Page 1

idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / holdninger / innovation / udfordring

VISION

#2 2010 NR./ÅRG.

Tema: Erhvervspolitik

Moderne erhvervspolitik skal gå på to ben. Politikerne skal give erhvervslivet muligheder – og virksomhederne skal lære at tage et samfundsmæssigt ansvar. Læs: – lederen ”Virksomhed, gør din pligt”, side 2 – temaintro om erhvervspolitikkens samfundspotentiale, side 15 – indlæg af Mette Frederiksen om støtte til sociale virksomheder, side 25 – interview med DI-direktør Lars Goldschmidt om vigtigheden af aktiv erhvervspolitik, side 20

Læs også:

Ny regering – ministerier består og forgår Hvordan skal en ny regering stykkes sammen? Professor Tim Knudsen, Cevea-direktør Jens Jonatan Steen, SF’eren Astrid Krag og den Radikale Zenia Stampe.

Side 4-7

Muscles from Brussels: Europæiske politiske partier - gavner de noget? Vicegeneralsekretær Jesper Schunks svar er JA - og særligt i fremtiden vil de gøre det i endnu større grad.

Side 32

De rettroende har altid ret Cevea-direktør Jens Jonatan Steen tager i dette indlæg Cepos nye antologi ”Friheden flyver” under kærlig behandling.

Side 39


2

Uden for tema

"Virksomhederne skal på skolebænken. De skal lære, at med de muligheder, som den danske velfærdsstat stiller til rådighed gennem erhvervsstøtte, en højtuddannet befolkning, kvindernes integration på arbejdsmarkedet og meget andet – med alt dette, der følger pligter."

Virksomhed, gør din pligt Leder En befordrende erhvervsstøtte er afgørende for at sikre danske arbejdspladser og velstand. Men ligesom samfundet ikke kun giver borgerne rettigheder, men også stiller krav om pligter, så skal centrum-venstre politikerne turde kræve, at virksomhederne tager et større samfundsmæssigt ansvar.

Af Karl Kjær Bang, kkb@cevea.dk og Maria Bøegh-Lervang, mbl@cevea. dk

skatteminister Troels Lund Poulsen, der mente en rød regering ville være farlig for erhvervslivet.

En befordrende erhvervsstøtte er afgørende for at sikre danske arbejdspladser og velstand. Men ligesom samfundet ikke kun giver borgerne rettigheder, men også stiller krav om pligter, så skal centrum-venstre politikerne turde kræve, at virksomhederne tager et større samfundsmæssigt ansvar. På det seneste er Socialdemokraterne og SF begyndt at prioritere erhvervspolitikken. De mest tydelige eksempler er løftet i Fair Løsning om, at partierne vil investere i danske ”styrkepositioner” inden for bl.a. grøn energi, medicin og velfærdsteknologi, såvel som erhvervspolitik var temaet for SFs landsmøde, der havde Novozymes direktør som gæstetaler. Det er på mange måder en bemærkelsesværdig satsning. Historisk – og måske lidt karikeret - har fokus for venstrefløjen været at pleje arbejdstagersiden gennem beskæftigelsespolitikken og målsætningen om fuld beskæftigelse, mens det er de borgerlige, der har forsøgt at skabe gunstige vilkår for virksomhederne gennem erhvervspolitikken. Bl.a. derfor reagerede de borgerlige da også voldsomt på Novozyme-direktørens optræden på SFs årsmøde – anført af

23,6 milliader i erhvervsstøtte... Der ligger uden tvivl taktiske og vælgermæssige hensyn til grund for centrum-venstres nye fokus på erhvervspolitik. Men konkret er effekten af den ændrede kurs, at hvor forståelsen af erhvervslivet tidligere var strukturel, så sætter venstrefløjen i dag et meget større fokus på de enkelte virksomheder, som aktive medspillere i udviklingen af økonomien. Og grundlæggende er det jo positivt. Det er afgørende for bevarelsen af vores velfærdssamfund, at politikerne skaber rammebetingelser, der understøtter virksomhedernes muligheder for at skabe innovative produkter og bæredygtig vækst. Virksomhederne kan simpelthen noget, som staten ikke kan – og det skal staten være med til at fremelske. Problemet er, at økonomien afhænger af samfundet. Derfor er det ikke nok, at hjælpe virksomhederne til at skabe vækst. Socialdemokraterne og SF skal ikke blot overtage de borgerliges gavmilde befordrende erhvervspolitik, som i 2010 giver 23,6 milliarder kroner i erhvervsstøtte. De skal gå længere og gøre virksomheder til ansvarlige stakeholdere i samfundet. Stakeholdere, der gennem større

samfundsansvar kan gøre en stor indsats i forhold til demokratisk dannelse af borgeren, for det rummelige arbejdsmarked, for at sikre den kommende generation af veluddannede lønmodtagere og meget andet. Med andre ord, så mangler centrum-venstres erhvervspolitik et samfundsmæssigt sigte, der går ud over det økonomiske. Der er brug for, at danske virksomheder, der nyder godt af de muligheder, det danske velfærdssamfund giver dem, også lever op til de pligter, der følger med og som danner grundlaget for velfærdssamfundets fortsatte overlevelse. Det skal selvfølgelig ske i dialog med virksomhederne, og der skal være respekt om den danske model, hvor samarbejdet i stort omfang bygger på tillid frem for tvang. ...fordrer sociale og demokratiske krav... Helt konkret kunne en ansvarliggørelse af virksomhederne bestå i, at der i meget større omfang gøres brug af sociale klausuler, når virksomheder udfører opgaver for det offentlige. Det gælder i forbindelse med uddannelse, hvor der kan stilles krav om, at virksomhederne opretter et passende antal erhvervspraktikpladser (noget som Fair Løsning faktisk sætter fokus på, og som de socialdemokratiske borgmestre i Århus og København allerede har indført). Men det gælder også, når vi snakker om det rummelige arbejdsmarked. Her kunne krav om skånejobs og lignende indgå i de sociale klausuler. Derudover bør politikerne give demokratiske virksomheder en særstatus, når der udbydes offentlige opgaver. Herved vil de støtte op om en stolt dansk tradition for demokratiske virksomheder, der udspringer af arbejder- og andelsbevægelsen. I disse virksomheder er det enten ejerne, kunderne eller medarbejderne, der i fællesskab ejer virksomheden

ud fra princippet om én stemme per person (et princip som fx Arla, Coop Danmark og Alka holder i hævd). En sådan satsning ville også give incitamenter til at styrke de demokratiske elementer i allerede eksisterende virksomheder. Mere generelt bør der udformes krav til virksomheders sociale og demokratiske ansvar i dialog med arbejdsmarkedets parter. Og derudover bør der særligt gøres mere end henslængte hensigtserklæringer for at styrke alternative virksomhedsformers rolle i samfundet. Sociale virksomheder skal have rammerne og prioriteres politisk, så de kan udleve deres potentiale som innovationsmotorer og sociale aktører. ...i ideologisk-visionær erhvervspolitik For den danske velfærdsstat er en humlebi. Præcis som humlebien efter naturens love ikke burde kunne flyve, men gør det alligevel, så burde velfærdsstaten ifølge rationelle økonomiske teorier være gået fallit for længst. Men det er den ikke. Og årsagen er, at velfærdsstaten bindes sammen af stærke demokratiske og sociale værdier blandt borgerne. Men det er tydeligt, at virksomhederne endnu ikke har lært at indseman lærer vist ikke at indse, bare ”indset” deres egen langsigtede interesse i at investere ressourcer i fællesskabet. Derfor er det med den nye tilnærmelse til erhvervslivet fra Socialdemokraterne og SF tid til sideløbende også at følge en klar ideologisk-visionær målsætning om, at der med støtte og tillid følger krav. Virksomhederne skal på skolebænken. De skal lære, at med de muligheder, som den danske velfærdsstat stiller til rådighed gennem erhvervsstøtte, en højtuddannet befolkning, kvindernes integration på arbejdsmarkedet og meget andet – med alt dette, der følger pligter.

Vision på nettet Læs mere om Vision på Cevea.dk og følg med i debatten på vores fanside på Facebook. Læs bl.a. særudgivelsen om VM i fodbold. Søg på "Tidsskriftet VISION"


Nr.2 / 2010

VISION

TEMA UDEN FOR TEMA

Indeks 02 Leder: Virksomhed, gør din pligt Centrum-venstre politikerne skal turde kræve, at virksomhederne tager et større samfundsmæssigt ansvar.

15 TEMAINTRO: Erhvervspolitikkens samfundspotentiale VISION har sat fokus på erhvervspolitik, fordi det kan være så meget mere end en snæver vækstdagsorden.

04 S-SF med kurs mod midten Kommentator Peter Goll ser på, hvordan en SSF-regering vil være manøvredygtig med mange forskellige flertalskonstellationer.

05

06

08

10

12

13

14

århundrede? Opråb: Claus Piculell skriver, at Venstrefløjen skal lære af historien, det gode i andre filosofier og formulere en vision, der taler til folk i det 21. århundrede.

16 Søges: En aggressiv og kreativ stat Interview: DI-direktør Lars Goldschmidt mener, at centrum-venstre endnu ikke helt har forstået, hvor vigtigt et positivt samarbejde mellem staten og erhvervslivet er for dansk vækst og velstand.

Som den næste regering bør indrettes Professor Tim Knudsen mener, der skal være klarere over-/underordningsforhold i en ny regering 18 Alka tjener fællesskabet Interview: Alka’s kommunikationsdirektør siger, Den idealistiske startopstilling? at Alka tjener kunderne, ikke kassen. Det må der Cevea-direktør Jens Jonatan Steen giver sit bud være samfundspotentiale i, så VISION har snakpå en ny indretning af regeringen med bl.a. Villy ket med ham. Søvndal som Ulighedsminister og Dan Jørgensen som Bæredygtighedsminister. 19 Idealismens drivkræft Interview/Analyse: JAK er en bank uden renter, Færre og klarere afgrænsede ministerier med demokratisk struktur og en lang historie. SFs integrationsordfører Astrid Krag vil bl.a. Men kan idealismen også danne grobund for en have boligpolitikken tilbage på dagsordenen og sund forretning? gøre op med ’landbrugs-mafiaen’ fra hinanden i 20 Underhuset: Statsstøtte til alternative eren ny regering. hvervsformer? Regering uden modeord og særinteresser Formændene for DSU og RU har svaret på, hvorDet Radikale Venstres næstformand Zenia Stamdan staten kan understøtte alternative erhvervspe vil af med symbolpolitikken, men der er dog former, som andelsejerskab og kooperativer. nyskabelse, når Beskæftigelses- og Socialministe21 København skal have erhvervsborgmester riet oprettes. Det Radikale Venstres gruppeformand i KøbenFokus på offentlig gæld slører debatten havns Byråd Manu Sareen mener ikke, der gøres Tidl. overvismand Christen Sørensen punkterer nok for erhvervspolitikken, når København halter i dette indlæg den oppustede frygt for offentlig efter Stockholm. gældssætning – der er mange andre, mere preserende udfordringer. 22 Lad falde, hvad ikke kan stå! Skattepolitiske chef i Dansk Erhverv mener det Markant fald i opbakningen til folkeskooffentlige og det private er hinandens forudlen sætninger – men det offentlige skal støtte med Analyse: Opbakningen til folkeskolen svigter. I omtanke. dette indlæg ser analytiker Magnus Barsøe på tallene, tendensen og den geografiske variation. 23 Staten – storinvestor i udkantsdanmark Matros og folketingskandidat Jens Macquard SøOrganisering af landbrugsområdet rensen giver et bud på, hvordan Lindøværftet kan 3Fs gruppeformand for deres Grønne Gruppe reddes og samtidig blive en motor for grøn vækst. Arne Grevsen giver et indblik i, hvorfor overenskomstdækningen på landbrugsområdet er så lav 24 Praktikpladsmanglen kræver nytænkning LO sekretær Ejner K. Holst skitserer nye veje til Universiteterne: Dimissionsfest til tiden at finde praktikpladser til de mange tusinde, der Interview: Danske universitetsstuderende er hvert år mangler en. blandt de langsomste i Europa. Det mener en politiker, en praktiker og en studerende, at en 25 Alle i beskæftigelse dimissionsfest kan ændre på. Socialordfører for S Mette Frederiksen vil have en styrket indsats for at få de flere hundrede Den 38. legetime tusinde, der står uden for arbejdsmarkedet, i Idé: S og SF’s ambitiøse udspil Fair Løsning beskæftigelse. mangler visioner for, hvad den 38. time skal bruges på. Hvorfor ikke gøre den til en trivsels- og 26 TEMABAGSIDE: Erhvervspolitik i Udlegetime, spørger Alexander Muchenberger og kantsdanmark – et emne for Ældresagen Johan Kristiansen. Survey: På temabagsiden sætter vi spot på danskernes holdning til erhvervspolitikken – bl.a. i forhold til Udkantsdanmark.

Chefredaktør: Karl Kjær Bang; Redaktører: Maria Bøegh-Lervang, Frederik Andreas Jørgensen; Redaktionsmedlemmer: Anna Bondeson, Martin E. O. Grunz, Line Hüttig, Sine Worm Jen-

27 Liberalsocialisme – en ideologi for det 21.

sen, Tinne Knudsen, Mette Kraaer, Karen Nilaus, Mia Rasmussen, Peter Pava Rasmussen, Anne Ravn, Maria Vedel, Søren Villemoes, Sofie Wilms; Korrektur: Morten Larsen;

28 Flere udfordringer i den internationale økonomi efter finanskrisen: globale ubalancer, gældskriser og nye aktører Analyse: MA i Political Economy Malthe Munkøe viser, at Europa vil sakke bagud i den internationale økonomi, og at truslen fra de sydeuropæiske PIIGS endnu ikke er ovre.

30 Solidaritet og suverænitet i Euroens tidsalder Tidl. sekretariatsleder for S i Europa-Parlamentet og folketingskandidat Jens Joel kommer med et skarpt opråb til både venstre- og højrefløjen om, at vise europæisk solidaritet.

32 Muscles from Brussels: Europæiske politiske partier - gavner de noget? Jesper Schunks svar er JA - og særligt i fremtiden vil de gøre det i endnu større grad.

34 Krig eller fred i Sudan Tidligere FN-udsending og stud. scient. pol. Adam Thomsen analyserer situationen i Sudan.

35 En dag i Sudan Tidligere FN-udsending og stud. scient. pol. Adam Thomsen beskriver, hvordan konflikter – lokale, nationale og geopolitiske – kommer helt tæt på i Sudan.

36 Den skæve vinkel: Røde Fars gøglercirkus Interview: Billedet på 1970erne var stærkt politisk. Men hvad skete der med klassekampen og protesterne – og hvor er den politiske kunst blevet af? VISION har talt med Troels Trier.

38 Nej til aktieoptioner Medlem af Europa-Parlamentet (S) Ole Christensen mener i dette indlæg ikke, ledende medarbejdere i finansverdenen skal have lov til at tage store risici med andres penge for selv at score store gevinster.

39 De rettroende har altid ret Cevea-direktør Jens Jonatan Steen tager i dette indlæg Cepos nye antologi ”Friheden flyver” under kærlig behandling.

Vision er et uafhængigt idépolitisk tidsskrift, der bliver udgivet af centrum-venstre tænketanken Cevea. Indlæg i Vision er ikke udtryk for Ceveas holdning, medmindre dette tydeligt fremgår af artiklen Abonnementsadministration: abonnement@cevea.dk Tlf. 50508607.

Grafik og Layout: Matias Albæk-Falk; Asger Behncke; Illustratorer: Johan Grann Kristensen, Søren Siebuhr, Lasse Bosch Christensen, Claudia Egholm Castrone

3


4

Uden for tema

” En sådan ny S-SF-regering vil alligevel have en åbenlys interesse i at binde De Radikale så fast til sig som muligt.” – Peter Goll, partner i Geelmuyden.Kiese og tidl. pressesekretær for SF

Statsministeren bør møde med et udførligt og operationelt regeringsprogram aftalt med regeringens øvrige partier. (...) Det er demokratisk set langt bedre end, at embedsmændene skal opfinde politikken. - Tim Knudsen, professor i statskundskab på KU

S-SF med kurs mod midten

Som den næste regering bør indrettes

En S-SF regering vil være manøvredygtig med mange forskellige flertalskonstellationer. Samtidig vil den borgerlige fløj nok skulle slikke sårene. Mon Messerschmidt går efter formandsposten, hvis Pia trækker sig?

Professor i Statskundskab Tim Knudsen giver her sit bud på, hvordan centrum–venstre regeringen skal indrettes efter valget.

Af Peter Goll, partner i Geelmuyden. Kiese og tidl. pressesekretær for SF

dansk politik. På værdipolitikken vil S og SF have meget svært ved at give efter for Radikale krav, så her vil de røde partier virkelig søge det bredest mulige samarbejde. Ud over hensynet til at få de Radikale med – så er der andre grunde til, at man må forvente at en S-SFregering vil agere endog meget midtsøgende.

Af Tim Knudsen, professor i statskundskab på KU

Går Messerschmidt efter formandsskabet? Efter et valg vil de nuværende regeringspartier være presset af, at deres ledelse vil være udfordret. Lars Løkke vil kunne blive siddende, hvis han vil, selvom han taber. Men der vil opstå en diskussion i partiet mellem to retninger – en der mener, at det var Foghs strategi, der var forfejlet, og Lars løkke blev efterladt tilbage til at betale regningen; over for en der vil sige, at Løkke havde et godt udgangspunkt, som han selv smed væk. Hos De Konservative er Lene Espersen allerede nu under pres, og det er svært at forestille sig, at hun kan fortsætte som leder – og har lyst til det – hvis de meget dårlige meningsmålinger holder. Oppositionspolitiker er ikke lige den betegnelse, der falder en ind, når man tænker på Lene Espersen. Hvis Connie Hedegaard vil komme hjem og overtage partiet, kan det give dem styrke – ellers kan de blive sendt ud i en lang magtkamp. DF må umiddelbart forventes at være det mest stabile parti efter et evt. valgnederlag. Pia Kjærsgaard kan sidde, så længe hun vil. Men hvis hun går, kan der opstå diskussioner helt i toppen af partiet, som vi ikke har set før. Vil Messserschmidt fx uden videre acceptere, at Thulesen Dahl overtager partiet – eller får vi en diskussion om, at DFs deltagelse i udarbejdelsen af regeringens økonomiske plan var en fejl, og der derfor skal en anden leder til (fx Messerschmidt selv)? Disse konflikter har potentialet til at svække det borgerlige Danmark i hvert fald den første valgperiode af en ny regerings liv. Og hvis S og SF vil udnytte det, skal de jo søge endnuw mere mod midten for rigtigt at udnytte modstandernes svaghed. Også det taler for, at en S-SF-regeringen bliver langt mere pragmatisk, end mange i øjeblikket nok går og regner med.

Viceministre skal på banen Til gengæld bør der i hvert ministerium være både en minister og en eller to viceministre samt et antal politiske rådgivere i ministersekretariatet. Det vil sikre en bedre balance mellem politisk rekrutterede og karriereembedsmænd. Sidstnævnte gruppe har hidtil i al for høj grad måttet kompensere for svagheder på det politiske niveau. Hver eneste minister bør have en omfattende politisk erfaring som ordfører eller fra relevante udvalg med lige netop sit område. I de senere år har vi haft alt for mange ministre, som ikke kendte deres område, og som derfor måtte bruge embedsmænd som krykstokke.

En S-SF regering vil være manøvredygtig med mange forskellige flertalskonstellationer. Samtidig vil den borgerlige fløj nok skulle slikke sårene. Mon Messerschmidt går efter formandsposten, hvis Pia trækker sig? S og SF står i flere meningsmålinger til at have flertal henholdsvis med De Radikale og med Enhedslisten. Opstår dette flertal vil en kommende rød regering fra begyndelsen have en del manøvrerum. På den ene side vil en sådan regering mangle den faste stabilitet som VKO-regeringen har haft. Hvor den borgerlige regering især under Fogh med en hidtil uhørt stabilitet i moderne dansk politisk historie før et valg har kunnet udstikke en kurs – for efterfølgende at følge denne kurs efter valget. Her må en S-SF-regering forhandle sig mere frem og dermed også fra tid til anden afvige fra dele af den kurs, som partierne har fastlagt inden valget. Det er nu endelgyldigt slut med Foghs kontraktpolitik – uanset hvem der vinder valget. VKO var en spændetrøje På den anden side vil en sådan regering have en meget stærk fleksibilitet. Det vil være muligt med mange forskellige flertalskonstellationer – både med Enhedslisten, De Radikale, Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative hver for sig. Det vil give hver enkelt parti i regeringen mange flere muligheder for at udvikle sig – hvor VKO-flertallets faste rammer også har været en spændetrøje, hvor de enkelte partier var låste i faste roller. En sådan ny S-SF-regering vil alligevel have en åbenlys interesse i at binde De Radikale så fast til sig som muligt. Ellers kan der – på værdipolitikken især – opstå svært håndterbare situationer, hvor DF tester en meget hård kurs af, mens R og Ø rotter sig sammen i en ydreposition på den anden side. Det taler for, at vi får en ret pragmatisk og på den økonomiske politik mere midtsøgende regering efter et valg, end man umiddelbart skulle tro inden valget – især nu hvor kampene mellem blokkene trækker de politiske forskelle skarpere op end længe set i

I mit idealbillede af regering og centraladministration er der kun 10-11 ministerier. Det vil gavne sammenhængen og koordineringen i systemet. Eksempelvis bør en række velfærdsområder tænkes i en helhed. Det samme gælder kulturområdet samt miljø, energi og transport.

Et styrket Statsministerium Statsministeren bør møde med et udførligt og operationelt regeringsprogram aftalt med regeringens øvrige partier. Regeringsprogrammer har den demokratiske fordel, at med dem stikker regeringsledelsen kursen ud over for fagministre, deres viceministre, deres rådgivere og deres embedsmænd. Det er demokratisk set langt bedre end, at embedsmændene skal opfinde politikken.

Det giver også regeringen mulighed for at beholde initiativet i forhold til oppositionen længe. Statsministeriet bør styrkes. Statsministeren er reelt i større eller mindre grad også udenrigsminister. Erfaringerne fra Irak-krigen viser, at en statsminister alt for let kan træffe en beslutning på et underinformeret grundlag. Man bør gøre, som man gjorde i 2002 i Tyskland, hvor man opbyggede en større særskilt udenrigsafdeling i Statsministeriet. Herimod kan indvendes, at statsministeren kan få rådgivning i Udenrigsministeriet. Men erfaringen viser, at det ikke altid fungerer – hvad enten det nu skyldes, at udenrigsministeren er af en anden partifarve, at statsministeren er for egenrådig eller andre forhold. Erfaringerne fra Klimatopmødet viser, at Statsministeriet i sin nuværende størrelse og karakter ikke formår at opbygge tilstrækkelig ekspertise. Alt i alt har Statsministeriet problemer, som må løses i overensstemmelse med en kommende statsministers behov og ambitionsniveau. Og så lidt om Bistandsministeren Særligt om bistandsministeren: Reelt er bistandsministeren en slags viceminister uden eget ministerium. Derfor bør forholdene også bringes i orden, så bistandsministeren er af samme partifarve som udenrigsministeren. Med et klart over/underordningsforhold.

Centrum-venstre regeringens ministerier Den 2. juli er der højst 500 dage til folketingsvalget. Og der er meget, der tyder på, at der med valget også vil komme et vagtskifte i dansk politik. Dette har allerede ført til et væld af spekulationer om, hvem de nye ministre skal være. Men selvom personer selvfølgelig kommer til at spille en rolle for den linje, der bliver lagt, så vil det være være af endnu større betydning, hvilke kompetencer og ansvarsområder de forskellige ministerier får. Derfor har VISION bedt en række kommentatorer og politikere give deres bud på, hvad Helle, Villy og Margrethe skal satse på, når de beslutter sig for ressorterne i en ny regering.


Nr.2 / 2010

"I ministeriet indsættes landets måske allermest formstærke politikere Villy Søvndal (tidl. Socialordfører) og Mette Frederiksen, flankeret af praktikeren og den stærke kommunikation Bettina Post til at løfte landets socialpolitik." - Jens Jonatan Steen, direktør for Cevea

Den idealistiske startopstilling? En ny centrum-venstre regering skal grundlægges på et ministerhold, der kan sikre en stærk politisk ledelse, tænke udover dagens og vejens politik og realisere venstrefløjens langsigtede ideer. Intet kunne være værre end en ny regering, der bekræfter og gentager VOK-regeringens politik.

Af Jens Jonatan Steen, direktør for Cevea Ministerier bliver nedsat, nedlagt eller nedslagtet for at sende symbolske signaler, for at spare penge eller for at tilgodese det magtfulde bureaukrati i embedsværket. Derfor bliver nye regeringer også nedsat med det formål at sikre den mest stabile og loyale drift af A/S Danmark. Men denne praksis skal gøres til fortid med en ny S-SF-R-regering, der ikke alene af navn, men også af gavn kan gøre en forskel. At skabe en mere langsigtet og idepolitisk orienteret regering, kræver at kortene blandes helt forfra – uden for meget hensyn til de etablere kaffeklubber. En kommende centrum-venstre regering skal centreres omkring nogle få super ministerier, et hold af nye viceministre og en række nye ansigter rekrutteret udenfor Christiansborg. Denne opskriften skal sikre en ny regering, der kan realisere venstrefløjens politiske mærkesager og sætte en selvstændig dagsorden. Formstærk kamp mod ulighed De tre kerneområder, hvor skal få centrum-venstre tilbage i front handler om 1) den stigende ulighed, 2) den langsigtede jobskabelse og vækst, samt endelig 3) en klar linje i den såkaldte kulturkamp. Disse helt afgørende mærkesager – og brudflader med det borgerlige Danmark – kan ikke alene indfries ved at oprette nye ministerier, men kræver også at vi tager hensyn til den nuværende magtfordeling, kompetencen hos de

mulige kandidater og balance mellem S-SF-R. Etableringen af et nyt Ulighedsministerium, skal sikre en vedholdende indsats mod den stigende ulighed og sikre opgør med Anders Foghs første åbningstale: ”Det var et opgør med opdelingen i: Der er dem, og der er os. Det var et opgør med klassekampen” (om sin egen valgsejr). Derfor samles alle de væsentligste områder (bortset fra uddannelse), som kan være med til at sikre en dynamisk lighed og styrkelse af den sociale mobilitet. I ministeriet indsættes landets måske allermest formstærke politikere Villy Søvndal (tidl. Socialordfører) og Mette Frederiksen, flankeret af praktikeren og den stærke kommunikator Bettina Post til at løfte landets socialpolitik Det nye Kultusministerium bliver samlingen af de centrale ”værdipolitiske” områder, som kan bringe centrum-venstre tilbage i front på de kulturelle spørgsmål og sikre et reelt opgør med DF’s patentering af Danskheden. Ministeriet skal genetablere en stærk folkelig kultur, samle landets troende i et fælles religionsministerium (med religionslighed og styrkelse af den folkelige religionskultur) og styrke det danske civilsamfund. I mangel af et moderne svar på Bodil Koch og Julius Bomholt var dette klart det sværeste ministerium at besætte. Men en passioneret forlægger og forfatter Ole Sohn får sammen med minoritetskyndig Manu Sareen og stærk foreningsleder Vibe K. Voetmann lov til at gøre forsøget.

Lars Goldschmidt og Sass Larsen skal stå for væksten I det nyoprettede vækstministerium får Lars Goldschmidt og Henrik Sass Larsen til opgave at sikre landets langsigtede økonomi og beskæftigelse. Rekrutteret fra noget som utraditionelt som DI skal Goldschmidt sikre et helt nyt paradigme i venstrefløjens erhvervspolitik, mens Sass Larsen skal være garanten for de langsigtede velfærdsreformer. Endelig byder de store forandringer (overraskelser) på chefredaktør Lisbeth Knudsen, som viceminister i Statsministeriet uden portefølje. Det skal sikre, at regeringen ikke går i stå, en vedvarende professionalisme og frem for alt en langsigtet idépolitisk udvikling. Herudover trækkes stærke navne som Dan Jørgensen, Jan Trøjborg og Christian Friis Bach ind for at sikre den fornødne kompetence og professionalisme i en ny regering. Dette er langtfra det mest realistiske eller populære ministerhold, men til gengæld er det et forsøg (et tankeeksperiment!) på at sætte et fordomsfrit og utraditionelt hold, som vil have viljen og evnerne til at sende centrum-venstre tilbage i front på en offensiv politisk dagsorden. Kun tiden vil vise, hvordan Villy og Helle vælger at blande kortene, når og hvis de får lov…

5


6

Uden for tema

” Boligpolitikken har været ikke-eksisterende under VKO” – Astrid Krag, medlem af folketinget og integrationsordfører (SF)

Færre og klarere afRegering uden modegrænsede ministerier ord og særinteresser Det kan være tillokkende at foreslå færre og større enheder. Men risikoen er, at den politiske leder knækker halsen på at holde overblikket, og at konsekvensen bliver et embedsværk, der styrer i et politisk tomrum af manglende ledelse. For demokratiets skyld bør en ny regering vælge flere, klart afgrænsede ministerier, med tydelige og visionære politiske ledere.

Alt i alt er der tale om en regering uden pynt, pjank eller pop. Til gengæld har den tyngde, smidighed og handlekraft.

Af Astrid Krag, medlem af folketinget og integrationsordfører (SF)

Af Zenia Stampe, næstformand og folketingskandidat for Radikale Venstre

Det kan være tillokkende at foreslå færre og større enheder. Men risikoen er, at den politiske leder knækker halsen på at holde overblikket, og at konsekvensen bliver et embedsværk, der styrer i et politisk tomrum af manglende ledelse. For demokratiets skyld bør en ny regering vælge flere, klart afgrænsede ministerier, med tydelige og visionære politiske ledere. Herunder et bud på reformer, der er nødvendige både af politiske prioriteringsmæssige årsager, og fordi verden forandrer sig. Tiden er løbet fra Birthe Rønns ministerium Antallet af arbejds- og studieopholdstilladelser er vokset markant, på godt og ondt. Arbejdskraften er der brug for på nogle områder – og her skal adgangen være let og ubureaukratisk. Men der er muligheder for misbrug af udenlandsk arbejdskraft – hvor danske arbejdstagere bliver arbejdsløse og lønningerne presses ned. En klar politisk opprioritering af området vil være at lægge alt vedrørende udenlandsk arbejdskraft over i beskæftigelsesministeriet. Samtidig trænger integrationen til et løft. Vi har i dag et ministerium, der er stærkt på sagsbehandling af familiesammenføringssager og asylsager – og svagt på den egentlige integration. Derfor skal vi have et integrations- og ligestillingsministerium, der ud over at opprioritere ligestillingsarbejdet generelt i vores samfund har integrationen som primær opgave. Pulje-tyranniet skal stoppes og flere tiltag skal på Finansloven og i kommuneaftalerne. Selve sagsbehandlingen kan blive i ministeriet her eller flyttes til justitsministeriet, hvor det har været tidligere. Et stærkere socialministerium og et by- og boligministerium Socialministeriet bør have et bredere forebyggelses- og empowermentsigte og spille mere ind i forhold til skabelsen af et rummeligt samfund, hvor vi sikrer alle mennesker muligheden for at forsørge sig og sine og

træffe grundlæggende valg i sit eget liv, som hvor man vil bo, og hvilken uddannelse man vil give sine børn. Et succesparameter for en ny regering er at finde nye måder at bryde med den ulighed, der stadig reproduceres i velfærdssamfundet. Boligpolitikken har været ikke-eksisterende under VKO. Både i forhold til den almene boligsektor, men også spørgsmålet om udvikling af vores byer, såvel storbyerne som udkantskommunernes større byer. Der er nok at tage fat på i dette byernes århundrede, hvor mere end halvdelen af verdens befolkning bor i byer, og hvor de store belastninger det giver på nærmiljøer, luftkvalitet og meget andet stiller store udfordringer også til det politiske system. Derfor skal vi have et by- og boligministerium med en bystyrelse, der kan sikre Danmark en plads i førerfeltet globalt på de problemstillinger, urbaniseringen stiller vores samfund overfor. Fra landbrugs-mafia til vækststrategier Den tid er forbi, hvor landbrug og fiskeri skal have deres eget ministerium. Split det op og læg spørgsmålene om pesticider og forurening i et samlet miljø- og klimaministerium, spørgsmålene om fødevarekvalitet og satsning på eksport af for eksempel økologi i et nyt forbruger- og fødevareministerium eller som del af et nyt erhvervs- og vækstministerium, der skal stå i spidsen for omlægningen af Danmarks erhvervsstøtteordning og den benhårde satsning på få, konkrete styrkepositioner for dansk eksport, som Fair Løsning peger på. Læg videnskabsministeriet sammen med erhvervs- og vækstministeriet og få et stærkt ministerium med fokus på det, Danmark skal leve af i fremtiden. Muligvis med en viceminister som udviklingsministeren i Udenrigsministeriet for at sikre den politiske ledelse af et så stort og vigtigt felt. Mere vidtløftigt, så skal kongehuset ud af Grundloven og ind under kulturministeriet, mens kirke og stat adskilles og de resterende opgaver herfra lægges ind under indenrigsministeriet.

I de sidste tyve år har der været en trend hen mod at oprette ministerier efter mærkesager. Nyrup oprettede i sin tid Ministeriet for Kommunikation og Turisme, og Anders Fogh Rasmussen oprettede Familieministeriet. Nogle nyskabelser hænger ved – andre er bare døgnfluer, der hjælper ministerkabalen med at gå op eller hejser et symbolsk flag. Skulle man – som radikal – tænke videre i det spor, ville det være oplagt at foreslå nye ministerier som for eksempel et Globaliseringsministerium, et Ministerium for Medborgerskab og et Innovationsministerium. Tillokkende – men måske også lidt for smart. For mini- og modeministerierne er ofte bare symbolpolitik, som koster i form af opslidende ressortkampe, som borgerne ikke får noget som helst ud af. En S-SF-R-regering bør derfor gå imod denne trend og lave en regering med underteksten: Ny regering uden modeord og særinteresser. En logisk konsekvens er at samle områder, der naturligt hører sammen. Mit forslag til en ny regering indeholder derfor kun 13 ministre mod 19 i dag. Forslaget står fuldt og

helt for egen regning og er således ikke udtryk for officiel radikal politik eller – endnu mere spekulativt – et forhandlingsoplæg til en fremtidig regeringsdannelse. Et Statsministerium skal man have. Her er der ingen ændringer. Det er der til gengæld i en række andre ministerier. Udenrigsområdet Udenrigsområdet er i dag organiseret efter en forældet skabelon, der hverken tager højde for ophøret af den kolde krig, nye og mere komplekse trusselsbilleder eller EU’s styrkede rolle. Der er brug for en grundlæggende revurdering af det udenrigspolitiske område. Udenrigsministeriet overtager forsvarspolitikken, hvorved Forsvarsministeriet nedlægges. Den virkelighed, som forsvaret agerer i, har forandret sig. Forsvaret kæmper i dag udenrigspolitiske værdikampe frem for et traditionelt geopolitisk territorialforsvar. Vi bør tage konsekvensen af denne nye virkelighed. Det allervigtigste krav må være at sikre en sømløs overgang mellem diplomatiske og militære overvejelser og virkemidler. Udenrigsministeriet afgiver til gengæld hele europapolitikken til et nyoprettet Europaministerium. EU

Zenia Stampe mener, at indiske læger som disse i fremtiden skal søge om ophold hos Justitsministeriet. Således nedlægges Integrationsministeriet, da integration skal være en opgave for alle ministerier.


Nr.2 / 2010

"Integrationsministeriet nedlægges som selvstændigt ministerium. Det markerer enden på et årti, hvor integrationsområdet i den grad er blevet skamredet af hysteri og symbolske tiltag uden andre resultater end stigmatisering og polarisering." – Zenia Stampe, næstformand og folketingskandidat for Radikale Venstre

lovgiver i dag på en række områder, som traditionelt anses som indenrigspolitiske: Arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik, ligestilling, forskning, osv. Europæisk politik er ikke længere udenrigspolitik. En dansk europaminister skal gå fuldt og helt ind i den debat om EU, som foregår på europæisk plan, og sikre den altafgørende koordinering mellem national og europæisk lovgivning. Vi har i Danmark efterhånden længe haft en Udviklingsminister, og det skal vi fortsat have. Det økonomiske område Finansministeriet styrkes ved at overtage de økonomiske opgaver fra det nuværende Økonomi- og Erhvervsministerium. Finansministeriet overtog allerede i 2001 en række væsentlige opgaver fra det daværende Økonomiministerium, så der er reelt kun tale om mindre områder som Danmarks Statistik og Finanstilsynet. Skatteministeriet fortsætter i sin

Jens Jonatan Steens foreslag 1) Statsminister Helle Thorning Schmidt (S). Viceminister Lisbeth Knudsen (uden for parti) uden portefølje med ansvar for udvikling og innovation i S-SF-R-regeringen. 2) Ulighedsminister Villy Søvndal (SF) med ansvar for social-, sundhed og marginalisering og ligestilling. Viceminister Mette Frederiksen (S) med ansvar for sundhed og forebyggelse og viceminister Bettina Post (udenfor parti) med ansvar for social mobilitet og ligestilling.

nuværende form. Fagministerier Ansvaret for hele det grønne område placeres i et nyt grønt superministerium, Miljø- og Klimaministeriet, der tillige overtager ansvaret for energi og transport. Ministeriets primære udfordring bliver at gøre Danmark i stand til at leve op til de internationale klimaforpligtigelser. Da transportsektoren udgør det helt store problembarn i den sammenhæng, vil en naturlig konsekvens være at nedlægge Transportministeriet og lægge dets opgaver ind under det nye Miljø- og Klimaministerium. Et andet område, der bør styrkes gennem en højere grad af samtænkning, er uddannelsesområdet. Det hidtidige Undervisningsministerium erstattes af et Uddannelsesministerium, der overtager ansvaret for det samlede uddannelsessystem. Dette inkluderer landets universiteter og forskning. Herved nedlægges også

3) Kultusminister Ole Sohn (SF) med ansvar for integration, flygtninge, kultur, minoriteter, civilsamfund og religion. Viceminister med ansvar for religion og mangfoldighed Manu Sareen (R), viceminister med ansvar for frivillighed og civilsamfund Vibe Klarup Voetmann (uden for parti) 4) Vækstminister Lars Goldschmidt (uden for parti) med ansvar for erhverv, innovation og beskæftigelse. Viceminister Henrik Sass Larsen (S) med ansvar for offentligt privat samarbejde og afbureaukratisering.

det gamle Videnskabsministerium, hvis opgaver inden for innovation og teknologi overføres til et nyt stærkt Erhvervsministerium. Erhvervsministeriet overtager ligeledes landbrug og fiskeri. Landbruget er et af Danmarks største erhverv og skal behandles som sådan – det gælder uanset, om vi taler om en fremtid med store industrielle svinefarme eller en gennemgående økologisering af området. Grænserne mellem beskæftigelsespolitik og socialpolitik er glidende. Det tages der højde for ved at oprette et samlet Beskæftigelses- og Socialministerium, der også får ansvaret for ligestillingspolitikken. Kulturministeriet overtager det nuværende Kirkeministeriums stofområde, hvorved Kirkeministeriet nedlægges. Indenrigs- og Sundhedsministeriet får navneforandring til Indenrigsministeriet, men fortsætter i øvrigt i sin nuværende form. Integrationsministeriet nedlægges

5) Uddannelsesminister Christine Antorini (S) med ansvar for forsknings, teknologi, folkeskole og generel uddannelse. Viceminister Ida Auken (SF) med ansvar for Folkeskolen. 6) Finansminister Jan Trøjborg (S) med ansvar for skat, offentlige finanser og langsigtede samfundsreformer. Viceminister Jesper Petersen (SF) med ansvar for skat. 7) Udenrigs- og sikkerhedsministerium Margrethe Vestager (R) med ansvar for udenrigs-, forsvarsog udviklingspolitik. Viceminister

som selvstændigt ministerium. Det markerer enden på et årti, hvor integrationsområdet i den grad er blevet skamredet af hysteri og symbolske tiltag uden andre resultater end stigmatisering og polarisering. Integrationspolitik er ikke et nicheområde, men en naturlig del af samfundslivet – i skolen, på hospitalet, i retsvæsenet og i militæret. I en ny regering arbejder alle ministerier med integration, fuldkommen som alle i dag arbejder med for eksempel internationalisering, digitalisering og ledelsesudvikling. Asyl- og flygtningepolitikken lægges ind under Justitsministeriet, som i øvrigt fortsætter i sin nuværende form. Alt i alt er der tale om en regering uden pynt, pjank eller pop. Til gengæld har den tyngde, smidighed og handlekraft. Og det er dét, der er brug for, med de udfordringer, som Danmark står overfor i de kommende år.

Steen Gade (SF) med ansvar for Europa og globalisering, Viceminister Christian Friis Bach (R) med ansvar for udvikling. 8) ’Bæredygtighedsminister’ Dan Jørgensen (S) med ansvar for energi, miljø, forbrug, fødevarer og mobilitet, Viceminister Martin Lidegaard (R) med ansvar for mobilitet og energi. 9) ’Justits- og kriminalitetsforebyggelsesminister’ Morten Bødskov (S)

Astrid Krags foreslag:

4) Skatteministerium

8) Transportministerium

13) Undervisningsministerium

1) Statsministerium

5) Beskæftigelsesministerium (inkl. Udenlandsk arbejdskraft)

9) Justitsministerium (evt. inkl. Udlændingeservice)

14) Landbrug, fødevarer og fiskeri-ministerium

6) Kulturministerium

10) Integrations- og ligestillingsministerium

15) Socialministerium

2) Finansministerium 3) Erhvervs, videnskabs og innovationsministerium (tidligere økonomi- og erhvervsministerium og videnskab, teknologi og udviklings-ministerium)

7) Indenrigs- og sundhedsministerium (inkl. Folkekirken og trossamfund)

Zenia Stampes foreslag:

4) Udviklingsministeriet

8) Uddannelsesministerium

1) Statsministerium

5) Finansministeriet

9) Erhvervsministerium

2) Udenrigsministeriet

6) Skatteministeriet

10) Indenrigsministerium

3) Europaministerium

7) Miljø- og Klimaministeriet

16) By- og boligministerium 11) Miljø- og klimaministerium 12) Forsvarsministerium

17) Udenrigsministeriet (med udviklingsminister)

11) Beskæftigelses- og Socialministerium 12) Kulturministeriet 13) Justitsministeriet

7


8

Uden for tema

” Det er nok mere overraskende, at omslaget i de offentlige finanser vil blive af næsten samme størrelse i Danmark som i Spanien.” – Christen Sørensen , professor i økonomi ved Syddansk Universitet og tidl. overvismand

Fokus på offentlig gæld slører debatten Finanskrisen, der nu har bredt sig til hele samfundet og vel derfor er en generel økonomisk krise eller nedtur, og som for øvrigt blev indledt ved en nedtur i realøkonomien startende med boligkrisen i USA, har medført, at der er opstået betydelige offentlige underskud i næsten alle lande. Af Christen Sørensen Professor, Syddansk Universitet, Odense og fhv. overvismand Underskuddene er ikke mindst i Danmark en følge af de såkaldt automatiske stabilisatorer. Disse bevirker dels, at skatteindtægterne fra kildeskat og moms m.m. automatisk falder, og dels at udgifterne til bl.a. arbejdsløshedsdagpenge automatisk stiger, når der er økonomisk krise. Herved bidrager de automatiske stabilisatorer til, at dybden af krisen bliver mindre. Men forværringen af de offentlige finanser skyldes også, at der i de fleste lande er gennemført finanspolitiske lempelser enten i form af skattereduktioner eller udgiftsstigninger for direkte at modvirke krisen. Omsvinget i de offentlige finanser for en række lande og Euro-området fremgår af tabel 1, hvor den offentlige saldo – i pct. af BNP – er vist for hhv. 2007 (året før finanskrisen brød ud) og for 2009 og 2010. Euro-området er medtaget som en slags middelværdimålestok for omslagets styrke. Omsvinget i de offentlige finanser fra 2007 til 2010 fremgår af sidste søjle i tabel 1, hvor landegrupperingen afspejler omslagets størrelse. Det er ikke overraskende, at Island, Irland, UK og Spanien ligger i toppen. Det er nok mere overraskende, at omslaget i de offentlige finanser vil blive af næsten samme størrelse i Danmark som i Spanien. Baggrunden for det betydelige omslag i Danmark er som i Spanien bl.a. et overoppustet byggeri – idet de tre OECD-lande, der toppede med boliginvester-

ingernes andel af BNP i 2007 var Irland, Spanien og Danmark i nævnte rækkefølge. Når Danmark ”kun” ender med et underskud på 5,4 pct. i 2010, er baggrunden et overskud på 4,5 pct. i 2007. I 2007 havde Island et overskud, der var endnu større, nemlig 5,4 pct., idet Islands økonomi dengang var endnu mere overophedet end den danske økonomi. Så et overskud på de offentlige finanser kan, som alene disse tal viser, ikke tages som udtryk for, at der har været ført en ansvarlig økonomisk politik. Som jeg har dokumenteret i andre sammenhænge, har der i Danmark aldrig, så længe finanspolitikkens effekt retvisende har kunnet måles, været ført en så uansvarlig finanspolitik som i 2006-07. Men for mange blev denne uansvarlighed skjult af netop de dengang betydelige overskud på de offentlige finanser. Når der er underskud på de offentlige regnskaber og budgetter, øges naturligvis den offentlige gæld. Der er dog ikke en én til én sammenhæng, idet udvikling i kurser på valutaer, obligationer og aktier m.v. kan påvirke gældsudviklingen udover påvirkningen fra den offentlige saldo. Niveauet for den offentlige bruttogæld for Euroområdet og de lande, der indgår i tabel 1, er vist i tabel 2 for hhv. 2007, 2009 og 2011. Tabel 2 viser også, i tabellens sidste kolonne, hvordan udviklingen har været i den offentlige bruttogæld fra 2007 til 2011. Men da det offentlige også kan have finansielle aktiver, er bruttogælden ikke nødvendigvis det

Tabel 1. Offentlig saldo i en række lande i pct. af BNP i årene 2007-2010

mest retvisende mål for gældsproblemet landene imellem, hvorfor der i tabel 3 også er gengivet tal for den offentlige nettogæld, dvs. forskellen mellem finansielle aktiver og passiver, i pct. af BNP. I sidste kolonne i tabel 3 er vist, hvordan udviklingen har været i den offentlige nettogæld fra 2007 til 2011. Som det fremgår af en sammenligning mellem tabel 2 og 3 er der ikke i den betragtede periode en entydig sammenhæng mellem udviklingen i den offentlige brutto- og nettogæld, hvad der i øvrigt heller ikke kunne forventes. Det er heller ikke uproblematisk at bruge den offentlige nettogæld som indikator for gældsproblemet landene imellem. I opgørelsen af den offentlige nettogæld er værdien af de offentlige realaktiver: bygninger, veje, baner m.v., således ikke inddraget. Hvis personers og husstandens formueopstilling blev opgjort på tilsvarende måde ved at udelukke realaktiver, ville mange husejere således blive karakteriseret som stærkt gældsplagede, selv om ejendomsværdien for mange langt overstiger den finansielle nettogæld, og de endvidere ikke har økonomiske problemer. Det er ydermere ikke blot udelukkelsen af værdien af de offentlige realaktiver, der tilsiger, at gældstallene bliver fortolket med forsigtighed. Historisk, bl.a. efter 2. verdenskrig, havde det offentliwge i en række lande således en betydeligt større gældsbyrde, end det fremgår af de tal for nettogælden, der fremgår af tabel 3, hvor det mest forgældede land er Italien med en gældsandel på lidt over 100 pct. af BNP. Dette fremgår af tabel 4, hvor det er vist, hvor stor den offentlige nettogæld var med fem års mellemrum fra 1945 til 1960 i hhv. UK og USA. USA: Abstract of The United States, diverse årgange. Som det fremgår af tabel 4, viser de historiske erfaringer i hvert fald, at det er muligt at høvle en stor offentlig gæld af. Efter disse indledende forsigtighedsbemærkninger er det nu passende at se på, hvad der er styrende for den offentlige gældskvote (andelen af BNP), det være sig brutto eller netto. Såfremt der var ligevægt på de offentlige finanser, bestemmes udviklingen i den offentlige gæld-

Tabel 2. Offentlig bruttogæld i en række lande i pct. af BNP i årene 2007-2011

Euro-området

-0,6

-6,1

-6,7

-6,1

Euro-området

70,9

81,8

93,2

22,3

Island

5,4

-15,7

-10,1

-15,5

Island

53,6

117,6

145,8

92,2

Irland

0,2

-12,2

-12,2

-12,4

Irland

28,3

65,8

92,5

64,2

Storbritanien

-2,7

-12,6

-13,3

-10,3

Storbritanien

46,9

71,0

94,1

47,2

Spanien

1,9

-9,8

-8,5

-10,4

Spanien

42,1

59,3

74,3

32,2

Danmark

4,5

-2,5

-5,4

-9,9

Danmark

31,6

45,3

52,9

21,3

USA

-2,8

-11,2

-10,7

-7,9

USA

61,8

83,9

99,5

37,7

Frankrig

-2,7

-8,2

-8,6

-5,9

Frankrig

69,9

84,5

99,2

29,3

Grækenland

-4,0

-12,7

-9,8

-5,8

Grækenland

103,9

114,9

130,2

26,3

Tyskland

0,2

-3,2

-5,3

-5,5

Tyskland

65,3

77,4

85,5

20,2

Italien

-1,5

-5,5

-5,4

-3,9

Italien

112,5

123,6

129,7

17,2

2007

2009

2010

Kilde: OECD 2009. Economic Outlook, Paris, dec. 2009.

Ændring 20072010

2007

2009

2011

Kilde: OECD 2009. Economic Outlook, Paris, dec. 2009.

Ændring 20072011


Nr.2 / 2010

” Som jeg har dokumenteret i andre sammenhænge, har der i Danmark aldrig, så længe finanspolitikkens effekt retvisende har kunnet måles, været ført en så uansvarlig finanspolitik som i 2006-07.” – Christen Sørensen , professor i økonomi ved Syddansk Universitet og tidl. overvismand

Euro-området

43,3

51,7

62,9

19,6

Island

-1,1

35,4

47,4

48,5

Irland

-0,3

24,9

49,0

49,3

Storbritanien

28,8

46,9

69,9

41,1

Spanien

18,7

33,2

48,9

30,2

Danmark

-4,1

-3,9

5,5

9,6

USA

42,3

56,4

72,2

29,9

Frankrig

34,0

53,1

67,3

33,3

Grækenland

70,4

86,1

101,2

30,8

Tyskland

42,9

50,2

58,1

15,2

Italien

87,1

97,4

103,4

16,3

2007

2009

2011

Tabel 3. Offentlig nettogæld i en række lande i pct. af BNP i årene 2007-2011

uddannelsesniveau en afgørende forudsætning for, at vi kan opretholde vores placering som et af de rigeste lande. Samtidig hermed bør overflødig intellektualisering af en række job afskaffes, idet det gør det unødigt vanskeligt for en række grupper at få fodfæste på arbejdsmarkedet, at vi har et overflødigt mellemled, nemlig regionerne, givet den gennemførte kommunalreform. Dette led virker nærmest som et ansvarsforflygtigelsesorgan, idet ministeren så konstant kan kritisere regionerne for, at de ikke lever op til ministerens løfter til befolkningen om sundhedstjenester, mens regionerne omvendt kan beskylde ministeren for, at budgetterne ikke muliggør dette, at vi må forebygge kommende boligbobler. Bl.a. konjunkturmedløbende kapitalkrav kan afhjælpe murstensfikseringen hos betydelige dele af det finansielle system. Det er dobbelt tragisk, at danske pengeinstitutter har lidt langt de største tab på noget så uinteressant som mursten,

Ændring 20072011

Kilde: OECD 2009. Economic Outlook, Paris, dec. 2009.

Storbritanien

216

194

138

107

USA

116

87

66

56

1945

1950

1955

1960

Tabel 4. Den offentlige nettogæld i pct. af BNP i UK og USA 1945-1960

Kilde: UK: ukpublicspending.co.uk

skvote af forholdet mellem den nominelle rente på den offentlige gæld og den nominelle stigning i BNP. Vokser f.eks. BNP realt med 2 pct. p.a., mens inflationen er 3 pct. p.a., stiger BNP nominelt opgjort med 5 pct. p.a. Derfor kan rentebelastningen på nettogælden være op til 5 pct. p.a., inden gældskvoten stiger. Er rentebelastningen netop 5 pct. p.a., er gældskvoten naturligvis uændret. Men såfremt der er underskud på de offentlige finanser, er det selvfølgelig ikke tilstrækkeligt til at undgå en stigning i gældskvoten, at rentebelastningen ikke overstiger den nominelle vækst i BNP. Sammenfattende vil jeg konkludere, at udviklingen i den offentlige gældskvote i Danmark ikke bør være et fokuspunkt, selvom den skulle blive betydeligt højere end de anførte 5,5 pct. i tabel 3. Dette vil kunne bortlede opmærksomheden fra de virkelige økonomiske problemer i Danmark, som er: at regeringen ikke turde stramme finanspolitikken, selv da økonomien var mere end overophedet, som den var i 2006-07. Det betaler vi allerede nu for ved en højere ledighed og flere konkurser, end det ellers havde været nødvendigt. Og denne betaling vil fortsætte mange år endnu, idet det vil vare længe, før ledigheden igen kommer under 100.000. Den manglende tiltro til politisk handlekraft ligger endvidere til grund for, at Nationalbanken på det seneste har stillet sig meget afvisende over for finanspolitiske lempelser i den nuværende situation. Og Nationalbanken står ikke alene med denne opfattelse efter de seneste års excesser, at vort uddannelsessystem ikke fungerer ordentligt. Der er alvorlige problemer i både folkeskolerne (lærergerningen er i forfald, der er tydelig rådvildhed som bl.a. manifesterer sig i nyttesløse eller ret-

tere skadelige obligatoriske nationale paratvidenstest i en google-tid), gymnasierne (den kuldsejlede gymnasiereform) og ikke mindst i erhvervsskolerne (katastrofale frafald). Og taxametersystemet, der er blevet udbredt nedefter fra universiteter, er den sikre vej til kvalitetsforringelse. I et højomkostningssamfund som det danske er et højt og stigende

at dagpengeperioderne bør reduceres i højkonjunkturperioder for at gøre det muligt at forlænge disse perioder i lavkonjunkturperioder, at efterlønsordningen bør gøres mindre attraktivt, når dette er muligt, at den politiske og administrative ansvarsfraskrivning på bl.a. kommuneniveauet må trænges tilbage, idet det afleder en alt for omkostningstung kommunal økonomi, uanset om det er egne konsulenter eller havet af private konsulenter, der skal udarbejde de mange og kostbare ansvarsfraskrivningsprojekter.

9


10

Uden for tema

”Fra årtusindeskiftet accelererede elevflugten for alvor.” – Magnus Barsøe, cand. mag. og analytiker for Cevea.

Markant fald i opbakningen til folkeskolen Opbakningen til folkeskolen svigter. Og de kommunale forskelle er betydelige. I Dragør på Amager går knap 3 pct. af skoleeleverne i privatskole, mens det i Københavns Kommune er 27,8 pct. Uanset hvad betaler skatteborgerne i Danmark 43.834 kr. årligt til hver eneste elev i privaten. Betingelsesløst. Af Magnus Barsøe, cand. mag. og analytiker for Cevea. Hvis de danske grundskoler var et spil ludo, havde privatskolerne slået folkeskolen hjem for længst. Det sidste årti har været en lang sejrsrunde. I modsætning til den kommunale folkeskole, der over de seneste år har været udsat for massiv kritik og faldende tilslutning fra skolesøgende forældre, har de seneste ti år været privatskolernes gyldne periode. Forældrene står i kø i årevis for at få poderne ind på de mest attraktive privatskoler. Tallene taler for sig selv. Fra 1987 til 1999 steg antallet af elever svagt, fra 67.000 til 71.000, hvilket svarer til en andel på 9,9 pct. i 1987 til 12 pct. i 2000. Fra årtu-

Mønsteret gentager sig blandt flere af landets store kommuner, og i alle de fem største er andelen i privatskole vokset fra 2007-2010. I Odense går 19 pct. af kommunens grundskolelever i privatskole. Det er et spring på 3,1 pct. point på kun tre år. I Århus går 14,1 pct. i privatskole, hvilket stadig placerer kommunen under landsgennemsnittet. Men andelen er vokset med 1 pct. point fra 2007-2010. Kun i Ålborg Kommune er stigningen så lav (0,4 pct. point), at alarmklokkerne ikke bør ringe. Det er stærkt bekymrende, at opbakningen til den danske folkeskole i kommuner såsom København, Frederiksberg, Odense og flere af de storkøbenhavnske omegnskommuner er så lav. Og at udviklingen går i den forkerte retning. Hvis udvik-

Fakta om privatskoler. - Der er 510 privatskoler i Danmark - Der går 96.000 børn i privatskole - 14,8 pct. af alle børn i folkeskolealderen går på privatskole. - I år 2000 var det 12 pct. - Elevtallet i privatskolen er vokset med 26 pct. siden 1999. - Det offentlige gav 43.384 kr. i direkte driftstilskud pr. elev til alle privatskoler i 2010. Uanset deres sociale ansvar. - Beløbet beregnes på baggrund af den gennemsnitlige pris pr. elev i folkeskolen. Der gives 75 pct. af dette beløb i direkte driftstilskud til privatskolerne. - Dertil gives ekstra tilskud til specialundervisning, særlig undervisningsforløb o.lign.

De 10 kommuner med højeste andel af elever i privatskole

De 10 kommuner med laveste andel af elever i privatskole

Privatskoleelever pr. 100 elever Forskel i pct. point 2007-10

Privatskoleelever pr. 100 elever Forskel i pct. point 2007-10

Faaborg-Midtfyn

29,2

2,2

Varde

6,6

0,3

Gribskov

28,4

2,7

Halsnæs

6,4

0,7

Samsø

28,2

5,7

Rebild

5,6

1

København

27,8

3,7

Billund

5,6

-0,1

Nyborg

25,1

2,6

Skive

5,4

1,4

Frederiksberg

24,3

0,1

Allerød

5,4

0,8

Morsø

24,3

-0,7

Brønderslev

5

-0,1

24,0

4,9

Vallensbæk

3,9

0,6

Lolland

Kilde: IMF, 21. april: World Economics Outlook

Kilde: IMF, 21. april: World Economics Outlook

Gentofte

23,6

-0,2

Fanø

3,9

1,2

Holbæk

23,1

1,4

Dragør

3

-0,7

sindeskiftet accelererede elevflugten for alvor. Fra år 2000 til 2009 steg antallet af elever i privatskoler med hele 26 pct., således at der i år 2009 var ca. 96.000 børn indskrevet på landets 510 frie grundskoler. Samlet set modtog 14,8 pct. af alle danske grundskoleelever i år 2010 undervisning på en privat skole. En stigning fra 12 pct. i forhold til år 2000. Storbyerne går forrest – med at svigte Kigger man nærmere på tallene, ses der en tydelig forskel i opbakningen til den danske folkeskole mellem landets forskellige kommuner. I København og Frederiksberg er det henholdsvis 28 pct. og 24 pct. af grundskoleeleverne, der går i privaten. For København er det en stigning på 3,7 pct. point på kun tre år. Det vidner om en markant faldende opbakning til den københavnske folkeskole, hvor de, som har muligheden, stemmer med fødderne – og tydeligvis foretrækker et privat alternativ.

lingen i storbyerne – som det ofte ses – sætter trenden for resten af landet, kan vi frygte at stadig flere forældre landet over vender tommelfingeren nedad til den lokale folkeskole, når poderne skal begynde skolegangen. Voksende antal elever i privatskoler i 4 ud af 5 kommuner En ting er fremgangen for privatskolerne i storbyerne og de regionale forskelle i støtten til folkeskolen. Det signalerer lokale sociale og uddannelsesmæssige udfordringer. En anden ting er, at udviklingen peger i samme retning i næsten hele kongeriget. For landets største kommuner er ikke ene om at fremvise en vækst for den private sektor. På landsplan er andelen af elever i privatskoler steget fra 13,5 pct. i år 2007 til 14,8 pct. i år 2010. Selvom det dækker over forskellige udviklingsmønstre i landets kommuner, er det for langt størstedelen kun gået en vej: Mod flere i privatskoler. Ud af de 96 kommuner, der har opgivet tal-

lene over perioden 2007-2010 er det kun 19 pct., der har oplevet en reduktion i andelen af elever, der modtager undervisning i privatskole. 81 pct. af kommunerne kan omvendt konstatere, at flere forældre vælger privatskolen til. Og folkeskolen fra. Det udstiller både folkeskolens udfordringer – og en markant tendens blandt landets borgere til at stemme med fødderne. Man vælger flugten, ikke kampen. Eller Exit i stedet for Voice, hvis man skal tærske teoretiske begreber. Ret til at vælge fællesskabet fra Man bør anerkende forældrenes ret til at vælge den skole, som de finder bedst vil passe til deres børn. Men det er vanskeligt at udlægge tendensen som andet end et alvorligt sygdomstegn for folkeskolen. ’Markedet’ for skoleelever vokser ikke. Elevfremgangen sker på folkeskolens bekostning. Når Ryan Air vokser på bekostning af SAS giver det anledning til dybe panderynker på direktionsgangene i Stockholm. Selvfølgelig skal reaktionen være den


Nr.2 / 2010

”Når Ryan Air vokser på bekostning af SAS giver det anledning til dybe panderynker på direktionsgangene i Stockholm. Selvfølgelig skal reaktionen være den samme på rådhusgangene. Og på Slotsholmen. ” – Magnus Barsøe, cand. mag. og analytiker for Cevea.

samme på rådhusgangene. Og på Slotsholmen. over økonomi og ansættelser samt integration af Hvis stadigt flere forældre vælger at placere landets frivillige kræfter i innovative og tidssvabørnene i det private alternativ, betyder det færre rende undervisningsforløb. ressourcer til folkeskolen og færre forældre, der er Samtidig bør man rette fokus på det, som er lædirekte involveret i folkeskolens undervisning og rerens kerneformål: At undervise. Dagligt bruger udvikling. Mareridtsscenariet er et Danmark, hvor mange lærere tid på mødeaktivitet, forældrekonhvert ’borger-segment’ trives i deres egen lille statstakt og gårdvagter. Alt sammen gode ting. Men finansierede grundskole-osteklokke. Ingen er tjent for at sikre at lærerne hovedsageligt bruger tiden med et segregeret Danmark, hvor danskerne trives til undervisning af eleverne, bør man fastlægge en i parallelle uddannelsesspor. Folkeskolen skal være minimumsgrænse for hvor meget af arbejdstiden, det naturlige førstevalg for danske forældre. der skal bruges på reel klasseundervisning. Det Man kunne nemt ridse en stribe initiativer op, kunne være mindst 60 pct. fraregnet forberedelse. der vil være en tiltrængt håndsretning til folkeskoOg man bør give folkeskolerne frihed til at trække 4. Privatskolernes   Danmarkskort.   Privatskoleelever   pr.  1erfaringer, 00  elever.   len. Den borgerlige regering har ikke just spyttet på de positive som    mange privatskoler progressive og visionære tanker ud. Hvordan kan har gjort sig med pædagogisk fremsyn og praktisk/ statsministeren eksempelvis slippe af sted med musiske fag. at være fortaler for helhedsskoler fra folketingets

Fakta I alle landets 5 største kommuner er andelen af elever i privatskole steget. Siden 2007 er andelen i København og Odense steget med mere end 3 pct. point.

forældrenes foretrukne skolevalg i langt størstedelen af de danske kommuner. Og udviklingen mod en større andel af eleverne i det private alternativ er ikke et skæbnebestemt mønster. I Dragør Kommune - der ligger kun få kilometer fra Rådhusplad i København og   kommunens 27,8 pct. privatsen skoleelever – er det kun 3 pct. af skoleeleverne, der er i privatskole. Det kan altså lykkes at fastholde forældrene i det kommunale alternativ. Udfordringen kan tackles på et hav af måder. Men man kommer ikke udenom at drøfte urimeligheden i, at skatteborgerne betaler ca. 44.000 kr. årligt pr. elev til privatskolerne. Det svarer til 75 pct. af gennemsnitudgiften for eleverne i folkeskolen. Uanset elevmassens sociale baggrund og uanset skolens grad af socialt ansvar. Driftstilskuddet gives betingelsesløst. I 2010 bliver der givet over 4,2 mia. kr. i driftsstøtte til privatskolerne. Hertil kommer tillæg for specialundervisning og elever med særlige behov. Langt hen af vejen kan de private udbydere være fornuftige og fungere som et godt supplement til folkeskolen. Men de presser citronen, når Friskoleforeningen frasiger sig integrationsforpligtelser og samtidig med glæde modtager 44.000 kr. årligt fra de danske skatteborgere. I regeringens spareforlig med Dansk Folkeparti fra maj 2010 indgår det som et punkt, at støtten falder over de næste fem år med samlet 5 pct. Det kan der være en hvis fornuft i, hvis man tilbageførte midlerne til folkeskolen. Men det er ikke planen.

Privatskoler får 4,2 mia. i direkte driftsstøtte. betingelsesløst. Andel af grundskoleelever i privatskole, i pct

Samlet direkte driftstilskud, i mia. kr. 5,0

18 17

4,5

16 15

4,0

14 3,5

13 12

3,0

11 10

1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010

2,5

Andel af grundskoleelever er baseret på Indenrigsministerets kommunale nøgletal. Det samlede direkte drifttilskud er beregnet på baggrund af elevtal fra UVM og takstkatalog fra de enkelte år. Det samlede beløb til drifttilskud i 2010 er estimeret pba. Elevfremskrivning fra UVM.

talerstol – og på den anden side stemme imod oppositionens forslag i 2007 om netop helhedsskoler? Man kan ikke bedømme en regering på hvad den siger. Man må tage udgangspunkt i dens handlinger. Sandheden er, at de borgerlige har haft magten i næsten 9 år, og konsekvent har distanceret sig fra alt pædagogik, der lugtede en anelse moderne og progressivt. Hvor privatskolerne i årevis frit har kunnet eksperimentere med løbende overgang mellem undervisningstid og fritidstilbud, skal kommunerne stadigvæk søge dispensation i hvert enkelt tilfælde. Hvorfor ikke give kommunerne samme frihedsrettigheder til at ophæve den rigide opdeling mellem barnets lege-, fri- og skoletid? Andre initiativer kunne være at give ledelsesmæssigt råderum

Udviklingen kan – og skal – vendes Det er ikke vanskeligt at finde en negativ vinkel på udviklingen. En forstokket regering og en konfliktsky opposition gør det nemt. Men heldigvis er der også lyspunkter. På den positive side viser figur 2, at nogle kommuner har næsten samtlige elever i den lokale folkeskole. Forudsætningerne – og tilstedeværelsen af velfungerende private alternativer – varierer naturligvis mellem kommunerne. Men kommuner, der over tid formår at fastholde børnene i folkeskolen, må være inspirationskilder for andre. For skyldes det konkrete indsatser – og kan erfaringerne overføres til andre kommunale kontekster? Kortet i figur 4 viser også, at folkeskolen stadig er

Nedskæringen er et perspektivløst element i det samlede sparekatalog. Forhåbentlig vil en kommende regering kigge fordomsfrit på den økonomiske fordeling mellem de to sektorer. For vi mangler en langtidsholdbar finansiel fordelingsnøgle mellem det offentlig og private. En fordeling, hvor skatteborgere får større indflydelse på privatskolernes drift, som modydelser til de 4,2 mia. de årligt smider efter de private udbydere. Den nuværende fordeling ligger simpelthen for langt fra, hvad der er ret og rimeligt. En noget-for-noget model vil være en fair løsning. For rettigheder uden pligter er simpelthen uholdbart.

11


12

Uden for tema

” Det skal slås fast med syvtommerssøm, at vi i 3F mener at udenlandsk arbejdskraft er velkommen, så længe det foregår på lige vilkår med den danske. ” – Af Arne Grevsen, Gruppeformand for 3Fs Grønne Gruppe

Organisering af landbrugsområdet Østarbejderne. Siden EU-udvidelserne er der kommet mange til Danmark, og de har taget arbejde i landbruget. Eftersom landbruget generelt er præget af lav overenskomstdækning, har det haft en række uheldige konsekvenser. Uden overenskomster er der i princippet ikke nogen mindsteløn. Det åbner Dansk landbrug op for social dumping. Derfor har VISION spurgt 3Fs Grønne Gruppe, hvorfor organisationsgraden i landbruget er så lav, og hvordan vi håndterer udfordringerne. Af Arne Grevsen Gruppeformand for 3Fs Grønne Gruppe, medlem af 3Fs Hovedbestyrelse, Uddannet gartner, tillidsvalgt siden 1987. Traditionelt lav overenskomstdækning Antallet af overenskomstdækkede landbrug har traditionelt været lavere end eksempelvis industrivirksomheder. Det har dog ikke bevirket, at antallet af organiserede landarbejdere har været lavere end mange sektorer i industrien. De organiserede landarbejdere har bare til forskel fra deres medorganiserede kollegaer i industrien arbejdet på uorganiserede virksomheder. En medfølgende konsekvens har været, at der aldrig har været den samme tradition for at vælge tillidsrepræsentanter som i andre sektorer. Årsagen til den lave grad af overenskomstdækning skal formentligt søges i flere forhold. Erhvervet har historisk set været præget af mange mindre enheder, hvor antallet af ansatte har været begrænset til enkelte pr. gård - i hvert fald uden for høstsæsonen. Samtidig har rekrutteringen af arbejdskraften for størstedelen af jordbrugssektoren været centreret omkring landmændenes nærmiljø. Det har kun været på store gårde eller herregårde, at der har været et decideret mellemlederniveau. På de øvrige landbrug har landmand og arbejdstager haft et meget nært samarbejdsforhold. Det har eksempelvis ikke været usædvanligt, at den ansatte indtog sine måltider sammen med landmanden og dennes familie. Disse forhold har bevirket, at der traditionelt set har været et tæt forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Vedr. arbejdsvilkår har man skelet til det øvrige arbejdsmarked, også på områder hvor der ikke har været lovgivet (eksempelvis lønniveauet). Kvalificeret frem for blot billig arbejdskraft Landbruget står på mange måder overfor store udfordringer i disse år. Ovennævnte forhold er ved at være historie og tilhører det, man kan kalde en romantisk fortid. Vi ser allerede nu en udvikling, hvor antallet af landbrug falder og de traditionelle familiebrug samles i stadig større enheder. Udviklingen medfører, at antallet af selvejere falder, antallet af ansatte på de enkelte enheder stiger, og det traditionelt tætte forhold mellem landmand og landarbejder ændres til at være et mere traditionelt arbejdsgiver- og arbejdstagerforhold. Den øgede globalisering tvinger landmændene til effektiviseringer og til at tænke i nye baner. Med en stadig større specialiseret og industrialiseret produktion har landbruget behov for kvalificeret arbejdskraft. Udfordringen heri har været, at den øgede urbanisering har bevirket, at landbruget

3Fs Grønne Gruppe Medlemmerne af 3Fs Grønne Gruppe arbejder på gartnerier, planteskoler, i skovene, på mejerier, på minkfodercentraler, inden for fiskeopdræt m.v. 

De er blandt andet ansat som gartnere, dyrepassere, jordbrugsassistenter, mejeriarbejdere og skovarbejdere. 40 procent af Den Grønne Gruppes medlemmer er kvinder. Overenskomster 3F’s Grønne Gruppe har overenskomster med blandt andet Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A) og Danske Anlægsgartnere.

Pr. 1. december 2009 har Den Grønne Gruppe 17 hovedoverenskomster, ca. 700 tiltrædelsesoverenskomster, 
126 lokaloverenskomster og 127 lokale aftaler.

ikke længere nødvendigvis kan forvente rekruttering fra nærmiljøet. De unge generationer søger i højere og højere grad mod byerne for at uddanne sig eller arbejde. Det har bevirket, at man indtil for få år siden havde store problemer med at rekruttere arbejdskraft til landbruget. Vi har i de seneste ti år har været vidner til en øget tilgang af vandrende arbejdskraft fra Østeuropa. Østaftalen, der bortfaldt i maj 2009, var ga-

rant for, at disse medarbejdere som minimum var berettiget til den overenskomstmæssige normalløn, som overenskomstparterne har forhandlet frem. Det skal slås fast med syvtommerssøm, at vi i 3F mener, at udenlandsk arbejdskraft er velkommen, så længe det foregår på lige vilkår med den danske. Vi ser dog, at der er en fornyet interesse for erhvervsuddannelsen som landmand. En ny generation af medarbejdere vil være en ressource, som kan hjælpe erhvervet ind i den ny tidsalder og medvirke til at udvikle jordbruget yderligere. En ressource som man skal være parat til at betale overenskomstmæssig løn for. En øget overenskomstdækning af landbrugserhvervet vil desværre kun i nogen grad dæmme op for disse underbetalte kollegaer, da de oftest er ansat af vikarbureauer, som ikke er omfattet af overenskomst, og udlejet til landbruget, hvilket åbner op for en helt anden problemstilling, der ved overenskomstforhandlingerne i 2010 blev behandlet som det, vi i fagbevægelsen benævner ”løndumping”. Løsningen er industrialisering af landbruget Udviklingen mod færre, men større, enheder bliver formentligt hjulpet radikalt på vej af den netop vedtagne landbrugslov (L39). Dette bl.a. ved at ophæve den eksisterende bopælspligt og ændre kravene til ejerforhold. På sigt åbnes der op imod det, man kunne betegne som industrilignende strukturer, hvor gårdene i højere grad bliver ejet af professionelle bestyrelser og ledet af adm. direktører. De ansattes nærmeste foresatte vil i udbredt grad blive en driftsleder frem for landbrugets ejer. Udviklingen vil formentligt og forhåbentligt, fra et arbejdstagersynspunkt, bevirke, at overenskomstdækningsgraden blandt virksomhederne øges. Samtidig vil det bevirke, at landbruget træder ud af sin særstatus, og arbejder sig hen imod vilkår som svarer til det øvrige danske arbejdsmarked. Det vil dermed forhåbentligt kunne frigøre sig fra den subsidieafhængige driftsform, som i mange år har været nødvendig for erhvervets overlevelse.


Nr.2 / 2010

” Dimissionsfest? Det synes jeg er en god ide” – Jens Oddershede, formand for rektorkollegiet og rektor for Syddansk Universitet (SDU)”

Universiteterne: Dimissionsfest til tiden Danske universitetsstuderende er blandt de langsomste i Europa. Samtidig falder mange fra. Indtil videre har man fra politisk side forsøgt at piske de studerende igennem studierne, for at de kan komme hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Men løsningen er en anden – og den er såre simpel. Af Frederik Andreas Jørgensen, faj@cevea.dk Dimissionsfest fungerer allerede godt i de angelsaksiske lande og i gymnasierne herhjemme. Ideen er enkel. Mennesket er et socialt dyr, og derfor løftes det igennem fællesskabet. VISION har talt med Gro Skouborg, der tog sin bachelorgrad ved University of Exeter i Sydengland. Her oplevede hun hvordan dimissionsfesten samlede de studerende mod det fælles mål. ”Det var sjovt at være til dimissionsfest,” husker hun. ”Man følte sig speciel – som en del af et fællesskab.” Hun fortæller hvordan de studerende havde fokus på dimissionsfesten, og hvor vigtigt det var at nå i mål: ”For mig står den 10. maj som noget helt specielt. Det var dagen jeg afleverede mit bachelorprojekt. Vi havde alle den sammen deadline den 10. maj. En måned senere fik vi alle sammen udleveret diplomet, og så var der fest.” Dimissionsfesten blev bindeleddet mellem de studerende. Hendes familie tog til England for at fejre hende: ”Det var ligesom i gymnasiet. Vi stod alle sammen i den lange kø og ventede på at rektor kaldte os op. Selvom ceremonien foregik et halvt år efter vi var færdige deltog stort set alle.” Faktaboks Arbejdsmarkedskommissionens rapport vurderer, at vi kan tjene 2.5 milliarder kroner hvis de studerende kommer et halvt år hurtigere gennem uddannelsen end det er tilfældet i dag. I Storbritannien gennemfører 60 procent af de unge deres uddannelse før de fylder 25 år. I Danmark gælder det samme kun for 25 procent. Danske universitetsstuderende overskrider den normerede studietid med 1.9 år – dertil kommer der store frafald. Kilde: Universiteter i tal 2009; se www.ubst.dk

Bolsje og Post Danmark Hendes overbygning i Medievidenskab tog hun på Københavns Universitet Amager. Hvordan oplevede du forskellen fra England? ”Der var ikke meget fællesskab og selve kandidattitlen var noget af et antiklimaks.” Hvordan fejrede du din kandidattitel? ”Det var sådan set lidt ligegyldigt – jeg afleverede min opgave, og fik et bolsje af sekretæren, og så gik jeg i Tivoli om aftenen.”

Omkring to måneder senere modtog hun diplomet med posten. I modsætning til i England var hendes familie ikke med til at fejre hende. Hvad ville du sige til, at man indførte dimissionsfest på de danske universiteter? ”Det ville være en god ide – selvom der selvfølgelig også er omkostninger. Det ville styrke holdånden på universitetet og skabe mere stolthed omkring uddannelserne.” Hvorfor er det, at man i Danmark skal skjule sin uddannelse i Post Danmarks bjerge af blade og reklamer? I England har man ikke noget problem med at lade de studerende fejre deres uddannelse; med festtaler, portrætter, familier der besøger universitetet, gamle ceremonier, osv. I Danmark er det slut når Post Danmark ringer på. Faktisk har Socialdemokraternes forskningsordfører, Kirsten Brosbøl, også læst i England – af to omgange. Hun tog et semester i Manchester, og en Master ved University of Sussex i 2003. Derfor kommet svaret resolut fra Brosbøl. Skal vi indføre dimissionsfest på de danske universiteter, ligesom i England? ”Det er en fremragende ide. Det var en ret fantastisk måde at afslutte studierne på.” Hun er helt på linie med Gro. Selvom der gik et halvt år før dimissionsfesten, nød hun den officielle afslutning: ”Det var både det sociale og rammerne – det, at man gør det færdigt sammen, og at man har nogle faste rammer.” Du er selv kandidat fra RUC. Hvordan blev det fejret? ”Det blev ikke fejret. Jeg fik et bolsje, og løb over marken for at få det sidste tog. Og så gik der 1 år før jeg fik mit eksamensbevis.” De faste rammer er også blevet indført med specialekontrakterne, påpeger hun, og husker på, at den 1-årige master er meget anderledes end den 2-årige kandidat. Specialet er mere akademisk og kraverne højere. Hvordan skal vi indføre det – skal det pålægges universiteterne fra politisk side? ”Fair Løsning ligger op til at folk skal et halvt år hurtigere igennem. Men vi vil ikke detailstyre universiteterne, ligesom regeringen har gjort det, som forbuddet mod gruppeeksamener.” Hun vil i stedet give universiteterne selvstyre og metodefrihed: ”Vi skal definere målene, men ikke blande os i, hvordan universiteterne når dem.” Kunne man så sætte en pulje af til at finansiere dimissionsfesten? ”Nja – nu synes jeg vi skal starte med at dialog, både med universiteterne og studenterorganisationerne. Regeringens besparelser gør det sværere at løfte universiteterne.” Opbakning fra rektorkollegiet? “Dimissionsfest? Det synes jeg er en god ide”, siger Jens Oddershede, der er formand for rektorkollegiet og rektor for Syddansk Universitet (SDU). Han henviser til, at ”allerede en del studie der afholder dimissionsfest, bl.a. mit eget SDU. Der bliver typ-

Men hvad er der sket med de gamle traditioner? ”Det er resultatet af studenteroprøret i slut 60erne og 70erne. Tingene skulle laves om. Det der var, var noget skidt”, svarer Oddershede, og fortsætter: ”Derfor forsvandt traditionerne, Filosofikum og dimissionen – det skulle væk. Sådan er det når reformbølger opstår Men tiden går, tingene ændrer sig, og fællesskabsfølelse som med dimissionsfest kan vi alle bruge til noget.” isk også udleveret beviser – holdt enkelte taler. Så bortset fra udklædning er det ligesom i England.” Men det er ikke et krav fra SDUs side. Beslutningen ligger ude på de enkelte studienævn. Sådan en beslutning skal ikke træffes centralt. Heller ikke den økonomiske pulje-løsning bider han på. ”Jeg er som altid tilhænger ved, at vi gør det ved frivillighedens vej. Der er i forvejen alt for meget målstyring – vi skal ikke have mere central planlægning.” Men hvordan skal vi indføre det lokalt, når studienævnene presses økonomisk? Han tænker før han svarer: ”Ja det er rigtigt. Jeg mener at taxameteret skal forhøjes – det er den rigtige måde at gøre det på.” Han skal selv til Sønderborg, hvor der er fælles dimission for alle studerende på en gang. Og så har de inviteret prinsesse Marie, fortæller han. Uanset hvad forhandlingerne ender med, vil det være oplagt at sætte dimissionsfesten på dagsordenen.

Fair Løsning - S-SF har foreslået - 3 semestre på 1 år. - mere holdundervisning – og mindre hold - karakter adgang – - højere SU hvis du starter tidligt (1000 kr + i 2 år) - suspender værnepligten - 20.000 kr. hvis LVU gennemføres på normeret tid (4 mnds SU) - flere undervisningstimer pr år og afbureakratisering af forskningen - Kandidatpant: Kandidatdelen skal overgå til et rentefrit lån, der efter endt uddannelse skal afdrages over 10 år. Det vil være fradragsberettiget gennem dansk indkomstskat og derfor kun ramme de kandidater, der ikke bor i Danmark. Der vil være en række afdragsfrie år, så det er muligt at bosætte sig udenlands i en periode.

13


14

Uden for tema

” Metoden har været at motivere allerede eksisterende talenter og kvaliteter blandt medarbejderne og få dem til at brede sig som ringe i vandet.” − Alexander Muchenberger og Johan Grann Kristiansen

38. DEN

TIME, ER TIMEN TIL TRIVSEL – FORSLAG TIL LOVFORSLAG

GENVEJE TIL TRIVSEL – Skabes gennem opbygningen af en kreativ og åben kultur, hvor medarbejderne har indflydelse på eget arbejde. Ved at gøre plads til kreativitet og personlig udfoldelse som en helt central del af løsningen af almindelige driftsopgaver øges trivslen. Medindflydelse på definitionen af kerneopgaven og tillid fra lederne til den enkelte medarbejder er ligeledes et centralt element, der fremmer trivslen på arbejdspladsen.

Blomstring/ fremgang/ vækst lykke/ opkomst/ udvikling/ (Dansk Synonym Ordbog)

Den 38. legetime S og SF er kommet med et ambitiøst udspil på, hvordan Danmarks økonomiske udfordringer løses. Men rigtig visionært kan man ikke kalde det. Det kan det til gengæld nemt blive, hvis man gør den 38.time til en trivsels- og legetime?! Af Alexander Muchenberger og Johan G. Kristiansen Der står ca. 100 palmer i Frederikshavn, Danmarks første, plantet af Park og Vej og Frederikshavn Kommune for få år siden. De cirka 100 palmer, en strandbar, tangparasoller og strandstole udgør nu et velbesøgt, oplevelsesøkonomisk trækplaster for Frederikshavn Kommune. Færgerederiet Stena Line bruger tilmed 1 mio. kr. på at markedsføre Palmestranden og dermed også god branding af Danmark i Sverige. Alt sammen udsprunget af et initiativ blandt medarbejderne i Park & Vej.

Viva Parkuwai ! Nu gør Park & Vej det igen – ikke i Palmestrandsskala, men i form af aktivt tiltag, med udgangspunkt i medarbejdere og kommunens udvikling. Et trivselsprojekt støttet at Kommunernes Landsforening (KL) og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO). Viva Parkuwai er titlen på trivselsprojektet, og under dette navn forsøger Park & Vej (heraf Parkuwai) at skabe små, finurlige og sjove oplevelser ud af de ordinære driftsopgaver i dagligdagen. Essensen i initiativet er sjovere arbejdsdage, med

mulighed for at udfolde sin kreativitet og sit talent i arbejdsopgaven. Trivselsprojektet løber fra 1. april til 1. oktober 2010, og håbet er, at resultatet med tydelighed viser, at det virkelig betaler sig, også økonomisk, at satse på kreativitet, glæde og trivsel – ”have fun - make money”. Metoden har været at motivere allerede eksisterende talenter og kvaliteter blandt medarbejderne, og få dem til at brede sig som ringe i vandet. Til det er der brugt forskellige brugercentrerede designmetoder, såsom kulturprøver, interviews og en række inspirerende arrangementer for medarbejderne rundt om i kommunen. Formålet er at inspirere medarbejderne til at vende tingene på hovedet, og gøre dem følelsesmæssigt trygge ved anderledes ud-af-boksen-tænkning. Det har hele vejen været vigtigt at give styringen til de mest interesserede og lystdrevne medarbejdere, der inspireres og sættes i gang med at føre deres finurligheder udi livet. De ”smitter” så deres kolleger med engagement og vågemod. Uinteresserede medarbejdere skal ikke have trukket projektet ned over hovedet. Det er jo trivsel, det handler om. Håbet er, at projektets ånd med tiden bliver til en selvorganiserende, smittende kultur i Park & Vej. En Vision for Danmark? Allerede i den nuværende første del af projektfasen, har projektet båret frugt. Alle nedslag bliver samlet på bloggen www.vivaparkuwai.dk, og de bedste finurligheder nomineres til et festarrangement i Park & Vej til efteråret. Medarbejderne modtager desuden en T-shirt med Viva Parkuwai-logo, når en skør idé virkeliggøres. Projektet er til gavn for alle, da produkterne af legen i høj grad vil være synlige i det offentlige rum til glæde for borgere og turister. Udfaldet viser indtil videre, at der er en stor skabertrang blandt medarbejderne, det er ikke ideerne der mangler. Men med finanskrisen hængende på skuldrene, er det svært at finde motivation, tid og penge til sådanne innovative projekter. Selvom det uden tvivl er kreative projekter som dette, der højner mentaliteten i nedgangstider, er der desværre sjældent plads til dem. Danmark er en gennemhullet sweiserost af spare-kaste-knivenes nedslag og et lille forskræmt barn med behov for omsorg og udfoldelsestryghed.  Håbet er at Viva Parkuwai vil inspirere politikere og ledere over hele Danmark, ikke mindst også S og SF, hvis udspil projektet spiller med og op imod. S og SF’s udspil om 12 minutters ekstra dagligt arbejde, eller en time mere ugenligt, er en kvantitativ arbejdsforøgelse. HVAD de 12 ekstraminutter skal bruges på nævnes der ikke noget om. Viva Parkuvai, indrager på en og samme tid den kvantitative og kvalitative dimension i sin løsningsmodel med trivslen i centrum for et godt arbejdsmiljø. Hvis den 38. time over hele landet i alle kommunale og statslige arbejdsforhold var dedikeret til trivsel, ville den sande kreative innovation, renset for buzzwørds og patetiske coatchingstrategier give staten og kommunerne en hjælpende hånd og samtidigt kickstarte udviklingen i udkantsdanmark drevet af livslyst og glæde i en idérig glædesrus, der ideelt set ville brede sig lige så hurtigt som finanskrisens lommesmertende og humørtruende virus. Trivselsprojektet er faciliteret af Public Hygge og Büro Detours


Nr.2 / 2010

VISION 2/2010 TEMA:

ERHVERVSPOLITIK TEMAINTRO

Erhvervspolitikkens samfundspotentiale Erhvervspolitik har klassisk været en borgerlig disciplin. I gamle dage så venstrefløjen erhvervslivet som en strukturel størrelse, der nok skulle producere vækst uanset de rammebetingelser, det offentlige stillede til rådighed. Men med S og SF’s udspil Fair Løsning og Novozym-direktørens optræden på SF’s landsmøde synes denne forståelse at være ved at ændre sig. I dag er centrum-venstre begyndt at se mere positivt på erhvervspolitik som et vigtigt redskab i samfundets økonomiske udvikling. Og det er positivt. Selvom der stadig er gode muligheder for at gøre mere – som særligt repræsentanterne for erhvervslivet da også mener. DI-direktør Lars Goldschmidt sætter især fokus på, at der skal investeres meget mere i uddannelse og forskning. Og selvom der er gode ting i Fair Løsning, så mener han det er en blandet buket med meget at ønske sig (side 20). Nogle af de samme toner kommer fra skattepolitiske chef i Dansk Erhverv Bo Sandberg, der mener, centrum-venstre skal gå mere aktivt ind i offentlige-private partnerskaber, og samtidig meget mere modigt skal turde ryde op i erhvervs-

støtten, som han mener er skruet helt forkert sammen (22). Grundlæggende er de nemlig enige om, at kun sammen kan det offentlige og det private skabe forudsætningerne for fremtidens vækst. Dermed er der altså et samfundspotentiale i, at det offentlige mere aktivt går ind og støtter det private. Men med støtte skal der selvfølgelig følge krav. Hermed går samfundspotentialet også ud over den snævert økonomiske, og ud fra en demokratisk og social vision bør centrum-venstre gøre og kræve langt mere end vækst. Derfor starter VISION-temaet med to artikler om alternative virksomheder – Alka og JAK – der hver især repræsenterer et alternativ til erhvervslivets dominerende profitmaksimerende tilgang. Alka er et forsikringsselskab, der i over 100 år har haft nogle af landets billigste forsikringer, fordi de ikke tjener profit, men bruger kundernes penge udelukkende på udgifter og udbetalinger (side 16). JAK er en sammenslutning af pengeinstitutter, der ikke tager renter, og hvor det er idealet om at skabe en bedre verden, der er drivende for virksomhederne (side 17). Det er gennem støtte til alternative virksomheder som disse, at erhvervspolitikken kan støtte oå om en positiv samfundfundsmæssig udvikling, der går ud over vækst. Heldigvis synes der også at være

politisk vilje til at støtte op om alternative virksomhedsformer. Selvom der er uenighed i Underhuset (side 18), så går Mette Frederiksen helhjertet ind for tanken om alternative virksomhedsformer. Hun vil aktivt støtte sociale virksomheder, så folk kan få et værdigt liv med kollegaer og fællesskab (side 19). Fra LO bidrager Ejner K. Holst med

forslag til, hvordan vi kan løse manglen på praktikladser – et område, der vil være en

stor gevinst af at inkludere i forståelsen af en moderne, social erhvervspolitik. Men erhvervspolitik er ikke kun et anliggende for staten. Manu Sareen vil have mere fokus

på erhvervspolitikken i Københavns Kommune, hvor han mener, det bliver glemt

af overborgmesteren. Derfor skal der oprettes en erhvervsborgmester. Endelig slutter VISION temaet af med

at give en indsigt i danskernes holdning til erhvervspolitikken. Det helt entydige budskab er, at det er vigtigt, at politikerne har visioner og at de støtter sociale virksomheder. Samtidig mener danskerne at arbejdsløshed er et samfundsproblem, og så er det bemærkelsesværdigt, at det kun er de gamle, der går op i erhvervspolitikken i Udkantsdanmark (side 28).

15


16

Tema: Erhvervspolitik

”Det er rigtig vigtigt, at de store områder, som skal være med til at løse samfundets store udfordringer, bliver løst i samarbejde mellem staten og det det private erhvervsliv.” – Lars Goldschmidt, direktør i DI – organisationen for erhvervslivet

Søges: En aggressiv og kreativ stat De danske centrum-venstre politikere ser spøgelser i erhvervspolitikken. Det private erhvervsliv er ikke længere statens fjende nummer et – de dogmatiske klasse- og interessekonflikter, som traditionelt har udgjort modsætningen mellem centrumvenstre og erhvervslivet, er forsvundet. Der er behov at finde en ny balance mellem offentligt og privat, lyder kritikken fra DI-direktør Lars Goldschmidt. Af: Søren K. Villemoes, skv@cevea.dk Det danske centrum-venstre og særligt den danske venstrefløj har altid haft et noget ambivalent og problemfyldt forhold til dansk erhvervsliv. Det private erhvervsliv er en afgørende politisk aktør med enorm indflydelse på vores beskæftigelse, vækst og velfærd, men samtidig er erhvervslivet også en entydig borgerlig aktør, som gladeligt donerer millioner til V og K, undslår sig nye miljøregler og kæmper for at minimere statens størrelse. Det er hvert fald sådan, de klassiske fordomme lyder. Men centrum-venstre må samtidig se i øjnene, at erhvervslivet også udgør en grundforudsætning for opretholdelsen af vores vækst og vores velfærd. Det danske velfærdssamfund vil ganske enkelt ikke overleve uden et stærkt og velfungerende erhvervsliv. Det er derfor også med stolthed, at Danmark ifølge internationalt anerkendte erhvervsmagasin Forbes blev kåret til ”verdens bedste forretningsland”. Det var kodeordene innovation, udbredt anvendelse af ny teknologi og en åben økonomi, der gav Danmark den fornemme titel. Kåringen er næppe centrum-venstres fortjeneste og spørgsmålet er, om centrum-venstre gør nok for at sikre det stærke og progressive erhvervsliv, som vi har så hårdt brug for? Er det klassiske modsætningsforhold konstruktivt, og foretager vi de rigtige investeringer? Der kan stilles mange spørgsmål til erhvervspolitikken, som i vidt omfang stadig udgør uberørt land for centrum-venstre. Den oplagte debattør at rette disse spørgsmål til er kemiingeniør Lars Goldschmidt, der har taget turen fra SF’er, miljøaktivist og embedsmand til nu at bemande et hjørnekontor som direktør i Dansk Industri (DI). Gør kagen større Hvordan ser du centrum-venstres forhold til det moderne erhvervsliv, hvad har man gjort rigtigt, og hvad har man gjort forkert? ”Dengang jeg begyndte at studere, var der på venstrefløjen ingen tvivl om, at erhvervslivet blev opfattet som en given rammebetingelse. Den grundlæggende værdiproduktion i den private sektor ville altid finde sted lige meget hvad. Det, der var udfordringen, var at få flest muligt af de producerede værdier under statslig kontrol. På venstrefløjen betragtede man virksomhederne ud fra et traditionelt ideologisk modsætningsforhold. Dels havde man ikke nogen idé om, hvad der skulle til for, at erhvervslivet kunne overleve, og dels handlede slagsmålet om de skabte værdier om at tilegne sig flest muligt. Der er stadig mange reminiscenser af det ideologiske modsætningsforhold i dag. Vi har (venstrefløjen. red.) overtaget en egentlig historisk-materialistisk arv. Men meget har ændret sig med globaliseringen, og erhvervslivets er blevet mere progressive på f.eks. miljøområdet. Der vil

selvfølgelig fortsat være en kamp om den overordnede kagefordeling, men ingen kan vel have noget i mod, at den samlede kage bliver større?” Føler du, at centrum-venstre, eller mere snævert SF og Socialdemokraterne, har svigtet i forhold til at sikre en høj og stabil værdiproduktion? ”Markant. Jeg mener, at de har svigtet helt grundlæggende. Der er mange dimensioner i det her, men et af de områder, hvor vi virkelig har brug for investeringer, er i uddannelse, kompetenceudvikling og forskning. Socialdemokraterne har jo været ved at afmontere vores forskningspolitik herhjemme. Hvis du ser på bevillingerne, så er det jo miserabelt. Det er jo fordi, at der har været en forsknings- og akademikerfjendtlig indstilling. Vores uddannelsestaxametre er jo spinkle i forhold til de lande, som vi normalt sammenligner os med.” SU er en overførsel – ikke en investering i uddannelse Mener du på den måde, at centrum-venstre har fået en politik, der har været med til at devaluere arbejdskraftens værdi? ”Ja, man har underinvesteret i udviklingen af arbejdskraftens værdi. Noget af det mest sørgelige er f.eks., at en meget stor del af vores uddannelsesomkostninger bliver brugt på overførelsesindkomsten SU. Hvis du reelt skal udregne vores samlede uddannelsesudgift, skal du fraregne SU’en. Jeg synes overførselsindkomsterne er uddannelserne uvedkommende – hvis vi skal vurdere de reelle uddannelsesudgifter så skal overførselsindkomsterne ikke regnes med. Det handler jo om, hvilke levevilkår man vil give de studerende, hvilket er en helt anden diskussion.” Det er altså en illusion, at det er socialdemokraterne og venstrefløjen som for alvor har satset på uddannelse og forskning? ”Ja, det er det rene vrøvl. Det er i bedste fald den totale illusion. Det er væsentligt, at vi ikke nøjes med at investere i overførselsindkomster. Det er noget af det, centrum-venstre desværre har været rigtig gode til, og som desværre er ved at blive overtaget af Venstre stærkt inspireret af Dansk Folkeparti. Det er lettere at vinde regeringsmagten på overførselsindkomster end på værdiskabelse. Men der kommer bare ikke nogen værdi ud af overførselsindkomster. ” Du har været meget kritisk overfor centrumvenstre, men kan du også se nogle områder, hvor de rent faktisk har gjort noget godt eller bedre end de borgerlige – jeg tænker f.eks. på satsninger som vindmølle-eventyret, hvor man har givet statsstøtte til enkelte sektorer og bidraget til at skabe en ny værdiproduktion? ”Det var reaktionære vestjyske smede der skabte vindmølleindustrien – det skal man lige huske. Men det er rigtigt, at man med etableringen af vindmøllerne skabte et fornuftigt økonomisk

Lars Goldschmidt, direktør for DI - organisationen for erhvervslivet regime, som har sat nogle takter for, hvordan vi kan skabe et konstruktivt samspil mellem stat og erhvervsliv. Det er rigtig vigtigt at de store områder som skal være med til at løse samfundets store udfordringer bliver løst i samarbejde mellem staten og det private erhvervsliv. Der skal staten være en aktiv investor, kunde og lovgiver, være med til etablere nye muligheder og sikre den langsigtede udvikling. Et nyt eksempel kunne f.eks. være en satsning på kulkraftværker – vi har i forvejen verdens bedste og reneste kulkraftværker. Det kunne derfor være en oplagt mulighed for centrum-venstre at satse på CO2-fri kulkraftværker. Vi kunne blive de første i verden med Carbon Capturing Storing teknologi og være klar når kulforbruget i Kina og Indien eksploderer. Det vil give os fænomenale muligheder at være med til at gøre en global forskel, som jeg mener, skal være kendetegnende for den måde, som vi som centrum-venstre skal agere på. ” Fair Løsning er en blandet buket Hvordan ser du S og SFs seneste udspil Fair Løsning i forhold til denne kritik. Er det et skridt i den rigtige retning, eller er det mere af det samme? ”Jeg synes ikke, det er let at svare på. Og det skyldes flere grunde. For det første er udspillet på overfladen positivt, da man anerkender, at vi skal have et konkurrencedygtigt erhvervsliv og en større arbejdsstyrke. Men hvis vi ser på, hvordan det skal leveres, så er der to muligheder. Enten ordner arbejdsmarkedets parter det, og så kan regeringen hverken gøre fra eller til. Den anden mulighed er, at man fjerner muligheden for privat forhandling af løn og arbejdsvilkår og betaler medarbejderne for at levere arbejdstiden på en måde, som ikke forbedrer konkurrenceevnen. Man får altså ikke noget ud af at love 12 minutters ekstra arbejdstid. Det er en dækningsløs check. Ja, vi har brug for mere arbejdskraft, og at folk arbejder mere, men

Lars Goldschmidt (1955) er kemiingeniør, ph.d. og adjungeret professor ved Copenhagen Business School. Han har været forfatter og medforfatter til ”Borgerlige ord efter revolutionen” (1999), ”Det ny systemskifte” (2002) og ”Den refleksive leder” (2008). Lars Goldschmidt har tidligere været kontorchef i Miljøstyrelse, direktør i Arbejdsmarkedsstyrelsen, og er nuværende direktør for DI.


Nr.2 / 2010

”Debatten er deprimerende, fordi S-SF ikke ser ud til helt at have forstået, i hvor høj grad vi har behov for et konkurrencedygtigt erhvervsliv i fremtiden.” – Lars Goldschmidt, direktør i DI – organisationen for erhvervslivet

dette forslag støtter i sin nuværende form ikke konkurrenceevnen.” Men er der ikke også positive elementer for erhvervslivet i udspillet? ”Jo, det er der. Nye former for offentligt privat samspil og det offentlige som konstruktiv krævende indkøber er gode tanker. At få folk hurtigere igennem uddannelserne og at skabe en højere studieintensitet – det er hamrende gode ideer. Det vil have en positiv effekt på udbuddet af kvalificeret arbejdskraft. Men det er alt i alt en blandet buket. Og hovedpåvirkningerne i udspillet i forhold til erhvervslivet er negative. F.eks. forslaget om ekstra skat for højtuddannede, og at man i udspillet ikke skaber balance i de offentlige finanser, det må man fra en erhvervsvinkel sige: Det er ikke godt. Debatten er deprimerende, fordi S-SF ikke ser ud til helt at have forstået, i hvor høj grad vi har behov for et konkurrencedygtigt erhvervsliv i fremtiden.” Du har kritiseret venstrefløjen for at fokusere mere på overførselsindkomster og indkomstfordeling end på værdiskabelse, synes du også, at det gælder for Fair Løsning? ”Hovedsignalet i udspillet er, at værdiskabelse rent faktisk betyder noget. Og det er positivt. Man vil gerne gøre noget for at skabe værdier, og det må stadig siges at være en positiv udvikling i forhold til tidligere.” Kritikken fra den tidligere SF’er og nuværende direktør i DI taler sit tydelige sprog og sender et klart signal til alle centrumvenstre-politikere: ”drop den marxistiske modstand mod erhvervslivet og kom i gang med den progressive erhvervspolitik.”

Lars Goldschmidts forslag til en moderne centrumvenstre erhvervspolitik - En offensiv og kreativ statslig indkøbspolitik Vi skal købe mere aggressivt ind og satse mere strategisk på, hvor de mange milliarder investeres. Derudover skal vi gøre op med staten og kommunernes nuværende standardisering, så ny teknologi kan udvikles. - Øgede investeringer i forskning og uddannelse Vi skal øge bevillingerne og skabe en mere offensiv folkeskolepolitik. Vi skal satse mere på undervisningsdifferentiering for at øge prestigen og forbedre og øge mangfoldigheden som et grundlag for at skabe den dygtigste arbejdskraft. - Åbning af Danmarks grænser for kvalificeret arbejdskraft Vi har brug for en opkvalificering af den danske arbejdskraft med øget indrejse af højt specialiserede og kvalificerede udenlandske medarbejdere i det danske erhvervsliv.

Potentialet ligger i det kraftfulde samspil, og derfor skal vi tænke de moderne udfordringer udover den historiske materialisme – kampen står ikke alene mellem stat og marked. De gamle dikotomier er blevet irrelevante, og vi skal finde nye løsninger, som både engagerer markedet, staten og civilsamfundet. Det betyder på ingen måde, at staten skal

Forskellen • • • •

- Alle, der har arbejdsevne, skal i arbejde Vi skal reelt og uromantisk tage stilling til, hvorledes den enkelte medarbejder kan bidrage til værdiproduktionen på trods af, at man har begrænset arbejdsevne. Vi har brug for at skabe rammerne, så alle får mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet. - Investeringer i nye eksperimenter Vi skal ikke bare vente på, at dansk erhvervsliv følger i slipstrømmen på resten af verden – vi skal have Danmark placeret på frontlinjen. Vi skal forsøge os med nye lægemidler, alternativ energi og særlig etableringen af CO2-neutrale kraftværker. - Teknologispring i infrastrukturen Vi skal organisere nogle finansieringsformer, der gør, at vi får en løbende mobilisering af vores infrastruktur på en miljømæssig forsvarlig måde. Alle offentlige ansatte skal kører i el-biler, vi skal lave et højhastighedstog til Århus, Hamburg og Göteborg, lave Kattegatforbindelsen.

være mindre, men i tråd med Lars Goldschmidt kunne man ønske sig en stat, der var frækkere, mere kreativ, mere innovativ, mere langsigtet og frem for alt mere aggressiv og engagerende overfor de mennesker, som vi endnu ikke har fået inkluderet i vores samfundsmæssige fællesskaber.

er til at få øje på!

Værdier der holder En levedygtig vision Kompetent rådgivning Engageret service

• Den kooperative virksomhedsform er et bæredygtigt alternativ også i krisetider

DE KOOPERATIVE VIRKSOMHEDERS ARBEJDSGIVERORGANISATION

www.kooperationen.dk

17


18

Tema: Erhvervspolitik

”Tidligere forsøgte vi os med at sige, at vi vil tjene kunderne, ikke kassen. Det vakte desværre ikke den store gennemslagskraft, men derfor er tanken da rigtig nok.” – Nicolai Kampmann, Kommunikationschef i Alka

Alka tjener fællesskabet Siden 1903 har arbejderne haft deres eget forsikringsselskab. Det hedder Alka og er en del af det alternative marked, der ikke fungerer på markedsvilkår men på fællesskabets. Det er et kooperativ og har fejret en række store sejre de seneste år Af Frederik Andreas Jørgensen, faj@cevea.dk 19. april i år kunne man i Børsen læse indsparket ”Forsikring er uegnet til Fondsbørsen”. Anledningen var at Codan havde vundet DM i forsikring – altså at de havde det største overskud. Alkadirektør Jens Bærentsen påpegede i Børsen, at forsikringsvirksomhed er baseret på det princip, at man årligt betaler til en fælles kasse, og kassens beholdning så bruges på at dække de ulykker indskyderne har haft. Alka er kåret som det forsikringsselskab med de mest tilfredse kunder hvert år siden 2001. Spørger man Alkas kommunikationschef Nicolai Kampmann er årsagen, at Alka er et kooperativt selskab. Men hvad er forskellen på Alka og de andre forsikringsfirmaer? Kampmann kender svaret – for spørgsmålet får han tit: ”Alkas forretningsmodel kalder vi Combined Ratio 100. Populært fortalt betyder det, at når vi får 100 kroner i præmie, går der 100 kroner ud til erstatninger og dækning af vores omkostninger.” Alkas forretningsidé er, at der ingen margen er - forbeholdt at det kører rundt: ”Får vi overskud, er vores bestræbelse at spare op til at kunne sætte priserne ned. Tidligere forsøgte vi os med at sige, at vi vil tjene kunderne, ikke kassen. Det vakte desværre ikke den store gennemslagskraft, men derfor er tanken da rigtig nok.” Alka er den foretrukne forsikringsudbyder blandt LO-medlemmerne. Og så er Alka Danmarks billigste leverandør af forsikringer. Det lyder godt – men kan det nu også passe? Hvis fremstillingen i Børsen er rigtig, hvorfor kan Alka så ikke drage økonomisk fordel ved, at de andre virksomheder er profitorienterede, og Alka er fællesskabsorienteret? Det burde vel netop være en økonomisk fordel, at præmien ikke også skal dække indtjeningen? ”Vi vil gerne gøre det endnu bedre, men det tager tid at råbe markedet op. Danskerne er jo i almindelighed tilfredse med deres forsikringsselskab og meget trofaste.” Trofaste eller konservative - har Alka været for sent ude – I kunne potentielt have alle forsikrede som kunder? ”Nej, vi har ikke været for sent ude. Men Danmark er et meget konkurrencepræget marked, og kampen om kunderne er hård – faktisk kan priserne ofte handles, hvilket er lidt useriøst! Kampen om danskernes forsikringskroner er hård – og det er ikke Alka, der har de største muskler at spille med.” Men burde Alka ikke som en del af LO-bevægelsen have en privilegeret adgang til LOs medlemmer? ”Jo, det har vi. Men det er jo ikke lig med, at medlemmer af LO-forbund vil tegne deres forsikringer hos os. Vi skal overbevise hver enkelt om, at vi giver det bedste tilbud. Idegrundlaget med Alka er at give LO-forbundsmedlemmer de bedst muligt forsikringsvilkår. Det er vores primære marked, så

der skal vi helt klart være stærke.” Alka giver specielle rabatter til LO-medlemmer – og har tegnet en række gruppeaftaler med LOforbundene. De er markedets billigste og bedre for LO-medlemmerne end individuelle alternativer. I 2005 lavede Alka fx. en ordning hvor LO Plus og HK medlemmer får 10% forbundsrabat på alle nytegnede forsikringer. Allerede tilbage i 1966 indgår Alka en aftale med et LO-forbund, og i 1993 bliver hele LO tilbudt en forsikringsløsning. Kan LO-forbundene så bruge Alka som rekrutteringsbase? ”Ja, det mener jeg de kan” starter Kampmann, ”hvis det er det, de vil. Spørgsmålet er nærmere, hvor meget du kan bruge det som rekrutteringsgrundlag. Både forbund som Krifa og IDA (det kristne forbund og ingeniør-foreningen, red.) gør meget ud af at tilbyde medlemmerne billige forsikringsordninger. Det gør LO-forbundene også, men de viser nogle andre varer frem først – de faglige.” Selvom Alka gerne så, at man samarbejdede endnu stærkere, og Alkas tilbud blev brugt mere offensivt som rekrutteringsstrategi, bestemmer forbundene jo selv, hvordan de præsentere sig – skal det være billigt eller fagligt? ”Vi udviklede fx. ForbundsFamilie-forsikring sammen med LO-forbundene. Det er tæt på at være Danmarks billigste, og baserer sig på en solidarisk ens pris, uanset om man bor i Skagen eller på Nørrebro, alene eller i en husstand med fem personer. Fordelen er jo, at vi har fuldstændig flad pris.” De andre forsikringsselskaber bruger ikke den løsning, for det ødelægger muligheden for at tarifere den enkelte kunde.

Fremtidens forsikringer: Stat eller kollektiv Forsikringsmarkedet er meget stabilt, nærmest dødt! Kampmann siger, at ”der stort set er nulvækst over hele linien. Generelt tenderer folk måske til at forsikre sig lidt mindre i disse tider.” Der er dog et sted hvor salget eksploderer: ”Sundhedsforsikringer har oplevet en brølende vækst”, fortæller han. Men det er ikke et satsningsområde for Alka – mest af politiske grunde. Alka har ellers talt med LO-forbundene om muligheden for kollektive sundhedsforsikringer. I stedet er der lavet en Sundhedsguide, som to forbund har tegnet – men den indeholder ikke hospitalsdækning. Kampmann har faktisk også talt med politikerne på Christiansborg om, hvad Alka kan gøre: ”Det man som centrum-venstre politiker bør tænke over er, om staten skal varetage alle opgaver, eller om man gennem kollektive sikringsordninger kan supplere det offentlige. Mange danskere vil faktisk gerne have et styrket offentligt sundhedstilbud.” Og det kan lade sig gøre uden at underminere det offentlige sundhedsvæsen, siger Kampmann. Fremtidens LO-løsning? Alka er løbende i kontakt med LO-forbundene. Det er sådan de udvikler deres produkter. De har også udviklet lønforsikringer. Med dagpengesatserne fastlåst på 1991-niveau og nu regeringens genopretningsplan er dagpenge-området under afvikling – er det et nyt marked for Alka? Det er arvegods, det her. Så han gør sig umage med svaret: ”Vi vil gerne være en del af et marked – men det logiske er, at forbundene tager tråden op, hvis de kan se en idé i det. Nu har man pillet ved det – så spørgsmålet er om en rød regering vil


Nr.2 / 2010

”Det er tæt på at være Danmarks billigste, og baserer sig på en solidarisk ens pris, uanset om man bor i Skagen eller på Nørrebro.” – Nicolai Kampmann, Kommunikationschef i Alka

Alka på markedsvilkår På Skadesforsikringsområdet har Alka knap 5 % af markedet Siden 2001 er Alka hvert år blevet kåret til det forsikringsselskab med den højeste kundetilfredshed af Dansk KundeIndex. Der er 326.000 privatpolicer tegnet af medlemmer af LO-forbund. Det er ud af en samlet privat-police portefølje på ca. 525.000 (eksklusiv Gruppeaftalerne). I 2005 var det sammenlignelige tal 265.000. Alka har vækstet i policer de sidste 5 år, hvert år. Specielt har lanceringen af ForbundsFamilie Forsikring i 2008 været en stor succes for LO-medlemmerne.

ændre det. Og nej – det tror jeg ikke. Da Pia sagde: Nu er det det rigtige tidspunkt, lagde det et spor.” Det lå også i S-SFs En Fair Løsning; dagpengeperioden skulle ned og satserne op. Med en dagpengeperiode på 2 år vurderer Kampmann, at nogle mennesker stadig har interesse i at forsikre sig over 2 år, og her kan Alka spille en rolle: ”Hvis du laver kollektive aftaler kan du gøre det markant billigere, end hvis du gør det individuelt. Det koster

mindre at forsikre 100.000 LO medlemmer, end hvis vi skal ud og opsøge folk individuelt og måske få 5.000 nye kunder.” Logikken er, at jo større volumen du får adgang til, jo mere kan du sprede risici. Derfor kan Alka gøre det bedre og billigere end andre, fastslår han. Men han understreger, at lønforsikringer ikke en guldgrube: ”Du må ikke tro, at vi sidder og tromler penge ind. Udgifterne stiger – udbetalingerne stiger.” Så skal Alka være LO-fagbevægelsens fremtidens Arbejdsløshedskasse? ”Næppe! Det primære skal altid være et statsdrevet system. I Alka kan vi skabe supplerende ydelser – hvis kunderne efterspørger det.” Kunne man forestille sig, at I lavede kollektive aftaler med andre forbund, fx. DJØF, IDA, måske

endda Krifa? ”Jeg vil ikke afvise, at vi kunne lave aftaler med nogle forbund – men Krifa har jeg svært ved at forestille mig som samarbejdspartner.” Idegrundlaget for Alka er, at de skal tilbyde gode og billige forsikringer til LO-medlemmerne. Der skal være forskel på at være medlem af 3F og Krifa, fortæller Kampmann. Men kunne Alka samarbejde med FTF-organisationerne? ”FTFs medlemmer har i betydelig grad adgang til det, der hedder LB koncernen, der består af Lærerstandens Brandforsikring, Bauta (sygeplejerskerne, Red.) og RUNA. Så de er allerede dækket ind. Vi samarbejder ikke, men i et vist omfang kan du sige, at vi deler idegrundlag.” Alka er en succes. Løsningen for både LO og Alka kan være, at LO-forbundene bruger de kollektive løsninger mere offensivt i deres rekruttering og fastholdelse. Politikerne kan også lære noget af Alka – som Kampmann siger, så er kollektive løsninger potentielle alternativer til offentlige. Markedet bør også lære af Alka – men det skal markedet vel nok selv finde ud af. Den usynlige hånd har også brug for forsikringer.

"Pengene skal udstedes med sikkerhed i skabte værdier, den virkelige kapital" - Jakob Mikkelsen, formand for JAK

Idealismens drivkraft Ildsjæle vil bekæmpe markedsøkonomiens negative følgevirkninger ved at afskaffe renter, gøre den finansielle sektor andelsbaseret og oprette en samfundsbank. Men hvad er perspektiverne? Af Maria Vedel, mav@cevea.dk Landforeningen JAK, der står for Jord, Arbejde og Kapital, kæmper for et helt nyt økonomisk system. ”Det skal bygge på fællesskab og samarbejde i stedet for grådighed og udbytning”, fortæller formanden for JAK, Jakob Mikkelsen. Den mest håndgribelige udmøntning af bestræbelserne er opbygning og drift af en række folkespare- og andelskasser rundt om i landet. Direktør i folkesparekassen, Uffe Madsen, forklarer, at disse pengeinstitutter ikke har nogen ejere og aktionærer, der skal have udbytte, så de skal blot have et overskud, ”der er tilstrækkeligt til at dække omkostninger, risiko og en konsolidering, der sikrer fremtiden”. Penge og kapital Målet er at frigøre borgerne fra profitorientering både økonomisk og menneskeligt. De arbejder for et

spekulationsfrit samfund, hvor man imødekommer reelle behov i stedet for at skabe falske behov. Ideen er, at dette gøres ved at komme renten til livs og være tilbageholdende overfor aktier. Drømmen er, at der ikke kan tjenes på at stille penge til rådighed. JAK ønsker en samfundsbank som et middel til at opnå det rentefrie økonomiske system. Den skal have monopol og være lokalforankret med valgt bestyrelse. ”Samfundsbankens formål er at sørge for, at der rentefrit er den tilstrækkelige mængde kapital til rådighed for samfundets aktiviteter. Pengene skal udstedes med sikkerhed i skabte værdier, den virkelige kapital”, uddyber Jakob Mikkelsen. Økonomiprofessor på RUC Jesper Jespersen er generelt skeptisk overfor teorigrundlaget bag det ’rentefri’ samfund. ”Det er mere præget af good will, than clear thinking – desværre”, mener han. Og antagelser om at et rentefrit økonomisk system

vil medføre, at der ikke forekommer inflation, og at gæld nødvendigvis vil akkumulere ny gæld et eller andet sted i verden, mener han er ”vrøvl”. Nationaløkonom Boye J. Haure udtrykker samme forbehold. ”Jeg er generelt meget skeptisk overfor den slags forenklinger, hvor sympatiske de end måtte være”. Gebyrer – eller renter? Grundtanken med JAKs pengeinstitutter er via rentefrie lån at medfinansiere reelt værdiskabende aktiviteter, hvor etik og bæredygtighed medtænkes. Som kunde kan man indsætte sine penge uden at få rente og opbygger på den måde rettigheder til at låne rentefrit. Man betaler dog administrationsgebyr på mellem 3 og 5 procent til driftsudgifter, risikoforsikring mm. I praksis kan det umiddelbart være svært at se forskellen på dette gebyr, og de renter kommercielle banker og kreditforeninger tager. For at kunne tilgodese kundernes forskellige behov og håndtere det store flow af kapital har JAKs pengeinstitutter også samarbejde om ind- og udlån hos en større bank. I

øjeblikket er kun cirka 50% af virksomheden rentefri. Viften af produkter og ydelser til kunderne er som andre steder. ”Vi driver en bankvirksomhed som alle andre banker”, siger Uffe Madsen. Han erkender, at den økonomiske virkelighed i dag ikke giver dem mulighed for at køre pengeinstitutterne rentefrit. Uffe og Jakob er enige om, at JAKs største effekt lige nu er at synliggøre, at der er en hel del mennesker, der aktivt bakker op om deres arbejde og tror på ideen. Og der har været øget tilslutning i forbindelse med den økonomiske krise. Engagement og idealisme stråler fra JAK. En nytænkning og demokratisering af økonomien er tiltrængt, og særligt på den sidste del står andels- og folkesparekasserne stærkt. Andelshaverne vælger en bestyrelse. At det ikke er aktionærer men brugerne, der bestemmer, hvor der investeres, og hvad der finansieres, skaber mere nærvær og gennemsigtighed. På den måde vil kundernes og samfundets interesser kunne varetages på den lange bane.

19


20

Tema: Erhvervspolitik

”Det er en besynderlig præmis i det 21. århundrede, at staten burde understøtte disse erhvervsformer.” – Simon Dyhr, formand for Radikale ungdom

"Et andet bud er, at der bliver åbnet op for, at eksempelvis kooperative foreninger kan deltage i offentlige udbudsrunder, som så samtidig skal opsætte andre kriterier end blot prisen." – Peter Hummelgaard Thomsen, forb.form. for Danmarks Socialdemokratisks Ungdom

Statsstøtte til alternative erhvervsformer? Underhuset Spørgsmålet lyder: Hvordan kan staten understøtte alternative erhvervsformer, som andelsejerskab og kooperativer?

Af Simon Dyhr, formand for Radikale ungdom Selvfølgelig skal staten være med til at understøtte alternative erhvervsformer, hvor det giver mening. Et af de tiltag der giver mening og gavner samfundet kan være statens og kommuners støtte til social bevidste virksomhedstiltag. Men det er nu bedst, når private virksomheder, helt uafhængig af staten, bidrager til at løfte sit samfundsansvar. For eksempel oplevede jeg til Nudansk grundlovsdag i Gellerup Parken, at en forening kunne sende et hold nydanskere til England på sprogrejse gennem støtte fra en bank. Men andelsejerskab og kooperativer hører det sidste og forrige århundrede til efter min mening. Hvis vi vil have vækst og velfærd, så er det sidste vi har brug for, at venstrefløjen forlader verdens mest succesfulde arbejdsmarkedsmodel og i stedet driver til havs på en komfortabel luftmadras af 70’er nostalgi. Det er en besynderlig præmis i det 21. århundrede, at staten burde understøtte disse erhvervsformer. Nej, i stedet for skal staten hellere

direkte investere i vækstfremmende og fremtidssikrende erhvervseventyr gennem for eksempel lånefinansieret erhvervsstøtte. For eksempel burde staten investere massivt i grøn teknologi. Midt i hele diskussionen om Udkantsdanmark burde et nyt centrum-venstre flertal arbejde for direkte milliardstøtte til for eksempel udvikling af hybrid, solvarme, jord og vind teknologi. Man burde også satse på biomasse anlæg i landbrugssektoren. Hvis man vil skabe vækst og arbejdspladser, kan man lige så godt satse der, hvor halmballerne står i forvejen. Ude hvor vækst og jobs trænger. Det er vel meningen, at erhvervslivet skal tjene sine penge selv, og at staten burde bruge skattekronerne på at styrke samfundets institutioner, sikre velfærden og retstilstanden for sin befolkning.  

Af Peter Hummelgaard Thomsen, forbundsformand for Danmarks Socialdemokratisks Ungdom Den åbenlyse løsning er naturligvis statslig subsidiering af erhvervstiltag, der bygger på andet og mere end målet om at tjene penge. Det skal naturligvis afvejes sådan, det ikke bliver direkte konkurrenceforvridende, men hvor staten yder et bidrag, der opvejer for de alternatives erhvervsformer ”manglende” kapitalistiske struktur. Et andet bud er, at der bliver åbnet op for, at eksempelvis kooperative foreninger kan deltage i offentlige udbudsrunder, som så samtidig skal opsætte andre kriterier end blot prisen. En større pris for udførelsen af en offentlig opgave bør opvejes af, at den forening eller virksomhed der udfører opgaven tjener et almennyttigt formål. Jeg er langt hen af vejen positiv overfor at åbne op for, at offentlige opgaver kan sendes i udbud hos kooperative og sociale foreninger. I Norge bliver børnepasning i nogle kommuner varetaget helt eller delvist af kooperative foreninger, og deres erfaringer er rigtig gode. Det kunne bestemt også være en

mulighed i forhold til socialt arbejde på gadeplan, hvor vi i dag har utroligt mange frivillige ildsjæle, der laver socialt arbejde, men hvor det med fordel kunne sammentænkes med det kommunale arbejde. I stedet for at give økonomisk støtte til projekter, kunne de sociale foreninger byde sig ind på løsningen af forskellige af forskellige socialpolitiske opgaver, det kan være alt lige fra drift af væresteder til opsøgende gadearbejde overfor de prostituerede. I DSU er vi positive overfor, at velfærdsydelser i fremtiden kan varetages af sociale foreninger, men det skal naturligvis foregå under de rigtige omstændigheder.


Nr.2 / 2010

” En analyse viste for nylig, at Stockholm er de internationale virksomheders foretrukne by, når de skal vælge den by, som de vil slå sig ned i Skandinavien.” – Manu Sareen, medl. af BR, gruppeformand (RV)

København skal have erhvervsborgmester København skal have en erhvervsborgmester, så erhvervspolitikken ikke som i dag udføres som venstrehåndsarbejde og er ét blandt overborgmesterens områder. Det skriver Manu Sareen i dette indlæg i Vision. Af Manu Sareen, medl. af BR, gruppeformand (RV) Optimismen er ved at vende langsomt tilbage. Der dukker positive historier op i medierne om danske virksomheder, der har fremgang. Men det er desværre ikke et generelt billede. Krisen er ikke overstået endnu. Der er en række forhold, som vi skal arbejde på at bringe i orden. I Danmark halter bagefter, og OECD’s forventninger til vores økonomi er ikke høje. Faktisk forventer de, at Danmark har den næstlaveste vækst i OECD frem til 2015. Og København halter også bagefter andre europæiske storbyer. Derfor skal København have en erhvervsborgmester. Det er det første vigtige skridt, der vil styrke hovedstadens konkurrencekraft, fordi det vil give et nyt og skærpet fokus på området. Svenskerne er bedre En analyse viste for nylig, at Stockholm er de internationale virksomheders foretrukne by, når de skal vælge den by, som de vil slå sig ned i i Skandinavien. København burde ellers have en stor fordel i at ligge tæt på det europæiske kontinent, i en Øresundsbro og den største lufthavn i Norden. Men der mangler visioner og handlekraft i den københavnske erhvervspolitik. Det lyder ellers flot, når der i kommunens erhvervspolitik står, at man vil ”gøre det så nemt og attraktivt som muligt at drive og etablere virksomhed i København. Det gælder lige fra den lille butik til den store multinationale virksomhed”. Det er desværre tomme ord. Erhvervspolitikken bliver i dag skrevet med venstre hånd. Det hører sammen en række andre områder under Overborgmesteren, og det får dermed ikke den opmærksomhed, som det fortjener. Det er ellers vigtigt nok. Vores velstand og velfærd er afhængig af et velfungerende erhvervsliv. Området er så stort og tungt, at det er nødvendigt med en borgmester for området. Det kan egentlig undre, at vi ikke allerede for længe siden har fået det. Det kan vi ikke ændre på nu, men det er til gengæld nu, at vi på Københavns Rådhus bør blive enige om at drøfte muligheden. For at slippe helt ud af krisen og kaste OECD’s dystre forventninger af os, skal vi have en erhvervsborgmester og gøre København og Region Hovedstaden

"Kommunen er en væsentlig katalysator, når det gælder om at skabe de rette rammer for erhvervslivet," skriver Manu Sareen i dette indlæg. Her et billede af centrum for kommunens magt, Københavns Rådhus.

til den mest attraktive metropol i Nordeuropa. Selvfølgelig kan København ikke løse problemerne alene, men vi kan gøre noget. De nødvendige strukturelle reformer på arbejdsmarkedet, har Christiansborg taget fat på. Men da det også er en udvikling, der betyder, at Danmark bliver fattigere, bliver der også mindre råd til velfærd, fx skoler, socialt arbejde og ældrepleje. Det ansvar vejer tungt. 40 % af Danmarks BNP genereres i hovedstadsregionen, så vi har et stort ansvar for hele landets velfærd fra indre Nørrebro til de yderste udkantsområder. Ikke flere skåltaler Hovedstadens Vækstforum, hvor kommunen og regionens andre store aktører sidder, har som ambition, at København i 2015 skal være Nordeuropas mest attraktive by at bo i, uddanne sig i, besøge og - ikke mindst - starte virksomhed i. Hvis det skal blive til mere end skåltalerne, så er vi nødt til at gå mere offensivt til fadet. Forummet har selv

peget på nogle af de forhold, som der skal rettes op på: - Hovedstadsregionen har en lav andel af selvstændige med videregående uddannelse og få succesfulde vækstiværksættere. - Der er relativt få højtuddannede i arbejdsstyrken sammenlignet med andre nordeuropæiske storbyregioner. - Vi halter efter Stockholm målt på kvaliteten af lederuddannelser. - Klyngerne indenfor informations- og kommunikationsteknologi, medico og oplevelsesøkonomi vokser langsommere end i andre storbyregioner. - Klynger af stor økonomisk eller kreativ betydning oplever en faldende beskæftigelsesandel. Det gælder fx. transportsektoren, fødevaresektoren, musik- og spilindustrien.

- Den belastede trafikale infrastruktur med stigende pendling og erhvervsrelateret kørsel er et stigende økonomisk problem. Hovedstadens Vækstforum har udarbejdet en omfattende strategi, men alle aktørerne skal bakke om målsætningen. Kommunen er en væsentlig katalysator, når det gælder om at skabe de rette rammer for erhvervslivet. Det ansvar skal vi påtage os, og derfor er mit forslag, at København skal have en borgmester, som helhjertet kan hellige sig erhvervslivets vilkår. Som minimum må den ansvarlige for området i dag, Overborgmesteren, invitere til en seriøs drøftelse af spørgsmålet. Det er for vigtigt et emne til, at vi kan lade det fare vild i de sædvanlige politiske trakasserier.

21


22

Tema: Erhvervspolitik

"Offentlig og privat er ikke hinandens modsætninger, men tværtimod hinandens forudsætninger." – Bo Sandberg, skattepolitisk chef, Dansk Erhverv

Lad falde, hvad ikke kan stå! Det er positivt, at der gøres en række forsøg på at formulere ny erhvervspolitik. For der er virkelig brug for en ”New Deal” i erhvervsstøtten! Særligt er det vigtigt, at få erhvervsstøtten til at pege fremad mod servicesamfundet i stedet for tilbage mod industri- og landbrugssamfundet. Af Bo Sandberg, skattepolitisk chef, Dansk Erhverv & folketingskandidat (S) Den samlede erhvervsstøtte udgør ifølge Økonomi- og Erhvervsministeriet omkring 23,5 mia. kr. i 2010. Det er derfor positivt, at der er kommet stigende interesse for at nytænke erhvervsstøtte og erhvervspolitik. Men på sin vis også meget naturligt. For i krisetider er der ekstra grund til at undersøge og mærke efter. Ros til Cevea for at gå forrest Særlig glædeligt er det, at Cevea er gået forrest i at udtænke en centrum-venstre erhvervspolitik og dermed tage ansvar for at forbedre de rammevilkår, som erhvervslivet og hele samfundsøkonomien skal leve af. Og med denne udgave af VISION at holde fortsat liv i debatten. Og det er så absolut et pletskud med de fem erhvervspolitiske dogmer, som Cevea betjener sig af: Synergi, Proaktivitet, Meningsfulde Satsningsområder, Enkelhed og Bæredygtighed. Eksempelvis er synergien mellem offentlig og privat sektor helt afgørende, hvis der for alvor skal skabes en vækstdagsorden. Offentlig og privat er ikke hinandens modsætninger, men tværtimod hinandens forudsætninger. Konkurrencen kan forbedres, hvis flere private virksomheder bliver inddraget i at løse driftsopgaver for den offentlige sektor. Og samtidig kan der blive bragt nye midler i spil – fx til investering i infrastruktur som letbane, havnetunnel eller lignende – hvis store institutionelle investorer som ATP, LD osv. kommer på banen med finansiering i såkaldte OPP-projekter (Offentlig-Privat-Partnerskab), som de i forvejen i stor stil engagerer sig i i udlandet. Cevea fortjener også ros for at turde udtrykke sig så principielt rigtigt i den ømtålelige sag om bagudskuende erhvervsstøtte, velvidende at det vil koste nogle arbejdspladser her og nu: ”Dansk statsstøtte må ikke fastholde arbejdspladser eller virksomheder i døende erhverv, derfor saneres disse statsstøtteordninger og overføres

til fremtidens erhverv og nye eksperimenter.” Eller som det hedder i U.P. Overbys smukke og hæderkronede ”Snart dages det brødre” fra 1871: ”Lad falde, hvad ikke kan stå!” Turister eller tomater? Erhvervslivet har en langsigtet målsætning om gode og stabile rammebetingelser - men herunder også en større ligestilling mellem de forskellige brancher. Et område, hvor der i dag er en stor skævhed, er energiafgifterne – her er der i dag ikke en afgiftsmæssig ligebehandling mellem de forskellige erhvervssektorer. Og skatte- og afgiftspolitikken burde jo ellers afspejle, at vi har bevæget os væk fra industri- og landbrugssamfundet og hen imod videns- og oplevelsesøkonomien. Et illustrativt eksempel: Når en hotelejer skal varme gæsternes værelser op, betaler vedkommende 7-8 gange mere i energiafgift pr. kilowatttime end det eksempelvis koster at opvarme et væksthus eller en staldbygning. Forklaringen er, at hoteller betaler rumvarmeafgift ved opvarmning af hotelværelset, mens gartneriet kan nøjes med at betale såkaldt procesenergiafgift, når de varmer drivhuset op. Men i Dansk Erhvervs optik er der i begge tilfælde tale om produktion. Gartneren producerer grøntsager. Overnatningsbranchen producerer overnatninger. Ingen af delene kan lade sig gøre uden varme. De pågældende erhverv er begge udsat for international konkurrence - og bidrager til vækst, beskæftigelse og valutaindtjening. Skattereformen har kun rykket marginalt ved de kendsgerninger. Det fører så hen i en mere generel erhvervsstøttebetragtning: Det er uhensigtsmæssigt, når der gives særlige fritagelser til en lang række selektivt udpegede erhverv frem for andre. Dels fordi det jo så bliver de ikke-begunstigede dele af erhvervslivet, som kommer til at skulle betale relativt mere. Og dels fordi det manglende provenu som følge af de Særligt er det vigtigt, at få erhvervsstøtten til at pege fremad mod servicesamfundet.

Det går erhvervsstøtten bl.a. til - Blandt de mere kuriøse, små deciderede støtteordninger på finansloven finder man: - Handelsflådens Velfærdsråd - Tilskud til forskningsenheden for maritim medicin - Promilleafgiftsfonde - Tilskud til certificerede partier af markfrø Og blandt de mere skjulte støtteordninger, der gives i form af særlige skattebegunstigelser finder man i den tunge ende ordninger som kan genovervejes (beløb i 2010):

- Penge- og realkreditinstitutters henlæggelser (190 millioner kr.) - Skattebegunstiget internationalt skibsregister, DIS eksemption (618 millioner kr.) - Hyrevogne (265 millioner kr.) - Registreringsafgift totalskadede biler (400 millioner kr.) - Kunstigt lav grundværdi, produktionsjord (1.161 millioner kr.)

Illustration: Søren Siebuhr

selektive undtagelser alternativt kunne være brugt til at styrke den finanspolitiske holdbarhed (eller eventuelt sætte skatten på arbejde yderligere ned). Et broget billede af støtteordninger Set med erhvervsbriller, er der et ønske om at fastholde den samlede erhvervsstøtte på nogenlunde samme niveau som i dag. Det er faktisk også en af præmisserne i S og SF´s ”Fair Løsning”. Til gengæld er det ekstremt vigtigt, at kigge de nuværende ordninger nøje efter i sømmene – og én for én vurdere om ikke erhvervsstøtten kan optimeres til en ny tid (se faktaboksen). En af de allerstørste selektive, branchemæssige skattebegunstigelser finder man fx hos papiraviserne (net-aviser får ikke denne støtte). Her er er der ikke engang tale om momsfritagelse, men om såkaldt nulmoms. Det betyder, at aviserne kan trække alle deres udgifter fra i moms, mens der på produktet de sælger, lægges nul moms. Så her lever man faktisk afgiftsmæssigt i den bedste af alle verdener. Det er de færreste, der tør give sig i kast med dette privilegium, som koster samfundet 1,1 mia. kr. årligt. Det vil selvfølgelig straks blive udlagt som en ny skat på ytringsfrihed… … men måske et kommende emne til Cevea og VISION? Væk fra ”pick the loser” I forbindelse med fremtidig støtte indenfor prioriterede indsatsområder som green-tech, vindkraft, biobrændstof og den slags, hører man ofte en kritik der går på, om samfundet skal forsøge at udpege vinder-brancherne på forhånd. Det er en både relevant og interessant diskussion. Men det er i den sammenhæng ekstremt vigtigt at huske på, hvad udgangspunktet i dag er – for det er nemlig pilskævt. Der er nemlig en masse selektiv erhvervsstøtte, der er givet af forskellige tågede historiske årsager – ja situationen i dag er på mange områder tværtimod karakteriseret af ”pick the loser”. Så set i det perspektiv vil ”pick the winner” i hvert fald være bedre!


Nr.2 / 2010

” Opskriften lyder: Skattekroner investeres i nye virksomheder for at skabe og styrke virksomheder i udkantsdanmark. Dernæst skal det offentlige være primær aftager af de nye virksomheders produktion for at sikre et marked.” – Jens Macquard Sørensen, cand. scient. pol., matros og folketingskandidat

Staten ­­­­– storinvestor i udkantsdanmark A.P. Møller gruppen vil lukke Lindø-værftet om to år. Det giver arbejdsløshed over alt på Øst-fyn. Her er muligheden for at lave katastrofen om til en succes med brug af statsinvestor metoden. Af Jens Macquard Sørensen, cand. scient. pol., matros og folketingskandidat Det gamle, men altid brugbare, værktøj ”offentlig forbrug” er blevet hentet op af den økonomiske værktøjskasse som kur mod finanskrisen. Den kur får sikkert en effekt på landsplan, men det er ikke en kur der virker i udkantsområderne. For at hjælpe udkantsdanmark skal vi længere ned i værktøjskassen, her ligger ”offentlige investeringer i private virksomheder”. Opskriften lyder: Skattekroner investeres i nye virksomheder for at skabe og styrke virksomheder i udkantsdanmark. Dernæst skal det offentlige være primær aftager af de nye virksomheders produktion for at sikre et marked. Kuren har tidligere været en succes i Vestjylland, hvor metoden resulterede i giganten Vestas. Svend Auken’s statsstøtte til at bygge vindmøller i Danmark gav Vestas vind i sejlene, længe før vindmøller var en global succes. I dag ligger der flere virksomheder i udkantsdanmark med de selvsamme investeringsmuligheder, som Vestas gav i Ringkøbing, f.eks. Lindø værftet i Munkebo.

Lindø – det rigtige problem for en statsinvestor løsning Selvom transport til søs er den mest miljøvenlige form for transport, er CO2 forureningen et meget stort problem. Der er derfor store globale restriktioner på vej. Disse restriktioner vil give et globalt behov for miljørigtig skibsteknologi. Staten kunne være med til at finansiere startkapitalen til et projekt, som skal resultere i en række virksomheder. Virksomhederne skal konstruere de motorer og det udstyr, som skal få skibene til at være mere miljøvenlige. Dernæst skal alle søværnets og andre statsejede skibe udstyres med den nye teknologi. Projektet vil ikke give overskud i første omgang, men over en 4-5 årig periode vil der være store penge og mange arbejdspladser at hente. Det vil hjælpe miljøet men først og fremmest sikre en god indkomst for de nye virksomheder på Østfyn. Det er ikke en ny metode for at styrke dansk økonomi i udkantsdanmark. Tvært imod er det et værktøj, der er ligeså velafprøvet, som alle de andre økonomiske værktøjer fra før verden gik af lave i troen på det frie marked.

Lindøværftet Odense Staalskibsværft (ofte kaldet Lindøværftet) er et skibsværft på Lindø ved Munkebo på Fyn. Værftet omsætter for knap 7 mia. kr. årligt (2005) og beskæftiger 3.200 medarbejdere, hvilket gør det til Fyns største privatejede arbejdsplads. Det er et af verdens mest moderne skibsværfter, som leverer mange typer skibe til den internationale skibsfart, som udmærker sig ved at være blandt de mest miljøvenlige og energibesparende. I august 2009 meddelte A.P. Møller-Mærsk, at værftet vil lukke i 2012, når de nuværende ordrer er bygget færdig, da værftet ikke har strategisk betydning for koncernen. Kilde: Wikipedia.org

23


24

Tema: Erhvervspolitik

” Man skal således aktivt anvende de offentlige investeringer til at skabe flere praktikpladser.” – LO-sekretær Ejner K. Holst

Praktikpladsmanglen kræver nytænkning Alle unge har ret til en uddannelse! Der er derfor behov for at kigge i andre retninger end tidligere – bl.a. mod praktikpladscentre og skolepraktik der giver mening - for at skabe flere praktikpladser. Af LO-sekretær Ejner K. Holst Antallet af unge, der mangler en praktikplads, har været stigende de seneste to år, og i dag mangler knap 8000 unge en praktikplads. Det betyder, at 8000 unge ikke kan komme videre i deres uddannelse, og får denne gruppe af unge ikke en praktikplads, er der stor risiko for, at de i fremtiden vil få marginal tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kan vi ikke byde de unge. Manglen på praktikpladser har ikke kun store menneskelige omkostninger men også store økonomiske omkostninger. Den arbejdskraft, vi ikke uddanner nu, kommer til at mangle i fremtiden. Derfor mener vi, at det er nødvendigt, at man tager nye midler i brug for at skabe flere praktikpladser. Aktiv anvendelse af de offentlige midler I en tid hvor rigtig mange unge mangler en praktikplads, er det interessant at belyse, hvordan den offentlige sektor kan medvirke til, at der skabes nye praktikpladser. I 2009 var det samlede beløb den offentlige sektor anvendte til investeringer og indkøb cirka 185 mio. kroner, hvilket er et meget stort beløb, som giver den offentlige sektor en særlig mulighed for at påvirke virksomheders adfærd gennem anvendelsen af midlerne. Fra januar i år har det været muligt at få en præmie på 50.000 kroner for at ansætte en praktikant, men denne løsning er ikke nok. Man skal således aktivt anvende de offentlige investeringer til at skabe flere praktikpladser. Tanken om, at man gennem det offentlige forbrug kan løse nogle samfundsmæssige problemer, er kendt i Danmark såvel som i de resterende EU lande i forbindelse med løsninger på sociale problemer. På samme måde skal der indbygges et krav i offentlige kontrakter om, at der skal etableres praktikpladser og dermed signaleres en social forpligtelse til at medvirke til at løse dette problem. Ved store offentlige kontrakter kan der evt. etableres et samarbejde mellem erhvervsskoler, kommunerne og producenterne, som skal skabe flere praktikpladser. I Københavns Kommune har man opstillet et krav om, at virksomheder, der vinder en ordre på mere end fem mio. kroner, som minimum skal oprette en praktikplads. Bedre kvalitet i skolepraktikken Den nuværende praktikpladssituation kalder på, at man gennem løsninger af bedre kvalitet modarbejder, at en hel generation tabes på gulvet, og at vi om få år mangler titusinder af faglærte. De erhvervsskoleelever, der ikke kan få en praktikplads, har i dag på udvalgte uddannelser mulighed for at komme i skolepraktik i stedet for at komme i praktik på arbejdsmarkedet. De unge, som tager en erhvervsuddannelse, hvor de er i skolepraktik, oplever oftest, at de ikke er ligeså attraktive på arbejdsmarkedet som de unge, der har været i ordinær praktik. Skolepraktikken bliver mødt af

mistillid på arbejdsmarkedet, og bliver i stort omfang fravalgt af de unge. En af årsagerne til dette er blandt andet, at rammerne for skolepraktikken gør det umuligt at skabe en kvalitet, der lever op til virksomhederne og de unges forventninger. Vi skal derfor arbejde på at gøre erhvervsuddannelserne attraktive blandt andet ved at højne niveauet i skolepraktikken. Skolepraktikken skal ikke være en meningsløs opbevaring af unge, hvor man udfører meningsløse opgaver. Derfor arbejder LO for, at man kan oprette praktikpladscentre, hvor man har en reel funktion og skaber et reelt produkt. Det centrale er, at praktikpladscentre skal være en arbejdsplads, hvor der også findes en praktisk oplæring indenfor et fag, hvilket er en af hjørnestenene indenfor vekseluddannelserne. Men de skal ikke alle sammen være skåret efter samme

model. Erhvervsuddannelserne spænder vidt fra fitnessinstruktør til stukmontør, hvilket i sagens natur betyder, at det er meget forskelligt fra uddannelse til uddannelse, hvordan et praktikpladscenter i praksis skal fungere. LO mener grundlæggende, at arbejdsmarkedet skal tage ansvar for erhvervsuddannelserne ved at sikre tilstrækkeligt med ordinære praktikpladser, men skal man leve op til regeringens målsætning om, at 95 pct. af en ungdomsårgang får en uddannelse, bliver man nød til at kigge på andre løsninger eksempelvis i form af praktikpladscentre.


Nr.2 / 2010

” Beskæftigelse i sociale virksomheder har den enorme fordel i forhold til aktivering, at der er tale om et reelt arbejde. Man er en del af produktion eller arbejdsgang. Man har kollegaer.” – Mette Frederiksen, MF (S)

Alle i beskæftigelse Knap 700.000. Så mange danskere i den erhvervsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet. Årsagerne er mange og mangfoldige. Mennesker rammes af arbejdsløshed, sociale problemer, sygdom, handicap eller de træder ud af arbejdsmarkedet. Af Mette Frederiksen, socialordfører og medlem af Folketinget (S) Sociale overførselsindkomster er – hvad enten de er passive eller aktive – et afgørende tryghedselement i velfærdssamfundet. Men tallet er højt! Og har været det længe. Højkonjunktur eller lavkonjunktur som nu. Konsekvenserne er mange. Økonomisk og samfundsmæssigt. Men mest af alt menneskeligt. Ligeså vigtigt det er at skabe tryghed i svære livssituationer – ligeså vigtigt er det at bruge socialpolitikken til at understøtte tilknytning til arbejdsmarkedet. Eller sagt med andre ord; det er forkert, at kontanthjælp for mange mennesker er blevet en langvarig ydelse. Det er forkert, at vi fortsat førtidspensionerer meget unge mennesker i Danmark. Og det er forkert, at mange kvinder med etnisk minoritetsbaggrund ikke går på arbejde og dermed forsøger sig selv og deres børn. Vi har derfor behov for et skifte i socialpolitikken. Passivitet skal erstattes af aktivitet. Ikke aktivitet på den omsorgsforladte og brutale facon som eksempelvis starthjælp og tvungen aktivering for kræftsyge patienter er udtryk for. Men en aktiv socialpolitik, der udspringer dels af princippet om ret og pligt og dels af en grundlæggende tiltro til, at mennesker ønsker at bidrage og gøre nytte. Så længe jeg kan huske, har vi snakket om det rummelige arbejdsmarked. Der er sket ting. Blandt andet har mange fået foden indenfor på arbejdsmarkedet eller kunne fastholde job via flexjob-ordningen. Men reel rummelighed kan man vel ikke påstå, at vi har? Det er derfor tid til at tænke nyt. Sociale virksomheder skaber fremdrift for marginaliserede Især gruppen af kontanthjælpsmodtagere skal sikres tilknytning til arbejdsmarkedet. Er man ledig på kontanthjælp uden andre problemer end ledighed, skal man selvfølgelig i ordinær beskæftigelse. Og den aktive indsats omkring borgeren skal have netop det formål. Men har man andre problemer end ledighed – misbrug, psykiatriske lidelser, manglende danskkundskaber eller andre sociale problemer – kan sociale virksomheder være rammen for en mere aktiv indsats. En del aktiveringskurser har været omgivet af kritik for manglende fokus og seriøsitet. Beskæftigelse i sociale virksomheder har den enorme fordel i forhold til aktivering, at der er tale om et reelt arbejde. Man er en del af produktion eller arbejdsgang. Man har kollegaer. Man skal møde på en arbejdsplads. Man mangler, hvis man ikke møder til tiden. Derfor har tilknytningen til sociale virksomheder nogle vigtige menneskelige perspektiver. Sociale virksomheder har nogle spændende udviklingsperspektiver. Tænk blot på alle de funktioner, der i dag ikke bliver opfyldt. Vedligehold af fællesarealer, madlavning i skoler eller i udsatte boligområder, istandsættelse af stjålne cykler. Måske vil mange forbrugere hellere købe produkter af sociale virksomheder, hvor man ved, at der er taget hensyn til både medarbejdere og måske miljøet?

Sociale virksomheder er mangfoldige i deres mål og forankring. Og sådan bør det blive ved med at være. Sociale virksomheder kan være private, selvejende, forankret i offentlige/private partnerskaber og offentlige. Det civile samfund vil i de fleste tilfælde være omdrejningspunktet. Vi må ikke ensrette. Men vi kan skabe fremdrift i den sociale indsats ved at få slået fast, at modtagelse af kontanthjælp som udgangspunkt hænger sammen med beskæftigelse. Enten ordinær eller via en social virksomhed. Fordi den sociale virksomhed tilbagefører eventuelt overskud til den almindelige drift af virksomheden, er der plads til den rummelighed, tolerance, omsorg og den tålmodighed, som er nødvendig, hvis den gamle socialdemokratiske parole om plads til alle skal endeligt realiseres. Det supplerende arbejdsmarked Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan tankerne omsættes til virkelighed. Let bliver det ikke. Der vil blive råbt konkurrenceforvridning fra dele af det private erhvervsliv. Og andre vil være

bange for, at sociale virksomheder ”tager” job fra andre sektorer. Indsigelser vil der være mange af. Men det er alligevel en overkommelig opgave. En række sociale virksomheder er allerede etableret. Nogle fungerer på markedsvilkår. En del har forpligtende aftaler med kommunerne. Udviklingen kan fremmes med sociale klausuler og indkøbsaftaler. Igangsættelsen kan understøttes med særlige iværksætterpuljer til sociale virksomheder, og offentlige myndigheder skal i højere grad tilpasse konkurrencesituationen, så mindre sociale virksomheder får mulighed for at byde ind på offentlige opgaver og indkøb. I et samfund, hvor alle ved, at den igangværende økonomiske krise erstattes af en enorm mangel på arbejdskraft, burde det være muligt at lave et slags supplerende arbejdsmarked. Under alle omstændigheder blive alle nødt til at spørge sig selv, om vi har råd til at lade være. Har vi råd til at overlade mennesker til en passiv og måske dårlig hverdag? Og ønsker vi, at der er børn, der vokser op i udsatte boligområder, hvor det er almindeligt at se voksne og måske ens egne forældre aldrig gå på arbejde? Lad os komme i gang!

"Man er en del af produktion eller arbejdsgang. Man har kollegaer.” Illustration: Søren Siebuhr

25


26

Tema: Erhvervspolitik

” Jo ældre folk bliver, jo vigtigere bliver det åbenbart for dem, at der tænkes på udkantsområderne.”

” Det er derfor nok ikke en tilfældighed, at det netop er Pia Kjærsgård og Kristian Thulesen Dahl har lanceret en stor turné i Vestjylland.”

Erhvervspolitik i Udkantsdanmark – et emne for Ældresagen Undersøgelse: For nogle måneder siden kom Udkantsdanmark på tapettet. Bydød fyldte medierne med triste historier fra mange kroge af det danske rige. Starten på den nedagående spiral er manglen på arbejdspladser, men hvem bekymre sig egentlig om erhvervslivet i provinsen? Barometer: Erhvervspolitik Danskerne ønsker klare erhvervspolitiske Visioner og bedre rammer for alternative virksomhedsformer, de mener at virksomheder skal tage ansvar for det samfund de er en del af og så mener de uenige i, at arbejdsløshed er den enkelte arbejdsløses problem.

Q1. Det er vigtigt, at de store partier i Folketinget har en klar erhvervspolitisk vision for fremtidens Danmark Enig eller meget enig: 86,4% Uenig eller meget uenig: 1,9% Ved ikke: 11,7%

Af Mia Rasmussen, mra@cevea.dk Alt for længe havde Udkantsdanmark været overset. Men nu var det tid til at gøre noget. Medierne kørte serier som DRs Danmark Knækker og politikerne kappedes om, hvem der ville gøre mest for de tyndtbefolkede egne – ikke mindst gennem erhvervspolitik. Ja, Venstre gik så langt som til at ville flytte Kort- og Matrikelstyrelsen, Energistyrelsen og Søfartsstyrelsen til provinsen. Men hvad mener danskerne egentlig? Figur 1   Enig    Uenig    Ved ikke Virksomheder i udkantsområderne bør tilbydes gunstigere forhold (f.eks. skatterabat) end virksomheder i de store byer. 100% 90% 80% 70%

Q2. Politikerne skal skabe bedre rammer for alternative virksomhedsformer, hvor det ikke er profit, der er formålet. Enig eller meget enig: 75,1% Uenig eller meget uenig: 6,1% Ved ikke: 18,8%

60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% Under 30 år

30 til 49 år

50 år eller over

Figur 2 Centrum-venstre partierne (S, SF, B og Ø) har for lidt fokus på den erhvervspolitiske indsats i udkantsområderne.

Q3. Virksomheder skal tage et ansvar overfor det samfund, de laver forretning i (f.eks. ved at have praktikpladser eller støtte organisationer som Red Barnet) Enig eller meget enig: 80,5% Uenig eller meget uenig: 10,9% Ved ikke: 8,6%

100% 90% 80% 70% 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% Under 30 år

Q4. Arbejdsløshed er et overveindividuelt problem 90% Enig eller meget enig: 25,6% 80% Uenig eller meget uenig: 64,5% 70% Ved ikke: 9,9%

100% 90% 80% 70%

60%

60%

50%

50%

40%

40%

30%

30%

20%

20%

10%

10%

0%

50 år eller over

Regeringen (V og K) har for lidt fokus på den erhvervspolitiske indsats i udkantsområderne.

Centrum-venstre partierne (S, SF, B og Ø) har for lidt fokus på den erhvervspolitiske indsats i udkantsområderne.

100% jende

30 til 49 år

0% Under 30 år

30 til 49 år

50 år eller over

Under 30 år

30 til 49 år

50 år eller over

Unge er ligeglade med Udkantsdanmark Vision har spurgt danskerne om erhvervspolitikken i Udkantsdanmark skal have særlige fordele, f.eks. skatterabatter. Resultatet er, at halvdelen af danskerne synes at det er en god idé. Men mere end hver femte kan ikke tag stilling til spørgsmålet. Det tyder på, at det ikke er et område, som er højt på listen hos vælgerne. Der er dog en markant forskel på hvilke grupper, som har en holdning til spørgsmålet. Blandt de unge under 30 år er det en ud af 3, som ikke kan tage stilling til spørgsmålet (se figur 1). Af dem som faktisk tager stilling til spørgsmålet, er et flertal til gengæld uenige i at der er skal gives fordele. I gruppen over 60 år er der til gengæld et stort flertal for fordele til virksomheder i yderområderne. Jo ældre folk bliver, jo vigtigere bliver det åbenbart for dem, at der tænkes på udkantsområderne. Danmark i forandring At det er så svært for de unge, at tage stilling til spørgsmålet og de, som tager stilling, er relativt negative overfor at begunstige erhvervslivet i udkantsdanmark, kan skyldes at de unge har andre prioriteter. Det kan også være et symptom på den bevægelse væk fra udkantsområderne og ind mod byerne, som der er i nyere tid. Det er jo især de unge, som ligRegeringen (V og K) har for lidt fokus ger landlivet sig og ikkeindsats vender på den bag erhvervspolitiske i udkantsområderne. tilbage, når de selv stifter familie. Når man ser på andre faktorer, som 100% f.eks. uddannelse eller hvilket parti, 90% som man stemte på ved sidste valg, 80% er der ikke noget klart mønster, så 70% der60% er ikke nødvendigvis tale om et spørgsmål om viden for at kunne tage 50% stilling eller om en speciel politisk 40% synsvinkel. 30% Vision har også kigget på tal for 20% om danskerne ønsker mere fokus på 10% erhvervspolitikken i Udkantsdan0% mark fraUnder regeringen og49oppositionen. 30 år 30 til år 50 år eller over Igen er konklusionen klar; kun de ældre synes der mangler fokus (over halvdelen for de over 50 årige), mens de unge enten ikke kan tage stilling (60 procent af de unge under 30 år) eller synes at der er rigeligt fokus på emnet (cirka hver femte under 30 år) – se figur 2. Det er derfor nok ikke en tilfældighed, at det netop er Pia Kjærsgård og Kristian Thulesen Dahl har lanceret en stor turné i Vestjylland.


Nr.2 / 2010

"LS har lært af det 20. århundredes tragiske fejltagelser og forbryderiske regimer både til højre og venstre." – Claus Piculell, cand.mag. i statskundskab og engelsk og analytiker for Cevea

Liberalsocialismen bygger på fællesskabet bag den franske revolution mellem socialisme og oprørsliberalisme, men uden revolution, under slogan et ’Frihed, lighed og broderskab.

behov!” LS vil kæmpe for, at den stadig mere marginaliserede fjerdedel i Danmark får bedre muligheder og vil overbevise den ret forkælede middelklasse om, at det også er i deres interesse at få social retfærdighed og udnyttelse af de glemte ressourcer.

Liberalsocialisme – en ideologi for det 21. århundrede? Et spøgelse går ikke gennem Europa ... Selv under en ”megakrise” synes der ikke at være noget alternativ til den næsten blinde tillid til ”markedet”. Venstrefløjen skal lære af historien, det gode i andre filosofier og formulere en vision, der taler til folk i det 21. århundrede: Liberalsocialismen! Af Claus Piculell, cand.mag. i statskundskab og engelsk og analytiker for Cevea www.piculell.net Liberalsocialismen (LS) ser ikke sig selv som et parti, men som en genfødsel af den demokratiske socialisme og som en strømning, der kan inspirere og samle centrum-venstre i et nyt hegemoni med nye samfundsforandringer på dagsordenen, først i Danmark og måske siden i verden. LS vil revitalisere samspillet mellem en demokratisk stat, et ægte dynamisk marked og et selvorganiserende civilsamfund. Det 20. århundrede havde en tilsvarende konstruktion: Socialliberalismen. Den var på én gang en særlig slags liberalisme - og et kompromis mellem de sociale, demokratiske og progressive sider af socialismen, liberalismen og konservatismen. LS ønsker at bygge videre på samarbejdet bag socialliberalismen, men trække samfundet et solidt skridt til venstre dels ved selv at formulere sin egen ”isme” - og dels ved at række hånden frem for at forme et nyt kompromis. Heri skal indgå den demokratiske socialismes stolte traditioner for at udvide demokratiet politisk og socialt samt nu også økonomisk og kulturelt bl.a. gennem mere og bedre gratis uddannelse, dele af den oprindeligt samfundsforandrende liberalismes kamp for borgernes frihedsrettigheder og mod nedarvede privilegier samt for individets

muligheder, og endelig socialkonservatismens moderation samt omtanke for miljø og kommende generationer. LS har lært af det 20. århundredes tragiske fejltagelser og forbryderiske regimer både til højre og venstre. For LS går vejen frem ikke gennem revolution og vold, men gennem fredelig grundlæggende samfundsforandring med trinvise reformer. Derfor afviser LS skarpt at ophæve eller indskrænke nogen lovbaseret menneskerettighed under fredelige omstændigheder. LS anser ikke mennesket for at være enten godt eller ondt, men netop ”både-og”. For LS vil der derfor altid være behov for en lovlig og demokratisk såvel som national, regional og global stat til at forhindre menneskers dårlige sider i at ødelægge vigtige muligheder for dem selv, andre mennesker eller hele samfundet. LS ønsker langt større politisk styring af det kapitalistiske marked og vil bruge fællesskabets ressourcer til at sikre flest mulig mennesker størst mulig reel frihed. Udgangspunktet må være det motto, som i sin tid forenede den progressive liberalisme og den utopiske socialisme i 1800-tallets samfundsomvæltninger: Frihed, lighed og broderskab ! Af hovedprincipper for LS kan nævnes: For LS er målet, at hele verden kommer så nær som muligt til Marx’s ideal: ”Yde efter evne, nyde efter

På længere sigt vil LS forene venstrekræfterne i den globale klassekamp for en sandt demokratisk global regering i et internationalt demokratisk system. Her sætter LS bl.a. sin lid til kapitalismens egendynamik, som vil forøge den globale arbejderog middelklasse – og behovet for politisk styring. LS anser lovlig erhvervet personlig ejendom som ukrænkelig, når den er opnået ved en reel innovativ og produktiv indsats til gavn for fællesskabet, men LS er ganske som den tidlige liberalisme imod (større) arv af penge, positioner og privilegier. LS anser en stærk stat som garant for, at demokratiske beslutninger er vigtigere end det kapitalistiske markeds forgodtbefindende og utallige kriser. LS vil lade staten gribe stadig stærkere ind over for finanskapitalen og evt. overtage sektoren for at sikre økonomisk stabilitet samt lade staten splitte kæmpevirksomheder op i mindre dele med større konkurrence og om nødvendigt overtage strategisk vigtige virksomheder. Absolut dyrkelse af ét værdisæt – uanset hvor fredeligt og demokratisk - kan føre til ekstremer som omkring Anden Verdenskrig. Men mindre kan desværre også gøre det! For LS står den vigtigste kamp i Danmark derfor pt. mod VOK’s halvtotalitære hyperliberalistiske nationalkonservatisme, der har fordoblet antallet af fattige i de seneste ni år, lagt de sorte danskere for had og ført landet ud i en angrebskrig for første gang siden 1848. Større social retfærdighed vil betyde en nogenlunde fredelig og retfærdig udvikling globalt. Dog kan det lige så vel kan lykkes menneskeheden at udrydde sig selv og resten af kloden i egoistisk kortsynethed, krige og klimaødelæggelse. Men LS er klar til at kæmpe principielt og pragmatisk for en bedre verden, for hvad pokker skulle man ellers gøre …?

Ved alle samfundsforandringer har (fjer)pennen og sværdet sloges om at have den centrale rolle. Denne artikel forsøger via pennen.

27


28

Uden for tema

” Ifølge prognosen vil Storbritannien være EUs største økonomi, men det vil ikke række til mere end en plads som verdens syvende største økonomi.” – Malthe Munkøe, cand.scient.pol og MA Political Economy

Flere udfordringer i den internationale økonomi efter finanskrisen: globale ubalancer, gældskriser og nye aktører Finanskrisen er overstået, men nye udfordringer venter. Verdensøkonomien oplever store globale ubalancer, og der er risiko for en ny krise udløst af nationale gældskriser. Samtidig sker der en hastig forskydning af økonomisk magt fra Vesten til de nye store økonomier. Det stiller nye krav til, hvordan styringen af den internationale økonomi indrettes. Af Malthe Munkøe er cand.scient.pol og MA Political Economy

udfordringer i den internationale økonomi i dag, står det klart, at økonomisk styring kræver inddragelse af de fremvoksende økonomier og især Kina. Den kinesiske valuta, renminbien, betragtes generelt som værende undervalueret, hvilket gør kinesiske varer billigere og dermed forbedrer landets eksportmuligheder, og samtidig gør det udenlandske varer dyrere og reducerer landets import. Dette muliggøres af kinesiske kapitalkontroller og en fastkurspolitik overfor dollaren. Det har ført til stærk kritik især fra amerikansk side, og i den seneste tid er kritikken blevet så hård, at der ligefrem har været frygt for en amerikansk-kinesisk handelskrig. Handelspolitik er tillige et vigtigt emne, fordi lande som Kina og Tyskland har meget store handelsbalanceoverskud. Hvis et land har et overskud på handelsbalancen, må andre lande nødvendigvis have tilsvarende underskud, og resultatet er derfor en global ubalance, som presser landene med underskud. Kina er derfor fra mange sider blevet opfordret til at øge sit indenlandske forbrug, og Tyskland til at gennemføre større ekspansionære finanspolitiske tiltag. Der har længe været høje opsparingsgrader i Kina og i de olieekspor-

I en prognose fra 2003 forudså finansgiganten Goldman Sachs, at de største økonomier i 2050 vil være Kina, USA og Indien (se illustration 1). Ifølge prognosen vil Storbritannien være EUs største økonomi, men det vil ikke række til mere end en plads som verdens syvende største økonomi. Slår man EU-landenes økonomier sammen vil det i 2050 alligevel næppe indbringe mere end en plads som verdens fjerdestørste økonomi. I dag er EU samlet betragtet verdens største økonomi. Denne udvikling er blevet forstærket af, at finanskrisen udgik fra den globaliserede økonomis centrum og berørte de fremvoksende økonomier mindre. Troen på, at de vestlige økonomier var indrettet på en overlegen måde, må siges at have lidt et knæk. Og mens USA og Europas økonomier stadig ligger underdrejede, er de fremvoksende økonomier i dag de lokomotiver, der kan trække verdensøkonomien ud af lavkonjunkturen (se illustration 2). Nye globale økonomiske problemstillinger Når man ser på de væsentligste

GDP 2001 US$bn

Den største økonomi i 2050

50000 45000 40000 35000 30000 25000 20000 15000

terende lande og en meget lav opsparingsgrad i USA. Sammenholdt med handelsbalanceforskellene og de store underskud på især de amerikanske offentlige budgetter har det ført til en global ubalance, hvor kapital er flydt til USA i stor stil. Låntagning blev derfor billigt, hvilket førte til et investeringsboom og økonomiske bobler. De store amerikanske underskud har ført til bekymring for, om den amerikanske økonomi kunne miste sin førerstatus, og at verdensøkonomien

Økonomisk vækst i udvalgte økonomier USA

0.4

-2.4

3.1

2.6

Tyskland

1.2

-5.0

1.2

1.7

Frankrig

0.3

-2.2

1.5

1.8

Storbritanien

0.5

-4.9

1.3

2.5

Kina

9.6

8.7

10.0

9.9

Indien

7.3

5.7

8.8

8.4

Brasilien

5.1

-0.2

5.5

4.1

2008

2009

0

Ch

US

In

Jpn

Br

Russ

UK

Ger

Fr

Kilde: Goldman Sachs (2003) Dreaming with BRICs: the Path to 2050

It

2010(forventet) 2011(forventet)

Kilde: IMF, 21. april: World Economics Outlook

Kilde: the Economist, 28. april 2010

kunne vente sig endnu et stormvejr, hvis renten på den amerikanske statsgæld pludselig skulle vokse markant på grund af øget mistillid på finansmarkederne, som det eksempelvis er sket i Grækenland. En mere umiddelbar bekymring er dog, at den samme ubalance nu har fået modsat fortegn. På grund af finanskrisen blev kapital trukket ud af de vestlige økonomier og investeret i Kina og andre fremvoksende økonomier. Det har ført til meget kraftigt stigende huspriser, og ført til frygt for bobbeldannelser i de kinesiske husmarkeder i stil med den på det amerikanske ”subprime” boligmarked, som satte finanskrisen i gang.

10000 5000

nu. Mange lande har optaget store lån, ikke mindst i forbindelse med finanskrisen, og finansmarkederne er bekymrede for, om landene vil kunne tilbagebetale dem. Det fører til, at renten på lån stiger, og det kan i sidste ende gøre det så dyrt at forny lånene, at en statsbankerot ikke kan undgås. De svage europæiske økonomier - Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien, der sammen har fået den lidet flatterende betegnelse ”PIIGS” – oplevede således, at det blev meget dyrere at låne penge på finansmarkederne i forhold til mere solide lande som Tyskland og Danmark (se figur 4). Grækenland fik desperat brug for

Gældskriser som den næste store udfordring Den græske gældskrise illustrerede den måske væsentligste udfordring i den internationale økonomi netop

at kunne låne til lavere rente end på finansmarkederne, og euro-landene og den Internationale Valutafond IMF bevilligede store hjælpepakker. Til gengæld forpligtede grækerne sig til at gennemføre strenge reformer. Det virkede i første omgang beroligende på finansmarkederne, men hvis reformerne udebliver, vil det kun være en stakket frist. Når den græske gældskrise affødte så stor bekymring i EU, var det, fordi man frygtede, at det kunne smitte andre økonomier og i sidste ende true hele euro-samarbejdet ved at underminere troværdigheden omkring den fælles mønt. Dette blev illustreret tydeligt af, at euroen tabte værdi på finansmarkederne i takt med at bekymringen omkring Grækenland voksede. Alligevel er det næsten utænkeligt, at Grækenland ikke bliver i eurosamarbejdet. Smider man et land ud, vokser presset på de andre svage økonomier.


Nr.2 / 2010

De svage europæiske økonomier - Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien, der sammen har fået den lidet flatterende betegnelse ”PIIGS” – oplevede således, at det blev meget dyrere at låne penge på finansmarkederne i forhold til mere solide lande som Tyskland og Danmark – Malthe Munkøe, cand.scient.pol og MA Political Economy

” De svage europæiske økonomier Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien, der sammen har fået den lidet flatterende betegnelse ”PIIGS” Illustration: Claudia Egholm Castrone

Går grækerne selv, vil gælden vokse massivt, alene fordi den er opgjort i euro og skulle betales med en meget svag ny græsk valuta. Tilbage står en kolossal udfordring med at gennemføre reformer i de økonomier, der er mest udsatte for finansmarkedernes mistillid. Den bedste måde at nedbringe statsgæld på er igennem økonomisk vækst, og en overdreven konsolidering vil kvæle opsvinget. De europæiske økonomier står derfor i et dilemma. De må undgå, at stigende statsgæld fører til fornyet usikkerhed og spekulation mod nogle lande på finansmarkederne, samtidig med at nogle lande må ekspandere deres økonomier for at fastholde økonomisk vækst i Europa. En ny struktur for styringen af den internationale økonomi? En af de vigtigste umiddelbare konsekvenser af finanskrisen var, at G-8 blev erstattet af G-20 som det vigtigste internationale forum for diskussion om styringen af den internationale økonomi. Mens G-8 var en samling af de rigeste industrialiserede lande, inkluderer G-20 også de nye økonomiske kraftcentre. Det stod hurtigt klart, at selvom fora med færre medlemmer måske alt andet lige fungerer bedre, så kan man ikke løse de vigtigste økonomiske spørgsmål uden at inddrage de fremvoksende økonomier, og herunder selvfølgelig især Kina. Strukturerne for international økonomisk styring er dog i hovedtræk uforandrede: FN-systemet er baseret på verdensordenen, som den så ud

Ten- year government-bond spreads over German bunds Percentage points Grækenland

Portugal

Spanien

Irland

Italien

7 6 5

G-20: Sydamerika, Argentina, Brasilien, Mexico, Canada, USA, Kina, Japan, Sydkorea, Indien, Indonesien, Saudiarabien, Tyrkiet, EU (som selvstændigt medlem), Frankrig, Tyskland, Italien, Rusland, Storbritannien, Australien.

4 3 2 1 0

G-8: Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Rusland, Storbritannien, USA. (EU er repræsenteret, men ikke medlem)

Apr Maj 2009

Jun

Kilde: Thomson Reuters

Jul

Aug Sep

Okt

Nov

Dec Jan Feb 2010

Mar

Apr

efter Anden Verdenskrig. Dohahandelsforhandlingerne er stadig kørt fast, selvom en aftale kunne give et skub til verdensøkonomien. Og IMF underrepræsenterer klart de nye store økonomier. Der er et stigende pres for reformer. Senest har den franske præsident Sarkozy opfordret til, at man genskaber et nyt Bretton Woods fastkursvalutasamarbejde. I G-20 er der diskussioner af fælles finansregler efter finansregler. Der har været snak om et G-2 imellem Kina og USA, hvilket skulle være blevet afvist af kineserne, der foretrækker en multipolær verdensorden. Hvor IMF før krisen så ud til at blive stadigt mindre relevant, fremstår den i dag som en nøgleinstitution. Især amerikanerne presser på for en reform, der skal sikre institutionens relevans og give de fremvoksende økonomier et større medansvar for verdensøkonomien. En løsning, som har en vis støtte, lader til at være at omfordele sæderne fra europæiske lande til fremvoksende økonomier men til gengæld samle dem i et fælles EU- eller euroland sæde. Det vil give EU større reel vægt at have en fælles position med færre stemmer end en fragmenteret overrepræsentation (se fx Smaghi, L. (2005) IMF Governance and the Political Economy of a Consolidated European Seat for en matematisk udledning af dette). Som modtræk på gældskriserne har man desuden etableret en eurozonefond, der kan låne til medlemsstater i problemer. Afhængig af hvordan fonden specifikt udformes, vil man kunne undgå, at politiske hensyn og tovtrækkerier kommer til at spille for meget ind og forsinke indgreb. Lignende regionalt samarbejde er ved at blive etableret andre steder. For eksempel har ti sydøstasiatiske lande aftalt i det såkaldte Chiang Mai Initiativ at stille reservekapital til rådighed for hinanden i krisesituationer. Tendensen synes således at være mere samarbejde på regionalt og internationalt niveau som svar på de forskellige kriser og udfordringer.

29


30

Uden for tema

” Det eneste krisen helt sikkert har vist er, at vi har brug for mere regulering og mere politisk kontrol med såvel markeder som regeringer.” – Jens Joel, folketingskandidat i Århus (S), tidl. sekretariatsleder for S i Europa-Parlamentet

Solidaritet og suverænitet i Euroens tidsalder

Af Jens Joel, folketingskandidat i Århus (S), tidl. sekretariatsleder for S i Europa-Parlamentet Krisen i eurozonen er gift for både realøkonomien og den danske eurodebat. Modstanderne slår plat på krisen og fremturer med uunderbyggede myter og forfaldshistorier, mens SF udnytter situationen til at skyde et internt problem til hjørne. Og solidariteten? – den er helt glemt! Krisen i eurozonen er altødelæggende. For grækerne og andre, der uafvendeligt rammes økonomisk hårdt – og for den danske eurodebat. Rutinemodstanderne af europæisk samarbejde og solidaritet vejrer morgenluft og udnytter krisen til at slå plat på kronen, ved at fremture som om danskeres og grækeres lykke ville være gjort uden Euroen. I en tid, hvor DF indrykker ”professionelle amatør-grafikker” af sammenstyrtende græske søjler, og det er nemt at slå på en Euro, der ligger ned, er der mere end nogensinde brug for et opgør med myterne om Euroen. Vores værn mod fremtidige kriser er bundet til Euroen. Vi skal af med forbeholdet, og vi må ikke ignorere diskussionen, selvom stemningen lige nu er ugunstig. Derfor løber vores gode venner i SF også fra ansvaret, når de senest i maj har udelukket en Euro-afstemning i løbet af de næste 5 år. Det eneste krisen helt sikkert har vist er, at vi har brug for mere regulering og mere politisk kontrol med såvel markeder som regeringer. Markedet betyder, at vi længe har været afhængige af hinanden. Spørgsmålet er blot, om vi vil være solidariske – og om vi tør lade EU tjekke vores finanslov.

Om at slå plat på kronen midt i den græske krise Euromodstandere som Folkebevægelsen mod EU og Dansk Folkeparti har med adresse til den græske krise skrevet en mængde debatindlæg og indrykket annoncer, hvis budskab kan sammenfattes under overskriften: ”Godt vi ikke er med i Euroen, for så ville vi have været hårdere ramt af krisen, og EU ville tvinge os til at skære i velfærd og lønninger”. Det er populisme af værste skuffe – og før man giver EU skylden, skylder man at tjekke de mest banale usandheder i modstandernes myter. Myte nr. 1: Grækenland havde været langt bedre stillet uden Euroen. Grækerne selv har prist sig lykkelige for, at de er med i Euroen – netop i månederne hvor krisen for alvor kradser. Det er ikke fordi, de synes, det er sjovt at gå tiggergang til Bruxelles, men ganske enkelt fordi alternativet (markedets straf) havde været langt værre. Uden Euroen ville den græske valuta være blevet udsat for massivt spekulationspres og renten på statsobligationer osv. ville have set en himmelflugt langt større, end det nu er tilfældet. Altså manglende tillid til den græske valuta. Blandt internationale kommentatorer sammenfattes det som forskellen mellem Island og Irland, der begge har mærket krisen på finansmarkederne. Udover et enkelt bogstav er det euromedlemskabet, der har reddet Irland fra en skæbne, der var betydeligt værre. Myte nr. 2: En devaluering kunne have reddet Grækenland

Kritikere har fremhævet, at uden Euroen ville grækerne have kunnet devaluere sig ud af krisen. En devaluering ville dog have været skidt for både grækerne og deres naboer. Grækerne ville være blevet fattigere, fordi importvarer var blevet dyrere, og selv hvis devalueringen havde været ”succesfuld”, ville den have eksporteret arbejdsløsheden og problemerne til grækernes nabolande, der allerede balancerer på grænsen. Så kunne Europas lande falde på stribe. Myte nr. 3: EU tvinger grækerne til at skære på lønninger, velfærd og pensioner EU’s konvergenskrav dikterer, at et land højst må have et underskud svarende til 3% af BNP. Og den grænse kan opfattes arbitrær og begrænsende, når man forsøger at ”holde gang i hjulene i krisetid”. Derfor bør man også overveje at lave disse regler om. Men EU’s regler er jo netop ikke blevet strengt håndhævet, når man ser på de aktuelle underskud. Og grækerne sparer jo ikke for at leve op til EU’s regler. De sparer for at redde en økonomi, der er løbet løbsk. ”Det handler om Grækenlands overlevelse, og krisen er vores egen skyld”, har Papandreou sagt til blandt andre ”Der Spiegel”. Spareplanerne i Grækenland er regeringens (ikke EU’s), og det havde modstanderne også vidst, hvis de havde gidet læse planen fra det græske finansministerium. Myte nr. 4: Det er bedst at stå udenfor, når de globale finansstorme raser. På højdepunktet af finanskrisen kom rentespændet mellem Danmark og euroområdet op på


Nr.2 / 2010

” Og det kan ærgre, at SF har udnyttet Euroens krise til at få en ubehagelig intern diskussion skudt til hjørne. ” – Jens Joel, folketingskandidat i Århus (S), tidl. sekretariatsleder for S i Europa-Parlamentet

1,75 %. Det koster en dansker med et huslån på en million 17.500 kr. mere om året i rente, end hvis vi havde været med i euroen. Merrenten skyldes, at internationale investorer ville have en højere rente for at investere deres penge i Danmark. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at vi slap nådigt. Takket være de seneste 20 års politik havde Danmark på daværende tidspunkt (før skattelettelserne) en rimelig solid økonomi, der gjorde, at de internationale investorer havde en rimelig tillid til kronen. Med det hul i statskassen, som de ufinansierede skattelettelser har medført, er det ikke sikkert, at vi slipper så billigt næste gang. Myte nr. 5: Vi har lige så stor indflydelse på reguleringen af finansmarkederne, når vi står udenfor. På initiativ af blandt andre Poul Nyrup har EU nu gennem flere år arbejdet på en ny regulering af de internationale finansmarkeder (se fx Malthe Munkøes artikel i Vision 1/2010). Den nye regulering er langt fra perfekt, men den er noget bedre, end det vi har i dag. Meget er dog blevet forhandlet igennem i Eurogruppen – altså gruppen af finansministre fra eurolandene. Det så man også i efteråret, hvor netop den finansielle regulering skulle diskuteres. Claus Hjort ankom tirsdag morgen til Zaventem lufthavn i Bruxelles, men cirka samtidig forlod den franske finansminister Christine Lagarde byen. Hun havde allerede opnået, hvad hun ville dagen før, på det formøde eurolandene holder, og overlod derfor stolen til sin EU-ambassadør på det mindre vigtige almindelige finansministermøde. Svaret er ikke mindre – men derimod mere – europæisk solidarisk samarbejde. Modstandernes myter har ikke hold i virkeligheden og argumenterne for, at EU og Euroen har skabt de aktuelle problemer er hverken gyldige for Grækenland eller Danmark.

Svaret på, hvordan vi i fremtiden undgår og overvinder lignende kriser, er derfor ikke mindre – men derimod mere – europæisk solidaritet og samarbejde. Solidaritet af lyst og nød Samarbejdet – og krisehjælpen - i EU handler om solidaritet. Men også om sund fornuft. Den konservative tyske kansler, Merkel, har mildest talt været under et enormt indenrigspolitisk pres for at afvise fælles redningsplaner. Men selv om intet tyder på, at Merkel således har ønsket at agere heroisk og ”redde” grækerne, har virkelighedens verden tvunget hende til det. En statsbankerot i Grækenland ville – udover de enorme menneskelige omkostninger – ramme os alle økonomisk hårdt. Derfor var det også både moralsk rigtigt og økonomisk fornuftigt, at EU valgte at hjælpe grækerne ud af krisen.

Denne simple konstatering er også baggrunden for, at Claus Hjort (klogt) valgte at lade Danmark støtte EU’s stabilitetsfond, selvom vi ikke er med i Euroen. Vi er med til at betale regningen uanset. Men solidariske hjælpepakker er ikke det samme, som at lade enkelte lande udnytte de andres gode og naive intentioner. Derfor skal vi opdage problemerne tidligere og stække nationale politikeres kortsigtede interesser. Eurolandenes spilleregler (stabilitets- og vækstpagten) har vist sig utilstrækkelige og er ikke blevet overholdt. Og når grækerne køber ”på klods” uden at miste troværdigheden, fordi de er med i Euroen, udnytter de derved de andre landes ansvarlighed. Det er en ubalance, men det gik godt alt for længe fordi Euroen som helhed var stærk. Det må ikke ske i fremtiden. Derfor skal reglerne tilpasses og tilsynet med reglerne strammes. Det betyder ikke, at EU skal blande sig i skattesatser, om der skal investeres i folkeskolen eller skabes job i Udkantsdanmark. Men vi skal overholde rammerne for en sund økonomi, og vi er simpelthen nød til – hvis vi skal have lov til at kigge grækerne i kortene og sikre os mod gentagelser – også at lukke EU ind på Slotsholmen. Fremad i fællesskab Hvis vi skal sikre strammere regulering af finanssektoren, solidarisk krisehjælp og orden i landenes budgetter, skal det gøres i fællesskab. Derfor ærgrer det mig, at modstanderne har mere travlt med at slå politisk plat på diskussionen om kronen end at forholde sig til realiteterne. Og det kan ærgre, at SF har udnyttet Euroens krise til at få en ubehagelig intern diskussion skudt til hjørne. De foregående måneders ”EU-redningspakker” er ikke nogen gave til grækerne. Det er en solidarisk håndsrækning eller tilskudsgaranti, om man vil. Og det betyder, at grækerne står stærkere i deres kamp for at komme på fode. De havde været langt hårdere ramt uden Euroen – og vi har intet vundet ved at stå udenfor. Realiteten er, at Danmark også i krisetider vil være dybt afhængige af den støtte de andre europæere kan levere. Og derfor er den græske tragedie jo faktisk ikke et argument for at beholde kronen men snarere et eksempel på, hvorfor vi bør have forbeholdet afskaffet hurtigst muligt. Når de globale vinde blæser, er det trods alt rarere at være en del af fællesskabet på en supertanker end at sidde spændt bagefter i en gummibåd med risiko for at nogen kapper linen.

Illustrationer: Lasse Bosch Christensen

31


32

Uden for tema

” Det interessante er selvfølgelig, at PES dækker alle EU medlemslande og kan sende et fælles politisk budskab ud samtidig til alle landes befolkninger.” – Jesper Schunck, vicegeneralsekretær i sekretariatet for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe i Europa-Parlamentet

Europæiske politiske partier gavner de noget? Muscles from Brussels Politiske partier på europæisk plan er fast forankret i EU-traktaten, som siger: ”Politiske partier på europæisk plan bidrager til at skabe en europæisk politisk bevidsthed og til at udtrykke unionsborgernes vilje”.

Af Jesper Schunck, vicegeneralsekretær i sekretariatet for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe i Europa-Parlamentet Samtidig eksisterer der nu en reel statut for disse partier, en juridisk ramme og præcise regler for deres finansiering. Så langt så godt! Men virker det i praksis, og er det umagen værd at have europæiske partier og nationale politiske partier? Hvad kan de give mere til vælgerne end de traditionelle nationale politiske partier? Ja, først må man jo gøre sig klart, at man i alle EU-lande kun kan stemme

på kandidater, der er opstillet i det land, hvor vælgeren har stemmeret, men at kandidaterne godt kan være fra et andet land. Til sidste EuropaParlamentsvalg i juni 2009 var der en række kandidater opstillet i et andet land end deres oprindelsesland. Der har været tanker fremme om, at en vis procentsats af de valgte skulle være fra ”EU-lister” dækkende alle nationaliteter, som vælgerne i alle 27 EU-lande skulle kunne stemme på, men det tager nok en del år, inden vi kommer dertil, og foreløbigt er det kun ønsketanker hos nogle politikere. Medlemmerne af Europa-Parla-

mentet er for størstedelens vedkommende medlemmer i de etablerede politiske grupper, og gruppernes navn og politiske basis ses også reflekteret i de nu fast etablerede europæiske politiske partier, såsom De Europæiske Socialdemokraters Parti (PES), Det Kristen Demokratiske Parti (EPP eller PPE), De Liberale (ELDR), De Grønne (EGP), osv. Det er tankevækkende, at der også er partier, som er EU-skeptikere eller direkte EU-modstandere (EUD, Libertas), som får EU-støtte til at drive deres politiske virksomhed (og propagandere mod EU!). Der er også et europæisk kommunistparti

(PGE) og i øjeblikket ét nationalistisk ekstremt højreorienteret parti (EuroNat). Men hvert partis eksistens og finansiering er tæt knyttet til antallet af medlemmer i Europa-Parlamentet og skal følge statutten, den juridiske ramme og finansieringsbetingelserne. Modstandspartier er stemmespild Til valget i juni 2009 så man for første gang en stærk politisk mobilisering af De Europæiske Socialdemokraters Parti (PES) med et fælles politisk Manifest, som blev brugt i valgkampen af de socialdemokratiske,


Nr.2 / 2010

” Måske kunne man tro at med finanskrise, monetær krise og økonomisk krise i EU, at der ikke er megen plads til nytænkning angående politiske partier på europæisk plan, men intet er mere forkert.” – Jesper Schunck, vicegeneralsekretær i sekretariatet for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe i Europa-Parlamentet

socialistiske og Labour-partier i alle lande. PES udviklede et stort netværk af aktive partifæller i hele EU, organiserede konferencer, seminarer, udsendte materiale om sit syn på en række EU politikker og var meget aktiv i benyttelsen af nye kommunikationsformer som Facebook, Twitter etc. og også i udviklingen af sin egen webside. Ideen var at nå ud til så mange vælgere som overhovedet muligt - at komme i dialog med dem, at høre deres mening, høre hvilke prioriteter, de havde i deres daglige liv, og hvad de forventede af EU. Samtidig var ideen at politisere debatten for at skabe en klar højre/venstre debat med reel direkte politisk indflydelse fra vælgerne, præcis som det sker ved Folketingsvalg og kommunevalg. Det interessante er selvfølgelig, at PES dækker alle EU medlemslande og kan sende et fælles politisk budskab ud samtidig til alle landes befolkninger. Det sker for eksempel i øjeblikket, hvor PES foreslår indførslen af en beskatning på finanstransaktioner, som skal betale for ”redning” af banker og finansinstitutter, som ellers, som vi har set det i de sidste par år, er blevet skattefinansieret og dermed belaster hver enkelt familie i samfundet. De andre europæiske politiske partier i EU er også blevet rimeligt aktive, og reelle politiske debatter finder nu sted mellem partierne, samtidig med at de udvikler deres egne europæiske programmer. Ideen om, at de største politiske grupper i Europa-Parlamentet og dermed de respektive europæiske politiske partier skal foreslå kandidater til posten som Kommissionsformand, har slået an, og det bliver formentlig et af hovedelementerne i den næste valgkamp op til juni 2014. Oprettelsen af politiske partier på europæisk niveau er et element, der kan gøre folk mere interesserede i ”hvad der foregår dernede i Bruxelles” - det er klart at afstanden til Bruxelles og det komplekse EU system i sig selv ikke gør det lettere at mobilisere vælgerne. Samtidig er det vigtigt, at den enkelte vælger kan identificere sig med et valgprogram eller med en kandidats ideer, og dermed på forhånd

vide hvilken politisk gruppe kandidaten bliver medlem af, og hvilken indflydelse denne gruppe samlet har på Europa-Parlamentets og EUs beslutninger. Hvis danske vælgere havde vidst, hvordan stemmer på forskellige modstanderlisterne i tidens løb, siden vi begyndte med det direkte valg i 1979, har været direkte stemmespild, fordi de valgte medlemmer har siddet i politiske grupper uden nogen reel politisk indflydelse i Europa-Parlamentet, så ville valgresultaterne nok have set noget anderledes ud. Men det er selvfølgelig at forsøge at rette på historieskrivningen - og det skal jeg nok holde mig fra! Nye initiativer og krisen skaber mere debat En anden nyskabelse er muligheden for at oprette ”tænketanke” med EU finansiering og efter EU regler, og også her har de europæiske politiske partier været aktive og udnyttet denne mulighed, selvom der ikke officielt er nogen direkte forbindelse

mellem partierne og ”tænketankene”. Men de politiske partier har brug for at udvikle nye projekter og ideer for at kunne analysere økonomiske/ politiske sammenhænge og udkast til lovgivning og også for at kunne udarbejde forslag til områder for ny europæisk lovgivning, og her er de nye ”tænketanke” ideelle. Lissabon-traktaten, som udover at give Europa-Parlamentet væsentlig mere direkte indflydelse på lovgivningen i EU og på hele EU-budgettet, åbner også op for en række muligheder for bedre at inddrage borgerne i beslutningerne. Tag for eksempel borgerinitiativet, hvor man med én million underskrifter kraftigt kan opfordre Kommissionen til at lave lovgivning på et bestemt område og i realiteten kan ”tvinge” den til det. Her kunne man tænke sig, at de europæiske politiske partier kunne spille en koordinerende rolle, tage initiativ til underskriftsindsamling, oversættelse af tekster, indsamling af det nødvendige antal underskrifter fra

et vist antal lande, etc. Måske kunne man tro at med finanskrise, monetær krise og økonomisk krise i EU, at der ikke er megen plads til nytænkning angående politiske partier på europæisk plan, men intet er mere forkert. Jo flere prøvelser man udsætter mennesker for i form af sparerunder, nedskæringer i offentlige ydelser, urimelige prisstigninger på almindelige goder, besparelser på offentlige stillinger, nedskæringer snart overalt, des mere søger de efter realistiske og direkte løsninger på problemerne. Derfor vil folk være indstillet på at lytte til europæiske partier, som har et samlet overblik og kan forslå realistiske europæiske løsninger, der ikke kun er nationale løsninger, men tager hensyn til problemernes grænseoverskridende karakter. Sagt med andre ord; de europæiske politiske partier er kommet for at blive, og den politiske debat på europæisk niveau vil blive intens fremover.

33


34

Uden for tema

”Det betyder, at stormagtsinteresser – som så mange gange før – kan have indflydelse på krig eller fred på det afrikanske kontinent.” – Adam Thomsen, tidl. FN-udsendt til Sudan og stud. scient. pol

Krig eller fred i Sudan Det sydlige Sudan ønsker løsrivelse fra det nordlige Sudan, og en planlagt uafhængighedsafstemning skal stoppe 22 års borgerkrig. Men grænsedragningen og stormagtsinteresser kan stadig sætte en kæp i hjulet. Af Adam Thomsen, tidl. FN-udsendt til Sudan og stud. scient. pol Fra 1983 til 2005 var der borgerkrig mellem den arabisk dominerede befolkning i det nordlige Sudan og den afrikanske befolkning i det sydlige Sudan. Krigen sluttede i 2005, hvor de to stridende parter, Sudan People’s Liberation Movement (SPLM) fra Sydsudan og National Congress Party (NCP) fra Nordsudan, indgik en fredsaftale. Fredsaftalen indebærer bl.a. en FN-overvåget våbenhvile, en uafhængighedsafstemning i januar 2011 og en ligelig fordeling af landets olieindtægter. Uklarhed og oprustning er en farlig kombination Fredsaftalen indeholder med andre ord kimen til fred, men en række uafklarede forhold i forbindelse med uafhængighedsafstemningen truer fredsaftalen. Hvor stor en procentdel skal ønske

selvstændighed for, at Sydsudan kan blive selvstændigt? SPLM siger 51 %, og NCP siger 75 %. Hvor skal stemmerne tælles op? SPLM foreslår Juba (hovedbyen i Sydsudan), og NCP forlanger Khartoum.. Hvem skal være formand for valgkommissionen? SPLM kræver en repræsentant fra Sydsudan, mens Nordsudan fastholder en nordsudanesisk kandidat. Disse problemer burde kunne løses ved forhandlingsbordet, men indtil videre er det ikke lykkedes. Med mindre end et år til folkeafstemningen vanskeliggør disse uafklarede forhold planlægningen af valget, og stiller spørgsmålstegn ved om det overhovedet kan lade sig gøre at afvikle valget som planlagt. Mere alvorligt er det dog, at ingen endnu kender den landegrænse mellem Nord- og Sydsudan, som man skal stemme om ved valget i januar 2011. I juni 2009 afsagde Den Internationale Domstol i Haag en dom

Siden afslutningen på borgerkrigen har både nord og syd foretaget kraftige oprustninger. Billedet viser SPLM soldater til morgenparade.

ang. opdelingen af den første provins, som skulle demarkeres. Dommen omhandlede en omstridt olierig provins (Abyei) på grænsen mellem nord og syd. Dommen, som gav mest land til Sydsudan, mens Nordsudan fik adgang til et stort oliefelt, blev officielt accepteret af både SPLM og NCP. Olieindtægter er dog Sudans primære indtægtskilde, og Sydsudan beskylder Nordsudan for ikke dele indtægterne ligeligt. Nordsudan har indtil videre blankt afvist alle beskyldninger og nægter stadig Sydsudan indblik i den samlede olieeksport. Derfor er det endnu ikke lykkes at implementere dommen mere end et halvt år efter domstolsafgørelsen. Siden har grænsedragningen ligget stille, og endnu mangler 2000 km grænse at blive fastlagt. Problemets alvor understreges af, at Abyei ikke er det eneste oliefelt, som ligger på grænsen mellem Nord- og et evt. kommende Sydsudan. Selvom problemerne mellem Nordog Sydsudan er meget vanskelige, er det i første omgang sandsynligt, at det blot vil føre til en udskydelse af den planlagte uafhængighedsafstemning. Men afstemningen vil ikke kunne udskydes på ubestemt tid. I Sydsudan er der et brændende ønske om selvstæn-

dighed, og den afrikanske befolkning i syd ønsker en forbedring af deres levevilkår. En forbedring som de ikke tror, at den arabiske befolkning i Nordsudan kan eller vil give dem. Hvis ikke problemerne bliver løst, og folkeafstemningen bliver afholdt indenfor få år, er det derfor overvejende sandsynligt, at borgerkrigen vil blusse op igen. En sandsynlighed der forstærkes af, at både SPLM og NCP siden 2005 har foretaget massive oprustninger og indkøbt nye våben. Både Nord- og Sydsudan har brugt store dele af deres olieindtægter på at købe både kampvogne, morterer og artilleri fra tidligere Sovjetrepublikker. Kina og USA lurer i baggrunden For at undgå at en udsættelse af uafhængighedsafstemningen skal føre til en genoptagelse af borgerkrigen, har man derfor fra FN’s side valgt at presse på for at gennemføre afstemningen snarest muligt – også selvom grænsen ikke er endelig fastlagt. FN’s mission i Sudan arbejder ud fra dette scenarie og flytter allerede nu missions epicenter fra Khartoum til Juba i forventning om snarligt at skulle hjælpe et selvstændigt Sydsudan. Skulle Sydsudan opnå sin selvstændighed al-


Nr.2 / 2010

”Rundt omkring ham ligger der flere sten. Jeg kigger på manden, som næsten ikke er ved bevidsthed. De er ved at stene ham.” – Adam Thomsen, tidl. FN-udsendt til Sudan og stud. scient. pol

lerede i januar 2011, er det dog langt fra sikkert, at dette vil afslutte krigen. Der er store olieinteresser på spil i grænseområderne, og når grænserne ikke er fastlagte, er det ikke givet, at Nordsudan frivilligt vil opgive olierige områder til et nyt Sydsudan. Yderligere er høgene i den militære ledelse i Nordsudan overbevidst om, at man nu har den militære kapacitet til at underlægge sig Sydsudan, og dermed afslutte den opgave man ikke kunne fra 1983 til 2005. FN’s mission i Sudan er derfor fanget i et kapløb med tiden. Afstemningen skal afholdes inden Sydsudan mister utålmodigheden og inden Nordsudan føler sig militært overlegne. Omvendt vil en forcering af afstemningen uden klare landegrænser mellem Nord- og Sydsudan blot

lægge kimen til en ny krig om grænser og oliefelter. Problemerne bliver også forstærket af, at sudaneserne ikke er de eneste, som bekymrer sig om opdelingen af Sudan og landets olieressourcer. I baggrunden lurer også verdens to supermagter, Kina og USA. Kina køber størstedelen af den sudanesiske olie og er godt tilfredse med den nuværende situation i Sudan. Kina har gode forbindelser til styret i Nordsudan og donerer store pengesumme, fx har Kina betalt for opførslen af det nye præsidentpalads i Khartoum. På den anden side har USA længe været modstander af styret i Khartoum og støtter et selvstændigt Sydsudan. Bl.a. yder USA omfattende uddannelsesmæssig og logistisk støtte til Sydsudans nye hær.

En dag i Sudan I Sudan bliver internationale og nationale magtkampe meget konkrete. Ikke nok med det, man konfronteres med kulturforskellene i deres mest ekstreme udtryk. Af Adam Thomsen, tidl. FN-udsendt til Sudan og stud. scient. pol Kl.08.45 Selvom vi kun har kørt i en halv time er jeg gennemblødt af sved. Det bliver en varm dag i det sydlige Sudan, hvor jeg har befundet mig i fire måneder. Jeg er i landet for at overvåge våbenhvilen mellem Nord- og Sydsudan og for at hjælpe til med at forbedre afstemningen om Sydsudans selvstændighed. Målet med dagens patrulje er Um khaer, en landsby som ligger på grænsen mellem Nord- og Sydsudan. Kl.09.45 Vi kører igennem Diffra, et arabisk marked hvor jeg tidligere har drukket te, men der er noget galt. En stor gruppe ophidsede mennesker er samlet på markedspladsen, og en mand ligger på jorden – bagbundet og blødende. Menneskemængden stopper vores hvide FN-biler, mens de råber og slår mod bilernes ruder. Jeg træder ud af bilen, og menneskemængden flytter sig for mig, da jeg går hen til den bagbundne mand. Rundt omkring ham ligger der flere sten. Jeg kigger på manden, som næsten ikke er ved bevidsthed. De er ved at stene ham. Pludselig kommer manden til bevidsthed og råber: ”UN safe me, UN safe…”. Jeg vender mig mod min bolivianske kollega som signaliserer, at vi skal væk. Han har ret. Dette er ikke vores sag.

Dette gør USA i forventning om at få adgang til oliekilderne i et fremtidigt selvstændig Sydsudan. Det betyder, at stormagtsinteresser – som så mange gange før – kan have indflydelse på krig eller fred på det afrikanske kontinent. Problemerne mellem Nord- og Sydsudan kan spille en mindre rolle, hvis både Kina og USA har en interesse i at bevare freden og opdele landet. Stormagterne kan presse landet og i bedste fald forhindre en genoptagelse af krigen. Hvis Kina derimod frygter, at en opdeling af Sudan vil føre til, at de mister størstedelen af deres olie, eller hvis amerikanerne frygter, at Kina beholder al olien fra Sudan, kan det måske forstærke de faktorer som gør, at borgerkrigen genoptages. Hvilket af ovenstående senarier,

der kommer til at udspille sig i Sudan vil tiden vise, men historisk set er etniske konflikter, olie og stormagtsinteresser en sprængfarlig cocktail, så det er helt sikkert ikke det sidste vi har hørt til Sudan.

Kl.16.40 Mens vi kører tilbage mod FN-lejren, tænker jeg på, om det var rigtigt eller forkert at blande mig i steningen. Manden var anklaget for at have været fuld og lagt an på nogle lokale

piger. Jeg overtalte landsbyen til at lade den lokale kommandant for soldaterne i området dømme i sagen. Kommandanten ændrede dommen: Manden skulle betale to geder til de forulempede pigers far.

kl.15.45 Senere er vi på vej hjem fra Um khaer, hvor vi talte om afstemningen og forberedte landsbyen på, at de snart ville blive registeret som vælgere. Landsbylederen var meget begejstret for vores besøg, priste afstemningen i høje vendinger og beordrede alle til stemme for et selvstændigt Sydsudan. Jeg tog derfor fra Um Khaer med blandede følelser. Det er dejligt at hjælpe til med at forbedre en demokratisk proces, men man skal passe på med at have for høje forventninger. Kl.16.30 Vi tager en pause ved et oliefelt, som tilhører Nordsudan. Dette får vores observatør fra Nordsudan til højlydt at proklamere, at han ikke vil tillade, at vi går nærmere oliefeltet. Mens jeg læner mig op af den sidste stolpe, som markerer grænsen mellem Nordog Sydsudan, forsikrer jeg observatøren om, at der blot er tale om en strække-ben-pause. I baggrunden kan jeg se en kinesisk oliearbejder fra China National Petroleum Corporation (CNPC). Oliefeltet og tilstedeværelsen af CNPC er sandsynligvis grunden til, at jeg læner mig op ad den sidste stolpe, selvom der endnu er 2000 km ukendt grænse. Jeg kan ikke dy mig for spørge vores observatør fra Nordsudan, hvor han vil placere den næste stolpe? Han fnyser og siger, at han aldrig vil tillade, at Sydsudan får noget af deres olie. Stod det til ham skulle alle pælene fjernes.

Det er ikke alle, som synes, at det er en god ide, at Sydsudan opnår selvstændighed. På billedet ses et arabisk stammemøde, hvor frygten for den kommende afstemning og et selvstændigt Sydsudan bliver diskuteret.

På trods af de uafklarede forhold omkring uafhængighedsafstemningen fortsætter SPLM med at afholde velbesøgte valgmøder for et selvstændigt Sydsudan. Her er det et valgmøde i den omstridte Abyei provins.

35


36

Uden for tema

”Indenfor en overskuelig fremtid vender det, og så er skal vi til at lave transistorradioer til kineserne” – Troels Trier, tidl. forsanger i Røde Mor

Troels Trier: Røde Fars gøglercirkus Der var gøgl, protest og fællessang. Midt i det hele stod Røde Mors forsanger Troels Trier og råbte de bizarre tekster og politiske paroler. Billedet på 1970erne var stærkt politisk. Men hvad skete der med klassekampen og protesterne – og hvor er den politiske kunst blevet af? VISION har talt med Trier. Af Frederik Andreas Jørgensen, faj@cevea.dk Han er ikke ked af at tage bladet fra munden: Danmark er blevet et borgerligt land – S-SF støtter op om de samme ting som VK. Forskellene er forsvundet. Skulle man starte med nye partier i dag, mener Trier, at der kun ville være tre partier: Egoist-partiet, idealist-partiet og pensionist-partiet. De der tjener mange penge er blevet de fleste, mens arbejderklassen ikke rigtig kan gøre sig gældende. Pensionisterne er derimod mange, og de er stærke. ”Mange af arbejderklassens projekter er blevet gennemført. Men først og fremmest er vi blevet meget rige. Og det er jo ikke noget problem. Problemerne opstår først når vi skal til at slås om at dele rigdommene. Og her er danskerne blevet borgerlige. Man solidariserer sig ikke med de fattige – de er ikke en del samfundet”. Ordene bliver skubbet ud munden med den velkendte rustne bodegastemme, der i 80erne blev mest kendt for Bøfmedløg-popmuzak. Hvem taler på deres vegne – hvor er kunstnerne?: ”Det er ikke kunstnerens opgave at skabe politikken – det er at formidle den. Dem der skaber politikken skal også være dem, der formulerer den. Sådan var det også med Røde Mor. Vi var et redskab for arbejderbevægelsen.” Han mener at den politiske kunst har meget svære vilkår i dagens Danmark – for parolerne skal komme fra de politiske bevægelser. Men Trier kan ikke se parolerne – idealerne er døde. Men de kommer vel tilbage?: ”Ja, men det er svært for de politiske partier at definere det politiske projekt. De skal repræsentere klasserne – men de er væk.” Hvor skal de så komme fra?: ”Ja, hvis jeg skal pege på nogen, er det de folkelige grupper, der opstår uden om partierne, for globaliseringen har overflødiggjort partierne. Venstre har ingen bønder, Socialde-

Røde far har skiftet mikrofonen ud med penslen. Kunst og klassekamp hører sammen. Sådan var det i 1970erne, og sådan er det i dag i svinestalden på den trelængede gård på Fyn.

mokratiet ingen arbejdere - de er forsvundet. Og Enhedslisten accepterer religiøse fanatikere. Hvad er der sket”, spørger han. Han var selv medlem af DKP indtil Sovjetunionen invaderede Afghanist ”Personligt afskyr jeg jo alt, der har med religion at gøre. Folk har ret til at tro på hvad de vil, men at indrul-

lere sådan noget i et socialistisk projekt er helt forkert. Man burde lave et muslimsk parti i stedet – det ville være bedre.” Trier ser Islamismens fremvækst på samme måde som kommunismen tidligere voksede frem: ”Islam er blevet det globale samlingspunkt for oprøret mod den

vestlige udbytning af og materialistiske vestlige livsstil. Og der er Islam en meget enkel løsning” ser Trier. Han ser til gengæld, at der er noget rigtigt i kritikken af Vesten. Vi bliver nødt til at bearbejde vores livsstil: ”Den vækstfilosofi der præger vores samfund skal suppleres med en åndelig dimension – det kan sgu ikke


Nr.2 / 2010

”Det er ikke kunstnerens opgave at skabe politikken – det er at formidle den” – Troels Trier, tidl. forsanger i Røde Mor

være rigtigt, at målet med vores liv er en ny fladskærm eller et induktionskøkken.” Nej, det er det humanistiske projekt, der tiltaler Trier ved socialismen. Kulturkamp og økonomisk demokrati Men det er jo kulturkampen du taler om, og det er vel kunstnernes ansvar at skabe kulturkampen? ”Ja – og jeg er først og fremmest en meget folkelig kunstner. Jeg er til gengæld meget langt fra de officielle kulturinstitutioner. De kolleger, der er afhængige af kulturinstitutionerne, skal gå og slikke folk i røven.” Det slipper Trier for. Kunstbutikken ude i stalden er en udmærket forretning. Men den politiske satire trives et helt andet sted i dag - Stand-up komikerne ser Trier som den nye politiske humor: ”Revyerne startede jo egentlig som Venstres politiske humor i slutningen af 1890erne. Men det er rigtigt.” Han tøver lidt, før han slår til Søren: ”Selv 1. maj er blevet som en juleaften.” Men det er vel også en sejr, spørger jeg? ”Ja – det er det vel egentlig”, imødegår han. ”Ja, for det er blevet en folkefest, og man fejrer vel egentlig velfærdssamfundet.” For mange af de gamle klassekæmpere er romantikken ved 1. maj forsvundet – nu er det en slatten drukfest. Røde Mor spillede tidligere til 1. maj, og i 2008 blev kollektivet efter 30 år hevet op af rullestolene til kampdag på Amager Bio. Men det blev kun til den ene gang: ”Så nu holder vi nok 30 års pause igen,” griner den gale mand. Men hvorfor stoppede I? ”Ja – vi var blevet for gamle og så havde vi havde ikke nogen politisk

motivation, ikke noget nyt materiale. Efter 1989 var fortællingen, at globaliseringen var kapitalismen sejr. Murens fald var en sejr for markedet.” Tiden har ændret sig, og selv rettroende socialister har svært ved at finde meningen med galskaben. Trier har derfor slået sig på kunsten og har indrettet sit atelier i en gammel svinestald på Fyn på den trelængede gård, hvor han siden 1992 har boet med Rebecca Brüel. Men der er vel stadig store udfordringer? ”Ja - de multinationale firmaer færdes som fisk i vandet. Derfor er det vigtigt, at lave et demokratisk projekt, der kan kontrollere det globale. EU er et skridt i retningen – men der er et problem, for demokrati har de bedste vilkår i små lande, lande hvor du kan cykle ind for at snakke med din statsminister. Du kan sgu ikke cykle fra San Francisco til Washington. Derovre fungerer demokratiet ikke.” Man har tidligere forsøgt med forskellige økonomiske modeller, der skulle omfordele velstanden og skabe økonomisk demokrati? ”Ja – men alt det der med økonomisk demokrati, det var jo egentlig bare et forsøg på at gøre arbejderklassen til en del af produktionen. Kunne man give dem aktier i industriproduktionen, ville de ikke strejke så meget.” Det har aldrig været Triers kop te: ”Personligt synes jeg jo, at sådan noget lort skulle nationaliseres. Hvis jeg skulle bestemme, skulle der være et globalt organ, der skulle afgøre om pengevæsenet, industrien og de multi-nationale selskaber skulle nationaliseres.” Han husker 80erne som modreaktionen fra de borgerlige, yuppierne og børshajerne, som led i den normale pendul-bevægelse:

”Konservativ Ungdom væltede frem på gymnasierne, og de unge reagerede meget stærkt imod 1970ernes politiske kunst. I Røde Mor baserede vi vores initiativer på Vietnam-modstanden, og 70ernes politiske bevægelser byggede på anti-imperialisme. Men 80erne var yuppiernes årti.”

Røde Mor

Gennem tiden talte Røde Mor bl.a. Peter Ingemann, Dea Trier Mørch, Peter Mogensen, Henrik Strube, Troels Trier, Lars Trier, Ole Finding, Erik Clausen og Leif Sylvester.

blev grundlagt som kunstnerkollektiv i 1969. De begyndte med at spille musik til deres udstillinger før de delte sig i kunstnergrupper og et band. Røde Mor fik så Clausen og Sylvesters gøglercirkus om bord. I 1978 slukkede de og lavede en Kunststøttefond til indtægterne fra pladesalg.

Mens regeringen og de internationale finanser smadrer de gamle idealer, er det godt, at nogen tager til genmæle. Det gør Trier – og det har han altid gjort. Røde far serverer RØD bøf med løg – og vi lapper det i os.

Globaliseringen vender: Industriarbejdet kommer tilbage Hvor står pendulet i dag? ”Det er et svært spørgsmål. Vi har eksporteret vores industri - arbejderbevægelsens grundlag - til Østasien og Østeuropa. Så arbejderpartiernes magtbase er forsvundet. Men det er jo ikke fordi, arbejderklassen er forsvundet, men den er organiseret i servicefagene.” Men er løsningen så ikke at organisere servicefagene og give dem en arbejderbevidsthed? ”Jo, men der er en modsætning mellem arbejderklassen og servicearbejderne. Når Arbejderbevægelsen står så svagt i dagens Danmark, skyldes det, at den ikke længere har kontrol over industriproduktionen. Servicefagene er dårlig lønnet,” siger han og fortsætter: ”Vi kan jo betale os ud af det. Det var jo Socialdemokratiets projekt. Den normale industriproduktion var arbejderbevægelsens grundlag. Serviceindustrien fungerer ikke på den måde – der betyder strejker ikke det samme. Man har ikke kontrol over økonomien.” Men han har ikke givet op - det kommer tilbage: ”For USA er jo et lavtlønsområde set med danske øjne. Det er i de lande vi eksporterede vores jobs til, hvor væksten er størst. Indenfor en overskuelig fremtid vender det, og så er skal vi til at lave transistorradioer til kineserne.”

Diskografi – Johnny gennem ild og vand (1970) – Rok ork (1971) – Ta hva der er dit (1972) – Grillbaren (1973) – Linie 3 (1974-1975) – Betonhjertet, dobbelt live-lp (1975) – Hjemlig hygge (1976) – Sylvesters drøm, live (1978) – Røde Mor 2006 EP (2006) – Opsamling (2007)

37


38

Uden for tema

”Man blandede gode og dårlige lån, og rating bureauerne i USA gav den AAA status, det højeste. Helt ufatteligt, men de blev spredt ud over hele Verden.” – Ole Christensen, medlem af Europa Parlamentets Beskæftigelsesudvalg (S)

Nej til aktieoptioner

Ledende medarbejdere i finansverdenen skal ikke have lov til at tage store risici med andres penge for selv at score store gevinster.  Af Ole Christensen, medlem af Europa Parlamentets Beskæftigelsesudvalg (S) Vi oplever i øjeblikket den værste finansielle og økonomiske krise i nyere tid. En af de store årsager var casinoøkonomien; at der simpelthen er blevet gamblet med penge i stor stil. Det startede med Suprime lånene, at man lånte penge ud til folk, der ikke havde nogen chance for at betale lånet tilbage. Man lånte penge ud til store projekter, projekter hvor lånene var meget højere end den reelle værdi. Der blev opfundet så mange nye finansielle tilbud, bl.a. begyndte man at pulje diverse lån og værdipapirer. Man blandede gode og dårlige lån, og rating bureauerne i USA gav den AAA status, det højeste. Helt ufatteligt, men de blev spredt ud over hele Verden.  Og endelig lønstrukturerne, hvor bonusordninger gav incitamenter til at tage helt unødvendig risiko, selvfølgelig for at øge sin egen bonus. Disse ting kan kun lade sig gøre, når der er vækst i samfundet, og alt bliver mere værd, hver gang man sælger. Men når boblen brister, så går det hurtigt den modsatte vej, og banker, investeringsselskaber m.fl. måtte dreje nøglen. 

Hazard med velfærd Mange har tabt mange penge i dette spil, og desværre er det ikke dem, der har skylden, som betaler prisen. Mange almindelige mennesker har mistet deres arbejde og måske store dele af deres pensionsopsparing. Det er derfor vores alle sammens velfærd, der er på spil, når man på den måde spiller hasard med andre folks penge. Derfor er EU i øjeblikket ved at udarbejde et nyt kapitalkravsdirektiv. I denne forbindelse har jeg udarbejdet i alt to rapporter om aflønningspolitikker for direktører og ledere. En af de store ting, som vi diskuterer i den forbindelse, er brugen af aktieoptioner. En aktieoption er et finansielt instrument, hvis værdi afhænger af en række forskellige faktorer, bl.a. tidshorisont, udnyttelseskurs og aktiekursen på den underliggende aktie. De aktieoptioner, danske ledere typisk får, har en horisont på 3-5 år og en udnyttelseskurs på aktiens dagskurs på udstedelsestidspunktet. Det vil sige, at ejeren af optionen ved optionens udløb har ret til at købe den underliggende aktie til den kurs, der var gældende 3-5 år tidligere. Jo højere aktiekursen er på udløbstidspunktet, jo mere er optionen værd.

Bonussen skal vente et par år Beskæftigelsesudvalg i Europa-Parlamentet har taget stilling til brugen af aktieoptioner. Her har meldingen været klar i begge mine rapporter: Beskæftigelsesudvalget stemte nej til aktieoptioner i finanssektoren og børsnoterede selskaber. Vi sender dermed et helt klart signal om, at aktieoptioner simpelthen skal forbydes. Ledende medarbejdere i finansverdenen skal ikke have lov til at tage store risici med andres penge for selv at score store gevinster.  Selv hvis det lykkedes os at få forbudt brugen af aktieoptioner, er alle problemer selvfølgelig ikke løst. Der er stadig brug for en bedre struktur indenfor aflønningspolitikker. Særligt er det vigtigt, at man ikke udbetaler gevinster for kortsigtede resultater. Jeg er ikke imod bonusordninger, men det er for risikabelt, hvis der eksempelvis udbetales en bonus umiddelbart efter, at resultatet er opnået. Bonusser bør i stedet bagudbetales, helst flere år efter resultatet blev opnået. På den måde sikrer vi, at der ikke er nogen, der tager kortsigtede risici, og vi får derved en sundere og stærkere finansiel- og økonomisk sektor.


Nr.2 / 2010

Boganmeldelse

De rettroende har altid ret Af Jens Jonatan Steen, direktør for Cevea Skal man tro ny antologi, så er Erik Clausen, George Orwell, Johnny Madsen, Paul McCartney, John Lennon, Søren Kirkegaard, Niels Højlund, Harry Potter, Peter Belli, Goethe som nogle af vores helt store kulturpersonligheder i virkeligheden alle ægte liberalister i deres hjerter. Sådan lyder i hvert fald et af kernebudskaberne i den nye antologi ”Friheden flyver”, som er udgivet af Cepos på Cepos’ eget forlag. Antologien, der er redigeret af ekstern lektor Dennis Nørmark, repræsenterer en god og interessant idé, hvorfor jeg også mener, at den udgør et væsentligt bidrag til den offentlige debat herhjemme. En slags kærkommen status for friheden Danmark anno 2010. Desværre lever antologien langt fra op til dens egen undertitel ”en debatbog om mangfoldighed”, da den allerede fra begyndelse i toneangivende og opsummerende afsnit af redaktør Dennis Nørmark og forlægger Martin Ågerup giver en meget entydig og snæver definition af frihed. Der er ikke plads til flere definitioner, åbne tolkning eller en pluralisme af veje til frisættelse af det enkelte individ. 67-oprørerne var de gode Derfor kommer den nye antologi til trods for flere særdeles interessante bidrag til at fremstå noget messiansk i sin tone overfor læserne. De store libertarianere har fundet svaret og markedet er det eneste, der reelt kan skabe frihed. Hermed kommer bogen til at fremstå noget autoritær og minder noget om DF’s bestræbelser om at patentere bestemte værdier – denne gang friheden. I sine bestræbelser på kategorisere afdøde Beatles som liberalister, bliver Ågerup tvunget til at indskrænke sine begreber, hvorfor han slår både frihed, liberalisme, libertarianisme og frisættelse sammen. Det sidste begreb er helt afgørende i fremstillingen af Ungdomsoprøret, som The Beatles blev en fortaler for. For at afskrive de venstreorienteredes rolle i denne forbindelse, så skelner han mellem et 67- og 68-oprør. Det anden handlede om en kollektivistisk og voldelig bevægelse, mens den første (og dermed oprindelige) var individualistisk og anti-autoritær i sin karakter. Hermed har vi de ’gode’ og de ’onde’ ”ungdomsoprører”. Verden er opdelt i sort og hvid. (Hvad mon skete med alle

dem fra 67 – hvor blev de af i 68?)

Selvom denne distinktion synes let af forstå, så er den desværre bare ikke rigtig. For det første var ungdomsoprøret en kamp for frisættelse af særligt de traditionelle konservative samfundsnormer, for det andet har store dele af venstrefløjen (hvilket bl.a. Mchangama i bogen følgende afsnit understreger) altid bidraget til den individuelle frigørelse, og endelig er det ikke kun staten, som mennesket skal frigøres fra. Mchangama er nuanceret – og venstrefløjen bør vågne op Særligt Jacob Mchangama skal have stor ros for at udfordre sine rettroende liberalistiske kollegaer med nuancer, der viser, at venstrefløjen altid har kæmpet mod undertrykkelse. Som han skriver, var det netop den reformistiske venstrefløj, der bekæmpede kommunisterne, støttede modstanden mod Apartheid, forsvarede Salmen Rushdie og allierede sig med kampen mod raceadskillelse. Verden ikke blot sort og hvid. Når det er sagt, så betvivler jeg slet ikke, at venstrefløjen har brug for et wake-up call. Den frihedskamp, der var grundlaget for arbejderbevægelsen, som ville sikre lige muligheder for alle i forhold til uddannelse, arbejdsforhold og frem for alt social arv. Det er en målsætning om frigørelse, som den moderne venstrefløj på flere områder har druknet i dels en statscentreret pragmatisme og dels i det, som den store arbejderdigter Oskar Hansen - forud for sin tid – beskrev som frygten for, at arbejderbevægelsen skulle drukne i “større bøffer, flere bajere og vat i skuldrene”. Tryghed og stabilitet er blevet en selvstændig målsætning. Kampen for frigørelse og frihed er i enkelte sager blevet skubbet i baggrunden. Der har været savnet stærke stemmer på venstrefløjen, som vedholdende kunne råbe vagt i gevær, når staten overvejer, at diktere hvorvidt folk må ryge i deres egne hjem, hvorvidt idrætshaller kan få forbud mod at sælge røde pølser, og hvorvidt dommere kan bære tørklæder eller ej. Det bør således aldrig være venstrefløjen, der jubler, når Information kårer SF, som det parti der har foreslået flest regler og lovgivning. Mangfoldig bliver bogen aldrig Vi har uden tvivl brug for en ny

venstrefløjsdiskussion om grænser for staten. Og her kunne flere af bidragene i ”Friheden flyver” faktisk være gode provokationer at tage udgangspunkt i, særligt hvis man ser bort fra de indledende kapitler med Ågerup og Nørmark. Man kunne med fordel springe direkte videre til enkelte kapitler, hvor følgende skiller sig positivt ud: Jacob Mchangama om ytringsfrihed, Niels Westy om fri hash, Henrik List om nyfeminisme. Alt i alt en godt tænkt antologi, der desværre svigter sin egen målsætning om selvstændig tænkning og udfordring af egne fordomme. Det forbliver en god bog for de rettroende, der særligt udstiller metaltrætheden, der præger landets den borgerligt liberale tænketank, der ikke længere formår fornyelse, men blot bekræftelse af egne fordomme. Mangfoldig bliver bogen aldrig – hertil er de rettroende alt for selvtilstrækkelige.

Dennis Nørmark (Red.) "Friheden flyver" Forlaget Cepos, 2010

39


Luk lige løngabet Selv om vi bor i den bedste af alle verdner – også når det gælder ligestilling mellem kvinder og mænd – sidder vi fast i et kedeligt hængedynd, når det handler om at lukke de sidste gab: løngabet, repræsentationsgabet og omsorgsgabet. Der er stadig små 20 pct. forskel på den løn, kvinder og mænd får for deres daglige indsats på arbejdsmarkedet. Der er endnu større forskel på pensionen. Kvinders repræsentation halter stadig

gevaldigt bagefter, og mænd sidder stadig på langt de fleste lederposter i såvel den offentlige som den private sektor. Kvinder afholder 275 dages barsel, mænd 24 dage. Regeringen sætter konstant de offentlige omsorgstilbud under pres – også her betaler kvinder den højeste pris. Vi kan se et uddannelsesgab tårne sig op i horisonten, hvor mænd ganske vist er den gruppe, der sakker bagud, men hvor kvinder ikke får belønnet deres høje

Kom ind i kampen

Landsorganisationen i Danmark

uddannelsesniveau med hverken penge eller prestige. LO satser derfor benhårdt på arbejdet med køn og ligestilling. Vi fokuserer i disse år især på løngabet og på at gøre noget ved problemet med de kønsopdelte uddannelsesvalg – især på erhvervsuddannelserne. Og vi går langt foran, når det handler om at sikre fædre barsel med løn. Tjek www.lo.dk/ligestilling – hvis du vil vide mere!


Vision 2, 2010  

Erhvervspolitik

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you