Page 1

100mm

mest elskelige, charmerende og fascinerende personer, jeg er stødt på i litteraturen i meget lang tid.” – The Times

”En sød og sjov romantisk komedie … Du vil heppe på Don og Rosie hele vejen.” – Marie Claire

“Dejlig og medrivende – en udelt fornøjelse.”

“En virkelig morsom og rørende kærlighedshistorie.” – Sunday Express

“Ren, vidunderlig eskapisme.” – Independent

Professor Don Tillman skal giftes. Han ved bare ikke med hvem ... Det problem skal ”Projekt Kone” hjælpe med at løse. Don har udformet et 16-siders langt spørgeskema for at finde den perfekte partner. Hun skal helt sikkert ikke være ryger, drikke alkohol eller komme for sent til aftaler.

135mm

100mm

G R A E M E S i ms i o n ”S j ov o g r ø ren d e . E n p e rle a f e n b o g .” – Mari an K ey es

Rosie Jarman gør alle disse ting. Hun har også temperament, er smuk og intelligent. Og hun er selv i gang med en eftersøgning, efter sin biologiske far – en eftersøgning, som Don, der er professor i genetik, måske kan hjælpe hende med. 210mm

– Guardian

26mm

GRAEME S i ms i o n

”Don Tillman er en af de

135mm

Foto / James Penlidis

“Projekt Kone” lærer Don en række uventede ting: at længden på en øreflip ikke er fyldestgørende parameter for seksuel tiltrækning, og at det ikke nødvendigvis giver mening at spise hummer hver tirsdag. Og vigtigst af alt – at man ikke nødvendigvis selv finder kærligheden – den finder en.

Graeme Simsion er australsk forfatter og bor i Melbourne. Han har tidligere arbejdet som IT-konsulent og underviser og skrev sin første bog i 1994 (en grundbog i datamodellering, nu i 4. udgave). Han er gift med

”En af de mest charmerende romaner, jeg har læst. En frisk og sjov historie, skrevet med nerve og fantastisk timing … ” – Herald on Sunday

Anne, professor i psykiatri, der skriver

“ E n a f d e s kæ v e st e o g m e st c h arm e ren d e

erotiske bøger. De har to børn.

k æ r li g h e dshi sto rie r, j eg n o g e ns i n d e h ar

Projekt Rosie er hans første roman.

l æ st. Jeg lo h e l e v e j e n i g e n n e m .” – Soph ie Kin sella

Den er solgt til omkring 40 lande

ISBN 978-87-11-38396-4

og til filmatisering.

”Et must-read i 2013.” – Daily Telegraph

9 788711 383964

WWW.LINDHARDTOGRINGHOF.DK

R O M A N | L IN D H A R DT O G R IN G H O F OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

Projekt.rosie.indd 1

29/07/13 21.38


GrAeMe siMsioN

PROJEKT ROSIE roMAN

På dANsk ved NiNNA BreNøe

LiNdHArdt oG riNGHoF

Projekt Rosie - prøve.indd 3

16/07/13 13.37


1

Jeg tror, jeg muligvis har fundet en løsning på kone-problematikken. Som med de fleste videnskabelige gennembrud var svaret indlysende set i bakspejlet. Men havde det ikke været for en række ikke-planlagte begivenheder, ville jeg sandsynligvis aldrig have fundet den. Forløbets første begivenhed indtraf, da Gene insisterede på, at jeg skulle overtage et foredrag om Aspergers syndrom, som han selv på et tidligere tidspunkt havde sagt ja til at holde. Timingen var ekstremt irriterende. Forberedelsen kunne rent tidsmæssigt passes ind sammen med indtagelsen af frokosten, men på selve aftenen for foredraget havde jeg afsat fireoghalvfems minutter til at gøre mit badeværelse rent. Jeg havde dermed tre forskellige valgmuligheder, hvoraf ingen forekom særlig tilfredsstillende. 1. At gøre badeværelset rent efter foredraget med deraf følgende tab af søvn, som ville medføre en reduktion af såvel min mentale som fysiske ydeevne. 7

Projekt Rosie - prøve.indd 7

16/07/13 13.37


2. At udsætte rengøringen til tirsdagen efter, resulterende i en ugelang periode med en kompromitteret badeværelseshygiejne med deraf følgende forhøjet risiko for sygdom. 3. At nægte at holde foredraget med den deraf følgende skadelige effekt dette måtte have på mit og Genes venskab. Jeg præsentererede mit dilemma for Gene, der – som sædvanlig – havde en alternativ løsning på problemet. “Don, jeg skal nok betale en for at komme og gøre dit badeværelse rent.” Jeg forklarede Gene – igen – at alle rengøringsfolk, muligvis med undtagelse af den ungarske kvinde i den korte nederdel, begik fejl. Kvinden med de korte nederdele, som havde været Genes rengøringsdame, var forsvundet i kølvandet på et eller andet problem mellem Gene og Claudia. “Jeg kan give dig Evas telefonnummer. Bare du lover ikke at nævne mig.” “Hvad nu hvis hun selv spørger? Hvordan skal jeg kunne besvare hendes spørgsmål uden at nævne dig?” “Du skal bare sige, at du har kontaktet hende, fordi hun er den eneste rengøringsdame, som kan finde ud af at gøre det ordentligt. Og hvis hun så siger noget om mig, lader du bare være med at svare.” Dette var en glimrende konklusion og en illustration af Genes evne til at udtænke løsninger på socialt betingede problemstillinger. Eva ville glæde sig over anerkendelsen af sin arbejdsmæssige kompetence, og kunne måske endda vise sig at være egnet til at indgå i en mere permanent 8

Projekt Rosie - prøve.indd 8

16/07/13 13.37


løsning, hvilket ville frigøre i gennemsnit tre hundrede og seksten minutter i min ugeplan. Genes problem med foredraget var opstået, fordi han havde fået mulighed for at dyrke sex med en chilensk akademiker, der var i Melbourne for at deltage i en konference. Gene har som sit personlige projekt at dyrke sex med kvinder af så mange forskellige nationaliteter som muligt. Som professor i psykologi er han ekstremt interesseret i seksuel tiltrækning mennesker imellem, som han mener, er grundlæggende genetisk funderet. Denne overbevisning er helt i tråd med Genes baggrund som forsker i arvelighedsfaktorer. Otteogtres dage efter at Gene havde ansat mig i en forskerstilling, blev han udnævnt til leder af Psykologisk Institut, en meget kontroversiel udnævnelse med det formål at gøre universitetet til det førende inden for evolutionær psykologi og styrke dets profil udadtil. I den periode, hvor vi begge to arbejdede på Genetisk Forskningsinstitut, havde vi utallige interessante diskussioner, som fortsatte efter hans forfremmelse og overflytning. Jeg ville alene af den grund have været glimrende tilfreds med vores bekendtskab, men Gene inviterede mig også til middag hjemme i sit eget hus og gennemspillede andre former for venskabsritualer, hvilket resulterede i, at vi fik et socialt omgangsforhold. Hans kone, Claudia, der er klinisk psykolog, er i dag også en ven. Hvilket bringer antallet af mine venner op på i alt to. Gene og Claudia forsøgte i et stykke tid at assistere mig i forhold til kone-problematikken. Desværre var deres tilgang baseret på det traditionelle dating-paradigme, som 9

Projekt Rosie - prøve.indd 9

16/07/13 13.37


jeg allerede havde forkastet, da sandsynligheden for succes ikke stod mål med den forventelige indsats og de negative oplevelser undervejs. Jeg er niogtredive år gammel, høj, veltrænet og intelligent med en relativt høj social status og en årsindkomst over middel som universitetsansat forsker. Logisk set burde jeg være attraktiv for et bredt spektrum af kvinder. I dyreriget ville jeg ikke have problemer med at reproducere mig. Ikke desto mindre er der åbenbart noget ved mig, som kvinder finder utiltrækkende. Jeg har aldrig syntes, at det var specielt nemt at få venner, og tilsyneladende har de mangler ved mig, som er årsag til dette problem, også haft indflydelse på mine forsøg udi romantiske forhold. Abrikosis-miseren er et godt eksempel. Claudia havde præsenteret mig for en af sine mange venner. Elizabeth var en yderst intelligent computeringeniør med et synsproblem, der dog var blevet korrigeret af et par briller. Jeg nævner brillerne, fordi Claudia viste mig et billede af hende og spurgte, om de generede mig. Et helt utroligt spørgsmål! Og så fra en psykolog! I forbindelse med vores evaluering af Elizabeths grad af egnethed som potentiel partner – som en kilde til intellektuel stimulation, en man kan foretage sig diverse aktiviteter sammen med, måske endda forplante sig sammen med – var Claudias umiddelbare bekymring altså min reaktion på Elizabeths valg af brillestel, et valg hun formentlig ikke engang havde truffet på egen hånd, men efter råd og vejledning fra en optiker. Dette er den verden, jeg er tvunget til at navigere i. Hvorefter Claudia, som om det kunne være et problem, tilføjede: “Hun kan have meget faste meninger om tingene.” 10

Projekt Rosie - prøve.indd 10

16/07/13 13.37


“Er de evidensbaserede?” “Ja, det er de vel egentlig,” sagde Claudia. Perfekt. Det kunne have været mig, hun beskrev. Vi mødtes på en thai-restaurant. Restauranter er de rene minefelter for socialt udfordrede mennesker, og jeg var som altid i den slags situationer nervøs. Men alting begyndte ganske strålende, da vi begge to ankom på slaget 19, præcis som aftalt. Dårlig synkronisering er et frygteligt spild af tid. Vi kom igennem måltidet, uden at hun kritiserede mig for min eventuelle mangel på sociale kompetencer. Det er svært at gennemføre en samtale, mens man sidder og tænker på, om det nu også er den rigtige del af vedkommendes krop, man kigger på, men jeg hægtede mig fast til hendes bebrillede blik, sådan som Gene havde anbefalet det. Dette resulterede i visse dårligt koordinerede bevægelser i selve spisesituationen, hvilket hun tilsyneladende ikke bemærkede. Vi havde tværtimod en yderst frugtbar samtale om simulationsalgoritmer. Hun var så interessant at tale med! Jeg begyndte allerede at ane muligheden for et fast forhold. Tjeneren kom med dessertkortet, og Elizabeth sagde: “Jeg bryder mig ikke om asiatiske desserter.” Det var næsten med sikkerhed en uholdbar generalisering baseret på begrænsede erfaringer, og jeg burde måske have opfattet det som et slags advarselssignal. Men det gav mig mulighed for at byde ind med et kreativt løsningsforslag. “Vi kunne tage en is ovre på den anden side af vejen.” “God idé. Så længe de bare har abrikos.” 11

Projekt Rosie - prøve.indd 11

16/07/13 13.37


Min vurdering var, at jeg gjorde gode fremskridt, og jeg tænkte ikke, at abrikospræferencen kunne være et potentielt problem. Jeg tog fejl. Isboden havde et enormt udvalg af forskellige smagsvarianter, men de var løbet tør for abrikosis. Jeg bestilte en stor vaffel med chokolade-chili og lakrids, og bad Elizabeth om at udpege sit alternative valg. “Hvis de ikke har abrikos, springer jeg hellere over.” Jeg troede næsten ikke mine egne ører. Al is smager stort set ens, fordi smagsløgene afkøles af den. Det gælder i særdeleshed for is med frugtsmag. Jeg foreslog mango. “Nej tak, jeg skal ikke have noget.” Jeg forklarede hende med lidt flere detaljer, hvad der rent fysiologisk sker, når smagsløgene bliver bedøvet af kulde. Jeg kom med den forudsigelse, at hun ville være ude af stand til at smage forskel, hvis jeg købte en kugle mango og en kugle fersken til hende. Og, yderligere, at de hver især ville svare til at spise abrikosis. “De smager fuldstændig forskelligt,” sagde hun. “Hvis du ikke kan skelne mango fra fersken, er det dit problem.” Vi stod med andre ord med en ganske simpel og objektiv uoverensstemmelse, som kunne afgøres ved hjælp af et eksperiment. Jeg bestilte en lille is med hver af de to smagsvarianter. Men da personen bag disken havde gjort isene klar, og jeg vendte mig om for at bede Elizabeth lukke øjnene forud for eksperimentet, var hun forsvundet. Så meget for “evidensbaserede” meninger. Bagefter gav Claudia mig det råd, at jeg skulle have droppet eksperimentet, før Elizabeth gik sin vej. Hvilket næsten gav sig selv. Men hvornår? Hvad var signalet? Det er den slags umærkelige tegn, jeg ikke evner at tyde. Men 12

Projekt Rosie - prøve.indd 12

16/07/13 13.37


det går også over min fatteevne, hvordan en forhøjet følsomhed over for obskure hints omkring smagen på is kan være en forudsætning for at danne par med nogen. Det må være en rimelig antagelse, at der findes kvinder, som ikke har den slags fordringer. Desværre er selve den proces at finde dem håbløst ineffektiv. Abrikosis-miseren havde ­kostet mig en hel aften af mit liv, som kun blev delvist opvejet af min nye viden om simulationsalgoritmer. To frokostpauser var tilstrækkelig med tid til at researche og forberede foredraget om Aspergers syndrom, uden at jeg var nødt til at give afkald på fødeindtagelse, takket være den gratis WiFi i cafeen i forbindelse med de medicinstuderendes bibliotek. Jeg havde ingen tidligere viden om lidelser inden for autismefeltet, da det ligger uden for mit forskningsområde. Emnet var fascinerende. Det forekom passende at fokusere særligt på de genetiske aspekter forbundet med syndromet, som måske var mindre kendt stof for tilhørerne. De fleste sygdomme er i en eller anden grad forbundet med vores dna, selvom vi i mange tilfælde ikke har fundet sammenhængen endnu. Mit eget arbejde handler om den genetiske prædisposition for skrumpelever. En stor del af min arbejdstid går med at drikke mus fulde. Bøgerne og de videnskabelige artikler fokuserede meget naturligt på symptomerne på Aspergers syndrom, og jeg kom frem til den foreløbige konklusion, at der i de fleste tilfælde slet og ret var tale om variationer i den menneskelige hjernefunktion, som på uhensigtsmæssig vis blev medicinsk behandlet, fordi de ikke passede ind i de gæng13

Projekt Rosie - prøve.indd 13

16/07/13 13.37


se sociale normer – konstruerede sociale normer – som afspejler de mest almindelige menneskelige måder at agere på, fremfor det fulde spektrum. Foredraget var sat til at begynde kl. 19 på en skole i forstæderne. Jeg anslog, at cykelturen derud ville tage tolv minutter, og satte yderligere tre minutter af til at få min computer op at køre og slutte den til overheadprojektoren. Jeg ankom planmæssigt kl. 18.57 efter at have lukket Eva, rengøringsdamen i den korte nederdel, ind i min lejlighed syvogtyve minutter forinden. Omtrent femogtyve personer stod henne omkring døren og i den forreste del af undervisningslokalet, men jeg genkendte straks Julie, initiativtageren, ud fra Genes beskrivelse: “En blondine med store bryster”. Når det kom til stykket, var hendes barm formentlig ikke mere end halvanden gang standardafvigelse fra gennemsnitsstørrelsen for hendes vægtklasse, og dermed næppe en særlig bemærkelsesværdig markør at identificere hende ud fra. Det var mere et spørgsmål om dens eksponering og placering på kroppen som resultat af hendes påklædning, der forekom ganske rimelig og praktisk den lune januaraften taget i betragtning. Jeg har muligvis brugt et par sekunder for lang tid på at fastslå hendes identitet, i hvert fald sendte hun mig et underligt blik. “Du må være Julie,” sagde jeg. “Kan jeg hjælpe med noget?” Godt. En praktisk person. “Ja, du kan vise mig, hvor der er et VGA-kabel, tak.” “Åh,” svarede hun. “Du må være professor Tillman. Jeg er virkelig glad for, at du kunne træde til.” 14

Projekt Rosie - prøve.indd 14

16/07/13 13.37


Hun stak hånden frem, men jeg verfede hende af. “Hvor er VGA-kablet, tak. Klokken er 18.58.” “Bare rolig,” sagde hun. “Vi starter aldrig før 19.15. Vil du have en kop kaffe?” Hvorfor har folk så lidt respekt for andre menneskers tid? Nu ville vi være fanget i den uundgåelige smalltalk. Jeg kunne have nået et helt kvarters aikidotræning derhjemme. Jeg havde haft mit fokus rettet mod Julie og skærmen i den forreste del af lokalet. Nu kiggede jeg op og så, at nitten personer havde undgået min opmærksomhed. De var børn, i overvejende grad af hankøn, og sad rundt om ved bordene. Formentlig led de af alle af Aspergers syndrom. Næsten al litteratur om emnet handler om børn. På trods af deres lidelse brugte de tiden bedre end deres forældre, som stod og plaprede om stort og småt. De fleste af dem sad med små transportable computere i hænderne. Jeg anslog deres alder til varierende mellem otte og tretten. Jeg håbede, at de havde hørt efter i naturvidenskab i skolen, da mit foredrag fordrede et vist grundlæggende kendskab til organisk kemi og dna-strukturer. Det gik op for mig, at jeg havde glemt at besvare kaffespørgsmålet. “Nej.” Desværre havde Julie, på grund af min forsinkede reaktion, glemt sit spørgsmål. “Nej tak til kaffe,” forklarede jeg hende. “Jeg drikker aldrig kaffe efter klokken 15.48. Det virker forstyrrende på nattesøvnen. Koffein har en halveringstid på tre til fire timer, så det er uansvarligt at servere kaffe klokken 19, medmindre folk har planer om 15

Projekt Rosie - prøve.indd 15

16/07/13 13.37


at skulle være oppe til et godt stykke over midnat. Hvilket ikke efterlader tid til en passende mængde søvn, hvis de har et almindeligt job at passe.” Jeg forsøgte at udnytte ventetiden til at komme med et praktisk råd, men hun foretrak tilsyneladende at udveksle banaliteter. “Hvordan har Gene det?” spurgte hun. Det var tydeligvis en variant over den mest almindelige, formelagtige ordveksling overhovedet: “Hvordan går det?” “Han har det glimrende, tak,” sagde jeg og tilpassede mig det konventionelt forventelige svar i tredjeperson ental. “Åh. Jeg troede ellers, han var syg.” “Gene er ved strålende helbred, bortset fra at han vejer seks kilo for meget. Vi var ude at løbe sammen her til morgen. Han har en date i aften, og han ville ikke være i stand til at gå i byen, hvis han var syg.” Julie virkede ikke videre imponeret over oplysningen, og det var først senere, da jeg gennemspillede ordvekslingen inde i hovedet, at det gik op for mig, at Gene måtte have løjet over for hende med hensyn til årsagen til sit afbud. Dette var formentlig for at beskytte Julie fra den følelse, at han skulle være ligeglad med hendes foredrag, og tjente samtidig som en undskyldning for at sende en mindre prestigiøs foredragsholder som substitut. Det er næppe muligt at analysere en så kompleks situation, der både involverer dårlige undskyldninger og løse formodninger omkring en anden persons følelsesmæssige reaktioner, samtidig med at man selv skal forestille at stå og forberede sin egen sandsynlige dækløgn, alt sammen imens personen ved siden af venter på, at man skal besvare et spørgsmål. Ikke desto mindre er dette præcis, hvad folk forventer af en. 16

Projekt Rosie - prøve.indd 16

16/07/13 13.37


Til sidst fik jeg stillet min computer op, og vi kom omsider i gang atten minutter for sent. Jeg ville blive nødt til at tale treogfyrre procent hurtigere end beregnet for at kunne være færdig til tiden kl. 20 – en målsætning det var stort set umuligt at leve op til. Vi ville komme til at overskride sluttidspunktet, og min tidsplan for resten af aftenen ville dermed være lige til at skrotte.

Projekt Rosie - prøve.indd 17

16/07/13 13.37


2

Jeg havde givet mit foredrag titlen Genetiske indikatorer på forstyrrelser inden for autismefeltet og fundet nogle fremragende grafiske fremstillinger af dna-strukturer. Jeg havde kun talt i ni minutter, lidt hurtigere end normalt for at indhente noget af den tabte tid, da Julie afbrød mig. “Professor Tillman. De fleste af os her i lokalet er ikke videnskabsfolk, så måske du kunne forsøge at være lidt mindre teknisk?” Den slags er frygtelig irriterende. Folk kan fortælle en, hvad der tilsyneladende skulle være karakteristisk for stjernetegnene Tvillingerne eller Tyren og kan finde på at bruge fem dage på en cricketturnering, men tilsyneladende ikke finde tid eller interesse nok til at lære det mest fundamentale omkring hvad de, som mennesker, består af. Jeg fortsatte min præsentation, sådan som jeg havde forberedt den. Det var for sent at skifte spor, og forhåbentlig var der da nogle blandt publikum, som var oplyste nok til at kunne følge med. 18

Projekt Rosie - prøve.indd 18

16/07/13 13.37


Jeg havde ret. En hånd røg i vejret, et barn, af hankøn, på omkring de tolv. “Det du fortæller er, at det er usandsynligt, at der er en enkelt, genetisk markør, men snarere adskillige gener impliceret og at måden det samlet set kommer til udtryk, er afhængig af den specifikke kombination. Korrekt?” Lige præcis! “Foruden miljømæssige faktorer. Situationen er analog til bipolare lidelser, som ...” Julie afbrød igen. “For os der ikke er genier, så tror jeg, at det professor Tillman gerne vil have os til at huske er, at Aspergers er noget, man er født med. Det er ikke nogens skyld.” Jeg var forfærdet over denne brug af ordet “skyld”, med dets negative grundklang, især fordi det blev brugt af en person med en vis autoritet. Jeg droppede min beslutning om ikke at bevæge mig væk fra emnet gener. Emnet havde uden tvivl ligget og gæret i min underbevidsthed, og jeg kan derfor måske være kommet til at tale en smule højt. “Skyld! Aspergers er ikke en fejl. Det er en variant. Det er potentielt set en kæmpe fordel. Aspergers syndrom er forbundet med evnen til at organisere, fokusere, innovation og rationel objektivitet.” En kvinde i den bageste ende af lokalet rakte hånden op. Jeg var fokuseret på emnet nu, og begik en mindre social brøler, som jeg skyndte mig at rette op på. “Den fede dame – overvægtige dame – nede bagved?” Hun tøvede og kiggede rundt i rummet, men fortsatte så: “Rationel objektivitet: er det en eufemisme for mangel på følelser?” 19

Projekt Rosie - prøve.indd 19

16/07/13 13.37


“Et synonym,” svarede jeg. “Følelser kan forårsage store problemer.” Jeg tænkte, at det måske var en god idé at illustrere det ved hjælp af en historie, hvori en følelsesstyret adfærd kunne have fået katastrofale følger. “Forestil dig,” sagde jeg. “At du gemmer dig en kælder. Fjenden leder efter dig og dine venner. Alle er nødt til at være musestille, men dit spædbarn græder.” Jeg spillede scenen, sådan som Gene ville have gjort, for at gøre historien mere overbevisende: “Waa, Waa.” Jeg holdt en dramatisk pause. “Du har en pistol.” En hel flok hænder røg i vejret. Julie sprang op fra sin stol, idet jeg fortsatte. “Med en lyddæmper. De kommer nærmere og nærmere. De vil slå alle dernede ihjel. Hvad gør du? Babyen græder ...” Børnene kunne ikke længere holde svaret tilbage. En af dem råbte: “Skyd babyen,” og øjeblikket efter sad de alle sammen og råbte: “Skyd babyen, skyd babyen.” Drengen, som havde stillet genspørgsmålet, råbte: “Skyd fjenden,” og en anden sagde: “Lav et bagholdsangreb mod dem.” En lind strøm af forslag flød op imod mig. “Brug babyen som lokkemad.” “Hvor mange pistoler har vi?” “Hold den for munden.” “Hvor længe kan den overleve uden at trække vejret?” Som forventet kom alle ideerne fra dem, som “led” af Aspergers. Forældrene kom ikke med nogen konstruktive forslag; nogle af dem forsøgte endda at undertrykke deres børns kreativitet. 20

Projekt Rosie - prøve.indd 20

16/07/13 13.37


Jeg løftede hænderne op i vejret. “Tiden er udløbet. Godt arbejde. Alle de rationelle løsningsforslag kom fra aspierne. Alle andre var for overvældede af deres følelser.” En dreng råbte: “Aspier styrer for vildt!” Jeg havde bemærket denne forkortelse i litteraturen om emnet, men den var tilsyneladende ny for børnene. De så ud til at synes godt om den, og kort efter stod de oppe på deres stole, og derefter oppe på bordene, og slog huller i luften med knyttede hænder og råbte i kor: “Aspierne styrer!” Ifølge hvad jeg har læst, lider børn med Aspergers syndrom ofte af manglende selvtillid i sociale sammenhænge. Deres succes med problemløsning havde tilsyneladende kureret dem for det, i hvert fald midlertidigt, men endnu en gang fik de ikke megen positiv feedback fra forældrene, som stod og råbte og skreg og i nogle tilfælde endda forsøgte at hive dem ned fra bordene. Tilsyneladende var de mere optagede af at overholde de sociale konventioner, end af de fremskridt deres børn havde gjort. Jeg syntes, at jeg havde illustreret min pointe ganske effektivt, og Julie mente ikke, at vi behøvede at genoptage genetikforedraget. Forældrene så ud til at reflektere over, hvad det var deres børn havde lært og gik uden yderligere interaktioner med mig. Klokken var kun 19.43. Et glimrende resultat. Mens jeg pakkede min computer sammen, begyndte Julie pludselig at grine højt. “Hold da op,” sagde hun. “Jeg kunne godt bruge en drink.” Jeg vidste ikke rigtig, hvorfor hun syntes, hun ville dele den oplysning med en person, hun kun havde kendt i seks21

Projekt Rosie - prøve.indd 21

16/07/13 13.37


ogfyrre minutter. Jeg havde selv planer om at indtage noget alkohol, når jeg kom hjem, men kunne ikke se nogen grund til at informere Julie om det. Hun fortsatte: “Ser du, vi bruger aldrig det ord. Aspier. Vi vil ikke have, at de skal tro, det er en slags lukket klub.” Flere negativt ladede hentydninger fra en person, som ellers skulle forestille at blive betalt for at assistere og opmuntre dem. “Ligesom med homoseksualitet?” spurgte jeg. “Touché,” sagde Julie. “Men det her er alligevel noget andet. Hvis de ikke forandrer sig, vil de aldrig komme til at opleve ægte relationer – de vil aldrig få en kæreste.” Dette var et rimeligt argument, og et jeg kunne forstå, mine egne problemer på området taget i betragtning. Men Julie skiftede emne. “Men det du siger er, at der er ting – nyttige ting – som de kan være bedre til end ... ikke-aspier? Ud over at slå babyer ihjel?” “Selvfølgelig.” Jeg spekulerede på, hvordan nogen, som arbejdede med at uddanne folk med usædvanlige egenskaber, kunne undgå at kende til værdien af og se markedet for disse egenskaber. “Der er et firma i Danmark, som udelukkende ansætter aspier til at teste computerapplikationer.” “Det vidste jeg ikke,” sagde Julie. “Du får mig virkelig til at se tingene fra et helt nyt perspektiv.” Hun så eftertænksomt på mig et øjeblik. “Har du tid til en drink?” Derefter lagde hun en hånd på min skulder. Jeg fór sammen per refleks. Berøringen var absolut grænseoverskridende. Hvis jeg havde gjort noget tilsvarende på en kvinde, ville det næsten med sikkerhed have 22

Projekt Rosie - prøve.indd 22

16/07/13 13.37


været et problem, der muligvis kunne have affødt en klage om sexchikane til dekanen, hvilket kunne have fået konsekvenser for hele min karriere. Men selvfølgelig var der ikke nogen, der kunne finde på at give hende en reprimande for det. “Jeg har desværre andre aktiviteter på programmet.” “Ingen fleksibilitet?” “Bestemt ikke.” Efter succesen med at indhente den tabte tid havde jeg ingen planer om at kaste mit liv ud i kaos igen. Før jeg mødte Gene og Claudia, havde jeg haft to andre venner. Den ene var min storesøster. Selvom hun var matematiklærer, interesserede hun sig ikke synderligt for den nyere forskning på området. Men hun boede lige i nærheden af mig og besøgte mig to gange om ugen, indimellem også på vilkårlige tidspunkter. Vi spiste sammen og talte om diverse trivialiteter, såsom begivenheder i andre familiemedlemmers liv og sociale interaktioner, vi havde haft med vores kolleger. En søndag om måneden kørte vi til Shepparton for at spise middag sammen med vores forældre og vores bror. Hun var single, formentlig fordi hun var genert og samtidig ikke konventionelt tiltrækkende. På grund af en grotesk og utilgivelig lægefejl er hun i dag død. Den anden ven var Daphne, og perioden for vores venskab overlappede tidsmæssigt med mit venskab med Gene og Claudia. Hun flyttede ind i lejligheden over mig, efter at hendes mand var kommet på plejehjem på grund af demens. Hun havde dårlige knæ, kraftigt forværret af 23

Projekt Rosie - prøve.indd 23

16/07/13 13.37


hendes overvægt, som gjorde, at hun var ude af stand til at gå mere end nogle få skridt ad gangen, men hun var yderst intelligent, og jeg begyndte at besøge hende regelmæssigt. Hun havde ingen formel uddannelse, i og med at hun havde indtaget en traditionel rolle som hjemmegående husmor, hvilket jeg opfattede som et enormt spild af talent – især fordi hendes efterkommere ikke ligefrem gav noget af den samme omsorg tilbage til hende. Hun var nysgerrig omkring mit arbejde, og vi iværksatte derfor projekt Lær Daphne om Genetik, som var yderst fascinerende for os begge to. Hun begyndte at spise fast nede hos mig, da der er store økonomiske besparelser i at tilberede et måltid til to personer, fremfor hver sit måltid. Hver søndag kl. 15.00 ­besøgte vi hendes mand på plejehjemmet, som lå 7,3 kilometer væk. Jeg var dermed i stand til at kombinere en 14,6 ­kilometer lang gåtur, skubbende på en kørestol, med en interessant samtale omkring genetik. Jeg sad og læste, mens hun talte med sin mand, hvis evner til at forstå sine omgivelser var svære at fastslå, men helt sikkert begrænsede. Daphne var blevet opkaldt efter en plante, som blomstrede, dengang hun blev født den otteogtyvende august. Når hun havde fødselsdag, gav hendes mand hende derfor altid en buket daphne-blomster, hvilket hun opfattede som en meget romantisk gestus. Hun beklagede sig over, at hendes forestående fødselsdag ville blive den første i seksoghalvtreds år, hvor denne symbolske handling ikke ville finde sted. Løsningen var indlysende, og da jeg rullede hende ind i min lejlighed for at spise til aften på hendes 24

Projekt Rosie - prøve.indd 24

16/07/13 13.37


otteoghalvfjerdsindstyvende fødselsdag, havde jeg købt en stor buket af de pågældende blomster for at forære hende dem. Hun genkendte straks duften og begyndte at græde. Jeg troede, at jeg havde begået en frygtelig fejl, men hun forklarede, at tårerne var et tegn på glæde. Hun var også meget imponeret over den chokoladekage, jeg havde bagt, men ikke helt i samme grad. Mens vi spiste, fremkom hun med et utroligt udsagn: “Don, du kunne blive en pragtfuld mand for en heldig kvinde.” Dette var så direkte i modstrid med min erfaring med at blive afvist af kvinder, at jeg først var helt målløs. Derefter præsenterede jeg hende for de triste kendsgerninger – historien om mine forsøg på at finde en partner startende helt tilbage dengang jeg var barn og gik ud fra, at jeg skulle giftes, når jeg blev voksen, frem til da jeg opgav tanken, efterhånden som beviserne på, at jeg ikke egnede mig til det, havde tårnet sig op. Hendes argument var ganske enkelt: Der er en derude til os alle. Statistisk set havde hun næsten helt sikkert ret. Desværre var sandsynligheden for, at jeg skulle møde en sådan person forsvindende lille. Men det skabte en art ubalance i min hjerne at tænke på det, ligesom et matematisk problem, som man ved, der må være en løsning på. Til hendes næste to fødselsdage gentog vi blomster­ ritualet. Resultatet var ikke så dramatisk som første gang, men jeg købte også gaver, som jeg gav hende – bøger om genetik – og hun virkede meget glad for det hele. Hun fortalte mig, at hendes fødselsdag altid havde været hen25

Projekt Rosie - prøve.indd 25

16/07/13 13.37


des yndlingsdag på hele året. Jeg vidste godt, at dette var almindeligt blandt børn, på grund af gaverne, men havde ikke forventet at møde det samme hos en voksen. Treoghalvfems dage efter sin tredje fødselsdagsmiddag, da var vi på vej hen til plejehjemmet og talte om en videnskabelig artikel om genetik, som Daphne havde læst dagen forinden, blev det pludselig tydeligt, at hun havde glemt nogle af de vigtige pointer. Det var ikke første gang i løbet af de seneste uger, at der havde været huller i hendes hukommelse, så jeg bestilte straks tid hos en speciallæge med henblik på en vurdering af hendes kognitive funktionsniveau. Diagnosen var Alzheimers. Daphnes intellektuelle kapacitet dalede hurtigt, og inden længe var vi ikke længere i stand til at gennemføre vores diskussioner om genetik. Men vi fortsatte med at spise sammen og med vores ture til plejehjemmet. Daphne talte efterhånden næsten udelukkende om fortiden, om sin mand og sin familie, og jeg var på den måde i stand til at danne mig en slags overordnet idé om, hvordan det for eksempel kunne være at være gift. Hun insisterede fortsat på, at jeg godt kunne finde mig en passende partner og komme til at nyde det samme høje niveau af ægteskabelig lykke, som hun havde haft i sit liv. Supplerende research bekræftede, at Daphnes argumenter blev understøttet af klare beviser: Gifte mænd er lykkeligere og lever længere end ugifte. En dag spurgte Daphne. “Hvornår er det min fødselsdag?” og det gik derved op for mig, at hun ikke længere havde styr på tiden. Jeg kom frem til, at det ville være ­acceptabelt at lyve med det formål at maksimere hendes 26

Projekt Rosie - prøve.indd 26

16/07/13 13.37


oplevelse af lykke. Problemet var bare, hvordan jeg skulle få fat på daphne-blomster uden for sæsonen, men der havde jeg et uventet gennembrud. Jeg kendte til en genforsker, som arbejdede på at ændre og forlænge sæsonen for blomstrende vækster af kommercielle årsager. Han var i stand til at forsyne min blomsterhandler med nogle daphner, og vi holdt en simuleret fødselsdagsmiddag. Jeg gentog proceduren, hver gang Daphne spurgte, hvornår hun havde fødselsdag. Til sidst var det nødvendigt, at Daphne kom hen at bo på det samme plejehjem som sin mand, og i takt med at hendes hukommelse blev dårligere og dårligere, fejrede vi hendes fødselsdag tilsvarende oftere, indtil jeg til sidst besøgte hende hver dag. Blomsterhandleren gav mig en rabatordning for særligt loyale kunder. Jeg regnede mig frem til, at Daphne havde nået den anseelige alder af to hundrede og syv, beregnet ud fra antallet af fødselsdage, da hun holdt op med at genkende mig, og tre hundrede og nitten, da hun holdt op med at reagere på blomsterne, og jeg stoppede med at besøge hende. Jeg forventede ikke at høre fra Julie igen. Som sædvanlig var mine antagelser omkring menneskelig adfærd forkerte. To dage efter foredraget, kl. 15.37, ringede min telefon og displayet viste et ukendt nummer. Julie lagde en besked, hvor hun bad mig om at ringe tilbage, og jeg deducerede mig frem til, at jeg måtte have glemt en eller anden ting. Jeg tog fejl igen. Hun ønskede at fortsætte vores samtale om Aspergers syndrom. Jeg var glad for, at mine input havde så stor betydning. Hun foreslog, at vi skulle mødes 27

Projekt Rosie - prøve.indd 27

16/07/13 13.37


over en middag, hvilket langtfra var det ideelle sted for en produktiv samtale, men da jeg som regel spiser alene, var det nemt at passe ind i min tidsplan. Baggrundsresearch var det andet punkt, der også måtte afklares. “Hvilke emner er du særligt interesseret i?” “Åh,” sagde hun. “Jeg troede, at vi bare kunne snakke sådan mere generelt ... lære hinanden lidt at kende.” Det lød noget ufokuseret. “Jeg er nødt til at have i det mindste en vis indikation af, hvad hovedemnet er. Hvad sagde jeg forleden, som især interesserede dig?” “Åh ... nok det med computertesterne i Danmark.” “Computerapplikationstesterne.” Jeg ville helt sikkert blive nødt til at lave noget mere research. “Hvad kunne du tænke dig at vide?” “Jeg spekulerede lidt på, hvordan de fandt frem til dem. De fleste voksne med Aspergers ved ikke selv, at de har det.” Det var en god pointe. At interviewe tilfældige ansøgere ville være en højst ineffektiv metode til at opspore et syndrom, som havde en estimeret udbredelse i befolkningen på 0,3 procent. Jeg vovede et gæt. “Jeg går ud fra, at de bruger et spørgeskema som et slags første filter.” Jeg havde ikke engang færdiggjort min sætning, da en pære begyndte at lyse oppe over mit hoved – selvfølgelig ikke i bogstavelig forstand. Et spørgeskema! Hvilken indlysende løsning. Et til formålet sammensat, videnskabeligt fuldgyldigt instrument baseret på nyeste gængse praksis på området, som kunne sortere de personer fra, der var spild af tid; alle rodehovederne, dem med en for selektiv smag i is, dem som bekla28

Projekt Rosie - prøve.indd 28

16/07/13 13.37


gede sig, hvis man kiggede på dem forkerte steder, eller som troede på krystaller eller astrologi, dem der var besat af mode, de religiøse fanatikere, veganerne, sportsfansene, kreationisterne, rygerne, de videnskabelige analfabeter og homøopaterne, sådan at der ideelt set til sidst var den perfekte partner tilbage, eller mere realistisk, en overkommelig shortliste over egnede kandidater. “Don?” Det var Julie, som stadig var i den anden ende af forbindelsen. “Hvornår har du lyst til at mødes?” Tingene havde ændret sig. Prioriteterne var anderledes. “Det kan ikke lade sig gøre,” sagde jeg. “Min kalender er fuld.” Jeg ville få brug for al disponibel tid til det nye projekt. Projekt Kone.

Projekt Rosie - prøve.indd 29

16/07/13 13.37


JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie


Projekt Rosie er oversat fra engelsk efter “The Rosie Project” Copyright © Graeme Simsion, 2013 Dansk udgave © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Granjon hos LYMI dtp-service Trykt hos UAB PRINT-IT ISBN: 978-87-11- 38396-4 1.udgave, 1.oplag 2013 Printed in Lithuania Kopiering fra denne bog må finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Projekt Rosie - prøve.indd 4

16/07/13 13.37


100mm

mest elskelige, charmerende og fascinerende personer, jeg er stødt på i litteraturen i meget lang tid.” – The Times

”En sød og sjov romantisk komedie … Du vil heppe på Don og Rosie hele vejen.” – Marie Claire

“Dejlig og medrivende – en udelt fornøjelse.”

“En virkelig morsom og rørende kærlighedshistorie.” – Sunday Express

“Ren, vidunderlig eskapisme.” – Independent

Professor Don Tillman skal giftes. Han ved bare ikke med hvem ... Det problem skal ”Projekt Kone” hjælpe med at løse. Don har udformet et 16-siders langt spørgeskema for at finde den perfekte partner. Hun skal helt sikkert ikke være ryger, drikke alkohol eller komme for sent til aftaler.

135mm

100mm

G R A E M E S i ms i o n ”S j ov o g r ø ren d e . E n p e rle a f e n b o g .” – Mari an K ey es

Rosie Jarman gør alle disse ting. Hun har også temperament, er smuk og intelligent. Og hun er selv i gang med en eftersøgning, efter sin biologiske far – en eftersøgning, som Don, der er professor i genetik, måske kan hjælpe hende med. 210mm

– Guardian

26mm

GRAEME S i ms i o n

”Don Tillman er en af de

135mm

Foto / James Penlidis

“Projekt Kone” lærer Don en række uventede ting: at længden på en øreflip ikke er fyldestgørende parameter for seksuel tiltrækning, og at det ikke nødvendigvis giver mening at spise hummer hver tirsdag. Og vigtigst af alt – at man ikke nødvendigvis selv finder kærligheden – den finder en.

Graeme Simsion er australsk forfatter og bor i Melbourne. Han har tidligere arbejdet som IT-konsulent og underviser og skrev sin første bog i 1994 (en grundbog i datamodellering, nu i 4. udgave). Han er gift med

”En af de mest charmerende romaner, jeg har læst. En frisk og sjov historie, skrevet med nerve og fantastisk timing … ” – Herald on Sunday

Anne, professor i psykiatri, der skriver

“ E n a f d e s kæ v e st e o g m e st c h arm e ren d e

erotiske bøger. De har to børn.

k æ r li g h e dshi sto rie r, j eg n o g e ns i n d e h ar

Projekt Rosie er hans første roman.

l æ st. Jeg lo h e l e v e j e n i g e n n e m .” – Soph ie Kin sella

Den er solgt til omkring 40 lande

ISBN 978-87-11-38396-4

og til filmatisering.

”Et must-read i 2013.” – Daily Telegraph

9 788711 383964

WWW.LINDHARDTOGRINGHOF.DK

R O M A N | L IN D H A R DT O G R IN G H O F OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

Projekt.rosie.indd 1

29/07/13 21.38

Projekt rosie af graeme simsion  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you