Stiftelsen af Torben Jørgensen

operation. En tid havde man nogle kontorer i en kontorbygning på Potsdamer Platz i Berlin. Det blev imidlertid for småt. En villa, konfiskeret fra en jøde, i Tiergarten­ stras­se nr. 4, blev indrettet til hovedkvarter. Adressen gav anledningen til det dæknavn, organisationen havde internt: T4. Bouhler og Brandt udstak i begyndelsen de store linjer; derefter overlod de den daglige ledelse til Brack og dennes stedfortræder, SA-generalen Werner Blankenburg. De overordnede Philip Bouhler. (Foto: BDC) retningslinjer foreskrev, at alle landets patienter på anstalterne skulle vurderes af et panel af sagkyndige læger, de såkaldte Gutachter. L ægerne nøjedes imidlertid med at læse patienternes journaler, de mødte dem aldrig til en personlig undersøgelse. Lægerne arbejdede i et voldsomt tempo, professor Hermann Pfannmüller evaluerede således 2.058 patienter mellem 12. november og 1. december 1940; 121 beslutninger om dagen, eller fem minutter pr. patient på en titimers arbejdsdag. Journalerne blev forsynet med et plus (tilføres eutanasien, dvs. dræbes) eller et minus (tilføres ikke eutanasien). Derefter blev patienterne overført i mindre grupper af hensyn til hemmeligholdelsen; som regel til en institution, der fungerede som mellemstation (Zwischenanstalt) mellem staminstitutionen og eutanasianstalten. Derfra blev de overført til drabsstedet. Der blev indrettet i alt seks sådanne anstalter, men ikke alle var i funktion samtidig. Det første, Brandenburg, blev indrettet i et gammelt fængsel nær Berlin.

Her blev de første prøvegasninger gennemført omkring årsskiftet 1939-40.62 Vi ved ikke præcis, hvem der fandt på at bruge kuliltegas i gaskamre, men ideen udsprang i denne kreds af læger og politifolk fra T4 og Kriminalteknisk Institut. Blandt dem, der ofte nævnes som mulig ophavsmand, er kriminalpolitichefen Arthur Nebe, der efter sigende selv havde været ved at omkomme ved kulilteforgiftning, 48