Page 1


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 1 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

JULIET, NØGEN


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 2 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

Af samme forfatter Fodboldfeber High Fidelity Omkring en dreng Samtaler med en engel (red.) Hvordan man er et godt menneske 31 sange Langt nede Slam


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

Nick Hornby

JULIET, NØGEN

På dansk ved Jan Hansen

LINDHARDT OG RINGHOF


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

Juliet, Nøgen er oversat fra engelsk efter Juliet, Naked Copyright © 2009 by Nick Hornby All rights reserved Dansk copyright © 2010 Lindhardt og Ringhof Forlag, København Omslag: Mark Airs Bogen er sat med Minion hos BookPartnerMedia og trykt hos Livonia Print, 2010. ISBN 978-87-11-42234-2 1. udgave, 1. oplag 2010 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 5 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

Til Amanda, med kĂŚrlighed og taknemmelighed


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 6 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 7 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

Kapitel 1 De var rejst fra England til Minneapolis for at se på et toilet. Det var den enkle sandhed, selv om det først gik rigtig op for Annie, efter at de havde befundet sig derinde et stykke tid. Bortset fra graffitien på væggene, hvoraf noget var henvisninger af forskellig art til toilettets musikhistoriske betydning, var det bare et fugtigt, mørkt, ildelugtede og temmelig ubemærkelsesværdigt herretoilet. Amerikanerne var ellers så gode til at bygge en hype op omkring deres historiske seværdigheder, men der havde ikke været ret meget, de kunne gøre ved det her toilet. »Har du husket fotografiapparatet, Annie?« sagde Duncan. »Ja. Men hvad vil du have et billede af herinde?« »Bare, du ved ...« »Nej, det ved jeg ikke noget om.« »Nå, men af ... af det her toilet.« »Af ... hvad kalder man det der, pissoiret?« »Pissoiret, ja, det tror jeg, at det hedder.« »Vil du selv være med på billedet?« »Skal jeg så lade, som om jeg tisser?« »Det må du da godt, hvis du synes.« Og Duncan stillede sig hen foran den midterste af de tre urinkummer, med hænderne meget overbevisende nede foran gylpen, og smilede til Annie over skulderen. »Fik du det?« »Jeg er ikke sikker på, om blitzen virkede.« »Så tag et til. Det ville være for åndssvagt at rejse hele vejen hertil og ikke få i hvert fald ét godt billede.« Denne gang stillede Duncan sig ind ved siden af en af wc-kummerne, med døren åben. Af en eller anden grund var belysningen 7


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 8 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

meget bedre der. Og Annie tog et rigtig godt billede af en mand på et toilet – eller i hvert fald så godt, som man ville forvente af et fotografi af en mand på et toilet, at det kunne blive. Da Duncan kom ud, kunne hun se, at toilettet – der så ud som enhvert andet toilet, hun havde set i en rockklub – var tilstoppet. »Lad os gå,« sagde Annie. »Han ville jo slet ikke have, at jeg gik med ind på herretoilettet.« Det var rigtigt. Bartenderen havde først stirret så mistroisk på dem, at det så ud, som om han mistænkte dem for bare at være på udkig efter et sted, hvor de kunne stikke sig med en sprøjte – eller dyrke sex. Men til sidst, og faktisk lidt fornærmende, havde han åbenbart afgjort med sig selv, at de to ikke var typer, der kunne finde på nogen af delene. Duncan kastede et sidste blik ud over toilettet og rystede på hovedet. »Tænk, hvis toiletter kunne tale, hva’?« Annie var glad for, at det her toilet ikke kunne. For hvis det havde kunnet det, ville Duncan have foretrukket at blive stående og lytte til det hele natten. De færreste kender Tucker Crowes musik, og endnu færre har selvfølgelig kendskab til de mørke sider af hans karriere, så historien om, hvad han måske (og måske ikke) oplevede på dette herretoilet i Pits Club, er nok ikke værd at gentage her, men: Crowe var i Minneapolis for at give koncert, og en aften tog han hen på Pits for at se et lokalt band, der hed Napoleon Solos, som han havde hørt en masse spændende om. (Enkelte af de største Tucker Crowe-fans, herunder selvfølgelig Duncan, er de lykkelige ejere af dette bands eneste album, The Napoleon Solos Sing Their Songs and Play Their Guitars). Halvvejs inde i deres gig gik Tucker på toilettet. Ingen ved med sikkerhed, hvad der skete derinde, men så snart han kom ud derfra, tog han direkte tilbage på hotellet, ringede til sin manager og aflyste resten af turnéen. Og næste morgen indledte han det, som vi nu må betragte som hans otium. Det var i juni 1986. Ingen har hørt noget fra ham siden – ingen nye indspilninger, ingen koncerter, ingen in8


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 9 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

terviews. Hvis man er så vild med Tucker Crowe, som Duncan og måske et par tusind andre fans rundt omkring i verden er, er der derfor naturligvis tale om et toilet med meget på samvittigheden. Og da toiletter, som Duncan så korrekt havde bemærket, ikke kan tale, har Crowes fans ikke rigtig anden udvej end selv at udtale sig på dette toilets vegne. Nogle af dem mener, at Gud må have åbenbaret sig for Tucker Crowe, mens han var på toilettet den nat; andre hævder, at han havde en dødsoplevelse i forbindelse med en noget nær dødelig overdosis. En anden skole af fans hælder mere til den teori, at Tucker, da han kom ud på toilettet, overraskede sin kæreste, der bollede med hans basguitarist, selv om det efter Annies mening var en lidt for søgt forklaring. For hvem havde hørt om en rockmusiker, der så en kvinde have sex med en anden musiker på et toilet og reagerede på det med toogtyve års tavshed? På den anden side var det måske en mulighed. Måske var forklaringen bare, at Annie aldrig selv havde oplevet lidenskab, der var helt så intens. Men whatever. Det eneste, I behøver at vide her, er i virkeligheden, at der engang var sket noget virkelig dybt og livsforandrende på dette herretoilet på et lille spillested i Minneapolis. Annie og Duncan var nået halvvejs igennem en Tucker Crowepilgrimsrejse. De havde først travet rundt i New York, hvor de havde besøgt forskellige gamle klubber og barer med den ene eller anden form for Crowe-tilknytning, selv om de fleste af disse historiske steder havde vist sig at være blevet lavet om til McDonald’s-burgerbarer eller designertøjbutikker. Derefter besøgte de hans barndomshjem i Bozeman, Montana, hvor turens højdepunkt indtraf, da en ældre kvinde kom ud fra nabohuset og fortalte dem, at Tucker som barn plejede at vaske hendes mands gamle Buick. Crowes barndomshjem var lille og velholdt og tilhørte nu indehaveren af et mindre bogtrykkeri, som blev meget overrasket over at høre, at de var kommet hele vejen fra England for at beundre hans hus udefra, men han inviterede dem ikke ind. Fra Montana fløj de til Memphis, hvor de besøgte det sted, hvor det gamle American Sound Studio havde ligget (selve studiet var blevet revet ned i 1990), for American 9


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 10 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

Sound var det lydstudie, hvor Tucker Crowe, beruset og sørgende, i sin tid havde indspillet Juliet, hans mest legendariske album om et opløst parforhold og Annies absolutte yndlings-indspilning med Tucker Crowe. Det, de stadig havde til gode, var Berkeley i Californien, hvor Juliet – der i virkeligheden hed Julie Beatty og var en forhenværende fotomodel og mindre kendis fra dengang – boede. Dér ville de stå uden for hendes hus, ligesom de havde gjort uden for bogtrykkerens, indtil Duncan enten fandt på et påskud for at blive stående der lidt endnu, eller indtil Julie ringede efter politiet, sådan som det var sket for et par andre Crowe-fans, Duncan kendte fra internetforummet på deres fanside. Alligevel fortrød Annie ikke, at de var taget på denne tur. Hun havde været i USA to gange før, på ferie i San Francisco og New York, men hun kunne godt lide, at Tucker bragte dem til steder, hun ellers aldrig ville have set. Bozeman viste sig for eksempel at være en smuk, lille bjergby omgivet af tinder med eksotiske navne, hun aldrig havde hørt om før: Big Belt, Tobacco Root og Spanish Peaks. Efter at de havde stået og kigget på det lille og ikke særlig bemærkelsesværdige hus, gik de ind til centrum til fods og satte sig til at drikke iste i solen på fortovet uden for en økologisk vegetarcafé, mens en Spanish Peak – eller måske var det toppen af Tobacco Root – flere gange truede med at punkture den kolde, blå sommerhimmel. Hun havde haft meget værre oplevelser end det på ferier, hun havde haft betydelig større forventninger til. Det var en sjovt tilfældig rundtur gennem Amerika efter hendes mening, som om det eneste formål var at kunne sætte en knappenål i landkortet et nyt sted. Hun blev selvfølgelig hurtigt træt af at høre om Tucker og at tale om ham og lytte til hans musik og prøve at finde ind til kernen i hver eneste musikalske eller personlige beslutning, Tucker Crowe havde truffet. Men hun blev lige så træt af det, når de var hjemme, og hun foretrak at blive træt af Tucker i Montana eller Tennessee frem for i Gooleness, den lille engelske ferieby ved havet, hvor Duncan og hun boede. Det eneste af de vigtige steder med forbindelse til Tuckers liv, der 10


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 11 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

ikke var med på deres rejseplan, var Tyrone i Pennsylvania, hvor mange mente, at Tucker havde slået sig ned, efter at han opgav sin karriere, selv om der også hér, ligesom inden for alle former for ortodoksi, var et par kættere: To-tre medlemmer af den internationale fangruppe var tilhængere af en teori – ifølge Duncan en interessant, men helt galt afmarcheret teori – om, at Tucker havde boet i New Zealand siden begyndelsen af halvfemserne. De havde ikke engang overvejet at tage Tyrone med, da de planlagde turen, og Annie troede, at hun vidste hvorfor. For et par år siden var en af de andre fans nemlig taget til Tyrone og havde efter temmelig lang tids ophold der til sidst fundet ud af, hvilken farm Tucker Crowe efter hans mening måtte bo på; han var kommet tilbage med et fotografi af en chokerende gråhåret mand, der stod med en riffel rettet lige ind i linsen. Annie havde set fotografiet flere gange og opfattede det som stærkt rystende. Mandens ansigt var forvrænget af raseri og angst, som om alt, hvad han troede på og havde brugt det meste af sit liv på at udrette, var ved at blive ødelagt af et enkelt tryk på udløseren på et Canon Sureshot-fotografiapparat. Duncan var mindre bekymret over, at det var et overgreb mod Crowes ret til et privatliv, for den omtalte fan, Neil Ritchie, havde opnået et Abraham Zapruder-lignende niveau af berømmelse og respekt blandt de øvrige troende, som Annie mistænkte Duncan for at misunde ham. Det, der især rystede Duncan, var, at Tucker Crowe havde kaldt Neil Ritchie »et forpulet røvhul«. Den slags havde Duncan slet ikke nerver til. Efter deres besøg på herretoilettet i Pits Club spiste de, efter råd fra dørmanden, på en thairestaurant i Riverfront-kvarteret kun et par gader derfra. Det viste sig, at Minneapolis lå ved Mississippifloden – hvem ville have anet det? Altså bortset fra amerikanere og eventuelt dem, der havde ulejliget sig med at høre efter i geografitimerne – og det fik Annie til at gå i gang med en mental liste over de mange andre ting, hun aldrig havde forventet at få at se, selv om det måtte tilføjes, at Mississippi var et af de mindst romantiske af disse steder og i skuffende grad mindede om Themsen. Duncan var derimod 11


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 12 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

meget animeret og snakkesalig, for han kunne stadig ikke tro på, at han virkelig havde været inde på det toilet, som så mange af hans tanker havde kredset om i de sidste par årtier. »Tror du, at det vil kunne lade sig gøre at gennemføre et helt undervisningsforløb på det toilet?« »Mens du sidder på toilettet, mener du? Du ville temmelig sikkert få problemer med jeres sikkerhedsrepræsentant og måske også med sundhedsmyndighederne.« »Det var ikke det, jeg mente.« Somme tider ville Annie ønske, at Duncan havde haft bare en lille smule mere humoristisk sans – eller i hvert fald havde været lidt mere åben for, at nogle af de ting, folk sagde til ham, undertiden kunne være humoristisk ment. Hun kunne jo godt se, det var for overoptimistisk at håbe på, at han en dag selv skulle sige noget morsomt. »Jeg mente: at gennemføre et helt undervisningsforløb på toilettet på Pits.« »Nej.« Duncan så på hende. »Det siger du bare for at drille, ikke?« »Nej, jeg siger det, fordi et helt undervisningsforløb, der kun handler om, at Tucker Crowe engang for mere end tyve år siden var inde på det toilet, ville blive alt for kedeligt.« »Jeg havde selvfølgelig tænkt mig også at inddrage andet.« »Andre toiletter, mener du?« »Nej. Andre af de skelsættende øjeblikke i hans karriere.« »Elvis havde også et meget afgørende øjeblik på et toilet. Og bestemt af betydning for hans videre karriere.« »Ja, han døde, men det gælder ikke. Det er jo ikke rigtig noget, man selv har indflydelse på. Det skrev John Smithers engang et indlæg til vores hjemmeside om. ‘Kreativ død kontra reel død’. Det var virkelig spændende læsning.« Annie nikkede entusiastisk, selv om hun håbede, at Duncan ikke ville lægge så meget mærke til det, at han brugte det imod hende, efter at de var kommet hjem. 12


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 13 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

»Jeg lover, at jeg nok skal lade være med at være så Tucker-fokuseret, når vi er færdige med denne her ferie,« sagde han. »Det er i orden. Det generer mig ikke.« »Jeg har bare drømt om at gennemføre denne her tur i så lang tid.« »Ja, det ved jeg.« »Men bagefter vil jeg prøve at få ham ud af systemet.« »Det håber jeg ikke, at du gør.« »Hvorfor ikke?« »For hvor meget ville der blive tilbage af dig, hvis du gjorde det?« Det havde ikke været hendes hensigt, at det skulle lyde helt så brutalt. Hun havde bare boet sammen med Duncan i næsten femten år, og Tucker Crowe havde altid været en del af »pakken«, lidt ligesom at have en kæreste med et fysisk handicap. I de første år havde den situation ikke forhindret Duncan i at leve et normalt liv: Nå jo, han havde da skrevet en bog om Tucker, som han ikke havde kunnet få nogen til at udgive, og han havde holdt foredrag om ham og deltaget i et radiodokumentarprogram på BBC og arrangeret træf med nogle af de andre Tucker Crowe-fans, men på en eller anden måde havde det dengang forekommet Annie kun at være isolerede episoder, sporadiske overgreb. Men så blev internettet opfundet, og alt forandrede sig. Da Duncan – lidt senere end de fleste andre – fandt ud af, hvordan internettet fungerede, lavede han en hjemmeside med overskriften »Can Anybody Hear Me?« – titelnummeret på en obskur ep, som Crowe udsendte efter anmeldernes sårende nedrakning af hans debutalbum. Indtil da havde den nærmeste af de andre fans boet omkring hundrede kilometer borte, i Manchester; nu boede både den nærmeste af dem og en stor del af de øvrige i Duncans computer, og der viste sig at være flere hundrede af dem, overalt i verden, og Duncan brugte næsten al sin tid på at chatte med dem eller maile sammen med dem. De syntes at have overraskende meget at diskutere med hinanden. På hjemmesiden havde de en »Seneste nyheder«-rubrik, 13


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 14 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

som Annie ikke kunne lade være med at more sig over, for nu var Tucker Crowe jo altså ikke en mand, der foretog sig ret meget nyt (»Så vidt nogen af os ved,« indskød Duncan altid). Men der var altid et eller andet, som var en nyhed for de troende – en Crowe-aften på en internetradiostation, en ny artikel om ham, et nyt album fra et af hans tidligere bandmedlemmer eller et interview med en af lydteknikerne fra dengang. Derudover var indholdet på hjemmesiden dog hovedsagelig artikler med analyser af sangteksterne eller diskussioner af hans påvirkninger eller spekulationer, og tydeligvis uophørlige spekulationer, om grunden til Tuckers tavshed. Problemet var ikke, at Duncan ikke havde andre interesser. Han var specialist i halvfjerdesernes amerikanske undergrundsfilm og Nathaniel Wests romaner, og han arbejdede på en ny storyline til tv-serien The Wire på HBO, som han forestillede sig, at de temmelig sikkert ville antage inden alt for længe. Men i sammenligning var disse andre projekter bare små flirter; det var Tucker Crowe, der var hans faste livsledsager. Hvis Crowe en dag skulle dø – altså dø rigtigt, så at sige, og ikke bare i kreativ forstand – ville Duncan gå i spidsen for begravelsesfølget. (Og han havde faktisk allerede skrevet nekrologen. Fra tid til anden kom han i tvivl og grublede højlydt over, hvorvidt det ville være bedst at vise den til en af de store, landsdækkende aviser allerede nu, eller at vente, til nekrologen blev aktuel). Hvis Tucker var Duncans livsledsager, måtte Annie i konsekvens heraf bare være hans elskerinde, men sådan var det selvfølgelig ikke – især ikke, fordi det ord lød alt for eksotisk og indeholdt en meget højere grad af seksuelle aktiviteter, end de to kunne drive det til til hverdag. Ikke at de havde været specielt frigjorte i den første tid af deres forhold. I perioder følte Annie sig mindre som Duncans kæreste end som en gammel skolekammerat, der var kommet på weekendbesøg og bare var endt med at blive i tyve års tid. De var begge flyttet til den lille engelske by ved havet omtrent samtidig, Duncan for at skrive sin ph.d.-afhandling færdig og Annie for at starte på et nyt job som gymnasielærer, og ret hurtigt efter blev de præsenteret for hinanden af fælles bekendte, der må være gået ud 14


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 15 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

fra, at de om ikke andet i det mindste kunne tale med hinanden om bøger og musik, gå i biografen sammen eller fra tid til anden tage en tur til London for at gå på museer eller tage til en rockkoncert. Gooleness var jo ikke ligefrem et af verdens store kulturcentre. Der var ikke nogen alternativ biograf i byen, der var ikke engang nogen bøssebar, og der var heller ikke en Waterstone’s-boghandel (den nærmeste lå længere nordpå ad kysten, i Hull), og derfor opfattede de hinanden som en stor lettelse. De begyndte hurtigt at drikke sammen om aftenen og sove sammen i weekenderne, indtil det til sidst blev umuligt at afgøre, om det stadig kun var enkeltovernatninger eller et samliv. Og sådan var de blevet ved, stadig som en del af det samme studentikose miljø, de havde været en del af dengang, hvor rockkoncerter og bøger og film betød meget mere end for de fleste andre mennesker på deres alder. De havde aldrig besluttet, at de ikke ville have børn, og de havde heller ikke diskuteret, hvorvidt det var en beslutning, de hellere måtte vente med. Det var jo ikke rigtig den slags overnatninger. Annie kunne godt forestille sig, at hun kunne være et barns mor, men ingen kunne selvfølgelig forestille sig Duncan som nogens far, og under alle omstændigheder ville de begge have opfattet det at få et barn sammen som en lidt for fast cementering af deres forhold. Det var jo ikke dét, der var grunden til, at de var sammen. Og nu – med en irriterende forudsigelighed – var Annie begyndt at plages af det, alle havde forudset, at hun på et tidspunkt ville blive plaget af: et næsten fysisk savn af et barn. Dette savn blev fremkaldt af alle de sædvanlige ting: at det var jul, eller af en veninde, der blev gravid, eller efterhånden bare synet af en gravid kvinde, hun ikke kendte, på gaden. Og så vidt hun selv kunne afgøre, ønskede hun sig et barn af alle de sædvanlige grunde. For at opleve betingelsesløs kærlighed og ikke bare måtte nøjes med sin omsorg for Duncan, hvor der altid fulgte betingelser med, og som i øvrigt var en omsorg, hun ikke altid kunne skrabe lige meget sammen af; hun ville prøve at blive omfavnet af nogen, der aldrig ville betvivle deres omfavnelse eller begynde at spekulere over, hvorfor de omfavnede hinanden, og om de 15


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 16 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

måske gjorde det i for lang tid. Desuden var der i øvrigt også en anden grund: Hun følte behov for at finde ud af, om hun kunne få et barn, om hun altså var i stand til det. For årene sammen med Duncan havde lullet hende i søvn, og i denne søvngængertilstand var hun begyndt at føle sig fuldstændig kønsløs. Hun ville sandsynligvis vokse fra det med tiden. Eller også ville dette savn ikke længere føles som en akut sult, men bare være noget, som hun fortrød, at hun ikke havde gjort, og var ked af. Og der var jo altså også det argument, at hun i og for sig lige så godt kunne have brugt tiden på at skifte bleer som på at liste rundt inde på et herretoilet med et fotografiapparat i hånden. Al den tid, de havde for sig selv, var begyndt at føles ... nå ja, dekadent. Mens de spiste morgenmad på det billige og temmelig uhumske hotel i San Franciscos centrum, bladede Annie i San Francisco Chronicle og blev enig med sig selv om, at hun ikke gad bruge hele dagen på at stå og glo på en hæk, der gjorde, at man alligevel praktisk taget ikke kunne se noget af Julie Beattys hus i Berkeley. Der var jo så meget andet at foretage sig i denne by eller ude i The Bay Area. Hun ville se Haight-Ashbury, hun ville købe en bog i City Lights, hun ville tage på en ekskursion til Alcatraz, hun ville prøve at gå over Golden Gate-broen. Desuden var der en udstilling af de første efterkrigsårs vestkystkunst på Museum of Modern Art lige nede ad gaden. Hun var oprigtigt glad for, at Tucker havde fået dem til at tage til Californien, men hun havde ikke lyst til at tilbringe formiddagen med at stå og vente på, hvornår Julie eller hendes naboer besluttede, at Duncan og hun udgjorde en sikkerhedsrisiko. »Nu tager du gas på mig, ikke?« sagde Duncan. Hun lo. »Nej,« sagde hun. »Jeg kan bare forestille mig så meget andet, jeg hellere vil.« »Men når vi nu er rejst hele vejen hertil? Hvorfor bliver du så sådan, lige pludselig? Er du slet ikke spor interesseret? Jeg mener: Tænk, hvis hun for eksempel bakker bilen ud af garagen, mens vi er der?« 16


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 17 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

»Det ville få mig til at føle mig endnu mere dum,« sagde Annie. »For så ville hun se på mig og tænke: ‘Han er selvfølgelig mærkelig, den slags kommer der jo så mange af her. Men hvad foretager en kvinde sig her?’« »Du tager seriøst gas på mig, ikke?« »Nej, det gør jeg altså ikke, Duncan. Vi har kun fireogtyve timer i San Francisco, og jeg ved ikke, hvornår jeg får lejlighed til at komme hertil igen. At tage ud til en eller anden kvindes hus ... Hvis du kun havde én dag i London, ville du så tilbringe den med at stå uden for nogens hus i ... ja, jeg ved ikke hvor ... Gospel Oak eller sådan et sted?« »Jeg ville i hvert fald, hvis jeg kun var taget til London for at se nogens hus i Gospel Oak ... Og nu er det jo ikke bare en eller anden kvindes hus, det ved du også godt selv. Der er sket ting der. Jeg vil stå på akkurat det samme sted, hvor han har stået engang.« Nej, selvfølgelig var det ikke bare en eller andens hus. Det vidste alle – eller det passede så selvfølgelig ikke, for næsten ingen vidste det, men alle Tucker Crowes fans vidste det. Julie Beatty havde boet i det hus sammen med sin første mand, en universitetslærer fra Berkeley, da hun mødte Tucker ved en fest hjemme hos Francis Ford Coppola. Hun forlod sin mand samme aften. Meget kort tid efter ombestemte hun sig dog og tog hjem og blev forsonet med ham. Sådan blev historien i hvert fald fortalt. Annie havde aldrig helt forstået, hvordan Duncan og de andre fans kunne være så sikre på, hvilken privat følelsesmæssig tumult der havde udspillet sig dengang for flere årtier siden, men det var de. »You And Your Perfect Life«, det syv minutter lange nummer, der var albummets sidste, handlede angiveligt om den nat, da Tucker stod uden for hendes hus og »kastede sten på din rude/ Til han kom ud til jeres dør/ Og hvor var du, mrs. Steven Balfour?« Nu hed hendes mand selvfølgelig ikke Steven Balfour, og valget af et opdigtet navn havde uundgåeligt udløst endeløse spekulationer på hjemmesiden og chatsiderne. Duncans teori var, at han i sangen var delvist opkaldt efter den britiske premierminister, som var ham, Lloyd George ankla17


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 18 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

gede for at prøve at gøre Overhuset til »mr. Balfours puddel« – og at Juliet altså på samme måde var blevet sin mands puddelhund. Den fortolkning er i dag almindeligt accepteret som den rigtige af hele Tucker-samfundet, og hvis du slår det op på Wikipedia, kan du – hævder folk – finde Duncans navn i fodnoterne med en henvisning til en artikel af ham om dette emne. Ingen på hjemmesiden havde turdet spørge højt, om der ikke også var den mulighed, at han bare hed »Balfour«, fordi det skulle rime med den foregående linjes »door«. Annie kunne godt lide »You And Your Perfect Life«. Hun kunne godt lide sangens ugenerte vrede og den måde, hvorpå Tucker bevægede sig fra det selvbiografiske til en samfundskommentar ved at gøre sangen til en svada om intelligente kvinder, hvis mænd fratog dem al deres personlighed. Hun plejede ellers ikke at bryde sig om hylende guitarsoloer, men hun kunne godt lide den hylende guitar på »Your Perfect Life«, fordi den faldt i så tydelig forlængelse af de vrede ord. Og hun elskede det ironiske ved det – for Tucker, manden med den løftede pegefinger, havde jo i endnu højere grad end ægtemanden Steven Balfour fjernet Julies personlighed ved at reducere hende permanent til kvinden, der knuste Tuckers hjerte for alvor. Annie havde ondt af Julie, som måtte finde sig i, at der altid stod mænd magen til Duncan og kastede sten op på hendes ruder, nok især metaforisk, men sikkert også bogstaveligt, i hvert fald i ny og næ, efter at sangen var blevet udsendt. Men samtidig misundte hun Julie. For hvem ville ikke gerne gøre en mand så lidenskabelig, så ulykkelig og så inspireret? Hvis man ikke selv kunne skrive sange, var det, Julie havde opnået, så ikke det næstbedste? Men Annie havde alligevel ikke lyst til at tage med ud til huset. Så efter morgenmaden tog hun en taxi ud til den anden side af Golden Gate-broen og gik tilbage til fods over den, ind mod byen, og den salte vind fik på en eller anden måde hendes glæde ved at få lov til at være alene lidt til at vokse endnu mere.

18


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 19 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

For Duncan føltes det meget mærkeligt, at han måtte tage alene ud til Juliets hus, uden Annie. Det var altid Annie, der havde styr på det praktiske vedrørende transporten, lige meget hvor de skulle hen, og det var også altid hende, der som den eneste af dem vidste, hvordan de skulle finde vej tilbage bagefter. Han ville have foretrukket at kunne koncentrere al sin mentale energi om personen Julie og albummet Juliet; han havde tænkt sig at lytte til det fra ende til anden to gange, først i den form, det var blevet udsendt i, og bagefter med sangene i den rækkefølge, som det havde været Tucker Crowes oprindelige intention, at de skulle høres i, ifølge et interview med en lydtekniker, der havde været til stede under hele indspilningsseancen. Men sådan kom det ikke til at gå, for nu måtte Duncan i stedet koncentrere sig om at prøve at finde ud af BART-togene. Efter hvad han kunne regne ud, skulle han skifte på Powell Street og tage den røde linje derfra op til North Berkeley. Det så let nok ud på kortet, men det var det selvfølgelig ikke, for da han var stået af toget og stod på perronen, kunne han ikke finde ud af, hvordan man så på togene, om de var på den røde linje eller ej, og han kunne jo ikke spørge nogen, for hvis han havde spurgt nogen om det, ville det have fået det til at se ud, som om han ikke var en af de lokale, og selv om sådan noget ville være komplet ligegyldigt i Rom eller Paris eller London, så var det ikke ligegyldigt her i denne by, hvor så mange af de ting, der betød mest for Duncan, var sket. Og fordi han ikke spurgte nogen, endte det selvfølgelig med, at det tog, han stod på, var på den gule linje, og han fandt ikke ud af, at det var den gule linje, før toget standsede i Rockridge, og det betød, at han måtte køre hele vejen tilbage til 19th Street/Oakland for at skifte. Hvad var der galt med Annie? Han vidste da godt, at hun ikke var helt så fanatisk optaget af Tucker Crowe, som han var, men han havde troet, hun oprigtigt var begyndt at blive bidt af det de seneste år. Et par gange var han endda kommet hjem og havde opdaget, at hun lyttede til »You And Your Perfect Life«, selv om det så ikke var lykkedes for ham at gøre hende interesseret i den berygtede, men i virkeligheden meget bedre Bottom Line-piratindspilning af den, hvor 19


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 20 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

Tucker smadrede sin elguitar i slutningen af den lange solo. (Og indrømmet, så var lyden lidt for ulden, og en eller anden fuld idiot blev med at skrige »Rock‘n’roll!« lige ind i »piratens« mikrofon under hele sidste vers, men hvis det var smerte og vrede, hun var ude efter, var der da meget mere af det i den indspilning). Han havde gjort sig umage for at lade, som om Annies beslutning var helt i orden, men sandheden var, at han var dybt såret. Såret og, i hvert fald lige i øjeblikket, ret lost. Da han omsider kom til North Berkeley Station, føltes alene det som en stor bedrift, og han belønnede sig selv ved at tillade sig den luksus at spørge om vej til Edith Street. Det var jo i orden ikke at kunne finde vej til en gade i et almindeligt boligkvarter. Ikke engang de indfødte kunne forventes at vide sådan noget. Bortset fra at det første, der skete, da han åbnede munden, var, at kvinden, han spurgte, fortalte ham, at hun, efter at hun blev færdig på universitetet, havde boet i London i et år, i Kensington. Han havde ikke forudset, at gaderne ville være så lange og stejle, eller at der ville være så langt mellem husene, og inden han fandt huset, var han svedig og tørstig og havde hårdt brug for at komme på toilettet. Der kunne ikke herske nogen tvivl om, at han ville have været meget mere klar i hovedet, hvis han havde købt sig noget at drikke og var gået på toilettet på BART-stationen eller et sted lige ved siden af. Men nu havde han jo prøvet at være tørstig og tissetrængende før, og det havde aldrig før fået ham til at bryde ind i nogens hus. Da han standsede uden for Edith Street nr. 1131, sad der en ung fyr på fortovet uden for huset med ryggen op ad et hegn, der så ud, som om det kun var rejst med det ene formål at holde den unge mand ude. Han var teenager eller måske omkring tyve år, med langt, snavset hår og et tyndt fipskæg, og da han blev klar over, at Duncan også var kommet for at se på huset, rejste han sig op og børstede støvet af sin bagdel. »Yo,« sagde han. 20


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 21 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

Duncan rømmede sig. Han kunne ikke få sig selv til at besvare den unge fyrs hilsen på samme måde, men han sagde dog »Hej« i stedet for »Goddag« for at bevise, at han også kunne være afslappet og uformel. »Der er ingen hjemme,« sagde den unge fyr. »Jeg tror, de må være taget til Østkysten. På ferie i The Hamptons eller sådan et fimset overklassested, du ved.« »Nå. Okay. Jamen ...« »Kender du dem?« »Nej, nej. Jeg er ... du ved ... crowolog. Og da jeg alligevel var i nabolaget, tænkte jeg, at jeg lige ville tage herud og, du ved ...« »Er du fra England?« Duncan nikkede. »Du er altså kommet hele vejen fra England for at se det sted, hvor Tucker Crowe kastede sten op mod en rude?« Den unge fyr lo, og derfor lo Duncan med. »Nej, nej. Slet ikke. Ha! Jeg er på forretningsrejse i San Francisco og syntes, at når jeg nu alligevel var her, du ved ... Men hvad laver du selv her?« »Juliet er mit yndlingsalbum til alle tider.« Duncan nikkede. Læreren i ham ville egentlig påpege over for den unge fyr, at det i hans alder var ulogisk at udtale sig om alt, hvad der var blevet lavet af musik til alle tider. Men foruden at være lærer var Duncan også selv en fan, og han forstod fuldkommen, hvad den anden mente. Det vil sige, det med bare at sidde på fortovet forstod Duncan ikke helt. Selv havde han tænkt sig at stå der lidt, prøve at forestille sig, i hvilken bue stenene var blevet kastet, måske tage et par fotografier og tage af sted igen. Men den unge fyr syntes at betragte huset som et sted af spirituel betydning, hvor det muligvis kunne forstærke ens indre fred bare at opholde sig. »Jeg har været her seks gange. Eller måske syv,« sagde den unge fyr. »Men det rammer én lige hårdt hver gang.« »Jeg forstår, hvad du mener,« sagde Duncan, selv om han egentlig ikke forstod det. Måske skyldtes det hans alder eller den omstæn21


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 22 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

dighed, at han var englænder, men han følte sig ikke hårdt ramt, og det havde han sådan set heller ikke forventet. Det, de stod ved siden af, var jo altså ikke Taj Mahal, og hvor pænt huset end var, så var det bare en forstadsvilla. Desuden gjorde trangen til at tisse det ret svært for Duncan helt at værdsætte øjeblikket efter fortjeneste. »Du ved vel ikke tilfældigvis ...? Hvad hedder du for resten?« »Elliott.« »Jeg hedder Duncan.« »Hej, Duncan.« »Elliott, du ved vel ikke tilfældigvis, om der er en Starbucks eller sådan noget i nærheden? Jeg skal på toilettet.« »Ha!« sagde den unge fyr. Duncan stirrede på ham. Hvad kunne den reaktion betyde? »Forstår du, jeg kender faktisk et sted lige her ved siden af, hvor der er et toilet. Men jeg har ligesom lovet mig selv, at jeg ikke vil sætte mine ben der igen.« »Okay,« sagde Duncan. »Men selv om du ikke vil sætte dine ben der ... Gør det så noget, hvis jeg gør?« »Ja, det gør det da, mand. For så vil jeg på en måde bryde mit løfte til mig selv.« »Åh. Nå, men jeg forstår ikke rigtig, hvad det er for et løfte, du har givet dig selv med relation til et offentligt toilet, og jeg er bange for, at jeg derfor ikke kan hjælpe dig med dit etiske dilemma.« Den unge fyr lo. »Jeg er vild med den måde, I englændere taler på. ‘Mit etiske dilemma’. Det lyder vildt fedt.« Duncan slog ham ikke og begyndte heller ikke at skælde ud. Tværtimod overvejede han hurtigt, hvor mange af hans elever derhjemme der ville have været i stand til at memore det udtryk, endsige gentage det ordret. »Men du tror altså ikke, du kan hjælpe mig?« »Nå jo. Det kan jeg måske. Hvad nu, hvis jeg nøjes med at fortælle dig, hvordan du finder vej til toilettet, men ikke selv går med?« »Hvis jeg skal være ærlig, havde jeg ikke forventet af dig, at du skulle gå med mig ind på toilettet.« 22


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 23 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

»Nå nej. Men jeg bør nok hellere forklare. Det nærmeste toilet er lige derinde.« Elliott pegede op ad indkørslen til Juliets hus. »Nå ja. Det kan jeg rent logisk selvfølgelig kun give dig ret i,« sagde Duncan. »Men det hjælper mig jo ikke ret meget, vel?« »Bortset fra, at jeg tilfældigvis har fundet ud af, hvor de lægger deres reservenøgle.« »Nu tager du gas på mig.« »Nej, jeg har selv været derinde måske tre gange. Den ene af gangene for lige at gå i bad. De to andre gange for bare hurtigt at se mig omkring. Og jeg stjal ikke noget for alvor. Ikke andet end, du ved, en brevpresser og et par af den slags småting. Som souvenirer.« Nu så Duncan undersøgende på den unge fyrs ansigt i et forsøg på at afgøre, om det her var en særlig uigennemskuelig practical joke, et satirisk hip til crowologien, men han blev hurtigt enig med sig selv om, at Elliott næsten med garanti ikke havde fortalt en joke, siden han var sytten. »Så du låser dig bare ind i deres hus, når de ikke er hjemme?« Den unge fyr trak på skuldrene. »Ja. Og jeg har det bestemt ikke særlig godt med det. Det var derfor, jeg ikke var helt sikker på, om jeg skulle fortælle dig om deres toilet.« Duncan blev pludselig klar over, at der med kridt var tegnet et omrids af et par fødder på fortovet og en pil, der pegede op mod huset. Tuckers fødder, efter al sandsynlighed, og den projektilbue, Tuckers sten havde fulgt. Han ville ønske, han ikke havde set de kridtstreger. For de indskrænkede hans valgmuligheder betragteligt. »Nej, det kan jeg altså ikke gøre.« »Okay. Fint nok. Det kan jeg godt forstå.« »Og der er slet ingen andre steder?« Edith Street var meget lang og med træer på begge sider, og den næste tværgade var også meget lang og med træer på begge sider. Det var en af den slags amerikanske forstæder, hvor beboerne tager bilen, bare de skal ned og købe en liter mælk. »Ikke de nærmeste tre-fire kilometer.« 23


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 24 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

Duncan pustede kinderne op, en mimik, indså han, idet han gjorde det, der skulle bane vejen for den beslutning, han allerede havde truffet. Han kunne selvfølgelig bare have stillet sig ind bag hækken for at tisse; eller han kunne være gået sin vej straks og have skyndt sig tilbage til BART-stationen og have fundet et cafeteria i nærheden af den, hvor han kunne komme på toilettet, og bagefter være kommet tilbage til huset. Og når han ikke gjorde det sidste, skyldtes det i virkeligheden, at han allerede havde set alt, hvad der var at se her. Det var problemets rod. Hvis der havde været mere her, der interesserede folk som ham, ville han ikke have følt behov for mere spænding. Det ville jo ikke have kostet Julie det store at markere husets betydning på den ene eller anden måde, vel? Med en diskret mindetavle eller sådan noget? Han havde været uforberedt på, hvor almindeligt huset så ud, ligesom han i virkeligheden havde været temmelig uforberedt på den ildelugtende funktionalitet, der havde været over herretoilettet i Minneapolis. »Tre-fire kilometer? Jeg er ikke sikker på, at jeg kan holde mig så længe.« »Afgørelsen er helt op til dig.« »Hvor er den nøgle?« »Bag en løs mursten ved siden af gadedøren. Næsten helt nede ved trappen.« »Og du er sikker på, nøglen stadig er der? Hvornår så du efter sidst?« »Hvis jeg skal være ærlig, var jeg en tur inde i huset, lige før du kom. Men denne gang tog jeg ingenting. Jeg kan bare aldrig rigtig fatte, at det er Juliets hus, jeg står udenfor, du ved. Juliets, for fanden!« Duncan havde straks forstået, at Elliott og han var meget forskellige. Elliott havde temmelig sikkert aldrig skrevet noget om Crowe – og hvis han havde, var det næsten lige så sikkert aldrig blevet offentliggjort. Duncan følte sig heller ikke overbevist om, at Elliott havde den tilstrækkelige følelsesmæssige modenhed til rigtigt at værdsætte, hvilken betagende bedrift Juliet-albummet var (og ef24


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 25 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

ter Duncans mening var det et mørkere, dybere og endnu mere intenst album end Dylans stærkt overvurderede Blood On The Tracks), foruden at Elliott ville være ude af stand til at opregne, hvor inspirationen til Juliet kom fra: Bob Dylan og Leonard Cohen selvfølgelig, men også Dylan Thomas, Johnny Cash, Gram Parsons, digteren Shelley, Jobs Bog, Camus, Pinter, Beckett og et element af tidlig Dolly Parton. Alligevel ville folk, der ikke havde kendskab til den slags subtiliteter og så dem sammen, fejlagtigt opfatte dem som ens. For eksempel havde de jo åbenbart begge behov for at stå og glo uden for Juliets hus. Duncan fulgte efter Elliott op gennem den korte indkørsel til huset og så på, mens den unge mand fandt nøglen frem og låste hoveddøren op. Huset var mørkt – alle persiennerne var lukket – og der lugtede af røgelse eller måske en eller anden slags eksotisk blomsterpotpourri. Det ville Duncan ikke kunne holde ud at leve i, men nu måtte man naturligvis gå ud fra, at Julie Beatty og hendes familie, når de var her, ikke hele tiden gik med nerverne uden på tøjet, sådan som Duncan gjorde lige nu. Den duft forstærkede hans frygt og gjorde ham bange for, at han ville komme til at kaste op. Han havde begået en enorm fejl, men det var for sent at ændre på det nu. Han befandt sig inde i huset, og hvis han ikke benyttede lejligheden til at gå på toilettet, ville han begå endnu en fejl. Idiot! Og den unge fyr var også en kæmpe idiot, for det var ham, der havde overbevist Duncan om, at det var en god idé! »Der er et lille toilet lige dernede, og der hænger nogle ret seje ting på væggene. Tegninger og sådan noget. Men hvis du bruger badeværelset ovenpå, vil du også kunne se hendes makeup og håndklæder og alt sådan noget. Det er ret skræmmende. Altså ikke for hende, vil jeg tro. Men skræmmende, når man ... du ved ... halvvejs har troet, at hun slet ikke eksisterede i virkeligheden.« Duncan kunne bestemt godt forstå, hvad der var så spændende ved at stå og stirre på Julie Beattys makeup, men den forståelse fik bare hans selvhad til at vokse endnu mere. 25


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 26 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

»Sådan noget har jeg altså ikke rigtig tid til,« sagde Duncan og håbede, at Elliott ikke ville dvæle for længe ved det overfladiske i hans argumentation. »Vis mig, hvor toilettet nedenunder er.« De befandt sig i en stor entré med adskillige lukkede døre. Elliott nikkede hen mod en af dem, og Duncan marcherede målbevidst hen til den som en englænder med en række presserende forretningsmøder på den amerikanske vestkyst, som lige havde taget nogle minutter ud af sit hektiske program for at stå på et fortov og bagefter, nu han alligevel var i gang, lige bryde ind i nogens hus. Han sørgede for at tisse så larmende som muligt for at bevise for Elliott, at hans tissetrang ikke bare var et påskud for at bryde ind her. Men han var ærlig talt lidt skuffet over den kunstneriske side af det. Jo, der var da et par tegninger på væggene, herunder to af Julie og en midaldrende mand, der mindede om ham på de gamle fotografier, Duncan havde set af hendes mand, men de så ud, som om de var lavet af en af den slags kunstnere, der lever af at tegne portrætter af turister, og desuden var de under alle omstændigheder post-Tucker, hvilket betød, at det kunne have været tegninger af et hvilket som helst midaldrende amerikansk ægtepar. Han var i gang med at vaske fingre over den lille håndvask, da Elliott råbte ned ad trappen: »Der er for resten også den tegning, du ved. Den hænger inde i stuen.« »Hvad for en tegning?« »Den, Tucker selv lavede af hende dengang.« Duncan åbnede døren og stirrede på ham. »Hvad mener du?« »Du ved da, at Tucker også er kunstner, ikke?« »Nej.« Men han rettede det straks – fordi det fik ham til at lyde som en amatør – til: »Eller jo. Selvfølgelig. Jeg vidste bare ikke ...« Duncan vidste ikke, hvad han skulle sige, at han ikke vidste, men det syntes Elliott ikke at lægge mærke til. »Men det gør den altså,« sagde Elliott. »Lige derinde.« Spisestuen lå ud mod villaens bagside med en fransk dør, der førte ud til en terrasse, måtte man gå ud fra, eller måske til en græsplæne 26


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 27 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

– gardinerne var trukket for. Tegningen hang over kaminen, og det var en relativt stor tegning, måske en meter gange en meter og tyve, af Julies hoved og skuldre med ansigtet i profil, med sammenknebne øjne på grund af røgen fra en cigaret i hendes hånd og med blikket rettet ud mod det fjerne. Hun så ud, som om hun betragtede et andet kunstværk. Det var et meget smukt portræt, ærbødigt og romantisk uden at være idealiseret – dertil var der en alt for sørgmodig stemning over det. Der var et eller andet, der syntes at antyde, at kunstnerens affære med modellen snart ville være forbi, selv om det måske bare var noget, Duncan forestillede sig. Det er også muligt, at han bare forestillede sig dets betydning, og at det samme gjaldt dets kvalitet og charme. I virkeligheden var det ikke umuligt, at han bare forestillede sig tegningen. Duncan gik nærmere. Der var en signatur i det nederste venstre hjørne, og den var så spændende, at den krævede at blive gransket på nærmere hold. Selv med et kvart århundrede bag sig som fan havde han aldrig set Tuckers håndskrift før. Og mens han studerede håndskriften, slog det ham, at det var første gang siden 1986, han blev præsenteret for noget, Tucker Crowe havde lavet. Så holdt han op med at studere signaturen og trådte et skridt tilbage for at beundre portrættet igen. »I virkeligheden burde du se det i dagslys,« sagde Elliot. Han gik hen til den franske dør og trak gardinerne fra, og i det samme stod de næsten ansigt til ansigt med en havemand, der var i gang med at slå græs. Han fik øje på dem og begyndte at råbe op og fægte i luften med armene, og inden Duncan vidste af det, var han styrtet ud ad gadedøren og halvvejs ned ad gaden, løbende og svedig med ben, der rystede under ham af nervøsitet, og med hjertet bankende så hårdt, at han et øjeblik troede, at han ikke ville nå i sikkerhed for enden af gaden. Først da BART-togets døre lukkede sig bag Duncan, følte han sig i sikkerhed. Han havde tabt Elliott af syne næsten øjeblikkelig – for selv om Duncan var styrtet ud af huset så hurtigt, som han overho27


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 28 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

vedet kunne, havde den unge mand vist sig at være endnu hurtigere og var praktisk taget øjeblikkelig borte. Desuden havde han ikke lyst til at se Elliott igen. Det var jo sådan set hans skyld, det kunne der ikke herske tvivl om; det var ham, der havde lokket Duncan til at gøre det og havde vidst, hvordan de skulle bære sig ad med at komme ind. Jo, Duncan havde opført sig dumt, men hans blære havde jo lukket helt af for hans hjerne, og ... Og Elliott havde lokket ham på afveje, det var sandheden i en nøddeskal. Universitetsuddannede forskere som han syntes at have en delt dna-streng, der gjorde dem særlig udsatte for fanatikeres ekscesser. Hans hjerterytme begyndte at falde lidt til ro. Og han beroligede sig selv ved at genfortælle de velkendte historier, han tyede til, hver gang tvivlen sneg sig ind i hans hjerte. På den næste station kom der imidlertid en latinamerikansk udseende fyr ind i vognen, og han lignede havemanden ude på græsplænen så meget, at Duncans mavesæk sank næsten helt ned til knæene, samtidig med at hans hjerte sprang op i halsen, og ingen grader af selvretfærdiggørelse syntes at kunne få hans indre organer tilbage på deres rette pladser. Det, der skræmte ham allermest, var dog i virkeligheden, at hans forbrydelse på en måde var blevet belønnet. I alle disse år havde han stort set ikke foretaget sig andet end at læse og lytte og tænke, og selv om det alt sammen var meget stimulerende aktiviteter, hvor meget havde han så fundet ud af, når det kom til stykket? Men ved at opføre sig som en ungdomskriminel med mere end en enkelt skrue løs havde han for første gang haft et større gennembrud. Han var nu den eneste crowolog i verden (for Elliott kunne selvfølgelig ikke betragtes som rigtig crowolog), der havde kendskab til Tuckers portræt af kvinden i hans liv, og han kunne ikke fortælle om det til nogen, fordi det ville forudsætte, at han afslørede sin psykiske ustabilitet. De fleste af de mange år, han havde brugt på sit yndlingsemne, var med ét slag blevet udvisket af de sidste par timer. Men det kunne da ikke være vejen frem for ham, eller kunne det? Han ville ikke bryde sig om at blive typen, 28


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 29 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

der stod og rodede i fremmede menneskers skraldespande i håb om at finde et krøllet brev eller et halvt stykke bacon, Crowe muligvis havde tygget på engang. Inden Duncan kom tilbage til hotellet, havde han overtalt sig selv til, at han aldrig mere ville beskæftige sig med Tucker Crowe.


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 30 SESS: 17 OUTPUT: Thu Feb 18 11:38:38 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/852_Juliet_Noegen_140x220_Minion/Materie

Juliet (album) Fra Wikipedia, den frie encyklopædi JULIET er sangeren og sangskriveren Tucker Crowes sjette og (i skrivende stund) sidste album, der udkom i april 1986. Crowe ophørte med at skrive og spille musik senere samme år og har ikke siden optrådt eller lavet indspilninger. Albummet blev i samtiden modtaget med begejstrede anmeldelser, selv om det ligesom Crowes øvrige indspilninger ikke opnåede de store salgstal og kun blev nr. 29 på den amerikanske hitliste. Senere er Juliet dog af anmeldere og musikskribenter blevet udråbt til en rockklassiker på linje med Dylans Blood On The Tracks og Springsteens Tunnel of Love. Alle sangene på Juliet omhandler Crowes affære med Julie Beatty, en berømt skønhed og californisk B-liste-celebrity fra begyndelsen af firserne, fra dette forholds begyndelse (»And You Are?«) til det bitre brud (»You And Your Perfect Life«), efter at Beatty var vendt tilbage til sin mand, Michael Posey. Albummets Bside bliver betragtet som en af de mest sørgmodige og forpinte sangsekvenser i moderne rockmusiks historie. NOTER Flere af de musikere, der medvirkede på albummet, har fortalt om Crowes ustabile psykiske sindstilstand under indspilningerne. Således har Scotty Phillips beskrevet, hvordan Crowe gik til angreb på ham med et iltsvejseapparat lige inden leadguitaristens fængende solo på »You And Your Perfect Life«. Crowe gav i et af sine sidste interviews udtryk for, hvor overrasket han var over den begejstrede modtagelse af albummet. »Folk fortæller mig hele tiden, at de er vilde med den plade. Og det forstår jeg simpelthen ikke. I mine ører lyder

30

Juliet nøgen af Nick Hornby  

JULIET,NØGEN Afsammeforfatter Fodboldfeber HighFidelity Omkringendreng Samtalermedenengel(red.) Hvordanmaneretgodtmenneske 31sange Langtnede...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you