__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

Troldklokken 3


Troldklokken 3


Troldklokken 3 - Helvede på Jord bind 3 af 3, af Emil Blichfeldt Redaktør – Teddy Vork Korrektur – Inge Greis og Eva Munk Illustration – Min Elgaard Christensen Opsætning – Manfred Christiansen LIX 14 Trykt hos ScandinavianBook, Danmark ISBN: 978-87-93728-67-7


Troldklokken 3 Helvede på Jord

af Emil Blichfeldt

med illustrationer af Min Christensen


Prolog Regnen slår hårdt mod taget. Efter vi skilte Ulrik fra sin djævel, Barbas, har det regnet i stride strømme. Barbas er fri, og han skal fanges, før han laver vores Jord om til et nyt Helvede. Det er mørkt ude, og vi burde være gået i seng. Jeg, Tim, Ulrik, mormor og morfar sidder i stuen blandt bøger og kranier. Vi har ledt længe efter en måde at fange Barbas. Tim har ringet til sin mor og sagt, at han sover hos mig. Hun er glad for, at Tim ikke skal gå hjem i regnen. Ulrik sidder bare mut med et tæppe om sig. ”Skal du ikke også ringe hjem?” spørger Tim. ”De gamle vil skide på, om jeg kommer hjem eller ej,” mumler Ulrik trist. Mine øjne møder hans. Han stirrer hårdt tilbage. Det triste bliver

»4«


pakket ind i en hård skal af vrede. Han ser ud, som om det er min skyld det hele. Men der er vigtigere ting på spil. Vi skal fange en djævel!

»5«


Kapitel 1 Skyld Morfar leder i gamle bøger. Mormor har en stor, sort gryde på komfuret. Gad vide, om det er heksebryg? Tænk, at hun er en ægte heks! Sært, at jeg aldrig har opdaget det! Miv sætter stop for mine tanker, da hun hopper op på skødet af mig. Jeg ser ned og får et chok. Det er ikke en kat, der lander på mit skød. ”Jeg ved ikke, om jeg kan vænne mig til, at du er en drage,” siger jeg. ”En drage, der skal kløs bag øret,” siger hun og jokker rundt på skødet af mig, før hun lægger sig til rette, så jeg kan nusse hende. Hendes dybe spinden får alle mine tanker til at fordampe. Tim ser med store øjne på den lille drage. Jeg vinker ham hen, så han også kan nusse

»6«


Miv. Hendes spinden rumler gennem rummet som en venlig torden. Ulrik ser surt til og ligner en, der bliver holdt udenfor. Jeg ved ikke helt, om jeg også skal vinke ham over. Som om han kan se, hvad jeg tænker, ser han væk. Han vil ikke andet end at være uvenner, tænker jeg, mens han rejser sig og kigger på kranier i stedet. Han tager et bjørne-kranie fra reolen. Der er et bånd rundt om dens mund. Morfar rømmer sig. ”Vær varsom med det. Hvis dens bånd går løs, slipper bjørnens ånd fri, og den vil angribe den første, den ser.”

»7«


Ulriks bryn skyder i vejret, men han siger ikke noget smart, som han plejer. Han stiller bare krani­et på hylden. Når man først har været besat af en djævel, bliver man nok lidt mere lydhør over for ånder. Ulrik peger på et pentagram på væggen. ”Tror I seriøst, vi har en chance mod en djævel?” ”Vi var så tæt på,” svarer jeg og prøver at se sej ud. ”Jeg fik ham næsten med min magi.” Ulrik fnyser. ”Hørte du ikke, hvad Barbas sagde? Du fik ham fri. Han ville gerne væk fra mig.” ”Det vil alle sgu da,” mumler jeg, selvom jeg ved, det er dumt at sige. Jeg kan bare ikke lade være. Ulriks hån får det værste op i mig. Ulrik bliver rød som en tomat. ”Du spiller sgu altid så smart.” Miv knurrer på mit skød, og jeg mærker hendes kamplyst smitte af på mig. Jeg peger på Ulrik. ”Du sagde, det var min skyld, at Barbas

»8«


kom fri, men det var ikke mig, der fik ham til vores verden. Det var dig!” Ulrik ser vredt på mig og Miv, men han når ikke at sige mere, før mormor stormer ind i stuen: ”Så er det nok!” Hun griber mig og Miv i nakken og hiver os ud i køkkenet. Hun smækker døren og ser skrap ud. Miv piber som en lille killing, og jeg klynker: ”Det var ham, der begyndte.”

»9«


”Jeg er ligeglad med, hvem det var. Vi skal løse problemer. Ikke skabe dem,” siger hun med et suk og løfter os op på bordet. Selvom jeg ikke er en lille dreng, løfter hun mig så let, som var jeg en fjer. Hun er stærk som en okse. Jeg slår øjnene ned og kan mærke, jeg er lige ved at græde. ”Undskyld, mormor!” Mormor tager en skål og fylder den fra gryden. ”Ord hjælper ikke, der skal handling til. Smag på det her.” Jeg ser med bange anelser på den sorte gryde. Er den fyldt med heksebryg lavet på orme og tudser, kogt i blod? Er det her en straf?

» 10 «


Kapitel 2 Heksebryg Min hånd ryster, da jeg tager imod skålen og ser på det røde bryg. Jeg tvinger mig selv til at tage et lille nip. Bare jeg ikke bliver forvandlet til en tudse, tænker jeg, før smagen breder sig i min mund. Jeg ser op på mormor med store øjne. ”Det smager godt?!” Hun ler og ryster på hovedet. ”Ja da, hvad ellers? Tomatsuppe er god natmad, og vi mangler energi.” Jeg griner og mærker knuden i maven løse op. ”Jeg troede, du ville give mig heksebryg som straf!” Hun smiler skævt, mens hun fylder flere skåle. ”Lille tosse. Jeg vil aldrig straffe dig med noget, der kunne give bylder og sort hud. Jeg laver noget

» 11 «


stærk te bagefter. Vi får brug for al vores styrke, når vi skal kæmpe mod Barbas, den djævel. Når klokken slår tolv, skal vores ritual være klar.” Jeg synker en klump og mumler: ”Hvad er et ritual?” ”Det snakker vi om, mens vi spiser. Tager du brød og panden med bacon?” spørger hun uden at vente på svar. Jeg griber maden og følger hende ind i stuen. Maden hjælper. Den tunge stemning letter. Morfar åbner en gammel bog og viser en gulnet tegning af en stjerne, et pentagram. ”Her er, hvad vi skal tegne på en mark. Når vores ritual er parat, skal vi bare lokke Barbas hen til os og ... hov, din flab!” udbryder morfar og griber enden af det bacon, Miv prøver at stjæle fra ham. Vi fniser, mens de slås. Morfar holder godt fast i sin ende. Mormor prøver at se skrap ud, men jeg kan tydeligt se, at hun kæmper for ikke at grine, da stykket knækker på midten, og de får en del hver.

» 12 «


”Mit!” siger Miv og sluger sit stykke helt. Jeg knipser. ”Det er det, vi har brug for, når vi skal lokke Barbas hen til os!” ”Bacon?” spørger Miv og ser skævt på mig. Jeg griner. ”Hvis det er det, en djævel helst vil have, så bruger vi det, men jeg havde tænkt på en anden form for lokkemad.”

» 13 «


Alle vender sig mod Ulrik. Han sidder med skeen halvt oppe ved munden og ser bøvet på os med åben mund. ”Han vil sgu


da ikke have mig. Han vil være fri.” Morfar ryster på sit hoved. ”Lige nu er Barbas lidt for fri for sin egen smag. Han er lavet af røg. Ondskab uden form. Han finder snart ud af, at han kun kan ramme folks sind, men ikke røre dem. Han vil have en krop, der er helt hans egen. Og hvad er bedre end en krop, han kender?” Ulrik sænker skeen. ”Men jeg var jo ikke god nok til ham?” Morfar klør sig i sit skæg med skeen, men holder straks op, da mormor rømmer sig. Morfar peger på Ulrik med skeen. ”Du tager fejl, Ulrik. Djævle lyver altid. Han var fuldt tilfreds. Det var en god start. Han havde dig bare ikke helt. Jeg tror, du hele tiden holdt fast i dig selv.” Nu smiler Ulrik. ”Ingen skal styre mig.” Morfar lægger skeen mod sin pande. ”Du har en stærk vilje. Den skal du skjule, hvis Barbas skal tro, du vil være hans. Ellers kommer han ikke.” Ulrik holder op med at smile. ”I vil have mig til at stå i midten af et pentagram og påkalde en

» 15 «


djævel, som vil stjæle min krop?” ”Nemlig!” Morfar slår Miv over kløerne med sin ske, da hun prøver at stjæle endnu et stykke bacon fra ham. ”Men han får den ikke. I stedet klapper fælden. Han bliver bundet til en kæde for en stund, og før han kan bryde den, sender vores ritual ham lige lukt til Helvede.” Ulrik stirrer på Miv, der ryster sin ømme klo. ”Og hvad, hvis Barbas er for stærk? Hvad, hvis I ikke kan sende ham tilbage til Helvede?” Mormor og morfar ser på hinanden. Jeg giver Miv mit sidste stykke bacon og smiler gådefuldt, som vidste jeg noget, de andre ikke ved, og det gør jeg også. ”Så er det tid til plan B.”


Kapitel 3 Planer Ulrik ser skævt på mig. ”Og hvad er så plan B?” ”Det får du at se. Nu må vi få gang i plan A, før det er for sent,” siger jeg og blinker til Miv. Mormor og morfar ser skævt på mig, men de spørger ikke. De stoler på mig. Tim ryster på sit hoved. Han synes nok, jeg er skør. Han rejser sig og tager ud af bordet. Jeg hjælper ham. Ude i køkkenet kan jeg se, han er i dårligt humør, og jeg ved med det samme, hvad der er galt. ”Hey, Tim, sorry, hvis du føler dig udenfor.” Tim trækker på sine skuldre. ”Jeg kan jo heller ikke rigtig hjælpe med noget. Jeg kan intet. I andre er alle sammen noget særligt.” ”Du tager fejl. Du er noget helt særligt.” Han ser skævt på mig. ”Jeg har ingen kræfter.”

» 17 «


”Man behøver ikke kræfter for at være særlig. Det handler om at turde gøre noget og ikke bare gemme sig og håbe, tingene går væk af sig selv.” Tim smiler skævt. ”Det lyder meget fint, men hvad skal jeg gøre?” ”Du skal hjælpe mig med at finde på plan B.” Tims bryn skyder i vejret. ”Havde du slet ikke nogen plan?” Jeg ser ned i jorden. ”Nix. Der plejer altid at komme idéer, når det hele går galt, men jeg tror, der er brug for at tænke lidt fremad denne gang. Barbas er ikke sådan at spøge med.” Tim nikker, og sammen går vi i gang med at vaske op, men bliver afbrudt af et brag fra komfuret. Eller rettere fra den store gryde. Miv bøvser, så det runger. ”Ahhh, jeg er så mæt, at jeg er ved at revne. Tid til en lur.” Vi kigger ned i kedlen. Mivs mave er vokset så meget, at hun ikke kan bevæge sig. ”Hun er blevet dobbelt så stor,” griner jeg.

» 18 «


Tim ser på mig med store øjne. ”Nu ved jeg, hvad plan B er. Hør her.” Jeg gisper, da han hvisker til mig. Jeg nikker og løfter den lille, sovende drage op i min favn. Sammen lister vi os ud af huset. Løber gennem regnen og ud til skuret i haven. Det er gammelt og slidt. ”Det gør nok ikke noget, hvis det går i stykker,” mumler jeg. Tim bider sig i læben. ”Og nu påkalder du din klokke.” ”Nemlig. Der er brug for magi,” siger jeg, og så går vi i gang med vores plan.

» 19 «


Kapitel 4 Klar til en djævel Vi kommer trætte ind. Mormor ser skrapt på os. ”Hvor har I været? I kan ikke løbe rundt og lege nu. Det er tid til at lave vores ritual.” Hun tager en stump træ fra min trøje og børster støv af min jakke. ”Og hvor er Miv?”


Jeg klør mig i håret. ”Øh, hun kommer senere. Hun blev lidt træt, da hun havde spist al din suppe.” Mormor ryster på sit hoved. ”Den frække, lille drage. Der var mad til flere dage i den gryde.” Tim fniser lidt, da mormor siger lille. Hun kigger skævt på ham og ligner en, der skal til at spørge om ting, vi helst ikke vil svare på, så jeg skynder mig at pege på bogen. ”Hvor skal vi lave det der ritual?” Mormor ser på os, som om hun kan mærke, at der er noget, vi ikke siger. Så sukker hun. ”Ude på marken. Morfar fortæller, hvad I skal gøre.” Vi skynder os hen til morfar, der sidder og nynner mellem bøger og kranier. Da han kigger op på os, kan jeg se, at han slet ikke ligner sig selv. Han ligner ikke længere en rar morfar. Han har en lang, sort frakke på, der er fyldt med tegn. Hans brede hat har et øje i panden. Men det, der er ændret mest, er hans ansigt. De milde øjne og smilet er væk. Hans øjne slår gnister. Munden er

» 21 «


en streg i hans skæg. Morfar ligner det, han var engang. En, der er vant til at kæmpe.

Knuden i min mave bliver mindre. Mormor og morfar er seje. De skal nok klare Barbas. ”Jeg er ked af at skulle bruge børn i kampen mod en stærk djævel, men der er intet andet valg. Vi skal være fem for at få vores ritual til at virke,” siger morfar og går i gang med at fortælle, hvad vi skal gøre: ”Der skal stå en person i hvert hjørne af det pentagram, I kan se i bogen. Alle holder

» 22 «


et dyrekranie. Når jeg siger til, slipper I dyrets ånd fri. De vil kæmpe mod Barbas, og alle fem tilsammen er nok til, at han bliver truet og får brug for mere styrke. Når han ser dig, Ulrik, så skal du tilbyde ham din krop og sjæl.” Ulrik synker en klump. ”Og hvad sker der så?” Morfar rækker en halskæde frem. ”Bær denne kæde under trøjen. Når han prøver at besætte dig, vil han blive fanget i kæden. Når vi alle sammen messer magien, ryger han til Helvede.” Ulrik nikker. ”Så har jeg kun ét spørgsmål,” siger han. Vi ser spændt på ham. ”Er der seje frakker til alle?” spørger han og peger på morfars frakke. Smilet er tilbage i morfars ansigt. Mormor fniser som en lille pige. Et kort øjeblik forsvinder mit had til Ulrik, og vi griner sammen. Så bliver morfar alvorlig. ”Beklager, der er ikke frakker til jer, men I får noget andet.”


Kapitel 5 Fælde for en djævel ”Gule jakker? Vi ligner sgu da unger fra en børnehave og ikke seje gutter, der slås med djævle,” vrisser Ulrik, mens vi går gennem regn og blæst. Jeg gider ikke engang svare. Lyser bare ud i mørket med min lygte. Ulrik har brokket sig lige siden, vi gik fra huset. Vi er ude på marken. Her er der ikke nogen, der kan komme til skade, hvis det hele går amok. Jeg synker en klump. Vi kan komme til skade. Knuden i maven er der igen. Alt kan gå galt.

» 24 «


Jeg lader lyset glide gennem mørket. Og da et lyn oplyser marken, ser jeg et stort, hornet væsen lure bag buske. Jeg mister pusten et sekund, men så løsner knuden i maven sig. Det er ikke en djævel. Det er plan B. Jeg ser over på Tim. Han smiler fra øre til øre. Han har set det samme som mig.


Det kan godt være, der er en djævel på vej, men vi har et es i ærmet. Morfar tegner et pentagram om os med støv af sølv. En streg på marken, der er tydelig på trods af regn og blæst. Han løfter sin stemme over uvejret: ”Stil jer i hver spids og løft jeres kranier.” Jeg putter lygten i lommen. Stiller mig i min spids og løfter mit bjørnekranie. Nu må det briste eller bære. Mormors stemme lyder som glas, der smadrer. Hun messer ord, der er mørkere end natten. Kraniet i min hånd summer og slår gnister. Kraniet vrider sig, så jeg er ved at tabe det. Jeg kan mærke dets vrede, men jeg holder fast i kraniet. Sørger for, at båndet ikke er løst. Ånden skal ikke fri endnu. Ikke før djævlen er her. Lyn står fra skyer over byen, og torden følger. Tiden mellem lyn og brag bliver kortere. Uvejret nærmer sig.

» 26 «


Der blæser en kold vind over marken. En vind, der får mig til at ryste og giver mig lyst til at løbe. Vinden er fyldt med vrede og had. Et lyn oplyser marken. Marken er fyldt med kroppe, der stavrer frem mod os. Forrest svæver en skygge med lysende øjne. Det er ham. Det er den store djævel. Barbas er på vej, og han er ikke alene.


Kapitel 6 Ånder på afveje Torden følger lyn, og så er der mørkt igen. For mit indre blik kan jeg stadig se de stavrende skikkelser. Tilbage er kun pentagrammets klare sølvskær. Og lyde i mørket. ”Djævlen har ikke spildt tiden,” siger mormor og prøver at lyde, som om hun ikke er bange. ”Han har besat alle i byen,” siger morfar og lyder meget bange. ”Hvad gør vi nu?” piber Tim. ”Plan B er ikke noget værd mod en flok, der ikke må såres.” ”Kan ritualet holde dem ude?” siger jeg og peger min lygte mod morfar. Frygten i hans øjne er svar nok. ”Jeg skal sgu ikke nakkes af en flok zombier,” siger Ulrik og løsner båndet på sit kranie.

» 29 «


”Stop, Ulrik. Hold dig til planen!” siger mormor. Ulrik hører ikke efter. Ånden fra en løve er på vej ud. Han kaster sit kranie. ”Fuck jer. Hvis I ikke kan klare Barbas, må jeg gøre det selv.” Et nyt lyn skærer gennem mørket og viser løvens ånd, der kaster sig frem med åben mund. Folkene fra byen, som nu ligner levende døde, skriger ikke, da de falder. Så er der mørkt igen, og braget blander sig med brølet fra ånden. Det bliver afbrudt. Som om nogen har ædt den. ”Dit fjols!” råber morfar. ”Kun alle fem ånder sammen har en chance mod en stærk djævel. Nu bliver ånden af løven ædt, og Barbas bliver for stærk.” Blæst flår Ulriks hætte af. Regn får hans røde hår til at hænge som striber af kold ild ned over hans vrede ansigt. Et ansigt, der bliver oplyst af vores pentagram. ”Så må vi sætte resten fri. De sidste ånder kan give os en chance.”

» 30 «


”Det fjols har ret,” bander morfar. ”Slip ånderne fri.” Vi løsner bånd, og vrede ånder farer frem. Et glimt fra et lyn viser ånder mod djævel. ”Vi er nødt til at dele os,” siger mormor. ”Ebbe, Tim og jeg må få folk væk, så de ikke bliver skadet.” ”Ulrik. Vi to må holde ritualet i gang, indtil de kommer tilbage,” siger morfar. Ulrik nikker og går surt hen til morfar. ”Ebbe, så er det nu!” siger mormor og griber min hånd. ”Kom, Tim,” råber jeg. Sammen løber vi gennem det høje græs, men knuden i min mave siger, at vi løber den gale vej.

» 31 «


Kapitel 7 Zombie? Et nyt lyn skærer gennem natten, og vi ser den store flok. De vakler frem, som om de ikke styrer sig selv. De ligner zombier. Men det er de ikke. Det er alle dem, jeg kender fra byen. Det er Barbas, der styrer dem, mens han kæmper mod de vrede ånder. Så er der mørkt igen. Torden får alt til at ryste. Det eneste lys kommer fra runer på mormors stav. ”Hvordan stopper vi de folk fra byen?” råber Tim. ”Er det tid til plan B?” ”Nix,” siger jeg. ”Vi skal stoppe dem, uden de kommer til skade. Plan B laver masser af skade!” ”Hold fokus, unger,” vrisser mormor. ”Jeg ved, hvordan vi stopper dem, men det kræver meget magi. Ebbe, du påkalder din klokke. Tim, du holder folk væk.”

» 32 «


» 33 «


”Hvordan? Jeg kan jo ingenting,” piber han. Mormor griner i mørket, mens jeg kalder på Magus. ”Tim, du er ikke så svag, som du tror. Du er ligesom Einhil.” ”Hvem?” spørger Tim. ”Morfar hedder Einhil,” hvisker jeg. ”Du har ikke selv magi, men du kan bruge ting med magi. Det kan alle børn med stærk fantasi. Tag min stav,” siger mormor og kaster sin stav til Tim. Hans fingre lukker sig om staven, og de lysende runer skifter farve fra grøn til blå. ”Hvad sker der?” hvisker Tim. Mormor smøger ærmerne op og blotter sine stærke arme, mens hun griner. ”Opfyld Einhils


rolle. Beskyt os, mens vi påkalder magien og vækker naturens kræfter!” Tim ser bange ud, men han løfter staven og vender sig mod flokken. ”Kom til mig, klokke!” siger jeg og løfter min hånd. Magus kommer frem med et pling. ”Du må hjælpe os igen!” siger jeg ivrigt. ”Det ved jeg ikke helt, om jeg gider. Var det ikke nok, det, vi gjorde med dragen?” gaber Magus. Så ser han på mig med sine snu øjne. ”Hvad får jeg for det?” Og med ét ved jeg, at han vil prøve at lokke noget ud af mig. Jeg griber Magus og ryster ham. ”Du gør bare, som jeg siger, hvis du vil have en krop igen.” Magus’ øjne bliver skarpe. ”Så får du din vilje igen, men husk, at magi har en pris. Er du parat til at betale den? Er du parat til at give mig din krop?” En kold ro sænker sig over mig, mens mormor går i gang med at messe. Tim svinger staven mod folk fra byen. Magi fra staven skubber dem bagud,

» 35 «


men de går frem igen. ”De stopper ikke.” Jeg holder min klokke tæt op til mit ansigt. ”Enten hjælper du, eller også bruger jeg din magi uden at spørge pænt.” Da jeg siger ordene, ved jeg slet ikke, om jeg kan. Men Magus’ øjne bliver store, som om han bliver bange. Min klokke lyser, og snoede bånd af magi glider ud af den. Magus’ øjne drejer rundt, mens klokken ringler. ”Så tag da magien, men alt er ikke sagt i denne sag!” Jeg bider mine tænder sammen, griber magien og vender mig mod horden af folk, der vælter frem mod os.

» 36 «


Kapitel 8 Sandt ansigt Et nyt lyn skærer gennem natten. Byboer med tomme øjne vælter frem mod os som en bølge. Tims stav er det eneste værn. Jeg håber, han kan klare det uden mig. Jeg griber mormors hånd. Det gibber i hende, da den magi, jeg har lånt fra Magus, løber ind i hende. Tim skriger: ”Jeg kan ikke holde dem tilbage.” ”Det skal du heller ikke,” siger mormor. Hun løfter hånden, og græs vokser som en eksplosion af grønt, der vikler sig om dem alle. Luften er fyldt med grønne gnister. Jeg gisper, da jeg ser, hvor tæt de er på os. Fingre som kløer hænger lige foran mine øjne. Tim kæmper sig på benene. ”I er for seje!” ”Du er for sej,” siger jeg og støder min næve mod hans.

» 37 «


Mormor lyser stadig af den kraft, der løber ud af min klokke, gennem mig og ind i hende. ”Det her er utroligt, så stærk har jeg aldrig været før,” gisper hun. Så tager hun en dyb indånding og vinker os frem. ”Kom. Vi må tilbage til de andre, før Barbas vinder over de fire ånder.” Lyn slår ned i marken og oplyser djævel og ånder. ”Han er ved at æde dem!” skriger Tim. Jeg behøver ikke tænde lygten for at se dem blive spist, fordi magien lyser om os. ”Hvis vi bare er hurtige nok, så kan vi stadig lave ritualet. Vi kan binde Barbas til kæden om Ulriks hals,” hvæser mormor. Selvom Barbas er lavet af røg, er det ikke længere kun hans øjne, der lyser i mørket. Nu lyser hele hans tågekrop af den kraft, han har taget fra de fem ånder. Han glider frem mod pentagrammet. Vores plan virker kun, hvis vi er der alle fem. ”Hen til Ulrik og morfar!” skriger jeg.

» 38 «


» 39 «


Kan vi nå frem før Barbas? Så går det hele meget hurtigt. Det ene øjeblik vinker morfar os frem. Det næste går der et stød gennem ham, og han vælter om. Ulrik står over ham med en sten i hånden. ”Ingen kalder mig et fjols!” Vi standser. ”Hvad nu?” mumler Tim. Barbas griner til Ulrik. ”Det ser ud til, at din krop er den rette.” Og så suser djævlen frem. Hvis Ulrik blev stående i pentagrammet, kunne vi stadig nå at fange Barbas, men i stedet går han over de takkede streger af sølv. Går Barbas i møde med åbne arme. ”Jeg er din.”


» 41 «


Kapitel 9 Ulrik eller djævel? I et rødt glimt støder Barbas og Ulrik sammen. Ild og røg står om dem, så vi ikke kan se dem. ”Er de døde?” hviner Tim. ”Så heldige tror jeg ikke, vi er,” svarer jeg. Mormor løber frem mod morfar, der ligger på jorden. ”Einhil! Lever du?” skriger hun. Jeg håber, morfar er ok. Jeg vil gerne løbe hen til ham, men jeg tør ikke se væk fra røgen. Ulrik kommer ud. Han ligner ikke Barbas, men heller ikke sig selv. Han har fire øjne, horn, og hans røde hår står op fra hans hoved som flammer. Kæden om hans hals lyser rødt. Ulrik smiler ondt til os. ”Barbas er et fjols. Han troede, jeg ville lade ham styre mig, men det er der ingen, der skal!” Så ændrer hans stemme sig til et brøl: ”Nu har jeg hans magi, og alle skal føle

» 42 «


» 43 «


min vrede!” Ild står fra hans fingre. Mine øjne er låst på Ulriks kæde. Jeg ser de fine revner, der vokser. Jeg husker, hvad morfar sagde. Den kan kun holde Barbas i kort tid. Vi må gøre noget, før det er for sent. ”Er det tid til plan B?” siger Tim og løfter staven. ”Oh yeah,” siger jeg og ringler med min klokke. Ulrik brøler og stormer frem på en bølge af ild. ”Tid til at betale for alt dit pis, Eb. Nu skal du drukne i ild!” Så lyder en susen. Tim og jeg kaster os ned. Ulrik kigger op, og i det samme rammer noget stort ham. Jorden ryster. Græs flyver til alle sider. Jeg kigger op i Mivs øjne. De er ikke så små, som de plejer at være. Dragen er stor som en hest. ”Det var på tide, I kaldte. Jeg troede, jeg skulle gå glip af alt det sjove!”

» 44 «


Tim og jeg griner til den store drage, der sidder på Ulrik, som en høg på en mus.

» 45 «


Et brag slynger Miv til side, og Ulrik kommer på benene. Han ligner en meget vred mus. En af dem, som spiser killinger til morgenmad. Tim og jeg stirrer på hinanden. Plan B virkede ikke godt nok. ”Hvad nu?” hyler vi i kor. ”Nu er der ingen til at hjælpe jer. Nu dør I!” skriger Ulrik og suser mod os på en bølge af ild. Jeg har mest lyst til at løbe, og sådan ser Tim også ud, men det har vi prøvet, og det virkede ikke. Men da var vi ikke dem, vi er nu. Dengang havde vi ikke en chance. Vi vidste ikke, hvad vi kunne. Det ved vi nu. Jeg ser på Tim. ”Er du klar?” spørger jeg. Han løfter sin stav og ligner en, som er ved at dø af skræk. Sådan har jeg det også. Men jeg løfter min klokke og rækker ud efter dens magi. ”Tid til at sparke røv eller dø!”

» 46 «


Kapitel 10 Ulrik vs. Eb Bølgen af ild rammer os. Vi burde dø. Brænde op. I stedet står vi i en kugle af magi. Det er et skjold magen til det, mormor lavede for at beskytte os. Nu er det bare Tim, der har lavet det med hendes stav. Blåt lys står fra staven og holder ilden væk. ”Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde mit skjold i gang,” skriger han. Ulrik ser vredt på os. Kæden om hans hals er fyldt med revner. Han hvæser: ”Lad os se, om I kan holde både ild og næver ude.” Magi lyser om hans hånd. Ulrik slår hul i vores skjold. Næven rammer mig i maven, og jeg mister pusten. Han griber mig i armen og maser, til det knaser. Jeg skriger i smerte.

» 47 «


Tim ser på mig med rædsel i øjnene, mens han kæmper for at holde ilden ude. Ulrik griner ad mig. ”Har du nogle sidste ord, før jeg hiver din arm af?” Jeg hoster blod, men i stedet for at græde, mærker jeg en iskold vrede strømme gennem mig. En vrede over, at idioter som ham tror, de kan gøre, hvad de vil. Bare fordi de er de stærkeste. Så går noget op for mig. Ulrik er ikke den stærkeste. Det er bare mig, der holder igen. Jeg griber klokken og lader magien flyde gennem mig. Jeg mærker smerte blive til styrke. Jeg retter mig op. ”Du snakker for meget, Ulrik. Gider du holde kæft og opføre dig ordentligt?”

» 48 «


Han ser forbløffet på mig. Jeg venter ikke på svar. I stedet løber jeg ud af skjoldet. Griber Ulriks arme og maser ham bagud. Mod pentagrammet. Tim løber ved min side og holder ilden tilbage. Miv springer ved min anden side. En drage, som minder om en stor og glad kat. Mormor hjælper morfar op at stå. De ser med undren på os. ”Bare et stykke mere, og så er Ulrik inde i pentagrammet, og vi kan få sendt Barbas tilbage til Helvede,” råber jeg. Ulrik skriger og prøver at trække mere magi fra Barbas, der er fanget i kæden, som revner mere og mere. Et skridt før jeg er inde i pentagrammet, revner kæden helt, og Barbas vælter ud. Han ser sultent på mig. ”Jeg tror, jeg trænger til en bedre krop.”

» 49 «


Kapitel 11 En bedre krop? Barbas kaster sig mod mig. Han flygter ikke. Han har fundet en anden krop. Jeg hyler, og hele min krop ryster. Barbas griner inde i mit hoved. ”Din krop er meget bedre, den er fyldt med magi.” Jeg burde gå i panik, men sært nok er mine tanker klare som glas. Magien fra min klokke får mig til at se ting, morfar har brugt hele sit liv på at lære. ”Det kan godt være, du er sluppet fri og tror, du har min krop, men du tager fejl.” Jeg bøjer magien, som Barbas er ved at spise, og sender den hen, hvor den hører hjemme. Tilbage til min klokke. Det virker som at trække proppen op af et badekar. Barbas bliver suget med magien ud af mig og ind i min klokke.

» 50 «


”Hvordan kan du sige nej til al den magt?” skriger Barbas og Magus i kor. Jeg rejser mig træt og kaster min klokke ind i pentagrammet. ”Jeg har ikke brug for magi for at være sej. Nu kan I være fanget sammen.”


Magus og Barbas bander i kor fra klokken. ”Vi finder en udvej!” ”Hvis I fik tid nok, men det gør I ikke.” Jeg vakler hen mod mit hjørne af pentagrammet. Tim hjælper mig det sidste stykke. ”Nu kan vi lave ritualet færdigt.” Mormor og morfar ser på os med store øjne. Så siger morfar: ”Vi skal jo være fem?!” Ud af mørket kommer den store Miv. ”Jeg vil gerne hjælpe!” Mormor ser op på dragen og fnyser. ”Det er meget godt det hele. Men vi er trætte. Uden magien fra Magus er vi ikke stærke nok til at sende Barbas til Helvede.” Miv løfter sine kløer, og tråde af rød magi flyder ud. ”Magus brugte meget magi på at gøre mig stor. Jeg har magi nok til at drive ritualet, selvom det nok betyder, at jeg bliver lille igen.” ”Så virkede plan B alligevel.” Vi griner ud i mørket, og glæden føles, som om det næsten

» 52 «


er nok til at drive det onde væk, men også kun næsten. Vi stiller os i hvert hjørne af pentagrammet og løfter vores hænder, mens vi messer ord fyldt med magi. Ord, der med et kraftigt glimt sender klokke og djævel til Helvede.

» 53 «


Vi ser trætte på hinanden. Miv er lille igen. ”Nu tror jeg, det er tid til en kop stærk te og kage,” siger mormor. ”Jeg vil have mest!” siger Miv. ”Det bliver vi to om at bestemme!” knurrer morfar ad den lille drage. Jeg kigger på Tim. Han sender mig et skævt smil og ryster på sit hoved. Nogle ting ændrer sig aldrig. Heldigvis!

» 54 «


Epilog Det er mandag morgen. Jeg står i gården på skolen. Om mig løber glade børn rundt. Ingen i byen kan huske, hvad der er sket. Ingen ud over os, der var i kamp mod en djævel. Så ringer det ind, og alle går mod døren. Et kort øjeblik længes jeg efter troldklokkens klemten og dens magi, men min klokke er væk.


Pyt, hvem har også brug for magi? tænker jeg og stirrer op mod den blå himmel. Så hører jeg en stemme bag mig: ”Nu er det bare os to.” Jeg burde løbe, men det gør jeg ikke. Jeg har været igennem for meget. Jeg stirrer ham i øjnene og ved ikke, om jeg får tæv om lidt. ”Jeg er ikke bange for dig, Ulrik.” ”Vi er ikke bange for dig,” siger Tim og kommer hen ved siden af mig. ”Mijav!” lyder det nede fra min taske, og Miv stikker sit hoved frem. Ulrik stirrer surt på os. Så vender han sig og går vredt ind i klassen. Jeg slår min næve mod Tims, før vi går efter. Vi slipper nok aldrig for Ulrik, eller andre som ham, men så længe vi holder sammen, så er det os, der vinder, og ikke dem. Og hvis alt går galt, så kan vi altid få fat i mormor og morfar – de er nemlig badass!

» 56 «

Profile for calibat6

Troldklokken 3 – Helvede på jorden  

Vinden er fyldt med vrede og had. Et lyn oplyser marken. Marken er fyldt med kroppe, der stavrer frem mod os. Forrest svæver en skygge med...

Troldklokken 3 – Helvede på jorden  

Vinden er fyldt med vrede og had. Et lyn oplyser marken. Marken er fyldt med kroppe, der stavrer frem mod os. Forrest svæver en skygge med...

Profile for calibat6
Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded