Issuu on Google+


Ormen, der klæber til asfalten, ligner en slange. Den fortsætter ind i græsset ved siden af landevejen. Drengen følger det blanke, slimede spor med øjnene og ser, at det fører tværs gennem grøften og snor sig ind i maven på et gråligt dyr. En grævling. Den er død, men stirrer alligevel. Øjnene er af mørkt glas, og den ene pote er bøjet. Bildøren bliver åbnet, og hans mor kalder. Men han kan ikke løsrive sig fra dyret. Så står hun ud. Hun stiller sig ved siden af drengen og rynker på næsen, så brillerne bliver løftet. – Den er påkørt, siger hun. – Men hvorfor ser den sådan ud? – Det er en tarm. En fugl har trukket den ud. Eller et andet dyr. Han spørger, hvilken fugl det var. Eller hvilket dyr. – Kom nu, siger hun. – Men jeg har ikke tisset. – Så gør det. Han trykker næsen flad mod bilruden, men grantræerne er så høje, at han næsten ikke kan se, hvor de ender. Han holder en stor Fanta-flaske mellem knæene, og somme tider puster han ned i den. Glasset er varmt, og de sidste slurke var også varme. De har kørt i over tre timer, og så længe har han aldrig før siddet i en bil. 7


Da de standser, forstår han ikke, at de er fremme. For de er midt ude i skoven, og han kan ikke få øje på nogen hytte. Kun træer. – Er vi der? spørger han. Hans mor sidder ubevægelig et øjeblik fordybet i tanker, inden hun trækker nøglen ud af tændingen og forlader bilen. Så åbner hun døren for ham. Det virker, som om myggene har ventet på ham. De kommer fra alle sider i så stort antal, at han får røde prikker på lårene. Han forsøger ikke at vifte myggene væk, han står til sidst bare helt stiv med rygsækken over skulderen og udstøder et højt vræl. Hans mor smider tasken op på motorhjelmen, tager et badehåndklæde frem og giver ham det på som en kappe. Da hun har bundet håndklædet fast om hans hals, løber hun af sted med tasken i den ene hånd og plasticposen fra købmanden i den anden. Hun trækker ligesom et spor efter sig i det høje græs. Hun har en kortærmet bluse på af mintgrøn frotté, hvor der breder sig en aflang svedplet mellem skulderbladene, og cowboybukserne med svaj flagrer om benene på hende. Han følger efter, og nede i rygsækken ligger figurerne og bumper rundt i plasticbøtten. Han holder i skulderremmen med den ene hånd, og med den anden tager han fat i håndklædet, så det ikke flagrer væk. Det er svært at løbe, og hans mors ryg bliver snart opslugt af buskadset foran ham. Han råber, at hun skal vente, men hun venter ikke, hun råber bare over skulderen, at han skal skynde sig. Bregnerne står tæt, bagved rager grantræerne op, og neden under dem er der kulsort. Rundtomkring vokser græsset i høje tuer, der summer af insekter, og håndklædet glider hen over dem, mens han løber. Et ubevægeligt billede af skoven kan ses i vinduesruden. Kogler, tynde kviste og dynger af gamle fyrrenåle ligger på bliktaget. Ovenover svajer fyrretræerne i vinden, og himlen er blevet hvid. Hans mor er henne ved døren. Hun skærer ansigt, mens hun stikker hånden ind under en sålbænk. – Kom nu, siger hun, bøjer metallet opad og maser fingrene ind under det, samtidig med at hun puster til begge sider for at holde myggene på afstand. Drengen har løsnet knuden om halsen og taget håndklædet over hovedet som et tørklæde, og nu snurrer han rundt om sig selv. Gymnastikskoene 8


dunker mod verandaen. Flere steder vokser der græs op mellem brædderne, men han tramper det ned. På det udskårne rækværk står et askebæger fyldt med vand, og der svømmer en flue i det, eller også er det en bille, kun de krogede ben stikker op. Da han ser nærmere efter, opdager han, at det vrimler med døde insekter. Det er en ulækker suppe, der flyder i askebægeret; det minder om heksebryg. Hans mor har sat sig på knæ og prøver at kigge ind under sålbænken. – Det er bare ikke sandt, siger hun. Derefter begynder hun at rode rundt i græsset under vinduet. Drengen står og ser på hende. Så tager han i dørhåndtaget. – Mor, siger han. Der er åbent. Hun skubber ham foran sig, slæber bagagen ind og smækker døren i. Drengen standser op ved et vægtæppe med mørke ringe og stirrende øjne, og han spekulerer på, hvad det skal forestille. En ugle? Så får han endnu et puf med plasticposen, der er kold af mælkekartonen i bunden. – Gå nu ind! Ordene hænger ligesom fast i noget. Et spindelvæv, som stilheden har spundet, efter at den har hersket i hytten så længe. Drengen kan fornemme det og tøver. Han vil helst blive stående udenfor lidt endnu. – Så gå dog ind! Han træder helt ind i hytten og ser sig forsigtigt omkring. På væggene er der rå fyrretræspaneler med malet glasvæv ovenover. Der hænger malerier og kobberting hist og her. Gennem en dør kan han se en køjeseng. Sengetæpperne har lange frynser i kanterne. Han kigger derind. Det er et snævert rum. Ved siden af sengen står en skammel, og på den ligger en bog. Uden for vinduet vokser et træ, og de spidse blade strejfer ruden. Han lægger rygsækken på køkkenbordet, åbner lynlåsen og tager bøtten ud. Der har været is i. BIG PACK står der på det krøllede klistermærke. Med forsigtige fingre trækker han elastikken af, for han ved, at den kan gå i stykker. Plasticfigurerne vælter ud på bordet. Nogle af dem stammer fra pakker med Anders And-kiks, og de har hægtet sig fast til hinanden ligesom for at vise, at de hører sammen. Han har smølfer. En flodhest med åbent gab. En gorilla, der slår sig på brystet. En galopperende hest, som ikke kan 9


stå selv. En mand, der sidder ned. Han har passet til en traktor, men den er blevet væk. Hele manden er blå. Også hans hoved. Over for kaminen står der en lille sofa, og den sætter han sig på med en smølf i hver hånd. En standerlampe med plisseret skærm hænger ind over ham. Der er ingen pære i den, kun et hul. De har lånt hytten af en fra mors arbejde, og han undrer sig over, hvorfor ingen har sat en ny pære i. Måske af samme grund som der heller ikke er noget fjernsyn. Han stryger håndfladerne hen over betrækket på sofaen, det er sennepsgult og nopret, og han ved, at hvis man leger vildt i sådan en sofa, kan man komme til skade. Der er et lille køkken, og der går han ud. Køleskabet er så lavt, at han må bøje sig ned for at åbne det. Det er tomt og lyser ikke eller føles koldt. Han må give døren et ekstra tryk, før den lukker rigtigt. Væggen over håndvasken er beklædt med linoleum ligesom gulvet. Det er rødbrunt og har et sekskantet mønster. På et søm hænger en hvidløgsranke af plastic. Han peger og spørger sin mor, om han må tage den ned, og hun siger, at det må han gerne. Ved at træde op på en taburet kommer han op på køkkenbordet og piller hvidløgene ned. Man kan ikke lave noget med dem, og de er i hvert fald ikke ægte. Han trækker i plasticbladene og undersøger, hvor godt de sidder fast, mens hans mor går rundt og åbner skuffer og skabe. Hun kigger også ind i køleskabet og lukker det. Drengen siger, at der er gulv på væggen. – Ja, sukker hun. Og væg på gulvet. Der er strøm, men intet vand og ikke noget toilet, og efter at de omhyggeligt har smurt hinandens kinder med en myggestift, hvor der er en langbenet myg udenpå, går de allerførst hen til det udendørs lokum. Så ved han, hvor det er, hvis han skal lave stort. Men han må tisse, hvor han vil. Han har trukket hætten på sin trøje op over hovedet og går lige bag sin mor, der vifter med hænderne og bander over myggene. Hun siger, at man vænner sig til dem. – De kan bedst lide fremmede. Drengen tier og vifter også. De går af sted som et helt lille optog. Dasset er et udhus, der står så tæt op ad et grantræ, at hans mor må skubbe de stikkende grene til side med ryggen for at nå hen til døren. Han indstiller sig på, at det kan lugte grimt, derfor undgår han at trække vejret gennem næsen. Med store øjne titter han frem under hendes arm. Væggene 10


er beklædt med masonit, som fugten har afsat mørke skjolder på. En stabel aviser ligger på bænken, der er forsynet med et rigtigt toiletsæde af plastic. Vindueskarmen er fuld af insekter. De er tørret ind og ligger og flyder under en grå gardinrest, der er sat op med tegnestifter. Man skal hente vand fra en pumpe. Den er malet grøn og stikker op af det solbeskinnede, viftende græs som en kantet busk. Men vand kommer der ikke, der lyder bare en raslen nedefra, da hans mor trækker i håndtaget. Han kan se, at det irriterer hende. Hun har bundet et rødternet tørklæde om håret, og nu stikker hun fingrene ind under det og kradser sig hårdt i panden, der allerede er oversået af myggestik. – Har vi flere sodavand? Han ryster på hovedet, for det ved han, at de ikke har. Han har hældt hver eneste dråbe indenbords. Hun forsvinder ind i hytten og kommer ud igen med en kasserolle i hånden. – Kom, siger hun og svinger det ene ben over hegnet. De grangrene, hun bøjer til side, er brune og visne, og det ser ud, som om de vil knække, men det gør de ikke. Da han sætter foden på en tyk gren, der ligger helt nede under mosset, rejser den anden ende sig pludselig op et stykke derfra. Det virker, som om grenen løfter hovedet for at se på ham og finde ud af, hvem det er, der kommer og forstyrrer. En mørk vandoverflade glimter bag de ru træstammer. Rundtomkring er der tuer med lange græsstrå. De spejler sig også i skovsøen. Og den lyse himmel flyder rundt dernede mellem de kantede trætoppe. Hans mor sætter sig på hug og sænker kasserollen ned i vandet. Drengen slås med myggene og ser på. Skal de virkelig drikke det dér? – Bare vent og se, siger hun. Hun bærer kasserollen med den ene hånd, så det skvulper over, men han synes, det kan være lige meget, for han har ikke tænkt sig at drikke noget af det. Der er en revne øverst i pumpehovedet, og der hælder hun vandet fra kasserollen ned. – Man skal fugte manchetten, siger hun og trækker håndtaget op og ned. Hun gør det langsomt og med et koncentreret udtryk, der gør ham så forventningsfuld, at han holder op med at stille spørgsmål. Han iagttager hende, mens han vifter myggene væk. Først rasler det bare ligesom før, så lyder der et suk og en hvislen. Er det godt eller dårligt? Det ved han ikke, han ser bare på sin mor, der bliver ved 11


med at pumpe. For hvert tag skærer hun en lille grimasse, men det er umuligt at gætte sig til, hvad hun tænker. Det, der kommer ud, er en rustbrun slimklat, men da håndtaget har arbejdet et stykke tid, bliver vandet klart og plasker ned i græsset i en tyk stråle. Det er gult, isnende koldt og smager råddent, og drengen siger, det er, fordi hun hældte det snavsede søvand ned i revnen. – Ved du, hvad morfar gjorde engang, spørger hun, mens hun hænger en plasticspand på tuden af pumpen. Hun smiler hemmelighedsfuldt til ham. Drengen ryster på hovedet. – Han tissede i en øldåse og hældte det ned i en pumpe magen til den her. Er det sandt? Hun smiler. – Ulækkert, hva’? Drengen er forvirret, han nøjes med at kigge på spanden. Efterhånden som vandet stiger, bliver plasticen farvet mørk. Hans mor plukker blomster, hun rykker lange bundter af, som hun sætter i en vase og stiller på bordet. De har en stærk krydret duft og hedder kamille. Drengen ser, at der sidder bittesmå insekter på de hvide kronblade, men hun synes ikke, det gør noget. Flere af dem drysser ned på bordet, og han må bøje sig ned og se nærmere på dem for at kunne skelne dem fra træets mørke årer. De har travlt og ved præcis, hvor de skal hen. Han prøver at drille dem og få dem til at ændre retning, men det lykkes ikke. – Ved du, hvor små billerne er? – De er sikkert bittesmå. – De er så små, at de dør, når jeg rører ved dem. Senere den aften ligger de i køjesengen i en sovepose med et mønster af store fantasiblomster og snoede stængler. De har sat et myggenet i vinduet, og hytten genlyder af græshoppernes hvislen. – Kan du høre? hvisker hun med læberne ind mod hans hår. Det lyder, som om de er indenfor, synes du ikke? Som om de sidder herinde og synger for os. Under sengen måske? Drengen nikker. Så spørger han til de sæterhytter, hun talte om i bilen. Hvor er de henne? – I skoven. 12


– Skal vi ikke gå derhen? – Måske. – Skal vi ikke nok? – Lad os nu se. Sidst på natten begynder det at regne, og det bliver ved og ved. I et svagt lysskær vågner de ved, at det trommer på bliktaget. Det regner hele tiden. Nu er det ikke græshopperne, men regnen, der er inde i hytten. Det plasker og plasker og plasker, og det føles underligt, at de ikke bliver våde. Tagrenderne flyder over, og det siler ned i græsset ved hushjørnet. Det er blevet koldt i rummet. – Mor, det regner. – Har du set mine briller? Det har han, de ligger oven på bunken af tegneserier neden for sengen. Han rækker armen ud og tager brillerne. Stellet er af gennemsigtig plastic, og glassene er store som tekopper. Da hun har taget dem på, skubber hun til ham, så han er lige ved at trille ud af sengen. Det ender med en slåskamp. Hans mor hviner, fordi han niver hende under det varme nattøj, og hans hænder er små krabber. – Krabber af iiis! I askebægeret på rækværket omkring verandaen slår regndråberne ned med en sådan kraft, at vandet ser ud, som om det koger. Nu er heksen ved at lave suppe, tænker han. Stolens træsæde er koldt, og han sætter sig på hug med trøjen ud over knæene, hvor han har gåsehud. Igen spørger han til sæterhytterne, om de er langt væk? – Det må blive en anden dag, siger hun. Han protesterer højlydt, men får så at vide, at de ikke har taget regntøj med. Det bliver han skuffet over, og han siger, at han har gummistøvler, han bliver ved at plage, indtil hun stryger ham over håret. Hun ser på ham. Hendes glinsende, tykke, brune hår hænger ud over de store briller. Hendes pande er helt dækket til. De spiser kold hybensuppe og brød med margarine på. – Smaddermadder, siger hun. – Addermadder, siger han. Bagefter spiller de kort. “Sulte ræven ud”. 13


Han er god til det spil. Det gælder om at sidde på spring og løfte hånden lidt, uden at den anden lægger mærke til det. Det er derfor, det hedder sulte ræven ud, for man skal selv være som en ræv, altså hurtig og udspekuleret. Hans mor har ikke fattet det, hun sidder med hånden under hagen og ser på kortene, der bliver vendt, hun har ikke en chance. Han vinder igen og igen, hamrer hånden i bordet og godter sig over sit bytte. Til sidst giver hun op, rejser sig fra bordet og sætter sig hen i sofaen med en bog. I bagagen har hun en hel stabel bøger. Hun lægger fødderne på armlænet og krummer tæerne. Der sidder rester af rød neglelak på tåneglene. Hun har en halskæde på, og mens hun læser, trækker hun den frem og tilbage, så man kan høre en skrabende lyd. Nu er det håbløst at prøve at sige noget til hende, det ved han udmærket. Kakkelovnen er en hule, og dér propper han sine figurer ind. Han sidder på knæ og får lågen til at knirke, mens han taler med pibestemme. Kakkelovnen er et fængsel, og figurerne kan ikke lide at være fanget, det er et forfærdeligt sted. Der er mørkt, og man bliver tvunget til at spise aske. Men de har kun sig selv at takke! Fedtmule forsøger at stikke af, men bliver indhentet ved brændekurven og ført tilbage til den sodede fængselscelle under højlydte protester. Hans mor smiler til ham. Det kan han ikke lide, så han bliver stille. Hen på formiddagen holder det op med at regne, og han bliver ivrig: Nu kan de vel gå ud og lede efter sæterhytterne? Men hun ryster på hovedet. Det regner stadig inde i skoven. Det drypper fra træerne, og alt er fugtigt. – Vi bliver dyngvåde med det samme, siger hun og bladrer. Derefter siger hun: – Kan du ikke gå udenfor og lege lidt selv? Det kan han godt. Han smører sig med myggestiften i panden og på kinderne og på bagsiden af hænderne og fingrene. Han smører også lidt på ærmerne og uden på cowboybukserne. For en sikkerheds skyld. Derefter tager han gummistøvler på, slår hætten på sin trøje op, åbner døren og lukker den hurtigt efter sig. Grunden er ikke særlig stor, faktisk er det mere en lille lysning i skoven, og inden længe har han udforsket den. Døren til brændeskuret står åben, og derinde hænger en gråhvid kugle. Et hvepsebo. Det ser ud til at være forladt, men han tør ikke gå helt derhen og se efter. 14


I et andet skur finder han et spil kroket. Farven er slidt af kuglerne. Han løber op på verandaen med en kølle i hænderne og banker på ruden for at vise, hvad han har fundet. Men hans mor vil ikke spille, hun ryster på hovedet, og da han åbner døren, siger hun: – Ikke nu. Og da han bliver ved: – Luk døren! Drengen farer rundt med trækuglen, som straks forsvinder i et krat uden for hegnet. Da han stikker køllen ind i en busk, får han fat i en kugle, som han er helt sikker på, han ikke selv har skudt derind. Der er næsten ingen farve på den, men han tror, den måske har været grøn engang. Han tænker, at kuglen ligesom har sit gemmested derinde. Der er også andre ting ovre i skuret. I en ødelagt plastickurv, der står på gulvet, finder han en frisbee, og under den gemmer der sig en badebold, som er flad. Han vil puste den op, men kan ikke, så derfor løber han ind til sin mor med den. Han står og venter, mens hun puster og puster. – Jeg bliver helt svimmel! siger hun. Da han kommer ud, sparker han til badebolden, der er blå og hvid. Bump, siger det, og så er der ikke mere, man kan gøre med den. Han prøver også frisbee’en, men kan ikke få den til at flyve ret langt. Uanset hvordan han kaster. Den vil kun trille rundt i græsset. Han keder sig og åbner døren og plager om både kroket og sæterhytter, men hans mor ryster bare på hovedet. Stilheden efter regnen ligger stadig over skoven. Oppe fra de høje trækroner lyder spredte, beherskede pip. Han går langsomt hen ad stien med nakken tilbage og forsøger at få et glimt af fuglene, men granerne afslører intet af det, der rører sig i dem. De har deres hemmeligheder. Det drypper, pibler og glider. Plasker og sjasker. Den fugtglinsende og lavt hængende bevoksning lyser op, og den kommer ham i møde, synes han. Ligesom de store, bløde børster, der renser bilruderne i vaskehallen. Hist og her er der lyserøde striber. Det er planter, der hedder rævehaler. Det navn er ikke svært at huske. Han tænker, at han snart vil være henne ved bilen, og den chokoladebrune lak vil kunne skimtes mellem træerne. Han ved ikke, hvad han skal gøre, 15


når han kommer derhen. Måske bare kigge ind gennem ruderne og så gå tilbage igen. Men her er en grøft. Den kommer ud under stien og fortsætter ind mellem træerne. Vandet er helt grønt, så han ikke kan se bunden, men det virker ikke, som om der er særlig dybt. Han spekulerer på, hvor grøften mon ender, og han beslutter sig til at følge den. Han stavrer hen over jorden, der er ujævn af tuer og jordknolde. Så vidt muligt undgår han huller og glatte steder. Han kommer fremad ved at gå uden om træstubbe og sten eller hoppe hen over dem. Hans ører er dækket af hætten, og derfor kan han ikke høre så meget, men det er også mest kogler og grene, der knaser under gummistøvlerne, og vinden, der forsigtigt rammer de våde træer. En sæterhytte er et træhus, der ikke er malet – så meget ved han. Der bor ikke nogen, men i gamle dage, for længe siden, boede dyrene der. Alene. Et hus med dyr. Hvordan mon sådan et hus ser ud? Er der vinduer i? Står dyrene så og kigger ud ad vinduet, mens de keder sig? Det er underligt at tænke på. Han er overbevist om, at dyr keder sig meget. At de er så vant til at kede sig, at de ikke engang tænker på, hvor kedeligt de har det. Indimellem forsvinder grøften under et tæt buskads og strittende tagrør. Græsset svupper mod gummistøvlerne, og bukserne bliver snart våde, og til sidst skifter de farve. De føles også kolde mod lårene. Hans mor havde ret, og han overvejer at vende om. Men en gangbro får ham på andre tanker. Et par rådne træstammer med tværgående pinde, som en eller anden har sømmet på. Er det en bro, der fører hen til sæterhytterne? Går dyrene over broen her? Han fryser sine ben og ved ikke rigtig. Vandet dernede skinner ærtegrønt. Det ser giftigt ud. En grankogle flyder ovenpå. Sådan vil det også gå ham, hvis han ikke passer på. Det ved han. Han vil flyde lige så stille med ansigtet nedad. Og være druknet. Han går over broen med hånden på gelænderet. Han kan høre sin mors stemme, men han er allerede på vej ud i havet af græs, der venter på den anden side. Det er så højt, at han forsvinder i det. Når vinden kommer, vugger stråene og gnider sig mod hinanden, så det lyder som bølgebrus. Han trasker rundt i græsset nøjagtigt som et dyr. En mosegris, tænker han. Han kan ikke se andet end grønne striber, der slår imod hinanden. Han 16


holder hænderne foran sig og deler det raslende fletværk, som vinden går igennem. Sådan må det være for en mosegris. Nøjagtig sådan her. Han får det ene øre ud af hætten og kan høre græsset hviske. Han forstår, at det regner igen. Men det kan ikke ses i luften. Han misser med øjnene hen imod det sted, hvor solen rammer, det virker, som om der er en bræmme af lys bag de udviskede trætoppe. Han mærker intet til myggene. De synes nok ikke, det kan betale sig at flyve helt herhen. Så fortsætter han længere og længere ud i mosen. Når han ser noget vand, der glimter for hans fødder, træder han straks et skridt til side. Han kan ikke lide de sumpede områder. Indimellem er støvlerne ved at sidde fast, det føles, som om jorden vil suge dem til sig, og da han er lige ved at træde ud af støvlerne, får han nok og vender om. Men i stedet for at gå tilbage til gangbroen, skrår han over mosen og kommer ind mellem nogle birkestammer, som han har fået øje på, og snart bliver skoven tættere rundt om ham. Nu går han på et tæppe. Det består af blødt mos. Tæppet er mørkt, og det har bredt sig op ad træstammerne. Det ligger oven på stenene og gør dem alle sammen lige runde. Han synes, det ser pænt ud. Grenene breder sig ud over ham som et tag, så han intet mærker til regnen, og vinden, der rev i det høje græs i mosen, kan ikke nå ham længere. Han kigger ind i skoven. Den er fuldkommen stille. Det er faktisk underligt, så stille her er. Ingenting bevæger sig, ikke engang de små blade på buskene eller aksene på græsstråene. Der er ikke meget plads mellem træerne. Kun små sprækker af lys. Han fortsætter længere ind og vælger retning efter, hvor skoven er mest fremkommelig. I toppen af grantræerne hænger klaser af tykke, gyldenbrune kogler. Han har aldrig før set kogler hænge på et træ, kun ligge nede på jorden. De ligner fugle, synes han. Han tager en grankogle og kaster den op mod trætoppen, men det er umuligt at kaste så højt. Nu har han fået lyst til at kaste flere ting, et eller andet. Bortset fra kogler tager han også pinde og bark. Men inden længe bliver han træt af det, klør sig på kinden og kan mærke, at han er ved at blive sulten. Han var været ude i lang tid nu. Nogle mørke bær glimter nede i kvaset, og han sætter sig på hug for at plukke dem, samtidig med at han slår efter myggene med den anden 17


hånd, som han har trukket ind i ærmet på trøjen, så kun fingerspidserne stikker ud. Det er ikke mange bær, han kan nå at plukke, før myggene finder vej ind under hætten og bliver nærgående. De er ivrige efter at stikke ham i ansigtet, røre ved øjenbrynene og læberne, de summer i ørerne på ham, og lyden er næsten det værste – den er lige så spids som myggenes snabler. Men de svæver væk igen, når de kan mærke lugten af den stift, han har smurt sig med. Der fik I dén, tænker han. Nede på jorden er der meget at undersøge. Her ligger alle de døde ting, som ingen gider have. Et flækket træ er lyserødt som kød indvendigt, og lidt derfra ser han en rådden birkestamme, som er faldet fra hinanden. Birkebarken ligger som skaller omkring den. Han sætter støvlesnuden ind mod birketræet og sparker forsigtigt. Det er helt blødt. En anden træstamme er oversået med gule og halvrunde svampe, der ligner ører. Han prøver at tælle dem, fordi der er så mange, hvor mange ører kan man egentlig have, men der går kludder i optællingen, da myggene flyver ind i ansigtet på ham. En udhulet stub ligner en krukke, der er smidt ned i blåbærrisene. En krans af mos omgiver hullet. Han kigger ned i stubben, men der er ikke noget særligt i den, kun fugt og grannåle, der har klumpet sig sammen. Han vil gerne stikke hånden derned og mærke efter på bunden, måske ligger der en mus eller en hel musefamilie og sover. Men han tør ikke rigtig. Langt, langt inde i skoven glider en fugl lydløst fra træ til træ, den trækker ligesom en streg mellem stammerne. Han ser den ud af øjenkrogen, så rejser han sig og går videre, han begynder at synge lidt og tale med sig selv, lavt og fjollet. Han er ikke særlig bange, for der er ikke noget at være bange for i skoven, det har hans mor selv sagt. Ingen ulve, ingen bjørne, ingen dyr, der vil spise ham. Ud over myggene. Men da en rodklump på en vindfælde tårner sig op, giver det et gib i ham, for han tror næsten, det er en mand, der står og venter på ham. En skovmand uden ansigt. Sådan en, der ikke flytter sig. Rodklumpen er så anderledes end noget andet i skoven. Bred og uformelig, mørk og urokkelig. Efter at have ventet et stykke tid vover han sig frem. Den flækkede bagside er viklet ind i trevlede rødder, og nede ved jorden gaber et hul, der er dækket af bregneblade. Det er helt sort inde mellem bladspidserne. Farligt og meget dybt. Dernede bor en eller anden, det er han sikker på. 18


En grævling har måske sin gang dernede. Grævlinger lever under jorden. De er sure og har små øjne. De er kun ude om natten og roder og snøfter. Da han står dér og kigger ned i hullet under det væltede træ, bliver det pludselig koldt. Han synes, han kan høre nogle fodtrin lige i nærheden. Han trækker hætten tilbage, så han bedre kan se. Hans blik glider rundt mellem stammerne, der er ru og skællede. Der var noget, det er han sikker på. Han træder et lille skridt til side, samtidig med at han strækker hals for at se, hvad der er bag det væltede træ. Måske er grævlingen kommet op og er gal over, at han står og kigger ned i dens hule? Det er lige før, han ikke tør at se efter. En bevægelse. En gråbrun stribe pels. Det er dét, han ser. Så løber han. Han løber hen imod det sted, hvor skoven tynder ud. Kvas og grene pisker mod gummistøvlerne. Han følger skovbrynet. Snubler og vælter fremad. Først da han er kommet ud på stien, vover han at standse op og se sig omkring. Han slår efter myggene, der kredser om hans ansigt. De er tilsyneladende blevet opildnet af, at han er bange. Det virker, som om de kan lugte angsten. Hans mor sidder oppe i sofaen med sin bog, og da han kommer ind ad døren, ser hun på ham med en skarp lille rynke mellem øjnene. Hun har foldet bogen, så hun kan holde den med én hånd. Hun har viklet halskæden rundt om fingrene på den anden hånd. Den skærer ind i huden. Hun spørger ham, hvor han har været, og da hun kan se, hvor våd han er, lægger hun bogen fra sig og hjælper ham af trøjen. Hans hår stritter i fugtige tjavser som en kongekrone, og trøjen er gledet op på maven og sidder skævt, men han skynder sig at trække ned i den, mens han fortæller. Om at han har set et dyr. – Hvilket dyr? – Et dyr! Hun trækker til for at få støvlerne af ham. Hun finder strømperne i en dyngvåd klump helt ude i spidsen, og fødderne er blevet røde. Hun sukker og siger: Magnus! 19


For at få cowboybukserne af må han lægge sig ned, mens hun hiver og flår i benene. Men det våde stof klæber fast. Drengen slår hovedet i gulvet, og det får dem begge til at grine. – Giv slip! råber hun. – Det kan jeg ikke! fniser han. Til sidst må han rejse sig op og i stedet bruge fødderne til at få bukserne af. Hun samler dem op og spørger, om han har været ude at bade. Han har vel ikke været henne ved skovsøen? I tasken, som står åben midt på gulvet, finder han et par tørre underbukser med motorcykler og Hot Rod-biler, og da han har taget dem på, kravler han op i sofaen og putter sig under soveposen. Lynlåsen er som kolde metaltænder mod låret, og han flytter sig lidt for ikke at mærke dem mod huden. Sofabetrækket føles groft mod benene, og der er varmt, hvor hans mor lige har siddet. Hun rasler henne ved brændekurven og stopper avispapir ned i støvlerne og hænger tøjet op på stolene, der står rundt om bordet. Han vil fortælle om dyret. At det var gråt. Men hvad var det for et dyr? Han gaber lidt, mens han tænker sig om. – Jeg tror måske, det var en los. Hans mor ryster på hovedet. – Det tror jeg ikke. – En ulv? – Det var nok bare en fugl. Det er næsten altid fugle, man ser. – Nej. Det var ikke nogen fugl. Fugle har ikke pels. Hun har sat sig ved siden af ham. Med pegefingeren løfter hun en tot hår væk fra hans pande og fjerner en fyrrenål. Han stirrer ud ad vinduet og er stadig inde i skoven. – Det var et dyr, mor. Hun nikker. Det er begyndt at regne igen, og inden længe trommer det mod taget. Rævehalerne ligger hen ad jorden oven på skybruddet. Alt er fladtrykt og forandret og glinser fugtigt. Det regner stadig lidt, og det er blæst op. Det kan man se på fyrretræerne, der svajer, og på løvtræerne, der vibrerer mod lyset, og af og til kommer der nogle vindstød, som slynger regndråberne ind 20


mod vinduesruden, lige ind mod hans ansigt. Den blåhvide badebold triller stadig rundt derude, han ved aldrig, hvor han har den. I vindueskarmen ligger en bunke døde insekter. De er krøbet tæt sammen for at dø. Der er flest fluer, men også hvepse, der er tørret ud. En sommerfugl med sammenfoldede vinger. Den har lukket sig som en bog. Ellers kunne man ikke vide, at den er død, for den har stadig alle sine farver. Han spurgte sin mor, hvad sommerfuglen hedder, men fik ikke noget klart svar. – En dagpåfugleøje. Eller nældens takvinge måske. Jeg ved det ikke … Han rækker ud efter en lille æske af birkebark. Han ved, at den er tom, men han kigger i den alligevel. Den er beregnet til et eller andet, men han ved ikke hvad. Så får han en idé: Han samler den lukkede sommerfugl op og lægger den i æsken. Han gør det forsigtigt, og da han har sat låget på æsken, ryster han den og kan høre, at sommerfuglen er derinde. Sådan.

Mørket har sænket sig over skoven, og natsværmere basker omkring den runde lygte ved døren. De rasler mod den lysende kugle, som tiltrækker dem, og det ser ud, som om de vil helt derind. Drengen står med tandbørsten i hånden og prøver at tælle sommerfugle, men han kan ikke, for kun en enkelt af dem sidder stille på væggen. En lille, brunlig trekant. Vingerne ser lodne ud. Han undrer sig over, at den er så rolig, mens de andre er så vilde. Måske sover den. Men det er jo nat. Den er ikke som de andre, tænker han. Der er nogle, der ikke er som de andre. Hans mor står foroverbøjet med den ene hånd på rækværket rundt om verandaen. Hun ser på ham over skulderen. – Børst nu de tænder, siger hun, trækker tandbørsten ud og spytter ned i græsset. Hun tænder for lyset, som breder sig over tapetet. – En kort én! Han nikker. Hun læser højt af den nye tegneserie, og midt i en taleboble går hun i stå, for drengen har løftet hovedet fra hendes arm og stirrer hen mod vinduet med åben mund. – Jeg hørte noget! 21


Hans mor rejser sig op på den ene albue og lytter også. Græshopperne istemmer deres hvislende sang, og skyggerne under køje­ sengen gør hendes ansigt blegt, og øjnene bliver mørke huler. Hendes læber er let adskilt. Så lægger hun sig ned igen. – Der er ikke noget. Det nægter drengen at tro på. Han hopper ud på gulvet og trækker det håndklæde til side, de bruger som gardin. Han lægger en hånd på myggenettet, strækker hals og ser ud på stien bag de sorte tværliggere i hegnet. – Det lød, som om der var noget, der gik derude. Noget stort! Hans mor har lagt sig på puden. – Det var ikke noget, siger hun. Så kryber han ned i soveposen igen. Men han er på vagt. Og han lytter. – Skal jeg læse videre? Han snuser op og nikker. Da de har slukket for lampen, hører de en stille raslen mod taget. Det regner. Forsigtigt, nærmest på prøve. Han hører også en myg, der svæver rundt i rummet, men den kan åbenbart ikke finde hen til sengen. I korte øjeblikke er den tavs. Han tænker, at den venter. – Mor, siger han, men han kan høre på hendes vejrtrækning, at hun allerede er faldet i søvn. På gulvet flimrer en smal solstribe, og den bliver til en skæv klat, der drøner rundt til alle sider, hver gang håndklædet blafrer. Han ligger på maven og betragter bunken af tegneserier et stykke tid, inden han rækker hånden ud og åbner det øverste blad, som er Pellefant. Den onde hedder Filur. Han er en trylleklovn. Der er også en mus, der hedder Pip. Han ligner Husmusen fra Bamse og plejer at sidde oppe på Pellefants hat, som i virkeligheden ikke er en hat, men et gult klæde med en rød kvast. På ryggen har Pellefant også sådan et klæde. Han kigger i et af de andre blade, der alle sammen er i kedelig sort-hvid. Bladet handler om cowboys. Ansigter med sammenknebne øjne. Alle ord bliver klemt ud mellem tænderne. Et sted knalder revolverne. En dør. Det 22


må gøre vanvittigt ondt at dø. Han vrider sig med hånden ind mod maven. Fingrene er bøjet som klør. Efter at have bladet tegneserien igennem og set billederne på bagsiden, der viser, hvad næste nummer kommer til at handle om, trisser han rundt i hytten. Uden for vinduet ser han noget, der bevæger sig. Hans mor står derude, hendes hår ligner en skinnende beholder i morgenlyset. Hun står bøjet over et eller andet. Da han åbner døren, retter hun sig omgående op. – Hvad laver du? Hun har en stor jakke på, der sidder om hende som en løs kittel. Hun har en arbejdshandske på den ene hånd. – Jeg tror måske, siger hun, at der er en død flagermus her i nærheden. – Mener du det? spørger han og kommer nærmere. De hjælpes ad med at lede, og det er ham, der finder den. Den hænger i det høje græs, men er ikke tung nok til at glide ned, den sidder fast som et brunt blad. Han har aldrig før set en flagermus. Han havde ikke troet, de var så små. En lang, bøjet klo stikker frem fra vingen, som hans mor tager fat i. Huden bliver foldet ud, den er fyldt med papirtynde årer på kryds og tværs. Også de underligt forstørrede stritører er overtrukket med den hud, som virker gammel. – Den har en ring, siger han. Han holder flagermusen op, og den tynde vinge får et lyserødt skær, da den bliver ramt af sollyset. I øret glinser en lille sølvring. Han mærker forsigtigt på den med pegefingeren. – Hvorfor har den en ring? – Det ved jeg ikke, siger hun eftertænksomt. Hun har taget fat i ringen og undersøger den nøje. Den må være mærket på en eller anden måde … – Hvorfor er den død? Han får ikke noget svar, så han gentager spørgsmålet: – Hvorfor er den død, mor? Hun studerer fortsat ringen og siger fraværende: – Den ramte mig i nat. Da jeg var ude og tisse. Den fløj lige ind i mig. – Her, siger hun og peger mod tindingen. Så giver hun slip på ringen og vifter lidt med flagermusen for at vise, hvordan de flakser i mørket. 23


– Den blev sikkert forvirret af mit nattøj, siger hun. De bliver tiltrukket af lyse farver. Den satte sig i mit hår, og jeg trak den ud og kastede den fra mig. Lige ind i muren her. Det døde den af. Den er så lille, det var ikke meningen, at den skulle dø, jeg ville bare have den væk. Hun bevæger hånden, så flagermusen dingler op og ned. – Synes du, vi skal begrave den? Drengen bøjer sig helt ned over det lille, grimme hoved. Dybt inde i ansigtets fladtrykte pels titter to sorte øjne frem. Tænderne i det åbne gab ligner pigge af glas. Han ryster på hovedet. – Er du sikker på det? Han nikker. Hans mor går hen over græsset og smider flagermusen ind mellem nælderne, der vokser som en grøn sky uden for hegnet. Derefter pumper hun vand ud og skyller hænderne, og da hun smilende kommer hen imod ham, tørrer hun sig i natkjolen, der stikker ud under den gamle jakke. De spiser morgenmad i det fri. I solskinnet, som får dem til at misse med øjnene. De må hellere benytte lejligheden, siger hans mor og breder et sengetæppe ud. Græsset er så stift, at sengetæppet buler op, og de må trampe det ned, før det bliver jævnt og pænt. De tager sig ikke af myggene, der svæver rundt i lyset. Der er så få af dem, og de ved tilsyneladende ikke, hvad de vil. De har formbagt franskbrød og en tube kaviar. De smasker, mens de ser på hinanden. Han sidder på hug, og hun i skrædderstilling med sollyset som et strømpebånd over det ene knæ. Drengens ansigt får skygge fra en hvid kasket. NORDSJÖ FARVE står der på den. Mens hun tygger, fortæller hun, at hans mormor ikke ænsede myggene. En dag, hun var ude og plukke blåbær, blev hun stukket så forfærdeligt, at hun fór vild og fik feber. Fra den dag var hun immun og tænkte slet ikke mere på myggene. Men hvordan er det med flagermusene, spørger han, kan man også blive immun over for dem? Hun forklarer, at flagermus ikke suger blod. – Det er kun i eventyr, siger drengen. Ikke? – Jo, og i andre lande. Med fingerspidsen tørrer hun lidt kaviar af overlæben. 24


– De flagermus, vi har her i landet, spiser kun gamle sommerfugle og sådan noget. Det bliver drengen skuffet over at høre. Han har jo selv set, hvor skarpe tænder flagermusene har. De er sylespidse. Han mener nu nok, at de kan drikke blod, hvis de vil. – Ja, siger hun. Hvis de er meget sultne. – Så er du måske immun nu, mor. – Men den bed mig jo ikke. – Vel gjorde den så! – Ja, siger hun og nikker med munden fuld af brød. Så er jeg måske immun. I nærheden er der et sted, hvor man kan bade, og eftersom solen står højt på himlen, beslutter de sig for at gå i vandet. Desuden er de nødt til at købe ind. De propper badetøj og dykkerbriller ned i en mulepose og går hen ad stien. Drengen holder i kanten af badekåben og flagrer med den. Han lader myggene komme helt ind på kroppen, inden han klasker dem. Solen har stået og bagt på bilen i flere timer, og en stærk lugt af plys og varmt gummi slår ham i møde, da han kravler ind på bagsædet, som er brændende varmt, så han må sidde på hug på badekåben som en lille abe. På gulvet ligger et stribet ispapir, og da han ser det lyse op, husker han den is, han fik på turen herop. Må han også få en is i dag? Hans mor nikker, men det lader ikke til, hun hører efter. Hun stikker bilnøglen i tændingen, drejer rundt og bakker så hurtigt hen ad den ujævne sti, at drengen bliver presset ned i sædet. – Sid stille, siger hun, og så fniser han og gynger fra side til side, og han vil have, at hun skal gøre det igen, men hun ryster bare på hovedet og smiler til ham i bakspejlet. Der er ikke langt hen til badebroen, han bliver overrasket, da de efter ganske kort tid parkerer på en grusbelagt plads under nogle træer. Grankoglerne knaser under fødderne på dem, mens de følger stien ned til vandet. Elletræer med store, skinnende blade rækker ind over badebroen og blander sig med tagrørene. De er alene, men nogen har været her for nylig, for i græsset ved strandkanten glitrer en bunke sneglehuse. En lille pyramide. Alle sneglehusene er bittesmå, og skallen er tynd. Drengen tør ikke at røre ved dem, for han vil ikke ødelægge noget. Vandet har en underlig rød farve, han forsøger at øse det op i sin hule hånd, men det røde følger ikke med. Det findes kun ude i søen, som i 25


virkeligheden ikke er nogen sø, men et stykke af Dalälven, fortæller hans mor, der sidder på badebroen med et håndklæde om skuldrene og hånden over brillerne som beskyttelse mod solen. Med en pind løfter han trevler af genstridigt søgræs op og samler det i en bunke på bredden. Det er en stille leg. Det eneste, der kan høres, er vandet der strømmer tilbage i søen. Indimellem titter solen frem bag skyerne. Senere prøver han dykkerbrillerne. Han kan se det bølgende grus på bunden. Noget svømmer rundt dernede, fiskeyngel, tror han nok, og han forsøger at fange det i dykkermasken, men kan ikke. Butikken befinder sig i en gammel træbygning, som har tomme reklameskilte på væggene og falmede markiser. Der ser lukket ud, men hans mor siger, at der er åbent. En trappe fører op til døren, og rækværket af jern har en rusten skorpe. Hans mor går rask til, så han får pludselig travlt. Gennem metalgitteret i trappetrinnene kan han se noget blankt ligge nede på jorden. I en fart løber han ned igen, kravler ind under trappen og sætter sig på knæ i affaldet. Han rager en lille, hvid plasticske frem, skod og papir, men der er ingen mønter, kun kapsler. Han putter nogle af dem ned i lommen på badekåben. – Jamen, hvad skal du bruge dem til, siger hans mor, men han svarer ikke, for han kan jo høre, at det ikke er et spørgsmål. De hjælpes ad med at fylde kurven. Han lægger en tyk, rund medisterpølse derned, som han synes, de skal have. Han henter også en mælkekarton, selv om de er svære at finde, for de ser ikke ud ligesom derhjemme. De står i kø ved kassen bag en gammel bedstemor, som kun skal have en flaske hyldesaft, og hans mor lægger en hånd på hans hoved og stryger ham over håret, der er ved at tørre og rejse sig. – Var det sjovt at bade? spørger hun, men han svarer ikke. Han har fået et blad og studerer tegningerne, mens han gætter på, hvad der står i taleboblerne. Der er tørt i græsset nu, og de burde slå det, siger hun, mens hun står med indkøbsposen og kigger ud over tuerne, der glitrer i eftermiddagssolen. Så kan de spille kroket bagefter. Men først skal de bære maden ind. Og det kan han gå i gang med, for hun er meget tissetrængende og skynder sig over til dasset. 26


Med begge hænder slæber han den tunge papirspose op ad trappen til verandaen og ind gennem døren, som han lukker efter sig i en fart. Luften er blevet varm inde i hytten, og han kan høre et insekt, der summer op ad ruden. Han stiller posen ved siden af køleskabet, tager en mælkekarton op og åbner døren. Men trækker sig omgående tilbage. Den ligger på hylden ved siden af tuben med kaviar. Lille og forpjusket og gråbrun med de rynkede vinger helt ind til kroppen. Ansigtet ligner et indskrumpet hundehoved. Med underlige, runde ører. Han styrter ud, så hætten på badekåben falder ned. Hans mor kommer gående ovre fra dasset. Hun har en sammenrullet avis i hånden og ser spørgende på ham. Da han stakåndet og med skinger stemme fortæller, hvad der ligger inde i køleskabet, vil hun ikke tro ham. Uden et ord går hun foran ham ind i hytten. Hun stirrer på flagermusen, og så bliver hun pludselig vred. Hun siger: Hvad fanden. Og så beskylder hun ham for at have lagt den der. Så begynder han at græde, og da hun kan mærke, at gråden er fortvivlet og udspringer af vrede, falder hun lidt ned og sætter sig på hug foran ham. Hun spørger, om det er helt sikkert, at det ikke var ham? – Ja, det er helt sikkert! Han tørrer øjne med flad hånd, mens han snøfter. – Nå, siger hun. Så er det nok bare nogen, der vil lave sjov med os. Hun henter et stykke køkkenrulle, som hun bruger til at tage fat om flagermusen med. Hun går ud og smider den samme sted, bortset fra at hun denne gang kaster den langt ind mellem træerne. Køkkenrullen løsner sig og daler til jorden som et hvidt blad. Derefter går hun ind efter køleskabshylden, som hun gnubber med en opvaskebørste under pumpen. Drengen spørger, om der er blod på hylden, men han får ikke noget svar. Fyrrenålene, der har samlet sig i folderne på presenningen, falder af i store skyer, da de afdækker græsslåmaskinen. Oven på den ligger nogle fugtige, fladtrykte papkasser, og da drengen fjerner dem, ser han ørentvister fare rundt på dem som brune gnister. 27


– Hvad laver de, hvad laver de? råber han ophidset og bange på samme tid. Hans mor vrikker med håndtaget, og da hun kan høre den klukkende lyd af benzin, læner hun sig frem og hiver i startsnoren. Efter flere forsøg retter hun sig op og skærer ansigt mod solen. Drengen klør sig på kinden, hvor han har myggestik på stribe. Da motoren omsider giver sig til at brumme, løber han hen og sætter sig på verandaen. Han holder hænderne for ørerne og ser, hvordan hun tvinger maskinen gennem det vildtvoksende græs. Det er en kamp. Motoren går hele tiden i stå. Den snerrer lidt og bliver så stille. Han kniber øjnene sammen, for solen har kilet sig fast mellem træstammerne og skinner direkte på ham nu. Hun sidder på hug og piller græs ud under knivene, og han betragter sine knæskaller og de dun, som vokser på dem. Huden er blevet lyserød og hævet på det sted, hvor der har siddet en sårskorpe, og der bliver nok et ar, har hans mor sagt. Han trykker på det røde sted med tommelfingeren, derefter begynder han at klø sig på læggen, indtil der går hul. Han har været påpasselig med at lukke døren ind til hytten, men myggene kommer alligevel ind. Det er værst på læggene og på anklerne, her boltrer de sig rigtigt, mens han sover. De sidder på tapetet og oppe på loftet og giver sig ikke til kende, før det bliver nat. Så river de sig løs og flyver ned. – Magnus! Hans mor har halvvejs rejst sig op og peger over mod skovbrynet skråt bag ved hytten, hvor grantræernes tynde kviste har flettet sig ind i hinanden, så der bliver helt mørkt. Hvad peger hun på? Først kan han ingenting se. Men så opdager han, at der er noget, der bevæger sig derinde, og i næste sekund kan han skimte et gråligt hoved, som titter frem. Liggende, krøllede ørespidser. Knurhår, der hænger lige ned fra munden som lange tråde af savl. En lodden, fladtrykt pande, der er vendt imod dem. – Kan du se? råber hun. En hare. Hvor er det spændende, at et af skovens dyr er kommet så tæt på. Haren vil gerne være hos dem, og de går ind for ikke at skræmme den væk. De kan altid slå græsset senere, og måske er der harekillinger i græsset? Unger, der er så små, at det er kaniner? Hans mor åbner en dåse grønsagssuppe, som hun varmer på komfuret, mens han sidder klistret til vinduet og beretter om, hvor haren er, og hvad 28


den foretager sig. Det er nu ikke så meget. Kæberne bevæger sig en gang imellem, men det meste af tiden kigger den bare lige ud i luften. Da de sidder med tallerkenerne foran sig og puster til suppen, spørger han, hvem det var, der lagde flagermusen i køleskabet. Det ved hun ikke. Måske ham, de har lånt hytten af? – Det er nok bare en eller anden tilfældig, siger hun stille og rører rundt med skeen i de dampende varme grønsagsstykker, en eller anden, der gik tur i skoven og så os kaste flagermusen væk. Der er mange herude for at fiske eller ligge i telt. Det var bare en, der ville lave sjov med os. Synes hun måske, det var sjovt? – Nej, siger hun. Det synes jeg ikke. – Det gør jeg heller ikke, siger han ned i tallerkenen. De spiller kort. – Fisk! råber han og vælger mellem kortene, der har et blåternet mønster på bagsiden. Hans mor har albuerne på bordet og lader, som om hun er irriteret, og det synes han er morsomt. Hun har en tværstribet undertrøje med skulderstropper på. Dér, hvor kravebenet stikker frem, skinner huden, og hun er rød på ydersiden af overarmene. Det er tydeligt, hvor håndklædet har gået til, for der er en skarp kant. Da hun ikke gider spille mere, bliver han sur og sidder med kortene og prøver at spille med sig selv, men det er ikke det samme. Han får fat på en kuglepen og tegner kruseduller i et af bladene på den hvide stribe mellem billederne. Derefter tegner han på sine knoer, mest for at finde ud af, om det kan lade sig gøre. Men det smitter af. Da han vil se, om haren stadig sidder i græsset, får han øje på ræven. Den står henne på stien og glor med runde og gult lysende øjne. Det giver et sæt i drengen, og han råber højt: – Kom! Skynd dig! Hans mor lægger bogen fra sig og kommer hen til vinduet. – Jamen dog, siger hun, læner sig frem og lægger sin kind mod hans. Tavse betragter de ræven et stykke tid, så siger hun: – Den kan mærke, at der har været en hare i nærheden. Lugten bliver siddende i græsset længe efter. Den tror sikkert, at haren stadig er her et sted. – Det er den også, siger han. Dér! 29


Han peger, hun strækker hals og ser, at drengen har ret. Haren kan skimtes som en mørkegrå plet bag ved tuerne. – Der sker ikke noget, siger hun. Den skal nok slippe væk, bare rolig. Ræven har rejst ørerne og foldet dem ud, så de står oven på dens hoved som to skeer. Den retter sin sorte snude mod haren. – Nu får den færten, siger hun. Bag den svajryggede, magre hundekrop, hvor brystkassen aftegner sig som et gitter, står den buskede grå hale vandret ud i luften. Mundvigene peger nedad. Nu sniger dyret sig langsomt nærmere, lister fremad med hovedet ned i jorden. De hurtige, slanke ben er sorte foran, som om den har vadet igennem mudret vand. Drengen mærker en luftstrøm mod sit hår: – Den kan lugte, at vi også har været derude, så nu kan den ikke finde haren. Men det kan den. Ræven går lige hen imod de lange ører, der stikker op fra græsset. De to dyr ser på hinanden et kort øjeblik, og derefter sætter ræven sig ned. Ved siden af haren. Og der bliver de siddende, klos op ad hinanden med øjnene vendt mod hytten. – De er åbenbart venner! Påstanden om, at haren og ræven skulle være venner, får hans mor til at stikke hovedet frem. De forstørrede pupiller flakker inde bag brilleglassene. Til sidst bliver det for meget for hende, og hun banker med flad hånd mod ruden. Drengen, der sidder på knæ på bordet, farer sammen ved lyden. Så banker hun igen, og til sidst hamrer hun på ruden, så den klirrer. – Lad være! råber han. Men dyrene lader sig ikke skræmme. De bliver bare siddende. Hun henter nogle kasseroller fra et køkkenskab, men på vej hen mod døren skifter hun den ene kasserolle ud med brændeøksen. Det giver et sæt i dyrene, da døren går op, og kvinden kommer ud. De flytter sig et lille stykke væk fra hinanden, men de løber ikke deres vej. Hun råber til drengen, at han skal blive indenfor, men han adlyder ikke. Han sniger sig efter hende. Han vil også se. Kling, klang, klong, siger det, da øksen rammer kasserollen. Hun går fremad med tunge skridt. Ræven har rejst sig og løber et lille stykke væk og ser på hende fra siden med sortrandede øjne. Den har bøjede ben, så bugen omtrent rører græsset. 30


Derefter lægger den ørerne tilbage, rynker snuden og trækker læberne op. Synet af de gulnede tænder, der driver af savl, får hans mor til at standse, men kun et øjeblik, derefter styrter hun fremad med øksen hævet, og så smutter ræven hurtigt ind mellem stolperne i hegnet og forsvinder. Men haren sidder som naglet til stedet. Det ser ud, som om den tvinger de magre ben til at holde sig i ro. Den ryster og åbner munden, så tandstumperne i den skæve underkæbe stikker ud. Ørerne er mørke i spidserne, og de ser slidte ud. Først da hun bøjer sig over haren, gør den et langt hop ud til siden. Den løber rundt om kvinden og barnet i cirkler og kommer så tæt på drengen, at han skriger op. Derefter styrter den af sted, man ser kun noget, der spjætter i græsset. Hans mor trækker vejret højlydt gennem næsen. Panden og kindbenene glinser af sved, og hendes næsefløje vibrerer. Hun presser læberne hårdt sammen. Drengen overdænger hende med spørgsmål. Han vil vide, hvorfor hun skræmte dyrene væk. De var jo venner! Men hun genner ham foran sig ind i hytten, og da de er kommet ind, låser hun døren. – Der var noget i vejen med dem, siger hun, mens hun skærer hans pølse ud. Det undrer ham, at hun skærer hans mad ud, for det plejer hun at ville have ham selv til at gøre. – De var syge. Forstår du det? Hendes stemme lyder anspændt, og hendes blik vandrer hele tiden hen til vinduet. Hun har ikke øst noget op på sin egen tallerken, den er tom, så man kan se, den er ridset. Der ligger stadig pletter af sollys i græsset helt henne ved stien, men under træerne er alting sort og lukket. Efter et stykke tid læner hun sig frem og ser på ham. – Vil du gerne hjem? Drengen har proppet munden med makaroni. Han tygger af munden og ser på hende. – Vil du? spørger han og rækker ud efter mælkeglasset. Hun fnyser og får små rynker ved øjnene. Han burde have været i seng for længe siden, men han sidder bare på gulvet foran kaminen, og det virker, som om hun har glemt ham. Linoleumsgulvet 31


flyder med træsplinter, bark og små bidder af avispapir. Han har trukket det ene ben op under sig og hviler hagen mod knæskallen. Figurerne står på én lang række. Han har tænkt sig, de skal afholde en eller anden form for konkurrence. Hans mor sidder stadig ved bordet og ser ud ad vinduet. Hun er stivnet derhenne med bøjet ryg og albuerne mod bordpladen. Han får et chok, da hun pludselig rejser sig op. Stolen knirker og er lige ved at vælte omkuld. Han stirrer på hende. – Hvad er der? spørger han. Men hun svarer ikke. Hun ser bare ud ad vinduet. Han går hen til hende. – Er det ræven? spørger han. Hun har lagt hænderne mod ruden for bedre at kunne se, og hun stønner ind mod glasset. – Mor! Det virker, som om hun ikke hører ham. Han prøver at klatre op på bordet, men hun puffer ham ned, og hun gør det så hårdt, at han er lige ved at falde bagover. – Nej! skriger hun. Han bliver ikke ked af det. Kun vred. Det eneste, han vil, er at se det samme, som hun ser. Han gør et nyt forsøg på at komme hen til vinduet, og da hun skyder hoften frem og stiller sig i vejen for ham, løber han hen til døren. – Magnus! Hun råber så højt, hun overhovedet kan. Det er et bønfaldende råb, som får hendes stemme til at knække over. Hun forsøger at få fat i ham og støtter sig til køkkenbordet. Men han er allerede udenfor. Han er allerede forsvundet.

32


Eftersom det første avisbillede af Magnus Brodin, trykt i Gefle Dagblad den 24. juli 1978, fylder hele fire spalter, behøver man ikke engang læse artiklen for at vide, at drengen på en eller anden måde er kommet galt af sted. Sådan er det jo altid, når et stort ansigt bliver bragt i avisen. Det billede var det eneste, der blev offentliggjort. Et sort-hvidt pasbillede taget i en af de små automater, som man putter penge i. Håret er usædvanligt tykt og kortklippet i panden. Han ser ikke ind i kameraet, men skråt ud til siden, og han virker en smule usikker, næsten skræmt, synes jeg. Man forestiller sig jo gerne, at øjnene kan se en flig af den skæbne, der venter én. Langt inde. Som et mørkt skær. På et andet avisbillede står et par mænd ude i noget græs, der går dem til hoften. De har kortærmede hvide skjorter med skulderklapper på. Pilotsolbriller og kæmpestore bakkenbarter. En af dem bærer på en sort dokumentmappe, og det ser underligt ud med sådan en taske langt inde i skoven. Det fremgår af billedteksten, at det er politiassistenter fra teknisk afdeling ved Faluns politi. De ser desorienterede ud. Man kan vel kalde det et meget sigende billede. Først skrev aviserne, at Magnus var blevet kidnappet, men et par dage senere var de ikke længere så sikre på det. Expressen spurgte ligeud: BLEV MAGNUS 33


KIDNAPPET? Overgangen fra det skråsikre til det usikre afspejlede efterforskernes forandrede syn på sagen. Magnus’ mor, Mona Brodin, påstod, at en kæmpe var kommet inde fra skoven og havde taget hendes barn, og selv om politiassistenterne fra teknisk afdeling ved Faluns politi mærkeligt nok stødte på beviser, der tilsyneladende støttede hendes påstand – flere steder i nærheden af hytten fandt man usædvanligt store og dybe fodspor – så var der ingen, der hæftede sig nærmere ved de usandsynlige detaljer i hendes udtalelse. Man forestillede sig i stedet, at drengen var blevet bortført af en mand, der var usædvanlig høj, og som i den skrækslagne mors øjne var vokset til overstørrelse. Og måske var han smeltet sammen med de mørke grantræer, hvor han havde gemt sig i juninatten. Eller også stammede sporene fra en eller anden, der intet havde med sagen at gøre. Og hvad var der i så fald sket med drengen? Mona Brodins troværdighed var praktisk talt lig nul, og det skyldtes, at hun havde en recept på librium i håndtasken og desuden blev ved med at fable om dyrene i skoven: Hun påstod hårdnakket, at hun den dag, hvor drengen forsvandt, uden for hytten havde set en hare og en ræv, som ikke havde været spor sky. Det var lige så vanvittigt, som det var sagen uvedkommende. Det blev ikke nævnt i avisen. Kunne medicinen have udløst en hallucination? Var der ingen bortfører? Kunne hun selv have forvoldt drengens død? Den slags spørgsmål, navnlig det sidste, lagde sig som en frastødende hinde over historien. Det uhyggelige endte med kun at være tragisk, og da aviserne holdt op med at skrive om Magnus, var det næsten, som om han forsvandt for anden gang. Artiklerne, der stammer fra Expressen, Gefle Dagblad og en avis, jeg ikke kender, er klippet omhyggeligt ud, nærmest omsorgsfuldt. Det kan være Sven, der har ført saksen, men jeg tror, det er Barbro – avisudklippene om Erika Löf er nemlig tilsvarende lige og akkurate i kanten, og hun forsvandt i forsommeren 79, altså et par måneder efter at Sven var gået bort. Erika boede i Ockelbo, mens hendes tøj blev fundet i Hedesundafjärden, ikke særlig langt fra egnen omkring Färnebofjärden, hvor man året før havde ledt efter Magnus Brodin, og derfor var der mange, som frygtede, at det kunne være den samme gerningsmand. Måske var der alligevel en bortfører, 34


en galning, som huserede i skovene og kidnappede og myrdede børn. Når nu Barbro havde gemt artiklerne om Erika, må hun også have troet, at der var en sammenhæng. At det var sket igen. Men sådan forholdt det sig ikke. Erika lå i floden, ikke langt fra det sted, hvor hendes tøj nogle uger tidligere blev fisket op af vandet. Hun var blevet kvalt af en psykisk uligevægtig person. Hans motiv kom aldrig frem. Men jeg har læst på nettet, at han blev vred over, at pigen malede graffiti i en trappeopgang, som han mente, han på en eller anden måde skulle holde opsyn med. Jeg ved bare ikke, om det kan kaldes et motiv, eller om det overhovedet var sådan, det gik for sig. Én ting var i hvert fald sikker: Erikas morder, som i øvrigt hed Harald Andersson, havde intet med Magnus Brodins forsvinden at gøre. Efter at have siddet bøjet over avisudklippene i mange timer, tør jeg næsten ikke sige noget om mine egne erindringer om Magnus’ forsvinden, som i det mindste en kort overgang vakte opsigt i radio og tv, i “pressen” som man sagde dengang – nu hedder det jo medierne. Et puslespil af gulnede papirstumper med spalter af tekst og grynede fotografier, der forestiller helikoptere, politifolk og øde skovveje, har fortrængt de svage erindringer, jeg selv engang havde. Man kan jo ikke gå baglæns i hukommelsen, det svarer til at skrabe et lag maling af et andet. Men jeg bærer rundt på hans ansigt som en utydelig plet, og jeg syntes i hvert fald, det var en modbydelig historie. Tænk, at et barn kunne blive bortført på den måde, midt i Sverige af en ukendt gerningsmand, og sagen blev ikke mindre ubehagelig af, at det efter alt at dømme var moren selv, der havde slået ham ihjel. Hvor tit har jeg ikke gransket min hjerne efter forvarsler? Eller bange anelser? Den sommer var jeg gravid med Susso, og selv om jeg ikke decideret kan huske det, så må jeg vel på et eller andet tidspunkt have lagt hånden på min mave, mens jeg så Magnus’ ansigt i avisen? Burde jeg ikke have fornemmet, at mit ufødte barns skæbne var kædet sammen med drengens? Burde jeg ikke have fået kuldegysninger over hele kroppen? 35


Stallo af stefan spjut