Stallo af stefan spjut

må gøre vanvittigt ondt at dø. Han vrider sig med hånden ind mod maven.

Fingrene er bøjet som klør.

Efter at have bladet tegneserien igennem og set billederne på bagsiden, der viser, hvad næste nummer kommer til at handle om, trisser han rundt i hytten.

Uden for vinduet ser han noget, der bevæger sig. Hans mor står derude, hendes hår ligner en skinnende beholder i morgenlyset. Hun står bøjet over et eller andet.

Da han åbner døren, retter hun sig omgående op.

– Hvad laver du?

Hun har en stor jakke på, der sidder om hende som en løs kittel. Hun har en arbejdshandske på den ene hånd.

– Jeg tror måske, siger hun, at der er en død flagermus her i nærheden.

– Mener du det? spørger han og kommer nærmere.

De hjælpes ad med at lede, og det er ham, der finder den.

Den hænger i det høje græs, men er ikke tung nok til at glide ned, den sidder fast som et brunt blad. Han har aldrig før set en flagermus. Han havde ikke troet, de var så små. En lang, bøjet klo stikker frem fra vingen, som hans mor tager fat i. Huden bliver foldet ud, den er fyldt med papirtynde årer på kryds og tværs. Også de underligt forstørrede stritører er overtrukket med den hud, som virker gammel.

– Den har en ring, siger han.

Han holder flagermusen op, og den tynde vinge får et lyserødt skær, da den bliver ramt af sollyset. I øret glinser en lille sølvring.

Han mærker forsigtigt på den med pegefingeren.

– Hvorfor har den en ring?

– Det ved jeg ikke, siger hun eftertænksomt. Hun har taget fat i ringen og undersøger den nøje. Den må være mærket på en eller anden måde …

– Hvorfor er den død?

Han får ikke noget svar, så han gentager spørgsmålet: – Hvorfor er den død, mor?

Hun studerer fortsat ringen og siger fraværende: – Den ramte mig i nat. Da jeg var ude og tisse. Den fløj lige ind i mig.

– Her, siger hun og peger mod tindingen.

Så giver hun slip på ringen og vifter lidt med flagermusen for at vise, hvordan de flakser i mørket.

23