Söderrmalms mordene af Lars Bill Lundholm 9788770535335

“Nu må jeg se, Julia,” sagde knægten med slavisk accent. “Jeg har en hel del at gøre.”

“Vær nu sød,” sagde Julia, og Hake brød sig ikke om tonen i hendes stemme. Den lød undergiven og sukkersød.

Knægten tog hendes ansigt mellem sine hænder og så direkte på hende. Han kyssede hende på panden og skød hende så bryskt fra sig. Så kiggede han på hunden, der lå på et tæppe med fire hvalpe ved sin mave.

“Hvordan går det med Elina?” sagde han.

Julias blik hang endnu nogle sekunder ved knægtens ansigt, før hun så på hunden.

Netop da sørgede Hake for at gøre opmærksom på sig selv.

Som om han netop var kommet op ad trappen og ikke havde set, hvad der var foregået. Yuri så forskende på ham.

“Jeg er nødt til at køre, Julia. Oskar Lidman ringede. Jeg har vagt, og det haster. Teknikerne er allerede på gerningsstedet.”

“Gerningsstedet?” sagde Yuri. “Er du strømer?”

“Nej,” sagde Axel Hake. “Jeg er politimand. Og du er?”

Yuri lo stille for sig selv og sendte Julia et blik.

“Ifølge Julia er jeg fyrst Mysjkin. Du ved, fra Dostojevskis bog.”

“Altså en idiot.”

Julia sendte Hake et hadefuldt blik, men Yuri svarede roligt.

“Det er nok rigtigt. Jeg er nok idiot.”

Han smilede til Julia. Det var et blændende smil.

Oskar Lidman ventede på Hake nede ved Pålsundskanalen.

Teknikerne havde afspærret området, og nogle nysgerrige stod og forsøgte at få et glimt af, hvad der var sket. Liget lå bag et opspændt forhæng, for at pressefotograferne ikke skulle få lejlighed til at tage billeder af den myrdede mand. En reporter talte med Marianne de Vrie, der lavmælt fortalte, hvad der var sket. Kommissær Axel Hake gik frem og så ned på manden, der lå på et plasticlagen. Hans ansigt var grotesk opsvulmet, man kunne kun med nød og næppe skelne træk14