Stallo af stefan spjut

Page 7

er beklædt med masonit, som fugten har afsat mørke skjolder på. En stabel aviser ligger på bænken, der er forsynet med et rigtigt toiletsæde af plastic. Vindueskarmen er fuld af insekter. De er tørret ind og ligger og flyder under en grå gardinrest, der er sat op med tegnestifter. Man skal hente vand fra en pumpe. Den er malet grøn og stikker op af det solbeskinnede, viftende græs som en kantet busk. Men vand kommer der ikke, der lyder bare en raslen nedefra, da hans mor trækker i håndtaget. Han kan se, at det irriterer hende. Hun har bundet et rødternet tørklæde om håret, og nu stikker hun fingrene ind under det og kradser sig hårdt i panden, der allerede er oversået af myggestik. – Har vi flere sodavand? Han ryster på hovedet, for det ved han, at de ikke har. Han har hældt hver eneste dråbe indenbords. Hun forsvinder ind i hytten og kommer ud igen med en kasserolle i hånden. – Kom, siger hun og svinger det ene ben over hegnet. De grangrene, hun bøjer til side, er brune og visne, og det ser ud, som om de vil knække, men det gør de ikke. Da han sætter foden på en tyk gren, der ligger helt nede under mosset, rejser den anden ende sig pludselig op et stykke derfra. Det virker, som om grenen løfter hovedet for at se på ham og finde ud af, hvem det er, der kommer og forstyrrer. En mørk vandoverflade glimter bag de ru træstammer. Rundtomkring er der tuer med lange græsstrå. De spejler sig også i skovsøen. Og den lyse himmel flyder rundt dernede mellem de kantede trætoppe. Hans mor sætter sig på hug og sænker kasserollen ned i vandet. Drengen slås med myggene og ser på. Skal de virkelig drikke det dér? – Bare vent og se, siger hun. Hun bærer kasserollen med den ene hånd, så det skvulper over, men han synes, det kan være lige meget, for han har ikke tænkt sig at drikke noget af det. Der er en revne øverst i pumpehovedet, og der hælder hun vandet fra kasserollen ned. – Man skal fugte manchetten, siger hun og trækker håndtaget op og ned. Hun gør det langsomt og med et koncentreret udtryk, der gør ham så forventningsfuld, at han holder op med at stille spørgsmål. Han iagttager hende, mens han vifter myggene væk. Først rasler det bare ligesom før, så lyder der et suk og en hvislen. Er det godt eller dårligt? Det ved han ikke, han ser bare på sin mor, der bliver ved 11


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.