Issuu on Google+


PROLOG Marseille, ude af syne, tæt på sindet – som altid Hun hørte til dernede. I Marseille. Hinsides bjergene, som solnedgangen i aften indhyllede i et højrødt skær. I morgen bliver det blæsevejr, tænkte Babette. I det par uger, hun havde boet i Le Castellas, en lille flække i Cevennerbjergene, var hun hver dag sidst på dagen gået op på bjergkammen her ad den sti, hvor Bruno gik med sine geder. På dette sted forandrer intet sig, tænkte hun den formiddag, hun var ankommet. Alt dør og fødes på ny, også selv om der er flere hendøende landsbyer end nye, der fødes. Før eller siden er der altid et menneske, der puster nyt liv i forfædrenes måde at gøre tingene på, og så begynder det alt sammen forfra. De tilvoksede stier kommer til deres ret igen. »Det er dét, vi kalder bjergenes erindring,« havde Bruno sagt, mens han skænkede en stor kop sort kaffe for hende. Babette havde mødt Bruno i 1988. I forbindelse med den første større artikel, avisen havde bedt hende skrive. Hvad var der blevet af aktivisterne fra maj 68 tyve år efter? Den unge filosof og anarkist, Bruno, havde dengang 11


stået på barrikaderne i Paris’ Latinerkvarter. Benene på nakken, kammerat, den gamle verden haler ind på dig. Det var hans eneste motto, og han havde løbet og løbet og kastet brosten og Molotovcocktails efter CRS-stormtropperne. Han var løbet gennem tåregasskyer med CRS’erne i hælene. Både i maj og i juni var han løbet i alle vindens retninger af angst for at blive indhentet af den gamle verdens lykke, den gamle verdens drømme, den gamle verdens moral. Den gamle verdens idioti og råddenskab. Da fagforeningerne underskrev Grenelleaftalerne, og arbejderne vendte tilbage til fabrikkerne, og de studerende til universitetsbænkene, vidste Bruno, at han ikke havde løbet hurtigt nok. Hverken han eller resten af hans generation. Den gamle verden havde løbet dem op. Penge var stadig det, alle drømte om, og det, der styrede moralen. Penge var livets højeste lykke. Den gamle verden opfandt en ny æra: den menneskelige fattigdom. Sådan havde Bruno forklaret tingene for Babette. Han taler som Rimbaud, tænkte hun. Både bevæget og betaget af den flotte, fyrreårige mand. Han var som så mange andre flygtet fra Paris med kurs mod bjergområder som Ariège, Ardèche og Cevennerne. Mod de forladte landsbyer. Mod lo Païs, som de salvelsesfuldt sagde. Dér fødtes et nyt oprør på deres illusioners ruin. Et naturalistisk oprør, broderskabets, kollektivismens. I deres hoveder fødtes et nyt land, la France sauvage, det uberørte Frankrig. Mange af dem rejste tilbage igen efter et års tid eller to. De standhaftigste holdt stand fem-seks år. Men Bruno var blevet på gården, som han selv havde restaureret, og hvor han levede alene med sin gedeflok. 12


Babette var efter interviewet blevet og havde sovet sammen med Bruno om natten. »Bliv,« havde han bedt hende. Men hun var ikke blevet. Hendes liv var ikke i bjergene. Senere havde hun ofte været og besøge ham. Hver gang hun tilfældigt kom forbi eller var i nærheden. Og i dag havde Bruno både kone og to børn, elektricitet, fjernsyn og en computer. Han levede af at lave gedeoste og slynge honning. »Hvis du en dag får problemer,« havde han sagt til Babette, »så kommer du bare herop. Uden tøven, for alle dem, der bor omkring mig, helt ned i dalen, er mine venner.« I aften savnede Babette Marseille som aldrig før, men hun anede ikke, hvornår hun kunne komme derned igen. Og kom hun det nogensinde, ville intet være som før. Virkelig intet. For det var ikke problemer, Babette havde. Det var noget meget værre. Hun var skrækslagen. Så snart hun lukkede øjnene, tonede Giannis lig frem for hendes blik. Og bag det lå Francescos og Beppes, som hun ikke havde set, men forestillede sig. Torturerede, lemlæstede lig i en pøl af størknet, sort blod. Og der lå endnu flere lig bag hende. Og især foran hende. Nødvendigvis. Hun havde ikke vidst, hvor hun skulle rejse hen, da hun hunderæd og dybt forvirret havde forladt Rom. Hvor kunne hun føle sig i sikkerhed, mens hun så stille og roligt som muligt tænkte sin situation igennem? Og fik orden på alle sine papirer, sorteret og klassificeret, sammenholdt og tjekket sine oplysninger. Kort og godt: 13


fik skrevet sit livs største journalistiske projekt færdigt, en blotlæggelse af mafiaens metoder i Frankrig og de øvrige Middelhavslande. Ingen var gået så langt som hun. For langt, opdagede hun nu. Midt i det hele var hun pludselig kommet i tanker om Brunos tilbud. »Jeg har problemer. Alvorlige.« Hun havde ringet til ham fra en telefonboks i La Spezia. Klokken lidt i ét om natten. Bruno lå og sov, for han skulle tidligt op om morgenen og fodre gederne. Babette rystede over hele kroppen. Hun var kommet til Manarola et par timer før efter som en vanvittig at have kørt turen fra Orvieto næsten i ét stræk. Manarola var en lille landsby på en klippetop i Cinqueterre, hvor Giannis gamle ven, Beppe, boede. Hun havde tastet hans nummer, sådan som han havde bedt hende gøre. En sikkerhedsforanstaltning, havde han understreget samme formiddag. »Pronto.« Babette lagde røret på igen. Det var ikke Beppes stemme. Og så havde hun set de to carabinieri-biler, der holdt parkeret i landsbyens hovedgade. Hun var ikke et øjeblik i tvivl: Morderne var kommet hende i forkøbet. Hun kørte tilbage ad den smalle, slyngede bjergvej, hun var kommet ad. Krampagtigt klamrede hun sig til rattet, mens hun skønt udmattet holdt et vågent øje med de få biler, der lagde an til at overhale hende, eller som hun mødte i modkørende retning. »Kom,« havde Bruno svaret. Hun havde fundet et dødssygt hotelværelse på Albergo Firenze e Continentale nær jernbanestationen. Og ikke lukket et øje hele natten. Togene. Døden, så nærværende. Det skød op i hendes bevidsthed igen alt 14


sammen. I alle detaljer. Taxaen, der lige havde sat hende af på Piazza Campo dei Fiori. Gianni, der var tilbage fra Palermo, ventede hende i sin lejlighed. Ti dage, det er længe, havde han sagt i telefonen. Det syntes hun også. Hun vidste ikke, om hun var forelsket i Gianni, men hendes krop, hele hendes krop, ville have ham. »Gianni! Gianni!« Døren stod åben, men det havde hun ikke taget sig af. »Gianni.« Han sad bagbundet på en stol. Nøgen. Død. Hun lukkede øjnene, men for sent. Hun vidste allerede, at hun fra nu af var dømt til at leve med det syn. Da hun åbnede øjnene igen, så hun forbrændingerne på overkroppen, på maven og på lårene. Nej, mere ville hun ikke se. Hun vendte blikket bort fra Giannis lemlæstede køn og begyndte at skrige. Hun så sig selv stå og skrige, stiv som en pind med slapt nedhængende arme og vidt åben mund. Hendes skrig fortættedes af stanken overalt i lokalet af blod, lort og urin. Hun brækkede sig, da hun ikke kunne få vejret længere. Ud over parketgulvet for Giannis fødder, hvor der stod skrevet med kridt: »En gave til frøken Bellini. Vi ses senere.« Giannis storebror, Francesco, blev myrdet den formiddag, hun rejste fra Orvieto. Og Beppe lige før, hun kom til Manarola. Jagten på hende var gået ind. ...

15


Solea af jean claude izzo