til en barsk skildring af Morten Sabroes mor, Ingrid. Det blev en af den slags bøger, der kommer af sig selv. Den var uundgüelig. DIN FORHENVÆRENDE MOR Trekvart ür forinden blev Sabroe ramt af en blodprop pü vej hjem fra Gyldendals efterürsreception pü Søpavillonen. Tankerne om hans egen dødelighed blev holdt pü afstand af dokumentaren ’Udflugt mod døden’, som han lavede med sin kone, Do, kort efter. Det var en müde at holde døden i strakt arm. Men da flyet landede i New York, var han alene med sine tanker, og pludselig omgivet af sin egen dødsangst. Han skrev sedler med adresser og telefonnumre, sü folk vidste, hvem de skulle kontakte, nür de fandt ham livløs tÌt ved Hudson River. Men i virkeligheden var det ikke døden, der pressede sig pü. Morten Sabroe indsü, at han ikke kunne skrive bogen om Hillary Clinton. Han var nødt til at skrive om sin mor. �Jeg sad alene pü mit vÌrelse og sü en de-

�Jeg ved sgu godt, hvad der sker, nür man sidder og skriver. Skriften tager jo over�

Morten Sabroe (født 5. Juni 1947 i Gentofte). Uddannet bygningssnedker. UdlÌrt som journalist pü Berlingske Tidende. Søn af redaktør og cirkusrevydirektør Povl Sabroe og tidligere danmarksmester i türnspring, Ingrid Sabroe. Har som journalist blandet andet arbejdet pü Dagbladet Information og Politiken. Har skrevet mere end femten romaner. Deriblandt Johanna, Sidste tog, Du som er i himlen og Fadervor. Gift med Do Windfeld Sabroe. Bor i København.

20


RUST

 /St

bat med Hillary, da min stol brasede sammen. Der tÌnkte jeg ’this is it’. Jeg kunne mÌrke, at det ville blive en lorte, lorte, lortebog, sü jeg begyndte at skrive om mine tanker om døden og min mor. Det blev nÌrmest en slags procesbog�. Forholdet til moderen var pü ingen müde inderligt og kÌrligt. TvÌrtimod. Morten Sabroes mor ville ikke have børn. Hun afskyede den klassiske kvinderolle og strÌbte efter magt og anerkendelse. Som Hillary Clinton. Hun var en mand i en kvindes krop. Ligesom Clinton. Moderens strenge moral umuliggjorde enhver strømning af varme følelser mod hendes søn. Da Morten Sabroe ti ür forinden viste hende manuskriptet til hans selvbiografi ’Sidste tog’, der i detaljer beskriver hans kÌrlighedsforladte barndom i Klampenborg, kvitterede hun med et brev underskrevet, ’Din forhenvÌrende mor’. �Jeg vidste, den ville ødelÌgge hende, men vi var jo i en form for krig. Og da hun sü underskriver brevet med ’Din forhenvÌrende mor’, sü har hun sgu ogsü kridtet en bane op, der er hürdkogt. Sü mü hun sgu kunne tüle, at der kommer en og lÌgger et manuskript foran hende og siger ’okay, jeg er alligevel ikke din søn, men nu für du det her’�. MEN DER VAR JO OGSÅ LYS Morten Sabroe er afklaret med, at hans forfatterskab har haft ofre. Südan er det, og südan mü det vÌre. Ogsü selvom ofrene er mennesker helt tÌt pü. Men det betyder ikke, det er nemt. �Der er utroligt mange moralske dilemmaer. Jeg synes, det er skidehamrende rüt. IsÌr med det argument min mor altid brugte, ’men der var jo ogsü lys’. Og det var der jo ogsü, men sü er der ikke nogen bog�. Men er det ikke enormt egoistisk at slukke noget af lyset bare for at rense sig selv? �Jo, det kan du godt kalde egoistisk, men et eller andet sted har det vÌret vigtigt for mig, men altsü, Carsten Jensen sagde for nylig, at forfattere er nogle dumme svin. Det er ikke fedt at kende forfattere�, slür Sabroe fast, mens han flytter det nu tomme cognacglas for at gøre plads til at understrege sin pointe med hünden. Forfatteren Suzanne Brøgger har sagt, at pü kunstens alter mü man ofre alt, og det har Morten Sabroe taget til sig. Anmelderne har belønnet ham for det og prist hans mod og Ìrlighed. �Det kan jeg slet ikke forbinde med det. Modig og Ìrlig. Jeg ved sgu godt, hvad der sker, nür man sidder og skriver. Skriften tager jo over. Er den Ìrlig? Nej, men det er en fed sÌtning. Den eneste sandhed, der ligger i en selvbiografi, er vel selvbiografien som bog. Den afspejler vel muligvis nogle konflikter, men det har jo ikke noget med virkelighed at gøre‌ kan du jo sige�.

21


RUST 

/St

�Jeg har da drømt om det mange gange. Südan et rigtigt langbord nede i Toscana med hele banden, du. Børn og børnebørn�

FOLKELIG MACHODRENG Men det har sin pris at skrive , som Morten Sabroe gør. Nür du vrider dig selv, og skriver dig helt nøgen, er ordene pludselig en forlÌngelse af dit eget jeg. Morten Sabroe kan huske mange episoder fra dengang, han var journalist pü Politiken, hvor han ventede pü en vurdering fra redaktøren. Hver eneste gang var det det samme. Selvom han var overbevist om, at han havde gjort et godt stykke arbejde, var han

hver gang bange for, at det var noget lort. Hvor stammer den usikkerhed fra? �Jeg ved det ikke. Men jeg tror, den er enormt god at have. For jeg tror, at du bliver svag i det øjeblik, du bliver selvsikker. Og sü tror de alle sammen, du er en stor krukke, men hvis de kunne kigge ind i Ên, ville de se, at det er man lige akkurat ikke�. I de senere ür har Sabroe ikke haft megen grund til nervøsitet, nür hans skriverier har skullet vurderes. Det er blevet til mange stjerner og pÌne ord fra kritikerne. Han er det tÌtteste, en machodreng fra whiskeybÌltet kommer pü betegnelsen �folkelig�. Men selvom anerkendelsen betyder meget for forfatteren, er det ikke südan, at han gür rundt og tÌnker pü sit eftermÌle og berømmelse. �Berømmelsens pris er noget Hollywoodstjerner og andre berømtheder kan komme ud for. Det andet pis herhjemme med udødelighed og berømmelse, I don’t give a shit. Men det ville sgu vÌre meget fedt, hvis de rejser en statue af mig ovre ved Marmorkirken med solbriller og computer, og hvad fanden jeg ellers skriver med�, griner han. LANGBORD I TOSCANA I sü fald ville det ikke vÌre den første statue, der er rejst af en Sabroe i Danmark. I Aarhus stür der et monument af hans farfar, socialdemokraten Peter Sabroe. Ham lÌrte barnebarnet dog aldrig at kende, ligesom hans forÌldre ogsü for-

22

blev to fjerne figurer i hans opvÌkst. Men südan var det i huset i Klampenborg, hvor Morten Sabroe voksede op. Her var børn og forÌldre adskilte. Det var to uforenelige verdener, der aldrig krydsede hinanden. Børnene klarede sig selv og legede for sig selv. De kom ind og spiste middag klokken seks, og forsvandt nür maden var spist. Der blev ikke udvekslet noget sÌrligt, med mindre mor og far fandt ud af, at man havde neglet for mange penge fra pengepungen. I det hele taget var der ikke meget sammenhold i familien Sabroe. �Familien var jo samlet om det, min far lavede. Altsü Cirkusrevyen. Det var jo ikke südan, at nu kommer tante Gerda og onkel Peter og spiser. De kom sgu aldrig og spiste. Der var aldrig noget familie, der kom, men alle skuespillerne var der jo. Og drak�. I dag er der ikke meget tilbage af familien Sabroe. Büde moderen og faderen er for lÌngst borte. I stedet har han opbygget et nÌrt forhold til sine døtre, men en kernefamilie er det aldrig blevet til. �Jeg har da drømt om det mange gange. Südan et rigtigt langbord nede i Toscana med hele banden, du. Børn og børnebørn�. Men tror du, du kunne slappe af i det? �Nej, det er kun en drøm. Men man kan da godt se det for sig, men gad vide hvor lÌnge, jeg ville blive siddende. Jeg ville nok rejse mig og gü i alle mulige retninger�.


Forfatter frem for alt