Undeerfulde Mørke 2 – Uvirkeligheden by calibat6

Underfulde Mørke2

UVIRKELIGHEDEN EMIL BLICHFELDT LYKKE BIANCA

3 LYSVÆLD 4

UNDERFULDE MØRKE 2

Underfulde Mørke 2 af Emil Blichfeldt © 2021 Emil Blichfeldt & Calibat Redaktører – Eva Munk og Teddy Vork Korrektur – Kira Moss og Inge Greis Illustration – Lykke Bianca Opsætning – Manfred Christiansen 1. oplag, 1. udgave, 300 eks. limited edition, 2021 Trykt hos ScandinavianBook, Danmark ISBN: 978-87-94164-09-2

Underfulde Mørke 2 UVIRKELIGHEDEN ORD: EMIL BLICHFELDT ILLUSTRATION: LYKKE BIANCA

KAPITEL 1 - LANCE

Lys og mørke hvirvler omkring os. Min krop bliver hevet i flere retninger på én gang, som bliver jeg flået i stykker. Før jeg når at skrige, flyver motorcyklen ud gennem en enorm, tandbesat mund og hænger et kort øjeblik i luften. Over mig flimrer monsteret med de mange munde og forsvinder derefter igen. Himlen er blå, og solen skinner, som om intet er hændt.

Under mig er der trækroner. Hvor er vi? Før jeg kan tænke mere, falder vi. Jeg skriger, og det er jeg ikke ene om. Gwen, Asbjørn, Mads og de to små monstre joiner hylekoncerten. Vi rammer trækronerne. Motorcyklen pløjer gennem blade og grene. Jorden flyver op mod os. Grenene slipper taget i os, og vi rammer den bløde skovbund med et brag og bliver kastet til alle sider ”Av for satan,” stønner jeg, mens jeg kan høre de andre ømme sig. Mandslingen med de mange knive rejser sig som den første og ser sig omkring, mens han børster blade af sin stribede hue og knurrer: ”Ved Den Hornede. Vi er ikke kommet langt nok. Hvad sker der, Dyndspringer?” Dyndspringer river sig i ørerne og hyler: ”Hvad tror du selv, Stivstikker? Urdyb var jo ikke udhvilet, og der var for mange fæ på slæb. Hun spyttede os ud og tog selv videre til Natteskær med de to unger. Hun fuldfører missionen og skider på os! Det forpulede lortemonster. Jeg er omgivet af idioter. Fæ og fjolser alle til hobe!” raser

Dyndspringer, mens han kommer på benene og retter på sin latterlige slaskehue. Derefter ryster han sin lange, klamme frakke, så dens fjerham rasler ildevarslende. Stivstikker knurrer og spytter lidt mos ud. ”Det var ikke mig, du kaldte et fæ, vel? Hvis det var, så vanker der!” Før Dyndspringer kan svare, kommer der en mand flyvende. Lufttrykket fra hans sommerfuglevinger får mit

tøj til at blafre, som stod jeg midt i et blæsevejr, da han lander foran os. Han slynger det lange hår til side og slår ud med sin stav i en ærbødig gestus. ”Jeg er Ilrion, søn af alfefyrsten Ilmater. Velkommen til Lysvæld, små menneskebørn.” ”Wow, hvem har puttet LSD i min frokost?” mumler jeg og håber, jeg er i gang med en vågen drøm. Alfevæsnet taler uanfægtet videre. ”Jeg ser, I har et par sortlinger på slæb. Lad mig udrydde krybene, før de forpester vort skønne rige.” ”Åhr, pis!” knurrer Stivstikker og gemmer sig bag Dyndspringer, der til gengæld haster i skjul bag den største i selskabet. Mig. Ok, hvis det er en drøm, kan jeg lige så godt lege med. Jeg løfter min hånd til hilsen. ”Ærede Ilrion. Vi kommer langvejs fra og søger foretræde ved skovalfernes hof.” ”Oh my god! I er værre end Arthur,” mumler Gwen, irriteret over mit rollespils-lingo, men under irritationen kan jeg tydeligt mærke hendes usikkerhed. Hun er

lige så forundret som os andre. Vi er i en fælles drøm … eller også er vi i en fremmed verden og står over for et ægte fantasivæsen? Hvorfor virker det her som noget, jeg kender ud og ind? Som om jeg har været i denne verden før? Smilet forsvinder fra Ilrions læber. ”Gud? Jeres Gud er ikke her. Her hersker Den Tilslørede, og i sin slummer overlader han alle beslutninger til sine trofaste undersåtter. Sine udvalgte alfer.” Spidsen af hans stav begynder at gløde. ”Siden I beskytter sortlingerne og kender forræderen Arthur, må I være onde ligesom dem. Straffen for ondskab er døden.” Ilrion slikker sig sultent om læberne. ”Og hvis I er rigtig søde, æder jeg jeres sjæle først og øjne til sidst.” Alfen peger på os skiftevis med sin summende stav, mens han synger noget, der minder om alfeudgaven af ælle-bælle, sikkert for at finde ud af, hvem han skal nakke og æde først. Hvis den her drøm ikke skal blive til et mareridt, må jeg gøre noget. ”Knib mig i armen, så jeg vågner.” ”Det her er ikke en drøm, vi er i en anden verden, og om lidt bliver vi ædt af en alf,” siger Mads. Jeg skæver til Mads. ”Plejer alfer ikke at være gode?”

Mads ryster kort på hovedet. ”I Arthurs verden er begreberne godt og ondt lidt anderledes.” Jeg knipser, da det går op for mig, hvad der sker. ”Hvis det her ikke er en drøm, så må vi være inde i Arthurs spil. Vi er i Uvirkeligheden,” fniser jeg hysterisk, mens min hjerne er ved at slå knude på sig selv over pludselig at være i en fantasiverden. ”Har du også spillet rollespil med Arthur?” siger Mads forundret. Jeg nikker, mens alfen sorterer Stivstikker fra og tæller videre. Jeg må gøre noget, før han finder ud af, hvem han vil æde først. Men hvad? Jeg stønner og gør, som jeg plejer, når jeg er i tvivl: Jeg spørger nogle andre. ”Hvordan forhindrer vi alfen i at æde os?” ”Følger Arthurs snørklede logik,” siger Mads uden at tøve, som om han bare ventede på, at nogen rakte ham lederrollen. ”Først skal vi finde ud af, hvordan vi kan ramme den.” Han bladrer hurtigt i Arthurs lille notesbog og finder tilsyneladende det, han har brug for. Han mumler. ”Vi står over for en royal alf. Vi skal bruge et magisk våben ført af

menneskehånd.” Mads vender sig mod Dyndspringer, der rystende klamrer sig til mit bukseben. ”Dyndspringer, du er sikkert i panik, fordi sortlinger ikke kan ramme royale alfer, men vi mennesker kan kæmpe mod ham. Hjælp os, så vi kan redde dig.” Dyndspringer holder øjeblikkeligt op med at ryste og ser snedig ud. ”Hvad vil I give for et våben?” Alfen sorterer Dyndspringer fra og ælle-bæller mellem mig, Mads og Gwen. Mads ser panisk fra alfen til sortlingen og skriger: ”Vi redder dit liv, er det ikke nok? Har du et våben eller ej?” ”Jeg har ikke andet,” smisker Dyndspringer og åbner sin sære, gullige, fjerklædte læderjakke. ”Idrk!” udbryder Gwen og kigger væk fra den nøgne sortling, der er behængt med sære genstande. ”Hvem vil have min kampstav?” gnægger han. ”Seriøst?!” siger Gwen og vrænger ansigt i væmmelse, mens alfen nu står og ælle-bæller mellem mig og hende. Han siger en afsluttende lyd og peger på mig. ”Du dør først!”

”Giv mig staven!” siger jeg og rækker hånden bagud. Jeg kan ikke lade være med at sukke lettet, da jeg mærker jernbeslået træ i min hånd. Ilrion løfter sin glimtende tryllestav mod mig.

Jeg hamrer spidsen af min kampstav i hans tænder. Og i stedet for ord, spytter han blod og tandstumper. Alfen kommer hurtigt på benene. ”Umuligt. Der er ikke længere krigere blandt menneskerne,” mumler han. ”Nu er der!” Jeg snurrer staven mellem mine hænder, i en kamprutine, indøvet gennem utallige kendotimer og dagevis i skovene med de andre rollespillere. Alle bekymringer om, hvor vi er, og hvad vi skal gøre, forsvinder. Jeg står over for en modstander, og så længe han er foran mig, er han det eneste, jeg fokuserer på. ”Kom og få smæk, lille sommerfugl,” griner jeg og vinker ham frem. ”Så lad os se, hvor stærk du er,” knurrer alfen. Hans stav summer i takt med hans vinger. Stivstikker kender åbenbart alfernes kamptaktik og råber: ”Sommerfuglen laver lysangreb og går på vingerne. Dæk jeres øjne.” Jeg maser min underarm mod ansigtet og når lige akkurat at undgå at få ristet øjnene af et lysglimt, der er så kraftigt, at jeg ser sorte prikker på trods af min arm. Jeg springer frem og slår i en bue, som var staven et langsværd. En tilfredsstillende lyd, som stof, der flænses, når mine ører.

”Min vinge!” hyler Ilrion i smerte og vrider sig på skovbunden. ”Beklager, mester, men du startede,” griner jeg og rækker hånden frem. ”Skal vi tale om det i stedet for at slås?” ”Fjols!” hvæser Stivstikker. Ilrion løfter sin stav med gnistrende spids og brøler snørklede ord, mens blodet står fra hans mund. ”Dø i ild!” ”Ups,” siger jeg og forstår, at jeg nok hellere skulle have smækket ham igen. Flammer vælter frem. Jeg har ikke en chance for at undgå dem.

KAPITEL 2 - MADS Flammerne vælter frem som en flodbølge i slowmotion, og der er intet, Lance kan gøre for at stoppe ilden. Men det kan jeg. Måske. Jeg gnider min ring og håber, at den virker ligesom i Arthurs spil. ”Lad skyggerne vågne og ve for min sjæl,” messer jeg og kaster mig ind foran Lance. Muren af flammer rammer os. Næsten. Flammerne rammer mit skjold af levende skygger. Lance, Asbjørn og Gwen står ved min side med store øjne og hævede arme, som troede de, at vi skulle dø. ”Tak, Arthur,” mumler jeg, da skyggeskjoldet opsuger flodbølgen af ild, som var det en let sommerbrise. Ilrion ser på mig med store øjne. ”Der findes ingen troldmænd blandt jer mennesker længere. Hvad var det, du lige gjorde?”

Dyndspringer stikker hovedet frem bag Lance. ”Skyggeskjold. I de rette hænder æder skyggerne al magi til morgenmad, frokost og aftensmad, men det har naturligvis sin pris,” gnægger han forventningsfuldt, løfter blikket fra det ulmende skjold og stirrer på mig. Jeg beder en stille bøn til Den Tilslørede, mens jeg lader mine fingre køre i en cirkel over skyggeskjoldet, der bevæger sig som varm, knudret hud under mine fingre. Hver gang jeg rammer en lysende glød, glider den over på min hånd, og langsomt trækker jeg lyset ud, før skyggerne kan fortære energien og vokse sig stærke nok til at overtage min krop og sjæl. ”Du kender skjoldet?” siger Dyndspringer forbløffet med blikket rettet mod skyen af gløder, der svæver over min hånd. Jeg messer videre. Husker Arthurs ord. Ild er bringer af både død og liv. Hvilken af dem er blot et spørgsmål om håndtering. Jeg ser, hvordan mine ord ændrer gløderne

til en skinnende hvid kugle, som jeg ved, at de bør efter Arthurs regler. Fra død til liv. Så lægger jeg den lysende kugle på alfens bryst. Han gisper, idet den synker ind, og sukker, mens hans skader forsvinder. Jeg rækker en hånd ud mod ham. ”Er du klar til at tale, nu hvor jeg har vist dig Den Tilsløredes velsignelse?” Ilrion blinker, som om han har tårer i øjnene, og griber min hånd. ”Du er ikke troldmand. Du er en af Den Tilsløredes præster. Er I tilbage blandt menneskerne i Virkeligheden?” Jeg nikker og hiver ham på benene. Han ser forvirret på mig. ”Men hvad laver du så her i Uvirkeligheden?” ”Fortæl os først, hvad du ved om Arthur!” Hans øjne bliver smalle, og han ser ud til at bide et hårdt svar i sig. ”Nuvel. Arthur førte os i krig mod Den Hornede, men i det afgørende slag forrådte han os alle: alfer, dværge og enhjørninger. Vi prøvede at stoppe Den Hornede uden ham, men han var for stærk med Arthur på sin side. Han har viet sit liv til det onde og bør dø for sit forræderi. Giv mig én god grund til, at Arthur skal skånes?”

Han er min ven. Vi skal redde ham, har jeg lyst til at svare, men jeg har på fornemmelsen, at han ikke vil godtage det svar, så jeg bryder min hjerne for et bedre. Noget Arthur har sagt eller skrevet? Så husker jeg det. ”Lige et øjeblik,” mumler jeg og stirrer på forsiden af Arthurs notesbog, hvor den gule note næsten er revet af. Jeg fjerner den helt og læser ordene bag den. Den nye tid er på vej. Katarsis er i gang. Barrieren er ved at blive nedbrudt mellem Virkelighed og Uvirkelighed. Den nye tid kan blive fantastisk eller forfærdelig. Alt er op til jer! Pludselig forstår jeg alt for meget på én gang. Tusind umulige ting glider gennem mit hoved, og jeg husker målet i Arthurs største eventyr. Katarsis. Det sidste, vi spillede, hvor min lille gruppes valg mellem lys og mørke bestemte fremtiden. Hvor Den Tilslørede kunne åbne porten mellem Uvirkelighed og Virkelighed, så de ville smelte sammen og få alle fantasivæsner tilbage til vores verden, når vi igen var klar til at acceptere det fantastiske. Den Hornede ville også aktivere Katarsis, men på langt mere blodig vis ...

”Vi skal finde Den Tilslørede, før Den Hornede finder ham, fordi …” begynder jeg, men Ilrion afbryder mig: ”Den Hornede må ikke besejre Den Tilslørede og styre Katarsis. Den Hornede vil genforene Virkelighed og Uvirkelighed uden at afvente det rette tidspunkt. Han vil ændre menneskebørn til mørkevæsner og slagte alle voksne, der ikke kan ændres. Find Den Tilslørede på den Flyvende Ø.”

De andre ser ud til at drukne i information. Det er jeg ikke. Jeg ved præcis, hvad alfen snakker om. Jeg bladrer i bogen og finder en tegning af en svævende ø. ”Kender du vejen til øen?” spørger jeg, selvom jeg kender svaret. Ilrion ryster på hovedet. ”Det gør kun Nimue, søens herskerinde. Fordi du tydeligt har vist din vilje til at følge lysets vej, vil jeg give jer muligheden for at opsøge hende. Men husk: Hvis hun sanser ond vilje i jer, dræber hun jer.” Ilrion træder frem og rækker mig en halskæde, hvis vedhæng er en amulet af fint forarbejdet guld. I midten af den runde skive er et glitrende horn af slebet krystal. Jeg ser en anelse overrasket på ham. Det her er anderledes end eventyret, jeg spillede med Arthur. ”Er det ikke meningen, du skal give os et magisk kompas?”

Ilrion rejser sig og basker prøvende med sine vinger. ”Jeg ved ikke, hvad et kompas er. Amuletten vil vise vejen.” ”Kan du ikke bare vise vejen, i stedet for al det mystiske fis?” hyler Gwen på randen af panik. Ilrion letter og basker så hurtigt væk, at kun hans ord hænger tilbage i luften: ”Mit folk skal forberede sig på blod og ild. Katarsis bliver ikke uden ofre. I må finde Nimue alene. Hun vil måle jeres værd og afgøre, om I er gode eller onde.” Asbjørn giver ham fingeren. ”Fuck af, røvhul.” Gwen ser surt fra alfen, der flyver væk, til amuletten i min hånd. ”Ved I, hvad jeg tror?” Jeg siger ikke noget. Det lyder som et retorisk spørgsmål. ”At vi skulle have nakket svinet, før han kommer tilbage med sine venner?” knurrer Asbjørn. Gwen svarer ikke, hun vender og drejer bare amuletten. ”Oplys os, du visdommens gudinde,” siger Lance med sit uaftørrelige smil.

Det rykker i hendes overlæbe, som er hun fanget mellem glæde og irritation. ”Jeg tror, at den forvoksede sommerfugl godt ved, hvad der ville ske, hvis han stod foran en, der kan sanse ondskab.” ”Han ville blive nakket,” fnyser Asbjørn og vender sig mod Dyndspringer. ”Har du også et våben til mig og min bro?” ”Bro? Jeg vidste ikke, du havde en bro med til Uvirkeligheden?” ”Min bror, din fucking idiot, er du dum eller hvad?” fnyser Asbjørn og skubber til Dyndspringer. Han knurrer vredt. ”Din bror er her ikke, og du skal ikke skubbe mig. Jeg har dræbt folk for mindre, vil du gerne dø, grimme menneske?” Det her går galt, hvis jeg ikke gør noget. Jeg træder imellem dem. ”Kære Dyndspringer, vil du ikke være så venlig at fortælle, hvad der er sket med min kæreste og Asbjørns bror?” Sortlingen rækker tunge ad Asbjørn, der syder og koger, mens Dyndspringer vender sig mod mig.

”De er stadig hos Urdyb. Hun spyttede bare os ud for at have energi nok til at komme hjem til Natteskær med byttet.” Asbjørns øjne bliver så store som mine, og vi siger i kor. ”Hvad sker der i Natteskær?” Dyndspringer griner ondskabsfuldt. ”Jeg tror godt, I selv kan gætte, hvad Den Hornede vil gøre med jeres venner!”

KAPITEL 3 – ASBJØRN Så falder tiøren. Urdyb har taget min bror til Natteskær, hvor Den Hornede vil gøre noget sygt ved ham. Jeg ser rødt og griber den lille, grønne lort i kraven. ”Du har taget min bro. Jeg slår dig kraftedeme ihjel, dit røvhul!” ”Jaaaah. Gør det!” jubler Stivstikker. Dyndspringer griner mig bare lige op i ansigtet med en ånde, der lugter, som om han har spist noget råddent. ”Han lever i bedste velgående i Nattevæld, hvor Den Hornede er i gang med at ændre ham til et fint lille monster. Du finder ham aldrig, før han er ændret. I hvert fald ikke uden at sælge din sjæl til mig.” Min næve rammer ham lige i fjæset, og med skæv næse tumler han hen over skovbunden. Han er på benene, før jeg når at tæve ham til plukfisk. Han stryger sin hånd over næsen, slynger sit blod mod mig og råber: ”Ved blod og de hensygnende sjæle fra Tågedyb! Bind hans krop og flå den itu!”

Blodet svulmer til sorte skygger, der snor sig om mig og binder mig fast til stedet. Skyggerne borer sig ind i min hud, men sært nok føler jeg hverken smerte eller frygt. Jeg kan høre stemmer i skyggerne, og jeg forstår hvert et ord. Jeg hører dem sige, at jeg er en af deres. At de kender mit sande jeg. De hvisker et navn, der er fremmed og velkendt på samme tid. Warlock. Hvor kender jeg det fra? Så husker jeg den Minecraftverden, jeg rejste i. En af de vildeste verdener, jeg har prøvet. Jeg husker pludselig, hvad min karakter kunne, og begynder at messe: ”Jeg synger lyset bort. Jeg maner mørket i brand. Jeg er skyggernes udvalgte.” Dyndspringer hyler forskrækket, da han mister sit greb om skyggespindet, og jeg pludselig står hyllet i skygger.

Kan jeg styre dem nu? Før jeg kan gøre andet end at se forbløffet på skyggerne, der kærtegner min hud, griner Mads begejstret og vifter med sin lille bog. ”Jeg vidste det. Arthur har planlagt det hele. Han har forberedt os på alt det her.” Han bladrer i notesbogen og viser et opslag med fire personer. Vi ser alle undrende på den sære nørd. Han peger på tegningen af os som fire seje spilfigurer. ”Kan I ikke se det? Vi er de fire udvalgte. Udvalgt af Arthur. Vi har alle sammen spillet med ham, bare aldrig samtidig. Vi har hele tiden kæmpet skulder ved skulder i hans spil, Uvirkeligheden, og nu er hans verden blevet virkelig,” siger Mads med strålende øjne. Stivstikker laver en pruttelyd med læberne. ”Ja, det har den så altid været, lille cleric.” Mads peger på ham med en veltilfreds mine, som om han netop har løst en gåde og venter på at indkassere en

præmie. ”Sikkert for dig, min kære sortling, men ikke for os.” Han hiver en stor bog op af sin taske og smækker den i min hånd. ”Du er vores warlock, der kan kæmpe med skyggemagi og sværd.” ”Jeg har sgu da ikke noget sværd,” mumler jeg irriteret over, at han ved præcis, hvad min karakter kunne i spillet. Jeg bladrer kun i den store, læderindbundne bog, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal sige. ”Hvad fanden skal jeg med en bibel? Jeg er sgu da ikke kristen?” udbryder jeg. Mads plaprer bare videre. ”Det er et skalkeskjul. Det er en grimoire. En trolddomsbog, der viser dig vejen til at trække kræfter fra samme kilde som mig. Jeg er cleric, en præst for Den Tilslørede, skyggernes hersker, og du er en krigstroldmand, som det så latterligt hedder på dansk, og derfor kalder vi dig warlock i stedet.”

”Du er så fuld af pis, at det er et mirakel, dine øjne ikke er gule,” knurrer jeg ad den selvtilfredse nørd, før mit blik stopper ved et billede i bogen. Et blodrødt sværd, omkranset af røde symboler og ord. Uden at tænke læser jeg ordene skrevet med blyant. ”Ved blod og stål, liv og død. Væk skyggernes sværd til live.” Symbolerne danserne på siden, som levende mørke. Sværdet får mere dybde, som om det kaster skygge på

papiret. Jeg lader fingrene glide over det. Sværdet synger i mit sind, og i næste nu står jeg med et sværd i hånden. ”Perfekt!” griner Mads og peger på Lance. ”Og du, vores ridder, mangler bare dit lysende sværd, og det ved jeg lige, hvor vi finder.” Han løfter halskæden og ser forventningsfuldt på os, som om vi er helt med på planen. Lance griner bare, som om han er fuldstændig lige så langt inde i Arthurs verden som Mads. ”Nimue, søens herskerinde.” Mads nikker lykkeligt.

Jeg har lyst til at give ham en flad. I stedet fnyser jeg, ”fuck Nimue!” Jeg peger på Dyndspringer med mit sværd. ”Der er kun én grund til, at jeg følger med i det her sindsforstyrrede gøglershow, og det er, at den lille lort tager os direkte til Natteskær. Jeg skal have min bror tilbage, før han bliver til en klam nisse.” Stivstikker trækker to knive. ”Sortling. Ikke nisse, aldrig mere nisse. Hvem gider være gårdnisse på en svinefarm? Virkeligheden er syg, men vi har kuren. Det syge skal skæres væk, og såret skal brændes. Katarsis venter. Alle mennesker skal ændres … eller dø!”

Mads lægger sig imellem. ”Jeg vil også redde Tina, men … ” Han synker en klump. ”Hvis vi tager direkte til Natteskær, har vi ikke en chance mod Den Hornede.” Dyndspringer griner. ”Det er nemlig rigtigt, han æder jer med hud og hår eller laver jer til monstre!” Det rykker i min sværdarm, men i stedet for at tæske løs på fjolset, som jeg har lyst til, knurrer jeg: ”Klart, det ville være som at løbe gennem et spil. Direkte til end of level-boss uden at høste experience og loot. Rent suicide.” ”Suicide is the only way out,” nynner Lance og ind kasserer en lammer fra Gwen. ”Hold nu kæft med alle dine gamle Black Sabbathsange.” Hun ser surt på os alle. ”Nu tager I jer kraftedeme sammen og tænker i stedet for at slås.” Mads holder sin lille notesbog op, som om den rummer alle svarene, hvilket den nok også gør. ”Ligesom i spillet skal vi samle en række vigtige genstande for at vække Den Tilslørede fra hans drømmesøvn. Vi har min skyggering og Asbjørns grimoire, så nu skal vi bare finde det lysende sværd, der kan ramme Den Hornede, og nøglen, der kan åbne alle låse. Til sidst skal vi i højt

nok level til at kunne tage de tæsk, vi kommer til at få i kampene.” ”Og blive bedre til at slås,” tilføjer Stivstikker, slår sværdet ud af min hånd med sin ene kniv og peger den anden mod min strube. Lance læner sig op ad sin stav og klør sig på hagen i et imaginært skæg. ”Nu bliver det svært, skal jeg tæve nissen eller adlyde min herskerinde?” ”Den næste, der kalder mig en nisse, bliver skåret i skiver!” Stivstikkers pupiller bliver helt små, da han vender begge sine knive mod Lance.

KAPITEL 4 – GWEN Skulle vi ikke tænke i stedet for at slås? Det hele er så fucking absurd, at jeg overhovedet ikke ved, hvad jeg skal stille op, så jeg trækker mig bare ind i min skal og bitcher igennem, indtil alle makker ret. Det plejer at virke. Det skal det også nok nu. Jeg peger på Stivstikker. ”Stop nu det pis, sortling! Lad være med at opføre dig, som om du skal til at have det røde. Giv mig et sæt knive, indtil jeg finder nogle bedre våben.” Stivstikker sænker forundret knivene. ”Det røde? Hvis det er en nissejoke, så skal jeg give dig lidt flere piercinger i ansigtet. Helt gratis!” Dyndspringer springer frem og river staven fra Lance. ”I skal slet ikke have våben. Jeg får flået mit skind og bliver stegt levende, hvis min hornede hersker finder ud af, at vi har hjulpet jer.” Han løfter truende sin stav,

og skrigende skyggekranier flyver fra den. ”Vi har været alt for tålmodige med jer mennesker. Nu skal I kaste jer i støvet og følge os til Den Hornedes rige. Følg os til Natteskær. Overgiv jer! Før jeg bliver rigtig slem.” Lance går på knæ blandt skrigende kranier. Han står foran den lille sortling og ligner absolut ikke en, der har tænkt sig at overgive sig. Snarere en, der går ned i øjenhøjde, så hans absurd venlige natur måske nemmere kan trænge igennem til Dyndspringer. ”Du har hjulpet os til Uvirkeligheden. Vi har våben, så vi kan klare os, men ...” Og så afbryder den hidsige Asbjørn naturligvis. ”Våben nok til, at vi ikke følger dig til Natte skær, så du kan give os til Den Hornede,” siger han med løftet skyggesværd. Dyndspringer ser sig overrasket rundt, og jeg har på fornemmelsen, at de fleste, han har mødt, har rystet i bukserne over hans små skyggetricks. ”Det var lige

godt pokkers! Vil I virkelig ikke adlyde en skrap sortling som mig?” Stivstikker griner bare, renser negle med sin lange kniv og signalerer tydeligt, hvor latterlig han synes, Dyndspringer er. ”Du er på røven, makker.” ”Det er du også!” skriger Dyndspringer lettere panisk, mens kontrollen smuldrer mellem hans fingre. Stivstikker smiler bare. ”Nix, jeg følger vinden, og lige nu blæser den i ryggen på dem,” siger han og peger på mig med blankt stål, få millimeter fra min næse. Kniven bevæger sig så hurtigt, at jeg ikke ville have en chance for at undvige. Jeg kvæler et skrig og kniber øjnene i. Vil han dræbe mig? Da der ikke kommer smerte, går op for mig, at jeg stadig lever. Jeg åbner et øje på klem. Nu er det knivskæftet, der er lige foran min næse. ”Ville du ikke have en skarp kniv?” griner Stivstikker smørret. ”Tak,” siger jeg og tager kniven, mens tavsheden breder sig. Jeg var vist ikke den eneste, der var bange for, om Stivstikker ville dræbe mig.

Mads slår hænderne sammen og ser sig nervøst rundt. ”Skulle vi ikke komme af sted til Nimue? Dagen går på hæld, og jeg vil gerne ud af Alfernes skov, før de kommer tilbage i hobetal.” ”God idé,” siger Lance og går hen til motorcyklen. Asbjørn griner ad Mads: ”Hobetal, det er der sgu da ikke nogen, der siger længere.” Hans sværd fordamper, som var det en forlængelse af hans vrede. Hvilket det sikkert også er, hvis jeg kender det her rollespils-gøgl ret.

Mads mumler bare: ”Du forstod jo hvad jeg mente, så hvad er problemet?” ”Du er bare så nørdet,” hånler Asbjørn og går hen mod motorcyklen. ”Lad os få noget loot og levels, før vi befrier min bro.” Og med de ord sætter han sig op på motorcyklen bag Lance, der justerer på noget mekanik og mumler: ”Jeg tror sgu stadig, den virker.” Han sparker

motorcyklen til live og ser forventningsfuldt på Mads. ”Hvilken vej, chef?” Den svier. Det er det, Lance plejer at sige til mig. De retter sig efter, hvad Mads siger uden at blinke. Den lille nørd får sin vilje uden aggression. ”Jeg skal lige have amuletten til at virke, så skal jeg nok fortælle, hvilken vej vi skal” mumler Mads. Hvorfor følger de ham? tænker jeg, selvom jeg allerede kender svaret: Han ved, hvad vi skal, og han taler til vores vilje til at overleve. Der er kun én måde, jeg kan få styringen over den her gruppe. Jeg skal ind under huden på Mads, men hvordan? Måske bare som jeg plejer at kringle pubertetsknægte? Mere når jeg ikke at tænke, før jeg mærker et prik i siden. Stivstikker ser op på mig med et vidende smil, som om han har gennemskuet mig og kan lide, hvad han ser. Det gør mig mere bange end noget andet. Pludselig er der mere end én grund til, at jeg uden brok smyger mig ned på skødet af Mads i sidevognen. Han er så optaget af amuletten, at han knap nok lægger mærke til mig. Det skal jeg nok få lavet om på.

Stivstikker finder et par antikke motorbriller i en sidetaske, tager dem på og sætter sig på næsen af side vognen. Dyndspringer er lige i hælene på ham, springer over sidevognen og hen på tanken af motorcyklen. ”Hvis I ikke vil høre i dag, så vil I måske i morgen. Jeg viser vej til Nimue.” Mads ser skævt på sortlingen, der klatrer op ad Lance og sætter sig på hans skulder, hvilket Lance naturligvis bare synes, er sjovt. Han skærer ansigt, som var han en pirat og Dyndspringer en papegøje på hans skulder. ”Alle mand på dæk! Splitte mine bramsejl og bring me the horizon ...” råber han. ”Men hvilken vej?” Dyndspringer gnægger og peger. ”Den vej!” Mads ser mistroisk på den lille sortling og bladrer febrilsk i Arthurs notesbog, før han lukker den med et suk. ”Pokkers. Ingen anvisninger til at bruge amuletten. Vis vej, Dyndspringer.” ”Kan du ikke se, at jeg allerede sidder og peger? Få så fart på den stålhest!” skræpper sortlingen. ”Aye, aye, Captain,” griner Lance og giver fuld gas, så den store motor sender et brøl gennem skoven, der

overdøver alt. Selv de hylende væsner, der springer ud af buske og forskrækket tager flugten. Jeg stirrer forbløffet efter dem. De er behårede og skællede med alt for mange ben og tænder, som noget fra et mareridt. Den gamle motorcykel flår mos op, mens den skubber os tilbage i sæderne. Flyver frem over rødder og sten. Mads stønner under min vægt, men jeg tror ikke, han er rigtig utilfreds med at have mig på skødet.

Stivstikker, der sidder grinende på fronten af side vognen, drejer sit ækle ansigt og blinker frækt til mig. Sikkert fornøjet over, at jeg tog imod en af hans knive. Gad vide, hvad det betyder at tage imod en gave fra en sortling? Dyndspringer dukker sig for de lavthængende grene og råber retninger. Mads fumler med amuletten og prøver kommando ord, men intet sker. Jeg drejer mig mod ham, retter på en læbepiercing med tungen og siger sukkersødt: ”Skal du have en hånd?” Han ser genert op på mig med en blanding af frygt og spænding i øjnene. Sådan ser de fleste drenge på mig. De tror, jeg er farlig, fordi jeg ser farlig ud. De synes, jeg er tiltrækkende, fordi jeg er smuk. De vil have mig, fordi jeg er utilnærmelig. Det er jeg slet ikke, men kun Arthur kunne se forbi min overflade og se mig, som jeg virkelig er. Barsk og blid på samme tid. Var det også det, Stivstikker så? Eller så det klamme væsen de dele af mig selv, jeg hader allermest? Min trang til få andre til at gøre, som jeg siger. Min egoisme?

Mads rækker mig amuletten: ”Ja, lad os se, om du kender kodeordet.” ”Hvem siger, der er et kodeord?” Jeg vender og drejer amuletten. Så viser jeg ham det, jeg fik mistanke om, da jeg havde amuletten mellem hænderne første gang. ”Har du lagt mærke til, at hornet hele tiden peger i samme retning, uanset hvordan jeg vender amuletten?” Mads ser begejstret på mig. ”Som et kompas! Men i stedet for nord, så peger det mod Nimue.” Jeg klapper ham på kinden og smider lidt citron i sukkerstemmen. ”Nemlig, klogesen! Og har du lagt mærke til retningen?” Han rødmer over min berøring og ser fra amulettens horn til Dyndspringers udstrakte arm. De peger hver sin vej. ”Han fører os på vildspor.” ”Nemlig. Stol aldrig på en sur sortling. Har du aldrig lært det på dine eventyr?” Nu er min stemme citron med en knivspids chili. Måske lidt hård kost for en lille nørd. Mads ser væk og mumler noget, jeg ikke hører. Jeg hiver Lance i læderjakken og råber, at han skal skifte retning. Jeg læner mig tilbage og hører en lyd fra Mads under mig. Den der lyd, drenge laver, når de er låst

mellem frustration og fascination, og overgiver sig til det sidste. Nu er Mads min. Level up for mig. Så skal jeg bare under huden på Asbjørn og lære at tackle sortlingerne. Hvor svært kan det lige være?

KAPITEL 5 - MADS Gwen læner sig tilbage, og selvom hun er lille og let, føles det, som om hun maser mig. Maser sig ind i mig, skubber til ting, der burde være rodfæstede. Skubber til alt det, jeg føler for Tina. Jeg skammer mig og prøver at tænke på hende i stedet. Derefter skammer jeg mig over ikke at have skænket hende en tanke de sidste timer. Tina er fanget af Den Hornede. Det store monster, der er en parodi på et menneske. I spillet er han over to meter høj, med en krop som en forvokset bodybuilder og et ansigt uden hud. Et blodigt kranie, hvor ild brænder mellem spidse tænder. Hans øjne er sorte som afgrunden, og fra hans pande skyder et gevir med alt for mange takker. Tina er hans fange. Den Hornede er sikkert godt i gang med at nedbryde hendes sind og ændre hendes krop til et fantasivæsen. Måske til en klam sortling.

Tænk på det, i stedet for den vrede pige på dit skød. Lad være med at tænke på hendes stramme bukser, der gnider mod dig, mens motorcyklen bumper gennem skoven. Lad være med at se ind i hendes mørke øjne. Hun ser på mig over skulderen, som om hun kan læse mine tanker. Hun smiler ikke. Blinker ikke til mig. De små krusninger i hendes piercede mundvige og glimtet i hendes sortsminkede øjne er mere end rigeligt. Hun ved lige, hvor hun har mig. Og selv hvis jeg kunne komme væk fra hende, ved jeg ikke, om jeg ville. Jeg skammer mig endnu mere, mens Tina langsomt glider mere i baggrunden.

KAPITEL 6 - GWEN Vi kører, indtil mørket begynder at falde på. Motorcyklen standser og kører i tomgang et øjeblik, før Lance slukker motoren og strækker armene. ”Jeg er træt gutter og gutinde. Lad os sove og køre videre i morgen.” Det store skrummel dejser af motorcyklen og sukker. ”Der er vel ikke nogen, der har en bid brød?” Jeg hiver mig op af sidevognen. Åbner sidetasken og tager posen med det, Lance købte i Netto, da vi for nogle timer siden var i den virkelige verden. Syret. Tænk på det senere, ikke nu. Hold fokus. ”Vi har bananer. Havregryn. Rosiner. Kakaomælk og slik,” remser jeg op. ”Stik mig et par bananer og kakaomælk,” siger Lance og rækker en hånd frem.

Jeg giver ham en banan og en flaske Cocio. ”Der skal ikke frådes. Vi ved ikke, hvor længe vi skal være her, og hvor vi kan få mad.” ”Det finder vi ud af i morgen,” brummer Lance og rækker ud for at få noget mere, som var han en stor bjørn, der skal have noget at spise inden vinterhi. Jeg skubber blidt hans hånd til side. ”Ro på, bamsefyr.” ”Suuuuuulten,” brummer han og muncher bananen uden at plage mere. Han drikker en tår kakao og rækker flasken tilbage.

Jeg drikker, slikker en dråbe af læben og rækker flasken til Mads, der tager imod den med et genert blik. Mads tager også en banan uden andet end et forsigtigt ”tak.” Asbjørn ser undrende til. Selvfølgelig forstår han ikke, hvorfor de adlyder mig. Han ved ikke noget om, hvor længe jeg har kendt Lance. Hvor meget vi har været igennem sammen. Asbjørn har slet ikke prøvet at være en lille nørd som Mads – at være en, der bare skal være taknemmelig, hvis pigerne taler til ham. Asbjørn skal tackles anderledes, jeg skal bare finde ud af hvordan. Jeg rækker en banan frem mod ham. Han rynker bare på næsen, som om jeg er heksen fra et eventyr, der forgifter folk med et æble og får sin vilje. Bitch please, er det dig eller mig, der kan trolddom? har jeg lyst til at sige, men Asbjørn er sikkert lige så lidt modtagelig for den attitude, som sortlingerne er. ”Gryn giver grød, og grød er godt,” næsten synger Stivstikker. Så tøver han et øjeblik og ser surt på os, som for at sikre sig, at vi ikke kommer med flere nissejokes. Da de ikke kommer, fisker han en gryde frem af sin ransel.

”Grød er en god idé,” siger jeg højt for at overdøve Lance, der nynner På loftet sidder nissen med sin julegrød. Stivstikker spidser ører og ser i retning af Lance, der holder op med at nynne, fordi han forundret ser på Dyndspringer, der gnasker bananskrællen i sig med alle tegn på velbehag. ”Find nogle grene,” siger jeg rettet mod Mads og Asbjørn. Asbjørn har ikke sluppet mig med øjnene. Nu har han armene over kors. ”Hvem har gjort dig til leder?” Fuck dig, din lort, du har tydeligvis ikke lært at hjælpe til derhjemme, tænker jeg, serverer mit resting bitchface sammen med posen med gryn og siger sukkersødt: ”Du kan også lave grød, så finder jeg brænde.” Asbjørn ser på mig med åben mund. ”Så kan du lære det!” griner Stivstikker og dukker sig, da Asbjørn slår ud efter ham.

”Jeg hjælper med brændet,” sukker Mads og kaster sin bananskræl. ”Lækkert!” Dyndspringer griber, gnasker den i sig og får gang i et bål ved at fremmane et lille ildvæsen. Der er dunkelt mellem træerne, og jeg er lige ved at skrige, da et skællet væsen på størrelse med en gravhund kribler væk. Mads griber min hånd og giver den et beroligende klem. ”Det var bare en Trilobit. Gad vide, hvor mange uddøde dyr og monstre, der i virkeligheden er flygtet til Uvirkeligheden?” Jeg klemmer tilbage, før jeg slipper hans hånd. ”Hvis der er dinoer, må vi hellere skynde os at finde det brænde.” Da vi kommer tilbage, er grøden næsten klar. Selvom der ikke er meget mad, så er der heldigvis nok. Nærmest automatisk har vi alle telefonen fremme. Men der er sort skærm, og intet kan vække dem til live. ”Fucking lort!” bander Asbjørn. ”Ingen musik til maden,” sukker Lance.

Mads har allerede skilt sin telefon ad. ”Kredsløbene er sorte. Transporten har måske virket som en EMP.” ”Snak dansk!” knurrer Asbjørn. ”Turen brændte elektronikken i stykker.” ”Fuuuck, den var jo næsten ny! Hvad skal vi så lave nu?” Lance strækker sig og gaber. ”Jeg ved ikke med jer, men jeg vil sove.” Jeg kryber ind i Lance’ bjørnefavn, og han krammer mig, som var jeg et sovedyr. Ligesom alle de gange jeg sov

hos ham, fordi de voksne var for vanvittige derhjemme. Hans far troede længe, vi var kærester, men fattede til sidst, at vi bare var venner. Eller ikke bare. At vi var venner og ikke noget så skrøbeligt som kærester. Lance begynder at snorke, men søvnen er lang tid om at nå mig. En fremmed verden og sære væsner i natten gør det ikke lettere. Men værst er gruen for morgendagen. Kan vi finde Arthur, før denne verden fortærer ham … eller os? Dyndspringer begynder at synge noget, der lyder som en vuggevise. Mine øjne bliver tunge, og drømme fyldt med sære væsner kommer krybende.

KAPITEL 7- DYNDSPRINGER Pigens åndedræt bliver tungt, mens jeg synger og væver min stav gennem luften, så mørkespindet fører dem til drømmeland. ”Endelig faldt hun i søvn. Lad os komme i gang med at skære de fjolser i skiver og æde dem,” hvisker jeg til Stivstikker. Han snorker tungt. ”Din lille alf! Lyset må være trængt ind i din sjæl, så glad du er for de klodsede dyr!” Jeg lister min dukke op af lommen, den magiske dukke, der gør Stivstikker til min slave, og niver den i næsen. Han sætter sig op med et hyl. ”Av, for filan!” Menneskerne sover bare videre, som om intet var hændt. Min søvnmagi fungerer, som den skal. Stivstikker kommer på benene med knivene fremme. De lange, tynde knive, som folk først mærker, når det er for sent.

”Skal du absolut vække mig med den åndssvage dukke?” ”Menneskerne gør dig blød. Nogen må hjælpe dig med at huske, hvem du er. En ægte sortling. Du hedder ikke Stivstikker for ingenting. Du stikker deres warlock og så deres kriger. Jeg tager deres cleric og hende den sure pige … av!” hviner jeg, da det lange, tynde blad er oppe i min næse.

”Du rører hende ikke!” hvæser han. Jeg står helt stille, så det skarpe blad ikke får fat. ”Få den kniv ud, eller jeg drejer halsen om på dukken, og husk, at det, der sker for dukken, også sker for dig.” Kniven kommer ikke ud af mit næsebor. Han hvæser bare vredt: ”Jeg er træt af dit pis, Dyndspringer. Når min hals bliver vredet, så skal du være heldig, hvis mine dødskramper bare betyder et ekstra næsebor.” Jeg synker en klump. Den primitive menneskeelsker har en pointe. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du beskytter dem. De har hånet os og ødelagt vores mission. Hvis vi ikke stikker dem, bliver vi straffet af Den Hornede.” ”Du er skideligeglad med Den Hornede. Du er bare sur over menneskernes hån.” Jeg hvæser ad ham, men jeg kunne lige så godt have indrømmet, at han har ret, så han fortsætter ad samme spor. ”Forstår du ikke, hvorfor jeg vil have dem til at leve?” ”Absolut ikke!” Stivstikker sukker. ”Okay, lad mig skære det ud i pap, som menneskerne siger, for jeg vil helst undgå at skære det ud i kød ...”

” … Som vi sortlinger plejer at sige,” gnægger jeg og skeler mod kniven i min næse. ”Nemlig, men det er ikke min pointe,” hvæser Stivstikker. ”Hvad er så din pointe?” siger jeg og prøver at se på både kniv og Stivstikker. ”Hvis du lader mig tale, kommer jeg frem til den!” sukker han med bævende kniv. Det viser tydeligt, at han er parat til at fjerne den. ”Så tal dog, men få den kniv ud af min næse!” Tøvende trækker han den ud, og med øjnene rettet mod dukken hvisker han hæst: ”Vi har været i menneskernes verden mange gange.

Jeg levede i den, før den hvide pest tvang os til at følge Den Tilslørede ind i Uvirkeligheden. Og sandheden er, at vi begge kan lide Virkeligheden, som den er. Ingen af os har lyst til at udrydde menneskerne. Vi vil bare have deres respekt … deres tilbedelse, så den hvide pest ikke får os.” ”Sandheden er ilde hørt,” indrømmer jeg, selvom jeg hader, at menneskernes tro på os er grundlaget for, at vi kan eksistere i Virkeligheden. ”Den Hornede vil ødelægge Virkeligheden, mens Den Tilslørede vil gemme alle os fantastiske væsner i Uvirkeligheden. Men hvad vil vi allerhelst?” Da Stivstikker siger det, går det op for mig, at jeg måske nok er den mest intelligente af os to, men han er mere vis. Jeg stikker dukken i lommen, og han lægger kniven væk. Jeg hvisker forsigtigt, som om Den Hornede kan mærke sviget i mit hjerte: ”Vi vil tilbage. Vi fantastiske væsner skal atter blive en del af Virkeligheden, side om side med menneskerne.” Stivstikker smiler bredt. ”Og hvordan kan vi få det til at ske, uden at få Den Hornede eller Den Tilslørede på nakken?”

Jeg nikker lidt for ivrigt. ”Vi lyver og manipulerer, så møgungerne får det til at ske.” Smilet vokser helt op til hans ører. ”Nemlig, men vi gør det så diskret, at man bruger et andet ord end manipulation. Vi hjælper menneskerne.” Jeg gnægger ”Kald det, hvad du vil. Sov, Stivstikker, og jeg skal våge over dine små mennesker,” siger jeg. Han hiver sig tilfreds i sin lange næse og lægger sig nær pigen. ”Væk mig om et par timer, så overtager jeg vagten.” Da han snorker, låner jeg en af hans knive og tager menneskerne én efter én. En lille tot hår er nok til en lille dukke af hver.

KAPITEL 8 - MADS Solstriber gennem træernes løv rammer mine øjne. Jeg er sært udhvilet, som efter en tung søvn. Den bedste nat i månedsvis på trods af skovens sære lyde og lugte. Jeg indsnuser duften af suppe. Den lugter underligt, men godt. Jeg sætter mig op med et smil på læben og ser rundt på træstammer, der snor sig ind mellem hinanden, som om de er stivnet i en sær dans. I midten af trækredsen ligger mine venner og sover tungt. Kun sortlingerne er i gang. De småskændes, mens de laver mad. De er nøjagtig som i Arthurs spil. Fuldstændig hævet over alle regler for normal opførsel, og hverken gode eller rigtig onde. Bare dybt egoistiske. Hvis de er flinke over for os, er det kun, fordi de vil opnå noget. Stivstikker hilser med en grydeske. ”Godmorgen, lille fjols. Spis, mens suppen er varm.” Jeg ser mistroiske fra suppen til ham.

Et djævelsk grin fyldt med spidse, gule tænder møder mig. ”Bare rolig, jeg ville aldrig spilde dyr gift på jer. Hvis I skulle dø, ville jeg have snittet jeres struber, mens I sov.” Pludselig er jeg ikke så sulten længere. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at spise sammen med de små psykopater.

Jeg vender mig mod de andre. Det giver et stik i maven, da jeg ser Gwen i Lances favn. Et stik, jeg ikke burde føle. Jeg prøver at tænke på Tina. At vi snart skal redde hende. Det hjælper lidt. Jeg lægger en hånd på Lances skulder. ”Tid til at stå op. Vi har en lang dag foran os.” Han strækker sig som en enorm kat. Et rovdyr, der ikke er bange for at blotte sig, fordi han kender sin styrke. ”Tak for venlig vækning, min ven.” Han smiler søvndrukkent til mig, griber mig om skulderen med sin kæmpelab og giver den et klem. Det burde nok være skræmmende, men han opfører sig, som om vi altid har været venner, og sært nok virker det også sådan. Så vender han sig mod Gwen og stryger hende over kinden. Hendes ansigt er blidt i søvnen. Det er første gang, jeg ser hende smile rigtigt. Det burde ikke gøre ondt, men det gør det. Helt åndssvagt at være misundelig på det, de to har sammen. Deres venskab. Jeg vender mig og rusker let i Asbjørn, der bare mumler: ”Slap nu af, bro. Jeg skal møde sent i dag.” Så glipper han med øjnene, ser på mig og skoven. ”Åhr, fuck.”

KAPITEL 9 – ASBJØRN Et kort øjeblik minder Mads alt for meget om min bror, så retter han sig op, ser sig bekymret omkring og ligner en tro kopi i stedet. Jeg vender mig, så han ikke ser mit smil. Jeg tager tyve hurtige armbøjninger på knoerne. For at vågne. For at vække vreden.

”Nice,” siger Lance og fælger trop. ”Blærerøve,” siger Gwen med et skævt grin og tager armbøjninger på en arm. ”Skills,” siger jeg og går i gang med at klappe mellem armbøjningerne. ”Same,” siger hun, sætter af med den ene hånd og lander på den anden. Lige der kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan hun ville se ud med langt hår, afdæmpet makeup og et ansigt uden metal. Det slår mig, at hun ville være endnu smukkere. Hun blinker til mig, kommer på benene og går hen til bålet. Jeg ser efter hende. Lance nynner noget, der lyder som en fordansket udgave af endnu en metalsang: ”Hvis man leger med ild, bliver man brændt.” Jeg skal lige til at sige noget, da jeg ser Mads’ blik. Ser, hvor hudløst han stirrer efter Gwen. Jeg hiver dem begge hen til mig. ”Boys. Er det bare mig, eller spiller hun os, som var vi instrumenter?”

Mads ser sig bekymret rundt, som om han slet ikke ved, at han er lige så let at læse som en åben bog. Lance smiler bare og kører fingrene gennem sit lange, krøllede hår. ”No worries. Det gør hun med alle. Shitty childhood, ya know?” Det kender jeg kun alt for godt, men det lader jeg sgu da ikke gå ud over mine omgivelser … eller det er jo nok lige netop det, jeg gør. Jeg slår ud med armene, mens jeg går hen mod maden. ”Så er der jo ingen problemer!” Men det er der. Ingen skal prøve at styre mig. Jeg er vant til at lade, som om jeg adlyder, og slå til, når folk mindst venter det. Vi er to, der kan spille det manipulationsspil!

KAPITEL 10 – LANCE Jeg griber skålen med suppe og drikker den i én mundfuld, sukker velbehageligt og rækker den ud igen. ”Ahh, du er sgu god til at lave mad, Stivstikker. Kan man bede om lidt mer’?” Sortlingen vrider sig saligt og får lilla kinder, som om pæne ord ikke er noget, han er vant til. Men kærlighed har vi alle brug for. Jeg har lyst til at kramme ham, men mine overlevelsesinstinkter fortæller mig, det er lidt for tidligt. Instinkter drevet ind i mig, mens jeg trænede med far. Buddhist, nævekæmper og nørd, men først og fremmest det venligste menneske i verden. ”Husk, med store kræfter følger stort ansvar.” En mand, der ikke var bleg for at blande buddhisme og SpiderMan i en pærevælling. En mand, der ikke var bange for at række ud og være venlig, selvom det gav nogle slag på snuden, både indeni og udenpå. ”Du kommer længst

med en åben hånd, men når du møder dem, der vil tage hele armen, så knyt næven og træk en grænse.” Det er ikke altid lige let, old man, but I’ll try. Måske havde det været lettere, hvis du stadig levede. Jeg ser varmt på Gwen og videre hen på de to gutter, der stirrer stift ned i deres skåle for ikke at skulle håndtere herskerindens attitude. Det kræver nu også lidt træning. Gad vide, om jeg kan hjælpe det hele lidt på vej? Jeg tager skeen og den tomme gryde. ”Jeg tager opvasken. Giver du en hånd, Gwen?” ”Klart,” siger hun og rækker en hånd frem. Jeg hiver Gwen på benene og siger henkastet: ”De er gode nok, de andre gutter, men hvis du presser for hårdt på, så knækker den ene, og den anden sprænger i luften.” Hun ser på mig med det blik, jeg ved, hun kun viser mig og Arthur. ”Og hvad med dig, bamsefyr. Hvad sker der, når jeg presser dig?” Hun har ikke sluppet min hånd. Jeg trækker den hen til mit bryst, så hun kan mærke mit hjerte. ”Jeg er din med hud og hår. Min sjæl er i dine

hænder. Du kan knække mig, hvis du vil, og jeg vil dø af sorg.” Der er intet spor af min vanlige ironi i ordene. Hendes øjne bliver blanke. Så blinker hun og skubber til mig, så jeg tager et skridt tilbage. Hun er stærk, selvom hun er lille. ”Du vover lige på at knække. Uden dig er jeg intet.”

Alligevel valgte du Arthur, tænker jeg og smiler mit godmodige smil samtidig med, at jeg lukker tanken ned – den tanke, jeg ikke må tænke. Det går så hurtigt, at hun ikke ser det. Det har jeg gjort så mange gange før. Den muskel er lige så godt trænet som musklerne i min krop.

”Bare rolig, killing, jeg er der altid for dig,” siger jeg og vender mig mod Stivstikker, rækker ham gryden og ser ham kæmpe med at regne mig ud. Held og lykke med det, har jeg lyst til at sige. Det har jeg selv prøvet længe, og jeg har ikke fundet svar, selvom jeg har fået god hjælp. Jeg følger bare vejen frem. Bevægelse er godt. ”Skal vi se at komme videre?” siger jeg og går i gang med at nynne noget af Bersærk, mens jeg fisker reservedunken frem. Netop som jeg skal til at hælde benzin i den næsten tomme tank, åbner jorden sig foran mig.

KAPITEL 11 - ASBJØRN Jorden gaber i et hul foran Lance. Alle trækker deres våben. Dyndspringer kigger forsigtigt ned i hullet og springer hylende tilbage, idet et skægget ansigt kommer til syne og hyler mindst lige så forskrækket. ”Her er monstre! Vi har gravet for dybt! Vi er ikke længere i bjergene. Gør jer klar til kamp!” Før jeg kan nå at blinke, springer den ene lille skikkelse frem efter den anden. De er næsten lige så brede, som de er høje. Helt klædt i rustninger med våben, der både kan grave og dræbe. Økser og hakker. ”Dværge!” udbryder Mads begejstret. ”Thoran Tordenøkse og syvende kompagni til tjeneste, er I klar til at dø?” grynter den største og hæver en absurd stor økse. Men før han hugger, opdager han os andre. Han ser forundret på mig. ”Øh, I er da ikke sortlinger? Hvad laver mennesker i Natteskær?”

Lance træder frem. ”Ærede dværge, I har ikke gravet for dybt, men nok pænt skævt. I er ikke i bjergene, ej heller i Natteskær, I er i Lysvæld, og vi er på gennemrejse for at finde en ven.” Thoran løfter i sit bælte og rødmer en anelse i sit store skæg. ”Nå nå, ja ja, selv den bedste kan grave galt.”

”Det sker hele tiden,” hvisker en ung dværg kun iklædt bukser og blå tatoveringer, der snor sig over hans nøgne overkrop. Han løfter en lille stålflaske frem. ”Tørstig?”

Jeg tager et lille nip og får næsten munden brændt af. Jeg hoster, mens dværgen smiler drilsk. ”Dværgesprit, det er kun for de hårdeste,” siger han, tømmer flasken og ser sørgmodigt på den. Kun for de hårdeste? ”Fuck dig, din orm!” Jeg skal give dig noget, der kan brænde bunden ud på alle, tænker jeg og tager reservedunken fra Lance. ”Benzin. Kun for sande maskiner.” Dværgen griner, griber dunken og tager begejstret en slurk. ”Så er der optankning, venner!” Jeg ser forbløffet til, mens dunken går på omgang. Thoran tørrer sig om munden. ”Tak for skænken. Vi skylder en omgang! Nu må vi videre, men hils Arthur, når I finder ham, han er god nok på bunden, der er bare langt ned.” Jeg ser forbløffet til, mens de grinende forsvinder ned i hullet igen. ”Hvordan vidste I, det var Arthur, vi leder efter?” skriger Mads ned i hullet, men får intet svar. ”De beholdt reservedunken,” mumler jeg. ”Hvordan kommer vi så videre?” sukker Gwen.

KAPITEL 12 - LANCE Resten af gruppen stirrer med åben mund på hullet, hvor dværgene forsvandt. Jeg ser ned i motorcyklens næsten tomme tank. ”Mads, har du et forslag til, hvordan vi kommer videre og ikke mindst, hvor vi er på vej hen?” Han ser op på mig med sit åbne blik og nikker ivrigt. Fisker så Arthurs notesbog frem. Bladrer og viser Dyndspringer et kort over Lysvæld: ”Hvor er vi henne?” spørger han. Dyndspringer peger på en skov med en knoklet og gulliggrøn finger. ”Hér, og vi skal derhen. Vi følger floden til søen for foden af bjergene, hvor Nimue bor,” siger han med en helt ny grad af velvilje. Mads klør sig i håret. ”Jeg tror, det er en dagsrejse på gåben til Nimue, på motorcykel et par timer, hvis vi har benzin eller noget andet flydende med meget energi.” Så lyser han op og ser spørgende på Dyndspringer: ”Tror

du, vi kan få motorcyklen til at køre på skyggeenergi i stedet for benzin?” Dyndspringer ser tomt på ham. ”Hvad er benzin?” Hvad fanden svarer man til det? Men det ved Mads åbenbart. ”Tænk på det som organisk energi.” Mads peger ned i tanken, og Dyndspringer stikker sin lange næse dybt ned og sniffer ind. ”Mmm, gode sager, der kalder på ild.” Han tager næsen op og sniffer et par af de dråber ind, der løber ned ad snudeskaftet. ”Den kan vi godt fylde med skygger. Ræk mig din hånd.” Jeg vender mig mod Asbjørn. ”Kan du ikke også noget med skygger?” Asbjørn kommer på benene, som sad han på spring. ”Jeg skal nok hjælpe til.” Mads ser glad op på ham. ”Tak, Asbjørn.” Et sekund ser Asbjørn ud som om, han ikke kan holde smilet tilbage, men han klarer det lige. Så låser deres hænder, og deres øjne bliver sorte

som natten. Hæs strubesang strømmer synkront fra deres munde. Deres ord er underligt messende og lyder som noget fra et doomband af ondeste slags: ”Magna Mater Atys Dia ad aghaidh’s ad aodaun Augus bas dunach ort Dhonas’s Dholas ort, agus leat-Sa.” Jeg gyser, for jeg genkender ordene. Jeg googlede dem efter at have læst H.P. Lovecrafts Rotterne i murene. Jeg knipser foran Mads. ”Står I seriøst og er i gang med at tanke op med en gammel, keltisk dødsforbandelse?” Hænder slipper hinanden, og Mads ser forvirret på mig. ”Øh, hvad mener du?” Jeg ser ned på det boblende stads i tanken, der lugter mindst lige så giftigt som benzin, trækker på skuldrene og sparker motorcyklen i gang. ”Nevermind.” Snart er motorcyklen fyldt med dunkle skygger og brager gennem skoven. Den kører fint på skygger. Næsten bedre end før. Mere glidende, som om underlaget er knap så ujævnt som før.

”Sært,” mumler jeg for mig selv og fokuserer på at finde vej mellem enorme rødder, der vrider sig under den mosdækkede jord samtidig med, at jeg skal huske at se op. På et tidspunkt undgår jeg lige akkurat at køre ind i en drøvtyggende kæmpedino. Chokket forplanter sig i kroppen, og jeg må bruge alle mine teknikker for ikke at skrige af skræk. Vi stirrer op på den med åbne munde. Jeg synker en klump og håber, der ikke er tyrannoer her. Der bliver gradvist længere mellem træerne. Solen brænder igennem. Skoven åbner sig. Vi kører ud på en bakket slette. Mod bjerge, der er så tæt på, at det undrer mig, vi ikke så dem fra skoven. Jeg kommer lidt for tæt på en hidsig triceratops, der på trods af en krop som et forvokset næsehorn, nok bare vil beskytte sine unger. Den forfølger os i hvert fald ikke, da jeg speeder væk.

Længere fremme snor en flod sig fra de fjerne bjerge. Flodens brinker er brede og flade. Mit øje bliver fanget af en bevægelse. Denne gang er det ikke dinoer. En flok af galoperende heste har kurs mod os. ”Shit, der er mange heste,” siger Asbjørn og indkasserer en dumflad i nakken fra Dyndspringer. ”Se ordentligt efter, dumme menneske!” fnyser han og får i samme øjeblik en flad retur. ”Rør mig igen, og du dør,” hvæser Asbjørn vredt. ”Det er enhjørninger!” råber Mads begejstret. Flokken har kurs direkte mod os. Jeg skæver til Mads. ”Er enhjørninger også onde i Uvirkeligheden?” ”Ingen væsner i Arthurs verden er gode eller onde, de er en blanding, på præcis samme måde som mennesker i den virkelige verden. Enhjørninger er stolte og ærekære. Lidt ligesom riddere. De har bare horn i stedet for sværd og lanser.” ”Men deres horn er mere dødbringende end sværd,” gyser Dyndspringer og tager sig til kinden, hvor Asbjørn slog ham.

”Så må vi håbe, de ikke har et horn i siden på os,” gnægger Stivstikker med en humor så plat som min afdøde fars, hvilket naturligvis får mig til at grine. ”Og de kommer tættere på. Kan du ikke køre hur tigere?” råber Gwen, tydeligvis ikke helt tryg ved den dundrende flok enhjørninger, hvis horn glimter i solen. ”Jeg kan ikke give fuld gas i det her terræn. Alt for dårligt udsyn. Jeg risikerer at køre i et hul,” knurrer jeg og ændrer kurs. Jeg sigter mod flodbrinken, med lidt held vil motorcyklen være hurtigere på det flade underlag.

Noget dækker for solen: i hvert fald bliver det en smule mørkere. Jeg kigger hurtigt op og ser en silhuet aftegnet mod solen. Store vinger, lang hale og hals og skæl, der glimter i solen. Langt værre end en tyrannosaurus. ”Drage!” skriger jeg, mens det enorme monster dykker mod den galoperende flok enhjørninger. ”Umuligt. Alle dragerne i Arthurs verden er i dvale under den store gletcher,” hyler Mads. ”Gæt, hvem der har befriet dem,” griner Stivstikker. ”Den Hornede,” gyser Gwen. ”Men hvorfor?” hviner Mads. ”For at skabe kaos, og så håber han nok at få dem på sin side. De kan i hvert fald godt lide enhjørninger … til frokost!” griner Stivstikker, idet dragen letter med et enhjørningeføl og flyver mod bjergene.

Enhjørningeflokken sætter farten op. Mod bjergene. Mod os. ”Hvis vi ikke kommer væk, bliver vi rendt over ende!” skriger Dyndspringer. ”Enden på komedie,” griner Stivstikker og ser håbefuldt op på mig. Denne gang griner jeg ikke. Jeg vil bare væk fra den galoperende flok. Jeg pløjer ud over skråningen ned mod floden. Motorcyklen hænger et øjeblik i luften, og min mave bliver hængende længere, før hjulene bider i underlaget, og vi bliver mast mod hinanden.

Mads og Gwen hyler i kor. Sortlingerne hujer begejstret over min hasarderede kørsel og peger fingre ad enhjørningerne. Asbjørn bander. ”YOLO!” griner jeg som en anden åndssvag YouTuber, der lige har klaret en syg udfordring, mens jeg skifter gear og vrider gassen i bund. Motorcyklen får fart på og tordner af sted over det flade underlag, mens vinden flår i mit hår. Vi følger floden, mens flokken bag os bliver mindre, og bjergene vokser. Min puls daler, og der er igen tid til at undre sig over omgivelserne og ikke bare de fantastiske væsner. ”Hvor kommer vandet fra?” råber jeg og peger på den buldrende flod. Naturligvis er det Mads, der råber tilbage. ”Det er smeltevand fra den store gletcher i bjergene, kaldet Colo-isen.” ”Cola-isen,” griner jeg. Stivstikker ser fortørnet ud.

Nok, fordi min dårlige joke omhandler noget, han ikke kender. ”I ved, Colo lyder næsten som læskedrikken Cola, der nydes bedst med is.” ”Dine dårlige jokes bliver kun dårligere, når du forklarer dem,” fnyser Asbjørn, mens Stivstikker tager noter i en lille bog. Gwen ignorerer mig og ser spørgende på Mads. ”Er det indlandsisen, hvor dragerne burde være i dvale?” ”Ja, og jeg forstår ikke, hvordan de blev vækket?” ”Den Hornede fik sine ilddæmoner til at vække et brændende bjerg under isen,” griner Dyndspringer. ”Et vulkanudbrud, mener du vel?” spørger jeg. ”Det vidste jeg godt, det hed,” mumler Stivstikker og noterer videre i sin bog.

Dyndspringer ser til gengæld ud, som om det er en fornærmelse, at jeg bruger ord, han ikke kender. ”Kald det, hvad du vil. Isen smelter, og der kommer hele tiden flere drager fri.” ”Hvis isen smelter, hvorfor er der så lav vandstand i floden?” spørger jeg og kører i slalom mellem en flok trilobitter på størrelse med personbiler. Dyndspringer sparker til en, der kommer for tæt på, ignorerer dens piben og peger mod et fjernt punkt bag bjergene. En manøvre, der ikke just er komfortabel, fordi han står på mine skuldre og holder fast i mit lange garn, mens han tosser rundt.

Dyndspringer er ligeglad og taler uanfægtet videre: ”Smeltevandet oppe på isen løber til Tågedyb i stedet for at fodre floden. Og når isen skrumper, bevæger den sig langsommere ud i søen for foden af bjergene. Det giver meget mindre smeltevand i Lysvæld. Jeg håber, alle alfer tørster og dør.” Mads ser på ham med væmmelse, men før han kan åbne munden, bryder Asbjørn ind med et støn: ”Fortæl mig lige, hvorfor det her foredrag om is er spændende, nu hvor det med dragerne er på plads?” Han stirrer forbløffet på de store trilobitter, der muncher det hårde mudder, vi kører på.

”Fordi Nimue bor i søen for foden af bjergene!” råber Dyndspringer, som om Asbjørn er idiot. ”Det lyder sgu da koldt at bo i smeltevandet fra en gletcher,” fnyser Asbjørn. ”Ja, for svage mennesker. Ikke for nymfer, og slet ikke for deres dronning. Meget lækre dronning endda,” siger Dyndspringer og blinker. ”Lige til at sætte tænderne i,” istemmer Stivstikker med et lummert grin. ”I kan altså ikke tale om en kvinde, som om hun er fastfood,” hvæser Gwen. De to sortlinger ser uforstående på hende. Om de ikke forstår ordet fastfood, eller ikke kan se noget galt i at æde nymfer, er ikke til at gennemskue. Sandsynligvis begge dele. Røvhuller. Jeg vrider motorcyklen ekstra hårdt gennem et sving, der bringer mig lidt for tæt på det brusende vand. Dyndspringer ryger ud til siden og hænger skrigende i mit hår. Stivstikker klamrer sig til fronten af sidevognen, så hans lange negle flår ridser i den røde lak.

Gwen griner ad dem, og jeg ved, hun er klar over, at jeg tog svinget ekstra hårdt for at irritere de to monstre. Jeg blinker til hende og får et smil retur. Når bare vi er sammen, kan resten af verden komme an. Vinden i ansigtet bliver hele tiden koldere, mens flokken af enhjørninger sakker længere bagud. Flodvandet buldrer af sted. Vi overhaler et væsen, der ligner en stor søslange. Den svømmer mod strømmen og stirrer lige så forbavset på os, som vi stirrer på den. Jeg kan ikke lade være med at grine ad den store fiskehale, der flaprer ud af dens mund som en tunge. Den ser det og dykker tilsyneladende fornærmet ned i vandet igen. Floden er nærmest grøn og helt uklar. Gad vide hvorfor? Jeg åbner munden, men Mads kommer mig i forkøbet. ”Det er ler opslæmmet i vand, der giver den grønne farve. Sådan ser vandet altid ud, når man kommer tæt på en gletcher.” Ganske rigtigt breder floden sig ud og bliver en stor sø, der grænser op til bjerge og en stor gletchermur, der

kælver direkte i søen. Vi kan se den faldende is, selvom vi stadig er flere hundrede meter væk. ”Nu er vi ved søen, men jeg kan ikke se Nimue?” siger jeg. ”Amuletten peger stadig fremad,” svarer Gwen. Vi bumper videre over grovere og grovere underlag. Fyldt med sten. Til sidst nytter det ikke længere. ”Er der en af jer troldmænd, der kan få motorcyklen til at sejle?” ”Niks,” svarer Dyndspringer og hopper af, før Mads kan begive sig ud i en længere spekulation. ”Nu skal vi bare finde Nimue.” Netop da jeg har sagt ordene, kommer der en lyd fra vandet, som når en stor fisk slår med halen. Jeg vender mig om. Lyden kom ikke fra en fisk. Et kvindeansigt med blålig hud bryder vandoverfladen. Hun svømmer direkte mod os. ”Det er en nymfe, en najade, siden hun lever i vand, men

Nimue er ikke hvilken som helst nymfe. Ifølge keltisk mytologi er hun selve modergudinden, der giver kong Arthur hans sværd,” rabler Mads med en stemme, der tyder på, at han er totalt awestruck. Nymfen rejser sig fra vandet, nøgen og smuk som noget fra en drøm.

”Du synes også, hun er lækker. Vi nakker og æder hende,” hvisker Dyndspringer fra min skulder. Jeg ignorerer ham og kan næsten ikke holde øjnene fra hendes krop og ansigt, selvom jeg burde stirre på det lange, lysende sværd, hun holder frem mod mig. Hendes læber bevæger sig ikke, mens ordene former sig i mit sind, som bobler i vand. Du er ham, der vil føre sværdet til dets ejermand. Ordene rammer mig med en kraft, der får mig til at gå i knæ, så Dyndspringer flyver fremover og ryger i vandet. Uden at tænke rækker jeg hænderne frem mod Nimue. ”Magna mater, modergudinde. Jeg skal nok bruge sværdet klogt, indtil jeg kan give det til Arthur.” Du vil gøre dit bedste, former ordene sig i mit sind, idet hun lægger det kolde skæfte i min hånd. Sværdet er overraskende let. Lige så let som de træningssværd, jeg har svunget utallige gange til kendo. ”Yes,” hvisker Mads bag mig, mens Dyndspringer sprutter arrigt og kommer op af det kolde vand. ”Det er ligesom i spillet. Nu skal vi bare finde enhjørningen, der fører os ind i Tågedyb.” Mads’ øjne bliver store. Som om

han først forstår, hvad han selv siger, efter ordene har forladt hans mund. Lyden af galoperende hove overdøver lyden af brusende vand og den kælvende bræ, hvor is brækker af og falder i vandet med dumpe brag. Enhjørningeflokken har indhentet os. ”Jeg tror, enhjørningen og et par venner har fundet os,” siger jeg og stiller mig forrest med mit lysende hvide sværd. ”Suit up, boys and girls.” Asbjørn åbner bogen, læser skyggeordene og trækker sit sorte sværd.

Mads aktiverer sit skyggeskjold. Gwen ser frustreret på sin køkkenkniv. Dyndspringer og Stivstikker gemmer sig i sidevognen. Enhjørningerne har skum om mulerne og rødsprængte øjne. ”Lad dem se sværdet,” siger Mads. Jeg løfter det over hovedet og lader det fange solens stråler, så det glimter som glitrende is. Flokken åbner sig og omringer os. En stor, sort enhjørning med skrammet horn og utallige ar på flankerne går frem mod os og siger: ”Mennesker har ingen ret til at være her. Hvis det ikke var for Nimue og Excalibur, var I døde nu.” Jeg mærker sværdet sitre mellem mine fingre, da enhjørningen siger dets navn. ”Så det er virkelig Excalibur, sværdet, som sagnkongen Arthur fik af Nimue,” mumler jeg. ”Og som hun fik tilbage, da han døde,” indskyder Mads. Gwen fnyser. ”Rimelig stort ego, min kæreste har, sådan at skrive sig ind i hælene på en sagnkonge.”

”Det er nok ikke uden grund, han hedder Arthur,” siger jeg og ser vagtsomt rundt på enhjørningerne, der nysgerrigt følger os med store øjne. ”Er I Arthurs venner?” spørger den store hingst. ”Det er vi,” siger jeg uden at tøve. Hingsten sænker sit horn. ”Så må I bøde for hans fejl. Med livet!” Asbjørn holder venstre hånd højt i en afværgende gestus, men knuger hårdt om sværdskæftet med højre. ”Jeg er ikke Arthurs ven. Kan jeg slippe for at dø?” Hingsten fnyser bare. Jeg gør mig parat til at kæmpe, og jeg kan se, at Mads gør det samme. Den usikre nørd er væk, og i stedet står der en indædt dreng, der ikke vil lade nogen tale ondt om hans ven. Der er ingen vaklen i hans ord. ”Hvad end Arthur har gjort, har han ikke gjort det uden grund. Hvis I vil kæmpe mod os, så kommer I til at betale dyrt, og prisen bliver i blod.” Skygger vælter ud fra hans ring. Skygger fyldt med glimtende sværd. Blod løber fra Mads’ næse, som om magien suger hans kræfter, men hans ord er uden svaghed. ”Jeg er velsignet af Den Tilslørede, hvem står bag jer?”

Hingsten fnyser. ”Flere hundrede enhjørninger må være rigeligt.” Han løfter sit horn, men før han kan sænke det til angreb, stiller en brun hoppe sig i vejen.

100

Hun er ikke så stor og arret som hingsten, men hendes øjne lyner af viljestyrke. ”Vores føl er taget af en drage, og nu vil du bruge tiden på at kæmpe mod en, der er udvalgt af Den Tilslørede?” Hingsten blotter sin tænder og lægger ørerne tilbage. ”Sætter du dig op mod din mage?” Hoppen løfter hovedet i trods. ”Jeg foreslår, at vi tænker og taler, før vi kæmper.” Hingsten stejler, men da han igen står på fire ben, fnyser han bare, i stedet for at angribe. ”Få dine svar, og hvis de er gode, lever menneskerne. Ellers dør de.” Hoppen vender sig mod os. ”Vil I hjælpe mig med at redde mit føl fra dragerne?”

101

KAPITEL 13 – GWEN Jeg går ind foran Lance, før han kan sige et eller andet ædelmodigt, som vi alle kommer til at fortryde. ”Vi ville mægtig gerne hjælpe dig, fru enhjørning, men ...” ”Mit navn er Hvidblis, og det eneste, der afholder Sortstjerne fra at flå jer i stykker, er mig. Tænk over dit svar, menneske.” Mads nærmest hiver sig i håret, mens han mumler: ”Der er noget galt. Det her skulle ikke være en redningsmission for et enhjørningeføl. Vi skal redde de forsvundne børn og hindre Den Hornede i at overtage verden, vores verden. I spillet skulle enhjørningen føre os ind i Tågedyb, hvor en hjælper ville vise os den hemmelige vej til Den Tilsløredes flyvende ø.” Lance smiler, så det næsten knirker i mundvigene. Hvad skal der til for at gøre ham bange? tænker jeg, mens han taler venligt til enhjørningen.

102

”Hvidblis. Sikke et smukt navn, og dit føl har sikkert et lige så fint navn?” Hun fnyser og lader sig ikke forblænde af pæne ord. ”Xenobia, mit føl, kan dø hvert øjeblik. Vi skal efter dragen, og det kan kun gå for langsomt.” Pokkers, det her går helt ad helvede til. Tænk, Gwen, tænk! Så går spil-logikken op for mig. ”Mads, vi skal til en flyvende ø, enhjørningen vil efter en flyvende drage. Det hele hænger sammen, bare på en anden måde end i spillet. Det er ligesom med amuletten.”

103

Mads bider sig i tommelfingerneglen og ser ud til at tænke. Asbjørn slår ud med sit sværd. ”Det er meget godt, det hele, men medmindre vi gror vinger, så er der sgu ikke meget at gøre.” Mads lyser op. ”Det er svaret! Se, om der ikke er skrevet en besværgelse i bogen.” Sværdet fordufter fra Asbjørns fingre, og han løfter den store bog. ”Hvordan skal jeg finde den? Det er jo ikke, fordi der er en indholdsfortegnelse i den her gamle bibel!” ”Prøv at finde en tegning af nogen eller noget med vinger,” siger Mads ivrigt. Asbjørn bladrer, og efter lidt søgen peger han på en engel. ”Kan han bruges?” Mads roder sig ivrigt i håret. ”Står der noget med rødt?” Asbjørn kniber øjnene sammen. ”Ja, nogle ord og symboler.” ”Perfekt, men du har nok ikke styrke til at give os alle vinger, så vi må vælge en, der kan bære os alle.” Lance peger grinende på motorcyklen.

104

Hvidblis vrinsker og går imellem. ”Jeg bærer jer. Giv mig vinger.” ”Nej!” vrinsker Sortstjerne. ”Lad dig ikke besudle af menneskernes magi.” ”Xenobias liv er vigtigere end dine fordomme. Kom i gang, mennesker!”

105

KAPITEL 14 – ASBJØRN Jeg ser spørgende på Mads, mens jeg bander indvendigt over at tage imod ordrer fra den lille nørd. Mads kigger bare alvorligt på mig og taler til mig, som om han er ved at hjælpe mig med lektierne, ikke fremtrylle vinger på en enhjørning. ”Læg din hånd på hendes flanker, læs ordene og tegn symbolerne på hende.” Det kan jeg sgu da ikke, har jeg lyst til at råbe. Men vi kan kun komme videre på den ene måde, så jeg læser højt fra bogen. Mørke ord flyder som tåge fra mine læber, og blussende røde symboler brænder ind i skindet på den gispende hoppe. Kulde breder sig i min krop, mens brun pels buler ud og flænger. Ud af sårene skyder enorme vinger af blod og skygge. ”Helligbrøde. Du besudler min mage,” vrinsker Sortstjerne. Hun basker prøvende med vinger, der ligner en mørk udgave af englevinger. ”Valget er mit,” vrinsker hun, mens

106

107

blodigt skum står om mulen. ”Sæt jer op, mennesker.” Alt gør ondt. Jeg svajer, udmattet af at bruge magien. Jeg ville været faldet, hvis det ikke var for Lances stærke hænder på mine skuldre. ”Fandeme sejt, det der!” hvisker han, mens Gwen svinger sig op, som om det var noget, hun havde prøvet tusind gange før. Hun rækker en hånd ud og hiver Mads op. Derefter ser hun spørgende på mig. ”Er du okay?” Jeg vrister mig fri af Lances greb. ”Smerte er bare svaghed, der forlader kroppen,” hoster jeg, griber en vinge og hiver mig op. Ikke helt så graciøst som Gwen, men selv udmattet er jeg stærkere end de fleste. Ok, måske ikke lige så stærk som Lance. Den store gut ser fortabt på enhjørningen. Nok er han stærk, men han vejer cirka dobbelt så meget som Gwen. Han stiller sig så op på sidevognen. ”Fru Hvidblis, vil De have noget imod at komme herover, så jeg kan komme lidt lettere op?” Prustende går hun derhen, mens enhjørningerne står i kreds om os og ser på hende med en blanding af rædsel og ærefrygt.

108

Lance svinger sig op og siger: ”Jeg er klar.” På samme tid som Hvidblis sætter af, springer de to sortlinger op af sidevognen. Stivstikker griber hendes hale, og Dyndspringer forvandler sig til en stor, sort fugl. Mads og Gwen stirrer på fuglen med åben mund og et sært blik i øjnene, som om de har set fuglen før. ”Mørkets væsner er i ledtog med menneskerne, dræb dem!” skingrer Sortstjerne, mens vi letter i en sky af bloddråber og sorte fjer.

109

KAPITEL 15 – MADS Den bevingede enhjørning stiger hurtigt højere på himlen. Hendes flok glor måbende efter os. ”Forbandet være alle lysvæsner og deres åndssvage idéer,” hyler Stivstikker, mens han klatrer op ad Hvidblis’ hale.

110

”Rolig, lille ven, jeg har dig,” siger Lance højt for at overdøve de baskende vinger. ”Slip mig, dit store læs!” Med klaprende tænder kravler den lille, morderiske galning hen over os alle, for til sidst at putte sig ind til Gwen, der overrasket tager øjnene fra den store ravn. Fuglen minder mistænkeligt meget om Arthurs tamme ravn. Har Dyndspringer hele tiden fulgt os og bare ventet på det rette tidspunkt? Har han så også taget Arthur? Nej, det giver ingen mening. Arthur har planlagt det hele, så vi kunne følge ham. Han har måske lokket sortlingerne til at få ham til Uvirkeligheden, men jeg tvivler på, de vil fortælle hvordan. Det er heller ikke vigtigt lige nu. Det vigtige er at følge de anvisninger, som Arthur gav os, da vi spillede med ham, selvom der er så mange ting, der er anderledes. Da vi spillede, var der ikke drager med. Er jeg for fokuseret på at komme i mål? Jeg kan næsten se alle de gange for mig, hvor Arthur med et smil om læben efter en spilsession fortalte, at jeg havde taget den lige linje gennem eventyret, og at der var så mange ting, jeg ikke havde undersøgt.

111

Jeg må finde en måde at gennemskue alt det, jeg ikke selv har oplevet i spillet. Men hvordan? Så slår det mig. Der må være info i notesbogen. Der må være en side eller to om dragerne, men jeg kan ikke få bogen frem i denne vind, så jeg må finde på noget uden den. Vi kan ikke bare vælte ind i en dragerede og kræve at få udleveret et enhjørningeføl. Vi må have en plan, tænker jeg, mens den kolde vind fra gletsjeren river i håret. Hvidblis flyver, som om det er noget, hun har gjort utallige gange før. Det falder hende lige så overraskende let, som det gør for os at bruge de magiske våben. Måske ikke Gwen, som stadig kun har en sølle køkkenkniv. Men er det i virkeligheden knive, hun skal have? Jeg tænker mig om. Hendes karakter i spillet er en rogue, en sneaky bastard, der vil kunne få os ind alle steder og narre hvem som helst med simple forklædninger. Selv drager? Jeg får en idé og læner mig tæt ind mod Gwen, for at kunne overdøve de flaprende vinger og den brølende vind. ”Gwen, du må ikke blive sur eller noget, men jeg

112

tror, at det der med våben er din mindste skill.” Hun stivner mod mig, og jeg skynder mig at tale videre, før jeg får et hidsigt svar. ”I spillet er din rogue en karakter, der kan få os ind alle steder og manipulere med alle.” ”Det lyder som mig,” siger hun med en stemme, der er helt anderledes sårbar, end den plejer. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så jeg siger det indlysende: ”Jeg håber, du er klar. Vi lander snart på en vulkan fyldt med drager.” ”D-det lyder rart,” siger hun med en stemme, hvor ironien bliver kvalt af frygt. Fraværende stryger hun Stivstikker over hans stribede tophue. Som er det ham, der er skræmt, og ikke hende. Jeg må sige noget for at berolige hende: ”Jeg ved godt, det er farligt, men jeg kan væve skyggerne, så Hvidblis kommer til at ligne en helhest fra Tågedyb, og vi to ligner sortlinger,” siger jeg.

113

”Det lyder som noget, jeg kommer til at fortryde,” knurrer Gwen. ”Jeg tror, du bliver en fin sortling,” gnægger Stivstikker fra hendes favn. Jeg bider mig i underlæben for ikke at bande ad det irriterende kræ. ”Måske kan vi give os ud for at være på mission for Den Hornede?” Hun fnyser, og sarkasme driver fra hendes ord: ”Hej hej, vi kommer fra Den Hornede. Giv os venligst det lille føl, så slipper I for problemer … ja, super god plan. Det skal nok virke!” Jeg har mest lyst til at råbe ad hende, men det hjælper nok ikke, og den ulmende vulkan på toppen af gletsjeren nærmer sig alt for hurtigt, så jeg tager mig sammen og taler febrilsk videre: ”Det skal være helt simpelt: Sortlingerne er lige kommet tilbage fra Virkeligheden, og de har fanger på slæb til Den Hornede.”

114

Gwen sukker opgivende. Jeg kan ikke høre lyden gennem vinden, men mærke sukket i hendes krop, der er presset mod min. ”Det kan jeg godt arbejde med, men hvordan får vi dem til at udlevere føllet?” svarer hun. ”Mad til turen?” siger Stivstikker, mens han slikker sig om munden. ”Find på en bedre idé. Og hurtigt!” vrinsker Hvidblis, idet hun dykker. Hun flyver lavt over isen, sikkert i håb om, at dragerne ikke opdager hende, men vi har ikke en chance for at undgå at blive set. ”Jeg må camouflere dig!” skriger jeg ud i vinden. Hvidblis fnyser bare, hvilket jeg tager som et ja. Gwen vender sig mod mig med blå læber og klaprende tænder. Hun ser bange ud bag makeuppen og de mange piercinger. ”Du har klaret så meget med list, det her klarer du også,” brøler jeg mod vinden, mens jeg griber min ring, påkalder skyggerne og håber, hun tror mere på mine ord, end jeg gør.

115

KAPITEL 16 - GWEN Jeg stirrer forbløffet på Mads, mens han lader skyggerne ændre Hvidblis. Jeg kan ikke komme mig over hans ord: Klaret så meget med list? Har han fattet, at jeg prøver at styre gruppen? Han er klog nok til det, men åbenbart også så meget slave af sine følelser, at han følger mig, selvom han ved, hvad jeg gør. Lance er åbenbart ikke den eneste. Jeg forstår bare ikke, hvorfor de følger mig, hvis de har regnet mig ud? Stivstikker giver min arm et lidt for hårdt klem til at være beroligende og blinker op til mig. ”Jeg skal nok bakke dig op, bare husk at smiske for dragerne. De elsker at blive rost.” Hvilken slags ros? ville jeg sige, hvis ikke skyggerne havde lukket sig om mig. Skygger synker ind i min hud som tusind nåle, og mine ord bliver til et uartikuleret skrig af smerte og forskrækkelse. Min krop ændrer sig.

116

Jeg holder mine gulliggrønne fingre op foran mig, men jeg har ikke tid til at undre mig over forvandlingen, for i mit synsfelt vokser noget andet frem, som kræver mere opmærksomhed. En stor, blåsort drage har kurs lige mod os, og den ser ikke venlig ud. Mads hvæser: ”Lance og Asbjørn, I er vores fanger. Hvidblis, du er en vinget helhest fra Natteskær. Hold munden lukket og lad Gwen føre ordet.” De kommer med mere eller mindre anerkendende lyde, men det ændrer ikke på det faktum, at de alle sammen stoler på, at min evne til at manipulere kan redde røven på os alle. Det værste er, at de tror mere på det, end jeg gør. Dragen slår et sving og flyver op på siden af os, så vi kan se dens brændende krybdyrøjne helt tæt på. Gabet med alt for mange tænder åbner sig. En rumlen skyder

117

op gennem dens hals. Det lyder som et tordenskrald, men min erfaring fra at lytte til dødsmetal-growl gør, at jeg hører ordene gemt i brølet. ”Hvem er I, der vover jer ind på Dragefyrstens territorium?” ”Vi er ...” siger jeg lammet af rædsel og med pibende sortlingestemme. ”... P-på mission for Den Hornede,” rabler Mads med en stemme, der lyder mindst lige så skræmt som min. Jeg lukker øjnene og får en smule styr på min frygt. ”Vi har hentet to mennesker i Virkeligheden ...” ”Men Urdyb spyttede os ud i Lysvæld,” rabler Mads, der åbenbart er så fanget af sin frygt, at han har glemt, jeg skulle føre ordet. Dragen ser forvirret på os, kniber øjnene i og knurrer utilfreds i svælget. ”Hold kæft, og lad jeres boss tale,” hvæser jeg hidsigt, helt uden at behøve at lade, som om jeg er det. ”Ærværdige drage, det vil glæde Den Hornede, hvis du fører os til din herre!” Dragens knurren bliver dybere. ”Dragefyrsten er ikke min herre, men jeg skal føre dig til ham, for han er den, vi har valgt til at tale på vores vegne. Så han bestemmer

118

jeres skæbne. Følg mig.” Dragen sætter farten op og dykker ned i en dyb kløft, hvor siderne er af is og klippe. Kløften udvider sig, og ud af den smeltende is rejser sig en borg med mægtige tårne af sort sten. En enorm fæstning, hvor drager kravler rundt på murene og smelter is med deres ildånde.

119

Vi flyver over borgmuren og ned i den kæmpemæssige gård, der tydeligvis er lavet som levested for dragerne. Jeg føler mig som en myre blandt giganter. Flere drager sover eller blinker med øjnene, som om de lige er vågnet af dvale, men jeg er ikke det mindste i tvivl om, at de kan knuse os så let som ingenting, hvis de vil. Dragen foran os lander i gården. Vi gør det samme.

120

Dragen løfter en klo og peger. Dens mund bevæger sig, men jeg forstår ikke de rumlende ord. Min hjerne er pludselig helt blank. Enorme drager tårner sig op overalt omkring os, og en panik, som jeg aldrig har følt før, nagler mig til stedet. Får koldsved til at bryde frem, og alle muskler til at spænde i frygt. Den eneste, der ikke står som frosset, er Lance. Han vender sig rystende mod os, som var det bidende koldt og ikke lunt. ”D-det er dragefrygt. Lige nu har vi det som r-rådyr fanget i en bils forlygter, vores k-kroppe ved, at vi ikke har en chance alene. Tag hinandens hænder og f-følg mig.” Jeg nikker og mærker min krop begynder at ryste, ligesom Lances. Hvordan overvandt han frygten? Jeg er stadig ved at dø af skræk, men jeg griber efter Lance og Mads’ hænder. Langsomt danner vi kæde med Asbjørn, sortlingerne og Hvidblis til sidst. Så går vi ind i borgens mørke.

121

KAPITEL 17 - ASBJØRN Vi går gennem mørket. Mod lyset for enden af tunnelen. En linje fra bandet Bersærk lyder i mit hoved: Lyset for enden af tunnelen er et tog ... Jeg spænder så hårdt, jeg kan i kæben for ikke klapre tænder. Jeg forbander mig selv for ikke at kunne lade være med at ryste af skræk. Lance trækker os frem med klaprende tænder. ”B-bare lad frygten rase, v-venner. Når kroppen ryster, betyder det, at den klarer f-frygten.” What the fuck? Det lyder sgu da som opskriften på at være svag, men Lance er jo for fanden den sejeste af os? Hvad sker der lige? ”D-du har ret,” siger Mads. ”M-min far har sagt noget lignende. Noget med, at det er et system i alle pattedyr. Noget, der gør, at de kommer videre efter traumatiserende o-oplevelser.” ”Jeg er fandeme ikke et d-dyr!” knurrer jeg.

122

”Vi er alle dyr,” lyder en dyb stemme fra lyset. ”Tal for dig s-selv,” siger jeg og går ind i rummet. Jeg er ved at tabe underkæben over, hvor anderledes det ser ud. Her er ingen drager, is eller klipper. Flammende kærter oplyser et rum fyldt med reoler og statuer. I en blød stol ved ildstedet sidder en smuk, blond kvinde og ammer et spædbarn. Ved hendes fødder ligger

123

noget, der måske er en stor hund, og snorker. Kvinden har kun øje for sit barn. Det kan ikke være hende, der talte. En skikkelse i en slidt rustning af drageskæl vender sig mod os. Hans lange, grå hår hænger tungt ned over hans ansigt. Han stryger det væk og afslører blå øjne, der ser unge ud i det slidte ansigt. Lange ar skærer sig over panden, kinderne og ned i hans grå skæg. Hans hud er mørk og knudret … eller er det skæl? Han lukker roligt bogen og stiller den på plads. ”Jeg er Dragefyrsten. Valgt til at tale på vegne af denne verdens ypperligste væsner. Hvem er I, der kommer klædt i skygger?” Hans ord er dybe, uden vrede eller trusler, men glitrende tråde af blå magi bevæger sig hidsigt om hans klobesatte fingre og taler et andet sprog. Han er klar til at kæmpe, og han er ikke et sekund i tvivl om, at han kan tvære os ud. Selvsikkerhed og styrke giver ham en frygtindgydende udstråling, som var han selv en drage og parat til at æde os med hud og hår. Mit hjerte banker, som om det vil mase sig ud af brystkassen, og jeg skal pludselig pisse helt vildt. Det kræver al min styrke ikke bare at give slip og tømme blæren.

124

125

”B-bare fjern forklædningen, Mads,” siger Gwen med rystende stemme og vender sig mod fyrsten. ”Skyggerne var nødvendige for ikke at blive spist af dragerne med det samme.” Dragefyrsten nikker med noget, der kunne være et skævt smil gemt i skægget. ”Klogt valg. Dragerne er ypperlige rovdyr og æder de fleste, der ligner byttedyr, uden at blinke.” Han nikker mod Hvidblis. ”Modigt af en som dig at komme her.” Enhjørningen træder frem, idet skyggerne glider af hende. Hun taler med en stemme så fuld af ængstelse, at det skærer gennem marv og ben. ”Hvor er mit føl?” Han lægger en finger for læben og peger mod den sovende skikkelse ved kaminen. ”Ingen grund til frygt. Dit føl er i sikkerhed.” Nu kan jeg se, at det ikke er en stor hund, men et sovende enhjørningeføl. Pludselig minder enhjørningen

126

og dens føl mig lidt for meget om papmor Signe og min bror Monrad. Raseriet vælder op i mig og brænder al frygten væk. Jeg træder et skridt frem med flammende skyggetråde om mine fingre. ”Hvad sker der for dig, dit store læs lort? Du kan sgu da ikke bare kidnappe folks børn! Tror du, jeg vil finde mig i det?” Han ser på mig med et sært blik, lidt som når min far ser på mig, når jeg er vred. Det gør mig bare endnu mere gal. Før jeg kan springe på Dragefyrsten, vender han ryggen til mig og knæler ved den ammende kvinde. ”Engang var jeg som du. Vreden var min eneste styrke og min største svaghed.” Han stryger en hånd over barnets kind, og pludselig går det op for mig, at det ikke kun er føllet, der sover. Det gør kvinden og barnet også. Det river i mig efter at smadre ham, men de sovende får mig til at tøve.

127

”Min kone og barn vågnede ikke af dvalen, da isen smeltede. Jeg prøvede alt og gav mig derefter til at lede efter svar i mine bøger. Her fandt jeg ud af, at det kun er enhjørningernes helbredende magi, der kan vække dem.” ”Og så kidnappede du et barn i stedet for at spørge pænt. Hvad gør det dig til?” hvæser jeg. Han rejser sig og vender sig mod os igen. Hans øjne er ikke længere lysende blå, men mørke som en tordenvejrshimmel. Med anstrengt stemme siger han: ”Jeg har kæmpet hele mit liv, og det falder mig ikke let at bede om hjælp.” Han tager et dybt åndedrag og ser på Hvidblis. ”Det var en fejl at tage dit føl. Xenobia hørte min bøn, men hun var ikke stærk nok til at vække min kone og barn.” Hvidblis træder frem og taler med dirrende stemme. ”Men det er jeg.” Hun lyder ikke, som om hun tror på det, men hun forsøger alligevel. Hendes mod og omsorg får min vrede til at forsvinde. Tråde af hvid magi strømmer fra hendes horn, idet hun blidt berører føl, barn og kvinde. Hun gisper af

128

udmattelse. Det er tydeligvis mere krævende, end hun troede. Det er, som om helbredelsen suger livet ud af hende.

Dør hun? Kan jeg leve med det? ”No way. Not on my watch.” Jeg træder frem og lægger min hånd på hendes flanke og mærker et sug, der tager min styrke. Så griber Lance min hånd og gisper, da suget forplanter sig videre gennem mig og ind i ham. Jeg ser Gwen gribe hans arm. Mads rækker ud, idet hun vakler, men Stivstikker er hurtigst. Da han går ind i kæden, vælter styrke gennem os. Det er som at bælle en energidrik.

129

Hvad fanden er han for et væsen? Så er Mads også med, og pludselig føles det ikke længere hårdt, men helt naturligt at hjælpe en enhjørning med at helbrede. Hendes horn lyser så stærkt, at det gør ondt i øjnene. Fyrstinden vågner ikke, og udmattelsen kommer tilbage. ”Jeg ved ikke, om vi har styrke nok?” gisper Mads. ”Hvis det er styrke, I mangler, hjælper jeg gerne.” Fyrsten griber ikke vores hænder, men væver skinnende, blå tråde gennem rummet. Trådene daler mod gulvet som lysende runer, der låser sig sammen i et glitrende symbol. Og pludselig har jeg det, som om jeg kan klare alt. Hornet skinner stærkere end nogensinde før, revner af lys breder sig over hornet. Rummet lyser op i et hvidt glimt, og jeg bliver slynget tilbage.

130

131

KAPITEL 18 – GWEN Gispende kommer jeg på benene. Jeg ryster. Ikke af frygt. Men af fryd. Foran mig sætter føllet sig op og taler med et barns stemme. ”Klarede jeg det?” Hvidblis’ stemme er fuld af ømhed: ”Med lidt hjælp fra flokken.” Jeg ser på hende. Hun ser uendeligt træt ud, og hendes hvide horn er dækket af et net af sorte revner.

132

”Mor! Er du her også?” vrinsker Xenobia glad. ”Først var jeg bange, men dragerne gjorde mig ikke noget, og den gamle mand ville bare have mig til at hjælpe. Jeg prøvede, men så blev jeg træt.” ”Du klarede det så fint, mit barn. Jeg er så stolt.” To hvide horn glitrer mod hinanden, og en blid klirren fylder rummet, idet Hvidblis’ horn revner og falder fra hinanden. ”Mor, dit horn!” vrinsker Xenobia inderligt sørg modigt, som ved det lille føl en frygtelig hemmelighed, jeg ikke kender. Mads hvisker grådkvalt: ”Når en enhjørning mister sit horn, mister hun sine evner og dør kort efter ...” ”Det er min skyld,” klynker Xenobia og presser sig mod Hvidblis’ flanke Hvidblis skælver. ”Det er ikke din skyld.” Hendes øjne hviler tungt på dragefyrsten, men i stedet for at placere skylden og vende sorg til had, siger hun blidt: ”Det var mit valg at redde dig. Jeg er den voksne, du er kun et føl. Jeg har levet til fulde. Dit liv er først begyndt. Lad os få dig hjem til din far, før mit liv rinder ud ...”

133

Røde tråde af magi breder sig gennem rummet og låser sig i Hvidblis’ hornstump. ”Jeg kan ikke redde dit liv, men jeg kan forlænge det,” siger fyrsten med magien strømmende fra sine fingre, magi, der synligt ælder ham. ”Ti år af mit liv vil give dig et år mere at leve i.” Hvidblis ranker sig og nikker anerkendende til ham, og selv om hun ikke siger et ord, ved jeg, at fyrsten har betalt sin gæld til hende.

134

”Jeg skylder jer uendelig tak og ...” siger fyrstinden i stolen. Et hyl fra barnet afbryder hende, og hun lægger det til brystet. Fyrsten står rank ved deres side. Han så gammel ud før, nu ligner han en olding, men hans stemme er uændret dyb og rolig: ”Vi står i æresgæld til jer. Sig, hvordan vi kan hjælpe jer.” Jeg åbner munden … ”Mad ville være lækkert?” smasker Stivstikker og ser misundeligt på ungen, der suger mælk i sig. Om det er mælken eller ungen, han vil æde, er ikke til at sige. ”Den har jeg allerede fundet,” svarer Dyndspringer fra et bord, hvor han er i gang med at flå stykker af et stort

135

stykke kød. ”Flot show, I lavede. I så ud til at klare det fint uden mig. Ikke, at jeg ville have hjulpet, hvis I havde spurgt,” griner han med sin fugleham om sig, som var det en jakke. ”Gem noget til mig, din skiderik,” gnægger Stivstikker og hopper op på bordet. Dragefyrstens øjenbryn glider langsomt op i panden, men han ser ikke vred ud. Rynkerne om hans lysende, blå øjne og draget om munden tyder mere på, at han har svært ved at holde latteren tilbage, som om sortlingernes djævlefrækhed er noget, han kender og holder af. Jeg ryster på hovedet over sortlingerne og går frem mod fyrsten, før Mads eller nogen andre kan nå at fucke planen mere op. ”Dragefyrste, vores venner er kidnappet af Den Hornede. Han er i gang med at forvandle dem til væsner i sin hær.

136

Den Hornede vil dræbe Den Tilslørede og vende tilbage til den virkelige verden, hvor han vil slagte alle mennesker, der ikke er parate til at blive magiske væsner. Vi har brug for din hjælp, så vi kan komme frem til Den Tilslørede og vække ham af hans søvn.” Fyrsten svarer ikke med det samme, men går hen til en reol og tager en bog. Jeg er lige i hælene på ham, og det er Mads også. Fyrsten bladrer og slår op et bestemt sted. Peger på noget, som ligner en ø, der svæver mellem stjernerne. ”Den Tilslørede befinder sig på randen mellem Virkelighed og Uvirkelighed. Hans svævende ø kan kun nås ad skjulte veje.” Mads nikker ivrigt, som om han ved præcis, hvad fyrsten snakker om. Han holder Arthurs notesbog, hvor han har fundet en tegning af en flyvende ø, og skal tydeligvis til at sige noget. Jeg giver ham et sigende blik, og han holder munden lukket. ”Selv de mægtigste drager kan ikke flyve til øen uden en åbning,” mumler fyrsten, mens han bladrer i bogen. Endelig finder han det, han søger, og viser et tredelt kort

137

over Lysvæld, Tågedyb og Natteskær. Kortets kanter er sært bølgede, som om der er noget bag ved de tre landsdele. Er det øen?

138

Jeg mærker en blid hånd mod min skulder, og kvinden med det lyse hår taler, som kunne hun læse mine tanker: ”Du har ret, min pige. Bag vores verden svæver Den Tilsløredes ø.” Jeg har lyst til at rive mig fri og vrisse, at jeg ikke er hendes pige, men da mit blik låser sig fast i hendes grønne øjnes dyb, forsvinder al min vrede. Det er, som om hun ser lige igennem mig, ser alt, hvad jeg er, og møder det hele med en omsorg, jeg aldrig har fået derhjemme. Jeg ville gerne være hendes pige. ”Hvordan kommer vi derhen. Kan du hjælpe?” siger jeg med en stemme så nøgen, som kun Lance og Arthur har hørt den. Hendes hånd slipper mig, men det gør hendes blik ikke. ”Den eneste vej går gennem Tågedyb. En verden fyldt med monstre, der kan knække selv de stærkeste.” Hun ser sigende på Lance og derefter på mig igen. ”Hvis du tillader det, vil jeg give dig tre ting, der kan hjælpe dig på jeres færd.” Hun løsner en grøn juvel fra sit barns pande og rækker den frem mod mig.

139

Mads ligner en dreng før juleaften og mumler noget med: ”Hidden levels and treasures unlocked.” Lance og Asbjørn ser ud til for en gangs skyld at være enige om at være skeptiske. Stivstikker gnægger og vifter med en pølsestump, men hans øjne er alvorlige. ”Gaver givet med bagtanke har altid en pris, husk, du kun har én sjæl.” Dragefyrstens blik er hårdt som flint. Hvad der gemmer sig i det, ved jeg ikke, men det er rettet mod den blonde kvinde. ”Bind hende ikke for hårdt, Tilga.” Han tager et bævende åndedræt og lukker øjnene. ”Jeg beder dig.” Den blonde kvindes blik flakker, og så slår hun det ned. Det føles, som om der brydes en forbindelse mellem os. Jeg er pludselig tilbage i en kold verden, hvor alle vil mig ondt. Hun nærmest hvisker: ”Tilgiv mig. Til tider overstiger min trang til at hjælpe, konsekvenserne ved mine handlinger.” Tilga placerer igen juvelen på sit barns pande, hvor den glider lidt ned i huden og finder hvile. ”Jeg har ingen ret til at binde dig til mig, selvom jeg kun ønskede at hjælpe.” Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere. Det er, som om en kærlig, men omklamrende favn er trukket væk og

140

har ladt mig alene igen. Det kræver al min styrke ikke at bryde grædende sammen.

Mads rømmer sig. ”Men de to andre gaver er måske uden binding?” Tilga går hen til en kiste. Hun fremdrager et langt, sort klæde og et snoet armbånd. ”Disse gaver vil ikke binde dit sind til mit, men i stedet binde dig til dragerne. Give lidt af dem til dig og lidt af dig til dem.” ”Yes!” siger Mads. ”Og hvis du ikke vil have det, så vil jeg.”

141

Hans ord gør udslaget. Det gør ondt i mig ved tanken om ikke at tage imod noget fra hende. ”Jeg er all in på drager. Bring it!” siger jeg. ”Omfavn hende!” Ved de ord bliver det sorte klæde levende. Flagrer frem og svøber sig om mig. Drageham suger sig ind mod min hud, og dragedrømme vågner i mit sind. Med ét ved jeg, at også her bliver der en pris at betale.

142

KAPITEL 19 – LANCE Jeg løber frem, men det er for sent. Sort drageham snor sig om Gwen. Jeg rækker ud, men dragefyrsten griber mig med en umenneskelig styrke og hvisker næsten blidt: ”Du må ikke forstyrre processen. Vær ikke bange. Dragehammen binder sig til hende og giver hende styrken til at klare sig i denne grumme verden. Tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om.” Hans ord får mig til at se på ham, se ham rigtigt. Hans hud er ikke bare gammel og rynket, men dækket af fine skæl. ”Så du er også bundet til en drageham?” hvisker jeg. ”Mere end det,” siger han og slipper sit tag i mig. ”Langt mere, men tag dig nu af din veninde.” Da jeg vender mig mod hende, ligger hun på gulvet og gisper efter vejret.

143

Jeg går på knæ, hiver hende op i min favn og holder hende, som jeg har gjort så mange gange før. ”Er du okay, Gwen?” Hun ser op på mig, og det gule i hendes brune øjne brænder som ild. ”Jeg har aldrig haft det bedre!” Hendes hud er mørkere, og helt tæt på kan jeg se de næsten usynlige drageskæl. ”Ligner jeg et rigtigt monster nu?” siger hun og bider sig nervøst i den ene læbepiercing. Jeg smiler, så det gør ondt, og har lyst til at trække hende helt tæt på. At møde hendes læber med mine. Jeg kvæler tanken. ”Du har aldrig været smukkere,” hvisker jeg. Hun rejser sig ubesværet, strækker de mørke arme, der glinser mat i kærteskæret, og vender sig mod Tilga. ”Havde du en gave mere?” spørger hun med begær i stemmen. Tilga lægger hovedet på skrå og ser undersøgende på hende. Nikker, som er hun tilfreds med det, hun ser. Så rækker hun et snoet smykke frem. ”Du har ingen dragekløer, så dette armbånd vil komme dig til nytte.”

144

Gwen tager det glinsende armbånd på, og jeg ser nu, at det ligner en sølvdrage med slangeagtig krop. Små vinger og store øjne af rav. Gwen rynker brynene. ”Jeg sætter pris på smykker, men jeg mangler mere et våben.” Tilga spidser læberne. ”Brísingr er skam begge dele. Det var tænkt som en gave til min datter, men nu fik jeg en søn.” Gwen ser på hende med store øjne og overser tydeligvis ikke betydningen af hendes ord. At fyrstindens gave er så værdifuld, at den skulle være gået til hendes barn. Fyrstinden tager taknemmelighedsgæld alvorligt.

145

Tilga peger på smykket: ”Stryg dragen over panden, og et skarpt knivsblad vil skyde frem. Peg dens hale frem, og den vil åbne de fleste låse. Eller peg dens mund fremad, læg to fingre på dragens øjne, sig Brísingr og den vil så vise betydningen af sit navn.” Gwen rækker tøvende to fingre frem. Tilga rømmer sig advarende, og Gwen standser. ”Brísingr betyder ild på det gamle sprog, og smykkets flammer smelter jern, så brug den ikke her i biblioteket.” ”Nok meget smart, at en flammekaster ikke er en gave til et spædbarn,” siger Gwen tørt, men mig narrer hun ikke. Taknemmeligheden stråler ud af hendes øjne. En knurrende latter lyder fra Stivstikkers strube. ”Det er meget fint, alt det her, men hvis vi skal nå frem, før Den Hornede, skal det hele ikke gå op i familiehygge.” Jeg ser rundt. Mads nikker til mig. Han kan heller ikke vente med at komme videre.

146

Gwen blinker til mig. Hun er helt klar. Asbjørn slår ud med armene. ”Ja, for fanden, vi skal redde min bro og resten af verden. Tag noget mad og grej, så vi kan komme ud af vagten.” Jeg ser kort på Hvidblis, der er dybt optaget af sit føl, før jeg vender mig mod Dragefyrsten. ”Hvordan kommer vi hurtigst muligt til Tågedyb?” Dybe rynker ved hans øjne fortæller mig, at han smiler stort bag skægget. ”Jeg troede aldrig, I ville spørge. Kom med.” Mads rømmer sig, mens vi går gennem gangen, ud mod dragegården. ”Vi er taknemmelige for alle gaverne, men du nævnte, at du har været vidt omkring i din søgen efter midler til at vække din fyrstinde?” ”Det er korrekt, knægt. Hvad vil du gerne vide?” ”Vi søger efter vores ven Arthur.” Mads synker en klump, som om det er svært for ham at tale videre. ”Alferne fortalte, at han anførte et oprør, men af sære årsager forrådte han dem til Den Hornede, som om han havde en klemme på Arthur. Ved du, hvorfor Arthur forrådte dem?” spørger Mads og ser på Dragefyrsten, som om han frygter hans svar.

147

Dragefyrsten lægger hovedet på skrå og ser undersøgende på Mads. ”Jeg hørte alferne fortælle det samme. Dværgene tog forræderiet mere roligt, men de elsker jo også at kæmpe, og uden Arthur fortsætter kampen mellem Lysvæld og Natteskær, som den har gjort de sidste tusind år. Uden nogen vinder.” ”Møgdværge,” spytter Dyndspringer. Dragefyrsten ler bare overbærende. ”På min rejse gennem Natteskær talte jeg med adskillige sortlinger for at høre, hvad de vidste om stærke, magiske genstande. Efter en smule bestikkelse fortalte de, at den mest magtfulde genstand i Natteskær er en kæmpe krystal på toppen af Den Hornedes borg. Den er en port til andre verdener. Ikke, at den viden hjalp mig i forhold til at vække min kone, men sortlingerne fortalte, at der er en person, som er lænket til krystallen. Og at den person er gidslet, der fik Arthur til at overgive sig.” Han ser på mig med mørke øjne. ”Hvem kan få Arthur til at forråde alt, hvad han tror på?” Hverken Mads eller Gwen ser ud til at have et svar, så jeg siger: ”Det finder vi nok snart ud af. Men hvordan kommer vi videre?”

148

Dragefyrsten vinker os ud i gården og peger stolt på en enorm drage. ”Hils på min bedste ven. Hun skal nok føre jer videre … Hvis I spørger pænt.”

Det store dragehoved vender sig og suser mod os. Jeg synker en klump. Forestiller dragens blottede tænder et smil, eller er hun sulten? Alt, jeg kan gøre, er at smile og håbe, vi overlever.

149

S E N

R E T

ØRN

ING

ALFER

3 LYSVÆLD 4 S

V O K

TRILO

KKE

MUE

S SØ

DRA

GEFYRSTENS

3 BORG 4

E B JERG E

O I SEN