Page 1


Torben Jørgensen

Stiftelsen Bødlerne fra Aktion Reinhardt

INFORMATIONS FORLAG


Indhold

Introduktion ved Hans Kirchhoff . . . . . . . . . . . . . . . 9 Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Om kilderne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

23

Afhøringsmaterialet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

23

De jødiske vidneudsagn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

26

Andet materiale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

28

Gerningsmændene i historieskrivningen, 1945-2000 . . . . .

33

Gerningsmændene i de nationale historieskrivninger . . . . . . . . . . . 33 “Afvigere“, 1945-1960 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 “Anonyme bureaukrater“, 1960-1990 . . . . . . . . . . . . . . . . . .

35

“Almindelige mænd eller almindelige tyskere“, 1990’rne . . . . . . . . .

38

Fra drab på patienter til jødemord . . . . . . . . . . . . . .

43

Forløbere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

43

Børneeutanasien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

44

Vokseneutanasien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

47

Eutanasianstalterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 Optakt i Polen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52 Opbygningen af udryddelseslejrene . . . . . . . . . . . . . . . . . .

56


Modus operandi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 Udryddelseslejrene, 1942-43 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74 Oprør i lejrene Treblinka og Sobibór . . . . . . . . . . . . . . . . . .

76

Personalet i Aktion Reinhardt-lejren . . . . . . . . . . . . . 79 Rekrutteringsorganer og -principper i eutanasianstalterne . . . . . . . . .

79

Partiet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

81

Personlige bekendtskaber og familie . . . . . . . . . . . . . . . . . .

84

Faglige udvælgelseskriterier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85 De SS-aktive . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

85

Håndværkere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

88

Plejere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

90

Politifolk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

91

Personalets levevilkår i eutanasianstalterne . . . . . . . . . . . . . . .

92

Personalets råderum i eutanasien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 Rekruttering til Aktion Reinhardt . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

96

Rekruttering til Belzéc . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

96

Rekruttering til Sobibór og Treblinka . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98 Overførsler til Polen i første halvdel af 1942 . . . . . . . . . . . . . . .

99

Desertører som lejrvagter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100 Rekrutteringsrækkefølge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102 Opdragelse til mord: Spørgsmålet om skoling . . . . . . . . . . . . . . 103 Omgivelser: Kontakt med det polske samfund . . . . . . . . . . . . . . 107 Andre tyske enheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 Familie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 Råderum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 Outsidere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 Tilvænning til mord? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 Edsaflæggelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 Lederne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123 Lydighedsnægtelse og disciplinærforseelser . . . . . . . . . . . . . . . 127 Udveje. Interne forflyttelser og flugt fra Stiftelsen . . . . . . . . . . . . 132 Militærtjeneste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 Tvangsforflytninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141 Selvmord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141


“Sport“ og konkurrencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 Arbejdsfællesskabet i Lazarett . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 144 SS-aktive og civilister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 148 Tyskere og ukrainere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 152 Kompensation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155 Exzess-Täter, opportunister og modvillige . . . . . . . . . . . . . . . . 156 Den modvillige i Treblinka . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168 Fangernes syn på vagterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 170 Vagternes selvforståelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 173 Vagternes råderum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 178 Efterspil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181 Fra Italien til fredstidssamfundet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181 Lejrene i dag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 185 Mændene fra Stiftelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 192 Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207 Litteratur- og kildefortegnelse . . . . . . . . . . . . . . . 219 Appendiks I . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 223 Appendiks II . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 229 Appendiks III . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 231 navneRegister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 235


Fra drab på patienter til jødemord

Forløbere Forestillingen om, at nationerne var truede af store mængder af utilpassede, svage individer; krøblinge, idioter og hvilke etiketter man nu kom på dem, der ansås for gennem ukontrolleret avl i den sidste ende at true samfundenes sundhed, opstod årtier, før Hitler kom til magten. I mange lande beskæftigede medicinere, psykiatere og psykologer, adfærdseksperter og antropologer sig i årene omkring århundredeskiftet med det, der kom til at hedde eugenik.52 Også uden for den vestlige verden interesserede man sig for eugenik. Således udtrykte ikke kun lokale videnskabsmænd, men også politikere, denne bekymring i lande som Kina, Brasilien og Indien.53 I Europa stiftedes det første professorat i faget eugenik i London i 1909; det første institut for eugenik i Uppsala i 1922. Disse tanker vandt indpas langt ind i samfundene og ikke kun på den politiske højrefløj. Britiske progressive som Keynes og socialisten Sidney Webb var også fascinerede af eugenikken.54 Det blev imidlertid hurtigt Tyskland og USA, der blev ledende på området. I en årrække fra 1899 og frem vedtog i alt 35 amerikanske stater lovgivning, der tillod tvangssterilisation af mentalt handicappede, med Californien som den førende stat. Amerikanske filantroper finansierede ikke kun egne laboratorier for eugenik, men også i en periode Kaiser Wilhelm Instituttet i Berlin. Der var tætte forbindelser mellem amerikanske og tyske videnskabsmænd op gennem 1920erne, og begge steder argumenterede man med et vist held over for politikerne, at eugenisk forskning ville forhindre store offentlige udgifter til forsørgelse af handicappede og 43


socialt utilpassede. I hovedsagen kom modstanden mod eugenikken fra kristne kredse, både i Europa og i USA. De kristne var på den anden side ikke afvisende over for eugenikernes anbefalinger af, at man nøje udvalgte sin ægtefælle, praktiserede et velovervejet seksualliv, og at man lagde stor vægt på familiens rolle i samfundet. I Tyskland gav tabene og nederlaget efter Første Verdenskrig klangbund for kritiske tanker om forholdet mellem økonomiske omkostninger og opretholdelsen af såkaldte “ballasteksistenser“. Det faktum, at sterilisation var billigere end velfærdsstatens institutioner gik ikke hen over hovedet på politikerne i Tyskland og i andre europæiske lande. Hvor debatten om sterilisation før 1914 drejede sig om individets autonomi, kom den efter 1918 i allerhøjeste grad til at dreje sig om omkostningsreduktion. Et stort skridt i den retning blev taget med udgivelsen af Karl Binding og Alfred Hoches Die Freigabe der Vernichtung lebensunwerten Lebens i 1920. Binding og Hoche relativiserede den jødisk-kristne grundrespekt for livets ukrænkelighed, og anbefalede i stedet, at tyskerne tog ved lære af spartanere og inuitter, der, hævdedes det, uden sentimentalitet aflivede deres syge spædbørn og svage gamle. Forfatterne slog til lyd for, at “uhelbredelige idioter“, syge i terminalstadiet og – det største tabu – hårdt sårede veteraner fra verdenskrigen, skulle aflives. Selv om Binding og Hoche udtrykte de mere radikale synspunkter i debatten, afspejler deres bog tidens diskurs og ikke kun i videnskabelige kredse.55 En anstaltsforstander, der var tilhænger af sterilisation, men modstander af Binding og Hoche, foranstaltede en rundspørge blandt forældre til de børn, der var i hans varetægt. Formålet var at dæmme op for kravene om direkte drab. Men til forstanderens overraskelse og rædsel viste det sig, at en stor del af forældrene ikke var afvisende for muligheden af, at staten aflivede deres børn. Ydermere udtrykte nogle forældre et ønske om, at staten i så fald ville finde på en falsk dødsårsag og dermed befri dem for ansvarsbyrden og den dårlige samvittighed.56 Et uhyggeligt varsel om det, der skulle komme.

Børneeutanasien Hitler var åbenlyst påvirket af tidens tanker om eugenik, skønt det er tvivlsomt, om han nogensinde læste Binding og Hoche. Tvangssteri44


lisation var i kraft allerede før 1933 og blev videreført og forstærket. Midt i 1930erne udtrykte Hitler ønsket om ved lejlighed, når folket var modent, at indføre mere vidtgående forholdsregler. I 1938 var det tidspunkt nået. Hitler rådede over en række sekretariater, der dækkede over hans forskellige funktioner. Et af disse var Førerens Kancelli, Kanzlei des Führers, under Rigsleder Philip Bouhler. Ved indstiftelsen i 1934 var Førerens Kancellis opgaver hovedsagelig at besvare henvendelser fra offentligheden til Hitler i hans egenskab af partileder (Führer), siden blev også Hitlers privatsekretariat en del af organisationen. I Førerens Kancelli fandes et kontor for benådningsansøgninger under ledelse af SS-Oberführer Viktor Brack. Til dette kontor ankom formentlig i marts 1939 en ansøgning fra en familie ved navn Kretchmar i Pomssen, nær Leipzig. Denne familie havde fået et handicappet barn; detaljerne er uvisse, men formentlig var barnet multihandicappet med et eller flere manglende lemmer, blindhed og muligvis andre misdannelser. Familien udtrykte i brevet ønske om, at Hitler lod barnet aflive. Kontorchefen i Førerens Kancelli, Hans Hefelmann, så tilsyneladende brevets politiske potentiale og sendte det op gennem systemet. I den sidste ende blev brevet forelagt Hitler på et møde, hvor også Førerens livlæge, Karl Brandt, var til stede. Hitler gav, tilsyneladende på stående fod, Brandt ordre til at tage til Leipzig, hvor barnet befandt sig. Her skulle livlægen undersøge barnet, og hvis diagnosen passede til det i brevet beskrevne, skulle han aflive det. Brandt tog til Leipzig, konfirmerede diagnosen og myrdede den 25. juli 1939 den fem måneder og fem dage gamle dreng, Gerhard Herbert Kretchmar, med en indsprøjtning.57 Kort efter denne episode autoriserede Hitler Brandt og Bouhler til at iværksætte et hemmeligt program til drab på handicappede børn på de tyske institutioner. Det er vigtigt her at være opmærksom på, at der ikke var tale om offentliggjort lovgivning, projektet var principielt hemmeligt, fordi Hitler antog, at den tyske befolkning ikke ville kunne acceptere sådanne radikale tiltag. Projektet var altså ulovligt, også i Det Tredje Rige. Karl Brandt fik ansvaret for den lægelige side af sagen, Philip Bouhler for den administrative og organisatoriske. Denne sidste del af opgaven kom dermed til at ligge 45


i Førerens Kancelli, hvor Bouhler lagde sagen i hænderne på Viktor Brack. Brack tog først kontakt til Herbert Linden i indenrigsministeriet; Lindens opgave var at koordinere kontakten til landets privatpraktiserende læger og jordemødre, der skulle blive stærkt involveret i eutanasien. Dernæst satte Brack en dækorganisation op, hvis formål var at sløre Førerens Kancellis, og dermed Hitlers, rolle i eutanasien. Dækorganisationen bestod af fem sektioner. Reichssarbeitsgemeinschaft Heil- u. Pflegeanstalten stod for korrespondancen med landets anstalter om registrering og overførsel af patienter; Gemeinnützige Stiftung für Anstaltspflege håndterede alle personaleanliggender i T4; Gemeinnützige Krankentransport G.m.b.H varetog den faktiske overførsel af patienter til drabsstederne; Zentralverrechnungsstelle Heilu. Pflegeanstalten indsamlede betalinger for dem, der allerede var dræbt, og Reichsausschuss zur wissenschaftlichen Erfassung von erb- und anlagebedingten schweren Leiden var overordnet ansvarlig for børneeutanasien.58 Tilbage stod opgaven med at finde frem til, hvorledes børnene faktisk skulle dræbes. De lægelige eksperter besluttede at bruge gift. Men Førerens Kancelli kunne ikke så godt gå ud på det åbne marked og indkøbe giftstoffer i større mængde, det ville ikke kunne holdes hemmeligt. Brack havde i en periode i 1930erne været Heinrich Himmlers chauffør. Han kontaktede nu sin tidligere arbejdsgiver for at høre, om ikke SS-chefen kunne hjælpe med at skaffe de fornødne giftstoffer. Det kunne Himmler, der gennem chefen for kriminalpolitiet, Arthur Nebe, lod sit Kriminaltekniske Institut forestå de faktiske leverancer. Dermed var der etableret en afgørende forbindelse mellem SS og Førerens Kancelli. Børneeutanasien blev udført af læger og plejepersonale på særlige afsnit på allerede eksisterende institutioner og kom til at koste 7.000-8.000 børn livet. I de sidste år af Det Tredje Rige dræbte man fortrinsvis ved sult; det sidste drab fandt sted i sommeren 1945, hvor amerikanske tropper afslørede, at personalet på et lokalt børnehospital stadig dræbte deres patienter. I sommeren 1945, over en måned efter, at byen Kaufbeuren blev indtaget af amerikanske tropper, sultede personalet på den lokale anstalt den 4-årige Richard Jenne ihjel. Han blev børneeutanasiens sidste registrerede offer.59 46


Vokseneutanasien I sommeren 1939 besluttede Hitler at udvide eutanasiprogrammet, der fremover også skulle omfatte voksne på Rigets institutioner. Det var et projekt af en helt anden størrelsesorden, der ville kræve andre metoder end dem, der blev anvendt mod de handicappede børn. Igen skulle projektet organiseres og administreres af Førerens Kancelli. Philip Bouhler organiserede over sommeren 1939 en række møder mellem bureaukrater fra Førerens Kancelli, Herbert Linden fra indenrigsministeriet og en gruppe læger. Dette forum arbejdede nogle måneder på at udstikke retningslinjerne for, hvorledes operationen skulle gennemføres, med hvilke midler, og hvordan den kunne skjules for offentligheden. Et problem, der hurtigt viste sig, var, at store dele af straffeloven fra tiden før Hitler stadig var i kraft, herunder lovgivningen om drab. Førerens Kancelli var nødt til at kunne overbevise nøglepersoner – læger, bureaukrater, men også den menige stab i eutanasianstalterne, om, at de ikke senere ville kunne blive kaldt til ansvar for deres handlinger. Dette førte til, at Førerens Kancelli anmodede Hitler om en skriftlig ordre. De fik noget, der snarere var en autorisation, stilet til Bouhler og Brandt og underskrevet af Hitler: Berlin, 1. sept. 1939 Rigsleder Bouhler og dr.med. Brandt har hermed under ansvar fået i opdrag at udvide kompetencen hos læger, hvis navne senere besluttes, på en sådan måde, at efter enhver menneskelig bedømmelse uhelbredeligt syge, efter en kritisk vurdering af deres sygdomstilstand, kan bevilliges barmhjertighedsdøden. Adolf Hitler60 Dette dokument, der blev opbevaret i original i et pengeskab i Førerens Kancellis bygning i Vossstrasse i Berlin, blev ved forskellige lejligheder vist til visse personer eller fremsendt i kopi. En sådan kopi, fremsendt til justitsminister dr. Gürtner, overlevede krigen.61 Det stod snart klart, at Førerens Kancelli var nødt til at udvide personalet betragteligt for at kunne gennemføre den forestående 47


operation. En tid havde man nogle kontorer i en kontorbygning på Potsdamer Platz i Berlin. Det blev imidlertid for småt. En villa, konfiskeret fra en jøde, i Tiergarten­ stras­se nr. 4, blev indrettet til hovedkvarter. Adressen gav anledningen til det dæknavn, organisationen havde internt: T4. Bouhler og Brandt udstak i begyndelsen de store linjer; derefter overlod de den daglige ledelse til Brack og dennes stedfortræder, SA-generalen Werner Blankenburg. De overordnede Philip Bouhler. (Foto: BDC) retningslinjer foreskrev, at alle landets patienter på anstalterne skulle vurderes af et panel af sagkyndige læger, de såkaldte Gutachter. L ægerne nøjedes imidlertid med at læse patienternes journaler, de mødte dem aldrig til en personlig undersøgelse. Lægerne arbejdede i et voldsomt tempo, professor Hermann Pfannmüller evaluerede således 2.058 patienter mellem 12. november og 1. december 1940; 121 beslutninger om dagen, eller fem minutter pr. patient på en titimers arbejdsdag. Journalerne blev forsynet med et plus (tilføres eutanasien, dvs. dræbes) eller et minus (tilføres ikke eutanasien). Derefter blev patienterne overført i mindre grupper af hensyn til hemmeligholdelsen; som regel til en institution, der fungerede som mellemstation (Zwischenanstalt) mellem staminstitutionen og eutanasianstalten. Derfra blev de overført til drabsstedet. Der blev indrettet i alt seks sådanne anstalter, men ikke alle var i funktion samtidig. Det første, Brandenburg, blev indrettet i et gammelt fængsel nær Berlin. Her blev de første prøvegasninger gennemført omkring årsskiftet 1939-40.62 Vi ved ikke præcis, hvem der fandt på at bruge kuliltegas i gaskamre, men ideen udsprang i denne kreds af læger og politifolk fra T4 og Kriminalteknisk Institut. Blandt dem, der ofte nævnes som mulig ophavsmand, er kriminalpolitichefen Arthur Nebe, der efter sigende selv havde været ved at omkomme ved kulilteforgiftning, 48


da han engang i 1930erne faldt i søvn i sin bil i garagen uden at have slukket motoren. Hvordan det nu end gik for sig, tilsluttede lægerne sig denne drabsmetode. Kuliltegassen var velegnet, idet den både var lugtfri og relativt hurtigt virkende. Gaskammeret i Brandenburg var verdens første, og konceptet blev prægende for hele afviklingen af det senere folkedrab på jøderne.

Eutanasianstalterne Den første anstalt, der modtog patienter til gasning på regelmæssig basis, var Grafeneck, et tidligere statshospital ved Stuttgart – det åbnede i januar 1940. Sydtyskland og Østrig var dækket, fra maj 1940, af Schloss Hartheim ved Linz; det østlige Tyskland af statshospitalet Sonnenstein bei Pirna, nær Dresden – “Die Sonne“ åbnede i juni 1940. Brandenburg lukkede i september 1940 og blev erstattet af institutionen Bernburg ved Dessau. Grafeneck blev erstattet af Hadamar, nær Wiesbaden, i december 1940. To af anstalterne, Sonnenstein og Bernburg, lå i institutioner, som stadig delvis fungerede i deres gamle rolle som statshospitaler, hvilket udelukkede fuldstændig hemmeligholdelse.63 Bortset fra det var eutanasianstalterne i store træk indrettet på samme måde. Patienterne blev overført i grupper på 40-75 mennesker i store, grå busser med blændede ruder. Der var et modtageafsnit, hvor patienter blev visiteret ved ankomst. Plejepersonale, både mandligt og kvindeligt, førte patienterne til et rum, hvor de måtte klæde sig af. Derefter blev de enkeltvis fulgt til et undersøgelsesrum. Her gav en læge patienter og journaler en kursorisk gennemgang og undersøgelse. Hensigten var først og fremmest at finde en plausibel falsk dødsårsag og at konstatere, om patienten havde guldtænder. I så fald blev de mærket med et kryds på ryggen, så tænderne kunne udtages efter drabet. Efter undersøgelsen blev patienterne fulgt til gaskammeret. Urolige patienter fik først en indsprøjtning; mange måtte bæres ind. Når hele transporten var samlet i gaskammeret, gik lægen ind i et lille rum umiddelbart ved siden af gaskammeret, hvor kuliltegassen blev opbevaret på trykflasker. Lægen tændte for gassen, der fik lov at strømme i en halv time. Derefter var alle døde. Efter at have 49


FRA DRAB PÅ PATIENTER TIL JØDEMORD

Eutanasianstalten i Hartheim, 1940.1940. Billedet er tageteraftaget en lokal i landsbyen Eutanasianstalten i Hartheim, Billedet af beboer en lokal beboer iAlkoven, landsder ville dokumentere røg fra kremeringerne. (Foto: Fra Tom Matzek: Das Mordschloss. Auf byen Alkoven, der ville dokumentere røg fra kremeringerne. (Foto: Fra Tom Matder Spur von NS-Verbrechen in Schloss Hartheim.) zek: „Das Mordschloss. Auf der Spur von NS-Verbrechen in Schloss Hartheim.“)

50

50


udluftet rummet i 1-2 timer, kom de såkaldte brændere eller desinfektører og adskilte de døde fra hinanden. Brænderne smed et par spande vand på gulvet for lettere at kunne slæbe ligene til et ligrum. Herfra blev de døde bragt til ovnene – nogle steder var de stationære, andre steder transportable; enkelte steder var ovnene anbragt et par kilometer fra gaskammeret. Den tiloversblevne aske blev smidt i bunker. Den aske, som de pårørende siden modtog, blev taget fra disse bunker uden hensyn til, hvem den kom fra. Overskydende aske og uforbrændte knoglestykker blev smidt som gødning på marker eller hældt i floder og søer i nærheden af anstalterne.64 De pårørende modtog kort efter et kondolencebrev (Trostbrief), hvori det hed, at deres pårørende var død af den eller den lidelse, og af hensyn til smittefaren allerede var kremeret. Det var umuligt at holde denne operation fuldstændig hemmelig. Befolkningen i landsbyerne omkring drabsstederne kunne ikke undgå at bemærke de mange transporter ind i anstalterne, mens der tilsyneladende ikke kom flere patienter til. Siden kom røgen fra krematorierne, de natlige asketransporter og antydninger fra personalet. Også andre steder i samfundet undrede pårørende sig over, hvor deres kære forsvandt hen, de mange uforklarlige dødsfald eller over myndigheder, der meddelte, at patient X var død af blindtarmsbetændelse, skønt blindtarmen var blevet fjernet år tidligere, og lignende administrative fejl. I slutningen af 1940 var eutanasien langt hen ad vejen en åben hemmelighed i Tyskland, og protesterne tog til. I august 1941 lukkede Hitler officielt eutanasiprogrammet. I realiteten blev det decentraliseret; en del blev forlagt til koncentrationslejrenes mere diskrete rammer, nu under kodenavnet 14f13. Her udvalgte læger fra T4 systematisk fanger fra koncentrationslejrene, fortrinsvis jøder og muselmænd – særligt afkræftede fanger. De blev overført til eutanasianstalterne og gasset. Sonnenstein og Bernburg fungerede som drabssteder frem til 1943; Hartheim, der nu i realiteten blev den nærliggende KZ Mauthausens dødslejr, var i funktion helt frem til december 1944. Men officielt var det slut, omkring 90.000 mennesker var dræbt, og T4 stod tilbage med et personale på omkring 400 mænd og kvinder, der gennem halvandet års mas51


semord havde opnået en erfaring, ingen andre i det tyske, eller for den sags skyld noget andet, samfund havde. Disse mennesker var nu arbejdsløse, men det skulle ikke vare længe.

Optakten i Polen Ved det tyske overfald på Polen den 1. september 1939 var den tyske jødepolitik sikkert i hænderne på SS. Målet var stadig tvangsemigration. Det havde været vanskeligere at gennemføre end ventet, men med Eichmanns entre på scenen fra 1938, først i Wien, siden i Prag og Berlin, havde det taget til i tempo. Nu stod man imidlertid over for en af de tætteste koncentrationer af jøder i Europa. Der var i 1939 over tre millioner jøder i Polen. De levede hovedsageligt i byerne og var især koncentreret i de østlige områder af landet. Tyskerne delte Polen op, således at den vestlige del blev indlemmet i Riget. Det meste af resten blev under navnet Generalguvernementet lagt i hænderne på Hitlers advokat, Hans Frank, der fik titel af Generalguvernør. Partibosser i det østlige Tyskland, ikke mindst i de nyligt inkorporerede områder, ønskede hurtigst muligt at gøre deres områder “jøde-rene“ og dumpede simpelthen deres jødiske befolkning i Generalguvernementet. Frank rasede, men kunne ikke stille meget op. Gennem 1940-41 koncentrerede man jøderne i ghettoer i de større byer i Generalguvernementet i overensstemmelse med Reinhardt Heydrichs forskrifter: Samlet og nær ved jernbanelinjer. Det var klart, at ghettoiseringen var et skridt på vejen mod en mere omfattende løsning. I foråret 1940 syslede Eichmann stadig med en territorial løsning: Jøderne skulle samles i et område ved den lille by Nisko i det østlige Polen. Efter krigen mod Frankrig i sommeren 1940 ændredes denne plan, der aldrig for alvor blev sat i værk. Nu skulle Europas jøder deporteres til den tidligere franske besiddelse, øen Madagascar i det Indiske Ocean. Også denne plan måtte lægges på hylden, dens umulighed var åbenlys. Med det tyske overfald på USSR i juni 1941 trådte en kvalitativ ændring i kraft; politikken blev nu folkemorderisk, om end i første omgang kun på besat sovjetisk territorium. Fire særlige enheder, de såkaldte Einsatzgrupper, fulgte de tyske hære på deres fremstød gen52


nem Sovjetunionen. Deres opgave var hovedsagelig at bortskyde den jødiske befolkning. Foreløbig synes denne politik som sagt kun at gælde på besat sovjetisk territorium. Den tyske historiker Christian Gerlach har imidlertid argumenteret for, at Hitler i en tale til ledende partifunktionærer i december 1941 signalerede en udvidelse af den folkemorderiske jødepolitik, der nu skulle gælde hele den tyske indflydelsessfære.65 I Polen var man allerede i gang med at eksperimentere med massemord på den jødiske befolkning på lokalt niveau. På lokalt initiativ, men med betydelig central støtte, var man i slutningen af 1941 begyndt at tømme Wartegaus største ghetto, i byen Lodz. Fyrre kilometer derfra, ved byen Chelmno (ty.: Kulmhof), havde man opbygget en tilintetgørelseslejr, hvor man med gasvogne, der oprindelig var udviklet til brug for Einsatzgrupperne i øst, myrdede op mod 150.000 jøder mellem den 8. december 1941 og sommeren 1943. Lejrens besætning kom, ligesom hos Einsatzgrupperne, fra SS, SD og ordenspolitiet. Gasvognene var imidlertid ikke løsningen, metoden var for omstændelig til at anvende på landsplan.66 Parallelt med begivenhederne i Chelmno indledte SS et eksperiment i Lublin-regionen. Denne by, den vigtigste i det østlige Polen, havde tidligt Himmlers opmærksomhed. Lublin blev først en del af den tyske besættelseszone den 27. september 1939. Her fastholdt SS imidlertid sin stilling som udøver af den civile forvaltningsfunktion længere end noget andet sted i landet, nemlig indtil den 29. oktober, hvor posten gik til Friedrich Schmidt, der var underlagt Østministeriet, men som samtidig var medlem af SS.67 Himmler ønskede at opbygge en kæde af befæstede SS-byer, og Lublin-distriktet skulle være SS-ordenens eksperimentarium for radikale befolkningspolitiske tiltag. SS-chefen var af Hitler blevet udnævnt til Reichskommissar für die Festigung des deutschen Volkstums den 7. oktober 1939. I denne egenskab var han ansvarlig for folkeflytninger og germanisering af de erobrede områder i øst. I Lublin-distriktet indebar det, at polakker og jøder skulle ud, så etniske tyskere, Volksdeutsche, fra andre dele af Østeuropa kunne flyttes ind for at overtage deres boliger og virksomheder. Stærke enheder fra Volksdeutsche Mittelstelle (VOMI) og Rasse- und Siedlungshauptamt (RuSHA) blev forlagt til Lublin for at hjælpe med projektet. 53


Til at lede den praktiske gennemførelse af Lublin-distriktets germanisering valgte Himmler en gammel ven, der delte hans interesse for befolkningspolitik: Odilo Globocnik. Denne østrigske politiker, født 1904 i Kärnten i Østrig, var en mangeårig nationalsocialistisk aktivist, der havde opnået rang af Standartenführer i SS (1938), og som i 1938-39 havde beklædt posten som Gauleiter i Wien. Skønt han havde opnået denne post blandt andet i kraft af sit personlige venskab med Himmler, førte hans lemfældige omgang med regnskaberne i Wien til hans fald fra posten i de første måneder af 1939. Globocnik måtte deltage i Polensfelttoget som Unterscharführer. Efter således at have demonstreret for Globocnik, hvordan karrieren kunne ende, hvis han ikke tog ved lære, udnævnte Himmler den 9. november 1939 sin gamle ven, som Himmler i privat korrespondance kaldte “Globus“, til SS-Brigadeführer og SS- og politichef for Lublin-distriktet. Her skulle Globocnik, i en særligt uafhængig og ansvarsfuld nøglestilling, få lejlighed til at vise sin Reichsführer, at han havde forstået budskabet.68 Globocnik levede op til sit ry som en handlingens mand; ved siden af sin beskæftigelse med Nisko-projektet igangsatte han straks udflytningen af polakker fra en række landsbyer i distriktet, opbyggede en personlig milits af folketyskere og lagde grunden til et system af arbejdslejre for jøder, der hurtigt skabte ham en uafhængig økonomi.69 Globocnik havde imidlertid ikke noget sted at anbringe distriktets jøder efter skrinlæggelsen af Nisko-projektet i april 1940. Også i Lublin-distriktet mærkede man effekten af andre partibossers forsøg på at komme af med “deres“ lokale jøder ved at deportere dem til Generalguvernementet. Det langsigtede mål man havde sat sig i jødepolitikken, en territorial løsning i øst, kunne ikke forventes gennemført lige med det samme. Det var formentlig som led i et lokalt initiativ til at løse op for denne situation, at Globocnik ved et møde med Himmler og Højere SS-og Politifører Friedrich-Wilhelm Krüger i Berlin den 13. oktober 1941 bad om tilladelse til at åbne en, muligvis to, tilintetgørelseslejre i sit distrikt.70 Den ene af disse lejre var Belzéc, den anden Sobibór. Formålet skulle oprindelig være at decimere antallet af ikke-arbejdsduelige jøder i Lublin-distriktet. Imidlertid fik Globocnik flere gange over de næste måneder tilladelse til at øge antallet af personer, der 54


FRA DRAB PÅ PATIENTER TIL JØDEMORD

Himmlerinspicerer inspicerer Globocniks tvangsarbejdslejr i Lipowa-gaden Lublin, 20. Himmler Globocniks tvangsarbejdslejr i Lipowa-gaden i Lublin, i20. juli 1941. juli venstre 1941. Friedrich-Wilhelm Fra venstre Friedrich-Wilhelm Krüger,Himmler, Odilo Globocnik, Himmler, Fra Krüger, Odilo Globocnik, Hans Kammler, ukendt, Hans Kammler, ukendt, Wolff, Peiper. (Fra Peter Witte et al ukendt, Karl Wolff,ukendt, Jochen Peiper. (FraKarl Peter WitteJochen et al (Hg): Der Dienstkalender Heinrich (Hg): „Der Dienstkalender Heinrich Himmlers 1941/42.“ Hamburg 1999) Himmlers 1941/42. Hamburg 1999)

skulle dræbes til 150.000 og siden 250.000. I begyndelsen af marts systriktet myrde, atomvære truffet; Globocnik behøvede lænnes beslutningen at lade alle ikke-arbejdsduelige jøderikke i Lublingere at ansøge om af antallet af behøvede potentielleikke ofre. distriktet myrde, at udvidelse være truffet; Globocnik længere Mellemomudgangen afantallet april og tiltagendeofre. i slutningen af at ansøge udvidelse af af potentielle maj/begyndelsen af juni beslutninger, der af afspejMellem udgangen af faldt april en ogrække tiltagende i slutningen maj/ begyndelsen af juni faldt en række beslutninger, der afspejler ler den radikaliseringsproces, der førte til Himmlers ordre af den 19. radikaliseringsproces, der førte til Himmlers ordre af 19. juli 1942 til juli 1942 til den Højere SS- og Politifører i Generalguverneden Højere SS- ogom, Politifører Generalguvernementet, Krüger,skulle om, at mentet, Krüger, at alle ijøder i Generalguvernementet alle jøderinden i Generalguvernementet skulle 31. december myrdes 31. december samme år.myrdes Videre inden hen over sommesamme år. Videre hen over sommeren, i juni/juli, synes det at være ren, i juni/juli, synes det at være endelig besluttet, at jødetransendelig besluttet, at jødetransporter fra Riget og fra de øvrige besatte porter fra Riget og fra de øvrige besatte områder uden for Geområder uden for Generalguvernementet ikke længere gik til ghetneralguvernementet, ikke længere gik til ghettoerne, men71 deritoerne, men derimod direkte i gassen i tilintetgørelseslejrene. mod direkte i gassen i tilintetgørelseslejrene.71 Globocnik var beæret over den rolle han var blevet tildelt. Han Globocnik var beæret over den rolle han var blevet tildelt. kaldte i 1942 udslettelsen af de polske jøder for et “gigantisk værk“

Han kaldte i 1942 udslettelsen af de polske jøder for et „gigantisk værk“, og tilføjede, at man burde lægge bronzetavler i mas55

56


og tilføjede, at man burde lægge bronzetavler i massegravene, så kommende generationer kunne vide, hvem der havde haft modet til at gennemføre det.

Opbygningen af udryddelseslejrene Ved den officielle lukning af eutanasi-programmet i august 1941 var FRA DRAB PÅ PATIENTER TIL JØDEMORD Hauptmann der Polizei u. SS-Hauptsturmführer Christian Wirth steget fra stillingen som politichef i Grafeneck og Wirth viste særlige evner for på deteutanasianstalterne job, han kom til at bestride. Hartheim til overordnet politiinspektør for eutanasianstalterne. Det er dog meget usandsynligt, at han blev valgt på grund af nærkom Stuttgart, var oprindelig udlært disseWirth, evner, født som 1885 jo først til udfoldelse, da projektet vartømrer. Han deltog i Første Verdenskrigatsom underofficer blevman dekoreret startet. Det er mere sandsynligt, Wirth blev valgt,og fordi flere gange for tapperhed. Hanmed modtog Jernkorset tre gange. ønskede en erfaren politimand godesåledes partipapirer til at lede politiarbejdet under han det hemmelige Efter krigen vendte tilbage til Stuttgprojekt. Som nævnt lå den første euart, hvor han trådte ind i politiet. Wirth artanasianstalt i Grafeneck, nær Stuttbejdede i kriminalpolitiet, hvor han havde gart, det område var der ry forog at ivære en dygtig, mennæppe hård politinogen Imere erfarenhan politimand og men mand. 1921 trådte ind i NSDAP, loyal nationalsocialist end netop meldte sig officielt ud efter Hitlers fejlslagChristian Wirth. ne kupforsøg i 1923. Formentlig fortsatte Bouhler, og den øvrige le- ikke Wirth, der Brack som politiembedsmand delse, der holde Stiftel- medkunne stå iønskede partiet, at som hemmeligt sens personale samlet med henblik lem indtil 1931, hvor han igen kom på på en senere fortsættelse af eutanamedlemslisten i Stuttgart. I december 1939 sien, sendte en større gruppe af dem dukkede han op i Brandenburg, i forbintil Østfronten nær Minsk i unifordelse med den første afprøvning af gasmer fra Organisation Todt. Officielt kammeret der. skulle de køre sårede tilbage fra Der har været en del spekulationer fronten til felthospitaler i baglandet, omkring, hvorledes Wirth blev udvalgt til men der er blevet gættet på, at deres jobbet. Han var en brutal og vulgær mand virkelige opgave var at likvidere og en betingelsesløs nationalsocialist. Alle 73 hårdtsårede tyske soldater. vidner husker ham for hans grove og bruWirth tog imidlertid ikke til tale sprogbrug hans tilbøjelighed til Minsk. Omkringogden 1. november vold. SS-Unterscharführer Franz 1941, dukkede han op med en Suchomel, lille chef for Goldjuden (jødisk arbejdskommangruppe SS-mænd i provinsbyen Christian Wirth, cirka 1940. 74 i Ukraine Christian Wirth, cirka 1940. do, der stod for Lvov behandlingen af værdiful(Foto: BDC) og Belzéc, mellem (Foto: BDC) de metaller og sten) i Treblinka: Tomaszow Lubelski i Polen. Denne

lokalitet var formentlig valgt af Globocniks folk, der havde drevet en tvangsarbejdslejr i Belzéc siden 1940. Her var jøder tvun56 get til at udføre svære befæstningsarbejder på den såkaldte „Otto-linie“ på grænsen til den tysk-sovjetiske demarkationslinje. Denne arbejdslejr stod en tid under ledelse af den østrigskfødte tidligere taxavognmand, SS-Hauptsturmführer Hermann


Fra min tid i lejrene Treblinka og Sobibór husker jeg, at Wirth ikke kunne overgås, når det kom til brutalitet, råhed og samvittighedsløshed. Vi kaldte ham derfor “frygtelige Christian“ eller “vilde Christian“. De ukrainske vagter kaldte ham “Stuka“. Wirths brutalitet var så voldsom, at jeg personligt ser det som en perversion.72 Wirth viste særlige evner for det job, han kom til at bestride. Det er dog meget usandsynligt, at han blev valgt på grund af disse evner, som jo først kom til udfoldelse, da projektet var startet. Det er mere sandsynligt, at Wirth blev valgt, fordi man ønskede en erfaren politimand med gode partipapirer til at lede politiarbejdet under det hemmelige projekt. Som nævnt lå den første eutanasianstalt i Grafeneck, nær Stuttgart, og i det område var der næppe nogen mere erfaren politimand og loyal nationalsocialist end netop Christian Wirth. Bouhler, Brack og den øvrige ledelse, der ønskede at holde Stiftelsens personale samlet med henblik på en senere fortsættelse af eutanasien, sendte en større gruppe af dem til Østfronten nær Minsk i uniformer fra Organisation Todt. Officielt skulle de køre sårede tilbage fra fronten til felthospitaler i baglandet, men der er blevet gættet på, at deres virkelige opgave var at likvidere hårdt sårede tyske soldater.73 Wirth tog imidlertid ikke til Minsk. Omkring den 1. november 1941, dukkede han op med en lille gruppe SS-mænd i provinsbyen Belzéc, mellem Lvov74 i Ukraine og Tomaszow Lubelski i Polen. Denne lokalitet var formentlig valgt af Globocniks folk, der havde drevet en tvangsarbejdslejr i Belzéc siden 1940. Her var jøder tvunget til at udføre svære befæstningsarbejder på den såkaldte “Otto-linje“ på grænsen til den tysk-sovjetiske demarkationslinje. Denne arbejdslejr stod en tid under ledelse af den østrigsk fødte tidligere taxavognmand, SSHauptsturmführer Hermann Höfle, der siden skulle blive Globocniks stabschef for Aktion Reinhardt. Arbejdslejren lukkede i sommeren 1941, da “Otto-linjen“ med det tyske overfald på Sovjetunionen blev overflødig. Belzéc lå også nær den store ghetto i Lvov og kunne således aftage jøder fra både Lublin-distriktet og fra Østgalicien. Globocniks chefingeniør, SS-Hauptsturmführer Richard Thomalla, kom fra SS-Bauamt/Zamosc, og havde bygget lejre for Globocnik 57


FRA DRAB PÅ PATIENTER TIL JØDEMORD

Belzéc, foråret foråret 1942. Josef Oberhauser, Fritz Jirmann, Kurt Franz. ARC) Belzéc, 1942.Fra Fravenstre: venstre: Josef Oberhauser, Fritz Jirmann, Kurt(Foto: Franz. (Foto: ARC) længe før Wirth kom til Lublin. Han stod for den praktiske opførelse af udryddelseslejren, mens Wirth udstak retningslinjerne. Höfle, der siden skulle blive Globocniks stabschef for Aktion Lokale polske håndværkere leverede den faguddannede arReinhardt. Arbejdslejren lukkede i sommeren 1941, da „Ottobejdskraft, med tvangsudskrevne jøder og tidligere sovjetiske sollinjen“ med det tyske overfald på Sovjetunionen blev overdater fra SS-træningslejren i Trawniki til at udføre det tunge jordflødig. Belzéc lå ogsålille nærlejr, denstort store i Lvov og og omkring kunne sålearbejde. Den ganske setghetto rektangulær 400 des aftage jøder fra både Lublin-distriktet og fra Østgalicien. meter på hver led, lå cirka 200 meter fra banegården i Belzéc. OmGlobocniks SS-Hauptsturmführer Richard rådet var bakketchefingeniør, og delvist skovklædt. Lejren skrånede op fra det Thomalla, kom fra SS-Bauamt/Zamosc, ogved havde bygget lejre lavtliggende modtageområde, over gashuset bakkens fod, til begravelsesområdet, oppekom på de skråninger. Mænfor Globocnik længeder før lå Wirth tilsandede Lublin. Han stod for den dene fra Stiftelsen blev installeret i tre konfiskerede villaer, der lå praktiske opførelse af udryddelseslejren, mens Wirth udstak på landevejen fra Belzéc til Lvov mellem lejren og banegården. Et retningslinjerne. sidespor fra håndværkere banegården til leverede en ankomstrampe inde i selve lejLokaleførte polske den faguddannede arren. Der var et modtageområde ved Rampen, et område, hvor tøj bejdskraft, med tvangsudskrevne jøder og tidligere sovjetiske og effekter fra ofrene kunne sorteres og opbevares i barakker, et par soldater fra SS-træningslejren i Trawniki til at udføre det tunge barakker til Trawniki’erne og et særligt område med et lille gashus jordarbejde. Den ganske lille lejr, stort set rektangulær, og omaf træ med tre kamre der hver havde plads til omkring 300 personer. kring 400dette meterlille på gashus hver led, lå cirka Trawniki-mændene 200 meter fra banegården Lige bag begyndte straks ati Belzéc. var bakket, og delvist skovklædt. Lejren skråanlæggeOmrådet en stor massegrav.

nede op, fra det lavtliggende modtageområde, over gashuset ved bakkens fod, til begravelsesområdet, der lå oppe på de sandede skråninger. Mændene fra58Stiftelsen blev installeret i tre 59


I et par måneder fra november 1941 eksperimenterede Wirth og hans folk her med forskellige drabsmetoder. De udviklede og finpudsede lejrens modus operandi, som siden skulle indføres i alle udryddelseslejrene under Aktion Reinhardt. Som led i denne proces dræbte de regelmæssigt mindre grupper af lokale jøder i en interimistisk gasvogn lavet på stedet af en ombygget, lokal postbil; med flaskegas i det lille gashus, og siden sammesteds med udstødning fra en motor fra et erobret, russisk militærkøretøj. Denne sidste metode virkede til Wirths tilfredshed. Man var uafhængig af tilførsel af eksotiske giftstoffer såsom blåsyregassen Zyklon B, der blev benyttet i Auschwitz fra september 1941, og kunne samtidig bedre bevare hemmeligheden om lejrens sande funktion.

Modus operandi Rampen i Belzéc kunne modtage 20 togvogne ad gangen. Eftersom transporterne var på op til 60 vogne, betød det, at togene blev skilt ad på Belzéc station, og 15-20 kreaturvogne ad gangen skubbet ind på Rampen. Hver kreaturvogn indeholdt 100-200 mennesker, og dermed stod mellem 2.000 og 4.000 mennesker af på ankomstrampen ad gangen. Der var omkring 25-30 tyskere i lejren, men på grund af den fordelagtige orlovsordning, der tillod hver vagt en måneds orlov i kvartalet, var der aldrig mere end 15-18 tyskere i lejren på ethvert givent tidspunkt, støttet af et kompagni ukrainere, ca. 60-90 mand. Når transporterne ankom, forlod de fleste tyskere deres rutinejobs som ledere af de små arbejdsgrupper af jøder, der varetog forskellige opgaver i lejren, og tog opstilling på nøglepositioner som Rampen, kvindernes omklædningsbarak, i Slusen, ved gruberne og foran gaskammeret. Der var således kun omkring 5-8 tyskere til at modtage transporterne på Rampen, hjulpet af 20-30 ukrainere, og man åbnede derfor kun nogle enkelte vogne ad gangen. Jøderne måtte som regel springe ned fra vognene, op til halvanden meter ned. Når toget var tømt, bakkede lokomotivet ud, skubbede de tomme vogne til side på banegården i Belzéc og hentede et nyt hold. Imens holdt en udvalgt SS-mand en tale for de nytilkomne. Nogle gange var han iført kittel (Sobibór) for at forlede jøderne til at tro, at han var læge; muligvis en tradition fra eutanasitiden. Han 59


forklarede, at jøderne var kommet hertil på deres vej til arbejde i øst; at familierne ville blive holdt sammen, og at der ville blive arbejde til alle. Han ville måske spørge enkelte om deres erhverv og tilfreds forsikre, at netop skomagere, syersker eller læger ville der blive brug for i øst; alle ville finde en plads. Men først skulle de bade af hensyn til tyfusfaren. Kurt Franz husker Wirths taler: Med egne ører har jeg hørt, hvordan Wirth på delvis overbevisende måde fortalte jøderne, at de blev evakueret eller flyttet, og først, af hygiejniske grunde, skulle bade og deres tøj afluses [...]. I afklædningsbarakken befandt der sig endda en kasse, hvori værdisager kunne afleveres. Det blev antydet for jøderne, at de ville få deres værdier tilbage efter badet. Jeg kan stadig høre for mig, hvorledes jøderne tiljublede Wirth efter hans tale. Jødernes optræden fører mig til den overbevisning, at de troede Wirth på hans ord. Adspurgt erklærer jeg, at der vel har været den ene eller anden jøde, der forblev mistroisk, men alligevel syntes ingen at have anet den skæbne, der ventede dem.75 Nogle gange uddelte man håndklæder og sæbe og anmodede de deporterede om at skynde sig, “før vandet blev koldt“. Derefter delte lejrens personale de deporterede efter køn. De to grupper, kvinderne med de yngste børn, og mænd og drenge, blev adskilt. Kvinderne blev drevet ind i en barak, kvindernes omklædningsbarak, hvor de måtte klæde sig af og blev derefter klippet af jødiske fanger; unge mænd, der var udvalgt fra samme transport til dette arbejde. Når dette var sket, åbnede tyskerne dørene i den anden ende af barakken. De ledte ud til en slags korridor, 4-5 meter bred, med sandbund; siderne bestod af tre meter høje pigtrådshegn, der var kamoufleret med indflettede fyrregrene, der hindrede udog indblik i korridoren. Dette var den såkaldte Sluse, der førte fra modtageområdet ind i den hermetisk tillukkede lejrdel Totenlager, og mundede ud foran gashusets døre. De deporterede blev jaget gennem Slusen af vagter med piske og andre slag- og stikvåben, og presset sammen i gashusets små kamre. De lå på begge sider af en korridor i midten af huset. Det var nøgne, små rum, beklædt med zink 60


omklædningsbarak, hvor de måtte klæde klippet af jødiske fanger; unge mænd, d me transport til dette arbejde. Når dette var sket, åbnede tyskerne dø af barakken. på gulvet og op ad væggene, så de lettere korridor, 4 kunne rengøres. Gulvet skrånede let mod sandbund; gavlen, så ligene nemmere kunne trækmeter høje kes ud via de ydre skydedøre. Til sidst kamoufleret blev mindre børn kastet ind over hovegrene, der hi derne på menneskene i kamrene for at korridoren. fylde dem til bristepunktet. Dørene blev Sluse, der fø lukket, og den vagthavende gav ordre til det ind i den at tænde motoren, der stod i et skur nær lejrdel Toten gashuset. Imens måtte de, der ikke fandt foran gashu plads, vente i Slusen, nøgne og ikke lænrede blev ja gere i tvivl om, hvad der forestod. vagter med p Mens kvinderne gik gennem prostikvåben, og cessen i kvindernes omklædningsbarak, husets små k måtte mændene klæde sig af i det fri. sider af en ko set. Det var Nøgne måtte de så hjælpe med at fjerne klædt med z ejendele. I løb, under bestandige piskevæggene, så slag, måtte nogle sortere og borttransporgøres. Gulv tere deres eget og kvindernes tøj og andre gavlen, så li ejendele og stable det i de dertil indrettetrækkes ud v de barakker og magasiner. Efter hvert sæt Til sidst ble RichardThomalla. Thomalla.(Foto: (Foto:BDC) BDC) togvogne måtte de fjerne alle spor, skjule Richard ind over hov ejendele, komme afklippet hår i sække, i kamrene, for at fylde dem til bristepun rive Slusen, så sandet så ud, som om ingen havde været der før. ket, ogdeden vagthavende Andre blev drevet ind i Totenlager. Her måtte tømme gaskam- gav ordre til a stod i et skur nær gashuset. rene, som var forsynet med garagedøre, der vendte ud til husets gav- Imens måtte le. De dræbte skulle vikles fra hinanden og slæbes ud. Derefter skulle 62 gaskamrene vaskes. Endelig skulle de døde slæbes til gruberne, hvor de skulle lægges efter det særlige system, som blev kaldt sardinpakning (Sardinenpacken), skiftevis hoved ved fod, hvilket tillod det maksimale antal dræbte i hver grube. På vej dertil efterså såkaldte “tandlæger“, om der var guldtænder hos de dræbte; i bekræftende fald blev de brækket ud med en tang. Som de sidste, efter at hele transporten var myrdet, blev disse ulykkelige tvangsarbejdere også dræbt, som regel ved nakkeskud på grubekanten. Rudolf Reder husker en sådan gruppe på omkring 100 unge mænd i Belzéc i november 1942: 61


De udvalgte kun unge drenge. Hele dagen slæbte de lig til gruberne, blev slået på, uden at få en dråbe vand, nøgne i sneen og kulden. Om aftenen førte [SS-manden Heinz] Schmidt dem til grubens kant og skød dem med en Browning. Han løb tør for ammunition, da der stadig var mere end et dusin igen, så han dræbte dem, en efter en, med et spadeskaft, lige til den sidste af dem. Jeg hørte ikke sukkene, jeg så kun, hvordan de forsøgte at snyde sig ind foran hinanden i køen til døden, hjælpeløse laser af liv og ungdom.76 Hele dette forløb blev kaldt Transportabfertigung. Det var designet til at tillade en ganske lille gruppe tyskere, 15-18 mand, støttet af måske 60 ukrainere, at myrde transporter med op til 6.000-10.000 mennesker. Lejren var opdelt af pigtrådshegn med indflettede fyrregrene. Hegnene dannede små indelukker, pladser og korridorer, der fratog jøderne ethvert overblik. Folk blev lukket ud af vognene i mindre grupper. Der stod de så, med deres kvinder og børn, med de gamle, med de handicappede – hele små samfund, så intakte de nu var efter ghettoopholdet. Familierne blev hurtigt delt for, at mændene ikke skulle angribe af frygt for, hvad der ville ske deres kvinder, børn og gamle. Alt foregik i løb under byger af slag og ordrer for at sprede forvirring blandt de deporterede og fratage dem muligheden for at vurdere deres situation. De, der ikke var i stand til at følge med i det vanvittige tempo, blev udskilt allerede på Rampen. Det drejede sig især om ældre, gangbesværede, syge, og uledsagede børn. Disse blev ført til det såkaldte Lazarett. Det var et nakkeskudsanlæg, der var anbragt i diskret afstand fra Rampen; her skød tjenestegørende underofficer de ankomne med en pistol. De besværlige, de, der protesterede eller truede med at forstyrre processen, blev diskret bragt til side og skudt bag toget med småkalibrede pistoler. Selve Rampen var bygget som en skydebane, med automatvåben i den ene ende og ukrainere med rifler på baraktagene. De få forsøg på oprør på Rampen, som alle fandt sted i 1943, blev druknet i blod. Lejlighedsvis forekom knivoverfald på lejrpersonalet, men det var få, isolerede tilfælde. Hele systemet var indrettet til at sikre den 62


hurtige, ordentlige afvikling af transporterne og hindre enhver form for modstand. Det var i hvert fald idealet, men at det ikke altid gik sådan, ses af følgende beretning om en gasning i Belzéc, nedskrevet i maj 1945 af SS-manden Kurt Gerstein, der havde besøgt Belzéc i august 1942 i embeds medfør. Jøderne var blevet drevet ind i gaskamrene: Menneskene stod på hinandens fødder. 700-800 på 25 kvadratmeter, i 45 kubikmeter! SS’erne tvang dem fysisk sammen, så meget som overhovedet muligt. – Dørene lukkede sig. Imens ventede de andre derude i det fri, nøgne. Man sagde til mig: Også om vinteren er det nøjagtig sådan! Jamen, de kan jo dø af det, sagde jeg. – Ja, det er jo netop derfor, de er her! sagde en SS-mand til mig på sin landlige dialekt. – Nu forstår jeg endelig også, hvorfor hele indretningen [gashuset, TJ] hedder Hackenholtstiftelsen. Hackenholt er chauffør på denne dieselmotor, en lille tekniker, og samtidig den, der har bygget anlægget. Med dieseludstødningen skal disse mennesker dræbes. Men dieselmotoren fungerer ikke! Kaptajn Wirth ankommer. Man ser, at det er pinligt for ham, at det netop skulle ske nu, hvor jeg er her. Javel, jeg ser alt! Og jeg venter. Mit stopur har registreret alt udmærket. 50 minutter, 70 minutter – motoren starter ikke! Menneskene venter i deres gaskamre. Forgæves! Man hører dem græde, hulke. [...] Kaptajn Wirth slår med sin ridepisk på ukraineren, der skal hjælpe Hackenholt med motoren, 12, 13 gange i ansigtet. Efter to timer og 49 minutter – stopuret har registreret alt udmærket – starter motoren. Til dette øjeblik levede menneskene i disse fire kamre, fire gange 750 mennesker i fire gange 45 kubikmeter! – Forfra, 25 minutter er gået. Rigtigt, mange er nu døde. Man ser det gennem det lille vindue, når det elektriske lys et øjeblik oplyser kammeret. Efter 28 minutter lever kun få endnu. Endelig, efter 32 minutter er alle døde!77 Systemet skulle imidlertid vise sig at have en svaghed. Den oprindeligt påtænkte likvidering af samtlige arbejdsslaver efter hver transport kunne ikke praktiseres. Dels var visse opgaver specialise63


rede. Man havde brug for trænede håndværkere, bygningsarbejdere, guldsmede. De såkaldte frisører, for eksempel, skulle være i stand til at klippe det meste af kvindernes hår i tre-fire tag med saksen, så den næste og den næste – alt sammen under den værst tænkelige fysiske og psykiske belastning. Disse grupper bestod lige fra starten af små, stående kommandoer, og de bedste specialister herfra blev kun sjældent likviderede. Desuden var der omstændighederne. Man skal huske på, at transporterne ofte indeholdt mere eller mindre intakte samfund, hele landsbyer for eksempel. De deporterede så hele deres verden gå til grunde. Ikke kun blev deres familier dræbt lige for deres øjne, det samme blev hele det fællesskab, der ofte var det eneste disse polske jøder havde kendt. Det fuldstændige chok, som dette ofte hensatte jøderne i, førte til, at selv de mest enkle arbejdsprocesser blev uoverskuelige og skulle forklares om og om igen. Nogle forlangte, uanset hvor mange slag de fik, at blive skudt på stedet hellere end at skulle medvirke til mordet på deres familier. Det førte til, at der med tiden opstod stående kommandoer af arbejdsjøder, der ligesom hos tyskerne skiftede mellem daglige rutineopgaver – sortering, pakning, gartneri og byggeri for eksempel – og særlige opgaver i forbindelse med likvideringen af transporterne. Lige som SS-folkene sløvedes de jødiske tvangsarbejdere med tiden, de vænnede sig til arbejdet, bedøvedes. Wirths oprindelige metode synes i stort omfang forladt i løbet af 1942, særligt i Treblinka og Sobibór, hvor der i stedet blev opbygget stående kommandoer af såkaldte arbejdsjøder, mellem 500 og 1000 mand, der løbende blev “udskiftet“ – dvs. henrettet og erstattet af nytilkomne – men som alligevel garanterede en kontinuitet, der sikrede en hurtig Transportabfertigung. Det var netop denne kontinuitet, der blev afgørende for, at arbejdsjøderne i Treblinka og Sobibór kunne gennemføre vellykkede oprør i 1943. Wirth forlod aldrig helt sit gamle system, og i Belzéc havde man således mindre stående kommandoer, som man forstærkede med “en-dags-slaver“, når arbejdspresset tilsagde det. Det centrale ved Wirths modus operandi, det, der tillod så få at dræbe så mange, var bedraget, forvirringen og voldspotentialet. Wirth så jødernes sårbarhed i det faktum, at de ankom som familier, hvilket hæmmede mændenes muligheder for at gribe til modstand 64


og fremmede et psykologisk behov hos alle for at håbe på frelse, næsten uanset hvad ens forstand sagde om den situation, man var kommet i. Bedraget – forestillingen om, at lejren var en mellemstation på vej mod øst – blev derfor, især i starten, modtaget med glæde. Vidner husker efter krigen, at jøderne indimellem klappede og jublede efter ankomsttalen. Forvirringen blandt de deporterede blev forstærket af det høje tempo og lejrens design, der gjorde, at tyskerne kunne skille grupperne ad, og at ingen jøder vidste, hvor de var på vej hen. Voldspotentialet stod altid klart, ingen kunne være tvivl om formålet med skarpskytter i tårne og på tage, hundene og læderpiskene, der var stampersonalets særlige kendetegn. Nogle gange, særligt ved polske transporter fra slutningen af sommeren 1942 og frem, hvor der ikke længere var nogen i Polen, der var i tvivl om, hvad der foregik i lejrene, blev volden sat ind fra starten. SS og ukrainere skød i blinde ind i de ankomne med rifler, pistoler og maskinpistoler; hunde blev pudset på jøderne for at drive dem frem, kolbe- og piskeslag susede gennem luften, børn blev revet fra deres mødre og dræbt for øjnene af alle. Selv under transporten til lejren var de deporterede udsat for den groveste vold. En løjtnant (Zugwachtmeister) Jäcklein fra ordenspolitiet (Schupo) berettede i en rapport om den transport, han og hans ni mand var bevogtningskommando for, fra Kolomea til Belzéc i september 1942, altså på et tidspunkt, hvor massedrabet i Belzéc var kendt blandt områdets jøder: Den 9.9.42 blev jeg beordret til at overtage jøde-udvandringstoget, der skulle afgå d. 10.9.42, fra Kolomea til Belzéc ind til Lemberg. Den 10.9.42, kl. 19.30 overtog jeg befalingsmæssigt udvandrertoget, med et ledsagekommando af 1/9, på banegården i Kolomea. Udvandrertoget blev mig overgivet af Hauptwachtmeister [...] Zitzmann. Ved overgivelsen befandt toget sig allerede i en fuldstændig uforsvarlig tilstand. Dette blev straks ved overgivelsen meddelt mig af [...] Zitzmann. Da toget imidlertid skulle afgå rettidigt, og der ikke længere var nogle personer med ansvar for lastningen af jøderne til stede, havde jeg ikke andre muligheder end at overtage toget i dets uforsvarlige tilstand. Overtagelsen af toget burde, bortset fra dets 65


tilstand i øvrigt, på grund af den utilstrækkelige bevogtning [...] have været afvist. I følge mine ordrer måtte jeg imidlertid overtage toget med denne ledsagekommando. [...] Zitzmann forblev med sin bevogtningsstyrke på banegården til toget afgik, og begge enheder havde nok at gøre med at holde jøderne fra at flygte fra vognene, da det i mellemtiden var blevet ganske mørkt, og man knap mere kunne skelne den næste vogn. Hvor mange jøder, der endnu før togets afgang havde fjernet sig, kunne ikke fastslås, men næsten alle, der forsøgte at flygte, blev overvundet. Omkring kl. 20.50 afgik toget planmæssigt fra Kolomea. Kort før afgang havde jeg, som før bestemt, fordelt min enhed med fem mand fortil og fem bagude i toget. Eftersom toget var meget langt – 51 vogne med en samlet lastekapacitet på 8.200 jøder – viste denne fordeling af bevogtningsmandskabet sig som forkert, og jeg foranstaltede allerede ved første stop en fordeling af bevogtningen til hele toget. Bevogtningsmandskabet måtte under hele rejsen opholde sig på bremsehusene. Allerede efter kort køretid forsøgte jøderne at gennembryde vognsiderne og endda tagene. Det lykkedes dem også delvis at gennemføre dette forehavende, således at jeg allerede fem stationer før Stanislau telegrafisk måtte bede stationsforstanderen i Stanislau om at have brædder og søm klar til en foreløbig udbedring af skaderne, og at tildele mig banepolitiet til bevogtning. Da toget ankom til Stanislau stod håndværkere såvel som banepolitiet på banegården og ventede vores tog. Efter toget holdt, begyndte arbejdet øjeblikkelig. Det tog en halv time. Så var toget igen bragt så meget i orden, at jeg kunne lade det afgå. Alt dette hjalp imidlertid kun ganske lidt, for allerede nogle stationer senere, mens toget igen stod stille, måtte jeg konstatere, at der igen var store huller i vognene, og at al pigtråden om lufthullerne var revet bort. Ved togets afgang fastslog jeg sågar, at der i en af vognene blev arbejdet med hamre og tænger. På spørgsmålet til disse jøder, om hvorfor de havde dette værktøj i hænderne, forklarede de mig, at det var blevet sagt til dem, at de kunne anvende det på deres næste arbejdspladser. Jeg konfiskerede straks værktøjet. Jeg 66


FRA DRAB PÅ PATIENTER TIL JØDEMORD

En til Treblinka på stationen i Siedlce, den 21.1942. august 1942. En jødetransport jødetransport på på vejvej til Treblinka på stationen i Siedlce, den 21. august Billedet er Billedet er taget af den østrigske Hubert vej bemærkede: til fronten.“Lige Han efter betaget af den østrigske soldat Hubert soldat, Pfoch, på vej til Pfoch, fronten.på Han mærkede: billedet var taget,soldat slog iden høje ukrainske i baggrunbilledet var „Lige taget, efter slog den høje ukrainske baggrunden så hårdt soldat på børnene, der var den så hårdt påstige børnene, var riffelkolbe langsomme til at istige ombord, at hans riffellangsomme til at ombord,der at hans brækkede to.“ (Fra Gitta Sereny: Into That kolbe brækkede i to.“ Sereny: „Into That Darkness. The Mind of a Mass Darkness. The Mind of a(Fra MassGitta Murderer.) Murderer.“)

70

67


måtte derefter, på hver station hvor vi holdt, lade toget interimistisk reparere ellers ville enhver videre kørsel have været umulig. Klokken 11.15 ankom toget til Lemberg. Da der ikke var indtruffet noget ledsagekommando, måtte jeg overtage bevogtningen til Belzéc med min enhed. Toget kørte efter et kort ophold på Lemberg banegård til forstadsstationen Kleparow, hvor jeg overgav 9 vogne, der var mærket med “L“ og var bestemt for tvangsarbejdslejren i Lemberg, til SS-Obersturmführer Schulze. SS-Obersturmführer Schulze pålæssede her yderligere omkring 1.000 jøder, og omkring klokken 13.30 kørte toget videre. Ved lokomotivskiftet i Lemberg blev et gammelt lokomotiv sat for, som var alt for svagt til den store belastning. Togføreren kunne aldrig bringe sin maskine op i topfart, så toget, særligt på stigninger, kørte så langsomt, at jøderne uden fare for at komme til skade kunne springe af. Jeg opfordrede gentagne gange togføreren til at køre hurtigere, hvilket do g var ham umuligt. Særligt ubehageligt var det, at toget ofte holdt på åbne strækninger. Ledsagekommandoet havde i mellemtiden afskudt sin medbragte ammunition og også 200 skud, som jeg havde fået af soldater fra Værnemagten, så vi måtte kaste med sten fra det kørende tog og forlade os på bajonetterne, når det holdt. Den stadigt voksende panik blandt jøderne, styrket af den stærke varme, de overfyldte vogne [...], ligstanken – der befandt sig ved losningen af ca. 2.000 lig i vognene – gjorde transporten næsten ugennemførlig. Omkring klokken 18.45 ankom toget på banegården i Belzéc, og jeg overgav det klokken 19.30 til den der værende SS-Obersturmführer og leder af lejren. Hen mod klokken 22.00 var transporten losset. I dette tidsrum måtte jeg opholde mig der. Antallet af undvegne jøder kunne jeg ikke fastslå.78 Forholdene for de deporterede var ubeskrivelige. Særligt i den varme sommer 1942 døde mange allerede på vej til lejrene. Igen og igen måtte man losse hele tog fulde af døde, der var omkommet af luftmangel, havde begået selvmord eller var dræbt af vagternes tilfældige skud gennem kreaturvognenes trævægge. Togene blev dirigeret 68


rundt på jernbanenettet, for de havde laveste prioritet, og måtte ofte vente, mens militærtransporter passerede. Det kunne tage dage at gennemføre en rejse, der under normale forhold tog få timer. Philip Bialowitz var i en periode medlem af den jødiske banegårdskommando, der modtog transporterne på Rampen i Sobibór. Bialowitz beskrev en sådan transport, der ankom i 1942: En dag ankom til Sobibór en jødetransport, der havde været længe undervejs, så folk var udhungrede, afkræftede og til dels allerede døde i vognene. På det tidspunkt kom [SS-manden Karl] Frenzel til Rampen med en gruppe for at hjælpe ved losningen. Det var den værste tid i mit liv, jeg var udset til banegårdskommandoet. Dørene til vognene blev åbnet, og et skrækkeligt billede var at se. Menneskene var frygteligt opsvulmede, børnene var lige så store som ældre mennesker, halvdelen i vognene var døde, den anden halvdel vanvittige. Man beordrede vognene losset. Når vi tog fat i menneskene, blev deres hud hængende på vores hænder, og ligene blev liggende. Frenzel drev os imidlertid frem med pisken, for at vi skulle losse vognene. I den anden vogn sad et barn hos sin mor. Barnet omfavnede hende stadig. Begge var døde. Frenzel sagde, “hvilket vidunderligt billede“. De, der endnu ikke var døde, blev skudt.79 Leon Feldhandler, ligeledes ved banegårdskommandoet, sagde: Stanken forhindrede os i at komme til vognene. Tyskerne slog nådesløst på os. Den fremskredne opløsning tydede på, at ligene havde ligget på vogngulvet i mere end to uger. Kroppene var til dels spredt omkring, under opløsningen gik de fra hinanden. Arbejdet var uudholdeligt. Viklet ind i hinanden under dødskramperne, udgjorde ligene nu et hele. I en af vognene blev en kvinde trukket frem ved fødderne fra under en bænk. Hun så herrens ud, var vanvittig og fuldstændig afmagret. Da hun så os, begyndte hun at skrige, “Jøder! Så er jeg reddet.“ Så stærk var tilsyneladende hendes overlevelsesvilje. Gestapomændene skød hende.80 69


Ved transporter fra Vesten blev bedrageriet aldrig opgivet, for det blev ved med at virke. I Belzéc afprøvede Wirth og hans få mænd i vinteren 1941-42 drabsmetoder så vel som materiellet til et punkt, hvor de var tilfredse.81 Den model, de udviklede, kom til at gælde for alle tre lejre. I løbet af processen havde flere af Wirths folk vundet erfaringer, der siden tillod dem at træne vagter i de to andre lejre i de forskellige procedurer, i at opstille og indstille motorer til gaskamrene og overhovedet alt, hvad der hørte med til at drive en udryddelseslejr. Wirth forventede tilsyneladende ikke, at han og hans folk skulle drive lejren, når den stod færdig. I al fald forlod han Belzéc med de fleste af sine mænd i begyndelsen af 1942.82 Efter nogle uger blev han kaldt tilbage, nu sammen med 20-30 mand fra Stiftelsen. Der blev overført et kompagni østeuropæiske hjælpetropper fra lejren i Trawniki, og den 15. marts 1942 modtog Belzéc sine første to regulære transporter af deporterede jøder fra Lvov og Lublin.83 I samme måned genoptog Richard Thomalla arbejdet med at opføre en tilsvarende lejr nær landsbyen Sobibór, omkring seks kilometer fra Wlodawa ved grænsefloden Bug.84 Også her havde Wlodawaghettoens jøder i forvejen udført tvangsarbejde for Globocnik. Sobibór lå i udkanten af den enorme Parchew-skov. Lejren bredte sig over et ret stort område i den øde skov, men indeholdt de samme grundliggende komponenter som Belzéc. Området er fugtigt, faktisk ligger det i de yderste udløbere af Pripjat-sumpene, der strækker sig dybt ind i Rusland. Skoven domineres af høje birke og fyrretræer. Her og der findes enge og sumpe. Selve landsbyen Sobibór ligger 4-5 km fra stationen af samme navn. Over for den lille stationsbygning lå to små toetagers huse af træ, det ene fungerede som stedets posthus. Ud for disse huse, 20 meter væk, anlagde man lejrens ankomstrampe. Lejrens kontor lå i det tidligere posthus, nu omdøbt til “Svalereden”. Kommandant Stangl boede på første sal med udsigt over Rampen. Resten af tyskerne boede i et par barakker nær kommandanthuset. Ukrainerne havde en såkaldt kaserne i form af tre barakker, der lå lige over for Rampen i forlængelse af SS’ernes boliger. Over for Rampens nordende, modsat kommandanthuset, lå en stor barak, hvor de deporterede stillede deres håndbagage. Derfra 70


kom de ind i en lukket gårdsplads. Bag den begyndte Slusen. Den løb væk fra Rampen cirka 150 meter og drejede så skarpt til højre ind i skoven. I en lysning, omkring 350 meter fra Rampen, stod gashuset og gruberne i en særligt adskilt del af lejren, Totenlager. Sobibór blev ligeledes bemandet med en gruppe på 25-30 mand fra Stiftelsen under ledelse af den tidligere politichef på Hartheim og Bernburg, Oberleutnant d. Polizei u. SS-Obersturmführer, Franz Stangl. Lejren stod klar til at modtage sin første transport omkring den 1. maj 1942. I maj 1942 begyndte Thomalla arbejdet på en tredje lejr nær landsbyen Treblinka, 60 km nordøst for den tidligere polske hovedstad. Skønt denne lejr lå i Warszawa-distriktet, hørte den stadig under Globocnik. I dens operationsområde lå Warszawaghettoen med over 350.000 jøder. En kilometer fra tilintetgørelseslejren lå siden 1940 en arbejdslejr for jøder og polske politiske fanger ved en mergelgrav; det var Treblinka I, og tilintetgørelseslejren fik betegnelsen Treblinka II. Området omkring lejren er skovrigt og jorden sandet. Små landsbyer trykker sig i lavningerne langs Bugs bifloder. Pletter af skov veksler med marker eller områder med stridt, brunt græs og sand. Lejren blev bygget omkring en skovklædt bakke, to-tre kilometer fra landsbyen Treblinka. Den havde nærmest form af en rombe og var omkring 600 meter på den længste led. Al skov på bakken blev fældet, hvilket efterlod den som en sandet høj. Her på toppen lå det lille gashus med tre kamre. Bag gashuset, i et lille skur, stod motoren, hvis udstødning blev ført ind i kamrene via nedgravede rør. Lidt derfra begyndte ukrainerne at anlægge en række store massegrave, gruberne. Dette område på toppen af bakken blev begyndelsen til Totenlager. Fra landsbyens lille station, der lå på linjen mellem Malkinia og Siedlce, blev et sidespor anlagt til en ankomstrampe inde i lejren. Over for Rampen var modtageområdet med dets enkelt- og dobbeltbarakker til sortering og opbevaring af det røvede gods. En sluse forbandt dette område med gashuset. Nær den fjerneste ende af Rampen blev anlagt en grube til de deporterede, der af den ene eller anden grund ville kunne forsinke drabsprocessen. De blev fra den første begyndelse skudt på det sted, der senere skulle få navnet Lazarett. I den modsatte ende af rampen lå SS’ beboelsesbarakker, kommandanturen og ukrainernes kaserne. Mel71


lem dem opførte man tre barakker til arbejdsjøderne. Et pigtrådshegn uden strøm, udspændt på 3 1/2 meter høje pæle, omkredsede lejren. Fire vagttårne var anbragt ved hegnet, således at de dækkede Rampen, Toten­lager og jødernes beboelsesområde. Ledelsen af lejren blev, helt ukarakteristisk, givet til dr. Irmfried Eberl, der havde været lægelig leder i eutanasianstalten Bernburg. Han var den eneste læge, der blev kommandant; de øvrige var alle politifolk. Eberl blev født 1904 i Bregenz, Østrig. Han studerede medicin i Innsbruck og meldte sig i 1931 ind i NSDAP. På grund af sit partitilhør flyttede han til Tyskland i 1936, og her arbejdede han blandt andet for den senere Rigslægeleder Conti. Den 31. januar 1940 tiltrådte Eberl som chef for eutanasianstalten i Brandenburg, siden bestred han samme stilling i Bernburg. Da han omkring februar 1942 tog med andre fra Stiftelsen til Minskområdet, var mindst 18.000 mennesker dræbt på de to anstalter under hans lægelige ledelse. I juni 1942 overtog han ledelsen i Treblinka fra lejrens konstruktør, Richard Thomalla. Lejren var ikke færdig, kun gashuset og en håndfuld barakker stod der. Wirth, der ikke brød sig om akademikere, instruerede tilsyneladende ikke Eberl, der ikke havde tilstrækkelige erfaringer med den praktiske gennemførelse af det massedrab, han nu var blevet sat i spidsen for. Eberl, der fremstår som en frådende antisemit, ville samtidig gerne vise sin gode vilje og gav besked til Lublin om, at han kunne modtage tre transporter om dagen. Der udviklede sig hurtigt kaotiske tilstande i lejren. På grund af de manglende erfaringer og de ufuldstændige strukturer i lejren blev mange transporter dræbt ved kaotiske masseskydninger, indimellem direkte ved ankomsten til Rampen. På Rampen stod ulossede tog fyldt med døde; overalt i lejren lå opsvulmede lig. Ukrainerne var uden for enhver kontrol; de havde i begyndelsen ikke plads nok i deres mandskabskvarterer, men lå i bivuak i skoven og kom og gik, som det passede dem. Prostituerede og sortbørshandlere fra Warszawa opslog regulære boder i skovene omkring Treblinka. Mandskabet, ukrainere såvel som tyskere, befandt sig i en permanent tilstand af fuldskab. Dertil kom, at en række uautoriserede personer færdedes i lejren. Det drejede sig blandt andet om tyske soldater, der var udstationeret i Warszawa; iblandt dem var 72


nem en åben port, springende over de død en plads omgivet af pigtråd.86

Treblinka modtog den første transport af jø Warszawa den 23 juli 1942. I september blev som på, at m nogen retur værdier fra 366.000 men dræbt der si Wirth, Oberh nik tog på in Eberl blev fo Bernburg på hed, og Fran tet op fra S

personale fra et panserkorps, altså værnemagten. Medlemmer af disse enheder tog på udflugter til Treblinka, der ikke var spærret af, her gik de omkring og fotograferede og beså transporternes endeligt.85 Eberl havde ikke fået vejledning i at opbygge lejrens procedurer. Der var ikke bygget hegn til adskillelse af de forskellige sektioner, og de ankommende jøder kunne således se gaskamrene og de åbne liggruber fra Rampen. Det førte ofte til panik, der igen ledte til, at personalet skød i flæng ind i de Dr. Irmfried Eberl i OT-uniform ved Østfronten, vinteren 1941-42. rædselsslagne skarer. De døde fra så- 76 danne episoder blev stoppet ind i tom- (Foto: GFK) me barakker, hvor de bare lå og rådnede. Der var heller ikke noget egentligt nakkeskudsanlæg; børn og gangbesværede blev kastet i en navnløs grube, hvorefter det drukne personale skød blindt ned i hullet, til der blev stille. Den overlevende Oscar Berger, der ankom til lejren den 22. august, har berettet: Da vi steg af toget, blev vi vidner til et frygteligt syn: Hundreder af lig lå overalt. Bunker af bylter, tøj, tasker, alt muligt blandet sammen. SS-soldater, tyskere og ukrainere, stod på tagene og skød blindt ind i menneskemassen. Mænd, kvinder og børn faldt blødende om. De, der ikke blev såret af skydningen, blev tvunget gennem en åben port, springende over de døde og sårede, til en plads omgivet af pigtråd.86

Treblinka modtog den første transport af jøder fra ghettoen i Warszawa den 23 juli 1942. I september blev Lublin opmærksom på, at man ikke modtog nogle returtransporter med værdier fra Treblinka, skønt 366.000 mennesker var blevet dræbt der siden starten i juli. Wirth, Oberhauser og Globocnik tog på inspektion i lejren. Eberl blev forflyttet tilbage til Bernburg på grund af uduelighed, og Franz 73

Dr. Irmfried Eb Østfronten, vint (Foto: GFK)


Stangl blev hentet op fra Sobibór, hvor han blev afløst af sin tidligere næstkommanderende, Franz Reich leitner.87 Omkring samme tid blev Wirth forfremmet til inspektør for Reinhardt-lejrene med sæde i tvangsarbejdslejren Alter Flugplatz i udkanten af Lublin; hans plads i Belzéc blev overtaget af hans gamle ven og kollega fra kriminal­ politiet i Stuttgart, Gottlieb Hering. Endelig overførte Wirth SS-Oberscharführer Kurt Franz fra Belzéc til Treblinka, hvor han skulle virke som Stangls næstkommanderende og genindføre lejrdisciplinen.

Lejrene, 1942-43 De tre lejre begyndte deres virke. Over sommeren 1942 udbyggede alle tre lejre deres gaskamre og fik tilført yderligere mandskab. Deres kapacitet blev øget, fordi Himmler i juni havde beordret alle de polske jøder myrdet, og det var klart, at de små kamre ikke kunne klare opgaven. Som sorte huller opslugte lejrene de polske jøder og jøder fra det øvrige Galicien, fra Frankrig, Holland, Grækenland, Makedonien, Tjekkiet, Slovakiet, Hviderusland, samt fra Tyskland og Østrig. Hermann Höfle, med den pompøse titel Leiter der Hauptabteilung “Einsatz Reinhardt“ beim SS- und Polizeiführer im Distrikt Lublin, sendte små kommandoer af specialister til ghettoerne. Her ledede de lokale enheder fra SS, politiet og en lang række andre væbnede enheder under likvideringerne af ghettoerne.88 Hos Christopher Browning kan vi læse om en sådan ghettorydningsaktion, udført af reservepolitibataljon 101. Første kompagni under kaptajn Wohlauf, der medbragte sin unge, gravide kone, ankom til byen Miedzyrzec vest for Poznan den 25. august, 1942. Ukrainerne fra Trawniki var allerede i gang med operationen, og Wohlauf var gået fra kompagniets lastvogne for at få sine ordrer: Mens mændene ventede på Wohlauf, mødte de en officer fra sikkerhedstjenesten, der allerede var ret fuld, selv om det endnu var tidligt på dagen. Det blev hurtigt klart, at [ukrainerne] også var fulde. De skød så hyppigt og så vildt, at politimændene ofte måtte gå i dækning for ikke at blive ramt. Politimændene så ligene af jøder, der var blevet skudt, overalt 74


i gaderne og husene. Tusinder af jøder strømmede ind på markedspladsen, drevet frem af [ukrainere] og politimænd. Her måtte de sidde eller knæle, uden at bevæge sig eller rejse sig. Som timerne gik på denne varme augustdag i sensommerheden, besvimede mange jøder og faldt om. Ydermere fortsatte slag og skud på markedspladsen. Fru Wohlauf [...] var yderst synlig i sin kjole på markedspladsen, mens hun overvågede begivenhederne fra tætteste hold. Omkring kl. 14 blev de ydre vagtposter kaldt til markedspladsen, og en eller to timer senere begyndte marchen til jernbanestationen. Den samlede styrke af [ukrainere] og politimænd var beskæftiget med at drive jøderne frem på ruten. Igen var skydning almindelig. De gangbesværede, der ikke kunne gå længere, blev skudt og efterladt ved siden af vejen. Lig kantede gaderne til stationen. Den sidste rædsel var reserveret til slutningen, for nu skulle togene lastes. Mens [ukrainere] og sikkerhedspoliti pakkede 120-140 jøder ind i hver vogn, stod politimændene vagt og observerede. Som en huskede: “Når tingene ikke gled, anvendte de piskene og riflerne. Lastningen var simpelthen rædselsfuld. Der lød et overjordisk skrig fra disse stakkels mennesker, fordi ti eller tyve vogne blev lastede samtidig. Hele fragttoget var skrækkeligt langt. Man kunne ikke se det i sin hele udstrækning. Det kunne have været på 50 eller 60 vogne, hvis ikke mere. Efter en vogn var lastet, blev dørene lukket og riglet.“ Efter toget var lastet, trak mændene fra reservepolitibataljonen sig hurtigt tilbage, uden at vente på at se toget køre bort.89 Transporterne rullede enten direkte til de tre udryddelseslejre eller til mellemstationer som Izbica.90 Belzéc, der hovedsagelig havde modtaget transporter fra området mellem Kraków og Lvov, lukkede for yderligere transporter i december 1942. Frem til maj foregik arbejdet med at opgrave og brænde lejrens ofre. De mellem 300 og 600 arbejdsjøder blev af Wirth personligt overtalt til at stige på et tog i slutningen af juni 1943. Påskuddet var, at de skulle overføres til andre lejre, men de blev i stedet kørt til Sobibór, taget fra vognene i grupper på 10 og skudt. 75


Vagterne fra Belzéc blev overført til Sobibór eller til arbejdslejre i Lublin-komplekset som Dorohuzca, Budzyn og Poniatowa; kun nogle få mænd blev tilbage for at forestå oprydningsarbejdet. Da lejren lukkede i maj, blev alle bygninger fjernet, og området blev oversået med lupiner. Det viste sig imidlertid hurtigt, at den lokale polske befolkning gik ind på området, hvor lejren havde ligget for at grave efter de skatte, de mente lå her. Wirth lod et lille husmandssted opføre på grunden, og en Trawniki-mand flyttede ind for at holde øje med stedet. Treblinka var den lejr, hvor drabstempoet var højest. I perioden mellem lejrens åbning den 23. juli og den 21. september 1942 blev 254.000 jøder fra Warszawa og 112.000 fra andre dele af Warszawadistriktet, i alt 366.000 mennesker, myrdet i Treblinka. Ved slutningen af januar 1943 var langt over 700.000 jøder omkommet i lejren.

Oprør i lejrene Den 2. august 1943 udbrød et fangeoprør i Treblinka. Det lykkedes de omkring 750 arbejdsjøder under ledelse af den tidligere officer Zelo Bloch at stikke nogle barakker i brand og derefter samlet storme hegnet med nogle få erobrede våben. Blandt de måske hundrede jøder, der undslap, var flere fra Totenlager. Mange af de flygtede blev siden dræbt i forbindelse med den efterfølgende tyske eftersøgningsaktion eller af polske og ukrainske bønder og partisaner i skovene. Kommandant Stangl blev sendt på orlov, og den tidligere næstkommanderende, nu SS-Untersturmführer Kurt Franz, blev hans efterfølger. Treblinka modtog kun nogle få transporter mere, før lejren i oktober/november blev lukket, de sidste jøder likvideret, alle spor fjernet og, som i Belzéc, et husmandssted opført på grunden. Da var mindst 970.000 jøder, samt nogle få tusinde sigøjnere, blevet myrdet og brændt på stedet. På trods af, at oprøret i Treblinka måske burde have gjort tyskerne mere agtpågivende, lykkedes det den 14. oktober 1943 arbejdsjøderne i Sobibór at gennemføre Anden Verdenskrigs måske mest spektakulære fangeoprør. Tyskerne overførte i september 1943 en gruppe jødiske tidligere soldater i Den Røde Hær, samlet og under ledelse af en løjtnant, Ale76


nig. Aktion Reinhardt var forbi.

Oktober 1943: Begravelsen af de faldne SS-mænd efter opstanden i Sobibór på den tyske miOktober 1943: Begravelsen af de faldne SS-mænd efter opstanden i Sobibór på litærkirkegård i Chelm. Midtfor (med kasket og overskæg) Erich Bauer; yderst til højre Ernst den tyske militærkirkegård i Chelm. Midtfor (med kasket og overskæg) Erich Zierke. (Foto: Fra Jules Schelvis: “Vernichtungslager Sobibór”) Bauer; yderst til højre Ernst Zierke. (Foto: Fra Jules Schelvis: „Vernichtungslager Sobobór)

xander Pecherski. Med hjælp fra fangerne planlagde denne gruppe soldater et angreb på vagterne i Sobibór. Man ville lokke de tyske underofficerer ind på værkstederne een ad gangen, slå dem ihjel og flygte i håbet om, at de tiloversblevne vagter og ukrainerne ville kunne overraskes. De fremmeste mål var de to ledende SS-mænd, Wagner og Frenzel, men ironisk nok overlevede begge. Wagner var ikke i lejren, da opstanden brød ud, og Frenzel lod sig ikke lokke ind på et værksted. Men det lykkedes at dræbe omkring 13 tyskere, heriblandt lejrens næstkommanderende officer, Johann Niemann, og mindst en ukrainer. Flere hundrede jøder brød ud. Da jøderne i lejr II ikke havde kunnet komme i kontakt med deres lidelsesfæller i Totenlager, blev disse sidste fuldstændig overraskede, da opstanden brød ud. Ingen jøder fra denne del af lejren overlevede. Knap tre uger senere, i dagene den 3. og 4. november 1943, likviderede særligt indkaldte SS- og politienheder samtlige arbejdslejre i Lublin-distriktet; omkring 43.000 mennesker blev skudt og brændt i løbet af disse to dage i den såkaldte Aktion Erntefest, heraf mere 77


end 18.000 på en mark i koncentrationslejren Majdanek. Mellem 1,6 og 1,8 millioner mennesker var blevet myrdet i Belzéc, Sobibór og Treblinka.91 De mest centrale dele af den jødiske kultur i Polen og Galicien, centrene i byer som Warszawa og Kraków, Lublin og Lvov var ikke mere. I sin endelige rapport til Himmler opgjorde Globocnik den samlede indtægt fra operationen til 178.745.960 Reichmark og 59 Pfennig.92 Aktion Reinhardt var forbi.


Stiftelsen af Torben Jørgensen  

Torben Jørgensen Bødlerne fra Aktion Reinhardt INFORMATIONS FORLAG gerningSmændene i hiStorieSkrivningen, 1945-2000 . . . . . .33 gern...