JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 27 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie
– gardinerne var trukket for. Tegningen hang over kaminen, og det var en relativt stor tegning, måske en meter gange en meter og tyve, af Julies hoved og skuldre med ansigtet i profil, med sammenknebne øjne på grund af røgen fra en cigaret i hendes hånd og med blikket rettet ud mod det fjerne. Hun så ud, som om hun betragtede et andet kunstværk. Det var et meget smukt portræt, ærbødigt og romantisk uden at være idealiseret – dertil var der en alt for sørgmodig stemning over det. Der var et eller andet, der syntes at antyde, at kunstnerens affære med modellen snart ville være forbi, selv om det måske bare var noget, Duncan forestillede sig. Det er også muligt, at han bare forestillede sig dets betydning, og at det samme gjaldt dets kvalitet og charme. I virkeligheden var det ikke umuligt, at han bare forestillede sig tegningen. Duncan gik nærmere. Der var en signatur i det nederste venstre hjørne, og den var så spændende, at den krævede at blive gransket på nærmere hold. Selv med et kvart århundrede bag sig som fan havde han aldrig set Tuckers håndskrift før. Og mens han studerede håndskriften, slog det ham, at det var første gang siden 1986, han blev præsenteret for noget, Tucker Crowe havde lavet. Så holdt han op med at studere signaturen og trådte et skridt tilbage for at beundre portrættet igen. »I virkeligheden burde du se det i dagslys,« sagde Elliot. Han gik hen til den franske dør og trak gardinerne fra, og i det samme stod de næsten ansigt til ansigt med en havemand, der var i gang med at slå græs. Han fik øje på dem og begyndte at råbe op og fægte i luften med armene, og inden Duncan vidste af det, var han styrtet ud ad gadedøren og halvvejs ned ad gaden, løbende og svedig med ben, der rystede under ham af nervøsitet, og med hjertet bankende så hårdt, at han et øjeblik troede, at han ikke ville nå i sikkerhed for enden af gaden. Først da BART-togets døre lukkede sig bag Duncan, følte han sig i sikkerhed. Han havde tabt Elliott af syne næsten øjeblikkelig – for selv om Duncan var styrtet ud af huset så hurtigt, som han overho27