flænger, der blev rimpet sammen på skadestuen efter et slagsmål. Nu så Alessio Mercuri på mig igen. Jeg havde ikke på noget tidspunkt sænket blikket. – Er det noget, du kunne tænke dig? – Nej. – Hvis du vil, kan du få et job på lageret. Vi skal bruge en stærk mand, som der ikke er bøvl med. Bemærkningen kom fuldstændig bag på mig, men så forstod jeg, hvad han mente. Han prøvede på sin egen kantede facon at sige til mig, at den stærke mand, han søgte, kunne være mig. Hvis der ikke var for meget bøvl med mig, altså. Og der var en ting mere, sagde han. – Lønnen er altså ikke noget, du bliver rig af. Jeg svarede uden betænkning. – Et job er et job. Det er 33 år siden nu. Siden dengang har der ikke været nogen slinger i valsen, og med tiden er jeg blevet klubbens materialeforvalter med det overordnede ansvar for hele logistikken. Jeg er ikke helt ung mere, men jeg klarer mig da. Lønnen er også blevet lidt bedre i årenes løb. Fortiden har jeg så vidt muligt lagt bag mig. Det eneste, jeg ikke har glemt, er det møde en forårseftermiddag i et omklædningsrum med en mand, som viste mig tillid. Måske det eneste tilfælde, hvor jeg var tilliden værdig. I årevis blev jeg ved med at spekulere over, hvad der havde fået en mand af hans kaliber til at mødes med mig personligt i stedet for at sende en medarbejder. Nu, da jeg kender ham, tror jeg aldrig, at han ville have snydt sig selv 19
Skæbnespil.indd 19
26/02/14 11.42