Solea af jean claude izzo

stået på barrikaderne i Paris’ Latinerkvarter. Benene på nakken, kammerat, den gamle verden haler ind på dig.

Det var hans eneste motto, og han havde løbet og løbet og kastet brosten og Molotovcocktails efter CRS-stormtropperne. Han var løbet gennem tåregasskyer med CRS’erne i hælene. Både i maj og i juni var han løbet i alle vindens retninger af angst for at blive indhentet af den gamle verdens lykke, den gamle verdens drømme, den gamle verdens moral. Den gamle verdens idioti og råddenskab.

Da fagforeningerne underskrev Grenelleaftalerne, og arbejderne vendte tilbage til fabrikkerne, og de studerende til universitetsbænkene, vidste Bruno, at han ikke havde løbet hurtigt nok. Hverken han eller resten af hans generation. Den gamle verden havde løbet dem op. Penge var stadig det, alle drømte om, og det, der styrede moralen. Penge var livets højeste lykke. Den gamle verden opfandt en ny æra: den menneskelige fattigdom.

Sådan havde Bruno forklaret tingene for Babette.

Han taler som Rimbaud, tænkte hun. Både bevæget og betaget af den flotte, fyrreårige mand.

Han var som så mange andre flygtet fra Paris med kurs mod bjergområder som Ariège, Ardèche og Cevennerne. Mod de forladte landsbyer. Mod lo Païs, som de salvelsesfuldt sagde. Dér fødtes et nyt oprør på deres illusioners ruin. Et naturalistisk oprør, broderskabets, kollektivismens. I deres hoveder fødtes et nyt land, la France sauvage, det uberørte Frankrig. Mange af dem rejste tilbage igen efter et års tid eller to. De standhaftigste holdt stand fem-seks år. Men Bruno var blevet på gården, som han selv havde restaureret, og hvor han levede alene med sin gedeflok.

12