ogfyrre minutter. Jeg havde selv planer om at indtage noget alkohol, når jeg kom hjem, men kunne ikke se nogen grund til at informere Julie om det. Hun fortsatte: “Ser du, vi bruger aldrig det ord. Aspier. Vi vil ikke have, at de skal tro, det er en slags lukket klub.” Flere negativt ladede hentydninger fra en person, som ellers skulle forestille at blive betalt for at assistere og opmuntre dem. “Ligesom med homoseksualitet?” spurgte jeg. “Touché,” sagde Julie. “Men det her er alligevel noget andet. Hvis de ikke forandrer sig, vil de aldrig komme til at opleve ægte relationer – de vil aldrig få en kæreste.” Dette var et rimeligt argument, og et jeg kunne forstå, mine egne problemer på området taget i betragtning. Men Julie skiftede emne. “Men det du siger er, at der er ting – nyttige ting – som de kan være bedre til end ... ikke-aspier? Ud over at slå babyer ihjel?” “Selvfølgelig.” Jeg spekulerede på, hvordan nogen, som arbejdede med at uddanne folk med usædvanlige egenskaber, kunne undgå at kende til værdien af og se markedet for disse egenskaber. “Der er et firma i Danmark, som udelukkende ansætter aspier til at teste computerapplikationer.” “Det vidste jeg ikke,” sagde Julie. “Du får mig virkelig til at se tingene fra et helt nyt perspektiv.” Hun så eftertænksomt på mig et øjeblik. “Har du tid til en drink?” Derefter lagde hun en hånd på min skulder. Jeg fór sammen per refleks. Berøringen var absolut grænseoverskridende. Hvis jeg havde gjort noget tilsvarende på en kvinde, ville det næsten med sikkerhed have 22
Projekt Rosie - prøve.indd 22
16/07/13 13.37