THE STRONGHOLD The Stronghold havde til huse i en lagerbygning med en anonym jerndør og en dørtelefon med kode. Tom tastede koden, og vi vaklede på vores sindssygt høje hæle op ad en betontrappe, der mindede om en parkeringskælder og lugtede, som om nogen havde tisset på den. Da vi først var kommet indenfor, og Tom havde oplyst vores navne til gæstelisten, følte jeg dog et voldsomt sug af spændt forventning. Langs med de rå murstensvægge var der anbragt halmballer, hvilket et kort øjeblik fik mig til at ønske, jeg havde beholdt Dolly Parton-outfittet, og hvor der ikke var halmballer, var der opstillet overpolstrede sofaer. Et band spillede, og i hjørnet var der en bar bemandet af unge mennesker, hvis nervøse blikke forstærkede spændingen, som om en sherif, hvad øjeblik det skulle være, ville komme ridende, tøjre sin hest, storme indenfor iført cowboyhat og rydde bulen. Det var svært at skelne gæsterne i det kunstige lys, men det fremgik dog tydeligt, at ikke alle var teenagere, og at der befandt sig nogle ... “... virkelig lækre fyre i lokalet,” mumlede Talitha. “Så er det nu, min tøs,” sagde Tom. “Op på hesten.” “Jeg er for gammel!” protesterede jeg. “Og hvad så? Her er jo nærmest bælgravende mørkt.” “Men hvad skal jeg snakke om?” jamrede jeg. “Jeg er ikke opdateret om de nyeste pophits.” “Bridget,” sagde Talitha, “vi er kommet for at genfinde din indre sensuelle kvinde. Det har ikke det fjerneste at gøre med at snakke.” Det føltes som at være teenager igen – denne blanding af usikkerhed og forventning. Det mindede mig om de fester, jeg var med til, da jeg var seksten, og hvor lyset blev slukket, lige så snart forældrene var skredet, og alle omgående begyndte at snave personer, de dårlig nok havde nået at få øjenkontakt med. Som vilde dyr. 87
Bridget Jones.indd 87
15/10/13 12.05