Vision 4, 2009 by Cevea Cevea

idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / holdninger / innovation / udfordring

Tema: Medborgerskab

NR./ÅRG.

2009

„ Jeg føler mig personligt mere i fællesskab med folk udenfor Danmark med samme job, fritidsaktiviteter og kulturforbrug, end jeg gør med danskere fra andre livsstilsgrupper.”

Steffen Hartje, leder af Center for Fritid og Samfund.

„Danskerne mener omvendt, at pressen snarere er blå end rød. Den hidtidige kritik af de venstreorienterede medier ligner derfor mest et luftkastel, der med VISION’s undersøgelse er blevet sprængt.”

„Borgerne skal deltage i dannelsen af idéer og politik. Det er nok det vigtigste.”

Læs Myten om de røde lejesvende side 4

Læs interview med Francis Fukuyama side 26

„Norge har nedsat et kapitalflugtsudvalg som har udarbejdet en lang rapport om skattelyenes skadelige virkning overfor udviklingslandene, og hvad der kan og bør gøres ved problemet. Den danske regerings seneste udvalgstiltag var et burkaudvalg!” Læs SF’s skatteordfører Jesper Petersens artikel om skattely side 6

Tema: Medborgerskab

"Statsborgerne har det største ansvar og er mest forpligtet til at deltage aktivt i samfundet, netop fordi de har fulde rettigheder – fordi de er fuldgyldige medborgere." Karl Kjær Bang

Leder Genopliv det solidariske medborgerskab Siden 2001 er medborgerskab blevet brugt til at definere en fast og romantiseret danskhed. Men det er ikke det, medborgerskab er. Medborgerskab handler om at være aktiv borger i samfundet - om at tage ansvar. Og det er noget, vi alle skal gøre mere.

Af Karl Kjær Bang Det kaldes aktivt medborgerskab. Og det styrker samfundet - hvad enten det er i arbejdet med utilpassede unge, i skolebestyrelsen eller som domsmand i retssalen. Det aktive medborgerskab er nemlig det, der giver et tilhørsforhold til samfundet, og derfor er det dét, der gør demokratiet muligt. Grundlæggende handler medborgerskab nemlig om solidaritet. I klassisk forstand er det solidaritet inden for et nationalt fællesskab, hvor folk anerkender, at alle skal have de samme rettigheder, fordi de har de samme pligter og tilhører det samme fællesskab. Medborgerskab som nationalisme Aktivt medborgerskab udspringer altså af et positivt tilhørsforhold, der gør, at vi tager os af hinanden. Eller nærmere; det burde det gøre. Men sådan bliver begrebet medborgerskab ikke brugt i debatten. I realiteten misbruges det til at beskrive et eksklusivt og begrænsende fællesskab, der er bundet af etniske og kulturelle tilhørsforhold. Derfor har medborgerskab ifølge Francis Fukuyama (side 20), da også længe været gemt væk. Politikerne har generelt forsøgt at nedtone

Vision på nettet Hvor går grænsen? Der bliver ballade under COP15. De autonome miljøer kalder til fælles kamp, politiet i København deler løbesedler ud om, at folk skal holde sig fra demonstrationer,

nationalisme og national identitet. Men siden 2001 er forsigtigheden gået tabt, og med Fogh-regeringens revidering af integrationsloven i 2003, blev det indført i formålsparagraffen, at indvandrerne skal ”blive deltagende og ydende medborgere på lige fod med samfundets øvrige borgere”. Medborgerskab er altså reelt blevet misbrugt til at beskrive, hvad det kræver for indvandrere at leve i Danmark (det øverste hit, når man søger på medborgerskab på Google er ”Ny i Danmark – Medborgerskab”). Og mellem linjerne står der, at de ikke er medborgere før de lever op til kravene, og at de derfor ikke har ret til de samme rettigheder. På den ene side stilles der altså højere krav til indvandrerne end til de etniske danskere, mens der på den anden side er blevet indført en række love, der reelt giver dem færre rettigheder end etniske danskere. Det drejer sig senest en repatrieringslov, hvor 9 ud af 10 folketingsmedlemmer bakkede op om, at indvandrere får 100.000 kroner for at rejse ”hjem” – uanset hvor længe de har boet i Danmark, og hvor meget de ellers har tilpasset sig den danske kultur. Ifølge Ove Korsgaard, der er professor ved Dansk Pædagogisk

og selveste Hjemmeværnet – det nationale bolværk – er indkaldt til at holde ro og orden. Men er civil ulydighed ok? Er det ok at udøve vold for at fremme sin sag? Og hvilken rolle bør Hjemmeværnets frivillige spille, når det drejer sig om interne uroligheder i Danmark?

Universitet, så burde det være omvendt. Statsborgerne har det største ansvar og er mest forpligtet til at deltage aktivt i samfundet, netop fordi de har fulde rettigheder – fordi de er fuldgyldige medborgere (side 15). Medborgerskab for alle Og det er ærgerligt, at det ikke er, som Ove Korsgaard mener, det burde. For medborgerskab skal ikke bruges til at slå folk oven i hovedet med. Aktivt medborgerskab skal være noget, vi som borgere engagerer os i. Og der er behov for det. Det er kun gennem borgernes fælles indsats, at vi kan løse nogle af de store sociale udfordringer, vi står over for i dagens Danmark, fx. den verserende bandekrig. De steder, hvor det er lykkedes at få unge ud af kriminalitet, er der, hvor lokale ildsjæle har åbnet væresteder for de unge. På samme måde er det lykkedes at begrænse den stigende ensomhed – blandt unge som gamle – gennem frivillige besøgsvenner. Det gør en kæmpe forskel i folks liv. På samfundsplan holder medborgerskabet også et enormt potentiale i at revitalisere vores demokrati. Og det er der behov for, da historisk få (65,8 procent) stemte til kommune- og regionsrådsvalgene den 17. november (se artikel om sofavælgere side 20). Her kan aktivt medborgerskab gennem nye inddragelsesformer gøre en forskel. Peter Macleod har bl.a. stået for at inddrage 160 borgere i en omfattende valgreformsproces, kaldet ’Citizens' Assembly’. Ved en efterfølgende folkeafstemning resulterede processen regionen British Columbia i Canada (side 16). København og Århus går forrest Endeligt er det en grundlæggende udfordring, at borgerne i større og

større grad opfatter sig som forbrugere end som borgere i samfundet – 67,2 procent af befolkningen mener, at danskerne i dag er mere forbrugere end borgere. Danskerne mister simpelthen den solidaritetsog pligtfølelse, som vores demokrati og velfærdssamfund bygger på. Konkret foreslår professor ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, ét års tvunget samfundspligt – halvdelen på højskole, halvdelen i frivilligt socialt arbejde (side 22). Det er den vej, politikerne på centrum-venstre skal gå. De skal turde ud fra indvandrerne, ud fra ”dem”, og i stedet aktivt arbejde for at styrke medborgerskabet mellem indbyggerne i Danmark, mellem ”os”. I København og Århus har overborgmester Frank Jensen og borgmester Nicolai Wammen allerede taget teten op og meldt ud, at de vil ”stå i spidsen for en ny alliance med borgerne”. Nu mangler vi bare, at de nationale centrumvenstre politikere på Christiansborg følger efter – og at fagbevægelsen gør det samme. For mens politikerne i Danmark skal gøre op med det nationalkonservative misbrug af medborgerskabsbegrebet og igen inddrage borgerne i det nationale fællesskab, skal fagbevægelsen i langt større grad arbejde for at styrke solidariteten – medborgerskabet – på tværs af grænser. Særligt i Europa er der et stort potentiale. For selvom den franske professor, Jean-Claude Barbier, erklærer, at det sociale Europa har dystre udsigter (side 28), så må kampen ikke opgives. Som leder af Center for Fritid og Samfund, Steffen Hartje, udtrykker (side 15), så er der fællesskaber på tværs af grænser, der har potentialet til at være stærkere end de nationale. Om solidaritet kan opbygges inden for disse, dét er medborgerskabets udfordring i det 21. århundrede.

Debatten fortsætter med debatindlæg, artikler og afstemninger på www.cevea.dk/Vision Udhulning af dagpengene skaber A- og B-hold tegner private tillægsforsikringer

til dagpengene – og fagbevægelsen er selv udbyder af disse. Men det er ulighedsskabene, mener disse skribenter.

Nr.4 / 2009

INDEX

UDEN FOR TEMA

TEMA

14.

Undersøgelse: Hvor blev det aktive medborgerskab af? Danskerne mener ikke indvandring udfordrer medborgerskabet, selvom sammenhængskraften afhænger af dansk kultur og nationale arv.

25.

Den danske drøm - vejen til ægte Løkke? Cevea præsenterer sine 10 progressive mål for Danmark i 2020

15.

Kampen om medborgerskabet Interview med Ove Korsgaard, professor, og Steffen Hartje, leder af Center for Fritid og Samfund om hvad medborgerskab egentlig er.

26.

Myten om de røde lejesvende Senest rydede Ralf Pittelkow forsiderne med sin analyse, der viste, at DR angiveligt er røverøde. Men Visions tal viser, at pressen overvejende er blå, og selv DR anses i meget lille grad for at være rød.

16.

Demokratisk Innovation Vision har interviewet Peter Macleod, der har stået i spidsen for helt nye former for borgerinddragelse i Canada.

28.

Til kamp mod skattely SFs skatteordfører, Jesper Petersen, bringer et indlæg, der sætter spot på regeringens laden stå til over for de samfundsskadelige skattely.

18.

Gør oprør – hvis det er nødvendigt Der er ikke meget Enhedslistens politiske ordfører og DFs retsordfører er enige om. Men civil ulydighed kan ifølge Johanne Schmidt-Nielsen og Søren Krarup være en nødvendighed.

29.

Dengang da: Gategutt og digter Manglen på rettigheder var et ofte anvendt tema hos de tidlige arbejderdigtere. Rudolf Nilsen (1901-29) på en gang klare og kraftfulde digte, blev i løbet af få år elsket og værdsat

10.

Brand i klimaet? Vil COP15 sætte Danmark på verdenskortet. En kommunikationsekspert siger nej.

20.

Danmarks største parti Sofapartiet blev ved kommunalvalget 2009 det største parti. 34,2 procent af vælgerne valgte at blive væk fra stemmeboksen.

30.

Erhvervspolitik for centrum-venstre

11.

Surf ud af krisen på klimabølgen En af Ceveas studerende mener, at der skal satses endnu hårdere på grøn teknologi. Det er vejen ud af krisen.

21.

”Man skal være aktiv i noget” På ydre Nørrebro tager medborgere fat, hvor staten slipper. For det er vigtigt for integrationen at være en del af en forening.

32.

Den skæve vinkel: Den moderne dandy Jørgen Leth er hadet og elsket. I dette interview skildrer Vision ham som den eksotiske kunstner han ønsker at være.

12.

22.

34.

Det værdiforladte samfund

Solidariske individualister Interview med tre forskere, Johannes Andersen, Jørgen Goul Andersen og Tim Knudsen om, hvorfor borgeren bliver forbruger – og hvordan udviklingen kan vendes.

Boganmeldelser - Op på kværnen - en sidste kulturkonservative - Den forløsende smerte

Genopliv det solidariske medborgerskab Centrum-venstre skal gå imod højreerskab, og sætte et aktivt og solidarisk borgerbegreb i stedet.

Jensen om projektmennesket.

13.

Giv borgerne magt over medierne Manuel Castells er verdens 5. mest citerede samfundsforsker og meget kritisk over for mediernes magt i samfundet. Vision har interviewet katallaneren.

24.

Samfundsvidenskaberne spiller fallit over for sundhed Interview med Anders Hede om, hvad der virker i forhold til at få os til at spise sundt.

Redaktører: Maria Bøegh-Lervang, Frederik Andreas Jørgensen, Peter Westermann

Medborgernes deltagelse er det vigtigste Vision har fået et eksklusivt interview med manden, der som neokonservativ støttede Bushs krig i Irak, men som senere har ændret holdning og i 2008 stemte på Obama.

Muscles from Brussels: L’Europe Catastrophic Sociale? har interviewet den franske professor Jean-Claude Barbier, der hellere havde set Forfatningstraktaten og dens stærke sociale rettigheder være realiseret.

porter om progressiv erhvervspolitik. De opfordrer i denne artikel centrumvenstres politikere til at tage teten op.

VISION er et uafhængigt idépolitisk tidsskrift, der bliver udgivet af centrum-venstre tænketanken Cevea. Indlæg i VISION er ikke udtryk for Ceveas holdning, medmindre dettydeligt fremgår af artiklen. Læs mere om VISION på www.cevea.dk Abonnementsadministration: abonnement@cevea.dk Tlf: 50508607

REDAKTION OG INFORMATION Chefredaktør: Karl Kjær Bang

UNDERHUSET: Sundhed som medborgerskab? Formændene for DSU, SFU og RU tørner sammen om, hvorvidt det er en borgerpligt at spise sundt.

Redaktionsmedlemmer: Jakob Damsholt, Martin E. O. Grunz, Line Hüttig, Christian Struckmann Irgens, Sine Worm Jensen, Tinne Knudsen, Mette Kraaer, Karen Nilaus, Mia Rasmussen, Peter Pava Rasmussen, Anne Ravn,

Tue Simon Bahnsen, Johan Grann Kristiansen Illustratorer: Tore Magelund Alexandersen, Johan Grann Kristiansen, Louise Lotion

Korrektur: Morten Hjortskov Larsen Fotograf: Jeppe Jensen, Rumle Skafte

Udenfor tema

Den danske drøm: Vejen til ægte Løkke? Lars Løkke skal have ros for at turde tage en debat om visioner. Men hans visioner er for ideologiske og for entydigt markeds- og vækstorienterede. Cevea lancerer i dette indlæg sine 10 mål for et mere socialt Danmark i 2020

Den 21. november trådte Lars Løkke i karakter. Han lancerede 10 klare mål for Danmark, som skal bære os ind i det næste årti. Løkke præsenterede med andre ord sit projekt, og han gjorde det med visioner. Statsministeren præsenterede med tydelig amerikansk inspiration hans drøm for fremtidens Danmark. Det er vigtigt at have en Statsminister, der tør tænke langt ud i fremtiden, og som tør melde åbent ud hvilke grundværdier, der på sigt vil præge samfundet, hvis han står i spidsen for det. Det giver danskerne mulighed for at tage stilling til, om statsministerens drøm virkelig beskriver det Danmark, som de ønsker at leve i om ti år. Flere af Lars Løkkes mål repræsenterer konventionel konsensus på Christiansborg. Det betyder også, at oppositionen ikke har haft de store indsigelser. Der er ganske enkelt ikke meget at være uenig i – at vi skal have bedre uddannelse, stærkere universiteter og større vækst kan næppe vække de store følelser. Det er indlysende mål, som kun de allerfærreste kan være uenige i. Men samtidig er det også tydeligt, at Lars Løkkes drøm udspringer af en ideologisk og gammeldags

økonomisk tænkning. Det handler og fortsat markedsgørelse af det danske samfund. Kort sagt mere af det samme. Enhver vision der kunne handle om ikke-målbar velstand, sociale relationer eller lykke drukner i Løkkes økonomiske parametre. Men forudsætningen for en sund og konkurrencedygtig økonomi er social velstand. Det viser erfaringerne fra 1990’erne, hvor en række af Lars Løkkes mål rent faktisk var opfyldt, og det er grunden til, at de skandinaviske lande altid kommer ud i toppen, når OECD måler på økonomisk styrke. Velstand og velfærd er ikke kun hinandens forudsætninger – de indgår også i et indbyrdes dynamisk forhold. Velfærd skaber velstand, som giver mulighed for yderligere velfærd. Investeringer i sociale prioriteter øger også den økonomiske produktivitet. Det ignoreres fuldstændig af Lars Løkke i hans oplæg for 2020, der totalt overser potentialet i den sociale sammenhængskraft, det aktive medborgerskab og de lige muligheder. Som et forsøg på at opstille en alternativ vej mod 2020, hvor velstand ikke alene måles på antallet indkørelsen eller den seneste årsløn,

opstiller Cevea 10 alternative bud til Lars Løkke for hvilke målsætninger, vi skal satse på frem mod 2020. Et bud på en drøm hvor tillid, social mobilitet og lykke står i første række. Disse målsætninger vil i modsætning til Lars Løkkes grå og endimensionelle drøm skabe et radikalt anderledes Danmark, hvor den sociale sammenhængskraft udgør udgangspunktet for vores velstand, hvor vi for alvor tager hånd om samfundets svageste, hvor vi anerkender vores rolle i en global verden og endelig et samfund, hvor vi er rustet til nye udfordringer. Kort sagt et samfund, hvor vi har modet til at gå imod strømmen. Vi har brug for, at oppositionen melder sig på banen og deltager i denne diskussion. Det er klart, at vi har brug for fortsat vækst og velstand til at investere i bekæmpelsen af den negative sociale arv og til at sikre de lige muligheder. Men vækst må ikke forstås i snæver forstand. Vækst i de fælles goder er langt at foretrække. Det sikres kun via investeringer i infrastruktur, uddannelse og mennesker. Drømmen om fremtidens Danmark kan ikke sættes på formular, indrammes i konkrete målsætninger

eller beregnes i et regneark. Drømme vil altid være større, mere diffuse og mere forførende end de konkrete målsætninger. Det stof drømme er gjort af lader sig ganske ikke veje – hverken af forhistoriske mål om vejen til vækst eller visionære bud på et socialt ansvarligt samfund. De anførte målsætninger bliver højst en forudsætning for at realisere den reelle og engagerende drøm om fremtidens Danmark. Selvom målsætninger aldrig må sidestilles med drømme, så er der alligevel en verden til forskel på det samfund, der udelukkende bygger på øget materiel velstand og det, der bygger på udvidet social sammenhængskraft. Og det er en afgørende forskel, som vi alle sammen vil komme til at kunne mærke i 2020. Vores fremtid vil blive afgjort af vores fællesskab og vores vilje til at tage ansvar for hinanden.

Nr.4 / 2009

Ceveas 10 mål for 2020. 1

I 2020 skal Danmark være det land i verden, hvor afstanden mellem de 10 procent rigeste og 10 procent fattigste er mindst. Danmark skal være det mest lige land i verden, både i forhold til fordeling af ressourcer og muligheder. Det kræver også at Danmark, som et de sidste lande

I 2020 skal Danmark være det mest energieffektive land i verden. 40 procent af vores energi skal dækkes af vedvarende energikilder i 2020. 50 procent af al nybyggeri skal være selvforsynende med energi og varme.

I 2020 skal Danmark halvere tilbagefaldsprocenten for kriminelle. Det betyder at tilbagefaldsprocent for unge idømt ungdomssanktion skal reduceres til 40 procent og tilbagefaldsprocent for voksne skal reduceres til 12,5 procent. Det handlet om øget fokus på forebyggelse, opsøgende arbejde og styrket rehabilitering.

I 2020 skal Danmark have dobbelt så mange frivillige i den tredje sektor. Det skal ske som en generel opprioritering af civilsamfundet og ikke som en tilbagerulning af den offentlige sektor. Det vil betyde, at 70 procent af alle danskere i 2020 deltager i frivilligt arbejde en gang om måneden.

I 2020 skal dansk økonomi være socialt og miljømæssig bæredygtig. Det kræver at Danmark skal arbejde for en bedre global økonomisk governance, herunder indførelse

fattigdomsgrænse og reducerer antallet af folk under den.

I 2020 skal Danmark være det land med det mest inkluderende arbejdsmarked i verden. Det betyder, at vi skal have den højeste erhvervsfrekvens – også blandt etniske minoriteter - , det laveste sygefravær, og de bedste muligheder for særlig arbejdsmarkedsadgang for seniorer, udviklingshæmmede og andre med behov for skånejob.

I 2020 skal Danmark være det land med færrest ufaglærte. Derfor skal vi have 12 års skolepligt, således de unge har pligt til at gennemføre folkeskolen og en gymnasial uddannelse eller en teknisk- eller handelsuddannelse.

I 2020 skal Danmark være det land i Europa med størst ligestilling mellem mænd og kvinder. På nuværende tidspunkt rangerer Danmark som nr. 23 ifølge den seneste ligestillingsrapport fra Europa Kommissionen (2007). Det skal opnås med målsætninger om max. 5 procent lønspredning (nuværende 18,7), minimum 40 procent kvinder i regering, folketing og kommunalpolitik. Derudover skal Danmark være i top 5 i verden

I 2020 skal Danmark være verdens førende vidennation. Det kræver at 5 procent af dansk BNP bliver investeret i forskning og at Danmark bliver det land, hvor

børsnoterede selskaber.

(Tobin-skat) som kan begrænse udvekslet fra og til. Dansk velstand må som følge heraf opgøres i HDI frem for BNP, så der reelle velstand og velfærd.

I 2020 skal Danmark være det land i verden med den højeste ulandsbistand. Det betyder, at Danmark skal give 1,5 procent af BNP i ulandsbistand.

Udenfor tema

„Skattelyene er for den finansielle sikkerhed hvad Irans atombomber er for nedrustningsambitionerne. Obama, Brown, Sarkozy, Merkel og Løkke – skulle vi så se at komme i gang?” Jesper Petersen, skatteordfører for SF

Slut med fløjlshandskerne – skattelyene må lukke! De forkætrede skattely, der lokker med bankhemmelighed og nulskat, spillede en afgørende rolle i det pyramidespil af værdipapirspekulation som førte til finanskrisen. Danmark kunne gøre langt mere for at få sluttet den skadelige finansielle lovløshed.

den nærmest totale nedsmeltning i banksektoren. Skal vi undgå fremtidige

sektor. Vi skal begrænse spekulation,

Jesper Petersen, medlem af Folketinget og skatteordfører for SF

præsident i USA til, før der for alvor begyndte at ske noget i kampen

Illustration Johan Grann Kristiansen

mod skattelyene. Disse lande eller jurisdiktioner, der tilbyder hemmelighed om transaktioner og ejerskab af selskaber eller bankkonti kombineret med en minimal skattesats i mere eller mindre Glistrupske mikrodimensioner, har i mange år været et vigtigt redskab til at snyde med skatten for både personer og selskaber. Regningen havner så hos almindelige danske skatteydere. Omfanget af snyderiet og hemmelighedskræmmeriet er enormt. Danmarks og andre landes skatteborgere snydes for milliarder og atter milliarder af kroner. 11.500 mia. US Dollars ligger skjult i skattely - hvis Norges udenrigsministerium da har ret. Lukketheden og hemmelighedskræmmeriet i skattelyene spillede også en vigtig komplette mangel på tillid i den

udviklingslandene. Et opgør med skattelylandene er uomgængeligt, hvis det skal lykkes. Bad cop Obama Barack Obama promoverer ”soft power” i stedet for Bushs aggressive enegang i udenrigspolitikken. Men skattelylandene (i hvert fald dem udenfor USA’s område) har Obama ikke strøget med hårene. Den 5. januar holdt Obama tale i Manchester: ”Der er en bygning på Cayman Islands, som huser 12.000 selskaber… det er enten verdens største bygning eller verdens største skattebedrageri”. På de Britiske Jomfruøer er der registreret 830.000 selskaber – men der er blot 20.000 indbyggere. Mere end halvdelen af klodens handel og

skattelylande, som tilsammen repræsenterer højest 3% af det globale bruttonationalprodukt. Enhver kan se, at noget ikke stemmer her. Dygtige advokater, bankfolk og revisorer kan man få derhjemme. Den eneste grund til at placere sig i et skattely er for at få hemmelighed og muligheder for svindel. OECD’s metode til at udstille skattelyene, har været at placere dem på forskellige lister, alt efter hvor lidt samarbejdsvillige de var. I 1998 udpegede OECD 35 stater og jurisdiktioner som skattely og skabte hermed OECD’s ”sorte liste”. Sort liste eller ej, så spillede musikken nu lystigt videre i Luxembourg, Liechtenstein og Schweiz. Og postboksene bugnede fortsat på Cayman Islands, Bahamas og de Nederlandske Antiller. Finanskrisens voldsomme rystelser politikere til at sætte skarpere lys på skattelyene true dem med repressalier. Flere af de slemme drenge i klassen har da også rent faktisk indgået aftaler om informationsudveksling – bl.a. med Danmark – og er kommet af den sorte liste. Problemet er ikke gået væk

Nr.4 / 2009

"Hvert år taber udviklingslandene 7-10 gange det beløb, de modtager i bistand, fordi der snydes med skatten over for ulande med svage og korrupte skatteadministrationer."

af den grund. Men det ser pænere ud skattelyene udgør. Aftalerne er langt fra en egentlig løsning – blot et lille første skridt. De gælder selvsagt kun for de lande, de er indgået med. Og samtidig foregår informationsudvekslingen ikke automatisk, men skal kun ske, hvis skattevæsenet i et land kan påvise at der foregår svindel – og det er jo altså vanskeligt når man har med bankhemmelighed at gøre! F:eks. har Aftalen mellem USA og Jersey kun medført 4 anmodninger i hele 2008. Og den danske regering har ikke på området for at kunne udnytte aftalernes muligheder. Vejen frem for G20’s kamp mod skattely G20-landene bør enes om to principper for kampen mod skattely. Indfris de, vil det blive meget svært for banker, virksomheder og kriminelle at gemme formuen og skatten i skattely: For det første er der brug for en køreplan for en multilateral aftale, der giver alle lande adgang til informationer fra skattelyene. Skattelyene bør stilles en overgangsplan med en slutdato for deres skadelige virksomhed i udsigt. Fra f.eks. 2015 skal det være helt slut med hemmelighedskræmmeriet. Alt andet end en multilateral aftale, der også dækker udviklingslandene, er lappeløsninger. For det andet må G20 og andre insistere på automatisk informationsudveksling mellem nationale skattemyndigheder. Udbetales der renter eller udbytte til en dansk ejet konto i et andet land, eller opdages der

skattemæssigt svig, skal det meddeles SKAT i Danmark automatisk. Sådan er Danmarks ordning f.eks. i dag med Tyskland – og hvor skulle det ikke være sådan for alle? Frem med gabestokken Skatteminister Kristian Jensen har været meget begejstret for Danmarks bilaterale aftaler selv om de kun er ret spæde skridt mod at afskaffe skattelyene. De danske skatteborgere vil stadig skulle dække hullet efter skattesvindel begået via disse lande. I Danmarks skatteaftaler bør vi forpligte skattely-landene til nye skridt. Pakkeaftalerne med de syv nordiske lande må ikke blive den trædesten, som skattely-landene kan bruge til at springe af OECD’s sorte liste, og civilisation. De har i alt for mange år fået lov at slippe for det nødvendige pres. I stedet for OECD’s lister er der behov for en ny måde at udstille skattelyene internationalt. NGO’en Tax Justice Network har gjort forsøget og lavet et indeks over verdens skattely ud fra 12 parametre. Her tæller både (hvor stor en spiller er landet). Her kommer USA ud som nummer ét – i form af staten Delaware, der lægger skattely til amerikanske selskaber i massevis. Også Europæiske lande som Luxembourg, England og Schweiz er højt på listen. Gordon Brown og Obama har altså selv en del at levere før de kan siges at have gjort deres hjemmearbejde. Danmark bør stille sig i spidsen – i EU, OECD og FN – for at lave en sådan konstant holde presset på skattelyene

Visioner under træet! Synes du også, den politiske grød mangler kanel og smørklatter? Pift den op med progressiv idépolitisk inspiration - den perfekte gave til dig selv og dine kære! Tegn abonnement på Ceveas tidsskrift Vision eller bliv supporter af Cevea. Et abonnement koster 150 kr. om år for studerende, 300 for andre.

Det koster 75 kr. i kvartalet at blive supporter for studerende, 150 for andre. Som supporter får du udover årsmødet,og tilbud om spændende debatmøder, konferencer og kurser Tegn abonnement eller bliv supporter på www.cevea.dk, eller: Skriv AB eller SU + navn, adresse og e-mail til: abonnement@cevea.dk eller 50 50 86 07 (alm. sms-takst)

ikke mindst i egen baghave. Og vi bør undersøge mulighederne for en ny international regnskabsstandard – country-by-country-reporting – hvor ejerskabsforhold, indtægter, skattebetaling og andre oplysninger fra multinationale selskaber opgøres for hvert land, hvorefter international skattesnyd bliver vanskelig. Skattelyene lænser Afrika Udviklingslandene er særligt hårdt via skattelyene. Hvert år taber udviklingslandene 7-10 gange det beløb, de modtager i bistand, fordi der snydes med skatten over for ulande med svage og korrupte skatteadministrationer. Det er til dato ikke lykkedes et udviklingsland at få en aftale om informationsudveksling med et skattely. Og de vil have brug for vestens hjælp til at få aftalerne og til senere at kunne bruge dem. Den norske regering har presset OECD og vedvarende gjort opmærksom på de enorme negative konsekvenser, som skattelyene har for udviklingslandene. Norge har

klimapolitik mm. Danmark som bannerfører mod skattely Danmark bør være international bannerfører for den nødvendige overgangsordning og slutdato for en endelig afskaffelse af samtlige skattely i verden. Den diplomatiske vej kan indebære nye muligheder for de lande, der hidtil har lavet af at være Men der skal være en slutdato. Og alle de metoder, der normalt bruges til at presse lande, kan også tages i brug her. Sanktioner, embargo, deciderede forbud mod at overføre penge fra banker til skattelyene osv. Når det danske skib Absalon har jaget pirater ved Afrikas Horn lidt endnu, kunne skibet jo passende tilbydes til den embargo mod Bahamas, der kan blive nødvendig, hvis ikke de makker ret. Jamen, hvorfor ikke? Hvorfor skulle det være sådan, at nødvendige og visionære ting aldrig kan lade sig gøre vi snakker om? er politisk skabt. At der er blevet taget

har udarbejdet en lang rapport om skattelyenes skadelige virkning overfor udviklingslandene, og hvad der kan og bør gøres ved problemet. Den danske regerings seneste udvalgstiltag var et burka-udvalg! At få gjort op med skattelyene er også et vigtigt delmål i arbejdet for at indføre en skat på spekulative internationale valutatransaktioner – endnu et tiltag, der særligt vil være til gavn for ulandene, fordi de har fordi overskuddet fra sådan en skat vil kunne bruges til udvikling, bistand,

politisk svigt. De politiske, økonomiske og - i sidste ende – militære muskler i den vestlige verden er nærmest uendelige. Og ingen skal bilde mig ind, at nogle snoldede småøer og antikvariske fyrstendømmer ikke kan presses til at ændre politik. sikkerhed hvad Irans atombomber er for nedrustningsambitionerne. Obama, Brown, Sarkozy, Merkel og Løkke – skulle vi så se at komme i gang?

Udenfor tema

“Bent Stuckert, Morten Løkkegaard, Connie Hedegaard, Paula Larrain, Claus Borre og Uffe Ellemann-Jensen har alle tidligere forladt Danmarks Radio for at melde sig under de borgerliges faner.”

Myten om de røde lejesvende Igennem de seneste mange år har de borgerlige partier og debattører bygget luftkasteller med fortællingen om, at pressen er rød. Vision har undersøgt hvordan danskerne ser på pressen – og resultatet er overraskende. Et flertal af danskerne mener faktisk at pressen er mere borgerlig end rød, og punkterer dermed myten om de røde lejesvende. Af Nils Rosted og Frederik Andreas Jørgensen De store landsdækkende aviser og forskningsverdenen er enige om, at partipressen er afgået ved døden, og blevet erstattet af omnibusaviser, som arbejder efter publicistiske idealer. Aviserne sondrer efter eget udsagn skarpt mellem news og views – dvs. mellem nyheder og holdningsbårne artikler – ved at tilstræbe at lade det holdningsprægede stof være på lederpladsen og i debatspalterne. Resten af nyhedsstoffet tilstræbes derimod at være balanceret og objektivt. Aviserne kan adskille sig fra hinanden ved en forskellig prioritering af stofområder, fordi de henvender sig til forskellige målgrupper. Men som udgangspunkt hævder de landsdækkende aviser at være uafhængige af partipolitiske og økonomiske interesser, som dagbladet Information formulerer det i sit værdigrundlag. Befolkningen: Pressen er politisk Befolkningen har dog ikke den samme opfattelse af en objektiv, uafhængig presse. Analyseinstituttet Interresearch har for Ceveas tidsskrift Vision spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne, hvordan de ser på dagspressen. Resultaterne viser med al tydelighed, at befolkningen betragter den danske presse som politisk. På spørgsmålet hvorvidt pressen i høj grad, i ringe grad eller slet ikke er politisk, er det 52,9 procent, der i høj grad ser pressen

som politisk. Samtidig er det faktisk kun 1,8 procent af danskerne, der ser pressen som upolitisk. Kun en lille del har svaret ”ved ikke”. Det er altså noget, danskerne har en holdning til. Det vil sige, at mere end hver anden dansker ser dagspressen som politisk. Særligt danske mænd over 50 år anskuer pressen som politisk, hvilket kan hænge sammen med, at unges mediebrug er mere fragmenteret. Generelt er undersøgelsens konklusion, at de landsdækkende avisers hensigt om en neutral redaktionel linje ikke er synlig hos modtagerne. Borgerlige aviser En anden interessant problemstilling handler om at gå i kødet på, hvilken politisk orientering befolkningen tilskriver den danske presse som helhed. Når man spørger dem om de anser pressen for borgerlig eller socialistisk, er resultatet spændende og overraskende: den danske presse anses for borgerlig af næsten 30 procent, mens kun godt 18 procent ser den som socialistisk. Det skal i samme åndedrag konstateres, at den anden halvdel hverken ser pressen som borgerlig eller socialistisk, eller ikke ved, hvad de skal svare til spørgsmålet. Derfor skal man også tage forbehold for hvad respondenterne ligger i at aviser er politiske, og hvordan de betragter begreberne socialisme og borgerlighed. Luftkastellet der blev sprængt Resultatet står i skærende kontrast til de borgerlige partier og debattørers

Grafen viser svarfordelingen af 1.022 danskeres besvarelse af spørgsmålet: ”I hvilken grad opfatter du den danske presse som politisk?”

Grafen viser svarfordelingen af 1.022 danskeres besvarelse af spørgsmålet: ”Synes du generelt set, at den danske presse er borgerlig eller socialistisk?”

fortælling om de røde lejesvende, et udtryk som Venstre-politikeren Jens Sønderup lancerede i 1968. Senere blev det knyttet til Erhard Jacobsens ”Aktive lyttere og fjernseere” i 1970’erne, og er siden blevet fremført utallige gange. Kritikkens kerne har været, at medierne anført af Danmarks Radio har været ubalanceret i sin politiske dækning. Deraf følger opfattelsen af, at medierne i højere grad har fremstået som et talerør for venstreorienterede interesser, som derigennem har fået særbehandling i den politiske debat, og et deraf følgende urimeligt forspring i forhold Prominente navne som eksempelvis Bent Stuckert, Morten Løkkegaard, Connie Hedegaard, Paula Larrain, Claus Borre og Uffe Ellemann-Jensen har alle tidligere forladt Danmarks Radio for at melde sig under de borgerliges faner. Hans Morten Rubin, TV-Avisens tidligere programchef, var i mange år en del af Venstres ledelse, samtidig med at han tilrettelagde Venstres politik og mediestrategi. Henning Schmaltz-Jørgensen var chef for TV-Avisens valgdækning og valgstrateg for Venstre. Dette faktum er hidtil blevet forbigået i tavshed af de borgerlige partier og debattører, og er højst blevet set som undtagelser, der bekræfter reglen om de ræverøde medier. På trods af den massive hetz mod heller ikke enige i, at DR domineres af røde lejesvende. Undersøgelsen viser faktisk, at kun 20,6 procent af danskerne er enige eller meget enige i, at DR overvejende er et venstreorienterede, mens 45,2 procent er uenige eller meget uenige. 34,2 procent angiver ved ikke på det stillede spørgsmål. Dette bakkes op af, at den generelle vurdering af det danske pressekorps, hvor den danske befolkning ikke

køber myten om de røde lejesvende. Danskerne mener omvendt, at pressen snarere er blå en rød. Den hidtidige kritik af de venstreorienterede medier ligner derfor et luftkastel, der med Visions undersøgelse er blevet sprængt. De danske aviser Deltagerne i Visions undersøgelse har vurderet Berlingske Tidende, JyllandsPosten, Politiken og Information på en skala fra nul til ti, hvor nul er meget venstreorienteret og ti er meget højreorienteret. Her er der en pæn spredning på avisernes placering, omend hovedparten indplaceres på Berlingske Tidende ses som den mest borgerlige avis med en gennemsnitlig score på 6,7 – tæt forfulgt af Jyllands-Posten med 6,6. I den anden ende ses Information som en mere venstredrejet avis med en score på 3,5. Danskerne bedømmer, at Politiken hører hjemme på den politiske midte. B.T., Ekstra Bladet og Weekendavisen bedømmes alle som midteraviser (4,0 – 6,0), med Ekstra Bladet en smule til venstre på midten med en score på 4,2, mens BT og Weekendavisen vurderes en smule til højre på midten. U-Aktuelt? Danskernes placering af aviserne primært på eller til højre for midten er med til at cementere billedet af en presse, som i befolkningens øjne snarere er borgerlig end socialistisk. Det gode spørgsmål er, hvad konsekvenserne af et skævt mediebillede er? Bliver centrumvenstre stillet systematisk dårligere? Vil oppositionen kunne styrke sin position over for vælgerne, hvis mediebilledet bliver mere balanceret Meget tyder på, at der klart mangler

Nr.4 / 2009

“Hvis man ser på mediebilledet i Norge er det interessant at den socialdemokratiske A-presse fortsætter i stærkeste opstilling.”

Den Danske Dagspresse

Metode

Berlingske Tidende, BT og Weekendavisen udgives af Berlingske Media. Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra-Bladet er ejet af JP/Politikens Hus, som fusionerede i 2003. Dertil kommer Information, som på grund af sin oprindelse i modstandsbevægelsen er medarbejderejet. Udover den nationale presse, er der et tæt maskeret net af lokale og regionale aviser, samt en række mindre dagblade, som denne undersøgelse ikke forholder sig til.

Analyseinstituttet Interresearch a|s har afvikling undersøgelsen blandt et repræsentativt udsnit af danskerne. Dataindsamlingen har fundet sted i perioden 27. oktober – 2. november 2009. I alt har 1.022 deltagere afgivet en fuld besvarelse.

røde aviser, og en blandt mange nærliggende årsager kan sandsynligvis Det har efterladt et mediemæssigt tomrum i Danmark. Da Aktuelt lukkede advarede Berlingske Tidende den 6. april, 2001 i sin leder om, at: ”Vi vil nu igen høre, at det borgerlige pressemonopol er styrket. Men det er helt forkert. En avis som Politiken har i mange år været langt mere socialdemokratisk orienteret end Aktuelt”. Ifølge denne undersøgelse, vurderer danskerne Politiken som en midteravis. Så problemet er nok snarere det, som Information fremførte samme dag: ”Med Aktuelts endeligt er partipressen død. Det er til at leve med. Men kritisk er det for ytringsfrihed og demokrati, at endnu et modspil til de store bladforretninger og de pengestærke annoncører er forsvundet.” En ledig mediekampplads til venstre for midten? Hvis man ser på mediebilledet i Norge er det interessant at den socialdemokratiske A-presse fortsætter i stærkeste opstilling. Den er meget yngre end den danske, men ejer eller er medejer af en lang række lokalaviser, dagblade, norsk TV2, lokalradioer,

Danskernes vurdering af om DR overvejende er et venstreorienteret medie

Uenig

”Det nytter bare ikke, at man lægger sig på et niveau, der matcher Information og Weekendavisen, når det er bevægelsens underskov af medlemmer med kort skolegang, der er målgruppen.” I Danmark har A-pressen i fællesskab med den gennemkommercielle virksomhed, Freeway, etableret avisen.dk, som fokuserer på arbejdsmarkedsforhold og som kun udkommer på nettet. Freeways engagement i avisen.dk er næppe drevet af et ønske om at ændre eller redde verden. Firmaet er en markedsaktør, som er sat i verden for at forrente investorernes kapital på bedst mulig vis. Derfor er investeringen i et medie på centrumpå, at der vurderes at være et stort markedspotentiale for medier på Spørgsmålet er imidlertid, om avisen.dk kan løse opgaven på egen hånd, eller om aktører på centrumop? Der kan i borgernes øjne potentielt set høstes både kommercielle gevinster samt en varig samfundsmæssig gevinst i form af et mere politisk balanceret mediebillede.

6,7 6,6

B.T.

5,3

Weekendavisen

5,3 4,5

Politiken Ekstra Bladet

4,2

Information

3,5

34,4%

Enig

Meget Enig

13,7%

6,9%

20%

40%6

UDPLUK AF AKTUELTS SIDSTE LEDER Aktuelt den 6. april. 2001 Farvel og tak - Aktuelt er måske nogle få dage endnu verdens ældste eksisterende avis, der udgives på arbejderbevægelsens idegrundlag altså de højstemte ord om frihed, lighed og broderskab. På godt og på ondt er avisen et stykke unik danmarkshistorie hvis rødder og ideer i øvrigt har spiret mange andre steder i verden. Skal vi selv sige det , så har avisen været en enestående kraft i udviklingen af det danske samfund. Uden avisen ingen arbejderbevægelse. Det var avisen, der ene og alene var fødselshjælperen for først en faglig og dernæst en politisk arbejderbevægelse i Danmark. - Aktuelt har intet at skamme sig over. Vi bidrog til parlamentarisme og mere demokrati i Danmark. Vi bidrog til en række sociale fremskridt, der gjorde Danmark til en velfærdsstat. Som følge af avisens indsats er love og tusindvis af regler blevet ændret. Vi bidrog

Danskernes vurdering af syv danske avisers politiske orientering Jyllands-Posten

10,8%

Meget Uenig

distributionskanaler. Det giver samlet 1,6 millioner daglige læsere eller over

Berlingske Tidende

34,2%

Ved ikke

40 procent af avismarkedet. Den 6. april, 2001 skrev JydskeVestkysten i sin leder om Aktuelt:

Grafen viser 1.022 danskeres besvarelse af spørgsmålet ”Indplacér hver af de syv aviser på en skala fra 0-10, hvor 0 er meget socialistisk og 10 er meget borgerlig”. Respondenter, som har svaret ”ved ikke”, er blevet frasorteret ved beregningen af middelværdierne. Andelen af ”ved ikke” besvarelser svinger mellem 30,6 % og 54,9 %.

nogle svindlere og bedragere undervejs. Vi bidrog til at gå imod ensretning og monopoldannelse. Vi var en anderledes røst. Og vi i den demokratiske debat her i

80%1

00%

landet. Der var sikkert masser af småfejl undervejs men ingen kan hævde, at vi ikke gjorde en forskel. I går (torsdag, red.) klokken 16,48 besluttede LO og de store fagforbund, at prisen for den indsats var for høj. Det er naturligvis en legitim beslutning og naturligvis er der også mere end en mening om, hvad prisen bør være for mere demokrati, mere debat, mere åbenhed og mindre ensretning. Historikeren Henning Grelle konkluderede ved Aktuelts 125 års jubilæum: "Ingen arbejderbevægelse uden avis ingen avis uden arbejderbevægelse". Første del af udsagnet har sin historiske korrekthed i det forhold, at det var avisen, der stiftede de faglige og politiske grene af arbejderbevægelsen og i øvrigt i mange år gav, hvad der svarer til millionstilskud i dag i støtte til både faglige og politiske kampe. I går stod det klart, at LO og fagforbundene godt kan se en en moderne arbejderbevægelse uden en avis. Det bliver fagbevægelsen rigere af når det gælder kroner og øre. Det bliver hele Danmark fattigere af , når det gælder udsyn, demokrati og debat. Tak for ordet. Læs hele lederen på www.centrumvenstre.dk/Vision Tak til A-pressen og Anders Jerichow (tidligere chefredaktør på Aktuelt) for tilladelsen til at trykke lederen.

Udenfor tema

„Men det har ikke givet mig et særligt klimaperspektiv på Japan, at den foregående aftale blev forhandlet i Kyoto,” Kasper Westphal Pedersen, direktør for miljøkommunikation i Operate A/S

Brand i klimaet? Der er store forventninger til COP15’s effekt på synet på Danmark. Vision har interviewet en ekspert i branding og klimakommunikation, der advarer mod at tro, at klimatræet vokser ind i himlen. nation branding, snarere end et Westermann En dansk top ti placering på den internationale rangliste over sandsynlige terrormål vidner om et noget broget internationalt omdømme. Siden årtusindskiftet har deltagelsen i krigen i Afghanistan og den uforbeholdne kamp for ytringsfriheden medført et noget negativt omdømme uden for landets grænser - især i visse dele af verden.

Eksport i klima Indenrigspolitisk har COP15 således sandsynligvis fået størst branding betydning. Værtskabet har givet regeringen mulighed for at vise sig som internationalt betydningsfulde aktører, der går i front på klimadagsordenen. Her vil det imidlertid være på sin plads, at understrege, at regeringen først

Kyoto gav ikke Japan brand Men i december 2009 danner København rammen om klimatopmødet, hvis formål er at opnå det, Kyotoaftalen tilbage i 1998 ikke formåede, nemlig at inddrage stormagterne Kina, USA og Indien i en global miljøaftale. Danmark, med Connie Hedegaard og Lars Løkke i spidsen, ønsker at fremstå som den gode vært med den grønne samvittighed i orden. Forventningerne til begivenhedens betydning for Danmarks internationale såvel som nationale branding er høje. Kasper Westphal Pedersen, der er områdedirektør for miljøkommunikation i kommunikationsvirksomheden Operate A/S, mener dog forventningerne til følgerne COP15’s klimapolitiske branding af Danmark trænger til en nedjustering;

i branding af Danmark som et klimapolitisk fremgangsland efter syv spildte år, hvor hovedindsatsen blev lagt på at begrænse udgifterne til klimaet. Kasper Westphal påpeger, at kritikere vil mene, at regeringen først hoppede på klimavognen efter Al Gore havde fået den på dagorden, mens regeringen selv kan hævde, at den har været med til at skabe bølgen. For kritikerne er der altså tale om en form for omvendt logik hvorved opmærksomheden til klima, opstod på baggrund af kroner og øre frem for hensyn til det reelle problem, nemlig klimaændringerne. For det drejer sig selvfølgelig om turisme og eksport, og ikke mindst om vores egen nationale øjesten, vindmøllerne, forventes at få et salgsboost i forbindelse med COP15. Igen maner Westphal dog til besindighed. Han mener ikke, at danskerne har patent på vindmøllerne. ”Det er klart, at vi er meget stærke på vindmøller. Ingen tvivl om det. Men det er tyskerne altså også, og der er andre på vej. Det, der er afgørende for, om vi kan fastholde førerpositionen er dog ikke så meget hjemmemarkedet som det er virksomhedernes evne til at udvikle eksportmarkeder.” Dette mener Kasper Westphal Pedersen dog også at de har gjort, selvom han understreger, at man ikke skal overvurdere effekten af COP15.

”Mit bedste bud er, at man skal passe på med, at koble COP15 for tæt sammen med klima, når det gælder branding internationalt. COP15 kan betyde en masse for kendskabet til Danmark, for opfattelsen af, hvordan vi er som land. Men det har ikke givet mig et særligt klimaperspektiv på Japan, at den foregående aftale blev forhandlet i Kyoto.” Med andre ord kan den grønne del af det danske image lige så vel komme fra de gamle bygningers irrede bronzetage, som fra klimakonnotationer. Kasper Westphal Pedersen mener i al fald ud fra et brandingsmæssigt perspektiv, at det igen primært vil være hygge, en fadbamse i Nyhavn og Dronningen, der vil få opmærksomheden. Således skal begivenhedens branding-effekt snarere ses som en del af en generel

Selvom klimavognen og dermed forhåbninger om effekten af branding kører derudaf, så er det stadig klart, at klassiske materielle interesser har førsteprioritet: ”I USA, Europa og mange andre industrialiserede lande ressourcer på at afbøde effekterne klimaforandringer og skabe en grøn økonomi. Selvom klima er en sag

for folket, så er det trods alt længere væk fra den enkelte end udsigten til at miste sit job.”, pointerer Kasper Westphal Pedersen. Klimadagsordenen har altså ikke første prioritet, men den øgede bevågenhed på bæredygtighed – og ikke blot klima, er kommet for at blive. ”Mange byer drukner i affald. Vandkriser truer sikkerhed og stabilitet i mange regioner. Der er nok at tage fat på, men bæredygtighed kommer ikke til at stå alene.”

Siger Kasper Westphal Pedersen med henvisning til dagsordener som beskæftigelse og værdipolitik, der fortsat vil have en central rolle i politik. Finanskrisens direkte skubber den globale opvarmning ud i kulden. Klimadagsordenen må derfor indtil konjunkturerne vender – eller indtil klimainvesteringer for alvor slår igennem som medicin til en økonomisk krise.

Nr.4 / 2009

„Vågn op fra de magtsyge drømmetåger og spil alle pengene på langsigtede investeringer i jordens tilstand, kreativ uddannelse i tværfaglig problemløsning” Johan Grann Kristiansen, studerende ved Ceveas uddannelse

Surf ud af finanskrisen på klimabølgen I december 2009 var Danmark vært for et af de største internationale topmøder nogen sinde. Alle mikroorganismer, egern, blåhvaler, isbjerge og lavtliggende parcelhusejere så spændte til. Illustrationer Johan Grann Kristiansen

Af Johan Grann Kristiansen, studerende ved Ceveas uddannelse Topmødet er udover at udgøre et potentielt kontrapunkt for klodens fremtid også for Danmark en guldgrube i en tid med over 80 mia. underskud at regeringen skærper sin økonomiske sans, ser lyset og åbner øjnene for verdens gang og fremtidige markeders frontløbere. Overalt på kloden skyder bæredygtige initiativer og løsninger frem som aldrig før. Nye markeder for økologi, bæredygtig teknologi, bæredygtige tekstiler, transportmidler ligger lige om hjørnet. Klimabølgen bruser, alt imens havene stiger med 3 mm. om året, og jordens befolkningstal ekspanderer hvert sekund. Samsø som foregangseksempel Også i Danmark forskes og udvikles der på livet løs. Øen Samsø har nu i over et år været selvforsynet med energi fra vindmøller og solfangeranlæg, og tilmed sendt overskydende energi fra sin bæredygtige energiproduktion til fastlandet. Et andet godt eksempel er konceptet Bolig+ fra Ålborg, en arkitektkonkurrence med dogmet om at udvikle fremtidens energineutrale boliger. Energiselvforsynende bebyggelser, der tilmed producerer overskydende energi. Ja, du læste rigtigt! Konceptet er allerede blevet opført i montre målestok. Et parcelhus opvarmet året rundt med solvarmepaneler, strømmen forsynes af de energitransformerende solcellepaneler. Begge paneltyper placerede på taget og væggene af huset. Tænk en gang hvilke perspektiver og potentialer der ligger i denne retning for samfundet. Den overskydende energi kunne derefter passende overføres til gratis elfremtidige infrastruktur. Eksemplerne er blandt Danmarks mest positive hovedattraktioner på et ellers efterhånden internationalt plettet image, grundet VKO's politik.

Overforbrug smelter isbjerge. Danmark er ikke ægte grøn.

Perioden 2001 til 2006 er også kendt som "de 5 spildte år", hvor stort set ingen vindmøller blev opført trods politiske aftaler med oppositionen. Kort efter sin tiltrædelse som Økonomi- og Erhvervsminister, annullerede Bendt Bendtsen eksempelvis stolt opførelsen af tre store havvindmølleparker. I 2001 opførtes 700 vindmøller, fem år senere blev det til sølle 9 stk. Alt

Tænk langsigtet Glem de halvhjertede, kortsigtede og dyre tiltag. Giv tilskud til elbiler frem af solfangere og solvarmeanlæg

De 5 spildte år Heriblandt beskærelsen på tre fjerdedele af forskningen i vedvarende energi, heraf total beskærelse af støtten til solvarme og solenergi ved regeringens tiltrædelse i 2001.

vindmøller leverer i dag 20 % af landets energiforbrug. Hvorfor egentligt ikke sætte fem gange så mange op, og omsætte den eventuelt overskydende strøm til brændstof i

eldrevne sporvogne og magnettog? Formandskabet for det strategiske forskningsråd udtalte for nyligt at "Samfundsproblemer skal løses tværfagligt" i forbindelse med udgivelsen af ny rapport. Rapportens statistikker fortæller at hovedparten af 358 adspurgte offentligt ansatte forskere mener, at tværfagligt samarbejde forbedrer muligheden for at belyse problemstillinger, anvende resultater og udvikle nye innovative metoder, begreber, modeller og teorier. Regeringen skal omgående styrke den frie tværfaglige grundforskning i bæredygtig problemløsning, inden vi kobles af det internationale kapløb om at udvikle fremtidens bæredygtige teknologier. Mange nationer og især byer og og løfter op til COP15. SAS lover at halvere sit CO2-udslip til 2020. Alt imens gemmer regeringen sig i EU's ydmyge målsætning, der sammen med

USA løber fra oprindelige løfter. Regeringen burde lede Danmark helt i front og markere sig som hele verdens internationale videnscenter for bæredygtig energi, det grønne forgangsland med udelukkende Vågn op fra de magtsyge drømmetåger og spil alle pengene på langsigtede investeringer i jordens tilstand, kreativ uddannelse i tværfaglig problemløsning, Danmarks omdømme, markeder og ikke mindst på at sikre kommende generationer luft at indånde, vand at drikke, mad at spise og liv at leve. Auken smiler i sin grav.

Udenfor tema

„Projektsamfundet er et tag-selv-bord, hvor man ikke får noget serveret, men man ved heller ikke, hvad det er, man tager. Anders Fogh Jensen"

Det værdiforladte samfund Udnyttelse er ikke længere et negativt ord. Det er godt at kunne udnytte sine kontakter, og det er en prestige at blive udnyttet, for så kan man noget, andre er interesserede i. Det viser filosoffen Anders Fogh Jensens analyse. Vision har mødt ham til en snak. Af Tinne Hjersing Knudsen På sæderne bag mig i toget mod København sidder en mand og en travlhed og slaveriet af tiden. Manden hedder Hassan, og han er selvstændig. Hassan er oprindeligt fra Pakistan, men bor i Danmark, selvom han lige arbejde projektorienteret, men en gang imellem bliver hverdagen for travl for ham, og det gider han ikke. Derfor tager han en dag eller to fri, så han kan koble af og nyde livet. ”Hvorfor skulle man løbe så hurtigt efter tiden og efter at tjene penge, bare fordi, normerne siger, man skal?” spørger Hassan. Hassans hverdag er en anden. Han giver sine medarbejdere en deadline, men altid to uger før den egentlige, for så er der tid til, at produktet kan blive forsinket. Det er ikke målet, men processen, der er det bærende for produktionen. Hassan siger om sig selv, at han er et rigtigt projektmenneske. Et samfund med mange mål I København er et par hundrede nysgerrige elever stuvet sammen til et foredrag arrangeret af Kritisk Sociologi. Foredragsholderen er Anders Fogh Jensen, og han fortæller om, at alt i samfundet er blevet projektorienteret. Det er ikke bare teori, det er forskellige dele af kulturen. Alt fra dans til socialforvaltning til fodbold. Anders Fogh Jensen skulle egentlig ikke have skrevet sin ph.d. om projektsamfundet. Hans stipendium var givet til noget helt andet, men langsomt var der nogle tanker, der udviklede sig i retning af ”Projektsamfundet”. Han begyndte at læse bøger om pædagogik og se serier som ”Sex and the City”. Han begyndte at ane et mønster i tilgangen til måden, vi opdrager børn på, vælger partner og fører karriere på, og alle projektet.

Anders Fogh Jensen mener ikke, at projektsamfundet er farligt i sig selv. Han frygter mere på overgangen fra projekt til projekt, som han kalder passagen. Når man skal bevæge sig fra det ene projekt til det andet, sker der

en omvæltning, og den er konstant i projektsamfundet. sammen i et virvar af forbindelser, der ikke er egentlige venskaber, men kontakter, man kan udnytte. Anders luften i hans køkken. Hvordan kan man egentlig beskytte sig mod den bølge af usikkerhed, der følger med at udnytte og at blive udnyttet af andre? Selv går han til tango og kan lide gentagelsen og opskriften at danse efter. I projektsamfundet bor vi alle til fremleje, og vi har derfor brug for noget, der ikke forsvinder eller forandrer sig natten over. Derfor er der også en gennemgående drøm om at blive slynget ud af projektsamfundet og ind i noget trygt. Ærlighed er uønsket Projektsamfundet er sløret og uklart. Handlinger kan man aldrig kende intentionerne bag. De normer, vi traditionelt har haft, stammer fra protestantismen. Men i projektsamfundet er det okay at udnytte folk, det er legitimt, selvom kristendommen traditionelt fordømmer det. sted i projektsamfundet, for så er projektmennesket ikke længere sin egen herre, men mere som en simpel arbejder i disciplinsamfundet: ”Man kan betragte to mennesker. Der foregår et spil, begge parter giver sig hen, men ingen af dem kender intentionerne hos den anden eller stedet, hvor de ender sammen. Og hvis nu en af personerne afslører sine intentioner og følelser, er

Der mangler politisk substans diskussion om det politiske projektmenneske. I projektsamfundet kan politik vel ikke være et fast holdepunkt? Man kunne forestille sig, politik i projektsamfundet var præget af populisme og enkeltsager? Mennesket, der konstant har projekter, kunne se politik som et projekt? Anders griner lidt og tilføjer, det nok er noget, der ligger Projektsamfundet er et tag-selvbord, hvor man ikke får noget serveret,

men man ved heller ikke, hvad det er, man tager. Og så kan man vel heller ikke regne med dem, der dyrker enkeltsagerne. Dansk politik mangler politisk substans, så borgerne kan som i deres liv.

Illustration louise lotion

Nr.4 / 2009

„Folkestyre i dag er en fiktion: Valgene, som er anledningen til partiernes appel til borgerne, er styret af mediekoncernerne.” Manuel Castells

Giv borgerne mere magt over medierne! Netværksteoretikeren Manuel Castells’ svar på nutidens demokratiske udfordringer er mere rummelighed, bedre betingelser for deltagelse og stærkere demokratisk kontrol med medierne. Signe Kjær Jørgensen, ph.d.studerende og analytiker i Cevea Katallaneren Manuel Castells er verdens 5. mest citerede samfundsforsker. I dag har han professorater ved en række amerikanske universiteter, og er også ansat ved Det Åbne Universitet i Katalonien, Spanien. Der er derfor ingen tvivl om, at Castells er progressiv og rykker grænser gennem sin forskning i netværksdemokrati, medier og magt. Politik styres af medierne Castells søger gennem sin forskning at afdække de mekanismer, der er styrende for det, han kalder netværkssamfundet – en samfundsmodel, som han mener er en konsekvens af nye medier og informationsteknologier: ”Den største udfordring for demokratiet er at undgå, at politik og demokrati, f.eks. udfaldet af valg, dagsordensfastsættelse og partiprogrammer, bliver bestemt af medierne. Problemet er, at det repræsentative demokrati er afhængigt af medierne, men medierne er ikke afhængige af demokratiet. Medierne bliver i højere og højere grad monopoliseret og oligopoliseret, og derfor kan medierne styre den offentlige meningsdannelse.” Han fortsætter og fortæller på et abstrakt plan: ”Der er et tomrum mellem de repræsentative institutioner og så de institutioner, der bestemmer, hvem der skal repræsentere, nemlig medierne, og for at minimere dette tomrum skal regeringer regulere mere og borgerne skal deltage mere i denne proces. Jeg vil argumentere Valgene, som er anledningen til partiernes appel til borgerne, er styret af mediekoncernerne.” Internettet kan bryde magtmonopolet Castells fortæller, at partierne forhandler med disse koncerner. Det er grunden til, at mediegrupperne fortsætter med at være så magtfulde, som de er: ”Men fordi ethvert parti, der angriber mediekoncernerne, vil blive destrueret i en valgkamp, så synes jeg, det er mere korrekt at se medierne som et rum for magtforhandlinger end at anskue dem som en selvstændig

magtfaktor. Og dette rum kan så være organiseret på forskellige måder, som favoriserer nogle love over andre afhængigt af, hvor positivt indstillet et bestemt parti eller dets leder er over for de store mediekoncerner,” siger han og fortsætter: ”Det bliver ofte ignoreret af partierne, fordi koncernejerne gør deres bedste for, at sådanne spørgsmål ikke bliver debatteret. Og her har vi grunden til, at internettet er så vigtigt, for det er nemlig ikke styret af disse mediekoncerner. Jo mere medierne er i stand til at kontrollere demokratiet, desto mere er internettet vigtigt som et redskab til ‘demokrati fra neden’, hvor borgerne kan sige, hvad de har lyst til, hvor de kan mobilisere og modsætte sig presset fra mediekoncernerne.” Magtrelationer er mentale I Castells nye bog, Communication Power, skelner han mellem traditionel massekommunikation og så ’masseselv kommunikation’, som er baseret på internet og andre trådløse netværk. Derudover indeholder den også en forklaring på, hvordan vores hjerne påvirkes af kommunikation i vores omgivelser. Castells fortsætter med at fortælle om, hvordan man ved hjælp af informationsteknologi kan påvirke vores holdninger. Hans pointe er, at selv om det lige nu er mediekoncernerne, der påvirker os, kan vi blive mere frigjorte ved selv at styre vores kommunikation og i højere grad bruge nye medier. Han forklarer: ”Magtforhold skabes kognitivt; den der kan påvirke hjernen, er hende der vinder magtkampene, hvad enten de angår politiske, økonomiske eller kulturelle forhold, og magt er derfor noget som er inde i hovederne på os. Da vores kognitive aktivitet er indlejret i kommunikation, former kommunikationsprocesser og kommunikationsteknologier de magtrelationer, vi tænker i.” Mod mere deltagelse Castells er særligt bekymret for public service og udviklingen mod det, forskere kalder for ’info-tainment’:

“Efter min vurdering, er den klassiske forståelse af public service forsvundet. Selv om der stadig er statsdrevne TVkanaler i mange lande, så har de fået konkurrence fra private udbydere, og det har gjort, at de har tillagt sig de samme selektionskriterier for valg af nyhedsstof – underholdning snarere end information og kultur.” En anden ting er ifølge Castells, at regeringerne inden for EU ikke har erkendt, at de ikke kan kontrollere nettet: ”På nettet er borgerne frie, og de vil ikke acceptere overvågning eller indblanding i deres ytringsfrihed. Så i stedet for at prøve at kontrollere borgernes aktivitet på internettet, så skulle de europæiske regeringer hellere anvende internettet til at øge deltagelse – til at indbyde borgerne til deliberativt demokrati på nettet.”

Kort om Manuel Castells. Manuel Castells er født og opvokset i Katalonien, hvor han var aktiv i studenterbevægelsen Paris, hvor han blev uddannet ved Sorbonne Universitet. Castells har siden forsket og blev i 1990’erne verdenskendt med den storsælgende trilogi; The Rise of the Network Society, 1996 (på dansk: Netværkssamfundet og dets opståen, 2003); The Power of Identity, 1997 (på dansk: Identitetens magt, 2003); og End of Millennium, 2000. Castells har netop udgivet bogen Communication Power. Dette er et uddrag, det fulde interview kan læses på http://www.cevea.dk/vision

Tema: Medborgerskab

„Hvad der tidligere blev anset som fælles problemer, ses mere i dag som individuelle problemer, og folk stemmer med fødderne. Sammenhængskraften i lokalsamfundene er truet”. VISION.

Hvor blev det aktive medborgerskab af? Danskerne har igennem generationer haft et demokratisk engagement i samfundets anliggender og har set vigtigheden af det folkelige fællesskab. Men hvordan synes danskerne, det står til med det aktive medborgerskab i dag?

Af Maria Bøegh-Lervang og Sine Worm Jensen Danskerne er et folkefærd, der er dybt forankret i den danske nationale kultur. Danskerne er et relativt homogent folk, der inden for rammerne af den samme stat har levet sammen på bestemte måder i generationer – danskerne har en fælles historie. En undersøgelse lavet af Interresearch A/S for Ceveas tidsskrift Vision i november 2009 viser da også, at næsten 72 pct. af danskerne mener, at den danske kultur og nationale arv er vigtig for samfundets sammenhængskraft. Måske er det baggrunden for, at der igennem de senere år er der blevet rejst en debat om, hvorvidt indvandring udgør en trussel mod den danske sammenhængskraft og derved også mod det danske medborgerskab. Spørger man danskerne, så svarer at indvandring udgør nogen trussel mod det danske medborgerskab. Modsat mener 36,6 pct. at indvandring udgør en sådan trussel. Dette er overraskende, særligt set i lyset af den seneste tids debat om

Samfundets sammenhængskræft er afhængig af, at borgerne har et tilhørsforhold til dansk kultur og national arv

bl.a. repatrieringsloven, der blev styrket

lokalsamfundene er truet.

virkeligheden ret – handler medborgerskab og sammenhængskraft i virkeligheden slet ikke om etnicitet? I den akademiske litteratur, er der bred enighed om, at en af årsagerne til det historisk stærke medborgerskab i Danmark er det meget udbredte og levende civile foreningsliv. Den franske politiske tænker Alexis de Tocquevilles skrev bl.a. i sin bog Om Demokrati i Amerika fra 1835, at den nationale sammenhængskraft bygger på et demokratisk engagement i fælles anliggender. Og netop det demokratiske engagement er kendetegnende for Danmark, der i generationer har nydt godt af brede folkelige fællesskaber. Andels-, arbejder- og højskolebevægelsen er eksempler, vi alle kender. Det er bevægelser, der igennem

generationer har fordret det aktive medborgerskab. Men hvordan står det til med det aktive medborgerskab i dag? Hele 68,9 pct. mener, at danskerne i større grad bør deltage i foreningslivet (her forstået som aktiv deltagelse i samfundet, fx ved frivilligt arbejde, deltagelse i foreningsliv eller politisk arbejde). Den faldende deltagelse i foreningsliv som aktiv medborger kan da helt konkret også være en af årsagerne til, at fritvalgsordninger i dag har vundet indpas i den danske forståelse af velfærdsstaten. Ældre vælger selv plejehjem og sammensætter deres egne plejetilbud. Forældrene vælger en daginstitution til deres børn. Sygehuspatienten kan efter en måneds ventetid tage på privathospital og blive opereret. Ordningerne skaber grundlæggende et større fokus på individet og de valgmuligheder, som det står overfor. Hele 67,2 pct. af danskerne mener, at danskerne i dag er mere forbrugere end borgere i samfundet. Det har som konsekvens, at hvad der tidligere blev anset som fælles problemer, i dag ses mere som individuelle problemer, og at folk stemmer med fødderne. Sammenhængskraften i

Indvandring er en trussel mod det danske medborgerskab

Danskerne bør i større grad deltage i foreningslivet i Danmark

Danskerne er i dag mere forbrugere end borgere i samfundet

Her støttede samtlige partier, på nær Enhedslisten og De Radikale, ønsket om at give indvandrere en større sum penge for at rejse hjem til deres oprindelseslande. Borgeren er blevet forbruger

11.4%

16.4%

Ja Nej Ved ik

6.9

71.8%

56.5%

15.5%

46.6%

15.7%

Staten skal skabe rammerne for en stærk frivillighedssektor Så hvordan kan vi genskabe et samfund, hvor aktive og engagerede borgere tager ansvar for fællesskabet? I forlængelse af Ceveas rapport ’Borgernes inddragelse – afdækning af det frivilliges potentiale’, kan det aktive medborgerskab fremmes ved at have større fokus på at forbedre rammerne for foreningslivet og det frivillige arbejde. Det er vigtigt, at staten er et middel til at fremme fællesskabet. Derfor bør der sættes mere fokus på, hvordan en stærkere og mere funktionsdygtig frivillig sektor kan skabes: - Oprettelse og styrkelse af frivillighedscentre – de lokale knudepunkter for frivilligt engagement med tilknytning til offentlige institutioner - Ressourcer til frivillig integrationsindsats

15.6%

68.9%

17.2%

67.2%

Nr.4 / 2009

„Den vigtigste forudsætning for udvikling af et europæiske medborgerskab er, at der opbygges et socialt fællesskab i Europa for eksempel via virtuelle netværk som facebook og twitter, og at vi danskere dropper noget af den provinsialisme, der kendetegner landet”. Steffen Hartje, leder af Center for Fritid og Samfund

Kampen om medborgerskabet Aktive medborgere – ja tak! Politikerne er enige. Men hvad er medborgerskab, hvordan opnås det, og hvilket ansvar følger med?

Af Maria Vedel Medborgerskab er i modsætning til og velafgrænset begreb. Det er et plusord. Begrebet er blevet genopdaget og bruges med vidt forskelligt sigte som kampsværd hele vejen rundt i det politiske spektrum. I en klassisk forståelse er borgerskab og pligter koblet til det formelle statsborgerskab. I øjeblikket er medborgerskabsbegrebet meget tvetydigt. Fokus er ikke udelukkende

fastlagte rettigheder og pligter. I et multikulturelt samfund i en globaliseret verden med migration er der ingen entydig forbindelse mellem tilhørsforhold og identitet på den ene side og kultur, nation og stat på den anden side, og medborgerskab er en subjektiv følelse af tilknytning. Kampzonen Medborgerskabet her forstået som identitet og tilhørsforhold skabes af et unikt og dynamisk netværk af såkaldte subfællesskaber, som for eksempel køn, livsstil/klasse, nation, seksuel

orientering, etnicitet, religion og meget mere. Mange af dem er italesatte. Det gælder eksempelvis racebegrebet. ’Race’ er ikke en videnskabelig kategori. Forskellene inden for ”racen” er nemlig lige så store som forskellene mellem forskellige “racer”. Etnicitet og nationalitet må siges at være et par af de varme kategorier, der virkelig er under omsmeltning i dag. En del af den hårde politiske i subfællesskaberne, og hvor meget kategorien skal tælle i den samlede vurdering af, om et individ er en del af majoritetens fællesskab. I sidste ende handler det om, hvad der skal til for at være medborger, og altså hvem der er inkluderet eller ekskluderet. Professor Ove Korsgaard forsker i demokrati og medborgerskab på Danmarks Pædagogiske Universitet tilslutter sig, at vi er vidner til en fortæller, at det ikke første gang i historien, der kæmpes om hvilken fællesnævner, der skal binde samfundet sammen. Det skete også i 30érne. Men for cirka 150 år siden skabte det religiøse kristne fællesskab sammenhæng, og så har vi haft en periode, hvor der var konsensus om en fælles national kultur. Korsgaard har også en forklaring på den situation, vi oplever i dag, ”Individualisering, globalisering og multikulturalisering er hovedårsagerne til de store spændinger,” som Korsgaard udtrykker det. Verdensborgeren er bundet til statsborgerskabet. Men

selv om det fortsat er begrænset. Lederen af Center for Fritid og Samfund Steffen Hartje arbejder med et triangulært medborgerskab: ”Det drejer sig om, at den enkelte borger føler sig ansvarlig både på lokalt-, europæisk- og globalt plan”, forklarer han. Han synes medborgerskabet skal styrkes, og langer ud efter dansk selvtilstrækkelighed, ”den vigtigste forudsætning for udvikling af et europæiske medborgerskab er, at der opbygges et socialt fællesskab i Europa for eksempel via virtuelle

netværk som facebook og twitter, og at vi danskere dropper noget af den provinsialisme, der kendetegner landet. Vi skal begynde at føle os som europæer, begynde at interessere os for andre europæere, og i dialog med folk fra mange forskellige europæiske lande”. Hartje føler personligt mere fællesskab med folk udenfor Danmark med samme job, fritidsaktiviteter og kulturforbrug, end han gør med danskere fra andre livsstilsgrupper. Korsgaard er meget skeptisk overfor forestillingen om ”verdensborgeren”. Han mener, det er en illusion uden klangbund. Tilknytningen til fællesskaber med samme sprog, nationalkultur og sygesikring, vil altid vise sig stærkest, selv om skelsættende begivenheder som murens fald for en tid kan få europæiske fællesskabsfølelse til at blusse op Borgerskab og ansvar Der er ikke modsætning mellem medborgerskabet som subjektiv tilknytning og statsborgerskabet undersøgelser tyder faktisk på, at de sidste 3-400 års civilisationsudvikling i Europa har medført øget fokus på fortrolighed, nærvær mm. Formelle og uformelle menneskelige relationer har tilsyneladende gået hånd i hånd til gensidig gavn. Nogle mener, at man er medborger, hvis blot man er det i retslig forstand. I den anden pol fordrer andre en helt tilpasning til dansk kultur, altså en assimilation, hvor man eksempelvis opgiver egen religion. Den gyldne mellemvej er aktiv deltagelse i den politiske og demokratiske kultur. Korsgaard fastslår, at samfundet forudsætter aktive medborgere og fremhæver, at netop den danske politiske kultur kan være et positivt bud på en fremtidig fællesnævner for et bærende sammenhængende fællesskab. Hartje mener, alle borgere har samme forpligtelser til at være aktive medborgere, uanset om de er statsborgere eller ej. På spørgsmålet om mennesker med opholdstilladelse har større pligt til at engagere sig end statsborgere, svarer Korsgaard klart, ”Det er omvendt. Statsborgerne har det største ansvar og er mest forpligtet til at deltage aktivt i samfundet”.

Tema: Medborgerskab

Hvis man giver dem muligheden, agere borgerealtruistiske, de tænker langsigtede, og er samtidig parate til kortsigtede ofringer i deres næste og deres børns interesse

Demokratisk innovation I Canada eksperimenterer de med nye måder at inddrage borgeren. De har borgerråd, der er med til at udvikle ideer og politik. Vision bringer et interview med Peter Macleod, der er hovedakitekten bag mange af de nye inddragelsesformer.

Af Louise Dalsgaard, praktikant ved MASS LBP og studerende ved Kaospiloterne. På 2-års dagen for den Canadiske konsulentvirksomhed MASS LBP, torsdag d. 12. November 2009, giver stifteren Peter MacLeod en tale til sit personale, som netop i denne tid er voksende. Han taler om visioner for en demokratisk fremtid. MASS LBP skal være et projekt på mindst 20 år, siger Peter Macleod. Hans håb er, at hvad der i dag indenfor demokrati, opfattes som innovativt, om 20 år vil være helt banalt og en del af hverdagen i Canada. Det skal være sådan, at Canadiere vil forstå, at deres demokratiske system inkluderer den mekaniske, hvor man som borger kan blive inviteret til at tjene samfundet sammen med andre borgere, som en aktiv og informeret repræsentant i eksempelvis kommunen, den lokale skole og andre offentlige institutioners udvikling. Om 20 år skal borgerne være af den opfattelse,

at de kan repræsentere hinanden og har mulighed for at bidrage i den langsigtede politiske diskussion i samfundet og til dets dagsorden. Borgerne både kan og vil bidrage Efter hans tale, får jeg et interview tanker bag virksomheden.MASS LBPs

dag bliver politik af mange opfattet som en intens modstandsproces, hvor det blandt andet handler om at vinde, for det er sådan får man magten. Denne del er dog også vigtigt, mener Peter Macleod. Men den kan komplementeres med læring. MASS LBPs mål er derfor, at skabe rum til udførelsen af politik som læring. Det handler om, at give muligheden for at borgere kan blive mere informerede, og at hele samfundet kan lære at forstå den politiske proces og problemstillingerne. Samme Institutionerne lærer af borgerne

Fakta om Peter MacLeod:

Fakta om MASS LBP:

Peter MacLeod er direktør samt stifter af MASS LBP. Han

MASS LBP er en Canadisk virksomhed der yder innovativ demokratisk konsultation, som løsning på en bred række samfundsmæssige udfordringer i Canada og udlandet. Virksomheden blev grundlagt i 2007 af Peter MacLeod og George Gosbee, og arbejder med deliberativ-demokratiske borgerinddragelsesmetoder. MASS LBP er anerkendt for deres udvikling af innovative metoder og principper, heriblandt brugen af ’Borger Lotterier’. For mere information:

ledende, kreative organisationer som Tænketanken Fast Company Magazine, Demos i England, og Kaospiloterne i Århus. Peter besidder en kandidat i Statskundskab, har en doktorgrad i sociologi og som medlem af ’Centret for Demokratiske Studier’ på Queen’s Universitetet i Canada, skriver og taler Peter jævnligt om borgeroplevelse af staten, vigtigheden af folkets drømme og fremtiden for ansvarlige regeringer.

http://www.masslbp.com/journal.php

Nr.4 / 2009

MASSLBPs mål er derfor, at skabe rum til udførelsen af politik som læring.

og deres anbefalinger, og de lærer af processen i sig selv, og uvikler derved en mere demokratisk kultur. I samfundet har vi dog ofte et tillidsproblem, mener Peter MacLeod. Indenfor den offentlige sektor er der ofte skepsis overfor borgernes kapacitet til at bidrage, og på den anden side, er borgerne ofte skeptiske omkring oprigtigheden af den offentlige sektors handlinger. Som samfund bliver vi derfor ofte styret af antagelser omkring borgerne, som ikke altid er sande. Den upartiske borger I MASS LBP tror man på, at borgerne både kan og vil bidrage. Efter virksomhedens 2 årige erfaring med offentlig konsultation, har MASS LBP lært meget om borgere. Hvis man giver dem muligheden, agere borgere altruistiske, de tænker langsigtede, og er samtidig parate til kortsigtede ofringer i deres næste og deres børns interesse. Derudover vil borgere gerne løse problemer og være informerede, både til deres egen og samfundets fordel. Det handler om demokratisk arkitektur, mener Peter MacLeod. Alle arkitekter har en stil. Og som arkitekt af demokrati, er MASS LBPs stil, at de tror på vigtigheden af upartiske borgere, til at bidrage med og beskrive den offentlige interesse, i stedet for

kun at stole på individer eller grupper MacLeod blev netop færdiguddannet i statskundskab, da der i 2001 var stor røre i det canadiske samfund om demokratisk underbalance. Input fra politikere, og endnu mere fra borgerne, blev ofte ofret til fordel for en effektiv politik burde være mere gennemsigtig, virkningsfuld og ansvarligt. Det blev efterhånden populært at udfordre eliter og autoriteter, og i de efterfølgende år eksperimentere man med demokratisk innovation i landet. I British Columbia inddrog man 160 borgere i en omfattende valgreformsproces, kaldet ’Citizens' Assembly’, som ved et efterfølgende folkevalg valgsystem for regionen. I 2006 var Peter Macleod med til at udføre den samme valgreformsproces i regionen Ontatio. Disse valgreformsprocesser demonstrere, at borgere gerne vil tjene samfundet, at borgere er i stand til, at balancere forskellige interesser og komplekst materiale, og i sidste ende kan levere legitime og kvalitetsrige resultater og anbefalinger. Dette blev starten på Peters Macleod drømme om at innovere demokratiet. Året efter startede han MASS LBP.

En vision om demokratisk udvikling Igennem sin erfaring, har Peter MacLeod i dag som 31-årig, arbejdet i organisationer som tænketanken Demos, magasinet Fast Company og Kaospiloterne i Århus. Af disse, har han ladet sig inspirere til at turde at være radikal. Både i den forståelse, at gå til rødderne af tingene, men også i forhold til frygtløst at udfordre status quo. Samtidigt, har erfaring og samtaler med inspirerende mennesker og mentorer givet Peter en forståelse for, at institutioner ikke er naturlige. Institutioner er menneskeskabte og kan genskabes. Om 20 år, er Peter MacLeods vision, at leve i et Canada, der har genskabt sin stil for demokrati. Peter mener, at MASS LBP skal spille en endnu større rolle i udviklingen på vejen dertil. Virksomheden skal fortsatte kursen, bidrage til at skabe et ordforråd til den offentlige debat om demokratiets udvikling, og den skal forblive vangarde og risikotagende - være dem der skubber og leder andre til at turde, at bryde op med status quo.

Udvikling er Danidas gratisavis, der bringer nyheder, baggrund og debat om dansk og internationalt udviklingssamarbejde og menneskers liv i verdens fattigste lande.

MIKROLÅN I GULT KORT TIL

NICARAGUA

for Ortegas , rper tonen over Danmark s kæemokratie t e r under pres og Nicaragua . D bis tanden bes kæ res en e r s tor, m og derfor s kal S ignalværdien a dvaomlæ gges . ik ke s æ ttes over s tyr, 3 . Læs s ide dialogen må . re

Demokratisk konsultation for amtssygehus Netop nu udfører MASS LBP demokratisk konsultation for et amtshospital i Canada. Northumberland Hills Hospitalet, som ligger en times kørsel fra Toronto, servicerer omkring 60.000 borgere. Der er i øjeblikket opererer de med et 10mio Dollars underskud, som efter udsigten kun bliver større, og der skal store nedskæringer til. Hospitalet har 23 serviceydelser. Som et udpluk kan nævnes; akut og intensiv afdeling, rehabilitering, medicinsk og kirurgisk pleje. Hvilke af disse skal prioriteres højest og hvordan kan en ny strategisk retning for hospitalet se ud? Inden hospitalet tager beslutningerne, tager de nu borgerne med på råd. Peter MacLeod og hans konsulentteam har dertil dannet et borgerrådspanel for hospitalet, bestående af 28 vilkårligt udvalgte borgere. De 28 borgere repræsenterer amtets 60.000 beboere over en periode på 5 lørdage, og er medansvarlige for at udvikle en prioriteringsplan for at balancere hospitalets budget.

g n N tem ade umm æst a o n de er e CO m n 7 er p P1 klim . de å 5i Kø atop c. me be m d nh ød av et n

KRISE

fa ttigdom m ens du udrydder fra mikroTjen penge, lød buds kabet i Afrika. S ådan MyC4. M ås ke har MyC4 låns -initiativetD er e r s tore ta b på udlås ig væ k. lovet for meget. torerne holderLæs sid e 6 -7. nene, o g inves

2009 S ept. n r. 5/ DEB AT OM NYHEDER OG AMA R B E JDE S UDV IK LIN GS

i NHEDEN a t ta ge højde for pers oner med handicap med MED VELGØRE e for pers oner donorer til itive ls e a f re ttighedern n, s om forpligter -TEMA: VÆK ke mes t pos e n a nerkende handicapkonventio I A frikas mås ed – hen imod rkethed FN’s nkes HANDICAdtePDanmark fors kellige vilkår: ede s tadig læ røblinge” -velgørenh i re lativ ubemæ – under vidt s handicapp ”k rykker til k u -lande k fra t tiltrå ens S omaliland pede le ver i e r e t s kridt væ S ids t i a ugus itets grad, m K onventionen millioner handicap å r e n univers re e nd 6 00 pede s ids te udviklings arbejdet. a f verden g 4 00 handicap ovedparten , U ganda, to handicap. H med handicap til p ers oner land i fo rhold k linikker. ps ykiatris ke til træ er på

Læs s ide 1 5-19.

NEM ABON N. DIT VISE NE I A NTEGINDE T GE EV L A SE BR

ENT!

gratis Danmarks mest internationale avis TI TID

– direkte til din dør 8 gange om året

Bestil avisen på 4322 7300 eller www.udvikling.dk

Tema: Medborgerskab

„Civil ulydighed opstår jo, hvor den personlige samvittighed byder én, at en sag må stå over loven” Johanne Schmidt-Nielsen, politisk ordfører, Enhedslisten

Gør oprør – hvis det er nødvendigt Med sagen om de afviste irakiske asylansøgere er civil ulydighed kommet på dagsordenen. Men er civil ulydighed andet end simpelt lovbrud? Det debatterer Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og Dansk Folkepartis Søren Krarup - der begge har begået og fundet inspiration i lovbrud.

Hvornår synes du primært, at civil ulydighed er i orden ?

Når der er menneskiv i fare 13.3%

11.2%

62.0%

56.5% 15.6%

I hvilke situationer kunne du forstille dig at begå civil ulydighed ?

12.9%

6.0% 10.4%

6.0%

”Gjaldt det ved lejlighed for mig lykken i dybeste forstand, ja da ville jeg give både moralen og æren en god dag og følge min suveræne samvittighed; og jeg håber ikke, at den som hos salig Solness skulle savne robusthed. Men jeg ville ikke blot bøje mig for den straf, som samfundet ville tildele mig. Det blev jeg måske nødt til. Jeg ville for retfærdighedens skyld, og jeg ville

om, hvad der er retfærdigt, hvad der er overspændt, og hvad der bare er hyklerisk. Men hvornår kan man i følge de to folketingspolitikere bryde loven? ”Der er ingen ”hellig” lov. Ikke i et kristent land. Men derfor skal loven alligevel følges”, siger Krarup og fortsætter: ”Det ophæver ikke, at man kan føle sig nødsaget til at bryde loven, hvis éns samvittighed tvinger én – så gør man det.”

for sit standpunkt.

Krarup forklarer, at han selv har gemt børn, der stod foran tvangsfjernelse fra deres familie, fordi han mente, at det var et overgreb mod familien. ”Men jeg vil da sige, bliver man afsløret, så må man tage sin straf, i stedet for som den nar (Per Ramsdal, red.) ude i Brorsonskirken, der stiller sig frem og praler af, at ”jeg bryder loven”. Man skal ikke bryde loven, men man kan gøre det, hvis det er nødvendigt,” mener Krarup.

Samvittigheden er altafgørende Søren Krarups lille kontor ligger øverst oppe i Proviantgården, en del af Christian IV’s gamle krigshavn, som nu er sammenbygget med Christiansborg. Der står kaffe og kanelsmåkager på bordet. På væggen hænger en plakat af Christian III’s bibel - den første danske oversættelse. Pastor emeritus Krarup, Dansk Folkepartis indfødsretsordfører har budt indenfor. Der skal diskuteres civil ulydighed med Søren Krarup (DF) og Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) – to politikere, der selv står ved at have brudt loven, fordi de fandt det nødvendigt. Men også to personer, der er dybt uenige i spørgsmålet

Ikke-voldeligt lovbrud Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen, er gennem sit engagement for de afviste irakiske asylansøgere kommet til at stå som en fremtrædende talskvinde for civil ulydighed. Hun betoner dog, at man skal tænke sig godt om, når man forsvarer lovbrud. Schmidt-Nielsen er enig med Krarup så langt, at man kan begå civil ulydighed, hvis éns samvittighed driver én: ”Civil ulydighed opstår jo, hvor den personlige samvittighed byder én, at en sag må stå over loven. Handlingen skal foregå i åbenhed og den må ikke være voldelig. Og så skal civil ulydighed have et klart

jeg ikke være med til at forkludre og forkvakle begreberne om hvad moral og ære i sig selv er.” Søren Krarup læser op af den grundtvigske teolog og forfatter Jakob Det er et forfatterskab Krarup igen og igen er vendt tilbage til, og som han

Når et lov brud har et samfundsgavnligt sigte Aldrig Ved ikke

6.3%

Af Maria Bøegh-Lervang og Martin E. O. Grunz

Når man mener statens lovgivning strider mod ens personl

samfundsmæssigt sigte. Før kvinder udførte aborter ulovligt. De reddede menneskeliv og de var samtidig med til at bane vejen for kvindens ret til at bestemme over egen krop”. Oprør er ikke en ret Johanne Schmidt-Nielsens krav om et samfundssigte ved civil ulydighed lovbruddet: ”Lad os antage at jeg snød i skat, fordi jeg fandt det urimeligt at jeg skulle bidrage til fællesskabet. Det ville udelukkende være for egen vindings skyld og det er ikke civil ulydighed. Man kan i øvrigt ikke bare bryde loven når som helst. På Strandvejen er der folk der – efter min mening – bidrager med alt for lidt. Men det betyder ikke, at jeg så legitimt kan sige: ”Derfor må jeg pengene til værestedet Reden”. I de sager er jeg er uenig med det politiske Folketinget.” Søren Krarup er til dels enig i Johanne Schmidt-Nielsens udsagn om, at uanset hvad, så skal man overholde loven, så længe lovgiverne selv overholder loven, og så længe man har en retsstat, man kan stå til ansvar for: ”Man har aldrig RET til at gøre oprør, men man gør det alligevel, samvittigheden driver én”. Krarup lægger vægt på, at selvom man føler, at det rigtigt at bryde loven, skal man ikke begrunde det med retfærdighed: ”Der eksisterer ingen højere retfærdighed, som man

kan henvise til. Politik er magt. Og det er klart at den ret som sættes i samfundet, det er magthavernes forståelse af, hvad der er ret.” Demokratiets særlighed er, ifølge Krarup, at magthaverne er bundet af en lov, der ikke giver dem frie hænder. Demokrati er en magtdeling, der skal sikre frihed: ”Samtidig kan der da komme situationer, hvor man af en eller anden grund føler sig nødsaget til at bryde loven. Og det må man så, som Jakob Knudsen siger, gøre hvis éns samvittighed tvinger een til det. Det var det der skete i besættelsestiden. Modstandskampen var jo lovbrud.” Demokratier begår fejl Søren Krarup er ikke meget for begrebet civil ulydighed, men fortæller gerne længe og indgående om besættelsestiden og modstandsbevægelsen, som det klare symbol på et, for ham, rigtigt lovbrud. For Krarup mener, at Danmark, efter den nazistiske besættelse 9. April 1940, ikke længere var et selvstændigt land, og derfor ophørte med at være et folkestyre og befandt sig i et interregnum. Men mener han, at der er en forskel på civil ulydighed i et land, hvor der er folkestyre og en diktaturstat? ”I det øjeblik Danmark ikke længere var et frit land, så var lovgiverne jo heller ikke folk, der havde en egentlig myndighed som lovgivere”, fortæller Krarup og fortsætter: ”At begå lovbrud i et diktatur er jo i sagens natur noget selvfølgeligt, for et diktatur er jo en ophævelse af loven. At bryde loven i et demokrati, det kan være noget man gør – og det gjorde modstandsfolkene jo under den tyske besættelse. Det var et diktatur, til syvende og sidst det

Nr.4 / 2009

„Man har aldrig ret til at bryde loven. Og man kan aldrig påberåbe sig en hellig retfærdighed eller en hellig samvittighed, der gør én til en mere retfærdig person end almindelige forbrydere” Søren Krarup, indfødsretsordfører, Dansk Folkeparti

Her ses fredelige aktivister demonstrere foran kulkraftværket, Amagerværket.

tyske diktatur, de gjorde oprør mod”. Johanne Schmidt-Nielsen er langt fra så overbevist om, at der skulle være en forskel på, om man begår lovbrud i et demokrati eller et diktatur: ”I demokratier begås der også fejl, som er så alvorlige, at der faktisk er nogle mennesker, der mister livet. Danmark var også et demokrati, da forbuddet mod at udføre aborter eksisterede. Og i USA under raceadskillelsen var der også demokrati. Menneskerettighederne blev netop skabt, fordi der historisk er stater der har begået overgreb mod borgere – også i demokratier”.

Foto Rumle Skafte

Verbal og fysisk modstand Uenigheden mellem de to politikere bliver tydelig i spørgsmålet om åbent lovbrud eller ej. ”Hvis man vil begå civil ulydighed, er man nødt til at lade det foregå i åbenhed. Det er klart, at hvis

dagsorden”, siger Johanne SchmidtNielsen med en henvisning til de to fætres mange debatindlæg. Krarup mener ikke selv, at det at han skjulte tvangsfjernede børn kan sammenlignes med Johanne SchmidtNielsens sympati for at skjule irakiske

da være tosset at gå ud og sige, at vedkommende bor i gæsteværelset her og nu, men på den ene eller den anden måde skal det kommunikeres at man handler – og hvorfor man mener, det er i orden at handle i strid med loven. Når Krarup og Jesper Langballe har skjult børn, der skulle tvangsfjernes, så forsøgte de jo også at sætte en politisk

Det er ren virkelighedsforfalskning. Igen - man har aldrig ret til at bryde loven. Og man kan aldrig påberåbe sig en hellig retfærdighed eller en hellig samvittighed, der gør én til en mere retfærdig person end almindelige forbrydere”, siger Krarup. Men er det ikke to sider af samme sag, at nogen vælger at skjule

ud sætte fokus på, at vi har et problem verbale og den fysiske modstand kan være den samme. Men så må man vurdere, hvad modstanden drejer sig om. Efter min mening er der ikke alvor i det, der bliver foretaget der. Det er et rent forsøg på til syvende og sidst at fremhæve éns egen retfærdighed”, siger Krarup.

Tema: Medborgerskab

„Når vi snakker demokrati og medborgerskab, er det vigtigt vi inddrager folk” Anoir Hassouni, Leder af Ressourcecenter Ydre Nørrebro

Man skal være aktiv i noget Ressourcecenter Ydre Nørrebro. Navnet lyder af socialpædagoger og tørre leverpostejsmadder. Men det viser sig at dække over langt mere, for her tager medborgere nemlig fat, hvor kommunen slipper.

Fotograf Jeppe Jensen

Rasmussen Fra en rød barakbygning i et industrilignende område på ydre Nørrebro, kan man en onsdag i november høre Michael Jackson køre på repeat. Inde i bygningen har Ressourcecenter Ydre Nørrebro (RCYN) til huse. Det er et frivilligt initiativ for unge i et af Københavns mest socialt belastede områder, Haraldsgadekvarteret. Indenfor er der en dansetime igang, hvor en større blandet gruppe piger og drenge sveder igennem og gentager de samme trin igen og igen og igen. Foreninger bygger broer Det er generelt det kollektive sammenhold, der er vigtig i RCYN. Manden bag huset, Anoir Hassouni, fortæller: ”Når der er fodbold, så lukker vi ned her og så tager alle til fodbold. For at starte en kultur om, at det er vigtigt, at man er aktiveret i noget. Man er del af en forening.” RCYN er hovedsageligt for unge i alderen 13-18, men også de lidt ældre over 18 benytter sig af centeret. Viften af muligheder og initiativer er bred og rummer bl.a. et mødested, cafe, lektiehjælp og forskellige aktiviteter

som dans, fodbold, kampsport og hvad de frivillige ellers måtte have af evner, ideer og initiativer. Målsætningen er, at skabe åbenhed og bidrage til medborgerskabet i lokalsamfundet, og derudover har projektet klart en forebyggende den pædagogiske tilgang er tillid og medansvar til de unge. Anoir understreger vigtigheden af solidaritet og fællesskabsfølelse blandt de unge: ”Hvis man skal fungere i et job eller uddannelse i Danmark, så skal man være en del af en forening. Det er vigtigt, man har et fællesskab og det er vi brobygger til. Næste skridt er at snakke om målsætninger i livet og til sidst hjælpe dem med at få et arbejde. Der håber vi selvfølgelig også, at kommunen bliver meget bedre til at stille krav til virksomheder til, at lokalområdet.” Lokalsamfundet skulle åbnes Ressourcecenteret ligger i Haraldsgadekvateret, hvor der bor godt 2.000 unge, hvoraf 1.200 har et lokalsamfund, der har brug for en åbning,” forklarer Anoir, der mener, at det er vigtigt at inddrage de unge mere

i det lokale arbejde. Dermed skabes der et bånd mellem det resterende samfund og de unge i området. Dette skaber dels fremtidsperspektiver for de involverede, og bidrager yderligere til, at de unge passer på de ting, de selv bliver inddraget i. ”Det er det, vi gør i ressourcecenteret med alt, hvad vi foretager os. Beslutningerne bliver langsommere, men jeg mener det er det værd. Når vi snakker demokrati og medborgerskab, er det vigtigt vi inddrager folk,” siger Anoir. Brugerne af centeret har bl.a. været med til indrettet centeret. Det har givet dem en øget tilhørsforhold til stedet: ”Det viser at vi tror på dem, og lytter til dem. Det skaber en tættere kontakt mellem os og dem. Når man viser, at vi stoler på dem, så kan det godt være, at det er et socialt belastet område, men man får så meget igen,” understreger Anoir. Inddragelse af de unge i lokalsamfundet, betragter Anoir altså som vejen til at løse en række af de problemer unge i området bliver sat i kontekst til. Desværre er RCYN p.t. den eneste af sin slags. Har kommunen svigtet de unge? ”Sådan kan man godt formulere det,” mener Anoir. RCYN har fået tildelt et engangsbeløb af Københavns

Kommune, men langt fra nok til at løfte den opgave de står overfor, hvorfor de frivillige kræfter er en grundpille for centrets overlevelse. Ved udlicitering af denne opgave til RCYN tager Anoir og de andre frivillige fat, hvor kommunen har givet slip. En onsdag aften Projektet tog sine første spæde skridt i juni, og der er i dag tilknyttet 100 frivillige, som bruger alt fra få timer til fem dage om ugen, på at skabe rammerne, for denne oversete gruppe af indbyggere i Københavns kommune. Rammerne for projektet er altså dårligt nok kommet på benene, men alligevel kan det allerede betegnes som en succes. Denne onsdag aften, er de unge vendt tilbage fra Nørrebrohallen hvor der er blevet spillet fodbold og der begynder at komme liv i aktiviteterne. Der låses op til lektiecafeen, mens der længere nede ad gangen bliver fundet playstations frem. Spørgsmålet er, om et sted som dette overhovedet kunne eksistere i offentligt regi – eller om det er det frivillige, om det er medborgerskabet, der får de unge til at føle sig hjemme?

Nr.4 / 2009

Nej, Lars gør sig ingen illusioner om at skulle ændre samfundet. Han hjælper med at holde hjulene i gang ved at gå på arbejde hver dag, betale sin skat og forbruge hvad han har tilbage til sig selv.

Danmarks største parti Sofapartiet blev ved kommunalvalget 2009 det største parti. 34,2 procent af vælgerne valgte at blive væk fra stemmeboksen. Hvorfor benyttede de sig ikke af deres borgerret? Af Maria Vedel og Martin E. O. Grunz

ved kommune- og regionsvalget.

De er i Kolind, i Århus og i Aalborg – sofavælgerne. Men ingen af stederne vil de fortælle om, hvorfor de ikke stemmer. Slet ikke hvis det bliver citeret med navns nævnelse. Skammer de sig over ikke at bruge deres borgerret? Nej – i hvert fald ikke entydigt. Svarene veksler fra, at denne gang er det ligegyldigt, at de har manglende viden, at de har for travlt, og til at alle politikere vil det samme. Men fælles er at de ikke vil stå frem med deres synspunkter. Det er på en måde repræsentativt, for der er ingen sofavælgerbevægelse eller et registreret

i Valby, bydelen hvor han arbejder som økonom. Det er ikke fordi Lars ikke har holdninger til samfund og stat, at han overvejer ikke at stemme. Han har også som yngre været medlem af både Venstre og Europabevægelsen i mere end 10 år, men det var dengang. Han er stadig glødende liberalist, og ønsker et samfund tæt på minimalstaten. Når han taler, skal ”gratisskiltet” tages af de offentlige hylder, sådan at ”nettonydere” også kommer til at bidrage. Indtil nu har Lars af pligtfølelse stemt ved alle valg. Men han er blevet smittet af en politikerlede, der ser ud til at være så kronisk, at han overvejer aldrig at stemme igen. Samtidig føler han, at han som liberal tilhører et mindretal, der alligevel aldrig får reel

Nej til gratis-skilte og nettonydere I Jylland lykkes det ikke at tale med sofavælgere, men i København er der bid. Lars gider måske ikke sætte kryds på stemmesedlen, men vil gerne op af sofaen og interviewes om, hvorfor han overvejer ikke at bruge sin stemme

ANNONCE Ønsker du at annoncere i Vision? Kontak kkb@cevea.dk

Partipolitisk og areligiøs frustration Lars er også del af et andet mindretal,

og som aktivt medlem af både Ateistisk Selskab og Ateistisk Forum dyrker han fællesskabet med andre erklærede ateister. Ikke fordi han tror, de sammen kan ændre alverden, men mest af alt, fordi han har brug for at lukke areligiøs frustration ud blandt ligesindede. Og selv om han mener, de ikke engang har styrke til at sætte dagsordenen, synes han, det er vigtigt, at de trods alt har en stemme, når der for eksempel er debatter på skoler. Han er helt færdig med partipolitik, og hvis han skulle engagere sig, vil han gennem Cepos, som han følger med interesse og ellers koncentrerer han sig om enkeltsager. Nej, Lars gør sig ingen illusioner om at skulle ændre samfundet. Han hjælper med at holde hjulene i gang ved at gå på arbejde hver dag, betale sin skat og forbruge hvad han har tilbage til sig selv. Og så har han et sponsorbarn i den 3. verden. Det er det. Skulle der opstå for meget påtvungen kollektivisme til at han kan holde det ud, så vil han ikke tage land. Om han er en ægte sofavælger eller pligtfølelsen vinder igen, kan kun Lars vide og tiden vise. Svært at spå om fremtiden Antallet af sofavælgere er voksende. I hvert fald ved kommunalvalg.

Men vil det vedblive at være sådan? Fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen svarer lidt nølende. “Det er et alt for simpelt spørgsmål at besvare, da det kommer an på rigtig mange ting. Det afhænger af vore politikere i fremtiden, af lokalsamfundenes sammenhæng og kraft og af udviklingen af de samfundsmæssige debatter. Generelt har vi sammenlignet med andre lande et meget højt niveau af valgdeltagelse i Danmark, og der er ikke umiddelbart tegn på, at det falder”. Hvis antallet af sofavælgere har fundet et stabilt leje, er det så de samme grupper af borgere, der bliver væk fra stemmeurnerne? Heller ikke det spørgsmål er let at svare på for Jesper Bo Jensen. “Hvor ungdommen i nogle år var meget ligeglade med politik, er man i dag ret optaget af de overordnede spørgsmål og af at gøre noget godt for andre. Så summa summarum – det kommer an på den del af fremtiden, vi endnu ikke kan kortlægge”. Sofavælgerne er svære at få hold på. I deres fravalg af demokratiske borgerrettigheder udfordrer den almindelige demokratiske forståelse. Det er en slags parlamentarismens fantom.

Tema: Medborgerskab

Jeg vil tvinge folk til at påtage sig frivilligt arbejde," Johannes Andersen, lektor, Aalborg Universitet

Solidariske individualister Inspireret af markedet vil regeringen myndiggøre borgeren gennem fritvalgsordninger og fokus på individuelle løsninger. Men markedsmekanismerne truer velfærdsstatens grundbetingelser. For at modgå tendensen, skal borgerne tvinges til frivilligt arbejde gennem et års værnepligt, mener forsker. Af Peter Rasmussen Siden Schlüter-regeringens modernisering af den offentlige sektor i start 80’erne er den i stigende grad blevet underlagt markedsprincipper. Sideløbende med at det nye syn på velfærdsstaten vandt indpas kunne man iagttage en ændring i synet på forbrugeren. Den politiske forbruger forventede i større og større grad, at dirigere sig igennem det stigende udvalg af varer. Forbrugeren blev dermed myndiggjort på bekostning af producenten, som måtte indrette sig efter dette skift i præferencer. Det vil sige, at forbrugerens mange præferencer tvinger producenterne til ikke bare have billige bananer, disse således at producenten er sikret altså en ny rolle. Den forbrugende borger Hvor markedet og staten tidligere havde hvert sit domæne med deres egne logikker og adfærd, har man på velfærdsområdet set skellet blive udvisket. Fremvæksten af den nye forbrugerrolle har derfor banet vej for en anden borgerrolle i velfærdsstaten. Forholdet mellem borgeren og det offentlige har i stigende grad karakter af et varemarked, hvor borgeren efterspørger velfærdsservices og forstår sig ud fra et individuelt rettighedsperspektiv, hvor retten til services gælder på såvel det private som det offentlige marked. Ændringen af forholdet mellem borgeren og velfærdsstaten har også ændret forholdet mellem borger og politiker. Det som startede som en politisk forbrugerrolle på markedet er blevet en forbrugerrolle på politikkens marked. Med andre ord så stemmer folk efter deres forbrugspræferencer – hvem tror borgerne konkret vil arbejde for de enkeltsager, der tilfredsstiller deres personlige behov. Borgere eller børn? Johannes Andersen fra Aalborg Universitet er aktuel med bogen ”De barnagtige”. Han mener, at velfærdsstaten er gennemsyret af en perverteret form for individualisme; den er gennemsyret af barnagtighed.

på et fællesskabsniveau og et individniveau, er barnets logik, at man ser alting udfra sit eget behov. Den kultur, som er blevet opbygget via ændringerne i den offentlige sektor gennem de sidste 20 år er en udvikling, hvor vi i den grad har lagt det voksne perspektiv på hylden og til fordel for et barnagtigt perspektiv,” siger Johannes Andersen. Han mener ligeledes at det er naturligt, at sætte lighedstegn mellem markedsliggørelse og markedskultur. ”Service” underminerer fællesskabsfølelsen ”Jeg synes at det er gået meget godt med at skabe en markedskultur. De forestillinger man har bygget op omkring velfærdsstaten er blevet overhalet. Forholdet til velfærdsstaten er ikke længere præget af solidaritetsog omsorgsforestillinger. Det er blevet til service. Man har for længst vænnet sig til at forholde sig til den individuelt. Også selvom man får andre svar, hvis man spørger borgerne om deres forhold til velfærdsstaten,” siger Johannes Andersen. Udviklingen har betydning for borgerens fokus mener Tim Knudsen, professor ved Københavns Universitet, der har skrevet bogen ”Fra folkestyre til markedsdemokrati”. ”Den individualiserer, hvad der før ansås som fælles problemer, og den fjerner opmærksomheden fra rammerne hen mod ”produktet” eller ”servicen”. Det logiske resultat er en mere krævende bruger og en mindre medansvarlig borger. Brugerrollen styrkes på bekostning af medborgerrollen,” siger Tim Knudsen. Johannes Andersen mener, det er et centralt problem, at der i så lille grad er fokus på det fælles: ”Vi bliver nødt til at kunne foretage vurderinger efter et fællesskabsperspektiv – alle samfundsmæssige prioriteringer er lig med en venteliste og det kan man godt forsikre sig mod som man har gjort på sundhedsområdet, dette afføder blot et nyt problem, nemlig at der bliver skabt en ny kø, hvor alle står med deres forsikringer i hånden. Jeg har ikke principielt

Illustration Tore Magelund Alexandersen

Nr.4 / 2009

„Det er jo den kultur vi ser blandt borgerne – en vinderkultur, hvor man ikke skal forholde sig til prioriteringer.” Johannes Andersen, Aalborg Uninversitet

Tim Knudsen er professor ved Statskundskab, Københavns Universitet og bl.a. forfatter til ”Fra folkestyre til markedsdemokrati”.

noget imod frit valg, men hvis det er bestemmende betyder det at vi handler som børn.” Vælgerne er glade for det frie valg Jørgen Goul Andersen, der er velfærdsforsker på Århus Universitet, mener, at udviklingen mod en større hensyntagen til individuelle præferencer og behov er en naturlig udløber af den generelle samfundsudvikling: ”Jeg mener ikke, der er noget alternativ og jeg ser ikke det store forfald. Vælgerne er jo også glade for det frie valg.” Selvom borgerens mulighed for at ”stemme med fødderne” ved at vælge en anden offentlig eller privat leverandør er skærpet under den nuværende regering, ser Jørgen Goul Andersen ikke umiddelbart fritvalgsordningerne som en udvikling mod en mere forbrugerorienteret adfærd: ”At borgeren skulle benytte frit valgsordningen til at shoppe anser jeg som utænkeligt. Det har vi for det første ikke tid til og for det andet skal det offentlige tilbyde en service man kan regne med og som er ensartet.” Han understreger, at der endnu ikke er konstateret en shoppetendens i borgerens omgang med de offentlige institutioner. Velfærdsshopping er et bevidsthedsfænomen For Johannes Andersen betyder det, at man endnu ikke kan måle en effekt på borgernes adfærd, ikke, at regeringens politik har været uden effekt på borgernes syn på den offentlige sektor: ”Shoppe muligheden er tilstede i borgerens bevidsthed og regeringens kvalitetsreform er langt hen ad vejen hjælp af frie valg.” At man har fået mulighed for at inddrage brugerne i højere grad end tidligere har været en overvejende positiv udvikling, men sendt os i den modsatte grøft. ”Ja, gudskelov for at man indretter den offentlige sektor efter brugerne. Problemet er, at vi har brug balance. Før var det vertikale perspektiv dominerende. Velfærdsstaten var topstyret med et rigidt, lukket,

Jørgen Goul Andersen er nytiltrådt professor i politisk sociologi ved Statskundskab, Århus Universitet. Tidligere var han ansat ved Aalborg Universitet, og han er bl.a. bidragyder til Magtudredningen og forfatter til ”Politik og samfund i forandring”

Johannes Andersen er samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet. Han har udgivet

til følge. Det opgør vi har taget med den gamle tankegang har nu, via det frie valg, resulteret i at det horisontale perspektiv, hvor brugerne og deres individuelle behov, er altdominerende.”

Frivilligt arbejde er løsningen Johannes Andersen mener, at der er behov for tage initiativer, der kan styrke borgeren. Men de behøver ikke nødvendigvis at komme fra den offentlige sektor.

Noget for noget Jørgen Goul Andersen fremhæver to aspekter, som bidrager til at forstå, hvilke værdier der præger borgerne og hvorfor solidariteten ikke er helt forsvundet alligevel: For det første er velvilligheden til at betale en høj skat afgørende, mens det andet aspekt består i det faktum, at ”opbakningen til velfærdsstaten er kolossal og at den er vokset kraftigt samtidig med omlægningerne af den offentlige sektor.” Johannes Andersen deler delvist denne betragtning, men mener samtidig, at selvom der stadig er udbredt lyst til at betale et stort bidrag til fællesskabet via skattebilletten, synes individualiseringen også at have slået igennem her. Så spørgsmålet er om man kan være solidariske individualister? ” Ja, det tror jeg godt at man kan og man betaler gerne sin skat med glæde, så længe man ved hvad pengene går til. Men man kan sige at borgerens forhold til velfærdsstaten er præget af en noget-for-noget logik. Man er parat til at ofre meget så længe at man føler at man får meget igen.” Vindersamfund prioriterer ikke Skattedebatten udstiller således et af de centrale karakteristika ved den nye borger i velfærdsstaten: principløsheden. Vi vil både have private sundhedsforsikringer og fri og lige adgang til sundhedsvæsnet. Vi vil både have skattelettelser og mere velfærd. For at rejse debatten om prioriteringer igen må politikerne have modet til at prioritere og gøre disse synlige. ”Det handler om at anerkende velfærdsstatens utilstrækkelighed. I stedet for at lade som om at alle valg er mulige. Det er jo den kultur vi ser blandt borgerne – en vinderkultur, hvor man ikke skal forholde sig til prioriteringer.”

hverdagskultur og samfundsudvikling og er aktuel med ”De barnagtige En ny personlighed i den moderne uoverskuelighed”

”Det handler både om at rykke staten og markedet tilbage og det kan man gøre ved at opprioritere det frivillige arbejde. Både staten og markedet er for tiden indrettet således at de fremmer det barnagtige.” Han har også konkrete forslag: ”Jeg vil tvinge folk til at påtage sig frivilligt arbejde. Det lyder paradoksalt og det er et opdragelsesprojekt, men det er også et forsøg på at genindføre et fokus på de generelle spørgsmål. Unge skal have et års værnepligt, hvor de det første halve år kan vælge mellem en række aktiviteter eks. omsorgsopgaver i velfærdsstaten. Det næste halve år kunne være et højskoleophold, hvor de diskuterer samfundsforhold og andre spørgsmål, som rækker udover dem selv. På arbejdsmarkedet kunne man give mulighed for at gå ned i tid til fordel for, at påtage sig frivillige opgaver. Man kunne evt. gøre det attraktivt via skattefradrag således, at man i det mindste ikke taber økonomisk ved at udføre frivilligt arbejde.” Den universelle velfærdsstat oprindelige formål var at bidrage til borgerens uafhængighed af markedet. Et fremtidigt mål for at styrke borgerrollen må være at skabe betingelserne for borgerens uafhængighed af såvel staten som markedet. Civilsamfundet og det frivillige arbejde skal løfte opgaven med at kultivere og danne borgeren til at indgå på lige fod i det samfundsmæssige fællesskab.

Tema: Medborgerskab

Økonomi må også forstås som tidsforbrug. Moderne mennesker har utallige muligheder til at bruge deres tid på enormt spændende ting og derfor føler de sig i en gevaldig tidsklemme – derfor leder vi efter hurtig mad Anders Hede, Forskningschef i Trygfonden.

Samfundsvidenskab spiller fallit over for sundhed Danskerne er veloplyste, når det gælder konsekvenser af overvægt. Alligevel frister pomfritterne – 40 pct. af os er overvægtige. Forskningschef for Trygfonden Anders Hede ser de gængse forklaringer som langt fra tilstrækkelige

Af: Anne Ravn Fedme, rygning, motion - sundhed generelt. Hvorfor er nogle usunde og andre ikke? Det er ikke kun politikere og samfundsdebattører, der stiller dette spørgsmål. Også forskere har længe jagtet svar, og det bemærkelsesværdige er, at man indenfor den samfundsvidenskabelige verden på ingen

Menneske – styr dig! ændret sig. Tidligere var sundhed udelukkende fravær af sygdom, men i 1986 præsenterede WHO (WorldHealthOrganisation) Ottawa-charteret, som indledtes med ordene ”sundhedsfremme er den proces, som gør mennesket i stand til i højere grad at være herre over og forbedre deres sundhedtilstand. For at nå en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt

sundheden i en vis grad er blevet individualiseret, og udgangspunktet for den nuværende forebyggelsespolitik er da også den enkeltes personlige ansvar. Sundhed bør ikke være heroisk selvkontrol Anders Hede, der er forskningschef i Trygfonden og tidligere chefanalytiker i Huset Mandag Morgen, forklarer, at moderne indsigter fra både psykologi, adfærdsbiologi og adfærdsgenetik mangler i diskussionen om sundhed. Indsigterne modstrider netop ideen om, at sundhed er et personligt valg, og at mennesker i bred forstand bare kan mobilisere viljestyrke. Hede er derfor skeptisk, når det personlige ansvar bliver politisk fokus : ”Man overser her komplet den afgørende effekt

af strukturelle forhold (f.eks at vi cykler i Danmark og det givne skatteniveau) og genetisk variation. Sundhed bør være noget automatisk og kedeligt – ikke resultatet af en heroisk selvkontrol.” Individets eller samfundets skyld? En af to dominerende tilgange inden for samfundsvidenskaben, den økonomiske, har udgangspunkt i den individualiserede forbruger, og dennes personlige valg. Tager man eksemplet overvægt, vil en økonomisk vinkel typisk fokusere på, at grunden til at næsten halvdelen af Danmarks befolkning er overvægtige er manglen på økonomiske incitamenter til at købe sund mad og dyrke mere motion. Hede påpeger, at ”utallige undersøgelser påviser, at priser betyder noget for efterspørgslen, og at den mest basale lov inden for økonomi om udbud og efterspørgsel

"Sundhed bør være noget automatisk og kedeligt – ikke resultatet af en heroisk selvkontrol." Det er dyrt at være fattig. Selvom det ikke altid er fedt at være lavtuddannet, er der større sandsynlighed for at man bliver fed.

Hede understreger derudover, at det er vigtigt ikke at begrænse en økonomisk forståelse til at handle om priser: ”Økonomi må også forstås som tidsforbrug. Moderne mennesker har utallige muligheder til at bruge deres tid på enormt spændende ting og derfor føler de sig i en gevaldig tidsklemme – derfor leder vi efter hurtig mad, hvilket industrien så leverer.” Et klassisk sociologisk udgangspunkt giver helt andre bud på hvordan folkesundheden forbedres, og med viden fra socialpsykologien i forhold til hvem i samfundet der har få ressourcer eller er stressede, medvirker tilgangen til en dybere indsigt i sundhed. Fedme forstås her som et resultatet af samfundsmæssige forhold, hvor de mest svage er de mest udsatte. Forskning på området giver den sociologiske forståelse balast, da den blandt andet viser, at fedme er 2-3

Ulighed og menneskelig forskellighed Hede hælder til, at der overordnet er tale om tre ting i relation til social status. For det første mener han – i tråd med sociologerne – at den sociale status i sig selv er vigtig: ”Der er hårdt på bunden af samfundet – og ikke sjovt bare lidt nede af rangstien. Mennesker er psykologisk

Illustration Tore Magelund Alexandersen

gange så hyppig blandt mennesker med en kort skoleuddannelse sammenlignet med dem med en videregående. Hede påpeger, effekt af social status, en såkaldt social gradient, og at denne følger uddannelse og indkomst.

hierakiet – de bliver stressede og syge heraf – eller syge af den kompensatoriske adfærd (f.eks. spise for meget, ryge osv.), som der er let adgang til i dette samfund.” For det andet mener Hede, at ulighed i uddannelse formentligt spiller en rolle i sig selv, i og med at sundhedsvæsenet desværre er bedre til at kommunikere og interagere med folk med uddannelse. Endelig fortæller Hede, at det også er fordi vi som mennesker i bund og grund bare er forskellige: ”Nogle mennesker er

meget tålmodige og kedeligt villige til at udsætte behov – andre er mere umiddelbare og utålmodige. Disse faktorer spiller ind på, både hvor meget uddannelse du får og hvor sandsynligt det er, at du bliver ryger eller spiser lidt rigeligt”. Hede siger, at det særlige forhold i Dantillader arbejdsgiverne at hælde syge ud: ” Det forstærker nok den sociale ulighed i sundhed et ekstra nøk”. Cykelstier til fordel for biler Et afsluttende bud på et konkret sundhedspolitisk tiltag fra Hede, er et bredt fokus på strukturer og institutioner: ”Hvis der er cykelstier, passende afstand mellem bolig og arbejde og ikke alt for meget plads til bilerne, så cykler folk. Hvis smøgerne er dyre, så ryger folk mindre. På nogle områder må institutionerne igang”.

Nr.4 / 2009

Man skal lade være med at smide sit cigaretskod på legepladsen, hvor ens medborgeres børn leger og man skal lade være med at efterlade sit skrald i parker, hvor unge medborgere hænger ud en varm sommerdag. Pelle Dam Landsformand for SF Ungdom

Den enkelte borger har en pligt til at yde det maksimale for fællesskabet, at stå til rådighed længst muligt for arbejdsmarkedet og ikke ligge fællesskabet til last med store udgifter. Peter Hummelgaard Thomsen Forbundsformand for RU

Det tenderer til sundhedsfascisme at udråbe godt medborgerskab til et spørgsmål om sundhed.

”kamre”, som de endnu har det i fx England. Hvor overhuset er det konservative og samfundsbevarende, er underhuset mere forankret i befolkningen og udgør den nærende underskov, hvormeninger brydes og samfund nytænkes og udvikles.

Denne rolle har de ungdomspolitiske partier traditionelt udgjort i det danske demokrati, og med dette faste indslag og den følgende debat på nettet, vil de igen få muligheden for at indtage den. UNDERHUSET forholder sig til temaet. Denne gang om medborgerskab."

Simon Dyhr Forbundsformand for DSU

UNDERHUSET "UNDERHUSET er Visions ungdomspanel, sammensat af centrum-venstres politiske ungdomspartier. Her debatterer de aktuelle problemer og kommer med friske, idepolitiske indspark. Tidligere havde det danske parlament to

Er sundhed medborgerskab? Spørgsmål: Er det en del af godt medborgerskab at være sund? Fedme, rygerlunger og andre livstilssygdomme belaster jo statens fælleskasse og dermed dens medborgeres velstand.

”Det er samfundets skyld”

Sundhed er et personligt ansvar

Ret og pligt til et sundt liv

Af Pelle Dam — Landsformand SF Ungdom

Simon Dyhr — Landsformand Radikal Ungdom

Af Peter Hummelgaard Thomsen — Forbundsformand DSU

I stedet for at inddrage borgeren i højere grad, i stedet for at lytte mere på fagfolk er der en stigende tendens til, både til højre og til venstre i dansk politik af føre en diskriminerende, overbebyrdende bureaukratisk og formynderisk sundhedspolitik. Den forfejlet førte sundhedspolitik lægger bl.a. grunden til formynderistaten. Det gælder især i forhold til borgernes sundhed, og det er dybt problematisk. Det må aldrig være statens opgave at sikre sunde borger gennem krav om ændret levevis. Den enkelte skal være sund for sin egen skyld og ikke statens. Det personlige ansvar er det bærende for borgerens sundhed og borgerens brug af universelle sundhedsydelser. Det tendere nemlig til sundhedsfascisme at udråbe godt medborgerskab til et spørgsmål om sundhed. I stedet kunne man diskutere om 10, 20 eller 30 % af behandlingsprisen for livstilsygdomme skulle tilfalde patienten? Om en pakke cigaretter skulle koste kr. 200? Eller om grænsen for køb af alkohol skulle sættes op til 18 eller 21 år? Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at livsstilssydommee øger de offentlige sundhedsudgifter og trækker store veksler på skattekronerne. Men hvad med forurening i byerne eller brugen af farlige phthalater i børns legetøj?

Det er afgørende for såvel samfundets velstand som for den enkeltes livsglæde, at alle lever et sundt liv. Et lavere sygefravær, længere levetid og sundere borgere vil øge væksten og produktiviteten i samfundet. Et liv uden overvægt, livsstilssygdomme, sund kost og regelmæssig motion vil øge livskvaliteten for borgerne. For så vidt ingen tvivl. Ansvaret for, at alle borgere levet et sundt og godt liv er naturligvis den enkeltes ansvar, men i høj grad også fællesskabets ansvar. Den enkelte borger har en pligt til at yde det maksimale for fællesskabet, at stå til rådighed længst muligt for arbejdsmarkedet og ikke ligge fællesskabet til last med store udgifter. Samtidig har fællesskabet ansvaret for, at alle mennesker har muligheden for at leve et sundt liv. I dag lever fællesskabet ikke op til det ansvar. Skal alle borgere leve et sundt liv må vi have fat i den opsøgende sociale indsats. En ordentlig integration, en langt mere aktiv forebyggende sundhedspolitik, en oplysende indsats i folkeskolen, obligatoriske besøg af sundhedsplejerske i hjem med små børn. Hvis vi skal forlange af borgerne, at de lever et liv hvor de yder mere til samfundet end de modtager, så er vi nødt til at give mulighederne og rammerne for et sundt liv, det indebærer også et sundhedssystem der er baseret på et princip om fri og lige adgang, samt en øget regulering af markeder, der altid vil gøre den sundeste løsning til den billigste løsning.

engang. Tit og ofte er det jo rigtigt nok; strukturerne i samfundet er årsag til mange problemer, og en hel del af det kan en progressiv centrumvenstre-regering sikkert ændre. Men under alle omstændigheder bør vi ikke fornægte det personlige ansvar, som den enkelte vitterligt også har over for fællesskabet. Velfærdssamfundet baserer sig på en uskreven aftale om, at vi alle sammen bidrager solidarisk til fællesskabet, og at fællesskabet til gengæld forsørger os, hvis vi en dag forhindres i at bidrage. Alle må yde efter evne og nyde efter behov. Det betyder, at den enkelte har pligt til om muligt at få sig et job og betale sin skat, men der følger også nogle andre moralske forpligtelser med: Man skal lade være med at smide sit cigaretskod på legepladsen, hvor ens medborgeres børn leger og man skal lade være med at efterlade sit skrald i parker, hvor unge medborgere hænger ud en varm sommerdag. Man skal altså ikke være en unødig byrde for velfærdssamfundet – man skal ikke bevidst snylte på fællesskabet. Men borgernes sundhed er på mange måder en gråzone, fordi det jo er de færreste, der bevidst bliver syge; den overvægtige har næppe overspist for at belaste sundhedssystemet og den kræftsyge har sjældent røget smøger for at komme bag i behandlingskøen. Derfor må det være statens rolle at give borgerne mulighed for hjælp i forbindelse med rygestop, vægttab og så videre – fordi det er i den enkeltes såvel fællesskabets interesse at komme livsstilssygdommene til livs.

PELLE DAM – SFU • 21 år • Landsformand for SF Ungdom • Studerende på Journalisthøjskolen i Århus

der umiddelbart skader vores helbred end vi er klar over. Derfor handler det om at sætte fokus på det personlige ansvar gennem tydeliggørelse af de negative konsekvenser. Men den enkelte skal derfor aldrig være sund for statens skyld.

SIMON DYHR - RU • 23 år • Forbundsformand for RU siden den 25. oktober 2009 • Ba.scient.pol. fra Århus Universitet og kandidatstuderende ved Københavns Universitet

PETER HUMMELGAARD - DSU • 26 år • Forbundsformand for DSU siden 2008 • Læser Jura ved Københavns Universitet

Tema: Medborgerskab

„Borgerne skal deltage i dannelsen af idéer og politik. Det er nok det vigtigste,” Francis Fukuyama, forfatter og professor ved Johns Hopkins University

Profilinterview Fukuyama: Medborgernes deltagelse er det vigtigste Han forudså Berlinmurens fald og de store ideologiers død. Han talte om det sidste menneske. George W. Bush og mange andre lyttede, når han sagde at demokrati - om nødvendigt – måtte udbredes med våbenbrug. Af Karl Kjær Bang og Martin E. O. Grunz I et stopfyldt auditorium på Århus Universitet har Francis Fukuyama netop holdt en forelæsning. Temaet er ’retsstaten’, men gennem halvanden time har Fukuyama ført tilhørerne gennem slægtsfællesskaber hos de førkristne keltere, den iranske grundlov, dyrkelsen af forfædre i Kina og en masse andet. Det er blevet tid til spørgsmål fra salen. Længe er der blikstille, så tager en modig studerende ordet. ”Hvad laver du egentlig? Altså, øh, jeg tænker på, er du statskundskaber eller historiker”. Lettelse, mumlen og fnis breder sig ved at passe gæsteforelæseren ind i lærebøgerne. ”Jeg vil gerne have at mit arbejde hovedsageligt opfattes som politologi – men med en historisk tilgang” svarer Fukuyama. Han forklarer uddybende, at man efter hans mening ved at sammenligne det umiddelbart usammenlignelige, på tværs af tid og sted, kan komme til erkendelser og se sammenhænge som man ellers ikke ville kunne. ”Hvem går op i, hvad paven mente i det 11. århundrede?” Ifølge Fukuyama er historien kun interessant for så vidt, at den ses i sammenhæng og bruges politologisk til at forsøge at forudsige noget. For eksempel mener Fukuyama at de shiamuslimske bevægelser minder om katolicismen i middelalderen. En akademisk superstjerne Det er denne form for analyse, hvor Francis Fukuyama gennem historiske paralleller forsøger at forudsige historiske begivenheder, der har bragt ham til toppen af den akademiske rangorden. Vision møder ham netop i 20-året for hans opstigning til superstjerne i det akademiske miljø med essayet ’The End of History’ i sommeren 1989. Med udtrykket historiens afslutning mente Fukuyama, at demokratiske retsstater med markedsøkonomi med tiden vil udkonkurrere autoritære

og totalitære styreformer. Da 1989 blev til 1990 var de kommunistiske diktaturer i Østeuropa faldet på stribe. I årene efter faldt også Sovjetunionen, apartheidregimet i Sydafrika, foruden snesevis af andre autoritære regimer. Men i det 21. århundrede er det som om tømmermændene har indfundet sig i form af et demokratisk tilbageslag. Putins Rusland slår hårdt ned på oppositionen og spiller med musklerne overfor nabolandene. Thailand og Honduras er for nyligt vendt tilbage ikkedemokratiske statsformer. ”Det er rigtigt, men problemet med den påstand er, at der ikke nødvendigvis er tale om et tilbageslag”, forklarer Fukuyama. ”I 1990erne antog vi allesammen, at alle stater var ved at undergå en forandring til demokrati, men nogle stater var det ikke tilfældet. De havde ingen intentioner om at blive demokratier. I dag indrømmer de det blot mere åbent. Derfor slår visse folk da også til lyd for, at vi har behov for en ny kategori, såsom ”valgte autoritære regimer”, for at kunne beskrive den stabile tilstand disse

Vi ved ikke, hvad befolkningerne ønsker Fukuyama mener altså, at tesen om demokratiets fremskridt holder stik. Der var ikke tilbagefald, blot nogle stater, der ikke fulgte udviklingstrenden, og det ændrer ikke på, at der i dag ikke er andre legitime statsformer end demokratiet. Hvad ideer om statsformer angår er historien altså slut. Og dog, for spurgt direkte til om alle folk ønsker den type samfund, som vi har i vesten, tøver han lidt, og svarer så: ”Det er ikke tilfældet at alle ønsker at leve som i USA eller Danmark, eller andre udviklede lande. Med øget rigdom og adgang til uddannelse stiger efterspørgslen efter demokrati, men der er også befolkninger som i øjeblikket ikke nødvendigvis ønsker det, eller som ønsker en særlig form for alternativ.”

Det var ellers netop denne antagelse – at irakerne ville tage imod amerikanerne med kys og vinkende som Fukuyama fremførte over for Bush-regeringen gennem sit arbejde i den neokonservative tænketank A New American Century. Irak sammenlignedes med besættelsen og demokratiopbygningen i Japan og Vesttyskland efter 2. Verdenskrig, og derfor støttede han også den neokonservative William Kristols brev til Bush efter 11. september.

Her blev præsidenten opfordret til at lave regimeskifte i Irak ”selv hvis der ikke er beviser, der direkte sætter Irak i forbindelse med angrebet”. Fukuyama gjorde dog også opmærksom på, at irakiske oprørere skulle bevæbnes mod Baath-regimet og at et fremtidigt irakisk demokrati skulle bygges på irakernes egen deltagelse. Genopbyggelsen af Irak kom ikke til at forløbe så nemt som de neokonservative havde forestillet sig. Irak er stadig langt fra at have

Nr.4 / 2009

„Ikke mindst med bekymringen om hvorvidt indvandrere kan blive ligeværdigt integreret i det modtagende samfund, er der helt tydeligt kommet et øget fokus på medborgerskab,” Francis Fukuyama, forfatter og professor ved Johns Hopkins University

Illustration Frederik Andreas Jørgensen

udviklet en fredelig og fungerende demokratimodel sådan som Japan og Vesttyskland gjorde allerede i de første år efter anden verdenskrig. I modsætning til mange andre neokonservative er det bemærkelsesværdige ved Fukuyama dog, at han har taget konsekvensen. Han bygger stadig sin politologi på historien ved at drage paralleller på tværs af tid, men har erkendt, han tog fejl i tilfældet med Irak, og i dag er han ikke længere så sikker på, at regimeskifter er vejen frem. Det er nemlig ikke så enkelt at gennemskue, hvad befolkningerne ønsker. Francis Fukuyama nævner Iran som eksempel: ”Selv i Iran erklærer en stor del af demonstranterne, at de ikke nødvendigvis ønsker at styrte den islamiske republik, men at de blot ønsker en mere demokratisk udgave af den. Vi ved at mange af dem ikke ønsker det nuværende regime, men hvad de vil erstatte det med ved vi ikke. ” Deliberation kræver aktivt medborgerskab Selvom Fukuyama ikke vil komme med et entydigt bud på, hvad verdens befolkninger ønsker, så mener han stadig menneskerettigheder og demokrati udspringer af den menneskelige natur, og det er også derfor de vestlige demokratier har

haft så stor en succes. Fordi de giver plads til borgeren og engagerer dem i samfundet som medborgere: ”Borgerne skal deltage i dannelsen af idéer og politik. Det er nok det vigtigste,” udtrykker Fukuyama. Det aktive medborgerskab, som Fukuyama omtaler, er den gamle republikanske idé, som har rødder tilbage til antikkens Rom, hvor de frie borgere mødtes som beslutningstagere i byens styre – republikken. Netop Rom var modellen for de bevægelser der indledte frihedsrevolutionerne i Vesten med den amerikanske og den franske revolution. Selvom det er over 200 år siden og samfundene mener Fukuyama stadig, idealet er det samme: ”Jeg er sikker på at den mest udbredte opfattelse er, at demokrati ideelt burde være deliberativt. Altså, at borgerne er bevidste om deres rettigheder og udøver dem”, siger Francis Fukuyama, og fortsætter: ”Deliberation i et moderne samfund indebærer borgeres drøftelse af politik og statsforhold, at folk har mulighed for at ændre deres mening eller deliberere sig frem til forskellige typer af konklusioner. Og for at det kan lykkes skal der være nogle forudsætninger som ikke er uoverstigelige, men samtidigt skal

være opfyldt. De skal kunne læse og skrive, de skal læse aviser, følge med i offentlige begivenheder, skrive borgerbreve og kunne kommunikere med beslutningstagerne. Når borgerne bliver bedt om at give deres mening til kende, så skal de gøre mere end at møde op til afstemningsstedet ved et valg.” Frygt for social opløsning En af de helt store udfordringer for de vestlige demokratier i dag er dog, at dele af befolkningen i meget lille omfang deltager i demokratiet. føler sig ofte ikke som en del af samfundet på lige fod med deres medborgere. Det har sat øget fokus på medborgerskabstanken generelt, at den på den måde udfordres af indvandringen i samfundet: ”Som jeg ser det, så har tankegangen omkring netop det spørgsmål ændret sig en hel del i løbet af de seneste 10 år. Tidligere vel heller ikke USA, medborgerskab særligt alvorligt, fordi nationalisme og national identitet generelt blev nedtonet. Imidlertid er indvandring blevet et stadig mere dominerende politisk emne. Ikke mindst med bekymringen om hvorvidt indvandrere kan blive ligeværdigt integreret i det modtagende samfund, er der helt

tydeligt kommet et øget fokus på medborgerskab”. Med den øgede indvandring er to forskellige demokratiopfattelser stødt sammen. ”Den ene er en laissez-faire statsmodel, hvor staten præsiderer over en gruppe individer der lever deres egne liv og mødes med dem ved stemmeafgivelse og få andre offentlige funktioner; men helt grundlæggende har de som borgere meget få ting til fælles, bortset fra at overholde lovene. Og så eksisterer der en mere republikansk opfattelse af statsadministrationen, der er baseret på en meget højere grad af individuel politisk deltagelse”. Francis Fukuyama mener at de to demokratiopfattelser har eksisteret sideløbende i både USA og Europa, men at kampen mellem dem er blevet skærpet af indvandringen. ”Der er opstået en frygt sted i forhold til medborgerskab, fordi de fælles udgangspunkter i forhold til medborgerskabet er blevet færre. Og derudover er der sket det, at kravene til at opnå statsborgerskab er blevet skærpet i forhold til de nytilkomne”.

Tema: Medborgerskab

Men med Lissabon-traktaten er chartret for grundlæggende rettigheder reduceret til en henvisning i den nye artikel 6. Samtidig har UK, Polen og Tjekkiet fået fritagelse fra chartret gennem en særlig protokol. Jean-Claude Barbier, professor ved Sorbonne

Muscles from Brussels Van Damme, muslinger og EU Europa debatten lider under et tungt bureaukratisk åg og et fravær af europæisk medborgerskab. De seneste mange Bruxelles-redaktioner nedprioriteres, og vi har i modsætning til mange af vores naboer ikke nogen Europa minister. Men EU er et politisk projekt og uanset hvad man mener om EU i øvrigt, skal vi prioritere de indre anliggende i EU. Derfor har Vision søsat en ny fast sektion med titlen Muscles from Brussels dedikeret til EU-debatten

kompetencer indenfor social- og beskæftigelsespolitikken. Hvis forfatningstraktaten var blevet accepteret ville charteret for grundlæggende rettigheder have været bindende. Den retlige status for chartret ville have balanceret magten fra EF Domstolen.” Som mange i de seneste år har erfaret, har EF Domstolen direkte blandet sig som strejker og overenskomster. Det har den gjort fordi de har haft konsekvenser for det Indre Marked og derfor er EF Domstolens sagsområde: ”Men med Lissabon-traktaten er chartret for grundlæggende rettigheder reduceret til en henvisning i den nye artikel 6. Samtidig har UK, Polen og Tjekkiet fået fritagelse fra chartret gennem en særlig protokol.” Et af de store kritikpunkter af EU er, at EF Domstolen blander sig i arbejdsmarkedspolitik. ”Ja, det er rigtigt. Der er en grundlæggende asymmetri mellem de nationale kompetencer som arbejdsret og social beskyttelse, og EUlovgivningen med dens økonomiske friheder. Denne asymmetri vil

L’Europe Sociale Catastrophique Fra den demokratiske muddergrøft i Europa lykkedes det endeligt at få Lissabon traktaten på plads. Men hvad har vi fået? Det andet bedste ifølge den franske professor Jean-Claude Barbier, der hellere havde set Forfatningstraktaten og dens stærke sociale rettigheder være realiseret. AF Frederik Andreas Jørgensen Håret er gråt og jakken en klassisk tweed. Kendere af europæisk arbejdsmarkedspolitik kender Barbier fra Sorbonne - eller i al fald hans tekster. Han har forsket i det sociale Europa gennem en længere velkommen og går direkte til sagen. “Nå, men vi skal snakke om det sociale Europa,” konstaterer han. Ja, det skal vi. Men hvilket sociale Europa? EU har forsøgt at opbygge en række institutioner, der skulle sikre en europæisk social model. Hvorfor er det ikke lykkedes? “Som jeg ser det, er der tre faser i udformningen af Beskæftigelses Unionen. Den første foregår under Jacques Delors og varede indtil 2004.” Ja, fra 1985 blev der sat fut i fejemøget. Delors blev formand for EU-kommissionen - 10 år senere havde Europa forandret sig fundamentalt. Europa skulle have

en social model, som modsætning til den neoliberale angelsaksiske. Og den skulle opbygges gennem en alliance bestående af de skandinaviske LOfagbevægelser, deres europæiske paraplyorganisation EFS, det europæiske socialdemokrati PES og EU-kommissionen under Delors. ”Den anden fase begyndte i 2004 – primært fordi nye aktører blev valgt, og en ny EU Kommission blev oprettet med Barroso i front. Den blev talsmand for en økonomisk politik, som hovedsageligt baseredes på strukturreformer af arbejdsmarkedet og de sociale sikringssystemer. Konsekvensen blev en marginalisering af beskæftigelsespolitikken,” siger Jean-Claude Barbier. Flexicurity har været en gimmick Derfor er han meget pessimistisk overfor den rolle EU kan spille på beskæftigelsesområdet i dag. ”Nu har vi bevæget os ind i en tredje periode, fordi vi har en ny Kommission. Ved valget i juni var Kommissionen fuldstændig fraværende - med undtagelse af et

Du kan se det i forbindelse med gennemførelsen af servicedirektivet. og de vil blive dømt af EF Domstolen. Det vil uvægerligt betyde, at EF Domstolen bevæger sig ind på områder, hvor den kan kritiseres”

Han mener dog ikke al snakken om politisk betydning: ”Faktisk er den som form uden indhold og uden reel

landene er så forskellige. ”I England Her ser fagforeningen hellere en øget beskyttelse af arbejdskraften, og for syd- og østeuropæerne er det meningsløst,” siger Barbier. Lissabon - den mindst ringe traktat Problemet er nu, at Lissabon-traktaten ikke sikrer det sociale Europa – tværtimod. Men hvad med situationen i dag – den tredje fase? Hvordan stiller Lissabon-traktaten arbejdstagerne i EU? ”Forfatningstraktaten der faldt ved folkeafstemning i Holland og Frankrig i 2005 gav Europa-Parlamentet nye

Ikke-europæiske aftaler Men er hvad er løsningen? Spiller Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) nogen rolle? ”EFS? De spiller en rolle - men det er en lille på. Som Wolfgang Streeck (Direktør for Max Planck Instituttet, red) siger, er det nemt for arbejdsgiverne at kommunikere - men svært for arbejdstagerne at organisere,” siger Barbier, og fortsætter: ”På den anden side kan du ikke vente på at EU træffer beslutninger. Du kan ikke vente i op til 10 år på nye direktiver, der fremmer integrationen og det sociale Europa. Derfor vil der blive lavet aftaler uden om EUsystemet.” ”Nej”, siger han, og spørger retorisk: ”Hvor er de kræfter der vil presse på for det sociale Europa? Der er fagforeningerne - og Socialdemokratiet. Men EU er domineret af højreorienterede regeringer – som den polske, den tjekkiske, den ungarske – og de vil ikke kæmpe for socialpolitikken.”

Nr.4 / 2009

„Der vaier så mange slags faner rundt jord... som skinner av fett.” Rudolf Nilsens (1901-29), arbejderdigter

Dengang da…

Vision præsenterer udpluk, klip og smagsprøver fra ældre bøger, magasiner eller aviser – som stadig kan give spark til nutiden, eller sætte tanker i gang.

”Gategutt” og digter Mangelen på rettigheder var et ofte anvendt tema hos de tidlige arbejderdigtere. Motiverne fandt de i hverdagslivet i hjemmene, på fabrikkerne og værkstederne. Ofte blev motiverne dog lyrisk hævet op på et politisk eller universelt niveau. Rudolf Nilsen (1901-29) på en gang klare og kraftfulde digte, blev i løbet af få år elsket og værdsat – også udenfor hans hjemland Norges grænser.

Af Martin E. O. Grunz ”Sett deg ned og dikt, Rulle!”, sagde Rudolf Nilsens kone Ella ofte til ham. Og det gjorde han så, selvom der var meget andet han skulle nå. Fester, rejser og den for ham altid tilstedeværende politiske kamp. Det var som om han anede at hans liv skulle blive urimeligt kort. Rudolf Nilsen blev kun 28. Da han lå tuberkuloseramt i Paris var hans sidste forståelige ord: ”Det er fanden å måtte dø så ung!”. Selv disse sidste ord var båret af den trodsigthumoristiske tone der er gennemgående i Rudolf Nilsens forfatterskab. Rulle, som hans venner kaldte ham, mente selv at det var en arv fra hans opvækst i en arbejderfamilie i Oslo, som dengang

hed Kristiania. Han omtalte sig stolt som ”Gategutt” – en gadedreng. Hans lyriske form var strengt rytmisk og hans motiver var hentet fra den moderne industriby og det politiske engagement. Det gjorde ham let læst og forståelig. Han var et instant hit i den revolutionære socialistiske presse som han skrev til.

’Mesteren’ er en julesang. Jesus liv er genfortalt, men det religiøse indhold er renset ud af fortællingen. Her er udtrykket mester taget fra arbejdslivet. De der står i lære hos Rudolf Nilsens rebelske Jesus er arbejdere og samfundets udstødte. De bliver kaldt til modstand mod den etablerede undertrykkelse som den unge digter så overalt statens og samfundets institutioner.

’Flaggene’ omhandler symboler på friheds- og borgerrettigheder. Eidsvoll i Norge, Bastillen i Paris og forbundshovedstaden i USA. For Rudolf Nilsen var erklæringer om rettigheder tomme ord, hvis ikke de også kom de fattigste til gode.

Flaggene Der vaier så mange slags faner rundt jord for frihet og rett, de mette, tilfredse og selvgode ord som skinner av fett. De vaier for rettens og frihetens ånd, for Eidsvoll, Bastillen og Washington. De heises på alle de høieste hus, på storting og slott. Så kan de bli sett selv av fattige lus, og det er jo godt!

Mesteren I stallen i Betlehem fødtes ikveld den eneste sønn av Vårherre. De første som lo til hans skrik og hans sprell var fattigfolk bare dessverre. Men jødelands konge han slipte sin kniv, for konger er redd for sitt liv. Og da han blev større, så vandret han rundt og levet fra hånden til munnen. For borgerlig ro blev ham aldri forundt.

For ellers så vilde vi neppe ha sett det spor til vår frihet og rett.

Men skadelig var det i grunnen. For tenk på de folk, som han omgikkes med: en

De rike blev pisket med svøper og ord: i dem hadde ondsinnet røtter. Men synderen spiste ved frelserens bord, og skjøgene lå ved hans føtter. At mesteren blev som han blev, er det rart, med omgang av sådan en art? Idag vet man best, hvem han virkelig var: de fattiges herre og mester. Og forat det ikke skal glemmes, så har vi kirken med paver og prester. Så slipper de rike å huske på det. Så feirer de julen i fred.

Udenfor tema

Lande, der har oplevet den højeste økonomisk vækst de seneste årtier, har været kendetegnet ved en aktiv stat, der har haft en meget strategisk tilgang til erhvervs- og industripolitik.” Tenna Weng Pedersen og Kristian Weise, henholdsvis analytiker og analyseleder i Cevea

Nyt fra Analyseenheden

Erhvervspolitik for centrum-venstre Erhvervspolitikken domineres af de borgerlige, men må også være en mærkesag for de progressive. Dels fordi erhvervsudviklingen sætter mange af rammerne for udviklingen af resten af samfundet, dels fordi et moderne centrum-venstre sandsynligvis er bedst til at erhvervsudvikle. Af Tenna Weng Pedersen og Kristian Weise, henholdsvis analytiker og analyseleder i Cevea For mange er ”venstreorienteret erhvervspolitik” sikkert et oxymoron – et udtryk, der er sammensat af to tilsyneladende selvmodsigende begreber. For erhvervslivet tilgodeses jo af de borgerlige, mens de progressive har nok at gøre med at begrænse dets konsekvenser for miljøet, udviklingen, næste generation og alle andre aspekter kæmper for, at erhvervslivet skal befries for samfundets spændetrøje,

fast i tøjlerne og stramme til, så erhvervslivet ikke løber løbsk. Desværre er der stadig alt for mange venstreorienterede politikere, der tænker sådan om den private sektor: som en størrelse, der er nødvendig at styre med pisk og stramme tøjler. tiden før den politiske midtersøgning repræsenterede erhvervslivet storkapitalen. Opfattelsen var, at erhvervsbosserne mestendels varetog egne interesser og udbyttede arbejderne og de svageste i samfundet. Man stolede ikke på kapitalen, da kapital kunne fordreje og forplumre relationerne mellem mennesker. Derfor var fokus primært på, at

regulere og tøjle den frådende og grådige private sektor gennem regulering af dets miljøpåvirkning, produktion, arbejdsmiljø og arbejdsvilkår. Altså spændetrøjen. Motivationen er muligvis til at forstå. Men med tilgangen afskrev man sig samtidig fra konstruktivt at påvirke udviklingen af de samfundsinstitutioner, der leverede beskæftigelse og indkomster til de arbejdere, hvis interesser man ønskede at varetage. Man brugte alene pisk overfor virksomhederne, for at få dem til at levere bedre arbejdsvilkår og højere lønninger. Dermed gik man glip af de fordele det kunne have, også at rette politikken mod at skabe nye

jobs i nye brancher, der var bedre end de gamle. Og man undlod – mere eller mindre bevidst – at påvirke retningen for størstedelen af den økonomiske aktivitet, der bestemmer hvilken velfærd, der er råd til. Eller sagt på en anden måde: det er ikke tilfældigt, om et land lever af kulindustri eller vindenergi. Det afgøres også af politiske valg. Og man gør en større progressiv forskel ved at skabe sunde jobs for vindmøllemontører end ved at bibeholde kulminejobs og så forsøge at afhjælpe sundhedsskaderne for de ansatte i kulminerne. Vækst på progressive grundpiller

Nr.4 / 2009

Det er på tide, at centrum-venstre ikke kun ser muligheder i vindmøller, men overfører vindmølletankegangen til hele det erhvervspolitiske område. Tid til at man tænker i helt nye baner, begynder at se markedet – og den private sektor – som en ligeværdig og vederhæftig medspiller (nu har vi dog kendt den i nogle år efterhånden, og dermed også dets lunefuldheder og dets styrker), som kan hjælpe med at udvikle samfundet i en holdbar og meningsfuld retning. Men, som en tidligere Cevea-analyse har vist, negligerer centrum-venstre generelt erhvervspolitikken. Derved snyder de dog ikke kun sig selv for også det samfund, de er sat til at tjene for politikker, der kunne give

ældrepleje, børneinstitutioner, handicaphjælp osv. For historien har vist, at den borgerlige laissez faire tilgang, hvor markedsmekanismerne vises uindskrænket tillid ikke er den mest effektive. Ved at bruge stat og

marked som aktive samspillere undgås nemlig en hel del af den zig-zag vej, markedet har en tendens til at gå, og man kan strategisk opbygge og udvikle fremtidens vindersektorer. De mest succesfulde økonomier er således ikke dem, der blot har ladet markedet passe sig selv og minimeret den statslige indblanding eller kontrol, i håbet om at samfundet så ville blomstre og opleve stigende vækst. Verdensbankens 'Growth Commission' har derimod vist, at alle lande i den gruppe af lande, der har oplevet den højeste økonomisk vækst de seneste årtier, har været kendetegnet ved en aktiv stat, der har haft en meget strategisk tilgang til erhvervs- og industripolitik. De har haft forskellige politikker, men fælles for dem har været en central rolle til staten som en proaktiv retningsgiver for den private sektor. Et moderne centrum-venstre, der tager udgangspunkt i, at den offentlige sektor og den private sektor er komplementære – at de udgør to uadskillige dele af samfundet og at velstandsskabningen i samfundet er et

resultat af deres samspil – har dermed umiddelbart bedre forudsætninger for at skabe vækst og velstand end et markedsfundamentalistisk højre eller

Helhedsorienteret erhvervsudvikling Der er således behov for et udvidet proaktivt samarbejde mellem marked og stat, hvor man udnytter deres forskellige forcer og skaber synergier. balance, hvor regulering fra staten er en positiv ting og understøtter udviklingen af både sunde forretninger og gode arbejdspladser. For det er ikke enten-eller. Det er nærmere både-og. Marked og stat kan sagtens gå hånd i hånd og bruge hinanden endnu bedre end i dag. I Danmark får vi kun et mere sammenhængende og meningsfuldt samfund, hvor vi kan forsørge både børn, voksne og ældre, hvis vi har en helhedsorienteret erhvervspolitik, der indtænker arbejdsmiljø, kompetenceudvikling, innovation og retning for udvikling i både toppen

og bunden af uddannelsesskalaen samt medarbejdernes behov. Som skaber rammerne for en dynamisk erhvervsstruktur, der giver de bedste muligheder for innovation og fornyelse, men som også sikrer, at der samtidig er arbejde til alle kompetencegrupper her i landet. Cevea har tidligere givet et bud på, hvilke erhvervspolitiske dogmer, som kan understøtte en sådan proces. Erhvervspolitikken er for vigtig til at overlade til de borgerliges laissez faire-ideologi. Forhåbentlig er der i der vil tage tyren ved hornene og sætte sig i spidsen for at udvikle og implementere den erhvervspolitik, der kan give de bedste forudsætninger for at opfylde alle de andre samfundsmæssige målsætninger.

sig i sadlen, tage tøjlerne i hånden og vedkende sig, at en konstruktiv tilgang til erhvervspolitikken og den private sektor er vejen til fornyelse.

fremtiden starter her ...

Nuancer, fællesskab og debat. Tak for jeres bidrag til det danske videnssamfund!

Dansk Erhverv er erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening for fremtidens erhverv. Vi repræsenterer 20.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for handel, rådgivning, oplevelse, transport og service.

Udenfor tema

„Den der med at frikadeller er bedre end lammekølle, bryder jeg mig ikke om. Jeg kan forstå at mennesker bliver bekymrede, men jeg er imod det sprog der bliver brugt i debatten.” Jørgen Leth

Den moderne dandy Det er ikke koldt på toppen – det er brandvarmt – som i en sauna. Vi er over 200 samlet ved AOF på Trekanten i Aalborg. Svedperler pibler frem som på ørnens isse på vej op af l’Alpe d’Huez. Alle har opmærksomheden rettet koncentreret mod samme punkt i salen. Som en magnet blandt gammelt jern suger han os mod scenen. Med en intensitet kun de bedste kunstnere forundt præsenterer han udpluk af sit liv. Et liv, der har været arnested for en moraliserende steppebrand, siden 2005, da Jørgen Leth udgav første del af selvbiografien Det Uperfekte Menneske. Hans Henrik Jørgensen & Frederik Andreas Jørgensen

karakteristiske ordstrøm, galopperer han af sted. På den måde har han klistret en hel nation til skærmen hver sommer fra 1994 til han blev fyret i 2005. De røde notesbøger ligger på bordet foran ham, de udgør bjerge af tanker og anekdoter fra hans liv. Da vi efter foredraget sørger ly for en råkold oktober aften på en passende cafe i indre Aalborg, mættes stemningen omkring bordet hurtigt af hovedpersonens lyst til at fortælle. Jørgen Leth har en god smag og som de gode værter vi er, lader vi ham bestemme vinen og smage for, mens vi forbereder os på interviewet. Ikke overraskende tager de franske vinbønder et stik hjem: ”Jeg har en god næse… den er meget god. Det er meget hyggeligt at vi kan sidde her. Skål drenge. Hvad er planen?” Elitær æstetiker eller folkeforfører Bag det skarpe hvide brillestel fornemmes et par øjne, der altid er åbne overfor at lade sig forføre af øjeblikket og fortælle andre mennesker om, hvad han netop nu oplever – en art sanselighed som Leth har gjort til sin profession. En fortællerkunst som danskerne drages af hver sommer, og betyder, en stor seerskare fra det sekund Eurovisions signal ruller hen over skærmen. Men at kalde fænomenet for folkeeje afviser Jørgen Leth; ”Jeg har aldrig forsøgt at have publikumstække, men jeg oplever at Touren er et rigt stof, og at der er en bestemt magi over cykelsporten som rammer mennesker og det er

netop den, jeg kan fortælle om. Jeg laver ikke mig selv om for at gøre et publikum tilfreds”. Som interviewet skrider frem tegnes konturerne af en lettere excentrisk person, på en evig rejse efter nye indtryk, nærværende og iagttagende, men som konstant længes ud i verden, for ikke at sprænges af sin egen indre rastløshed. ”Jeg deler min fascination med publikum, men har aldrig haft en plan om at lokke nogen til at forstå noget som ligger uden for rammen og derfor må jeg blot håbe at seerne hænger ved. Jeg er fortæller og ikke kommentator. Det er en fortælling som jeg giver publikum, tilsat modet til at være ærlig og evnen til at berette.” Forfatterens evne til at skildre, opbygge og beskrive en bestemt karakter inspirerer Leth. Specielt den Britiske forfatter Graham Greene, der ligesom ham boede i Haiti i store perioder af sit liv, er et nodalpunkt: ”Jeg kan se mig selv i Greenes karakterer og jeg har lyst til at være The Honorary Consul. Sanseligheden hos Greene er fuldstændig indlevende. Det med at have et forhold til en kvinde som hengiver sig fuldstændig, er jeg enormt optaget af. Jeg er helt med på Greenes måde at opleve verden på, hvor sanseligheden, seksualiteten og den politiske bevidsthed spiller en afgørende faktor. Greene skulle have haft fordi han blev opfattet som en del af trivialitetslitteraturens genre”. Verdensmandens drift Efter at have været bosat i Haiti de seneste 10 år, med det meste af verden

som sin arbejdsplads, føler han sig ligeså hjemmevant med New York Times og Up Town Manhattan, som med Politiken og Vesterbro. Evnen er ikke begrænset til hans modersmål. på såvel tysk og engelsk, som spansk og fransk. ”Det er vigtigt at jeg ikke altid er i det mentale rum som er Danmark. Jeg er som en rejsende på en måde. Som observatør jeg kan se at Danmark er blevet mere puritansk, snæversynet og optaget af danske værdier og dem ser jeg ikke som en dyd.” Vi graver lidt dybere, for nogle folk har jo tabt på globaliseringen, og de søger tilbage mod de mere konforme værdier, det nationale. Det ser man også mange andre steder i Europa. Leth ræsonnerer: ”De tendenser er meget kraftigere i Danmark. Man er mere åben overfor fremmede værdier i Tyskland og Frankrig. Jeg kan godt forstå diskussion – jeg er bare imod det sprog der bliver brugt, og den vulgaritet der ligger i anskuelsen. I en tid hvor alle fodboldhold er bygget op af udenlandske spillere, hvordan kan man så vende sig imod det fremmede? Det er selvmodsigende. Man er åben overfor talenter – hudfarver, men vender ryggen mod verden.” Efter en kort pause og en skål fortsætter Leth: ”Den der med at frikadeller er bedre end lammekølle, bryder jeg mig ikke om. Jeg kan forstå at mennesker bliver bekymrede, men jeg er imod det sprog der bliver brugt i debatten. Jeg er sgu meget kritisk overfor noget i den muslimske kultur – jeg er enig i

kritikken. De skal også indordne sig i det danske samfund. Det er banalt at konstatere. Men jeg er imod det sprog der bliver brugt til at jage dem ud igen. Jeg kan ikke forstå nærigheden fanden er meningen?” Han påpeger i stedet, at han instinktivt synes, at det at være sammen med andre er meget positivt. Sport og spaghetti Hvordan sprog bruges retorisk såvel som kunstnerisk optager Jørgen Leth og at sætte ord sammen til enkle og præcise sætninger, der på et æstetisk plan beskriver og indrammer svære emner som at elske, at lade sig forføre eller mandens forhold til kvinden, synes at være en bestemt stil og form for sanselighed over hvad Jørgen Leth foretager sig; ”Jeg har min stil for mig selv, enkelte sætninger, et punktum og så videre til næste sætning. Min notesbog er stikord. Det meste af indholdet i mine notesbøger er ubrugt materiale og løse struktur ved notesbøgerne som fascinerer mig, den kan jeg enormt godt lide, ligesom The Beach Boys store struktur”. Jørgen Leth har meget at fortælle. Han bevæger sig igennem spørgsmålene på samme måde, som de projekter han går ind til, hvad enten det er spoken words koncerter med Mikael Simpson, Erotiske Menneske, eller foredrag som i aften på AOF. Ethvert nyt tiltag skal rumme en substans, en udfordring der bringer nye perspektiver og indtryk. Ellers fornemmes hurtigt en lyst til at komme videre til næste spørgsmål, til

Nr.4 / 2009

„Jeg er helt med på Greenes måde at opleve verden på, hvor sanseligheden, seksualiteten og den politiske bevidsthed spiller en afgørende faktor. Greene skulle have haft nobelprisen, men det fik han ikke fordi han blev opfattet som en del af trivialitetslitteraturens genre.” Jørgen Leth

næste projekt. Men hvordan vil Jørgen Leth beskrive den måde han arbejder på og hvilke kunstneriske strømninger optager ham? ”Jeg har en meget legende indgang til formen, ofte er det en nærmest anarkistisk tilgang og det er kernen for det jeg laver. Det startede med, at jeg som gymnasiast begyndte at orientere mig mod modernismens strømninger. Men efter mine to første digtsamlinger hvor jeg bl.a. som journalist ved Aktuelt og Politiken skildrer en række af de store avantgardekunstnere Warhol, Godard og Bergman, begyndte jeg og Per Kirkeby at fokusere på trivialitetslitteraturen.”

Glæden ved at lade det trivielle udforme i kunsten er hans drift. Han fortæller hvordan den genre indeholder en fantastisk rigdom. Leth skrev som den første om sport i sine digte, mens Per Kirkeby gjorde Sergio Leones spaghettiwesterns til et motiv i sine billeder. Leth greb ud efter et stof han kendte, men som medierne og kultureliten havde forsømt. ”Jeg havde et ønske om at bringe sporten op i denne intellektuelle klasse, jeg ville invitere sportssprogets mindste gloser ind i digtningens fest”. Bagsiden Leth synes ustoppelig på en evig rejse efter indtryk der skrives ned i notesbøgerne. At indfange et bestemt stykke nutid, der kun eksisterer i et

øjeblik, for senere at lade sig inspirere og omsætte de nedfældede ord til digte aftryk på jazz, litteratur, journalistik, hvor kommer energien og kræfterne til altid at være aktuel og på forkant med kunstneriske strømninger fra? ”Energien kommer fra at lave noget. Når jeg først er inde i et stof kan jeg næsten ikke stoppe, som når jeg laver Tour De France. Det er nærmest en umulig opgave der kræver megen energi og jeg kan ikke forstå, at jeg kan holde til det. Men løbet inspirerer mig og derved bliver det en uudtømmelig energikilde. Jeg er aldrig i krise under, men helt færdig efter Touren”, siger han og fortsætter:

”Jeg har været inde i nogle meget stressede perioder på det seneste, jeg ligger nærmest søvnløs om natten. Sidste uge var det koncerterne på Nørrebros teater med Mikael Simpson, derudover lanceringen af bogen med Morten Sabroe og dertil alt for mange foredrag. Energien ligger i inspirationen og legen med stoffet”. Klokken er tæt på midnat da vi sætter Jørgen Leth på toget mod Århus. Nye fortællinger venter på at blive indfanget af fortælleren. Pennen er ladt, notesbøgerne spredte og fortælleren klar. Danmarks største dandy ridder videre mod nye eventyr.

Udenfor tema

Boganmeldelser

Op på kværnen Af Martin E. O. Grunz Vi er på tur med rockerne i 1976. Her er chillumer, aberibber, røde vinger og Miss Wet T-Shirt-konkurrence. Det er hovedpersonen Uffes historie, men fortalt af Uffes gudbarn. Dy Plambecks ’Gudfar’ er en indfølt beskrivelse af 1970’ernes outlaw-fascination, både i

Fri af far? forlaget FINGERPRINT, hvis udgivelser skal holde sig til reglerne fra et manifest, som blandt andet indebærer at teksten ikke må overstige 2000 ord og være et originalt værk af en dansk forfatter. Idéen er dristig, og udfordrer de udvalgte forfattere. Dy Plambeck har løst FINGERPRINT’s opgave ved at skrive ’Gudfar’ på en enkelt dag, med inspiration fra 4

Den sidste kulturkonservative og således tydeligt en del af en serie. Selvom værkerne sagtens kan stå alene, bliver de på den måde en del af et større kollektivt kunstværk, hvis enkelte dele bliver lanceret effektfuldt, for de der har hørt ordet og møder op. Målet er selvfølgelig at opdyrke et interesseret publikum for ny dansk litteratur – og gid at FINGERPRINT må få held til det. Man læse mere om forlaget, dets distribution og udgivelsespolitik på www.forlagetDy Plambeck oplæse ’Gudfar’, hvis man ikke er så heldig at erhverve sig sit eget eksemplar af bogen. Det kan varmt anbefales at bruge en kop kaffes tid, eller gerne to-tre på det.

Det er naturligvis kun her-og-nuinspirationen, for det er tydeligt, at der bliver trukket heftigt på Henrik Krügers klassiker ’Action, mand!’, der er en beskrivelse af den tidlige rockerkultur. Hos Plambeck er der dog tale om en anden vej end Krügers journalistiske. Det er nok en diskussion værd, om ’Gudfar’ er et digt eller en novelle. Men genren er dog underordnet, for teksten er fængende. På trods af at det er en lille bog, der bebuder at skulle vare en kaffekops tid, kan det anbefales at dele den op i bidder. Der er nemlig meget, der skal fordøjes med Dy Plambecks elegante afsæt i ordet ”gudfar”, som bliver knyttet til begreber som far, Guds fri natur og patriark. Ud med litteraturen ’Gudfar’ er FINGERPRINTs tredje udgivelse. Forlagets mål er at udbrede litteraturen, og det gør de ved at distribuere originale værker gratis på udvalgte steder. Oplagene er små, så i et eksemplar af deres udgivelser. Med en vis ret kan det siges, at FINGERPRINT’s manifest er en ligeså stor del af værket, som den enkelte udgivelse. Bøgerne er nummererede

Dy Plambeck Gudfar – et portræt 22 sider, gratis FINGERPRINT, 2009

Af Jens Jonatan Steen, direktør i Cevea Mens den moderne generation af konservative politikere fokuserer meget entydigt på styrkelse af private initiativer (privathospitaler), belønning af eliten (OL-støtten) og øget konkurrence (kulturstøtte) samt overgreb mod landets svageste (Burkaforslag), så viser Palle Simonsen en anden og stort set glemt side af de konservative værdier. Med sin nye bog ”Gemt eller glemt – alle har ret til at være med” minder tidligere socialminister og en svunden tid, hvor det at tage ansvar for samfundets svageste og være konservativ stadig går hånd i hånd. Om Palle Simonsen selv vil betegne sig som kulturkonservativ, skal jeg lade stå usagt, men han fortjener i min optik titlen, fordi han holder fast i socialpolitikken og den brede tilgang til det politiske system. Bogen udgør hvert fald et tankevækkende must-read for alle de unge ”købmandskonservative” politikere på Christiansborg. Bogen, som Palle Simonsen har skrevet i samarbejde med journalist Trine Munk-Petersen, tager os med på en lang rejse gennem et resultatfyldt politisk liv, hvor den sociale ansvarlighed repræsenterer den røde tråd. Palle Simonsens sociale engagement udspringer fra opvæksten på fattiggården i Aptrup, hvor hans forældre var bestyrerpar. Herfra går turen fra Spastikerforeningen, Socialministerium, Det Centrale Handicapråd og et væld af andre initiativer til fordel for landets svageste. Bogens store svaghed er dens opbygning, som ikke tager udgangspunkt i den tidligere ministers egne erfaringer og oplevelser, men derimod i en lang række forskellige sociale initiativer og statistiske nøgletal, som er kendetegnende for dansk socialpolitik. Det viser, at Palle Simonsen ikke er bleg for at give andre den ære og kredit de fortjener, men

det betyder desværre også, at historien om personen Palle Simonsen fortaber sig. Det skader læsevenligheden. Til gengæld holder bogen ikke igen med en timet og velargumenteret kritik af skiftende regeringer, som får på munden for at have glemt det frivillige arbejde og de svageste i samfundet. Særligt det borgerlige Danmark kritiseres for at overføre opgaver til det private uden at tage hensyn til, at private virksomheder kun ønsker at løse opgaver, de kan tjene penge på. Hvilket man ifølge Palle Simonsen ikke skal forvente af projekter for samfundets mest udsatte grupper. Denne tilgang får den konservative veteran og sværvægter til at forlange en ny balance mellem stat, marked og civilsamfund – ligesom den får ham til at kræve mere skåltaler. Palle Simonsens budskab lyder med hans egne ord således: ”Vi har behov for en fornyet og forstærket indsats til støtte for mennesker, som har svært ved at ved stå distancen og svært ved at trænge igennem og opnå politikernes opmærksomhed” Palle Simonsen Jeg kan kun håbe at Palle Simonsens egne partifæller ville lytte, ligesom jeg tror at mange centrum-venstre politikere kunne lære af det stærke sociale engagement og den store forståelse for det frivillige arbejde.

Palle Simonsen i samarbejde med Trine Munk-Petersen Gemt eller glemt – alle har ret til at være med Forlaget Frydenlund September 2009

Nr.4 / 2009

Den forløsende smerte Af Martin E. O. Grunz ”Du er jo sikker på, at der ikke højtudviklede dyr. Der efter døden mugner op i jorden og bliver spist af orme”, siger Helen til sig selv. Og når det nu er sådan – hvorfor så ikke nyde den højtudviklede dyrekrop i fulde drag, også når det er fysisk smerte der gør at man endnu føler sig i live? Med eller uden chokoladesovs? Helen er fanget i en hospitalsseng. Derfor må hun opleve sin frihed gennem rollespil, fantasier og erindringer. Det hele kredser om kroppen og sanserne – her er der en lige linje fra at spise en take-away pizza til at have analsex. Skal man drikke en eller to øl til? Med eller uden chokoladesovs? Vådområder tager læseren igennem tilfældig sex, planlagt sex, strategisk hullede trusser, opkast, intimbarbering, stoffer og toiletritualer. Det er attenårige Helen

familiens og kroppens fængsel. Eet af romantismens centrale temaer var netop sjælens indespærring i den materielle virkelighed. Modsat romantismen er der dog ikke et højere væsen eller en sjælelig balance udenfor fængselet. Derfor er døden heller ikke den eneste tænkelige befrielse for hende. Hér kan udfrielsen også komme gennem livet, med kroppen brugt og misbrugt som murbrækker. Som læser blive man budt indenfor i Helens radikale overvejelser om hende selv og hendes omgivelser. Det er en ærlig og respektfuld skildring af unge kvinder, som Charlotte Roche har bedrevet. Helen er ikke Charlotte Roche. Charlotte Roche er en tysk kändis, som med ’Vådområder’ har sin romandebut. Men er man interesseret i Roche, så kan man google hende. Hér i denne roman, giver hun gennem Helen ung kvindelig seksualitet et samlet udtryk. Det direkte og bevidst grænsesprængende sprogbrug er Roches skygge: Det får læseren til at reagere.

kussesaft. Det er det sprog man kan høre på alle klubber. Er et toiletbræt med urinrester ulækkert? Er der nogen grund til at skylle frugt før man spiser det? Er noget formål med at bruge parfume når fyrene reagerer stærkere på kussesaft stænket bag ørerne? Helens svar er i alle tilfælde et skarpt tegnet nej. Hun registrerer verden gennem sin krop, og vil ikke ligge under for hverken angsten for dårlige oplevelser, antagelser om hvordan kvinder opfører sig eller omgivelsernes fordømmelse. Hvis hun vil intimbarberes for at mærke dén følelse gør det hende ikke kunstig. Hvis hun vil svede og ikke gå i bad gør det hende ikke naturlig. Hun vil opleve og registrere. Hendes velplejede – og for Helen netop derfor selvfornægtende - kvinder som hun møder. Kroppen som murbrækker På en måde er ’Vådområder’ sært antimoderne. Der er noget nærmest romantistisk over den

Charlotte Roche Vådområder Oversat af Aino Roscher efter ’Feuchtgebiete’ 218 sider, 249,95 kr. Athene 2009

Udfordringer kommer af sig selv Det gør løsninger ikke Vi har sejret ad helvede til – godt! Sådan sagde den afgående LOformand Thomas Nielsen i 1982 – og det har vi så hørt mange gange siden. Det er i grunden temmelig ærgerligt, for det kan lede til den alvorlige misforståelse, at fagbevægelsen skulle have nået sine mål og dermed overlevet sig selv. Vist har vi nået meget. Faktisk så meget, at den danske model ikke kan bestå uden os. Fagbevægelsen på den ene side og arbejdsgiverforeningerne på den anden side er nemlig forud-

sætningen for et velfungerende og stabilt arbejdsmarked. Det er arbejdsmarkedets parter, der sammen sikrer, at vi i Danmark har Europas mest fleksible og tilpasningsdygtige arbejdsmarked. Men et velfungerende arbejdsmarked er ikke nogen fast størrelse – tværtimod. Hver eneste dag sker der udviklinger, som kræver, at vi lægger hovederne i blød og finder på nye løsninger. Thomas Nielsen kunne ikke forudse, at vi her i 2009 blandt andet udfordres af

globalisering, massefyringer og en kæmpe mangel på praktikpladser. Udover de nye udfordringer er der også hele tiden opgaver, der skal løses inden for klassiske faglige områder; fx løn, ferie, barsel og pension. Rimelige vilkår er ikke det samme i dag som for 50 år siden. LO sørger for, at lønmodtagernes arbejdsvilkår følger med tiden. Den vigtigste sejr er altid den næste!

Kom ind i kampen