Page 1

Nr. 3 / 2009 Tema: Fagbevægelsen

idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / holdninger / innovation / udfordring

„Fagforeningen må ikke være forbundsformanden, der engang i mellem er på tv. Det er medlemmerne, der er fagforeningen.“ Lizette Risgaard, Næstformand i LO s. 6

Jens Stoltenberg og hans rød-grønne koalition har igen sikret sig magten i Norge. Vision er gået bag om arbejderbevægelserne i Skandinavien.

„Det er på tide, at LO igen får et klart defineret forhold til Socialdemokratiet efter års pakken tingene væk i forskrækkede centrum-venstre-tåger.“

"Billedet af støvede gamle mænd med røde seler i bløde lænestole i store pamperpaladser er og bliver et problem." Pelle Dam, SFU

Læs interviewet med Peter Palshøj Generalsekretær i SAMAK S. 7

Peter Mose, Kommunikationschef, Ingeniørforeningen om avisen.dk S. 8

UNDERHUSET: DSU, SFU og RU kaster et kritisk blik på fagbevægelse. S. 12


2

TEMA / fAGBEVÆGELSEN

LEDER

Fagbevægelsen har brug for Bevægelsen regeringen vendt det døve øre til, uden at behøve at bekymre sig for vælgertilslutning eller utilfredshed i befolkningen. Og det er netop her, fejlen ved den meget entydige satsning på apolitisk lobby-arbejde fremstår tydeligt. Det er ikke muligt at mobilisere omkring principielle sager, når den ideologiske overbygning forsvinder. Når medlemmerne ikke længere føler, at det, at være med i en fagbevægelse, handler om mere og andet end kortsigtet egeninteresse, så forsvinder solidariteten og offerviljen for ”projektet”. Når det sker, kan fagbevægelsen ikke længere sætte hårdt mod hårdt og forsvare grundvilkårene. Og til sidst vælter korthuset så.

Bevægelsens tid er ikke forbi

Den danske fagbevægelse vakler. Og korthuset vil falde, hvis ikke LO tør melde klart ud - både politisk og ved at stille krav til sine medlemmer. Som en del af Bevægelsen skal fagbevægelsen tage et større socialt ansvar.

portionalt forhold mellem LOs politiske indflydelse på konkrete forhandlinger og medlemsudviklingen. Trepartsforhandlinger mellem LO, VK-regeringen og DA i 2007, skal i denne optik ses som det hidtidige højdepunkt for den pragmatiske fagbevægelses politiske indflydelse.

af Karl Kjær Bang

Et korthus

Arbejderbevægelsen - i folkemunde blot kaldet ”Bevægelsen”. Tidligere følte så godt som alle medlemmer af såvel LOforbund som af venstrefløjspartier sig som en del af den. Men hvor er den i dag? Da jeg for nylig var på besøg i min lokale partiforening i Århus og nævnte Bevægelsen, blev jeg mødt med skepsis og en kommentar om, at Bevægelsen var noget man snakkede om for 20 år siden. Fordi, var reaktionen, at de fleste folk i dag ser sig som del af flere bevægelser. Pointen med Bevægelsen var dog netop dens bredde. At den indebar mange tendenser og holdninger. For selvom dens fundament bundede i de stærke, formaliserede bånd mellem LO og Socialdemokratiet, støttede mange lokale afdelinger af fagbevægelsen andre partier. På trods af forskelligheder på tværs af køn, faglighed, uddannelse og holdninger, repræsenterede bevægelsestanken en idealistisk tro på, at alle arbejdede for, at samfundet flyttede sig i en bestemt retning. Og, at når vi bevæger os i fællesskab, ja, så bevæger samfundet sig med os. Et bærende element i den brede bevægelse var derfor også det sociale engagement. Her spillede specielt fagbevægelsen en bærende rolle som social mobilisator, hvor folk tog ansvar for hinanden, deltog

i frivilligt arbejdet i den lokale a- eller sygekasse og i fællesskab opbyggede kooperative virksomheder. Fokus var i lige så høj grad på det nære, på det lokale engagement og interessen i hinanden i solidaritetens navn og som medborgere. Man tog ansvar for hinanden, der hvor man befandt sig.

Bejlere for magthavernes gunst Bruddet mellem LO og Socialdemokraterne i 2003 markerede dog et endeligt brud med bevægelsestanken. Det var kulminationen på en proces, der reelt startede med LOs fælleserklæring med Schlüterregeringen og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i 1987. Således arbejdede LO-toppen fra dette tidspunkt for pragmatiske løsninger med hvem end, der nu havde magten. De gik væk fra den klare partipolitiske markering og det sociale engagement, fra tanken om en samlende bevægelse – og dermed fra den ideologiske overlægger, som klassekampen historisk har udgjort for LO. Til gengæld skulle LO-toppen nu have frie tøjler til at søge indflydelse, hvor indflydelse kunne opnås. Effekterne af den strategi har da som sådan været temmelig forudsigelig. Medlemstallet er faldet hurtigere end den erhvervsmæssige og demografiske udvikling tilskriver, mens der til gengæld de sidste 20 år har været et nærmest omvendt pro-

Spørgsmålet er dog, om fagbevægelsen på sigt kan overleve som en lobby-organisation? Det er jo kun på grund af de unikke omstændigheder i Danmark, at vi overhovedet har så stærk en fagbevægelse. Omstændigheder, der i denne tid kommer mere og mere under pres, og som LOs angiveligt store politiske indflydelse ikke har formået at afværge. Det drejer sig om ophævelsen af eksklusiv-retten, om EF-domstolens gentagne anslag mod konfliktretten og, senest, indførelsen af jobcentrene. De nederste kort i det korthus, som LO er i toppen af, fjernes, ét efter ét. Med fokus på den danske fagbevægelse, er det specielt reaktionen på kommunaliseringen af jobcentrene, der er bemærkelsesværdigt. Den enstrengede beskæftigelsesstruktur med jobcentre er nemlig en af nyere tids kraftigste anslag mod fagbevægelsen og den danske model, fordi det svækker fagbevægelsens hovedindtægtskilde, A-kasserne. I modsætning til de andre forhold er det endvidere et nationalt anliggende, som den danske fagbevægelse kunne og burde være gået stærkere op imod. Til trods for dette har LOs reaktion været nølende, og kun til tider har man været ude med kritiske røster. Der har ikke været demonstrationer eller politisk kamp. Kun lobby-virksomhed. Og den har

Det, der kræves, er altså helt grundlæggende faglig organisering og politisk bevidsthed blandt medlemmerne. Heldigvis har LO indset behovet for det første, hvilket Harald Børsting som nyvalgt formand bl.a. gav udtryk for i et interview her i bladet i 2007: ”Det handler i første omgang om at styrke det lokale arbejde.” På side 6 i dette nummer uddyber Lizette Risgaard, der er næstformand i LO, disse tanker under titlen ”Tilbage til fremtiden”, bl.a. ved at give udtryk for, at tillidsrepræsentanternes rolle skal styrkes. Det er dog naivt at tro, at tendensen kan vendes, blot ved at styrke de faglige fællesskaber. Der skal mere til. En holdningsmæssig overbygning. Selvom Harald Børsting også gav udtryk for, at LO-fagbevægelsen skal være værdibaseret i Vision-interviewet i sin tid, stråler dette element dog ved sit fravær i Lizette Risgaards indlæg. Den holdningsmæssige overbygning bør bestå i en klar entydig partipolitisk stillingtagen og i at fagbevægelsen påtager sig et socialt ansvar. Ved at fagbevægelsen igen kan begejstre som en del af den folkelige bevægelse, som ikke bare ”talks the talk” men også ”walks the walk”. Og Bevægelsens tid er ikke forbi. I USA har Obama om nogen formået at begejstre. Ved blandt andet at støtte op om hans bevægelse, er fagforeningen International Brotherhood of Teamsters (IBT) et godt eksempel. De har vendt medlemstilbagegang til fremgang. Som James P. Hoffa, formand for IBT og søn af Jimmy Hoffa, forklarer på side 10, så blev ”medlemmerne mobiliseret som aldrig før i [IBTs] historie.”


3

september 2009 / Tema: FAGBEVÆGELSEN

InDEks

UDENFOR TEMA

TEMA 2:

Fagforeningen skal i bevægelse

19:

Fagforeningen skal lytte til vandrørene og igen turde tage stilling.

4:

Folket: Faglige faner i front

20:

Tilbage til fremtiden LO’s næstformand vil have fagbevægelsen tilbage på arbejdspladserne.

7:

Visne Roser? Interview med generalsekretæren for SAMAK – Arbejderbevægelsens Nordiske Samarbejdskomite omkring samarbejdet mellem LO og S.

8:

Så forsøger LO sig igen med nyheder

A-kasserne på sigtekornet Mads Klint fra CARMA analyserer, hvilke konsekvenser det vil have for fagbevægelsen at regeringen opretter jobcentrene.

22:

24:

Magten til medlemmet

18:

HOFFA – tilbage fra de døde?

Kampagner for fællesskab Vision har indhentet tre eksperters vurdering af HKs, 3Fs og Krifas marketingskampagner.

Dengang da… Tilbageblik: Hans Bendix's kamp for anerkendelse.

31:

Markedsfundalismens modstandsdygtighed Analyseenhedens første indlæg i Vision er et opråb.

Er gud imod kapitalismen? Paven udfordrer vores nuværende samfundsopbygning.

32:

Urinkongens kamp mod parnasset Interview med provokunstneren Uwe MAX om - bl.a. - Pia Kjærsgaards kulturkamp.

34:

En gang begavet vrøvl Anmeldelse: Ismer i det 21. århundredes politik, udgivet af Cepos.

34:

Farfars skattekiste Anmeldelse: Enghavevej - barn og ung i København 1925-45.

Underhuset

35:

DSU, SFU og RU tørner sammen i debat om fagbevægelsen. Har LO en fremtid?

14:

29:

Sygeplejersken får mundkurv på Elevråd eller politisk kampplads?

Høj som Lav Nekrolog: Henning Tjørnehøjs farvel til Svend Auken.

30:

Interview med den legendariske fagforeningsboss' søn, James P. Hoffa, der er leder for International Brotherhood of Teamsters.

12:

28:

Bør fagbladene være uafhængige?

25:

Pop, blæk og kemi... Feltstudie fra Skanderborg Festivalen.

Guide til organisationsudvikling gennem intern marketing.

Til november er der valg til universiteternes ledende organer. Men bør der overhovedet være det?

Analyse af Peter Mose: Avisen.dk kan blive en central spiller – men kun gennem samarbejdet med Cevea og A4.

10:

26:

Tour de force i fagbevægelsens udfordringer – og er enhedsstruktur løsningen?

Danskerne giver klar opbakning til en tydeligere politisk stillingtagen fra fagbevægelsens side.

6:

Samling gør stærk?

Når politik går i "Brand" Anmeldelse: Det politiske superbrand.

Fra hus til hus – og land til land?

16:

Illustration, Patrick Ringsborg

Skal den danske fagbevægelse organisere østeuropæere i deres hjemlande?

Solidaritet på tværs af køn Alle er enige om, at ligeløn er godt. Men hvordan fremmes det bedst?

REDAKTION og information Chefredaktør:

Redaktionsmedlemmer:

Grafik og Layout:

Karl Kjær Bang

Sofie Wilms Karen Nilaus Mette Kraaer Christian Struckmann Irgens Martin E. O. Grunz Mia Rasmussen Jakob Damsholt Anne Ravn Ebbe Vestergaard Jørgensen Kristian Lund Kofoed

Johan Grann Kristiansen

Redaktører: Maria Bøegh-Lervang Frederik Andreas Jørgensen Peter Westermann

Korrektur: Maria Bøegh-Lervang

Illustratorer: Patrick Ringsborg Tore Magelund Alexandersen Rasmus Høygaard Andreas Arnild Peitersen Johan Grann Kristiansen

Abonnementsadministration: abonnement@cevea.dk Tlf: 50508607

VISION er et uafhængigt idépolitisk tidsskrift, der bliver udgivet af centrum-venstre tænketanken Cevea. Indlæg i VISION er ikke udtryk for Ceveas holdning, medmindre det tydeligt fremgår af artiklen. Læs mere om VISION på www.cevea.dk


4

TEMA / fAGBEVÆGELSEN

”Tværtimod vil en stærkere politisk profil sandsynligvis øge tilslutningen til fagbevægelsen”. Vision undersøgelse

Folket: Faglige faner i front! Folket ønsker en fagbevægelse, der kæmper politisk. Fagbevægelsen skal være en drivkraft til et mere retfærdigt samfund og ikke bare et forsikringsselskab.

Fagbevægelsens vigtigste rolle er at påvirke politikerne til fordel for deres medlemmer

Fagbevægelsen skal turde melde klare politiske holdninger ud, også selvom disse til tider vil gå imod medlemmernes holdninger

10% Af Peter Westermann Det faglige fællesskab skal være en selvsikker, samfundsforandrende kraft. Det viser resultaterne af en undersøgelse, som analysevirksomheden Interresearch A/S har lavet for Cevea i august måned. Baseret på 1004 repræsentativt udvalgte danskeres holdninger til fagbevægelsen, mener 59 procent af danskerne, at fagbevægelsens vigtigste rolle er at påvirke politikerne til fordel for deres medlemmer. Den eneste uddannelsesgruppe, hvor flertallet er uenige i dette, er de med erhvervsgymnasial uddannelse (fx HHX eller HTX) som højeste uddannelse. Af de adspurgte er Venstres vælgere de eneste, hvor under halvdelen (47 procent) mener, at fagbevægelsen skal påvirke politikerne til fordel for deres medlemmer. Det er dog værd at bemærke, at færre Venstre-vælgere, nemlig 46 procent, er af modsatte opfattelse, idet 7 procent svarer ”ved ikke”. Ønsket om en politisk fagbevægelse strækker sig endda til, at 55 procent mener, at fagbevægelsen skal turde melde klare politiske holdninger ud, også selvom disse til tider vil gå imod medlemmernes holdninger. Kun 26 procent er uenige i dette. Omvendt er der få – kun 18 procent – der mener, at fagbevægelsens vigtigste opgaver er apolitiske og drejer sig om at levere billige serviceydelser, såsom forsikring, til sine medlemmer. 74 procent mener ikke, at dette er er vigtigt. Fra Liberal Alliances vælgere foretrækker 23 procent at fagbevægelsen er en serviceleverandør, mens de Konservative og Dansk Folkepartis vælgere følger umiddelbart efter med hhv. 20 og 18 procent.

Samfundsansvar over lønkrav Der opsættes ofte en modsætning mellem fagforbundenes lønkrav og fagbevægelsens samfundsansvar. 56 procent af danskerne mener, at fagbevægelsen skal tage ansvar for samfundsudviklingen, mens kun 26 procent er uenige heri. På dette spørgsmål er der lidt forskel mellem de forskellige partiers vælgere. Liberal Alliances vælgere er, med 77 procent enige, den gruppe af vælgere, der er mest enige i dette. Venstres vælgere er, med kun 47 procent enige, den vælgergruppe, der er mest uenige i, at fagbevægelsen skal vise samfundssind. Dermed er der stor afstand mellem landets to liberale partier i ønsket om samfundssind hos fagbevægelsen.

Hos de resterende fire oppositionspartier mener over 60 procent af vælgerne, at fagbevægelse skal tage samfundsansvar. Knap 50 procent mener, at fagbevægelsen primært bør fokusere på at sikre sine medlemmer en højere løn, mens knap 44 procent er uenige heri. Det er de radikale vælgere, der med 54 procent, er mest uenige. Enhedslistens og Dansk Folkepartis vælgere er, med hhv. 59 og 53 procent enige, mest stemt for at fagbevægelsen først og fremmest skal sikre højere løn.

31%

19%

59%

55%

26%

Enig

Enig

Uenig

Uenig

Ved ikke

Ved ikke

Ligeløn den vigtigste opgave Det spørgsmål flest danskere mener, at fagbevægelsen skal kaste sig over, er at skabe større ligeløn mellem mænd og kvinder. Dette mener hele 67 procent, mens kun 26 procent er uenige. Det er ikke kun kvinderne, selvom 76 procent af dem er enige, der mener, at ligelønnen er en vigtig opgave. 58 procent af mændene er også enige.

Fagbevægelsens vigtigste rolle i dag er at tage ansvar for samfundsudviklingen

Fagbevægelsens vigtigste rolle i dag er at levere billige serviceydelser til medlemmerne (f.eks. rejse- og indboforsikring)

8%

10%

18%

Fagbevægelsen ud af busken! Med ovenstående tal som mellemregning bliver resultatet et skulderklap til den politiske del af fagbevægelsen. De ”gule” fagforeninger, der ikke opfører sig som politiske aktører, levnes omvendt ikke meget plads. Røsten fra folkedybet skal dog også ses som et ønske om en fagbevægelse, der i højere grad blander sig selvsikkert i den politiske debat uden altid at tage medlemmerne i ed. Vigende medlemstal skal ikke ses som en kritik af fagbevægelsens politiske arbejde – tværtimod vil en stærkere politisk profil sandsynligvis kunne øge fagbevægelsens tilslutning: Fagbevægelsen skal vise at den mestrer balancegangen mellem at være forkæmper for sine medlemmers snævre interesser og samtidig kaste sig ind i den generelle politiske kamp på en konstruktiv og samfundsansvarlig måde. Fagbevægelsen skal kæmpe for konkrete forbedringer for sine medlemmer, men ikke miste blikket for samfundet som helhed. Kampen for ligeløn er et oplagt sted at starte. Her smelter idealer, interesser og samfundssind sammen. Og fagbevægelsen vil have folket – i høj grad Fru, men også Hr. Danmark – på sin side i denne kamp. Uanset hvordan fagbevægelsen vælger at svare på udfordringerne i forhold til organisation og markedsføring, skal den have en klar politisk profil, hvis den fortsat vil være en uomgængelig del af det danske samfund. Det er det, folket vil have.

34%

56% 74%

Enig

Enig

Uenig

Uenig

Ved ikke

Ved ikke

Fagbevægelsens vigtigste rolle i dag er at sikre en højere løn

Fagbevægelsens vigtigste rolle i dag er at kæmpe for større ligeløn mellem kvinder og mænd

6%

44%

7% 26%

50%

67%

Enig

Enig

Uenig

Uenig

Ved ikke

Ved ikke


5

”LO har mistet en ideologisk overbygning på det faglige arbejde, og det koster på de velfærdspolitiske rettigheder. Partiet har mistet en mobiliseringsmaskine, og det har handicappet partiet økonomisk”. Flemming Ibsen, professor ved CARMA, Aalborg Universitet interview

Illustration, Andreas Arnild Peitersen

Nyt LO - historiens afslutning og den sidste fagforening?

Vision lancerer løbende artikler, på nettet. Udover den længere version af interviewene fra denne artikel, vil der blive bragt analyser, debatter og mulighed for at kommentere. Særnumre vil også være at finde her. Nr. 1 udkommer til Socialdemokraternes kongres den 25. september.

fagbevægelse, hvis man alene fokuserer på forsikringsdelen? ”Jo,” siger FOA-bossen, ”men det er en balancegang mellem en samlet politisk bevægelse (LO, red.) og fagegoisme (de enkelte forbund, red.).” ”Hvorfor pokker skal vi kun være et forsikringsselskab?”, udbryder han – tydeligt frustreret over de store forskelle i opfattelser af LO. Han går imod, hvad HK har beskrevet som et 24-timers advokatkontor: ”Forbundene bliver nødt til at tage politisk stilling på deres egne områder. TIB (Træ-Industri-Byg i Danmark, red.) skal forholde sig til byfornyelse og boligpolitik, Metal skal fokusere på eksportog handelspolitik, og vi skal fokusere på velfærdsområder og den offentlige sektor: ”Men”, advarer han, ”vi må ikke blive et spejlbillede af et politisk parti med politik på alle hylder - det kan vi ikke legitimere. Vi må fravælge det brede og fokusere på vores egne kerneområder”.

Handlingslammet

Med introduktionen af Nyt LO i 2003 brød velfærdsalliancen sammen. I over hundrede år var arbejderbevægelsens to søjler, LO og Socialdemokratiet, arkitekterne bag velfærdsstaten. Men siden 2003 har begge mistet medlemmer og opbakning. Af Frederik Andreas Jørgensen

Gammel kærlighed

Er det muligt at genskabe båndet mellem LO og Socialdemokratiet, spørger jeg Flemming Ibsen, professor ved CARMA: ”Nej, det løb er kørt,” siger han og påpeger at begge parter faktisk har tabt på reformen: ”LO har mistet en ideologisk overbygning på det faglige arbejde, og det koster på de velfærdspolitiske rettigheder. Socialdemokraterne har mistet en mobiliseringsmaskine, og det har handicappet partiet økonomisk,” siger Ibsen. Ifølge Ibsen var bruddet i 2003 Hans Jensens personlige projekt og mange forbund følte sig voldtaget. Både Metal, KAD (Kvindeligt arbejderforbund) og SiD (Specialarbejderforbundet i Danmark) var oprindeligt meget uenige i beslutningen. Men det blev luntet igennem. Førhen kunne Socialdemokratiet mobilisere 2-3 procent af vælgerne i den sidste uge op til valgene. Forbund som SiD havde afdelinger i næsten alle kommuner (275 før strukturreformen, red.) og de havde greb om arbejdspladserne, påpeger han. I dag har de fleste forbund sløjfet partistøtten. Metal er et af de forbund, der holder fast.

For som Metal-formand Thorkild E. Jensen siger, er der stadig et nært bånd mellem Metal og Socialdemokratiet, selvom de organisatoriske bånd er skåret over: ”Vores medlemmer gir’ ca. 10 kr. i støtte pr. medlem ved valg til Socialdemokraterne, og størstedelen af de penge bliver brugt til fælles projekter,” siger han. Af Metals 139.000 medlemmer har kun 8400 metaller frameldt sig partistøtten. De penge bruges så i stedet på godgørende formål. Metal ser det afgørende i, at medlemmerne vil have en fagidentitet - ikke en klasse identitet. Jensen fortæller, at det drejer sig om at møde dem lokalt og adressere de forskellige brancher. Han mener nemlig ikke længere, at der er klasseinteresser i klassisk forstand, skellet går i dag på de værdipolitiske skillelinier. Her skal LO-fagbevægelsen varetage de fagpolitiske interesser samtidig med, at man fastholder de værdipolitiske bånd til Socialdemokratiet. Men kan det ikke betyde, at andre forbund vil støtte borgerlige partier som Metal støttede Socialdemokratiet ved det seneste valg til Europa-Parlamentet? ”Det kan vi ikke vide,” siger han og

fortsætter: ”Men sådan er spillereglerne. Og det må de om. Metal er et holdningspolitisk forbund - og vi vælger selv vores politiske allierede,” påpeger smeden. Jensen ser ikke en tilbagevenden til det klassiske LO som et svar på fagbevægelsens udfordringer. Nyt LO er kommet for at blive – så må det være de stærke forbund, der styrer den politiske udvikling. Mon de andre fagbosser er enige i det?

Politik eller fagegoisme? Jeg beslutter mig for at tage fat i FOAbossen Dennis Kristensen. Han er kendt for sine skarpe meninger – mon ikke han kan give nogle svar på LO-fagbevægelsens problemer? • fr Han slår fast, at den tid er forbi, hvor man indløste billet hos LO - og samtidig i Socialdemokratiet. For fagbevægelsen • fo skal orientere sig mod arbejdslivet ogde andre arbejdspladsen. ”Det er det medlemmerne Læs mere vil have,” påpeger han. ”FOA skal ikke støtte politiske partier - vi skal ikke bruge medlemmernes penge for at sikre repræsentation. Det var en af de ting, de vågnede op til i 90’erne,” siger han og fortsætter: ”Vi kunne ikke klare endnu en ørkenvandring som i 80’erne under Schlüter.” Det er rystende så enige de er, FOA og Metal. Også på plus-siden er Kristensen enig med Jensen - LO fik manøvrefrihed: ”Siden da har vi opnået nogle gode aftaler med VK-regeringen - det havde ikke været tilfældet, hvis vi ikke havde taget beslutningen i 2003.” Men risikerer man ikke en svækket

Flemming Ibsen fastslår at fagbevægelsen har mistet kontakten til de unge. Der er et kæmpe borgerligt flertal blandt unge faglige, og han påpeger det ejendommelige i, at det ser ud til at være et politisk nulsums-spil, for man mobiliserer ikke længere. ”Aktivisterne i DKP er væk, og Enhedslistens faglige og Socialdemokrater mobiliserer ikke. De er passive medlemmer, ligesom de er af Folkekirken”, siger Ibsen. Ibsen mener faktisk, at hele arbejderbevægelsen er handlingslammet - den er i krise. Bevidstheden om klassekampen var en stærk mobiliseringsstrategi for den samlede arbejderbevægelse, og i takt med at LO som klassekampsorganisation er blevet svækket, er det i stedet fagidentiteten, der er vokset frem. Hvor LO historisk set har været en arbejdstagerorganisation udsprunget af klassekampen, er det Nye LO i højere grad funderet på stærke forbund. I takt med at fusioner er blevet gennemført, har man styrket de enkelte medlemsforbund. Decentralisering af fagbevægelsen har skabt en meget mindre platform til LO. Er det grunden til, at 3F har lanceret ideen om et samlet LO-forbund?

Læs videre på nettet Se en længere udgave på nettet hvor Thorkild E. Jensen giver løsningen på at mobilisere de unge, og hvor Metal og FOA forklarer deres holdning til fremtiden for enhedsfagbevægelsen, en fusion med FTF og AC og forholdet til Krifa og de gule. www.centrum-venstre.dk


6

TEMA / fAGBEVÆGELSEN

„Det er det enkelte medlem, der sammen med sine kolleger og sin forening, har muligheden for at forbedre forholdene for sig selv.“ Lizette Risgaard, Næstformand i LO kommentar

Tilbage til fremtiden

Af Lizette Risgaard, Næstformand i LO Fagbevægelsen er i knæ i store dele af verden. Særligt i mange af de lande, hvor den voksede frem med industrialiseringen, er udviklingen i et par årtier gået den forkerte vej. Medlemstallene er skrumpet og den politiske indflydelse forsvundet. I både USA og England har man erkendt skriften på væggen, og er begyndt at udvikle en stærk comeback-strategi. Den handler kort og godt om organisering og kan ligeledes anvendes i Danmark. For også herhjemme er det på høje tid, at vi ser udfordringerne i øjnene. I LO-fagbevægelsen mister vi eksisterende medlemmer og får færre nye medlemmer end tidligere. Vores medlemstal har været faldende i 15 år. Det er alvorligt – også selvom nogle af årsagerne er ’naturlige’, vores udgangspunkt var godt og den danske organisationsprocent stadig er 75. Medlemstilbagegangen er både en trussel mod vores organisationer og den danske arbejdsmarkedsmodel. Vi må derfor have mere opmærksomhed på, hvordan vi vender den. Ingen vinder noget ved, at vi forsøger at undgå at tale om problemerne eller håber, at de vil løse sig selv. Vi må tage tyren ved hornene og prioritere indsatsen på dette område. Og det er vi heldigvis godt i gang med.

Organisering Flere af LO’s medlemsforbund er gået målrettet til værks med at sikre nye og fastholde eksisterende medlemmer. Et afgørende valg, de har truffet, er ikke kun at servicere deres medlemmer, men løbende at organisere dem. Det betyder ikke, at

"Det er det enkelte medlem, der sammen med sine kolleger og sin forening, har muligheden for at forbedre forholdene for sig selv." Illustration, Patrick Ringsborg

Medlemmerne kommer ikke længere af sig selv. Det har man for længst erkendt i store dele af fagbevægelsen. Nu tegner der sig også en klar strategi for, hvordan man aktivt rekrutterer og fastholder dem. servicen ikke stadig skal være i orden, men at fokus flyttes. Fagforeningerne tilbyder ikke længere kun standardløsninger, men inddrager i højere grad medlemmerne i at finde nye løsninger. Dermed går deres behovsdækning fra at være relativt statisk til hele tiden at være i udvikling. For at kunne det, må de i højere grad være tilstede på arbejdspladserne. Det gør dem til en mere nærværende del af medlemmernes hverdag og arbejdsliv. Og det er en pointe i sig selv. Det sætter et ansigt på fagforeningen og viser, at det ikke bare er nogen på et fjernt kontor, der udskriver girokort. Tillidsrepræsentanterne er de faglige ambassadører og gør et uvurderligt arbejde, men deres rolle i hverdagen må styrkes. Fagforeningen må ikke være forbundsformanden, der engang i mellem er på tv, men skal være ’os’ på arbejdspladsen. Det er medlemmerne, der er fagforeningen. Det er det enkelte medlem, der sammen med sine kolleger og sin forening, har muligheden for at forbedre forholdene for sig selv. Fællesskabet er således helt afgørende. Det er det, der er vejen til resultater. Men det er ikke noget, man kan snakke sig til eller skabe fra afstand. Det skal opleves, føles og udleves. Og så skal det stå helt klart, at det eksisterer på flere niveauer – fra arbejdspladsen over lokalafdelingen til forbund og den samlede arbejderbevægelse.

Lokal indsats, samarbejde på tværs Organiseringsindsatsen er kun optimal, hvis medlemmerne er med til at identificere hvilke spørgsmål, der skal arbejdes med. Vi må tage udgangspunkt i det, der engagerer kollegerne. De ting, der er vigtige på den enkelte arbejdsplads skal være i centrum – og det er sjældent kun overenskomsten. Vi skal have fleksibiliteten til også at få engageret medlemmerne i disse behov, hvad end det drejer sig om kantinemad og arbejdstøj eller efteruddannelse og seniorordninger. Organiseringsindsatsen vil tage tid. I flere af vore organisationer er det grundlæggende ændringer, der skal foretages. Mange ansatte skal væk fra deres computere og ud på værksteder, byggepladser, daginstitutioner og plejehjem. At løfte opgaven kan derfor være lidt som at vende en supertanker. Det handler nemlig ikke bare om hvervekampagner. De slutter på et tidspunkt og deres effekt forsvinder ofte derefter. Der er derimod tale om en ny

• fr

• fo de andre re

måde, at gå til sin hovedopgave på. Derfor er det helt afgørende, at der holdes fast – også hvis resultaterne ikke kommer lige med det samme. Der findes hverken lette løsninger eller universelle strategier for organisering. Opgaven kræver fantasi og kreativitet. Og den vil være forskellig fra arbejdsplads til arbejdsplads og fra forbund til forbund. Der vil ikke være nogen standardpakker. Men der skal alligevel være en vis sammenhæng i det, vi gør. Selvom organiseringen formentlig først er rigtig succesfuld, når vi ser tusinde blomster blomstre, må vi have en klar strategisk tilgang til den. Vi skal udnytte

den styrke, vi har, når vi står sammen. Det betyder i denne sammenhæng ikke mindst fælles idéudvikling og koordinering – men meget gerne også organisering af arbejdspladser i fællesskab. Organisering kan ikke stå alene som strategi. Vi skal også stadig arbejde med vores generelle synlighed overfor medlemmerne og vores gennemslagskraft i medierne, ligesom vi ikke skal slække på vores indsats for at sikre politiske indflydelse. Men organisering må igen i højere grad blive en af hverdagens hovedopgaver. Dermed skal vi, på sin vis, lidt tilbage i tiden for at nå fremtiden.


7

„Socialdemokrater uden fagbevægelsen bliver til en folkebevægelse for de dårligst stillede.“ Peter Palshøj, generalsekretær SAMAK – Arbejderbevægelsens Nordiske samarbejdskomite Interview

Visne Roser? I modsætning til Danmark har arbejderbevægelserne i Norge, Sverige og Finland fastholdt deres tætte samarbejde med Socialdemokraterne. Hvordan kan det være? Vision har spurgt SAMAK-generalsekretæren, Peter Palshøj. Af Frederik Andreas Jørgensen Jeg fanger ham i taxaen. På vej fra Holstebro til Karup. Endnu en travl dag for den mest nordiske socialdemokrat, Peter Palshøj. alshøj er generalsekretær for SAMAK – Arbejderbevægelsens Nordiske Samarbejdskommitté – en slags Socialdemokratisk Kalmar union. Den blev stiftet i Göteborg i 1886 og har haft stor indflydelse som koordinering mellem de nordiske arbejderbevægelser. Her sidder LO og Socialdemokraterne stadig ved samme bord. I øvrigt samme med der nordiske søster-organisationer. SAMAK har haft et stor indflydelse på udviklingen af de nordiske velfærdsstater, for det er her man har udvekslet ideerne om de verdenskendte nordiske velfærdsstater. Jeg vil gerne vide hvorfor de svenske og norske arbejderbevægelser kan fastholdes når det nu er gået så skidt i Danmark? Palshøj tygger lidt på den: ”En af de aller væsentligste forskelle er, at LOmedlemmerne i Norge, Finland og Sverige med større overvægt stemmer på Socialdemokratiet.” Det andet punkt han nævner er, at det danske arbejdsmarked er det mest overenskomststyrede af de nordiske, uden væsentlig indflydelse fra staten. I både Norge og Sverige spiller staten en central rolle i arbejdsmarkedslovgivningen indenfor områder som arbejdstid, barsel eller pension. Efter en kort pause siger han: ”Ja, så skyldes det nok også de politiske koalitioner der har præget Danmark i 1990erne. Socialdemokratiet gik i regering med

tre borgerlige partier i 1993 (Det Radikale Venstre, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti). Det gjorde det vanskeligt at tage fuldt hensyn til LO. I Sverige har SAP bygget deres regeringer på et-parti styre, hvor de ikke har skullet tage hensyn til nogle borgerlige partier. I Norge er det lidt det samme, og her støtter LO-N Stoltenbergs venstrekoalitionen. ”Begge parter i Danmark har nok været mindre opmærksomme på dialogen end de har i de andre lande,” siger han. Men understreger at det jo ikke fordi der ikke har været konflikter i de andre nordiske lande – dem har der været mange af og til tider voldsomme. Men alligevel har de andre nordiske arbejderbevægelser fastholdt sammenholdet mellem partiet og fagbevægelsen, for de har været meget bevidste om udsigterne.

Rosernes krig I 1990erne oplevede man i Sverige det man kalder Rosernes Krig. Der var store uenigheder mellem den socialdemokrati-

ske regering og LO-S. I 1991 ophørte LOs medlemmer med automatisk medlemskab af SAP. Dobbeltmedlemskabets ophør betød at SAP mistede mange medlemmer. LO-S ledelsen gik i protest mod SAP-regeringens politik gennem Stockholms gader og stoppede ud for SAPs hovedkvarter. Det var for at markere overfor SAP at nu var det nok. I Norge oplevede arbejderbevægelsen efter valgnederlaget i 2001 det samme som i Danmark. Forholdet mellem det norske Arbeiderparti og LO-N var meget dårligt, men man valgte i 2002 at forstærke samarbejdet. Det betød for det første at LO-Ns repræsentanter genindtrådte i Arbeiderpartiets Hovedbestyrelse. Man forstærkede den fælles politikudvikling, specielt ift. arbejdsmarkedspolitikken. Man kom frem til den løsning at LO-N før valgene i 2005 og 2007 lavede medlemsundersøgelser hvor de har stillet deres medlemmer over 40 spørgsmål. Derefter lavede man så et hakkesystem hvor medlemmerne så kunne se hvem de var mest enige med. Oveni det er Stoltenberg mødt frem på LO-N kongressen for at fortælle de faglige hvad Arbeiterpartiet har redegjort for den arbejdsmarkedspolitik som regeringen har ført de seneste år. Man kan sige at det var for at ansvarliggøre Arbeiterpartiet på den ene side, mens det på den anden var at vise LO-N medlemmerne hvor de fik mest politik.

Er slaget så tabt i Danmark?

Nej, det mener han ikke. Men arbejderbevægelsen må fokusere på dialog: ”Det er vejen frem til et nyt samarbejde i Danmark. I dag er der gang i en dialog mellem partiet og fagbevægelsen. Det giver et nyt perspektiv for samarbejdet i de kommende år,” påpeger han. I det hele taget mener han at socialdemokrater uden fagbevægelsen bliver til en folkebevægelse for de dårligst stillede: ”Social indignation er en vigtig del af den socialdemokratiske sjæl, men det andet ben handler altså om almindelige lønmodtageres arbejdsliv og tilværelse.” Han påpeger at hvis der mangler dialog med fagbevægelsen, så halter socialdemokraterne. Og det samme gør fagbevægelsen uden socialdemokraterne. ”Uden socialdemokraterne kommer de i længden til kort overfor de borgerlige. Det seneste eksempel er jo de borgerliges forsøg på at angribe dagpengene, samtidig med at danske lønmodtagere og virksomheder oplever årtiers værste økonomiske fald.” Besvarer det hvorfor den danske arbejderbevægelse er visnet? Ja, delvist – men skal roserne blomstrer igen er det væsentligste ikke formelt samarbejde, men at

påvise gensidige interesser. I Norge har Stoltenberg og den rødgrønne koalition lige vundet fire år mere ved magten. I sejrstalen hyldede Stoltenberg norsk LO. Alliancen er sikret, og til begges fordel.

SAMAK Samler de socialdemokratiske arbejderbevægelser norden. Medlemmerne er de Socialdemokratiske partier i Sverige, Danmark, Norge, Finland, Island, Grønland, Færøerne og Ålandsøerne og LO i Norge, Sverige og Danmark samt SAK i Finland og ASI i Island. SAMAK har hovedkontor på Danasvej i København – samme sted som Socialdemokraterne, DSU, Frit Forum og Dansk El-forbund.

CARMA Har løbende undersøgt hvordan LO-medlemmerne stemmer. I 1992 stemte 71 procent af LO-medlemmerne til venstre for midten (S-SF-Enhl), mens 29 procent af LO-medlemmerne stemte på borgerlige partier (heraf 7 procent på RV-KD-CD; 22 procent på V-K-Fremskridtspartiet) I 2002 stemte 48 procent af LO-medlemmerne til venstre for midten (S-SF-Enhl) og 52 procent på borgerlige partier (heraf 7 procent på RV-KD-CD, 46 procent på V-K-DF) En Gallup-undersøgelse fra 2005 viste at et flertal på 45 procent af LO-medlemmerne ville stemme på blå blok (V-KDF-KD), mens 43 ville stemme rød blok (S-SF-Enhl-RV), med 12 procent tvivlere. Hvis tallene står til troende er LO-medlemmerne altså blevet markant mere borgerlige siden 1990erne, og de borgerlige bevarer stadig et smalt flertal blandt arbejderne.


8

TEMA / fAGBEVÆGELSEN

„Spørgsmålet er, hvor mange menige LO-medlemmer der yderligere vil løbe skrigende bort, hvis LO skærer tingene skarpere til i en ny strategi. Ikke nødvendigvis så mange som frygtet.“ Peter Mose, kommunikationschef, Ingeniørforeningen analyse

Så forsøger LO sig igen med nyheder Siden Aktuelt måtte lukke, har LO følt sig overset i pressen. Nu satser LO på nettet. Spørgsmålet er, om et relanceret avisen.dk for alvor kan flytte noget i samfundsdebatten – sammen med ugebrevet A4 og Cevea?

Peter Mose Journalist og medforfatter til ”Håndbog for Statsministre”. I det daglige er han kommunikationschef for Ingeniørforeningen.

Af Peter Mose, kommunikationschef, Ingeniørforeningen Chefredaktøren på LOs nye net-flagskib for ”almindelige lønmodtagere”, avisen. dk, må have samme boblende følelse, som kollegaen Kresten Schultz Jørgensen fik, da han for syv år siden blev sat i spidsen for det ambitiøse dagblad Dagen. Tænk at få lov til at starte et helt nyt medie i Danmark, og at en mæcen er gal nok til at sponsere et millionbeløb på eksperimentet. Det er enhver journalists drøm. Men der er en afgørende forskel. Dagen nåede kun at udkomme 41 gange, inden selskabet bag det gik konkurs. Rasmus Emborg har solide LO og det overskudsgivende A-Pressen som sikkerhedsnet. Det må give en vis ro i maven, at han kan se mindst to år frem uden frygt for, at midlerne tørrer ind – og ikke som Dagen må dreje nøglen om, allerede inden året er gået. Tidligst på LO’s næste kongres i 2011 vil der kunne komme afgørende kritiske røster, når det foreløbige regnebræt skal gøres op.

Nyt fra Kreml eller redaktionel frihed? Dermed er det en kendsgerning, at centrum-venstre – dette mærkelige og diffuse begreb – har fået tre platforme i samfundsdebatten: Først kom LO’s ugebrev A4 og satte med pæn succes den ugentlige dagsorden i medierne med analytisk baseret journalistik. For et år siden dukkede

tænketanken Cevea op og har ikke uventet fået en svær start, også fordi de økonomiske midler indtil videre har været få. Og nu er altså avisen.dk kommet, en satsning, som LO klogt nok ikke vil gøre til ”Nyt fra Kreml”. Rasmus Emborg har betinget sig og fået redaktionel frihed. Det ligner umiddelbart en solid holdopstilling med de tre. Men de står også over for dygtige modspillere i den borgerlige ende. Tænketanken Cepos har imponerende udnyttet mediernes logik gennem flere år. Og med få midler har den erklæret liberalistiske journalist Ole Birk Olesen og hans borgerlige netavis 180Grader.dk siden starten i foråret 2007 også markeret sig overraskende flot i medierne. Både Cepos og 180Grader.dk har i spidsen holdningsmennesker, der gør sig på en tv-skærm og virkeligt brænder for sine synspunkter. Men allervigtigst: De har en entydig, klart afgrænset og unik position i samfundsdebatten. Den rene vare. Det har centrum-venstre ikke. Det er svært at gennemskue, hvem dette begreb inkluderer og ekskluderer – vel også for LO selv. Dansk Folkeparti hører næppe med i varmen, selvom partiet er blandt de mest velfærdsorienterede herhjemme og på mange felter arbejder for den almindelige lønmodtager. Men ellers dækker begrebet en bred, men dermed også udflydende og ufokuseret kreds af politiske tilhørsforhold. Det er måske på tide, at LO igen får et klart defineret forhold til Socialdemokratiet efter års pakken tingene væk i forskrækkede centrum-venstre-tåger. Spørgsmålet er, hvor mange menige LO-medlemmer der yderligere vil løbe skrigende bort, hvis LO skærer tingene skarpere til i en ny strategi. Ikke nødvendigvis så mange som frygtet.

Behov for klar arbejdsdeling Alene dette grødede udgangspunkt gør

det svært for Cevea at efterligne Cepos og skabe en lige så effektiv arbejdsdeling med Socialdemokratiet, som Cepos har fået sat i scene med den borgerlige-liberale regering. Cepos forærer Lars Løkke Rasmussen og superstrategen bag Venstres transformation, Claus Hjort Frederiksen, en perfekt position: Hver gang ærkeliberale Cepos bider Venstre i haserne med kritik af det store regeringspartis flugt fra arvegodset, kan de tunge Venstre-ministre vaske tavlen ren ved at sige: Forslagene fra Cepos har ingen politisk gang på jorden, vi har en kontrakt med vælgerne, den overholder vi naturligvis (kontraktpolitikken). Man kan næsten fornemme, at regeringen nyder det spil. Cepos skænker de midtsøgende ministre en mulighed for at tydeliggøre deres egen midterdagsorden over for vælgerne. Og bedst af alt: Det ender ikke som en intern fløjkrig inden for Venstres egne rækker. Anderledes plaget ser Socialdemokratiets top ud, når de må pande forslag ned. Hvor Venstres topfolk har et vellystigt smil på læben over Cepos’ terrieragtige

insisteren på, at indkomstskatten skal yderligere ned og at Venstre er alt for velfærdsvenlig, får Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsen et træt udtryk på tv-skærmen, når de – igen, igen – må sige, at forslag fra sossernes egne rækker altså ikke er socialdemokratisk politik. Det bliver til en intern konflikt – og gør ledelsen til en del af den. Den arbejdsdeling ser vi endnu ikke konturerne til mellem Cevea og S. Tænketanken har ikke som led i sin profil-opbygning fået en rolle som kritisk og analysetung vagthund, hver gang sosserne rykker endnu et skridt over mod højre. Det kan der være mange årsager til. En af dem er, at man ikke må kritisere sine egne, hvad i det store samfundsteater anno 2009 er en utroligt naiv holdning, der trives helt op i toppen af S. Den bedste business-case er netop Cepos, der viser vejen for, hvad et delikat samarbejde mellem en tænketank og et parti med nogenlunde samme verdensbillede kunne bestå i.


9

„Man må ikke kritisere sine egne, hvad i det store samfundsteater anno 2009 er en utroligt naiv holdning, der trives helt op i toppen af S.“ Peter Mose, kommunikationschef, Ingeniørforeningen

Peter Mose’s succeskriterier for www.avisen.dk: 1. LO skal magte at lade Avisen.dk lave uafhængig journalistik og give journalisterne frirum til selv at tolke, hvad et centrum-venstre grundlag er. Ellers stivner det i velment forudsigelighed og bliver hurtigt glemt af den øvrige presse. 2. Nyhederne skal skrives populært: Korte, letforståelige og henvendt direkte til LOlønmodtagerne. Som et seriøst, men også frækt tabloid-produkt på nettet – værd at citere for en god nyhed, værd at besøge for almindelige læsere. 3. Avisen.dk bør finde sammen i et synergifyldt samarbejde med A4 og ikke ryge ind i et usundt konkurrenceforhold. Måske kan de to redaktioner deles om nogle af de store, dyrt betalte A4-analyser, som LO bekoster. Avisen.dk kan finde de menneskelige og konkrete vinkler frem, som A4 alligevel ikke rører ved. 4. Redaktøren skal være lønmodtagernes uafhængige talerør i den offentlige debat. Det vil sige, at jobkravet ikke blot er at være en dygtig journalist og redaktør, men også et holdningsmenneske, der kan give øretæver til borgerligeliberale debattører på tv. Den kombination er svært at finde i en og samme person i dagens Danmark. 5. Netavisen skal være det faglige Danmarks foretrukne nyhedskilde. Det må være målet. Ligesom det må være et mål at få trafikken i vejret fra de nuværende 160.000 brugere om måneden. Det er forudsætningen for at sælge sponsorater og bannerannoncer – og dermed gøre avisen.dk til en god forretning

Samvittighedsfulde journalister frem for holdningsmennesker Nu sætter LO-formand Harald Børsting så i stedet sin lid til, at man får en ny og kritisk netavis, der kan sætte dagsordenen på ”lønmodtagernes banehalvdel”, som det hedder i et redaktionelt oplæg til avisen.dk. Til det formål har man ansat en dygtig journalist, der har de rigtige grundinstinkter fra sine mange år på Politiken. Til gengæld får man næppe et holdningsmenneske, der ser det som sit formål at gå på skærmen og profilere avisen.dk i ophedede ideologiske debatter med Martin Ågerup fra Cepos og Ole Birk Olesen for at diskutere, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt i samfundet. Hvis LO havde ønsket det, skulle man have valgt en anden profil end Rasmus Emborg, der mere er en grundig og samvittighedsfuld reporter end ypperlig samfundsdebattør. Faktum er, at tanken om et centrum-venstre medie som avisen.dk, der på en moderne måde kan erstatte det hedengangne Aktuelt, har trivedes i mange år, både i LO og i A-pressen. Her har man indset, at netop nettet rummer mange muligheder for at nå bredt ud – og ramme den almindelige lønmodtager, der aldrig kunne finde på at holde A4 og i øvrigt ifølge LO er hjemløs i de store avisers spalter. Satsningen skal nemlig også ses på baggrund af, at den eksisterende presse har valgt at prioritere det stof ned, der fokuserer på danskernes arbejdsliv. Gamle dages arbejdsmarkedsredaktioner er erstattet med forbruger- og livsstilsredaktioner. Det er efterhånden næsten ikke til at opstøve en eneste journalist, der kan arbejdsmarkedsog organisationsstoffets ABC. Hvis der overhovedet er nogen at ringe og forsøge at sælge en historie til, er det ofte journalistpraktikanter sat til at dække stofområdet i en kort periode, indtil de skal videre på andre redaktioner og lave noget sjovere med klarere forside-potentiale.

A4 skal genopfinde sig selv Det kan dog godt fra sidelinien undre lidt, at LO ikke har valgt at lægge avisen.dk og A4 sammen med en fælles redaktionel og administrativ ledelse – og placere dem fysisk dør om dør. Det kunne være en god måde at skabe synergi, stordrift og slagkraft på for lønmodtagersiden. Faktisk var A4-folkene slet ikke involveret i forarbejderne til projektet, men opdagede planerne ved et tilfælde, da nogen fra LO-toppen havde glemt en række vigtige papirer ude ved kopimaskinen i LO-hovedkvarteret på Islands Brygge, hvor også A4-redaktionen holder til. Med den hemmelighedsfulde start må A4folkene alene ud fra et psykologisk synspunkt være fristede til at se avisen.dk som konkurrent. Dybest set handler det om kampen om økonomiske midler. Det kan jo være, at

kritikere får held til at trække stikket ud på A4 eller i alt fald sætte bladet på slankekur, især hvis avisen.dk bliver en succes. Men mon ikke netavisen kan være en sund anledning til at overveje en redaktionel ansigtsløftning på A4, der dygtigt, men måske efterhånden forudsigeligt spiller musikken i samme velafprøvede rille? Ugebrevet har været rigtig god til at henvende sig til eliten i beslutnings-Danmark og blive citeret i den øvrige presse. Men metoden har tit været den samme: Historierne er skabt via analyser lavet af anerkendte bureauer til dyre penge med et budget, der må gøre enhver redaktionschef på de såkaldt borgerlige aviser misundelig. Dertil kommer, at A4 ikke har været så gode til at følge egne dagsordener op. Det er ugerytmens styrke og forbandelse: Når først din historie er afleveret, så er fokus allerede på næste uges nummer. Det er

ANNONCE

synd. A4-folkene har slet ikke selv udnyttet nettets muligheder. De har ikke lavet de hurtige, korte opfølgninger på web i dagene efter, at ugens A4 er kommet på gaden - og bidt sig fast i samme A4-skabte dagsorden flere dage i træk.

2-0 til borgerlige Der åbner sig altså flere spørgsmål: Vil det lykkes avisen.dk at vække den almindelige lønmodtager med pågående, men seriøs tabloid-journalistik på nettet? Kan A4 genopfinde sig selv? Vil de to LOopfundne medieforetagender kunne finde sammen i et samarbejde, der samlet set styrker B-sidens stemme i samfundsdebatten? Og kommer Cevea op i gear i sit andet leveår? Eller vil hovedaktørerne i samfundsdebatten stadig være Cepos sammen med den liberalistiske sørøver, Ole Birk Olesen? Indtil videre fører de borgerlige 2-0.

Ønsker du at annoncere i Vision? Skriv til kkb@cevea.dk for at høre nærmere.

Internettidsskriftet Kritisk Debat bringer artikler og essays, som rækker ud over den nyliberalistisk dominerede mainstream debat, og som forholder sig kritisk til denne. Kritisk Debat henvender sig til alle, der ønsker en åben og udogmatisk debat om alternativer til den nyliberalistiske dagsorden. Klik ind på Kritisk Debat – følg med i debatten – bland dig. Der er også plads til din mening og din analyse.

www.kritiskdebat.dk - ny udgave den første i hver måned


10

TEMA / fAGBEVÆGELSEN

„Vi har anerkendt nødvendigheden af at genopbygge fagbevægelsen helt fra bunden.“ James P. Hoffa, Generalsekretær for IBT interview

HOFFA – tilbage fra de døde? James P. Hoffa (søn af den myrdede Jimmy Hoffa) formåede i 2007, som ny leder af International Brotherhood of Teamsters (IBT), at vende tre årtiers faldende medlemstal til vedholdende fremgang. Af Jakob Damsholt Da danske fagforeninger har store problemer med at holde på medlemmerne var vi nysgerrige efter at få James P. Hoffa’s eget bud på nøglen til IBT’s nuværende succes: ”Vi har anerkendt nødvendigheden af at genopbygge fagbevægelsen helt fra bunden,” indleder han. Hoffa peger på at de bedste fagforeningsfolk er arbejderne selv: ”De forstår værdien af at have noget at skulle have sagt på arbejdspladsen og ved, at de kan gennemføre reelle forandringer på jobbet, hvis de står sammen”. Med hensyn til rekrutteringen af nye medlemmer lægger IBT vægt på at ændre strategi fra sted til sted afhængigt af, hvad der rører sig inden for netop det fagområde. Dog er én ting fælles for det budskab de forsøger at sælge til arbejdere, der endnu ikke er medlemmer: ”Arbejderen forventer respekt for det arbejde han laver”. Denne strategi udføres af et øget antal fagforeningsfolk, der tager ud på den enkelte arbejdsplads for at rekruttere. På spørgsmålet om hvad han vil anbefale danske fagforeninger at gøre ved faldende medlemstal og reduceret indflydelse er svaret entydigt: ” Samarbejde. Solidaritet er nøglen. Vi er stærkere, når vi står sammen som én”. Sidst men ikke mindst mener Hoffa at en del af strategien bør være at styrke fagforeningen indenfor de hverv, der simpelthen ikke kan outsources, som f.eks. skolebuschauffører og renovationsarbejdere. På denne måde sikre man sig at medlemmerne i højere grad forbliver i arbejde.

Frihandel skaber ikke automatisk økonomisk vækst Netop outsourcing er ligesom i Danmark et af de største problemer for amerikanske arbejdere. Deres job forsvinder til lande med lavere lønninger og færre regler. Et af de mere interessante perspektiver i denne problemstilling er muligheden for globale fagforeninger, der kan sikre lige løn og rettigheder til arbejdere over hele verden. Hoffa peger da også på, at øget solidaritet og samarbejde mellem fagforeninger er en væsentlig del af løsningen: ”Vi har stadigt stærkere forbindelser med fagforeninger over hele verden, og vi har f.eks. et stærkt venskab med 3F i Danmark. International Transport Workers'

Federation (ITF red.) er et koordinerende organ for transport fagforeninger over hele verden, der indeholder nogle aspekter af en global fagforening.” Gennem ITF arbejder 3F, IBT og andre fagforeninger tæt sammen med hensyn til multinationale selskaber som Mærsk eller FedEx, for at støtte fagforeningsrettigheder i Danmark, USA og andre lande, hvor virksomhederne er repræsenteret: Gennem ITF kæmper vi imod økonomisk udvikling i lavindkomstlande, der er baseret på at udnytte svage arbejdere og lave miljømæssige krav”. På trods af dette ser Hoffa dog ikke én stor global fagforening som løsningen: ” Fagforeningerne har en vigtig rolle i at opbygge og styrke demokrati, så løsningen er måske ikke én global fagforening på tværs af alle lande, men i stedet stærke fagforeninger i hvert enkelt land, som arbejder tæt sammen”. I en tid med finanskrise er det oplagt at spørge om, hvordan IBT forholder sig til denne solidaritet mellem arbejdere, når det kommer til valget mellem frihandel og øget protektionisme. Det er et svært dilemma for enhver fagforening, da man forventes at beskytte egne medlemmers job, men på den anden side skal skabe vækst. Præmissen om at frihandel automatisk skaber vækst, køber Hoffa dog ikke: ”Frihandel skaber ikke af sig selv økonomisk vækst eller retfærdig fordeling af goderne. Når det er de store selskabers interesser, der dominerer forhandlingerne på bekostning af almindelige arbejdere, så ender vi med nogle aftaler, der koncentrerer rigdom blandt nogle få og giver fattigdom for de fleste. Dette er ikke bæredygtigt”. Løsningen skal derfor være at give fagforeninger lige så meget at skulle have sagt som de store firmaer så de handelsaftaler, der forhandles på plads kommer alle til gode. Sådanne aftaler er dog svære at opnå på grund af de dårlige forhold for fagforeninger i mange lande: ”Retfærdig handel er ikke muligt med lande som Colombia, Guatemala og Burma, hvor fagforeningslederne bliver fængslet eller myrdet, fordi de gør sig til talsmand for demokratiske rettigheder og en rimelig del af den velstand, de skaber”.

Jimmy Hoffa Født i 1913 i Indiana. Hoffa var generalsekretær for IBT mellem 1958 og 1971. Han var anklaget for nogle tvivlsomme forbindelser til mafiaen og dømt for korruption. Han forsvandt sporløst i 1975. Hoffas liv er filmatiseret i bl.a. filmen Hoffa med Jack Nicholson og Danny De Vito fra 1992.

James P. Hoffa Født 1941 og opvokset i Detroit som Jimmy Hoffas eneste søn. Han er uddannet jurist og generalsekretær for IBT siden 1998. På sin 18-års fødselsdag var gaven fra sin far et fagforeningsmedlemskab af Teamsters.

International Brotherhood of Teamsters IBT blev etableret i 1903. Organiserer 1.4 millioner amerikanere opdelt i 21 sektor organisationer indenfor områder som godstransport, offentlig transport, havnearbejdere og meget andet. De fører en aktiv strategi og kører pt. en strejke mod et firma i Chicago, der har trukket sundhedsforsikringerne tilbage fra de ansatte. http://www.teamster.org/

Hoffa, Obama og fremtiden Outsourcing er dog ikke amerikanske fagforeningers eneste problem. Traditionelt set har de haft det betydeligt sværere end danske fagforeninger og har måttet kæmpe mod skiftende republikanske regeringer, der på Thatchersk vis har forsøgt at knække dem. Helt galt har det dog været under Bush, men med Obama ser Hoffa nu lys for enden af tunnelen. ”Efter otte meget lange år, har arbejderfamilier igen fået en ven i Det Hvide Hus. Fagforeningerne sidder igen med ved bordet, og vi kan løse problemerne for den arbejdende amerikaner. Vi er overbeviste om, at præsident Obama's administration vil føle sig forpligtet til at behandle de spørgsmål, som


11

„Strategien bør være at styrke fagforeningen indenfor de hverv, der simpelthen ikke kan outsources, som f.eks. skolebuschauffører og renovationsarbejdere. På denne måde sikrer man sig, at medlemmerne i højere grad forbliver i arbejde.“ James P. Hoffa, Generalsekretær for IBT

er vigtigst for arbejdende familier”. Som eksempler på denne øgede indsats nævner Hoffa at Vicepræsident Joe Biden har sat sig i spidsen for en arbejdsgruppe, der skal se på hvordan man bedst hæver levestandarden for amerikanske arbejdere. Endelig har Obama netop underskrevet en lov, der giver arbejdere flere rettigheder i forhold til frit at melde sig ind i en fagforening. At Obama har gjort livet lettere for fagforeningerne kommer dog ikke som nogen overraskelse for Hoffa. Således valgte IBT helt tilbage i primærvalget at støtte ham. ”Vores bestyrelse mødtes med hver enkelt af kandidaterne og var virkelig imponeret over Senator Obama. Hans budskab om forandring klingede ikke kun godt hos vores bestyrelse, men som en undersøgelse blandt vores medlemmer afspejlede, var Obama det klare valg.” Han forstår behovet hos den arbejdende amerikaner, fordi han er selv er en af dem, påpeger Hoffa: ”Han er opvokset hos en enlig mor, og valgte at arbejde som ”community organizer” for at bidrage til at forbedre tilværelsen for almindelige amerikanere”. Støtten fra IBT betød også at Obama-kampagnen fik en betydelig mængde arbejdskraft stillet til rådighed under den egentlige præsidentvalgkamp mod McCain: ”Vores medlemmer blev mobiliseret som aldrig før i vores fagforenings historie. Vi fik tusinder af folk på gaden for at føre valgkamp for Præsident Obama helt frem til valgdagen”. På trods af den lysere fremtid under Obama er der dog stadig store udfordringer for fagforeningerne. Hoffa vender igen tilbage til det internationale perspektiv når han skal skitsere, hvor slaget skal stå i fremtiden: ”Vi lever i et globalt samfund nu. Vi kan ikke ignorere de enorme forskelle, der er i fra land til land når det kommer til arbejdsforhold. Vores største udfordring i fremtiden er måske at forbedre disse forhold så meget, at alle arbejdere over hele verden er beskyttede og modtager den respekt og betaling, de fortjener”. Den århundrede lange kamp er ikke slut. Stik imod hvad man ofte bliver fortalt af liberalistiske og neoklassiske økonomer er uligheden massiv – ikke kun globalt men også i USA. Kampen om at organisere lønmodtagere er ikke slut – og blot fordi løgnen bliver gentaget bliver den ikke sand. Hoffa og IBT er et billede på, at fagbevægelsen også i det 21. århundrede har en nøglerolle.

Jimmy Hoffa (tv.) og James Hoffa (th.) 1968


12

TEMA / fAGBEVÆGELSEN

„Hvis der skal komme liv i den slagne fagbevægelse igen, ja så skal der sparkes hårdt“ Klaus Bach, Næstformand, Radikal Ungdom debat

UNDERHUSET Spørgsmål: Hvad er der galt med fagbevægelsen? De taber medlemmer, mister indflydelse og har ikke længere den samme opbakning blandt lønmodtagerne. Hvad der skal til for at styrke den?

Illustration, Johan Grann Kristiansen

Vision har som et nyt, fast indslag inviteret centrumvenstres politiske ungdomspartier ombord for at debattere aktuelle problemer og komme med friske, idepolitiske indspark. Indslaget har fået navnet UNDERHUSET. Tidligere havde det danske parlament to ”kamre”, som de endnu har det i fx England. Hvor overhuset er det konservative og samfundsbevarende, er underhuset mere forankret i befolkningen og udgør den nærende underskov, hvor meninger brydes og samfund nytænkes og udvikles. Denne rolle har de ungdomspolitiske partier traditionelt udgjort i det danske demokrati, og med dette faste indslag og den følgende debat på nettet, vil de igen få muligheden for at indtage den. I forlængelse af udgavens tema, vil den første debat være om fagforeninger.

Peter Hummelgaard - DSU

Pelle Dam – SFU

Klaus Bach - RU

• 26 år • Forbundsformand for DSU siden 2008 • Læser Jura ved Københavns Universitet

• 21 år • Landsformand for SF Ungdom • Studerende på Journalisthøjskolen i Århus

• 24 år • Næstformand for Radikal Ungdom • Økonomistuderende ved Århus Universitet

Regeringen er fagforeningsfjendtlig

Back to basics

Intet projekt – ingen fremtid

Otte år med en borgerlig regering har været hårde ved den danske fagbevægelse. Særligt kommer kommunaliseringen af jobcentrene til at blive endnu en mastodontisk udfordring for de faglige organisationer, som i en historisk krisetid bliver afhængige af, at kommunerne løfter den nye kæmpeopgave, det bliver, at få ledige a-kasse medlemmer i job. Allerede på forhånd står det klart, at kommunerne ikke har evnen til at give de ledige den hjælp, de har brug for. Fagbevægelsen og de ledige vil blive de store tabere i den reform, som risikerer at undergrave det danske arbejdsmarkedssystem. Med små skridt henover de sidste otte år er det lykkedes den borgerlige regering at underminere fagbevægelsens rolle i samfundet og på arbejdsmarkedet.   Endvidere er det fortsat fagbevægelsens store udfordring, at færre og færre arbejdere har en egentlig faglig identitet som samtidig afspejler sig i deres medlemskab af et givent fagforbund. Det gør det lettere for de gule fagforeninger at reducere fagforeningernes rolle i samfundet til en forsikring. Derfor er fagbevægelsen også nødt til at gå hårdere til de gule fagforeninger og deres nasseri. Man burde overveje at lave flere medlemsoverenskomster og samtidig tage flere opgør i stil med Frisørsagen.

Den danske fagbevægelse er et af de vigtigste fællesskaber, vi har. Det er fagbevægelsen, der i 150 år har organiseret danske arbejdere i deres kamp for en bedre hverdag, og det er fagbevægelsen, der fortsat den dag i dag skal sikre ordentlige vilkår, når kapitalisternes profitjagt går udover medarbejdernes vilkår. Desværre har fagbevægelsen i de senere år mistet tilslutning. Medlemsflugten er uomtvistelig, og det er også for længst gået op for fagbevægelsen selv, at der må gøres noget. Til gengæld har der længe manglet en klar strategi for, hvad det er der skal gøres for at få fagbevægelsen tilbage på rette spor. Jeg tror, at der skal tre ting til:   1)      Først og fremmest skal fagbevægelsen vende tilbage til de gode, gamle dyder. Fagforeningerne skal være til stede ude på arbejdspladserne og der skal fokus på den personlige kontakt. Her er dele af fagbevægelsen på rette vej med inspiration fra den engelske fagbevægelses ”organising model” – de metoder skal udbredes!   2)      For det andet skal fagbevægelsens brand pudses af. Billedet af støvede gamle mænd med røde seler i bløde lænestole i store pamperpaladser er og bliver et problem, som der må rettes op på. Derfor burde bosserne acceptere en frivillig lønnedgang, og så er det nok ikke prestigebyggerierne, der skal prioriteres i første række lige i øjeblikket.   3)      Og endelig skal fagbevægelsen naturligvis sætte alle sejl ind på at vinde ungdommen. Den største trussel overhovedet mod fagbevægelsens eksistensberettigelse er de nye generationer på arbejdsmarkedet, fordi det falder dem mindre naturligt at melde sig ind i fagforeningen end tidligere. Derfor skal hvervning og fastholdelse af unge medlemmer prioriteres ekstremt højt. Det er min overbevisning, at disse tre kulturændringer (og en deraf følgende lang række af tiltag, som jeg desværre ikke har plads til at beskrive her) kan få fagbevægelsen tilbage på ret køl. Men det er en supertanker, vi har at gøre med, så problemerne er ikke løst på en eftermiddag. Ikke desto mindre er det ikke umuligt!

Det er ikke pænt at sparke på dem der ligger ned. Men hvis der skal komme liv i den slagne fagbevægelse igen, ja så skal der sparkes hårdt. Men først en hyldest til det arbejde fagbevægelsen har lavet. Det skal ikke benægtes, at fagbevægelsen har gjort meget godt for Danmark. Den var med til at kæmpe for vigtige og gode forbedringer for arbejderne og det danske samfund. Ordentlige arbejdsforhold, gode understøttelser når man blev fyret, god løn og til tider har bevægelsen også interesseret sig for ligestilling. Betydelige ændringer som har været med til at opbygge et samfund, vi kan være stolte af.   Men det var i forrige og sidste århundrede. Nu er der ikke nogen, der gider være med, og det kan man egentligt ikke fortænke folk i. Når jeg af Vision bliver spurgt, hvad der skal til for at styrke fagbevægelsen, må jeg spørge: Hvorfor? Hvad er projektet bag den store kollektive bevægelse?   Uden et projekt er der ingen berettigelse. Når jeg ser på fagbevægelsen og hvad den laver, minder det mest af alt om en konservativ, bagstræberisk, forældet organisation, der med krampetrækninger kæmper for, at tingene ikke skal laves om. Der kæmpes ikke for de østeuropæiske gæstearbejdes løn, men snarere for at de skal ud. Der kæmpes ikke for at medlemmernes kompetencer udvikles, men snarere for at forældede arbejdspladser beholdes på protektonisk vis. Der kæmpes ikke for udvikling og fornyelse på arbejdsmarked eller internt i forbundene.   Når der i Vision skrives ”fagforening”, så ligger det mellem linjerne at der menes de røde socialistiske og socialdemokratiske fagforeninger under LO. Retter vi blikket mod nogle af de andre, er der tale om en relativ succes. De fokuserer på at udvikle medlemmerne, støtte dem når de har brug for det og ellers holde udgifterne nede. Hvis LO-forbundene gør det, kan de overleve; hvis de vil mere, må de have et projekt. Debatten fortsætter på: www.cevea.dk


13

ANNONCER

Kom ind i idékampen -bliv supporter for Det er idéer, der giver retningen for samfundets udvikling. Det er fælleskabsidéer, der danner grundlag for, at vi har en fælles folkeskole for alle. At vi har kollektive overenskomster. At vi har lige adgang til sundhedsvæsenet. De, der formulerer idéer, bestemmer samfundets udvikling. Magten over samfundet ligger derfor i evnen til at skabe nye idéer. De, der skaber fremtidens idéer, skaber også fremtidens Danmark. Ceveas formål er at sikre, at gode idéer bliver til virkelighed. Derfor giver Cevea rum til den politiske nytænkning og tvinger centrum-venstre til at udfordre det bestående. Støt op om Cevea og bliv en del af fællesskabet for fællesskab. Sign up på www.cevea.dk

Ønsker du at annoncere i Vision? Skriv til kkb@cevea.dk for at høre nærmere.

Forskellen • • • •

er til at få øje på!

Værdier der holder En levedygtig vision Kompetent rådgivning Engageret service

• Den kooperative virksomhedsform er et bæredygtigt alternativ også i krisetider

DE KOOPERATIVE VIRKSOMHEDERS ARBEJDSGIVEREORGANISATION

www.kooperationen.dk


14

TEMA / fAGBEVÆGELSEN

„Folk er jo så fattige, at når de mister deres job, vælger de – helt forståeligt – at købe mad for pengene frem for at være medlem af en fagforening.“ Marie-Louise Knuppert, politisk ansvarlig for LO’s internationale arbejde ANALYSE

Fra hus til hus – og land til land I de østeuropæiske lande er meget få arbejdere medlem af en fagforening. Dette fører til løntryk i Danmark og udflytning af arbejdspladser. Skal og kan den danske fagbevægelse organisere arbejdere uden for Danmarks grænser? Af Karl Kjær Bang ”Udfordringen ligger jo i, at vi skal have overtalt mennesker, der allerede arbejder 10 timer i døgnet om, at de skal bruge deres fritid på organisatorisk arbejde. Og her hjælper penge og faglige sekretærer ikke – det skal være folk ligesom dem selv, folk som forstår dem, der skal tage kontakten.” Jeg har ringet til Benedicte Toftegård for at høre om hendes erfaringer med at organisere arbejdere i Polen. Hun er fællestillidsmand på Aller Tryk i København, og i 2006 var hun og en kollega, Thomas Sørensen, første gang i Polen bl.a. for at søge at få kontakt til trykkere på det polsk/amerikansk ejede Winkovski, et af Europas største trykkerier. I denne indsats kunne Benedicte Toftegård og Thomas Sørensen ikke få megen hjælp fra de officielle polske fagforeninger. Som Benedicte Toftegård udtrykker det: ”Da vi ankom til OPZZ’s (den gamle ”kommunistiske” fagforening, red.) kontor, lå det i en baggård, og der sidder så tre damer og en mand. De havde fine analyser af regeringens politik, men da vi bad om kontakt til tillidsfolk, så de helt mærkelige ud i hovedet. De havde ikke et eneste medlem på Winkovski! Solidaritet er den anden store fagforening i Polen, og de er ikke meget bedre.”

De hule fagforeninger i øst Benedicte Thoftegårds historie er temmelig enestående i en verden, hvor samarbejdet på tværs af landegrænser som hovedregel foregår gennem officielle kanaler, fagforeningsleder til fagforeningsleder. Det, Benedicte Toftegård og hendes kollega tog fat på med opbakning fra deres fagforening HK, var derimod at inspirere østarbejdere i deres hjemland på græsrodsniveau til at danne tillidsmandsnetværk på tværs af de to store polske fagforeninger, for derved at støtte op om organisering ”nedefra”. Og behovet for at organisere østarbejdejderne i deres hjemland er markant. I østeuropa er organiseringsgraden nemlig generelt utrolig lav. Polen er faktisk ikke engang det værste sted, for med en officiel organiseringsgrad på 17 procent (det reelle tal er nok lavere) overgår den både Litauns og Estlands, der er på 14 procent.

Til sammenligning er organiseringsgraden i Danmark på omkring 70 procent. Selvom lav organiseringsgrad ikke fører til svage fagforeninger i nogle lande, skyldes dette særlige forhold i disse lande. I Frankrig, hvor organiseringsgraden er helt nede på 7 procent (!), spiller den grundlovssikrede ret til at strejke og de lovfæstede overenskomster, der dækker alle, fx en afgørende rolle. Siden den første østudvidelse i 2004, har fænomenet, som Benedicte Toftegård meget sigende kalder ”hule fagforeninger”, været en af de helt store bekymringer for den danske fagbevægelse. Marie-Louise Knuppert, der er politisk ansvarlig for LO’s internationale samarbejde med andre landes fagforeninger udtrykker det således: ”Der bør være en stærk fagbevægelse alle

steder i verden. Det er vigtigt for de lokale arbejdere, at de har gode forhold, og med den øgede vandring af arbejdskraft, udgør problematikken en til stadighed større udfordring for danske arbejdere” Ifølge Mikkel Mailand, der er forskningsleder på arbejdsmarkedsinstituttet FAOS på Københavns Universitet, skyldes den danske fagforenings hovedpine grundlæggende, at svage fagforeninger ikke kan forhandle aftaler hjem med arbejdsgivere: ”Når der ikke er en stærk fagforening i fx Polen eller Estland, betyder det, at de ikke kan kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår. Herved er den lave organiseringsgrad en hovedfaktor i opretholdelsen af lønforskellene på tværs af de europæiske lande.” Mikkel Mailand forklarer videre, at

effekterne af lønforskelle er tofold: "Lønforskelle kan for det første føre til social dumping, hvis de østeuropæiske arbejdere, når de kommer til Danmark, arbejder for meget lavere lønninger end danske arbejdere har mulighed for. Samtidig fører det også til, at der opstår konkurrence på produktionen, så produktionen - og dermed arbejdspladser - flytter ud af lande med høje lønninger og til lande med lavere lønninger."

Fokus på lobby-arbejde Denne udlægning er Marie-Louise Knuppert enig i, og, fortsætter hun, ”derfor har den danske fagbevægelse også gjort en stor indsats for at hjælpe og vejlede de østeuropæiske fagforeninger. Overordnet set, kan indsatsen inddeles i to faser: Lige


15

Illustration, Rasmus Høygaard

„Vi ved jo godt at arbejdspladserne rykker mod øst. Men skal resultaterne fra arbejdernes kamp siden 1800-tallet virkelig gå tabt i denne proces?“ Benedicte Toftegård, fællestillidsmand i HK

Forbund), der tidligere stod for meget af solidaritetsarbejdet, blev nedlagt i 2006 og arbejdsopgaverne overført til LO som led i en sparremanøvre. Men, spørger jeg Marie-Louise Knuppert, er de østeuropæiske fagforeninger stærke nok til, at man helt kan udelade elementerne fra den første fase? ”Nej, slet ikke! De står i den største krise overhovedet. Mistilliden til fagbevægelsen som en del af det etablerede magtapparat fra kommunismens tid er intakt, og folk er jo så fattige, at når de mister deres job, vælger de – helt forståeligt – at købe mad for pengene frem for at være medlem af en fagforening. Så hvis man kan magte også at vejlede om de grundlæggende forhold, skal man helt klart gøre det.”

150 års erfaring

efter murens fald var der en lang periode, hvor det handlede om at give dem den helt grundlæggende viden om, hvad det ville sige at drive fagforeningsvirksomhed. Ja, det drejede sig om spørgsmål som ”hvad er en overenskomst?”. De seneste år har det mere handlet om ”Den fælles solidaritet”, hvor fokus har været på at give fagforeningerne redskaber til at gøre deres politiske krav gældende på det nationale og europæiske niveau.” Med den anden fase er der fra LO’s og de danske fagforbunds side altså foretaget en prioritering, så fokus for vejledningen af de østeuropæiske fagforeninger består mere i redskaber til lobby-arbejde end til konkret mobilisering og solidaritetsarbejde. Dette er en prioritering, som bl.a. kan ses ved at AIF (Arbejdernes Internationale

Benedicte Toftegård er meget enige i, at de er for svage. Derfor mener hun også at fokus på analyser og lobby-arbejde er en forkert prioritering: ”Det, der er altafgørende, er, at vi giver de erfaringer videre, som det har taget os 150 år at opbygge i Danmark. Det er helt basale ting som at kæmpe for bedre løn- og arbejdsforhold og opbygge overenskomster. Det er et stort problem, at de to store fagforeninger (udover OPZZ er Solidaritet Polens anden store fagforening) måske samarbejder lidt på lokalt plan, men kommer du lidt højere op i hierarkiet, så hader de hinanden. ” Og så skal det ifølge Benedicte Toftegård være arbejdere, der organiserer arbejdere. Og på grund af den meget fastlåste position, fagforeningerne befinder sig i, har hun og Thomas Sørensen haft held med at foreslå ideen om netværk på tværs af fagforeningerne: ”Vi siger til dem: Arbejdsgivere snakker sammen, I skal også snakke sammen på tværs af firmaer (fagforeninger, red.), hvis I skal klare jer. I skal vide, hvad de får i løn på nabovirksomheden, og hvad bemandingen er. Det gør vi i Danmark. Ellers snyder de os i forhandlingerne. Det er klar tale for polakkerne!” Helt konkret foreslår Benedicte Toftegård, at de danske forbund kunne oprette grupper af tillidsmænd på 4 personer, hvor der er tilknyttet en faglig sekretær. Tillidsmændene kan nemlig ikke rejse rundt og organisere på fuld tid, når de også har et almindeligt job, de skal passe. Derfor vil medlemmerne i en mindre gruppe kunne skiftes, så kontinuiteten bibeholdes. Men det kræver selvfølgelig ressourcer. Denne idé synes Marie-Louise Knuppert lyder spændende og, fortsætter hun, ”der foregår jo allerede en hel del ude i forbundene. Her er det dog vigtigt at holde sig for øje, at i LO og for den sags skyld også ETUC og ITUC, ikke kan nedsætte

ANNONCE

sådanne udvalg. Vi kan kun vejlede forbundene om, hvad de skal gøre”. Mikkel Mailand er enig i behovet for at få organiseringsgraden op i de østeuropæiske lande. For ham at se, er der blot ikke så meget, den danske fagbevægelse kan gøre mere end den allerede gør: ”Den lave organisering forekommer ikke at være et overgangsproblem i østlandene. Og det faldende medlemstal i Danmark fører til at fagbevægelsen bliver presset, og der hvor der så sparres er på det internationale arbejde.”

Arbejdspladserne vil jo flytte ud Traditionelt har argumenterne for ikke at organisere ”nedefra” på græsrodsniveau bygget på en frygt for, at det var kommunisterne, der forsøgte at underminere de eksisterende strukturer, såvel som den har bundet i angst for at fremstå imperialistiske, når vestlige fagforeninger kom for at

Ønsker du at annoncere i Vision? Skriv til kkb@cevea.dk for at høre nærmere.

lære fra sig i mindre udviklede samfund. Benedicte Toftegård er enig i, at man skal passe meget på, at man ikke ”fremstår som den hvide mand, der kommer med sin løsning og sit verdenssyn”, men, fortsætter hun, ”polakkerne tørster efter konkret inspiration til, hvordan man skaber overenskomster”. Hun mener, mobiliseringen af de østeuropæiske arbejdere er så vigtig, at indsatsen må opprioriteres. ”Selvom HK har været rigtig, rigtig gode til at støtte op, så er vores projekt jo afhængig af enkeltpersoner. Og det er det her simpelthen for vigtigt til. Vi ved jo godt at arbejdspladserne rykker mod øst. Men skal resultaterne fra arbejdernes kamp siden 1800-tallet virkelig gå tabt i denne proces?,” spørger Benedicte Toftegård.


16

TEMA / fAGBEVÆGELSEN

„For at vi kan opnå ligeløn, kan vi ikke hæve alle faggrupper lige meget – der er nogle mandefag, der må acceptere, at de ikke prioriteres lige så højt“ Nanna Højlund, ligestillingspolitisk ansvarlig i FOA analyse

Solidaritet på tværs af køn Kvinder tjener mindre end mænd. Dette er der som sådan ikke noget nyt i. Derfor er LO nu gået til kamp mod uligelønnen med et kontroversielt udspil, der skal mindske løngabet mellem mænd og kvinder. Ikke helt nok, mener ekspert og efterspørger samtidig handling fra akademikernes side. Af Maria Bøegh-Lervang og Mia Rasmussen Danmark underskrev allerede i 1960 International Labour Organisations (ILO) konvention om, at mænd og kvinder skal have lige løn for arbejde af samme værdi. Men det var først i 1976, at Danmark følte sig tvunget til at tage skridtet fuldt ud og lave en ligelønslov – og det var kun for at leve op til det ligelønsdirektiv, EF på daværende tidspunkt havde vedtaget. Og så gik det hele ellers i stå. Løngabet imellem mænd og kvinder har været konstant i de sidste 20 år og ligger i dag på næsten 18 pct. - det placerer Danmark på en 17. plads ud af EU’s 27 medlemslande.

Kampen om ligeløn At Danmark ikke er førende på ligelønsområdet overrasker nok de fleste, for det passer ikke ind i vores forståelse af danske værdier. Men at dette er sandt, så vi blandt andet ved sidste års konflikt, hvor SOSU’er og sygeplejersker krævede ’mandeløn til kvindefag’. Det blev en øjenåbner for fagbevægelsen og LO nu er gået til kamp for at indhente kvindernes lønefterslæb. LO lancerede tidligere i år en ligelønsstrategi og det er første gang, at det er lykkedes for LO at nå til enighed for de godt 600.000 private lønmodtagere, der skal forny deres overenskomst i 2010. Strategien er kontroversiel og har skabt intern uenighed i fagbevægelsen pga. forslaget om, at indføre særlige ligelønspuljer, der reelt vil give lavtlønnede kvinder større lønstigninger end de bedst lønnede mænd. Udligningspuljer kan være en hurtig vej til ligeløn, men er det den mest effektive måde at opnå resultater? I LO-familien er det særligt FOA og HK, der har fundet sammen i en noget sjælden alliance for at opnå en fælles ligelønsstrategi: ”Det er et skridt i den rigtige retning, at vi nu er blevet enige om ligelønsproblemet i LO. 50 % af medlemmerne i LO er kvinder, så det er vigtigt, at både fagbevægelsen og politikerne tør sikre ligeløn”, siger Nanna Højlund, ligestillingspolitisk ansvarlig i FOA og fortsætter: ”Men jeg kan godt se problemet i, at vi tager penge fra en branche til en anden for at udjævne forskellen.

Men igen, for at vi kan opnå ligeløn, kan vi ikke hæve alle faggrupper lige meget – der er nogle mandefag, der må acceptere, at de ikke prioriteres lige så højt”.

Tag fra den ene og giv til den anden? 3F’s næstformand Jane Korczak deler ikke den samme entusiasme omkring puljerne, der med hendes ord er et dilemmafyldt farvand: ”Vi har jo brugt meget tid bag kulisserne for at opnå en fælles forståelse af, hvordan vi kan mindske uligelønnen. Men det vil unægtelig blive svært at gennemføre”, siger Korczak og fortsætter: ”Det vil jo betyde, at vi skal sende penge fra den ene branche til den anden og det har simpelthen ingen gang på jord. I stedet burde man afsætte ekstraordinære midler af inden for hver enkelt branche, for hvorfor skal fx vores transportmedlemmer, der har gjort det godt, lide under, at andre ikke har haft fokus på ligeløn?”. Også professor i økonomi på Aarhus Universitet Nina Smith er skeptisk over for ligelønspuljerne: ”Jeg tror ikke vi kommer uligelønnen til livs ved at lave støtteforanstaltninger til de ’svage’ kvinder. Kvinder skal have en rimelig løn, fordi de er en god arbejdskraft - man er nødt til at se på værdien af arbejdet”.

til deres sejr. Men hvad så vi, da kvinderne vandt OL, EM eller for den sags skyld VM? Ingenting. Det er det vi er oppe imod”.

Lige værd

At spille ludo uden at kende spillereglerne

En generel ændring i samfundets opfattelse af værdien af mænd og kvinders arbejde, er Jane Korczak enig i: ”Det vigtige er at se på værdisætningen af mænd og kvinders arbejde, og det er rigtig svært at værdisætte, fordi der er forskellige tillæg for det samme arbejde. Fx får mænd flere tillæg for at være truckførere, bare fordi de kører udendørs, mens kvinderne kører inden for. Der ligger en værdisætning i, at mænds arbejde er mere værd end kvinders, selvom de jo laver det samme stykke arbejde”, siger Korczak og fortsætter: ”For at ændre opfattelsen af mænd og kvinders arbejde, er vi nødt til at få nogle neutrale værktøjer, når vi skal se og måle løn. Men vi er også nødt til at ændre hele den forståelse, der er imellem mænd og kvinder i samfundet. Se bare på da herrelandsholdet vandt EM i håndbold, så blev der sendt F16 fly i luften som en salut

På trods af, at man i mange år har troet, at kvinders højere uddannelsesniveau og større erhvervserfaring automatisk ville betyde, at kvinder ville nå til samme lønniveau som deres mandlige modparter, er det endnu ikke sket. Så hvis ligelønspuljer ikke er vejen frem, hvad skal man så gøre? ”Jeg tror, at puljer til at finansiere udgifter til barsel og børns sygedage, er en rigtig god idé. Det er både solidarisk og kollektivt. Det er nemlig vigtigt, at arbejdsgiveren friholdes ekstraudgifter ved at ansætte kvinder, og det sker jo netop ved barselspuljer og betaling, når barnet er syg”, siger Nina Smith. Men det er ikke nok, mener Jane Korczak: ”Vi skal blive bedre til at lave kønsmainstreamning. Vi skal have neutrale lønsystemer, overenskomster og tillæg. På den måde vil mænd og kvinder have de samme muligheder”.

En undersøgelse foretaget af LO viser, at ca. 35 pct. ikke ved, hvad deres kollegaer tjener. Så at de danske lønsystemer trænger til en solid gennemrensning, er Nina Smith da også enig i: ”Det er meget vigtigt, at der bliver gennemsigtighed i løndannelsen, ellers kan det være svært at forstå, hvad man skal gøre for at få mere i løn. Og ved man ikke det, er det som at spille ludo uden at kende spillereglerne”.

Mere tabu end sex Hvis vi nu vender os væk fra de faglige fagforeninger og i stedet ser på, hvad der er sket på ligelønsområdet blandt akademikere, ser billedet om end mere grelt ud. Her går udviklingen imod decentral lønforhandling f.eks. med Ny Løn i den offentlige sektor, hvor en andel af lønnen forhandles lokalt. Og da kvinder er dårligere til at forhandle løn end mænd kan man forvente at løngabet bliver større mellem mænd og kvinder. Det er normer, der står i vejen: ”Det har i mange år været tabu at tale om løn, endda mere tabubelagt end at tale om sex.” siger Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening


17

Mænd står i gæld til kvinderne. Mens mændene slås, stikker kvinderne af med guldet. Illustration, Tore Magelund Alexandersen

„Puljer til at finansiere udgifter til barsel og børns sygedage, er en rigtig god idé. Det er både solidarisk og kollektivt. Det er nemlig vigtigt, at arbejdsgiveren friholdes ekstraudgifter ved at ansætte kvinder“ Nina Smith, professor i økonomi ved Aarhus Universitet

(DM) og fortsætter: ”Meget generaliseret er det en ulempe for kvinder, da de generelt kan være mere beskedne og ofte har evner, som f.eks. samarbejdsfremmer, som ikke bliver lige så belønnet ved lokale jobsamtaler. Når man samtidig ikke har ordentlig statistik, er det svært for kvinderne,” siger Stage.

Hjemmeliv og arbejdsliv Nogle af de konsekvenser, løngabet medfører, er, at det fastholder det kønsopdelte arbejdsmarked, som igen fastholder kønsopdelingen i hjemmet og som igen fastholder mænd og kvinder i bestemte kønsroller: ”Det gælder både i hverdagen, hvor visse branchers hårde vilkår betyder at kvinder søger væk, når de stifter familie, da de tager mest ansvar derhjemme. Det betyder f.eks. at kvindelige jurister ofte ender i den offentlige sektor og de mandlige jurister er tilbage i den private sektor, hvor pengene er – det er det mest rationelle for familien og det traditionelle kønsmønster opretholdes”, siger Nina Smith og fortsætter: ”AC (Akademikernes Centralorganisation, red.) vil kunne lære

noget af LO, nemlig at etablere en barselsfond. Det er helt afgørende for ligelønnen, at der laves barselsordninger, betaling for barns første sygedag og fuld løn under barsel. Så vil mændene også have større incitament til at tage barsel, for de vil ikke skulle gå ned i løn.” Ingrid Stage er enig i, at kvinderne sakker agterud, når de midlertidigt forlader arbejdsmarked for at gå på barsel. ”Hvis vi skal mindske løngabet mellem mænd og kvinder skal kvinder, der kommer tilbage fra barsel, have en ekstra lønforhandling for at forsøge at indhente det fortabte.” fortæller Ingrid Stage og fortsætter: ”Selv et så lille slag for lige løn lykkedes det ikke at komme igennem med i staten, så der mangler stadig en forståelse af, at der skal gøres noget for at sikre lige løn.” Hvornår vi opnår lige løn mellem mænd kvinder, ja det kan man kun spå om. Men for at bruge Nina Smiths ord, så er det vigtigt at huske ”at solidaritet også gælder på tværs af kønnene”.

LO’s ligelønsstrategi Lovgivning og generelle indsatser • Større gennemsigtighed i løndannelse • Fastholdelse af kravet om oprettelse af et uvildigt ligelønsorgan • Forstærkning af indsatsen for at opdage ligelønssager • Afklaring af begrebet ’arbejde af samme værdi’ • Øgede barselsrettigheder til mænd • Afdækning af anvendelsen af merarbejdsbestemmelsernes betydning • Afdækning af betydningen af, at lønstigninger fastlægges procentuelt • Fagbevægelsen skal holde de offentlige arbejdsgivere fast på deres forplig telse efter ligelønslovens § 1b

Tiltag der kan overvejes af overenskomstparterne • Større gennemsigtighed i løndannelse • Øgede barselsrettigheder til mænd • Ligelønsprincippet skal fremgå eksplicit af overenskomsterne • Lønudligningsordninger • Videreudvikling af Barselsudligningsfonden • Fagbevægelsen skal holde de offentlige arbejdsgivere fast på deres forpligtelse efter ligelønslovens § 1b • Barns sygedage


18

TEMA / fAGBEVÆGELSEN

Ekspertvurdering

Kampagner for fællesskab Et babyunivers, en ridder klar til kamp, og en myretue. Tre forskellige fagforeningskampagner med samme mål: At tiltrække nye medlemmer. Men hvilke brandingmetoder anvendes i kampagnerne – og virker de? Med ønsket om at tegne et konkret billede af den branding fagforeningerne foretager idag, har Vision taget udgangspunkt i tre aktuelle fagforeningskampagner af henholdsvis HK (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund), Krifa (Kristlig Fagbevægelse) og 3F (Fagligt Fælles Forbund). Tre kommunikationseksperter er blevet bedt om at kommentere og pointgive (1-5) kampagnerne ud fra spørgsmålene: Hvad bliver der appelleret til for at tiltrække medlemmer? Hvilke værdier spilles på, og hvordan kommunikeres de? Af Mia Rasmussen og Anne Ravn

Eksperterne Rasmus Jønsson

HK ”Vi er alle en del af løsningen”

KRIFA ”Vi kæmper for dig...”

3F ”Babyer”

Rasmus Jønsson: Den er god, fordi

Rasmus Jønsson: Det virker som om

den tydeligt viser fagforeningens største styrke, nemlig at de er mange. Og når man står sammen, står man stærk. Samtidig viser den et vist mod, den lover ikke bare guld og grønne skove, den adresserer et bestemt problem.

den er udarbejdet af en flok gamle mennesker, der ingen viden og indsigt har i de målgrupper, de kommunikerer til. Både visuelt og budskabsmæssigt sidder man tilbage med en tom fornemmelse. Man få intet af vide om hvad man får ud af et medlemskab hos dem.

Rasmus Jønsson: Mange tager barsel for givet, det bør man nok ikke (Den oprindelige kampagne havde blandt andet slogan ”Børnene kommer af sig selv”, red.). Og den anden tekst spiller på frygten for at blive fyret. Den tager fat i, at du ikke skal regne med at være i arbejde for altid. Lidt tarveligt, men reelt nok i disse tider.

Mads Christian Esbensen: Ideen er

Mads Christian Esbensen: Budskabet

ikke koblet klart til produktet, og billedet mangler en klar historie. Hvorfor en ridder? Hvad forsvarer han os imod? Egentlig kunne reklamen være for et forsikringsselskab.

er enkelt. Spiller på at du skal gøre noget for at andre kan hjælpe dig. Den spiller på folks frygt. Den er meget klart kommunikeret.

Point: 4

Point: 1

Mads Christian Esbensen: Det er svært at finde afsenderen på denne reklame. Man skal helt ned i brødteksten for at finde afsender og mening. Billedet er svært at tyde eller tolke. Billedet giver heller ingen mening i forhold til budskabet.

Point: 1

Point: 5

Point: 5

Point: 3 Mette Gammelby: Myrerne (som i resten af kampagnen fungerer excellent!) og afmeldingen signalerer tydeligt, hvilke værdier HK ønsker at kommunikere: solidaritet og fællesskab. Men overskriften går ikke straks klart ind, og sammen med den meget lange tekst, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at målgruppen måske er blevet ramt forbi.

Point: 3

Mette Gammelby: I vores individualiserede samfund er vi vant til at vælge selv, så her rammes en bred målgruppe lige i maven. Budskabet formidles uden svinkeærinder: KRIFA går langt for deres medlemmer! Men om den komiske ridder generelt afspejler fagforeningens grundlæggende værdier, kunne man dog godt tvivle på. Point: 4

Cand.comm. og har undervist i kommunikation på en lang række skoler og universiteter. Derudover har han været politisk kommentator og arbejdet som kommunikationsrådgiver og analytiker for flere store mediehuse.

Mads Christian Esbensen Cand.scient.pol og ekstern lektor i politisk kommunikation ved KU og RUC. Derudover er han forfatter til bøgerne ”Public Affairs – Lobbyisme i praksis”, ”Samtaler om spin” og ”Det politiske superbrand” (med Bo Bredsgaard Lund).

Mette Gammelby

Mette Gammelby: En elegant kombination af klart overordnet budskab, en velformuleret indikation af et realistisk skræmmescenarie og stærkt billedmateriale, der virker godt i forhold til 3F’s historie. Kampagnen kommunikerer dagligdags spørgsmål i dagligdags situationer, hvor målgruppen oftest befinder sig. Og så får den et iøjnefaldende twist af at blive placeret i et børneunivers.

Point: 5

Cand.ling.merc. i engelsk og bachelor i engelsk og tysk. Hun har de sidste 10 år arbejdet med marketing indenfor itbranchen og er nu direktør i kommunikations- og marketingsbureauet Komma Komma.


19

„Spørgsmålet er derfor, hvordan fagbevægelsen i den nye struktur indretter sig mest effektivt, når nu det ser ud til at omgivelserne ikke retter ind.“ Hans Henrik Jørgensen, Uddannet smed og kandidatstuderende ved Aalborg Universitet kommentar

Samling gør stærk? Fagbevægelsen er under angreb efter, den enstrengede beskæftigelsesstruktur er blevet indført. Svaret for LO-fagbevægelsen er at samle a-kasserne under én administrativ enhed, men er dette den rette løsning? Hans Henrik Jørgensen, Uddannet smed og kandidatstuderende ved Aalborg Universitet

vægelsen i den nye struktur indretter sig mest effektivt, når nu det ser ud til at omgivelserne ikke retter ind.

Tidligere Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens argument for et enstrenget beskæftigelsessystem var at høste synergigevinsten gennem en sammensmeltning af det statslige AF-system og de kommunale jobcentre, hvorved de ansatte kan fungere som generalister med kompetence til at servicere forsikrede såvel som ikke-forsikrede ledige. I og for sig et hæderligt forsøg på at afbureaukratiser et administrativt tungt beskæftigelsessystem og bringe den offentlige service tættere på borgeren for færre penge. Men bag ved de politiske skåltalers lovprisning af det nye beskæftigelsessystem, ses konturerne af en struktur, der sender fagbevægelsen til tælling. Fra at have medbestemmelse og kunne prioritere i de kommunale beskæftigelsesindsatser, er LO-fagbevægelsen i den nye struktur alene overvågende. Fagbevægelsen bliver dermed nedskrevet fra at være politikformulerende og prioriterende til alene at være politikevaluerende.

Når bundlinjen bløder

Korporatismen på retur Det har ikke skortet på kritikere af den nye struktur. Specielt miljøerne omkring CARMA ved Aalborg Universitet og FAOS på Københavns Universitet har kritiseret reformen, og kort opsummeret lyder kritikken, at reformen er et brud med flexicurity-modellen, da den korporative styringskædes lokale forankring i kommunerne ophæves. Faren er, at argumentationen langsomt bliver til et forsvar for det allerede opnåede. Det er med andre ord ikke fagbevægelsen, der er noget galt med, men det system institutionen er en del af. Problemet er blot, at der kommer ikke flere penge, og politikkerne synes at have fået smag for at lovgive på området og det gælder hele salen rundt på Christiansborg! Dette skrift ses tydeligt i måden arbejdsmarked bliver italesat på, da hverken Socialdemokrater eller regeringspartierne taler om arbejdsmarkedspolitik, men derimod om beskæftigelsespolitik. Beskæftigelsespolitik er i den optik en indsnævring af politikvinklerne, idet politik her handler om at få de ledige i beskæftigelse, mens social- og velfærdspolitik begrundede indgreb udgrænses fra arbejdsmarked. Spørgsmålet er derfor, hvordan fagbe-

Færre medlemmer er lig med færre midler og dermed tid til at gå i tænkeboks og overveje mulige alternativer, der kan få flere til at melde sig ind og holde på dem der allerede er medlemmer. Det er ikke fordi fagbevægelsen mangler varer på hylderne i form af overenskomster, der, udover løn, sikrer barsel, løn under sygdom, betalt uddannelse osv. Problemet er snarere at ca. 300.000 modtager varen uden at betale for den, hvoraf de 150.000. kommer fra Det Faglige Hus og Kristelig fagbevægelse, mens resten er rene free riders. Det er ikke varen, der er problemet - den kan sælges. Det er derimod distributionen, der er problemet. Da medlemstallet var konstant, så LO fagbevægelsen gennem fingre med free riders, men inden for de seneste 15 år har de ideologiske alternativer øget deres markedsandel fra 7 pct. til 12 pct., mens LO’s andel af medlemmer er faldet fra 59 pct. til 46 pct. Arbejdsmarkedets free riders udgør er derfor potentielle

medlemmer, hvis fagbevægelsen formår at lukke hullet - men det kræver politisk lobbyarbejde.

vedr. overenskomster og branchespecifikke spørgsmål indenfor uddannelse og arbejdsmiljø.

Tættere på medlemmerne

Enhedsforbundet

Medlemsflugten og den nye jobcenterstruktur, hvor kommunerne reelt har ansvaret, men hvor staten bevarer kompetence, rejser spørgsmålet om, hvorvidt fagbevægelsen i dens nuværende form er nået til vejs ende? Den nye struktur kræver, at fagbevægelsen står stærkt både i forhold til Christiansborg, men også lokalt i kommunerne. Det harmonerer dårligt med de rationaliseringer, som de enkelte forbund har iværksat for at komme ud af den økonomiske kattepine. Eksempelvis er HK, der er landets næststørste, gået fra 42 til 7 afdelinger. De enkelte forbunds forsøg på at rationalisere sig ud af manglede medlemsindtægter rejser spørgsmålet, om der er behov for mere end et forbund, dvs. én fælles a-kasse men med brancheopdelte underafdelinger efter 3F som forbillede? Megen af den lovgivning og administration, som a-kasserne udfører på vegne af medlemmerne, er den samme og her vil der være meget at spare i fælles it-systemer og sekretariat, der kan levere analyser og baggrundsarbejde. Alternativt i tættere samarbejde med AE-rådet. På den anden side er fagligt knowhow og integritet vigtigt for medlemmerne og dermed vil der stadig være brug for brancheopdelte forvaltninger, der kan tage sig af sager

Et stort fælles fagforbund synes at være et oplagt svar på, hvordan fagbevægelsen indretter sig som institution i den nye struktur, men under overfladen opstår en række eksistentielle spørgsmål. Ved at oprette fælles faglige huse i landets kommuner, vil man stå stærkt overfor de kommunale politikere og jobcentre, men på den anden side kan det være svært at få øje på fagligheden. Der er en chance for, at det enkelte medlem vil se den nye mastodont som en forsikringsordning og ikke som en bevægelse, der arbejder for bedre overenskomster indenfor medlemmets branche. Faren ved en sammenlægning er at maskinarbejderen, maleren og socialpædagogen skal ind ad den samme dør og møder den samme person, præcis som medlemmerne hos Krifa og Det Kristelige Hus gør. Vejen væk fra en fagbevægelse funderet på indsigten i det enkelte fag og til forsikringsselskab, er ikke lang. Det er et stort valg som fagbevægelsen står overfor, og operationen kræver, at de enkelte forbund fra starten stiller den rigtige diagnose og at de lokale afdelinger lægger det rigtige snit. Men alternativet, hvor fagbevægelsen langsomt men sikkert sover ind, kan medlemmerne vel næppe være tjent med.

"Der er en chance for, at det enkelte medlem vil se den nye mastodont som en forsikringsordning og ikke som en bevægelse, der arbejder for bedre overenskomster indenfor medlemmets branche. "


20

TEMA / fAGBEVÆGELSEN

„Kommunaliseringsøvelsen er særlig smart, fordi regeringen via de i reformen indlejrede økonomiske incitamenter presser kommunerne til at videreføre den strammerkurs, man ikke længere kan få opbakning til centralt.“ Mads Peter Klindt, Phd.-studerende, Center for Arbejdsmarkedsforskning, Aalborg Universitet analyse

A-kasserne på sigtekornet Kommunaliseringen af beskæftigelsesindsatsen er endnu en maskeret ideologisk manøvre fra VK-regeringens side. Hvad der sælges som en fornuftig administrativ omlægning, er i virkeligheden et frontalangreb på fagbevægelsen. Af MADS PETER KLINDT, Ph.d.-studerende, Center for arbejdsmarkedsforskning (CARMA), Aalborg Universitet I september måned deltager jeg i en høring i det Økonomiske og Sociale Råd i EU. Emnet er de arbejdsmarkedspolitiske initiativer, medlemslandene har taget for at begrænse finanskrisens negative effekter på beskæftigelsen. Af samme grund vil der blandt publikum spidses ører, når talen falder på Danmark. Principperne for vores såkaldte Flexicurity-model er kendte vidt og bredt i EU, og er sågar blevet indføjet i den europæiske beskæftigelsesstrategi. Dansk arbejdsmarkedspolitik har således i en længere periode været lærestykket for det øvrige Europa, hvorfor der naturligvis vil være stor opmærksomhed på, hvordan vi tilpasser modellen i en tid med krise og stagnation. Af konkrete tiltag at berette om er ændringer i reglerne vedrørende arbejdsfordelingsordninger, der er gjort en anelse mere fleksible, samt kommunaliseringen af beskæftigelsesindsatsen, der blev en realitet pr. 1. august i år. Mit bidrag under høringen, såvel som i artiklen her, vil fokusere på sidstnævnte. Med sammensmeltningen af de kommunale og statslige jobcentre til helt igennem kommunale enheder er der nemlig sket en markant omlægning af den arbejdsmarkedspolitik, som Danmark hidtil har været så berømt for. Der er sket fundamentale ændringer af styringsprincipperne for den beskæftigelsespolitiske indsats, ligesom der er skabt helt nye konfliktpotentialer mellem de politiske aktører på området; innovationer, som offentligheden nærmest er forbigået i tavshed, til trods for at de i realiteten igangsætter nogle stærkt ideologiske rambukmekanismer.

Den oversete reform Historien om reformen er da heller ikke nogen kioskbasker. Den blev vedtaget som vedhæng til finansloven for 2009 og således forhandlet på plads i det sædvanlige VKO-triumvirat – uden inddragelse af hverken oppositionen eller arbejdsmarkedets parter. Den metode er der ikke noget nyt i. Indholdsmæssigt var der heller ikke noget, der kunne trække de store overskrifter. Helt overordnet indebar reformen, at ansvaret for indsatsen overfor de

forsikrede ledige i a-kasserne fra 1. august skulle overgå fra staten til kommunerne, der dermed nu har ansvaret for både de forsikrede såvel som de ikke-forsikrede ledige. Det kan lyde som en logisk administrativ omlægning, hvilket det ganske givet også gjorde i mange Christiansborgjournalisters ører. Bag reformens hovedkonturer gemmer sig imidlertid en labyrint af regler, der først og fremmest har det formål, at indlejre økonomiske incitamenter i driften af den decentrale arbejdsmarkedsforvaltning. Med ansvaret for de forsikrede ledige overtager kommunerne nemlig ikke bare opgaverne vedrørende aktivering og jobformidling; finansieringen af dagpengene, der før kom fra statskassen, bliver også et kommunalt anliggende. Mere præcist skal kommunerne til at betale dagpenge efter en model, der ligner den, der gælder på kontanthjælpsområdet, hvor staten refunderer en del af beløbet, alt efter hvor hurtigt kommunen får de ledige aktiveret. Perspektivet er derfor det i kriseoptikken ganske ulogiske, at der kvantitativt speedes op for aktiveringsskruen imens de kvalitative foranstaltninger neddrosles. Kommunerne vil som betalere jo søge at minimere udgifterne til aktivering og dagpenge. Dyre og langvarige opkvalificeringstilbud bliver derfor næppe en del af jobcentrenes menukort, der til gengæld kommer til at bugne af hovedløse kontaktforløb hos ”private aktører”, hvor den typisk står på kolbøtter og masseproduktion af uopfordrede ansøgninger. Ikke ligefrem noget særlig godt bud på, hvordan problemer med stigende ledighed og massiv jobdestruktion imødegås. Hertil skal man dog holde sig for øje, at VKregeringen siden systemskiftet i 2001 med små skridt men dog ganske lineært har fulgt en politikkurs, der primært har sigtet på, at gøre livet så surt som muligt for de ledige. Noget af det første regeringen gjorde dengang var, at tilbagerulle uddannelsesaktiviteter til fordel for strammere adfærdskontrol med arbejdsløse. Denne linje kunne forfølges i takt med ledighedens fald til historiske dybder, men med finanskrisens indtog nåede strammerpolitikken et konjunkturlogisk mætningspunkt. Således stod det i 2008 klart for regeringen, at den ikke kunne få flere stramninger igennem via brede Christiansborg-forlig. Kommunaliseringsøvelsen

er derfor særlig smart, fordi regeringen, via de i reformen indlejrede økonomiske incitamenter, presser kommunerne til at videreføre den strammerkurs, man ikke længere kan få opbakning til centralt.

Først a-kasserne, så fagbevægelsen! Det næste perspektiv vedrører den fremtidige forvaltning af hele dagpengesystemet, nærmere bestemt det konfliktpotentiale mellem kommunerne og a-kasserne, der med reformen er vakt til live. Med reformen har vi nemlig fået et system, hvor én decentral instans skal stå for at betale dagpenge og foranstalte aktivering (kommunerne), imens en anden decentral instans (a-kasserne) skal kontrollere at de ledige

står til rådighed for arbejdsmarkedet og administrerer de egentlige dagpengeudbetalinger. Denne konstruktion er næppe holdbar. Kommunerne vil som betalende instans naturligvis have en interesse i, at overtage opgaverne vedrørende rådighedskontrol og dagpengeudbetalinger, da en ”for slap” indsats hos a-kasserne vil kunne læses på den kommunale bundlinje. Derfor må det forudses, at der vil påbegynde et egentligt opgør, om hvem der skal stå for foranstaltningen af disse opgaver. At regeringen vil give kommunerne en hjælpende hånd i den forbindelse er plausibelt. Allerede tilbage i sine første leveår forsøgte regeringen at antaste det faglige a-kassesystem ved at foreslå en oprettelse


21

Illustration, Andreas Arnild Peitersen

„Formålet er naturligvis, at svække den danske fagbevægelse, så lønfleksibilitet og længere arbejdstider lettere kan presses igennem rundt om på de danske virksomheder. En udvikling helt i tråd med de idéer, som CEPOS og andre klassiske liberalistiske økonomer forfægter.“ Mads Peter Klindt, Phd.-studerende, Center for Arbejdsmarkedsforskning, Aalborg Universitet

fald. Færre medlemmer er naturligvis lig med færre kontingentkroner og forringet kampkraft vis-a-vis arbejdsgiverne. I regeringen kender man naturligvis alt til disse fakta. Men i modsætning til Margaret Thatcher, der tog de ideologiske opgør og slagsmålet med fagbevægelsen i fuld offentlighed, har VK-regeringen præference for mere maskerede metoder. Disse er efterhånden afsløret på både skatte- og sundhedsområdet og altså hermed også på arbejdsmarkedsområdet. Formålet er naturligvis, at svække den danske fagbevægelse, så lønfleksibilitet og længere arbejdstider lettere kan presses igennem rundt om på de danske virksomheder. En udvikling helt i tråd med de idéer, som CEPOS og andre klassiske liberalistiske økonomer forfægter.

Det nødvendige modspil

af en statslig a-kasse, men det kom regeringen af parlamentariske årsager ikke igennem med. Kommunaliseringsøvelsen kan derfor klart tolkes som et nyt og langt bedre forberedt forsøg på at afvikle a-kassesystemet. Man hvad skulle egentlig formålet hermed være? Svaret på dette spørgsmål må bero på en dybere motivanalyse. Og som baggrund herfor er det vigtigt at forstå, hvilke væsentlige institutionelle funktioner a-kasserne har. Det danske a-kassesystem er først og fremmest kendetegnet ved, at det er forankret i den faglige organisering af lønmodtagerne. A-kasser og fagforeninger lever i en slags fætter-kusine forhold, og mange danskere ser medlemskabet af

begge som ét fedt. Derfor er det også klart, at fagforeninger i kraft af deres tilknyttede a-kasser har en vigtigt rekrutteringsmekanisme. A-kassemedlemskab fører automatisk til fagforeningsmedlemskab. Som tabellen viser, er denne glidningseffekt særlig stærk på LO-området, hvor man kan sige, at a-kasserne er decideret fagforeningsdrivende, til trods for det faktum, at det lovformeligt ikke hænger sådan sammen. Dette bringer os således frem til den egentlige pointe, som er, at der med den forestående kommunalisering ikke bare er tale om et slet skjult angreb på a-kasserne men en anbringelse af en kraftig bombe under fagbevægelsen. Uden de faglige

a-kasser er det ganske sikkert, at det bliver sværere for fagbevægelsen at rekruttere medlemmer, endsige holde på dem de har. At det vil gå sådan kan man f.eks. tolke ud af en undersøgelse offentliggjort i det anerkende tidsskrift Political Research Quarterly, hvori det dokumenteres, hvorledes andelen af organiserede lønmodtagere tydeligt korrelerer med den måde arbejdsløshedsforsikringssystemet er organiseret på. Lande med det såkaldte Ghent-system (hvor fagforeninger og a-kasser er som fætre og kusiner; Danmark, Sverige, Finland og Belgien) har siden 1970 oplevet stigende medlemsrater, imens de ørige lande med statslige eller helt igennem private forsikringssystemer har oplevet markante

I LO kender man naturligvis godt til mekanismerne. LO har i hvert fald forsøgt at indgå aftaler med en række kommuner med henblik på at fastholde opgaver i a-kasserne, hvilket er en ganske god idé. I en tid med stigende ledighed og derfor en voksende opgavebyrde i jobcentrene kan LO’s udspil på flere områder nemlig godt betyde en reel aflastning af kommunerne. På den lange bane holder den todelte forvaltning af systemet dog ikke. I en centrum-venstre optik er det derfor helt nødvendigt, at der formuleres et modsvar til reformen. Denne må naturligvis bero på en relanceret korporatisme, hvilket vil sige, at parterne skal tilbage som beslutningstagere på feltet. De økonomiske incitamenter i styringen af kommunernes indsats skal naturligvis også tilbagerulles, da det er disse mekanismer, der både vil føre til dårligere aktivering og give kommunerne incitament til at presse a-kasserne. Dog vil man godt kunne beholde den kommunalt forankrede jobcenterstruktur, men kun i kraft af en helt anden styringsstruktur. Jobcentrene skulle i så fald ledes af lokale trepartsorganer, hvilket ganske givet ville være en fordel for LO, da man står stærkere lokalt end DA. A-kasserne skulle have det fulde ansvar for deres medlemmer i f.eks. det første år, med mulighed for i samarbejde med de lokale trepartsorganer at planlægge aktiveringsforanstaltninger – vel at mærke at langt bedre kvalitet end de tilbud – som man har pligt til at tage imod – der gives i dag. En reform som denne ville faktisk være helt i tråd med de Flexicurity-principper, som Danmark er så kendt for. Til høringen i det økonomiske og social råd må jeg dog desværre skuffe kollegerne og fortælle, at vi er godt i gang med at forlade den plan, de andre lande opfordres til at efterligne.


22

TEMA / fAGBEVÆGELSEN

„Omlægningen af arbejdsprocessen virker særligt presserende for de store LO forbund, der samlet set er reduceret til 989.859 medlemmer, hvilket svarer til en nedgang på knap 3 pct. på bare ét år.“ Magnus Barsøe, stud.merc. i Økonomisk Markedsføring, CBS Guide

Magten tilbage til medlemmet For at stimulere vækst i partier og fagbevægelse skal medlemmernes unikke ønsker tilbage i højsædet. Nøgleordet er intern marketing. En teknik, der kan koges ned i fire konkrete trin.

At politiske partier og organisationer benytter marketingsteknikker til at få budskaber udover rampen og solgt til vælgerskaren er ikke en nyhed. Fokusgrupper og meningsmålinger benyttes flittigt af alle partier, og kampagner fra de store fagforbund pryder ofte mediebilledet. Men marketingsfeltet dækker over mere end udformningen af velklingende slogans, der er målrettet organisationernes eksterne målgrupper. Den interne marketingsproces, der er rettet mod medlemmer og medarbejdere, spiller en afgørende rolle for private organisationer. Det samme burde være tilfældet med politisk drevne medlemsorganisationer og partier. Grundlæggende handler marketingskonceptet om at kortlægge forbrugernes behov med henblik på at udforme produkter eller services, der tilfredsstiller disse i videst mulig omfang. I en politisk optik vil marketingskonceptet indebære, at et parti skal befinde sig i en position, hvor det er muligt at tilfredsstille vælgernes eller medlemmernes behov. En idealtypisk marketingstilgang for partiets eksterne arbejde betyder derfor, at politikerne drives fuldstændigt af vælgernes ønsker og behov. Vi kan hurtigt blive enige om, at den 100 pct. afsæt-

ningsorienterede metode fremstår lidet tillokkende. Applikeres marketingskonceptet derimod til et politisk partis interne arbejde, indebærer det, at alle partiers aktiviteter rettes mod medlemmets ønsker. Hvor det i private virksomheder drejer sig om medarbejder- og kundefokus, handler det i medlemsdrevne organisationer om medlemsfokus. Tilsvarende betyder den interne marketing for fagbevægelsen, at tilbuddene og aktiviteterne formes efter medlemmernes ønsker. Omlægningen af arbejdsprocessen virker særligt presserende for de store LO-forbund, der samlet set er reduceret til 989.859 medlemmer, hvilket svarer til en nedgang på knap 3 pct. på et år. Tilbagegangen skal nemlig ikke tolkes som en manglende opbakning til fagbevægelsen som institution. En undersøgelse foretaget af Interresearch i maj 2009 for Cevea viser, at opbakningen til fagbevægelsen er markant; knap 75 pct. af danskerne anser det for vigtigt at være med i en fagforening. Problemet er ikke opbakningen. Måske er udfordringen at medlemmernes ønsker er kommet i baggrunden?

Fordelene står i kø Fordelene ved et velimplementeret intern marketingsproces er flere. I litteraturen anføres højere organisationsloyalitet, højere opfattet værdi ved medlemstilbud-

Udarbejde medlemstilbud, økonomiske scenarieanalyse og organisatorisk design.

Kortlægge medlemskarakteristika, behov og tilfredshed.

Evaluering af tilfredshed og strategisk afrapportering.

Implementering af medlemstilbud.

"Indledningsvist skal der foretages en tilbundsgående medlemsundersøgelse for at afdække medlemskarakteristika, adfærdsvariable, behov og tilfredshed med de eksisterende tilbud."

Af Magnus Barsøe, stud.merc. i Økonomisk Markedsføring, CBS


23

„Partier som Venstre og Socialdemokraterne – samt deres ungdomsorganisationer – har et medlemsantal, der gør det illusorisk at tro, at en standardiseret medlemspakke matcher deres forskelligartede behov.“ Magnus Barsøe, stud.merc. i Økonomisk Markedsføring, CBS

Tabel 1. - Intern og ekstern markedsføring for politiske partier Intern marketing

Intern marketing

Analysefelt

Medlemmer og medarbejdere

Vælgere og partier

Formål

Intern organisering

Ekstern positionering

Redskaber

Medlemsundersøgelser

Meningsmålinger

Værdiskabelse

Enkelte medlems behov

Vælgernes ønsker

Målsætning

Højere tilfredshed Højere aktivitetsniveau Flere medlemmer

Højere vælgeropbakning Politisk gennemslagskraft

det og højere opfattede switching-cost. Det sidste dækker over både monetære som ikke-monetære omkostninger, som medlemmet påtager sig i forbindelse med et skifte til en konkurrerende fagbevægelse. Det er eksempelvis opfattede praktiske ulemper og reduktion i den opfattede værdi af medlemstilbuddet. Eksemplificeret i en partiorganisation vil en struktur, der følger forskrifterne for den interne marketingsproces, tage udgangspunkt i fire trin; Analyse, Strukturering, Implementering og Evaluering. Processens fire trin og deres indbyrdes sammenhæng er illustreret i figur 1. Arbejdsprocessen vender den klassiske partiorganisation på hovedet ved at redefinere medlemspakken på baggrund af medlemmernes ønsker.

Hvem er dit medlem, hvad vil hun ha? Indledningsvist skal der foretages en tilbundsgående medlemsundersøgelse for at afdække medlemskarakteristika, adfærdsvariable, behov og tilfredshed med de eksisterende tilbud. Undersøgelsen skal kortlægge, hvad medlemmerne ønsker med medlemskabet, hvilke tilbud de vil benytte sig af, hvordan man ønsker at modtage informationer mv. Er man interesseret i medlemsbladet – og vil man modtage det elektronisk eller med posten? Undersøgelsen skal danne grundlag for en vurdering af værdiskabelsen på individniveau. Samtidig skal den understøtte vidensopbygningen og det strategiske arbejde ved at etablere en baseline for tilfredsheden og aktivitetsniveauet. Scoren på tilfredsheden og aktivitetsniveauet kan ledelsen forholde til senere analyser af samme parametre. Går det fremad – eller det modsatte? Det næste skridt er at få informationen udmøntet i et udbud af services, der skaber forhøjet værdi for medlemmerne. En logisk konsekvens kan være at skrinlægge idéen om, at alle medlemmer ønsker samme medlemspakke. Partier som Venstre og So-

cialdemokraterne – samt deres ungdomsorganisationer – har et medlemsantal, der gør det illusorisk at tro, at en standardiseret medlemspakke matcher deres forskelligartede behov. Det samme kan tilsvarende siges om de store fagforbund. I stedet segmenteres medlemmerne efter behovs- og adfærdsfællestræk. Et resultat af segmenteringen kan være, at der udarbejdes tre-fire forskellige medlemspakker. Når et nyt medlem kommer ind, modtager man ikke en standardpakke, men et indmeldelsesbrev, der forklarer, hvilke tilbud partiet har på hylden, og giver medlemmet mulighed for at vælge et. Alle kan ikke matches fuldstændig, men i langt højere grad end tilfældet er nu. Medlemmet skal naturligvis altid have muligheden for at ændre sit medlemsprodukt, og porteføljen af tilbuddene skal løbende forholdes til medlemmernes tilbagemeldinger. Samtidig skal ledelsen vurdere, hvorledes de enkelte medlemspakker understøtter partiets målsætning. Hvilke forøgede udgifter eller besparelser kan man forvente ved implementering af pakkerne, og hvilke organisatoriske tilpasninger skal foretages? Udgangspunktet er ikke en spareøvelse, men hvis strukturen kan frigive ressourcer til at fokusere indsatsen på medlemmer, der vurderes som afgørende, er det en positiv sideeffekt. Det tredje skridt er implementeringsdelen, hvor det handler om at inddrage nøglepersonerne i organisationen. Folk på tillidsposter og medarbejdere skal være vidende om omstillingen og tages med på råd i den praktiske udførsel. Der skal være bred opbakning til de organisatoriske processer og sættes skub bag institutionaliseringen af strukturen for at mindske omkostningerne. Afdelingsformændene, der typisk spiller en helt afgørende rolle i kontakten med medlemmerne, skal være vidende om processen og få den nødvendige information om den forandrede arbejdsproces.

Evalueringen er ikke et slutpunkt Det sidste trin er den efterfølgende evaluering, hvor en tidsramme på et år vil være meningsfyldt. Med afsæt i data vedrørende tilfredshed, antal deltagere på aktiviteter, omkostninger mv. forholdes resultaterne til de organisatoriske målsætninger. I arbejdet skal ledelsen benytte ændringer i forhold til den baseline, der blev etableret indledningsvist, som en indikator på strukturens succes. Partiet kan eventuelt supplere de mere ressourcekrævende medlemsundersøgelser med hyppigere undersøgelser ved større aktiviteter for at indsamle mere ledelsesdata. Medlemmernes evalueringer skal derefter kontinuerligt diskuteres i ledelsen. Hvilke tilbud scorer højt på tilfredsheden og hvilke skal frasorteres? Porteføljen af tilbud er dermed ikke en statistisk størrelse, men underlagt løbende evaluering. Selvom marketingsprocessen er beskrevet lineært, betyder det ikke, at arbejdet stopper ved evalueringen. Den interne marketing er en kontinuerlig cirkulær bevægelse igennem de fire trin. Det handler grundlæggende om at institutionalisere et tankesæt, der tager udgangspunkt i værdiskabelsen for medlemmet, og indfører en arbejdsproces der (i) analyserer, (ii) strukturerer, (iii) implementerer og (iiii) evaluerer i gentagende mønstre med et bestemt tidsinterval. Mange i centrum-venstre stejler automatisk, når marketingsbegreber inddrages i en politisk diskussion. Det er forståeligt, hvis snakken drejer sig om de eksterne perspektiver. Omvendt bør de interne marketingsteknikker benyttes, da de kan styrke inddragelsen af medlemmerne og tilføre dem værdi. De positive effekter spænder over såvel konkrete ledelsesinstrumenter, højere tilfredshed og forhåbentlig flere nye partisoldater og medlemmer i de røde fagforbund.


24

TEMA / fAGBEVÆGELSEN

„En indskrænkelse af denne upartiskhed og objektivitet vil fremkalde kritiske reaktioner – især internt på Sygeplejersken hos tidsskriftets journalister.“ Roger Buch, lektor ved Danmarks Journalisthøjskole interview

Sygeplejersken får mundkurv på

Af Anne Ravn Fagforeningerne har de seneste år været under større pres end førhen - både i forhold til fastholdelse og anskaffelse af medlemmer. De seneste tal viser, at stadigt flere mennesker i Danmark forlader deres fagforening, og i internationalt perspektiv er udviklingen den samme. Dansk Sygeplejeråd er en af Danmarks største fagforeninger, men har siden strejken i 2008 mistet næsten 2000 medlemmer. DSR står derfor i særlig grad over for store udfordringer, og kigger man på fagforeningens nyeste skud på stammen i form at strategisk branding tages der, i jagten på flere medlemmer, nye midler i brug. På Sygeplejersken betegnes journalisternes jobfunktion nu som “kommunikationsmedarbejdere”. Dét betyder, at journalisterne er en del af DSR´s nye, langsigtede strategi, som indebærer, at tidsskriftet skal promovere fagforeningen og fordelene ved at være medlem.

Naturlig professionalisering Sigurd Nissen, chefredaktør på Sygeplejersken, udtaler, at strategien er et forsøg på at skabe et samlet DSR, hvor alle organisationens led arbejder sammen i kampen om medlemmernes gunst. Han kalder det en naturlig normalisering og professionalisering af fagforeningens kommunikation, som måtte komme på et tidspunkt. Roger Buch, lektor ved Dansk Journalisthøjskole, deler i noget omfang synspunkt med Nissen. Han påpeger, at professionel kommunikation er naturlig for en forening der søger at påvirke samfundet i en bestemt retning, og tilføjer at denne udvikling sker hos langt størstedelen af de institutioner, der ønsker indflydelse. Han indskyder, at det ville endda være mærkeligt andet.

Frustrerede journalister Til trods for dette ser Buch to sider af samme sag, og karakteriserer problematikken som havende forskellige vinkler. Buch påpeger, at trods naturligheden i, at foreninger og institutioner i højere grad indfører professionelle strategier, har netop fagblade en lang tradition for at være uafhængige. Buch spår derfor, at en indskrænkelse af denne upartiskhed og objektivitet vil fremkalde kritiske reaktioner – især internt på Sygeplejersken hos tidsskriftets journalister. Buch kendetegner endvidere den nye

kommunikationsstrategi som havende konsekvenser for Sygeplejerskens journalister i et professionelt fagligt henseende. Journalisterne er netop uddannede med særlige idealer, såsom at inddrage forskellige kilder, objektivitet mv., og har førhen været vant til at kunne arbejde ud fra disse, idet Sygeplejersken har været et uafhængigt tidsskrift. Derfor vil der højst sandsynligt opstå frustration hos journalisterne når de ikke længere, i samme omfang, har mulighed for at udleve disse idealer.

Den uafhængige undtagelse Når Sygeplejerskens journalister indskrænkes på den beskrevne måde, udspringer en mediemæssig tendens, som ikke kan kobles til Sygeplejersken alene. Buch forklarer, at en stor del af de danske medier er farvede i forhold til hvem eller hvad de er kritiske overfor, og mener, at det generelle mediebillede kan ses som foreneligt med, hvad der sker på Sygeplejersken – at særlige interesser styrer mediets indhold. Således er alle medier farvede i forskellige henseender, men, ifølge Buch, bør man, i Sygeplejerskens tilfælde, bide mærke i den tradition der hedder et uafhængigt fagblad, og den nye kommunikationsstrategi kan derfor resultere i større kritik end hvad

tilfældet ellers ville være. I Sygeplejerskens tilfælde kunne man spørge sig selv, om tidsskriftets journalister nu vil – eller må – skrive debatterende artikler med brug af kritiske kilder om DSR? Idet medierne altid præges af diverse interesser, og når den objektive journalistik, som prædikes på journalisthøjskolerne, sjældent bliver en realitet, har

fagbladene førhen, med deres uafhængighed, været en undtagelse og et modstykke til den generelle medietendens. Dette er ikke længere tilfældet, og udviklingen går i retning af, at fagbladene, som partibladene gjorde det op igennem det meste af 1900-tallet, loyalt vil afspejle deres interessents holdning.

Illustration, Johan Grann Kristiansen

Dansk Sygeplejeråds nye kommunikationsstrategi indebærer, at journalisterne på fagforeningens blad Sygeplejersken mister deres uafhængighed til fordel for strategisk topstyring.


25

„Politik kan man kun diskutere på baggrund af holdninger og værdier.“ Max Genske, talsmand for Frit Forums Studenterpolitiske Udvalg

Debat

Samlet studenterråd eller politisk kampplads? Den klassiske danske fagbevægelse er fagligt opdelt og udøver en slags korporativt rådsdemokrati, hvor debatten tages internt i det enkelte fags enhedsorganisation for derefter at stå samlet udadtil. Årets valg til universiteternes repræsentative organer nærmer sig, og det giver anledning til den tilbagevendende diskussion mellem de studenterpolitiske foreninger, om man skal stå sammen som enhed eller dele sig efter anskuelser. Hovedrollerne i debatten spilles af Danske Studerendes Fællesråd med deres studenterråd på de enkelte fag og Frit Forum.

Af Nils Wiese, uddannelsespolitisk ordfører, DSF

Sammen(!) om bedre uddannelser Vi mener, at studerende får mest indflydelse, når vi står sammen. Vores mulighed for at få indflydelse i dag er strukturelt set beskeden. Det betyder, at hvis vi overhovedet vil have noget at sige, bliver vi nødt til at stå sammen. Når vi ikke står sammen, ser vi alt for ofte, at ledelserne rundt omkring i landet, fra Helge Sander til institutledere, kun vælger at lytte til de studerende, som de er enige med. Del og hersk kalder man denne urgamle teknik. Heldigvis har vi en masse fælles interesser som studerende, og når vi i DSF er uenige på forskellige punkter, afklarer vi vores holdning blandt studerende, inden vi går til ministeren. Som studerende kan vi nå rigtig langt via dialog med ledelsen, men det ændrer ikke ved, at vi i mange situationer står i en interessekonflikt med underviserne eller ledelsen. Ex: Skal den gamle professor ud af vagten, som år efter år får dårlige evalueringer af de studerende? Vi ønsker at stå sammen som studerende - ak-

kurat som lønmodtagere har stået sammen siden LO blev oprettet i 1898. Det er klart, at det forudsætter en åben demokratisk struktur at repræsentere alle studerende. Derfor har samtlige studerende en stemme og kan møde op i studenterrådenes forskellige organer på lige vilkår. Ved universitetsvalgene kæmper vi i virkeligheden ikke om magten – som partierne ved et folketingsvalg. I stedet for at vi bruger en masse kræfter på at strides om, hvem der skal sidde i organer, hvor vi er i mindretal, burde vi kæmpe sammen for bedre uddannelser. Selvom vi i DSF er mange, der knokler i døgndrift for gode forhold, så er universiteterne og især de studerende presset på rigtig mange områder. Derfor vil jeg runde af med at understrege, at der er hårdt brug for dygtige studerende til at støtte op – også centrum/venstreorienterede!

Af Max Genske, talsmand for Frit Forums Studenterpolitiske Udvalg

Må man tale politik på universiteterne? Studenterpolitikken var i mange år forbeholdt de gamle studenterråd, men de seneste par år har den oplevet et løft. Det skyldes, at en række organisationer som Frit Forum, De Liberale Studerende, De Konservative Studerende og Grøn Agenda, samt en masse lokale lister har udfordret studenterrådenes monopol. De nye lister er dog blevet mødt med stor fjendtlighed fra de gamle studenterråd. For i studenterrådenes optik bør studenterpolitik betragtes som fagforeningsarbejde, og gør man det, fremstår de nye lister som skruebrækkere. Opfattelsen af studenterpolitik som faglig organisering er dog ligeså skadelig, som den er forkert. Der er intet grundlag for at sammenligne en studenterorganisation med en fagforening. Ved at gøre studenterpolitik til en faglig kamp, vælger studenterrådene at reproducere de konfliktlinier, der er mellem universitets ansatte i stedet for at bringe debatten om

universiteternes fremtid ned på studenterplan. Studenterpolitikken bliver således til et spørgsmål om, hvorvidt det er sociologi eller antropologi, der skal have dette og hin lokale, og ikke om at lægge de langsigtede mål og visioner for universitetet. Og resultatet af de apolitiske studenterråds dominans er ikke udeblevet: Studenterindflydelsen er svag, de studerende gider ikke deltage i universitetsvalgene og de eneste politiske udmeldinger, der kommer fra studenterrepræsentanterne er naive krav om større taxametertilskud, mere i SU og den traditionelle ”mindre centralisering”. Studenterrepræsentanterne stiller til op valg og skal sidde og tage stilling til prioriteringer af ressourcer. Det vil sige, at de skal ind og lave politik – og politik kan man kun diskutere på baggrund af holdninger og værdier. Derfor har Frit Forum og mange andre studenterpolitiske lister kæmpet for at få den politiske diskussion ind i studenterpolitikken. De studerende er i overtal på alle universiteter og det bør være de studerende, der udstykker visionerne for universiteterne og kommer med de nye ideer.


26

udenfor tema

„Vaner og indgroede mønstre sætter grænser for modet og viljen til at tage et selvstændigt valg.“ Martin E.O. Grunz, Visions rapporter feltstudie

Pop, blæk og kemi...

Har DU været på Skanderborg? Hvis nej, så er du gået glip af en verden. Den verden hvor man følger de krogede stier i stedet for de lige veje mod drømmene. Af Martin e. o. Grunz Det sværeste er at bevæge sig. Det er vanskeligt nok at skifte by, at sige farvel til sin hjemstavn eller det man er født i og er tryg ved. Kommer man fra en akademikerfamilie, er det næsten umuligt at blive blikkenslager. Ikke fordi håndelaget ikke er der. Ikke fordi faget ikke kalder på een, eller fordi det var præcis dét, der lå i kortene! Men fordi man skal skifte omgangskreds, venner, attitude og dagligdag. Det er ligeså svært at gå den modsatte vej. Vaner og indgroede mønstre sætter grænser for modet og viljen til at tage et selvstændigt valg. Mønsterbrydere kaldes de, som trods al usikkerhed tør. Men ”mønsterbryder” er nedladende, ordet signalerer et radikalt brud som kun går i en enkelt retning – op ad den traditionelle sociale rangstige. Derfor bruges udtrykket ”Klasserejsende” af Johanne Mygind (hun fik det sidste – og bedste – interview med Svend Auken hjem) og Pia Fris Laneth (hende med ’Lillys Danmarkshistorie”, bogEN om arbejderkvinderne). Når netop de to bruger dét udtryk – så er det fordi de har set, at rejsen ikke er så meget er en bjergbestigning, som en odysse der kræver... At rejse

ud hvor man ikke ved hvor det ender – og ikke ved hvordan og hvornår… Eller ja, OM man kommer hjem igen.

Kemi Skanderborg Festival 2009. Danmarks næststørste festival. Her er slet ikke som på kongerigets største: Roskilde. Skanderborg er anderledes end alt det hypede og alt det, som skal bruges, når der skal imponeres i barerne. Men det er ligemeget... Det er HÈR, at folket – flest jyder - mødes og laver en fest, hvor samfundsklasser, status og penge ikke er det afgørende. Ældre og yngre mødes, til et program der netop tager højde for den folkelige bredde. Jeg prøver at åbne øjnene og se mig omkring, spejdende efter mennesker der kan fortælle mig om grænselandet mellem samfundsklasserne. Christine er veludannet – det ses. Velklædt og velopdragen. Men hun har også en ramme Somersby cider under armen. Det bryder med den opsatte ramme. For Somersby er den dårligste cider på markedet. Det klinger slet ikke med gourmet, et nøgleord, når man begår sig mellem akademikere og den kreative klasse. Jeg spørger hende hvorfor hun drikker det

sprøjt. ”På et eller andet tidspunkt får man nok af øl”, siger hun: ”breezers” (færdigblandet drinksprodukt, red.) og Somersby kan man blive ved med at hælde ned”. Og skal man kunne blive ved at hælde ned? ”Man skal turde at se hvad der på den anden side af bakken. DET har jeg ikke noget problem med”. Hun går altså til den, og fortæller gladelig om sit studiemiljø. ”På vores fredagsbar, der drikker vi Guldtuborg! Og så er der nogen af de smarte fyre, som har fundet ud af, at hvis man blander finsprit og Fun saftevand med vand og sætter det på fustage – så får man en god drink!”. Tydeligvis er det et naturvidenskabeligt studie som Christine går på. ”Ja, jeg læser wannabefarmaceut. Det vil sige medicinalkemi... Altså totalt kemi”. Jeg spørger hende, hvad hun skal bruge sit studie til, og hvad der er forskellen farmaceuter og disse wannabefarmaceuter. ”Farmaceuterne har meget brede muligheder! De kan gå ud i skoven og lave et lægemiddel af det, de finder der. Vi beskæftiger os kun med forskning. Min uddannelse er ny, og jeg sprang til den fra farmaceutstudiet på grund af studiemiljøet... Altså, farmaceuterne er helt vildt snobbede – på kemi er vi én stor familie!”. Nu er vi jo på festival, og selvom stemningen nok trækker mere end musikken, fisker jeg efter Christines musiksmag. ”Jeg hører mest hitsene fra P3. Og ellers Tina Dickow og Prince. Jeg downloader meget ny musik og pop. Det bedste ved musik er, at man kan blive i godt humør af det!”.


27

„Man synger det man gør – og så er det bare lettere at indlære når man har bevægelser med.“ Henriette, elev på produktionsskole med sangtalent. 17 år gammel.

En tanke slår mig: Gad vide om Christine er til tatoveringer? ”Det er sjovt at du spørger”, svarer hun. ”Mit yndlingsprogram er ’Miami Ink’ på MTV. De dér tatovører bliver helt rørt over folks historier. Én kommer og skal have lavet sin søns navn, og en anden et billede af sin døde ven eller vil dokumentere en vild periode i sit liv”. Men hun skal aldrig selv have en tatovering. ”Nej – jeg er storesøster og var altid den stille pige”. Dog kan Christine godt lokkes med på en kigger, og således bevæger den tuschglade, stille pige og jeg os op på pladsen for at se på tatoveringer.

Blæk

Illustration, Tore Magelund Alexandersen

Vi spotter ’Tattoobussen’. Det er fyraften nu, og en flok tatovører med familie og venner har bænket sig med guldøl foran bussen. Jeg får at vide at det er TattoFnug (sådan vil han have det stavet – så her bruges Fnug’sk retskrivning), jeg skal tale med. ”Alle i branchen har respekt for ham”, siger de andre. ”Det er old school... Det er Frederik IX – ham den gamle sømandskonge”. Tatto-Fnug fortæller at han kører over hele landet. For ham er det en hobby – altså nu. ”Man kan ikke tage en uddannelse som tattovør... Altså: autorisation og pis og papir... Sådan er det ikke”, siger fru Fnug til mig. Og hendes ord står til troende, for alle siger, at hun er bossen. ”Jeg har tatoveret i 27 år”, fortæller siger Tatto-Fnug. ”Jeg kører på festivaler i Danmark, og det er meget specielt. Jeg er helt alene om det. Man kan ikke få folk til at arbejde i 12 timer om dagen”. Og branchen har forandret sig. ”Jeg er den eneste uafhængige! De andre er... Nå, dem om det. Men det er ikke mange der kan finde ud af det... Først og fremmest vil jeg godt advare mod køkkenbordstatovører – lad for pokker være med det. Det ser ud af helvede til!”. Og Tatto-Fnug fortæller at tatoveringer er noget man let bliver grebet af, så det skal se ordentligt ud. ”Det er med tatoveringer som med cigaretter – har du først fået interessen, kan du ikke stoppe! Nogen prøver det én gang, nogle gør det ikke, og andre bliver ved og ved”. Og tatoveringer er ikke klassebestemte. ”Før i tiden var det kun ludere, sømænd og rockere der havde tatoveringer, men så kom popstjernerne. Og det blev folk vilde med... og så kom alt det sorte”. Det var altså popkulturen, der bragte tatoveringerne fra de frie fugle og ned på hvermandshud. Egentlig ikke mærkeligt, for popmusiker er ligesom tatovør heller ikke en uddannelse man kan tage på trods af alle kurser og TV-shows. Der drømmes om det glamourglitrende popliv i alle samfundslag. ”Jeg har altså også lavet røvgevir på koner på 60 og direktørfruer”, som TattoFnug siger.

POP ”Kan du høre hvem der synger?”, spørger bossen. Ja – det er Whitney Houston. Men Fru Fnug siger at det er hendes niece. Jeg tvivler – og stemningen bliver pludselig trykket. Jeg tager mig sammen og lytter nøje efter arrangementet som ikke er en stor produktion, men alle tonerne rammes rent. Jeg indser min fejl og bliver taget til nåde. ”Hun sidder lige derhenne, min niece”. Jeg får ok til at tale med hende, hvis de andre må se på og lytte med. De gør klart, at de godt kan finde ud af at tage sig af folk, som ikke opfører sig ordentligt. Henriette er 17 år, og går på produktionsskole i Hørning. ”Jeg var droppet ud af efterskolen, og så ville min studievejleder have at jeg skulle tage en uddannelse – men det VILLE jeg ikke... Det vil jeg ikke! Så jeg arbejdede. Først lager og pak – og så blev jeg kassedame i Fakta. Det var fedt de første 3 måneder i Fakta. At lære at styre båndet og kasserne og det hele. Men så blev det rutine. Min studievejleder fik mig overtalt til at tage derned – og de havde en musiklinje og så... OK – det er dét, jeg vil lave”. Det er ikke en fiks idé hos Henriette. Hun begyndte i kor som 5-årig. Det var ligeså meget sangleg og skuespil dengang. Og det bruger Henriette stadig. ”Man synger, det man gør – og så er det bare lettere at indlære, når man har bevægelser med”. Hvad synger hun? ”Det er pop og country – altså pop-country”, siger hun. Ikke noget af det hårde country til Henriette – og heller ikke noget Dolly Parton. ”Nej, altså jeg kan godt lide Dolly – men jeg kan ikke lide hendes stemme. Den er for ringe til mig, for pivet. Og det dér outlaw-country, det er jeg ikke meget for. Jeg kan godt lide det ekstremt pigede”. Piget, det er hun bestemt. Hun har langt lyst hår – og med egne ord ”pang” på neglene. Tatovørerne bifalder. ”Du skal have masser af farver på”, siger én. Hvor fører det Henriette hen? ”Det ved jeg ikke”, svarer hun og tilføjer uden betænkningstid: ”dét er det spændende ved det”. Det er ikke den artikel jeg ville have skrevet. Jeg havde historien planlagt – og havde endda overskriften og konklusionen parat. Men Christine, Tatto-Fnug og Henriette har ændret min historie. De tre er nok ”klassevandrere”, men mere vandrende end klassebundne. De er i bevægelse i både konkret og overført betydning. Henriette ved sit uforbeholdne insisteren på sin drøm, Tatto-Fnug ved sit liv på landevejen og Christine i sin stræben på at forene fællesskab og karriere. De opbløder de kulturelle samfunds- og klasseskel som ellers klistrer normerne sammen. De balancerer. Ikke mange akademikere eller håndværkere har dét vovemod og dén drivkraft.


28

udenfor tema

„I 2008 blev Fogh så grønnere end Greenpeace - da det blev opportunt. Det er pinligt at se Connie Hedegaard sole sig i alt det, som Auken lagde til rette.“ Henning Tjørnehøj nekrolog

Høj som Lav Socialdemokratiets gamle formand Svend Auken døde den 4. august, efter et langt og usædvanligt politisk liv. Hans kammerat gennem en menneskealder, Henning Tjørnehøj, tager her afsked med den bedste statsminister, Danmark aldrig fik. Senere lod han sig for en sikkerheds skyld ansætte - i fagbevægelsen. På et tidspunkt under hans foredrag sendte Svend mig en lille seddel, hvorpå der stod: ”Jeg foretrækker Olesen Larsen” - en på det tidspunkt noget dement Tidehvervs-præst, som sagde det samme og det samme hver søndag - sådan, som de nuværende ikkedemente Tidehvervs-præster også gør det.

Det onde menneske

Af Henning Tjørnehøj I venstreorienterede kredse er det ikke tilstræbelsesværdigt at være medlem af det parti, hvis uvisnelige fortjeneste det er, at Danmark blev et så godt land at leve for så mange - et af de frieste og bedste samfund i verden. En god gennemsnits dansk venstreorienteret vil hellere brække armen på langs end at have noget at gøre med dette reformistiske, borgerliggjorte, kapitalisme-administrerende, klientskabende parti, hvis udlændingepolitik ligger langt til højre for Pia K’s. Kun socialdemokrater med en akademisk baggrund som f.eks. Hartvig Frisch, Frode Jakobsen og Bodil Koch - har kunnet regne med en vis sympati fra venstrefløjens side. Det samme gælder nu afdøde Svend Auken. I 1968 fulgtes vi ad til VS’ første sommermøde på Ryslinge Højskole i hans nyindkøbte - godt brugte - Peugeot 403. Vi var inde på de fleste mekanikerværksteder undervejs, men vi nåede dog tidsnok frem til at høre hans svoger Ejvind Larsen dagbladet Informations grundtvigianske maoist - holde det indledende foredrag med en stemmeføring, så budskabet kunne aflyttes over hele Fyn. I to døgn holdt vi ud - så orkede vi ikke mere. Målet blev - for at citere Louis Pio fuldt, da en af mødets heldagsmarxister holdt et foredrag om arbejdsmarkedspolitik - et emne, som vi begge interesserede os en del for. Foredragsholderen var ophavsmand til det i datidens venstreorienterede kredse meget kendte ord om ’fagforsteningen’ og ’mistillidsmændene’.

Tidehvervs-folket lærer igen og igen deres små menigheder, at mennesket er og forbliver ondt. Vore dages Tidehvers-fører, DF-pastoren Søren Krarup har da heller ikke tøvet med at kritisere socialdemokraterne for at have opbygget velfærdsstaten ud fra troen på det gode i mennesket. Han fortæller i en af sine utallige bøger - alle med det samme principielle indhold - hvordan han har ”ført krig mod den socialdemokratisme, der ville skabe det perfekte samfund ved at hjernevaske og svinebinde menneskene med sin totale ideologi”. Mon ikke Krarup her forveksler Stalins regime med Staunings - og Aukens? I de senere år har pastoren henvist socialdemokraterne til fast ansættelse i ”GODHEDSINDUSTRIEN”. Da Svend Auken for nylig i et åbent brev opfordrede den af kristelig næstekærlighed så opfyldte Birthe Rønn Hornbech til at give de asylnægtede irakere humanitært ophold, benyttede den sorte DF-pater anledningen, til at hælde hele sin lutheranske skidtspand i hovedet på Auken. En ophidset dialog mellem de to i dagbladet Information blev det sidste, man kom til at høre til den bedste statsminister, Danmark aldrig fik, fordi han som arbejdsminister mente noget andet end Lone Dybkjær.

Usnobbet og vittig I flere år havde jeg den glæde sammen med Auken at afslutte Fagbevægelsens årlige såkaldte ’Professorkurser’, hvor yngre tillidsrepræsentanter i en uge på LO-skolen fik ideologisk, historisk og aktuel politisk ’skoling’. Jeg glædede mig hver gang over hans ligefremme tale - fjernt fra det kaudervælsk, som man dengang benyttede på venstrefløjen. Han var en blændende debattør - vidende, velformuleret og vittig. Og han var aldeles usnobbet - talte lige godt med høj og lav.

Ville Svend Auken have kunnet klare valget i 2001 bedre end sin banemand ved Formandsopgøret? Næppe - optændt af god vilje skelnede han - som et flertal i S-folketingsgruppen og adskillige andre - ikke mellem en racistisk og en realistisk begrundet begrænsning af indvandringen fra Tredjelande. Integrationen voldte stigende og alvorlige problemer. Derfor var en begrænsning nødvendig. Men modstanden mod en sådan begrænsning var voldsom hos de Radikale og i SF dengang. Fogh, Claus Hjort og Rønn så tidligt de politiske muligheder for at ryste S i udlændingesagen. I 2001 kom så den afgørende rystelse.

Imperiebyggere – og ødelæggere Særlig glæde vakte det vidt ud i Venstre, at man nu blev af med Auken og hans påståede ”miljøimperium”. Det var en pine uden lige for ham at bivåne, hvordan Fogh rev dette ’imperium’ ned: 600 miljø’smagsdommere’ blev fyret, indsatsen mod sundhedsfarlige kemikalier blev beskåret, opførelsen af tre nye vindmølle-parker blev skrottet, al støtte til forskning mhp. yderligere udvikling af vedvarende energi blev indstillet, og Finanslovene skulle ikke længere miljøvurderes. Men i 2003 kunne Fogh på Venstres landsmøde under stormende jubel udtale de kendte ord: ”Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik”.

Den følgende sætning hører man desværre aldrig, den lød: ”Den eneste, der har fået det ringere, er Svend Auken” - den politiker, som mere end nogen anden bragte dansk miljø- og energipolitik i front til stor beundring mange steder i udlandet, skulle finde sig i denne sviner. I 2008 blev Fogh så grønnere end Greenpeace - da det blev opportunt. Det er pinligt at se Connie Hedegaard sole sig i alt det, som Auken lagde til rette. Hvilken afstand fra Foghs gennemførte utroværdighed, taktisk betingede ideologiske og politiske slingren, hans gnidrede, borgerlige smålighed og kontinuerlige reverens for Pia K., der som et højdepunkt bragte Danmark i den mest truende udenrigspolitiske situation siden Besættelsestiden under stadig hyklerisk henvisning til kampen for ytringsfriheden - brugt af Fogh, som ellers havde taget Nyrups ord om ”sammenhængskraft” til sig, til at skille folket i ”får og bukke” - hvilken afstand til Svend Aukens visioner, hans ærlige og vedvarende omsorg for menneskers velfærd og miljøet, hans vidsyn og storsind. Det er i mange mindeord blevet sagt om ham, at han ikke i sin politiske gerning ejede den fornødne brutalitet. Det skal nok passe. Den har vi så fået i rigt mål under den siddende borgerlige regering - til mange mediers og dermed mange vælgeres beundring. Svend Aukens død er et stort tab - ikke kun for Socialdemokratiet.


29

„Der var ingen sejrherre i kampen. Efter slaget var begge herrer lige desorienterede.“ Hans Bendix, avistegner og skribent tilbageblik

Dengang da…

Vision præsenterer udpluk, klip og smagsprøver fra ældre bøger, magasiner eller aviser – som stadig kan give spark til nutiden, eller sætte tanker i gang.

Faglig identitet er mange ting. Den kan ligge i et stykke veludført håndværk, i en jargon, i et tilhørsforhold til en arbejdsplads eller et særligt kvarter. Dette klip viser en rigmandssøns kamp for at blive respekteret på en arbejdsplads. af Martin E.O. Grunz Avistegneren Hans Bendix (1898-1984) var født ind i en velstillet familie, men sympatiserede livslangt med Socialdemokratiet. Bendix var en levemand, der nød god mad, god vin og skønne kvinder – altid iført den mest elegante stil. Hans tegnestil var rund, mild og erotisk – men i 1930’ernes kulturkamp hvæssede han pennen i galdefyldt blæk mod Hitler og Mussolini. Besættelsesårene tilbragte han som flygtning i USA. I den udvalgte scene følger vi Bendix’ kamp for at vinde accept på avisen ’Social-Demokraten’s redaktion. Vi møder et helt galleri af medarbejdere. Først og fremmest Albert Olsen, der ud over at være historieprofessor også var far til Erling Olsen, der langt senere blev justitsminister og Folketingsformand. Den gamle socialdemokratiske leder Frederik Borgbjergs søn Hjarne optræder også. Han blev hjerneskadet ved en konfrontation med politiet, men Socialdemokratiet fik sørget for at han, trods sit handicap, kunne få et arbejde. Man skal ikke hænge sig i Bendix detaljer… Således hed Overby U. P. og ikke H. P. – og var digter og ikke komponist! Bendix bruger alteregoerne B. og O. om ham og Olsen.

’Optakt’ ”Med vinden i ryggen var B. og O. gode venner. Men B. blev ikke rigtigt akcepteret

Hans Bendix, 1961

på redaktionen. Overklassedrengen hang ved ham. Han var ingenlunde en ægtefødt søn af partiet. Det proletariske klassehovmod var ret unuanceret dengang. Albert Olsen havde derimod naturlige forudsætninger, var forhenværende smed og en af de skrappeste kraftkarle indenfor dansk åndsliv. Bredskuldret, mægtige håndled og labber som forhamre, af statur højere end nogen dansk konge og stærk som en okse. Til uheld for bladets medarbejdere drev han ikke gymnastik eller sport og fik ingen udløsning for sine enorme kræfter. Derfor havde han for vane med godt humør at puffe eller slå kammeraterne på skulderen, så de sank i knæ. Hans håndtryk kunne være så dybfølte, at man gjorde vel i at bringe sin invalideforsikring i orden, inden man traf ham. Hans kræfter terroriserede redaktionen og havde nok nogen andel i, at han blev valgt til formand for medarbejderforeningen. Han kunne i al gemytlighed plante sin næve i forfatteren Josef Petersens sorte manke og trække ham vennesælt hen ad gulvet. Ved en sådan lejlighed greb Josef Petersen, der selv var en herkulisk og hårdfør type, fat i det store redaktionsbord, der var så tungt som et billard, og både bord og Petersen kurede gennem lokalet trukket af den vordende professor-hånd i historie. Der var også en anden stærk mand, redaktionssekretæren. Men ham forgreb man sig ikke på. Han var sakrosankt, forhenværende frelsersoldat, nu ivrig i den socialistiske tro. Man sagde, at han var dimitteret fra frelserhæren, fordi han kom til at besvangre sin kaptajn. Der stod respekt om ham. Man prøvede ikke kræfter med ham. Engang fik Olsen fingre i kunstanmelderen, nuværende chefredaktør Preben Wilmanns gyldne lokker. Det blev B. for meget. Han kastede sig ureflekteret imellem. Velfornøjet så Goliatten her en kærkommen lejlighed til lidt motion på B.’s benrad. For ikke at komme ud for den nordiske kæmpes katastrofale kølleslag sprang B. adræt og intuitivt, men rædselsslagen ind på kolossen og tog livtag. Det var så overraskende en aktion, at monumentet svajede på soklen og tabte fodfæste. B. følte det, som skulle han brække ryggen, han kunne græde, så tung Olsen var. Tumlen og støjen havde hidkaldt mange redaktionsmedlemmer, der bivå-

HB var bl.a. kendt for sine potrætteringer af unge kvinder.

nede de kæmpende vælte om på gulvet. En buste af H. P. Overby, der har sat musik til den danske version af socialist-marchen, faldt ned fra sit høje stade ovenpå en reol og knustes på gulvet. Borgbjergs søn,

Hjarne, der i et langt liv som redaktionsbud har fungeret som bladets faktotum, forsøgte senere at lappe Overby sammen, men folkekomponisten blev aldrig det, han var. Der var ingen sejrherre i kampen. Efter slaget var begge herrer lige desorienterede. B.’s tøj og skjorte var sønderrevet, hans ansigt og hænder blodige. Hans prestige steg umådeligt. Gamle Emil Wiinblads søn, stor-reporteren Robert, sprang rundt i medarbejderværelserne og publicerede vidt og bredt kampens gang og tyrannens flad i højstemte mundtlige referater i Gunnar-Nu-genren. Rejs jer, fordømte her på jorden – Bendix har tævet magisteren. Fra nu af følte B. sig helt hjemme på redaktionen, hørte til på lige fod med de andre. Der var slet ikke gråt og ufestligt i Farimagsgade, sådan som mange intellektuelle romantikere foregøglede sig og af den grund indskibede sig til kommunismen”.

Hans Bendixen var aldrig bange for at provokere. Under besættelsen fik han stillet det ultimatum af statsminister Stauning, at enten holdt han op med at lave "Åndehullet", eller hans ansættelse på Social-Demokraten var slut.


30

udenfor tema

„Refleksionerne ser således ud til at blive yderst korte og opgøret med finanskapitalismen til at fuse ud inden det har sat sig vedvarende spor.“ Kristian Weise, Analyseleder i Cevea Analyseenhedens indlæg: Et opråb

Markedsfundamentalismens modstandsdygtighed Selvom krisen har medført forhåbninger om et paradigmeskifte i den økonomiske politik, vil markeds-fundamentalismen snart igen svinge samfundet dirigentstok. Med mindre vi, i fællesskab, kommer frem med alternativer. Af Kristian Weise, analyseleder for Cevea “Staten er ikke løsningen på vores problem; staten er problemet” sagde Ronald Reagan i sin første tale som USA’s præsident. Det blev et credo, der blev gentaget igen og igen de næste årtier, men som der ikke er mange, der har skreget ud det sidste år. Selv de største markedstilhængere har i stedet råbt på bankpakker og offentlig stimulering af økonomien. Og de finansfolk, som finansierer en hær af lobbyisters arbejde med at begrænse statens omfang, er igen og igen blevet reddet af selvsamme stat. I det lys har flere været hurtige til at skrive markedsfundamentalismens nekrolog. Og selv konservative medier som Financial Times og The Economist har tvivlet på kapitalismens fremtid. Pendulet har så at sige svunget. Efter tre årtier med privatiseringer, markedsåbninger, afregulering,

skattenedsættelser og en stadig mindre stat, er den politiske ortodoksi blevet vendt på hovedet. Politikerne har skullet frelse økonomien fra sig selv og finansverden reguleres mod sin egen grådighed. Selvkritikken og refleksionerne har været tiltrængte. Da finanskrisen ramte os, var vi nemlig på toppen af en ideologisk æra, hvis fortalere endnu ikke satte spørgsmål ved deres blinde tiltro til markedskræfterne. Skeptikere blev affejet som ignoranter og fik gang på gang at vide, at forkert prissætning – som var hvad kreditklemmen først blev set som – kun kunne være midlertidig. Markedssystemet var perfekt og fuldendt, og ville snart rette sig op af sig selv. Dynamiske virksomheder og fikse finansfolk skulle bare have frit spil, så skulle det hele nok gå. Og selv det offentlige blev mere og mere markedsgjort.

Exit-strategier som trojanske heste Uagtet at markedet langt fra har vist sig

ufejlbarligt og at den blinde tiltro til det har vist sig meget farlig, kan det dog hurtigt vise sig, at vi får endnu mere af det. Refleksionerne ser således ud til at blive yderst korte og opgøret med finanskapitalismen til at fuse ud inden det har sat sig vedvarende spor. Den neoliberale dogmatik er godt nok blevet suspenderet for en stund. Men den udgør stadig den grundlæggende tilgang til samfundsøkonomien. Det ses mest tydeligt i de exit-strategier, som regeringerne har travlt med at planægge, mens konjunkturerne langsomt bliver bedre. Det exit, som de søger, er nemlig ikke fra krisen selv, men fra den aktive rolle som ejer, investor, efterspørgselsfremmende aktør og indirekte arbejdsgiver som staten har spillet for at løse krisen. Vi skal så hurtigt som muligt tilbage til en situation, hvor markedet overlades til sig selv og det offentlige ikke vokser, er deres rationale. Derfor er det også helt logisk, at den danske regering har givet skattelettelser midt i krisen. Så er der nemlig mindre at drive stat for sidenhen. Exit-strategierne vil i mange tilfælde sågar komme til at fungere som trojanske heste for yderligere liberalisering, deregulering og nedskæringer. Det kan læses sort på hvidt i eksempelvis IMF’s og OECD’s tanker om tiden efter krisen. Her anbefales det, at man fordobler indsatsen for at liberalisere varemarkeder og deregulere arbejdsmarkeder, så man kan genvinde den økonomiske vækst, som krisen har fortæret. Og da det har været dyrt at redde banker, forsikringsselskaber og bilproducenter, så statskasserne nu er tomme og statsgælden øget, må der også sættes turbo på nedskæringerne i det offentlige, lyder det.

Definitionskamp i gang

Illustration, Patrick Ringsborg

Krisen vil betyde hårdere regulering af finansverden. Det er der ingen tvivl om – selvom regeringerne nok kun ender med at gå halvt så langt, som man kunne ønske sig. Men den ser ikke ud til at lede til, at politikere med magt forsøger at gentænke den grundlæggende organisering af markeder eller den rolle, markeder og markedsmekanismer spiller i vores liv. Så vi er meget langt fra det paradigmeskifte, der viste sig små tegn på ved krisens start. Når stormen har lagt sig, kan man endda være sikker på, at markedsfundamentalisterne vil vende tilbage med fornyet kraft og pege på tyve ting, som regeringer har gjort over det sidste årti, og så tegne en lige streg fra dem og til krisen. Herudfra vil de konkludere, at det var lige netop disse handlinger, som skabte krisen og at markedet må have mere frit slag i fremtiden. Kampen om at definere sandheden om krisen og dens konsekvenser for den politiske fremtid er allerede godt i gang.

Ceveas analyseenhed består af frivillige analytikere, der arbejder med politiske udspil og kritiske analyser omkring et bredt udvalg af aktuelle og dagsordensættende tematikker lige fra økonomi til værdipolitik. Dette indlæg er et opråb fra os, om at kampen om ideer er vigtig og nødvendig. Hvis du har lyst til deltage i udformningen af analyser om enten ulighed, markedsliggørelse, frivillighed eller danskhed, så skriv til Ceveas analyseleder Kristian Weise på kwe@cevea.dk

Centrum-venstre har en god mulighed for at vise, hvordan krisen er en konsekvens af overdreven tillid til markedskræfterne og at den kalder på et seriøst kursskifte i den dominerende politik. Hvis det skal lykkes, må progressive kræfter huske, og ikke mindst understrege, at krisen ikke kun skyldes brodne kar i finansverden, men at vi følger en økonomisk model, der i bund og grund er rådden. Den producerer ulighed og ustabilitet i overflod, men ikke tilstrækkeligt med bæredygtig vækst og velstand. De må også være klar til at tage deres egen forståelse af økonomien op til revision. Den ortodokse økonomiske lærdom er nemlig, hvad der har frembragt denne model. Og den er derudover for snæver og unuanceret til at finde langvarige løsninger på krisen og alternative vækstmodeller. Det er langt fra tiden til at hvile på laurbærrene. For hvis opgøret med markedsfundamentalismen tages for givet eller kun forsøges halvhjertet, vil markedets comeback være en realitet længe før arbejdsløshedskurven er knækket og økonomien er blevet genrejst. Markedets begrænsninger og et opgør med markedsfundamentalismen er et af Ceveas satsningsområder. Ceveas analyseenhed vil i den kommende tid arbejde med dette på flere planer – blandt andet i forhold til styringen af det offentlige, til læren af krisen og til moderne arbejdsliv. Se cevea.dk for analyser og rapporter på området.

Ceveas analyseenhed er tænketankens idépolitiske kraftcenter. Det er her nye tanker udvikles, udspil formuleres og der arbejdes med den moderne dagsorden for centrum-venstre. I analyseenheden arbejdes der med politiske udspil og kritiske analyser omkring et bredt udvalg af aktuelle og dagsordensættende tematikker lige fra økonomi til religion.


31

„Den kapitalist, der udelukkende ser sine medarbejdere som et middel til at tjene penge og ikke ser dem som sine medmennesker, vil også møde kritik fra Kirken.“ Andreas Rude, klummeskribent for Kristeligt Dagblad Kvartalets idé

Er Gud imod kapitalismen?

Vision præsenterer her kvartalets mest underfundige, sjove og provokerende idé. Første gang undersøger Vision, om Pave Benedikt XVI med sit seneste udspil er blevet socialist?

Illustration, Johan Grann Kristiansen

skal vi være opmærksomme på, at brede kredse syd for Kruså – både katolikker og ikke-katolikker – forventer at Kirken viser sit samfundsmæssige engagement.“ Ok, men på trods af at det er katolsk kutyme at blande sig, er der så egentlig nogen der gider lytte til det Paven? ”Tysklands protestantiske kansler Angela Merkel har rost Pavens rundskrivelse for dens klare fokus på individet midt i finanskrisen.  Der er en forventning om, at den katolske kirke løbende forholder sig de store samfundsmæssige problemer, eller at paverne, som Benedikt har gjort det i sine to første rundskrivelser om henholdsvis kærligheden og det kristne håb, viser hvordan kristne grundværdier også har betydning for vor tid”, fortæller Rude og fortsætter: “Alle andre interesseorganisationer – tænketanke, fagforeninger, universiteter, NGO’er etc. – gør sig jo gældende i den politiske debat.  Så hvorfor ikke også den katolske kirke, der både kan bryste sig af et virkeligt globalt udsyn og som hævder at forfægte en sand humanisme, der ikke begrænser sig til mærkesager?”

Pave Benedikt XVI udkom i juli i år med en 144 siders udspil, der skarpt udfordrer vores nuværende samfundsopbygning og det kapitalistiske systems indretning. Men betyder det, at Paven og verdens 1,1 mia. katolikker nu er blevet socialister? Af Maria Bøegh-Lervang Kort før G8-topmødet (med lederne af verdens 8 førende industrilande) i år, bragede Pave Benedikt XVI med den tungeste ammunition, man som overhoved for 1,1 mia. katolikker verden over kan - nemlig en encyklika. Pavens tredje encyklika, Caritas in Veritate (Kærlighed i Sandhed), er et opgør med de rå markedskræfter og et ønske om en ny verdensautoritet, der skal holde hånd i hanke med kapitalismen og dens uregerlige kræfter. Den hævder, at den verdensomspændende økonomiske krise er et udtryk for, at de principper som den kapitalistiske tanke hviler på, er brudt sammen; kapitalismen har vist sit onde og grådige ansigt. Økonomien skal bygges op på ny, og den må hvile på solidaritet frem for profitbegær. For mange lyder denne melodi nok af en fordums tids tunge strofer af Marx. Men hvad er Pavens sigte egentlig?

Er Paven blevet socialist? Vision har derfor sat en mangeårig Vatikan-iagttager Andreas Rude i stævne for at finde ud af, om Paven pludselig er blevet socialist: ”Jeg tror, at man skal være varsom med

at benytte de vanlige politiske kategorier, når det drejer sig om Paven og den katolske kirke. På nogle områder, fx flygtninge og indvandrere, er Paven til venstre for SF, mens han på andre områder, blandt andet i spørgsmålet om abort, ikke har megen lydhørhed i noget dansk parti, hverken til venstre eller højre. På den baggrund er det også nemt at konstatere, at selvom om Caritas in Veritate har politisk vægt og skaber politisk opmærksomhed, så rummer den ikke nogen konkret anbefaling til læserne om at stemme på et bestemt parti”, siger Rude. Men i encyklikaen skriver Paven, at den manglende styring af de fri markedskræfter har ført til fremkomsten af en ny kosmopolitisk klasse og dårligere rettigheder og vilkår for arbejderne. Det klinger da socialistisk? “Vi skal holde tungen lige i munden, for Pavens pointer om økonomisk solidaritet bunder i moralsk konservatisme.  Der er to poler på spil her: kærligheden og sandheden. I pavens optik kan industriarbejderens værdighed ikke isoleres fra det ufødte barns krav på beskyttelse. Og når Paven ønsker en mere ligelig fordeling af verdens rigdom hænger det sammen med

hans tro på, at livet er Guds gave til alle mennesker”, fortæller Rude og fortsætter: “Enhver totalitær ideologi, der ignorerer det enkelte menneske og dets iboende værdighed, kommer på kant med den katolske kirke. Men den kapitalist, der udelukkende ser sine medarbejdere som et middel til at tjene penge og ikke ser dem som sine medmennesker, vil også møde kritik fra Kirken. Den private ejendomsret og markedsøkonomien nyder Kirkens støtte, men den kan aldrig være endemålet i sig selv.  Overfor Gud har vi et ansvar for hinanden, og der er altid  en forpligtelse til at arbejde for det fælles bedste.  Det er humlen i katolsk samfundsmoral. Og det er næppe en argumentation som Helle Thorning eller Villy Søvndal ville benytte sig af.”

En seriøs politisk aktør? I Danmark er vi ikke vant til, at den evangelisk-lutherske kirke som institution blander sig i politik. Er det virkelig Pavens opgave? “Ja, det duer ikke at sammenligne den katolske kirke med Folkekirken, som ingen som bekendt kan udtale sig på vegne af.  Når vi som danskere læser om Pavens rundskrivelser og opfordringer til politikere og statsmænd om dette og hint,

Andreas Rude Mag.art i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, skriver en fast klumme om internationale kirkelige forhold for Kristeligt Dagblad.

Encyklika Et paveligt dokument, der har en stor lærermæssig autoritet og rettes mod hele kirken og ”andre af god vilje”. Den første encyklika fra Pave Benedikt XVI fra 2005 Gud er kærlighed i (Deus Caritas Est) blev opfattet som en programerklæring for hans regeringstid. Den anden encyklika I Håbet skal I Frelses (Spe Salvi) kom i 2007. Kilde: http://www.katolsk. dk/fileadmin/user_upload/ mini_lex/index.html


32

udenfor tema

„Venstrefløjen skal tage det endelige opgør med religion - religionskritik har altid hørt hjemme på venstrefløjen.“ Uwe Max, provokunstner interview

Urinkongens kamp mod parnasset fra1994, hvor han søgte ind på Det Jyske Kunstakademi. Han søgte optagelse med værket Esbjerg, der bestod af et akvarium og en sammensat bakke leverpostej. Det er et godt symbol på danskerne mener han, det er et blandingsprodukt, billigt og sammensat. Han blev afvist men opfordret til at søge igen. Året efter sendte han så det samme akvarium ind, med samme leverpostej inde i – forstøvet. På forsendelsen havde han påklistret afslaget fra sidst, så det kom til at indeholde ansøgningen, værket og afslaget. Så blev han optaget.  Det næste år brugte han på værket Grafik, der kort fortalt gik ud på, at han skrev læserbreve til Ekstra Bladet og B.T. i sine professorers navne. Emnerne var alt fra Take Thats opløsning til personfnidder på landsholdet.

Den nye Wilhelm Freddie?

"Den Vitruvianske Mand", Århus universitetspark, 2008

Provokunstneren Uwe Max Jensen forstår hverken Pia Kjærsgaard eller den etablerede venstrefløj. Vision har mødt ham for at drøfte religion, politik – og leverpostej. Af Frederik Andreas Jørgensen En abnorm begejstret pik på en korsfæstet Jesus pryder gavlen bag os. Det er Nord-jyllands kunstneriske varetegn og blev opført af Jens Jørgen Thorsen i 1989, men borgerskabet kunne ikke klare mosten. Værket blev efterfølgende overmalet.  Kolde bajere på klostertorvet i Aalborg. Den perfekte ramme for et møde med en af dansk kunsts største provokatører  – performancekunstneren, Uwe Max Jensen.  Første dag efter sommerferien blæste regeringens ukronede leder Pia Kjærsgaard til endnu et slag i kulturkampen – denne gang mod Carina Christensen og en parkeret borgerlig kulturkamp, kunsteliten og den venstreorienterede åndselite.  Lort på dåse og pis på en gavl er ikke kunst, hævdede hun. Og blev hun kulturminister skulle støtten fjernes til banale kunstnere som Bjørn Nørgaard, Marco Evaristti OG Uwe Max. Uwe Max har lige fået et opkald om det samme, så svaret sidder parat: Det er meningsløst, når hun siger, at det ikke er kunst. Om mit gavlmaleri var

der for eksempel to museumsdirektører fra Herning og Randers, der sagde, det var kunst. Når man får autoritet fra en museumsdirektør eller indgår i en kunstlitteratur, så er det selvfølgelig kunst, så nytter det ikke noget at man fyrer en smagsdom ude fra, der siger det ikke er kunst – det gir’ ingen mening.

Trykkefrihedsselskabet Du er medlem af Trykkefrihedsselskabet, men er det i bund og grund ikke en alliance med DF? Jeg har været med siden begyndelsen, og det er rigtigt, at der er mange DF'ere, der er medlemmer af selskabet, men det er en sammensat forening, der udover kristne rummer alt fra buddhister, jøder, muslimer og hinduer til ateister. I stedet opfordrer han alle til at melde sig ind i Trykkefrihedsselskabet, og i det hele taget mener han, at der er en uheldig udvikling i muligheden for at udøve religionskritik - det var hans motivation til at melde sig ind i Trykkefrihedsselskabet. Faktisk var hans forældre begge kommunister, men han synes venstrefløjen har

svigtet og er blevet vattet: Venstrefløjen skal tage det endelige opgør med religion, siger han, for religionskritik har altid hørt hjemme på venstrefløjen. Det er fuldstændig vanvittigt, at Enhedslisten er blevet bannerfører for sharia-lovgivning. For Enhedslisten i Odense har det været fuldstændig afgørende at få Asmaa Abdol-Hamid ind – det mener jeg er sindssygt. Hun er islamist og i opposition til alt, hvad venstrefløjen traditionelt har handlet om. Han opfordrer i stedet islamisterne til at oprette deres eget parti. For han er demokrat, men han mener slet ikke at man kan tale om et systemskifte – det er en myte: Jeg tillægger ikke DF så stor magt som mange på venstrefløjen har for vane. Partiet har den indflydelse, som dets mandater berettiger til, og jeg mener ikke, at der er tale om noget reelt systemskifte, så hvis Krarups bog skal genoptrykkes, bør han skrive systemskiftet med lille i den ny udgave  Han påpeger at man i Københavns Kommune skal til at have religiøst velsignede madpakker. Det krummer jeg fanme tæer over. Hvorfor skal det være venstrefløjens opgave at sikre religiøst velsignede madpakker?

Uwe Max har i årevisskøjtet rundt mellem institutioner, provokationer og bortvisninger. Han er den eneste danske kunstner, der er blevet dømt for sin kunst siden Wilhelm Freddie blev smidt i spjældet i 1937 for at male en pik på kinden af et kvindeansigt (title: Sex-paralyseappeal). Uwe Max blev dømt for at pisse på en mur i Brande. Han fik seks dage, men har dog ikke hæftet. Han fik også en bøde: Normalt koster det 500 kr. at pisse på offentlige steder – men jeg blev dømt til at betale 5500 – og afdrager med 50 kroner om året de næste 110 år, siger manden, der de senest syv år heller ikke har haft råd til at gå til tandlæge.  Meget mere end åkander og æstetik er Uwe Max’ målsætning en langsigtet kulturkamp – det er målet med provokationerne. Vi tømmer øllene. Nu er det mig der skal pisse. Uwe Max Jensen er uddannet journalist fra Århus og arbejder som freelancejournalist i Aalborg. Han er født I Aalborg, 1972.

Danskerne er som billig leverpostej Kampen mod institutioner, elite, billedkunsten – og ARoS stammer helt tilbage

Flere af Uwe's fakalie-værker, trækker referencer til Piero Manzoni's mesterværk "Merda du Artista", 1961


33

„Det er fuldstændig vanvittigt, at Enhedslisten er blevet bannerfører for sharia-logivning.“ Uwe Max, provokunstner

Værker

Uwe Max Jensen er uddannet journalist fra Århus og arbejder som freelancejournalist i Aalborg. Han er født I Aalborg, 1972. 

Vision har lavet en oversigt over de vigtigste værker. Du kan besøge hans Atelier på Jægergårdsgade 152 i Århus. Det er symbolsk indrettet i det gamle svineslagteri.

1994

Esbjerg Ved optagelsen til Det Jyske Kunstakademi producerede han værket Esbjerg. Inspireret af Christian Lemmerz's udstilling i Esbjerg, hvor to grise var syet sammen som et billede danskerne sætter han to bakker leverpostej sammen. ”Det er godt symbol på danskerne” siger han, ”det er et blandingsprodukt, billigt og sammensat”.

medierne adgang til toilettet. Han påpeger selv at det var en hård tur – ikke mindst fordi museet er lukket om mandagen. Genopført af kunstnerens søn på Nordjyllands Kunstmuseum, Kunsten, i 2001. 2002

Du bringer mit pis i kog Bestod af kunstnerens egen urin i en kogekedel på et hotel - at bringe hans pis i kog.

1995

2003

Esbjerg - 2

Lort på kunstnerdåse

Han insisterede på værket og sendte det ind igen året efter – 3 dele; ansøgningen, værket og afslaget. Der var nu kommet et lag mug og en flora af små blomster. Så blev den mumificeret. Det var kunst. Han blev optaget. 1996

Efter inspiration fra den italienske kunstner Piero Manzonis berømte værk Merda d’Artista (Kunstnerens Lort) fra 1961 – lagde kunstneren en lort i en dekoreret IRMA-dåse på WCet på Herning Kunstmuseum. Dåsen overdrog han museumsdirektør Holger Reenberg – der dog fik den destrueret.

Grafik

Anarkistisk Manifest.

Var kunstnerens 1. års eksamen på Det Jyske Kunstakademi. Han udstillede et halvt års læserbreve fra Ekstra Bladet og BT hvor han havde skrevet indlæg i sine professorers navne. Emnerne var alt fra Take Thats opløsning til Melodi Grand Prix. Konceptet var at udstille modsætningen til kunstens elite – læserbrevssektionen i formiddagspressen. Reaktionen var bortvisning og trussel om politianmeldelse – der dog ikke blev realiseret.

Værk bestående af blandede materialer.

Hér ses kunstneren i færd med at udføre værket "Sørøver", København/Randers, 2007

Som en snebold i helvede - En poetisk appropriation Opført på ARoS mens kunstneren var bortvist. Værket bestod i at kaste en snebold op på en videoprojektion, der blev vist på museets glasparti.

Blodpølse

2004

Genopført i Ridehuset i Århus, hvor kunstneren tilbereder pølsen på scenen med rosiner, æbler og en halv liter af sit eget blod. Publikummer spiste 500 gram.

Blodpølse

Narcissus – tvivlende

Den dag ARoS åbner, holder Uwe Max fernisering i sit atelier. Han har annonceret blodpølse i avisen, lavet på hans farmors færøske opskrift, tilsat en halv liter blod – fra kunstneren selv. Der kommer to personer.

Opført ved Lars von Triers 50 års fødselsdagsfest. Kunstneren pisser på et kropsstort spejl, til von Triers store begejstring.

1998

2005

Mors vaskeri

Himmelstige

Udstilling på Trapholt i Kolding. Kunstnerens mor Aase Jensen vaskede, tørrede og strøg gæsternes tøj.

Hægtede BH’er fastgjort til Randers Kunstmuseums glasloft.

Opført på Randers Kunstmuseum. Kunstneren havde stjålet 10 liter vand fra Peblinge Sø i København. En spand med 10 liter søvand blev udstillet på museet.

1999

I Randers overnattede kunstneren en nat på Hotel Randers, spændte hotellets hvide lagen på en blændramme og konkretiserede dermed udsagnet „Jeg kommer sovende til det“. Han har også ladet sig inspirere af udtrykket „Skæg og blå briller“. Her iførte han sig denne sproglige ytring i konkret forstand og forsøgte i happeningen at trænge ind på ARoS, som havde sat ham i „karantæne“.

Halve sandheder Værk bestående af en bibel og en koran kåret midt over. 2000

I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide I en uge gik kunstneren på ARoS hver gang han skulle skide. Værket blev ikke dokumenteret eftersom ARoS nægtede

Jeg kommer sovende til det

2006

2007

Sørøver

2008

Den Vitruvianske Mand Opført i Århus Universitetspark inspireret af Leonardo da Vincis klassiker i protest mod bornertheden blandt danskerne - og studenterbladet Delfinen. 2009

Hullet og Bjerget. Opført på Roskilde Festival hvor Uwe Max fik deltagerne til at grave et hul for at bygge et bjerg hvor man kunne slappe af. Til stor tilfredshed for kunstneren endte det i kaos og anarki, da publikum overtog kunstværket og der udbryd brydning, wrestling og kamp på bjergets top. Det resulterede i flækkede læber og blod og bjergets kollaps.

Vanitis - midlertidigt gavlmaleri Værk hvor kunstneren pissede på en gavl i Brande. Han fik bred mediedækning, men blev dømt for grov forstyrrelse af den offentlige orden. Han fik en bøde på 5500 kroner.

At hæve vandstanden i en skulptur af Olafur Eliasson Opført på ARoS og indebar at kunstneren pissede i Olafur Eliassons Waterfalls. Værket fik det efterspil at han fik livstidskarantæne fra AROS og at Olafur Eliasson tog hævn på Uwe Max Jensens udstilling på Randers Kunstmuseum.

Hér opføres "Socle du Merde", 2099 Kunstnerens afføring under Hernings nyopførte Kunstmuseum - Heart.


34

udenfor tema

bogANMELDELSER

En gang begavet vrøvl

af Martin E. O. Grunz Hvordan anmelder man en bog, der på én gang er vældigt begavet og ganske forvrøvlet? Tjah, lad mig begynde med at fremstille den frustration jeg har efter endt læsning. I forordet står der, at forfatteren håber, at bogen må blive læst af både elever, studerende, lærere og almindelige mennesker. For at høre til den sidste kategori skal man åbenbart ikke have sin gang i undervisningssystemet. Men lad mig bare spå, at bogen først og fremmest vil blive brugt af elever – og lur mig, om ikke netop dét er bogens egentlige sigte. Og det er som sådan dybt begavet, for i hele gennemgangen af ismerne er det liberale aftryk tydeligt mellem linjerne – uden at det nødvendigvis er med en klar Cepos-vinkel. Jeg tror gerne på, at det først og sidst er Asger Ousagers personlige holdninger, der skinner igennem. Det er alt andet end et neutralt opslagsværk – og det er naturligvis et problem, da det netop er, hvad bogen giver sig ud for at være. Som introduktion til ismer eller ideologier får eleven altså dybt værdiladede udsagn. Det giver så mange opslagsværker dog, så fred være med det. Det er elegant udført.

Hvilke ismer? Ismer er en lidt hånlig betegnelse for ideologier. Jeg tilslutter mig den gerne, for er man overbevist tilhænger af en bestemt ideologi eller et fasttømret tankesæt, så lurer trangen til ensretning af anderledes tænkende med det samme. Men betegnelsen ”isme” eller ”ideologi” er ikke retvisende for flere af de beskrevne emner. Værst er det i kapitlerne ’Konservatisme’ og ’Socialdemokratisme’. Almindeligvis lærer man at konservatisme netop ikke er en ideologi, og f.eks. kaldte (den i øvrigt i bogen omtalte) Christopher Lasch det at være konservativ for et reaktionsmønster. Udtrykket ”Socialdemokratisme” har jeg kun tidligere stødt på som et skældsord – og for nu at være konkret kan jeg ikke forestille mig, at der er ét eneste medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, der kunne drømme om at kalde sig socialdemokratister i stedet for socialdemokrater. Udtrykket klarede for øvrigt ikke stavekontrollen. Når det er sagt, så er der en pointe i, at mere sociologisk tænkende moderne forskere som Ulrich Beck og David Held kan få et ismestempel på sig, for de opererer med store civilisatoriske systemer. Men det er altså kunstigt at sætte lighedstegn mellem dét og Th. Staunings pragmatisme, den faglige organisering og for så vidt også Eduard Bernsteins revisionisme. Et andet problem er, hvad bogens emne lover. Jeg kan med min bedste vilje ikke

Farfars skattekiste

se, at kapitlerne om f.eks. ’Falangisme’, ’Japansk imperialisme’ og ’Nazisme’ hører hjemme i en bog om det 21. århundredes politik. Det er rene historiske bevægelser, som kun nyder støtte i helt sekteriske og marginaliserede kredse. Lad så være at kapitlet om nazisme faktisk er rigtigt dækkende på den stærkt begrænsede plads. Ligeledes historisk er der blevet plads til kort over både det nazistiske KZ-lejr system og det sovjetiske GULag-system. Når det nu absolut skal være, så er det godt, at sol og vind er delt lige.

Hjerteblod De bedste kapitler i Asger Ousagers bog er viet liberalismen i dens forgreninger samt ’Diagnostikere af totalitarismen’. Særligt den sidstnævnte betegnelse er velvalgt, da totalitarisme i næsten alle tilfælde er en beskrivelse af andres tankesæt frem for ens eget, en beskrivelse af lysten til kontrol, ensretning og manipulation. Det er glædeligt at danske Hartvig Frisch og tyske Victor Klemperer her får plads ved siden af de oplagte navne som Karl Popper, Hannah Arendt og George Orwell. Særligt kapitlet ’Nyliberalisme’ er levende. Her bliver især ordo-liberalismen med navne som Friedrich Hayek og Ayn Rand ydet fuld retfærdighed. Man mærker kærlig respekt i omtalen af Rand som et ”metafysisk fyrtårn” der skriver veloplagt og indtager en ”ophøjet position”. Al ære og respekt for hende, men man kunne med samme ret bruge de samme beskrivelser af Friedrich Nietzsche, som noget uretfærdigt bliver kategoriseret under ”nazisme”. Den historie er længere end som så! Uden egentlig sammenhæng med bogens indhold har Ole Comoll Christensen (kendt fra bl.a. ’Dimensionsdetektiven’) tegnet et fremragende og morsomt omslag. Bogen skal have én flamme for indholdet, én flamme for den sprogligt veloplagte frækhed og én for idéen. Så er der også vist den yderste fairness!

Asger Ousager Ismer i det 21. århundredes politik 144 sider, 149 kr. Cepos 2009

Af Martin Ejner Grunz

På opfordring ’Enghavevej’ er en af den type bøger, som er skrevet på opfordring. Preben Hansens gode venner har bedt ham om at skrive sine barndomserindringer ned mens tid er (han er årgang 1925). Hvorfor? Ja, fordi han er vokset op i en verden med massearbejdsløshed, afgrundsdyb fattigdom og altid lurende sygdom. Hvis ikke i ens egen familie, så hos naboerne eller genboerne. Hans egne forældre blev ramt af den spanske syge – datidens svineinfluenza – og selvom de overlevede, så kostede det hans storebror livet. Preben Hansens familie var organiserede socialdemokrater – noget helt naturligt i arbejdermiljøet på Vesterbro. Han tog partitilhørsforholdet til sig – og for ham blev det en livslang kærlighed der formede og dannede ham. Fællesskabet i partiet gav ham styrke og viden til at ændre livsbane og blive både redaktør og diplomat. Det er en almindelig fortælling som er fortalt mere udførligt andre steder, men dog fremtræder klart og underforstået i ’Enghavevej’.

En lille smule tomhed På trods af det gode materiale og Preben Hansens fremragende fortælleevner, er det som om låget aldrig rigtigt bliver lettet. Noget bliver hele tiden holdt tilbage, og læseren kommer ikke rigtigt ind under huden på fortælleren. Måske gør det for ondt – måske er han simpelthen for blufærdig. Et kapitel der står lidt løsrevet er ’Kønslivets kvababbelser’. Det var ikke nemt for ham at komme i gang med sexlivet – det står klart. Hjemmet var puritansk og hæmmet, og da han endelig mødte piger lurede angsten for uønskede graviditeter. Efter et besøg hos en ældre prostitueret, for dog at få gang i noget, følte Preben Hansen sig ”på én gang tilfreds og lidt trist til mode”. Det tror man gerne på. Bogens største kvalitet er måske, at den kan åbne for samtaler mellem generationer. De ældre ér derude. Tag ud og lyt!

Preben Hansen Enghavevej – Barn og ung i København 1925-45 240 sider, 249 kr. Gyldendal 2009


35

Når politik går i ”Brand”

Af Jens Jonatan Steen, direktør i Cevea Hvis nogen skulle skrive bogen ”det politiske superbrand”, kunne ingen være mere oplagt end Mads Christian Esbensen, der selv repræsenterer ét af de førende brands indenfor dansk lobby- og public affairs virksomhed. Med en slikket frisure og en strømlinet stil, der ville gøre selv Patrick Bateman og de andre dyre drenge i American Psycho jaloux, er han uden tvivl et stærkt ”brand”. Der er således om tale om to forfattere (Mads Christian Esbensen og Bo Bredsgaard Lund), der i fællesskab gør mere end bare talk the talk. Med deres anden fælles udgivelse, siden interview-bogen ”Samtaler om spin” fra 2006, forsøger forfatterne at afdække nogle af tidens mest populære og centrale begreber i en politisk virkelighed, hvor medierne spiller en stadig større rolle. De har ramt en mindre guldåre i deres sats på at beskrive spillerummet mellem medier og politik. Det lykkedes i den forbindelse at skrue et interessant analytisk værktøj sammen i ideen om at forsøge at definere det ”Det politiske superbrand”. De bruger det politiske superbrand som en målestok for en række danske politikere og en enkelt amerikansk politikers evner på parametre såsom synlighed, strategisk kommunikation, politisk håndværk, visioner, troværdighed og karisma. De udvalgte politikere og særligt den allestedsnærværende Barack Obama forekommer en smule tilfældigt udvalgt (eneste ikke-dansker), ligesom de seks parametre kunne have været skiftet ud med andre. Det er f.eks. tvivlsomt, hvor godt de beskriver politikernes evner til at formulere nye ideer, deres evne til at begå sig foran tv-skærmen, deres popularitet i det politiske bagland, deres placering i de interne gruppehierarkier på Christiansborg eller deres evne til at udvise den berømte sociale indignation, som ofte fremhæves blandt eksisterende politiske brands. Generelt kan de svagt definerede og ikke videre underbyggede parametre diskuteres - de fungerer dog særdeles godt i rent pædagogisk optik. På samme måde virker den selvstændige analyse i bogens indledning tilfældig, hvis ikke direkte overflødig. At Berlin murens fald, 9-11 og udviklingen af internettet skulle være de afgørende præmisser for moderne politik forekommer unødigt banalt og gør ikke den resterende bog ret. Det er en kort, men bestemt ikke præcist formulering. Endelig betyder bogens forsøg på at definere politiske brands og særligt den noget en-øjede jagt på det politiske ”super” brand, at læseren snydes for en række

ANNONCE

vigtige nuancer, som kunne have understreget bogens grundlæggende pointe om overgangen til en ”medialiseret” politisk virkelighed. Analysen af mere klassiske rugbrødspolitikere som f.eks. Mogens Lykketoft, Per Stig Møller og Claus Hjort Frederiksen bliver sprunget over, selvom de netop kunne have været interessante at inddrage i forbindelse med at vurdere, hvorledes fortidens troværdige politikere markedsførte sig selv overfor nutidens ”medialiserede” politikere. Måske branding også tidligere har fundet sted under andre former? Til trods for at bogen i flere passager bliver et let skrap i lakken, så præsenterer den faktisk en række interessante og relevante pointer i definitionen af de nødvendige forudsætninger hos den moderne politiker. Bogen bygger på en super god idé og er den første af sin slags i Danmark - det giver et spændende udgangspunkt, som man sagtens kunne bygges videre på. Den slags giver point. Bogen er således oplagt weekend læsning for den politiske læsehest og klart et must-read for den stille Christiansborgpolitiker.

Mads Christian Esbensen & Bo Bredsgaard Lund Det politiske superbrand 336 sider, 299 kr. Børsens Forlag 2009

Information På Visions nye anmeldersektion, bliver der løbende lagt boganmeldelser og anbefalinger ud. Adressen er: www.cevea.dk

Ønsker du at annoncere i Vision? Skriv til kkb@cevea.dk for at høre nærmere.


36

Udfordringer kommer af sig selv Det gør løsninger ikke Vi har sejret ad helvede til – godt! Sådan sagde den afgående LOformand Thomas Nielsen i 1982 – og det har vi så hørt mange gange siden. Det er i grunden temmelig ærgerligt, for det kan lede til den alvorlige misforståelse, at fagbevægelsen skulle have nået sine mål og dermed overlevet sig selv. Vist har vi nået meget. Faktisk så meget, at den danske model ikke kan bestå uden os. Fagbevægelsen på den ene side og arbejdsgiverforeningerne på den anden side er nemlig forud-

sætningen for et velfungerende og stabilt arbejdsmarked. Det er arbejdsmarkedets parter, der sammen sikrer, at vi i Danmark har Europas mest fleksible og tilpasningsdygtige arbejdsmarked. Men et velfungerende arbejdsmarked er ikke nogen fast størrelse – tværtimod. Hver eneste dag sker der udviklinger, som kræver, at vi lægger hovederne i blød og finder på nye løsninger. Thomas Nielsen kunne ikke forudse, at vi her i 2009 blandt andet udfordres af

globalisering, massefyringer og en kæmpe mangel på praktikpladser. Udover de nye udfordringer er der også hele tiden opgaver, der skal løses inden for klassiske faglige områder; fx løn, ferie, barsel og pension. Rimelige vilkår er ikke det samme i dag som for 50 år siden. LO sørger for, at lønmodtagernes arbejdsvilkår følger med tiden. Den vigtigste sejr er altid den næste!

Kom ind i kampen

Vision 3, 2009  

Vision 3, 2009

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you