Årsberetning for Nordsjællands Brandvæsen 2022

Page 1

Årsberetning 2022

NORDSJÆLLANDS BRANDVÆSENS ÅRSBERETNING 2022

Redaktion

Nordsjællands Brandvæsen

Foto

Nordsjællands Brandvæsens arkiv Minigrafik

Fotograf Kian Sørensen

Fotograf Nicklas Stege Hansen

Oplag 200

SIDE 2

INDHOLDSFORTEGNELSE

Tema: Opstart af dagberedskab i Hørsholm og Birkerød 4

Beredskabsdirektørens forord 6

Formanden har ordet 8

Beredskabskommissionen 9

Ledelse, administration og vagtcentral 10

Tema: Introduktionskursus for ny beredskabskommission 12

Operativt Beredskab 16

Tema: Ny vandtankvogn til Station Allerød 18

Tema: Brandmand for Børn - i den gode sags tjeneste 20

Myndighed og Kursus 22

Tema: Krisestyring i ejerkommunerne 24

Service og Logistik 26

SIDE 3
Brand i bygning på Skodsborg Station, oktober 2022 Foto: Kian Sørensen

OPSTART AF DAGBEREDSKAB I HØRSHOLM OG BIRKERØD

Rygraden i vores beredskab er de deltidsansatte brandfolk. Når alarmen går, smider de, hvad de har i hænderne for at rykke ud til brand, trafikulykker og miljøuheld.

Med årene er det desværre blevet betydeligt sværere for os at rekruttere deltidsbrandfolk, særligt i dagtimerne på hverdage. Det er ikke kun en udfordring for os i Nordsjællands Brandvæsen, men på tværs af alle landets kommunale beredskaber.

Manglen på deltidsbrandfolk har betydning for vores afgangstider, som i en del tilfælde overstiger lovkravet om, at vi skal afgå fra brandstationen inden for fem minutter. Som konsekvens af dette traf vores beredskabskommission beslutning om, at vi fra årsskiftet skulle indføre dagberedskab på brandstationerne i Hørsholm og Birkerød.

Processen med ansættelser til dagberedskabet gik allerede i gang i efteråret 2021, og ved årets afslutning kunne vi offentliggøre, at vi havde ansat tre beredskabsmestre og to beredskabsassistenter til at udgøre de bærende kræfter i dagberedskabet.

De nye dagbrandfolk havde første arbejdsdag kort efter nytår og lagde ud med et intenst introduktionsprogram, hvor de dels fik kendskab til organisationens forskellige afdelinger og medarbejdere og dels til brandvæsnets materiel og arbejdsgange.

Få måneder efter dagberedskabets opstart var det tydeligt, at indførelsen af fast bemanding på to brandstationer i dagtimerne på hverdagene havde positiv effekt på vores afgangs- og responstid.

Dagberedskabet i både Birkerød og Hørsholm er i gennemsnit ude af brandgaragen på tre et halvt minut. Det er en forbedring på mere end et minut

sammenlignet med afgangstiden i dagtimerne på hverdage, før dagberedskabet blev indført. Ligeledes er andelen af afgangstider på mere end fem minutter faldet markant i det tidsrum, dagberedskabet er på vagt.

Når dagbrandfolkene ikke rykker ud til borgere, der har brug for hjælp, bistår de vores operative beredskab, myndighedsområdet og serviceafdelingen med en lang række opgaver. Alt fra kontrol og reparationer af køretøjer til udvikling af vores borgerrettede brandforebyggelse, opdatering af GIS-data og undervisning af deltidsbrandfolk.

Vores deltidsbrandfolk på de to brandstationer har taget rigtig godt imod dagberedskabet. Tilbagemeldingerne er, at det er dejligt med mere liv på brandstationerne, og at den daglige drift af stationerne fremstår yderst professionel. Deltidsbrandfolkene fremhæver også, at de oplever en forbedring af køretøjer og materiel, som dagbrandfolkene efterser flere gange ugentligt og reparerer efter behov.

Men selv om afgangstiderne i både Birkerød og Hørsholm er forbedret i dagtimerne på hverdage siden indførelsen af dagberedskab på brandstationerne i de to byer, er der fortsat udfordringer med afgangstiderne i det øvrige dækningsområde.

Derfor er den nye beredskabskommission, som trådte til ved årsskiftet, gået i gang med en proces, der skal munde ud i endnu en revidering af den risikobaserede dimensionering. Her vil man blandt andet indtænke en forstærkning af dagberedskabet i Birkerød, som kan forbedre vores dækning af både Allerød og den sydlige del af Holte.

Revideringen af den risikobaserede dimensionering forventes at blive godkendt af beredskabskommissionen i løbet af 2023 og træde i kraft fra 2024.

TEMA ÅRSBERETNING 2022 SIDE 4

EN HELT ALMINDELIG DAG I DAGBEREDSKABET

Er du nysgerrig på at vide mere om, hvordan vores dagberedskab er organiseret, og hvad dagbrandfolkene laver, når de er på arbejde?

I august fulgte vores kommunikationsafdeling dagberedskabet i Hørsholm på en helt almindelig arbejdsdag. Det kom der en længere video ud af, som du kan se ved at scanne QR-koden til højre.

Endnu en gang har virkeligheden overgået vores forestilling om, hvad fremtiden bringer. Hvor vi i starten af året endelig kunne vinke farvel til de stramme tøjler i relation til COVID-19, så fulgte beklageligvis en krig i Ukraine. En forfærdelig og umenneskelig situation for de involverede og samtidig dagsordenssættende i vores del af verden.

Tusindvis af mennesker på flugt, sabotage af olieledninger, intensivering af hackerangreb, en række sanktioner og heraf følgende konsekvenser, fokus på forsyningssikkerhed samt stigende inflation er blot eksempler på følger af situationen.

2022 blev således et år, hvor vigtigheden af ’beredskab’ i alle dele af samfundet og ikke kun i redningsberedskaberne for alvor stod lysende klart. Både de kommuner, vi betjener, og vores eget beredskab skal være klar til at håndtere situationer, vi end ikke vidste kunne blive aktuelle.

Med risikobaseret dimensionering har vi i redningsberedskabet et værktøj til at støtte os i arbejdet med at sammensætte et beredskab, som netop er klar til at håndtere alle tænkelige situationer. Ikke således, at vi skal klare det hele selv, men så vi både har basis på plads i hverdagen og ved større, længerevarende hændelser er klar til dels at geare op i egen organisation og dels til at modtage den nødvendige assistance fra den øvrige del af beredskabet. Det kræver en grundlæggende robusthed – ikke mindst, når vi nu ved, at virkeligheden har det med at overgå vores fantasi.

Med samfundsudviklingen må vi konstatere, at mangel på deltidsbrandfolk er blevet hverdag. Vi er særligt udfordrede i dagtimerne på hverdage og har derfor stadig vanskeligere ved at leve op til lovkrav og servicemål. Med etablering af dagberedskab på to stationer, Birkerød og Hørsholm, i starten af 2022, har vi haft succes med at styrke beredskabet i dagtimerne. Denne succes forfølger vi i den kommende plan for risikobaseret dimensionering og styrker dagberedskabet yderligere.

Men dette kan ikke stå alene. De mange medarbejdere, der dagligt arbejder med serviceopgaver, er det andet ben, som medvirker til at støtte op om deltidskonceptet i dagtimerne. En uvurderlig ressource og baggrund for, at kommunerne i ejerstrategien har særlig fokus på de serviceopgaver, som støtter op om beredskabet – altså opgaver, som servicemedarbejderen kan slippe for at køre med på udrykning, når alarmen går. Dette skal vi holde for øje, når vi i samarbejde med kommunerne skal udvikle porteføljen af Nordsjællands Brandvæsens serviceopgaver de kommende år.

Samlet set handler det om at sikre grundlaget for, at vi, også i fremtiden, kan løse vores samfundskritiske opgaver - fra redningsberedskab til serviceopgaverså vi kan medvirke til at skabe tryghed og sikkerhed for borgere og virksomheder i vores område.

Med dette års beretning har vi endnu en gang forsøgt at give et bredt indblik i de mange ting, store som små, der bidrager til at skabe sammenhæng og udvikling i vores organisation.

Rigtig god fornøjelse med årsberetningen.

Lars Rosenwanger Beredskabsdirektør

BEREDSKABSDIREKTØRENS
ÅRSBERETNING 2022
FORORD
SIDE 6

Vores brandvæsen skal skabe tryghed og sikkerhed for borgere og virksomheder ved at forebygge, begrænse og afhjælpe ulykker, katastrofer og utilsigtede hændelser. I det forgangne år har fokus i beredskabskommissionen i høj grad været at sikre, at brandvæsnet har de optimale rammer til at kunne udføre netop de opgaver for ejerkommunerne.

Allerede fra årets begyndelse trak den nye beredskabskommission i arbejdstøjet. Første opgave for kommissionsmedlemmerne var at udarbejde en ejerstrategi i fællesskab mellem ejerkommunerne og brandvæsnet. Formålet med ejerstrategien er at udstikke den strategiske ramme for hele selskabets drift og udvikling og fastlægge ejerkommunernes overordnede ønsker for det fælles brandvæsen og for samarbejdet mellem kommunerne og Nordsjællands Brandvæsen.

I ejerstrategien har vi opsat syv strategiske mål, som beredskabskommissionen og den daglige ledelse af brandvæsnet skal arbejde med frem til udgangen af 2023. De strategiske mål rummer blandt andet en ny risikobaseret dimensionering, der har fokus på et fagligt og økonomisk bæredygtigt beredskab, en større grad af ensartethed og harmonisering af leveringen af serviceydelser og en offensiv rekrutteringsstrategi, som skal forbedre brandvæsnets muligheder for at rekruttere i fremtiden.

Netop rekruttering er en af de ting, der har fyldt og stadig fylder meget i beredskabskommissionens drøftelser. De senere år er der afprøvet adskillige rekrutteringstiltag i forsøget på at skaffe særligt deltidsbrandfolk nok til vores beredskab - desværre med svingende held. Med samfundets forandringer kommer vi næppe tilbage til fordums tid, hvor borgere stod på venteliste i årevis til at blive uddannet brandmand.

I beredskabskommissionen har vi derfor måttet tænke i alternative løsninger for at sikre, at beredskabet kan leve op til både lovkrav og servicemål. I den seneste risikobaserede dimensionering vedtog vi derfor, at der skulle indføres dagberedskab på brandstationerne i Birkerød og Hørsholm. Det har vist sig at have en rigtig positiv effekt på vores udfordringer

med både afgangs- og responstider i de to områder.

I den kommende revidering af den risikobaserede dimensionering vil vi derfor kigge nærmere på, hvordan vi kan udvide ordningen med dagberedskab, så en større del af vores dækningsområde får glæde af dagberedskabet i Nordsjællands Brandvæsen.

Mere dagberedskab kalder på serviceopgaver, der harmonerer med at løbe til brand. Derfor er vi også i fuld gang med at kigge på, hvordan vi kan tilpasse beredskabets serviceopgaver, så flere medarbejdere kan frigives til operative opgaver, når der opstår behov for det. Det er en spændende proces, som jeg ser frem til at fortsætte i det kommende år.

2022 blev også året, hvor vi endelig fik vristet os fri af COVID-19s faste greb. Det betød, at vi igen kunne samles og blandt andet afholde de mange jubilæer, der gennem coronapandemien desværre er blevet udskudt. Det har været et glædeligt gensyn med mange af brandvæsnets ansatte, når jeg har været rundt på lokaliteterne for at deltage i jubilæumsfejringerne.

Det samme gjorde sig gældende, da vi lettere forsinket kunne holde nytårsparole i slutningen af april. Sikke en fornøjelse, at vi endelig kunne trykke hinanden i hænderne igen. Tak til alle jer, der var med!

Jeg glæder mig til at tage hul på et nyt år, der blandt andet byder på endelig godkendelse af den reviderede risikobaserede dimensionering.

Rigtig godt nytår til jer alle og jeres familier!

FORMANDEN HAR
ÅRSBERETNING 2022 SIDE 8
ORDET

BEREDSKABSKOMMISSIONEN

(Bestyrelsen for Nordsjællands Brandvæsen)

Nordsjællands Brandvæsen er et §60-selskab ejet af Allerød, Fredensborg, Hørsholm og Rudersdal kommuner.

Selskabet blev etableret den 1. juni 2016 og er en fusion af Allerød Brandvæsen, Rudersdal Hørsholm Brandvæsen og Nordsjællands Brandvæsen.

Ved udgangen af 2022 havde beredskabskommissionen følgende medlemmer:

Thomas Lykke Pedersen Formand, borgmester i Fredensborg

Karsten Längerich Næstformand, borgmester i Allerød

Esben Buchwald Medlem, byrådsmedlem i Allerød

Erik Lund Medlem, byrådsmedlem i Allerød

Carsten Nielsen Medlem, byrådsmedlem i Fredensborg

Kristian Tanderup Medlem, byrådsmedlem i Fredensborg

Morten Slotved Medlem, borgmester i Hørsholm

Jan Klit Medlem, byrådsmedlem i Hørsholm

Ann Lindhardt Medlem, byrådsmedlem i Hørsholm

Ann Sofie Orth Medlem, borgmester i Rudersdal

Birgitte Schjerning Povlsen Medlem, byrådsmedlem i Rudersdal

Malene Barkhus Medlem, byrådsmedlem i Rudersdal

Morten Gluver Medlem, medarbejderrepræsentant

Christina Refshauge Foged Medlem, det supplerende frivillige beredskab Politidirektøren Medlem, Nordsjællands Politi

SIDE 9

Ny hjemmeside og opgradering af intranet

Kort før sommerferien gik vi i luften med en helt ny hjemmeside i brandvæsnet. Hjemmesiden har først og fremmest fået et designmæssigt løft, så den fremstår flot og moderne. Herudover har vores kommunikationsafdeling arbejdet med at gøre den både funktionel og brugervenlig for borgere, institutioner og virksomheder, som har brug for viden om alt fra arbejdet som deltidsbrandmand til reglerne for midlertidige overnatninger.

Ligeledes har vores intranet ændret udseende i løbet af i år. Det er blevet mere moderne at se på, og derudover er der arbejdet med rollestyringen, da intranettet er koblet sammen med vores operative system. Det betyder, at medarbejderne nu bliver præsenteret for de funktioner, de hver især skal bruge for at løse deres arbejdsopgaver - og ikke hele paletten af knapper. Det gør intranettet mere overskueligt for den enkelte medarbejder.

Overvågning af oppetid

Det er vigtigt at kunne gribe hurtigt ind, hvis brandvæsnets systemer bryder ned. Derfor har IT-afdelingen haft til opgave at få etableret overvågning af oppetiden på vores systemer. Overvågningen betyder, at vi får besked med det samme, hvis systemerne er nede. På den måde kan vi hurtigt genetablere den tabte forbindelse eller iværksætte nødprocedurer, der sikrer, at vi kan fortsætte driften.

Løbende opdatering af GIS-data

Midlertidige overnatninger, vejspærringer eller brandfarlige oplag. Det er alt sammen oplysninger, der er væsentlige at kende til for vores operative mandskab, når de rykker ud til en hændelse. I år har vores IT-afdeling derfor samarbejdet med dagberedskabet om at udarbejde en procedure, så vi løbende kan holde det operative GIS-kort opdateret med de oplysninger, der er relevante for brandfolkene, når de bliver kaldt ud på indsats.

IT-elev ansat

1. juni ansatte vi 25-årige Noah Rampelberg som ITelev i Nordsjællands Brandvæsen. Det er første gang, vi har en IT-elev, og baggrunden for ansættelsen har

dels været at bidrage til uddannelsen af nye, dygtige IT-folk, dels at få flere hænder til vores IT-afdeling, som ofte løber meget stærkt.

Noah Rampelberg er i gang med at uddanne sig til IT-supporter på TEC Frederiksberg og skal være i praktik hos os i to år - dog afbrudt af tre skoleperioder undervejs. I sin værnepligt tog han uddannelsen som brandmand hos Beredskabsstyrelsen.

Ny aftale om rengøring I løbet af året har vores administration gennemført et nyt rengøringsudbud, da den eksisterende rengøringsaftale for fire af vores lokaliteter udløb ved udgangen af 2022. Som led i udbuddet inviterede vi tre rengøringsfirmaer til at give tilbud, og det endte med at blive Erhvervsrengøring Norfolk, der var både bedst og billigst.

Den nye aftale om rengøring starter 1. januar 2023 og omfatter vores administrationsbygning i Kokkedal samt brandstationerne Hørsholm, Birkerød og Allerød.

Spændende fyraftensmøder Styrkelse af fællesskabet i brandvæsnet har været et af vores hovedtemaer i kølvandet på coronapandemien og den store grad af nedlukning, vores medarbejdere har oplevet gennem både 2020 og 2021. I løbet af året har vi derfor afholdt to fyraftensarrangementer for hele organisationen.

Det første fyraftensarrangement blev afholdt i juni, hvor sociolog og foredragsholder Rikke Østergaard kom forbi og fortalte om følelsesmæssig forurening på arbejdspladsen. Det andet fyraftensarrangement løb af stablen i oktober, og her var det den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, der var inviteret til at komme og underholde os. Han fortalte blandt andet om de mange utrolige oplevelser, han havde haft som jægersoldat, og hvilken betydning det havde haft på hans tilgang til livet efterfølgende.

Bæredygtigtigt administrationsseminar På et seminar for administrationen lavede vi de indledende knæbøjninger til at sætte større fokus på

LEDELSE, ADMINISTRATION OG VAGTCENTRAL ÅRSBERETNING 2022
SIDE 10

bæredygtighed i Nordsjællands Brandvæsen. Under seminaret havde vi besøg af Jannik Egelund, der har skrevet ph.d.-afhandling på Roskilde Universitetscenter om FNs verdensmål i en kommunal kontekst, og af projektleder Anne Sofie Hartelius fra Allerød Kommune, som videregav sine erfaringer med at indarbejde bæredygtighed i kommunens opgaver.

I løbet af 2023 vil vi blandt andet køre et pilotprojekt om affaldssortering i administrationsbygningen med henblik på at kunne udbrede det til resten af organisationen efterfølgende. Ligeledes vil der i det kommende år blive bestilt eldrevne administrationskøretøjer til brug for blandt andre de medarbejdere, der kører på brandsyn.

Opdatering af interne beredskabsplaner

Den verserende krig i Ukraine og de konsekvenser, krigen har på forsyningssikkerheden i vores del af verden, har naturligvis givet anledning til at genbesøge vores interne beredskabsplaner i Nordsjællands Brandvæsen. I årets løb har vi derfor fået opdateret beredskabsplanerne for blandt andet ”blackouts” og ”brownouts” med henblik på at sikre, at vi kan fortsætte vores drift på trods af nedbrud.

Ny indretning af vagtcentralen

Det har gennem længere tid været et stort ønske fra vores vagtcentralmedarbejdere at få moderniseret indretningen i vores vagtcentral med henblik på at forbedre arbejdsmiljøet. I årets løb er der derfor blevet flyttet rundt på skriveborde og inventar samt etableret en såkaldt ’skærmvæg’, så alle relevante skærme er samlet på væggen foran medarbejdernes skriveborde.

Tilbagemeldingerne fra personalet på vagtcentralen er, at den nye indretning fungerer godt.

42-års jubilæum for vagtcentralmedarbejder 1. november kunne vagtcentralmedarbejder Leif Petersen fejre 42-års jubilæum i Nordsjællands Brandvæsen. Normalt sker jubilæumsfejringen ved 40-års tro tjeneste, men på grund af coronapandemien blev jubilæet udskudt.

Jubilæumsfejringen foregik i administrationsbygningen med tale fra blandt andre kommissionsformand i Nordsjællands Brandvæsen, Thomas Lykke Pedersen. Herudover deltog Leif Petersens kolleger, venner og familie i den glædelige begivenhed.

Også vagtcentralmedarbejder Morten Sinding kunne fejre jubilæum i år. 1. december havde han 25-års jubilæum i det kommunale.

Administrativ understøttelse til ejerstrategi og risikobaseret dimensionering

I år har store dele af vores organisation været beskæftiget med opgaver, der har relateret sig til den nye ejerstrategi og den kommende risikobaserede dimensionering i Nordsjællands Brandvæsen.

I administrationen har vi blandt andet understøttet med analyser og projektstyring til ejerstrategien og den risikobaserede dimensionering. Ligeledes har vores kommunikationsafdeling bidraget med formidling af budskaber internt og eksternt samt afholdt workshops for både ledere og medarbejdere.

Energibesparende tiltag

I brandvæsnet har vi naturligvis også haft fokus på, hvordan vi kan spare på energien. I administrationen har det blandt andet resulteret i, at vi har reduceret antallet af tændte lysstofrør i lamperne og slukket et af køleskabene i køkkenet.

Ligeledes iværksatte vi en kampagne på tværs af organisationen med fokus på, hvordan vi i det daglige kan spare på energien. Kampagnen indeholdt gode spareråd og en konkurrence for medarbejderne. Konkurrencen gik ud på at vise resten af organisationen, hvordan man selv bidrog til at reducere brandvæsnets energiforbrug.

SIDE 11

INTRODUKTIONSKURSUS FOR NY BEREDSKABSKOMMISSION

Ved årsskiftet fik brandvæsnet ny beredskabskommission. Det skete på baggrund af kommunalvalget i efteråret 2021 og betød, at vi kunne byde velkommen til hele 10 nye kommissionsmedlemmer i år.

Med nye kommissionsmedlemmer følger et naturligt behov for viden om, hvordan brandvæsnet er skruet sammen, og hvad det er for nogle udfordringer, vi står overfor nu og i fremtiden. Traditionen tro blev der derfor afholdt introduktionsdag for kommissionens medlemmer i forbindelse med årets første møde i beredskabskommissionen i marts.

Som led i introduktionsdagen havde vi arrangeret, at kommissionsmedlemmerne skulle med brandvæsnet på udrykning. Hændelsen var naturligvis planlagt ned til mindste detalje og skulle give lokalpolitikerne indblik i vores arbejde og de opgaver, vi løser i brandvæsnet.

Første melding lød på en automatisk brandalarm til en skole i Hørsholm. Den melding blev senere opgraderet, da en pædagog ringede 1-1-2 og meddelte, at der var brand i bygningen, og at flere børn var savnet.

Første stop for kommissionsmedlemmerne blev brandstationen i Hørsholm, hvor de fik indblik i sammensætningen af dagbrandfolk, deltidsbrandfolk og servicemedarbejdere, der smider, hvad de har i hænderne og rykker ud, så snart alarmen går. Det blev samtidig til en god snak om rekruttering og de udfordringer, brandvæsnet aktuelt står i, når det handler om at skaffe deltidsbrandfolk.

Herefter gik turen videre til det gamle rådhus i Hørsholm, hvor den egentlige hændelse udspillede sig. Rådhuset var for en stund omdannet til skole, og den tomme bygning gav os gode betingelser for at

vise beredskabskommissionen både røgdykning efter savnede personer og brandslukning.

Undervejs i hændelsen blev der også tid til at fortælle kommissionsmedlemmerne om vigtigheden af, at offentlige institutioner såvel som private virksomheder laver beredskabsplaner for fortsat drift, hvis uheldet er ude, og der opstår en akut situation. I grupper fik beredskabskommissionens medlemmer lejlighed til at drøfte, hvordan beredskabsplanlægningen er organiseret i kommunerne i dag, og hvad der kan gøres for at sikre, at beredskabsplanerne laves og vedligeholdes.

Kort inden mørket faldt på, lykkedes det vores brandfolk at hente de savnede børn ud fra den brændende bygning i god behold, og beredskabskommissionen fik en afsluttende status fra både brandvæsnets og politiets indsatsledere, inden de kunne vende snuden hjemad – nu bedre klædt på til opgaverne omkring beredskabet og en oplevelse rigere i bagagen.

Tak til de brandfolk, frivillige, brandkadetter og ikke mindst politifolk, der velvilligt stillede op til arrangementet og var med til at vise vores beredskab frem på bedst mulig vis.

TEMA ÅRSBERETNING 2022
SIDE 12

OPERATIVT BEREDSKAB

Første nytårsparole efter COVID-19

I slutningen af april kunne vi endelig invitere til nytårsparole for 2022. Indtil da havde coronapandemien forhindret os i at samle så mange mennesker, og vi var derfor nødt til at udskyde parolen på ubestemt tid.

Som en understregning af, at nytårsparolen denne gang var noget ganske specielt, inviterede vi B.S. Christiansen til at komme og holde et oplæg for de fremmødte. Med sine spændende fortællinger og sit optimistiske syn på tilværelsen fik han både grin og refleksion frem hos de mange tilhørere.

Synliggørelse af det frivillige beredskab

I den seneste APV gjorde vores frivillige opmærksom på, at der var behov for mere synliggørelse af, hvad de frivillige lavede, og hvordan man kunne blive en del af det frivillige beredskab. I år er der derfor blevet udarbejdet en video og en brochure, der beskriver de opgaver, de frivillige varetager, og ligeledes opfordrer interesserede til at blive frivillig i Nordsjællands Brandvæsen. Både brochure og video er blevet taget rigtig godt imod af de frivillige.

Indhentning af udskudte jubilæer

Der er blevet sagt ’tillykke med jubilæet’ en hel del gange i løbet af 2022. Faktisk har vi afholdt hele otte jubilæer for brandfolk og frivillige i år. De mange jubilæer skyldes, at en del måtte udskydes under coronapandemien og først kunne afholdes i år. Derfor har programmet været særlig tætpakket i løbet af 2022.

Fem APV-punkter sat i gang

I årets løb har Operativt Beredskab arbejdet på løsninger på de udfordringer, medarbejderne adresserede i den seneste APV. På den baggrund er der blandt andet sat initiativer i værk omkring mandskabets medindflydelse og informationsniveauet mellem den operative ledelse og brandfolkene. Der er ligeledes igangsat en ny og forbedret procedure for fornyelse af materiel og udstyr på stationerne og for mandskabets brug af værnemidler i de situationer, hvor det er påkrævet.

I APV’en adresserede de frivillige også et ønske om at blive brugt under indsatser i større omfang, end de bliver på nuværende tidspunkt. Her arbejder Operativt Beredskab i øjeblikket på løsninger, der kan bidrage til dette. Samtidig var der et generelt ønske hos brandfolkene om mere socialt samvær på tværs af brandstationerne. Det har afstedkommet, at der nu arbejdes på fællesøvelser mellem de forskellige brandstationer i det nye år.

På trods af de mange jubilæer i det forgangne år har borgmestrene og viceborgmestrene fra vores fire ejerkommuner stillet velvilligt op hver gang og overrakt medaljer til brandfolkene. I november kunne tvillingebrødrene Jens og Erik Garfort afholde deres dobbelte 40-års jubilæum, og her var det viceborgmester i Rudersdal Kommune og medlem af beredskabskommissionen, Birgitte Schjerning Povlsen, der holdt tale og overrakte medaljerne til de to brandfolk.

Nye overtryksventilatorer

I slutningen af året fik de fem brandstationer en ny batteridrevet overtryksventilator hver. Overtryksventilatorerne fra Rosenbauer har en række nye funktioner, der gør arbejdet med at ventilere røgfyldte rum betydeligt lettere for vores brandfolk.

ÅRSBERETNING 2022
SIDE 16

Omfattende brand i etageejendom i Holte

I årets løb har vi haft flere større indsatser. Den største var dog uden tvivl en omfattende etagebrand i Holte natten til den 15. februar.

Første melding kom klokken 00.10 med information om brand i en lejlighed og en mulig person i denne. Kort efter indløb meldinger fra politiet om mange personer på altaner i baggården og i vinduerne. Vores indsatsleder slog derfor storalarm til to øvrige stationer og tilkaldte ligeledes ledelsesstøtte.

Kort efter ankomst fandt mandskabet en person i stuelejligheden, der var omkommet. Det blev konstateret, at der var ild i to lejligheder samt opgangen, og at ilden var på vej til at brede sig til taget. Brandfolkene gik straks i gang med at redde beboere ud af lejlighederne. På forsiden af bygningen kunne dette gøres med hjælp fra drejestigen, og mandskabet begyndte samtidig at redde beboerne ud på gårdsiden ved brug af håndstiger. I alt blev syv personer reddet ud, som alle blev kørt til tjek for røgforgiftning på hospitalet.

Undervejs blev der indsat 25 brandfolk, som lykkedes med at slukke branden i lejlighederne og forhindre brandspredning til taget. Efter fire en halv times indsats kunne mandskabet vende retur til brandstationerne og reetablere.

Nye brandbiler på vej fra Rosenbauer

Tilbage i 2021 vandt Rosenbauer Danmarkshistoriens hidtil største udbud af brandbiler. Over en treårig periode skal Rosenbauer levere op mod 45 brandbiler til ni af landets kommunale beredskaber.

Som en del af det historiske udbud skal Rosenbauer levere fem nye autosprøjter til Nordsjællands Brandvæsen frem mod 2024. I december var vores operative afdeling en tur i Spanien, hvor brandbilerne bliver produceret. Her så vi en prototype af den brandbil, vi har bestilt, og havde nogle gode samtaler med leverandøren om køretøjernes opbygning og indretning.

Den første af vores fem autosprøjter forventes at blive leveret i april 2023.

Rekruttering af deltidsbrandfolk

I 2022 er der blevet rekrutteret 12 nye deltidsbrandfolk fordelt på vores fem brandstationer. I samme periode har vi måttet sige farvel til 15 deltidsbrandfolk.

Manglen på deltidsbrandfolk har særligt været mærkbar på brandstationerne i Hørsholm og Allerød. Her mangler vi aktuelt tre deltidsbrandfolk på hver station for at nå op på den fastsatte normering i vores risikobaserede dimensionering.

TEMA NY VANDTANKVOGN TIL STATION ALLERØD

På Station Allerød kom julen tidligt i år.

Midt i november kunne brandfolkene endelig tage den splinternye tankvogn i brug, som blev leveret til brandvæsnet tidligere på efteråret.

Før tankvognen kunne sættes i drift, skulle mandskabet gennemføre uddannelse i at betjene den. Herefter blev det nye køretøj dekoreret med logo og stafferinger, så den nu passer ind i den øvrige vognpark.

Tankvognen er af det polske mærke WISS og bygget op på chassis fra Scania. Tankvognen kan rumme hele 7.200 liter vand og er desuden indrettet med stort fokus på brandfolkenes sikkerhed og arbejdsmiljø.

Tankvognen har været på sine første udrykninger og får ros af brugerne for at have rigtig gode sikkerhedsdetaljer i forhold til belysning, 360 graders kamera til chaufførens sikkerhed, trafiksikkerhedssystem og gode køreegenskaber.

ÅRSBERETNING 2022
969 UDRYKNINGER 4011 UDKALD TIL SERVICEVAGTEN 7 UDRYKNINGER TIL BÅD- OG DYKKERBEREDSKABET Foto: Kian Sørensen 1 FALSK FORDELING AF ALLE ALARMER 317 REELLE 651 BLINDE FORDELING AF ABA-ALARMER 24 REELLE 1 FALSK 514 BLINDE

BRANDMAND FOR BØRN

- I DEN GODE SAGS TJENESTE

I februar startede den 35-årige deltidsbrandmand fra Station Hørsholm, Martin Petersen, projektet Brandmand for Børn, der havde til formål at samle ind til Børnecancerfonden.

Det gjorde han for at skabe opmærksomhed om det vigtige arbejde, fonden laver for kræftramte børn og deres familier. Gennem længere tid havde Martin Petersen nemlig stået på sidelinjen og set magtesløst til, mens en kammerats søn kæmpede med kræft i hjernestammen.

”Det er simpelthen noget af det allerværste, når børn får kræft. Bastian er bare otte år gammel, og der er ikke udsigt til, at han får lov at blive voksen. Det er frygteligt at tænke på, og jeg vil bare så gerne kunne gøre noget for familien,” siger Martin Petersen.

Det oprindelige mål for ham var at samle 50.000 kroner ind og slutte af med at løbe Copenhagen Half Marathon i september. Her ville han tilbagelægge de 21,0975 kilometer i sin indsatsdragt.

”Ideen til at løbe i indsatsdragt opstod, da jeg løb halvmaraton sidste år og på et tidspunkt overhalede en soldat, der løb i uniform. Jeg tænkte, at det var der nok en grund til, at han gjorde, og jeg synes, det var en god måde at skabe opmærksomhed om en vigtig sag,” siger han.

Men Martin Petersen kom ikke til at løbe halvmaraton i indsatsdragt alene, for det skulle hurtigt vise sig, at interessen for projektet var meget stor. Han oprettede siden Brandmand for Børn på både Facebook og Instagram og fik på kort tid en del følgere og ikke mindst henvendelser fra andre brandfolk, der ville høre, hvordan de kunne bidrage til Brandmand for Børn.

”Det var utrolig overvældende, at så mange havde

lyst til at støtte op og hjælpe til med at samle penge ind. Jeg havde jo blot tænkt, at det skulle være mit eget lille projekt, men sådan gik det ikke,” siger han.

Sammen med en række Brandmand for Børn-ambassadører stablede Martin Petersen et indsamlingsarrangement på benene i juni. Her inviterede han til besøgsdag på brandstationen i Hørsholm, hvor al overskuddet gik til Børnecancerfonden.

Omkring 1.000 besøgende kiggede forbi brandstationen, og det lykkedes Martin Petersen og resten af Brandmand for Børn-holdet at samle i omegnen af 20.000 kroner ind gennem salg af popcorn, sodavand, t-shirts og hættetrøjer med logo.

”Besøgsdagen er noget, jeg husker tilbage på med stor glæde. Mange af mine brandmandskolleger stillede som det mest naturlige op og brugte en lørdag på at hjælpe med at give de mange besøgende en uforglemmelig dag på brandstationen. Det er jeg meget taknemmelig over,” siger han.

De næste måneder fortsatte arbejdet med at samle penge ind, og kort inden halvmaratonet i september rundede Brandmand for Børns indsamling de magiske 50.000 kroner.

”Det var fantastisk at runde de 50.000 kroner, og det gav helt sikkert blod på tanden til at fortsætte og skabe et endnu større resultat,” siger Martin Petersen.

Dagen for halvmaratonet og kulminationen på ni måneders intenst insamlingsarbejde oprandt den 18. september. Martin Petersen døjede desværre med en skade, som gjorde, at han måtte kæmpe sig over målstregen. Men i mål kom han - sammen med de øvrige Brandmand for Børn-ambassadører.

TEMA ÅRSBERETNING 2022 SIDE 20

”Selv om jeg gennemførte på ren viljestyrke, så var det en helt fantastisk oplevelse at løbe gennem de københavnske gader sammen med resten af Brandmand for Børn-holdet og mærke den opbakning, der var fra publikum ude på ruten. Vi delte både brandhjelme og slikposer med information om indsamlingen ud undervejs, så vi på den måde også fik skabt noget opmærksomhed omkring vores sag,” siger Martin Petersen.

Brandmand for Børns indsamling til Børnecancerfonden sluttede 6. oktober og endte på 61.532 kroner.

Nordsjællands Brandvæsen har ikke støttet indsamlingen økonomisk, men har stillet lokaliteter, materiel og indsatsdragter til rådighed for Martin Petersen og de øvrige brandfolk, der har deltaget i projektet.

Ligeledes har brandvæsnet bidraget med ressourcer til at producere videoer, plakater og andet materiale til promovering af Brandmand for Børn. Videoerne kan ses på vores sociale medier.

”Tusind tak til hele brandvæsnet for at hjælpe til med at gøre projektet til virkelighed,” siger Martin Petersen.

Fotos: Nicklas Stege Hansen

MYNDIGHED OG KURSUS

Byggesagsbehandling

Brandvæsnet varetager brandteknisk byggesagsbehandling for ejerkommunerne for så vidt angår brandfarlige virksomheder, oplag m.v. Endvidere støttes op om den kommunale byggesagsbehandling, hvor brandvæsenet bl.a. rådgiver byggemyndighederne i sager med indsatstaktisk utraditionelle forhold. I alt har brandvæsenet i 2022 leveret input i ca. 60 byggesager – og har herudover deltaget i møder og sparret med byggemyndighederne i det daglige.

Beredskabsplanlægning

Kommunerne er ansvarlige for at planlægge for fortsat drift under usædvanlige omstændigheder. Brandvæsenet er ansvarlige for at sikre udarbejdelse af det øverste niveau (I) i beredskabsplanlægningen for kommunerne, og rådgiver og faciliterer i øvrigt ved kommunernes udarbejdelse af planer på niveau II og III, blandt andet ved at stille C3-planlægningsværktøj til rådighed.

Brandsyn

Som en fast del af brandvæsenets opgavesæt er der igen i 2022 afviklet en lang række brandsyn. Alle brandsyn planlagt til gennemførelse i 2022 blev afviklet inden årets udgang.

I år har alle ansatte, der gennemfører brandsyn, gennemført en opdateringsuddannelse i regi af Danske Beredskaber på baggrund af ny lovgivning på området.

Slukkerservice

I løbet af 2022 har vi efterset knap 3000 håndslukkere, brandtæpper og slangevinder fordelt i to af vores fire ejerkommuner. Eftersynene medvirker til at sikre, at slukningsudstyret altid er i funktionsdygtig stand. I 2022 blev brandvæsnet recertificeret til eftersyn af slukningsudstyr efter DS 2320, hvilket nu er et krav efter bygningsreglementet. Certificeringen er en sikring af, at kvaliteten af det arbejde vi leverer

til vores ejerkommuner lever op til gældende standarder.

Kursusafdeling

Brandvæsnet udbyder kurser i førstehjælp og elementær brandbekæmpelse, primært til institutioner og ansatte i ejerkommunerne. I starten af året var der fortsat coronarestriktioner, og kursusafdelingen er derfor først kommet op i det normale niveau lidt senere på året, hvorfor aktivitetsniveauet alt i alt har været lidt under normalen.

Brandkadetter

Brandvæsnet afvikler forløb for brandkadetter i Fredensborg Kommune. I år er der dels afsluttet et brandkadethold, dels startet et nyt hold ”rekrutter” op. Til Beredskabsforbundets landsstævne i september fik vores brandkadetter en fornem tredjeplads i femkamp og kom hjem med medaljer om halsen.

I efteråret havde brandkadetterne besøg af Martin Lidegaard, der er medlem af folketinget for De Radikale. Martin Lidegaard var meget imponeret over brandkadetternes kunnen og engagement, og han så stort potentiale i at udbrede kendskabet til projektet.

Antal brandsyn 2022

Bygningsreglementets driftskrav 571 Beredskabslovgivning 51 Objekter med påbud 241

Antal kurser 2022

Færdselsrelateret førstehjælp 11 Opdaterende førstehjælp á 3 timer 14 Grundlæggende førstehjælp á 4 timer 10

Elementær brandbekæmpelse á 3 timer 12

Elementær brandbekæmpelse á 2 timer 11 Førstehjælp for voksne med ansvar for børn 3

I alt 61

ÅRSBERETNING 2022
SIDE 22

KRISESTYRING I EJERKOMMUNERNE

De senere år har kommunerne haft øget fokus på beredskabsplanlægning. Årsagen skal naturligvis findes i de samfundskriser, vi har stået overfor de sidste tre år med først COVID-19, så krigen i Ukraine og senest energikrisen.

Den kommunale krisestyring skal sikre kommunernes fortsatte drift og service til borgerne, når driften er udfordret af varslede eller uvarslede hændelser. Hændelserne kan være akutte, hvor brandvæsnet også er indsat med brand- og redningsenheder, fx i forbindelse med en større brand på en skole eller et udslip af farlige stoffer, der medfører omfattende evakuering. Men det kan også være andre typer hændelser, fx skybrud eller et større IT-nedbrud i en kommune.

ser i samarbejde med de kommunale medarbejdere. Det er helt naturligt, at det kan skabe usikkerhed, når man skal til at planlægge for det unormale, og derfor giver det rigtig god mening, at kommunerne samarbejder med brandvæsnet om at udarbejde beredskabsplanerne. Vores beredskabsfolk er vant til at stå i uvante og kritiske situationer og ved derfor, hvad der er vigtigt at planlægge for.

Under COVID-19 sad vi blandt andet med i de kommunale krisestabe og kunne bidrage med viden om, hvordan kommunerne kunne opretholde driften under de givne omstændigheder.

Da krigen brød ud i Ukraine, affødte det ret hurtigt et behov for, at vi som samfund kunne tage imod ukrainske flygtninge og sikre dem tag over hovedet. I den situation bistod vores myndighedsafdeling med beredskabsinspektører, der med kort varsel kunne rykke ud sammen med kommunerne på forskellige potentielle indkvarteringssteder og vurdere, om brandsikkerheden var i orden.

Beredskabsplanlægning kom for alvor på alles læber under COVID-19, hvor kommunerne fra den ene dag til den anden fik behov for en plan for fortsat drift. Men hvor beredskabsplaner tidligere var tykke bøger om alle tænkelige hændelser, arbejder man i dag i højere grad med rammeplaner, der beskriver de praktiske foranstaltninger i tilfælde af en krise. Det kan være klare retningslinjer for, hvem der skal mødes og træffe beslutninger, hvor og til hvem vi kommunikerer, og hvordan det sikres, at driften kan opretholdes.

I processen omkring kommunernes beredskabsplanlægning har brandvæsnet en vigtig, understøttende funktion. Vores myndighedsafdeling bidrager med skabeloner og vejledning og afholder ligeledes øvel-

I slutningen af 2022 var energisektoren ude at advare om, at Danmark kan komme til at stå i en situation, hvor man ikke kan levere den energi, som efterspørges i samfundet. Dette kan betyde, at man er nødt til at afbryde for elforsyningen i større geografiske områder i cirka to timer ad gangen – såkaldte ”brown-outs”.

Alle sektorer er derfor anmodet om at sikre, at alle kritiske funktioner kan opretholdes under disse omstændigheder. Efter aftale med brandvæsenets ejerkommuner faciliterer brandvæsenet en taskforce, som sikrer, at informationer og forslag til gode løsninger kan deles mellem kommunerne. Desuden kan brandvæsnet eksempelvis bidrage med særlig viden om beredskabskommunikation.

Taskforcen forventes at blive opretholdt igennem hele 2023.

TEMA ÅRSBERETNING 2022 SIDE 24

Kørslen

I år har COVID-19 på mange måder sluppet sit tag i os, og det har også været mærkbart i vores kørselsafdeling.

For selv om året startede med mundbind i busserne og en del vaccinekørsel, blev restriktionerne stille og roligt udfaset, og en mere normal hverdag indfandt sig endelig igen.

Til gengæld affødte krigen i Ukraine en lidt utraditionel ekstraopgave for vores kørselsafdeling. En stor del af de ukrainske flygtninge var børn, som naturligvis skulle fortsætte deres skolegang her i landet. Derfor havde Rudersdal Kommune behov for hjælp til at fragte flygtningebørnene fra deres indkvarteringssteder til skolen og hjem igen i den første tid.

Billedet er fra de ukrainske børns første skoledag, hvor flere af børnenes forældre også var med i bussen. Stemningen på turen var naturligvis spændt og forventningsfuld blandt både børn og voksne, der så frem til mødet med den danske folkeskole.

2022 bragte chaufførerne godt 48.000 portioner mad ud, hvilket er knap 4.000 færre i forhold til 2021. Nedgangen i antallet af madkørsler skyldes med stor sandsynlighed, at COVID-19 har været mindre dominerende i år, og at færre ældre derfor har haft behov for udbringning af mad.

Til folketingsvalget i november var vores chaufførere igen bestilt til en særlig opgave i Rudersdal Kommune. For selv om stemmelysten ikke fejlede noget, var det svært for en del af kommunens ældre borgere at komme frem til valgstederne på egen hånd.

Kørslens busser blev for en stund omdannet til valgbusser og kørte de ældre borgere til og fra valgstederne, så de havde mulighed for at deltage i demokratiet. Det var en anderledes og sjov opgave for chaufførerne, som kunne melde om højt humør fra valgbusserne dagen igennem.

Hjælpemiddelcentralen i Fredensborg

På hjælpemiddelcentralen i Fredensborg har en stor del af det forgangne år drejet sig om, at medarbejderne skulle blive fortrolige med et nyt IT-system. Det har været og er fortsat en tung proces, fordi IT-systemet kræver store ændringer i arbejdsgange og rutiner for hjælpemiddelcentralens medarbejdere.

I år har hælpemiddelcentralens dagligdag ligeledes været præget af et par langtidssygemeldinger, som har skabt travlhed blandt den øvrige medarbejderstab. Årets samlede antal bestillinger landede på 14.100, hvilket er en lille stigning sammenlignet med 2021. Tallet er dog behæftet med usikkerhed på grund af overgangen til nyt bestillingssystem.

Som følge af den gode udvikling i coronapandemien kunne vores kørselsafdeling afhænde driften af værnemiddeldepotet i Fredensborg Kommune i år. Kørselsafdelingen drev værnemiddeldepotet fra februar 2021 til udgangen af maj 2022.

Vores madchauffører i kørselsafdelingen har haft knapt så travlt i år sammenlignet med sidste år. I

I september fik hjælpemiddelcentralen endelig ny leder efter et år, hvor brandvæsnets service- og logistikchef har varetaget posten midlertidigt. Stillingen som leder af hjælpemiddelcentralen varetages nu af Lars Mathiesen Andersen, der tidligere har arbejdet mange år i blandt andet Søværnet og som service- og sikkerhedschef på kunstmuseet Den Hirschsprungske Samling i København.

SERVICE OG LOGISTIK ÅRSBERETNING 2022
SIDE 26

Hjælpemiddeldepotet i Nærum

Året har budt på en del medarbejderudskiftninger på hjælpemiddeldepotet i Nærum. Udskiftningerne skyldes dels, at to medarbejdere gik på pension i løbet af året, og at flere har været langtidssyge i foråret.

Andelen af opgaver har stort set været på niveau med 2021, og det samlede antal bestillinger for året rammer derfor endnu en gang 17.000. Herudover kommer arbejdet med låse og nødkald. Det har givet travlhed, særligt på grund af langtidssygemeldingerne, som har betydet, at de tilbageværende medarbejderne har måttet løbe ekstra stærkt.

I år er der blevet investeret i ny vaskemaskine og tørretumbler til hjælpemiddeldepotet. Ligeledes er en ældre låsebil blevet skrottet og erstattet med en nyere Volkswagen Transporter.

Hjælpemiddeldepotet i Allerød

Det seneste år har været udfordrende for vores

hjælpemiddeldepot i Allerød. Det gælder både rent arbejdsmiljømæssigt, hvor der er udfordringer med utidssvarende materiel og forældede arbejdsgange, og i forhold til de nuværende mandskabsressourcer, der ikke står mål med et stadigt stigende antal bestillinger.

I begyndelsen af året blev der derfor iværksat en intern analyse af depotet med henblik på at afdække mulighederne for at kunne drive depotet på en måde, der er økonomisk rentabelt for kommunen og samtidig sikrer et godt arbejdsmiljø for medarbejderne.

Analysens konklusion var, at der er behov for at tilpasse normeringen af mandskabet og opgaveomfanget samt indkøbe nyt materiel til forbedring af de daglige arbejdsgange. I årets løb har vi derfor haft løbende dialog med Allerød Kommune med henblik på at forbedre vilkårene på hjælpemiddeldepotet, og denne dialog fortsætter i det nye år.

Nordsjællands Brandvæsen er et fælleskommunalt redningsberedskab efter §60 i styrelsesloven for Allerød, Rudersdal, Hørsholm og Fredensborg kommuner. Beredskabets udrykningsområde dækker et geografisk areal på 287 km2 med knap 148.000 borgere. Den primære opgave er at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, bygninger og miljøer ved ulykker og katastrofer.

Nordsjællands Brandvæsen løser derudover en række andre opgaver i form af blandt andet hjælpemiddelcentraler, vagtcentral, servicevagt, kørselsafdeling samt uddannelses- og kursusvirksomhed.

Nordsjællands Brandvæsen Kokkedal Industripark 14 2980 Kokkedal Tlf.: 45 80 33 55 nsbv@nsbv.dk

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.