Page 1


K APITEL 1

Manden, der gik langs Pålsundskanalen og stirrede ned i det mørke vand, gøs en anelse. Han følte sig urolig og brød sig ikke om det, der var sket den sidste tid. Han begyndte så småt at tro, at han havde begået en stor fejl. Men det var for sent at gøre noget ved det nu, han måtte tænke nærmere over det senere, når alt var overstået. Han havde i hvert fald overholdt sin del af aftalen, andet kunne man ikke påstå. Alligevel var det svært at ignorere følelsen af ubehag, der lurede i mellemgulvet. Han kastede et blik bagud, men så kun taxien, han var kommet med, der holdt på den anden side af kanalen, på Söder Mälarstrand. Chaufføren sad og talte penge og havde endnu ikke tændt skiltet med “Fri”. Det regnede, en fin, vedvarende og kold støvregn. Det havde regnet uafbrudt i flere dage, kanalens sider var lerede og de smudsigbrune siv hang ud over vandet. Ved broerne lå der stadig både, der ventede på at blive taget op, han kunne ikke forstå, at man ikke gjorde det straks efter sæsonens slutning, men ventede længst muligt. Hvad dag det skulle være kunne kanalen fryse til, og så var det for sent. Manden stak hænderne i lommen og gik forbi en smuk spidsgatter med hvidt fordæk. Ejeren havde ikke engang gidet tage hynderne fra cockpittet ind. Hvordan kunne man misligholde en båd på den måde? Han havde stor lyst til at gå om bord og snuppe en af hynderne bare for at vise ejeren, hvor dumt det var at lade den slags dyre sager ligge fremme. Men han gik videre og trak bæltet strammere om frakken. Aftenen var faldet på hurtigt, og støvregnen gjorde, at kanalen svøbtes i en blålig regndis, der fik ham til at hundefryse. Han så på uret. Klokken var lidt over ni om aftenen. Og trods det ret tidlige tidspunkt, var der ikke et menneske i nærheden. De store piletræer, der lænede sig ned mod vandkanten og mangelen på gadebelysning gjorde vel også sit. Det var 7


ikke et sted for enlige kvinder at lufte hund. Men selv havde han ikke noget valg, mødestedet var fastlagt, og hvis han ikke kom, kom der heller ingen penge. Han gik bort fra broen, hen mod Heleneborgs sejlklub. Lige over ham hvælvede Västerbrons imponerende brospænd sig som en mørk bue mod den gule himmel. Mødestedet var ved bådplads 22. En smuk Pettersonbåd i mahogni lå fortøjet der, og da han nærmede sig broen, så han, at der var lys i motorbådens kahyt. Han standsede og forsøgte at kigge ind gennem koøjet, men det eneste, han kunne se, var ryggen af en eller anden. Han råbte, men fik ikke noget svar, og gik derfor ud på broen. Han råbte igen, satte forsigtigt foden på rælingen og trådte ned i cockpittet. Båden duvede, og personen i kahytten drejede hovedet og slukkede straks lyset. Der blev bælgmørkt, og manden kunne kun med nød og næppe skelne skikkelsen i kahytten. Han gik ud fra, at personen derinde var blevet skræmt, og skulle lige til at sige, at det bare var ham, da noget hårdt ramte ham over øjet. Først troede han, at han var snublet, for dørken kom op imod ham med rasende fart, og et kort sekund var det, som om det var den, der havde ramt ham midt i ansigtet. Men netop som han skulle til at forsøge at komme på benene og så op, fik han øje på jernrøret, og han nåede end ikke at sige, at man måtte have taget fejl, før det ramte ham i hovedet og for altid slukkede enhver mulighed for konversation og forklaringer. Den slags var kun for de levende.

8


K APITEL 2

Kommissær Axel Hake stod i køkkenet og støttede sig til sin stok. Han havde brede skuldre, kortklippet hår og var iført en svær tweedjakke og jeans. “Kommer du så?” Han så hen på sin søster Julia, der stod ved spejlet og forsøgte at få orden på sit viltre hår. Til forskel fra sin bror så hun ikke særlig godt ud, men hun havde smukke, ironiske øjne. Selv syntes hun, hun lignede en barnetegning, hvor alt var ude af proportion. Næsen var stor, læberne lidt for brede og ansigtet en smule dejagtigt. Men det bekymrede ikke Julia Hake, hendes store lidenskab var livet som dyrlæge i Tullingeskogarna, og hun havde aldrig lidt af mangel på mænd. Smukke mænd. De andre brød hun sig ikke om. Nogle kan lide mænd med humor, mænd med magt, mænd med en vis kulturfernis. Jeg kan godt lide smukke mænd, mere indviklet er det ikke, havde hun engang meddelt i en nonchalant tone. Men denne dag havde Axel Hake en mistanke om, at alt ikke var, som det burde. Hun havde oven i købet fundet en gammel læbestift, som hun smurte på læberne, og hun skar en grimasse til spejlet, så hende mund kom til at ligne et rødt sår. “Jeg skal hente Siri i børnehaven om en time, så du skal skynde dig,” sagde han og lænede sig mod stokken. Han var kørt ud til sin søster med nogle kartoner rødvin, en tjeneste han ind imellem gjorde hende, ikke mindst for at se hvordan hun havde det derude på bøhlandet. Huset var ensomt beliggende midt inde i en stor, mørk granskov, og han mente ikke, det var det bedste sted at bo for en enlig kvinde, men hans søster var aldrig bange. Tværtimod. Hun følte sig tryg, når der ikke var for mange mennesker i nærheden. Hun havde modtaget vinkartonerne lidt fraværende, stillet dem på komfuret, vimset lidt omkring og havde fået Axel 9


Hake til at love at køre hende ud et sted nogle kilometer væk. Hendes Landrover var punkteret, og hun havde ikke tid til at lave den. Hun skiftede tøj flere gange for til slut at iføre sig sin gamle cowboyjakke. Ind imellem havde hun spejlet sig mere, end han nogen sinde havde set hende gøre. Omsider var hun færdig, kastede et sidste blik i spejlet, sank lidt sammen og gik ud af huset. Axel Hake fulgte haltende efter. Han var ikke invalid, men han var blevet skudt i knæet og havde fået en varig skade efter en lægebehandling, som Hake fandt, var på grænsen til mishandling. “Sjalet,” råbte Julia og fór ind igen. Hake sukkede og gik videre hen mod sin gamle, rustne Citroën. Han satte sig på motorhjelmen og lod blikket vandre. Julia Hakes dyrlægeklinik så faldefærdig ud. Det store beboelseshus var ganske vist i rimelig stand, men laden og udhusene var om ikke misligholdte så i hvert fald skrøbelige. Julias forklaring var, at dyr ikke havde nogen æstetisk sans, og at klinikken, der mest tog sig af tilskadekomne heste, hunde og andre smådyr, opfyldte sin funktion og mere til. Døren gik op igen, og Julia kom gående med et farvestrålende sjal om skuldrene over cowboyjakken. Hun standsede og så direkte på ham. De søgræsfarvede øjne blinkede mod ham. “Nå,” sagde hun. “Er jeg god nok?” “Er det ikke bare en almindelig fyr i et veganerkollektiv, du skal møde?” “Ser jeg godt nok ud?” spurgte hun skarpt. Axel Hake nikkede. Hun så mere end godt nok ud. Alligevel var han urolig. Hun havde slæbt smukke, uduelige mænd hjem, så længe han kunne huske. Og hun havde behandlet dem som luft, hvilket på en eller anden måde havde gjort dem endnu mere interesserede i hende, da de ikke var vant til den behandling. Hun havde haft bøvl og ballade, og mere end én gang havde Axel Hake måttet træde til. Alligevel havde han altid haft på fornemmelsen, at hun ville komme igennem det uden alt for mange skrammer. Men denne gang virkede det, som om Julia var faldet pladask. Hun var blevet 10


usikker, mere lunefuld end normalt, og hun klagede over, at hun måske var blevet for gammel til at få børn. Manden, hun havde forelsket sig i, var egentlig kun en stor knægt på nogle og tyve år, af russisk herkomst og boede i et veganerkollektiv, der lå endnu længere inde i granskoven end dyrlægeklinikken. Hake havde aldrig mødt ham, og det eneste, det var lykkedes ham at finde ud af, var, at han var blond og skægløs. Når han havde spurgt til knægtens personlighed, havde Julia bare set uforstående på ham og undret sig over, hvad det havde med sagen at gøre. Knægten lignede jo for fanden en græsk gud ... Marianne de Vrie sad i sin smukke lejlighed på Långholmen og forsøgte at samle tankerne om den rejseguide, hun var i gang med at skrive. Hun havde udgivet en række velskrevne og faktaspækkede bøger, der blev købt af en trofast læserskare. Nu havde hun imidlertid problemer, hun havde pludselig fået en skriveblokering, og intet syntes at forme sig, som hun ønskede. Af en veninde havde hun fået det råd ikke at anstrenge sig så meget, men i stedet bruge internettet til at søge oplysninger om de steder, hun skrev om. Det havde Marianne anset som umoralsk. Men efter et halvt års skriveblokering havde hun begivet sig ud på nettet, og for nylig havde hun fundet en rejsebeskrivelse på fransk, som hun ikke regnede med, at nogen svenskere ville læse. Hun havde brugt dagen på at oversætte teksten, der handlede om et besøg på et fuglemarked i Marrakech. “Når fugle sandbader” ville hun kalde det, der skulle blive første kapitel i hendes bog. Men at gøre det havde gjort hende nervøs og urolig, hun skammede sig lidt, og besluttede at gå en lang tur for at dulme nerverne. Marianne så ud over det efterårsagtige landskab, det glødede i løvtræernes toppe, da hun gik ud ad Skutskepparvägen. For hvert skridt hun tog, følte hun, hvordan spændingerne aftog, hvorledes skyldfølelsen dæmpedes. Alligevel så hun sig lidt nervøst om, det føltes, som om nogen kiggede hende over skulderen og formanede hende om ikke at narre sine læsere. Hun satte farten op for at blive fornemmelsen 11


kvit. Det var imidlertid en fejl, hun tabte hurtigt pusten og var tvunget til at læne sig mod en trælåge, der stod åben ved Pålsundskanalen. Der løb en bro langs kanalen på den anden side af stakittet, og hun gik ud på den. Hun var opmærksom på sin fremtræden og brød sig ikke om, at folk skulle se hende stå og pruste. Hun sukkede og så ned i vandet. Først troede hun, at en eller anden havde stillet sig bag hende for at spejle sig i vandet, for lige under vandoverfladen stod en mand i frakke og stirrede på hende med tomme øjne. Det var først, da hun så det bølgende hår, de mælkehvide øjenhuler og det deforme ansigt, at hun indså, at det var en død mand, der mere eller mindre stod ret op og ned i vandet. Lige først kunne hun ikke fatte, hvordan det var muligt, men så fik hun øje på kæden omkring mandens ben, der holdt ham på plads. Og straks efter rungede hendes skrig langs kanalen og op mod Västerbrons mægtige hvælv. Et ekko der aldrig syntes at stilne af. Veganerkollektivet lå i en lysning omgivet af susende graner. Hovedbygningen var en stor, gulmalet, treetages villa fra århundredeskiftet. Bellmansgult, huskede Hake, at han engang havde læst om denne svenske, mørkegule farve, der havde været så almindelig på huse og bygninger i flere århundreder. Ved siden af huset stod nogle skure, og uden for et af dem stod en grå Folkevognsbus. Da han kørte ind på gårdspladsen, fik han øje på en ældre mand, der kom gående hen mod dem. Han var i halvtredserne og havde et magert ansigt, store buskede øjenbryn og kastanjebrunt hår. Hake havde forventet en eller anden gurulignende person som leder af kollektivet, men denne mand lignede mere en jæger end en filosof. Julia vinkede til ham, og manden nikkede kort. “Hvordan går det med Elina?” spurgte Julia, da de var steget ud af bilen. Manden så vagtsomt på Axel og hans stok, før han atter fæstnede blikket på Julia. “Jeg tror, feberen er på tilbagetog, men det er nok bedst, du kigger på hende.” 12


Julia havde fortalt, at kollektivets eneste hund havde fået hvalpe og var blevet rigtig syg, og at hun selv havde ansvaret for den. Det var på den måde, hun havde truffet sin legekammerat. “Er Yuri hjemme?” Manden nikkede i retning af hoveddøren. “Han våger over hende.” Julia lyste op, åbnede bagagerummet og tog sine dyrlægeremedier frem. “Så går jeg ind,” sagde hun og så på sin bror. “Højst ti minutter,” sagde Hake. Julia nikkede og skyndte sig ind. Manden trådte et skridt hen mod Hake og rakte hånden frem. “Gustav Lövenhjelm,” sagde han. “Axel Hake. Jeg er Julias bror.” “Ja så,” sagde Lövenhjelm. “I ligner ikke ligefrem hinanden.” Han inspicerede Hake ganske ugenert. “Næh,” sagde Hake, “man kan jo aldrig vide det med sikkerhed, men vores forældre påstår det i hvert fald.” Lövenhjelm lo lidt, drejede om på hælen og kastede et blik op mod huset. “Der er urtete derinde,” sagde han. “Man må tage selv, sådan fungerer kollektivet.” Hake takkede og gik op mod huset, samtidig med at to unge kvinder, der var kommet cyklende, standsede ved siden af Gustav Lövenhjelm. Hake hørte ham sige noget om, at de var heldige, at der var plads i kollektivet netop nu. Resten hørte Hake ikke, for hans mobiltelefon begyndte at ringe med et rasende signal. Det var Oskar Lidman, hans kollega i politiet. “Du bliver nødt til at komme,” sagde Lidman. “Vi har et vandlig.” Hake gik ind i huset for at finde Julia. Han syntes, han hørte hendes stemme fra første sal og gik op ad en bred trappe mod stemmerne. I et af værelserne stod Julia foran en ung knægt med lyst, næsten albinoagtigt ansigt og kridhvidt hår. 13


“Nu må jeg se, Julia,” sagde knægten med slavisk accent. “Jeg har en hel del at gøre.” “Vær nu sød,” sagde Julia, og Hake brød sig ikke om tonen i hendes stemme. Den lød undergiven og sukkersød. Knægten tog hendes ansigt mellem sine hænder og så direkte på hende. Han kyssede hende på panden og skød hende så bryskt fra sig. Så kiggede han på hunden, der lå på et tæppe med fire hvalpe ved sin mave. “Hvordan går det med Elina?” sagde han. Julias blik hang endnu nogle sekunder ved knægtens ansigt, før hun så på hunden. Netop da sørgede Hake for at gøre opmærksom på sig selv. Som om han netop var kommet op ad trappen og ikke havde set, hvad der var foregået. Yuri så forskende på ham. “Jeg er nødt til at køre, Julia. Oskar Lidman ringede. Jeg har vagt, og det haster. Teknikerne er allerede på gerningsstedet.” “Gerningsstedet?” sagde Yuri. “Er du strømer?” “Nej,” sagde Axel Hake. “Jeg er politimand. Og du er?” Yuri lo stille for sig selv og sendte Julia et blik. “Ifølge Julia er jeg fyrst Mysjkin. Du ved, fra Dostojevskis bog.” “Altså en idiot.” Julia sendte Hake et hadefuldt blik, men Yuri svarede roligt. “Det er nok rigtigt. Jeg er nok idiot.” Han smilede til Julia. Det var et blændende smil. Oskar Lidman ventede på Hake nede ved Pålsundskanalen. Teknikerne havde afspærret området, og nogle nysgerrige stod og forsøgte at få et glimt af, hvad der var sket. Liget lå bag et opspændt forhæng, for at pressefotograferne ikke skulle få lejlighed til at tage billeder af den myrdede mand. En reporter talte med Marianne de Vrie, der lavmælt fortalte, hvad der var sket. Kommissær Axel Hake gik frem og så ned på manden, der lå på et plasticlagen. Hans ansigt var grotesk opsvulmet, man kunne kun med nød og næppe skelne træk14


kene. Selv kroppen var svulmet op, og huden var løs og en smule olieagtig. Håret var rødt, men øjenfarven var umulig at bestemme. Fisk og andre vanddyr havde gnavet store dele af øjenæblerne væk. “Ved vi, hvem han er?” spurgte Hake. Oskar Lidman rystede på hovedet og stak hænderne i jakkelommerne. Han var en stor mand, for ikke at sige fed, men han bevægede sig let og hurtigt, når det behøvedes. Man kunne næsten fornemme, at hans store lidenskab var dans, for han gik rytmisk, som om han fulgte en melodi til en salsa eller en rumba. “Det kan vel ikke blive alt for vanskeligt med den tatovering.” Han pegede på mandens venstre arm. Den var tatoveret med en hvid kinesisk drage med vinger på sort baggrund. I det ene hjørne stod tallet to, og midt i tatoveringen var en firkant delt i to farver, rød og grøn, med noget der lignede en guldfarvet bålflamme i midten. Hake havde aldrig set noget lignende. “Hvis han altså er svensker,” tilføjede Lidman. En mager fyr kom hen mod dem. Det var retsmediciner Brandt. Han nikkede kort til begge politimænd. “Jeg kan allerede nu fortælle, at det bliver umuligt at fastslå tidspunktet for mordet, for han har sikkert ligget i vandet en uges tid, og vandtemperaturen har skiftet meget de sidste dage.” Typisk, tænkte Hake. Det betød, at man ikke kunne spørge eventuelle mistænkte, om de havde et alibi. “Men han er blevet myrdet,” fortsatte Brandt med sin knastørre stemme. “Nogen har slået ham med en rund genstand i hovedet to eller tre gange. Et jernrør eller noget i den stil.” “Han var altså død, inden han blev sænket i vandet?” Brandt så på Hake med slet skjult uvilje. “Hvad fanden tror du? Som du kan se, er hjerneskallen jo på det nærmeste knust.” “Man kan jo godt blive druknet først, og så få skallen slået ind bagefter,” sagde Hake roligt. “Det kan jo ske, at nogen 15


gerne vil blande kortene lidt.” Han havde ikke i sinde at lade Brandt vinde på billige points. Uden at svare vendte Brandt sig om og gik hen mod ligvognen. Hake så atter på den myrdede mand. Kæden omkring foden havde skåret dybe mærker i kødet, og man så tydeligt de hvide benpiber under metallænken. Ankeret, der var fastgjort til kæden, var af stål og tung nok til at holde manden på plads under vandet. “Hvorfor sænke ham ned her?” “Det er måske mordstedet,” sagde Lidman. “Det er muligt, men hvorfor overhovedet sænke ham i vandet? Hvorfor ikke bare smide ham? Hvis man ikke ønsker, at liget skal blive fundet, så gør man det i hvert fald ikke på denne måde, for før eller siden kommer der nogen og finder det.” “Og siden hvornår er mordere blevet smarte?” sagde Lidman beskt og så op mod Västerbrons larmende tag og bagefter ned på jorden. Under broen voksede næsten intet, der trivedes kun bænkebidere og gnavere. Alt var lige så dødt som personen på plasticlagenet. Da findestedet lå lige præcis under den vældige stålkonstruktion, havde spadserende på broen ikke kunnet se, hvad der foregik ved molen. Der lå stadig lystbåde fortøjret på begge sider af kanalen, men de fleste var allerede halet på land og stod under store presenninger. Nogle stod på trailere, nogle på træbukke. Flere biler holdt også parkeret på området, og næsten nede ved vandet stod en hvid, gammel bus med skiltet “Ikke i rute” over førerpladsen. Axel Hake så på uret. “Er Tobisson ikke kommet endnu?” Lidman rystede på hovedet. “Når han kommer, må du sætte ham i gang med at forhøre sig fra dør til dør sammen med et par mand.” “Så bliver han glad,” sagde Lidman og så sig om. “Men der er ikke så mange boliger heromkring.” Hake pegede med stokken på den anden side af kanalen, 16


på de store, høje karreer på Lorensbergsgatan over for Söder Mälarstrand. “Det var nu dem der, jeg tænkte på,” sagde han. “Man kan jo faktisk se herover fra vinduerne.” Lidman våndede sig. Der boede sandsynligvis hundreder af lejere, så det ville blive noget af et arbejde. Han ville ønske, Hake selv ville sætte Tobias Tobisson til det. Hake kastede et sidste blik på den døde mand og gik så hen til teknikerne for at sige til dem, at de kunne gå i gang med at undersøge findestedet. Derefter slentrede han langsomt langs Pålsundskanalen, til han nåede spidsen af Mälarværftet. Han ville gå lidt for sig selv for at indsnuse omgivelserne. Långholmen var en smuk lille del af Södermalm. Næsten idyllisk, hvor selv de mindre huse og værksteder så tiltalende ud, selv om han vidste, at man sled og slæbte derinde. En svejseflamme blev tændt og slukkedes igen i et af værkstederne og lyste op i det store vindue, der vendte ud mod promenaden. Han så ud over vandet. Et eller andet gnavede dybt i hans underbevidsthed, men han kunne ikke gribe fat om det. Han lod blikket glide langs Stadshuskajen, videre mod Riddarholmen og endelig mod Söders bakker. Han hensank i tanker om den bydel, hvor han nu befandt sig. Södermalm havde forandret sig meget. I starten havde det været et rigtigt arbejderkvarter med væverier, bryggerier, trankogerier og alle mulige småindustrier. Der havde været et mylder af tjenestefolk, klunsere, skifteholdsarbejdere og håndværkere. Børnehjemmene, fængslerne og spritfabrikkerne havde ligget der, og det var dertil Gustav Vasa forviste de sindssyge og spedalske. De senere år havde kvarteret imidlertid fået en betydelig højere status, da journalister, kulturarbejdere og alle slags kunstnere var flyttet derud. Det var blevet fashionabelt at bo på Söder, de unge valfartede derud, og det vrimlede med fortovscafeer, barer og restauranter. Alligevel føltes det som en helt speciel del af Stockholm. Måske lidt fattigere end de øvrige dele af byen, for der var stadig masser af småskure, garager, bokselokaler og gamle rønner. Desuden var det på Söder, man kunne se, at Stockholm var en del af skærgården. 17


Der stak urfjeldet frem, der styrtede klipperne ned i vandet, og der lå klynger af småskure og fiskerrønner langs skrænterne fra Katarina til Maria. Hake vendte blikket fra Söder mod Kungsholmen. På den anden side af vandet kunne han se op mod Chapmansgatan. Hvor han selv boede. Ikke langt derfra lå hans datter Siris børnehave. Først da tog den gnavende fornemmelse i baghovedet fast form. Han stoppede op og bandede sagte. “Siri,” sagde han højt. Han så på uret og opdagede, at han var over en time forsinket. Han tog mobiltelefonen frem og ringede til børnehaven, men den duttede optaget. Han skyndte sig tilbage til sin bil.

18


K APITEL 3

Hake vågnede tidligt næste dag. Det gjorde han altid, når han skulle i gang med en ny sag. Noget var allerede gået i gang i ham, og han var både spændt og nysgerrig, en fornemmelse han var alt for bekendt med. Han følte sig som en fuldblodshest, der skal føres ind i startboksen, og som ved, hvad det gælder, men alligevel helst ikke vil deltage, men stritter imod og i det hele taget er vrangvillig. Når først startlågerne er gået op og løbet sat i gang, var det en anden sag, men tiden før var den værste. Hanna sov stadig, og han vidste, det ville vare en rum tid, før han kunne sove hos hende igen. Hun ville ikke vide af ham i sin seng, når han var midt i en mordefterforskning. Hun sagde, det føltes, som om blodlugten stadig hang i hans tøj efter besøg hos retsmedicinere og på gerningssteder. Først havde han haft svært ved at acceptere det, men det var simpelthen sådan, de havde besluttet sig for at leve – med hver sin bolig. Han havde sin lejlighed i Chapmansgatan og hun sin ved Kungsholms kirke. Hake vendte sig om på siden og så på hende. Hun havde et gammeldags ansigt, næsten gennemsigtigt med fregner omkring næseroden og en gavmild mund med lidt sprukne læber. Håret hang ned over halvdelen af ansigtet, og han strøg det forsigtigt bort med hånden. Hun mumlede lidt i søvne, men så åbnedes et øje, et næsten farveløst øje, som først så skarpt på ham, inden blikket mildnedes lidt. Hun kyssede ham hastigt på munden og vendte sig så om og sov videre. De havde haft det rart aftenen inden. Hun havde ikke gjort noget stort nummer ud af, at han var kommet for sent til børnehaven. Siri havde heller ikke sagt noget, da han endelig dukkede op, men havde blot set lidt træt på ham, inden hun gik ud i garderoben og tog sin regnfrakke på. “Skal vi sige noget til mor?” spurgte hun ligefremt. 19


Hun var kommet i den alder, hvor hun kunne lide hemmeligheder og en smule spænding for at se, hvor grænserne blev trukket. “Hun forstår det nok,” sagde Hake. “Det er jeg ikke helt så sikker på,” svarede Siri. Da Hake trådte ud af porten denne tidlige morgen, regnede det, ganske som det havde gjort ind imellem i ugevis. Kirkegården med dens jernstakit så truende ud i den grålige dis. Horisonten indsnævredes af de store boligkarreer, og nede mod vandet syntes de mørke mure at trække sig indad for at beskytte sig mod regnen. Hake skyndte sig langs husfacaderne, og stokken måtte gøre det ud for en slags føler i regnkaskaderne, der hindrede udsynet. Halvvejs til politistationen kom han i tanker om, at han skulle til Retsmedicinsk Institut, så han måtte kæmpe sig tilbage mod den bidende blæst til sin bil. Turen blev et mareridt, med mørkklædte skygger der pludselig storkede ud på gaden og gik ud fra som givet, at de var blevet set gennem regnskyllet, biler der uden forudgående varsel bremsede op foran ham, og bilkøer der slyngede sig hele vejen ud til Solna. Han bandede ud mellem sammenbidte tænder. Da han var nået vel ud til Retsmedicinsk og havde fået regnfrakken af, ændredes hans sindstilstand pludselig. Nu blev han i stedet irriteret over den kunstfærdige orden og regelmæssighed, der herskede i lokalerne. De glatte vægge gjorde et sterilt indtryk, de blanke køleanordninger reflekterede lyset fra vinduerne skarpt og sagligt, og de nyvaskede obduktionsborde stod på række, som hørte de hjemme i en maskinhal. Men sådan var det, når en ny efterforskning gik i gang. Irritationen lå altid på lur. Hake satte kursen mod det fjerneste stålbord, hvor Oskar Lidman stod sammen med Brandt og så ned på liget. Det så obskønt ud, ikke bare den opsvulmede krop og det gulerodsfarvede kønshår, der krøllede i skridtet, ikke bare det gabende sår i hovedet, der nu lyste blåt og grinende mod det, der var tilbage af det røde hår efter kronragningen, men selve det at 20


lægge et splitternøgent menneske på det blanke bord til almen beskuelse. Som et stykke kød. At Brandt derefter havde skåret i kroppen, og man kunne se store sting over brystkassen, hvor snittet var blevet lagt, gjorde det ikke mindre smagløst. “Der er ikke noget vand i lungerne, så han døde af skaderne på issen” sagde Brandt, da Hake nærmede sig. “Ganske som jeg troede.” Han så triumferende på Hake. “Er der mere?” Brandt pegede på en skål, hvori der lå et eller andet organ. “Dårlig lever. Det kan jeg sige på stående fod, nærmest fedt på leveren. I det hele taget var han i dårlig kondition. Men han havde hverken alkohol eller narkotika i blodet.” “Kan du sige, hvornår han døde?” “Nej, og jeg tvivler på, om nogen kan. Det var koldt i vandet, og så går forrådnelsesprocessen jo langsomt.” “Giv mig i hvert fald en omtrentlig dato.” “Du kan godt opgive. Jeg er videnskabsmand og ikke spåmand.” “To uger, tre uger?” Brandt jamrede sig lidt, før han trak på skuldrene. “Snarere to, men det vil jeg ikke aflægge ed på.” “Kan du så fortælle, hvor gammel han er?” “Han havde kondition som en tresårig, men jeg tror, han er omkring de fyrre.” “Hvorfor det?” “Ingen prostataforstørrelse som de fleste mænd får i den alder, tænderne er ikke begyndt at løsne sig.” “Hvordan ser plomberingerne ud?” “Jeg er ikke ekspert, men de ligner i hvert fald ikke de traditionelle øststatsplomberinger. Ikke en guldtand så langt øjet rækker.” “Og skaderne han døde af?” “Olle Sandstedt fra teknisk afdeling var her og sagde, at det efter al sandsynlighed var et jernrør. Det må have været temmelig langt for at have fået så stor kraft, at hjerneskallen sprak.” 21


Hake nikkede og så på Lidman, der lod en pebermyntekaramel vandre fra den ene side af munden til den anden. Det var hans seneste mani for at forsøge at holde op med at ryge. Tidligere havde han tygget tandstikkere, men til sidst var hans kone blevet træt af at finde bløde, flossede tandstikkere overalt i lejligheden. “Vi får fotograferet ansigtet, uanset hvor grotesk det ser ud. Og den der tatovering vil jeg også have et nærbillede af.” Han pegede på den sorthvide drage. “Jeg har aldrig set noget lignende,” sagde Brandt. “Den ser hverken kinesisk eller vesterlandsk ud. Et romertal to og en kinesisk drage.” Han rystede på hovedet. Hake kastede et sidste blik på manden på stålbordet. Døden var aldrig klædelig, især ikke når det drejede sig om lig, der var blevet fundet i vandet. Axel Hake og Oskar Lidman spiste pølser i politikantinen, inden de gik op til afdelingen for at begynde at indrette et hovedkvarter. De havde ikke så meget at komme med endnu, men laboratoriet havde allerede fremskaffet billeder, og Lidman satte dem op på en stor opslagstavle. Der var billeder fra både obduktionen og findestedet. Døren gik op, og Tobias Tobisson kom ind. Han lignede en streg i luften ved siden af den overvægtige Lidman. Han havde gjort en dyd af at være senet og mager og så sig selv som en langdistanceløber, der kilometer efter kilometer bed smerten i sig og holdt tempoet hele vejen. Han foragtede Lidman for hans slappe kropsbevidsthed, men var samtidig lidt bange for kollegaens intelligens og hurtige kommentarer. De kunne ramme plet. Som når Lidman kom med en opstilling, der viste, at han havde forsømt mindre end Tobisson, trods dennes praleri om hvor godt han havde det takket være motionen. “Der har du det sort på hvidt. Halvdelen af dine sygedage skyldes idrætsskader. Så er det en dårlig menisk, så er det ledbåndsbetændelse. Motion lønner sig ikke.” 22


Tobisson blev ham svar skyldig. Nu standsede han foran opslagstavlen og så på fotografierne. Det var første gang, han så manden. Han vendte hurtigt blikket bort og tog en notesbog. “Jeg stemte dørklokker i går og i dag,” sagde han sagligt. “Uden at vide hvilket tidspunkt, de skulle huske, ja end ikke hvilken uge. Uden at have noget fotografi af fyren.” “Er der nogen, der har set noget?” Hake gik over til vinduet og kiggede ud. Himlen var lysnet lige over frokost, og lyset var blevet gult et kort øjeblik, hvor solen var brudt næsten igennem. Men kun næsten, for et øjeblik efter var det begyndt at øsregne igen. Nu var himlen blålilla, og Hake hørte, hvordan vandet fra nedløbsrørene plaskede voldsomt mod asfalten. “De har set alt muligt. Det virker, som om halvdelen af dem ikke har bestilt andet end at stirre ud af vinduet dag efter dag. De har set formodede bådtyve, de har set par, der boller på havebordene mellem de optrukne både. De har set mystiske personer. Men når man presser dem, viser det sig som oftest, at det drejer sig om nogen, de vil ramme.” Han skar en grimasse. “De har set narkovrag, bumser, arbejdssky elementer og letlevende fruentimmere, de har ...” “Har de set noget væsentligt?” afbrød Lidman utålmodigt og smaskede med sin pebermyntekaramel. “Nej,” sagde Tobisson tvært. “Du bliver alligevel nødt til at skrive rapport,” sagde Hake og vendte sig om mod ham. “Vi famler jo bare i blinde, men man ved aldrig.” “Måske er den myrdede ham manden, der bollede hende fruentimmeret på havebordet,” sagde Lidman. “En skinsyg ægtemand kan have fulgt efter dem.” Tobisson smilede til ham. Et af den slags selvsikre smil, som man kun har, når man ikke sidder med Sorteper. “Næppe. De var der i hvert fald i går igen.” Lidman rejste sig og trak op i bukserne. “Okay, men måske har de set noget. Under alle omstændig23


heder er det måske værd at følge op.” Hake nikkede til Tobisson, der stønnede tungt. “Tjek dem.” Han gik tilbage og satte sig på kanten af et skrivebord. “Teknisk afdeling er vel i gang med ankeret og kæden og eventuelle fingeraftryk. Oskar, du kan tjekke vores kontakter, om de har hørt noget om en henretning af en eller anden slags.” De havde en række meddelere, der plejede at vide, om der havde været noget i gære mellem de forskellige kriminelle bander. Det gjaldt både den såkaldte narkomafia og motorcykelbanderne. “Førsteprioritet er naturligvis hans identitet.” “Hvad har du tænkt dig at gøre?” sagde Lidman. “Jeg skal op til chefen og informere ham,” sagde Hake. “Der kan man tale om en mand uden identitet,” sagde Lidman. “Jeg har ikke set Rilke siden den store bondeopstand.” Men for en gangs skyld befandt Seymour Rilke sig på sit kontor. Ganske vist måtte Hake vente tyve minutter, inden han blev sluppet ind af Rilkes sekretær, men det var politichefens normale magtdemonstration. Han var minsandten ikke til stede for hvem som helst. Hake satte sig foran den lille mand, der tronede bag sit imponerende skrivebord og snurrede en Mont Blanc-fyldepen mellem sine små hænder. Hans hoved var stort og virkede overdimensioneret på de smalle skuldre og den lille krop. Den skræddersyede kamgarnshabit med lommetørklæde i brystlommen gav ham et lidt sippet udseende, men Hake lod sig ikke narre. Seymour Rilke havde såvel prestige som ambitioner, det havde han selv fået at føle adskillige gange. Hake lagde billederne fra obduktionen på politichefens skrivebord. Rilke fortrak ikke en mine, da han så det opsvulmede ansigt. Han betragtede det sagligt et langt øjeblik. “Hvem er det?” “Det ved vi ikke. Kun at han blev myrdet for nogle uger 24


siden og sænket ned i Pålsundskanalen med en kæde og et anker omkring benet.” “Svensker?” “Som sagt, vi ved det ikke.” Hake havde hængt stokken over armlænet, men den gled hele tiden ned. Til sidst tog han stokken og anbragte den mellem sine ben og nærmest støttede hagen på den. Rilke brød sig ikke om den stilling. Den gav Hake en autoritet, han ikke burde have i dette lokale. “Jeg vil gerne offentliggøre billedet,” sagde Hake. “Så vil alt gå hurtigere.” “Det kan der ikke være tale om. Det ville se ud, som om vi stod helt på bar bund og ikke havde spor at gå ud fra.” “Det er nok også en ganske udmærket beskrivelse af situationen.” “Ja, men I må anstrenge jer lidt mere, inden vi gør noget så drastisk. Jeg betragter det i hvert fald som en lavt prioriteret sag.” “Hvorfor det?” “Det ser ud som et opgør i underverdenen. Kaldte man det ikke ståplads i Nybroviken i gamle dage, når kriminelle bander gjorde det af med hinanden?” “Vi har som sagt ingen anelse om, hvad dette er for en forbrydelse, udover at det drejer sig om et mord,” sagde Hake dæmpet. “Du får i hvert fald ikke flere folk til det her,” sagde Rilke og skruede hætten af fyldepennen og begyndte at skrive. Audiensen var slut, og Hake rejste sig. “Er mordet lavt prioriteret, fordi det skete på Södermalm og ikke i et finere kvarter?” Seymour Rilke så end ikke på ham. “Vær nu ikke latterlig, Axel,” sagde han. Axel Hake ringede på hos sin nabo Lars Larsson-Varg. Den tidligere museumsinspektør åbnede døren og vinkede Hake ind. Han var klædt i et krøllet sæt lærredstøj og en smudsig Tshirt. På hovedet havde han en lille silkekalot og på fødderne 25


et par slidte espadriller. Stuen var overlæsset med kuriosa og billeder, og på bordet tronede en stor gipsbuste af Strindberg. Lige ved siden af lå et par boksehandsker, og i en krystalkaraffel var der vin. Han skænkede et glas til sig selv og gjorde en gestus mod Hake, der afslog. Hake viste billedet af tatoveringen til Larsson-Varg, der så nysgerrigt på det. Han var ekspert i renaissancekunst, men var interesseret i alle slags billeder. “Interessant,” sagde han og tog en slurk vin. “Det haster.” “Giv mig et par dage.” Han så på Hake. “Er det et lig?” Hake nikkede. “Så burde man flå ham og beholde huden med tatoveringen på.” “Det er sgu da grotesk!” “Nej, jeg mener det virkelig. På japanske museer findes der flere smukt tatoverede huder. Hele rygge med forskellige mestres mønstre. Det er jo kunstværker, for helvede. De skal bevares for eftertiden.” “Ham her flår vi i hvert fald ikke,” sagde Hake bestemt. “Som du vil.” Larsson-Varg fortsatte med at kigge på billedet. “På stående fod kan jeg i hvert fald sige, at dragen er en såkaldt Annamdrage.” Han gik hen til reolen og tog en bog ud, åbnede den og viste et dragebillede, der vagt mindede om tatoveringens motiv. “Det er altid noget,” sagde Hake. “Ring til mig, når du ved mere.” Larsson-Varg hørte ikke, da han gik. Han var fordybet i billedet og havde taget nogle farveprøver frem, som han lagde ved siden af det. “Måske skal den forestille guld, den der flamme,” mumlede han for sig selv. “Det gør den ekstra interessant ...” Hake spadserede langsomt ad Skutskepparvägen på Långhol26


men. Hele området var en oase midt i Stockholm med Mälarens vande rundt om. Det gamle fængsel var nu konferencehotel, selv om nogle af cellerne var blevet overladt til kunstnere. Men Hake gik ikke i den retning, men i den modsatte, mod det gamle Mälarværft. Det lå mere gemt af vejen, og hvis forbrydelsen var blevet begået i nærheden af findestedet, var det nok på denne side af øen og ikke ved fængslet med de mange promenader og joggingstier man skulle begynde. Han så, hvordan småbådene, der endnu ikke var trukket på land for vinteren, lå og duvede i fortøjningerne i det skvulpende vand, der næsten var opalfarvet nu, hvor regnen havde spredt oliepletter over hele kanalen. Han stødte stokken mod en presenning, der lå over en båd, så regnvandet løb ned ad kanvassen. Han skuttede sig og slog frakkekraven op og så sig om i virvaret af trailere, bådskure og alskens skrammel. Jo, her kunne man godt begå et mord, uden at nogen så det. På højre side af Pålsundsbron lå et smukt, orangefarvet stenhus med det mærkelige navn “Fordærvelsen”, et tidligere værtshus der nu husede forskellige slags foreninger. Hake tog notesbogen, som han altid havde på sig, frem og noterede, at det skulle besøges. Nogen havde måske bemærket noget. Han forsøgte altid at fastholde sit første indtryk. Ofte gav det impulser, måske irrationelle og uvedkommende, men Hake stolede på dem og skrev dem omhyggeligt ned. Hans første notat lød: “vandbyen Stockholm”. Han skrev det, fordi han havde på fornemmelsen, at findestedet var af betydning, at der var en grund til, at liget var blevet fundet netop i denne kanal. Det føltes ikke, som om mordet var begået i en forstad, og at nogen derpå havde kørt liget herind for at smide det netop her. Hake gik videre og mødte en lille truck, der kom susende forbi ham og videre mod Pålsundsbron, en lille bro der hvælvede sig over kanalen og effektivt hindrede større både i at sejle ind. Han vendte om og gik mod trucken, der blev ført af en mand i fyrrerne. Han var iført snavset arbejdstøj og havde et indsunkent, hærget ansigt. På hovedet sad en slidt bomuldskasket, der så ud til at have været udsat for alt for megen 27


regn. Han vendte ligegyldigt blikket mod Hake. “Hej,” sagde Hake. “Politiet. Må jeg stille dig et par spørgsmål?” Manden så opgivende ud, som havde han været udsat for alverdens uheld denne dag. “Er det noget specielt?” “Vi har fundet en myrdet mand nede i kanalen derovre. Lige under Västerbron.” “Jeg har hørt om det, men jeg ved ikke noget.” Hake så, at kraven var fedtet og jakken slidt. Manden virkede nervøs, og hans måde at se sig om på samt nogle blå tatoveringer på hænderne røbede, at han hørte til fængselsklientellets skare. “Du kører vel rundt på din truck her og ser en hel del, ikke sandt?” sagde Hake. Manden trak på skuldrene. “Ser og ser. Jeg har mit at passe.” Hake gik nærmere og mødte mandens blik, der på en eller anden måde var uskarpt. Som om mandens vandagtige pupiller overhovedet ikke kunne fokusere. “Hjælper du bådejerne nede ved kanalen med at tage bådene op ind imellem?” Manden nikkede. “Kender du de fleste af dem?” “Kender og kender.” Hake tog billedet af den myrdede op af inderlommen og rakte det til truckføreren. “Har du nogen sinde set ham her i området?” “Føj for fanden,” sagde manden, men kunne ikke rive blikket væk fra billedet. “Han er nok lidt opsvulmet, men det burde ikke være helt umuligt at genkende ham, hvis man har set ham før.” Manden gav ham fotografiet tilbage. “Jeg har i hvert fald ikke set ham før.” Hake stak billedet i lommen. “Heleneborgs sejlklub derhenne,” sagde han. “Har de nogen, der kommer her og holder opsyn?” 28


“Opsyn og opsyn. Det bedste ved det her sted er, at der ikke er nogen, der holder opsyn.” “Der må da være nogen, der tager sig af klubbens både.” “Det ordner bådejerne selv.” “Men en sejlklub er vel for fanden en sejlklub.” “Det er i hvert fald ikke mit bord.” “Nogen der har meldt et stjålet anker og en tilhørende ankerkæde?” “Jeg har ikke noget med ...” “Måske har du hørt noget,” sagde Hake skarpt. Han var ved at miste tålmodigheden, og manden fór sammen. Som om nogen havde slået ham. Han så ned i jorden, men sagde ikke noget. Hake syntes, han lignede en pisket hund. “Hvis du kommer i tanker om noget,” sagde Hake forsonende og tog sit visitkort frem, “ så lad mig høre fra dig. Vi har ikke tænkt os at spørge, hvad du tjener sort på at hjælpe bådejerne med at tage både på land. Vi er kun interesseret i mordet.” Manden så stift på ham uden at svare. “Jamen, så tak,” sagde Hake. Lige da han skulle til at vende sig for at gå, sagde manden pludselig: “Der sidder en eller anden idiot og glor hele dagen ud af vinduet derovre i Heleneborgs gård. Jeg tror, det er en invalid. Eller også er det en lille pige. Måske har hun set noget.” Han gjorde en gestus op mod bomuldskasketten, en slags honnør, inden han satte i gear og kørte hen mod slæbestedet. Hake så over mod den anden side af kanalen, hvor manden havde peget. Der lå et gammelt gulligt stenhus i to etager med et stort atelier i den ene gavl. Han gik tilbage over broen, krydsede Söder Mälarstrand og standsede ved gruspladsen foran huset. Han så op mod vinduesrækkerne, og ganske rigtigt, bag en mørk rude skimtede han et hvidt dukkeansigt. Han fandt ingen indgang på forsiden og gik rundt om huset, ind mellem to store lågestolper uden låge og fandt en port med kodelås. Netop som han nåede derhen, summede låsen, 29


og portlåsen gik op. Han skød døren op og trådte ind. Der hørtes en spæd stemme fra øverste etage. “Anden sal til højre.” Døren til lejligheden på anden sal stod allerede åben, og Hake trådte ind i et lyst, smukt værelse, der var smagfuldt møbleret i gule og beige toner. Der duftede stærkt af rosenvand. En siameserkat med apatiske øjne så hurtigt på ham, inden den fortsatte ind i et andet værelse. På den anden side af de vidtåbne døre var en dagligstue, og helt henne ved vinduet sad en lille kvinde i en kørestol. Det ene ben var kappet af lige under knæet, og pyjamasbuksebenet var sat op med en sikkerhedsnål. Over pyjamassen havde hun en elegant silkekimono. Først nu så Hake, at det var et gammelt ansigt, stærkt sminket men på en måde, der mindede om en dukke. Øjnene var porcelænsblå og kinderne let rosafarvede i det kridhvide ansigt, som om der var lidt for varmt i lejligheden, så ansigtsfarven var blevet stærkere. Hun var meget spæd og næsten helt uden bryst, et miniaturemenneske. “Lizzi Hammarlund,” sagde hun. “Telefonist, indtil en spritbilist kørte mig ned.” Hun talte med en udpræget Söderaccent, der parret med den lyse, næsten uskyldsrene stemme gjorde et komisk indtryk. Hake præsenterede sig og så sig fascineret om. Dagligstuen blandede gamle Ludvig XIV-møbler med computere, og på et gustaviansk udtræksbord stod avanceret fotoudstyr. I stuen ved siden af, hvortil døren stod på klem, kunne han skimte en lille barneseng ved siden af et lovlig stort toiletbord overfyldt med sminke og parfumer og et spejl i guldramme. “Jeg går aldrig ud,” sagde hun. “Jeg bestiller alt herfra. Via nettet. Selv sprutten.” Hun nikkede hen mod et elegant likørglas, der var halvt drukket. Ved siden af stod en flaske grøn Chartreuse. “Det er ikke dig, der er ’Edmund’?” “Nej, jeg er fra politiet.” “Åh, alle påstår, at de er både det ene og det andet. Jeg spurgte nærmest, fordi ’Edmund’ har sporet mig via et chat30


rum og skrevet, at han vil komme og hilse på mig. Sikkert en pædofil. Jeg foregav at være tolv år.” Hun lo voldsomt, til hun begyndte at hoste. Det hindrede hende ikke i at tage et cigaretetui af sølv frem og tænde en cigaret. Hake tog sin legitimation frem, men Lizzi kiggede ikke på den. “Den slags kan vel forfalskes ligesom alt andet.” “Måske. Men jeg er faktisk politimand og interesseret i, hvad du måske har set.” “Var det ham idioten på trucken, der sagde, at jeg sad her og spionerede dag efter dag?” “Det var ikke netop sådan, han udtrykte det.” Lizzi smilede bredt. Selv tænderne havde en næsten perfekt farve, helt hvide, og han spekulerede på, om hun også malede dem. Han kunne ikke afgøre, om hun var tredive eller tres år, så stærkt sminket var hun. “Jeg tør sætte min sidste krone på, at han er spjældkandidat. Du så vel tatoveringerne på hans hænder?” Hake nikkede. “Og at han kommer ind og sidde igen, det er der ingen tvivl om. Jeg har set ham gøre ting ...” “Jeg efterforsker et mord, Lizzi, så alt andet må gå via de almindelige politikanaler.” Lizzi Hammarlund tav surt, som om hun var blevet afvist, og drejede sig om mod vinduet, der vendte ud mod Pålsundskanalen. Lidt efter begyndte hun igen at tale på sit slangprægede barnesprog. “Ganske rigtigt, jeg sidder her hver dag og spionerer. Der er ikke så meget andet at gøre. Men jeg er tit ude i cyberspace og kommunikerer med hele verden.” Hun strøg med hånden gennem håret, og de mørkerøde negle rimede dårligt med den lille pigehånd. “Det er min måde at ’se’ verden. Jeg rejser langt hver dag, og det er fandeme noget længere, end ham truckføreren nogen sinde har været. Sidde og køre rundt på Långholmen den ene dag efter den anden, hvad slags liv er det?” Hun lo for sig selv igen. 31


“Om mordet,” sagde Hake og støttede sig til stokken. Benet var begyndt at gøre ondt efter spadsereturene, og som om hun læste Hakes tanker, sagde hun: “Sid ned.” Han satte sig på en pindestol, der sandsynligvis var kattens, den var fuld af hår. “Ved du, at Alfred Nobel og hans far boede i det her hus? Broderen sprang sig selv og fire andre i luften med nitroglycerin i nogle laboratoriebygninger, der lå lidt længere henne på grunden. Hvis Alfred var røget med, var vi sluppet for dynamitten, og verdenshistorien havde set helt anderledes ud. Alt er bare tilfældigheder og kaos. Hvis jeg ikke var blevet kørt ned af en skide idiot, havde jeg ligget på stranden ved Buenos Aires sammen med min chef. Det var i hvert fald der, vi var på vej hen, da det hele ramlede sammen.” “Angående mordet,” begyndte Hake igen. “Ja. Mordet,” sagde Lizzi. “Jeg hørte om det i radioen i morges. I ved åbenbart ikke en skid.” “Åh, en smule ved vi vel,” sagde Hake og rakte hende billedet af manden, der var blevet fundet i kanalen. “Han ser endnu værre ud end jeg,” sagde hun med afsky. “Men jeg genkender ham ikke. Er han svensker?” “Det ved vi ikke.” “Netop. I ved ikke en skid.” “Vi ved i hvert fald, at han er blevet myrdet med et kraftigt slag i hovedet og derefter sænket ned i Pålsundskanalen.” “Billedet siger jo ikke så meget, men sådan en rødtop ville jeg have genkendt, hvis han havde holdt til her i kvarteret.” Hake så en anelse opgivende på hende. “Det er bare om at klø på,” sagde Lizzi glat. “Og ikke give op. Livet er bare en eneste lang lortepølse, som man må tage en bid af hver dag. Men det gælder om at få det ned.” Hun gjorde en gestus mod sit ben. “Se på mig,” fortsatte hun. “Jeg kan dårlig pisse selv, og jeg har ikke bollet i otte år. Ikke engang drukkenboltene vil komme herop og tage mig. Men jeg har ikke tænkt mig at give op. En dag finder jeg en eller anden derude på nettet, 32


forhåbentlig en mand, der leder efter en præcis som jeg. En enbenet tidligere telefonist.” Hun lo sarkastisk. “Eller se på Nobel.” Hun gjorde en gestus hen mod vinduet. “Efter broderens død fortsatte han bare eksperimenterne på en pram ude på Mälaren.” Hun lo en perlende latter, inden lungeemfysemet bed til igen, så hun begyndte at hoste. Da hun var klar, så hun op på Hake med uskyldige, blå øjne. “Men hvorfor er i egentlig så interesserede i de døde? Det er os levende, der har brug for jer.” Da Hake kørte over Västerbron på vej tilbage til politistationen, så han ned mod findestedet. Stedet var valgt med omhu, ovenfra var det umuligt at se stedet, hvor manden var blevet fundet. Regndisen gjorde, at han på det højeste punkt af brospændet end ikke kunne se over til Riddarholmen og Gamla Stan. Vinduesviskerne på den gamle Citroën arbejdede frenetisk. Det havde været anderledes i sommer. Et højtryk havde bidt sig fast over Skandinavien i flere måneder, og ferien i Skagen havde været usædvanlig vellykket. Axel, Hanna og Siri havde lejet et sommerhus i nærheden af det berømte Hotel Brøndum på den danske nordkyst. Et hus med sovehems og en stor dagligstue med havudsigt. De havde badet hver eneste dag på den lange strand, gået ture eller bare opholdt sig i haven. Axel og Siri blev brune som peberkager, mens Hanna med sin alabasthvide krop forblev bleg, bortset fra ansigtet der blev en anelse rødt, hvilket gjorde fregnerne tydeligere. Siri havde lært at køre på en tohjulet cykel med støttehjul, og Hake og Hanna forsøgte at lære sig dansk ved hjælp af en parlør. De konkurrerede om at udvide deres ordforråd og udspurgte ivrigt hinanden om aftenen. Efter klokken tolv måtte de kun tale dansk. “Du er sød,” sagde Axel. “Skal vi bolle?” sagde Hanna og smilede. 33


Og så havde de bollet den halve nat. Hanna havde smagt af solcreme og saltvand, og hun havde revet ham på ryggen, så han måtte have en bomuldsskjorte på i flere dage. Den nat ville hun have flere børn, den nat ville hun have en hel flok unger, de kunne bade og lege med. Hun ville slet ikke holde op med at bolle, og de faldt lykkelige og udmattede i søvn i hinandens arme. Siri, der var blevet fem år, havde villet lære at svømme. Hun havde set sin fars kunster i vandet og ville kunne gøre dem efter. Han svømmede både crawl og butterfly med bravur og havde haft svært ved at overbevise hende om, at det var en lidt for kompliceret svømmestil for en lille pige. Da Siri indså, hvor svært det var, ville hun overhovedet ikke lære at svømme. I stedet besluttede Axel, at de skulle bygge en papirdrage, de kunne flyve med på stranden. De købte bambuspinde og papir, og Siri malede dragen med Hannas hjælp. Det blev et mægtig flot farveorgie, der ville have gjort en hvilken som helst impressionist stolt. Store felter i rødt og gult med prikker og ringe og noget, der skulle forestille forskellige dyr. Da papiret var tørt, spændte Hake det fast mellem de kraftige korslagte bambuspinde og fæstnede en lang fiskeline midt på. Der skulle flyves højt. De gik i samlet trop ned til havet, hvor vinden altid var kraftig, og gjorde sig klar til første flyveforsøg. Hake holdt i linen. Hanna og Siri holdt selve dragen. Han begyndte at løbe, let haltende, til han kunne mærke modstand i linen, og råbte så, at de skulle slippe. Dragen tog en lang flyvetur, inden den uden videre styrtede ned i sandet. Hake så på Hanna, der trak på skuldrene. “Du var for langsom,” sagde Siri. “Vi prøver en gang til,” sagde Hake. “Måske havde jeg for lang line.” De begyndte forfra. Hake med linen, Hanna og Siri med dragen. Han løb alt, hvad han kunne, med hånden i vejret og trak til, da de andre slap taget i dragen. Den fløj op i luften, og Hake skulle netop til at udstøde et glædeshyl, da dragen 34


begyndte at slingre for derefter at styrte til jorden igen. Han gik hen til dragen. Bambuspindene sad skævt, papiret var flænget, og hans knæ værkede som aldrig før. “Du skal løbe endnu hurtigere, far,” sagde Siri anklagende, selv om hun kendte til sin fars handicap. Måske var det en gengældelse for det med svømningen. Hake satte sig i sandet og pustede ud. Han tog tapen frem og ordnede dragen, hvor papiret var flænget. Så rettede han pindene med et lille stykke af fiskesnøren. “Hvis en af jer vil løbe, så vær så god,” sagde han. Ingen følte sig kaldet. Han rejste sig, og vinden tog fat i dragen, så den var svær at holde. Der var i hvert fald ikke noget i vejen med vejret. Han kom i tanker om, at han havde set et tv-program om gamle mænd, der fløj med drager i Kina. Ingen af dem havde løbet særlig hurtigt for at få dem i luften. Han mødte Hannas blik. “Lad os prøve bare at slippe den,” sagde hun, som om hun havde læst hans tanker. “Hvis du giver den et ekstra puf, løfter den sig måske.” Hanna nikkede, og Hake gik så langt væk, at linen blev spændt. “Er I klar?” De nikkede spændt. “En, to, tre,” råbte Hake mod vinden og humpede af sted langs vandkanten. Hanna og Siri kastede dragen op i luften, men den gjorde modstand. Han fortsatte langs stranden og mærkede hverken muslingeskaller eller sten under fødderne, selv ikke hans dårlige ben gjorde ophævelser. Han fór af sted og snublede lidt, og dragen fulgte med, men uden egentlig at løfte sig. Den snurrede rundt om sin egen akse, og til sidst faldt den ned et stykke ude i vandet. Hanna og Siri kom løbende. De soppede ud og fiskede dragen op, mens Hake lå gispende i strandkanten. Hanna holdt dragen op over hovedet, da hun vadede ind mod land. Papiret var blevet vådt, og farverne var begyndt at løbe ud. Hun lignede en afrikansk dronning i modlyset, sort og slank. 35


“Den duer ikke,” sagde Siri. “Den skal tørre først.” De gik lidt slukørede op mod huset. Oppe bag klitterne stod en ældre, senet mand med sin cykel. Han havde et stort, spraglet lommetørklæde bundet om hovedet og nikkede til dem. De nikkede tilbage, og da de var kommet forbi ham, råbte han: “Den skal have en kæmpehale.” De vinkede og gik videre. Hanna gav sig først. “Hvad sagde han?” “Jeg troede, du forstod dansk.” “Den skulle i hvert fald have et eller andet.” “En kæmpehale.” De var kun nogle hundrede meter fra huset, da Hanna slap dragen og begyndte at løbe op mod huset. Hake haltede bagefter. Siri stirrede uforstående efter dem og samlede dragen op. Hanna nåede først ind i huset og fór hen til reolen. Hake var trådt ind lige efter hende, men klatrede møjsommeligt op på hemsen. “Hvor fanden er ordbogen?” råbte Hanna hidsigt og rodede rundt på reolen. Axel troede, han vidste det, men den lå ikke oppe på hemsen. Siri kom ind og så på dem. Hun havde lagt dragen til tørre ude på verandaen. “Hvad har I egentlig gang i?” De stoppede op, konkurrencen var ovre. “Ham fyren sagde noget, vi ikke forstod,” sagde Hanna. “Kæmpehale,” sagde Siri med godkendt dansk udtale. Hun mestrede diftongerne bedre end Axel og Hanna og efterlignede ubekymret de andre børn nede på stranden. “Netop.” “Kæmpe er jeg ikke helt sikker på,” sagde Siri. “Men hale ved jeg, hvad er.” Hun rakte hånden bagud og løftede op i sin hestehale. “Det her er en hestehale.” 36


“Svans!” råbte Hake og Hanna i munden på hinanden. “Dragen skal have en stor svans. En kæmpesvans.” Nu mindedes han, at mange drager havde en lang hale. Den lille hale, han havde lavet, var åbenbart ikke tilstrækkelig. Han gik i gang med at lave en, tog snøren og bandt sløjfer og andet tingeltangel på den. Allerbagest bandt han en masse tøjstrimler. Da papirdragen var blevet tør, og halen var blevet sat på, gik de dirrende af spænding ned til stranden igen. Hake løb af sted med linen, Hanna og Siri kastede dragen op i luften. Den slingrede og så ud til at ville styrtdykke med det samme, men så rettede den sig og stak pludselig til vejrs. Han mærkede trækket i linen, og dragen steg og steg. Den hang i luften langt ude over vandet. Hanna og Siri kom glædestrålende hen til ham, og Siri fik lov at overtage dragelinen. Hanna og Hake holdt hinanden om halsen og dansede rundt. “Kæmpehale, kæmpehale,” råbte de. Siri sendte dem blot et overlegent blik, inden hun fascineret fløj dragen videre langs Skagens strand. Hake smilede ved erindringen, men han huskede også, at han havde svært ved at komme ud af sengen dagen efter, og at han måtte tage penicillinpiller en hel uge, før hævelsen i knæet forsvandt. Den danske læge havde bare rystet uforstående på hovedet og mumlet: “Og De går for at være politimand.” Siri havde kigget op fra sin malebog. “Det betyder strømer,” sagde hun overlegent. Hake drejede af fra Scheelegatan og parkerede uden for politistationen. Han trak frakken op over hovedet og gik gennem regnen over mod indgangen.

37

Söderrmalms mordene af Lars Bill Lundholm 9788770535335  

7 8 9 10 11 12 Hake gik ind i huset for at finde Julia. Han syntes, han hørte hendes stemme fra første sal og gik op ad en bred trappe mod st...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you