Underfulde Mørke 3 - Katarsis by calibat6

Underfulde Mørke3

KATARSIS EMIL BLICHFELDT LYKKE BIANCA

3 TÅGEDYB 4

3 NATTESKÆR 4

UNDERFULDE MØRKE 3

Underfulde Mørke 3 af Emil Blichfeldt © 2021 Emil Blichfeldt & Calibat Redaktører – Eva Munk og Teddy Vork Korrektur – Kira Moss og Inge Greis Illustration – Lykke Bianca Opsætning – Manfred Christiansen 1. oplag, 1. udgave, 300 eks. limited edition, 2021 Trykt hos ScandinavianBook, Danmark ISBN: 978-87-94164-10-8

Underfulde Mørke 3 ORD: EMIL BLICHFELDT ILLUSTRATION: LYKKE BIANCA

KAPITEL 1 — MADS Jeg bæver i rædsel, og det er der god grund til. Jeg sidder på ryggen af et enormt monster, der skal til at lette. En drage. Vi rejste til Uvirkeligheden for at redde Arthur. Min bedste ven er fanget i denne sære verden, han måske selv har skabt og kender ud og ind. Alligevel fik den ham ned med nakken. Har vi så en chance? Et sug i maven får mig til at glemme alle bekymringer. Dragen sætter af fra gårdspladsen i fæstningen, der ligger halvt indefrosset i indlandsisen. De enorme vinger basker, og vi bliver presset ned mod den skællede ryg. Vi flyver op langs en mur af smeltende, blålig is. Lance og sortlingerne hujer om kap. Asbjørn bander. Gwen holder tættere om mig, det sender ilinger gennem min krop, som jeg slet ikke burde føle. Hun er Arthurs kæreste. Jeg bør fokusere på Tina. Hun skal også reddes! Dragen løfter sig over isen, og solens sidste stråler glimter i hendes rødgyldne skæl. Dragen er større end

alle de andre drager. Isa er deres herskerinde og Dragefyrstens bedste ven, hvad end det betyder. Vi flyver over Lysvælds bjerge mod den gustne dis, der strømmer op fra Tågedyb. En rædselsverden, vi er nødt til at rejse igennem for at komme til en endnu værre verden: Natteskær, hvor Arthur, Asbjørns bonusbror Monrad og min kæreste Tina er fanget af Den Hornede. Jeg sukker frustreret.

Dragen vender sit enorme hoved mod os, så jeg spejles i hendes store øje. Noget, der kunne minde om et drilsk smil spiller om hendes læber og afslører tænder så lange som mine fingre. ”Jeg håber, I har nydt den nemme del af turen ...” rumler hendes stemme som en fjern torden.

Sært nok gør hun mig ikke bange, der er noget i hendes øjne og stemme, der er anderledes end hos de andre drager. Er det venlighed? ”Er I klar?” spørger hun og dykker, før vi kan svare. Ok, mere venlig er hun heller ikke! Vinden river i mit hår, alt vender sig i min mave, og tågen under os kommer nærmere. Vi klamrer os til hendes rygfinner og flyver ned i Tågedyb. ”Jeg kan ikke se en skid,” bander Asbjørn. Alt er gråt. Det enorme væsen flyver ubekymret gennem tågen, som om hendes sanser opfanger ting, vi andre ikke ser. ”Øh, undskyld, fru drage, men må jeg spørge dig om noget?” siger jeg og skutter mig i den klamme tåge. Dragen vender hovedet mod mig og ser på mig med sine store, katteagtige øjne. ”Kun, hvis det ikke er et dumt spørgsmål. Spørgsmål stillet uden omtanke giver mig lyst til at bide hovedet af folk,” knurrer hun. Jeg lukker munden og holder vejret. Smilet er tilbage på hendes læber. ”Bare for sjov. Ironi. Menneskehumor. Er du ikke bekendt med det?”

Jeg puster lettet ud. ”Haha, meget morsomt,” svarer jeg tørt. ”Må jeg spørge dig, hvordan du kan se i tågen?” ”Naturligvis. Jeg spinder et fint net af magi omkring mig. Det fortæller mig, hvordan her ser ud. Nærmest som en flagermus’ sanser. Det viser former, men ikke detaljer,” brummer hun. Så vender hun hovedet bort fra mig og dykker dybere langs bjergsiden. ”Det kan du også gøre. Din skyggemagi vil være stærk her i Tågedyb,” siger hun fra et hoved, jeg ikke kan se i tågen. ”Lad dine skygger glide frem som tynde tråde og mærk, hvad de mærker.” Jeg koncentrerer mig og messer min remse: ”Lad skyggerne vågne og ve for min sjæl.” Med de ord vokser skyggerne ud af min ring. Jeg former dem som tynde tråde og sender dem ud i tågen. Mærker dem ramme klippesiden og sende vibrationer tilbage til mig. Det giver et utydeligt billede af klippen. ”Det er svært!” ”Al begyndelse er svær. Bliv ved.”

Det gør jeg. Hele vejen ned. Indtil hun basker med vingerne og bremser op. ”Så er vi fremme.” Jeg trækker skyggerne tilbage til min ring og klatrer forsigtigt ned. ”Tak for turen,” siger jeg og hører de andre kravle ned, uden at kunne se dem i den tykke tåge.

”Pas på jer selv og husk, at det meste, I møder i tågen, er fjendtligt, men ikke alt. Dragefyrsten har ændret jeres amulet, så den nu viser vej mod Natteskær. Følg amuletten, men følg den ikke blindt.” ”Tak for lort,” mumler Asbjørn og indkasserer en lammer fra Gwen. Jeg ignorerer dem og løfter hånden til afsked og kommer så i tanke om: ”Hvad med Hvidblis og hendes føl?” Dragen støder blidt sin hårde snude mod min hånd. Det føles, som om der går et stød gennem mig. Og som havde hun tændt en kontakt i mig, forstår jeg pludselig skyggemagi på en helt anden måde. Som om det ikke længere bare er et værktøj, men en forlængelse af min egen krop. Jeg kan mærke, hvad skyggerne mærker, selv uden at have aktiveret min ring. ”En lille gave.” Hun ser på mig med øjne som en kæmpe kat. ”Du er betænksom. Det kan jeg lide. Enhjørningen og hendes føl bringer jeg tilbage til deres flok. Jeg vil drøfte den kommende kamp mod Den Hornede. Måske kommer drager og enhjørninger til at stå side om side, men det er svært at sige. Vi er alle stolte og vilde væsner.” Med

de ord sætter Isa af. De store vingeslag forsvinder hurtigt og efterlader os alene i tågen. ”Pænt spooky, det her,” siger Lance. Selv om han kun står et par meter væk, kan jeg kun lige akkurat skimte ham. Gwen er nærmere. Hende kan jeg se tydeligt. Hun kigger anspændt fra amuletten og ud i tågen. ”Vi er fucked. Vi kan ikke se, hvor vi går i den her tåge, vi kommer aldrig frem til Natteskær.” ”Det hjælper ikke at tude, lad os nu bare komme af sted,” siger Asbjørn med en stemme, der på trods af de hårde ord ikke lyder helt selvsikker. Jeg tager en dyb indånding. ”Asbjørn, gør som mig. Så kan vi bruge vores magi til at sanse i tågen.” Jeg siger min remse, mens Asbjørn knurrer surt. Jeg berører ringen og tvinger min skyggemagi ud i tågen som et fint net. Det giver et gib i mig, da jeg mærker noget. Noget i tågen. Noget, der bevæger sig. En krumrygget skikkelse, ikke meget større end mig selv. Det meste, som I møder i Tågedyb, er fjendtligt, sagde dragen, før hun lettede.

Min vejrtrækning bliver hurtigere. ”Kan I også se det?” ”Jep,” siger Asbjørn og trækker sit skyggesværd. ”Jeg kan ikke se en hylende fis i den tåge,” hvæser Gwen. ”Asbjørn, hjælp lige Lance, så hjælper jeg Gwen.” Jeg griber hendes hånd og lader skyggetråde glide op ad

hendes arm. Som sorte blodårer kravler de over huden og op til hendes øjne, der bliver åbnet for det, tågen gemmer. Hun giver et lille gisp fra sig. ”Hvad gjorde du … og hvad er det for et væsen i tågen?” Jeg ignorerer hendes spørgsmål og lægger en hånd på Asbjørns skulder: ”Skynd dig at hjælpe Lance.” Asbjørn slår min hånd til side. ”Så stopper du! Tror du, jeg tager imod ordrer fra en lille nørd som dig?” Jeg har lyst til at råbe, at han skal tage sig sammen og klare sine teenageproblemer et andet sted. Lance er heldigvis hurtigere end mig. ”Hey, Asbjørn. Jeg skylder

en cola, hvis du giver mig magiske øjne.” ”Du kan få lov at skylde to,” knurrer Asbjørn så indestængt, at jeg ved, det bare er et spørgsmål om tid, før han lader alle sine frustrationer gå ud over nogen. Men lige nu er væsnet vigtigst af alt. Og det kommer nærmere. Væsnet bevæger sig forsigtigt fremad, uden en lyd. Jeg kan ikke afgøre, om det er ved at snige sig ind på os for at angribe, eller om det bare er nysgerrigt. Gwen skubber til mig. ”Hey, nørd. Jeg spurgte dig om noget?” ”Hvad tror du, væsnet vil?” siger jeg i stedet for at svare. Hun vender sortsminkede øjne ad mig. ”Det var ikke det, jeg spurgte om.” Jeg hvisker gennem sammenbidte tænder: ”Okay, alle taler konstant, og væsnet kommer hele tiden nærmere,

så jeg kan altså ikke lige fokusere på andet … så hvad tror du, det vil?” ”Det er sikkert fjendtligt,” siger hun irriteret, blotter sine tænder og ligner en, der gør sig klar til kamp. ”Men hvad nu, hvis det er venligsindet?” spørger jeg og ønsker, at jeg kunne se væsnets ansigt. ”Lad os spørge. Det er den nemmeste måde at få svar,” siger Lance som det naturligste i verden og går frem uden at tøve.

KAPITEL 2 — LANCE Asbjørns skyggemagi smyger sig om mig. Kribler over huden, glider ind i mine øjne og åbner dem. Ændrer mit syn. Jeg kan se former, men ingen detaljer i tågen. Bare omrids af sten og et væsen, der forsigtigt sniger sig mod os. Mads og Gwen plaprer løs. Jeg gør, som jeg plejer. Venlighed giver venlighed. Jeg træder et skridt fremad og strækker mine hænder ud. ”Hej, min tågeven. Kommer du for at hjælpe os?”

Væsnet stivner, som om det ikke troede, vi kunne se det. Jeg sætter mig på jorden og åbner min taske. ”Vi har aldrig været i Tågedyb før, og måske kan du fortælle os, hvor man kan finde en guide?” Jeg åbner en af de mange slikposer, som Asbjørn købte … i går? Eller forgårs? Det er fandeme sært at være i en helt anden virkelighed … eller uvirkelighed. Jeg ryster på hovedet, før tankerne går i selvsving. Min krop blev kun lige mæt af dragefyrstens mad, men min hjerne mangler brændstof. Jeg smider et par vingummier i munden. ”Hey, din idiot, det er mit slik,” hvæser Asbjørn. ”Jeg tror, vi alle sammen godt kunne bruge lidt sukker,” siger jeg og smider en vingummi hen til tågevæsnet. Posen rækker jeg til Asbjørn, der hidsigt river den til sig. ”Fucking spasser!” knurrer han og bliver straks omringet. ”Åhr, har I guf med? Jeg er helt sukkerkold. Giver du en?” spørger Mads med et sultent blik på slikposen. Asbjørn tager en nævefuld slik, og det eneste, Mads får, er en finger: ”Fuck af, nørd!” Væsnet i tågen lister forsigtigt nærmere, da den ser Asbjørn hugge slik i sig. Mads og sortlingerne flår hul i

posen og snupper adskillige stykker, på trods af Asbjørns banden. Væsnet sniffer til stykket på jorden og ser på mig. Jeg tager en bid af min store vingummi og sukker vel tilpas af sukkerrushet, der hamrer gennem min trætte krop. ”Smag du bare. Bedre raffineret sukker, gelatine og farvestoffer fås ikke for penge.” Gwen lister hen ved siden af mig og hvisker: ”Det er vist for lang tid siden, vi har fået en stor flødeskumskage fra Dessertdragen, hva’, Lance?”

”Det er tortur at sige sådan noget, Gwen,” sukker jeg uden, at mine øjne forlader væsnet. Det vrider forsigtigt et lille stykke af vingummien, slikker på det og kommer med en klukkende lyd, der er så fuld af nydelse, at jeg næsten ikke kan lade være med at grine. ”Der er mere, hvor det kommer fra.” ”Nix,” griner Dyndspringer. ”Jeg har spist det sidste stykke i posen. Ved Den Hornede, hvor smagte det godt. Er der mere?” ”I åbner ikke flere af mine poser!” råber Asbjørn. ”Så får du hellere ikke mere af mit kød,” hvæser Dyndspringer og hiver en klukkende kylling op af en af sine mange lædersække. ”Det er sgu da heller ikke din kylling. Vi fik dem til deling af fyrsten.” fnyser Asbjørn. ”Hvis du ikke deler, så deler jeg heller ikke!” siger Dyndspringer og bider hovedet af kyllingen, der basker med vingerne og sprøjter blod. ”Fuck, du er klam!” siger Asbjørn og lyder, som om han kæmper for ikke at kaste op. ”Skal du være fræk?” siger Dyndspringer og taler med åben mund fuld af gennemgnasket kyllingehoved.

Jeg ignorerer dem og holder fortsat øje med væsnet. Det spiser ikke resten af vingummien, men gemmer den af vejen i sin skuldertaske. ”Det er tydeligvis intelligent,” hvisker Mads, der smaskende er kommet hen ved siden af mig. ”Men vil det os ondt?” hvisker Gwen. ”Det tror jeg ikke. Så ville det være stukket af eller have angrebet, da vi opdagede det. Jeg tror, det bare er nysgerrigt,” mumler Mads, mens han bladrer i sin notesbog og peger på en tegning. ”Dér er det. Jeg tror, det er en almindelig tågeyngel, kaldet tågekræ. Det er det hyppigste væsen i Tågedyb. De spinder huse af silke og høster tåge. Det er sikkert mager kost, så intet under, at vingummi er tillokkende.” ”Hvorfor spiste han så ikke det hele?” kan jeg ikke lade være med at spørge. Mads svarer ivrigt: ”Han skal sikkert have vingummi stykket med hjem til sin familie. De unge tågekræ sendes tit ud for at samle føde, derfor er det oftest dem, man møder på rejser i Tågedyb. Vores amulet viser den direkte rute til Natteskær, men han kan sikkert hjælpe os med at undgå de værste farer undervejs og …”

Mads stopper sin ordstrøm, idet jeg rækker hånden frem mod tågekræet, som nu er så tæt på, at vi kan se dets store, blege øjne uden pupiller, i et ansigt uden næse og en lidt for bred mund. Tågekræet er helt hårløs, og den nøgne overkrop er dækket af glinsende, grønlig hud, der ligger stramt over spinkle knogler. Jeg rømmer mig og ser tågekræet lige i øjnene. ”Vi er

unge ligesom dig. Vi er også sendt ud for at hjælpe. Hvis du leder efter føde, så kan du få af os, hvis du vil hjælpe os med at finde vej.” ”I vil ikke dræbe mig?” lyder en stemme så luftig, at den knap er mere end en hvisken. Mads tager en småkage op af lommen og rækker den frem. ”Her, tag også den.” Tågekræet rækker en lang arm frem og tager forsigtigt kagen fra Mads med to af håndens tre fingre. Han hiver

hurtigt kagen til sig, som frygter han at blive angrebet. Han tager en lille bid. Hans øjne lyser op med et varmt skær, og en venlig rumlen som spinden fra en stor kat lyder fra ham. Jeg smiler: ”Der kan du se. Vi er ikke farlige.” Næppe har jeg sagt det, før der lyder skrig og skrål bagfra. Jeg

behøver ikke vende mig for at forstå, at Dyndspringer og Asbjørn er røget i flæsket på hinanden. ”Hold nallerne fra mit slik, din lille orm. Jeg flår dig kraftedeme i småstykker, hvis du stjæler fra mig.” Et dæmpet knald og lugten af svovl fortæller, at de begge nu bruger skygger for at nakke hinanden. ”Gider du få styr på dem, Mads?” sukker jeg. ”Hvorfor er det mig, der skal lege mor for de tumper?” siger han tvært, men vender sig mod dem og går i gang med en længere skideballe. Tågevæsnet løber ikke, men holder om småkagen med rystende hænder. ”Jeg lover at lade være med at stjæle fra jer, og hvis jeg får lov at beholde disse skatte, skal jeg nok vise vej.” ”Det er en aftale,” siger jeg og rækker hånden frem. Tøvende rækker han kagen tilbage til mig. Jeg vifter afværgende med hånden. ”Nej, pak du den væk.” Han gør, som jeg siger, og ser undrende på min udstrakte hånd. Gwen hvisker: ”Tågekræ giver nok ikke hånd, og nej, Lance, du skal nok heller ikke kramme den.”

Det kunne jeg have sagt mig selv. ”Jeg ville bare give dig hånden. Det er sådan en måde at vise venskab og besegle aftaler blandt mennesker.” Noget, der kunne minde om et smil, spiller om hans frøagtige mund, idet han griber min hånd. ”Varm,” siger han med velbehag. ”Kold,” siger jeg og undertrykker en trang til at skutte mig over hans klamme hud. Han ser skævt på mig. ”Det må kræve meget føde at være så varm.” ”Jeps,” siger jeg og klasker min maves fedtpanser. ”Men jeg har et godt lager.” Han prikker mig betaget i maven. ”Tyk og varm. Vi må være på vagt.” ”For hvad?” ”Især sprøkler, men også chraler. Se, hvor du går, og når du hører klynken i tågen, gælder det dit liv.” ”A hva? Spøgelser og kravler, der tuder i tågen, er de farlige?” spørger jeg undrende. ”Sprøkel og Chraler,” retter Mads mig skarpt. Han er kommet tilbage efter at have dæmpet de andres gemytter, og er åbenbart stadig hidsig, mens han bladrer

i den lille bog. ”Hvis din hukommelse var bare halvt så stor som din mave, så ville du måske kunne huske, at sprøkler er sære væsner med blæksprutter som hoveder. Når de sanser varme, klynker de og går til angreb med deres lammende tentakler.” Jeg sukker indvendigt. Jeg gider ikke høre folk tale grimt om min overvægt. ”Jeg forstår godt, du bliver pissed over Asbjørn og Dyndspringer, men derfor behøver du ikke fatshame mig.” ”Undskyld. De gør mig bare så hidsig,” siger Mads med spinkel stemme. Jeg ved godt, at det ikke kun handler om Asbjørn. Mads er pissebange for at være i en fantasiverden, hvor en hornet dæmon har fanget hans bedste ven og hans kæreste. Jeg er også bange, men frygten har været min følgesvend så længe, at jeg har lært at leve med den.

Jeg dasker til hans skulder. ”Det er helt fint. Bare lad være med at lade dine frustrationer gå ud over mig en anden gang. Skal vi se at komme af sted?” ”Jo, lad os det, tudefjæs,” siger Asbjørn fra tågen. ”Tudefjæs?” ”Ja, I klynker som små tøser.” ”Vi klynker sgu da ikke ...” Gwen ville måske sige mere, men min hånd for hendes mund stopper flere ord, fordi jeg har hørt noget, der bryder stilheden. Lyden af klynken. Tågevæsnets øjne bliver om muligt endnu større. ”En sprøkel! Den angriber lige om lidt. Kom med mig.” Han sætter i løb, og vi følger lige i hælene på ham.

KAPITEL 3 — ASBJØRN Klynkeriet tager til, som om vi er omgivet af en lokal børnehave, hvor alle ungerne har fået buksevand. Jeg fatter ikke, hvorfor vi løber. Hvad var det, Mads plaprede om? ”Hvad fanden er I så bange for?” ”Hvis du tror, du er så sej, så stop op og kæmp,” lyder det spydigt fra Dyndspringer. ”Det er monstre. Løb, dit fjols!” skriger Mads. ”Ingen kalder mig for fjols,” knurrer jeg og kan mærke trangen til at slå på nogen vokse sig så stor, at der kun er én udvej. Det er sikkert latterligt, men jeg er simpelthen så træt af at blive skubbet til, uden at kunne give igen. ”Fuck det,” siger jeg og vender rundt. Klynkelydene kommer nærmere, mens jeg hiver sværdet ud af min bog og spinder et skjold af skygger. ”Kom og få høvl, tudefjæs.”

Sprøkelen bevæger sig frem i tågen. Jeg kan sanse den komme nærmere. Det er svært at vurdere dens størrelse. Det er, som om den ændrer sig. Pludselig kommer den ud af tågen. Står lige foran mig, og det er ikke et svageligt tågekræ.

Jeg løfter blikket. Den er over tre meter høj. Huden grønlig og knudret. Muskler løber som tove under huden, armene er lange og ender i kløer. Men hovedet er værst. Det ligner en oppustet blæksprutte med alt for store og glinsende øjne. Slimede spruttetentakler rækker ud mod mig. Tentakler, der ender i sorte, giftdryppende kroge. ”Fuck, du er grim,” hvæser jeg og lægger al min inde stængte vrede i et flænsende sværdhug. Min klinge er sort og dækket af gloende røde revner. Sværdet trænger gennem den grønne hud, som en skarp kniv gennem en mør lammekølle. Kødet giver modstand, men kun knoglerne modstår sværdet. Sprøklen hviner i smerte, mens dens indvolde vælter ud. På trods af såret flakser dens tentakler frem mod mig. ”Du kan tro nej, motherfucker!” råber jeg, mens kroge borer sig ind i mit skyggeskjold, der nærmest spytter dem ud igen. Jeg danser til siden, undviger dens næste angreb og springer frem. Det føles tusind gange vildere end at være i bokseringen. Jeg støder sværdet mod dens hage, som gik jeg efter at knockoute.

Den hvæsende klinge hamrer knasende op gennem dens hoved og ud af nakken. Den ser skelende på klingen, der opfører sig som en forlængelse af mine tanker. Hvorfor ikke udnytte det? ”Spikes!” brøler jeg.

Som en blomsterknop fra Helvede, åbner min sværd klinge sig inde i monstrets hoved og flår det itu i en sky af hjerneslim og tentakler. ”Mind-blown!” griner jeg. Sejrsrusen bruser gennem kroppen, men erstattes hurtigt af træthed. Sværdet fordamper med min vrede. Kort efter hører jeg klynken, ikke bare fra ét sted, men fra flere retninger. Jeg er omringet af monstre. Han havde taget sine venner med. Hvad med min flok? ”Hey, venner! Nu er det fandeme jeres tur til at træde i karakter.” Intet svar. Kun klynken, der kommer nærmere i tågen, pludselig føles det ikke som at være omgivet af unger fra børnehaven, men snarere som igen at være en lille, svag dreng, der er omgivet af en flok røvhuller, der ikke holder op med at slå, selvom man går i gulvet. Og så går det op for mig, at jeg er alene og for træt til at slås videre. Jeg har ikke engang kræfter til at løbe. Er det slut?

KAPITEL 4 — GWEN Vores guide stopper. Mads og Lance vælter om i gruset og ligner begge nogle, der er parate til at brække lungerne op. Tågekræet hvisker: ”Jeg tror, vi er sluppet væk. Det var åbenbart nok med ét offer.” Jeg holder mig på knæene og stønner forpustet. ”Hvad mener du?” ”Det ved jeg godt!” griner Dyndspringer og kører en finger over halsen. ”Slut med Asbjørn, bare ærgerligt, han havde slikket!”

Jeg stikker ham en lammer og ser på Lance, mens sortlingen ømmer og brokker sig. ”Hvad fanden gør vi?” ”Vi må tilbage efter ham,” siger Lance beslutsomt og kommer på benene. Selvfølgelig er det ham, der siger det. Tågekræet ryster over hele kroppen. ”Det er den visse død at gå tilbage.” Lance trækker sit lange, lysende sværd. ”Til tider må man løbe en risiko. Sammen kan vi nok godt klare en enkelt sprøkel.” ”Én kunne I nok klare, men der er mange. Jeres ven er færdig.” Tågekræet ser ulykkeligt på os. ”De suger hans varme ud af ham, og han rejser sig så som en sprøkel om et par dage.” Jeg lægger en blid hånd mod Lances arm. ”Hvis vi går tilbage, risikerer vi også at dø.” Det sidste ord får mig til at tabe vejret. Sorg skyder gennem mig. Uanset, hvor irriterende Asbjørn var, fortjente han ikke at dø. Lances arm dirrer under mine fingre. Jeg ved, at han først giver op, når alt er tabt. Jeg ser tomt frem for mig og hader, at jeg skal overtale min bedste ven til at forråde sine idealer.

Kan han holde til det? Jeg fanger Stivstikkers blik. Han ser mig direkte ind i øjnene med et mærkeligt udtryk i ansigtet. Det ligner længsel, og ikke den slags, der er forbundet med begær. Mere som én, der har mistet noget og ser en mulighed for at få det tilbage. ”Jeg kan hente ham … men det har en pris ...”

Mads og Lance ligner nogle, der begge skal til at sige noget. Jeg løfter hånden og stopper dem uden at slippe øjenkontakten med Stivstikker. ”Spyt ud! Hvad skal jeg gøre?” ”Sjælepagt,” nærmest hvisker han. Dyndspringer gisper. ”Det skal du ikke! Så forpligter I jer til at tage jer af hinanden. Du forpligter dine børn til at gøre det samme … og … og det værste er, at det er en nissepagt.” Jeg vidste det! har jeg lyst til at råbe højt, for jeg har længe haft på fornemmelsen, at Stivstikker engang var andet og mere end en sortling. Med ét husker jeg, hvad jeg læste i de gamle bøger hos Arthur. Noget om nisser, jeg bare troede, var et folkesagn. At de i sjældne tilfælde kunne vise sig for mennesker og indgå en sjælepagt. Jeg synker en klump. Har jeg virkelig lyst til at binde mig til et andet væsen? Jeg ser over på Lance og ved, at jeg ikke kan stoppe hans forsøg på at redde Asbjørn og dermed slå sig selv ihjel, uden at ødelægge det i ham, der gør ham til Lance. Det her er den eneste måde, jeg kan undgå at miste ham. ”Stivstikker, før du var sortling, tror jeg, du var en gårdnisse. En hjælper, så længe du blev set og

elsket. Du blev til en sortling, da folk holdt op med at tro på dig. Fortæl mig dit nissenavn, og jeg vil binde min sjæl til din.” ”Mit nissenavn er Tophat,” siger han med den mest skrøbelige stemme, jeg nogensinde har hørt. Ingen griner ad hans navn. Dyndspringer skriger i fortvivlelse. Lance ser rådvild på mig. Mads ligner én, der ikke kan finde ud af, om han skal være lykkelig, fordi der er åbnet nye dele af spillet, eller om han skal være forvirret over alle de konsekvenser, et sjælebånd vil medføre for mig. Det er mit valg, og jeg ved, hvad jeg gør. Håber jeg. Jeg griber kniven, som Stivstikker gav mig, og skærer hul på min hånd. Derefter skærer jeg hul på hans udstrakte håndflade og griber den, så vores blod blandes.

Jeg rømmer mig og messer remsen fra Arthurs gamle bog: ”Ved jord og ild sværger jeg at dele min grød og varme med frænden Tophat. Min slægt skal følge i mine spor eller rammes af vanheld. Jeg har brug for dig, som du har brug for mig. Bind din sjæl til min, som jeg binder min til din.” Idet jeg siger ordene og ser Tophats glæde, forstår jeg, hvad han så i mig. Ikke en egoisme, der spejlede hans egen, men at vi begge manglede nogen at være til for. Og så sker det. Som at sænke sig ned i et varmt karbad, binder vores sjæle sig til hinanden. Lance giver min arm et klem, ser på Tophat og siger med grødet stemme: ”Hvis du gør hende ondt, får du med mig at bestille.” Jeg får et stik af dårlig samvittighed, idet jeg forstår, at Lance er bange for at miste mig. Det behøver han ikke være urolig for. Tophat tager ikke på vej over ordene, men nikker respektfuldt til Lance, som om han til fulde har forstået, hvad vi deler. ”Hun hjælper mig. Jeg hjælper hende. Sådan er pagten, ” siger Tophat alvorligt. ”Lykke svares med lykke og

ulykke med ulykke. Men nu skal jeg redde jeres ven, og I skal lave grød. Lav et bål. Varme lokker måske sprøklerne væk fra Asbjørn. Kom væk, når I hører dem. Jeg skal nok finde jer igen.” Med de ord forsvinder han ind i tågen. Dyndspringers fortvivlede ansigt ændrer sig til indestængt raseri. Det er rettet mod mig.

Jeg kan se hadet brænde i hans øjne. Han udsender den vildeste Gollum-vibe. Han kunne lige så godt have sagt: ”Du stjal min dyrebare.” Han bliver et problem. Jeg håber bare ikke, at han ødelægger det, som jeg er ved at opbygge.

KAPITEL 5 — MADS ”Brísingr,” hvisker Gwen. Flammer skyder ud fra hendes armbånd, rammer bunden af gryden med vand og gryn. Allerede før gryden kommer i kog, breder klynk sig atter i tågen. ”Vi kan ikke blive her,” hvisker jeg. ”Tag gryden og lad os komme væk.” Gwen griber gryden uden at slukke ilden fra Brísingr, og vi bevæger os så roligt, som vi tør. Lader vores skridt være tydelige, så vi måske lokker sprøklerne væk fra Asbjørn. ”Alt, der hungrer i tågen, vil sanse os,” hvisker tågekræet og ligner én, som er ved at gå op i limningen. Jeg rækker ham den sidste småkage. ”Hvis vi bliver angrebet, så løb og kom kun tilbage, hvis vi overlever.” Han holder småkagen mod sit bryst og ryster af frygt, men hans øjne stråler af tillid. ”Jeg løber kun, når alt er tabt.”

”Lad os håbe, at det ikke kommer dertil,” siger jeg og bladrer i notesbogen. Jeg finder afsnittet om Tågedybs væsner, eller snarere dets monstre. ”Hvilke af disse væsner tror du, vi kan møde?” ”Chrall!” siger han forskrækket. Jeg nikker, bladrer og peger på et væsen, der nærmest bare består af tentakler og tænder. ”Er det ikke dem, der kan camouflere sig som sten og springe på én og æde sig ind i kødet, uden man kan komme fri?” ”Adrk!” siger Gwen. ”Pas på chrall!” siger tågekræet mere bestemt og griber min arm, mens han peger på en sten, der ikke helt ligner de andre. Den ligner mere noget, der prøver at lade, som om den er en sten. Lance jokker lige forbi den, mens han ser sig over skulderen og griner nervøst. ”Er de snøfler stadig tæt på?” ”Pas på!” råber jeg, men da er det allerede for sent. Idet Lance træder hen over den camouflerede chrall, folder dens tentakler sig ud med en klæbrig lyd. Snor sig op ad hans ben. En mund med alt for lange tænder åbner sig. Om et øjeblik bliver han flået i stykker, og der er intet,

jeg kan gøre. Pludselig hamrer noget spidst gennem chrallens øje og ud af det andet, så den eksploderer i en regn af slim. ”Ingen rører mine venner!” hvæser Gwen og river Brísingrs knivsblad ud af den døende chrall. Flere sten vender sig, som kunne de sanse, at deres baghold mislykkedes. ”Jager de også i flok?” hvisker jeg og ved, at jeg burde gøre noget i stedet for bare at stirre lamslået på de slidrende tentakler, der glider frem fra stenlignende kroppe. ”Æd ild,” siger Gwen og kaster grøden fra sig. ”Brísingr!” råber hun, og flammerne vælter frem, mens hun svinger smykket som en flammekaster.

Chrallerne skriger som forpinte spædbørn, da ilden æder sig gennem deres hud, og de løber ud i tågen som levende fakler. ”Brændt barn skyr ilden,” mumler Gwen og vakler, som om smykket tog al hendes energi, hvilket det nok rent faktisk har gjort, for sådan virker alle de magiske genstande i Arthurs spil. Lance griber hende, før hun falder. De klynkende lyde kommer tættere og tættere på. Alt for tæt på. ”Er det nu, vi løber?” ”JA!” gjalder jeg og spurter så hurtigt, som remmer og tøj kan holde. Jeg kan sanse noget længere fremme i tågen. Er det Tophat? Asbjørn ligger stiv og bleg på jorden. Tophat ligger udmattet op ad ham. ”Jeg fik ham, men jeg er helt flad. Har I grød?” ”Den tabte vi,” siger jeg og roder i Asbjørns lommer. ”Men her er en pose guf.” Tophat griber posen og ser mistroisk på den, før han tygger posen i sig, inklusiv plastik. ”God energi, men forfærdelig skræl,” smasker han.

”Hvad er der sket med Asbjørn?” spørger Lance. ”Sprøklerne fik ham. De har taget hans varme, og hvis han ikke snart får den tilbage, rejser han sig som en sprøkel selv,” smasker Tophat. ”Kan Brísingr hjælpe ham?” siger Gwen træt, mens Lance fodrer hende med lakrids. Tophat ryster på hovedet. ”Nix. Direkte ild vil bare brænde ham.” Så går løsningen op for mig, og jeg siger hurtigt min remse, der får skyggeskjoldet til at glide ud af min ring. ”Skyd så meget ild, du kan, mod skjoldet, Gwen.” Lakridserne har givet hende farven tilbage i kinderne. ”Jeg helt flad, så jeg ved ikke, hvor meget ild jeg kan skabe.” Hun berører smykkets to øjne og siger så højt, hun kan: ”Brísingr!” Flammer skyder frem. Skjoldet æder ilden, og som jeg gjorde, da vi blev angrebet af alfen, omformer jeg ilden til livsenergi og giver den til Asbjørn. Blegheden forsvinder fra hans kinder. I den efterfølg ende stilhed kan vi igen høre klynkelydene komme nærmere. Så trækker Asbjørn endelig vejret ind og åbner sine forvirrede øjne. ”Hvad skete der?”

”Det tager vi senere. Kan du gå?” spørger jeg træt. ”Det tror jeg,” siger han og prøver forgæves at rejse sig. Lance griber ham og Gwen. Han løfter dem begge, som er de to forvoksede børn, der er for trætte til at gå selv. Han ser spørgende på mig. ”Har du vores ryg, mens jeg slæber?” ”Jeg tror ikke, jeg kan klare det alene ...” Jeg ser på Tophat, der bare bøvser lidt plastik op, før han kravler op ad Lances ryg og lægger sig udmattet over hans skulder. Lance puster under deres vægt. Dyndspringer er ingen steder at se. Pokkers! Jeg æder de sidste lakridser for at have noget at stå imod med. ”Jeg vil prøve at beskytte jer alle.” Lances blik fortæller, at han tror på det. Det gør jeg ikke. Jeg kan ikke klare alt det alene! Tænk, Mads, tænk!

Så stirrer jeg over på tågekræet. ”Kender du et sted, vi kan hvile, før vi rejser videre?” Han gnubber sig usikkert på armen. ”Vi kan tage hjem i hulen. Med lidt held kan I hvile dér.” ”Lidt held har vi nok tilbage,” siger jeg og håber, jeg ikke jinxer det ved at sige det højt. ”Vil du føre os derhen?” spørger jeg vores guide, der nærmest som svar skynder sig ud i tågen. Forhåbentlig langt væk fra fjenderne.

KAPITEL 6 — LANCE Tågen bliver tyndere, og jeg kan se store sejl duve over sære, runde huse, der skyder op blandt klipperne som forvoksede svampe. Tågekræet rejser sig rank på en klippetop. Han smiler og slår begejstret ud med armene. ”Så er vi hjemme.” ”Skønt,” siger jeg, selvom jeg er ved at segne under vægten af mine venner. Jeg kunne græde af glæde, for tågen virker ikke længere forræderisk og usikker, men mere imødekommende og tryg. Som om vi er i sikkerhed. Da vi kommer nærmere, ligner hytterne ikke længere svampe, men snarere forvoksede fuglereder, der hænger få meter over jorden i noget, der minder om lianer. Efterhånden som jeg vakler nærmere, kan jeg se, at det ikke er lianer, men et spundet tovværk. Væsner, der ligner store edderkopper med ansigter som små tågekræ, piler rundt og spinder nye tråde, hvor gamle er ved at forvitre.

Tågekræet ser mit blik og peger på dem. ”Det er de små. Først lever de i vandet som svømmekræ, så kommer de på land som spindekræ, næste udvikling er tågekræ som mig,” siger han og peger mod en hytte, der må være hans. ”Hvad er næste stadie?” kan jeg ikke lade være med at spørge. Han kravler op ad lianspindet mod en indgang til en af de forvoksede fuglereder. ”Hvis jeg overlever længe nok, bliver jeg enten en æglægger, som min mor, eller jæger, som min far.” Jeg bliver pludselig kold over hele kroppen. ”Hvad jager din far?” ”Han jager alt, der kan spises, eller som man kan stjæle drømme fra.” Han standser i sin bevægelse og ser pludselig meget nervøs ud, som om mine ord har fået ham til at indse det, som også vokser sig større i mine tanker. Jeg hører et tungt åndedræt bag mig, og pludselig er alle tanker om tryghed som fordampet.

”Der kan man bare se. Du har bytte med. Hvem skulle have troet, at du skulle slægte din far på og ikke din mor?” Tågekræet fægter afværgende med hænderne. ”Nej, du må ikke tage dem. De er mine venner. De skal hvile sig, så de kan komme videre på deres mission.”

Jeg drejer mig langsomt om, så jeg kan holde styr på de andre. Da jeg løfter blikket, stirrer jeg ind i øjnene på noget fra et mareridt. Et stort tågevæsen, der mest af alt består af muskler og kløer. Kan jeg snakke mig ud af det her? ”Hej, big guy, må vi komme på besøg, eller skal vi slås først?” prøver jeg og håber, at han ikke opfanger frygten i min stemme. Han lægger hovedet på skrå. ”Du er ikke bange?” ”Jeg er ved at skide i bukserne af skræk, men det er bare min hjerne, der fortæller mig, at jeg skal løbe eller slås. Gæt selv, hvad jeg oftest gør?” ”Hvis du har overlevet rejsen hertil, er du ikke en nem modstander,” siger han og sænker sine kløer. ”Det er nok bedst, hvis I følger med til vismanden. Så kan han afgøre jeres fremtid.” ”Jamen, far, kan de ikke lige få en lur først?” hvisker tågekræet og ser på ham med øjne så bedende, at de kunne få en sten til at smelte. Han får et blik retur, der afslører, at hans far har et hjerte hårdere end sten. ”Vismanden bestemmer deres skæbne. Gå ind til din mor, knægt!”

Vores ven åbner munden igen, men jægeren løfter sine kløer. ”Gå ind til din mor, mens du stadig kan.” Han tøver, og jeg går et skridt frem mod jægeren. ”Før os til din herre, så skal jeg nok få ham overbevist om, at han skal hjælpe os.” ”Som om du har et valg,” knurrer jægeren, og ud af tågen træder flere jægere. Jeg synker en klump og følger dem frem mod en rede, mange gange større end de andre.

KAPITEL 7 — ASBJØRN Jeg vågner i et dunkelt rum. Det føles, som om jeg har fået tæv. Jeg er mørbanket. Hvad er der sket? Var jeg til boksetræning i går? Hvor fanden er jeg nu? I hvert fald ikke i min seng. Glimt af billeder kommer til mig som sære syner. Monstre med slimede fangarme. ”Sikke et mareridt. De væsner føltes lidt for virkelige,” mumler jeg, før det går op for mig, at jeg ikke er hjemme. Det bløde underlag er en slags silke. Jeg er helt indhyllet. Nærmest inde i en sovepose, hvor kun mit ansigt er frit. Er jeg fanget? ”Hvad sker der lige her?” mumler jeg og føler mig alt for træt. ”J-jeg har en anelse, men jeg håber virkelig, jeg tager fejl,” siger en lys stemme. Det må være Mads. Mads? Hvem er Mads? Og idet jeg husker hans navn, kommer alt tilbage.

Rejsen fra virkeligheden til Uvirkeligheden. Rejsen fra Lysvæld til Tågedyb, hvor jeg kæmpede mod en flok sprøkler og tabte. ”Hvem frelste mig?” ”Det må være mig,” stønner en sortling, der er akkurat lige så indpakket som mig. Jeg fnyser. ”Tak, Stivstikker, men det betyder ikke, at jeg tilgiver dig for at kidnappe Monrad.” ”Slap dog af og fokusér på vores problem nu og her,” hvæser Gwen, der ligesom os andre er indhyllet i silke. ”Desuden hedder jeg ikke længere Stivstikker, men Tophat,” siger sortlingen tvært. Jeg bider et spydigt svar i mig og knurrer: ”Hvem har fanget os?” Gwen peger med hovedet. Og dér, i en silketrone, omgivet af monstre, sidder en lille sprøkel. Nej, ikke en sprøkel, selvom han ligner. Øjnene er mindre og helt røde, og der er ingen kløer for enden af de tentakler, der udgør hans underansigt. ”Det er sgu en fucking mindflayer,” mumler jeg. ”Det ville væsnet nok blive kaldt i Dungeons and Dra gons,” fnyser Mads hånligt.

Han trænger så meget til at få en flad. Han får en sidste chance, før han ryger ned, sidste omgang ord: ”Og hvad hedder den så her i Uvirkeligheden, smartass,” hvisler jeg. ”Øhh, det kan jeg ikke lige huske, og jeg kan ikke tjekke i notesbogen, så ...” ”Så du skal bare klappe kaje og acceptere det, jeg siger ...” En raspende lyd får mig til at se hen på den klamme mindflayer. Han stryger sig over tentaklerne, som var de et skæg, og stirrer stift på den eneste af os, der ikke er spundet ind. Lance. En tentakel peger sigende på ham. ”Du har fortalt mig alt, jeg vil vide, og jeg tror på, at I vil hjælpe Den Tilslørede mod Den Hornede. At I har fundet en tredje vej, hvor der igen er plads til os væsner i Virkeligheden. Der er bare et eneste spørgsmål, du mangler at besvare: Hvorfor jeg skal hjælpe jer, i stedet for at fortære jeres sind? Og tro mig: Dit svar skal være godt, for det er århundreder siden, jeg har haft muligheden for at tappe drømme fra mennesker.”

Vanen tro smiler Lance stort og slår ud med den ene hånd, som om alt var lige, som han helst ville have det, og rummet ikke var fyldt med monstre. Men hans trætte øjne og den anden hånd, der knuger om Excaliburs skæfte, fortæller en anden historie. Vi er fucked, hvis vi ikke kommer fri. ”Kun et grådigt barn ville fortære en lille smagsprøve, i stedet for at vente på hovedretten,” svarer Lance. Røde pletter dukker op på mindflayerens ansigt, som om han ikke bryder sig om at blive kaldt et barn. ”Og du er ikke som et barn,” siger Lance hurtigt. ”Du kan vente, til vores verdener smelter sammen. Så kan du spise drømmene fra alle de mennesker, du vil.” ”Men hvis jeres forehavende mislykkes, har jeg satset alt og intet fået,” siger mindflayeren med en fedtet stemme. Lance smiler roligt. ”Du tager fejl. Som tegn på vores gode vilje, vil vi hver give dig et minde, eller en drømmestump, du kan mæske dig på, mens du venter. Tænk på det som et holdkæftbolsje.” ”Hvad er et bolsje?” smasker mindflayeren forventningsfuldt.

”Noget, der smager godt længe, hvis blot du er tålmodig,” siger Lance. Han griber om en af mindflayerens ansigtstentakler og lægger den mod sin pande. Monstrene omkring os står på spring, men deres boss holder en afværgende tentakel op, mens Lance vender det hvide ud af øjnene.

De røde plamager lyser op i ansigtet mellem tentaklerne. Jeg benytter mig af monstrenes fokus på Lance til at tilkalde mit skyggesværd fra bogen. Det skærer gennem silken, som var det madpapir. Mindflayeren smasker henført og frigør sin tentakel. ”Lifligt og komplekst tankemønster. Hvis alle dele af dit sind er på den måde, fortryder jeg, at jeg ikke bare spiste det med det samme.” ”Det er det heldigvis ikke,” puster Lance og ser næsten lettet ud, som om han har fået fjernet en byrde og ikke en del af sit sind. Jeg er hurtigt på benene og befrier Mads, før jeg vender mig mod Gwen, der ser fornærmet ud over, jeg ikke skar hende fri først. En klæbrig stemme siger: ”Hvem har det næste bolsje?” ”Mig,” siger Mads og børster silketrådene af sig. Hvis mindflayeren er sur over, jeg har befriet Mads, viser han det ikke. Han nøjes med at gå hen til Mads og lade en tentakel glide over hans pande. ”Lifligt! Lidt samme smag som den store fyrs sind,” smasker han med et kort blik på Gwen, før hans øjne låser sig på mig. ”Hvad vil du give?”

Jeg peger på ham med mit skyggesværd: ”Du kan få en røvfuld!” Monstrene knurrer, og kløer klakker mod kløer.

Gwen skubber sig ind foran mig. ”Hvis du æder dårlige minder, kan jeg godt give for to.” Mindflayeren ser irriteret på mig, mens jeg skærer Tophat fri. ”Nuvel, lad mig smage på dit sind.”

Knap har tentakler berørt Gwens pande, før hans røde plamager glimter som rubiner. ”Så ung og dog så megen smerte,” sukker mindflayeren saligt. ”Du kan sagtens give for jer begge.” Og så spiser han. Det varer kun kort, før han giver slip på en rystende Gwen. ”Nu har vi givet til dig. Hvad giver du os til gengæld?” Han ler en gurglende latter. ”Noget for noget. Du kender vores regler. Det kan jeg lide.” Med et klæbrigt pop hiver han en af sine tentakler af. ”Her er et armbånd til din anden arm. Berør et væsen, og du kan dykke ind i dets sind, men brug min gave med omtanke. Den kan både åbne og knuse sind.” Mads siger ingenting, men er ved at lave en sejrsdans, som jeg genkender fra Fortnite. Jeg har lyst til at danse med, men giver i stedet fingeren til mindflayeren. ”Farvel og tak for lort, jeg håber ikke, vi ses igen.” ”Håb har det med at smuldre,” svarer han skadefro.

KAPITEL 8 — MADS Byen er langt bag os. Forsvundet i tågen. Tågekræet ser ulykkeligt på os. ”Jeg er så ked af det. Jeg burde have vidst, hvad der ville ske.” Asbjørn fnyser. ”Det er nemlig rigtigt, fuckfjæs. Giv mig én god grund til, at jeg ikke skal krølle dig sammen!” ”U-undskyld ...” Tågekræet kryber frygtsomt bagud, mens Asbjørn går frem mod ham. Det er ikke til at holde ud. Jeg kan ikke bare se på. ”Slap af, Asbjørn,” siger jeg og træder ind mellem dem. Jeg vender ryggen til Asbjørn og taler beroligende til tågekræet. ”Hør ikke på ham. Sket er sket. Vi har stadig brug for din hjælp til ...” Et skub sender mig tumlende hen ad jorden. Forskrækkelse og smerte river gennem mig. ”Hvad har jeg sagt om at kommandere med mig? Jeg fucking finder mig ikke i dit lort.”

Hans ord er som at få en lussing. ”Undskyld,” mumler jeg og hader mig selv for at være bange for Asbjørn. Det burde jeg ikke. Hvis jeg bruger mine skyggekræfter, er han ikke stærkere end mig. Men hvis vi kæmper mod hinanden, hvad sker der så? Tågekræet hviner: ”I får jeres føde tilbage. Jeg skal nok føre jer til Natteskær. Indgangen er tæt på. Bare op ad et lille fjeld.” ”Du skal nok lokke os i endnu en fælde, mener du?” Asbjørn løfter en knyttet næve, men Gwen slår den til side og stirrer fast på ham, mens hun taler til tågekræet. ”Behold det. Bare få os frem til Natteskær, så vi kan redde vores venner. Så Asbjørn kan redde sin bror.” Asbjørn stivner, og det virker, som om hans vrede fordamper. Han ser kun på hende. Ignorerer mig totalt, som om jeg er ligegyldig, og det får mig næsten til at hade ham endnu mere. Jeg mærker vreden sitre i kroppen. Lance hiver mig op. ”Ro på, Mads. Vi tager en snak om sagerne senere, og tro mig, Asbjørn skal nok komme til at undskylde for sin opførsel.”

Der er noget i hans blik, der giver mig roen tilbage. Tvinger frygten og vreden væk. Hans tro på mig fortæller, at det var Asbjørn, der gik over stregen, ikke mig. Gwen kommer hen og lægger en hånd på hver af os. ”Er I klar til at komme videre, guys?” Berøringen, ordene og glimtet i hendes øjne sender et stød gennem mig. Hun har noget, jeg mangler, noget, jeg altid har længtes efter, noget, jeg ikke har oplevet sammen med Tina. Et kort sekund føles det som et ekko, som om jeg har oplevet det før. Har jeg det? Hvad var det for et minde, jeg gav mindflayeren? Forvirret ser jeg op på Lance, men alle tanker om at åbne munden forsvinder, da jeg ser hans blik på Gwen. Lance ser på hende, som en mand ser på en bøf, hvis han ikke har fået mad i en uge. Var de ikke bedste venner? Sådan ser man ikke på en ven! Der er noget helt galt.

KAPITEL 9 — LANCE Gwen vender ryggen til mig og går hen for at berolige tågekræet. Hendes dragt af sort drageskind følger kroppens kurver helt tæt. Kun den korte læderjakke bryder følelsen af, at hun næsten lige så godt kunne være nøgen. Alle hendes bevægelser føles som en invitation. Hvorfor har jeg aldrig før set, at hun er alt, hvad jeg vil have? Eller har jeg?

Tanken føles som et deja-vu, et glitch i matrixen. ”Der er noget helt galt,” mumler jeg. Mads sukker lettet, griber min arm og hvisker: ”Jeg tror, vi gav de forkerte minder væk. Jeg tror, vores forsøg på at undslippe det, vi føler for Gwen, bare har fjernet vores forsvar.” ”Hvis jeg har forsvaret mig mod det her, må jeg jo være idiot,” siger jeg og fjerner venligt, men bestemt hans hånd fra min arm. Han ser på mig med store øjne og hvisker: ”Men er hun ikke din bedste ven? Er du ikke bange for at miste jeres venskab, hvis du prøver på noget?” ”Hvo intet vover, intet vinder,” knurrer jeg, og det er, som om ordene udløser et fjernt skrig i mit sind. Mads stirrer fortabt på mig, da jeg går fra ham og op mellem klipperne, indtil jeg står ved siden af Gwen. Hun kender mine trin så godt, at hun ved, det er mig uden at se sig tilbage. Her i tågen er det, som om det kun

er os to sammen. Hun griber min hånd, læner sig ind til mig og hvisker: ”Godt at være her med dig. Det føles som gamle dage, da det bare var os to mod resten af verden.” Jeg giver hendes hånd et blidt klem, men der er andre dele af hende, jeg hellere vil klemme. ”Det er det stadig,” siger jeg med grødet stemme. Hun ser skævt op på mig med sine store, mørke øjne. ”Er du okay?” ”Jeg har aldrig haft det bedre,” svarer jeg og mærker en nærmest smertefuld længsel efter at begrave mit ansigt mod hendes hud. Hun ser usikkert på mig, slipper min hånd og smækker mig bagi. ”Godt, så få din store røv i gear og kom op ad fjeldet,” siger hun og bevæger sig op ad klipperne som en stenbuk. Tophat ser skævt på mig. ”Du ser ikke helt rask ud, store fyr.” Pludselig føler jeg en voldsom irritation af den slags, som jeg ellers har brugt så mange år på at lære at kontrollere, men ordene vælter ud, inden jeg kan stoppe dem. ”Pas dig selv, lille nisse, ellers er det dig, der holder op med at se rask ud.”

Tophat blotter sin spidse tænder og hvæser ad mig, men han virker mere såret end vred. Hvorfor svinede jeg ham til? Asbjørn springer over en klippe, mens han ler. ”Det er rigtigt, Lance, det er sgu på tide, du siger fra over for alle de idioter, der hele tiden blander sig.” Tophat skuler ondt mod os og klatrer efter Gwen. Asbjørn holder en hånd op. ”Highfive, my man.” Jeg lader hans hånd hænge. Jeg har snart hørt så meget mundlort fra Asbjørn, at min berømte tålmodighed er ved at være opbrugt. Han ser surt på mig. ”Har du et problem eller hvad? Bare sig til, så skal du nok få whoopet din ass.” Dyndspringer griner ad os, og det lyder cirka lige så charmerende som negle ned ad en tavle. ”Den stærkeste

af jer tør slet ikke bruge sin styrke. Lance er bange for at skade dig, Asbjørn. Knække dine små, tynde arme.” Asbjørn kaster en sten efter ham og råber: ”Du holder bare kæft, din lille lort, ellers er det fandeme dig, der får knækket ben og arme.” Mads ligner en, der har lyst til at blande sig, men han kniber læberne sammen og skynder sig forbi os med raspende åndedræt, som om han hellere vil være forpus tet end at sætte røven i sparkehøjde igen. ”Er vi snart ved nedgangen til Natteskær?” spørger han tågekræet. Han nikker og peger mod en mørk hule i tågen. ”Nu er det ikke et nyt trick, vel, møgkræ?” knurrer Asbjørn. Tågekræet ryster heftigt på hovedet. ”Fint, så følger du med til Natteskær.” Asbjørn griber kræet ved armen, så det blege væsen hyler forskrækket. Mads åbner munden, men lukker den igen. Ser på mig og hvisker så: ”Kan du ikke gøre noget?” Jeg trækker på skuldrene. Jeg har ikke tænkt mig at starte en kamp mod Asbjørn nu. Det må vente.

Gwen vender øjne ad Asbjørn, men hun har ikke den gamle vrede i øjnene. Vreden, der ellers altid blussede, når stærke brugte deres magt mod de svage. Har hun glemt alt det lort, hendes forældre har gjort mod hende? Var det de minder, som mindflayeren åd? Gwen går mod den mørke hule, lægger to fingre på smykkedragens øjne og hvisker: ”Brísingr.” En lille flamme skyder fra hendes smykkes dragemund. Flammen oplyser hulen og viser en trappe, der snor sig ned i dybet. ”Dig først,” siger Asbjørn og giver tågekræet et skub ned ad trappen. ”Og så dig!” Tophat sparker benene væk under Asbjørn, så han trimler efter. Kaglende af latter hopper Dyndspringer efter dem. ”Godt spark,” hvisker Mads, idet han går forbi Tophat, der ser udfordrende op på mig og Gwen. Min hjertedame er helt uberørt, idet hun springer ned ad trappen og siger: ”Lad os komme af sted til Natteskær.” Er vi alle sammen blevet ligeglade med hinanden? Tanken skyder gennem mig som et lyn. I det øjeblik forstår jeg, at vores gruppe falder fra hinanden, hvis jeg ikke gør noget. Noget drastisk.

KAPITEL 10 — ASBJØRN Jeg vælter ned ad trappen og hamrer ind i en solid dør. Rasende skubber jeg mig op fra gulvet og vender mig mod Tophat, idet jeg ignorerer det hulkende tågekræ. ”Du er så færdig, din lille lort!” siger jeg og hugger med mit skyggesværd. Det sorte sværd stopper over hans hoved. Låst af Tophats klinge. ”Lad os se, hvem der er færdig,” gnægger mandslingen. En lysende, hvid klinge splintrer vores låste våben. Jeg ser fra splinterne af mit skyggesværd, op ad Excalibur og ind i øjnene på Lance. ”Hvis du vil slås, bliver det mod mig,” siger det store bæst, mens han stikker sit sværd tilbage i skeden. Han vil åbenbart slås fair. Det vil jeg ikke.

Jeg sparker ham i nosserne. Hans øjne bliver store. Så rammer smerten ham, og han knækker sammen. Jeg løfter foden for at trampe på hans hoved. ”Nej!” skriger Mads samtidig med, at hans skyggetråde griber mig og slynger mig gennem døren til Natteskær. Dyndspringer hyler i begejstring: ”Fri adgang for alle, der bærer mørket i deres sjæl!” Jeg griber ind i skyggerne og hiver dem til mig. Jeg overrasker Mads, så han vælter ind i Natteskær sammen

med mig. Men før jeg kan tage kontrollen over hans skygger, støder jeg ind i noget hårdt. Hans vilje. Det er som at lægge arm med en bodybuilder. Ud af øjenkrogen ser jeg Gwen og sortlingerne hive Lance gennem døren, der smækker bag dem. Jeg er nødt til at tæve dem alle, så de forstår, at jeg ikke er en, de kan skubbe rundt, som det passer dem. Jeg tager et skridt nærmere Mads. ”Du får så mange tæv, nørd!” Hans øjne flakker ikke, og hans stemme er fast. ”Tror du virkelig, at dit greb om skyggerne er noget sammen lignet med mit?” Skyggerne glider mellem mine fingre som flygtende orme. Mads’ pupiller udvider og udvider sig, til de fylder hans øjenhuler helt. Hans stemme er lige så mørk som hans øjne. ”Du taler med skygger, og de lyder dit bud, fordi de elsker dig. Mig adlyder de, fordi de er en del af mig.” Selvom skyggerne skriger i protest, slynger de mig i gulvet. Glider frem mod mit ansigt. Ingen forsøger at standse Mads.

Dyndspringer klapper i hænderne og hvæser: ”Jaaaee! Overgiv dig til mørket, mærk den sande styrke fra Den Hornede og glem alt om Den Tilsløredes svage magt.” Jeg kæmper med alt, jeg har. Flår i skyggerne med mine hænder såvel som mit sind. Tigger skyggerne om at adlyde. De hulker i min sjæl, mens Mads’ læber skilles i et trist smil. Med spredte fingre tvinger han skyggerne

frem, så de glider ind i min mund og øjne som sorte orme, der vil æde mig indefra. Jeg har ikke en chance. Frygten vælter ind over mig. ”Jeg overgiver mig. Undskyld. Stop. Du dræber mig!” Min stemme lyder skinger. ”Jeg dræber dig ikke,” siger Mads, mens skygger drypper fra hans øjne som tårer af blod. ”Jeg tager bare din sjæl, så du aldrig mere går mod mig og mine.” Mit skrig drukner i skygger.

KAPITEL 11 — GWEN Hvad fanden sker der? Mads og Asbjørn råber i baggrunden. De kan myrde hinanden, så tosset de vil. Who cares? Lance ser forpint på mig og hvisker: ”Mindflayeren fuckede os. Han har rodet med vores hjerner.” Jeg har det, som om jeg burde vide, hvad han taler om, men det er tabt i mit sinds tåger. Utrygheden får mig til at række ud og stryge hans kind. ”Hvad taler du om, min ven?” Hans øjne lyser af begær, da han griber og kysser min hånd. Noget dybt i mig fortæller, hvor forkert det er. At det her kan ødelægge vores venskab. Ødelægge det vigtigste, jeg har. Det må ikke ske. Mindflayeren brugte sine tenktakler til at rode i min hjerne, men han har ikke kun fjernet de dårlige

minder, han har også ændret, hvem jeg er, fordi de dårlige minder er med til at gøre mig til den, jeg er. Alle de gange mor og far skændtes skidefulde … Hvis jeg kan huske det, så er minderne jo ikke væk? Det er bare, som om de er indhyllet i tåge og svære at huske. Pludselig forstår jeg, hvad der er gået galt, og hvordan jeg måske kan gøre det godt igen. Mindflayeren brugte sine tentakler til at påvirke vores sind, men han gav også mig en, så jeg burde kunne ændre vores sind. Jeg griber Lance om kinderne og lader tentaklen om min arm skyde frem. Den rammer hans pande, og jeg ved, den kan ødelægge ham endnu mere. For tentaklen er sikkert en forbandet gave, farlig på samme måde som mindflayeren. Ganske rigtigt kan jeg mærke hvordan tentaklen føles, som om jeg pludselig har rettet en pistol mod vores pander. Som vil den overtage vores sind helt, gøre alt andet end had og begær til tåge. Det ville være så nemt at give slip, ikke flere bekymringer, ikke mere smerte, bare give slip på alt, jeg er. Det er så nemt. ”Nej,” hvisker jeg og husker alt det gode i mit liv, alt det jeg har haft med Arthur og Lance. Jeg griber tankerne

og svinger dem som et sværd foran mig. Tågen trænger tilbage, og jeg forfølger den ind i min vens hoved. Kaster mig ufortrødent mod tågerne, der indhyller hans sind, og med venskabets flammeklinge tvinger jeg dem ud.

Og så slipper jeg kontakten. Lance gisper og ser på mig med klare, skamfulde øjne, der fortæller, at alle minderne er tilbage, og med dem, de dele af hans personlighed, der gør ham til Lance. Han smiler forsigtigt. ”Kan du tilgive mig?” siger han. Jeg smiler stort tilbage. ”Selvfølgelig, min ven.” ”Der var jeg heldig,” hvisker han træt, men med det gamle drilske glimt i øjet. ”Jeg håber, du også kan redde vores vildfarne venner.” Han vender sig mod Asbjørn og Mads, der er ved at slå hinanden ihjel. Lance prøver at rejse sig, men synker sammen og fanger mit blik igen. ”Min krop fungerer vist ikke helt endnu. Stop Mads, før han dræber Asbjørn.” Jeg svarer ikke, men springer op. Ser Dyndspringer heppe på Mads, hvis skygger er ved at hive noget lysende ud af Asbjørn. Jeg spurter frem og presser tentaklen mod Mads’ nakke. Dykker ind i hans sind. Flyver frem mellem hans minder, der står som glitrende træer, indtil jeg pludselig er omringet af træer smurt ind i mørk tåge. Ild skyder fra min mund og brænder pulserende mørke til aske. ”Husk, hvem du er, Mads.”

Som var mine ord fulde af næring, får de farver til at spire frem i hans sind igen. Jeg hiver tentaklen til mig og er med ét ude af hans hjerne. ”Hvad er det, jeg har gjort?” siger Mads og synker gispende i knæ, mens hans skygger skælver og bliver grå i stedet for sorte. De kravler tilbage i hans ring. Han stirrer skræmt på en hostende Asbjørn. ”Jeg lod skyggerne komme ind i mit sind, og jeg ødelagde næsten din sjæl,” siger Mads og synker sammen.

Jeg sidder gispende på jorden, inderligt udmattet over rejsen i deres sind. Asbjørn brækker skygger op og forsøger at komme på benene. ”Har vi noget vand?” ”Nix, men jeg har noget andet, du kan få i halsen,” siger Dyndspringer og løfter en glimtende kødøkse. Han fniser. ”Man må da også gøre alting selv!” Tophat sparker benene væk under ham. ”Stop dit galsind! Vi lavede en pagt om ikke at dræbe dem.” ”Det var før, du solgte din sjæl til menneskepigen. Desuden dræber jeg ikke, jeg afliver bare en galning, før han får os alle dræbt.” ”Pis med dig.” ”Pis med dig selv, forpulede menneskeelsker.” Jeg ignorerer de to sortlinger, ser på mine venner og det rystende tågekræ. Jeg burde stå i en storm af følelser, men mindflayeren har ikke blot taget de grimme minder og følelser, han har taget alle mine følelser og minder. Alt indeni. Eller måske ikke taget. Bare suget kraften ud af dem og efterladt dem som grå skygger af sig selv. Der er kun én ting at gøre.

Jeg maser tentaklen mod min egen pande og tvinger den til at låse op for min sjæls blege ekko. Få farverne til at vokse ud af den grå tåge. Selvom de er rå og brutale, byder jeg dem velkommen. Først da jeg bruger tentaklen mod mig selv, forstår jeg, hvilken kraft, der giver mig styrken til det, jeg gør. Jeg ser et glitrende, bevinget væsen fylde mig op. Dragen, der vækker min sjæl. Alt vælder frem igen. Alle de ubehagelige minder. Mine forældres svigt og ydmyg elser, min far, der går og ikke kommer tilbage, min mor, jeg må følge fuld og tudende hjem fra bodegaer. Men også alt det, jeg har med Lance, hvordan han altid er der for mig. Alt det, jeg har med Arthur, hvordan han vækkede glæden i mig igen. Men først og fremmest brænder vreden ligegyldigheden væk. Dragen brøler i mit sind, og tusind følelser vælter ind over mig. Jeg vakler ikke. Hiver Mads op, mens han klynkende undskylder til Asbjørn. Han ser skræmt på Mads og mumler: ”Du rører mig ikke. Du er fucking ond!” Jeg griber dem begge i trøjen, løfter dem med fornyet styrke og hvæser: ”I er begge idioter. Hvis I ikke tager jer

sammen, er vi færdige. Så bliver vores venner til monstre.” Min stemme ændrer sig til et brøl. ”Så bliver vores verden badet i blod!” Nu har jeg endelig deres opmærksomhed. Jeg sænker min stemme og sætter dem begge ned. ”Så vil I ikke please kæmpe sammen, i stedet for mod hinanden?” De stirrer ind i mine øjne og krymper sig, som om der stod flammer fra dem. Det er nok ikke meget galt. Lugten af brændte hår kommer i hvert fald ikke fra dem, så det er nok mine egne øjenbryn, der er antændt. Det føles, som om min hud ulmer. Tophat og Dyndspringer stirrer forbløffet på mig og hvisker i kor: ”Ildøjne. Hun er en dragesjæl.” ”Hvad snakker I om?” Dyndspringer slipper sit tag i Tophat og holder et spejl op foran mig. Jeg gisper, da jeg ser ild danse om mine pupiller. Mit ansigt er ændret. Dragehammen er vokset ud over det, så mine piercinger stikker frem som dragehorn, og jeg er helt sort om øjnene. ”Så kan du stryge sminke fra dit stramme budget,” griner Lance. Han humper hen ved min side og ugler

mit hår. ”Men den sorte hårfarve er du ikke sluppet for endnu.” ”Måske kan jeg lokke skyggerne til at bo i dit hår,” siger Asbjørn med et anstrengt grin. ”Det kan måske virke,” siger Mads forsigtigt. Jeg sender dem et flammende blik og et tandsmil, fyldt med skarpe tænder. ”Hvis I kan gøre det sammen uden at dræbe hinanden, så gør det.” Mads og Asbjørn ser anstrengt på hinanden. ”De tør ikke,” gnægger Dyndspringer til Tophat, der for en gangs skyld gnægger tilbage. ”Du tror vel ikke, det var et tilfælde, at jeg udvalgte den sejeste i gruppen?” ”Den sejeste. Det er vist mig, han taler om,” spinder jeg sukkersødt og sender de to drenge et blik, der tydeligt fortæller, hvor lidt seje de er. ”Vi er fandeme seje nok til at farve hår!” siger Asbjørn og rødmer, da han hører, hvor dumt det lyder. Men Mads griner ikke, han kalder bare skyggerne frem og siger: ”Det er vi!” Lance fløjter imponeret, da mit slaskede, uvaskede hår pludselig bliver levende af hvirvlende skygger. Før de andre også kan komme med kommentarer, skubber

jeg Dyndspringers spejl til side: ”Og nu, hvor vi har vist hinanden al vores kærlighed og knyttet venskabets bånd, kunne vi måske komme videre, før monstrene finder os?” Jeg ser på tågekræet. ”For der er vel en del monstre her i Natteskær?” Han ser skræmt på mig, som om jeg er det største monster, han nogensinde har set. ”Mange flere end i Tågedyb. Må jeg gå nu?” Netop i det øjeblik glider noget stort med alt for mange tænder ind foran døren tilbage til Tågedyb og brøler: ”Velkommen til Natteskær. Velkommen til jeres undergang.”

KAPITEL 12 — MADS Vi løber. Vi skal bare væk. Væk fra monstret, før det æder os. Jeg kæmper for at finde fodfæste mellem Natteskærs skarpe klipper. Det brølende monster kommer nærmere. Vi burde kæmpe i stedet for at løbe, men hvordan? Mit hoved fungerer ikke. Der er ikke plads til andet end rædsel. Vi springer ud fra en klippe. Først for sent opdager jeg, hvor langt der er ned, men vi falder ikke. Skygger griber mig og mine venner, og vi daler ned. Monstret bag os kæmper sig gennem det levende mørke, som var det kviksand. Hvem styrer skyggerne? Så ser jeg mørke strømme ukontrolleret fra min ring. Det er ikke mig, der kalder dem frem. Hvem er det så? I det samme hører jeg Asbjørns paniske stemme: ”Please,

lad os overleve.” Det er, som om hans ord får skyggerne til at vælte hurtigere ud af min ring. Som iler de til for at redde ham. Redde os. Vi har en chance. Rædslen svinder, min hjerne vågner, og pludselig forstår jeg, hvad der sker. Vores skyggekræfter forstærker hinanden. Vi hjælper hinanden uden at tænke. Hvad kan vi så ikke gøre, hvis vi arbejder sammen bevidst? Monstret sprænger skyggerne, brøler ud i mørket og vælter frem mod os. Det ligner en blanding af en haj og en søslange. Kun det alt for store gab med utallige tænder ligner en haj på en prik. Om lidt sætter den tænderne i os. ”Vi har kun én chance. Vi må overvinde vores frygt,” siger jeg med bævende stemme. Asbjørn ser på mig med store øjne og sved drivende ned ad ansigtet. Han kigger på min udstrakte hånd. Han ved godt, det ikke er frygten for monstret, jeg taler om. Men vores frygt for hinanden. Det tandbesatte gab flyver mod os. Asbjørn puster ud og siger beslutsomt: ”Jeg er fandeme ikke bange for dig.” Han griber min hånd, men der er ikke venskab i hans blik. Skyggerne rejser sig,

og vi brøler vores trods. Lyden giver ekko i landskabet. Småsten letter fra jorden, og skyggerne buldrer som et metalband, der slår en dyb tone an, før lydmuren rejser sig for alvor. Monstret ser sig undrende rundt og tøver med at angribe. Det gør vi ikke. Det gør vores skygger heller ikke. Hvæsende samler de sig til en savtakket klinge. Monstret lukker munden, træder et skridt bagud og løfter en afværgende hånd.

Skyggeklingen flyver frem. Hamrer ind i monstret som en enorm motorsav og flår det fra hinanden i en sky af blod og indvolde. Jeg ser forbløffet på Asbjørn og skynder mig at slippe hans hånd, mens bloddråber og skygger daler ned over os. ”Hvad fanden var det, vi gjorde?” stønner Asbjørn forpustet. Jeg hiver efter vejret og kæmper for at hive skyggerne ind i ringen igen. ”Vores kræfter blev ikke bare fordoblet, men mangedoblet, fordi vi arbejdede sammen.” Lance ler. ”Noget siger mig, at der er noget, vi kan lære her.” ”Nemlig. Vi har en chance. Sammen,” siger Gwen og stirrer på os med brændende øjne, der er som huller i et ansigt, hvor små, sorte skæl gør det ud for sort makeup om øjnene. Hendes piercinger glimter som horn i dragehuden. Hun ligner et monster, en blanding mellem drage og menneske, og det vildeste er, at det blot har gjort hende endnu smukkere. Men det er ikke hendes udseende, der får os til at høre efter. Det er hendes nye selvtillid, der får os til at stirre afventende, idet hun holder amuletten op.

”Mads, vi skal redde Arthur og de andre. Amuletten viser vej, men fortæller ikke noget om, hvad vi møder på vejen. Er der noget i Arthurs noter om, hvor vi kan finde porten til Den Tilslørede?” Jeg bryder øjenkontakten med Gwen og hiver notes bogen frem, mens mine tanker skriger i længsel efter Arthur og Tina. Hvor kan de være? tænker jeg og bladrer gennem bogen. Jeg finder det, jeg leder efter. Holder notesbogen frem og peger på kortet over Natteskær. ”De må være her.” Asbjørn ser fra tegningen af den enorme bjergfæstning til Uvirkeligheden omkring os. ”Det ligner sgu det dér mørke bjerg,” siger han og peger.

Jeg løfter blikket fra kortet og ser et bjerg rejse sig under glimtende stjerner. ”Det passer med amuletten,” siger Gwen. Selvfølgelig er det stedet, hvor porten er gemt. Jeg kan huske det fra mine eventyr. ”Det er Den Hornedes fæstning. Øverst oppe har han en stor portal-krystal. Det må være porten til Den Tilslørede.” ”Hvorfor er Den Hornede så ikke bare gået gennem portalen og hen til Den Tilslørede, har nakket ham og er rejst med hans portal videre til virkeligheden og har overtaget vores verden?” spørger Asbjørn. Det er, som om spørgsmålet aktiverer min hjerne, og jeg husker, hvordan det hang sammen i Arthurs spil. ”Portalen til Den Tilslørede er en dør, der kræver en nøgle. Den Hornede mangler den nøgle. Jeg tror, det er en nøgle, som består af en række ting. De genstande, som vi har samlet på vores rejse,” siger jeg og løfter min ring. ”Excalibur,” siger Lance og løfter sit sværd. Gwen smiler skævt og løfter sin besmykkede arm. ”Brísingr.”

”Okay, jeg har fattet det. Min grimoire,” siger Asbjørn træt og løfter sin bog. Tågekræet løfter prøvende en vingummi, og jeg kan ikke lade være med at grine. ”Nej, min ven. Den er ikke en del af nøglen, den kan du bare spise.” ”Min hersker ...” siger tågekræet og stirrer tilbage mod porten til Tågedyb, hvor hans familie og mind flayeren bor. ”Den tentakel-lort skylder du ikke noget. Æd den, ellers gør jeg,” siger Asbjørn. Tågekræet stopper skyndsomt vingummien i mun den og tygger så nydelsesfuldt, at jeg bliver dybt mis undelig. Asbjørn ser skævt på mig og hiver den sidste slikpose op. ”Okay, røvhuller, selvom I nok er de sidste mennesker, jeg har lyst til at være venner med, så er der sgu ikke andre. Lad os dele det sidste slik, før et monster sætter tænderne i det ... eller os.” Han fordeler slikket ligeligt mellem os. Gwen deler med Tophat.

Jeg giver et stykke mere til tågekræet, hvis krop ser ud til at få mere substans, efterhånden som den optager energien fra slikket. Jeg ser på ham. ”Det er fjollet, vi bare kalder dig tågekræ, du er et individ som os andre. Har du ikke et navn?” Han ryster på hovedet. ”Det fjols fortjener ikke et navn,” hvæser Dyndspringer, mens han ser misundeligt på vingummierne. ”Han fortjener mere end dig,” hånler Asbjørn og kaster den tomme pose efter sortlingen, der svarer ved at lade en lang fingernegl glide over sin hals. ”Dit liv rinder ud, nyd det, mens du kan.” Asbjørn giver ham fingeren og gnasker overdrevent smaskende på en mundfuld vingummier.

Hvis Dyndspringer bad mig om et stykke, ville han få. Han ligner en, som kunne finde på at true sig til noget, men jeg er færdig med at lade mig blive truet. Dyndspringer forstår sig ikke på venlighed. Kun had, vrede og misundelse. Han er gennemsyret af mørke. Han er det værste, som sortlingerne kan være. Gad vide, hvorfor de to sortlinger er så forskellige? Tophat skubber Asbjørn og Dyndspringer til side og går hen til tågekræet. Han lægger en hånd på hans pande. ”Du får et navn efter det, du ligner. Nu hedder du Frø. Du vil spire og vokse dig til noget andet end andre tågekræ.” Frø retter sig op, og det ængstelige drag om hans øjne forsvinder. ”Jeg vil prøve at leve op til mit navn.” ”I er sgu dejlige,” siger Lance og krammer de to væsner, der vrider sig i hans favntag. Gwen ser varmt på dem med et skævt smil om læberne. Dyndspringer spiser gnavent den tomme slikpose. ”Frø? Det er sgu rigtigt, han ligner noget fra mosen. Kvæk-kvæk,” griner Asbjørn.

Jeg får næsten tårer i øjnene af navngivelsen. Jeg orker ikke at forklare Asbjørn, at den slags frø ikke spirer og vokser. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. I stedet spiser jeg mit sidste stykke slik og leder efter noter om nøgle og krystal. De er lige i begyndelsen af bogen. Ord og tegninger af krystal og nøgle fletter sig sammen i et virvar. Og hvem er skikkelsen i den forrevne kåbe? Jeg har set den flere gange i løbet af notesbogen. Er det en person, der beskytter krystallen? Gwen råber noget om, at vi skal komme videre, og vi trasker i hælene på hende, mens jeg grubler. Skikkelsen ved krystallen var der ikke, da jeg spillede Arthurs eventyr, men der er jo så meget, der har været anderledes på vores rejse, især mine rejsefæller. De er næsten

en større udfordring end selve missionen. Hvorfor er det så svært at arbejde sammen med dem? Er det, fordi vi er så forskellige? En ubehagelig tanke slår ned i mig. Er vi i virkeligheden for ens? Hvad nu, hvis Asbjørn i virkeligheden er lige så bange som mig? Hvis det er frygt, der får ham til at være så ubehagelig? Er det der, jeg skal nå ham? Jeg går hen ved siden af ham, mens vi traver af sted gennem Natteskærs endeløse nat. Vi går langs en stor sø, hvor stjernerne spejles i den blanksorte overflade. ”Hey, Asbjørn. Jeg er ked af, at jeg angreb dig, da vi kom gennem portalen til Natteskær. Jeg var bare så bange for dig.” Han ser overrasket på mig. ”Dig? Du har sgu da styr på det hele. Hvordan kan du være bange?” Jeg rømmer mig og fortryder med det samme, at jeg har åbnet mig. Jeg har mest lyst til at tale udenom, men det nytter ikke. ”J-jeg er altid nervøs. Jeg skjuler det bare ved at begrave mig i bøger og spil. Bruger utryghed som drivkraft til at forstå ting.”

Han sparker en sten ud i søen, så ringe i vandet udvisker de spejlede stjerner. ”Jeg er ikke bange. Jeg er bare altid rastløs. Hvis der ikke sker noget, bliver jeg vanvittig. Men når der sker for meget, som på det her eventyr, bliver jeg crazy og råber ad folk. Når jeg vender det udad, støjer det lidt mindre i mit hoved.” Jeg står med åben mund. Jeg havde ret. Han er ligesom mig. Han håndterer det bare på en anden måde. Asbjørn trækker på skuldrene. ”Men ham Lance, han er fandeme en klippe. Det var kun, da mindflayeren fuckede med hans hjerne, det gik galt.” Jeg nikker lettet over, at Asbjørn ikke er faret i struben på mig ”Ja, mindflayeren fjernede tøjlerne fra nogle følelser, som vi helst ville være foruden.” Asbjørn griner. ”Siger du, at big guy i virkeligheden er nervøs som os?” Jeg trækker på skuldrene. ”Det tror jeg. Han er bare mere vant til at håndtere det.” Asbjørn vender sig mod Lance. ”Hey, Lance. Er du altid nervøs?” Den store gut smiler tilbage, som om vi gik en tur i parken og ikke var på vej gennem en verden, hvor døden

100

lurer overalt. ”Jeg er altid bange. Jeg er ved at tisse i bukserne af skræk lige nu.” ”Tager du pis på mig?” siger Asbjørn med vantro i stemmen og springer over et vandløb, der løber ud i søen. ”Honest. Jeg har diagnose på angst. Jeg har lært at leve med det. Så frygt er en gammel ven og ikke noget, der kan chokere mig,” svarer Lance uden tøven og skræver over åen.

101

Jeg springer efter. ”Så det var derfor, dragerne ikke kunne hyle dig ud af den?” Lance griner på en sær måde og griber Gwen. ”Prøv at høre, jeg er lige så fucked up som jer andre. Min krop er bare vant til ikke at adlyde frygten.” Asbjørn ler også. Det er ikke en ond latter. Den er heller ikke hjertevarm. Snarere lettet. ”Mig, der troede, at frygt gjorde mig svag.” ”Nix, frygt kan blive din ven. En af de der røvhuls følgesvende, man skal ind på livet af, før de er til at holde ud. Men pludselig går det op for en, at man ikke vil være foruden.” ”Det minder mig om en, jeg kender,” siger jeg forsigtigt og samler en tornet gren op fra jorden. Asbjørn puster langsomt ud. ”Det er vist mig. Undskyld, jeg lossede dig i bollerne, Lance.” ”Gør det en gang til, og du får samme tur, men du er tilgivet,” siger han med et smil. Asbjørn rækker tøvende en hånd frem. Han siger det ikke højt, men jeg kan se spørgsmålet i hans øjne. Venner? Lance stopper ved søbredden og griber hans næve.

102

Jeg smider grenen i vandet, lægger min hånd ovenpå og griner. ”Musketerer, foren jer!” ”Hvis det ikke skal være ren bromance, må jeg hellere være med,” siger Gwen og lægger sin hånd øverst.

103

I samme øjeblik rejser en lindorm sig fra søen og kaster sig mod os med åbent gab. Vores hænder slipper ikke. Fingrene på Gwens anden hånd lægger sig på drage smykkets øjne. Hun brøler: ”Brísingr,” og vi forstærker ilden med skygger. Brændende mørke blæser hovedet af lindormen, og kroppen synker langsomt ned i vandet igen. Ringene breder sig, men snart er det stille igen og reflekterer stjernerne. Vi stirrer forbløffet på hinanden, og jeg griner. ”Så ved vi, hvordan vi ordner sagerne fremover!”

104

105

KAPITEL 13 — TOPHAT Menneskerne har endelig fundet styrken i hinanden og er parate til at kæmpe sammen mod Den Hornede. Gwen har heldigvis ikke sluppet sit tag i mig. Det har Dyndspringer til gengæld. Hvis han var uberegnelig før, så er det helt galt nu. Han kan ødelægge alt. Men vi er nødt til at fokusere på at nå frem til Den Hornedes borg, før hele Natteskær ved, at vi er på vej. Jeg tror, det er tid til at blive forklædt. ”Mads, indhyl os i skygger og lad os bevæge os, så hurtigt vi kan,” siger jeg. Han nikker og gør, som jeg siger. Han stoler på mig. Han har bidt mærke i alt, hvad jeg har gjort, og da jeg navngav

106

Frø, blev han helt overbevist. Han ved, jeg vil hjælpe. Ved, at jeg ikke er en normal sortling. Nu mangler jeg bare at blive en del af Virkeligheden. Det er den største prøve. Kan jeg klare det? Tror Gwen nok på mig til, at jeg kan undgå den hvide pest? Sygdommen, der fulgte i fodsporet på menneskernes manglende tro på os fantastiske væsner og drev os fra Virkeligheden til Uvirkeligheden. Det skal hun. Jeg vil klare det. Jeg vil få et rigtigt liv igen. Men hvad med alle de andre væsner. Hvad vil der ske med dem i Uvirkeligheden? Frø løber ved min side. Menneskeslikket og hans navn har gjort ham stærk. Beslutsomhed lyser ud af hans øjne, men hvad han har besluttet, ved jeg ikke. Jeg kan kun håbe, det er noget godt, for det har vi brug for. Vi får brug for noget at samle os om i Virkeligheden, og hvis vi skal overleve, kan vi ikke leve i skjul som i gamle dage. Så mister menneskerne troen på os, og så æder den hvide pest os igen. Men alt det er ligegyldigt, hvis vi ikke kan komme forbi Den Hornede og hans monstre. En horde, der

107

bare venter på at indtage Virkeligheden og slagte alle mennesker, der ikke vil forvandles til monstre. Gad vide, om mine menneskevenner har en chance mod dem? ”Hvis vi kan undgå at slagte menneskeheden, er jeg helt fin med forvandling, men man må jo tage, hvad man kan få,” mumler jeg og sætter farten op.

108

KAPITEL 14 — MADS Natteskær er et helvede, og det bliver kun værre, jo dybere vi kommer ind i det mørke rige, hvor sortlinger løber mellem benene på store trolde med knudret, grå hud og gule tænder lange som fingre. Jeg holder vores skyggeskjul kørende, mens vi sniger os forbi horderne. Monstrene står forsamlet om Den Hornedes borg, som om de venter. Venter på, at porten til Virkeligheden åbner sig. Jeg hoster og skal tage mig sammen for at holde skyggerne i gang. Det tærer på kræfterne, og jeg er langt over min grænse. Men det er der ikke noget at gøre ved. Vi skal forbi monstrene og hen til porten, der vil føre os til Den Tilslørede. Jeg gør skyggerne tættere og lader Tophat og Frø føre an over sorte klipper. Selvom vi bevæger os som skyg ger gennem endeløs nat, er jeg ved at gå til af frygt. Vi er omringet af monstre i alle størrelser. En forvokset edder kop vender sig mod os. Den strækker lange, behårede

109

ben frem og føler på klipperne. Som om den kan mærke vores bevægelser. Savl drypper fra dens klakkende munddele. ”Noget bevæger sig i mørket. Noget dufter sødt. Noget skal spises!” Jeg står helt stille. De andre følger trop. En flok sortlinger kommer løbende mellem os og kæmpeedderkoppen, der tydeligt bliver forvirret. Jeg priser vores held, mens vi skynder os videre. Vi går i, hvad der føles som timer. Sniger os gennem horden af monstre. Flere steder er vi ved at blive opdaget, men gang på gang er heldet med os, og vi slipper igennem. ”Vi havde

110

altså alligevel lidt held tilbage,” mumler jeg for mig selv og gyser, da det går op for mig, at det netop var det, jeg sagde, inden vores skæbnesvangre tur til tågekræets hjem. Snart står vi ved bjergets fod. Den Hornedes borg. Vi kom ubemærket igennem. Det føles næsten for nemt. Det gør turen op ikke. Vi klatrer op ad den bjerglignende borg, fødder glider i grus og småsten, fingre flåes af de sorte klipper, når jeg hiver mig op. Jeg kæmper for at følge de andre, som er meget stærkere end mig. Jeg hiver efter vejret og falder konstant, kun Lances hurtige hænder gør, at jeg ikke kurer hele vejen ned. ”Vi er der næsten,” hvisker Dyndspringer og peger mod et lysende punkt ved bjergets top. Et punkt, der hurtigt vokser, mens vi klatrer. Så når vi et plateau, og målet er nær. Sære lyde får mig til at fjerne blikket fra den lysende åbning, og så ser jeg dem. De træder ud bag klipper eller kommer fra sprækkerne i borgen. Flyvende ud af nattemørket. ”Der er monstre overalt!” råber Asbjørn.

111

Knurrende væsner nærmer sig fra alle sider, savlende trolde, grinende sortlinger og eddekoppemonstre med klakkende kindbakker. Vi løber. En stor klippe kommer til syne. Lyset står ud fra en sprække, som er vi på vej mod en port ind i borgens øverste kammer. ”Det er herinde,” siger Dyndspringer og vinker os frem. Han er hjælpsom. Det plejer han da ikke at være? Der er noget, der er helt forkert. Hans øjne udstråler ikke hjælpsomhed, men had og hævntørst. Så forstår jeg endelig. ”Det er en fælde!” skriger jeg og håber, det ikke er for sent. I det samme splintres klippen. Et stærkt lys stråler gennem faldende sten og støv. Lyset kommer fra en svævende krystal, der er lige så stor som mig. Men det eneste, jeg har øje for, er en enorm skikkelse. Flammer danser om muskler uden hud, og kæder løber tæt om hans krop, som for at holde den sammen. Ild drypper fra spidse tænder i en læbeløs mund, og

112

113

uendeligt mørke suger mig ind i hans øjenhuler. Det er Den Hornede, og der er ingen vej væk. Fælden er klappet. ”Vær hilset, små mennesker. Jeg har længe ventet på at møde jer. Er I klar til at hjælpe mig, så vi sammen kan knuse Den Tilsløredes tyranni?” Hans stemme er overraskende blid. Jeg ser forbløffet på Den Hornede. ”H-hjælpe dig? Hvorfor skulle vi hjælpe dig med at udslette menneskeheden?” ”Fordi I ikke har andre muligheder!” ler han, og hans latter løber som kold ild gennem marv og ben. Monstrene slutter en brølende og gryntende ring om os. Kæmpeedderkoppen strækker sine behårede ben frem, og sorte kløer ridser klippen foran mine fødder. ”Slut jer til os og åbn porten, eller gør jer parat til endeløs pinsel.” Frygten jager gennem mig. Det er som at stå i dragegården igen. Blot føles Den Hornede endnu farligere end dragerne. Kun Lance bevæger sig. Kanter sig frem, som for at liste sig bag Den Hornede. Hvad skal der til for at stoppe den mand? Latteren stopper så brat, som den begyndte.

114

”Lad mig vise jer, hvad der sker, når man ikke adlyder.” Og med de ord rykker han i lænker, der hænger fra hans ene hånd. Adskillige små skikkelser træder frem. Jeg hvisker: ”Er det børn …? Det kan det da ikke være!?” De har horn, lange tænder og skæl. Et væsen med rødlig hud og små horn træder frem og stirrer mig lige i øjnene. Kender jeg ham?

115

Så ser jeg hans øjne. ”Er det dig, Arthur?” Han ser på mig med et blik fuld af sorg og smerte. ”Du skulle ikke være kommet, Mads.” Det føles, som om mit hjerte går i stykker. Alt det, vi har kæmpet for, falder til jorden. ”Jamen, vi fulgte dine spor, Arthur. Du ville da have, vi skulle komme?” Skuldre synker og alt for lange kløer skraber mod sten. ”Det var, før jeg vidste, hvad der ventede. Intet fantasispil kunne forberede mig på Uvirkeligheden.” Den Hornede læner sig ind over os og bader os i kvælende svovldunster. ”Det var, før jeg kvalte dit lille oprør og dit forsøg på at samle de fantastiske væsner mod mig. Man skal aldrig starte en krig, hvis man ikke er parat til at ofre alt, man har kært.” Den Hornede lader sine lange, sorte kløer glide ned ad ryggen på Arthur som en parodi på kærtegn. Han skoggerler, så den kolde ild skærer gennem mine knogler og næsten overdøver lyden af kæden, der falder fra Arthurs hals. ”Bring dine venner til mig, min lille slave.” Arthur virrer med hovedet, så hele hans krop ryster.

116

”Nej, mine venner skal ikke lide som mig.” Den Hornede lægger hovedet på skrå. ”Vil du have, at den, du elsker, skal straffes igen?” spørger han silkeblødt. ”Hende, du forrådte alt for?” siger han og peger på en laset skikkelse, der hænger lænket til krystallen. Lance er næsten bag Den Hornede. Vil han angribe? Med ét går det op for mig, at hans mål ikke er Den Hornede, men den store krystal, der svæver i luften bag ham. Inde i krystallen kan jeg se en ø svæve blandt stjernerne. Krystallen er porten til Den Tilslørede. Den skal bare åbnes, og vi har nøglen. Arthur vrider sig foran mig, som om han kæmper med sig selv. Den Hornede og hans monstre stirrer alle på mig. Jeg samler alt mit mod og stirrer tilbage. ”H-hvad venter I på? Tror I, jeg vil åbne porten?” ”Luk os ind eller lid som din ven,” siger Den Hornede silkeblødt. Monsteredderkoppen krabber sig nærmere. Jeg rører mig ikke ud af stedet. Hvis jeg åbner porten, vil Den Hornede og hans monstre være lige i hælene på mig, hvis jeg ikke åbner,

117

fanger de mig, og jeg bliver en af dem. Hvad gør jeg? Den Hornede sukker, som var jeg et irriterende lille barn, der skal straffes, og skubber min ven frem mod mig. ”Lær ham en lektie, Arthur.” Arthur bider tænderne sammen og løfter sine kløer. Jeg ved ikke, hvem Den Hornede holder som gidsel, men truslen er åbenbart nok til at vende Arthur mod os. Hans øjne, der ellers altid var blide, er sorgfulde, men stålsatte. ”Vil du ikke nok lade være?” hvisker Gwen og får Arthur til at tøve et sekund. Jeg kan ikke kæmpe mod Arthur, men jeg kan heller ikke lade være med at gøre noget. Og så får jeg en idé – en vanvittig idé. Der er kun én ting at gøre, men jeg er helt tom for kræfter. ”Hjælp mig, Asbjørn.” ”Do your shit, bro!” knurrer han og lægger en hånd på min skulder. Gwen griber min arm, mens hun stirrer fortabt på Arthur. Kraften løber gennem mig. Jeg kalder skyggerne til mig. Alle skygger.

118

119

KAPITEL 15 — LANCE Det er, som om Mads vokser. Som om han suger alle skygger til sig. Som om han bygger noget op. Hvor lang tid har jeg, før det bliver udløst? Der er i hvert fald ingen tid at spilde. Jeg kanter mig langs klippen. Kommer om bag Den Hornede og nærmer mig den mandshøje krystal. Men hvad nytter det? Dyndspringer har tilkaldt Den Hornede, og han er langt værre end frygtet. Han er for stærk. Som om det ikke er nok, så er vi omgivet af monstre, og Arthur ligner en, der snart springer i struben på Mads. Mit hoved synker. Langt hår glider ned over øjnene, og jeg mærker sortsindet røre på sig. Hvis det først kommer fri, er jeg færdig. Så æder frygten mig. Jeg tager en dyb indånding, ser mit eget mørke i øjnene. ”Hej, angst. Velkommen tilbage, min værste ven.” Bare det, at jeg sætter ord på frygten, er nok til, at jeg kan løfte hovedet igen. ”Jeg giver mig ikke. Der må

120

være en vej ud. Det er der altid.” Krystallen svæver i luften. Der er en person lænket til den, men det vigtige er krystallen. Den er porten til Den Tilslørede. Den mandshøje krystal venter bare på at blive åbnet, og vi har nøglen. Men hvis vi går gennem krystallen, så følger Den Hornede efter os. Hans hån og latter tyder på, at vi ikke har noget valg. Der må være noget, vi kan gøre. Jeg håber, at Mads har en plan. Så ser jeg skyggerne eksplodere ud fra ham. De skyder frem. Ikke mod Den Hornede, men mod krystallen. Vil han aktivere porten? Skyggerne griber krystallen. Griber fat i os alle, også skikkelsen i de lasede klæder. Sammen bliver vi slynget mod kredsen af monstre. Okay, han vil ikke åbne porten her. Han vil væk, og vi skal bare lige gennem en mur af monstre. Vi har brug for et vildt våben. ”Din tur, Lance,” råber Mads, og jeg ved lige, hvad jeg skal gøre. ”Hjælp mig, Gwen.” Jeg flår min klinge frem og svinger

121

Excalibur mod monstrene. Sværdets hvide ild forstærkes af Gwens flammer. ”Kys mit sværd, små venner.” Blod og legemsdele flyver til alle sider. Monstrene kaster sig hylende væk. Så er vi ude over kanten. Vi vælter ned ad bjergsiden, som var krystallen en kælk. Den Hornede brøler over os. Asbjørn brøler tilbage: ”Det havde du nok ikke regnet med, pikfjæs!” Mads holder os alle på plads med sine skygger. Gwen står forrest på den enorme krystal og styrer den ned ad bjergsiden, som var den et deformt surfboard. Der er ingen frygt i hendes ansigt. Mads stirrer stålsat bagud, mens vi pløjer nedad. ”Kom nu, Arthur,” hvæser han, og ganske rigtigt spurter Arthur snerrende efter os. Han er forrest i horden af monstre, skarpt forfulgt af monsteredderkoppen og de store trolde. Arthurs øjne er fyldt med lige dele frygt og afmagt, men hans tænder er blottede, og hans kløer rækker ud. Han kommer for at nakke os.

122

123

Kan Mads ikke se det? ”Du kan ikke redde ham nu. Red os andre!” råber jeg. Mads tøver. Jeg kan se det fortabte blik i hans øjne. Så vokser en skyggelasso frem mellem hans fingre. ”Du kan ikke redde ham. Vi dør!” skriger jeg. Mads ignorerer mig, holder sin lasso parat og presser sin ring mod krystallen. ”Kun samlet er vi nøglen til porten.” ”Modtaget,” siger Asbjørn og hamrer bogen mod den summende krystal. Gwen presser Brísingr mod den nu hylende krystal. Det er bare mig, der mangler. ”En for alle!” Jeg svinger Excalibur mod krystallen. Krystallen synger i mørket og flækker på langs. ”Ups. Måske skulle jeg ikke have brugt fuld kraft.” Jeg ser desperat på Mads. ”Kan du lave den igen?” Mads stirrer fra flængen og dernæst på Arthur, løfter lassoen og mumler. ”Det ved jeg ikke ...” ”Du ved ikke, om du vil?” siger jeg fortabt, mens flængen vokser. Den breder sig fra krystallen, rammer bjergsiden og flår sig gennem Natteskær. Jeg kan se utallige verdener gennem revnen. Skygger griber mig,

124

mens jeg stirrer på disen fra Tågedyb og Lysvælds skove og bjerge, men det er ikke derhen, hvor Mads’ skygger tager os. Vi falder mod en svævende ø, der hænger i et stjerneklædt tomrum. Og vi er ikke alene.

KAPITEL 16 — ASBJØRN Vi falder ikke, men daler gennem stjernebestrøet mørke. Tusind skyggetråde bremser vores fald, som var de en faldskærm. Den flyvende ø kommer hurtigt nærmere, og vi når kun lige at gøre os klar til sammenstødet, før vi tumler over sort sand. Da jeg gispende kommer på knæ, er jeg omgivet af udmattede venner. Mads brugte sine sidste kræfter på at redde os. ”Tid til et short rest,” gisper Lance i sit rollespilssprog. Jeg vælter om i sandet. Vi ligger kun et øjeblik, før jeg hører noget flapre ud af mørket over os. Utallige sorte væsner falder mellem stjernerne. ”Lukkede du ikke porten bag os, Mads?” spørger Lance forpint. ”Jeg kunne ikke efterlade Arthur,” sukker han opgivende.

126

Arthur, edderkoppen og alle de andre monstre har kurs lige mod os. ”Fuck my life,” mumler jeg. Lance slynger skikkelsen klædt i laser over sin skulder. ”Løb!” skriger Gwen, og med de ord er vi væk fra kanten af den svævende ø og på vej mod borgmuren, der omkranser øens by. Vi har kurs lige mod den åbne port, men monstrene er for hurtige og vil snart indhente os. Vi når aldrig frem i tide. Edderkoppemonsteret brøler i fryd bag mig. Den indhenter mig lige om lidt. Den har alt for mange ben og forstår at bruge dem. Jeg trækker mit skyggesværd og vender mig om. ”Hvis jeg skal dø, skal det være kæmpende.” Så forvandler brølet sig til et rædselsskrig.

127

128

Et endnu større og flyvende monster griber den forvoksede edderkop, flyver til himmels og smider den i hovedet på monsterflokken bag os. ”Drage!” råber Mads. ”Det siger du ikke,” mumler jeg, mens jeg stirrer med store øjne på en enorm drage med en rustningsklædt skikkelse på ryggen. Dragefyrsten er kommet for at hjælpe, og han er ikke alene. Fra flængen til Lysvæld vælter drager, alfer og enhjørninger mod den flyvende ø. Grænserne mellem Uvirkelighedens riger er ødelagt. Er det Virkelighedens tur næste gang? ”Nu har vi chancen,” hoster Mads og vender sig mod vores forfølgere. Han rækker sin hånd frem mod mig og Gwen. Sved driver ned ad askegrå hud. Han kan næsten ikke stå oprejst. ”Vi må redde Arthur,” puster han. Jeg slår hans hånd til side. ”Ja, og min bror og din kæreste, men først løber vi hen til Den Tilslørede og får hjælp. Det her er ikke en selvmordsmission.” Gwen og Mads stirrer desperat fra mig til slaget mel lem monstre, enhjørninger, alfer og drager. En strøm af psykopatisk grinende sortlinger løber fra de større

129

væsner. De har kurs lige imod os, og deres knive ser skarpe ud. ”Vi løber. Asbjørn har ret. Så får han også prøvet det,” siger Lance, griber vores egne sortlinger og spurter videre. Jeg smiler kort, før hans ord siver ind. Så får han også prøvet det. Jeg spurter efter dem og skriger: ”Hva’ fuck mener du med det?” Lance svarer ikke, men stirrer bare bekymret frem. Vi har kurs direkte mod porten. ”Vær klar til at lukke efter os!” råber jeg alt, hvad jeg kan. Hvis de kan lukke porten bag os, kan vi få et pusterum. Vi skal nå at vække Den Tilslørede. Men der er ingen på murene. Ingen ved porten. Hvor er alle henne? Så ser jeg dem. Krigerne ligger i græsset. ”De sover alle sammen,” stønner jeg. ”Så kan vi ikke komme væk.” En hylende lyd oppefra får mig til at se op. Det er ikke en dykkende drage. Noget glimter metallisk, rammer jorden og slynger den til vejrs. Mere hylen og hvinen.

130

Flere nedslag fra himlen. Op af jorden kravler skikkelser, der er næsten lige så brede, som de er høje. Dværgene. ”Vi gravede vist alligevel for dybt,” siger Thoran, der forsøger at glatte sit skæg uden at hugge sin næse af med sin enorme økse.

131

Jeg griner og klapper ham på skulderen. ”Bare rolig, gammelfar, det er ikke jeres skyld. Det er os, der har flået hul mellem verdenerne.” ”Gammel? Jeg er kun 147!” grynter han og peger med sin økse mod horden af sortlinger. ”Så det er for en gangs skyld ikke os, der har sluppet monstrene fri?” ”Nix, men hvis I kan holde dem tilbage, mens vi får vækket krigerne på borgen, bliver vi glade!” Han nikker. ”Thoran Tordenøkse til tjeneste … vi skylder jo også en omgang!” Dværgen smiler bistert bag skægget og brøler: ”Dan skjoldmur!” Som var de rustningsklædte dværge en maskine og ikke væsner af kød og blod, klikker de sammen, skulder ved skulder. Låser deres skjolde mod flodbølgen af sortlinger, anført af en stor, næsehornslignende trold, og … så begynder dværgene at grine og huje. Thoran knurrer: ”Det var på tide med en ægte kamp.” Den enorme næsehornstrold hamrer ind i dværgene, så deres fødder trækker furer i jorden. Men skjoldmuren holder. En dværg kun klædt i blå tatoveringer og et langt spyd springer over skjoldmuren med et øredøvende skrig. Han hænger et øjeblik i luften, før han hamrer to

132

133

134

meter stål gennem panden på monstret, hvis dødsjamren er så menneskelig, at jeg næsten får ondt af det. Næsten. ”Lenny Langspyd!” jubler de unge dværge. ”Lenny! Lenny! Lenny!” ”Blærerøv. Heldigvis er der sortlinger nok til alle,” mumler gamle Thoran og svinger øksen, idet jeg vender mig mod mine venner, der rusker i de sovende for at vække dem. ”De vågner ikke!” hyler Mads. ”Måske kan jeg hjælpe,” siger en sløret stemme.

135

KAPITEL 17— MADS Nogen mumler bag mig, men ordene forsvinder i kamplarmen. Jeg rusker desperat den sovende vagt. Kun dværge, alfer, drager og enhjørninger gør, at vi ikke er løbet over ende af monsterhorden fra Natteskær. ”Så vågn dog op, menneske!” En blid hånd lægger sig mod min underarm, og en rusten kvindestemme siger: ”Der er kun én ting, der kan vække dem.” Jeg vender mig mod kvinden klædt i laser, hende, der var lænket til krystallen. Kun hendes øjne er synlige. Kender jeg hende? ”Og hvad er så det?” Hun sukker og vender mig ryggen. ”Det ved du godt, Mads. Vi spilder tiden her.” Jeg rejser mig og skynder mig efter hende. ”Hvordan kender du mit navn?”

136

”Forkert spørgsmål. Det rette ville være: Hvordan finder vi Den Tilslørede?” Jeg står med åben mund. Gwen skubber mig til side. ”Det er helt rigtigt. Vis vej, og vi finder ud af detaljerne senere.” Kvinden peger mod et højt tårn i midten af byen og siger sarkastisk: ”Tror du, I selv kan finde vejen?” Gwen åbner munden, sikkert for at komme med en spydig kommentar retur, men Lance og Asbjørn er allerede sat i løb. Jeg er lige i hælene på dem. Tophat trækker Gwen med. Kvinden i laser støtter sig op ad Frø og humper efter os. Bag dem kan jeg se drager, alfer og enhjørninger rykke ind i byen. Dværgene lukker porten, og pludselig er vi i en belejret by.

137

Jeg sætter farten op, selvom mine lunger mest har lyst til at kravle ud af munden på mig. Porten til tårnet er lukket. Lance kaster sig mod døren. Den rykker sig ikke en tomme. ”Hvad gør vi?” gisper jeg med brændende sidestik. Gwen knæler ved døren og stikker dragesmykkets hale ind i låsen. ”Brísingr kan åbne alle låse, har I allerede glemt det?” Vi står med åbne munde, mens døren svinger op. Asbjørn spurter forrest med Gwen i hælene. Lance pruster efter. ”Jeg kan ikke mere,” gisper jeg og tager mig til siden. De andre forsvinder op ad vindeltrappen. Hvad gør jeg nu?

138

139

KAPITEL 18 — GWEN Jeg overhaler Asbjørn. Han er i god form, men jeg er i bedre og vejer mindre. Hivende efter vejret vælter jeg ind i rummet øverst i tårnet. I midten står en trone med en tilsløret skikkelse. Krogede fingre stikker ud af kuttens ærmer, der er dækket af runer. Ikke svært at gætte, hvem det er. ”Jeg har fundet Den Tilslørede,” siger jeg gispende og ser rundt, mens jeg venter på de andre. Rummets mure er af glas, så jeg kan se alt, der foregår udenfor. Og høre det. Skrigene. Knitrende drageild. Vrinskende enhjørninger. Braget, idet porten eksploderer, og Den Hornede vader ind. Omgivet af små monstre i kæder. ”Der er Monrad,” stønner Asbjørn forpustet og peger på et af de små monstre. Er det Tina? Med gevir? Jeg ser, hvordan drager, alfer, enhjørninger og dværge trækker sig tilbage. Jeg

140

ser på de små monstre, ser deres usikkerhed og rester at mennesketøj. Med et forstår jeg. ”Det er alle de forsvundne børn.”

141

”Det er derfor, de ikke angriber. Den Hornede bruger børnene som skjold,” siger Lance med hvæsende åndedræt. ”Lad os få vækket Den Tilslørede.” Jeg vender mig hurtigt, griber hans kutte og rusker. Men der sker intet. ”Så vågn dog, for helvede!” skriger Asbjørn. ”Det … nytter … ikke,” siger Mads og tumler ind. ”Det er … ligesom vagterne.” Han får endelig vejrtrækningen under kontrol og kommer på benene samtidig med, at Frø og den forhutlede kvinde kommer op i tårnrummet. ”Hvordan vækker vi ham?” spørger jeg hende. Hun trækker på skuldrene. ”Jeg burde nok sige et eller andet gådefuldt, så I selv kunne regne det ud og føle jer som helte ...” ”Sig det nu bare!” skriger vi i kor. Hun ler mørkt. ”Kun jeres kombinerede kræfter kan få ham til denne verden. I er nøglen.” ”Hvis det var klar tale, så vil jeg nødigt høre dig tale i gåder, gamle dame,” hvæser jeg, mens Den Hornede og hans halvt forvandlede børn nærmer sig tårnet. Med Arthur i front.

142

Mads bladrer febrilsk i notesbogen. ”Der må være et svar et sted. En tegning, der viser, hvordan vi skal kombinere vores kræfter.” ”Jeg har en idé.” Jeg puffer til Mads. ”Vi gør det, der har virket hver gang. Tag min hånd.” ”Selvfølgelig,” nikker han, mens vi danner en cirkel om Den Tilslørede, som var han et juletræ. Mine hænder summer af styrke. ”Også dig, Tophat.” Han springer hurtigt frem, mens Dyndspringer ser surt til. Kraften står ud fra os. Lance hiver Frø ind i cirklen. ”Også dig,” siger Mads og ser på kvinden. ”Hvilken forskel kan jeg gøre?” hvæser hun og prøver at bakke væk. ”Det tror jeg godt, du ved, Magda!” siger Mads og griber hende med sine skyggekræfter. I samme øjeblik Arthur træder ind i tårnkammeret, flår Mads laserne fra hendes ansigt.

143

”Mor!” råber Arthur og kaster sig desperat frem mod os. Om han vil angribe eller gribe sin mor, er ikke til at sige.

Asbjørn griber ham med skyggerne. Pludselig har jeg en idé om, hvem Den Tilslørede er, og det er jeg vist ikke alene om. ”Tid til at vække Arthurs morfar!” råber Mads, mens rå skyggekraft vælder over Den Tilslørede som en tide vandsbølge. Han sætter sig op med et ryk, hiver sit slør til side og afslører et rynket ansigt, der aldrig har tilhørt et menneske. Han ligner en blanding mellem alf og sortling, et væsen, som er ældre end alle andre. Hans øjne er kun slørede et øjeblik.

144

Det øjeblik, hvor Den Hornede kommer væltende ind med alle de lænkede børn. ”Nu har jeg jer! Tid til at dø, Johannes!” siger han og tramper frem. ”Johannes er et udmærket navn, men jeg foretrækker Kharon.” Og med de ord slår Arthurs morfar sin kutte til side, afslører et dragende mørke i stedet for en krop, og vi forsvinder alle ind i hans favn.

145

KAPITEL 19 — LANCE Vi tumler gennem mørket. Falder. Det gør vi sgu hele tiden, det må da stoppe på et tidspunkt? Mads afbryder mine tanker med en glad latter. ”Kharon. Færgemanden, der transporterer væsner fra en verden til en anden. Så var det dig, Johannes!” ”Det er nemlig rigtigt, Mads, og nu er vi på vej til en anden verden igen. Det glæder mig, at du ikke gav op undervejs,” runger hans stemme i mørket omkring os. ”Men hvorfor sendte du mig af sted, når det hele handlede om at finde og vække dig?” spørger Mads undrende. Kharon ler. ”Ser du, problemet ved at sove og drømme en hel verden er, at man ikke kan vække sig selv, derfor havde jeg brug for jer. Jeg takker jer for, at I reddede Arthur og Magda.”

146

Mads fnyser. ”Reddede dem fra hvad? Hvad tror du, der sker, når vi kommer frem med Den Hornede i hælene?” ”Vi får se. Jeg tror på jer,” siger mørket om os. Jeg bøvser højlydt og kortslutter enhver højtidelig stemning. ”Det her falderi har jeg snart prøvet lidt for mange gange,” stønner jeg og kaster lige akkurat ikke op. Nok, fordi min mave er ret tom. Vi lander og synker i knæ. Hvor er vi? Det er gråblå nat. Dæmring. Timerne før solen står op. Der er lige lys nok til, at vi kan ane omgivelserne, og jeg kan mærke dugvådt græs mellem mine fingre. Vi står i en tilgroet have, der kunne være hvor som helst, men lyden af fjern trafik afslører alt. ”Vi er tilbage i Virkeligheden!” udbryder jeg. ”Det er nemlig rigtigt,” hoster Kharon og støtter sig til et træ, mens han prøver at samle kutten om sig.

147

Den Hornede presser sig ud af kutten med sin flok af monsterbørn. ”Så det er Virkeligheden? Stærkt opreklameret,” griner han.

148

”Jeg håbede, du ville blive skuffet. Tag du bare hjem igen.” Kharon synker sammen, som om hver eneste, der rejser gennem ham, tærer på kræfterne. Den Hornede griner ondt. ”Jeg tror, jeg bliver. Der skal bare omdekoreres lidt.” Jeg sparker ud, og Den Hornede ryger på røven. ”Æd flammedød!” knurrer han, og små flammer står ud fra hans fingre. Han ser skuffet på dem. Kharon ler træt. ”Vores kræfter er svage her. Alt for få tror på os ...” Han stønner i smerte, da noget smutter ud af hans kutte og forsvinder i havens skygger. ”Det glæder mig at høre,” siger jeg og trækker Excalibur. Pludselig er Den Hornede ikke længere så skræmmende. Gwen stiller sig ved min side, og en tynd klinge glider ud af hendes armbånd. Asbjørn er også klar, helt uden skyggesværd, blot løftede næver. Dråber af røg falder fra Mads’ ring. Han synker en klump og har åbenbart mistet sin kontrol over skyggerne. ”Løber du hjem, eller skal du snittes til kødstrimler?” siger jeg og peger med Excalibur, der lyser med en indre

149

glød, der nu kun er et fjernt glimt af det skærebrænderlys, sværdet havde i Uvirkeligheden. Men noget siger mig, at det er rigeligt. ”Beskyt mig, mine monsterbørn,” siger Den Hornede, og pludselig står jeg foran en mur af halvt forvandlede børn. Med Arthur i front.

”Det var jo ikke meningen,” mumler jeg og mærker, at rollen som den store helt glider af mig. Hvad nu?

150

KAPITEL 20 — GWEN Arthur står foran mig, halvt menneske og halvt monster. Han ser fortabt på mig. ”Jeg er nødt til at adlyde, ellers straffer han min mor.” Jeg peger på kvinden i laser. ”Din mor er fri.” Han ser på mig med øjne, der brænder af vanvid. ”Du forstår det ikke. Vi bliver aldrig frie. Vi er monstre.” Jeg træder frem mod ham. Han går ængsteligt et skridt tilbage. Jeg griber ham om livet og trækker ham helt ind til mig, så hans hornede hud kradser mod mine drageskæl. ”Du er mit monster,” udbryder jeg og kysser ham, mens jeg lader ham se flammerne i mine øjne. ”Og jeg er dit monster.” ”Nej!” stønner Den Hornede. ”Det er helt forkert!” ”Nix. Det er helt rigtigt,” siger Asbjørn og strækker armene ud og omfavner sin lillebror, som mere ligner en behåret trold end et menneske.

151

Jeg ser Mads vakle frem mod en sky pige med grønlig hud og grene voksende ud af håret. ”Åh, Tina, du er ved at blive en dryade. Hvor er du smuk.” Hendes kinder går fra grøn til orange. ”Dryade? Er det en god ting?” siger hun med bævende stemme. ”Alt ved dig er godt,” hvisker han og omfavner hende. Et suk går gennem muren af halvmonstre. Som om de forstår, at de ikke behøver at ligne alle andre for at være elsket. Kæder falder fra dem, og Den Hornede står alene tilbage. ”Men hvad med mig? Jeg skal jo være hersker og alt muligt?” siger han. Hvad nu? Skal vi overdrage Den Hornede til politiet eller sende ham tilbage til Uvirkeligheden? Tunge skridt gennem dugvådt græs fortæller, at det ikke er min beslutning. Lance går forbi mig, stiller sig foran Den Hornede med løftet sværd og siger. ”Har du et sidste ord?” ”Øhh, jeg vil gerne hjem?” ”Jeg har et bedre forslag,” gnægger Dyndspringer. Han træder frem med en lang snor mellem sine hænder.

152

Det ligner en tørresnor, hvor der hænger små dukker til tørre. Med snore rundt om halsen.

153

”Det gør du ikke!” siger Tophat og kaster sig frem. ”Jo, og med stor fornøjelse!” Dyndspringer smiler ondt og strammer garnet, så alle dukkerne får presset halsen sammen. Tophat falder rallende til jorden. Jeg tager mig til halsen. Det føles som at blive kvalt. Jeg vælter fra Arthur. Mads, Asbjørn og til sidst Lance rammer græsset, mens Excalibur står dirrende med spidsen i jorden. Den Hornede klapper Dyndspringer på hovedet. ”Du skal nok få den aftalte belønning.” ”Og lidt ekstra,” siger han, før hans klæbrige stemme ændrer sig til et skrig i smerte. Han stirrer på sine afhuggede fingre, mens dukkerne falder til jorden. Grebet om min hals slækkes. Arthur står med Excalibur og peger på Den Hornede: ”Du er mit mareridt. Og jeg har en ting at sige til dig.” Excalibur glimter i natten. ”Sayonara, motherfucker!” ”Neeej,” skriger Den Hornede og løfter en arm for at stoppe sværdet.

154

Excalibur pløjer gennem arm og krop. Brudte lænker og en blodpulserende overkrop falder til jorden, mens benene synker sammen. Den Hornede ligger kløvet i to. Stilheden synes at strække sig uendeligt. Men det varer ikke længe, inden Kharon hoster. ”Du traf et valg, Arthur, og drabet på Den Hornede vil få konsekvenser. Balancen skal opretholdes. Natteskær kan ikke eksistere uden en hersker. Og uden balance falder Uvirkeligheden fra hinanden, og Virkeligheden med den.”

155

Jeg giver Arthurs hånd et klem. Han smiler til mig og nikker. ”Kan der være både konge og dronning i Natteskær?” Kharon breder begge sine arme ud, så porten til Uvirkeligheden åbner sig på vid gab. ”Jeg frygtede og håbede, at I ville sige det.” ”I må ikke gå!” råber vores venner i kor. ”I kan klare jer uden os,” hvisker jeg, da vi kaster os i Kharons favn og lader Virkeligheden bag os.

156

157

EPILOG — MADS Dæmringen giver efter for morgenstunden. Solen oplyser haven. Trilobitter gnasker græs om kap med et par enhjørningeføl. En nyudklækket drage sidder i et træ og tørrer sine vinger. Tophat står og ser fortabt ud, men Lance lægger en arm om ham. ”Vi mangler hende begge, måske kan vi mangle Gwen sammen?” Tophat ser på ham med et skævt smil. ”Kun, hvis du giver grød.” ”Og nisseøl,” siger Lance med et smil. ”Top!” siger nissen. ”Hat!” siger Lance og får dem begge til at grine, og jeg ved, at de har indgået en sjælepagt. ”Kæft, I er platte,” siger Asbjørn og ryster på hovedet, mens han smiler stort. ”Kom med hjem til mig, jo flere sære væsner, jo bedre chance for at se min åndssvage far flippe ud.”

158

”Bare det ikke er på mig,” gyser den behårede monster dreng i Fortnite T-shirt. Asbjørn giver ham et klem. ”Ingen rører min bro.” ”Du passer på mig,” siger Monrad og tager hans hånd, mens de træder hen over resterne af Den Hornede. Frø hvisker venlige ord, der får de andre monsterbørn til at stimle sammen om ham. Jeg ser Frø stryge monstrene over pelsen og ved, at han ikke bliver en jæger som sin far. Kun Dyndspringer holder sig bandende i baggrunden, mens han samler sine afhuggede fingre op fra græsset og syr dem fast igen. Jeg tager dukkerne, før han kan snuppe dem, og ignorerer hans brok. Jeg går hen til Tina.

159

”Hvad skal vi stille op med alle de væsner? Hvordan bliver de en del af vores verden? Der er ikke nogen steder, de kan være i fred,” sukker jeg. Tina klemmer min hånd. ”Det skal vi monstre heller ikke.” Jeg ser dybt i min målrettede kærestes glimtende øjne. ”Og hvordan har du så tænkt dig, at det skal ske?” Hun smiler og blotter sine spidse tænder. ”Det får du at se.”

160

3 MÅNEDER SENERE I NETTO Manden i jakkesæt sukker over den noget langsomme betjening ved kassen, hvor en lille skikkelse med en grim hue bakser med at få styr på at scanne stregkoder. ”Bliver det i dag eller hvad? Vi er faktisk nogle, der har et vigtigt arbejde, i modsætning til jer ungarbejdere!” siger manden i jakkesæt uden at se op fra sin telefon. ”Skal du være fræk?” knurrer den helt nye kassemedarbejder. Manden i jakkesæt ser op og gisper forskrækket, da han møder Tophats blik. Rødsprængte øjne skuler ud mellem grøn hud over en spids næse. Men det er nok hans spidse tænder, der skræmmer mest. ”Hvad glor du på, din lille orm, har du aldrig set en nisse i Netto før?” ”N-nej. Der findes jo ikke nisser!” Tophat hiver en kuglepen op af lommen. ”Hvis du skal være fræk, kan du få et ekstra næsebor.”

161

”U-undskyld, må jeg ikke please bare betale for varerne?” ”Sig, at der findes nisser, og giv mit dit guld, før jeg bliver rigtig barsk!” ”Der findes nisser!” skriger manden og smider sine penge, før han løber af sted med sine varer. Butikschefen ser fra den bange kunde, hen til den gnæggende sortling og videre hen på Tina med et stift blik, som søger han ikke at kigge på grenene, der spirer fra hendes hovedbund. ”Det kommer nok til at tage lidt tid, før de monstre passer ind.” Tina overser tydeligvis ikke, at butikschefen har det lidt svært med, at hun er en dryade. Hun lægger en grøn hånd på hans arm. ”Det kommer ikke til at ske, far. Det bliver menneskerne, der kommer til at tilpasse sig monstrene.” Butikschefen synker en klump. Tina fniser og giver ham en albue i siden. ”Bare tag det roligt, far. SuperBrugsen har fået endnu værre monstre. En sortling kaldet Dyndspringer forvandlede sin chef til en tudse i går, så dine kunder flygter ikke derhen.”

162

Butikschefen retter sit slips og rømmer sig. ”Jamen, hvis det er sådan alle steder, så kan vi jo lige så godt få det bedste ud af det og håbe, at den lille nisse ikke æder for mange af mine kunder.” Med de ord går han hen til Tophat. ”Fremragende indsats, hr. Top. Hvis du fortsætter uden at skamfere kunder, bliver du snart månedens medarbejder.” Sortlingen smiler som en lille sol, med meget skarpe tænder. ”Hvem var det, der sagde, at falsk ros ikke virker?” griner jeg til Tina og går ud i forårssolen. Jeg løsner snoren til den store trilobit, der har slumret i solen ved siden af en labrador. Så vender jeg mig mod Tina og stirrer ind i øjne, der er sorte som natten og fyldt med lige så mange stjerner. ”Jeg kunne godt forsvinde i dit underfulde mørke ...” Hun fniser, får stjerneskud i øjnene, og blomsterknopperne springer ud fra grene, der vrider sig ud af hendes hovedbund, som var det et gevir. ”Skal vi komme hjem og stene YouTube?” ”Der er andre ting, jeg hellere vil.” Hun ser skævt på mig.

163

”Lad os se, om Arthur og Gwen har fået portalkrystallen til at virke. Lad os se, om der er hul igennem til Uvirkelighedens vidundere?” Hun puffer til mig. ”Det er der allerede. Jeg er lige her.” Hendes læber nærmer sig mine, og pludselig har jeg ikke så travlt med at komme af sted igen …

164

165

Her slutter Underfulde Mørke, men hvis du har lyst til at rejse tilbage til Uvirkeligheden – så læs Anno Draconi – hvor du følger dragefyrstens brutale liv.

166