SkĂŚbnespil.indd 2
26/02/14 11.42
Giorgio Faletti
Skæbnespil Oversat fra Italiensk af Lorens Juul Madsen
Skæbnespil.indd 3
26/02/14 11.42
Skæbnespil Oversat fra italiensk af Lorens Juul Madsen efter: Tre atti e due tempi Copyright © Giorgio Faletti 2014 Copyright denne udgave © People´sPress 2014 Omslag: Rasmus Funder Sats og tilrettelægning: LYMI DTP-Service Bogen er sat med: Minion ISBN: 978-87-7108-815-1 1. udgave, 1. oplag Printed in EU 2014
Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomsten mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.
People’sPress Ørstedhus Vester Farimagsgade 41 DK – 1606 København V www.artpeople.dk
Skæbnespil.indd 4
26/02/14 11.42
Til Beatrice, Linda, Sofia, Valery, Virginia, Filippo, Orlando og Tibor, som har fremtiden foran sig.
SkĂŚbnespil.indd 5
26/02/14 11.42
SkĂŚbnespil.indd 6
26/02/14 11.42
Hvor mange spillere har du set, og hvor mange skal du få at se som aldrig har vundet en kamp, som har hængt deres støvler op på en væg et sted og står på et værtshus og ler ... FRANCESCO DE GREGORI
Skæbnespil.indd 7
26/02/14 11.42
SkĂŚbnespil.indd 8
26/02/14 11.42
Prolog
Når de kommer, skal alting være parat. Det er Høgen, Knægten, Chefen, Udlændingen, Tavse, Sorte, Talentet, den Dovne, jeg taler om. Det er den Tatoverede, Revisoren, Luderkarlen og Ægtemanden. Sommetider er det også Manden og Kloge Åge. Og så er der alle dem, jeg ikke har givet noget øgenavn. Det er drenge, der er på vej op, med skinnende øjne og ivrige ræsonnementer, og det er mænd, der er på vej ned, med blikke, som er fulde af skuffelse eller resignation over, at de ikke havde mere i sig. Nogle af dem stiller sig tilfredse, andre slår sig i tøjret eller nægter at give op. Når jeg hører dem komme, når de kommer ind i tunnelen og snakker i munden på hinanden, forekommer det mig sommetider, at deres stemmer smelter sammen til én, som kan trodse tiden og bringe flere stemmer fra fortiden med sig, stemmer, der engang gav genlyd mellem disse underjordiske mure for så at forsvinde sammen med deres indehavere. Nogle af dem har efterladt sig et godt og andre et skidt eftermæle. Nogle efterlader sig ikke andet 9
Skæbnespil.indd 9
26/02/14 11.42
end en skjorte, som er blevet hængende i omklædningsrummet. Og så er der De Andre. De ankommer, stiger ud af bussen og ser sig nysgerrigt om, så man skulle tro, de aldrig havde været sådan et sted før. Nogle gange strutter de af selvtillid, andre gange kommer de sjoskende og ligner nogen, der risikerer at rykke ned. Farven på deres trøjer er hver gang en ny. Også i deres tilfælde opsnapper jeg enkelte navne og får et indtryk af, hvem de er. Jeg kan se det på, hvordan de bevæger sig, hvordan de taler, og hvordan de tier. Et andet sted, i et andet omklædningsrum i en anden by, foregår tingene på samme måde, rutinemæssige gentagelser af kollektive vaner og en hel masse små ritualer. Det ved jeg, for hver anden uge er det vores tur til at være De Andre. Jeg har rundt regnet været på banen i 33 år. Jeg er en af de første, der kommer, og en af de sidste, der går. Jeg spiller i sagens natur en tilbagetrukket rolle og kender ikke noget til det lys, der strømmer ud af projektørerne. Eller rettere, jeg ville ikke kunne genkende det, hvis jeg så det. Der, hvor sådan nogen som mig sidder, er lyset trods alt lidt mere dæmpet, publikums tilråb er lidt hæsere, bannerne med deres påskrifter er færre og mindre fantasifulde. Det er en verden af græs, af shorts med mudderstænk og grønne streger, af opkridtede linjer, af massageolie, vådt træningstøj, hudafskrabninger og skader. Af eder og forbandelser, som man altid forstår meningen med, selv om man ikke forstår betydningen, fordi de bliver sagt på et fremmed sprog. Og selv om der bliver gjort omhyggeligt rent, hænger der altid en svag stank af fugt og sved i luften. Sådan er fodbold. 10
Skæbnespil.indd 10
26/02/14 11.42
For de fleste er det en dag som så mange andre, men for nogle er dette en ganske særlig dag. For enkelte er det en af de dage, hvor heksene ikke holder sabbat til ingen verdens nytte, og hvor forudsigelserne åbenbart går i opfyldelse. Der er gået rundt regnet 33 år. Og nu er det så min tur til at bære mit kors.
Skæbnespil.indd 11
26/02/14 11.42
SkĂŚbnespil.indd 12
26/02/14 11.42
Første
Byen venter, som den altid har gjort. Det hele foregår i den rolige rytme, der kendetegner provinsen, hvor alting kommer udefra, uden hast. Engang var det jernbanen, så kom bilerne, fjernsynet, motorvejen og internettet. Men i bund og grund kan det komme ud på ét. Ventetiden er bare blevet lidt mere hektisk, og forløsningen kommer lidt hurtigere. Der er stadig værtshuse og døgenigte, folk, der har penge og andre, der bare lader, som om de har det. Der er tomme ord og flomme af ord, hvilket mange gange kan være det samme. Solsiden forsøger indædt at vinde terræn fra skyggesiden. Og omvendt. Her på stedet og i andre byer, der ligner denne, har Facebook i virkeligheden altid eksisteret. Lavmælte og hviskende samtaler, flygtige blikke, folk, der siger et og gør noget andet bag andre folks rygge, bilsæder, der lægges ned, hurtig sex med sokkerne på, ægteskaber, skilsmisser og nye ægteskaber. De rige for sig og fattigrøvene for sig. Skønhed er 13
Skæbnespil.indd 13
26/02/14 11.42
den eneste handelsvare, som kan bryde denne trummerum og gøre alle forventningerne til skamme. Tankerne er koncentrerede og diffuse, opløste og kondenserede, skødesløse og nærtagende. Alle siger, at det er en lorteby. Det er et fåtal af mennesker, der har forladt byen, og de få, der har gjort det, er før eller siden vendt tilbage. Nogle af dem for at skilte med deres succes, andre for at slikke deres sår. Og for at forklare de andre og skjule for sig selv, hvorfor de har klaret sig så skidt. De mødes og snakker om deres liv og om livet i almindelighed på baren i via Roma eller den på piazza della Noce, hvor der er længere og længere mellem de kendte ansigter, og vennernes børn bliver stadig større og mere talrige. Vindere og tabere side om side, for om ikke andet så har nederlaget og sejren det til fælles, at de kræver deres mand. De andre, som har nogenlunde styr på deres liv, har upåfaldende ansigter og garderober og upåfaldende biler. De kommer andre steder end her og foretrækker en cappuccino eller en aperitif. Jeg selv, for eksempel. Det er den slags tanker, der løber gennem hovedet på mig, hver gang jeg kører gennem byen til eller fra stadion. Jeg kunne køre ad omfartsvejen, så ville det gå meget hurtigere, men hver gang bliver jeg grebet af en ubændig trang til at vagabondere og begive mig ind mellem byens huse, forretninger, biler, fodgængere, cyklister og knallertkø– rere. Myldretiden er aldrig særlig intens her, og turen ind gennem byen er ikke specielt tidskrævende. De har skiftet lyskrydsene ud med rundkørsler og frataget folk chancen for at pille næse. Det hele kører ret glidende, undtagen når 14
Skæbnespil.indd 14
26/02/14 11.42
der sidder et fjols eller en gammel mand bag rattet. Eller eventuelt en kombination af de to ting, som i mit tilfælde lige nu. I dag føler jeg mig meget gammel og meget dum på grund af de ting, jeg har gjort i mit liv, og det, jeg nu skal gøre. Al den snak om erfaring er bare tom luft, det er en illusion, et kys, der ikke vækker nogen af deres tornerosesøvn. Den kan kun bruges til noget, hvis man skal skifte en elpære eller male et værelse eller løfte en kat op og undgå at blive kradset. I alle livets andre forhold er man nybegynder hver gang. Det eneste, man kan bruge erfaring til, er at danne sig et overblik over, hvilke konsekvenser tingene får for en, eller hvor ondt det kommer til at gøre på de mennesker, der omgiver en. At forstå, at man står alene foran et spejl med sin skraber i hånden, når man barberer sig. Og at visse sår, selv de mindste, aldrig holder op med at bløde. En fyr i en BMW bag mig dytter og råber et eller andet ud af vinduet om et senilt gammelt fjols. Det er vist mig, han hentyder til, for jeg har ikke bemærket, at bilerne foran mig har sat sig i bevægelse, og jeg er blevet holdende midt på gaden i min stationcar. Engang ville jeg være steget ud af bilen, og indtil manden deromme fik sig et nyt tandsæt, ville han være henvist til at spise kartoffelmos og karamelrand. Det var dengang. Og jeg er ikke længere den, jeg har været. Jeg træder på speederen og indhenter bilerne foran mig. Jeg følger med trafikken, der på et tidspunkt deler sig ved et af de sidste, nostalgiske lysregulerede kryds. Der er grønt lys, så ikke noget med at pille næse. Jeg kører ned ad via Segantini, og til venstre for mig forsvinder flo15
Skæbnespil.indd 15
26/02/14 11.42
den og oltreponte-kvarteret, der er så folkeligt, at det ikke engang fortjener at blive skrevet med stort. Husene her er grimme og falmede etageejendomme med mosaikker, som ligner noget, der er løgn, og lidt længere ude afløses af fabrikshaller, der ligger på hver sin side af udfaldsvejen mod Milano. Hver dag, når byens nyrige skal på arbejde ude i industrikvarteret, passerer de dette kvarter, der er en ubehagelig påmindelse om, hvor de kommer fra. For arbejdernes vedkommende er det bare en påmindelse om, hvor de skal tilbringe resten af deres liv. Jeg er selv født her, og engang boede jeg her. Nu kommer jeg her kun nødtvungent. For enden af den snorlige vej, jeg kører på, kan man skimte Geppe Rossi-stadionet inde mellem træerne. Det er gråt og slidt og venter ligesom alle andre på et øjebliks berømmelse, som før eller siden må komme. Engang lå det i byens udkant, som lidt efter lidt har indhentet og omsluttet det, så der i dag kun er denne grønne rektangel tilbage mellem de røde tegltage og grå parkeringspladser, til glæde for dem, der kommer flyvende hertil i helikopter og kan betragte det hele ovenfra. En helikopter er det transportmiddel, Paolo Martinazzoli, holdets nye ejer, plejer at benytte sig af. Indtil for fire år siden var alting en del af en fast tradition. Og som med så mange traditioner, der slet og ret er en måde at affinde sig med det mindste onde på, var den aldeles udsigtsløs og ikke særlig fleksibel. Byens fodboldliv var og blev en lidenskab for en lille skare, og holdets stilling i klassementet en stadig rutsjetur mellem de nederste pladser i divisionen og nedrykning. Når spillerne gik rundt 16
Skæbnespil.indd 16
26/02/14 11.42
i byen, værdigede folk dem ikke et blik, bortset fra enkelte ekspeditricer og kvinder, der var indstillet på at indlade sig med en af dem for at få følelsen af, at de var med der, hvor det skete. Alessio Mercuri, den gamle ejer, som tilhørte byens mest fremtrædende familie, var klubbens eneste virkelige tilhænger. Han var erhvervsmand og personlig ven af Fiatdirektøren Gianni Agnelli og havde i årevis holdt skuden kørende. Han gjorde det af prestigegrunde, af ren og skær stædighed, og fordi han var et konkurrencemenneske. Men da han døde, og hans børn fik indsigt i regnskaberne, opdagede de, at det alt sammen var forbundet med temmelig store udgifter. Og de var ikke indstillet på at betale gildet, for de ville skide på både fodbold og på byen som sådan. Jeg har selv truffet gamle Mercuri. Det var ham, der gav mig et job, et par måneder efter at jeg kom ud af fængslet. Når man gør det, ved folk normalt ikke, hvad de skal stille op med en, det gælder alle steder. Og det gælder i udpræget grad i min by. Men i små samfund er der altid nogen, der siger, at de kender nogen, der kender nogen. I Rom, Milano eller Napoli er det næsten altid løgn. Her plejer det at passe. Jeg mødte ham en eftermiddag i omklædningsrummet, mens spillerne trænede udenfor. Han var iført et dobbeltradet, nålestribet jakkesæt, mørkeblåt eller sort. En hvid skjorte og et slips med tværstriber. Han havde en svag lighed med Laurence Olivier, og hænderne gav associationer til jetoner, der lander på spillebordets grønne filt på et kasino på Den Franske Riviera. Umiddelbart virkede han som den mest gennemsolide og tillidsvækkende mand, jeg nogensinde havde mødt. 17
Skæbnespil.indd 17
26/02/14 11.42
Vi var alene, og han så på mig et øjeblik, inden han sagde noget. Den dag i dag ved jeg ikke, om det var hans øjne eller stemmen, der gjorde størst indtryk. – Er du Masoero? – Ja. – Du er ret høj af en mellemvægter at være. Jeg trak lidt på skuldrene. Det skader ikke. – Det har aldrig været noget problem i ringen. Tvært imod. – Det ved jeg godt. Jeg har set dig bokse en enkelt gang. Det var i Milano. Mod Cantamessa. Du slog ham til plukfisk. Jeg trak på smilebåndet. Gjorde mig ingen anstrengelser for at skjule min bitterhed. Han vidste alligevel besked. – Ja. Han gik hen og blev italiensk mester. Jeg selv, der imod ... Jeg gjorde ikke sætningen færdig, vi vidste jo begge to, hvordan det var gået mig. – Nå, hvad kan jeg gøre for dig? – Jeg skal bruge et job. Et hæderligt arbejde. Den slags hænger ikke på træerne for folk som mig. – Nej, det kan jeg forestille mig. Han bøjede hovedet og så på sine hænder. Det næste spørgsmål stillede han uden at se på mig. Måske var han bedre til at afkode folks tonefald end udtrykket i deres øjne. – Kan du stadig bruge næverne? – Ja. Hans spørgsmål og mit svar mindede mig ikke bare om slagene, der haglede ned over mig i ringen, men også om 18
Skæbnespil.indd 18
26/02/14 11.42
flænger, der blev rimpet sammen på skadestuen efter et slagsmål. Nu så Alessio Mercuri på mig igen. Jeg havde ikke på noget tidspunkt sænket blikket. – Er det noget, du kunne tænke dig? – Nej. – Hvis du vil, kan du få et job på lageret. Vi skal bruge en stærk mand, som der ikke er bøvl med. Bemærkningen kom fuldstændig bag på mig, men så forstod jeg, hvad han mente. Han prøvede på sin egen kantede facon at sige til mig, at den stærke mand, han søgte, kunne være mig. Hvis der ikke var for meget bøvl med mig, altså. Og der var en ting mere, sagde han. – Lønnen er altså ikke noget, du bliver rig af. Jeg svarede uden betænkning. – Et job er et job. Det er 33 år siden nu. Siden dengang har der ikke været nogen slinger i valsen, og med tiden er jeg blevet klubbens materialeforvalter med det overordnede ansvar for hele logistikken. Jeg er ikke helt ung mere, men jeg klarer mig da. Lønnen er også blevet lidt bedre i årenes løb. Fortiden har jeg så vidt muligt lagt bag mig. Det eneste, jeg ikke har glemt, er det møde en forårseftermiddag i et omklædningsrum med en mand, som viste mig tillid. Måske det eneste tilfælde, hvor jeg var tilliden værdig. I årevis blev jeg ved med at spekulere over, hvad der havde fået en mand af hans kaliber til at mødes med mig personligt i stedet for at sende en medarbejder. Nu, da jeg kender ham, tror jeg aldrig, at han ville have snydt sig selv 19
Skæbnespil.indd 19
26/02/14 11.42
for det møde. Fordi jeg var den, jeg var, og fordi han, på sin egen aristokratiske måde, var den, han var. Da han døde, gik jeg til hans begravelse og lagde et kondolencebrev på båren. Det eneste, der stod i det, var Tak. Brevet var underskrevet Fra en, der ikke har været så meget bøvl med.
Skæbnespil.indd 20
26/02/14 11.42