Page 1

Tema: EU Nr. 2 / 2009

idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / centrum-venstre / holdninger / innovation / udfordring

„Venstrefløjen skal ikke bare lære at leve med Det Indre Marked, men også lære at elske det. Men med en kærlighed, der er noget mere kritisk end den kærlighed, man føler over for sine nære.“ Poul Thøis Madsen, lektor i samfundsøkonomi, Aalborg Universitet s. 6

„Demokratiet sker ude blandt befolkningen, og alle fremskridt starter ”nedefra”, det starter med kunsten, at der er nogen der kommer med et udsagn, der vender tingene på hovedet.“

„De fleste danskere kan ikke klart definere EU som tilhørende en bestemt ideologi: EU er hverken fugl eller fisk i danskernes smag. Alligevel synes de, at retten smager tre gange mere af Adam Smith end af Karl Marx.“

„Europa er en smuk tanke, en vidunderlig tanke – peace brother. Men hver eneste stat splitter lortet mere og mere ad. It’s a fucked up reality, fordi alle vil deres eget bedste.“

Erik Clausen, tusindkunstner S. 26

Analyse fra Cevea S. 4

Kurt Thyboe, kosmopolitisk vagabond S. 30


2

TEMA / EU

LEDER

Hvad stiller vi op med den fordrukne svigerfar? Der bliver snakket uendeligt meget om krisen i det europæiske demokrati, de ukendte euro-parlamentarikere og underkendelse af den nationale suverænitet op til Europa Parlamentsvalget søndag den 7. juni. Medierne har været enige om at være sure og næsten bitre på de 102 håbefulde danske kandidater som stiller op ved EP-valget. Af Jens Jonatan Steen, chefredaktør Alle danske medier lige fra Ekstra Bladet til Ugebrevet A4 har bidraget til at hælde vand på samme gamle mølle. Kandidaterne er enten for ukendte og uerfarne (rugekasse-politikeren), udkørte og fortidslevn (retrætepost-politikeren) eller blot på jagt efter fede ben og høje gager (levebrøds-politikeren). Alle vinkler og artikler bekræfter og fastholder vores fordomme. Vi har hørt det hele før. Ingen overraskelser. Det eneste nyskabende initiativ i mediedækningen har været DR’s ”Quatraro-mysteriet”, der som højakademisk dokumentar forsøger at genoplive Hans Scherfigs klassiker ”Den fortabte

fuldmægtige” i Bruxelles. Desværre drukner også denne fortænkte dokumentar i strømmen af gentagelser, fordomme og automat-historier. Det europæiske demokrati er med EP-valget, som sin vigtigste offentlige begivenhed blevet reduceret til brylluppets alkoholiserede svigerfar. Ham vi helst undgår at tale om. Hans blotte tilstedeværelse er en gene for de øvrige gæster. Men alligevel kan vi ikke undvære ham og brudeparret ved bedst af alle, at festen aldrig kunne finde sted uden netop ham. Selvom det er svigerfar, der har muliggjort festen, så taler vi mest om hans fejl og pinlige episoder. Det store problem er således heller ikke kvaliteten af de danske politikere i Bruxelles, selvom det ellers er dette billede, som medierne ganske uopfindsomt og usagligt forsøger at tegne. At dette valg med undtagelse af de konservatives liste faktisk afliver myten om elefantkirkegården, som vi beskriver nærmere på side 8, er åbenbart gået fuldstændig forbi mediernes næse. Hvis man kigger på Jens Rohde (V), Dan Jørgensen (S) og Morten Messerschmidt (DF), så udgør de jo nogle af de allerstørste talenter i danske politik. Alle kunne besidde topposter hjemme i Danmark, men har alligevel valgt at forfølge en karriere i europæisk politik. Det er således forkert og misforstået at vende skytset mod nuværende EP-kandidaterne. Til gengæld bærer de nationale parlamentarikere et langt større ansvar for den manglende dækning og interesse for europæisk politik. Når op i mod 80 procent af al dansk lovgivning stammer fra EU, så føles det som ganske lidt vi høre om disse politiske diskussioner? Når beslutningerne gavner danskerne, så tager Christiansborg-politikerne gladelig æren, men når beslutninger ikke gavner danskerne, så er EU den skyldige part. Det er således i høj grad de nationale politikere, der svigter deres ansvar og bidrager til at umuliggøre etableringen af en europæisk offentlighed. Hvis vi nogensinde skal have vores fordrukne svigerfar ind i det gode politiske selskab, så kræver det at vi skaber en stær-

kere europæisk offentlighed og fastholder politikernes blik på det europæiske fællesskab, som mere end noget vi beskæftiger os med hvert femte år ved EP-valgene. Det kræver at europæisk politik bliver direkte integreret i de nationale parlamenter og det kræver at EU bliver mere end bare en politik overbygning. Vi skal samtidig have fokus på at skabe en kulturel sammenhængskraft. De første skridt mod etableringen af en europæisk offentlighed kræver at vi får skabt en fælles europæiske public service station, der kan levere film, underholdning og nyheder med betydning for hele EU, det kræver at vi får skabt en fælles europæisk fodbold liga, hvor de bedste hold mødes på tværs af nationaliteter, det kræver at de nationale parlamenter får direkte medindflydelse tidligt i den europæiske beslutningsproces(”early warning”), det kræver et direkte valg Europakommission og EU præsident, og endelig kræver det et mere socialt fokus, hvor bekæmpelse af arbejdsløshed, minimumsrettigheder og øget uddannelse kommer frem i forreste række. Det europæiske fællesskab skal gøre en endnu større forskel for enkeltes menneskers hverdag. Politiske fællesskaber kræver en folkelig forankring og kulturelle fællesnævnere. Fremtiden for det europæiske fællesskab kræver at progressive og visionære politikere påtager sig det langsigtede ansvar for at sikre opbygningen af en fælles identitet.


nr 2 / 2009

3

JUNI 2009 / Tema: EU

InDEks

TEMA 2:

Leder Hvad stiller vi op med den fordrukne svigerfar?

4:

12: Er det omstillingen? – Telefonnummeret til EU, tak…

Hvad stiller venstrefløjen op med Det Indre Marked? Det Indre Marked er ikke længere et spørgs’hvordan ikke’. Derfor må venstrefløjen ind

EU har haft større effekt for ligelønnen end

Kunsten er demokratiets livsnerve og

met på prøve pga. krisen.

den danske arbejdsmarkedsmodel.

kulturkampen den væsentligste politiske kamp.

14: Danmarks demokratiske underskud - Den gamle Grundlov og det nyere Europa ring af Grundloven

15: Voxpop

billedet på at det er godt at være udenfor?

litiske indhold

18: Det europæiske Babelstårn Sprogbarrierer hæmmer også integrationen

28: Opgør med afpolitisering Politik skal igen baseres på idékamp, så

23: Nord Stream: Det nye jerntæppe?

den teknokratiske konsensus stedes til hvile.

Solidariteten mellem EU-landene kan ligge ning.

Medierne skal fremstille EU ud fra det po-

Europaparlamentet befolkes i stigende grad Folketinget.

Nasser nordmændene på EU, eller er de for-

på et lille sted, når det gælder energiforsy-

16: Elefanter i pyjamas

af unge akademikere og af gamle travere fra

22: Norske nassere?

Danmark har brug for en grundig opdate-

i kampen.

Fra kravlegård til alderdomshjem?

26: Strafbart at kede andre mennesker

Sammenholdet mellem EU-landene er kom-

mål om for og imod, men om ’hvordan’ og

8:

21: EU som foregangskvinde for ligeløn

Undersøgelse Danskerne ønsker et mere rødt EU

6:

UDENFOR TEMA

30: Hasta Muerto, Kurt Thyboe - Paradoksernes Rebel Sprogekvilibrisme om kosmopolitisme,

24: Flexicurity er kanon! - Danmark som foregangsland i EU

politikerlede og Europa som en smuk, men umulig tanke.

Det danske jobmirakel, flexicurity-modellen, er blevet god latin i EU.

31: Boganmeldelser

i EU

10: Prisen for det europæiske demokrati Europaparlamentarikere koster 2,5 gange så meget som folketingsmedlemmer.

19: Skandinaviseringen af familien Europa Skandinavisk familiepolitik har politisk medvind fra Bruxelles.

11: For folkene og fædrelandene Morten Messerschmidt om at følge folkets stemme og få et populismemærkat.

20: Store Klaus tjekker ud EU-skepsis i EU’s formandsland

REDAKTION og information Chefredaktør:

Redaktionsmedlemmer:

Abonnementsadministration:

Jens Jonatan Steen

Frederik Andreas Jørgensen Rasmus Therkildsen Sofie Wilms Karen Nilaus Mette Kraaer Christian Struckmann Irgens Martin E. O. Grunz Nitesh Parwana Maria Bøegh-Lervang Mia Rasmussen Rikke Skovgaard Andersen Jakob Damsholt Heidi Storck

abonnement@cevea.dk 50508607

Redaktører: Karl Kjær Bang Peter Westermann

Grafik og Layout: Johan Grann Kristiansen

Illustratorer: Johan Grann Kristiansen Tore Alexandersen Balder Pind Andreas Pilskog Jonas Lund Benny Henningsen Kristian Nordentoft

Korrektur: Morten Hjortskov Larsen

VISION er et uafhængigt idépolitisk tidsskrift, der bliver udgivet af centrum-venstre tænketanken Cevea. Læs mere om VISION på cevea.dk Indlæg i VISION er ikke udtryk for Ceveas holdning - medmindre det tydeligt fremgår af artiklen. VISION forbeholder sig retten til at redigere eller afvise indkomne indlæg. Indhold må kun gengives med tydelig kildeangivelse som “Ceveas tidsskrift Vision”.


4

TEMA / EU

analyse

Danskerne ønsker et mere rødt EU I I danske øjne er det ikke tilfældigt, at EU-flaget er blåt og ikke rødt. Danskerne mener, at EU hælder til højre og skal gøres mere socialt. Det viser en repræsentativ undersøgelse, analysefirmaet Interresearch har lavet for Cevea. Undersøgelsen viser dog også, at et mindre flertal af danskerne samtidig betragter EU som et solidarisk projekt. Af Jens Jonatan Steen og Peter Westermann, chefredaktør og redaktør

EU er meget mere Adam Smith end Karl Marx Er EU grundlæggende et socialistisk projekt? Det mener 45,2 procent af danskerne, mens kun 30,2 procent er uenige i denne påstand. Omvendt mener kun 15,8 procent at EU grundlæggende er et socialistisk projekt, mens hele 62,2 procent er uenige i dette. Tilsammen er der dog for begge påstande flere, der er uenige i eller ikke kan forholde sig til spørgsmålet. De fleste danskere kan dermed ikke klart definere EU som tilhørende en bestemt ideologi – EU er hverken fugl eller fisk i danskernes smag. Alligevel synes de, at retten smager tre gange mere af Adam Smith end af Karl Marx.

Mere kræmmermarked end folkekøkken Danskerne er overvældende enige i, at EU

er et samhandelsprojekt, idet 77,5 procent er af denne opfattelse. Dette harmonerer fint med, at EU særligt er funderet på de fire friheder; frihed for personer, frihed for varer, frihed for tjenesteydelser og frihed for kapital. Disse fire friheder udgør rygraden i EU’s indre marked. Det var netop tanken fra den franske udenrigsminister Robert Schuman, som udgør en af EU’s mest centrale grundlæggere, at det europæiske fællesskab skulle være et handelssamarbejde, der kunne sikre øget afhængighed mellem de europæiske lande og dermed opnå en langvarig fred på det europæiske kontinent. Når talen falder på lighed i stedet for frihed, bliver billedet et andet. Således er der kun 45 procent, der mener, at EU er et solidarisk projekt, mens 36,2 procent er uenige i dette. Der er således langt flere, der mener, at EU handler om samhandel end om solidaritet. Der er altså i danskernes øjne en del mere kræmmermarked end folkekøkken over EU.

EU er grundlæggende et liberalistisk projekt...

EU er grundlæggende et socialistisk projekt...

22%

25%

16%

45% 62%

30%

EU er grundlæggende et solidarisk projekt...

EU er grundlæggende et samhandelsprojekt...

13%

19% 36%

9%

36%

78%

Enig Uenig Ved ikke

Venstre om! Konkurrence eller beskæftigelse? Det er to samfundsøkonomiske hensyn, der tit stilles over for hinanden i den politiske debat, hvor højre ringhjørne forfægter det frie marked og konkurrencen, mens venstre går i brechen for beskæftigelsen. Danskerne vil imidlertid gerne have, at EU satser mere på begge dele, men hvis EU skulle vælge mellem at satse mere på det ene frem for det andet, ville flest danskere styrke beskæftigelsen. Helt præcist mener 82,4 procent, at EU skal satse mere på at sikre beskæftigelse, mens 79 procent mener EU skal satse mere på at skabe konkurrence og et frit marked. Holdningerne kan også ses som en termostat for, hvor folk mener, EU i forvejen bruger krudtet, og om det er nok: Mener flere, at EU i forvejen satser meget, måske for meget, på konkurrencen og det frie marked, vil færre være tilbøjelige til at mene, at EU bør satse endnu mere på dette. Et mere socialt Europa har længe været et slagord på det politiske centrum-venstre, og det tyder på, at danskerne bakker op om kampen. Med hensyn til den oplevede ideologiske hældning til højre skal det blive spændende at se, om danskerne ved valget til Europaparlamentet 7. juni vil forsøge en udjævning ved at støtte kandidaterne til venstre for midten.


ANNONCE

nr 2 / 2009

5


6

TEMA / EU

„Manglende regulering – eller reguleringshuller – burde derfor indgå centralt i den ’valgkamp’, der skal finde sted i den kommende tid.“ Poul Thøis Madsen, lektor, samfundsøkonom, Aalborg Universitet

Politisk-økonomisk analyse

Hvad stiller venstrefløjen op med Det Indre Marked?

Poul Thøis Madsen, lektor, samfundsøkonom, Aalborg Universitet

ikke har kunnet regne sig frem til de store effekter heraf. I løbet af halvfjerdserne og firserne bredte der sig - godt hjulpet på vej af EUKommissionen - den opfattelse, at Fællesmarkedet var ved at falde fra hinanden. Det var jf. figur 1 en vildt overdrevet, men meget magtfuld forestilling, der udgjorde en væsentlig drivkraft bag den succesfulde lancering af programmet for Det Indre Marked i 1985 af den daværende Delorskommission. Forestillingen byggede på et nyt begreb: ikke-toldmæssige barrierer. Dvs. at man havde fået fjernet en række synlige barrierer for især varer, men der var en række barrierer ’tilovers’. Disse barrierer udsprang primært af, at reguleringen af det nationale marked var overladt til de nationale autoriteter. Eksportvarer mødte med andre ord ikke længere hindringer ’ved grænsen’, men inde i selve landene. Der skulle overholdes nationale sikkerhedsregler, miljøregler, produktspecifikationer osv. – en række reguleringer, der udsprang af den oftest nødvendige regulering af det nationale indre marked. Til trods for det var der en historisk stor samhandel inden for EU. Man kunne imidlertid argumentere for, at hvis denne skulle være endnu højere, så fordrede det, at man på en række område erstattede den nationale regulering med en europæisk regulering. Denne øvelse blev i starten kaldt deregulering, fordi den i første omgang handlede om at afvikle snærende nationale reguleringer, medens etableringen af

Når vi skal stemme til Europa-Parlamentet d. 7. juni, vil Det Indre Marked ikke stå højt på dagsordenen. Selvom Det Indre Marked er den økonomiske livsnerve i den Europæiske Union. Samtidig er det en meget vigtig kampplads, hvor venstre- og højrekræfterne strides om, hvor Europa skal bevæge sig hen. Men hvad skal den danske venstrefløj egentlig mene om Det Indre Marked, som man stemte imod i 1986? Var det en fejl? Og burde venstrefløjen i stedet - med en lettere omskrivning af Delors berømte ord – lære at elske Det Indre Marked? For at kunne svare på de spørgsmål må man først forholde sig til, hvad Det Indre Marked egentlig er for en størrelse. Derfor først lidt historie: Det Indre Marked startede faktisk allerede i 1958 – der blev det bare kaldt Fællesmarkedet. Også den gang tænkte man i de fire friheder: fri bevægelighed på tværs af grænser for varer, serviceydelser, arbejdskraft og kapital. Men vægten var i endnu højere grad end i dag på varers frie bevægelighed. Dvs. det handlede om at fjerne den nationale regulering af import og eksport. Den regulering havde forskellige former – nogle lande havde høje toldbarrierer – andre anvendte importbegrænsninger (og eksportstøtte). Processen med at fjerne disse barrierer anses normalt for afsluttet i 1968. Det fremstilles gerne som en af EU’s store bedrifter – også selv om økonomer

Udvikling i samhandelen mellem EU-landene, 1960-1994 i procent. % 65 60 55 50 45 40 35

år 6 0

62

64

66

68

70

72

74

76

78

80

82

84

86

88

90

92

94

nye europæiske regler blev underbetonet – ikke mindst for at berolige Thatcher, der i Det Indre Marked naivt så muligheden for at få etableret en engelsk inspireret ureguleret kapitalisme på europæisk plan. Men gradvist udviklede der sig en omfattende europæisk regulering i form af direktiver, men også standardiseringer udviklet af private standardiseringskomiteer. I de tilfælde, hvor der ingen national regulering havde været – som i Danmark i forbindelse med det offentlige indkøb – talte man om en europæisk regulering. I det tilfælde, hvor den nationale regulering blev ændret, anvender man gerne begrebet re-regulering.

Et bevægeligt mål Men mere interessant så viste Det Indre Marked sig i det følgende år at være et bevægeligt mål. Det fokus, der i starten var på varers fri bevægelighed betød, at Det Indre Marked i realiteten bare var en form for revitalisering af det oprindelige Fællesmarked. Men gradvist bevægede Det Indre Marked sig ind på nye uopdyrkede områder: serviceydelser, arbejdskraft og kapital, men også privatisering og adgangskrav for nye medlemslande m.m. I takt med at venstrefløjen her i landet blev stadigt mindre skeptisk over for Det Indre Marked, blev det paradoksalt nok stadigt mere kontroversielt. Og i dag er der nok en forestilling blandt store dele af venstrefløjen om, at Det Indre Marked nok har nogle problematiske sider, men at det grundlæggende udgør en integreret del af EU, som man ikke kan være imod, hvis man er for EU. Ikke mindst i en dansk sammenhæng er der netop denne ulyksagelige tendens til enten at være for eller imod EU, men Det Indre Marked er en så kompleks• fr og bevægelig størrelse, at den præcise venstreposition må være en sund skepsis, hvor man løbende arbejder for at gøre Det • fo Indre Marked til en skaber af velfærddefrem andre for af problemer. Manglende regulering Læs mere – eller reguleringshuller – burde derfor indgå centralt i den ’valgkamp’, der skal finde sted i den kommende tid. Det bedste argument – men ikke mest fremførte – i 1986 imod Det Indre Marked holder således fortsat stik: den manglende politiske regulering af de frie markedskræfter. Selvom der siden da er etableret et omfattende europæisk regelsæt, så er der fortsat en række forhold, som ikke er tilstrækkeligt reguleret – set i en venstrefløjsoptik – eller den regulering, der er, er mangelfuld.

Illustration, Balder Pind

I starten handlede det om at få fjernet toldmurene, men i dag handler Det Indre Marked om alt fra kapitalmarkeder over privatisering til miljø- og arbejdsmiljøregulering. Derfor må venstrefløjen ind i kampen. Det Indre Marked er ikke længere et spørgsmål om for og imod, men om ’hvordan’ og ’hvordan ikke’.

Hvad bør der gøres? På den begrænsede plads her vil jeg blot fremdrage et par centrale eksempler. I 1986 blev den fri bevægelighed for ’kapital’ forklaret for offentligheden som, at man nu frit kunne ’investere’ i hinandens lande. Resultatet i dag er, at det er meget lettere at flytte og etablere virksomheder i hinandens lande, end det var den gang. Og en af de tidlige succeser for Det Indre Marked var da også en voldsom vækst i den type af aktivitet – ikke mindst i form af grænseoverskridende fusioner jf. tabel 1. Et af de lande, der især har nydt godt heraf, er Irland, som for at tiltrække udenlandske investeringer har haft en langt lavere selskabsskat end andre EU-lande. Her ville det være oplagt, at man som for momsen blev enig om et


nr 2 / 2009

7

„Det er vanskeligt at forklare en dansk offentlighed, at vi må forringe vores standard for at løfte standarden generelt i EU.“ Poul Thøis Madsen, lektor, samfundsøkonom, Aalborg Universitet

At elske Det Indre Marked? Samlet set må man derfor sige, at venstrefløjen ikke bare skal lære at leve med Det Indre Marked, men også at elske det. Men det skal være en kærlighed, der er noget mere kritisk end den kærlighed, man føler over for sine nære. Og hvor man skal holde lidt igen på sine formaninger ift. sine nære, der skal Det Indre Marked hele tiden holdes i særdeles stramme tøjler.

Fire fokusområder Der er en række områder, hvor Det Indre Marked enten er reguleret forkert eller slet ikke er reguleret. De fire vigtigste, som den danske venstrefløj bør gå ind i kampen om, er: selskabsskatten kapitalmarkeder minimumsstandarder frem for maksimumsstandarder forholdet mellem offentlig/ privat

Videre læsning Hvis man vil leve sig ind i de oprindelige visioner, så er Kommissionens ’Europa ’92: realisering af det indre marked’ af Paolo Cecchini fra 1988 uomgængelig. Hvis man gerne vil bag den fine facade og se en videreudvikling af argumentet i artiklen, så se den nu makulerede: ’Grænser for Det Indre Marked’ af forfatteren, Systime, 2001.

Poul Thøis Madsen minimumsniveau på eksempelvis 25 %. Det har man ikke kunnet, og derfor ser vi løbende tendenser til konkurrerende sænkninger af selskabsskatten med tab af offentlige indtægter til følge. Mindst lige så problematisk blev det i sin tid underbetonet, at liberaliseringen af kapital også førte til fri spekulation på tværs af grænser – i valuta – i statsobligationer osv. En vigtig konsekvens, som Anders Fogh allerede i midtfirserne var meget opmærksom på, var, at udenlandske statsborgere nu kunne købe danske statsobligationer. Det betragtede Anders Fogh naivt som en socialist-forsikring. Han gik ud fra, at spekulanter ville bakke borgerlige regeringer op, men straffe eksperimenterende venstrefløjs-regeringer.

Den seneste uro ift. den danske krone viser det, vi alle vidste – spekulanter er ligeglade med, om katten er sort eller grå – bare de tjener penge. Men regulering af spekulation, hedgefonde osv. er et af de områder, hvor man først med den finansielle krise har fået et håb om, at EU nu for alvor vil indtage en regulerende rolle. Et tredje forhold er, at der er en tendens til automatisk at se enhver form for national regulering, der direkte eller indirekte hæmmer varers bevægelighed, som ’protektionisme’. Her bør en venstrefløj bakke nationale reguleringer op, som hæver den miljømæssige standard. Det er vanskeligt at forklare en dansk offentlighed, at vi må forringe vores standard for at løfte standarden generelt i EU. Her burde ven-

strefløjen tydeligere gøre sig talsmand for en mere fleksibel regulering – men under Kommissionens overvågning. Endelig er fordelingen mellem offentlig og privat aktivitet et helt centralt stridsspørgsmål, hvor Det Indre Marked har bidraget til at accelerere privatisering og udlicitering osv. Her må en moderne venstrefløjsposition være, at det ikke er så afgørende, om noget er privat eller offentligt – det afgørende er, om ’varen’ bliver leveret, men også, at der er en omfattende offentlig kontrol. Og er det umuligt at håndhæve denne kontrol, så skal man heller ikke være bange for at ’afprivatisere’.

underviser og forsker ved Aalborg Universitet. Han underviser i EU’s politiske økonomi og i grundlæggende nationaløkonomi. Hans forskningsområder er (for) mangfoldige. Han har bl.a. udgivet to korte bøger om Det Indre Marked og ØMU’en (’Den forbudte debat’ i samarbejde med Henrik Plaschke). For et overblik over hans produktion se nærmere på: http://vbn.aau.dk/research/( 4220)|publications?language =sec.


8

TEMA / EU

„Så kan man have en erhvervsordfører, der aldrig har haft et fuldtidsjob eller en ordfører på børneområdet, som ikke selv har børn. Det bliver let en akademisk relation man får til virkeligheden“ Peter Nedergaard, Professor i statskundskab ved Københavns Universitet

Interview

Fra kravlegård til alderdomshjem? Unge akademikere uden særlig erhvervserfaring stormer frem og indtager pladserne øverst på stemmesedlen til Europa-Parlamentsvalget. Samtidig er feltet stadig fyldt med politiske veteraner, der har passeret højdepunktet af deres politiske karriere. Resultatet er, at midtergruppen skrumper, og med dem også kandidaternes tilknytning til arbejdsmarkedet.

Af Karen Nilaus og Mia Rasmussen Den unge og den ældre generation er voldsomt overrepræsenteret blandt kandidaterne til Europa-Parlamentsvalget i juni måned. Af de offentliggjorte kandidater fra partiernes hjemmesider fremgår det, at 42 pct. af kandidaterne over 50 år. Måske mere bemærkelsesværdigt er, at 35 pct. af kandidaterne er under 35 år. Dermed er kendsgerningen, at under en fjerdel af kandidaterne befinder sig i mellemgruppen mellem 35-50 år. Det er en generel tendens, der gør sig gældende for næsten samtlige af de opstillede lister. Også blandt spidskandidaterne er tendensen tydelig. Tre er under 35 år, tre er over 50 år og kun to er i midtergruppen. Tidligere har Europa-Parlamentet (EP) haft ry for at bestå af ældre pensionsklare politikere, og det har givet anledning til øgenavnet ”Elefantkirkegården”. Men opstillingslisterne til det kommende EPvalg tyder på, at dette ændrer sig.

Åbne muligheder Helle Thorning-Schmidts kometkarriere fra Europa-Parlamentariker til partiformand for Socialdemokraterne er den ultimative understegning af, hvilke muligheder en plads i EP kan skabe. Fra tidligere at have været betragtet som et Mickey

Mouse-parlament og en parkeringsplads for upopulære partimedlemmer, så begynder de unge nu at øjne muligheder for at begynde deres politiske karriere i Europa-Parlamentet. For de unge politikere, der gerne vil gøre politikken til en levevej, er opstilling til EP pludselig blevet et attraktivt alternativ til at begynde en landspolitisk karriere på. Kommunalpolitik rangerer lavt i de nyuddannedes karriereplaner. Udover at der måske ikke er så meget opmærksomhed på det lokale niveau, så kan det også være en god mulighed at blive professionel politiker lige efter afsluttet uddannelse. Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard konstaterer: ”Jeg siger ikke, at der ikke er andre grunde, man kan ikke være politiker kun for pengene. Men man har i dag et lønniveau både i Folketinget og i Europa-Parlamentet, som ligger ret højt. Så politikerlønninger er altså ikke lave, især ikke for en nyuddannet.” Men opstilling til Folketinget ofte kan være svært, da de gode kredse tit er ”optaget” af siddende medlemmer af Folketinget.

De unge akademikere Unge kandidater findes højt på de fleste opstillingslister. Hos de radikale er nr. 1. Sofie Carsten Nielsen 33 år, ligeledes er

nr. 1 på den socialdemokratiske liste Dan Jørgensen, 33 år. Hos SF er Emilie Turunen på 24 år nr. 2 på listen, mens Dansk Folkepartis nr. 1 Morten Messerschmidt er 28 år. Disse fire højtplacerede unge har alle en universitetsuddannelse, eller godt på vej til det. Både Dan Jørgensen og Sofie Carsten Nielsen har læst statskundskab. Morten Messerschmidt er jurist, mens Emilie Turunen studerer på socialvidenskab og arbejdsliv på RUC. Et andet fællestræk er, at de har været aktive i deres respektive partiers ungdomsafdelinger. I følge Peter Nedergaard, er der både fordele og ulemper ved at de unge har en fremtræden plads i politik. ” Jeg kan godt se fordelene ved, at der kommer unge ind. De har nye ideer og er måske mere lydhøre overfor nye tendenser. Det er vigtigt for demokratiet, at det afspejler nye tendenser i samfundet. Men jeg kan også se problemer ved det. De har ingen erhvervserfaring og de har ikke stiftet familie. Så kan man have en erhvervsordfører, der aldrig har haft et fuldtidsjob eller en ordfører på børneområdet, som ikke selv har børn. Det bliver let en akademisk relation man får til virkeligheden,” udtaler Peter Nedergaard. Blandt de yngre kandidater er der flere med adskillige år i Folketinget bag sig, men for hvem det alligevel kan være belejligt at tage turen til Bruxelles. Jens Rohde på 39 år gør det i et forsøg på at genopfinde sig selv som politiker. Ligeledes kan den noget yngre men politisk erfarne Morten Messerschmidt drage gavn af sin opstilling til EP. For det første giver det Messerschmidt mulighed for at positionere sig som leder i form af sit spidskandidatur. Dermed får han, ved spille på en helt anden politisk bane, lejlighed for at træde ud af skyggen af Dansk Folkepartis kronprinser, Peter Skaarup og Kristian Thuesen-Dahl. For det andet er Messerschmidts kandidatur til stor gavn for DF, da han utvivlsomt vil sikre partiet et godt valg og dermed give partiet endnu en front mod de mere EU-optimistiske partier i Folketinget. Efter 5 år i EP vil Morten Messerschmidt kunne gøre comeback danske politik med langt tungere politisk ballast, end de kommende 5 år i Folketinget ville give ham. Dette er ikke et ukendt fænomen og er blevet benyttet af politikere fra begge sider af Folketingssalen; en periode i Bruxelles og derefter comeback på den hjemlige scene. Her kan blandt andet Bertel Haarder (V), Eva Kjær Hansen (V), Lone Dybkjær (R) og Henrik Dam Kristensen (S) nævnes. For ikke at glemme de to stiftere af Ny Alliance Gitte Seeberg og Anders Samuelsen.

Det akademiske Danmark overtager Det er ikke kun blandt de yngste kandidater, at akademikerne, og især jura og de samfundsvidenskabelige uddannelser såsom statskundskab og økonomi, er dominerende. Ser man på hele feltet af opstillede, har over 60 pct. en lang videregående uddannelse, mens hele 37 pct. af alle opstillede har en lang videregående uddannelse indenfor statskundskab, forvaltning, økonomi og jura. Derimod er en række grupper, som tidligere ofte blev set på den politiske scene, nærmest forsvundet. Dette undrer Peter Nedergaard: ”Hvor er fagforeningsmanden? Hvor er formanden for landboforeningen? Problemet er ikke, at de unge er kommet til, men at de som tidligere kom med erfaringer fra andre steder end eksamensbordet mangler. Det betyder at den folkelige forankring mangler. Det folkelige Danmark er der ikke længere, nu er det det akademiske Danmark, der har taget over.” EU er ikke værre end affaldsdeponering Tendensen med mange akademiske kandidater gælder også for valg til Folketinget, men den er endnu mere dominerende til EP-valg. Dette kan skyldes, at for mange almindelige danskere er EU noget fjernt og komplekst. Ifølge Peter Nedergaard er dette dog en forkert opfattelse: ”Det kan være fordi, at EU er blevet italesat som meget komplekst. Reelt er lokalpolitik, som udbud af affaldsdeponeringer, eller regionalpolitik med sygehusbudgetter ligeså komplekst, og man får endda mere hjælp og flere ressourcer, som EP-medlem.”

Kvoter kan være løsningen Hvis udviklingen skal vendes, skal de politiske partier blive bevidste om det og tage ansvar for udviklingen. ”Man taler meget om kvoteordninger i forhold til kvinder, og det kan sikkert være udmærket, men hvor er kvoteordningen for dem med en faglig uddannelse? Er de i virkeligheden ikke en langt svagere gruppe, nogle som bør kvoteres, hellere end kvinder med en akademisk uddannelse?” spørger Peter Nedergaard. Hvis ikke partierne sørger for at opstille kandidater, som vælgerne kan finde spejling af sig selv i, vil vælgerne til sidst føle sig helt separat fra det demokratiske system. Når stemmeprocenten i forvejen er lav til EP-valget, så er en opstillingsliste, som den vi ser til valget den 7. juni, ikke vejen til at øge den danske befolknings involvering i det europæiske demokrati.


nr 2 / 2009

„Man taler meget om kvoteordninger i forhold til kvinder, og det kan sikkert være udmærket, men hvor er kvoteordningen for dem med en faglig uddannelse?“ Peter Nedergaard, Professor i statskundskab ved Københavns Universitet

CEVEA SUMMER SCHOOL IDÉPOLITIK – VIDEN – INSPIRATION

Uge 29 (mandag til fredag) 13.-17. juli 2009

3 kurser Idépolitik Kreativ politik Politisk projektleder

www.ceveasummerschool.dk

9


10

TEMA / EU

„1,7 millioner euro var prisen for hver af de 785 Europa-Parlamentariker i 2007. Til sammenligning kostede hvert folketingsmedlem i 2007 kun 0,7 millioner euro.“

analyse

Prisen for det europæiske demokrati En europaparlamentariker koster 2,5 gang hvad en folketingspolitiker gør. Selv rejsecirkuset fra Bruxelles til Strausbourg kan ikke forklare, hvorfor det er dyrere at have et europæisk demokrati. AF Mia Rasmussen

Demokrati koster 1,7 millioner euro var prisen for hver af de 785 Europa-Parlamentariker i 2007. Til sammenligning kostede hvert folketingsmedlem i 2007 kun 0,7 millioner euro. En del af forskellen i omkostningerne kan forklares i ekstra omkostninger ved de længere rejseafstande, men 2,5 gange højere omkostninger er voldsomt. De største omkostninger kommer ikke fra, når politikerne rejser, men derimod fra hele det apparat, som det kræves for at kunne tage beslutninger.

Unødvendigt rejseri koster En del af rejseomkostningerne kan dog sagtens spares væk. Hver måned drager alle parlamentarikere, embedsmænd, assistenter og andet godtfolk fra Bruxelles til Strasbourg for at holde en uges møder. Det koster ca. 200 millioner euro pr. år, ifølge kampagnen www.oneseat.eu. Placeringen af parlamentet i Strasbourg havde stor symbolsk værdi i efterkrigstidens Europa i og med, at Strasbourg igen-

nem historien på skift har været fransk og tysk. Men den symbolske betydning af at rejse mellem de to byer, Bruxelles og Strausbourg, er vist tabt for de fleste andre, end franskmændene. Det forsætter dog, da der ifølge Amsterdamtraktaten skal afholdes tolv sessioner i Strassbourg om året. Blev de 200 millioner sparet væk, ville der dog stadig være en forskel i omkostningerne per europaparlamentariker på 2,2 gange et Folketingsmedlem.

Folketinget

33%

Europaparlamentet

39%

28%

43%

46%

Personale

11%

Medlemmer Bygninger, udstyr og andet Kilde: Europaparlamentets budget 2009, se www.europa.eu, Folketingets årsrapport 2007, www.ft.dk

Sprogpluralitet koster Sprogmyriaden er en medvirkende faktor til, at Europa-Parlamentet er dyrt at drive. Alene tolkebistand ved konferencer koster 49 mio. euro om året. Det dækker ikke oversættelse af dokumenter, tolkning ved almindelige møder m.v. Hvis antallet af officielle sprog kunne beskæres ville det betyde at administrationsomkostningerne ville kunne beskæres væsentligt. Det er nemlig især administrationsomkostninger, der skiller de to institutioners udgifter ad.

Politikerne får det samme Aflønning af politikerne fylder væsentlig mindre i det europæiske budget end i Folketingets budget (se figuren). I Folketingets regnskab for 2007 udgør aflønning, pension, rejseudgifter og boligstøtte til Folketingets medlemmer hele 27,7 % af budgettet. Den tilsvarende post inklusiv de udskældte pensionsordninger udgør 10,7 % af Europa-Parlamentets udgifter. Denne forskel betyder faktisk at udgifterne til medlemmerne af de demokratiske

institutioner er på niveau med hinanden, svarende til lige under 1,4 mio. kr. om året. Det er altså ikke fordi Europa-Parlamentarikerne er mere gavmilde overfor sig selv og tidligere kollegaer end Folketingspolitikerne, men derimod driftsomkostninger.

Dyre mursten Driftsomkostninger består cirka halvt af udgifter til udstyr, bygninger m.v. og halvt af udgifter til de ca. 5.000 ansatte. Med hensyn til udgifter, som ikke er relateret direkte til de ansatte, udgøres halvdelen alene af udgifter til bygninger, svarende til 188 mio. euro om året eller 14 % af det totale budget. Dog er Folketinget ikke langt bagud, da drift og tekniske installationer vedrørende det gamle Christiansborg fylder 12,3 % af budgettet eller 77, 4 mio. kr.

Manglende kontrol? Forklaringen på de store forskelle kan også være at Europa-Parlamentet er længere væk fra den almindelige borger, og derfor ikke i lige så høj grad underlagt offentlighedens kritiske blik. Den ikke-eksisterende fælles europæiske offentlighed kan således være med til at lade udgifterne løbe løbsk. Et centralt problem i at skabe en europæisk offentlighed er manglen på et fælles sprog. Hvis en demokratisk institution ikke er genstand for opmærksomhed, gør det muligheden for at udvikle et bureakratisk overforbrug af leverthiansk størrelse større. Et sådan bureaukrati kan også være svært at styre for selv den mest velmenende idealistiske politiker, og derved er den sidste kontrolmulighed væk.


nr 2 / 2009

11

„Man er så vant til at tingene skal køre på en bestemt måde i Europaparlamentet, at man nærmest betragter det som en ondsindet sjælekamp, hvis befolkningen vil noget andet.“ Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti

For folkene og fædrelandene I Danmark opfanger Junibevægelsen, Folkebevægelsen mod EU og Dansk Folkeparti den EU-kritik, der baserer sig på afstanden mellem folket og eliten. Vision har sat Morten Messerschmidt stævne for at få et indblik EU-kritikkens - og måske populismens -rationale. Af Martin E. O. Grunz og Peter Westermann ”Senatus Populusque Romanus” - forkortet SPQR stod der på de romerske standarter, når Roms sønner drog i kamp for ”Senatet og det romerske folk”. Allerede i Romerrigets tidlige forsøg med parlamentarisme og repræsentation, eksisterede bevidstheden om, at repræsentanter og deres vilje ikke er identiske med folket og dets vilje. EU-systemet, der bryster sig af romerske symboler (tænk bare på Romunionen), udviser ikke meget af den ydmyghed, som de romerske standarter manede til. EU-borgene føler sig da også kun i meget ringe grad som netop EUborgere, og det ser ud til at det vil blive ganske tydeligt i det kommende Europaparlamentsvalg. EU-kritikken går ofte på, at EU’s institutioner er udemokratiske og fremmer økonomiske og/eller kulturelle systemer, som tjener eliten, men er i modstrid med folkets interesser. Politikere og bevægelser der betoner dette skel, bliver tit negativt betegnet som “populistiske”. Men populisme kan også ses som en neutral beskri-

velse af politiske bevægelser, der baserer sig på en selvforståelse som folkets befrier fra undertrykkende eller manipulerende eliter.

“Populistiske” valglister står til fremgang I de fleste EU-lande, og den forventede mandatfremgang til de såkaldt højrepopulistiske partier, har spredt frygten for ”det sorteste parlament nogensinde”. At populistiske tendenser ikke kun er i fremgang på højrefløjen, viser Die Linke i Tyskland og Socialistische Partij i Holland, som begge står til store valgsejre. Det føles logisk at spørge til Dansk Folkepartis spidskandidat til Europaparlamentet, Morten Messerschmidts, holdning til ordet populist. “Man kan sige at der er to definitioner af det. For det første er der den egentlig tekstnære eller sproglige forståelse, hvoraf ordet jo udspringer af populus og altså af noget der er folkeligt. Og derudover er der den lidt mere negative definition, som i almindelighed bruges, hvor man bruger det om synspunkter som betragtes som så let købte, at de åbenbart kun kan være skabt med

”Det er jo nærmest bare skræmmebilleder. Hvis folk f.eks. mener at jeg er populistisk, eller specielt sort eller et eller andet – så er det sådan set mere et problem for dem end for mig." Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti

EU-kritikken går ofte på, at EU’s institutioner er udemokratiske og fremmer økonomiske og/eller kulturelle systemer, som tjener eliten, men er i modstrid med folkets interesser. Her ses Eu-Parlamentsbygningen i Bruxelles

det henblik at holde fast i befolkningens opbakning. Og det er de to definitioner der er”. Og hvad synes han så om at hans eget parti kaldes for sort og han for populist? ”Det er jo nærmest bare skræmmebilleder. Hvis folk f.eks. mener at jeg er populistisk, eller specielt sort eller et eller andet – så er det sådan set mere et problem for dem end for mig. Man har jo skabt en situation hvor man er så vant til at tingene skal køre på en bestemt måde i Europaparlamentet, at man nærmest betragter det som en ondsindet sjælekamp, hvis befolkningen vil noget andet. Det synes jeg i virkeligheden siger mere om de partier der sidder i Europaparlamentet i dag, end det siger om dem, som man frygter kan blive valgt. At man har en så udbredt lede ved befolkningerne, at man nærmest frygter, om den business as usual, som man har haft i årtier, kan fortsætte, det siger jo alt i sig selv”. Som EU-skeptiker befinder Messerschmidt sig i en for ham uvant alliance med venstreorienterede skeptikere. ”Det er jo socialistiske bevægelser, og derfor har jeg svært ved at se at jeg skulle kunne lave dagligdags politik med dem. Men i forhold til analysen af modellen EU, der mener jeg da at Jens Peter Bonde og andre har haft nogle rigtige betragtninger og været meget præcise.” Han ser dermed denne alliance som et påtvunget fællesskab. ”Fællesskabet består vel i det ret besynderlige, at hvis man ytrer kritik af projektet – så bliver

man udråbt til at være populist. Og det er jo altså lidt en krampagtig reaktion fra de gamle partier som, vil jeg sige, holder lige så stædigt fast i deres egne synspunkter og derfor vel i lige så høj grad kvalificerer sig til at blive kaldt populister.” Det kommende Europaparlament vil formentlig blive mindre domineret af de store partidannelser. Det glæder Messerschmidt: ”Jeg ser det klart som en styrke at der bliver mere polarisering. Vi har altså et samarbejde med syvogtyve medlemslande, og det er meget åbenlyst at forskellene landene imellem er meget markante. Og i den sammenhæng er det meget godt, at man får en bredere repræsentation af de forskelle”. Og Messerschmidt føler sig ikke alene. Tværtimod: ”Dét der er interessant, det er at hvor de folkevalgte elementer – Europaparlamentet især - vil bevæge sig i een retning, så vil kommissionen og EFdomstolen jo af al kraft trække i en anden retning. Så derfor kommer vi jo virkelig ind i en forfatningsKAMP i de kommende år, hvor de organer der repræsenterer befolkningerne og er skeptiske overfor mere integration, vil stå overfor de organer der forsvarer institutionen EU”. Om Messerschmidt er populist, og i hvilken betydning af ordet, må være op til læserens vurdering, men han opfatter sig i hvert fald som folkets forkæmper mod EU-elitens integrationsønsker.


12

TEMA / EU

„EU gør, at lande, der vil være med, begynder at opføre sig pænt, og på den måde kan man sige, at EU er med til at stabilisere og skabe ordnede forhold“ Hjalte Rasmussen, professor, dr.jur., Københavns Universitet

Interview

Er det omstillingen? – Telefonnummeret til EU, tak… Krisetid! EF-samarbejdet knagede under oliekrisen i 1970’erne, og levede ikke op til sin egen ambition om at være en stabiliserende institution. Nu skal EU-samarbejdet tackle en ny krise. Vil historien gentage sig? af Martin E. o. Grunz og Sofie Emilie Wilms Oliekrisen… Vi ser bilfrie søndage, uldne sweatere og endeløse forhandlinger med oliesheiker for vores indre blik. I 1970’ernes krise var der 9 EF-lande, som hver søgte deres måde at tackle krisen på. Nu står vi igen midt i en økonomisk krise, der dog rammer et Europa med en anderledes struktur end i 1970’erne. Dagens 27 EU-lande er bundet snævrere sammen, og forventningen om handlekraft fra EU’s side er massiv - i hvert fald i EU-systemet. Men ingen kender endnu hverken krisens omfang eller EU’s beslutsomhed. Fra grundlæggelsen af EU var den erklærede ambition at skabe en stabiliserende og fredsbevarende institution. Professor Hjalte Rasmussen fra Københavns Universitet forholder sig derfor positivt til EU’s politiske målsætning; ”EU gør, at lande, der vil være med, begynder at opføre sig pænt, og på den måde kan man sige, at EU er med til at stabilisere og skabe ordnede forhold. Med hensyn til fred må EU altså siges at have en bragende stabiliserende effekt, siden der ikke har været krig i EU siden 1945.” Midlet var og er i dag økonomi, med udgangspunkt i handelsaftaler på tværs at grænser internt i EU. Dog kan det være netop dette middel, som kan komme til at skabe internt splid og manglende samarbejde blandt EU-landene. Rasmussen forholder sig heller ikke entydigt positivt overfor håndteringen af den nuværende krise; ”EU virker destabiliserende i forhold til den økonomiske krise vi befinder os i. Frankrigs præsident vil f.eks. give 1.000.000.000 kr. til bilindustrien, men kun hvis det betyder, at der ikke kommer arbejdskraft fra Tyrkiet. Tilbage i 1970’erne hvor vi havde oliekrisen steg priserne til det 10 dobbelte. Dermed holdt EU-landene op med at fungere og arbejde sammen, det var først i 1984-85, at landene rigtigt blev ført sammen igen.” I Århus sidder professor Søren Dosenrode og er enig: ”Vi befinder os lige nu i en situation, hvor landene i EU enten kan gå mod nationalisme og protektionisme, som man så det under krisen i 1970’erne, eller de få tiltag, der indtil videre er blevet foretaget, kan blive yderligere understøttet og landene kan vælge at stå sammen og løse problemet i fællesskab.” Konsekvensen af udeblevne politiske tiltag og manglende

internationalt samarbejde vil kunne føre til en genskabelse af oliekrisens splittede Europa. Bliver dette tilfældet, vil EU bestå af nationer som er præget af protektionisme, og egen nationale interesser, frem for prioriteringen af EU som en samarbejdende helhed. EU’s handlekraft og egentlige magtpolitiske råderum er dog omdiskuteret. På et seminar i Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) den 22/4 2009, taler den italienske sikkerhedsekspert Lucio Caraccioli om hvorvidt en paneuropæisk sikkerhed er en mulighed. Paneuropæisk inkluderer i denne sammenhæng Rusland. Caracciolis synspunkter får folk til at rykke frem stolene og spærre øjnene op. Han lægger vægt på, at EU-landene i stadig stigende grad er afhængige af russiske energileverancer, og at Rusland på den anden side er ganske afhængig af afsætningen til EU. Ifølge Caraccioli er selv de mest russiskfjendtlige lande i EU ved at indse det, og særligt det tysk-russiske forhold er ved at udvikle sig til samme hjertelighed som det fransk-tyske forhold. Og endda mere end det, for det er hans bestemte opfattelse at Tyskland arbejder på at etablere et ganske snævert samarbejde med Rusland, som udover Europas to folkerigeste lande kun vil kunne rumme en kernegruppe bestående af Frankrig og Benelux. Denne tyske satsning passer som hånd i handske med de russiske ambitioner, der inkluderer en formel eller uformel genopretning af Sovjetunionens grænser. Kun i de baltiske lande, det vestligste Ukraine og Moldova, samt det østlige Aserbajdsjan er Rusland ifølge Caraccioli villig til at give køb på indflydelse. Førstesekretæren fra den russiske ambassade i København, Oleg Popokov, er til stede i salen, og animeret af Caraccioli tager han ordet. Popokov fortæller at Rusland af al kraft arbejder på at skabe venskabelige forbindelser til alle dets nabolande, at Rusland har et strålende samarbejde med EU, samt at Rusland engagerer sig aktivt i fredsbevarende arbejde i Europa, f.eks. når lande som Adjarien og Sydossetien (russiskdominerede udbryderrepublikker fra Georgien, red.) bliver angrebet af fremmede magter. Caracciolo replicerer afmålt, at det er præcist dét synspunkt han havde ventet fra en russisk diplomat. Efter seminaret får vi lejlighed til at veksle et par ord med Caracciolo, og benyt-


nr 2 / 2009

13

Illustration, Johan Grann Kristiansen

„Intet har ændret sig, siden Henry Kissinger sagde: ”Fortæl mig hvad telefonnummeret til Europa er“ Lucio Caraccioli, italiensk sikkerhedsekspert

ter lejligheden til at spørge ham, om han i det hele taget betragter EU som værende fredsskabende? Svaret er kontant: “Nej, jeg mener ikke at EU som sådan er fredsskabende. Set som en helhed, så har vi som europæere – med afgørende hjælp fra vores amerikanske venner – skabt fred i Europa. Og det er en afgørende pointe. Vi deltager i visse fredsbevarende opgaver, og dog ved vi, at vi ikke bliver en central fredseksporterende magt i verden. Det ligger udenfor vore muligheders rækkevidde”. Men er EU så stabiliserende i forhold til nærområder som Ukraine, Kosovo, Albanien eller Georgien? ”I de tilfælde, hvor det er lykkedes EU at opnå en art samarbejde med USA eller Rusland – eller begge lande – dér har EU kunnet finde en plads”, svarer Caracciolo og fortsætter: ”Men det har netop krævet dette interessesammenfald. Sidste års krig i Georgien er det oplagte eksempel. Herr Sarkozy var ganske fremtrædende i fredsmæglingen i den georgiske konflikt. Det var han ikke i kraft af sit EU-formandskab, men i kraft af at være formidler. Hvis vi foretager det tankeeksperiment, at EU-formandskabet havde ligget i for eksempel Litauen – en tidligere Sovjetrepublik med et anstrengt forhold til Rusland - så er det utænkeligt at EU kunne have bidraget til en løsning.” Spørgsmålet melder sig, om EU overhovedet har fælles udenrigspolitiske interesser? ”Nej! Nej, nej..” lyder svaret. ”Vi har ganske forskellige interesser indenfor næsten alle områder. Faktisk har vi som partnere i EU i de fleste tilfælde ikke noget interessefællesskab. Jeg tror f.eks. ikke, at I som danskere har stærke interesser bundet i Middelhavsområdet. Omvendt er Italiens interesser i Østersøen til at overskue. Men NÅR det sker, at vi har fælles interesser i et område, ja – så er vores interesser almindeligvis modstridende”. Derfor mener Carraciolo heller ikke at EU i fremtiden vil optræde med sin egen linje i international politik: ”EU kommer overhovedet ikke til at have en selvstændig betydning. EU taler nemlig ikke med en selvstændig politisk stemme. Intet har ændret sig, siden Henry Kissinger sagde: ”Fortæl mig hvad telefonnummeret til Europa er”. Man kan ikke lave en meningsfyldt aftale med herr Barosso. Hvis man ønsker at lave en aftale med Europa – ja, så går man til herr Sarkozy, herr Berlusconi eller kansler Merkel – og så vil de efterfølgende stå til ansvar overfor deres vælgere. Der findes intet EU-lederskab der er valgt af europæiske vælgere – men derimod findes en masse nationale vælgere, som har valgt deres respektive ledere. Og disse nationale ledere står til ansvar overfor deres vælgere – punktum!”


14

TEMA / EU

„Det er strengt taget lidt flovt, at vi danskere, når det kommer til menneskerettigheder, er bedre beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention end af vor egen grundlov“ Erling Olsen, Socialdemokrat og tidligere formand for Folketinget

ANALYSE

Danmarks demokratiske underskud - Den gamle Grundlov og det nyere Europa

Simon Dyhr, Formand for Radikal Ungdoms Hovedbestyrelse Som én af Danmarkshistoriens fremmeste jurister, Alf Ross korrekt nok påpeger, er enhver forfatning oprindelig syet efter mål til en bestemt politisk struktur og økonomisk – politisk magtfordeling i samfundet. Hvis de grundlæggende forhold ændrer sig, mens forfatningen på papiret forbliver den samme, vil grundlagsforskydningen bevirke, at mange af forfatningens regler skifter mening og funktion. Der vil derfor, som konsekvens heraf, ofte opstå en stærk spænding mellem, hvad der gælder formelt, og hvad der har politisk realitet. Resultaterne af den danske forfatningsdiskussion har ikke flyttet sig markant i nyere tid. Som Grundloven står skrevet i dag er den vag og EU's rolle finder ingen plads i Grundloven i en tid med stigende integration i EU, hvilket gør grundloven utidssvarende. Et konkret forslag kunne være, at Folketingets Europaudvalgs kontrol med dansk EU-politik grundlovssikres, hvilket vil øge folkestyrets demokratiske kontrol over Danmarks EU-politik. Ligeledes kan det være en nødvendighed at indskrive i Grundloven, hvor Danmark stopper og EU fortsætter og omvendt, da ordlyden i Grundlovens § 20 er vag og upræcis. En Grundlovsændring jf. § 88 er lang og besværlig, men demokratisk. Med en demokratisk stillingtagen bl.a. til EU, via en eksplicitering i Grundloven, vil den demokratiske debat slås fast og ikke langsomt rykke sig i smug som i dag. I 1997 skrev tidligere formand for Folketinget Erling Olsen(S), at ”før eller siden – og gerne før – må vi have vor nuværende grundlov fra 1953 ført op til nutiden. Det gjorde heller ikke noget, om den kunne blive mere fremtidssikret”. For at fremtidssikre vores demokrati i en globaliseret verden, en politisk verden der er mere forankret i det europæiske og en verden hvor de klassiske og ”nyere” frihedsrettigheder får større og større betydning og genklang i befolkninger, er en grundlovsændring om noget nødvendigt i det danske demokrati. Selvom vi d. 7.

juni stemmer om tronfølgeloven, er dette langt fra tilstrækkelig for at sikre, at dansk demokrati er up-to-date. Vi skal tage grundlovsdebatten, den burde ikke bære præg af en berøringsangst men tværtimod være ambitiøs. Et område hvor ambitionsniveauet og den offentlige debat kunne være stærkere er grundlovsdiskussionen om menneskerettighedernes placering, betydning og ordlyd i den danske grundlov. I dagens Europa sikres rettighedsbeskyttelsen i et samspil mellem grundlovens rettigheder og den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er dog bare som Erling Olsen siger ”strengt taget lidt flovt, at vi danskere, når det kommer til menneskerettigheder, er bedre beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention end af vor egen grundlov”. Artiklens forfatter tog kontakt til en af de fremmeste fortalere for en ambitiøs grundlovsdebat, tidligere Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) og spurgte om grundloven sikrer menneskerettighederne i forhold til den politiske virkelighed i dag? Niels Helveg Petersen svar var todelt, for på papiret blev den Europæiske Menneskerettighedskonvention inkorporeret i dansk lov i 1992, så ja. Men samtidig svarede han at ”Grundlovens problem er at menneskerettighederne er tilfældige eller sporadiske – som tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen har sagt. Grundlovens menneskerettigheder er ikke særlig udtømmende. Dette kan være farligt for grundloven. Frihedsrettighederne burde skrives ind med en stærkere placering.” For Danmark vil en øget Grundlovsfæstnelse af menneskerettighederne, og ikke mindst den lange demokratiske proces, der fører frem til Grundlovsbestemmelserne, være et tilskud til en rets-, kultur- og værdipolitisk debat om, hvilket samfund vi ønsker at leve i, og hvilke værdier vi ønsker respekteret. Selvom vi d. 7.juni markerer både danske og europæiske demokratiske værdier, bør vi allerede to dage forinden starte en større debat af, hvordan vi fremtidssikrer Grundloven, så den ikke afspejler gamle

Illustration, Jonas Lund

Fredag d. 5. juni fejres grundlovsdag og søndag d. 7. juni skal danskerne til stemmeurnerne til EuropaParlamentsvalget og grundlovsændringen om tronfølgeloven. Men hvad er det vi fejrer grundlovsdag? Eller rettere: Er de demokratiske samfundsrammer vi fejrer med en uændret Grundlov siden 1953 ligeså demokratiske som de demokratiske samfundsrammer, EU repræsenterer i dag?

politiske tider, men i stedet afspejler Danmark i Europa, som et moderne videnssamfund. Flotte Grundlovstaler om de demokratiske idealer, værdier og den demokratiske tilstand i Danmark er jo blot ord, men ikke tilstrækkelige svar på de virkelige demokratiske udfordringer. En ambitiøs Grundlovsdebat er nødvendig for at fremtidssikre et dansk demokrati i

et konstant bevægende EU, der hele tiden stiller nye demokratiske spørgsmål. En Grundlov der klart og tydeligt ekspliciterer sammenspillet og suppleringen mellem Danmark og EU og ikke mindst får mejslet menneskerettighederne fra den Europæiske Menneskerettighedskonvention ind i grundloven gamle granit.


nr 2 / 2009

Voxpop Hvad har grundloven og grundlovsdag til fælles med EU og EU's demokratiske værdier? Beskytter Grundloven menneskerettighederne som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU lov gør det?

Morten Messerschmidt, DANSK FOLKEPARTI Grundloven er jo udgangspunktet for alt politisk arbejde i Danmark, herunder også vores medlemskab af EU. Det er derfor vedvarende interessant at diskutere forholdet til grundloven - og jeg finder det nærliggende, at der i dag er alvorlige problemer. Særligt ses dette i forhold til EF-domstolen, dette sås sidste år ved Metock-dommen, hvor EF-domstolen i strid med al tidligere praksis afsagde en dom, som anfægtede medlemslandenes udlændingelove. Det er klare forskelle på indholdet af Grundlovens frihedsrettigheder og den europæiske menneskerettighedskonventionen. Det ses blandt andet på udlændingeområdet, hvor udlændingelovens udvisningsregler i et helt urimeligt omfang fortolkes efter den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Sofie Carsten Nielsen, RADIKALE VENSTRE Grundloven er fundamentet for vores retssamfund og den symboliserer sammen med grundlovsdag, at retsstaten er noget vi værdsætter og værner om. Det samme gælder EU og EU's grundlæggende rettigheder der kommer til udtryk i præamblen og de første artikler af EU's traktater. I EU's traktatgrundlag er de demokratiske værdier langt tydeligere skrevet ud end de er i den danske Grundlov - selvfølgelig fordi EU's værdisæt er af nyere dato end Grundlovens tekst. Det burde Grundloven jo gøre, men Grundloven er dybt uddateret og bør revideres - bl.a. for at sikre menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder langt bedre.

Dan Jørgensen, SOCIALDEMOKRATERNE „De demokratiske værdier og idealer vi fejrer grundlovsdag er på mange områder de samme som dem EU bygger på. Men ganske som den danske virkelighed er løbet fra Grundloven på nogle områder, er de europæiske idealer ikke altid i samklang med virkeligheden. Der er for lidt fælles offentlig debat om, hvad der foregår og hvad EU betyder for vores hverdag. Og der er alt for få, der stemmer ved EP-valgene. Løsningen er, at vi politikere bliver bedre til at kommunikere vores politik og til at inddrage befolkningene. Jeg mener klart at der er behov for at bringe Grundloven up top date. Men jeg mener også at danskerne, i højere grad end det er tilfældet i dag skal, se de internationale regler - herunder EU's regler - som noget vi kan benytte og få gavn af. Alt for ofte fremstilles det jo negativt, hvis fx EF-domstolen laver en kendelse mod den danske stat, selvom der faktisk er tale om, at borgernes rettigheder forsvares.“

15


16

TEMA / EU

„Hvis EU skal i medierne, skal vi lufte ud i nyhederne. Det skal ikke længere være talende jakkesæt og pressemøder, men rigtige mennesker og vigtige meninger.“

Kommentar

Elefanter i pyjamas EU har alt for længe været knastørre talende jakkesæt i de danske medier. Vi skal vise det EU, der handler om mennesker. ANDREAS MARCKMANN ANDREASSEN EU er ikke mere interessant for læserne end lettiske digte. Det sagde chefredaktøren på en af Belgiens største aviser for nylig. Det værste er, at han har ret. Sådan som vi skærer EU-nyhederne lige nu, kan ingen forvente, at mainstreammedierne ofrer mange minutter på beslutningerne i Bruxelles, eller at danskerne gider se på det. EU er tungt, tørt og virkelighedsfjernt. Hvis EU skal i medierne, skal vi lufte ud i nyhederne. Det skal ikke længere være talende jakkesæt og pressemøder, men rigtige mennesker og vigtige meninger. Det vender jeg tilbage til om lidt.

Emnet er glødende kontroversielt i Bruxelles, men har stort set ingen opmærksomhed fået i Danmark. Den dækning, der har været, har vist patientkrigen som typiske hårde nyheder. Hvorfor ikke vise os de danskere, det handler om? Chancen for at overleve kræft i Danmark er en af Europas laveste, og det er en af vores hyppigste dødsårsager. Derudover er emnet en ideologisk hvepserede. Det handler om brugerbetaling og

EU ZOO er en uafhængig journalistisk nyhedsblog med fokus på EU-Parlamentet. Målet er at koble de daglige nyheder til de mennesker, der træffer beslutningerne og forklare hvorfor. Bloggen er stiftet af Andreas Marckmann Andreassen og Filip Schwartz Kirkegaard. EU ZOO gik i luften den 5. marts.

Andreas Marckmann Andreassen er medstifter af nyhedsbloggen EU ZOO og ved at færdiggøre sit sidste år på Journalisthøjskolen.

Først skal vi se lidt på EU-dækningen i Danmark i dag. Nyhederne er præget af dem-os-retorik og negative historier om skandaler eller striden mellem EU og Danmark. De folkevalgte politikere i EUParlamentet bliver overset, og i stedet ruller kameraerne hver gang, vores hjemlige politikere tager til topmøde i Bruxelles. Det er ikke fordi, journalister er onde. Vi arbejder bare benhårdt ud fra nyhedskriterier som konflikt og identifikation. Normalt deler vi dem i hårde og bløde nyheder. De hårde nyheder er væsentlige og vigtige, men har ingen identifikation. Det er den spændetrøje, EU har på. Emner som forbrug og livsstil bliver behandlet som bløde nyheder. Det er her, redaktøren altid hæver øjenbrynet og spørger: Har du en case på det? Og så er det, at EU virker som en elefant i en alt for lille pyjamas, for hvem har en case på det? Det er helt forkert, at EU er dømt til at være kedeligt. Der er masser af beslut- ninger i EU, der har gravalvorlige konsekvenser for danskerne. Der er flere mennesker i EU-politik, end der er i dansk politik. Det er blandt andet de historier, vi har stiftet nyhedsbloggen EU ZOO for at jage.

Arbejder som freelancejournalist ved siden af, og har blandt andet skrevet om EU for Ugebrevet Europa og EU OBSERVER, sidstnævnte også som topmødekorrespondent.

Illustration Kristian Nordentoft

Et aktuelt eksempel er det, EU ZOO har døbt 'patientkrigen'. Det handler om, hvorvidt en dansk kræftpatient skal kunne rejse til et hvilket som helst EU-land og få den bedste behandling på statens regning. Og hvem betaler i de europæiske lande, hvor staten ikke har råd?

EU ZOO

ANDREAS MARCKMANN ANDREASSEN

Journalister er ikke onde

Mere magt til EU end nogensinde

sundhedsvæsenets fremtid. Man kan krydre historien med meninger fra de danske folkevalgte i EU-Parlamentet. EU tumler med mere magt end nogensinde, og til juni er der EU-valg. Lige nu har pressen kollektivt dårlig samvittighed over, at EU burde være på forsiden, men ikke er det. Det skal udnyttes. Spark døren ind på redaktionerne og vis, at EU sagtens kan være bløde nyheder. Nyhedskriterierne er ikke længere for små til EU.


ANNONCER

nr 2 / 2009

Kom ind i idékampen -bliv supporter for Det er idéer, der giver retningen for samfundets udvikling. Det er fælleskabsidéer, der danner grundlag for, at vi har en fælles folkeskole for alle. At vi har kollektive overenskomster. At vi har lige adgang til sundhedsvæsenet. De, der formulerer idéer, bestemmer samfundets udvikling. Magten over samfundet ligger derfor i evnen til at skabe nye idéer. De, der skaber fremtidens idéer, skaber også fremtidens Danmark. Ceveas formål er at sikre, at gode idéer bliver til virkelighed. Derfor giver Cevea rum til den politiske nytænkning og tvinger centrum-venstre til at udfordre det bestående. Støt op om Cevea og bliv en del af fællesskabet for fællesskab. Sign up på www.cevea.dk

42 % af EU‘s samlede budget går til støtte til EU‘s egne landmænd – det er langt mere end EUlandene samlet yder i bistand til verdens fattigste.

17


18

TEMA / EU

INTERVIEW

„Europa vil så gerne kunne konkurrere med de øvrige store aktører på verdensplan såsom USA, Japan og Kina. Men så må nationale eller snarere nationalistiske sproghensyn vige“ Christian Hjorth-Andersen, professor i økonomi Københavns Universitet

Det europæiske Babelstårn Hvis to tilfældige europæere mødes, er der blot 22 procent sandsynlighed for, at de vil være i stand til at tale sammen på engelsk. Der er derfor behov for, at man i EU sætter skrappere krav til engelskundervisningen. Dette betyder, at man bliver nødt til at slagte nogle hellige køer – også i Danmark. Af Sofie Emilie Wilms og Mathias Milfeld Den politiske integration i Europa har ikke medført en fremkomst af nogen politisk europæisk offentlighed. EU-debatterne finder sted i nationalt regi, og det er der faktisk en helt banal forklaring på: Europæerne er ganske simpelthen ikke i stand til at kommunikere med hinanden. Eurobarometer har fortaget flere undersøgelser, som bl.a. viser at 47 procent af borgerne i EU25 (undersøgelsen blev foretaget før 2007 hvor Bulgarien og Rumænien blev optaget i EU) taler engelsk som enten modersmål eller fremmedsprog. Da en samtale på engelsk forudsætter, at begge parter taler sproget betyder det, at der blot er 22 procents sandsynlighed for, at to tilfældige Europæere vil være i stand til at tale sammen på engelsk. Professor i økonomi Christian HjorthAndersen har beskæftiget sig med dansk sprogpolitik, i henhold til effektiv udnyttelse af ressourcer til sprogundervisning. Han er således af den opfattelse, at sprogundervisningen ikke skal betragtes som et

kulturelt anliggende, men som en del af den Europæiske infrastruktur. HjorthAndersen argumenterer for, at manglende kommunikation mellem EU-borgere skader den europæiske samhørighed. Han bygger bl.a. sin argumentation på undersøgelser fra Eurobarometer, som viser, at kun 51 procent af Europæerne kan svare bekræftende på spørgsmålet ”er du i stand til at deltage i en samtale på andre sprog end dit modersmål?” Christian HjorthAndersen påpeger, at evnen til at indgå i en samtale måske nok er tilstrækkeligt i turistøjemed, men ikke nødvendigvis gør det muligt at færdes på arbejdsmarkedet eller tage del i den politiske debat. Problemet er således mere omfattende, end tallet umiddelbart antyder. Fra EU’s side forsøger man at imødegå de kommunikative vanskeligheder ved at have flere arbejdssprog og omhyggeligt oversætte institutionernes papirer. Dette kan muligvis afhjælpe problemet et stykke ad vejen, men helt grundlæggende er politik mest medrivende, når man rent faktisk kan forstå, hvad der bliver sagt, som det bliver sagt, når det bliver sagt. Denne

...betyder det, at der blot er 22 procents sandsynlighed for, at to tilfældige Europæere vil være i stand til at tale sammen på engelsk. Illustration, Benny Henningsen

Hjorth-Andersen argumenterer for, at manglende kommunikation mellem EU-borgere skader den europæiske samhørighed.

mulighed har man kun, hvis man forstår det sprog, der tales på. I praksis bliver konsekvensen af dette, at kun den bedst uddannede halvdel af befolkningen, til fulde vil kunne tage del i det europæiske demokrati og debatten herom. Samtidig kunne det hævdes, at politik til en vis grad er og handler om følelser. Ved manglende forståelse vil den umiddelbare emotionelle reaktion være manglende, og politik vil dermed kunne fremstå uinteressant. Foruden at udgøre et demokratisk og kulturelt problem udgør den sproglige barriere også et økonomisk problem, idet også økonomisk integration generelt forudsætter dialog, bl.a. for udnyttelse og udvidelse af handelsaftaler. Dermed er der endnu en god grund til at tage problemet alvorligt. Christian Hjorth-Andersen skriver følgende i sin rapport: ”I EU hører sprog og sprogundervisning principielt til de nationale anliggender. Dette er måske politisk forståeligt, men ret beset bizart. Netop sprogkundskaber er jo karakteriseret ved markante eksterne effekter.” Hermed understreger Hjorth-Andersen nødvendigheden af internationale fælles sproglige referencerammer, til fremme for bredt sammenhold og samarbejde. Valget af fremmedsprog er forholdsvis kontroversielt. Det skyldes, at de store Europæiske lande alle ønsker, at deres tungemål bevarer deres status som verdenssprog. Set ud fra en rationel synsvinkel er det imidlertid vanvittigt at lære europæerne flere forskellige fremmedsprog, da det enkelte sprogs anvendelighed netop afhænger af, hvor mange der

taler det. EU har i dag en, hvad HjorthAndersen hævder at være en fuldstændig utopisk målsætning om, at alle Europæere skal tale to fremmedsprog. På nuværende tidspunkt er det kun halvdelen, der taler et enkelt fremmedsprog, og det synes derfor rigeligt ambitiøst at have som målsætning, at alle Europæere skal tale et enkelt fremmedsprog. Eurobarometers undersøgelse viser, at 47 procent af borgerne i EU25 taler engelsk som enten modersmål eller fremmedsprog. Derudover er det et af de mest udbredte sprog, især indenfor handel. Det er derfor oplagt, at EU landenes fremmedsprog skal være engelsk. Denne erkendelse er man endnu ikke nået frem til i det danske uddannelsessystem. Man forsøger fortsat at lære elever i folkeskolen to eller sågar tre fremmedsprog med det resultat, at det sproglige niveau bliver derefter. Givet at antallet af sprogundervisningstimer ikke skal øges markant, kan hensigtsmæssigheden af brugen af ressourcer på flere fremmedsprog i det danske skolevæsen diskuteres. ”Europa vil så gerne kunne konkurrere med de øvrige store aktører på verdensplan såsom USA, Japan og Kina. Men så må nationale eller snarere nationalistiske sproghensyn vige til fordel for en sprogpolitik, der fremskaffer Europa en hensigtsmæssig infrastruktur også på det sproglige område.” Således pointerer Christian Hjorth-Andersen behovet for, skrappere krav til engelskundervisningen i EU. Dette betyder, at især stormagter som Tyskland og Frankrig bliver nød til at slagte nogle hellige køer, men heller ikke Danmark vil gå fri.


nr 2 / 2009

„EU-Kommissionen, parallelt med OECD, ser den skandinaviske model som benchmark for reformer, især på familiepolitikken, og de fremhæver den overfor medlemslandene.“ Gøsta Esping-Andersen, professor i sociologi, Pompeu Fabra Universitet, Barcelona

interview

Skandinaviseringen af familien Europa VISION har besøgt professor Gøsta Esping-Andersen på Universitat Pompeu Fabra, et stenkast fra Barcelonas berømte strande, hvor lokale og turister nyder livet i solen, mens emigranter desperat forsøger at afsætte deres varer. Inden for murene forskes der på livet løs.

Af Anders Klejnstrup Kristensen og Frederik Andreas Jørgensen

Status på de europæiske velfærdsstater Stik imod normale profetier og dårligdomme om EUs kamp mod velfærdsstaten, mener Esping-Andersen ikke at EU er en trussel mod velfærdsstaten – tværtimod. ”Der er bevægelser i gang,” siger han, ”i de sydeuropæiske lande. Især på to områder ser man en slags skandinavisering. På børneplejen, der har man en tradition

her, at i 3-6 års alderen er der stort set universel dækning.” Og det er skattebetalt. Der hvor brændpunktet har været var fra 0-3 års alderen, hvor dækningsgraden traditionelt set har været under 10 procent. ”Men det går ret rask fremad. Man har allerede gang i implementeringen i Catalonien, hvor man vil skabe en skandinavisk inspireret familiepolitik, med fuld dækning for daginstitutioner.” Og det er delvist udløst af EU-Kommissionens fokus på familiepolitikken. I takt med at fertiliteten er faldet i specielt Sydeuropa, at kvinderne tilvælger arbejdslivet og får børn senere, har det været nødvendigt at gøre noget. Et af problemerne for de konservative sydeuropæiske lande er, at familien traditionelt har udgjort basen for samfundet, men i en post-industriel markedsøkonomi er det ikke rationelt for kvinderne at være hjemmegående. De er bedre uddannede end mændene, og hverken staten, markedet eller familien har råd til det. Den skandinaviske familiepolitik skal løse denne udfordring. Det vil sige oprettelsen af daginstitutioner, indførslen af barsel og offentlige støtte-ordninger, der muliggør en kobling mellem arbejdslivet og familielivet, som vi kender det fra Danmark. Esping-Andersen rådgiver EUKommissionens formand, José Manuel Barroso, om netop socialpolitik. ”EU-Kommissionen parallelt med

Europæisk fertilitet Tjekkiet Bulgarien Italien Polen Spanien Tyskland Rusland Estland Portugal Belgien Storbritannien Sverige Finland Danmark Holland Norge Frankrig Island Irland

Et af problemerne for de konservative sydeuropæiske lande er, at familien traditionelt har udgjort basen for samfundet, men i en post-industriel markedsøkonomi er det ikke rationelt for kvinderne at være hjemmegående.

OECD ser den skandinaviske model som benchmark for reformer, især på familiepolitikken, og de fremhæver den overfor medlemslandene.” Implementeringen foregår gennem den åbne koordinationsmetode, og derfor afviser Esping-Andersen også at EU presser områder igennem imod medlemslandenes præferencer. Han ser derfor heller ikke risikoen for at Europa bliver mere føderalt end det, medlemslandene vil acceptere. De lave fertilitetstal og omvæltningen i befolkningssammensætningen tvinger de europæiske regeringer til at handle. Og her fremhæver EU-kommissionen altså den skandinaviske model. Da sidste ord er sagt, skynder professoren sig ud af døren. Det er ham, der henter børn.

Gøsta Esping-Andersen, Danmarks måske mest kendte samfundsforsker. Det er i dag stort set umuligt at tale om velfærdsstatesforskning uden at nævne Esping-Andersens velfærdsstatsklassiker fra 1990, The Three Worlds of Welfare Capitalism. 1,0

1,1

1,2

1,3

1,4

1,5

1,6

1,7

1,8

1,9

2,0

2,1

Fertilitet pr. kvinde Kilde: Danmarks statistik, 2004.

Esping-Andersen 3 velfærdsstatstypologier:

Den skandinaviske eller socialdemokratiske model bygger på universelle ydelser og rettigheder, og fokuserer på at sidestille borgerne i udgangspunktet. Derfor er omfanget af private velfærdsordninger også meget begrænset. Familierne spiller en mindre rolle i denne model, eftersom alle medborgere har lige adgang til sundhed, uddannelse og social omsorg uanset indkomst. Den kontinental-europæiske eller konservative model er arbejdsmarkedsbaseret og bygger på obligatoriske lønmodtagerforsikringer. Størrelsen af udbetalingerne (delvist) bliver bestemt af den enkelte lønmodtagers egne indbetalinger, og familien spiller en grundlæggende rolle. Den angel-saksiske eller liberale model er grundlæggende individualistisk og antager en residual karakter, hvor kun de dårligst stillede modtager en begrænset ydelse fra det offentlige. De, der kan, klarer sig selv gennem private forsikringer, eller støttes af familien eller private hjælpeorganisationer.

19


20

TEMA / EU

rapportage

„My criticism is based on the sensitivity towards attempts to restrain freedom and democracy, and it does relate to the fact that for most of my life I lived in a political, social and economic system which was not free and was not democratic“ Præsident Vaclav Klaus

Store Klaus tjekker ud betegnes som specielt EU-kritiske. Sammenlignet med befolkningerne i lande som eksempelvis England, Sverige og Østrig er tjekkerne faktisk mere positive overfor EU. I forhold til ODS’ egne vælgere stemmer de euroskeptiske holdninger heller ikke overens. Faktisk er ODS’ vælgere mere EU-positive end mange af politikerne i partiet. Omvendt er de socialdemokratiske vælgere mere forbeholdne overfor EU end partiets EU-positive linje. Meningsmålinger har igennem længere tid vist, at der er flere tilhængere af Lissabontraktaten, end der er modstandere i den tjekkiske befolkning. Dog viser målingerne samtidig, at kendskabet til Lissabontraktaten er begrænset blandt de adspurgte tjekker. Ved sidste Europaparlamentsvalg kunne tjekkerne da også kun præstere en valgdeltagelse på 28,3 %, hvilket dog er 11 procentpoint højere end nabolandet Slovakiet, der skraber bunden når det gælder valgdeltagelse.

From “Europe of states” to “State of Europe” Som en del af forklaringen bag eksisterende, om end begrænsede, euroskeptiske holdninger i Tjekkiet, peger en række analytikere på det forhold, at tjekkerne har været underlagt fremmed indflydelse gennem de sidste 100 år. Først det Østrig-

Af Rasmus Therkildsen og Peter Westermann Tjekkiet er på mange måder et paradoksalt EU-medlemsland. Det nuværende EU-formandskabsland er blandt de mest EU-skeptiske røster i EU, deres premierminister har måttet gå af undervejs i formandskabet, og deres præsident og mange af de øvrige politikere er mere EU-skeptiske end befolkningen. Vision har bedt den danske ambassade i Prag om at forklare, hvordan det hænger sammen.

From Moscow to Bruxelles… Vaclav Klaus har udviklet sin kritik af EU gennem 1990’erne. Som premierminister underskrev han i 1993 Tjekkiets associeringsaftale og i 1996 underskrev han Tjekkiets ansøgning om EU-medlemskab. Han har således været en drivkraft i at få Tjekkiet med i EU, men har over tiden udviklet mere og mere kritiske holdninger

over for unionen. Ansøgningen om EUmedlemskab var i Klaus’ optik primært motiveret ud fra økonomiske argumenter. Da Klaus og hans parti ODS mistede regeringsmagten og overtog rollen som oppositionspolitiker i 1998, tilegnede han sig i stigende grad mere EU-kritiske synspunkter i takt med, at EU fyldte mere og mere på den politiske dagsorden. Klaus sagde i et interview til Sunday Times d. 22. marts i år om baggrunden for hans kritik af EU: “My criticism is based on the sensitivity towards attempts to restrain freedom and democracy, and it does relate to the fact that for most of my life I lived in a political, social and economic system which was not free and was not democratic.” Præsident Klaus’ kritik af EU er ofte med til at sætte en mærkat på Tjekkiet som et euroskeptisk land, hvilket mange i Tjekkiet finder uheldigt. Eurobarometers målinger viser, at sammenlignet med de øvrige EU-lande kan tjekkerne ikke

ungarske Kejserrige frem til 1918, dernæst Hitler fra 1939 – 1945 og senest det kommunistiske styre under indflydelse af Rusland i perioden 1948 – 1989. For nogle bliver følelsen af endelig at være ’herre i eget hus’ derfor forstyrret i de tilfælde, hvor EU opleves som noget overstatsligt, der indskrænker Tjekkiets og tjekkernes selvstændighed. Det menes, at præsident Klaus’ euroskeptiske holdning bl.a. udspringer af dette. Klaus er af den overbevisning, at for megen magt flyttes fra de enkelte lande til Bruxelles som følge af Lissabontraktaten, og at man går fra et ”Europe of states” til ”state of Europe”. De ændrede beslutningsprocesser i EU vil ifølge Klaus gøre EU mindre demokratisk, idet det ”bliver sværere at være uenige” som følge af den stigning i områder med flertalsafgørelser frem for enstemmighed. Klaus ønsker ikke, at Tjekkiet skal forlade EU, men ønsker unionen drejet i en anden retning. Den tjekkiske præsidents udsigt til at udviklingen ikke går mod en stadigt tættere union kan være lille, men ikke desto mindre udgør han og de EU-skeptiske tjekkere en bremse på integrationen. En bremse, der dog ikke formåede at standse Lissabontraktaten, som Tjekkiets parlament godkendte endeligt 5. maj på trods af præsidentens modstand.

Som en del af forklaringen bag eksisterende euroskeptiske holdninger i Tjekkiet, peger en række analytikere på det forhold, at tjekkerne har været underlagt fremmed indflydelse gennem de sidste 100 år. Illustration Tore Magelund

Tjekkiet er formandsland for EU og huser samtidig en markant EU-skepsis, som ikke mindst Tjekkiets borgerlige præsident, Vaclav Klaus, giver næring. Landet har de sidste 100 år kun været selvstændigt i 43 år og den seneste selvstændighed blev vundet i 1989. Det kan være med til at begrunde modstanden mod det, der anses som ”the State of Europe”.


21

nr 2 / 2009

INTERVIEW

„Det er ikke det danske samfunds arbejdsmarkedsstruktur, men derimod det danske medlemskab af EU, der har fastsat rammerne og udviklingen for danske kvinders rettigheder på ligelønsområdet“ Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre

Løngabet mellem kvinder og mænd i Danmark er større end EU-gennemsnittet. Danmark ligger i dag på en 17. plads i EU27, når det drejer sig om lige løn mellem mænd og kvinder. Lønforskellen har været stigende i Danmark siden 2000, mens den omvendt er mindsket i lande som Sverige og Holland. Af Laura Madum og Maria BøeghLervang At Danmark ikke er førende på ligelønsområdet, er nok en overraskelse for de fleste, men faktisk har Danmark altid været bagefter på dette område i forhold til EU. Ifølge spidskandidat for Det Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, har EU ”været en kæmpe løftestang for udviklingen af lige løn mellem mænd og kvinder i Danmark. Det er ikke det danske samfunds arbejdsmarkedsstruktur men derimod det danske medlemskab af EU, der har fastsat rammerne og udviklingen for danske kvinders rettigheder på ligelønsområdet.” HK’s næstformand Mette Kindberg er enig: ”EU har fungeret som murbrækker. Og vi oplever også nu, at EU er med til at lægge et pres på den danske stat for så vidt angår oprettelsen af et videncenter for ligestilling”.

Løntrykkeri og lige løn Ligelønsproblematikken specifikt og socialpolitikken generelt begyndte deres politiske liv i EU som en ugleset kusine til de mere fundamentale økonomiske mål for det europæiske fællesskab. EU’s betydelige rolle på ligelønsområdet må i høj grad ses som et biprodukt af fællesskabets oprindelige formål. Kvinder og mænds ret til lige løn blev indskrevet i Romtraktaten fra 1958, hvis 1. punkt havde følgende ordlyd: Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. Artiklen var et resultat af en længerevarende diskussion mellem Tyskland og Frankrig, om hvorvidt socialpolitikken i generelle træk skulle harmoniseres landene imellem. Frankrig havde et stærkt ønske om harmonisering af socialpolitikken, fordi de frygtede løntrykkeri fra de medlemslande af EF, der på daværende tidspunkt ikke havde ligeså vidtgående arbejdstagerrettigheder. Den franske regering ønskede ikke, at andre medlemsstaters kvinder kunne agere som løntrykkere i forhold til de franske arbejdstagere.

...Det var Kommissionens opfattelse, at den danske ligelønslov ikke på tilstrækkelig måde gennemførte ligelønsprincippet. I 1986 blev Danmark derfor dømt for traktatbrud, og efter dommen blev den danske ligelønslov ændret. Illustration Johan Grann Kristiansen

EU Danmark i en ligelønsklemme EU-Kommissionen udarbejdede i 1975 et direktivforslag, der skulle fremme lige løn for samme arbejde for mænd og kvinder i medlemslandene. For at forhindre, at Romtraktatens ordlyd ”samme arbejde” blev fortolket som kun omfattende situationer, hvor kvinder og mænd udførte præcis samme arbejde, blev det foreslået af seks medlemslande, at direktivet også skulle indeholde et krav om lige løn for arbejde af samme værdi. Ved den danske indtræden i det europæiske samarbejde i 1973, havde den danske regering forpligtet sig til et reguleringsområde, hvor der ikke på daværende tidspunkt fandtes en tilsvarende dansk lovgivning. Ligelønsloven blev derfor vedtaget i 1976 udelukkende for at implementere ligelønsdirektivet. ”EU var, og er til stadighed, den mest centrale arena til at opnå lige løn”, siger Sofie Carsten Nielsen. Den vedtagne lov repræsenterede en snæver fortolkning af ligelønsdirektivet, en slags symbollovgivning. Den danske lovgivning indeholdt kun formuleringen ”lige løn for lige arbejde”, hvor direktivet, som nævnt, også inkluderede ”eller for arbejde af samme værdi”. Man mente nemlig fra dansk side, at ligelønsprincippet allerede var gennemført i tilstrækkelig grad. Det betød, at EU-Kommissionen stævnede Danmark d. 18. juli 1983 for mangelfuld implementering af ligelønsdirektivet. Det var Kommissionens opfattelse, at den danske ligelønslov ikke på tilstrækkelig måde gennemførte ligelønsprincippet. I 1986 blev Danmark derfor dømt for traktatbrud, og efter dommen blev den danske ligelønslov ændret. ”Det er altså EU, der har skubbet på for, at ligeløn mellem mænd og kvinder er blevet retsbaseret. Det har aldrig været den danske aftalemo-

Illustration, Johan Grann Kristiansen

EU som foregangskvinde for ligeløn

del, som har været den store driver til at opnå ligeløn”, siger Sofie Carsten Nielsen. ”EU’s borgerrettigheder har haft, og vil fortsat have, en enorm betydning for os danskere”, siger Mette Kindberg og fortsætter: ”Afgørelserne ved EF-domstolen har stor betydning for lønmodtagernes retsstilling”.

Ligeløn og fremtiden ”Grunden til, at vi gør så små fremskridt på ligelønsområdet i de her år, er, at vi har svært ved at løfte bevisbyrden på vores medlemmers vegne. Krav om udarbejdelse af årlige ligelønsstatistikker er vejen frem” siger Mette Kindberg. Sofie Carsten Nielsen vil gå endnu længere: ”Vi må øremærke 14 ugers barsel til mænd, før vi opnår en reel ligestilling. Hvis ikke vi opnår ligeløn, bliver EU ikke verdens førende vidensamfund. Det er en generel tendens i hele EU, at flere piger end drenge får en uddannelse. Kvinderne har fremtidens bedste kompetencer og det skal udnyttes, ellers når vi ikke vores økonomiske mål”. Ligelønspolitikkens formulering og implementering i Danmark må derfor siges at pointere, hvordan gennemførslen af en så basal borgerrettighed som lige løn for lige arbejde i Danmark skyldes det danske medlemskab af EU. ”Det danske arbejdsmarked halter stadig efter de andre EU-medlemsstater, når det kommer til ligeværdig aflønning af kønnene. Danmark er ikke et foregangsland på ligestillingsområdet – og det har vi ikke været i mange år”, siger Sofie Carsten Nielsen og fortsætter: ”derfor er der behov for en dansk anerkendelse af den betydning, som EU har haft, ikke kun på det økonomiske, men også på det sociale område”.


22

TEMA / EU

debat

„Norge har fungeret som fredsmægler i en række konflikter i f.eks. Sri Lanka og Palæstina, fordi de ikke på forhånd havde stemplet den ene af parterne som terrorister, sådan som EU har gjort.“ Rina Ronja Kari, Folkebevægelsen mod EU

Norske nassere? EU, f.eks. fri bevægelighed og Erasmusudveksling, for givet, men er modstandere af norsk medlemskab. Hos visse unge kan man nærmest se olien dryppe fra deres øjne… En egoistisk nationalisme har stor betydning i Norge, men den fornægtes i den offentlige debat,” kommenterer Erlend Sand. En så konsekvent modstand mod at omfordele blot en smule af oliemilliarderne med de fattige lande i Østeuropa klinger derfor ifølge Erlend Sand en anelse hult, når den fremsættes af en befolkning, der priser deres nationale solidariske velfærdssystem.

Illustration, Johan Grann Kristiansen

Danske modstandere: ”Norge viser vejen”

Nordmændene har to gange sagt nej til EU-medlemskab og i stedet fået fuld adgang til EU’s indre marked gennem EØS-samarbejdet. Herigennem får landet en stor økonomisk gevinst af EU-samarbejdet, men bidraget til fællesskabet er kun en femtedel af Danmarks. På den anden side kan landet på forskellige områder gå foran som det gode eksempel. Hvad er vigtigst? En dansk EU-modstander og en norsk EUtilhænger tager debatten. Kristian Lund Kofoed Norges indflydelse på EU’s beslutningsproces er minimal, da Norge ikke sidder med i hverken Ministerrådet eller Europaparlamentet, og da norske embedsmænd kun har taleret i Kommissionens arbejdsgrupper.

Norge i en global verden Uden for EU må Norge arbejde gennem mellemstatslige organisationer, men disses svagheder gør, at Norge har langt mindre indflydelse, end landet ville få ved at kunne påvirke EU’s holdning. Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU i Danmark mener dog, at Norge, netop fordi landet ikke er medlem af EU, kan gå

foran som det gode eksempel. ”Norge har fungeret som fredsmægler i en række konflikter i f.eks. Sri Lanka og Palæstina, fordi de ikke på forhånd havde stemplet den ene af parterne som terrorister, sådan som EU har gjort.” Dette er Erlend Sand, som er formand for Europæisk Ungdom i Norge, der kæmper for at Norge skal melde sig ind i EU, dog ikke enig i: ”Fredsmæglerrollen har ikke haft nogen reel effekt, da der fortsat er konflikt i Sri Lanka og Palæstina. Samtidig er Norge i dag udenfor indflydelse i Mellemøstkonflikten, hvor kvartetten har overtaget.” Han giver Rina Ronja Kari ret i, at Norge engang var det gode eksempel på miljøpolitikken, men i dag er landet blevet overhalet indenom af EU.

”Der et mindretal af de unge, der er solidarisk med den fattige verden og som derfor er positive overfor medlemskab. For de fattige lande er det nemlig ikke en fordel, at Norge står udenfor EU, fordi vi har højere toldsatser overfor tredjelande end EU,” siger Erlend Sand. Situationen er altså ifølge Erlend modsat den danske, hvor venstrefløjen ofte ser EU som en barriere for progressiv ulands- og miljøpolitik.

”Olien drypper fra deres øjne” Norge bidrager gennem EØS-samarbejdet til f.eks. strukturfondene, der skal hjælpe med udviklingen i de nye medlemsstater og kandidatlande. Det norske bidrag er dog lille med kun 548 DKK pr indbygger i 2004 mod Danmarks 2.678 DKK; dette på trods af Norges betydeligt større olie- og gas-indtægter. Erland Sand er ikke stolt af dette: ”Norge er måske det europæiske land, der har størst gavn af det europæiske samarbejde, men vi ønsker at bidrage med så lidt som muligt. Norge er altså så at sige en gratis passager i EU-samarbejdet.” I modsætning til i Danmark, hvor unge som hovedregel er mere positive overfor EU end ældre, er situationen i Norge den modsatte: ”De unge er meget imod at dele velstanden med f.eks. Østeuropa. Denne oliegeneration tager fordelene ved samarbejdet med

Folkebevægelsen mod EU er lodret uenig i opfattelsen af, at nationalisme har betydning for Norges nej’er: ”Jeg tror ikke, selvstændighedsfølelse har spillet nogen reel rolle for nordmændene. Det har derimod EU’s demokratiske problemer. Der findes en høj grad af demokratisk bevidsthed i Norge, som gør, at man er kritisk overfor EU,” lyder det fra EP-kandidat Rina Ronja Kari. Hun mener også, at Norge står stærkere end Danmark mht. sikring af sin velfærdsstat: ”EU undergraver velfærdsstaten ved f.eks. at øge brugerbetalingen i den offentlige sektor i Danmark, og de økonomiske politikker samordnes hele tiden, hvilket mindsker mulighederne for at finansiere velfærdsstaten. Jeg ser derfor Norge som et forbillede for, hvordan man kan klare sig, selvom man ikke er medlem af EU.”

Norsk medlemskab går over Island Finanskrisen har sat nye rammer for små økonomier som Norge. Island er et af de hårdest ramte lande, hvilket har medført en fornyet og intensiveret diskussion om landets forhold til EU. Og dette kan ifølge Erlend Sand få betydning for Norge: ”Den finansielle situation på Island har været en øjenåbner for, hvad der kan ske for et lille land, der ikke er med. Krisen byder altså på nye muligheder for at påvirke folkestemningen i Norge, men kampen om ideerne skal stå nu. Islandsk medlemskab vil få betydning for nordmændenes holdning til EU.” Rina Ronja Kari tror dog ikke på hverken islandsk eller norsk medlemskab inden for de næste par årtier. Uanset hvordan finanskrisen udvikler sig, om oliepriserne går op eller ned, og hvordan Island for holder sig til det europæiske samarbejde, bliver det spændende at følge udviklingen i vores nordlige broderland.


23

nr 2 / 2009

„Aftalen er et problem for Vesteuropa, fordi den bliver opfattet som usolidarisk i de baltiske lande“ Johannes Lebech, Radikale Venstre

Interview

Nord Stream: Det nye jerntæppe?

Af Jakob Damsholt og Maria BøeghLervang

Gas – det politiske våben Nord Stream gasrørledningen skal dække bl.a. Tysklands og dele af Vesteuropas energibehov, uden at hverken EU eller Rusland er afhængige af fx politiske spændinger mellem Rusland og Ukraine, som man så i den seneste gaskrise i vinteren 2009. Projektet anses af mange som et forsøg fra russisk side på at gå uden om de baltiske lande og Polen. Forholdet mellem Rusland og disse lande har igennem en årrække været præget af mistillid og gensidige forsøg på at stikke en kæp i hjulet på hinandens udenrigspolitiske ambitioner. Derfor frygter de nye EU-lande, at gasrørledningen vil blive brugt af Kreml som politisk våben, ved at kunne mindske gasforsyningen til dem uden at det, som ved sidste gaskrise, vil påvirke Vesteuropa. Medlem af Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre Johannes Lebech, har beskæftiget sig indgående med sagen: ”Vi har op til flere gange set, at Rusland bruger energipolitikken som et politisk redskab. Og mange af landene i Østersøom-

Illustration, Tore Magelund Alexandersen

EU importerer over 50 pct. af sit samlede energiforbrug fra Rusland. Tyskland og Rusland lavede i 1997 en aftale om en ny gasrørledning, kaldet Nord Stream. Projektet er kontroversielt, og særligt de baltiske lande er bekymrede for de sikkerhedspolitiske konsekvenser. rådet ser klart Nord Stream som et russisk forsøg på at gå udenom dem og direkte ind på det vesteuropæiske marked”. Lebech mener, at Nord Stream-aftalen kan ses som en bilateral aftale mellem et EU-medlemsland, nemlig Tyskland, og Rusland. Men Nord Stream har en særlig og principiel interesse for EU: “Fordelen ved Nord Stream-projektet er, at der sikres direkte forsyninger til Vesteuropa fra Rusland uden transitlande og med lavere omkostninger på længere sigt”, siger Lebech og fortsætter: “Men når spørgsmålet drejer sig om energiforsyning, er det vigtigt, at EU står sammen i en fælles energipolitik, og at enkelte medlemsstater ikke laver bilaterale aftaler. Aftalen er et problem for Vesteuropa, fordi den bliver opfattet som usolidarisk i de baltiske lande”.

Et splittet EU? Nord Stream-aftalen kan derfor ende med at øge Ruslands muligheder for at spille EU-landene ud mod hinanden og dermed øge landets indflydelse i hele Europa, samtidig med at vesteuropæiske incitamenter for en samlet energipolitik i EU mindskes.

Sagen om Nord Stream er derfor, udover at være et spørgsmål om europæisk energiforsyning, også et eksempel på en sag, hvor EU-landene testes på, om de er i stand til at stå sammen for alles bedste, eller om man lader sig spille ud mod hinanden og dermed kommer til at stå svagere på den regionale scene. Det russiske modsvar til kritikken har været, at Nord Stream vil sikre EU’s energisikkerhed. Kreml mener, at den baltiske skepsis til projektet skyldes tab i transitindtægter og tabet af den politiske indflydelse, der hører med til at være transitland, da landene nu ikke længere vil kunne holde russisk gas som gidsel, såfremt der skulle være politiske stridigheder mellem Rusland og de baltiske lande: “De føler sig presset energipolitisk af Rusland på grund af deres afhængighed af landet som leverandør. Og så er der vel også bitterhed over, at udsigten til anlægsarbejder i forbindelse med en eventuel landbaseret ledning  og transitbetaling ikke bliver aktuel”, siger Lebech.

Fremtiden

Her ses forbindelsen Mellem Vyborg i Rusland til Griefswald gennem Østersøen. Det ene af de to rør forventes færdigt 2011 det andet 2012.

Planlægningen af Nord Stream gasrørledningen har nu stået på i over et årti. Rørledningen viser, hvor stor EU’s afhængighed er af russisk gasforsyning, og hvor

villige EU-lande er til at indgå aftaler, der sikrer egen gasforsyning og lader andre lande i stikken. Men hvordan ser fremtiden ud? ”Den dag EU for alvor beslutter sig for at føre en fælles solidarisk energipolitik over for Rusland, vil modsætningsforholdet mellem det nye og det gamle EU forsvinde. Men det bliver svært, da en stor del af forhandlingerne til dels går uden om staterne og bliver en sag mellem store vesteuropæiske firmaer og Gazprom, som jo officielt også er et privat selskab”, siger Lebech og fortsætter: ” Dobbeltstrategien må være udvikling af vedvarende energikilder samtidig med, at der skabes flere alternative ruter til transport af gas fra Rusland - f.eks. Nabucco som vi har talt meget om i Europa-Parlamentet i dette forår. Og at vi får flere direkte aftaler med de andre gasproducerende lande i Centralasien og en dag også med Iran. Er det ikke det vi kalder diversifikation?”. Diversifikation er en strategi, der sikrer, at EU’s energi kommer fra så mange forskellige leverandører som muligt. Indtil det sker, vil EU stadig stå over for en stor udfordring - en udfordring man indtil nu ikke har været i stand til at imødekomme, men som til gengæld har splittet EU og vist, at de enkelte landes interesser nogle gange betyder mere end de højt besungne fælles værdier.


24

TEMA / EU

„I dag lyder anbefalingen, at arbejdsløshedsdagpenge bør have et så tilstrækkeligt niveau, at det understøtter jobmobilitet og ikke tilskynder til sort eller uformelt arbejde.

Politisk analyse

Flexicurity er kanon! - Danmark som foregangsland i EU

Af Mads Peter Klint, PhD.scient.adm I lyset af forrige sommers Metock-sag, der i den grad udstillede, hvorledes et vigtigt dansk politikområde står i misforhold til den Europæiske lovgivning, er det på sin plads også at fremhæve nogle af de sager, der kan kontrastere billedet af Unionen som et bureaukratisk monster, der vil træde danskerne og de øvrige små medlemslande under fode. For sådanne historier findes faktisk. På en lang række områder bliver EUpolitikken til i interaktive processer, den såkaldte åbne koordinationsmetode, hvor landene via det gode eksempels magt kan opnå uforholdsmæssig stor indflydelse. På beskæftigelsesområdet, for eksempel, har Danmark spillet en enestående rolle de sidste 3–4 år. Den europæiske beskæftigelsesstrategi, der indeholder en række politikanbefalinger på de social-, uddannelses- og beskæftigelsespolitiske områder, blev senest fornyet i 2008, og i den forbindelse ophøjedes den danske flexicurity-model til kanon for de øvrige medlemslande. Flexicurity er således blevet omdrejningspunkt for de politiske diskussioner om arbejdsmarkedsreformer i mange af de store medlemslande, herunder både Frankrig og Spanien, der modsat Danmark kæmper med voldsomme arbejdsløshedsproblemer. Dette er i sig selv interessant og kan måske bidrage til at nuancere danskernes ensidige opfattelse af, hvem der har indflydelse på hvad i EU.

Idéen om Flexicurity vokser frem For progressive iagttagere er en anden pointe dog mere interessant, nemlig den at flexicurity-modellen – eller snarere idéen om Flexicurity som et sammenhængende politik-mix – for alvor synes at have udfordret den neoliberale tænkning, der ellers har præget beskæftigelsesstrategien siden dens lancering i 1997. Begrebet Flexicurity stammer faktisk fra Holland, hvor det i 1995 blev brugt til at

karakterisere en større arbejdsmarkedsreform. Herefter blev det opdyrket af et internationalt forskernetværk, der analytisk koblede det til den særlige danske kombination af fleksible hyre-fyre regler, relativt høje arbejdsløshedsdagpenge og aktiv arbejdsmarkedspolitik. I teoretisk forstand knyttedes begrebet også til andre typer af arrangementer, der kombinerer fleksibilitet og sikkerhed, men der var særligt det danske eksempel, der skabte opmærksomhed. Forskerne lykkedes nemlig med at underbygge den antagelse, at den danske Flexicurity-model var en af hovedårsagerne til den meget gunstige beskæftigelsesmæssige udvikling, Danmark oplevede i sidste halvdel af 1990’erne, hvor ledigheden faldt med næsten 6 procentpoint. I takt med at Flexicurity blev populært og voksede ud af dets snævre forskningsmæssige kontekst, gik det derfor også fra at være et analytisk begreb til at blive et egentligt politisk koncept. Og i OECD så man det straks som en mulig løsning på de problemer med jobløs vækst, som var – og stadig er – presserende i flere af de store Syd- og Centraleuropæiske lande. I foråret 2006 satte det østrigske formandskab så Flexicurity på EU’s dagsorden. Det Europæiske Råd bakkede op, og Kommissionen fik i opdrag at udforske konceptet; en proces hvorunder et større analysearbejde efterprøvede antagelserne om den danske Flexicurity-models beskæftigelsesmæssige effekter.

Kommissionen forstår pointen Analyserne viste blandt andet, at samspillet med liberale hyre-fyre regler og høje dagpengesatser er komplementært, altså gensidigt understøttende, på mindst to punkter: Sidstnævnte sikrer, at der er folkelig accept af førstnævnte, hvilket igen betyder, at arbejdsgiverne ikke tøver med at nyansætte folk under en højkonjunktur. Vækst omsættes altså til jobs. Men derudover fremmer kombinationen en positiv holdning til jobmobilitet, der bevirker, at

"Man skal således ikke være udstyret med politisk falkeblik for at se, at det, som Kommissionen nu efteraber, ligger milevidt fra den workfare-orienterede beskæftigelsespolitik, der er ført under VK-regeringen siden 2001. Det er substansen af Nyrup-regeringernes arbejdsmarkedsreformer, der i Europa nu kendes under navnet Flexicurity. Illustration, Tore Magelund Alexandersen.

Ude i Europa har VK-regeringen ikke forsømt lejligheden til at fremhæve det danske jobmirakel. Både Anders Fogh og Claus Hjort har spillet med på Flexicurity-nummeret, som havde de skrevet det selv. Faktum er imidlertid, at de Flexicurity-politikker, som nu promoveres af EUkommissionen, har langt mere til fælles med Nyrupregeringernes arbejdsmarkedspolitik, end VK-regeringens beskæftigelsespolitik.


nr 2 / 2009

25

„Flexicurity er således blevet omdrejningspunkt for de politiske diskussioner om arbejdsmarkedsreformer i mange af de store medlemslande.“

danske lønmodtagere i højere grad end andre tør bevæge sig fra brancher med stabil beskæftigelse til mere usikre brancher, prøve lykken som selvstændige eller sige ja til midlertidige projektansættelser. Og netop denne form for lønmodtagerrisikovillighed er essentielt for et arbejdsmarked med mange små og mellemstore konkurrenceudsatte virksomheder, der

har viden og knowhow som den vigtigste vare på hylden. Hvad angår den aktive arbejdsmarkedspolitik udledte Kommissionen endvidere, at jobrotation og forskellige orlovsordninger så som uddannelsesorlov også kan bidrage væsentligt til at nedbringe ledigheden. Dels fordi sådanne foranstaltninger øger antallet af jobåbninger på arbejdsmarkedet og derved skaber plads for outsiderne, dels fordi opgradering af arbejdsstyrkens kvalifikationsniveau sikrer, at virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft kompetencemæssigt set matches af udbuddet. Sammenligner man Barroso-kommissionens beskæftigelsespolitiske udspil før og efter Flexicurity (som overtegnede har gjort i sin ph.d.-afhandling) er det tydeligt, hvorledes Flexicurity-analyserne har sat deres spor. Tidligere lød en anbefaling f.eks., at landene bør modernisere deres sociale sikringssystemer med henblik på at øge det økonomiske incitament til at tage arbejde. I dag lyder anbefalingen, at arbejdsløshedsdagpenge bør have et så tilstrækkeligt niveau, at det understøtter jobmobilitet og ikke tilskynder til sort eller uformelt arbejde. Hvad angår aktivering af ledige, er der også sket markante forandringer. Hvor aktivering tidligere blev brugt som en generel term, skelnes der nu eksplicit mellem de foranstaltninger, der skal rettes mod henholdsvis veluddannede ledige og ufaglærte ledige. Hvor førstnævnte skal assisteres til hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet, er det anderledes vigtigt, at der sker en forudgående opkvalificering af sidstnævnte. Man skal således ikke være udstyret med politisk falkeblik for at se, at det, som Kommissionen nu efteraber, ligger milevidt fra den workfare-orienterede beskæftigelsespolitik, der er ført under VK-regeringen siden 2001. Det er substansen af Nyrup-regeringernes arbejdsmarkedsreformer, der i Europa nu kendes under navnet Flexicurity, og den pointe burde den hjemlige socialdemokratiske opposition måske være lidt bedre til at udbasunere.

TLM: Det nye progressive arbejdsmarkedspolitiske koncept En anden lektion, som oppositionen også kan lære af den nye beskæftigelsesstrategi, er den om transitionelle arbejdsmarkeder (forkortet TLM efter det engelske Transitional Labour Markets). Studiet af Kommissionens anbefalinger afslører ikke bare, at Flexicurity har været en inspirationskilde, men også at TLM-konceptet har været det. TLM-konceptet blev udviklet under ledelse af den tyske professor Gün-

ter Schmid i slutningen af 1990’erne, og som neoklassisk økonomisk teori lægger det vægt på arbejdsmarkedets udbudsside. I modsætning til neoklassikerne har TLM dog en række kvalitative mål for den fulde beskæftigelse, der først og fremmest skal realiseres via en omlægning af arbejdstiden og etableringen af en række trædestene, der skal sikre lønmodtagerne i de mest kritiske overgangsfaser – transitioner – i arbejdslivet. F.eks. mellem uddannelse og beskæftigelse eller mellem forskellige typer af beskæftigelse. Arbejdstiden bør kunne planlægges over et livsforløb, således man ved sin pensionsalder gennemsnitligt har haft en 30-timers arbejdsuge. Dette tænkes gjort ved hjælp af et timebanksystem, der giver lønmodtageren mulighed for at opspare tid i nogle perioder og nedspare i andre. På den måde ville nyuddannede unge kunne give den en ekstra skalle i nogle år, trappe ned i forbindelse med børn og familie, derefter trappe op igen osv. Et andet centralt forslag er, at omdanne den klassiske arbejdsløshedsforsikring til en egentlig beskæftigelsesforsikring ved at bygge en række valgmuligheder ind i forsikringen, så som ret til uddannelse eller orlov til frivilligt arbejde m.m. I Danmark kunne dette implementeres ved at indføre et anciennitetsbaseret a-kassesystem, hvorunder medlemmerne gradvist akkumulerer ret til at tage uddannelse på dagpenge. Fire års a-kassemedlemskab kunne f.eks. give ret til et år på uddannelse på højeste dagpengesats. Dette ville sikre mange af de ufaglærte og specialarbejdere, der for tiden bliver ledige, en ny chance for at uddanne sig, uden at de økonomisk set ville være helt på spanden. Ordningen skulle dog først og fremmest bygge bro fra ledige hænder til ubesatte stillinger, og således justeres i forhold hvilke sektorer der på kort og mellemlangt sigt mangler arbejdskraft. Lidt i tråd med forslaget som socialdemokraterne præsenterede 1. maj i år. Hvor Flexicurity for alvor er slået igennem på den europæiske dagsorden, har TLM-konceptet dog endnu kun status som inspirationspapir. Begge er de dog eksempler på hvorledes progressive idéer kan opnå indflydelse i den Europæiske politikmølle. Og det i særlig grad hvis de understøttes af konkrete eksempler, der kan tjene som forbillede for de øvrige medlemsstater. Akkurat som det skete med ØMU-konstruktionen, der blev modelleret som en næsten tro kopi af Tysklands økonomiske politik, netop fordi denne op gennem 1980’erne blev opfattet som klart den mest overlegne blandt de af fællesskabets medlemmer førte økonomiske politikker.


26

udenfor tema

essay

„Demokratiet sker ude i blandt befolkningen, og alle fremskridt starter ”nedefra”, det starter med kunsten, at der er nogen der i en sang, i et digt, i en historie, roman, novelle, i musik kommer med et udsagn, der vender tingene på hovedet.“ Erik Clausen, tusindkunstner

Strafbart at kede andre mennesker

Af Erik Clausen, skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter Det er skønt at drive den af, at daske rundt, ingenting at foretage sig, kigge ud af vinduet, - at kede sig. Men at kede andre, spilde deres tid og deres opmærksomhed burde være strafbart, men hvis det var strafbart at kede andre, sad jo ca. en tredjedel af den danske befolkning i spjældet. At kede andre er efter min mening og livserfaring et magtmiddel, der er med til at holde mennesker fra beslutningsprocesser, fra demokratiet, fra visdom. Accepterer man at holde andres kedsommelige adfærd ud, har man mulighed for at komme frem i lyset i institutionerne, i erhvervslivet, på universitetet. Faren for at være inde i det område hvor du lader dig underlægge andres kedsommelighed er, at det kan påvirke dig fysisk. Du kan risikere at din krop ændrer sig, din motorik bliver som en stillestående træmand og dit ansigtsudtryk er allerede gammelt inden du er fyldt 30. Prøv at kigge dig omkring, du vil allerede kunne genkende lidt af det, jeg fortæller, ellers vent til i aften til Tv-avisen, politikere, bankdirektører, EUfunktionærer, der er en del af det hemmelige broderskab, som sjældent bliver sagt tydeligt nemlig, at deres våben er at kede andre, vi løber skrigende væk. Jamen, er der ikke nogen der protesterer mod det? Jo selvfølgelig, børnene, kunstnerne, gøglerne og landsbyidioterne. Vi kender alle sammen barnet i ”Kejserens nye klæder”, der tillader sig med det samme at råbe: ” Jamen han har jo ikke noget tøj på”! Blev barnet sendt til psykolog? Fik konstateret diagnosen DAMP? Nej, det blev en af de mest citerede, blandt andet fordi historien og bemærkningen underholder os og udfordre os, - den keder os ikke. Kunsten fortrænger løgn og korruption Nu springer jeg i det. Vi kunstnere går ind for en hver form for spring, højdespring, sidespring, overspring, kvantespring, og jeg springer ind til en dejlig kedsommelig eftermiddag i min egen tilværelse. Jeg zapper på Tv, er der for fanden ikke en underholdende boksekamp! Nej, hov hvad er nu det? En mainstream serie, amerikansk selvfølgelig, jurister, - skide godt spillet, men formsproget tydeligt mainstream,

hvad er handlingen? En skilsmissesag fra det bedre borgerskab? Nej. Juristerne i filmen prøver at opklare og afdække en korruptionssag fra amerikanernes tilstedeværelse i Afghanistan, i de såkaldte fredsbevarende styrker. Juristerne påstår, at der finder korruption sted, der finder handel med opium, kokain og heroin sted vha. CIA agenter, der samarbejder med Taleban. Den anklagede højtstående amerikanske officer hævder, at det er en måde at komme tæt på løsningerne! Jamen er den serie, jeg ser nu, en avantgardistisk venstreorienteret film, der ved en fejltagelse har sneget sig ind en fredag eftermiddag? Nej, - det er en del af medierne, fordi kunstnerne går tæt på, hvad enten det er avantgardistisk eller mainstream. Kunstnerne har traditionen i at råbe: ” Han har jo ikke noget tøj på”! Så derfor griber vi det an på en anden måde. Disse tilsyneladende provokerende handlinger har en sublimerende evne, de bliver opslugt af institutionerne, af medierne, af systemet. Det er en naturlov i fødekæden, i alle kunstneriske og underholdende udtryk, nogle vil sige, at når det yderliggående synspunkt og udtryk er blevet opsuget af det etablerede, er det dermed ufarligt. Nej, det er helt forkert, det har været med til at fortrænge den løgn og korruption, der er forklædt som kedsommelig objektivitet, etablerede meninger, skjulte dagsordner bag duksedrengenes stenansigter, deres træmandsagtige motorik og deres tilsyneladende ranke holdning, som kun bliver holdt oprejst af et stramt dyrt silkeslips (der selvfølgelig er trukket fra driftsregnskabet og dermed skattefar).

Tilbage til ungdommen Nu springer jeg igen, hop, hop! Tilbage til min ungdom. Nyudlært malersvend, ud i byggeriet, ud i den vide verden, ud til akkorderne og de store penge. Men det var ret farligt at være håndværker dengang. Det var træstilladser, gamle brædder holdt sammen af skruetvinger, der løsnede af sig selv. Den nye maling skulle tørre hurtigt med det resultat, at man var vind og skæv af at stå og indånde giften, inden man nåede til fyrreaften. Min cykelrytterkammerat drattede ned fra et af de dårlige stilladser og har tilbragt tilværelsen i rullestol lige

"...lad da bare politikerne og erhvervslivet tro, at det er dem der dirigerer slaget om kunsten, kulturen, folks fantasi, drømme og dermed mentalitet, - det er det bare ikke." Illustration, Johan Grann Kristiansen

Den flamboyante tusindkunstner Erik Clausen tager læserne med på en Odyssee igennem et langt liv på kanten af den politiske kunst. Kritikken handler om at bryde trækfuglenes forprogrammerede kurs og finde modet til at kritisere de etablerede autoriteter.


nr 2 / 2009

27

„Man oplever begrebet, der bærer vor tid og dette samfund, solidaritet, der har erstattet tidligere tiders og kirkens barmhjertighedsbegreb.“ Erik Clausen, tusindkunstner

siden. Så begyndte vi, med noget vi kaldte malerrapporten. Vi kontaktede nogle brilleaber, der var rimelig fornuftige, og som kunne definere, hvad det var for noget gift, der var i malingen, nogle ingeniører der kunne fortælle os, at de stilladser var livsfarlige. Så kom malerrapporten, så kom miljøbevægelsen og sikken ballade. I dag er miljø en selvfølge, sikkerhed på arbejdspladsen, ordentlige stilladser. Min kammerat kunne have cyklet med os ud i det blå i dag, hvis det havde været anderledes. Miljøet er blevet en industri, ja en blomstrende industri og forskning der omsætter milliarder, nyt design, boremaskiner der stopper af sig selv, når man taber den, sikkerhedsknapper alle vegne, BMS bremser, balloner der redder dit skrøbelige hoved, når du kører ind i et vejtræ. Da jeg var dreng, fik vi en på skrinet henne i skolen, det hed sig, at vi ikke tog skade af det, der var ingen der spurgte, om det gjorde nogen gavn! Så kom hele den antiautoritære bølge i 70´erne, som nogen forveksler med en socialistisk revolution. Nej, nej, - der blev stillet spørgsmålstegn ved masser af de gamle dyder, lukkethed, falske autoriteter, mishandling og undertrykkelse af børn og damen uden underkrop - væk med det, frem i lyset med det frie selvstændige menneske.

Demokratiet eksisterer ikke Så nu springer jeg igen. De nævnte eksempler er en del af demokratiet, jeg vil vove den påstand og komme med en hypotese, demokratiet eksisterer ikke der, hvor man tror det er, i Folketinget. Jamen de har jo slet ikke noget tøj på! Alle de forslag og lovgivninger, de kommer med, er restriktioner, begrænsninger, ikke muligheder, ikke mentale udsagn, der er så banale som, at vi skal nyde livet. Demokratiet sker ude i blandt befolkningen, og alle fremskridt starter ”nedefra”, det starter med kunsten, at der er nogen der i en sang, i et digt, i en historie, roman, novelle, i musik kommer med et udsagn, der vender tingene på hovedet. Derfor består kulturkampen hele tiden af den frie tanke og det frie ord og at bevare sin barnlige naivitet og den logik der siger, at hvis du har et behov for at udtrykke nogle bestemte ting inden i dig, så er der også nok andre, der har det samme behov for at opleve det, hvad enten det er politisk eller måske mentalt. Sommerfuglen spørger ikke om vej, trækfuglen flyver det halve af jorden rundt uden pas.

Den kollektive underbevidsthed lever i kunsten Hop, hop, et lille spring igen. Danskerne

er meget sociale væsner, hvad jeg vil hævde, at vi er. Ganske vist er der i de senere år mange angreb på det sociale. Men uanset partifarve er vi rimelige sociale bag den politiske facade. Skyldes det, at vi i skolen har siddet og tyret K. K. Stankes socialreform? Skyldes det statsministeren eller dronningens nytårstale? Nej, det skyldes kunsten. Alle af en ældre generation er vokset op med en skøn melodi komponeret af Carl Nielsen, med en smuk tekst af Jeppe Aakjær, med ”Jens Vejmand”! Ja, så enkelt er det. Vi synger en sang, bliver bevæget og det er det, der flytter vores mentalitet. Man oplever begrebet, der bærer vor tid og dette samfund, solidaritet, der har erstattet tidligere tiders og kirkens barmhjertighedsbegreb. ”Hvem sidder der bag skærmen”? Så enkelt er det! Jeg mener oven i købet, at der er en vis logik i nogle af de mekanismer, men lad da bare politikerne og erhvervslivet tro, at det er dem der dirigerer slaget om kunsten, kulturen, folks fantasi, drømme og dermed mentalitet, - det er det bare ikke. Det er den store kollektive underbevidsthed, der ligger i et hvert samfund, som hedder kunst, også selv om den er mainstream, også selvom den er banal, også selvom den er indviklet, mystisk eller svær tilgængelig. Bare rolig, vi er stadigvæk en del mennesker, der ikke har været under så meget opportunistisk tilpasning, at vi ikke stadigvæk kan råbe: ” Jamen de har jo ikke noget tøj på”.

Information Der vil fremover i hver udgave af Vision, være et essay skrevet af en kulturrel personlighed.


28

udenfor tema

„Centrum-venstre er for en stor dels vedkommende blevet tavs og synes at have resigneret på den politiske og økonomiske magts påstand om ’politikkens afslutning’“

kommentar

Opgør med afpolitisering Afpolitiseringen af politik fortrænger den idékamp, der er selve grundlaget for demokratiet. Venstreorienterede har indtil 1980’erne udfordret konsensus og afpolitisering, men i dag har det yderste højre overtaget den rolle. Centrumvenstre bør genopfinde sin styrke som den kraft, der gennem genpolitisering udvider demokratiet. Af Anders Dybdal, uddannelsesleder for Cevea Politikkens væsen er at politisere, dvs. at bringe ny idéer, grupper og interesser på banen. Venstreorienteredes historiske succes har været at politisere det, som den herskende magt har ønsket at afpolitisere, at holde udenfor politik, at holde tavs. Arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, studenterbevægelsen og miljøbevægelsen er alle eksempler på, hvordan politisering af det hidtil upolitiske tvinger nye grupper og emner ind i politikken, giver dem stemme og stemmeret. I dag synes der ikke at være andre politiserende bevægelser andet end højrepopulismen, der påstår at give den undertrykte majoritet stemme. Centrumvenstre er for en stor dels vedkommende blevet tavs og synes at have resigneret på den politiske og økonomiske magts påstand om ’politikkens afslutning’, hvor de store kampe, udvidelsen af rettighederne, balancen mellem frihed og lighed etc. er blevet afløst af tekniske diskussioner og konsensus omkring kapitalisme og velfærdsstat. Det er en velkendt fortælling om den gyldne middelvej og politikkens forsvinden. Vi kender den fra de dominerende samfundsteorier men også fra den offentlige debat, alle parter nu accepterer præmisserne for diskussionen, fx stram retspolitik, og så kun diskuterer, hvordan denne konsensuspolitik skal udføres. Når det i dag er sådan, at demokrati, oplysning, det moderne, frihed, ligestilling m.fl. præsenteres som færdige projekter er der behov for et stærk centrum-venstre til at råbe op om, at alle disse er ufærdige projekter, der skal kæmpes for den fulde realisering af. I denne artikel vil jeg lave en læsning af politikkens udvikling, der ikke opløser det politiske – men viser hvordan teknokratiseringen af politik i dag fortrænger idékampen. Og viser hvordan venstreorienterede indtil 1980’erne var de fremmeste idékæmpere, men de er i dag blevet teknokrater.

Politik som idékamp eller teknik Politikken er ikke forsvundet, politikken forsvinder aldrig, men den antager forskellige former. Den kan præsenteres som politik – som strid og ideologi – eller ikke-politik - som teknik og konsensus. I dag er det sådan, at de fleste politikere som et mantra siger, at ideologi og interesser hører fortidens samfund til. Politik er her en irrationel eller gammeldags praksisform, der er for ineffektiv eller som Birthe Rønn Hornbech sagde: ”så gik der politik i den”. Den herskende konsensus i dag er, at den politiske proces forurenes og hindres af dem, der ønsker at politisere. Og det er for så vidt også rigtigt. Dem, der ønsker at holde bestemte forhold apolitiske, bliver selvsagt irriteret og generet af politiseringsforsøg. Det ødelægger den fine maskine som konsensuspolitik er, da politiseringer altid siger, at det er selve grundlaget for den førte politik det er galt med Politik er idékamp. Det er kampen mellem forskellige idéer om, hvordan vi bør indrette vores samfund. Det er konflikten mellem store politiske idéer og samfundsgrupper. I store dele af det sidste århundrede handlede det om den klassisk liberalistiske idé om, at markedskræfternes usynlige hånd skal gøre os friere og rigere, og marxismens idé om tusindårsrigets stærke fællesskab, der skabte lighed og lykke for alle. Ingen tvivl om, at der er brug for både en ideologisk og teknisk tilgang til samfundet, da de på hver deres måde bidrager til en positiv samfundsudvikling. Den teknokratiske politik har en stor andel i opbygningen af velfærdsstaten og dens institutioner, hvorimod idékampen har bidraget til at udvide de liberale og demokratiske rettigheder og goder. Man kan groft sagt sige, at teknokratisk politik skaber samfundsmæssig stabilitet, mens idékamp giver politisk energi og skaber samfundsforandringer.

Afpolitiserende ekspertkommissioner Politikkens form er i dag udpræget teknisk. Det skyldes, at den ikke længere får modspil fra politikere, der politiserer grundlaget for konsensus. Afpolitiseringen giver bl.a. sig især til udtryk i måden store politiske forandringer gennemføres på i dag. Politikerne er ikke længere dem, der udformer visionerne og forbereder forandringerne. I dag forberedes store reformer i ekspertkommissioner og gennemføres uden større politisk debat. Lovforberedende udvalg og kommissioner er ikke noget nyt fænomen i Danmark, men indtil 1980’erne var de også arenaer fra politiske kampe i kraft af, at de bestod af politikere og politiske aktører fra bl.a. fagbevægelsen og erhvervslivet. Et godt eksempel på en afpolitiseret forandringsproces var forårets gennemførsel af en skattereform. På baggrund af et klart politisk opdrag fra regeringen, udarbejdede en ekspertkommission et reformforslag, der dernæst blev gennemført uden større offentlig debat. Skattekommissionen bidrog gennem teknisk-videnskabelig kommunikation til at gøre mulighed til nødvendighed, egeninteresse til fællesinteresse og konflikt til konsensus. Og da det blev fremlagt var det svært at stille spørgsmål ved de grundlæggende præmisser for arbejdet, for det var jo udarbejdet af ”de største danske og udenlandske eksperter i skat”, som Berlingske Tidende skrev. Reformen blev italesat som en økonomisk nødvendighed med henvisninger til globaliseringen, befolkningsudviklingen og den internationale konkurrenceevne. Ifølge regeringen vinder alle grupper økonomisk på en skattereform, der giver topskattelettelser til de rige, selv de lavtlønnede og arbejdsløse. Men man stikker sig selv blår i øjnene, hvis man tror, at teknik er neutral. Enhver form for ideologi kan betjene sig af teknikken som redskab. Desværre er centrumvenstre sjældent gode nok til at politisere teknikken, og det er skattereformen også et eksempel på. Hvorfor blev spørgsmålet om ejendomsskatten for eksempel ikke rejst? Under politikkens tekniske fremtrædelsesform gemmer sig flere forklaringer. Afpolitiseringen skyldes desværre ikke kun politikernes manglende evne til at gennemskue de politiske aspekter, men også en stor del opportunisme og meningsmålingstyranni fra politikernes side. De er blevet bange for at sige deres ærlige mening, fordi partiformændene i dag kun giver licens til de ufarlige holdninger, der tilsyneladende vækker gehør hos vælgerkorpset.


nr 2 / 2009

29

Illustration, Andreas Pilskog

„Politik er i dag på vej til at blive ren teknik. Det skyldes, at den ikke længere får modspil fra politikere, der politiserer grundlaget for konsensus“

Uden idékamp intet demokrati Afpolitisering af den politisk-parlamentariske proces udgør et problem for demokratiet, fordi det er med til at skjule modsætningsforhold, interessekonflikter og er bremsende for politisk debat. Det er selve fundamentet i et hvert demokrati, at der er en eller anden form for polarisering. Det er problematisk, når politik camoufleres med statistik, undersøgelser og ’objektiv’ økonomisk fornuft. Ikke sådan at det er nogen dyd at ignorere sagkundskab men sagkundskaben skal understøtte den teknokratiske implementering af den politik, man beslutter. Den er ikke politikken selv, den kan ikke opløse det, at vi er uenige om samfundets indretning. Det er en illusion er, at der findes en objektivt bedste løsning, der gavner alle, som ingen glemmer eller undertrykker. Idékampen har siden den franske revolution været omdrejningspunktet for demokratiet, og det er svært at forestille sig et demokrati uden politiske forskelle, der brydes i den offentlige debat. Derfor udgør teknikkens afpolitisering af det politiske en trussel mod dette ideal. Den offentlige debat i Danmark har været præget af manglen på idealisme, samfundskritik og reel idékamp. Ikke engang gennemførslen af en vidtgående skattereform har skabt større politisk debat. Reformen er tilsyneladende både nødvendig, ukontroversiel og i alles interesse. Det der fremkaldte de skarpeste vendinger fra oppositionen var ikke reformens ideologiske indhold, men det faktum, at regeringen ikke ønskede reelle forhandlinger med dem. De blev enige om, at regeringens håndtering af sagen var ”uansvarlig og uvederhæftig”.

Fra ”alt er politisk” til samfundsbevaring Indtil 1980’erne har de venstreorienteredes rolle i høj grad været at presse den samfundsmæssige konsensus og politisere der, hvor der blev forsøgt neutraliseret. Produktionsforholdene, arbejdslivet, kønsrollerne, miljøet og det private er alle eksempler, der blevet gjort politiske af venstreorienterede. Industrisamfundets venstrefløj politiserede produktionen og gjorde krav på merværdi og medbestemmelse, og 60’ernes og 70’ernes ’det nye venstre’ gjorde også det immaterielle politisk. Nu var slagmarkerne universiteterne, kønslivet og naturen. Kvindebevægelsens parole ”alt er politisk” er meget rammende for venstreorienteredes selvforståelse. I dag er selvbilledet et ganske andet. Oppositionen til venstre ser sig selv som de bedste forvaltere af det gode danske

velfærdsystem. De er kort fortalt gået fra at være forkæmpere i idékampen, en stærkt politiserende kræft til i dag at være en flok samfundsbevarende teknokrater. Det yderste højre er i dag de mest systemkritiske aktører, og Dansk Folkeparti er på flere punkter den mest politiserende kraft. De politiserer imidlertid heller ikke velfærdsstaten – men de politiserer udviklinger som globaliseringen, europæiseringen, kommercialiseringen og ikke mindst bevægelsen mod et multikulturelt samfund. De gør spørgsmål, der for andre partier er objektive kendsgerninger, der kan aflæses i statistikkerne, politisk. Uanset om man helst så disse emner forblive afpolitiserede, er det en forudsætning for demokratiet, at der er kamp om idéerne, præmisserne og værdierne. I stedet for at bekæmpe højrepopulismen ved at forsøge at overbevise vælgerne om, at de har ’objektivt’ set ret, burde centrumvenstre gøre op med teknokratiseringen og meningsmålingstyranniet – og selv blive politiske igen.

Centrum-venstre skal politisere Forudsætningen for demokratiet og for samfundsforandring er idékampen, derfor bør centrum-venste komme ind i kampen om, hvilke grundlæggende værdier vi bygger samfundet på. Det handler om at turde udfordre de selvfølgeligheder, der udgør præmisserne for samfundsdebatten og den førte politik. Det første opgør skal tages med de tilbagelænede ex-revolutionære, der skyller idealerne ned med økologisk øl fra mikrobryggeriet i stedet for at udfordre neoliberalismen og nødvendighedens logik. Centrum-venstre skal gøre op med afpolitiseringen og genpolitiserer det private, markedet og kontrollen. Det politiske har alt for længe været skjult i teknik, og idékampen ved at forsvinde fuldstændig. Og de venstreorienterede, der engang var indbegrebet af politisering, er enten blevet bange for vælgerne eller ude af stand til at gennemskue teknikkens politiske karakter. Centrum-venstre bør igen gøre politik politisk og udvide demokratiet. Der findes ikke en rationel vej, og vi har ikke en privilegeret adgang til hverken det sande eller det gode. Politik er idékamp, og samfundet har desperat brug for idealistiske forkæmpere.


30

udenfor tema

Den skæve vinkel

„Its too many lies, helt ærligt – alt for mange løgne. Der er alt for mange eksempler på at du kommer ind med så meget smukt, og på no time så sidder du i kompromiserne - politik er løgn, løgn, løgn – på løgn“ Kurt Thyboe, kosmopolitisk vagabond

Hasta Muerto, Kurt Thyboe - Paradoksernes Rebel Castelldefels ved guldkysten 15 km syd for Barcelona. Denne perle, en magnet på nordeuropæere der vil nyde deres otium i solen. Og det pisregner. Udenfor. Af Anders Klejnstrup Kristensen og Frederik Andreas Jørgensen Men også indenfor. Med det er med Gin&Tonics og bajere. Stemningen er god. Latinas taler højt ved siden af. De morer sig indimellem over vores bord, hvor vores champ, KurtT, med konstante slag i bordet understreger sine pointer. Han banker sine ofte vilde argumenter på plads, synger og fortæller historier. Og det gør han godt. Han er Storyteller med stort S.   Den gamle bokse-kommentator og chefredaktør på Ugens Rapport er kendt for sin skarpe pen, frembrusende ord og sit vuggende, stakatosprog – hvor han blander alle de europæiske sprog sammen i en oral-turbine, der sprøjter nye skæve kombinationer ud. Her sidder vi – med en legende – KurtT - på hjemmebane, den lokale bar - til en snak om Europa og europæerne.  

Sproget som kunstart KurtT taler flere sprog end de fleste, betegner sig selv som en lingvistisk ekvilibrist. Grunden til, at han rejser ud i sproget, er fordi ”hvert eneste sprog har sin egen, helt specielle sjæl. Der er ting, du kun ka’ udtrykke råt præcist på netop det sprog, ellers mister du sjælen - den subtile tone i det du vil ha frem.” Men hvorfor er sproget så afgørende? For KurtT er sproget er en voldsom del af den europæiske identitet, ” sprog er enhver stats identifikation, næsten enhver egns identifikation. Check lige dem fra Esbjerg, Sønderjylland, dybt nede i Sjælland - hardly nobody understands one another.”  

Europa er en smuk tanke Men hvad så med Europa? KurtT siger: ”Europa er en smuk tanke, en vidunderlig

tanke – peace brother. Men hver eneste stat splitter lortet mere og mere ad. It’s a fucked up reality, fordi alle vil deres eget bedste. Og Bruxelles – hvad fanden er Bruxelles? A lot of people talking, nothing happens.” Han sammenligner det med en italiensk familie, ”alle vil hver sin vej, alle har hver sin mening. But it’s love baby – they are all screaming at each other.” Nej, for KurtT er ”Europa en intellektuel tanke, man kan aldrig nogensinde lave et fælles Europa, hvor folk nord og syd for Pyrenæerne forstår hinanden, det er umuligt. Så skal du gifte dem alle sammen med hinanden. But even then you would have figths.” Han understreger ideen også på globalt plan, for ”hvis de to verdenscivilisationer ku’ gifte sig med hinanden af helved til, we wouldn’t have any problems – jo, men knap så mange I hvert fald. And they got a lot of beautiful girls out there – and the girls can see a lot of beautiful guys.”   Lyt til Platon – giv filosofferne magten I stedet for EU ser KurtT hellere et råd af 20 filosoffer, de 20 klogeste europæere. De skal bestemme. Ikke  politikerne. KurtT bryder sig i det hele taget ikke meget om politik. ”Its too many lies, helt ærligt – alt

for mange løgne. Der er alt for mange eksempler på at du kommer ind med så meget smukt, og på no time så sidder du i kompromiserne - politik er løgn, løgn, løgn – på løgn.” Men hvorfor ændrer du det ikke? ”Nej, fordi – hvis jeg trådte ind i det, kunne jeg muligvis – or somebody like me – lave noget ravage. But they would twist me around, the would kill me. Systemet afskyer rebeller, systemet vil ha’ skolede afrettede typer. Hver gang der kommer en der er lidt skæv – VÆK. Og det er pisse råddent for systemet, fordi systemet ville kunne acceptere mange flere.”  

Den kosmopolitiske vagabond ”Jeg har under hypnose oplevet at flyve til de mest sindssyge kanter af universet. Jeg er dansker ja, men meget mere end dansker er jeg europæer, men meget mere end europæer er jeg en verdensborger – meget mere. Jeg er en rastløst strejfende vagabond kosmopolit, if that makes any sense.” Og ja – det kan man så overveje. KurtTs meget abstrakte hjernespind provokerer traditionen tro mange sandheder. Hans eksistentialistiske livsfilosofi sender os direkte i baren, for at overveje om manden er gal eller genial!

... Efter mødet med KurtT tager Visions udsendte rapportere tilbage mod Barcelona. Fanget af Thyboe-ånden ryger vi på druk. Hensynet til € og inspirationen fra Castelldefels sender os på eventyr, så natten tilbringer vi på et stillads i centrum, Barca. Da vi fortæller Kurt det, har han denne kommentar: ”Wow, guys...you real live vagabonds...sover på byggepladser...shiiit, I like that... used to live like dat, when i was a young punk, sleeping on benches in parks, trainstations, overnatte i baggårde blandt skraldespande and real fucking mad back alley cats...dats growing up... jeg forstår, hvad du mener...”


nr 2 / 2009

31

anmeldelse

Information På Visions nye anmeldersektion, bliver der løbende lagt boganmeldelser og anbefalinger ud. Adressen er: www.cevea.dk/vision_114/ bøger/

Spar billetten til Pittelkows dannelsesrejse

Fordrukne krebs på vandring

Ud af politik? Det er årets vittighed!

Af Kristian Madsen

af Martin E. O. Grunz

af Martin E. O. Grunz

Pittelkow fortæller historien om sit liv, som en søgen efter en identitet: Som sønderjyde, dansker, ungdomsoprører og til sidst som folkelighedens ambassadør ved elitens hof. Ralf Pittelkow har beskrevet sin selvbiografi som en klassisk dannelsesroman. En ung man forlader Sønderjylland i foragt for forældregenerationens folkelige værdier, tager den store tur som revolutionær ungdomsoprører, passerer gennem Socialdemokratiet for til sidst at finde hjem til barndommens værdisæt.   Det giver en klar linje i fortællingen, men man fornemmer gennem bogen, at der hugges en hæl og klippes en tå for at presse fakta ned i dette fortælleskema. Refleksionerne over sit forsvar for RAF’s metoder er væk. Pittelkow forklarer, at der altid var noget der gnavede i baghovedet. Han mente måske ikke rigtigt helt det hele. Og hvis der faktisk var udbrudt en revolution ville Pittelkow og kammeraterne have stoppet mens legen var god. Forstyrrende elementer, der ikke passer ned i Pittelkows velfriserede opfattelse af sit liv som en kontinuerlig dannelsesrejse filtreres fra.  Pittelkows grandiose selvbevidsthed kaster irriterende skygger i de mest interessante passager. Pittelkow burde have kunnet lægge alen til forståelsen af Nyrupregeringens tidlige år og embedsværkets reaktion på politiske rådgivere. I stedet fuser for meget ud i en diskussion om hans egen rolle i det nationale kompromis og formandsopgøret i Socialdemokratiet. Men forfatterens opblæsthed har også ufrivilligt komiske elementer – når et afsnit om opdagelsen af Grundvig betitles: ”Pittelkow møder Grundtvig”. To store danskere, forstås.   Bogens politiske grundessens er, at den politiske og kulturelle elite er ude af trit med de holdninger, der deles af det store flertal af danskerne. Dette efterhånden lidt bedagede synspunkt er tidligere og bedre beskrevet af fx Erik Meier Carlsen.

Den store tyske forfatter, nobelprismodtageren Günter Grass, har sagt at tiden ikke kun bevæger sig fremad eller endda tilbage – men også sidelæns, sådan som krebs bevæger sig. Ordene var møntet på den besværlige tyske historie, og er vedkommende for Julia Butschkows nye bog, fordi den handler om tysk arv og afstemning, på trods af at hun er født og opvokset i Danmark. Bogen trækker på Julia Butschkows personlige historie og baggrund – det er hævet over enhver tvivl. Men udover erindringsbearbejdelse indgår der også fiktive og kunstneriske greb i denne familiekrønike. Det er litteratur dét her – tag ikke fejl! Hvilke spor trækker det ned gennem generationerne at den nære familie på een og samme tid var gerningsmænd og ofre i årene omkring 2. verdenskrig? Ja, for eksempel som her kan det føre til benægtelse af éns baggrund, bevidst og ubevidst overskridelse af egne grænser og tilflugt til alkohol som glemsel, trøst og ekstase. ’Apropos Opa’ er udgivet som en roman, men læseren skal ikke regne med kapitler og lange ordvekslinger. ’Apropos Opa’ er for mig i stedet et læsedrama med fortættede scener. Uanset formaliteter er bogen et stærkt vidnesbyrd om forvaltningen af forfædrenes kultur.

Nej, selvfølgelig er Krarup ikke på vej ud af politik – for han har været en markant og vedholdende røst i offentligheden i 50 år. Der er dog ingen tvivl om at partipolitik- og disciplin er en vederstyggelighed for Krarup. Eksisterede muligheden, ville han ganske givet have foretrukket at være en fritstillet og ikkepartivalgt konservativ repræsentant på tinge, som f.eks. Grundtvig var det. Netop ’Konservativ i Danmark’ hedder bogens indledende essay, som også er dens bedste passage. Her definerer en skarp og engageret Krarup uden vaklen konservatisme som det, at ”være bundet af det givne – din næste, din nabo, din familie, dit folk og land”. Det kan anfægtes, ja – for der er ganske stor forskel på hvem éns nabo er, hvordan éns families situation er og hvilke (!) folk man har rødder i. Også i Danmark har vi forskellige konkrete erfaringer. Bogen er en ujævn samling fra de seneste år, præget af Krarups parlamentariske travlhed. Han bebuder at ville skrive en bog om begrebet myndighed – og dén kan gå hen og blive et hovedværk i hans forfatterskab, som er så politisk centralt for forståelsen af de seneste 50 års Danmarkshistorie.

Ralf Pittelkow: ”Mit liv som dansker”, People’s Press, 400 s.

Søren Krarup: National værnepligt. Gyldendal, 173 sider, 169 kroner. Udkom 12. marts 2009 Julia Butschkow: ”Apropos Opa”, 202 sider, 300 kr., Samlerens Forlag


32

Fyringen kommer af sig selv Det gør dagpengene ikke Først ryger sparebøssen, så bilen og til sidst friværdien. Og først når du er helt blanket af, kan du få økonomisk hjælp fra det offentlige, hvis du er en af dem, som finanskrisen har gjort arbejdsløs. Medmindre selvfølgelig, at du er medlem af en a-kasse.

10.000 kroner i banken, friværdi i boligen eller hvis ægtefællen tjener over 28.000 kroner om måneden. A-kasserne er en solidarisk ordning, hvor danskere i alle aldre og alle job betaler til en fælles pulje. Mister du dit arbejde, er du garanteret økonomisk hjælp hver måned – uanset hvor stor din sparebøsse er.

Det er hver tredje dansker ikke. Og de må altså klare sig selv, hvis de har mere end Og du er også sikret hjælp til

at komme tilbage på arbejdsmarkedet: A-kasserne under LO er klar med planer for, hvordan du kommer videre, og de hjælper dig også med efteruddannelse, hvis det er det, der skal til. Samtidig leverer de hurtig sagsbehandling og dagpenge til tiden. Derfor er LO’s a-kasser den bedste forsikring mod arbejdsløshed. Har du sikret dig?

Kom ind i kampen

Vision 2, 2009  
Vision 2, 2009  

Vision 2, 2009

Advertisement